Irak: Oliearbejdernes formand taler ud

Den irakiske fagforening Federation of Oil Unions (tidligere General Union of Oil Employees) kæmper mod den udenlandske besættelse og røveriet af landets olie. Sidste år besøgte repræsentanter for fagforeningen Danmark. Her følger en tale, som deres formand Hassan Jumaa Awad holdt ved et offentligt møde i Manchester d. 24. november 2005.

Jeg vil gerne tale om hovedmotiverne for besættelsen af Irak og hvordan vi genopbygger vores fagforening trods amerikansk pres. USA hævder, at årsagen til invasionen af Irak var at vælte Saddam Husseins regime. Men dets realpolitiske mål var at opnå kontrol over Mellemøstens olieressourcer.

Som I ved har Irak verdens tredjestørste oliereserver, og USA må have kontrol over denne olie for at opretholde sin position som økonomisk supermagt. Det primære mål for deres krig er at kontrollere vores olie og vores økonomi.

Det ville have været lettere at styrte Saddam Hussein i 1991 efter at den amerikansk-ledede koalition havde drevet den irakiske hær ud af Kuwait. Efter tilbagetrækningen fra Kuwait var der en folkelig opstand i 14 byer over hele landet.

Dengang var det den amerikanske politik ikke at fjerne regimet, fordi man ikke havde et alternativ til Saddam Hussein, så man lod irakerne i stikken og opstanden blev knust.

I stedet tog USA sig tid til at forberede ødelæggelsen af vores land. Man forfalskede beviserne bag invasionen, der var baseret på Iraks påståede besiddelse af kemiske, atomare og biologiske våben.

Man hævdede også, at Irak husede terrorister, selvom vores land i virkeligheden aldrig var nogen base for terrorister. Terrorisme blev blot endnu en amerikansk undskyldning for deres krig.

De løgne, der blev brugt til at starte krigen, er nu velkendte og fortjener ikke ret mange ord.

Del og hersk
Et af USA’s hovedmål i dag er at opdele Irak. De opdelinger og drab, vi nu ser, er resultater af denne besættelse.

Den sekterisme, der stiller sunnier op imod shiaer, kurdere op imod turkmenere og kristne, fandtes ikke på så højt et niveau før besættelsen af vores land.

Vi ser alle de muligheder, vi får - privatisering af olieindustrien og amerikanske virksomheders herredømme over industrien.

USA har bestemt, at kun deres virksomheder kan byde ind på oliekontrakter, og kører virksomheder fra andre lande, fra Europa og andre steder, ud på et sidespor.

Blot to måneder efter at deres tropper krydsede grænsen ankom amerikanske virksomheder – Kellogg Brown & Root og Halliburton – for at overtage kontrollen over vores industri. Disse amerikanske virksomheder er dem, der virkelig har gavn af invasionen.

Af den grund fandt mange irakiske fagforeningsaktivister, der havde lidt under det foregående regime, sammen for at genstarte oliearbejdernes fagforening.

Vores fagforening har to strategiske overvejelser. Den første er hvordan vi bedst beskytter den irakiske arbejders rettigheder overfor de love, der blev indført af den daværende amerikanske prokonsul Paul Bremer.

Den anden er hvordan vi opretholder olieproduktionen – som er vores lands primære indkomstkilde.

USA har ødelagt hele vores lands infrastruktur – hospitalerne, skolerne, universiteterne, fabrikkerne og værkstederne.

Den eneste slags infrastruktur, som de ikke ødelagde, var oliefaciliteterne og rørledningerne. Det er fordi de ville have kontrol over vores olie.

Vores fagforening har organiseret trods truslerne fra de amerikanske styrker, faktisk lige for næsen af deres tanks og soldater.

Vi har organiseret på trods af forbudet mod uafhængige fagforeninger og det forbud mod demonstrationer, der blev gennemført under den provisoriske administrative lov, som USA påtvang i 2003.

Vores fagforening har seks hovedmål:

- Vi forlanger den betingelsesløse tilbagetrækning af amerikanske tropper fra Irak.

- Vi vil have frihed for irakerne til at bestemme vores egen fremtid og fastlægge vores egen politik.

- Vi tager afstand fra alle terroristiske handlinger mod det irakiske folk og gør USA ansvarlig for disse angreb.

- Vi fordømmer amerikanske virksomheders forsøg på at overtage kontrollen over vores olie.

- Vi støtter den irakiske modstandsbevægelse i dens kampagne for at drive de amerikanske besættere ud af Irak.

- Vi kræver sletning af den gæld, som det forhenværende regime har pådraget sig.

Almindelige irakere havde ikke gavn af alle disse lån.

Alle de penge, der blev lånt, blev ikke brugt til at opbygge Irak. De blev brugt til at finansiere Saddam Husseins militæreventyr, som skabte så meget ustabilitet i regionen.

Elendighed
De irakiske oliearbejderes fagforening er fast besluttet på at forhindre alle amerikanske virksomheder i at overtage olieindustrien.

Irak eksporterer op imod 1,8 millioner tønder olie om dagen, men selv med de nuværende høje oliepriser lever folket i fattigdom og elendighed.

Der er kun lidt sundhedsomsorg, ingen social understøttelse og uddannelsessystemet er brudt sammen. Det irakiske folk lever under meget vanskelige betingelser. Det er virkeligheden om livet under besættelsen.

Da vi organiserede vores først antiprivatiserings-konference i den sydlige by Basra, var mange af vores venner fra USA og Storbritannien i stand til på første hånd at se vores folks fattigdom og elendighed. Og dog bor vi oven på en sø af olie.

Basra var udsat for store lidelser under det foregående regime – større end nogen anden by i Irak – og led under otte års krig mod Iran fra 1980 til 1988, invasionen af Kuwait og eftervirkningerne af den krig i 1991.

Nu lider vi under en ny krig, som skyldes USA og dets koalition. Op imod 85 % af befolkningen i Basra lider på den ene eller anden måde under den forurening, som disse krige har medført – denne forurening er blevet dokumenteret af FN.

Virkningen af de våben, der bliver brugt imod os, mærkes af irakere over hele landet, både i Basra, Amara, Nassiriya, Ramadi, Bagdad og en enhver anden by. Det er kun takket være guds vilje, at vi overlever elendigheden under denne besættelse.

George Bush og Tony Blair hævder, at de har bragt demokrati til Irak, men hver dag ser vi dette såkaldte ”demokrati”, med militærkonvojer der skyder på uskyldige folk og menneskerettighedskrænkelser.

Vi appellerer til alle folk, der ønsker fred og de organisationer, der var imod krigen, til at bidrage til vores kamp. Fordi vi kæmper imod det ondes kræfter, har vi brug for al den støtte vi kan få.

Jeg takker jer for al jeres støtte – og Irak har brug for al den støtte det kan få.

Vi vil huske de rigtige venner, der hjalp os under disse forfærdelige tider og håber, at vi en dag kan byde jer alle velkommen til et frit, demokratisk og forenet Irak.

Oversat af Lars Henrik Carlskov fra Socialist Worker 10. december 2005. Læs mere om oliearbejdernes fagforening på www.basraoilunion.org