Coronalove som hegemoniudøvelse

Trods regeringens historisk favorable opinionstal, begynder hverdagen og slagsmålet om coronaregningen nu for alvor.

Af Lars Henrik Carlskov

De 34 % i Berlingske Barometers seneste vægtede snit af målinger 6/7 ville være bedste socialdemokratiske folketingsvalg siden 1998. En voldsom omvæltning i forhold til sidste års valgresultat på 25,9 % med tilbagegang på 0,4 %, og som kun var marginalt (0,3 %) bedre end det katastrofale jordskredsvalg i 1973. COVID19-pandemiens politiske positionskamp er således udnyttet til en midlertidig cementering af det parlamentariske overherredømme (eller hegemoni, med den italienske marxist Gramscis begreb).

Hjulpet på vej af tendensen til, at pludseligt indtrufne krisesituationer indledningsvist medfører øget opbakning til den siddende regering. Forstærket af den hastigt indgåede politiske borgfred, hvor de øvrige partier fredede regeringen for andet end detailkritik. Som de erklærede borgerlige partier efterfølgende erstattede med pres for hurtig genåbning af hensyn til de store virksomheders økonomiske bundlinje, hvilket forståeligt nok manglede folkelig appel. Hvorimod partierne på Mette Frederiksens venstre flanke stadig føler sig bundne af underskrifterne på sidste års uforpligtende ”forståelsespapir” om regeringens politiske kurs.

Udmanøvreret opposition
Dermed reduceret til i heldigste tilfælde regeringens juniorpartnere, hvor åben opposition ses som en trussel mod en plads ved forhandlingsbordet. Hvor de alligevel reelt ingen trumfer har at spille, da SF-Enhedslisten hverken tør vælte regeringen eller reelt arbejder for den folkelige mobilisering uden for Borgens mure, der kan forrykke styrkeforholdene. Regeringen er med DR’s politiske analytiker Jens Ringberg ord ”den mest topstyrede, vi nogensinde har haft”. I regeringens og Socialdemokratiets rækker betyder det en hypercentraliseret beslutningsproces, hvor f.eks. ikke engang partiets ordførere må udtale sig på eget område uden grønt lys helt fra toppen.

En autoritær tendens, der går igen udadtil. F.eks. i coronalovene, hvor regeringen i flere tilfælde har tilsløret, om diverse tiltag er sundhedsfagligt begrundede eller blot udtryk for et politisk ønske. Hurtigt afsløredes det f.eks., at grænselukningen udelukkende var politisk begrundet. Et andet autoritært tiltag uden sundhedsfaglig begrundelse er f.eks. dobbelt eller firedobbelt straf for såkaldte corona-forbrydelser, hvor f.eks. tyveri af en flaske håndsprit kan give ubetinget fængsel.

Udfordringer til hegemoni
På pressemødet om nedlukning 11/3 brugte Mette Frederiksen intet mindre end 17 gange i sin indledning begreberne ”Danmark” og ”danskerne”, og opfordrede til national samling. Altså forestillingen om et nationalt fællesskab, der overtrumfer modstridende klasseinteresser. Der ligesom grænselukning og drakoniske coronastraffe indskriver sig i regeringens egenfortælling som handlekraftig og villig til at gå til ekstremer for at beskytte det imaginære nationale fællesskab mod forestillede indre og især ydre trusler.

Men denne fortælling og dermed regeringens hegemoni er skrøbelig, da efteråret byder på en række politiske opgør om bl.a. hjælpepakker, klima, minimumsnormeringer, ældrevelfærd, pensionsalder og selve finansloven. Her skal regningen for coronanedlukning og den økonomiske krise, der allerede forinden stod for døren, fordeles. Da kapitalismens drivkraft er stadig større profit, og mindre profit betyder krise, er den eneste ”løsning” inden for systemets rammer forøgelse af de store virksomheders overskud på bekostning af almindelige lønmodtagere, arbejdsløse, studerende og syge. Men masseprotester i form af demonstrationer og strejker kan afværge dette scenario og udfordre kapitalsystemets hegemoni.

Corona spreder kapitalismens autoritære virus

Den globale pandemi har sat turbo på årtiers udhuling af det i forvejen stærkt begrænsede liberale demokrati.

Af Lars Henrik Carlskov

De seneste ugers indskrænkning af grundlæggende demokratiske rettigheder er den suverænt mest vidtgående i landet siden 2. verdenskrig. Uden høringsfase, hvor f.eks. juraeksperter, menneskerettighedsorganisationer og almindelige borgere kunne fremsætte indvendinger. I rekordtempo er der foretaget voldsomme indgreb i bl.a. den personlige frihed, forsamlingsfrihed, bevægelsesfrihed og retten til at bestemme over egen krop.

F.eks. mulighed for forbud mod forsamlinger ned til 2 personer, tvangsundersøgelser, tvangsbehandling, tvangsvaccinering og nedlukning af legepladser og fodboldbaner. I følge en række eksperter er det svært at vurdere, hvad der er sundhedsfagligt begrundet eller blot et politisk ønske fra regeringen. Kloden over smugles et væld af autoritære tiltag ind ad bagdøren.

I Ungarn har Orbáns højreradikale regering f.eks. tildelt sig selv diktatoriske beføjelser uden tidsbegrænsning. Borgere kan fængsles i op til 5 år for at bryde coronakarantæne eller for at offentliggøre "falske" eller "forvrængede" oplysninger, som kan skabe "uro" eller "ophidse" befolkningen. I USA har præsident Donald Trump varslet stop for indvandring. På samme måde blev den danske grænselukning modsagt af sundhedseksperter. Desuden er der bl.a. indført mulighed for dobbelt eller firedobbelt straf for ”corona”-lovovertrædelser.

Garanti for misbrug
Strømmen af såkaldte antiterrorlove siden angrebet 2001 på USA's forsvarsministerium og World Trade Center, viser samtidig den overhængende fare for misbrug af foranstaltninger, der er indført med henvisning til COVID-19. Politiets øgede magtbeføjelser er blevet brugt i sager, som intet har at gøre med terror. Om alt lige fra bander, narko, menneskesmugling, børneporno, økonomisk kriminalitet, brandstiftelse og bedrageri til røveri og drab.

International solidaritet med legitime oprørsbevægelser i f.eks. Colombia, Palæstina og Kurdistan er blevet kriminaliseret. Og det kurdiske Roj TV mistede sendetilladelsen pga. en beskidt handel om tyrkisk støtte til Anders Fogh Rasmussen som NATO-generalsekretær. Derfor er det også naivt at tro, at coronalovene ikke vil blive brugt på alle mulige andre områder. Midlertidige begrænsninger af rettigheder bliver hurtigt permanente.

Længe inden den nuværende pandemi var den globale kapitalisme inficeret af en autoritær virus. Bl.a. steg den amerikanske fængselsbefolkning under især Reagan og Clinton med eksplosiv fart. USA har verdens største antal fængslede pr. indbygger, og stigningen fortsætter stadig. Den danske udvikling er mindre ekstrem, men på mange punkter fulgt i samme spor.

Orwells mareridt er vores virkelighed
Antallet af indsatte i danske fængsler er rekordhøjt. Især i slutningen af Nyrups regeringsperiode fra 1993-2001 accelererede den autoritære udvikling. Der kom maskeringsforbud (senest udvidet med burka- og niqāb-loven). Rockerloven betød forbud mod enkeltpersoners ophold bestemte steder såsom klubhuse. Nu udvidet til zoneforbud mod ophold i f.eks. en hel kommune. Det rammer også f.eks. hjemløse, der samtidig kan få bøder for at tigge.

Senere har vi bl.a. fået civile agenter, visitationszoner, præventive anholdelser og længere varetægtsfængslinger. Plus vandkanoner, heste og peberspray til politiet (sidstnævnte oprindeligt et alternativ til brug af stave og pistoler). Samt mulighed for dobbeltstraf i såkaldte ghettoer og håndtrykstvang for at få statsborgerskab. Arbejdsløse og syge er ramt af mere kontrol og flere sanktioner.

Efterretningstjenesterne kan sammen med techgiganter som Amazon, Apple, Facebook og Google overvåge selv de mest intime detaljer i vores privatliv. Orwells totale overvågningssamfund er på mange måder vores virkelighed.

Autoritær stat er nyliberalismens siamesiske tvilling
De sidste tre årtier har kriminaliteten i Danmark været faldende, så hvad forklarer de evige nye stramninger? Den italienske marxist Antonio Gramsci påpegede, hvordan den herskende klasses hegemoni (”overherredømme”) bygger på en blanding af rå magt og ”konsensus” (samtykke fra befolkningen). Den styrer ikke blot ved hjælp af politi, domstole og militær, men også gennem institutioner som kirker og skoler samt civilsamfundets partier, foreninger, medier osv. Faldende profitrater for de store koncerner førte i 1970'erne til kapitalismens nuværende nyliberale fase. I denne periode er de nævnte institutioner blevet kraftigt undermineret. Det har svækket den herskende klasses folkelige legitimitet (se f.eks. rekordhøj mistillid til medier og politikere).

Derfor har den herskende klasse være tvunget til at styrke statens repressive apparat. Nyliberalismen betyder derfor ikke mindre stat (de offentlige udgifters andel af BNP er tværtimod vokset). Men derimod en omstilling af staten, hvor de mere direkte kontrol- og undertrykkelsesfunktioner vokser på bekostning af f.eks. levering af velfærdsydelser. I takt med, at kapitalismens kriser bliver stadig mere ukontrollable (virusser, økonomiske kriser, klimakatastrofen etc.), vokser kapitalens afhængighed af staten (og f.eks. dens finansielle støttepakker).

Liberalt demokrati versus socialistisk demokrati
Den nuværende situation viser det kan være legitimt at indskrænke nogle individuelle ”friheder” (f.eks. handlinger, der udsætter andre for livsfare). På samme måde forhindrer en lille minoritet af kapitalisters ”ret” til at eje og kontrollere de vigtigste produktionsmidler som maskiner, fabrikker, kontorbygninger og råstoffer i praksis alle andre fra at udøve samme ”ret”. Man kan få ubetinget fængsel for tyveri af en flaske håndsprit, men arbejdsgiverne kan uden straf tvinge ansatte på arbejde under livsfarlig smitterisiko. Og hvert år dør omkring 1.600 mennesker af arbejdsrelateret kræft i Danmark. Og 2.000 mennesker dør årligt af andre arbejdsmiljøfremkaldte sygdomme. I allerværste tilfælde kan et dødsfald koste en arbejdsgiver, ikke fængsel, men en bøde på 500.000 kr.

Forfatteren Anatole France skrev, at den nuværende formelle lighed for loven består i, at ”saavel Rig som Fattig [forbydes] at sove under Broerne, betle på Gaderne og at stjæle Brød.” Karl Marx, hvis idéer den moderne arbejderbevægelse og venstrefløj bygger på, påpegede begrænsningerne i ”menneskerettighederne”. De var et produkt af de borgerlige revolutioner i USA 1776 og Frankrig 1789. De var for Marx ”de rettigheder som tilkommer samfundsmedlemmet, d.v.s. det egoistiske, fra medmennesket og det fælles-menneskelige adskilte mennesker” og ”i praksis... den private ejendomsret.”

Senere påpegede Marx, hvordan udbytningen af arbejdere for merværdi sker efter lovens principper om frihed og lighed (hvor arbejderen ”frit” sælger sin arbejdskraft til kapitalisten). Men under overfladen hersker der reelt ufrihed og ulighed, da arbejderen pga. manglen på produktionsmidler er tvunget til at sælge sin arbejdskraft. Kapitalismen og dens liberale demokrati med formel frihed og lighed befinder sig i en krisetilstand. Som revolutionære socialister må vi derfor kæmpe for at erstatte dem med et reelt demokrati, hvor de væsentligste beslutninger over økonomi og samfund tages kollektivt de steder, folk arbejder, går i skole eller bor.

Ministerier afsløret i racistisk propaganda

Fra samfundstoppen spredes dæmoniserende påstande om borgere med såkaldt ”ikke-vestlig baggrund”.

Af Lars Henrik Carlskov

Bl.a. fra ministerierne. F.eks. Finansministeriets rapport om udgifter til ikke-vestlige ”indvandrere” og ”efterkommere”. Der skulle give 33 mia. kr. i underskud årligt, mens ”danskere” gav overskud på 56 mia. kr.. Men kun ved at vælge året 2014, hvor fremrykket beskatning af kapitalpensioner betød ekstraordinær indtægt på 75 mia. kr. fra skat på udbetalinger. Uden dette gav også ”danskerne” underskud (17 mia. kr.). Og større udgifter til ”indvandrere” og ”efterkommere” skyldes bl.a. disses større andel af børn og unge, som derfor endnu ikke betaler skat.

F.eks. også Udlændinge- og integrationsministeriets og Undervisningsministeriets rapport om, at såkaldte ”3. generationsindvandrere” ikke klarer sig bedre end generationen før. Men der var social slagside, bl.a. var danskgifte fjernet fra gruppen af ”3. generationsindvandrere”, som også havde oprindelse i andre lande end de to generationer før. Danmarks Statistik havde advaret om ”væsentlige metodiske fejlslutninger”.

Nu hævder en rapport fra Økonomi- og Indenrigsministeriet, at 76.400 personer i landet bor i parallelsamfund. Efter kriterier som beskæftigelse, børn uden for dagtilbud og beboerandel med ”ikke-vestlig baggrund”. Men med professor Hans Skifter Andersen fra AAU's ord, har dette intet at gøre med ”parallelsamfund”: ”Når man bruger begrebet parallelsamfund, er det under den forudsætning, at beboerne er søgt sammen for bevidst at isolere sig uden for samfundet. Og det er der ingen evidens for er tilfældet” (Altinget 11/4). Som det fremgår kræver leveringen af ideologisk skyts til Løkkes og Støjbergs statsracisme grov talmanipulation.

Ufologi i Ørestaden

For nylig afbrød undervisningsminister Merete Riisager besøget på Ørestad Gymnasium.

Af Lars Henrik Carlskov

Bagefter beskrevet af ministeren, spindoktoren, præsten Kathrine Lilleør og vanligt servile medier som havde de været udsat for omtrent akut livsfare. Præsten var der som formand for regeringens såkaldte ”Råd til Demokratisk Dannelse”. Og er med sin baggrund i Tidehverv, hvis lære er blevet defineret som ”Gud er alt, jeg er intet – og du er en idiot”, en fornem repræsentant for princippet om demokratisk dialog.

Riisager og Lilleør havde endvidere sikret optimalt udgangspunkt for ligeværdig dialog ved at ankomme til det nedskæringsramte gymnasium i BMW og Porsche. En dialogorienteret tilgang, som siden fortsatte med ministeriel indberetning til Politiets Efterretningstjeneste og krav om sanktioner mod eleverne. Der havde begået den demokratisk set utilgivelige handling at give udtryk for deres mening om nedskæringer og lærerfyringer. Ved at demonstrere mod den ansvarlige minister.

Først hævdedes det, at der blev råbt luder og kastet mønter. Der blev til én mønt. Som blev til et dødsensfarligt og lemlæstende mordvåben i form af en kapsel. ”Jeg kan i hvert fald bekræfte, at der faldt noget ned oppefra,” lød det til sidst fra Lilleør. Altså en form for Uidentificeret Flyvende Objekt. En UFO. Hun har nu suppleret teologien med ufologien. Hvilket måske alligevel ikke er en helt overraskende udvikling. Men den pågældende elev bør selvsagt ikke bruge et sexistisk skældsord. Og i stedet have kaldt ministeren en Merete Riisager. Den ikke-kønsspecifikke betegnelse for en løgnagtig, neoliberal nedskæringsentusiast.

Dansk Folkepartis fupopgør med eliten

Kristian Thulesen Dahl og hans tropper elsker at fremstille sig som i opposition til eliten, hvis interesser de tjener og selv er en del af.

Af Lars Henrik Carlskov

Netop pga. medlemskab af elitens eksklusive klub overdænger Kongehuset DF-toppen med ordener. F.eks. Thulesen Dahls ”ridder af 1. grad af Dannebrogordenen”, gruppeformand Peter Skaarups ”ridder af Dannebrogordenen” og ”ridder af Dannebrogordenen af 1. grad” og Pia Kjærsgaards ”ridder af Dannebrogordenen”, ”ridder af 1. grad af Dannebrogordenen”, ”kommandørkorset af Dannebrogordenen” og ”kommandør af 1. grad af Dannebrogordenen”.

Eliteinteresser ligger også bag, at A.P. Møller-Mærsk siden 1998 har foræret millioner af kr. til partiet. Der til gengæld konsekvent har stemt for skattelettelser til de store koncerner, millionærer og milliardærer. F.eks. blev olie- og gasmillionerne fra A.P. Møller-Mærsk i 2017 vekslet til DF-støtte til seneste aftale om Nordsø-rigdommene med skatterabat på 5 mia. kr. til Mærsk og resten af Dansk Undergrunds Consortium.

DF-toppen rager til sig
Imens lever DF-toppen et liv i sus og dus. Thulesen Dahl scorer som folketingsmedlem og partiformand over 1 mio. kr. om året. DF's Mikkel Dencker indkasserer også mere end 1 mio. kr. årligt som folketingsmedlem og viceborgmester i Hvidovre. Hele 17 af 22 politikere, der benytter sig af finten med løn fra både Folketinget og byråd, er DF'ere.

Som folketingsformand skovler Pia Kjærsgaard 3 mio. kr. ind om året. Plus fryns som luksuslejlighed, fri bil med chauffør og fornemt kontor. Samtidig har ægtefællen Henrik Thorup raget en række fede politiske ”ben” til sig, der indbringer over 1 mio. kr. årligt. Så er der også råd til både villaen i mondæne Gentofte og sommerhus på den græske ø Santorini med tårnhøje kvadratmeterpriser.

Mens de fjerner din velfærd
I 2010 lovede Thulesen Dahl ”under ingen omstændigheder [at] støtte reformer, der skærer i efterlønnen eller sænker dagpengeperioden”. Hvorefter DF stemte for begge dele. Og i 2015 ville han ”gøre det helt krystalklart, at vi ikke er med på at skære i folks ydelser” såsom "førtidspensionen, kontanthjælpen, dagpengene og så videre." Og forsikrede i både DR's partilederrunde og kandidattest om sin modstand mod kontanthjælpsloftet. Igen stemte DF bagefter for.

I 2015 kom det frem, at DF havde stemt for i 57 ud af 66 kommuner med nedskæring i udgift pr. ældre de foregående fire år. Året efter viste det sig, at partiet havde lagt stemmer til i 24 ud af 29 kommuner med besparelser på ældre i seneste budgetforlig. Under Thorning-regeringen 2012-2015 faldt kommunernes udgifter pr. borger over 65 år med 9,2 %. Endnu værre var dog 11,8 %-nedskæringen i foregående treårsperiode med DF som VK-regeringens støtteparti. Rundbarberingen fortsætter bl.a. med støtte til seneste finanslov og dens udgiftsloft, hvor kommunerne får 500 mio. mindre pr. år til bl.a. ældre, daginstitutioner og skoler.

Og udsulter "Udkantsdanmark"
Også det, der nedladende kaldes "Udkantsdanmark", rammes brutalt af DF's sparekniv. Siden VK-regeringens strukturreforms kommunesammenlægninger i 2007 (som Lars Løkke Rasmussen som indenrigs- og sundhedsminister stod i spidsen for og DF sikrede flertal for) er 20 (eller næsten hver fjerde) sygehuse lukket. Ligesom 400 skoler, 800 daginstitutioner og 100 biblioteker.

I samme periode er andelen af svage ældre, der modtager hjemmehjælp faldet fra 43 % til 25 %. Med direktør i Ældre Sagen Bjarne Hastrups ord: ”Kommunalreformen åbnede op for den største nedskæring i den danske velfærdsstat siden anden verdenskrig”. Konklusionen er derfor klar: Din velfærd trues ikke af muslimer, romaer eller østeuropæiske arbejdere, men af Dansk Folkeparti og den øvrige politisk-økonomiske elite.

Nidkær jagt på de små fisk, mens de store går fri

Ressourcerne bruges på at jagte små millionbeløb, der i det store billede er peanuts.

Af Lars Henrik Carlskov

I forbindelse med de hyppige skandaler om overklassesvindel i form af bl.a. hvidvask, udbytteskat og brug af skattely, hører vi om manglende ressourcer hos staten til at forhindre disse forbrydelser. Men i virkeligheden er det ikke manglende ressourcer, men manglende vilje hos ledende politikere og embedsmænd, der er problemet.

F.eks. blev der i januar måned indsat intet mindre end 130 ansatte fra Skat, Arbejdstilsynet, Fødevarestyrelsen og politiet i en samlet aktion i Bazar Vest i Aarhus-bydelen Gellerup. Det skyldtes angiveligt mistanke om bl.a. socialt bedrageri og sort arbejde hos stedets mange små forretninger (hvis ejere og ansatte oftest har etnisk minoritetsbaggrund). Alle indgange blev spærret for at sikre, at ingen ”forbrydere” undslap.

Men hvis du venter på, at der vil blive indsat en mindre hær på 130 ansatte fra forskellige statslige myndigheder i en samtidig aktion mod Danske Bank og resten af overklassens svindel for milliarder og atter milliarder af kroner, kommer du til at vente længe.

Socialt oprør eller system-administration?

Enhedslisten forsøger i stigende grad at positionere sig som ”regeringsdueligt” parti. Men uden et revolutionært brud får vi business as usual.

Af Lars Henrik Carlskov

”Jeg ser håb. Og jeg tror, at de opbrudstider vi lever i nu, vil blive set tilbage på som årene for generationen, der lagde stenene til en ny radikal, progressiv og solidarisk forandring", skrev Enhedslistens Pernille Skipper for nylig i en kronik i Dagbladet Information. Bl.a. med henvisning til de senere års fremgang for europæiske venstrefløjskræfter som SYRIZA i Grækenland, Podemos i Spanien og Corbyns Labour i Storbritannien.

Hun fremhævede desuden den samlede opbakning fra 1/5 af befolkningen til Enhedslisten, Alternativet og SF og "et stort ønske om forandring". Det ser hun bl.a. i den seneste overenskomstkamp, unge, som "engagerer sig forbilledligt i klimakampen" og "flere og flere, der siger klart fra over for både den stigende ulighed og den umenneskelige flygtningepolitik." Og Skipper understregede regerings-ambitionerne med henvisning til partiets nye plan "100 dage med Enhedslisten – på vej mod et grønt og solidarisk Danmark".

Til højre for Labour og løsninger via markedet
Her findes 100 forslag, som skal gennemføres de første 100 dage i en regering, hvor partiet har "magt, som vi har agt." Planens indtægter på 58,4 mia. kr. er dog primært "tilbagerulninger" af f.eks. skattelettelser til de rigeste og de store virksomheder. Modsat hos det britiske socialdemokrati (fra hvis manifest, man bl.a. har kopieret layout og slogans som "for de mange, ikke for de få"), er der ingen krav om nationalisering af virksomheder. Blot stop for privatisering og udlicitering og en "arbejdsgruppe", der skal "undersøge mulighederne" for gen-nationalisering at f.eks. DONG, telenettet, Københavns Lufthavn og Statens Serum Instituts vaccineproduktion.

Nationaliserings-spørgsmålet forsøges omgået med en ”almennyttig offentlig bank”, som skal konkurrere på markedet mod de eksisterende finansielle virksomheder. Samt generelt via ”erhvervsstøtteordningerne, skatterne og afgifterne, den offentlige indkøbspolitik og den offentlige kreditgivning” at øge incitamentet til såkaldt ”samfundsgavnlig adfærd” fra erhvervslivet. Forslag fra planen såsom skattelettelser for de laveste indkomster, gratis tandlæge og billigere offentlig transport er selvsagt fornuftige. Det egentlige spørgsmål er imidlertid realismen i Enhedslistens forestilling om planens gennemførelse gennem opnåelse af 50%+1 af folketingstaburetterne.

Strukturelle grænser for reformer
Når venstre-orienterede regeringspartier som f.eks. SF under Thorning eller SYRIZA i Grækenland ender med at stå i spidsen for brutale nedskæringer, selv om de blev valgt på det modsatte, er forklaringen således ikke primært forræderi eller manglende politisk mod. Men i stedet, at enhver nok så ”rød” regering, som forsøger at administrere kapitalismen for at reformere den, må tage hensyn til systemets drivkraft: Profitten. Fører en regering ikke en såkaldt ”erhvervsvenlig” politik, der sikrer kapitalisterne tilstrækkelig profit, tilbageholdes investeringerne, hvilket i sidste ende udløser krise.

Faldende profitrater siden 1970'erne i den danske og de øvrige avancerede kapitalistiske økonomier var den dybereliggende årsag til ”den store recession”, dvs. den globale økonomiske krise, som brød ud 2007-2008. Det desperate forsøg på at genoprette den globale kapitalismes profitabilitet førte til verdens regeringers og arbejdsgiveres blodige offensiv mod lønninger, arbejdsforhold og velfærdsydelser.

Administration af nedskæringer
Det voldsomme økonomiske opsving i årene fra 2. verdenskrigs afslutning og frem til 1970'erne gjorde det i Danmark og andre lande muligt at opbygge den såkaldte ”velfærdsstat”. Men årsagerne til den langvarige højkonjunktur var den omfattende destruktion af kapital i såvel fysisk som værdimæssig forstand, som 1930'ernes økonomiske krise og 2. verdenskrig medførte, samt den kolde krigs militære oprustning. Disse betingelser for reformer inden for systemets rammer er ikke til stede i dag, hvor den danske og de øvrige vestlige kapitalistiske økonomier siden 1970'erne har oplevet relativ stagnation.

En Enhedslisten-regering vil derfor i bedste fald kunne levere bittesmå forbedringer. Og som SF's regeringstid demonstrerede, er selv disse forbedringer langt fra givet uden pres fra stærke folkelige bevægelser. Samtidig risikerer enhver reform, der rammer kapitalisternes profit, at forstærke systemets krisetendenser. Risikoen for, at Enhedslisten som regeringsparti deltager i store velfærdsnedskæringer vil derfor være overvældende. Til dem, der tror en parlamentarisk venstrefløjs-regering er vejen frem, bør vi derfor som revolutionære socialister sige (med den britiske marxist Chris Harmans ord): ”I tror, at en venstrefløjs-regering kan ændre samfundet i arbejderklassens interesse. Det gør vi ikke. Men vi vil kæmpe sammen med jer for at afprøve jeres synspunkt i praksis. Imidlertid gentager vi, at I bør stole på jeres egne kampe, ikke sætte jeres lid til jeres politiske ledere.”

En ekstraordinær præstation, der bør belønnes

Af Lars Henrik Carlskov

Jørgen Mads Clausen er en plaget mand.

Han er tvunget i knæ af en nådesløs tilværelse. Knockoutet af en hård og ubarmhjertig skæbne. Tildelt kort af livet, hvor han sad tilbage med sorteper. En brik i det store eksistentielle ludo, der brutalt blev slået hjem. Omstændigheder uden for hans kontrol rottede sig sammen mod ham. De gav ham aldrig en chance. Nu åbner han op om den familietragedie, som ramte hans søskendeflok: De arvede milliarder.

Ikke desto mindre rider tanken om, at formuen havde været større uden arveafgift stadig Danfoss' bestyrelsesformand som en mare. 7. maj lagde Berlingske Business spalter til denne lidelseshistorie. Fortalt af manden selv med al den sociale indignation, det er menneskeligt muligt at mobilisere som milliardær tronende på sit kontor i en zebra-stol og med en udstoppet løve ved sin side (naturligvis alt sammen arvet, som det fremgår af billedteksten). ”Den ulykkelige familie er altid på sin måde ulykkelig”, bemærkede Tolstoj i Anna Karenina. Og Jørgen Mads Clausens familie er tilsyneladende ulykkelig på den dér milliardær-i-zebrastol-med-udstoppet-løve-agtige måde.

Han forklarer, at uden arveafgift kan virksomhederne ”investere pengene i vækst og beskæftigelse frem for at frygte for, om man må lukke”. Med en familieformue på 13,1 mia. kr. og et Danfoss-overskud på 5,1 mia. kr. sidste år (700 mio. højere end året før), må man således forstå, at kampen mod arveafgiften er en desperat handling fra en desperat mand. Drevet helt ud til kanten af systemet. Det virker derfor småligt grænsende til det ondskabsfulde at påpege (som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har gjort), at flertallet af de afdøde danskere (55 %) sidste år efterlod sig gæld eller værdier under bundgrænsen for arveafgift på 289.000 kr.

Kun et menneske blottet for empati kan undgå at blive berørt af Mads Jørgen Clausens hjerteskærende beretning om sit livs jammerdal. Uvægerligt ser man for sit indre blik hans ansigt indsat på et af de malerier af grædende børn, som tidligere prydede væggene i landets hjem. Og vi skal huske at værdsætte dem, der gør en særlig indsats. Som udviser risikovillighed. Der iværksætter. F.eks. i dette tilfælde egen fødsel ind i en af landets rigeste familier. En ekstraordinær præstation, der bør belønnes med milliarder og forhåbentlig kan tjene som inspiration for andre ambitiøse fostre.

Hvidvaskede milliarder - straffes med et ”fy"

Vi har to forskellige retssystemer: Èt for overklassen og ét for alle os andre.

Af Lars Henrik Carlskov

Det ses bl.a. i skandalen om Danske Banks hvidvask af astronomiske summer gennem sin estiske filial. Bl.a. 18 mia. kr. fra det korrupte regime i Aserbajdsjan samt 7 mia. kr. fra den russiske præsident Putins familie og landets efterretningstjeneste FSB. Bankens ansatte har endda hjulpet med at skjule kundernes identitet for myndighederne. Både i 2013 og 2014 blev banken advaret om ulovligheder, men iværksatte først i september sidste år en undersøgelse. Iflg. Finanstilsynet har banken i mindst 16 tilfælde brudt reglerne. Alligevel fører det hverken til politianmeldelse eller bøde.

På grund af den negative omtale har Danske Bank dog ofret en af sine direktører, Lars Mørch. Med sig ud af døren får han 15 mio. kr. og kan derfor formentlig lige akkurat holde den værste nød fra døren. De ansvarlige for kriminalitet i milliardklassen går altså fri og forgyldes endda. Til sammenligning indførtes for nylig bl.a. øget kontrol i lufthavne af arbejdsløse, som anklages for socialt bedrageri, hvis de tager på ferie uden at give kommunen besked.

Den apolitiske "danske model" er ren fiktion

Overenskomst-forhandlinger og faglig kamp er altid dybt politiske.

Af Lars Henrik Carlskov

Da 3F-formand Per Christensen 14/4 var gæstetaler på SF's landsmøde var det med den løftede pegefinger fremme: ”Jeg er nødt til at sige: Lad være med at blande jer fra Christiansborgs side. Og selv om I gør det ud fra den bedste mening. Med støtte”, lød det fra talerstolen. Og i et interview med Dagbladet Information samme dag hævdede S-formand Mette Frederiksen også, at selv sympati-tilkendegivelser fra politiske partier undergraver ”den danske model”.

Få dage forinden havde den trofaste partisoldat og redaktør af det socialdemokratiske net-medie Piopio.dk Jens Jonatan Steen angrebet især Enhedslisten for utidig indblanding i overenskomst-forhandlingerne, hvilket angiveligt var særligt kritisabelt i betragtning af det, han kaldte Socialdemokratiets ”stålsatte kurs for at holde hånden over den danske model.”

Stålsatte socialdemokratiske regeringsindgreb
Denne ”stålsatte kurs” for at beskytte retten til at forhandle overenskomst uden politisk indblanding er i bedste fald af nyere dato. Det har nemlig snarere været reglen end undtagelsen, at Socialdemokratiet har foretaget regeringsindgreb i overenskomst-konflikter. Startende med den første socialdemokratiske regerings planlagte indgreb i storkonflikten 1925, over Staunings tvangsforlængelse af overenskomsterne i 1930'erne, H.C. Hansens berygtede indgreb i 1956, Anker Jørgensen-regeringernes hele tre indgreb, Nyrups tilsvarende i 1998 og Thornings i 2013.

Og Mette Frederiksen, som angiveligt ønsker at beskytte fagbevægelsen mod politisk indblanding, fremlagde såmænd selv som beskæftigelsesminister i 2013 i Folketinget regeringsindgrebet i lærerlockouten. Og 3F-formand Per Christensen er reelt en socialdemokratisk politiker i fagbevægelsen. I et portræt i Kristeligt Dagblad sidste år beskrives han således som ”en aktiv spiller i opstarten af Danmarks Socialdemokratiske Ungdom [i Aalborg, red.], hvis lokale afdeling han som 15-årig senere blev formand for.”

”Enhver klassekamp er en politisk kamp”
Og i 2016 skrev samme Christensen i Politiken, at ”[f]agbevægelsen og Socialdemokratiet har fælles rødder, og som forbundsformand for 3F har jeg den opfattelse, at netop Socialdemokratiets rolle som regeringsbærende og ansvarligt parti er afgørende for det danske samfund.” På samme måde er det en slet skjult hemmelighed, at en formandspost i mange fagforeninger kræver socialdemokratisk partibog. Det nyopfundne argument om, at politisk påvirkning af det faglige arbejde strider mod ”den danske model” er blot et desperat forsøg fra pressede socialdemokratiske politikere og fagbosser på at bevare deres partis kontrol over bevægelsen. Først i 1995 brydes de formelle bånd mellem Socialdemokratiet og fagbevægelsen. Betyder det, at ”den danske model” først er opfundet dér?

Ved dette års overenskomst-forhandlinger er modparten staten, regionerne og kommunerne, hvilket fra starten gør dem politiske. Men allerede i Det Kommunistiske Manifest påpegede Marx og Engels, at ”enhver klassekamp er en politisk kamp.” Og senere forklarede Marx, at ud af ”økonomiske bevægelser” (f.eks. krav til de enkelte kapitalister om lavere arbejdstid), vokser ”alle vegne” ”politiske bevægelser” (f.eks. krav om lavere arbejdstid fastsat ved lov). Med andre ord kan fagbevægelsens arbejde ikke undgå at være politisk. Det egentlige spørgsmål er i stedet, hvilken politisk retning (f.eks. socialdemokratisk reformisme eller revolutionær socialisme), der dominerer.

Derfor virker offentlige strejker

Det er tid til én gang for alle at begrave myten om offentlige strejkers manglende effekt.

Af Lars Henrik Carlskov

Det hævdes strejkerne ikke virker, fordi den offentlige arbejdsgiver sparer de ansattes løn. Men så skulle regering og arbejdsgivere ønske omfattende strejke-aktivitet i den offentlige sektor. Også regeringsindgreb i offentlige arbejdskampe bliver uforståelige, hvis disse konflikter ikke netop gør ondt på regering og arbejdsgivere. I stedet er de offentligt ansattes arbejde essentielt for den danske og andre avancerede kapitalistiske økonomiers reproduktion.

Værdiskabelsen på det private arbejdsmarked kræver, at arbejderne sikres uddannelse, pasning af børn og ældre, behandling ved sygdom og eksistensen af velfungerende infrastruktur. Og ingen regering (og mindst af alle en svag af slagsen som Løkkes, der vakler fra finanslov til finanslov) kan i længden overleve hel eller delvis lammelse af statsapparatet og dermed af sin evne til at regere. De seneste offentlige overenskomst-strejker i 2008 gav markant større lønstigninger end normalt (mellem 12,8 % og 14,1 %). Og selv et regeringsindgreb er på ingen måde ensbetydende med nederlag.

Magt bag ordene
Indgrebet i storkonflikten 1956 førte tværtimod til massedemonstrationer og efterfølgende folkepension for alle borgere over 67 år. Og under påskestrejkerne 1985 betød indgrebet opblussende strejke-aktivitet og senere 37 timers-arbejdsugen. I forhold til konflikten i 2008 og lærerlockouten i 2013 står fagbevægelsen som følge af den såkaldte ”musketér-ed” nu langt mere samlet – og dermed stærkere. Og alene truslen om konflikt kan føre til større indrømmelser fra regering og arbejdsgivere end ellers.

Men truslen må være reel for at virke, hvilket den ikke er, hvis der sjældent strejkes og dermed sættes magt bag ordene. Både private og offentlige strejker har historisk set været afgørende for tilkæmpelsen af den velfærd og levestandard, som trods alt findes i det moderne kapitalistiske samfund. Men strejkernes måske vigtigste funktion er bevidstgørelse. I lyntempo lærer mange af de kæmpende politisk set mere end under adskillige års ”normal” udvikling. F.eks. nødvendigheden af kamp, sammenhold, tro på egne organisationsevner og mistillid til arbejdsgiverne, de borgerlige medier, politiet, det fagretslige system – og fagbevægelsens top.

Fælles fjende, fælles kamp
Fagtoppen spiller nemlig en modsætningsfyldt rolle. Den er styret af egne interesser, som dels er at forsvare fagforeningerne mod angreb fra f.eks. regering og arbejdsgivere, som underminerer dens egen privilegerede livsstil. Og dels at inddæmme de menige medlemmers selvstændige aktivitet, f.eks. strejker, den ikke kontrollerer, og som derfor kan overflødiggøre dens eksistensgrundlag som forhandlingspartner med arbejdsgiverne. Deraf det skrigende behov for at opbygge et alternativt fagligt lederskab. F.eks. et netværk af tillidsfolk og faglige klubber, som kan udfordre fagbureaukratiet. Under påskestrejkerne 1985 viste den daværende Tillidsmandsringen potentialet for dette.

Chefen i den offentlige sektor er i sidste ende regeringen. Det kan betyde hurtigere politisk generalisering fra de strejkende (fra vrede mod ledelsen på den lokale arbejdsplads til vrede mod systemet). Netop selve det kapitalistiske systems perverse profitlogik skaber den evige strøm af brutale angreb på arbejdsforhold, lønninger og velfærd, selvom samfundets samlede rigdom aldrig har været større. Denne fælles fjende for både offentlige og private arbejdere, arbejdsløse, pensionister og studerende bør mødes med fælles kamp.

Man tager sig til hovedet: Alka solgt til Tryg

I huj og hast og uden medlemsdebat solgte fagbevægelsen i december forsikringsselskabet Alka for 8,2 mia. kr.

Af Lars Henrik Carlskov

Inkl. dets over 500 ansatte og 380.000 kunder. Men måske er det heller ikke nødvendigt med medlemsdebat, når man som formand for Alkas bestyrelse og HK Kim Simonsen har "kunder" frem for "medlemmer" ("vores rolle i dag [er] ikke at eje det her selskab, men at sørge for, at vores kunder har nogle gode tilbud"). Han forsvarer på bedste solkonge-vis manglende medlemsinddragelse med, at sagen skam har været oppe på et enkelt hovedbestyrelsesmøde.

Alka har ellers tilhørt fagbevægelsen siden 1903 og sikrer den hvert år hundrede millioner af kr. i overskud. Selvom Alkas kunder er lovet samme vilkår de næste fem år, er det logik for burhøns, at priserne senere sættes i vejret, når et børsnoteret selskab med fokus på aktionærudbytte overtager et firma som Alka med fokus på lave priser. Som samtidig har været med til at holde priserne nede for alle andre forsikringsselskabers kunder ved at lægge markedets bundniveau.

Der er med andre ord tale om en ny Dong-sag i form af socialdemokratisk magtarrogance af den corydon'ske slags. Som ser stort på demokratisk debat til fordel for milliardsalg til rovgriske kapitalister. Aktivister fra Facebook-siden "Nej til 42 timer - VORES OK20" demonstrerede mod salget foran 3F's hovedkvarter. Og viste dermed endnu engang svælget mellem fagbevægelsens top og bund.

Skuffelse over EL må føre til forstærket kamp

Enhedslisten er kommet i politisk stormvejr på grund af valget af borgmesterpost i København.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Reformramte, bl.a. fra grupper som Jobcentrets Ofre og Næstehjælperne, måber over partiets valg af teknik- og miljøborgmesterposten frem for beskæftigelsesområdet. Mange er rasende og taler om forræderi.

Det var ellers disse grupper, som med deres utrættelige aktivisme fik sat spotlys på Københavns Kommunes menneskefjendske behandling af syge og arbejdsløse. Og bidrog til at underminere den radikale beskæftigelsesborgmester Anna ”Ansvarsløs” Mee Allerslev (selvom medierne foretrak at gøre det til et spørgsmål om bryllupslokaler).

Mange har fået indtryk af, at Enhedslisten ville vælge beskæftigelsesborgmester-posten. Dette er blevet bestyrket af tvetydige udmeldinger fra partiets topfolk, som formentlig af valgtaktiske grunde ikke klart har sagt, at beskæftigelsesborgmesterposten i bedste fald var 2. prioritet.

Forsøg på at få Enhedslisten til at præcisere sine prioriteter overfor jobcenterbevægelsen er enten blevet ignoreret eller nedtysset som skadelige for partiets valgkampsstrategi. Og efter at have talt ved Jobcentrets Ofres og Næstehjælpernes demonstration 8. august understregede den lokale spidskandidat Ninna Hedeager Olsen, at ”det er kun borgmesteren, der kan ændre på hvilken kultur, der gennemstrømmer forvaltningen oppefra, og hvilke retningslinjer, der administreres efter.”

Forståelig frustration og skuffelse
Efter denne logik var det oplagt at tro, at Enhedslisten satsede på at overtage borgmesterposten på området. Det skete som bekendt ikke, og i stedet gik den til Venstres Cecilia Lonning-Skovgaard, der for nylig krævede, at arbejdsløse skal tvangsrengøre København.

Det er i lyset af alt dette, at man skal forstå frustrationen blandt de reformramte. ”Snedige”, men fortænkte valgkampstaktiske overvejelser er endt med at give bagslag og resultere i en større shitstorm. Dette har man desværre kun sig selv at takke for.

Som fagborgmester for et bestemt område risikerer man som socialist hurtigt at ende som gidsel i administrationen af en lovgivning, man egentlig er imod, og som er dikteret af kommunens politiske flertal og Christiansborg. Det skete f.eks. i høj grad for Enhedslistens Mikkel Warming i dennes tid som socialborgmester, hvor han i offentligheden kædedes sammen med en række skandalesager.

I det parlamentariske arbejde må socialister derfor placere sig i en position, hvor vores grundlæggende modstand mod den nuværende lovgivning og det nuværende system fremstår tydeligst muligt. Vores opgave er ikke at administrere systemet marginalt anderledes end socialdemokraterne og de borgerlige partier, men at omstyrte det og indføre et andet.

Hvor galt det kan gå, når man forsøger at administrere systemet har vi også set skræmmende eksempler på både herhjemme med bl.a. SF's regeringsdeltagelse og i udlandet, hvor f.eks. Enhedslistens græske søsterparti SYRIZA nu blot viderefører de brutale nedskæringer, det tidligere hævdede at ville bekæmpe.

Hvad byrådstaburetterne kan bruges til
Omvendt kan posten som menigt byrådsmedlem bruges til at afsløre ulovligheder og skandaler på jobcentrene og forbinde sig med det gryende folkelige oprør, hvilket f.eks. Enhedslistens egen Ulf Harbo har vist i Norddjurs Kommune. Men det kræver bl.a., at Enhedslisten i København dropper sit tætte parløb med den socialdemokratiske overborgmester Frank Jensen og hans økonomiske prioriteter, som partiet har lagt stemmer til gennem utallige budgetforlig.

Ikke desto mindre bør vi fortsat kræve, at Københavns Kommune dropper sin praksis med f.eks. at tildele langt færre førtidspensioner pr. indbygger end andre steder i landet. Dette er selvsagt muligt indenfor den nuværende lovgivning. Men vi bør også kræve, at venstrefløjens politikere stiller sig i spidsen for et kommunalt oprør, der sprænger de regeringsdikterede rammer. Rammer, der bogstaveligt talt koster menneskeliv.

Men sker ikke uden et massivt pres folkeligt pres, f.eks. fra jobcenterbevægelsen, fagbevægelsen og andre protestbevægelser. Her var det et skridt i den rigtige retning, at 41 fagforbund i august gik ud og krævede ændringer af den forhadte fleks- og førtidsreform fra 2013. Men enlig svale gør som bekendt ingen sommer.

Kampen mod forringelser og overgreb mod de reformramte bør være central for hele fagbevægelsen, som derfor må vågne af sin hidtidige tornerosesøvn. Her kan den bl.a. lære noget af den københavnske fagforening LFS (Landsforeningen af Socialpædagoger), der aktivt har støttet jobcenterprotesterne.

Forstærket kamp mod reform-amok-politikken
De løbende angreb på syge og arbejdsløse er også med til at underminere fagbevægelsens egen kamp for sine medlemmer i job, idet fattiggørelsen får flere til at droppe medlemskab af fagforening og a-kasse, og fordi frygten for at blive udsat for samme uværdige behandling som de syge og arbejdsløse får færre i job til at sige fra overfor dårlige løn- og arbejdsforhold.

Den kapitalistiske stat, som kommunerne er en del af, er ikke sat i verden for at være flink mod de arbejdsløse og syge, men først og fremmest for at undgå social uro og sikre forsyningen af arbejdskraft til kapitalejerne. Derfor er den ikke en allieret i kampen mod sociale forringelser.

Men som den seneste tid viser, kan protester fra samfundets gulvplan føre til både borgmester-afgange og et begyndende oprør mod den såkaldte ”nødvendighedens politik” og dens ”reform-amok”. Her kan Enhedslisten være en vigtig allieret, hvis fokus flyttes fra forhandlinger og det politiske spil på rådhuse og i Folketinget til kampen uden for de bonede gulve.

Løkkes finanslov er en åben krigserklæring

Gaveregn over de rigeste og fingeren til resten. Så kort kan regeringens finanslovsforslag opsummeres.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Finansloven kaldes ofte samfundets ”husholdningsbudget”. Men vi er naturligvis ikke én stor familie, men i stedet opdelt i sociale klasser med fjendtlige interesser. Finansloven er årsbudgettet for den kapitalistiske stat, hvis primære funktion er at beskytte de dominerende klasseinteresser. Nemlig ejerne af de store koncerner, disses bestyrelsesmedlemmer og de herskende grupper i staten.

Reelt er det blot nogle få procent af finansloven (næste år mere end 716.000.000.000 kr.), partierne forhandler om. Hovedparten af finanslovens udgifter er aftalt mellem ministeriernes embedsmænd længe inden partierne inviteres til officielle forhandlingsmøder. Som derfor ofte er politisk teater til ære for de rullende kameraer. Ikke desto mindre betyder Løkkes finanslovsudspil et sandt blodbad på en lang række i forvejen pressede grupper.

Massakre på uddannelse og velfærd
Der regnes med offentlig vækst på 0,5 % i 2018, men der er (pga. flere børn og ældre) brug for vækst på mindst 0,7 % for at opretholde velfærden. For at velfærdsudviklingen følger velstandsudviklingen skulle tallet være 1,1 %. Kun omkring halvdelen af den planlagte vækst går til ”kernevelfærd”. Resten går til mere politi og militær. Og 1 mia. ud af de ekstra 2,5 mia. kr. til kernevelfærd er genbrug af penge fra kommunale sparerunder.

Vækst i det offentlige forbrug på 0,5 % næste år og 0,3 % derefter frem til 2025, betyder 24.700 færre offentlige ansatte til den tid. Uddannelsesområdet får kniven af regeringen og skal frem mod 2021 spare 4,2 mia. kr. Det svarer i 2018 til 6.000 kr. pr. gymnasieelev og 4.000 kr. pr. erhvervsskoleelev – og endnu mere i 2021. Og universiteter, professionshøjskoler og erhvervsakademier rundbarberes med hhv. 1,1, 0,6 og 0,2 mia. kr. frem til 2021.

Favoriserer overklassen
Fremover får kun de to første børn børnecheck, 3. barn kun 75 % og resten intet, hvilket ligesom brugerbetaling på danskundervisning er designet til at ramme etniske minoriteter. DSB udsultes med yderligere 2 mia. kr. I 2019 vil antallet af offentlige ansatte, der bekæmper social dumping, være nede på fem (mod 139 i 2015). Arbejdstilsynet går fra 677 årsværk i 2015 til 487 i 2021. Bøder for at overtræde arbejdsmiljøloven mindskes med 25 % i 2018 og forventes fremover kun at være det halve af 2015-niveauet.

De ansattes protester fik for nylig fjernet kravet om 2 % årlig produktivitetsstigning på sygehuse, men regeringens aftale med DF lægger op til flere ”effektiviseringer” og kompenserer ikke for tidligere besparelser. Alt dette skal finansiere overklassepolitikken med skattelettelser og lavere registreringsafgift på luksusbiler, som favoriserer landets rigeste. I august viste en Wilke-måling, at 50,5 % af befolkningen ønsker velfærd frem for skattelettelser og kun 10,4 % for det modsatte. Dette flertal må organiseres til aktiv modstand.

Anti-kapitalistisk modstand i Trumps æra

Aktuelle bøger af Naomi Klein og Mikkel Bolt analyserer Trump-fænomenet og potentialet for kampen mod de højrepopulistiske kræfter.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Her anvender Kleins ”No is not Enough” de analyser og begreber, hun har udviklet i tidligere værker såsom ”No Logo”, ”Chokdoktrinen” og ”Intet bliver som før” til at forstå årsagerne til hans sejr. Således beskrives Trumps ”brand” (eller varemærke) og hans forsøg på at fusionere sidstnævnte med ”det ultimative symbol på magt og autoritet: Det Hvide Hus”. Samtidig repræsenterer han for Klein en ny form for nyliberal ”chok-politik”, der beskrives som en særlig ekstrem version af kapitalismen. Denne chok-metafor kan i nogle tilfælde være nyttig til at beskrive de ofte brutale metoder, gennemtvingelsen af nyliberale politikker om privatisering, udlicitering og angreb på velfærdsydelser, lønninger og arbejdsforhold har krævet i en række lande.

F.eks. Chile under Pinochets militærdiktatur, det tidligere Sovjetunionen efter murens fald eller Irak i kølvandet på 2003-invasionen. Men det afgørende skifte til nyliberalisme i f.eks. Storbritannien, USA, Danmark samt en række lande i den såkaldte ”tredje verden” skete ikke i kølvandet på noget tilsvarende ”chok”. Det afgørende var her oftest den svækkede selvtillid i arbejderklasen efter nederlag i afgørende konfrontationer med staten og kapitalen (f.eks. den britiske minearbejderstrejke eller flykontrollørernes tilsvarende i USA).

Identificering af fjenden
Sammen med en tendens til at fokusere på aktører og idéer på bekostning af, hvordan nutidens chok og kriser udspringer af kapitalismens grundlæggende strukturer, fører det til en tvetydighed, der også kendes fra Kleins tidligere værker: Er fjenden det kapitalistiske system som sådan eller blot en særlig (nyliberal) variant af samme? Således beskrives Trumps magtovertagelse som et ”kup” fra de store virksomheders side. I modsætning dertil understreges det senere, at der ikke er tale om et ”brud”, men en ”kulmination” på ”katastrofekapitalismens” politik.

Med en vis nostalgi beskrives f.eks. 1930'ernes amerikanske ”New Deal” under Roosevelt og efterkrigstidens "keynesianske" epoke i verdensøkonomien frem til 1970'ernes ”nyliberale revolution”. Men det var netop keynesianismens manglende evne til at løse den daværende profitabilitetskrise i de avancerede kapitalistiske økonomier, som skabte betingelserne for nyliberalismens fremmarch. En tilbagevenden til keynesianisme, heller ikke i en imaginær version med demokratisering, økologisk bæredygtighed og ligestilling af kvinder, LGBT+-personer og etniske mindretal, er derfor ikke et reelt svar.

I modsætning dertil tager Mikkel Bolts ”Trumps kontrarevolution” netop udgangspunkt i, hvordan rødderne til den nuværende globale fremgang for højrenationalistiske og fascistiske kræfter skal findes i kapitalismens strukturelle krise i 1970'erne og nyliberalismens indtog som konsekvens deraf. I den henseende ligger bogen i forlængelse af forfatterens ”Krise til opstand” fra 2013.

Trump som fascist
Ligesom Klein ser Bolt Trumps valgsejr som et oprør mod status quo og begge understreger, at den er led i en international trend. For Bolt er Trump udtryk for en ”antisystemisk protest fra højre” mod ”den såkaldte neoliberale globalisering” og et miskrediteret politisk system samt dets forvaltere. Men som følge af den etablerede venstrefløjs fallit, kommer i hvert fald dele af denne protest til udtryk i en forvrænget form med støtte til f.eks. racistiske kræfter, der ikke repræsenterer et reelt opgør med det nuværende system.

Trump repræsenter for Bolt ”senkapitalistisk fascisme” og en ”præventiv kontrarevolution” mod f.eks. ”de arabiske revolter, pladsbesættelsesbevægelserne og Black Lives Matter” og den ”begyndende afvisning af kapitalismen”, de repræsenterer. En korrekt sammenkædning af kapitalismens stadig mere autoritære tendenser med systemets stigende vanskeligheder ved at fungere på ”normal” vis som følge af bl.a. økonomisk svaghed og folkelige protester. Ikke desto mindre har disse protester på internationalt plan endnu ikke nået samme styrke, som f.eks. i slutningen af 1960'erne og 1970'erne. Og selv i denne situation kunne kapitalismen overleve uden at ty til sin fascistiske kriseløsning.

Derfor er beskrivelsen af Trump som fascist også misvisende, selvom der ligesom hos andre højrepopulister er fællestræk. Trump-regeringens politik har endnu ikke i praksis brudt afgørende med de republikanske og demokratiske forgængere. Modsat f.eks. den tyske og italienske fascisme er han heller ikke kommet til magten som et aktivt tilvalg fra den herskende klasse (hvis store flertal støttede Hillary Clinton) og ved forinden at have opbygge stormtropper på gadeplan, der kan bruges til at knuse arbejderbevægelsens og de øvrige demokratiske institutioner. Sidstnævnte er dog ikke nødvendigt ifølge Bolt pga. Trumps besiddelse af statsmagten. Men konsekvensen af dette er inflation i brugen af fascisme-begrebet, som ud fra samme logik kunne anvendes om et væld af højreorienterede regeringer, der enten har indskrænket demokratiet eller indført et decideret diktatur. Og som nævnt er denne fascistiske kriseløsning endnu ikke nødvendig for at sikre kapitalistklassens mulighed for fortsat at regere.

Menneskehedens fremtid på spil
Ikke desto mindre udgør Trump en alvorlig trussel, der har givet højreorienterede og egentlige fascistiske kræfter øget selvtillid. Som begge forfattere understreger befinder vi os i en nødsituation med en række overlappende kriser, som alle direkte eller indirekte udspringer af det nuværende profitsystem. Hurtige og radikale samfundsomvæltninger er derfor nødvendige, ikke mindst på grund af den truende klimakatatrofe. Med henvisning til intersektionalistisk feminisme understreger Klein, hvordan de forskellige kampe og former for undertrykkelse er gensidigt forbundne og advarer samtidig mod gøre oplistningen af forskellige former for privilegier til en intern konkurrence blandt de undertrykte.

Men for at forstå, hvorfor de forskellige former for undertrykkelse er opstået og derfor kan afskaffes, har vi brug for den marxistiske klasseanalyse. Denne peger samtidig på den afgørende strategiske rolle, arbejderklassen (det store flertal af befolkningen, der ikke ejer og kontrollerer produktionsmidlerne) spiller pga. sin evne til at stoppe kapitalismens drivkraft, profitten, ved at strejke. Dette element er dog desværre enten fraværende eller underprioriteret hos Klein og Bolt.

Intet af dette ændrer dog på, at såvel Bolt som Klein leverer væsentlige bidrag til forståelsen af betingelserne for kampen mod Trump og tilsvarende kræfter i andre lande. Og som begge forfattere understreger, afhænger en leveværdig fremtid for klodens befolkning bogstaveligt talt af et succesfuldt udfald af denne kamp.

Naomi Klein: No is Not Enough. Defeating the New Shock Politics. Allen Lane (UK), 2017 (dansk udgave: Nej er ikke nok. Modstand mod Trump og højrepopulismens chok-politik, Forlaget Klim, 2017). Mikkel Bolt: Trumps kontrarevolution, Forlaget Nemo, 2017.

"Reformer" koster titusinder dagpengene

AF LARS HENRIK CARLSKOV

I 2010 forkortede et flertal bestående af Venstre, Konservative, Radikale og Dansk Folkeparti dagpengeperioden fra fire til to år og fordoblede genoptjeningsperioden fra seks måned til et år. En ny analyse fra 3F viser, at siden 2013, hvor aftalen trådte i kraft, har 82.553 personer, eller i snit 1.720 om måneden, mistet dagpengene. I 2016 skete det for 12.287 personer. Før forringelserne i 2010 skete det årligt for 1.000-2.000 mennesker, og Finansministeriet hævdede, at tallet fremover ville blive 2.000-4.000. I modsætning dertil var dagpengeperioden frem til 1993 ubegrænset, hvorefter den nedsattes til syv år.

3F-toppen i ynkeligt tilbagetog om pensionsalder

AF LARS HENRIK CARLSKOV

3F dropper kampagnen ”Fair pensionsalder”, trods støtte fra 217.000 underskrifter. Trods modstand fra 59 % af befolkningen i en meningsmåling mod at lade pensionsalderen stige i takt med længere levetid (og blot 20 % på tilhængersiden). Trods modstand fra 69 % af de socialdemokratiske vælgere og næsten tre ud af fire DF-vælgere. Og trods nederlaget for regeringens planer om at hæve pensionsalderen et halvt år mere end allerede aftalt.

3F hævder i stedet at ville være ”løsningsorienteret” og har derfor opgivet at ændre de tidligere forlig, som betyder, at en nyfødt i dag har udsigt til en pensionsalder på 76,5 år. Når fagtoppen trods overvældende folkelig opbakning til kampen mod højere pensionsalder alligevel opgiver kampen, er det naturligvis bl.a. for at holde hånden over Socialdemokratiet, som støtter disse forlig. Samt fordi fagtoppen frygter ikke at kunne styre sine menige medlemmer, hvis de mobiliseres. Det viser endnu engang behovet for et netværk på fagbevægelsens bund, der kan udfordre de håbløse pampere i toppen.

Nu igen: Medier og politikere amok i roma-hetz

Mens milliarderne fosser i skattely, ønsker magthaverne fokus på flaskesamlere.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

”Jøderne har magtet at sætte et nyt lavmål for, hvor uciviliseret man kan opføre sig. Jeg vil gøre alt for at stoppe jøde-besættelsen. Det er på tide, at vi sætter ordentligt ind mod jøde-plagen. Et jøde-opgør er uundgåeligt.” Et udpluk af udtalelser fra Venstres udlændingeordfører Marcus Knuth, hvis man udskifter ”roma” med ”jøde”.

Også romaerne blev under 2. verdenskrig udsat for et folkemord af nazismen, der udryddede mellem 250.000 og 1,5 millioner af dem. Herhjemme afvistes de ved grænsen og endte i kz-lejr. Racisme mod jøder regnes heldigvis ikke længere for acceptabelt i den offentlige debat. Det modsatte er desværre tilfældet, hvad angår romaer.

Det viser ikke kun førnævnte Knuths retorik, men også den hos andre ledende politikere og mainstream-medierne, som har stået i kø for at hælde benzin på roma-hadets bål. For at ”løse” påståede problemer med (et mindretal af) roma-hjemløse har regeringen samt DF og S indført 14 dages ubetinget fængsel for tiggeri. Inspireret deraf har et nazistisk tæskehold været på ”roma-jagt”.

Men som forskere og hjælpeorganisationer påpeger, er der tale om et fattigdomsproblem, som ikke løses med bøder og fængsel. Udover fattigdom, kommer hjemløse romaer til Danmark, fordi de også i deres hjemland rammes af systematisk diskrimination. Derfor holder mange velfungerende romaer i Danmark og andre lande ofte deres roma-baggrund skjult. Og mens medier og politikere – igen - spreder gift mod en forfulgt etnisk minoritet, griner overklassen hele vejen til skattely.

Kontanthjælpschok: Familie må klare sig for 5.500 kr.'s shopping i timen

En grum historie om livet på velfærdsdanmarks skyggeside.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Ingen i Margrethe Alexandrine Þórhildur Ingrids familie har nogensinde haft et almindeligt lønarbejde. Tilværelsen på offentlige ydelser er gået i arv. Generation efter generation parkeret på kontanthjælp. Der kunne laves rystende dokumentarer om prinsesserne fra blokken (og prinserne og dronningen selv) på Amalienborg Slotsplads. Også kendt som blokken på bistand, der er helt på røven i København K.

Så fattige, at familien har sparet efternavnet væk. Og kommer der gæster til middag, må de nøjes med til maden at få serveret en praktisk talt udrikkelig hjemmelavet vin. Og for nylig kom det frem, at familien i 2016 måtte klare sig for blot 5.500 kr.’s shopping i timen, 24 timer i døgnet.

De økonomiske bekymringer, når man lever på et sultebudget, kan gøre det svært at finde overskud til at deltage i ganske almindelige fritidsaktiviteter såsom at køre i guldkaret, gå med sabel, tage fjerprydede sovsekander på hovedet, iføre sig uniform og ordener, posere med en stabel nedskudte dyr og private søndagsudflugter i forsvarets helikoptere. Rigelige forsyninger med foie gras er her en ringe trøst.

Den psykiske spidsbelastning fra livet på et eksistensminimum har nu ført til, at Margrethe Alexandrine Þórhildur Ingrids mand er flyttet fra hende. Man har splittet en familie. Det er som om systemet først er tilfreds, når familien er helt nede at ligge i rendestenen. Kun jævnlige økonomiske tilskud fra landets rigeste familier har afværget den totale sociale deroute.

Men når landets 40 rigeste familier selv må vende hver en krone af de 487.263.000.000 kroner, de har, kan man ikke fortænke dem i, hvis de på et tidspunkt også begynder at tænke en smule på sig selv.

Og det er da heller ikke ukendt i disse kredse at måtte modtage almisser for at holde nøden fra døren – f.eks. bankpakkernes 3.500.000.000.000 kr. i garantier og lån for 46.000.000.000. kr. Så selv om det sociale sikkerhedsnet trods alt ikke er helt væk, betyder det selvsagt ikke, at vi som de uansvarlige socialister foreslår bare kan bruge løs på velfærd og flygtningehjælp - for hvor vil de finde pengene?

Masseprotester ryster den franske regering

Vi kan lære af Frankrig, hvor velfærdsangreb er blevet mødt af en storm af protester, der også forbinder sig med kampen mod racisme.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Bevægelsen kaldes "Nuit debout" (oversættes normalt til "oppe hele natten") og består bl.a. af almindelige lønarbejdere, studerende og pensionster. Den er opstået pga. en lov fra landets socialdemokratiske regering, der vil hæve arbejdstiden, gøre det lettere at fyre ansatte og gøre det muligt for lokale aftaler at overtrumfe nationale aftaler og love, der beskytter lønmodtagernes rettigheder. Fra den centrale plads Place de la République i Paris, som blev besat af aktivister og brugt til at afholde natlige stormøder, har bevægelsen spredt sig til resten af Frankrig og andre lande.

Med sine pladsbesættelser og stormøder med en flad demokratisk struktur minder bevægelsen om f.eks. Indignados-bevægelsen i Spanien og Occupy Wall Street. På disse stormøder har tusinder af aktivister diskuteret alt lige fra den praktiske organisering af besættelserne til hvordan det nuværende samfundssystem fungerer, politiets rolle og spørgsmålet om vold samt nedsat komitér til planlægning af nye aktioner. Siden terrorangrebene mod Charlie Hebdo og 13. november i Paris har magthaverne forstærket den racistiske og islamofobiske hetz mod Frankrigs befolkning med immigrant- eller flygtningebaggrund. Nuit debout-bevægelsen har udbygget båndene til disse grupper, bl.a. via fælles aktioner med tusinder af deltagere.

Udfordrer systemets logik
Der har desuden været en række strejker samt demonstrationer med hundredtusinder af fremmødte. Bl.a. over en million 31. marts og op mod 200.000 9. april. Her er der blevet sunget sange fra de franske revolutioner og 2. verdenskrigs modstandsbevægelse og råbt slagord som "nej til arbejdsgivernes lov, ja til revolutionen". Denis Godard fra besættelsen på Place de la Républiques aktionskomité har beskrevet, hvordan bevægelsen kan vinde:

“Besættelserne giver bevægelsen en retning, stiller spørgsmål ved hele logikken i systemet og skaber mulighed for at samle de forskellige fronter i kampen. Det kan ikke fortsætte og udvikle sig uden at forbinde bevægelsen på pladserne med kampen på hver eneste arbejdsplads, alle universiteter og colleges og hver eneste boligkvarter. Grundloven for en ny verden vil ikke blive skrevet af tusinder, men af millioner. Og ikke bare ved at tale, men ved at angribe magtens højborge – og ved at vinde sejre startende med tilbagetrækning af arbejdsloven.”