Anti-kapitalistisk modstand i Trumps æra

Aktuelle bøger af Naomi Klein og Mikkel Bolt analyserer Trump-fænomenet og potentialet for kampen mod de højrepopulistiske kræfter.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Her anvender Kleins ”No is not Enough” de analyser og begreber, hun har udviklet i tidligere værker såsom ”No Logo”, ”Chokdoktrinen” og ”Intet bliver som før” til at forstå årsagerne til hans sejr. Således beskrives Trumps ”brand” (eller varemærke) og hans forsøg på at fusionere sidstnævnte med ”det ultimative symbol på magt og autoritet: Det Hvide Hus”. Samtidig repræsenterer han for Klein en ny form for nyliberal ”chok-politik”, der beskrives som en særlig ekstrem version af kapitalismen. Denne chok-metafor kan i nogle tilfælde være nyttig til at beskrive de ofte brutale metoder, gennemtvingelsen af nyliberale politikker om privatisering, udlicitering og angreb på velfærdsydelser, lønninger og arbejdsforhold har krævet i en række lande.

F.eks. Chile under Pinochets militærdiktatur, det tidligere Sovjetunionen efter murens fald eller Irak i kølvandet på 2003-invasionen. Men det afgørende skifte til nyliberalisme i f.eks. Storbritannien, USA, Danmark samt en række lande i den såkaldte ”tredje verden” skete ikke i kølvandet på noget tilsvarende ”chok”. Det afgørende var her oftest den svækkede selvtillid i arbejderklasen efter nederlag i afgørende konfrontationer med staten og kapitalen (f.eks. den britiske minearbejderstrejke eller flykontrollørernes tilsvarende i USA).

Identificering af fjenden
Sammen med en tendens til at fokusere på aktører og idéer på bekostning af, hvordan nutidens chok og kriser udspringer af kapitalismens grundlæggende strukturer, fører det til en tvetydighed, der også kendes fra Kleins tidligere værker: Er fjenden det kapitalistiske system som sådan eller blot en særlig (nyliberal) variant af samme? Således beskrives Trumps magtovertagelse som et ”kup” fra de store virksomheders side. I modsætning dertil understreges det senere, at der ikke er tale om et ”brud”, men en ”kulmination” på ”katastrofekapitalismens” politik.

Med en vis nostalgi beskrives f.eks. 1930'ernes amerikanske ”New Deal” under Roosevelt og efterkrigstidens "keynesianske" epoke i verdensøkonomien frem til 1970'ernes ”nyliberale revolution”. Men det var netop keynesianismens manglende evne til at løse den daværende profitabilitetskrise i de avancerede kapitalistiske økonomier, som skabte betingelserne for nyliberalismens fremmarch. En tilbagevenden til keynesianisme, heller ikke i en imaginær version med demokratisering, økologisk bæredygtighed og ligestilling af kvinder, LGBT+-personer og etniske mindretal, er derfor ikke et reelt svar.

I modsætning dertil tager Mikkel Bolts ”Trumps kontrarevolution” netop udgangspunkt i, hvordan rødderne til den nuværende globale fremgang for højrenationalistiske og fascistiske kræfter skal findes i kapitalismens strukturelle krise i 1970'erne og nyliberalismens indtog som konsekvens deraf. I den henseende ligger bogen i forlængelse af forfatterens ”Krise til opstand” fra 2013.

Trump som fascist
Ligesom Klein ser Bolt Trumps valgsejr som et oprør mod status quo og begge understreger, at den er led i en international trend. For Bolt er Trump udtryk for en ”antisystemisk protest fra højre” mod ”den såkaldte neoliberale globalisering” og et miskrediteret politisk system samt dets forvaltere. Men som følge af den etablerede venstrefløjs fallit, kommer i hvert fald dele af denne protest til udtryk i en forvrænget form med støtte til f.eks. racistiske kræfter, der ikke repræsenterer et reelt opgør med det nuværende system.

Trump repræsenter for Bolt ”senkapitalistisk fascisme” og en ”præventiv kontrarevolution” mod f.eks. ”de arabiske revolter, pladsbesættelsesbevægelserne og Black Lives Matter” og den ”begyndende afvisning af kapitalismen”, de repræsenterer. En korrekt sammenkædning af kapitalismens stadig mere autoritære tendenser med systemets stigende vanskeligheder ved at fungere på ”normal” vis som følge af bl.a. økonomisk svaghed og folkelige protester. Ikke desto mindre har disse protester på internationalt plan endnu ikke nået samme styrke, som f.eks. i slutningen af 1960'erne og 1970'erne. Og selv i denne situation kunne kapitalismen overleve uden at ty til sin fascistiske kriseløsning.

Derfor er beskrivelsen af Trump som fascist også misvisende, selvom der ligesom hos andre højrepopulister er fællestræk. Trump-regeringens politik har endnu ikke i praksis brudt afgørende med de republikanske og demokratiske forgængere. Modsat f.eks. den tyske og italienske fascisme er han heller ikke kommet til magten som et aktivt tilvalg fra den herskende klasse (hvis store flertal støttede Hillary Clinton) og ved forinden at have opbygge stormtropper på gadeplan, der kan bruges til at knuse arbejderbevægelsens og de øvrige demokratiske institutioner. Sidstnævnte er dog ikke nødvendigt ifølge Bolt pga. Trumps besiddelse af statsmagten. Men konsekvensen af dette er inflation i brugen af fascisme-begrebet, som ud fra samme logik kunne anvendes om et væld af højreorienterede regeringer, der enten har indskrænket demokratiet eller indført et decideret diktatur. Og som nævnt er denne fascistiske kriseløsning endnu ikke nødvendig for at sikre kapitalistklassens mulighed for fortsat at regere.

Menneskehedens fremtid på spil
Ikke desto mindre udgør Trump en alvorlig trussel, der har givet højreorienterede og egentlige fascistiske kræfter øget selvtillid. Som begge forfattere understreger befinder vi os i en nødsituation med en række overlappende kriser, som alle direkte eller indirekte udspringer af det nuværende profitsystem. Hurtige og radikale samfundsomvæltninger er derfor nødvendige, ikke mindst på grund af den truende klimakatatrofe. Med henvisning til intersektionalistisk feminisme understreger Klein, hvordan de forskellige kampe og former for undertrykkelse er gensidigt forbundne og advarer samtidig mod gøre oplistningen af forskellige former for privilegier til en intern konkurrence blandt de undertrykte.

Men for at forstå, hvorfor de forskellige former for undertrykkelse er opstået og derfor kan afskaffes, har vi brug for den marxistiske klasseanalyse. Denne peger samtidig på den afgørende strategiske rolle, arbejderklassen (det store flertal af befolkningen, der ikke ejer og kontrollerer produktionsmidlerne) spiller pga. sin evne til at stoppe kapitalismens drivkraft, profitten, ved at strejke. Dette element er dog desværre enten fraværende eller underprioriteret hos Klein og Bolt.

Intet af dette ændrer dog på, at såvel Bolt som Klein leverer væsentlige bidrag til forståelsen af betingelserne for kampen mod Trump og tilsvarende kræfter i andre lande. Og som begge forfattere understreger, afhænger en leveværdig fremtid for klodens befolkning bogstaveligt talt af et succesfuldt udfald af denne kamp.

Naomi Klein: No is Not Enough. Defeating the New Shock Politics. Allen Lane (UK), 2017 (dansk udgave: Nej er ikke nok. Modstand mod Trump og højrepopulismens chok-politik, Forlaget Klim, 2017). Mikkel Bolt: Trumps kontrarevolution, Forlaget Nemo, 2017.

For hvem er Alternativet et alternativ?

Hvad har det nye parti at tilbyde de mange, der ønsker et opgør med det etablerede politiske system og den såkaldte ”nødvendighedens politik”?

AF LARS HENRIK CARLSKOV

I spidsen for Alternativet står Uffe Elbæk, der måtte træde tilbage som kulturminister pga. nepotisme-anklager. Han har beskrevet partiet som ”mere rødt, mere solidarisk og mere iværksætter-agtigt” end De Radikale, men nærmere dette partis ”grundrødder”, dog ”i en ny tid”. Han vil desuden kombinere ”det bedste” fra Liberal Alliance og Enhedslisten. Altså en form for mellemvej mellem nyliberalisme og socialisme.

Som i socialliberalisme og et borgerligt parti som f.eks. De Radikale, hvor Elbæk og en række af Alternativets andre topfolk da også kommer fra. Modsat De Radikale ønsker Alternativet dog et opgør med stadig økonomisk vækst som samfundsmål. Desværre forestiller man sig det muligt uden et brud med historiens mægtigste vækstmaskine, dvs. den globale kapitalistiske produktionsmåde.

Fanget i vækstmaskinen
Vækst-tvangen er således en del af selve kapitalismens DNA. Marx definerede kapital som "selvekspanderende værdi". Pga. konkurrencen med andre virksomheder må enhver virksomhed vokse eller bukke under. Det gælder også for kapitalismen som helhed, hvor faldende eller negativ vækst er lig med krise. Iflg. Alternativets partiprogram er ”småjusteringer og symptombehandling” ikke nok. Desværre vil partiets politik netop blot betyde en justering, ikke en afskaffelse, af kapitalistisk klimadestruktion og biosfærisk nedsmeltning.

Det gælder forslag om finansskat, stærkere kapitalkontrol samt forbud mod hedgefonde, kapitalfonde og diverse finansielle instrumenter. Det gælder også forslag om et ”fuld reserve”-banksystem (hvor udlån ikke må overstige indlån) og opdeling af finanssektoren mellem ”almindelige” erhvervsbanker og andre finansielle institutioner. Intet af dette er f.eks. mere vidtgående end den socialliberale økonom Keynes' berømte forslag om ”aktiv dødshjælp” til rentenyderne og socialisering af investeringerne.

Middelklassen som ideal
Iflg. Alternativet tvang finanssektoren ”hele den globale økonomi i knæ”. Reelt var det dog blot den umiddelbart udløsende årsag. Den dybereliggende årsag var det fald i produktionssektorens profitrater i de ledende kapitalistiske økonomier, som efter 70'ernes krise førte til en voldsom opsvulmning af investeringer i finanssektoren. Profitratens fald var til gengæld en konsekvens af konkurrencen, hvor virksomhederne som tidligere nævnt må foretage stadig større investeringer.

Alternativet foreslår desuden en skat, hvor miljøbelastningen indgår i vareprisen, så ”markedsmekanismerne fungerer korrekt”. ”Andels- og kooperationsbevægelsen” skal ”genopfindes” i den nye ”fjerde sektor”, dvs. ”det bedste” fra den ”private, den offentlige og den frivillige” sektor. Små ”grønne” virksomheder er idealet, dvs. middelklassen/småborgerskabet. Det går bl.a. igen i ønsket om øget støtte til grupper som kioskejere etc. og ”kreative erhverv” (den såkaldte ”kreative klasse”). Desværre viser netop andelsbevægelsen tydeligt, hvordan enhver virksomhed enten må tilpasse sig markedet eller forsvinde (tænk f.eks. Arla).

”Ny politisk kultur” eller systemskifte?
Alternativet ønsker ”en ny politisk kultur”, der skal fjerne den historisk høje mistillid til politikerne. Bl.a. skal et vist antal online-stemmer betyde, at lovforslag behandles i Folketinget. Men den ”nødvendighedens politik”, der er årsag til politikerleden, skyldes i sidste ende, at uden et brud med kapitalismen vil presset fra finansmarkederne tvinge politikere uanset partifarve til at føre den politik, investorerne ønsker. Alternativet ”tror på det gode i os alle”, men har desværre intet blik for de klasseinteresser, som blokerer for omstilling til bæredygtighed.

Partiet forestiller sig, at omstillingen skal ske via de eksisterende politiske institutioner såsom Folketinget, EU og Verdenshandelsorganisationen (WTO). Det svarer nogenlunde til at ville reformere den katolske kirke til at være protestantisk. Alternativet er i bedste fald et alternativ for den mellemklasse af små virksomhedsejere, der bliver presset af konkurrencen fra storkapitalen. Men deres chance for at vokse fra små til større kapitalister er i forvejen minimal. Som alle andre småborgerlige partier vil Alternativet vakle mellem de stærke klasser: Kapitalen og arbejderklassen. For sidstnævnte har Alternativet intet at tilbyde.

"Velfærdskapitalismen" var en historisk undtagelse

En tilbagevenden til velfærdsstatens storhedstid er hverken muligt eller ønskeligt.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Modsat en populær myte, kom kapitalismen ikke ud af 1930'ernes verdenskrise via øget regulering. Ved 2. verdenskrigs udbrud var arbejdsløsheden således stadig tårnhøj. F.eks. 18 % i Danmark i 1939. Den økonomiske højkonjunktur begyndte reelt først flere år efter 2. verdenskrig – og ikke pga. regulering, men via krigen og det, Marx kaldte ”ødelæggelsen af kapital som følge af kriser”. Krisen og krigen betød således en destruktion af kapital i fysisk og værdimæssig forstand uden historisk fortilfælde.

Derfor faldt priserne på finansielle aktiver og realaktiver såsom bygninger, maskiner osv. voldsomt. Dette gjorde det billigere for de kapitalister, der ikke bukkede under for krisen, at investere. Resultatet var en kraftig stigning i kapitalismens drivkraft, nemlig profitten. Det skabte det langvarige opsving i den kapitalistiske verdensøkonomi i årene fra 1950'erne til ca. 1973. Et boom større end nogensinde før og efter, som derfor ofte af økonomiske historikere kaldes ”kapitalismens guldalder”.

Bagsiden af velfærdsmedaljen
Paradoksalt nok udskød den kolde krigs våbenkapløb en ny krise. Våben kan ikke bruges som produktionsmidler eller subsistensmidler i produktionen af andre varer, og skaber derfor ikke ny værdi. Militæroprustning betyder derfor lavere økonomisk vækst end ellers. Men ved at dæmpe kapitalakkumulationens tempo, dæmpes også den tendens, der normalt følger akkumulationen. Nemlig investering i nye produktionsmidler frem for at hyre flere arbejdere, hvilket medfører profitratens fald – og krisen.

Bagsiden af 1950'ernes og 1960'ernes økonomisk fremgang var derfor imperialistiske koloni- og stedfortræder-krige i den tredje verden og atombombens trussel. På samme måde modsvaredes store reallønstigninger, rekordlav arbejdsløshed og markant kortere arbejdstid også af et voldsomt øget arbejdstempo og skattetryk. Tidsstudier, akkord og andre produktivitetsfremmende lønsystemer blev indført. Sammen med ny teknologi betød det, at produktiviteten skød i vejret – men arbejderlønningerne steg langt fra i samme takt.

Velfærdsillusionen brister
”Den permanente våbenøkonomi”, dvs. periodens forhøjede militærbudgetter, kunne imidlertid kun sinke, ikke forhindre profitratens fald eller krisen, der for alvor brød ud i 1973. Heller ikke her havde keynesianismen nogen løsning. I stedet førte den til stagflation (stagnation, inflation og høj arbejdsløshed). Det gjaldt også i Danmark, hvor Socialdemokratiet gentog forsøget (første gang var den såkaldte ”helhedsløsning” fra 1963) på at begrænse arbejdernes lønninger via indkomstpolitik. Bl.a. med hele tre overenskomstindgreb i 1970'erne. I 1982 gav Anker Jørgensen op og overlod uden valg regeringsmagten til de borgerlige, der beholdte den i 11 år.

Angrebene på velfærdsydelser og løn- og arbejdsforhold begyndte således allerede i den såkaldte ”keynesianske” periode. Keynesianismens fallit medførte kapitalismens nuværende nyliberale fase, der langt fra har genoprettet profitraten til sit tidligere niveau og samtidig har udløst den nuværende globale krise. Efterkrigstidens velfærdsstat havde sine klare begrænsninger, og byggede bl.a. på verdenskrise, verdenskrig og koldkrig. Nutidens økologisk katastrofe sætter tilmed nye barrierer for kapitalismens ekspansion. Derfor er det hverken muligt eller ønskeligt med en tilbagevenden til ”velfærdskapitalismen”. Ægte og bæredygtig velfærd kræver et systemskifte.

Reklameindustrien er en alvorlig trussel mod klimaet

 

Reklamebranchen fungerer som olie på tandhjulene i den kapitalisme, der har skabt den nuværende tingsliggjorte kultur. Dermed er den også en af hovedårsagerne til klimakrisen. Det forklarer den fransk-brasilianske sociolog Michael Löwy i denne artikel.

Klimaændringerne har bragt den globale miljøkrise til en foreløbig kulmination. Den vigtigste pointe er i den forbindelse, at klimaændringerne accelererer langt hurtigere end tidligere forudsagt. Ophobningen af kuldioxid, stigende temperaturer, smeltningen af polernes iskapper og af de ”evige” islag, tørker, oversvømmelser; alle disse fænomeners tempo stiger, og næppe er blækket tørt på de foregående videnskabelige analyser, før de viser sig at have været for optimistiske. I stigende grad bliver de højeste estimater i forudberegningerne for de næste 10, 20 eller 30 år til det accepterede minimum. Og dertil skal lægges de alt for lidt undersøgte forstærkende faktorer, som i dag repræsenterer en risiko for et kvalitativt spring i drivhuseffekten, som kan føre til en global opvarmning ude af kontrol.

Der er stadig omkring 400 milliarder tons kuldioxid indesluttet i permafrosten, den frosne tundra, som strækker sig fra Canada til Sibirien. Men hvordan kan gletscherne smelte uden, at permafrosten også smelter? Der findes kun få beskrivelser af worst-case scenariet, hvor den globale temperatur stiger med 5-6 grader; videnskabsfolkene undgår at optegne billeder af katastrofer. Men vi ved allerede, hvad der venter: stigende vandstand i havene, med oversvømmelse ikke bare af Dacca og andre asiatiske kystbyer, men også af London, Amsterdam, Venedig og New York; gigantiske ørkendannelser; mangel på drikkevand; gentagne naturkatastrofer. Listen fortsætter. Ved en temperaturstigning på 6 grader bliver det tvivlsomt om kloden stadig vil være beboelig for vores art. Vi har desværre ikke nogen anden planet at flytte til.

Hvem er ansvarlig for denne situation, som er uden fortilfælde i menneskehedens historie? Videnskabsfolkenes svar er – mennesker. Et korrekt svar, men en anelse mangelfuldt. Der har levet mennesker på jorden i adskillige årtusinder, men mængden af kuldioxid i atmosfæren er først blevet farlig for nogle få årtier siden. I virkeligheden ligger skylden hos det kapitalistiske system – med dets absurde og irrationelle logik af ubegrænset ekspansion og kapitalakkumulation; dets tvangsprægede fremstød for at øge den materielle produktion i jagten på profit.

Det kapitalistiske markeds indskrænkede rationalitet, med dets kortsigtede kalkule over profit og tab, står i sit væsen i modsætning til det levende miljøs rationalitet, som opererer efter lange, naturlige cyklusser. Det skyldes ikke, at ”dårlige” miljøfjendske kapitalister står i vejen for ”gode” grønne kapitalister. Det er selve systemet, baseret på ubarmhjertig konkurrence, kravet om afkast på investeringer og jagten på hurtig profit, som ødelægger den økologiske ligevægt.

I modsætning til vareproduktionens fetichisme og de neoliberale økonomers selvregulerende økonomi, drejer det sig om indførelsen af en ”moralsk økonomi” - økonomiske politikker baseret på ikke-monetære og ekstra-økonomiske kriterier, som foreslået af E.P. Thompson [britisk socialist og historiker (1924-1993), red.]: med andre ord om at genintegrere økonomi i dens naturlige miljømæssige, sociale og politiske sammenhæng. Delreformer er fuldstændig utilstrækkeligt. Der er brug for at erstatte profitabilitetskriteriets mikro-rationalitet med en miljømæssig og social makro-rationalitet, hvilket betyder, at den menneskelige civilisation bliver nødt til at følge et andet paradigme. Dette er ikke muligt uden en gennemgribende teknologisk transformation med henblik på at erstatte de nuværende energikilder med ikke-forurenende og vedvarende kilder som direkte sol- og vindenergi. Det første spørgsmål, der melder sig, handler derfor om kontrollen over produktionsmidlerne og ikke mindst over beslutningerne om investeringer og valg af teknologi, som må fratages bankerne og de andre virksomheder for at fungere i samfundets interesse.

Varefetichisme og en tingsliggjort kultur
Naturligvis må der ske radikale ændringer ikke bare af produktionen, men også af forbruget. Alligevel er problemet med den industrielle kapitalistiske civilisation ikke – som nogle miljøforkæmpere ofte hævder – massernes ”overforbrug”, og løsningen er ikke en generel ”begrænsning” af forbruget, ikke engang i de avancerede kapitalistiske samfund. Problemet er den fremherskende forbrugsform, som er baseret på ”kunstige behov”: praleri, spild og varefetichisme. Der er brug for en produktion, som er indrettet efter tilfredsstillelsen af ægte behov, med udgangspunkt i de behov, man kunne kalde ”bibelske”: mad, vand, husly og klæder.

Hvordan kan man skelne mellem disse ægte behov og deres kunstige og uægte modparter? Fordi de sidstnævnte frembringes af det system af åndelig manipulation, som kaldes ”reklamer”. I modsætning til ideologien om det frie markeds påstand, er udbud ikke et svar på efterspørgsel. De kapitalistiske virksomheder skaber normalt efterspørgslen til deres produkter med diverse marketingsteknikker, reklametricks og planlagt forældelse. Reklamebranchen spiller en afgørende rolle i frembringelsen af forbrugerefterspørgsel ved at opfinde kunstige ”behov” og ved at stimulere dannelsen af tvangsprægede forbrugsvaner, der fuldstændig strider mod betingelserne for opretholdelsen af klodens økologiske ligevægt. Det kriterium, som man kan bruge til at skelne et autentisk behov fra et kunstigt, er om det kan forventes at eksistere uden hjælp fra reklamebranchen. Hvor længe ville forbruget af Coca Cola eller Pepsi Cola fortsætte, hvis de evindelige reklamekampagner for disse produkter ophørte? Man kan finde på en uendelighed af nye eksempler.

”Det er selvfølgelig rigtigt”, vil pessimisterne indvende, ”men individer er motiveret af en uendelig række ønsker og aspirationer, og det er dem, der ville skulle kontrolleres og undertrykkes.” Ja, håbet om en ændring af den menneskelige civilisations paradigme er lige præcis baseret på antagelsen, fremsat af Karl Marx, om, at i et samfund befriet fra kapitalismen vil ”væren” blive vurderet højere end ”at have”: at personlig tilfredsstillelse vil blive opnået gennem kulturelle, sportslige, erotiske, politiske, kunstneriske og lystbetonede aktiviteter, frem for gennem den ubegrænsede ophobning af ejendom og produkter. Den type ophobning, som er fremkaldt af det fetichistiske forbrug, som er indbygget i det kapitalistiske system, af den herskende ideologi og af reklamebranchen – og som ikke har det mindste at gøre med en ”evig menneskelig natur”.

Mens kapitalismen, særligt i sin nuværende nyliberalefetichisering af forbrug, reduktionen af alle værdier til penge, den ubegrænsede akkumulation af varer og kapital, og ”forbrugersamfundets” merkantile kultur. De former for rationalitet, som følger af reklamesystemet og det kapitalistiske system, er intimt forbundne, og de er begge dybt perverse.

Reklamerne forurener såvel det mentale landskab som omgivelserne i byen og på landet; de behersker aviserne, filmene, fjernsynet, radioen. Intet undslipper deres nedbrydende indflydelse. I vores tid er vi vidne til, at sport, religion, kultur, journalistik, litteratur og politik styres af reklamen. Alt gennemtrænges af reklamebranchens holdning, dens stil, dens metoder, dens argumentationsform. Samtidig chikaneres vi altid og uafbrudt af reklamer: uden pause, uden hvile, ubønhørligt og aldrig ferierende plager reklamerne os, forfølger os, overfalder os i byen og på landet, på gaden og derhjemme, fra morgen til aften, fra mandag til søndag, fra januar til december, fra vugge til grav.

Alligevel er disse reklamer ikke andet en et værktøj, et redskab, som kapitalen bruger til at afhænde sit output, til at kaste sine tarvelige varer på markedet, til at udvide sine profitmarginer og til at udvide sine ”markedsandele”. Reklamerne eksisterer ikke i et tomrum: De er en nødvendig del, et afgørende tandhjul i det kapitalistiske produktion- og forbrugssystem. Uden kapitalismen ville der ikke være nogen grund til at reklamerne fandtes: de kunne ikke fortsætte blot et sekund i et post-kapitalistisk samfund. Og omvendt ville kapitalismen uden reklamer være som en maskine med grus i maskineriet.

Lad os i forbifarten tilføje, at selv om der ikke var reklamer i de lande, hvis bureaukratiske planøkonomier ophørte efter Berlinmurens fald, fandtes der en løgnagtig politisk propaganda, som ikke var mindre umenneskelig og undertrykkende. Dette må også undgås i enhver overgang til et post-kapitalistisk samfund.

Nutidens allestedsnærværende kommercielle reklamer er dog uløseligt forbundet med kapitalismen. Det er kapitalistiske virksomheder, der udvikler, finansierer og profiterer på reklamekampagner og som ”sponserer” - dvs. gennem reklamer forurener – aviser, fjernsynet, sportskonkurrencer og kulturelle begivenheder. Reklamer spiller rollen som brandtaler, alfons og nidkær tjener for kapitalens interesser: Vores mål, forklarede topchefen for TF1 [Frankrigs førende kommercielle tv-kæde, red.], er at sælge Coca Cola i al den tid, vi har vores seeres hjerner til rådighed. Kapitalismen og reklamebranche er uløseligt forbundne og skaber og promoverer aktivt kommodificeringen af verden, kommercialiseringen af sociale relationer, sjælens forvandling til penge.

Ødelæggelse af miljøet
Hvilke konsekvenser har reklamer så for miljøet? Miljøgrupper er med god grund bestyrtede over reklamebranchens brug af falske ”miljørigtige” argumenter til at vaske hvad som helst grønt: atomkraftværker, genmodificerede organismer, biler og snart – hvorfor ikke? - tung godstransport på landevejen. For modstanderne af reklamer er det ikke ligefrem nogen nyhed; vi har længe vidst, at det falder reklameindustrien lige så naturligt at lyve som at trække vejret. Ikke på grund af en flosset moral hos reklamebranchens gentlemen, men fordi reklamesystemet er sygt af natur. Mystifikation og manipulation af bevidstheden er desværre dens eneste eksistensberettigelse; reklamen, som ikke lyver, er et dyr lige så svært at finde som en krokodille, der er vegetar. Ikke desto mindre udgør falske grønne reklamer blot toppen af isbjerget. Det er af mere fundamentale, strukturelle grunde, at reklamemaskinen er en farlig fjende for miljøet. Her er to af disse grunde:

1. Reklamer er et gigantisk, frygteligt spild af vores klodes begrænsede ressourcer. Alene i Frankrig svarer reklameudgifterne til mere end mange afrikanske landes statsbudget. For et sådant beløb ville man kunne bygge tusindvis af daginstitutioner, hospitaler, skoler og boliger, begynde at løse arbejdsløshedsproblemet og give storstilet hjælp til den tredje verden. Hvor mange millioner hektar skov bliver hvert eneste år fældet for at trykke den stadigt stigende mængde reklamer, som dynger sig op i vores postkasser, eller for at fremstille de tavler og plakater, som fylder husmurene i vores gader og tildækker landområderne? Hvor mange hundreder millioner kilowatttimer bliver hvert eneste år brugt på de neonreklamer, som ”pryder” vores byer, fra Shanghai til New York? Hvor mange tons affald efterlader denne aktivitet? Hvor mange millioner tons drivhusgas udledes for at tilfredsstille reklamecirkussets behov? Og så videre. Skadevirkningerne er, skønt svære at beregne, utvivlsomt gigantiske. Og hvilket formål tjener dette enorme spild? Til at overbevise befolkningen om, at vaskemiddel X vasker hvidere end vaskemiddel Y. Giver det mening? Selvfølgelig ikke, men det skaber profit (for annoncørerne). Hvis man leder efter en økonomisk sektor, som er overflødig, som let kan fjernes uden at skade befolkningen, samtidig med, at man sparer store mængder energi og råmaterialer – hvilket bedre eksempel findes der så end reklameindustrien? Det ville selvfølgelig indebære at fyre ganske mange mennesker, men frem for at dømme dem til arbejdsløshed, kunne de med fordel ansættes i nye ”grønne” jobs.

2. Alle miljøforkæmpere er enige om at fordømme de vestlige (dvs. avancerede kapitalistiske) landes ”forbrugerisme” for at være en af hovedårsagerne til den økologiske katastrofe, der truer os. Men de ved ikke, hvordan man kan ændre på tingenes tilstand. Ved at give forbrugerne skyldfølelse? Med taler, der prædiker mådeholdenhed? Ved frivilligt at gøre ens eget liv til et eksempel på askese? Alt sammen legitime aktiviteter, men de har en meget begrænset virkning på den bredere offentlighed og medfører, i nogle tilfælde, en risiko for at gøre befolkningen mindre villig til at rette sig efter miljørigtige krav. En ændring af forbrugsvanerne vil ikke kunne opnås på én dag; det er en social proces, som vil tage år. Den kan ikke gennemtvinges ovenfra, ligesom den heller ikke blot kan overlades til den private individer ”gode vilje”. Den indebærer en ægte politisk kamp, hvor de offentlige myndigheders aktive uddannelsesaktiviteter må spille en rolle. Men de centrale aktører for forandring vil være oplysning og kampe fra forbrugersammenslutninger, fagforeninger, miljøbevægelser og – hvor ikke? - politiske partier. En af de afgørende fronter i denne kamp er kampen for fuldstændig og definitiv afskaffelse af reklameimperialismen, dette gigantiske forsøg på at kolonisere vores hjerner og vores adfærd, hvis frygtelige effektivitet ikke kan overvurderes.

Som vi har set er reklamerne en af de hovedfaktorer, som er ansvarlige for de moderne samfunds tvangsprægede forbrug; for den stadig mere irrationelle tendens til at ophobe (oftest overflødige) materielle goder; med andre ord, for et fuldstændigt ikke-bæredygtigt forbrugsparadigme. Tvangspræget forbrug er en af de afgørende drivkræfter for den proces af ekspansion og ubegrænset ”vækst”, som altid har karakteriseret den moderne kapitalisme og som nu driver os, med stadig større fart, mod en afgrund af global opvarmning. Det er således ikke nogen tilfældighed, at udgiverne af et af de seneste års mest innovative ”reklamefobiske” blade, Adbusters, også har startet miljømagasinet Objecteurs de Croissance [”vækst-nægtere”, red.]; reklamechikane og ubegrænset vækst udgør to uadskillelige dimensioner i systemet, to brystvorter, som kapitalakkumulationen dier fra. Som følge deraf er omdannelsen af de nuværende forbrugsvaner tæt forbundet med kampen mod reklamens fangarme. Hvordan kan folk overbevises om at opgive forbrugsvaner, som er uforenelige med økologisk ligevægt, uden at sætte en stopper for reklamernes konstante torden, som opfordrer, opmuntrer og tilskynder dem nat og dag til at købe igen og igen? Hvordan kan enkeltpersoner frigøre sig fra den kultur af pralende forbrug – som den amerikanske økonom Thorstein Veblen lavede berømte studier af ved århundredeskiftet - der fortæller dem, at de kun kan bekræfte deres identitet ved at købe og fremvise angiveligt ”eksklusive” produkter; bortset fra ved at befri dem fra de reklamer, som uophørlige reproducerer denne tingsliggjorte kultur? Hvordan kan befolkningen befries fra ”modens” diktatur, som gennemtvinger den hurtige forældelse af produkter, der i selv kun har kort levetid, uden et opgør med reklamens hovedudstopning, for ikke at sige hjernevask? Hvordan kan man sætte en stopper for det tyranni af ”brands”, den neurotiske besættelse af ”logoer”, uden at slå reklamernes skrækkelige, hjernebehandlings-maskine i stykker?

Forudsætninger for et opgør med reklamer og systemet
Den tvangsprægede forbrugeradfærd i det avancerede kapitalistiske samfund er ikke udtryk for ”den menneskelige natur”, heller ikke en eller anden medfødt tendens hos individer til at forbruge mere og mere igen. Der er aldrig blevet fundet noget lignende i præ-kapitalistiske samfund og fællesskaber; den er et særkende ved den kapitalistiske modernitet og uadskillelig fra den herskende fetichistiske ideologi, fra den religiøse kult af varetilbedelse, som reklamesystemet aktivt fremmer. Og det, den frembringer, er ikke blot begæret efter at anskaffe sig dette eller hint produkt – det er en kultur, et verdenssyn, vaner, adfærd. Med andre ord, en hel livsstil.

Frem for at forsøge at tvinge enkeltpersoner til at ”sænke deres levestandard” eller at ”nedsætte deres forbrug” - en abstrakt, blot kvantitativ tilgang – er der behov for at skabe nogle betingelser, hvor folk, lidt efter lidt, kan opdage deres virkelige behov og kvalitativt ændre deres forbrugsvaner; for eksempel ved at vælge mere kultur, uddannelse, sundhed eller boligforbedringer frem for at købe nyt ragelse, nye mindre og mindre nyttige varer. For at opnå dette er standsningen af reklamernes chikanerier en nødvendig betingelse.

Dette alene er selvfølgelig ikke tilstrækkeligt. Tænk f.eks. på den såkaldte ”fordistiske” kapitalismes ikoniske vare, den private bil, hvis skadelighed for miljøet – med luftforurening, asfaltering af grønne rum og frem for alt CO2-udslip – ikke kræver nogen bevisførelse. Den stadige indskrænkning af dens plads i vores byer – der på demokratisk vis skal besluttes af befolkningen selv - vil kun have held til at blive gennemført, hvis byplanlægningen, sideløbende med ophævelsen af de evindelige og løgnagtige bilreklamer, stærkt favoriserer alternative transportformer: kollektiv transport, cykler og fodgængere.

Reklamer er et afgørende tandhjul i den infernalske nyliberale/kapitalistiske spiral med stadig øget, stadigt ekspanderende (”Expansion” er titlen er på et prestigefuldt magasin for erhvervsfolk) produktion/forbrug/akkumulation – den spiral, som via klimaændringer fører os frem til en katastrofe uden fortilfælde i menneskehedens historie. Reklamer kan endda ses som den olie, der smører de frygteligt effektive mekanismer, som tilintetgør kloden og som udmærket, på nogle få årtier, kan gøre den ubeboelig fra mennesker.

Denne histories morale lyder sådan her: en anden verden er mulig, hinsides kapitalismens tingsliggørelse, varefetichisme og reklamer. Men vi kan ikke bare vente på, at den dukker op; kampen for en anden fremtid begynder nu og her. Ethvert tænkeligt forsøg på at sætte grænser for reklamernes agressive fremfærd er – indtil vi, en dag, er i stand til at helt at afskaffe dem – en miljømæssig pligt, et politisk og moralsk imperativ for alle, der håber på at redde vores miljø fra ødelæggelse. Kampen for andet civilisatorisk paradigme skal føres gennem lige præcis den slags initiativer. Vi kæmper for at tøjle reklamevanvidet, på samme måde som anti-kapitalister mobiliserer for reformer – som f.eks. Tobin-skatten – der bremser kapitalens ubegrænsede begær. Hver eneste succes, selv om den er begrænset, er, hvis den opnås gennem kollektiv handling, et skridt i den rigtige retning og frem for alt fremskridt i at opnå folkets bevidstgørelse og selvorganisering – hovedbetingelsen for den totale afskaffelse af systemet.

Artiklen blev bragt i Tidsskriftet Solidaritet, nr. 2+3., maj 2010. Michael Löwy er forskningschef ved Det Nationale Center for Videnskabelig Forskning i Paris og medlem af NPA (Nouveau Parti Anticapitaliste) og IV. Internationale. Han er forfatter til bl.a. Georg Lukács: from Romanticism to Bolchevism (1981), The War of Gods: Religion and Politics in Latin America (1996) og senest (sammen med Olivier Besancenot) Che Guevara: His Revolutionary Legacy (2009). Oversat og redigeret af Lars Henrik Carlskov fra Monthly Review, January 2010, Volume 61, Number 8.

En økologisk-social revolution

Nutidens økologiske krise udspringer af kapitalens voldsomme ekspansion ind på alle livets områder. En økologisk omstilling indebærer derfor også et opgør med det kapitalistiske system af global irrationalitet. Det skriver John Bellamy Foster i dette uddrag fra sin seneste bog The Ecological Revolution: Making Peace with the Planet, som vi bringer med tilladelse fra Foster og Monthly Review Press.

Målet om en økologisk revolution, som jeg her vil fremlægge det, har som indledende præmis, at vi befinder os midt i en global miljøkrise af et så enormt omfang, at hele klodens livsvæv er truet og dermed civilisationens fremtid.

Dette er ikke længere nogen særlig kontroversiel påstand. Der findes ganske vist forskellige opfattelser af størrelsen på den udfordring, som det rejser. Det ene ekstrem udgøres af dem, der mener, at eftersom der er tale om menneskelige problemer, som er fremkaldt af menneskelige årsager, lader de sig let løse. Det eneste, vi har brug for, er opfindsomhed og viljen til at handle. Det andet ekstrem udgøres af dem, der mener, at verdens økologiske tilstand forværres i et omfang og tempo, som overgår vores kontrolmidler, hvilket fører til de dystrest tænkelige forudsigelser. Selvom disse to synspunkter ofte ses som polære modsætninger, har de ikke desto mindre et fælles grundlag. Som Paul Sweezy bemærkede afspejler de begge ”den opfattelse, at hvis den nuværende udvikling fortsætter, er det kun et spørgsmål om tid før menneskeslægten uigenkaldeligt har besudlet sin egen rede.”[i]

Faresignaler
Jo mere vi lærer om den nuværende miljøudvikling, jo mere står det klart for os, at den nuværende kurs ikke er bæredygtig. Faresignalerne omfatter:

* Der er nu praktisk talt vished for, at den afgørende grænse i form af en temperaturstigning på 2 °C over det før-industrielle niveau snart vil blive overskredet på grund af ophobningen af drivhusgasser i atmosfæren. Videnskabsfolk mener, at klimaforandringer i denne størrelsesorden vil have betydningsfulde konsekvenser for verdens økosystemer. Spørgsmålet er ikke længere, om der vil ske betydelige klimaændringer, men hvor store de bliver.[ii]

* I det videnskabelige miljø er der stigende bekymring for, at vurderingerne fra FN’s klimapanel (IPCC), som i det værst tænkelige scenario projicerede en stigning på 5,8 °C i verdens gennemsnitlige temperatur i år 2100, er for optimistiske. For eksempel indicerer resultaterne fra verdens største klimamodelleringseksperiment, tilknyttet Oxford Universitet i Storbritannien, at den globale opvarmning kan stige næsten dobbelt så hurtigt som IPCC har vurderet.[iii]

* Eksperimenter ved bl.a. The International Rice Institute har fået videnskabsfolk til at konkludere, at hver temperaturstigning på 1 °C kan få udbyttet på ris, hvede og korn til at falde med 10 %.

* Det er nu en stadig mere udbredt opfattelse, at verden nærmer sig den maksimale produktion af råolie. Verdensøkonomien har derfor udsigt til mere begrænsede olieforsyninger, trods den hastigt stigende efterspørgsel. Alt dette peger i retning af en voksende global energikrise og iværksættelsen af krige om ressourcer.[iv]

* Kloden har udsigt til vandmangel på globalt plan på grund af aftapningen af uerstattelige grundvandmagasiner, som udgør hovedparten af verdens ferskvandsbeholdning. Dette udgør en trussel mod den globale landbrugssektor, som er blevet forvandlet til en bobleøkonomi baseret på en ikke-bæredygtig rovdrift på grundvandet. I dag har et ud af fire mennesker i verden ikke adgang til rent vand.[v]

* 2/3 af verdens store fiskebestande bliver i dag fisket ved eller over deres kapacitet. I løbet af det sidste halve århundrede er 90 % af verdenshavenes de store rovfisk blevet udryddet.[vi]

* Niveauet for udryddelse af arter er det højeste i 65 millioner år, med udsigt til en kaskade af udryddelser efterhånden som de sidste levn af intakte økosystemer fjernes. Allerede nu er udryddelsesraten i nogle tilfælde (som f.eks. fuglearter) 100 gange højere end ”normen” eller den ”naturlige” rate. Videnskabsfolk har udpeget 25 brændpunkter på landjorden, som kun udgør 1,4 % af verden jordoverflade, men rummer 44 % af karplantearter og 35 % af alle arter i fire hvirveldyrgrupper. Alle disse brændpunkter trues nu af hurtig udslettelse som følge af menneskelig aktivitet. Ifølge Stephen Pimm og Clinton Jenkins i Scientific American: ”Der findes stadig betydelige områder med intakt vildnis: fugtige tropiske skove som Amazon eller Congo, Afrikas mere tørre træstrækninger og Canadas og Ruslands nåleskove. Hvis fældningen af disse vildmarksskove fortsætter i det nuværende tempo, vil den sammenlagte udryddelsesrate for dem og brændpunkterne rundt omkring i verden snart være 1000 højere end målsætningen på én ud af en million.”[vii]

* Ifølge en undersøgelse offentliggjort af det amerikanske videnskabsakademi i 2002 overskred verdensøkonomien jordklodens gendannelseskapacitet i 1980 og havde i 1999 oversteget den med op til 20 %. Dette betyder, ifølge rapportens forfattere, at ”det ville kræve 1,2 jordkloder, eller en jordklode for hvert 1,2 år, for at gendanne det, menneskeheden forbrugte i 1999.”[viii]

* Spørgsmålet om forgangne civilisationers økologiske kollaps, fra Påskeøerne til Maya-indianerne, bliver i dag i stigende grad anset for også at omfatte nutidens globale kapitalistiske system. Dette synspunkt, som længe har været udbredt blandt miljøforkæmpere, er blevet populariseret af Jared Diamond i hans bog Collapse.[ix]

Disse og andre faresignaler indicerer, at menneskehedens nuværende forhold til miljøet ikke længere kan opretholdes. De mest udviklede kapitalistiske lande har de største økologiske fodaftryk per capita, hvilket demonstrerer, at i dag repræsenterer hele den globale kapitalistiske udviklingskurs en blindgyde.

Den herskende kapitalistklasses primære svar på den voksende miljøudfordring er fiflerier samtidig med, at Rom står i flammer. I det omfang der er en strategi, består den i at satse på en revolutionering af produktivkræfterne samtidig med, at det eksisterende system af sociale relationer bevares intakt. Det var Karl Marx, der i Det kommunistiske manifest som den første fremhævede ”de stadige omvæltninger i produktionen” som et kendetegn ved det kapitalistiske samfund. Nutidens velbeslåede interesser sætter deres lid til, at denne indbyggede proces af revolutionære teknologiske forandringer kombineret med markedets højt berømmede magi vil løse miljøproblemerne når og hvor det bliver nødvendigt.

I stærk kontrast dertil mener mange miljøforkæmpere nu, at teknologisk revolution alene ikke vil være tilstrækkeligt til at løse problemerne, og at der er behov for en mere vidtgående social revolution med det formål at transformere den nuværende produktionsmåde.

Great Transition-scenarier
I et historisk perspektiv kræver løsningen på spørgsmålet om samfundets økologiske transformation, at vi må fastslå: (1) i hvilken retning det globale kapitalistiske system for tiden bevæger sig; (2) hvilket omfang det kan ændre sin kurs gennem teknologiske og andre midler som svar på nutidens konvergerende økologiske og sociale kriser; og (3) de historiske alternativer til det eksisterende system. Det hidtil mest ambitiøse forsøg på at foretage sådan en bred vurdering er kommet fra The Global Scenario Group, som er et projekt lanceret af Stockholms Miljøinstitut for at undersøge overgangen til global bæredygtighed. The Global Scenario Group har udsendt tre rapporter – Branch Points (1997), Bending the Curve (1998) og den afsluttende undersøgelse Great Transition (2002). I det følgende vil jeg fokusere på den sidste af disse rapporter, Great Transition.[x]

Som navnet antyder, benytter The Global Scenario Group sig af forskellige alternative scenarier til at undersøge de mulige veje, samfund fanget i økologisk bæredygtighedskrise kan slå ind på. Deres afsluttende rapport fremlægger tre kategorier af scenarier: Conventional Worlds, Barbarization og Great Transition. Hvert af disse scenarier indeholder to varianter. Conventional Worlds består af Market Forces og Policy Reform. Barbarization kommer til udtryk i form af Breakdown og Fortress World. Great Transitions er opdelt i Eco-communalism og The New Sustainability Paradigm. Hvert scenario forbindes med forskellige tænkere: Market Forces med Adam Smith; Policy Reform med John Maynard Keynes og forfatterne til Brundtland Kommissionens rapport fra 1987; Breakdown med Thomas Malthus; Fortress World med Thomas Hobbes; Eco-communalism med William Morris, Mahatma Gandhi og E.F. Schumacher; og The New Sustainability Paradigm med John Stuart Mill.[xi]

Inden for Conventional Worlds-scenarierne står Market Forces for den utæmmede kapitalisme eller nyliberalismen. Den repræsenterer, med Great Transition-rapportens ord, ”den kapitalistiske ekspansions ildstorm.”[xii] Market Forces er en uindskrænket kapitalistisk verdensorden indrettet efter kapitalens akkumulation og hurtig økonomisk vækst uden hensyn til sociale eller økologiske omkostninger. Det afgørende problem, dette scenario rejser, er dets rovdyrs-agtige forhold til menneskeheden og jordkloden.

Det pres for at ophobe kapital, som er central i et Market Forces-regime, beskrives bedst med Marx almene formel for kapitalen (selvom den ikke omtales i selve Great Transition-rapporten). I et samfund med simpel vareproduktion (et abstrakt begreb for præ-kapitalistiske økonomiske formationer, hvor penge og marked spiller en underordnet rolle), eksisterer varernes og pengenes kredsløb i en form, V-P-V, hvor bestemte varer eller brugsværdier udgør slutpunktet for den økonomiske proces. En vare (V), som legemliggør en specifik brugsværdi, sælges for penge (P), der bruges til at købe en anden vare (V). Hvert eneste af sådanne kredsløb afsluttes med forbruget af en brugsværdi.

Når det kommer til kapitalismen, eller den generaliserede vareproduktion, begynder og slutter pengenes og varernes kredsløb imidlertid med penge, eller P-V-P. Dertil kommer, at eftersom penge blot er et kvantitativt forhold, ville sådan en udveksling ikke give mening, hvis der blev erhvervet den samme mængde penge i slutningen af processen som der blev udvekslet i begyndelsen, hvorfor kapitalens almene formel i realiteten antager formen P-V-P’, hvor P’ er lig med P + ∆P, eller merværdien. Det iøjnefaldende sammenlignet med simpel vareproduktion, er, at der ikke er noget egentligt slutpunkt for processen, eftersom målet ikke er det endelig forbrug, men akkumulationen af merværdi eller kapital. P-V-P’ i ét år fører derfor til, at ∆P bliver geninvesteret, hvilket resulterer i P-V-P’’ det følgende år og P-V-P’’’ året derefter ad infinitum. Med andre ord er kapital af natur selvekspanderende værdi.[xiii]

Drivkraften bag dette pres for at akkumulere er konkurrence. Konkurrencekampen sikrer, at hver eneste kapital eller virksomhed må vokse og, som følge deraf, må geninvestere sin ”fortjeneste” for at overleve. Sådan et system tenderer mod eksponentiel vækst ledsaget af kriser eller midlertidige afbrydelser af akkumulationsprocessen. Det pres, det sætter på naturomgivelserne, er umådeligt stort og vil kun mindskes med selve kapitalismens svækkelse eller ophør. I løbet af det sidste halve århundrede er verdensøkonomien vokset mere end syvfoldigt, hvorimod biosfærens kapacitet til at opretholde sådan en ekspansion, om noget, er blevet formindsket som følge af menneskets økologiske ødelæggelser.[xiv]

Hovedantagelsen hos dem, der taler for en Market Forces-løsning på miljøproblemerne, er, at den vil føre til stigende effektivitet i forbruget af miljømæssige input takket være teknologiske revolutioner og stadig markedstilpasninger. Forbruget af energi, vand og andre naturressourcer pr. enhed økonomisk output vil falde. Dette beskrives ofte som ”dematerialisering”. Imidlertid er den centrale implikation af dette argument forkert. Dematerialiseringen har, i det omfang den kan siges at finde sted, vist sig at være en langt svagere tendens end P-V-P’. Som Global Transition-rapporten formulerer det ”overhales ”vækst-effekten” af ”effektivitetseffekten””.[xv]

Dette kan forstås konkret ud fra det, der er blevet benævnt som Jevons-paradokset, opkaldt efter William Stanley Jevons, som udgav The Coal Question i 1865. Jevons, der var en af den neoklassiske økonomis grundlæggere, forklarede, at forbedringer af dampmaskinerne, som mindskede kulforbruget pr. outputenhed, også bevirkede en stigning i produktionens størrelse efterhånden som der blev bygget flere og større fabrikker. Som følge deraf havde den øgede effektivitet i brugen af kul også den paradoksale effekt at udvide det samlede kulforbrug.[xvi]

Farerne ved Market Forces-modelllen ses tydeligt af miljøødelæggelserne i de to århundreder, der er forløbet siden den industrielle kapitalismes fremkomst, især det sidste halve århundrede. ”Frem for at aftage”, erklærer Great Transition-rapporten, ”vil den ikke-bæredygtige miljønedbrydningsproces fortsat intensiveres. Faren for at overskride afgørende grænser i globale systemer vil forøges, hvilket vil kunne udløse begivenheder, som radikalt omformer klodens klima og økosystemer.” Selvom den er ”de fleste internationale institutioners uudtalte ideologi”, vil Markets Forces uundgåeligt føre til økologisk og social katastrofe, endda sammenbrud. Fortsættelsen af ””business-as-usual” er en utopisk fantasi”.[xvii]

Et langt mere rationelt grundlag for håb, fremhæver rapporten, kan findes i Policy Reform-scenariet. ”Scenariets kerne er fremkomsten af den politiske vilje til gradvist at bøje udviklingskurven i retning af en omfattende række af mål for bæredygtighed”, deriblandt fred, menneskerettigheder, økonomisk udvikling og miljøkvalitet.”[xviii] Dette er i bund og grund den Global Keyenesianisme-strategi, som blev fremført af Brundtland Kommissionens rapport i slutningen af 1980’erne – udvidelse af velfærdsstaten, der nu opfattes som en miljøvelfærdsstat, til hele verden. Den repræsenterer løftet om, hvad miljøsociologer kalder for ”økologisk modernisering”.

Policy Reform-tilgangen er indbygget i diverse internationale aftaler, såsom Kyoto-protokollen om global opvarmning og de miljøreformtiltag, der blev fremsat på Klimatopmøderne i Rio i 1992 og Johannesburg i 2002. Policy Reform ville indebære forsøg på at mindske global ulighed og fattigdom gennem udviklingsprogrammer, som udspringer fra de rige lande og internationale institutioner. Den ville fremme miljømæssige ”best practices” gennem statsunderstøttede markedsincitamenter. Trods potentialet for begrænset økologisk modernisering, fremhæver Great-Transition-rapporten, at Policy Reform ville kollidere med kapitalismens realiteter. Det skyldes, at Policy Reform stadig er et Conventional Worlds-scenario – hvor det kapitalistiske systems underliggende værdier, livsstile og strukturer fortsætter. ”Der er et modsætningsforhold mellem bæredygtighedens logik og det globale markeds logik. Det gensidige forhold mellem akkumulation af rigdom og koncentrationen af magt underminerer det politiske grundlag for forandringer.” Under disse omstændigheder vil ”Mammonguden og den Almægtige dollars dragende magt” herske.[xix]

Da begge Conventional World-scenariernes er ude af stand til at mindske problemet med økologisk tilbagegang, medfører det en trussel om Barbarization: enten Breakdown eller Fortress World. Breakdown forklarer sig selv og må undgås for enhver pris. Fortress World opstår når ”magtfulde regionale og internationale aktører forstår de farlige kræfter, der fører til Breakdown”, og er i stand til at beskytte deres egne interesser i tilstrækkelig grad til at oprette ”beskyttede enklaver.”[xx] Fortress World er et verdensomspændende apartheidsystem, som er indhegnet og opretholdes med magt, hvor skellet mellem de rige og fattige på globalt plan konstant uddybes, og hvor den ulige adgang til miljømæssige ressourcer og goder øges kraftigt. Den består af ”bobler af privilegier midt imellem oceaner af elendighed... Eliterne har stoppet barbarismen ved deres porte og gennemtvunget en form for miljøstyring og flygtig stabilitet.”[xxi] Klodens generelle miljøtilstand vil imidlertid fortsat forringes i dette scenario, hvilket enten vil føre til et fuldstændigt økologisk Breakdown eller gennem revolutionær kamp til et mere egalitært samfund, såsom Eco-communalism.

Denne beskrivelse minder bemærkelsesværdigt meget om det scenario, som blev fremlagt i Pentagon-rapporten Abrupt Climate Change and Its Implications for United States National Security fra 2003.[xxii] Denne Pentagon-rapport forestillede sig, at global opvarmning muligvis ville føre til afbrydelse af den thermohaline cirkulation, som opvarmer Nordatlanten, hvilket ville slynge Europa og Nordamerika ind i forhold som i Sibirien. Det beskrives hvordan de relativt velstående befolkninger under sådanne usandsynlige, men dog plausible, omstændigheder opfører ”defensive forter” omkring sig for at holde strømme af potentielle immigranter ude. De militære konfrontationer over knappe ressourcer intensiveres.

Man kan argumentere for, at utæmmet kapitalisme og ressourcekrige allerede i dag driver verden i denne retning, selvom det ikke har en så umiddelbart jordrystende årsag som pludselige klimaændringer. Med ”Krigen mod terror”, som siden 11. september 2001 er blevet udløst af USA mod det ene land efter det andet, har et ”barbarismens imperium” gjort sin tilstedeværelse nærværende.[xxiii]

Ikke desto mindre spiller Barbarization-scenarierne, i Global Scenario Groups perspektiv, blot den rolle at advare os om de værst tænkelige farer i form af økologisk og social nedgang. Great Transition er nødvendig, hævdes det, hvis Barbarization skal undgås.

I teorien forestiller sig Global Scenario Group sig to Great Transitions: Eco-communalism og The New Sustainability Paradigm. Eco-communalism-scenariet bliver dog overhovedet ikke diskuteret detaljeret, med den begrundelse, at frembringelsen af dette scenario ville kræve , at verdenssamfundet først gennemgik Barbarization. Global Scenario Groups forfattere ser Eco-communalisms sociale revolution som noget, der lægger hinsides Jack Londons Iron Heel. Diskussionen af Great Transition-scenarierne indskrænkes dermed til The New Sustainability Paradigm.

Kernen i The New Sustainability Paradigm består af en radikal økologisk transformation, som går imod det uindskrænkede ”kapitalistiske hegemoni”, men viger tilbage for en fuldstændig social revolution. Den skal primært gennemføres via en ændring af værdier og livsstil frem for transformationen af sociale strukturer. De politiske og teknologiske fremskridt, som begyndte med Policy Reform-scenariet, men som på grund af grådighedens normers dominans var ude af stand til at skabe tilstrækkelige miljøreformer, bliver her suppleret af et ”livsstilsbrud”.[xxiv]

I det eksplicit utopiske New Sustainability Paradigm-scenario omdannes FN til ”Verdensunionen”, som er en ægte global føderation. Globaliseringen er blevet ”civiliseret”. Verdensmarkedet er fuldt integreret og tæmmet til at frembringe lighed og bæredygtighed, i stedet for blot rigdom. Krigen mod terrorismen har resulteret i terroristernes nederlag. Civilsamfundet, der repræsenteres af de ikke-statslige NGO’er, spiller både nationalt og globalt plan en ledende rolle i samfundet. Stemmeafgivelsen foregår elektronisk. Fattigdom er blevet udryddet. Den almindelige ulighed er mindsket er drastisk. Dematerialiseringen finder faktisk sted, ligesom det er tilfældet med ”forureneren betaler”-princippet. Reklameindustrien er forsvundet af syne. Der er sket en overgang til solenergi-baseret økonomi. Lange rejser mellem bolig og arbejdspladser hører fortiden til; i stedet findes der ”integrerede bosættelser”, hvor bolig, arbejde, detailforretninger og fritidsfaciliteter er i nærheden af hinanden. De gigantiske virksomheder er blevet fremsynede sociale organisationer, i stedet for blot private enheder. De er længere udelukkende optaget af den økonomiske bundlinje, men har ændret sig til også at indarbejde miljømæssige bæredygtighed og social økologi som målsætninger uafhængige af profit.

Det hævdes, at fire former for aktører tilsammen har frembragt alt dette: (1) de gigantiske transnationale virksomheder; (2) mellemstatslige organisationer som FN, Verdensbanken, Den Internationale Valutafond og World Trade Organization; (3) civilsamfundet der handler gennem NGO’erne; og (4) en verdensbefolkning, som har globalt udsyn, er miljøbevidst samt demokratisk organiseret.[xxv]

Til grund for dette ligger økonomisk set begrebet om en stationær tilstand, der er beskrevet af Mill i hans værk Principles of Political Economy fra 1848, og i dag fremføres af den økologiske økonom Herman Daly og den Whitehead-inspirerede procesfilosof John Cobb. De fleste klassiske økonomer – deriblandt Adam Smith, David Ricardo, Thomas Malthus og Karl Marx – anså udsigten til en stationær tilstand som et forvarsel om den borgerlige politiske økonomis undergang. I modsætning dertil anså Mill, som Marx (i efterskriftet til den 2. tyske udgave af Kapitalen) beskyldte for ”åndløs synkretisme”, den stationære tilstand for på en eller anden måde at være kompatibel med de eksisterende produktionsforhold, hvilket medførte, at der kun var brug for ændringer i distributionen.[xxvi]

I New Sustainability Paradigm-scenariet, der som inspiration har Mills opfattelse af den stationære tilstand, forbliver kapitalismens grundlæggende institutioner intakte, ligesom det er tilfældet med de fundamentale magtforhold, men en ændring af livsstil og forbrugernes orientering betyder, at økonomien ikke længes er indstillet efter økonomisk vækst og højere profitter, men efter effektivitet, retfærdighed og kvalitative livsforbedringer. Et kapitalistisk samfund, som tidligere blev drevet frem til udvidet reproduktion gennem investeringen af merproduktet (eller merværdien), er blevet erstattet af et system bygget på simpel reproduktion (Mills stationære tilstand), hvor overskuddet går til forbrug frem for investeringer. Der er tale om en vision, hvor en kulturel revolution supplerer teknologisk revolution og radikalt ændrer det kapitalistiske samfunds økologiske og sociale landskab, uden grundlæggende at røre ved de produktions-, ejendoms- og magtforhold, som karakteriserer dette system.

Efter min mening er der både logiske og historiske problemer forbundet med denne prognose. Den kombinerer de svageste elementer i utopisk tænkning (nemlig at konstruere en fremtid udelukkende ud fra håb og ønsker) med et ”praktisk” ønske om at undgå et skarpt brud med det eksisterende system.[xxvii] Global Scenario Groups manglende evne til at udforske sit eget Eco-communalism-scenario er uløselig forbundet med dette perspektiv, som forsøger at undvige spørgsmålet om den mere gennemgribende social transformation, som ville være forudsætningen for en Great Transition.

Resultatet deraf er en fremtidsvision, som er ekstrem fyldt med selvmodsigelser. Private virksomheder har ét og kun ét formål: jagten på profit. Forestillingen om at kunne omstille dem til fuldstændig anderledes og modsatte sociale mål minder om det for længst forladte begreb om ”the soulful corporation”, der en kortvarigt dukkede op i 1950’erne og dernæst forsvandt i lyset af den barske virkelighed. Mange af ændringer, der er forbundet med The New Sustainability Paradigm, ville for at kunne gennemføres kræve en klassebaseret revolution. Og dog udelukker scenarioet selv dette. I stedet giver Global Scenario Group-forfatterne sig i kast med en form for magisk tænkning – og benægter, at grundlæggende ændringer af produktionsforholdene må ledsage (og undertiden endda gå forud for) ændringen af værdier. Ligesom det er tilfældet med Policy Reform-scenariet vil ”Mammonguden” – som Great Transition-rapporten selv påpeger – uundgåeligt overvinde en værdibaseret Great Transition, som forsøger at undgå den udfordring, der består i den revolutionære transformation af hele samfundet.

En økologisk-social revolution
Mere simpelt formuleret er det min påstand, at en global økologisk revolution, der lever op til navnet, kun kan finde sted som led i en større social – og, vil jeg hævde, socialistisk – revolution. Sådan en revolution ville for at kunne frembringe betingelserne for den lighed, bæredygtighed og menneskelig frihed, som er en ægte Great Transition værdig, nødvendigvis få sin største drivkraft fra arbejderbefolkningen og samfundene på bunden af det globale kapitalistiske hierarki. Den ville kræve, som Marx fremførte, at de associerede producenter på rationel vis regulerer det menneskelige stofskifte-forhold med naturen. Det ville anvende en radikalt anderledes målestok for rigdom og menneskelig udvikling end det kapitalistiske samfund.

Når vi skal forestille os sådan en social og økologisk revolution, kan vi, som Marx, hente inspiration i det det gamle epikuræiske begreb om ”naturlig rigdom”. Som Epikur bemærkede i sin Grundlæggende læresætninger: ”Naturlig rigdom er både begrænset og let opnåelig; unyttige grillers rigdom fortsætter for evigt.” Det er den unaturlige og ubegrænsede karakter af sådan en fremmedgjort rigdom, der er problemet. På samme måde erklærede Epikur i det, der er blevet kendt som Vatikanske sentenser: ”Fattigdom er, når den sammenlignes med livets naturlige formål, stor rigdom; men ubegrænset rigdom er stor fattigdom.”[xxviii] Den frie menneskelige udvikling, som opstår i et klima af naturlige begrænsninger og bæredygtighed, er det sande grundlag for rigdom, for en rig og mangesidet eksistens; den grænseløse jagt på rigdom er den primære årsag til menneskelig fattigdom og lidelse. Det er overflødigt at påpege, at denne bekymring for naturligt velvære, i modsætning til kunstige behov og stimulanter, udgør det kapitalistiske samfunds antitese og er forudsætningen for et bæredygtigt menneskeligt samfund.

En Great Transition må derfor have de kendetegn, som følger af det scenario, Global Scenario Groups sprang let henover: Eco-communalism. Den må hente inspiration hos William Morris, en af Karl Marx’s mest originale og økologisk-bevidste tilhængere, fra Gandhi og fra andre radikale, revolutionære og materialistiske personligheder, deriblandt Marx selv, helt tilbage til Epikur. Målet må være skabelsen af bæredygtige samfund indrettet efter udviklingen af menneskelige behov og evner, fri for det altopslugende pres for at akkumulere rigdom (kapital).

Som Marx skrev, starter det nye system med ”samfundenes selvforvaltning”.[xxix] Skabelsen af en økologisk civilisation kræver en social revolution, der, som Roy Morrison forklarer, må være demokratisk-organiseret fra neden. ”Samfund efter samfund… region efter region”. Den må sætte tilfredsstillelsen af grundlæggende menneskelige behov – ren luft, uforurenet vand, ordentlig sanitet, sociale transportformer samt universelle sundheds- og uddannelsesydelser, der hver især forudsætter et bæredygtigt forhold til kloden - før alle andre behov og ønsker. ”En økologisk dialektik” efter disse retningslinjer, fremhæver Morrison, ”forkaster ikke kamp, men den industrielle negations endeløse slagteri” i den ubegrænsede profits interesse.[xxx]

Sådan en revolutionær omvæltning af de menneskelige forhold kan måske virke usandsynlig. Men fortsættelsen af det nuværende kapitalistiske system over et længere tidsrum vil vise sig umulig – hvis den eksisterende menneskelige civilisation og livsvævet skal opretholdes.


John Bellamy Foster er professor i sociologi ved University of Oregon og er foruden The Ecological Revolution forfatter til bl.a. Naked Imperialism (2006) og Marx's Ecology (2000), som alle er udgivet af Monthly Review Press. Oversat af Lars Henrik Carlskov.


--------------------------------------------------------------------------------

[i] Paul M. Sweezy, “Capitalism and the Environment,” Monthly Review 41, no. 2 (June 1989), 4.

[ii] International Climate Change Task Force, Meeting the Climate Challenge, January 2005, http://www.americanprogress.org.

[iii] The Times (London), January 27, 2005.

[iv] Se kapitel 4.

[v] Bill McKibben, “Our Thirsty Future,” New York Review of Books, September 25, 2003.

[vi] Worldwatch, Vital Signs 2005, http://www.worldwatch.org; Brett Clark og Rebecca Clausen, “The Oceanic Crisis,” Monthly Review 60, no. 3 (July-August 2008): 91, 94–97.

[vii] Stuart L. Pimm og Clinton Jenkins, “Sustaining the Variety of Life,” Scientific American, September 2005, 66–73; Stuart L. Pimm og Peter Raven, “Extinction by Numbers,” Nature, February 24, 2000, 843–45.

[viii] Mathis Wackernagel et al., “Tracking the Ecological Overshoot of the Human Economy,” Proceedings of the National Academy of Sciences 99, no. 14 (July 9, 2002): 9268.

[ix] Jared Diamond, Collapse (New York: Viking, 2005).

[x] Paul Raskin, Tariq Banuri, Gilberto Gallopín et al., Great Transition: The Promise and Lure of the Times Ahead (Boston: Stockholm Environment Institute, 2002), http://www.gsg.org.

[xi] Raskin et al., The Great Transition, 17–18.

[xii] Raskin et al., Great Transition, 7.

[xiii] Karl Marx, Capital, vol. 1 (New York: Vintage, 1976), 247–57; Paul M.Sweezy, Four Lectures on Marxism (New York: Monthly Review Press, 1981), 26–36. En stor del af Marx’s analyse i Kapitalen beskæftiger med, hvor ∆P eller merværdien kommer fra. Han argumenter for, at det for at besvare dette spørgsmål er nødvendigt at gå ned under udvekslingsprocessen og udforske den kapitalistiske produktions skjulte kroge – hvor det afsløres, at kilden til merværdien skal findes i processen, hvor arbejderklassen udbyttes.

[xiv] Lester Brown, Outgrowing the Earth (New York: W.W. Norton, 2004).

[xv] Raskin et al., Great Transition, 22.

[xvi] Se kapitel 6.

[xvii] Raskin et al., Great Transition, 22–24, 29.

[xviii] Ibid., 33.

[xix] Ibid., 41, 77.

[xx] Ibid., 25.

[xxi] Ibid., 27.

[xxii] Se kapitel 5.

[xxiii] John Bellamy Foster, Naked Imperialism (New York: Monthly Review Press, 2006), 147–60.

[xxiv] Raskin et al., Great Transition, 47.

[xxv] Ibid., 71–90.

[xxvi] Mill opfattede på den tid ganske vist sig selv som en slags socialist. Se John Stuart Mill, Principles of Political Economy (New York: Longmans, Green, and Co., 1904), 452–55.

[xxvii] Se Bertell Ollman’s diskussion i “The Utopian Vision of the Future (Then and Now),” Monthly Review 57, no. 3 (July-August 2005): 78–102.

[xxviii] Epicurus, The Extant Remains, translated by Cyril Bailey (New York: Limited Editions Club, 1947), 161. Om Marx’s forhold til Epikur se John Bellamy Foster, Marx’s Ecology (New York: Monthly Review Press, 2000).

[xxix] Marx and Engels, Collected Works, vol. 24 (New York: International Publishers, 1975), 519; Paul Burkett, “Marx’s Vision of Sustainable Human Development” i Monthly Review 57, no. 5 (October 2005): 34–62.

[xxx] Roy Morrison, Ecological Democracy (Boston: South End Press, 1995), 80, 188.

Marx og den globale miljøkrise

Det er almindeligt at betragte marxismen som en miljøfjendtlig filosofi. Men i virkeligheden var Marx og Engels pionerer inden for den økologiske tænkning, forklarer tidsskriftet Monthly Reviews redaktør John Bellamy Foster i denne artikel.

Økologi opfattes ofte som en nyere opfindelse. Men tanken om at kapitalismen nedbryder miljøet på en måde, som har de værste følger for de fattige og de koloniserede folk, blev allerede i det 19. århundrede udtrykt i Karl Marx og Friedrichs Engels værker. Da Marx i 1867 i Kapitalen skrev om Englands økologiske imperialisme over for Irland, erklærede han, at ”England gennem de sidste 150 år har eksporteret Irlands jord i indirekte form, uden at give jordens dyrkere så meget som midlerne til at erstatte jordens bestanddele”. Marx trak her på den tyske kemiker Justus von Liebigs arbejde. I indledningen til den 7. udgave (1862) af sin Organisk kemi anvendt på jordbrug og fysiologi havde Liebig argumenteret for, at ”Storbritannien berøver alle lande betingelserne for deres frugtbarhed” og fremhævet Storbritanniens systematiske udplyndring af Irlands jord som det tydeligste eksempel. For Liebig kunne et produktionssystem, der tog mere fra naturen end det gav igen, kaldes et ”udplyndringssystem” – et udtryk han brugte til at beskrive det industrielle kapitalistiske landbrug.[1]

I tilslutning til Liebig og andre analytikere af det 19. århundredes jordbundskrise, fremførte Marx at jordens næringsstoffer (kvælstof, fosfor og kalium) som mad og fibre blev sendt hundreder og tusinder af kilometre til byerne, hvor disse næringsstoffer – i stedet for at blive genanvendt og vende tilbage til jorden, endte med at forurene byerne, med katastrofale følger for menneskenes sundhed. Samtidig importerede Storbritannien, som Liebig påpegede, på grund af en stadig mere forpint jordbund knogler fra Napoleonskrigenes slagmarker, romerske katakomber samt guano fra Peru i et desperat forsøg på at gengive markerne næringsstoffer. (Senere bidrog opfindelsen af kunstgødning til at afhjælpe manglen på næringsstoffer, men dette medførte andre miljøproblemer, såsom kvælstofudledning.)

I sin behandling af disse miljøspørgsmål overtog Marx begrebet Stoffwechsel eller stofskifte fra Liebig[2] og beskrev den økologiske modsætning mellem naturen og det kapitalistiske samfund som ”et uoprettelig brud i det sociale, af livets naturlov foreskrevne stofskifte”. Faktisk kan ”den kapitalistiske produktion”, forklarede Marx, ”kun udvikle teknikken og kombinationen af de forskellige processer til et socialt hele samtidig med, at den undergraver de kilder, som al rigdom udspringer af: jorden og arbejderen”. Dette brud i stofskifte-forholdet mellem menneskeheden og naturen kunne kun overvindes, argumenterede han for, ved at man systematisk ”genopretter” stofskiftet mellem menneskeheden og naturen som ”som en lov for den samfundsmæssige produktions styring”. Men dette forudsatte de associerede producenters rationelle regulering af arbejdsprocessen (der selv defineres som menneskets stofskifte-forhold til naturen) i overensstemmelse med de kommende generationers behov. ”Ikke engang et helt samfund, en nation, ja ikke engang alle samtidig samfund taget under ét”, erklærede Marx, ”ejer jordkloden. De er kun dens besiddere, har kun brugsret til den, og som boni patres familias [gode familiefædre, red.] må de overlade den i forbedret stand til de efterfølgende generationer”.[3]

Marx’s overvejelser omkring økologi, der var forbundet med dem hos Engels, gik derfor langt videre end generelle forståelse på hans tid. I dag lyder de økologiske spørgsmål, som Marx og Engels behandlede (om end undertiden kun flygtigt) som en lang opremsning af mange af vores mest presserende miljøproblemer: skellet mellem land og by, nedbrydning af jordbunden, landlig isolation og affolkning, overbefolkning i byerne, urban spildevandsudledning, industriel forurening, spildevandsgenbrug i industrien, faldet i ernæring og sundhed, forkrøblingen af arbejderne, formøblingen af naturressourcerne (deriblandt fossilt brændstof i form af kul), afskovning, oversvømmelser, ørkendannelse, vandmangel, regionale klimaændringer, energibesparelse, forskellige arters afhængighed af skiftende omgivelser, historisk-betingede overbefolkningstendenser og hungersnød.

Marx anså den materialistiske historieopfattelse for at være forbundet med den materialistiske naturopfattelse, historievidenskaben for at være forbundet med naturvidenskaben. Han fyldte sine naturvidenskabelige notesbøger med studier i geologi, kemi, agronomi, fysik, biologi, antropologi og matematik. Han overværede på The Royal Institution i London den irsk-fødte fysiker John Tyndalls forelæsninger. Marx var fascineret af Tyndalls eksperimenter med strålevarme, deriblandt spredningen af solens stråler.[4] Det er endda muligt at han var blandt tilskuerne, da Tyndall i starten af 1860’erne fremlagde resultaterne af sine eksperimenter, der for første gang demonstrerede at vanddamp og kuldioxid var forbundet med en drivhuseffekt, som bidrog til at holde varme tilbage inden for Jordens atmosfære. (Der var selvfølgelig ingen på den tid, der havde mistanke om at drivhuseffektens samspil med kuldioxid fra menneskers afbrænding af fossile brændstoffer kunne føre til menneskeskabte globale klimaændringer – en hypotese der først i 1896 blev lanceret af den svenske videnskabsmand Svante Arrhenius.)

I dag bliver den dialektiske forståelse af vekselvirkningen mellem natur og samfund, som Marx og Engels tilsluttede sig, i stigende grad påtvunget os alle som følge af en accelererende global økologisk krise, der frem for alt symboliseres af den globale opvarmning. Nyere forskning inden for miljøsociologi har anvendt Marx’s teori om et stofskifte-brud på nutidige miljøproblemer såsom kunstgødning, døende verdenshave og klimaændringer. Brett Clark og Richard York, der skriver om de samfundsmæssige årsager til nutidens stofskifte-brud mht. kul, som stammer fra den hurtige opbrænding af fossile brændstoffer, har demonstreret at der ikke findes nogen magisk kur på dette problem, uden ændringer i de grundlæggende samfundsforhold. Det er usandsynligt at teknologien kan afhjælpe problemet i større grad, da effektivitetsstigninger under kapitalismen, i følge det der kaldes ”Jevons paradoks” (efter William Stanley Jevons som skrev The Coal Question i 1865), uvægerligt fører til udvidelse af produktionen, og den dermed forbundne stigning i forbruget af naturressourcer og energi og en yderlig belastning af biosfæren. ”Den teknologiske udvikling”, konkluderer Clark og York derfor, ”kan ikke bidrage til at udbedre stofskifte-bruddet mht. kul før den befries fra kapitalrelationernes diktater”.[5]

Den eneste virkelige, dvs. bæredygtige, løsning på det globale miljømæssige stofskifte-brud kræver, med Marx’s ord, et samfund af de ”associerede producenter”, der ”regulerer dette deres stofskifte med naturen rationelt, at de bringer det under deres fælles kontrol i stedet for at beherskes af det som en blind magt; at de fuldbyrder det med mindst mulige energiforbrug og under betingelser, der er deres menneskelige natur mest værdige og adækvate”.[6] Målene om menneskelig frihed og økologisk bæredygtig er således uløseligt forbundet, og en nødvendig betingelse for at opfylde dem er opbygningen af en socialisme for det 21. århundrede.

John Bellamy er professor i sociologi ved University of Oregon, forfatter til bl.a. Marx’s Ecology og Ecology Against Capitalism samt redaktør af tidsskriftet Monthly Review. Oversat af Lars Henrik Carlskov fra MRZine 28/11/2007.

[1] Karl Marx, Capital, vol. 1 (New York, Vintage, 1976), 860; John Bellamy Foster, Marx's Ecology (New York, Monthly Review Press, 2000), 164. Se også Erland Mårald, "Everything Circulates: Agricultural Chemistry and Recycling Theories in the Second Half of the Nineteenth Century", Environment and History, vol. 8 (2002), 65-84. [Ved oversættelsen af Marx-citaterne i denne artikel er overalt benyttet den danske udgave af Kapitalen I-III (Rhodos, København, 1972), o.a.].

[2] Som det angives af redaktørernes note til Penguin/Vintage udgaven af Kapitalens 3. bog: ”Der henvises adskillige gange til Liebig både i denne bog og i 1. bog, og det ser ud til Marx fra Liebig overtog begrebet stofskifte (Stoffwechsel), som han her anvender i en passende form til analysen af arbejdsprocessen (Kapitel 7)”. Karl Marx, Capital, vol. 3 (New York, Vintage, 1981), s. 878.

[3] Foster, Marx's Ecology, 155-70. Se også Paul Burkett, Marx and Nature (New York, St. Martin's Press, 1999); Paul Burkett and John Bellamy Foster, "Metabolism, Energy, and Entropy in Marx's Critique of Political Economy", Theory & Society, vol. 35 (2006), 109-56.

[4] Spencer R. Weart, The Discovery of Global Warming (Cambridge, Massachusetts, Havard University Press, 2003), s. 3-4; Y.M. Uranovsky, “Marxism and Natural Science”, i Nikolai Bukharin et. al., Marxism and Modern Thought (New York, Harcourt, Brace, and Co., 1935), s. 140. I 1865 berettede Friedrich Engels at en kemiker han lige havde mødt – sandsynligvis Carl Schorlemmer, som skulle blive en af Engels og Marx’s nærmeste venner, medlem af Det kongelige videnskabelige selskab og den første i England til at besidde et professorat i organisk kemi – havde forklaret Tyndalls ”solstråleeksperiment” for ham. Se W.O. Henderson, The Life of Friedrich Engels, (London, Frank Cass, 1976), vol. 1, s. 262.

[5] Brett Clark og Richard York, “Carbon Metabolism: Global Capitalism, Climate Change, and the Biospheric Rift”, Theory & Society, vol. 34 (2005), s. 419. For yderligere analyse af det stofskiftemæssige brud og den globale økologiske krise, se Rebecca Clausen og Brett Clark, ”The Metabolic Rift and Marine Ecology”, Organization & Environment, vol. 18, no. 4 (2005), s. 422-44; Philip Mancus, ”Nitrogen Fertilizer Dependency and Its Contradictions”, Rural Sociology, vol. 72, no. 2 (June 2007).

[6] Marx, Capital, vol. 3, s. 959.

Socialisme - en politisk vision

AF ALEX CALLINICOS

Anti-kapitalistiske værdier
Implicit i anti-globaliseringsbevægelsens kritik af neoliberalismen er der, for mig at se, et engagement for fire
værdier – retfærdighed, effektivitet, demokrati og bæredygtighed.

- Retfærdighed forstås bedst som en forening af tre andre værdier: frihed, lighed og solidaritet: én udgave af et egalitært retfærdighedsprincip ville gå ud på, at alle har lige adgang til de ressourcer, de behøver for at leve det liv, de selv har grund til værdsætte.

- ”Effektivitet betyder ikke at spilde goder, selvom vi forfølger ønskværdige mål.” (Michael Albert)

- Demokrati er den værdi, der er central i bevægelsens kritik af de finansielle markeders diktatur: som bevægelsens praksis viser, betyder det et engagement for radikale former for selv-organisering og selvforvaltning.

- Bæredygtighed: Igen, vi kritiserer kapitalismen for dens ødelæggelse af miljøet og dens hensynsløse udtømning af begrænsede ressourcer. Implikationen er, at vi vil have et system, hvor hver generation efterlader jorden i mindst lige så god tilstand, som den fik den overdraget i.

Nu vil enhver form for kapitalisme systematisk gøre vold mod alle de fire værdier. Kapitalismen er et system med konkurrencepræget akkumulation baseret på udbytning af lønarbejde.

- Den ødelægger solidariteten, gør friheden til en formalitet og distribuerer rigdom og indkomst i de rige, magtfulde og heldiges favør.

- Den fejlfordeler systematisk menneskelige og materielle ressourcer – spilder dem ved at hellige dem til unyttige eller destruktive aktiviteter såsom ”forsvar” og ødelægger dem i stor målestok under økonomiske recessioner.

- Den koncentrerer økonomisk og politisk magt i hænderne på virksomheder og stater.

- Dens blinde profitjagt – en konsekvens af den på måde systemet drives frem af konkurrencebaseret akkumulation – har sat gang i processer af miljøødelæggelse, som i stigende grad truer en stor del af livet på denne planet.

Implikationen er, at når vi siger, at ”En anden verden er mulig”, må vi være på det rene med, at dette betyder en andens slags samfundssystem, baseret på en anden samfundsmæssig logik end kapitalismens. Delreformer – såsom regulering af finansielle markeder eller participative budgetter[i] – kan være værd at kæmpe for her og nu, men de må nødvendigvis ses som en del af en bredere serie af kampe rettet mod en systemisk transformation.

Det er en svaghed ved den nuværende bevægelse, at den ikke i tilstrækkelig grad har sat denne dagsorden og i stedet har foretrukket at fokusere på en helt igennem rimelig kritik af neoliberalismen og på fremsættelsen af specifikke krav. Dette fokus har hjulpet med at bringe en voksende, global bevægelse sammen. Men efter de sidste års fremskridt er bevægelsen tilstrækkelig moden til at diskutere alternativer til kapitalismen.

En af grundene til forsigtigheden med at stille forskellige alternativer op overfor hinanden, er den desillusionerende effekt af den (ikke længere) ”eksisterende socialisme”. Efter Sovjetunionens kollaps blev selve ideen om et moderne, progressivt alternativ til kapitalismen miskrediteret. Men det ville være en fejltagelse at overgive sig til denne stemning. Den nuværende bevægelse opstod ved at udfordre den neoliberale pensée unique[ii]. Vi har allerede overtrådt det herskende forbud mod alternativer. Lad os derfor begynde at tale om dem.

Den klassiske marxistiske socialismeopfattelse 
Jeg mener, at det alternativ, vi skal stræbe efter, er socialismen. Min grundlæggende opfattelse af socialismen er udledt af den klassiske marxistiske tradition fra Marx, Engels, Lenin, Trotskij, Luxemburg og Gramsci. Denne opfattelse har, i denne her sammenhæng, fire afgørende elementer:

1. Marx opfattede socialisme som selvbefrielses-proces – med den amerikanske marxist Hal Drapers ord som ”socialisme fra neden”, i modsætning til ”socialisme fra oven” (stalinisme og socialdemokrati).

2. I forlængelse heraf opfattede Marx socialistisk transformation som en ”revolution mod staten”: for ham var betegnelsen statssocialisme en selvmodsigelse.

3. Agenten for den socialistiske forandring var arbejderklassen: kun lønarbejderne, der bliver udbyttet af kapitalen, har både interessen i at forvandle samfundet og den kollektive kapacitet til at gøre det.

4. Institutionelt set indebar den socialistiske transformation en demontering af de eksisterende, bureaukratiske statsapparater og udskiftningen af dem med arbejdernes selvforvaltning. Der har været mange historiske glimt af sådan et regeringssystem: Pariserkommunen 1871, den spanske revolution 1936-37, den ungarske revolution 1956, arbejder-shora’erne under den iranske revolution 1978-79, Solidaritet i Polen 1980-81 – men det vigtigste blev leveret af de arbejder- og soldaterråd, der tog magten Rusland i oktober 1917.

Det er klart, at sådan en socialismeopfattelse er radikalt i strid med det, der fandtes i Sovjetunionen og Østeuropa og som i forskellige former lige akkurat overlever i Kina, Nordkorea og Cuba. Faktisk har vi i den Internationale Socialister-tradition, som jeg tilhører, altid betragtet disse samfund som forskellige varianter af bureaukratisk statskapitalisme, hvor den stalinistiske nomenklatura kollektivt udbyttede disse landes arbejderklasse på grundlæggende samme måde som vestlige kapitalister udbytter deres arbejdere. Fra den synsvinkel var de stalinistiske regimers kollaps 1989-91 ikke en kapitalistisk kontrarevolution, men en ”bevægelse sidelæns” (som Chris Harman formulerede det), fra én slags kapitalister til en anden.

Marx var kendt for, bortset fra nogle få prægnante bemærkninger, at afvise at sige noget detaljeret om, hvordan socialismen ville være. Jeg mener ikke, at denne afvisning er holdbar i dag. Efter stalinismens sammenbrud og i lyset af den meget indflydelsesrige liberale kritik af planlægning fra Friedrich von Hayek og andre, må vi være forberedte på at kunne tilbyde i det mindste en grovkornet skitse af et socialistisk samfund.

På samme tid er en af Marx’s grunde til at afvise at gå i detaljer stadig gyldig: intellektuelle foregribelser af det fremtidige samfund vil blive korrigeret og i høj grad forvandlet gennem den praktiske erfaring fra massekampe. Det bør man huske, når man overvejer alt det følgende.

Det følgende er et forsøg på at udvikle den socialismeopfattelse, der findes i den klassiske marxistiske tradition:

1. Socialisme ville, først og fremmest, være den radikale udvidelse af demokratiet gennem underordningen af de økonomiske processer under de samme demokratiske principper, som angiveligt skulle herske i det politiske liv.

2. På samme tid vil det være en uddybning af demokratiet – en udskiftning af den passive vælgermasse, som i stigende grad er uvillig til at vælge mellem mere eller mindre identiske politikere der oppasses af big business og medievirksomhederne, med et deltagerdemokrati, hvor magten er så decentraliseret som muligt og folk tager del i de beslutninger, som påvirker deres liv.

3. Institutionelt set ville det betyde en regering af selvstyrende føderationer af arbejder-, forbruger- og boligkvarterråd.

4. For at sådan et demokrati kan fungere, har alle brug for fri adgang til information og muligheden for at deltage i den offentlige debat: moderne informationsteknologi gør i princippet dette meget nemt, men i dag er den offentlige sfære domineret af medievirksomhederne.

5. Økonomisk set kræver dette demokrati samfundsmæssigt ejerskab af de fleste materielle, produktive ressourcer og (af den årsag, som er angivet i punkt 4 ovenover) massekommunikationsmidlerne.

6. Det ville også betyde et system med demokratisk planlægning, hvorigennem beslutninger om fordelingen af ressourcer bliver taget kollektivt.

7. Endelig vil indkomstdistributionen, så vidt muligt, være baseret på det princip, som Marx lånte fra Louis Blanc og hævdede ville herske i det fuldtudviklede kommunistiske samfund: ”Fra enhver efter evne, til enhver efter behov.”

Socialismens økonomi 
Selvom jeg her diskuterer socialismen som en politisk vision, vil jeg sige lidt om dens økonomiske dimensioner. Det er faktisk umuligt at adskille disse to: nutidens hovedindvending mod socialisme er, at den ikke økonomisk realisabel.

Først til punkt 5 ovenfor. Samfundsmæssigt ejerskab er en ting, som anti-globaliseringsbevægelsen ikke overvejer tilstrækkeligt. Tit foretrækker vi blot, at gøre modstand mod privatiseringen af offentlige virksomheder og tjenesteydelser uden at sige noget om andre ejendomssystemer.

Den anden side er ikke så spagfærdig: de forsvarer aggressivt den private ejendomsret og forsøger at gøre alt til en ”værdi”, som kan tilegnes privat og bruges som et redskab til spekulation og akkumulation. Vi må være tilsvarende offensive, og sige, at det er umuligt at have en økonomi med ægte selvforvaltning så længe, at rige individer og private virksomheder har evnen til at udelukke resten af os fra adgangen til de vigtigste materielle produktivressourcer.

Der er to vigtige pointer til punkt 5:

1. Statseje er som ejendomsform helt igennem forenelig med kapitalistisk udbytning, som vi har set i de stalinistisk samfund i øst, socialdemokratiske velfærdsstater i vesten, og udviklingsdiktaturer i syd: for at det kan blive ægte samfundsmæssig ejendom, har vi brug for at have demokratisk selvforvaltning fra arbejder-, forbruger- og boligkvarterråd.

2. Materielle produktivressourcer bør, i almindelighed, være samfundsmæssigt eje, men arbejdskraft bør ikke: individernes frihed til at vælge og ændre beskæftigelse er noget, som kapitalismen lover, men ikke er i stand til at realisere, men som ville være grundlæggende i et socialistisk samfund.

Punkt 6 – demokratisk planlægning – bliver i vide kredse afvist som utopisk. Alec Nove argumenterede i The Economics of Feasible Socialism (1983) for, at planlægning nødvendigvis er forbundet med et forsøg på at centralisere information og beslutningstagning allerøverst i samfundet i hænderne på nogle få planlægnings-bureaukrater, en proces som automatisk frembringer irrationalitet. Han opstillede dilemmaet: økonomisk koordinering kan kun være vertikal (bureaukratisk planlægning) eller horisontal (markedet); og hævede, at der ikke er noget tredje alternativ.[iii]

Men Nove tager tydeligvis fejl. I dette tilfælde er der en tredje vej (selvom det ikke er en som Tony Blair ville bryde sig om). Markedet betyder, at ressourcerne allokeres på grundlag af konkurrence mellem kapitaler, som drives frem af presset for at maksimere profitten. Men der kunne være en anden form for horisontal koordinering, hvor decentrale netværk af producenter og forbrugere demokratisk beslutter, hvordan ressourcerne skal allokeres og bruges for at imødekomme deres behov. Planlægning behøver med andre ord ikke at være oppefra-og-ned-proces.

Der findes endda et par modeller for, hvordan sådan en økonomi kunne være organiseret – Pat Devine kalder sin version ”forhandlings-koordinering” (Democracy and Economic Planning, 1988), mens Michael Albert har udviklet en model for ”deltagelsesplanlægning” (f.eks. Parecon, 2003). Der er vigtige ligheder mellem dem, men også forskelle. Det er nødvendig med mere diskussion af de respektive styrker og svagheder ved disse og andre modeller for koordinering uden marked for at forfine vores forståelse af, hvordan demokratisk planlægning kunne fungere.

En af de store fortjenester ved både Alberts og Devines modeller er, at de forudsætter, at den økonomiske beslutningstagning ligger hos selvstyrende producenter og forbrugere, som står i forbindelse med hinanden på kryds og tværs gennem koordinationsnetværk, frem for at gå igennem et planlægnings-”center”. I denne henseende realiserer de den tilskyndelse mod deltagelsesdemokrati, der gennemtrænger Marx’s forestilling om socialisme fra neden.

Endelig har jeg, i punkt 7, foreslået, at fordelingen skulle være baseret på det behovsprincip, som Marx tiltrådte i Kritik af Gotha-programmet som grundlaget for kommunismen. En nærmere bestemmelse af det ville være ved hjælp af det retfærdighedsprincip, hvorefter alle bør have lige adgang til de ressourcer, de har brug for at leve det liv, som de selv har grund til at værdsætte.

Denne slags princip er en normativ retfærdiggørelse for, hvordan samfundet bør fordele ressourcer og indkomst. Der er dermed spillerum for en diskussion på et mere konkret niveau, om hvordan man bedst institutionelt set realiserer sådan et princip. For eksempel argumenterer mange lighedsforkæmpere for en betingelsesløs ret til en grundindkomst uafhængigt af om, man bidrager produktivt. I modsætning hertil vil Albert kæde indkomst sammen med arbejdsindsats og foreslår den fordelingsmæssige retningslinie: ”aflønning i forhold til hver enkelt persons indsats eller personlige opofrelse.” Der kan med andre ord være forskellige strategier for at virkeliggøre det samme egalitære retfærdighedsprincip.

Virkeliggørelsen af vores værdier
På et mere generelt plan ser det for mig ud til at socialisme, i den her opfattelse, opfylder de værdier, som anti-globaliseringsbevægelsen er forbundet med:

- Individerne, som deler kontrollen over de produktive ressourcer, ville ikke længere få deres ret til den lige mængde af frihed knægtet ved at være tvunget af deres mangel på ejendom til at underkaste sig kapitalistisk udbytning.

- De ville ikke længere blive udsat for kapitalismens grundlæggende uretfærdighed, hvor en persons chancer i livet er forbundet med fødslens tilfældigheder eller markedets op- og nedture, og ville have en lige stor ret til samfundets ressourcer.

- Fordi det økonomiske liv ville være organiseret på grundlag af samarbejde og selvforvaltning, ville det på forudsætte og forstærke en værdi som solidaritet.

- Eftersom demokratisk planlægning gør producenter og forbrugere til deltagere i den økonomiske beslutningstagning, ville ressourcerne blive fordelt på grundlag af oplysninger om folks behov og produktionens muligheder: dette ville undgå det spild og misbrug af ressourcer, som (i virkeligheden) gør kapitalismen til sådan et ineffektivt system.

- Socialisme ville som et politisk og økonomisk system indebære en avanceret form for deltagelsesdemokrati, og dermed virkeliggøre det demokrati, som de liberale kapitalistiske samfund i teorien hylder, men i praksis træder under fode.

- Demokratisk planlægning ville sætte en stopper for den blinde flugt fremad, som den konkurrencebaserede akkumulations logik skubber kapitalismen ind i: den ville således tillade menneskeheden kollektivt at tage de drastiske skridt, som er nødvendige for at vende den proces med klimaforandringer, som kapitalismen har sat i gang; det ville også give os midlerne (under forudsætning af at vi er kloge nok til at benytte dem) til at undgå eller hurtigt at korrigere enhver menneskeskabt miljøødelæggelse i fremtiden.

Forskelle til andre opfattelser 
Hvordan er socialismen, som den er blevet præsenteret her, sammenlignet med andre alternative opfattelser?

- Da den er et systemisk alternativ til kapitalismen, adskiller den sig nødvendigvis fra enhver form for partielle alternativer – f.eks. participative budgetter. Sådanne foranstaltninger er måske ønskelige som demokratiske reformer, som gør det nuværende system mere beboeligt og i større grad underlagt kollektiv kontrol (selvom enhver af den slags foranstaltninger må undersøges kritisk for fordele og ulemper og i lyset af erfaringen). Men hele den anti-kapitalistiske kamps historie viser, at kapitalismen – særligt i perioder med et økonomisk boom såsom i 1950’erne og 1960’erne – midlertidigt kan tilpasse sig sådanne reformer, for blot i krisetider at forsøge at tilbagetrække sådanne indrømmelser som ubærlige byrder for konkurrenceevnen og profitabiliteten. Sådan er logikken bag de sidste 25 års neoliberale ”mod-reformation” i virkeligheden. Som PT opdagede langt før Lula blev valgt, vil de finansielle markeder knapt nok tolerere selv de mest beskedne reformer. Det er en af grundene til, at vi har brug for en systemisk transformation.

- Socialisme er også uforeneligt med ethvert forsøg på at erstatte kapitalismen, men beholde markedet. Siden Sovjetunionens sammenbrud er mange venstreintellektuelle blevet tilhængere af markedssocialisme, som forsøger at kombinere en form for samfundsmæssig eje med en markedsøkonomi (hvor ressourcerne allokeres på grundlag af konkurrence mellem selvstyrende, men gensidigt afhængige producenter). Men sådan et alternativ er grundlæggende fyldt med mangler. For det første bevarer det de fundamentale uretfærdigheder, som stammer fra markedets fordeling af ressourcer og indkomst: individernes chancer i livet er stadig afhængig af markedets blinde svingninger, og solidariteten bliver undermineret af kampen for konkurrencemæssige fordele. For det andet, så længe kontrollen over økonomien er spredt blandt konkurrerende producenter (selv hvis disse er arbejderkooperativer) vil der fortsat være et mægtigt pres for at genoprette et mindretalsherredømme over produktionen og en udbyttende arbejdsorganisering. Kapitalismens dårligdomme kan kun fjernes ved helt at skrotte markedsøkonomien.

- For at gentage, socialismen adskiller sig grundlæggende fra ”statssocialisme”, hvad enten der er tale om den stalinistiske eller socialdemokratiske slags. Det er et system baseret på deltagelsesdemokrati,hvor den økonomiske og politiske magt udøves af selvstyrende netværk af producent-, forbruger- og boligkvarterråd.

- Selv det kun er et implicit træk ved den ovenfor skitserede socialismeopfattelse, er det værd at skære ud i pap, at den her skitserede samfundsform kun kan realiseres i international målestok. Det er delvist af negative grunde: den historiske erfaring har fuldt ud bekræftet Marx’s intuition om, at ethvert enligt samfund, som brød med kapitalismen ville komme under et enormt og i sidste ende ubærligt økonomisk og militært pres for enten åbenlyst at vende tilbage til det kapitalistiske verdenssystem eller kraftigt imitere dette systems undertrykkende og udbyttende træk. Mere positivt, mange af menneskehedens problemer kan kun løses ordentligt på globalt plan: klimaændringer er blot det mest indlysende eksempel. Regeringen af selvstyrende råd bliver således nødt til så hurtigt som muligt at udbrede til sig til internationalt omfang. Det adskiller socialismen fra nogle af alternativer, som vidt og bredt fremføres i antiglobaliseringsbevægelsen – for eksempel ”deglobalisering” (Walden Bello) og ”lokalisering” (Colin Hines). Der er ingen grund til, at en befriet menneskehed skulle give afkald på adgang til ressourcer som er tilgængelige rundt omkring i verden, så længe denne adgang bliver retfærdigt fordelt og reguleret på demokratisk vis (som den naturligvis helt tydeligt ikke er, og ikke kan være, under kapitalismen).

- Sådan forstået er socialismen, måske overraskende, temmelig lig visse udgaver af anarkisme. Albert kalder sin ”parecon” (participativ økonomi) eller participativ planlægning, som for mig at se er ét muligt bud på en økonomisk model under socialismen, for ”grundlæggende en anarkistisk økonomisk vision”. Men i virkeligheden burde dette ikke være overraskende: Marx opfattede trods alt kommunismen som et samfund uden klasser eller stat. Hans store uoverensstemmelse med Bakunin og andre anarkister handlede om, hvordan man opnår sådan et samfund.

Strategi
Det er selvfølgelig én million kroners spørgsmålet. Det er også et stort spørgsmål i sig selv. Nogle få pointer:

- Socialismen, som jeg har skitseret den her, er klart uforenelig med reformisme som politisk strategi. Reformer, der gør livet under kapitalismen mere udholdeligt, er værd at kæmpe for, men vi har brug for et andet system.

- Ikke nok med det, ethvert forsøg på at opnå socialisme – eller i virkeligheden ethvert andet alternativt system – ville blive nødt til at konfrontere de store økonomiske, militære og politiske magtkoncentrationer, som karakteriserer kapitalismen i dens nuværende form. Carabinieri’ernes[iv] vold i Genova leverede et nyt glimt af en gammel sandhed – at enhver systemoverskridende bevægelse ville blive nødt til at konfrontere den voldelige modstand fra forsvarerne af den eksisterende orden.

- Det stiller enhver, der søger at opnå et samfund baseret på selvstyrende rådsdemokrati overfor følgende dilemma: hvordan kombinerer man de selvorganiserede sociale aktørers spredte demokratiske energi, som både er essentiel i at overvinde den kapitalistiske modstand og et varsel om det nye samfund, med det strategiske fokus og den centraliserede koordination, som er nødvendig for at koncentrere kræfterne for forandring, hvor de er mest effektive?

- Dette dilemma stilles særligt skarpt op i dag på grund af de decentraliserede og libertære organisationsformer – netværket af netværk – som er kendetegnende for den nuværende bevægelse. Der har været en måske naturlig tendens til simpelthen at hylde spredning og opdeling, og at behandle disse kvaliteter ved bevægelsen som om de nærmest er tilstrækkelige i sig selv. Men de udfordringer, som bevægelsen har mødt siden Genova og 11. september – hvor vi er blevet nødt til at begynde at konfrontere både de indenrigs- og udenrigspolitiske udtryk for statsvold, viser, at det er ikke tilstrækkeligt, og at diskussioner og slid må sættes ind for at tilbyde bevægelsen en strategisk retning.

- Det meget omdiskuterede spørgsmål om forholdet mellem de politiske partier og de sociale bevægelser er tæt forbundet til dette dilemma. Der har været en negativ reaktion fra både den mere reformistiske og den mere autonome fløj af bevægelsen på tilstedeværelsen af partier fra den radikale venstrefløj ved European Social Forum i Firenze. Men partier, der har en ægte loyalitet overfor bevægelsen og som ikke forsøger at erstatte den med sig selv, kan spille en positiv rolle, netop på grund af deres generaliserende natur, er de veludrustede til at tage livtag med brede spørgsmål som program og strategi (selvom de naturligvis vil gøre dette side om side med de mange individuelle og kollektive aktører, der - af praktiske eller principielle grunde - vælger af arbejde udenfor partierne.

Uanset hvad vil de nødvendige spændinger mellem decentralistiske og centralistiske organisationsformer ikke forsvinde. Heller ikke partierne – forstået som mere eller mindre organiserede strømninger, som legemliggør bestemte ideologier, programmer og strategier, uanset om de eksplicit kalder sig for partier eller ej. Det vi bliver nødt til at gøre, er at udforske vores forskelle – og også den ofte forbløffende grad af enighed vi har – i håbet om at opnå den størst mulige enighed om et alternativ, som vil realisere de værdier, som ligger til grund for denne bevægelse og endelig skaffe verden af med kapitalismens barbari og uretfærdighed.

Alex Callinicos er professor ved Department of Politics på University of York og ledende medlem af Socialist Workers Party (SWP). Baseret på oplæg holdt på World Social Forum 2003. Oversat af Lars Henrik Carlskov fra http://www.zmag.org/callinicospol.htm. Bragt i Tidsskriftet Solidaritet, nr. 3, 2005.

[i] Participative budgetter: Det mest kendte eksempel på participative budgetter stammer fra Porto Alegre i Brasilien, hvor man under Arbejderpartiets (PT) styre har eksperimenteret med denne form for deltagerdemokrati, hvor befolkningen på en række møder i deres lokalområde kan opstille deres behov og prioriteter i forhold til fordelingen af det kommunale budget, o.a. 

[ii] Betyder omtrent ”den enerådende ideologi”, o.a. 

[iii] Der kan faktisk stilles spørgsmålstegn ved, om det overhovedet er korrekt at beskrive den økonomiske koordinering under stalinismen som ”planlægning”, da de økonomiske prioritering i USSR for eksempel ikke blev truffet på autonom vis, men snarere blev dikteret af behovet for at opbygge en sværindustri som var i stand til at følge militært med Vesten. I denne forstand var stalinismens særlige dårligdomme en særlig udgave af den globale irrationalitet ved et verdenssystem, der drives af økonomisk og geopolitisk konkurrence.

 [iv] Italiensk paramilitært korps, o.a.