Guide til Trumps rædselskabinet

Trumps udnævnelser afslører hans løfte om opgør med eliterne i Washington og på Wall Street som en grotesk løgn.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

De 17 personer, den nyvalgte amerikanske præsident Donald Trump i midten af december havde nomineret til de centrale regeringsposter, har iflg. business-mediet Quartz en samlet formue på 66,5 milliarder kr. Det gør dem rigere end de fattigste 43 millioner husstande i USA tilsammen, og Trumps regering til den klart rigeste i amerikansk historie.

Som ”chefstrateg” og toprådgiver har Trump udnævnt Stephen Bannon fra mediet Breitbart News, der har tråde til den yderste racistiske og nazistiske højrefløj. Tidligere Ku Klux Klan-leder David Duke har kaldt denne udnævnelse ”en glimrende nyhed”. Som mange andre Trump-folk har Bannon desuden en fortid hos banken Goldman Sachs, hvilket bl.a. også gælder finansminister Steven Mnuchin.

Justitsminister Jeff Sessions er kendt som hardcore bekæmper af lovgivning mod diskrimination af sorte amerikanere og andre minoriteter og fik i 1986 sin udnævnelse til forbundsdommer blokeret pga. racistiske udtalelser. Forsvarsminister James Mattis stod som chef for marinekorpset i spidsen for USA's for drab på tusinder af civile og andre krigsforbrydelser under belejringen af Fallujah i Irak i 2004. National sikkerhedsrådgiver Mike Flynn har kaldt muslimer en ”ondartet kræftsygdom” og frygt for dem ”rationel”.

Vicepræsident Mike Pence har som guvernør forsøgt at fjerne offentlig tilskud til organisationer, der hjælper kvinder med prævention og fri abort, gennemført en lov om tvungen begravelse af abort-fostre og støttet en lov, der giver arbejdsgivere ret til at diskriminere bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner.

Udenrigsminister Rex Tillerson fra oliegiganten ExxonMobil er såkaldt "klimaskeptiker", hvilket bl.a. også gælder miljøminister Scott Pruitt – og Trump selv. Dette var blot et lille udvalg af Trumps rædselskabinet, som Danmark iflg. Lars Løkke Rasmussen står "skulder til skulder" med.

Thorning: Børn bør ikke være nær vandpistoler

Protesterne 1. maj får statsministeren til at frygte for børns sikkerhed på kampdagen.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Ganske vist har regeringen netop fået vedtaget sin offentlighedslov, men det betyder ikke, at der ikke længere er mulighed for gedigne journalistiske afsløringer. F.eks. har vi jo stadig Femina. Og det er netop dette blad, som i sit nye nummer kan bringe en opsigtsvækkende historie: Det er ikke let at være Helle Thorning-Schmidt.

Bl.a. skød en person 1. maj efter hende med en vandpistol, og i et stort interview med Femina udtaler Thorning-Schmidt: ”Jeg troede faktisk først, det var øl. Man ved jo ikke helt, hvad det er, når man lige bliver ramt af noget vådt…”. Unægtelig en chokerende oplevelse. Bl.a. da det viste sig kun at være vand - og ikke mindst fordi statsministens PET-vagter burde have været mere årvågne, og hvis det havde været øl, vendt hende i den rigtige retning og åbnet hendes mund. Thorning-Schmidt forklarer videre, at hun bagefter talte med ”verdens mindste pige”, uden dog i øvrigt at oplyse mere om dette sensationelt lille barn. Men hvis oplysningerne er korrekte, bør dette rekordtilfælde straks indberettes til Guinness Rekordbog.

Statsministeren oplyser dog, at hun ”blev vred på den lille piges vegne og på min datters vegne – hun var i Fælledparken den dag. Skal det pludselig være sådan, at 1. maj er et så voldsomt sted, at børnene ikke kan være en del af det, som ellers skulle være en fest?” Selv om hun som tidligere nævnt desværre gik glip af øllet, burde Thorning-Schmidt midt i ærgelsen dog nok alligevel have husket, at 1. maj ikke blot er en festdag, men også en kampdag. Hun og den øvrige regering plejer ellers ikke at være blege for lidt klassekamp, også selv om de lidt klodset har fået vendt den den forkerte vej.

Men derudover er det selvfølgelig korrekt, at der 1. maj ikke kun blev sprøjtet med vand. Bl.a. brugte tusindvis af mennesker som bekendt dagen til at protestere mod regeringens nedskæringer. F.eks. forklarede TV2 Østjyllands udsendte reporter på dagen, at ”tusindvis, tusindvis, af mennesker ... højlydt og meget, meget tydeligt har givet udtryk for, at de slet ikke er tilfredse med den politik, regeringen fører.”

Om protesterne generelt udtaler Helle Thorning-Schmidt til Femina: ”Det er 1. maj. Hvis man ikke er enig, kan man bare blive væk, ikke?” - uden dog at uddybe, hvad hun i fremtiden vil bruge sine nu ledige 1. maj-dage til. Men måske er hun alligevel lettere forsinket ved at indstille sig på, at Socialdemokraternes monopol på arbejderbevægelsen blev brudt for knap 100 år siden. Glædeligt, at Socialdemokraterne så småt er ved at omstille sig til en ny virkelighed – f.eks. den, at partiet i flere meningsmålinger står til det dårligste folketingsvalg siden 1898. At antyde, som flere kommentatorer har gjort det, en sammenhæng mellem den kendsgerning og 1.maj-protesterne, må dog betegnes som ondskabsfulde insinuationer.

Man må her heller ikke glemme, at der ved 1. maj i Fælledparken i København faktisk bl.a. blev smidt en røgbombe og opstod lidt skubberi – bl.a. fra S-SF's partisoldater, som forsøgte at mase sig helt op foran scenen. Og selv om det kan forekomme relativt mildt sammenlignet med den behandling regeringen bl.a. har givet arbejdsløse, førtidspensionister, fleksjobbere, studerende samt offentligt ansatte som f.eks. lærere, undervisere, gymnasielærere og SAS-arbejderne, er det hamrende irrelevant. Lige som det er irrelevant, at en stor del af befolkningerne i lande som Irak, Afghanistan, Libyen og Mali nok gerne havde set Danmarks og dets allierede dér anvendte bomber udskiftet med røgbomber og vandpistoler.

Det væsentlige i den her sammenhæng er nemlig, som statsministeren så rigtigt påpeger, at der ikke bør anvendes vandpistoler på en 1. maj, når der er børn til stede. Derfor er det kun godt, at regeringen gennem en af sine seneste reformer har været så fremsynet at sikre, at børnene fremover skal gå i skole det meste af dagen, og derfor undgår at komme i nærheden af vandpistoler og andre farlige genstande - både 1. maj og andre skoledage.

Derfor sørger jeg ikke over Mærsks død

Glansbilledet i de fleste nekrologer over den døde skibsreder svarer ikke til virkeligheden.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

16. april døde Arnold Mærsk Mc-Kinney Møller eller ”Hr. Møller” som mainstream-medierne, med sædvanlig underdanighed over for landets rigeste og mest magtfulde personer, omtalte ham. Ved sin død i en alder af 98 år var han med en formue på omkring 100 milliarder kr. en af verdens rigeste mennesker og den suverænt mest velhavende her i landet.

Han forstod at udnytte sin enestående magt til at indrette lovgivningen så den maksimerede hans erhvervsimperiums profit. F.eks. i forhold til Nordsø-olien, hvor staten siden 2003 har mistet ca. 75 milliarder kr. på grund af slap lovgivning. Et andet eksempel er, at shipping-delen af Mærsk-koncernen, der udgør den største del, kun betaler et mindre millionbeløb årligt i skat.

Mærsk formede også i høj grad dansk udenrigspolitik, bl.a. ved under såvel første som anden Irak-krig at bidrage til massemyrderierne med våbentransporter for den amerikanske hær. Mærsk forsøgte desuden at få adgang til Iraks eftertragtede olie. Her blev koncernen selv af amerikanske embedsmænd beskyldt for at optræde som en ”kolonimagt” og som en af de mest skrupelløse krigsprofitører. I sidste ende jagede modstand fra lokalbefolkningen dog Mærsk ud af Irak.

I Danmark cementerede Mærsk Mc-Kinney sin indflydelse gennem store donationer til de borgerlige partier, inklusive det racistiske Dansk Folkeparti. Han nærede desuden et indædt had til fagforeninger. Dette har f.eks. i El Salvador betydet brug af løgnedetektorer under afhøringen af ansatte om bl.a. fagforenings-medlemskab og seksuel orientering. I Mumbai i Indien får fagligt aktive på Mærsks havneterminal tæsk.

Operaen på Holmen bliver stående som et monument over den døde skibsreder. Efter at have tromlet dette byggeri igennem, krævede, og fik, Mærsk Mc-Kinney på forhånd den daværende Nyrup-regerings officielle ”takkebrev” til gennemsyn. Det skete selv om skatteyderne direkte eller indirekte har finansieret operahuset og fortsat kommer til at betale et kæmpe millionbeløb for drift. De kinesiske arbejdere, der under livsfarlige forhold forarbejdede granitten til Mærsks operahus, sørger næppe over hans død. Det gør jeg heller ikke.

Farvel og utak til VKO

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Ved folketingsvalget 15. september har vi muligheden for at smide Danmarks mest højreorienterede regering i syv årtier på den politiske losseplads. Ikke siden Venstre-regeringen 1926-1929 under ledelse af godsejeren Thomas Madsen-Mygdal har det parlamentariske flertal her i landet befundet sig så langt til højre i det politiske spektrum.

Anders Fogh Rasmussen indledte sin tid i statsministerembedet med at proklamere et ”opgør med klassekampen”. Han og efterfølgeren Lars Løkke Rasmussen har gennem deres politik selv leveret det bedste dementi af den påstand. Millionærerne, milliardærerne og de store virksomheder er blevet forgyldt med store skattelettelser. Imens er uligheden og fattigdommen eksploderet. Vel at mærke før vi har set konsekvenserne af sidste års halvering af dagpengeperioden og beskæring af børnechecken samt den nye 2020-plans afskaffelse af efterlønnen og fjernelse af SU'en for hjemmeboende og studerende, der ikke gennemfører uddannelsen på normeret på tid.

Den borgerlige klassekamp har ramt de etniske minoriteter ekstra hårdt. Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti (VKO) har indført en særlig lav, fattigdomsfremkaldende ydelse ved navn ”starthjælp” for arbejdsløse flygtninge og indvandrere. Den berygtede 24-års regel ved familiesammenføring, senere afløst af det såkaldte ”pointsystem”, er et andet af VKO's mere diskriminerende påfund. Den konstante mistænkeliggørelse og forhånelse af muslimer og deres religion fremkaldte efter Jyllands-Postens Muhammed-karikaturer en international krise, hvor Danmark blev et symbol på statsracisme og systematiseret diskrimination.

I de 10 år Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti har været ved magten, har Danmark ført krig i hele tre forskellige lande. Løgnen om masseødelæggelsesvåben førte i Irak til mere end én million døde og torturscenerne i Abu Ghraib. I Afghanistan er situationen i dag værre end under Taliban, hvis man f.eks. spørger menneskerettighedsaktivisten Malalai Joya og kvindeorganisationen RAWA. Under påskud af menneskerettigheder bomber danske F16-fly nu Libyen, selv om udenrigsminister Lene Espersen så sent som sidste år godkendte salg af militærudstyr til Gaddafi-regimet. Det var næppe heller af hensyn til befolkningen i Bahrain, at regeringen tidligere i år lod Dronning Margrethe overrække en orden til den lokale diktator.

Vi kunne fortsætte med at opremse VKO's politik i forhold til den økonomiske krise, klimaet, uddannelse, sundhed osv. osv. Men alene det allerede nævnte burde være rigelig med grund til, hvorfor det er tid til at sige farvel, men bestemt ikke tak, til VKO.

George W. Bush dræbt - tillykke til Irak

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Det er netop blevet officielt meddelt, at irakiske kommandosoldater efter en skududveksling har dræbt George W. Bush, den ansvarlige for Irak-krigen, der skjulte sig på en ranch i Texas. Da det som meningsdanner som bekendt gælder om at være hurtigt ude med en kommentar, genbruges her Jyllands-Postens leder fra 2. maj om drabet på bin Laden. Der er blot foretaget nogle få rettelser, som er markeret med fed skrift.

TIlLYKKE IRAK

Ligesom vi alle var irakere den 19. marts 2003, så er vi også alle irakere i dag.

Endelig! Otte års traume efter krigen mod Irak har fået et solidt skud for boven med meddelelsen om terrorchefen George W. Bushs død. Tillykke til Irak; tillykke til os alle.

Det er næsten som i en meget amerikansk Hollywood-film: Først går man grueligt meget igennem, så trækker tingene i langdrag, og så sejrer retfærdigheden alligevel til sidst. De gode vinder; de onde taber. Sådan skal det være. Derfor er tilfredsstillelsen i dag global.

Det er et åbent sår i Iraks sjæl, som nu er kommet meget nærmere at læges. Det er muligt, at Bush i dag ikke har meget med det praktiske terror-håndværk at gøre. Pentagon hævdes gerne at være mere eller mindre selvstyrende. Allerede under den tidligere premierminister Ibrahim al-Jaafari, som var særligt martret af den udeblivende succes med at fange eller dræbe Bush, skiftede Irak til synspunktet om, at Pentagon var blevet meget mere end Bush. Det er kun blevet rigtigere, jo længere tiden er gået.

Alligevel er neutraliseringen af Bush en stor triumf for Irak; for os alle. Han var og blev et samlende symbol for de formørkede, middelalderlige kræfter, som hader Mellemøsten, og ikke skyer noget middel for at ramme Mellemøsten. Han var et terrorens ikon; en ondskabsfuld og totalt hensynsløs katalysator for et irrationelt had, for hvem menneskeliv intet betød.

George W. Bush er samtidig selv det bedste dementi af de hændervridende forsøg på at forklare terroren med sociale årsager. Bush selv var som bekendt multimilliardær. Mange af dem, der har startet krige i de forløbne otte år har været velsituerede, veluddannede og velfungerende mennesker. Det gælder også de neo-konservative høge bag massemordet i Irak. Til gåden Bush knytter sig derfor også gåden om, hvad der egentlig driver de kapitalistiske terrorister.

Nu er han død. Triumfen er endnu større, end da Wall Street-svindleren Bernard Madoff blev hevet ud af sin luksuslejlighed. Et vigtigt skridt i terrorbekæmpelsen er taget, i det mindste psykologisk. Foran det irakiske parlament jubler irakere af alle slags. Ligesom vi alle var irakere den 19. marts 2003, så er vi også alle irakere i dag.

Det tog otte år. Men det lykkedes. Det er en god dag.

Socialisme, pacifisme og krig

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Enhedslistens beslutning om at stemme for bombningen af Libyen rejser spørgsmålet om, hvordan vi som socialister forholder os til krig. Den revolutionære marxistiske tradition, som vi i Internationale Socialister betragter os selv som en del af, har udviklet en nyttig metode til at afgøre om en given krig fortjener vores støtte eller ej. Vi er nemlig ikke pacifister, da vi mener, at vold desværre kan være et nødvendigt onde. Alle historiske erfaringer viser således, at den herskende klasse ikke skyr nogen midler for at forsvare sin magt og rigdom.

Den herskende klasse, som har vist sig villig til den mest ekstreme vold i form af Irak-krigen og derigennem at ofre hundredtusinder af menneskeliv for at få kontrol over et andet land og dets olie, vil være så meget desto villigere til at bruge vold mod en socialistisk massebevægelse, der (modsat f.eks. Saddam Hussein-regimet) udgør en direkte trussel mod dens ejendom og privilegier. I sådanne situationer risikerer vi at blive slagtet, hvis vi udelukkende fokuserer på sit-down aktioner og andre former for ikke-voldelig civil ulydighed.

Krig som politikkens fortsættelse
I stedet for pacifistisk modstand mod enhver krig, har vi som nævnt en marxistisk analysemetode til afgøre vores stillingtagen. Denne metode er måske bedst af alle blevet beskrevet af den russiske socialist og revolutionære leder V.I. Lenin, der forklarede, at vi i hvert enkelt tilfælde konkret må undersøge ”krigens klassekarakter: Hvad er årsagen til denne krig, hvilke klasser fører den og hvilke historiske og historisk-økonomiske forhold banede vej for den”. Lenin forklarede desuden om ”dialektikken” (dvs. vores metode) at:

”Med hensyn til krig er dialektikkens hovedtese... at ”krig blot er politikkens fortsættelse med andre [dvs. voldelige] midler”. Sådan lyder formlen hos Clausewitz, en af de største skribenter om krigens historie, hvis tænkning blev stimuleret af Hegel. Og dette var altid synspunktet hos Marx og Engels, der betragtede enhver krig som en fortsættelse af politikken hos de pågældende magter – og hos de forskellige klasser inden for disse lande – i en bestemt periode.”

Når ”krig blot er politikkens fortsættelse med andre midler”, betyder det, at de involverede stater og regeringer i sådanne situationer er drevet af de samme grundlæggende interesser og motiver, som driver deres politik på hjemmefronten og deres mere ”fredelige” udenrigspolitiske initiativer. Det forklarer også, hvorfor det er komplet absurd (som f.eks. Enhedslisten har gjort i forhold til Libyen) at forvente en ”humanitær aktion” fra en række regeringer, herunder den danske regering, der på hjemmefronten står for asocial nedskæringspolitik, forgyldning af millionærerne og milliardærerne og stribevis af racistiske love.

Forskellen mellem politisk og militær støtte
Som socialister betragter vi de imperialistiske stormagter som hovedfjenden. Derfor kan vi i nogle tilfælde, som f.eks. krigen 1980-1988 mellem Irak og Iran, finde på at støtte ”sub-imperialistiske” magter mod imperialismen. Sub-imperialistiske lande er placeret på et lavere trin i hierarkiet mellem verdens forskellige stater og er f.eks. blot regionale stormagter. I denne krig mellem to sub-imperialistiske lande smed USA sin vægt ind bag Irak. Derfor betød Iraks sejr også en sejr for imperialismen og dens muligheder for at intervenere i andre lande og et nederlag for de progressive kræfter overalt i verden, herunder også de folkelige forhåbninger og aktioner, der havde væltet Shahens styre i Iran i 1979 og trods det brutale præstestyre stadig prægede landet. Vi støtter desuden altid ubetinget, men kritisk nationale befrielseskrige mod imperialismen, som f.eks. tidligere i Algeriet, Vietnam og Sydafrika og i dag i bl.a. Palæstina, Irak og Afghanistan.

Vi skelner derudover mellem politisk og militær støtte. Politisk støtte giver vi kun til bevægelser, partier eller regeringer, der lige som os selv er revolutionære socialister. Selv om vi omvendt kan finde på at støtte militær sejr for kræfter, som vi i øvrigt er dybt uenige med, betyder det på ingen måde, at vi pludselig opgiver vores politiske kritik af dem. Militær støtte betyder støtte til militær sejr for den ene part i en krig. I praksis kan militær støtte betyde alt lige fra blot propaganda for den parts sejr i en krig, til våbenhjælp og i yderste konsekvens udsendelsen af uafhængige militære brigader af socialister på den ene side i en krig.

Men i alle tilfælde gælder det, at vi aldrig kan give hverken politisk eller militær støtte til verdens førende imperialistiske staters krige, som f.eks. NATO's bombning af Libyen.

Bragt i Socialistisk Arbejderavis nr. 308, 8. april 2011.

Irak: Fire år senere

Den amerikanske forfatter og antikrigs-aktivist Anthony Arnove gør her status over foreløbig fire års krig og besættelse i Irak.

Når du læser dette er det fire år siden, at Bush-regeringen indledte sit ”shock-and-awe” angreb på Irak og påbegyndte 48 måneders bemærkelsesværdig non-stop ødelæggelse af dette land… og tiden løber stadig. Det er et væsentligt tidspunkt at gøre status over Operation Iraqi Freedom. 

Her er en kort oversigt over noget af det, som George Bushs krig og besættelse har udrettet:


Intet sted på kloden findes der en værre flygtningekrise end i Irak i dag. Ifølge FN’s Flygtningehøjkommissariat er omkring to millioner irakere flygtet fra deres land og er nu spredt fra Jordan, Syrien, Tyrkiet og Iran til London og Paris. (Næsten ingen er nået frem til USA, som intet har gjort for at løse den flygtningekrise, det har skabt.) Yderligere 1,9 millioner skønnes at være internt fordrevne, der er blevet jaget væk fra deres hjem og nabolag af den amerikanske besættelse og den ondartede borgerkrig, den har udløst. Læg disse tal sammen – og de bliver værre dag for dag – og man når frem til, at næsten 16 % af den irakiske befolkning er blevet rykket op med rode. Læg de døde til de fordrevne, og dette tal stiger til næsten én ud af fem irakere. Lad dette sive ind et øjeblik.

Grundlæggende næringsmidler og fornødenheder, som selv Saddam Husseins brutale regime var i stand til at tilvejebringe, er nu i stigende grad udenfor almindelige irakeres rækkevidde, takket være inflationens himmelflugt, som er blevet udløst af besættelsen tilintetgørelse af den allerede skrøbelige irakiske økonomi, beskæringer af statstilskud på tilskyndelse fra Den Internationale Valutafond og Den Provisoriske Koalitionsmyndighed, og olieindustriens sammenbrud. Priserne på grønsager, æg, te, mad- og fyringsolie, benzin og elektricitet er røget i vejret. Arbejdsløsheden bliver almindeligvis vurderet til at ligge fra 50-70 %. En måde at måle virkningen af alt dette har været den signifikante stigning i børneunderernæring, som er blevet registreret af FN og andre organisationer. Ikke overraskende er adgangen til rent vand og regelmæssig elektricitet fortsat et godt stykke under niveauet før invasionen, som i forvejen var katastrofalt efter mere end et årtis omfattende sanktioner mod, og periodiske bombninger af, et land rystet af en katastrofal krig med Iran i 1980’erne og den første Golfkrig.

I en vedvarende krise, hvor hundredtusinder af irakere allerede er døde, har de sidste par måneder vist sig at være nogle af de blodigste hidtil. Alene i oktober blev mere end seks tusinde civile dræbt i Irak, de fleste af dem i Bagdad, hvor tusinder af ekstra amerikanske tropper blev sendt til i august (under Bush-regeringens første officielle ”surge”) med påstanden om, at de ville genoprette orden og stabilitet i byen. I sidste ende skabte de blot mere vold. Disse tal – og de bliver generelt anset for at være for lave – er mere end dobbelt så høje som niveauet i 2005. Andre ting er mere eller mindre fordoblet i de sidste år, deriblandt, for blot at nævne to, antallet af daglige angreb på amerikanske soldater og det samlede antal dræbte eller sårede amerikanske soldater. FN’s særlige udsending Manfred Nowak noterer sig også, at torturen ”er fuldstændig ude af kontrol” i Irak. ”Situationen er så slem, at mange mennesker siger, at det er værre end i Saddam Husseins tid.”

I betragtning af katastrofens omfang i Irak i dag, kunne man blive ved med at opremse forfærdelige statistikker indtil ens hjerne blev lammet. Men her er en anden måde at sætte de sidste fire år i kontekst. I den samme periode har der faktisk været et stort antal døde i et fjernt land, som mange mennesker i USA har i tankerne: Darfur. Siden 2003 er omkring 200.000 mennesker, ifølge FN-vurderinger, blevet dræbt i Darfur-regionen i Sudan i en brutal etnisk udrensningskampagne og yderligere to millioner er blevet gjort til flygtninge.

Hvor kan man vide det fra? Ja, i hvert fald hvis man bor i New York, kan man dårligt tage en tur i metroen uden at se en reklame med ordene: ”400.000 døde. Millioner går sammen om at redde Darfur.” New York Times har med jævne mellemrum haft helsidesannoncer, der beskriver ”folkemordet” i Darfur og opfordrer til en intervention ”under en kommandostruktur der muliggør nødvendige og betimelige militære operationer uden godkendelse fra tilbageholdende politisk eller civilt personel.”

I de samme år siger den bedste tilgængelige vurdering, det britiske lægetidsskrift The Lancets dør-til-dør undersøgelse af det irakiske dødstal, at omkring 655.000 irakere er døde af krigen, besættelsen og borgerkrigen mellem marts 2003 og juni 2006. (Undersøgelsen giver et minimumstal på 392.000 og et maksimumstal på 943.000.) Men man kan rejse fra kyst til kyst uden at se noget der svarer til reklametavler, plakater i metroen, helsidesannoncer eller lignende for de døde irakere. Og man vil bestemt ikke se, som det er tilfældet med Darfur, se kendisser på Good Morning America tale om deres engagement for at stoppe ”folkemordet” i Irak.

Hvordan kan det være, at vi tæller og tænker på de døde sudanesere som led i en højt profileret, kendis-drevet kampagne for at ”redde Darfur”, mens de irakiske dødsfald i praksis ikke bliver talt, og sjældent ser ud til at fremkalde moralsk forargelse, for ikke at tale om offentlige kampagner for at stoppe drabene? Og hvorfor bliver tallene for dræbte i Darfur citeret uden diskussion, mens tallene for døde irakere, bortset fra hvis de er jammerligt små, straks bliver draget i tvivl – eller affærdiget?

I vores verden ser der ud til at være de værdige ofre og de uværdige. For at komme frem til forskellen, prøv at overvej USA’s holdning til Sudan og Irak. Ifølge Bush-regeringen er Sudan en ”slyngelstat”; den er på udenrigsministeriets liste over ”stater der sponsorerer terrorisme”. Det er anklaget for at have angrebet USA gennem dets rolle i selvmordsbombningen med en båd af USS Cole i 2000. Og så passer Darfur selvfølgelig – som Mahmood Mamdani påpegede for nylig i London Review of Books – nydeligt ind i fortællingen om ”muslimsk vold mod andre muslimere”, om et ”folkemord begået af arabere”, en argumentation som har kraftig appel til dem, der gerne vil skifte emnet væk fra, hvad USA har gjort – og gør – i Irak. At tale om det amerikanske ansvar for de døde irakere, som vi angiveligt befriede, er et langt mindre komfortabelt emne.

Det er okay at diskutere amerikansk ”medskyld” i menneskerettighedskrænkelser, men kun så længe man bevarer fokus på undladelsessynder, ikke på begåede synder. Vi svigter Darfurs befolkning ved ikke at intervenere militært. Hvis bare vi havde brugt vores militær på en mere aggressiv måde. Når vi imidlertid faktisk intervenerer, og skaber ødelæggelse undervejs, er det en anden sag.

Frem for alt tjener fokuset på Darfur til at legitimere tanken om en amerikansk intervention, om at optræde mere som et imperium, ikke mindre, på selv samme tidspunkt som det blodbad, en sådan interventioner forårsager, er alt for tydeligt og forkastes af vide kredse over hele kloden. Dette har også bidraget til en situation, hvor den voldsudgydelse som USA er mest ansvarlig for, Irak, er den det bliver gjort mindst ansvarlig for derhjemme.

Hvis der gik noget galt i Irak, hører vi nu establishment-kritikere af invasionen og besættelsen hævde, var det virkelige problem den amerikanske regerings inkompetence eller George Bushs overdrevent optimistiske tro på, at han kunne bringe demokrati til arabiske og muslimske mennesker, som, får vi at vide, ”ikke har nogen tradition for demokrati”, som er fra et ”sygt” og ”nedbrudt samfund” – og som, med deres brutal adfærd overfor hinanden i en borgerkrig, nu viser deres sande natur.

Der hersker generel enighed i en stor del af det politiske spektrum om, at vi kan give irakerne skylden for de problemer, de står overfor. I en meget rost tale til Chicago Council on Global Affairs [amerikansk tænketank, red.] udtrykte senator Barack Obama sin kritik af Bush-regeringens politik med en opfordring til ”ikke mere pylren” om den irakiske regering: USA, fastholdte han, ”vil ikke holde sammen på dette land til evig tid.” Richard Perle, en af de neokonservative arkitekter bag invasionen af Irak, siger nu, at han ”undervurderede fordærvelsen” hos irakerne. Senator Hillary Clinton, Demokraternes spidskandidat i præsidentvalget 2008, spurgte for nylig: ”Hvor er meget vi villige til at ofre [for irakerne]?” Som om irakerne bad os om at invadere deres land og gør deres liv til et helvede og nu svigter os.

Det er hvad der sker når den imperiale byrde bliver for tung. De indfødte står til en omgang prygl.

Den katastrofe, USA har skabt i Irak, forværres fra dag til dag og virkningerne af den vil være langvarige. Hvor længe de vil vare ved og hvor langt de vil sprede sig udenfor Irak, afhænger af hvor hurtigt vores regering kan blive tvunget til at stoppe sin besættelse. Det vil også afhænge af, hvordan vi alle reagerer næste gang, vi hører, at vi må angribe et andet land for at sikre verden mod masseødelæggelsesvåben, ”udbrede demokrati” eller foretage en ”humanitær intervention”. I mellemtiden er det værd at tænke på, hvordan alle disse rædselsvækkende tal vil se ud til marts næste år, på fem-årsdagen for invasionen, og til næste marts, på seks-årsdagen, og til marts året efter det…

Sæt det op på en tavle – inde i dit hoved, om ikke andet.

Anthony Arnove er forfatter til bl.a. Iraq: The Logic of Withdrawal (2006) og, sammen med Howard Zinn, Voices of a People’s History of the United States (2004). Oversat af Lars Henrik Carlskov fra Tomdispatch.com 19. marts 2007.

Imperiets tilstand: 2006

AF JAMES PETRAS

Den vanskeligste forudsigelse for år 2006 er den amerikanske økonomis retning og udvikling. I 2005 trodsede den amerikanske økonomi alle kendte læresætninger indenfor økonomisk teori: Til trods for et rekordhøjt handelsunderskud, et kæmpemæssigt budgetunderskud, en mislykket krig og store politiske skandaler, der omfattede præsidentens medarbejdere, blev dollaren styrket over for euroen og yennen, havde økonomien en vækst på 3,4 % og alle de vigtigste investeringshuse havde rekordhøje profitter. Det ser ud som om den amerikanske økonomi trodsede tyngdeloven og flød ovenover hele det politiske virvar og de strukturelle sårbarheder. Men formålet med ”spådomme” er ikke at angive den præcise dag og time, hvor en drastisk tilbagegang og lavkonjunktur begynder, men at identificere de dybe strukturelle sårbarheder og de mulige udløsende begivenheder, som kan få en krise til at eksplodere.

Den amerikanske økonomi vil fortsætte med at skille sig ud i en dobbelt betydning. Den finansielle sektor vil ekspandere i udlandet, især de store investeringshuse som Goldman Sachs, JP Morgan og Citibank, mens fremstillingssektoren, med automobilsektorens ”tre store” [General Motors, Chrysler og Ford, red.] i spidsen, vil gå endnu mere tilbage og der er en god chance for, at General Motors vil gå fallit. De amerikanske multinationale selskaber vil ekspandere på verdensplan og købe sig ind i store banker og industrier, især i Kina, og udvide imperiets økonomiske rækkevidde, mens den hjemlige økonomi vil komme til at lide efterhånden som spekulationsboblen indenfor bolig og fast ejendom bryder sammen, høje energipriser underminerer konkurrenceevnen overfor udlandet og fører til en drastisk nedgang i forbrugernes pengeforbrug. Det amerikanske imperium vil blive mere og mere lig med dets økonomiske giganter efterhånden som de mislykkede krige vil føre til en tilbagetrækning af kamptropper og en satsning på magt i luftrummet, sepoy-militærstyrker [indfødte stedfortræder-tropper, red.], økonomiske sanktioner og tilpasning til socialliberale regeringer.

Den hjemlige samfundskrise vil blive uddybet i takt med, at de udenlandske profitmuligheder bliver udvidet. I 2006 vil over 90 % af de amerikanske arbejdere betale for deres dyre individuelle sundheds- og pensionsprogrammer eller også, hvis de ikke kan betale, vil de miste dækning. Kortvarige arbejdskontrakter er normen for alle undtagen en lille sektor af offentlige ansatte. Den reelle inflation (inklusiv stigende omkostninger inden for sundhed, uddannelse, energi og pension) vil stige omkring dobbelt så meget som forbrugernes købekraft og bidrage til en yderligere nedgang i den faktiske levestandard. Boligboblens sprængning vil reducere husejernes ”papirværdi” til det halve og tvinge mange, der er stærkt forgældede, til at erklære sig fallit. Selvom millioner af små spekulanter og investorer inden for fast ejendom vil tabe milliarder af dollars, vil deres utilfredshed alligevel ikke finde politisk udtryk, som det heller ikke er sket i de seneste årtier (efter Savings and Loan, Dotcom, Enron og andre spekulationsfiaskoer). Jo større uligheder i indkomst, ejendom og rigdom mellem den finansielle og imperiale økonomiske elite på den ene side og de hjemlige lønarbejder- og funktionærklasser på den anden side, jo mindre bliver niveauet for organiseret politisk og social modstand. I 2006 vil USA blive det udviklede land med de største uligheder, med det mest vedvarende fald i levestandarden og det land, der mindst har været i stand til at organisere et forsvar for sociale rettigheder – for ikke tale om et alternativ – til den model for kapitalistisk akkumulation, som har Imperiet i centrum. Kort sagt, den hjemlige krise i levestandard vil finansiere yderlige økonomisk imperiebygning, i stedet for at udfordre den.

Den amerikanske ekspansion på verdensplan kan opretholdes på grund af de grundlæggende forandringer, som finder sted i Indien, Kina, Indo-Kina og oliekongedømmerne i Mellemøsten. Disse lande har sænket mange barrierer for udenlandske investeringer, joint ventures [selskaber med både indenlandsk og udenlandsk kapital, red.] og endda love om at eje aktiemajoriteten i højvækst-industrier, banker og energikilder. Amerikanske, europæiske og japanske multinationale selskaber og bankers indtrængen forbi de første brohoveder vil tage fart, og de vil rykke frem over alle økonomiens sektorer, med større dybde: 2006 vil blive kendetegnet ved Kinas overgang fra ”nationalkapitalisme” til en model for kapitalistisk vækst under imperialistisk og national ledelse.

USA vil fortsætte med at udskifte landkrigen med en luftkrig i Irak: Hver gang der bliver tilbagetrukket 10.000 soldater, vil der blive lagt hundreder af luftangreb til. Den amerikanske politik over for Irak er et klassisk eksempel på ”hersk eller ødelæg” i bibelsk størrelsesorden. Eftersom USA og dets marionetregeringer ikke kan herske, er Washingtons politik at få landet til at forfalde til et ”Afghanistan” med stridende religiøse og etniske krigsherrer og stammehøvdinge, som har deres base i små len. Diskussionen om en ny krig mod Iran vil ikke blive afgjort på grund af de dybe splittelser i Washington, israelske militærtrusler og spionretssagen ved højesteret mod to ledere af den store pro-israelske lobbyorganisation (AIPAC – American Israel Public Affairs Committee). Man kan forvente, at Washington vil presse på for en resolution i FN’s sikkerhedsråd om økonomiske sanktioner, der sandsynligvis vil falde til jorden på grund af et kinesisk-russisk veto. Efterfølgende er det sandsynligt, især hvis Netanyahu bliver valgt til premierminister, at Israel angriber iranske forsøgsstationer for kernekraft, med deres partnere i Det Hvide Hus og kongressens meddelagtighed. Denne israelske aggressionshandling vil sandsynligvis udløse en serie af stedfortræderkrige i Libanon, Irak (inklusiv ”Kurdisk” Irak) og andre steder og føre til en eskalering af de amerikanske tab og en svækkelse af Washingtons klientregimer (Saudi Arabien, Jordan, Ægypten etc.). Benzinpriserne vil ryge i vejret til mere end 100 $ pr. tønde, hvis Hormuz-strædet bliver blokeret af iranerne. Hvis det israelske angreb fører til en efterfølgende global økonomisk tilbagegang, kan det økonomiske chok modvirke zionisternes indflydelse i politiske kredse i Europa og måske endda i USA.

Mens der er mange omstændigheder, der kan føre til en global økonomisk tilbagegang og et anti-israelsk tilbageslag, er det klogt at overveje de værste. Mens israelsk militærekstremisme kan underminere enhver reduktion af de amerikanske militærstyrker i Mellemøsten, kan svækkelsen af de pro-israelske lobbyorganisationer få Washington til i stedet at satse på støtten til stedfortrædende irakiske og kurdiske militær- og politistyrker.

Det er højst usandsynligt, at det amerikansk-trænede irakiske militær og politi vil holde stand imod oprørerne og den folkelige modstand. Det er meget tænkeligt, at militæret vil blive splittet og gå i opløsning og de pro-amerikanske politikere og embedsmænd vil flygte fra det ødelagte og udplyndrede land og tømme statskassen på deres vej tilbage til USA og Europa. En sandsynlig følge vil blive et broget religiøst-nationalistisk styre, som er på krigsfod med den israelsk-støttede kurdiske mini-stat, der er opsat på løsrivelse og etnisk udrensning af ikke-kurdere.

I Washington vil kongressen og begge politiske partier blive yderligere miskrediteret efterhånden som Jack Abramoff, en selvindrømmet lobbyist-svindler, vil inddrage dusinvis af kongresmedlemmer, partiledere og embedsmænd i en enorm bestikkelsesskandale. Retssagen og retsforfølgelsen af kongresledere, især republikanske kongresledere, kan forhindre, at der bliver vedtaget nye retslige tilbageskridt og repressiv lovgivning, men kan tilskynde præsidenten til at engagere sig i et nyt udenlandsk militæreventyr (bombning af Iran) for at dække over krisen.

På den anden side kan endnu en mislykket militær intervention fra Det Hvide Hus i en kontekst med en miskrediteret kongres, som ledes af kriminelle partiledere, give stødet til en græsrodsbevægelse for en rigsretssag.

Et svækket amerikansk militær, de ortodokse neoliberale klienters fald og mislykkede diplomatiske initiativer i regionale foras, tvinger USA til at ”imødekomme” centrum-venstre politikere i Latinamerika. Washingtons større fleksibilitet vil komme til udtryk i en fortsættelse af de gode samarbejdsrelationer med præsidenterne i Brasilien, Uruguay, Argentina og sandsynligvis Bolivia. Udenrigsministeriets fjendtlighed over for Venezuelas præsident Chavez vil blive dæmpet af dets af tab af interne magthåndtag og de tætte samarbejdsrelationer mellem de amerikanske og venezuelanske olieselskaber. USA vil sandsynligvis ikke intervenere i valgene i Colombia, Chile, Mexico eller Brasilien, fordi alle de store kandidater er sikkert inden for det nyliberale amerikanske kredsløb.

Det usandsynlige udfald i Peru, hvor en ”nationalistisk” tidligere militærofficer tæt på Chavez er en af de store kandidater, vil sandsynligvis resultere i kraftig støtte til den konservative kandidat. Washington vil formodentlig være med i nogle ”beskidte tricks” fra bagtroppen i den venezuelanske præsidentvalgkamp, idet de på forhånd ved, at Chavez sandsynligvis vil vinde med et betydeligt flertal.

Med andre ord vil Washington miste sit automatiske stemmeflertal i Latinamerika og blive tvunget til at lægge nogle af sine groveste forsøg på at påtvinge økonomisk herredømme på hylden. Alligevel vil ingen af dets strategiske militærbaser, omfattende finansielle og ressourcemæssige støttepunkter og lukrative gældsbetalinger blive truet af valget af ”centrum-venstre” præsidenter. Den store trussel mod dette potentielle ”sameksistens-udfald” er en vellykket folkelig opstand, hvis centrum-venstre ikke leverer resultater: I så fald vil Washington sandsynligvis intervenere ved brug af lokale stedfortrædere og det vil udløse regional modstand.

For at opsummere vil 2006 helt sikkert blive et ekstremt omskifteligt og usikkert år for Imperiet. De militære nederlag, interne kriser, et stort fald for dollaren og en generel svækkelse af de hjemlige økonomiske grundpiller står i modsætning til en voksende udenlandsk økonomisk ekspansion, høje finansielle profitrater, ekstremt svag intern opposition og medgørlige eliter i Asien og Sydamerika. Den største trussel mod imperieopbygningen er ikke i hjemlandet eller i markedspladsens konkurrence, men i den endnu ikke besluttede krig mod Iran – enten et amerikansk eller et israelsk angreb kan udløse en serie af alvorlige økonomiske, politiske og militære rystelser, som vil ændre radikalt på alle de ovenstående forudsigelser og udfald med hensyn til Imperiets tilstand i 2006.

Den anden store rystelse, som er i sin vorden, er det voksende folkelige oprør mod de uhyrlige uligheder og horrible arbejdsforhold, der bliver påtvunget af den kinesiske herskende klasse i alliance med udenlandsk kapital. Endnu en rystelse kan fremkomme efter 2006, hvis og når det nuværende varemæssige boom bryder sammen og underminerer centrum-venstreregeringerne i Latin- og Centralamerikas eksportstrategi. Under disse omstændigheder er det sandsynligt, at der vil komme en ny bølge af udenomsparlamentariske, anti-imperialistiske bevægelser, som kan sende rystelser over hele Imperiet.

Oversat af Lars Henrik Carlskov fra www.rebelion.org 5. januar 2006. James Petras er en amerikansk sociolog, anti-imperialistisk forfatter og aktivist. Bragt i Gaia, nr. 52, sommeren 2006.

Irak: Tusinder dræbt af regeringens dødspatruljer

Af Doug Lorimer

Faik Bakir, lederen af lighuset i Bagdad, er flygtet fra Irak fordi han frygter for sit liv efter at have meddelt, at mere end 7000 mennesker er blevet dræbt af indenrigsministeriets dødspatruljer i de seneste måneder, fortalte John Pace, den fratrædende chef for FN’s menneskerettighedskontor i Irak, til den britiske avis The Guardian den 2. marts.

Pace sagde, at lighuset i Bagdad har modtaget 700 eller flere lig om måneden. Tallet toppede med 1100 i juli sidste år – mange af dem viste tegn på tortur.

”Det store flertal af ligene viste tegn på summarisk henrettelse – mange havde hænderne bundet bag på ryggen. En del viste spor af tortur, med arme- og fodled, der var blevet knust af elektriske bor”, sagde Pace. Drabene havde fundet sted længe før den seneste strøm af sekteriske drab i kølvandet på bombeangrebet den 22. februar på en shiitisk moske i Samarra.

The Guardian rapporterede, at ”Pace, hvis kontrakt i Irak udløb sidste måned, sagde at mange af drabene blev udført af shia-militser med forbindelse til indenrigsministeriet, der bliver ledet af Bayan Jabr, en ledende skikkelse i Det øverste råd for islamisk revolution i Irak (SCIRI)”. SCIRI er det vigtigste parti i den koalition af shiitiske religiøse partier, som står i spidsen for den amerikansk-støttede irakiske regering.

”Badr-brigaden (SCIRI’s milits) er i politiet, og det er primært dem, der begår drabene”, sagde Pace. ”De er de mest berygtede”.

Selvom de fleste af de dræbte var sunnier, var angrebene også rettet mod shiitter, der sammen med sunnier protesterede mod moskebombningen. Den britiske avis The Independent rapporterede den 24. februar, at ”pistolmænd ved et improviseret kontrolsted syd for Bagdad myrdede 47 personer, som havde demonstreret mod den ødelæggelse af den shiitiske helligdom i Samarra, der bragte Irak tæt på et sekterisk blodbad”.

”Ofrene var shiaer og sunnier, der var på vej hjem fra en demonstration i byen Kenaan da de blev slæbt ud af deres biler og dræbt. Deres lig blev efterladt i en grøft ved vejkanten.”

Den 4. marts rapporterede Washington Post, at ”en udenrigsministeriel embedsmand i Bagdad, der udtalte sig under betingelse af anonymitet, havde fortalt, at ”omkring 1000 mennesker var blevet dræbt” mellem dagen for bombningen af moskeen i Samarra og den 3. marts, i følge tal fra irakiske lighuse.

Massemedierne benyttede den voldsomme stigning af drab, der fulgte efter bombningen af moskeen i Samarra, til at hævde, at Irak var på randen af ”borgerkrig” mellem sit shia-muslimske flertal og sit sunni-muslimske mindretal. Det underforståede og ofte udtalte budskab, der er fulgt med ”Irak-er-på-vej-mod-borgerkrig”-historierne, er at kun tilstedeværelsen af amerikanske og andre udenlandske besættelsestropper forhindrer shiaerne og sunnierne i Irak i at massakrere hinanden.

Under den amerikanske krig i Vietnam hævdede tilhængerne af krigen også, at tilbagetrækningen af amerikanske tropper ville føre til et ”blodbad” – alt i mens den amerikanske krigsmaskine nedslagtede mindst 3 millioner vietnamesere. De vestlige mediers påstand om, at en ”for tidlig” tilbagetrækning af de amerikanske besættelsestropper fra Irak vil føre til en religiøs-betinget borgerkrig i landet tjener det samme formål – et forsøg på at modvirke den hjemlige støtte til den øjeblikkelige tilbagetrækning af alle disse tropper.

I følge en meningsmåling fra ABC News/Washington Post, der blev offentliggjort den 6. marts, ”tror 8 ud af 10 amerikanere, at den seneste sekteriske vold i Irak har gjort en borgerkrig sandsynlig”, rapporterede Reuters den 7. marts. Meningsmålingen kom frem til, at ”mindre end 20 procent af svarpersonerne støtter en øjeblikkelig tilbagetrækning af alle amerikanske tropper”. Dog støtter 52 % en tilbagetrækning i flere faser i løbet af det kommende år.

Mens Det Hvide Hus’ officielle linje er at benægte, at Irak er på randen af en borgerkrig mellem forskellige religiøse grupper, har mindst en højtstående amerikansk embedsmand efter Samarra-bombeangrebet offentligt tillagt borgerkrigsscenariet troværdighed.

I et vidneudsagn den 3. marts til det amerikanske senats komite for de væbnede styrker, advarede John Negroponte, leder af det amerikanske nationale efterretningsvæsen, at ”hvis Irak rammes af kaos eller demokratiets styrker (dvs. de amerikanske besættelsesstyrker) lider nederlag i det land ... vil det have virkninger på resten af regionen i Mellemøsten, ja hele verden”.

Negroponte var Washingtons ambassadør i Irak fra juni 2004 til april 2005 – præcis på det tidspunkt, hvor man i Washington drøftede rekrutteringen af lokale dødspatruljer.

I januar 2005 rapporterede magasinet Newsweek, at ”i Pentagon drøfter man indgående en udvej, der stammer tilbage fra stadig hemmelig-stemplede strategier i Reagan-administrationens kamp mod de venstreorienterede oprørere i El Salvador i de tidlige 1980’ere. Dengang, med udsigt til en krig man var ved at tabe mod oprørerne i El Salvador, finansierede og støttede den amerikanske regering ”nationalistiske” styrker, der efter sigende inkluderede såkaldte dødspatruljer, hvis formål var at opspore og dræbe oprørsledere og sympatisører.”

I følge artiklen i Newsweek drøftede ledere i Pentagon at rekruttere dødspatruljer fra SCIRI’s Badr-milits, som var blevet indlemmet i de amerikansk-rekrutterede irakiske sikkerhedsstyrker, til at rette angreb imod sunni-muslimske modstandsfolk og deres sympatisører.

Negroponte ville være den mand, der er bedst kvalificeret til at varetage sådan et dødspatruljeprogram. Da han var den amerikanske ambassadør i Honduras fra 1981 til 1985, varetog han CIA’s rekruttering af lokale dødspatruljer fra Honduras’ hær og politi og bevæbningen af de regeringsfjendtlige contraer i Nicaragua.

Negroponte var ikke den eneste veteran fra Washingtons ”beskidte krige” i Centralamerika, der blev sendt til Irak mens man drøftede ”Salvador-udvejen”. Det New York-baserede Newsday rapporterede den 16. november, at indenrigsministeriets kommandostyrker var blevet opbygget ”i det seneste års tid under vejledning af James Steele, en tidligere [amerikansk] officer fra Hærens Specialstyrker, der ledte den amerikanske oprørsbekæmpelsesindsats i El Salvador i 1980’erne. Salvadoranske hærenheder trænet af Steeles hold blev beskyldt for en stribe af grove menneskerettighedskrænkelser.”

Oversat af Lars Henrik Carlskov fra Green Left Weekly 15. marts 2006. Doug Lorimer er journalist på Green Left Weekly. Bragt i Tidsskriftet Solidaritet, nr. 3, 2006.

Irak: Oliearbejdernes formand taler ud

Den irakiske fagforening Federation of Oil Unions (tidligere General Union of Oil Employees) kæmper mod den udenlandske besættelse og røveriet af landets olie. Sidste år besøgte repræsentanter for fagforeningen Danmark. Her følger en tale, som deres formand Hassan Jumaa Awad holdt ved et offentligt møde i Manchester d. 24. november 2005.

Jeg vil gerne tale om hovedmotiverne for besættelsen af Irak og hvordan vi genopbygger vores fagforening trods amerikansk pres. USA hævder, at årsagen til invasionen af Irak var at vælte Saddam Husseins regime. Men dets realpolitiske mål var at opnå kontrol over Mellemøstens olieressourcer.

Som I ved har Irak verdens tredjestørste oliereserver, og USA må have kontrol over denne olie for at opretholde sin position som økonomisk supermagt. Det primære mål for deres krig er at kontrollere vores olie og vores økonomi.

Det ville have været lettere at styrte Saddam Hussein i 1991 efter at den amerikansk-ledede koalition havde drevet den irakiske hær ud af Kuwait. Efter tilbagetrækningen fra Kuwait var der en folkelig opstand i 14 byer over hele landet.

Dengang var det den amerikanske politik ikke at fjerne regimet, fordi man ikke havde et alternativ til Saddam Hussein, så man lod irakerne i stikken og opstanden blev knust.

I stedet tog USA sig tid til at forberede ødelæggelsen af vores land. Man forfalskede beviserne bag invasionen, der var baseret på Iraks påståede besiddelse af kemiske, atomare og biologiske våben.

Man hævdede også, at Irak husede terrorister, selvom vores land i virkeligheden aldrig var nogen base for terrorister. Terrorisme blev blot endnu en amerikansk undskyldning for deres krig.

De løgne, der blev brugt til at starte krigen, er nu velkendte og fortjener ikke ret mange ord.

Del og hersk
Et af USA’s hovedmål i dag er at opdele Irak. De opdelinger og drab, vi nu ser, er resultater af denne besættelse.

Den sekterisme, der stiller sunnier op imod shiaer, kurdere op imod turkmenere og kristne, fandtes ikke på så højt et niveau før besættelsen af vores land.

Vi ser alle de muligheder, vi får - privatisering af olieindustrien og amerikanske virksomheders herredømme over industrien.

USA har bestemt, at kun deres virksomheder kan byde ind på oliekontrakter, og kører virksomheder fra andre lande, fra Europa og andre steder, ud på et sidespor.

Blot to måneder efter at deres tropper krydsede grænsen ankom amerikanske virksomheder – Kellogg Brown & Root og Halliburton – for at overtage kontrollen over vores industri. Disse amerikanske virksomheder er dem, der virkelig har gavn af invasionen.

Af den grund fandt mange irakiske fagforeningsaktivister, der havde lidt under det foregående regime, sammen for at genstarte oliearbejdernes fagforening.

Vores fagforening har to strategiske overvejelser. Den første er hvordan vi bedst beskytter den irakiske arbejders rettigheder overfor de love, der blev indført af den daværende amerikanske prokonsul Paul Bremer.

Den anden er hvordan vi opretholder olieproduktionen – som er vores lands primære indkomstkilde.

USA har ødelagt hele vores lands infrastruktur – hospitalerne, skolerne, universiteterne, fabrikkerne og værkstederne.

Den eneste slags infrastruktur, som de ikke ødelagde, var oliefaciliteterne og rørledningerne. Det er fordi de ville have kontrol over vores olie.

Vores fagforening har organiseret trods truslerne fra de amerikanske styrker, faktisk lige for næsen af deres tanks og soldater.

Vi har organiseret på trods af forbudet mod uafhængige fagforeninger og det forbud mod demonstrationer, der blev gennemført under den provisoriske administrative lov, som USA påtvang i 2003.

Vores fagforening har seks hovedmål:

- Vi forlanger den betingelsesløse tilbagetrækning af amerikanske tropper fra Irak.

- Vi vil have frihed for irakerne til at bestemme vores egen fremtid og fastlægge vores egen politik.

- Vi tager afstand fra alle terroristiske handlinger mod det irakiske folk og gør USA ansvarlig for disse angreb.

- Vi fordømmer amerikanske virksomheders forsøg på at overtage kontrollen over vores olie.

- Vi støtter den irakiske modstandsbevægelse i dens kampagne for at drive de amerikanske besættere ud af Irak.

- Vi kræver sletning af den gæld, som det forhenværende regime har pådraget sig.

Almindelige irakere havde ikke gavn af alle disse lån.

Alle de penge, der blev lånt, blev ikke brugt til at opbygge Irak. De blev brugt til at finansiere Saddam Husseins militæreventyr, som skabte så meget ustabilitet i regionen.

Elendighed
De irakiske oliearbejderes fagforening er fast besluttet på at forhindre alle amerikanske virksomheder i at overtage olieindustrien.

Irak eksporterer op imod 1,8 millioner tønder olie om dagen, men selv med de nuværende høje oliepriser lever folket i fattigdom og elendighed.

Der er kun lidt sundhedsomsorg, ingen social understøttelse og uddannelsessystemet er brudt sammen. Det irakiske folk lever under meget vanskelige betingelser. Det er virkeligheden om livet under besættelsen.

Da vi organiserede vores først antiprivatiserings-konference i den sydlige by Basra, var mange af vores venner fra USA og Storbritannien i stand til på første hånd at se vores folks fattigdom og elendighed. Og dog bor vi oven på en sø af olie.

Basra var udsat for store lidelser under det foregående regime – større end nogen anden by i Irak – og led under otte års krig mod Iran fra 1980 til 1988, invasionen af Kuwait og eftervirkningerne af den krig i 1991.

Nu lider vi under en ny krig, som skyldes USA og dets koalition. Op imod 85 % af befolkningen i Basra lider på den ene eller anden måde under den forurening, som disse krige har medført – denne forurening er blevet dokumenteret af FN.

Virkningen af de våben, der bliver brugt imod os, mærkes af irakere over hele landet, både i Basra, Amara, Nassiriya, Ramadi, Bagdad og en enhver anden by. Det er kun takket være guds vilje, at vi overlever elendigheden under denne besættelse.

George Bush og Tony Blair hævder, at de har bragt demokrati til Irak, men hver dag ser vi dette såkaldte ”demokrati”, med militærkonvojer der skyder på uskyldige folk og menneskerettighedskrænkelser.

Vi appellerer til alle folk, der ønsker fred og de organisationer, der var imod krigen, til at bidrage til vores kamp. Fordi vi kæmper imod det ondes kræfter, har vi brug for al den støtte vi kan få.

Jeg takker jer for al jeres støtte – og Irak har brug for al den støtte det kan få.

Vi vil huske de rigtige venner, der hjalp os under disse forfærdelige tider og håber, at vi en dag kan byde jer alle velkommen til et frit, demokratisk og forenet Irak.

Oversat af Lars Henrik Carlskov fra Socialist Worker 10. december 2005. Læs mere om oliearbejdernes fagforening på www.basraoilunion.org

Fem myter og realiteter om det amerikanske imperium

AF JAMES PETRAS

Myte 1
”USA” har et stort handelsunderskud på 162 milliarder dollars i forhold til ”Kina” i 2004.

Realiteten: Der er to grundlæggende problemer ved den fremstilling: 1) næsten halvdelen af ”handelsunderskuddet” udgøres af amerikanske multinationale selskaber (MNC’er) i Kina, der eksporterer til deres ”hjemmemarked”. 2) Det er ren opspind at tale om ”USA” og ”Kina”, eftersom de kommercielle transaktioner finder sted indenfor et verdensomspændende netværk eller ”imperium”, hvor stigningen i ”eksport”- eller handels”overskuddet” tilfalder de amerikanske MNC’er og handels”underskuddet” rammer USA’s indenrigsøkonomi. Den kinesiske måde at opgøre handelsmæssig uligevægt medregner ikke eksport fra amerikanske MNC’er baseret i Kina til amerikanske virksomheder.

Myte 2
Det amerikanske imperium har med succes ekspanderet på grund af sine militære aktiviteter – krige, invasioner og særlige likvideringshold.

Realiteten: I virkeligheden har de amerikanske militærinterventioner og krige være de mindst succesfulde våben til imperiebygning – se på de langtrukne og kostbare krige i Irak og Afghanistan og den folkelige modstand i Haiti. De imperialistiske fremstød har været mest vellykkede og haft færrest omkostninger med civile metoder – politiske interventioner, svindelvalg, organisering og finansiering af klientledere og ikke-statslige ”front”organisationer og bestikkelse af politiske partier. Eksemplerne fra Ukraine, Georgien og Kirgisistan er illustrative. Tidligere succeser inkluderede Nicaragua og El Salvador i Centralamerika. I Sydamerika har amerikansk ideologisk, politisk og økonomisk indflydelse på og alliancer med såkaldte ”centrum-venstre”-partier og regimer haft held til at omdanne Argentina, Bolivia, Peru og Ecuador til Imperiets frimarkeds-klienter.

Myte 3
Gunstige valgresultater i det tidligere Sovjetunionen afspejler et voksende folkeligt ønske om demokrati og frie markeder.

Realiteten: Hvert eneste af valgresultaterne i det tidligere Sovjetunionen blev organiseret og finansieret af ikke-valgte embedsmænd i udenrigsministeriet, som satte dagsordenen, udvalgte lederne og efterfølgende indlemmede de nye regimer i deres imperiale kredsløb. Valgene havde intet at gøre med demokrati og alt at gøre med imperiebygning. Beviset herpå findes i den lynhurtige privatisering og overførsel af offentlige virksomheder til udenlandsk kapital, indlemmelsen af de nye regimer i NATO og at en ny korrupt politisk elite, der er lydhør over for IMF og ikke over for vælgerne, styrer.

Myte 4
”Asien” er en opstigende global magt, der udfordrer USA’s globale overherredømme

Realiteten: Denne forsimplede ”profeti” har utallige alvorlige fejl. For det første er ”Asien” ikke en forenet, homogen blok – nogle lande er kronisk i krise (Filippinerne, Indonesien, Burma, Nepal osv.) og andre er i indbyrdes konflikt, mens andre har indgået alliancer med USA mod andre asiatiske lande. Indien, Pakistan, Sydkorea og Japan har for nylig underskrevet økonomiske og sikkerhedsmæssige aftaler med USA’s imperiale regime. Sydkorea og Kina er i konflikt med Japan om vandterritorium og militærpolitik. Taiwan er de facto allieret med USA. Amerikanerne spiller med succes Indien og Pakistan ud mod hinanden til sin egen fordel. Af lige så stor vigtighed er, at det, der betegnes som ”Kinas” økonomiske styrke, i virkeligheden er amerikanske og europæiske MNC’er forankret i kyst-enklaver, der eksporterer tilbage til deres selskaber i USA og Europa. Endelig har USA ekspanderet i stor til og udvidet sin militære tilstedeværelse over hele Sydasien med utallige militærbaser i Usbekistan, Kirgisistan, Kasakhstan, Afghanistan, Georgien og Irak – med udsigt til nye baser i Ukraine og på Filippinerne.

Myte 5
Den amerikanske imperialismes sejr over kommunismen har styrket USA’s teknologiske og industrielle overherredømme.

Realiteten: De kommunistiske og nationalistiske regimers nederlag har ført til en hastig afindustrialisering af USA og den fortsatte udflytning af de førende teknologiske virksomheder til Indien og andre lande med billig og højtuddannet arbejdskraft. Den amerikanske økonomi er i stigende grad en ”service-økonomi”: sammensat af en elite af vellønnede finansmænd, entertainere og investeringsbankmænd i toppen og i bunden en voksende mængde af dårlig-betalte, forsikringsløse servicearbejdere ansat i detailhandelen, på restauranter og hoteller og i pedel- og kontorarbejde. Førende amerikanske MNC’er som General Motors og Ford er kun et lille nøk fra at have status som ”risikobetonede erhvervsobligationer”, mens alle de førende luftfartsselskaber er bankerot eller tæt på og fyrer medarbejdere, sænker lønninger og bryder indgåede aftaler om pensions- og sundhedsprogrammer for pensionerede eller nuværende medarbejdere. Borgerlige økonomer har argumenteret for, at udflytning og outsourcing af fremstillingsarbejde til mindre udviklede lande ville blive kompenseret af en stigning i uddannelseskrævende og højtbetalte servicejobs i de imperiale centre. Det har vist sig at være forkert: MNC’erne er gået over til at outsource uddannelseskrævende servicearbejde til tredje verdens lande. I dag har Microsoft, CISCO, Intel og Hewlett-Packard alle flyttet deres forskning og design til Bangalore, Indien, som er hjemsted for 150.000 softwareteknikere. I følge Financial Times (særtillæg 6. april 2005, s. 4) er et totalt antal på 826.540 jobs indenfor informationsteknologi med en samlet lønsum på 51,6 milliarder dollars blevet eksporteret af USA, Europa og Japan til underudviklede lande. Titusinder af software-teknikere i USA er arbejdsløse eller arbejder på deltid som ”kontraktarbejdere”.

Konklusion 
Paradoksalt nok førte kommunismens nederlag til udflytningen af imperial kapital, hvilket til gengæld førte til en nedgang i den hjemlige fremstillingsindustri og højteknologiske industri i de ”avancerede lande”. Mens imperiet og dets primære redskaber, de multinationale selskaber og bankerne, vokser og militærbaserne skyder op som paddehatte, forfalder den hjemlige økonomi under byrden af gæld og underskud, usikkert, lavtlønnet, simpel beskæftigelse og arbejdsløshed for højtuddannet arbejdskraft og faglærte arbejdere. Den hurtigst voksende sektor i USA er den stigende mængde af lavtlønnede servicearbejdere, der konkurrerer med endnu dårligere betalt immigrant-arbejdskraft. Lederne af det økonomiske og militære imperium har kun lidt at frygte fra ”masserne”, som er mere optaget af Pavens død, Michael Jacksons pædofilisag, shopping i Wal-Mart og af at kippe med flaget, end af at gøre modstand mod det imperium, som ødelægger deres tilværelse.

Der er ingen tvivl, om at det amerikanske imperium stadig ekspanderer og at det er lykkedes for det at omringe Rusland og Kina, og at dets MNC’er har haft held til at sænke omkostningerne og hæve profitterne gennem udflytning. Det amerikanske imperiums strategiske svaghed er at finde i dets mislykkede militære interventioner og i den systematiske ødelæggelse af den tekno-produktive struktur i selve USA. Mens Imperiets ”overbygning” vokser, er den ”hjemlige base” i Republikken i hastigt forfald; demagogiske politikere fremmer mystisk religiøs fundamentalisme, militær chauvinisme og massespekulation i fast ejendom. Imperiet vil bryde sammen, ikke på grund af konkurrence med Asien eller Europa, men fordi det er blevet for konkurrencebaseret og undervejs har ødelagt sit hjemlige fundament.

Fra Tidsskriftet Solidaritet, nr. 4, 2006. James Petras er en amerikansk sociolog, anti-imperialistisk forfatter og aktivist. Oversat af Lars Henrik Carlskov fra www.rebelion.org, 17. april 2005.