Kamp og konflikt formede det moderne Danmark

Bogen ”De stridbare danskere” punkterer den nationalromantiske myte om den nuværende samfundsmodels fredsommelige tilblivelse.

Af Lars Henrik Carlskov

Historikeren og sociologen René Karpantschof har således et radikalt andet udgangspunkt end mainstreamfortællingen om konsensuspræget udvikling. Hvor parterne angiveligt ved det bedre arguments kraft og forhandlingsbordet fandt frem til en fællesnævner, som nogenlunde ligeligt tilgodeså de forskellige klassemæssige og andre interesser. I stedet anlægges et langt mere frugtbart konfliktperspektiv på den pågældende periode (1848-1920) af Danmarkshistorien.

Samtidig leveres et fornemt eksempel på historieskrivning nedefra, hvis primære fokus ikke er enkeltpersoner fra den fåtallige overklasse, men i stedet kollektive bevægelser og kollektiv kamp med udspring i brede befolkningslag. Som forfatteren fremhæver, spillede frygten for eller ønsket om underklasserevolution her en væsentlig rolle i disse års politiske og sociale udvikling.

Militant kamp gav reformer
Det medførte en række reformtiltag for at dæmpe den folkelige utilfredshed. Disse reformer var dog ikke blot præventive foranstaltninger ”fra oven”, men ofte også et produkt af langvarige og helt eller delvist sejrrige massekampe mod den herskende klasses forbitrede modstand. Her bør dog også inddrages den nok så væsentlige faktor, som Karl Marx bl.a. påpegede sin berømte analyse af arbejdsdagens længde.

Nemlig, at staten som repræsentant for kapitalistklassen som helhed, kan gennemtvinge reformer i systemets mere langvarige interesse (f.eks. en arbejdsstyrke med fornøden sundhed og uddannelse) som enkeltkapitalisten typisk vil modsætte sig af frygt for at miste en fordel overfor konkurrenterne. Resultatet af disse komplekse årsagssammenhænge var begrænsede, men mærkbare reformer. F.eks. udvidelse af stemmeretten til hovedparten af den voksne befolkning, anerkendelse af fagbevægelsens kollektive forhandlingsret og de spæde skridt til den såkaldte velfærdsstat.

Fortjener bred læserskare
I årene umiddelbart efter 1. verdenskrig og den socialistiske oktoberrevolution 1917 i Rusland mundede dette konfliktfyldte forløb ifølge Karpantschof ud i en ”episk styrkeprøve mellem” politiske kræfter, der kæmpede for to konkurrerende ”samfundssystemer: kapitalisme eller socialisme”. I den forbindelse og generelt understreger bogen internationale begivenheders betydning.

I følge forfatteren kan man omkring 1920 tydeligt identificere mange af det moderne danske samfunds grundtræk: De nuværende grænser, den kapitalistiske produktionsmåde, parlamentarismen, partisystemet og forløberne for mange sociale bevægelser. Trods det høje sideantal, er bogen letlæst, og bør læses af alle historisk interesserede. Ikke mindst dem, der, som denne avis' læsere, ønsker at lære af historien for selv at skabe historie.

René Karpantschof: De stridbare danskere. Efter enevælden og før demokratiet 1848-1920. Gads Forlag. 2019. 544 sider.

Corona spreder kapitalismens autoritære virus

Den globale pandemi har sat turbo på årtiers udhuling af det i forvejen stærkt begrænsede liberale demokrati.

Af Lars Henrik Carlskov

De seneste ugers indskrænkning af grundlæggende demokratiske rettigheder er den suverænt mest vidtgående i landet siden 2. verdenskrig. Uden høringsfase, hvor f.eks. juraeksperter, menneskerettighedsorganisationer og almindelige borgere kunne fremsætte indvendinger. I rekordtempo er der foretaget voldsomme indgreb i bl.a. den personlige frihed, forsamlingsfrihed, bevægelsesfrihed og retten til at bestemme over egen krop.

F.eks. mulighed for forbud mod forsamlinger ned til 2 personer, tvangsundersøgelser, tvangsbehandling, tvangsvaccinering og nedlukning af legepladser og fodboldbaner. I følge en række eksperter er det svært at vurdere, hvad der er sundhedsfagligt begrundet eller blot et politisk ønske fra regeringen. Kloden over smugles et væld af autoritære tiltag ind ad bagdøren.

I Ungarn har Orbáns højreradikale regering f.eks. tildelt sig selv diktatoriske beføjelser uden tidsbegrænsning. Borgere kan fængsles i op til 5 år for at bryde coronakarantæne eller for at offentliggøre "falske" eller "forvrængede" oplysninger, som kan skabe "uro" eller "ophidse" befolkningen. I USA har præsident Donald Trump varslet stop for indvandring. På samme måde blev den danske grænselukning modsagt af sundhedseksperter. Desuden er der bl.a. indført mulighed for dobbelt eller firedobbelt straf for ”corona”-lovovertrædelser.

Garanti for misbrug
Strømmen af såkaldte antiterrorlove siden angrebet 2001 på USA's forsvarsministerium og World Trade Center, viser samtidig den overhængende fare for misbrug af foranstaltninger, der er indført med henvisning til COVID-19. Politiets øgede magtbeføjelser er blevet brugt i sager, som intet har at gøre med terror. Om alt lige fra bander, narko, menneskesmugling, børneporno, økonomisk kriminalitet, brandstiftelse og bedrageri til røveri og drab.

International solidaritet med legitime oprørsbevægelser i f.eks. Colombia, Palæstina og Kurdistan er blevet kriminaliseret. Og det kurdiske Roj TV mistede sendetilladelsen pga. en beskidt handel om tyrkisk støtte til Anders Fogh Rasmussen som NATO-generalsekretær. Derfor er det også naivt at tro, at coronalovene ikke vil blive brugt på alle mulige andre områder. Midlertidige begrænsninger af rettigheder bliver hurtigt permanente.

Længe inden den nuværende pandemi var den globale kapitalisme inficeret af en autoritær virus. Bl.a. steg den amerikanske fængselsbefolkning under især Reagan og Clinton med eksplosiv fart. USA har verdens største antal fængslede pr. indbygger, og stigningen fortsætter stadig. Den danske udvikling er mindre ekstrem, men på mange punkter fulgt i samme spor.

Orwells mareridt er vores virkelighed
Antallet af indsatte i danske fængsler er rekordhøjt. Især i slutningen af Nyrups regeringsperiode fra 1993-2001 accelererede den autoritære udvikling. Der kom maskeringsforbud (senest udvidet med burka- og niqāb-loven). Rockerloven betød forbud mod enkeltpersoners ophold bestemte steder såsom klubhuse. Nu udvidet til zoneforbud mod ophold i f.eks. en hel kommune. Det rammer også f.eks. hjemløse, der samtidig kan få bøder for at tigge.

Senere har vi bl.a. fået civile agenter, visitationszoner, præventive anholdelser og længere varetægtsfængslinger. Plus vandkanoner, heste og peberspray til politiet (sidstnævnte oprindeligt et alternativ til brug af stave og pistoler). Samt mulighed for dobbeltstraf i såkaldte ghettoer og håndtrykstvang for at få statsborgerskab. Arbejdsløse og syge er ramt af mere kontrol og flere sanktioner.

Efterretningstjenesterne kan sammen med techgiganter som Amazon, Apple, Facebook og Google overvåge selv de mest intime detaljer i vores privatliv. Orwells totale overvågningssamfund er på mange måder vores virkelighed.

Autoritær stat er nyliberalismens siamesiske tvilling
De sidste tre årtier har kriminaliteten i Danmark været faldende, så hvad forklarer de evige nye stramninger? Den italienske marxist Antonio Gramsci påpegede, hvordan den herskende klasses hegemoni (”overherredømme”) bygger på en blanding af rå magt og ”konsensus” (samtykke fra befolkningen). Den styrer ikke blot ved hjælp af politi, domstole og militær, men også gennem institutioner som kirker og skoler samt civilsamfundets partier, foreninger, medier osv. Faldende profitrater for de store koncerner førte i 1970'erne til kapitalismens nuværende nyliberale fase. I denne periode er de nævnte institutioner blevet kraftigt undermineret. Det har svækket den herskende klasses folkelige legitimitet (se f.eks. rekordhøj mistillid til medier og politikere).

Derfor har den herskende klasse være tvunget til at styrke statens repressive apparat. Nyliberalismen betyder derfor ikke mindre stat (de offentlige udgifters andel af BNP er tværtimod vokset). Men derimod en omstilling af staten, hvor de mere direkte kontrol- og undertrykkelsesfunktioner vokser på bekostning af f.eks. levering af velfærdsydelser. I takt med, at kapitalismens kriser bliver stadig mere ukontrollable (virusser, økonomiske kriser, klimakatastrofen etc.), vokser kapitalens afhængighed af staten (og f.eks. dens finansielle støttepakker).

Liberalt demokrati versus socialistisk demokrati
Den nuværende situation viser det kan være legitimt at indskrænke nogle individuelle ”friheder” (f.eks. handlinger, der udsætter andre for livsfare). På samme måde forhindrer en lille minoritet af kapitalisters ”ret” til at eje og kontrollere de vigtigste produktionsmidler som maskiner, fabrikker, kontorbygninger og råstoffer i praksis alle andre fra at udøve samme ”ret”. Man kan få ubetinget fængsel for tyveri af en flaske håndsprit, men arbejdsgiverne kan uden straf tvinge ansatte på arbejde under livsfarlig smitterisiko. Og hvert år dør omkring 1.600 mennesker af arbejdsrelateret kræft i Danmark. Og 2.000 mennesker dør årligt af andre arbejdsmiljøfremkaldte sygdomme. I allerværste tilfælde kan et dødsfald koste en arbejdsgiver, ikke fængsel, men en bøde på 500.000 kr.

Forfatteren Anatole France skrev, at den nuværende formelle lighed for loven består i, at ”saavel Rig som Fattig [forbydes] at sove under Broerne, betle på Gaderne og at stjæle Brød.” Karl Marx, hvis idéer den moderne arbejderbevægelse og venstrefløj bygger på, påpegede begrænsningerne i ”menneskerettighederne”. De var et produkt af de borgerlige revolutioner i USA 1776 og Frankrig 1789. De var for Marx ”de rettigheder som tilkommer samfundsmedlemmet, d.v.s. det egoistiske, fra medmennesket og det fælles-menneskelige adskilte mennesker” og ”i praksis... den private ejendomsret.”

Senere påpegede Marx, hvordan udbytningen af arbejdere for merværdi sker efter lovens principper om frihed og lighed (hvor arbejderen ”frit” sælger sin arbejdskraft til kapitalisten). Men under overfladen hersker der reelt ufrihed og ulighed, da arbejderen pga. manglen på produktionsmidler er tvunget til at sælge sin arbejdskraft. Kapitalismen og dens liberale demokrati med formel frihed og lighed befinder sig i en krisetilstand. Som revolutionære socialister må vi derfor kæmpe for at erstatte dem med et reelt demokrati, hvor de væsentligste beslutninger over økonomi og samfund tages kollektivt de steder, folk arbejder, går i skole eller bor.

Socialt oprør eller system-administration?

Enhedslisten forsøger i stigende grad at positionere sig som ”regeringsdueligt” parti. Men uden et revolutionært brud får vi business as usual.

Af Lars Henrik Carlskov

”Jeg ser håb. Og jeg tror, at de opbrudstider vi lever i nu, vil blive set tilbage på som årene for generationen, der lagde stenene til en ny radikal, progressiv og solidarisk forandring", skrev Enhedslistens Pernille Skipper for nylig i en kronik i Dagbladet Information. Bl.a. med henvisning til de senere års fremgang for europæiske venstrefløjskræfter som SYRIZA i Grækenland, Podemos i Spanien og Corbyns Labour i Storbritannien.

Hun fremhævede desuden den samlede opbakning fra 1/5 af befolkningen til Enhedslisten, Alternativet og SF og "et stort ønske om forandring". Det ser hun bl.a. i den seneste overenskomstkamp, unge, som "engagerer sig forbilledligt i klimakampen" og "flere og flere, der siger klart fra over for både den stigende ulighed og den umenneskelige flygtningepolitik." Og Skipper understregede regerings-ambitionerne med henvisning til partiets nye plan "100 dage med Enhedslisten – på vej mod et grønt og solidarisk Danmark".

Til højre for Labour og løsninger via markedet
Her findes 100 forslag, som skal gennemføres de første 100 dage i en regering, hvor partiet har "magt, som vi har agt." Planens indtægter på 58,4 mia. kr. er dog primært "tilbagerulninger" af f.eks. skattelettelser til de rigeste og de store virksomheder. Modsat hos det britiske socialdemokrati (fra hvis manifest, man bl.a. har kopieret layout og slogans som "for de mange, ikke for de få"), er der ingen krav om nationalisering af virksomheder. Blot stop for privatisering og udlicitering og en "arbejdsgruppe", der skal "undersøge mulighederne" for gen-nationalisering at f.eks. DONG, telenettet, Københavns Lufthavn og Statens Serum Instituts vaccineproduktion.

Nationaliserings-spørgsmålet forsøges omgået med en ”almennyttig offentlig bank”, som skal konkurrere på markedet mod de eksisterende finansielle virksomheder. Samt generelt via ”erhvervsstøtteordningerne, skatterne og afgifterne, den offentlige indkøbspolitik og den offentlige kreditgivning” at øge incitamentet til såkaldt ”samfundsgavnlig adfærd” fra erhvervslivet. Forslag fra planen såsom skattelettelser for de laveste indkomster, gratis tandlæge og billigere offentlig transport er selvsagt fornuftige. Det egentlige spørgsmål er imidlertid realismen i Enhedslistens forestilling om planens gennemførelse gennem opnåelse af 50%+1 af folketingstaburetterne.

Strukturelle grænser for reformer
Når venstre-orienterede regeringspartier som f.eks. SF under Thorning eller SYRIZA i Grækenland ender med at stå i spidsen for brutale nedskæringer, selv om de blev valgt på det modsatte, er forklaringen således ikke primært forræderi eller manglende politisk mod. Men i stedet, at enhver nok så ”rød” regering, som forsøger at administrere kapitalismen for at reformere den, må tage hensyn til systemets drivkraft: Profitten. Fører en regering ikke en såkaldt ”erhvervsvenlig” politik, der sikrer kapitalisterne tilstrækkelig profit, tilbageholdes investeringerne, hvilket i sidste ende udløser krise.

Faldende profitrater siden 1970'erne i den danske og de øvrige avancerede kapitalistiske økonomier var den dybereliggende årsag til ”den store recession”, dvs. den globale økonomiske krise, som brød ud 2007-2008. Det desperate forsøg på at genoprette den globale kapitalismes profitabilitet førte til verdens regeringers og arbejdsgiveres blodige offensiv mod lønninger, arbejdsforhold og velfærdsydelser.

Administration af nedskæringer
Det voldsomme økonomiske opsving i årene fra 2. verdenskrigs afslutning og frem til 1970'erne gjorde det i Danmark og andre lande muligt at opbygge den såkaldte ”velfærdsstat”. Men årsagerne til den langvarige højkonjunktur var den omfattende destruktion af kapital i såvel fysisk som værdimæssig forstand, som 1930'ernes økonomiske krise og 2. verdenskrig medførte, samt den kolde krigs militære oprustning. Disse betingelser for reformer inden for systemets rammer er ikke til stede i dag, hvor den danske og de øvrige vestlige kapitalistiske økonomier siden 1970'erne har oplevet relativ stagnation.

En Enhedslisten-regering vil derfor i bedste fald kunne levere bittesmå forbedringer. Og som SF's regeringstid demonstrerede, er selv disse forbedringer langt fra givet uden pres fra stærke folkelige bevægelser. Samtidig risikerer enhver reform, der rammer kapitalisternes profit, at forstærke systemets krisetendenser. Risikoen for, at Enhedslisten som regeringsparti deltager i store velfærdsnedskæringer vil derfor være overvældende. Til dem, der tror en parlamentarisk venstrefløjs-regering er vejen frem, bør vi derfor som revolutionære socialister sige (med den britiske marxist Chris Harmans ord): ”I tror, at en venstrefløjs-regering kan ændre samfundet i arbejderklassens interesse. Det gør vi ikke. Men vi vil kæmpe sammen med jer for at afprøve jeres synspunkt i praksis. Imidlertid gentager vi, at I bør stole på jeres egne kampe, ikke sætte jeres lid til jeres politiske ledere.”

Kampen var hans element

Filmen ”Den unge Karl Marx” skildrer en af verdenshistoriens vigtigste skikkelsers forvandling fra borgerlig humanist til kommunist og revolutionær.

Af Lars Henrik Carlskov

Instruktøren Raoul Peck kendes bl.a. for den kritikerroste dokumentar ”I Am Not Your Negro” om den sorte amerikanske forfatter og borgerrettighedsaktivist James Baldwin. Denne gang dramatiserer han den berømte filosof, økonom, socialistleder m.m.'s politisk formative ungdomsår. Dvs. perioden fra jobbet som redaktør af en liberal avis gør Marx til flygtning frem til udgivelsen af "Det Kommunistiske Manifest".

Vi ser mødet med medtænkeren og medkæmperen Friedrich Engels. En rig fabrikants søn, som gennem diskussioner, fælles politisk handling, venskab og økonomisk støtte får afgørende betydning for Marx. Centrale for hans intellektuelle udvikling og forståelse af arbejderklassen og den økonomiske analyses nødvendighed var bl.a. to skrifter af Engels ("Rids af en kritik af nationaløkonomien" og "Den arbejdende klasses stilling i England"). Også de mange politiske møder og diskussioner med diverse arbejderforeninger og pionerer i socialismens historie såsom Proudhon, Bakunin og Weitling vækkes her til live på det store lærred.

Ikke nogen lænestols-teoretiker
Udover at være filmisk interessant, er én af "Den unge Karl Marx's" forcer netop fremhævelsen af Marx som en handlingens mand med hyppig kontakt og diskussioner med datidens mest fremtrædende socialister og arbejderledere. Modsat det gængse billede af en lænestols-teoretiker med næsen begravet i bøger. Sidstnævnte havde han selvsagt ofte. Men de sidste fire årtier af sit liv spillede han tillige en uvurderlig aktivistisk rolle i den spirende arbejderbevægelse.

Han var ikke bare forfatter til værker som "Det Kommunistiske Manifest" og "Kapitalen". Men også hovedrolleindehaver i sammenslutningen "1. Internationale", som førte til oprettelsen af socialistiske partier og fagforeninger i en række lande. Herhjemme i form af det socialdemokrati, som ironisk nok i dag lukker grænsen for flygtninge som Marx selv. Og sammen med Engels fungerede han, bl.a. via omfattende brevkorrespondance, også som den nye internationale arbejderbevægelses politiske rådgiver.

Fremfor alt revolutionær
Som tidligere nævnt omhandler filmen dog kun begivenhederne frem til den knap 30-årige Marx på vegne af "Kommunisternes Forbund" skriver en af verdenshistoriens mest indflydelsesrige politisk tekster. Nemlig "Manifestet", som udkom på tærsklen til Europas revolutionære bølge i 1848. Som bl.a. i Danmark førte til (en begrænset og borgerlig form for) demokrati. "Den unge Karl Marx" formår den svære balancegang mellem præsentation af politiske idéer og underholdende historiefortælling.

Desuden er skuespillerpræstationerne glimrende og personkarakteristikkerne virker virkelighedstro. Og på nær nogle få detaljer, der sagtens kan forsvares som nødvendige dramaturgiske greb, er filmen også historisk korrekt. Det gælder også fremstillingen af Marx's kone Jenny og Engels partner Mary som stærke og politiske personligheder. Og den arbejderklasse, der skulle give kapitalismen dødsstødet, findes i allerhøjeste grad stadig. Nemlig defineret som alle, der pga. manglende ejendom må sælge deres arbejdskraft eller overleve på usle sociale ydelser. Derfor er filmen politisk højaktuel. Ikke mindst fordi den viser den Marx, om hvem Engels sagde, at han "var fremfor alt revolutionær" og "kampen var hans element".

"Den unge Karl Marx”, Frankrig/Tyskland/Belgien, 2017, 118 min., premiere 9. november.

Fra 1917 til 2017 mod et nyt samfundssystem

Accelererende klimaødelæggelse og nye bølger af krige, racisme og nedskæringer kan skabe fortvivlelse, men bør ikke føre til resignation.

For som bl.a. den russiske oktoberrevolution 1917, hvis jubilæum fejres i år, viste, er radikale samfundsomvæltninger mulige. Også selvom en blodig kontrarevolution senere førte til stalinismens rædsler. For dette nederlag var ikke givet på forhånd, men resultatet af en kamp, der kunne have været vundet ved revolutionens spredning til andre lande.

Revolutionen viste, at alle dem, der pga. manglende ejendom må arbejde (eller overleve på usle sociale ydelser), kan tage magten i egne hænder og begynde opbygningen af et bedre samfund. Det kan ske igen. Men ikke uden organisering og koordinering af de forskellige sociale kampe, som der allerede i dag findes et væld af.

Ingen sejr uden samlet kamp
F.eks. forårets kampagne og strejker mod den nye overenskomst, Uddannelsesalliancens demonstrationer mod uddannelsesbesparelser, diverse fagforeningers initiativ ”Danmark for velfærd” og protesterne mod behandlingen af arbejdsløse og syge. Desuden er Danmark tæt forbundet med den øvrige verden, hvor mange lande har set omfattende folkelige oprør og protester de senere år.

Herhjemme har vi langt fra set sådanne bevægelser, men de protester, der trods alt har været, viser, at et betydeligt mindretal af befolkningen er klar til at kæmpe. Samtidig havde disse protesters effektivitet været væsentligt større, hvis der ikke kæmpedes hver for sig. Endelig er de blevet yderligere svækket af manglen på aktiv støtte fra fagtop og den etablerede venstrefløj.

Den etablerede venstrefløjs fallit
Det gælder desværre selv Enhedslisten, hvor mange enkeltmedlemmer udfører et godt politisk arbejde, men hvis fokus alligevel primært er Borgens taktiske forhandlingsspil og nærmest permanent valgkamp. Budgetforlig i kommuner og regioner viser også, at man i stigende grad ser sig som administrator af systemet. Det understreges af en aktuel kampagne, der kalder politiet ”velfærdens helte”. Også selvom Enhedslisten er mindst ringe alternativ på valgdagen. Derfor må det mindretal, som allerede i dag ser behovet for en revolutionær omvæltning af det nuværende profitsystem, gå sammen i en selvstændig organisation for at vinde flertallet over på sin side.

Her er Internationale Socialister de første beskedne skridt til en sådan organisation. Vi må også opbygge magt dér, hvor systemet kan sættes i stå. På arbejdspladserne, hvor der skabes den profit, som er kapitalismens drivkraft. Magt i form af netværk på gulvplan, som kan udfordre regering, arbejdsgivere og fagtop. F.eks. også ved overenskomstforhandlinger som de kommende i den offentlige sektor. Men det kræver overvindelse af den giftige racisme, Overdanmark bruger til at splitte alle os i Underdanmark. Her er den internationale aktionsdag mod racisme 17. marts en oplagt mulighed for at danne nye netværk for folkelig modstand.

Anti-kapitalistisk modstand i Trumps æra

Aktuelle bøger af Naomi Klein og Mikkel Bolt analyserer Trump-fænomenet og potentialet for kampen mod de højrepopulistiske kræfter.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Her anvender Kleins ”No is not Enough” de analyser og begreber, hun har udviklet i tidligere værker såsom ”No Logo”, ”Chokdoktrinen” og ”Intet bliver som før” til at forstå årsagerne til hans sejr. Således beskrives Trumps ”brand” (eller varemærke) og hans forsøg på at fusionere sidstnævnte med ”det ultimative symbol på magt og autoritet: Det Hvide Hus”. Samtidig repræsenterer han for Klein en ny form for nyliberal ”chok-politik”, der beskrives som en særlig ekstrem version af kapitalismen. Denne chok-metafor kan i nogle tilfælde være nyttig til at beskrive de ofte brutale metoder, gennemtvingelsen af nyliberale politikker om privatisering, udlicitering og angreb på velfærdsydelser, lønninger og arbejdsforhold har krævet i en række lande.

F.eks. Chile under Pinochets militærdiktatur, det tidligere Sovjetunionen efter murens fald eller Irak i kølvandet på 2003-invasionen. Men det afgørende skifte til nyliberalisme i f.eks. Storbritannien, USA, Danmark samt en række lande i den såkaldte ”tredje verden” skete ikke i kølvandet på noget tilsvarende ”chok”. Det afgørende var her oftest den svækkede selvtillid i arbejderklasen efter nederlag i afgørende konfrontationer med staten og kapitalen (f.eks. den britiske minearbejderstrejke eller flykontrollørernes tilsvarende i USA).

Identificering af fjenden
Sammen med en tendens til at fokusere på aktører og idéer på bekostning af, hvordan nutidens chok og kriser udspringer af kapitalismens grundlæggende strukturer, fører det til en tvetydighed, der også kendes fra Kleins tidligere værker: Er fjenden det kapitalistiske system som sådan eller blot en særlig (nyliberal) variant af samme? Således beskrives Trumps magtovertagelse som et ”kup” fra de store virksomheders side. I modsætning dertil understreges det senere, at der ikke er tale om et ”brud”, men en ”kulmination” på ”katastrofekapitalismens” politik.

Med en vis nostalgi beskrives f.eks. 1930'ernes amerikanske ”New Deal” under Roosevelt og efterkrigstidens "keynesianske" epoke i verdensøkonomien frem til 1970'ernes ”nyliberale revolution”. Men det var netop keynesianismens manglende evne til at løse den daværende profitabilitetskrise i de avancerede kapitalistiske økonomier, som skabte betingelserne for nyliberalismens fremmarch. En tilbagevenden til keynesianisme, heller ikke i en imaginær version med demokratisering, økologisk bæredygtighed og ligestilling af kvinder, LGBT+-personer og etniske mindretal, er derfor ikke et reelt svar.

I modsætning dertil tager Mikkel Bolts ”Trumps kontrarevolution” netop udgangspunkt i, hvordan rødderne til den nuværende globale fremgang for højrenationalistiske og fascistiske kræfter skal findes i kapitalismens strukturelle krise i 1970'erne og nyliberalismens indtog som konsekvens deraf. I den henseende ligger bogen i forlængelse af forfatterens ”Krise til opstand” fra 2013.

Trump som fascist
Ligesom Klein ser Bolt Trumps valgsejr som et oprør mod status quo og begge understreger, at den er led i en international trend. For Bolt er Trump udtryk for en ”antisystemisk protest fra højre” mod ”den såkaldte neoliberale globalisering” og et miskrediteret politisk system samt dets forvaltere. Men som følge af den etablerede venstrefløjs fallit, kommer i hvert fald dele af denne protest til udtryk i en forvrænget form med støtte til f.eks. racistiske kræfter, der ikke repræsenterer et reelt opgør med det nuværende system.

Trump repræsenter for Bolt ”senkapitalistisk fascisme” og en ”præventiv kontrarevolution” mod f.eks. ”de arabiske revolter, pladsbesættelsesbevægelserne og Black Lives Matter” og den ”begyndende afvisning af kapitalismen”, de repræsenterer. En korrekt sammenkædning af kapitalismens stadig mere autoritære tendenser med systemets stigende vanskeligheder ved at fungere på ”normal” vis som følge af bl.a. økonomisk svaghed og folkelige protester. Ikke desto mindre har disse protester på internationalt plan endnu ikke nået samme styrke, som f.eks. i slutningen af 1960'erne og 1970'erne. Og selv i denne situation kunne kapitalismen overleve uden at ty til sin fascistiske kriseløsning.

Derfor er beskrivelsen af Trump som fascist også misvisende, selvom der ligesom hos andre højrepopulister er fællestræk. Trump-regeringens politik har endnu ikke i praksis brudt afgørende med de republikanske og demokratiske forgængere. Modsat f.eks. den tyske og italienske fascisme er han heller ikke kommet til magten som et aktivt tilvalg fra den herskende klasse (hvis store flertal støttede Hillary Clinton) og ved forinden at have opbygge stormtropper på gadeplan, der kan bruges til at knuse arbejderbevægelsens og de øvrige demokratiske institutioner. Sidstnævnte er dog ikke nødvendigt ifølge Bolt pga. Trumps besiddelse af statsmagten. Men konsekvensen af dette er inflation i brugen af fascisme-begrebet, som ud fra samme logik kunne anvendes om et væld af højreorienterede regeringer, der enten har indskrænket demokratiet eller indført et decideret diktatur. Og som nævnt er denne fascistiske kriseløsning endnu ikke nødvendig for at sikre kapitalistklassens mulighed for fortsat at regere.

Menneskehedens fremtid på spil
Ikke desto mindre udgør Trump en alvorlig trussel, der har givet højreorienterede og egentlige fascistiske kræfter øget selvtillid. Som begge forfattere understreger befinder vi os i en nødsituation med en række overlappende kriser, som alle direkte eller indirekte udspringer af det nuværende profitsystem. Hurtige og radikale samfundsomvæltninger er derfor nødvendige, ikke mindst på grund af den truende klimakatatrofe. Med henvisning til intersektionalistisk feminisme understreger Klein, hvordan de forskellige kampe og former for undertrykkelse er gensidigt forbundne og advarer samtidig mod gøre oplistningen af forskellige former for privilegier til en intern konkurrence blandt de undertrykte.

Men for at forstå, hvorfor de forskellige former for undertrykkelse er opstået og derfor kan afskaffes, har vi brug for den marxistiske klasseanalyse. Denne peger samtidig på den afgørende strategiske rolle, arbejderklassen (det store flertal af befolkningen, der ikke ejer og kontrollerer produktionsmidlerne) spiller pga. sin evne til at stoppe kapitalismens drivkraft, profitten, ved at strejke. Dette element er dog desværre enten fraværende eller underprioriteret hos Klein og Bolt.

Intet af dette ændrer dog på, at såvel Bolt som Klein leverer væsentlige bidrag til forståelsen af betingelserne for kampen mod Trump og tilsvarende kræfter i andre lande. Og som begge forfattere understreger, afhænger en leveværdig fremtid for klodens befolkning bogstaveligt talt af et succesfuldt udfald af denne kamp.

Naomi Klein: No is Not Enough. Defeating the New Shock Politics. Allen Lane (UK), 2017 (dansk udgave: Nej er ikke nok. Modstand mod Trump og højrepopulismens chok-politik, Forlaget Klim, 2017). Mikkel Bolt: Trumps kontrarevolution, Forlaget Nemo, 2017.

Skipper & Co. mellem modstand og tilpasning

Enhedslisten stemmer ofte som eneste parti i Folketinget imod racisme, krig og nedskæringer, men er ikke stedet at opbygge en revolutionær venstrefløj.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

13 sekunder. Det fyldte kampen uden for den parlamentariske arena i Enhedslistens politiske ordfører Pernille Skippers mere end 17 minutter lange årsmødetale for nylig: ”I onsdags, der så vi Velfærdsalliancen demonstrere for vores velfærd en gang til. Og til alle, der var med ude i hele landet, tusind tak, godt gået, det er en hamrende vigtig kamp”. Det var alt – men også symptomatisk.

For selv om der internt i partiet tales om at ”gå på to ben”, det parlamentariske og det udenomsparlamentariske, fylder arbejdet i Folketinget, byråd osv. i praksis suverænt mest. Bl.a. går hovedparten af budgettet til valgkamp og ansættelser på Christiansborg, lige som partiets topfolk sjældent eller aldrig understreger behovet for at opbygge den folkelige modstand uden for Borgen. Det gælder også partiets materiale, der som regel blot opfordrer til at blive medlem og vælger.

Parlamentarisk fokus giver passive medlemmer
Resultatet er et overvældende flertal af ikke-aktive medlemmer. Og en del af de aktive er det kun i forbindelse med valgkampe. Mange medlemmer er gode aktivister i andre sammenhænge, men dette sker uden fælles koordinering og strategi. Da dette arbejde sker som enkeltpersoner frem for som del af et politisk kollektiv, reduceres den samlede slagkraft kraftigt. I Enhedslisten findes der ganske vist også revolutionære socialister, men partiets venstrefløj er internt for uenig til organiseret samarbejde.

I stedet siver de revolutionære medlemmer ud af partiet enkeltvis. Samtidig forsøger partitoppen at undgå opstilling af revolutionære kandidater ved valg og, hvis det mislykkes, at underminere deres kandidatur. Nogle gange lykkes det de menige medlemmer på årsmøder at få nedstemt nogle af toppens forsøg på at dreje partiet i en mere ”ansvarlig” (læs: systembevarende) retning. Men når det virkelig gælder, som f.eks. spørgsmålet om Thorning-regeringens finanslove, sættes årsmødevedtagelser ud af kraft. Enhedslistens venstrefløj fører derfor en defensiv kamp for at bevare status quo – et parti, som i forvejen primært er en vælgerforening.

Systemskifte kræver anden type parti
De fleste henvisninger til revolution er udraderet fra principprogrammet, der understreger, at ”revolutionen” skal ske via en ”socialistisk grundlov” i Folketinget. På samme måde udlagde en af partiets strateger, finansordfører Pelle Dragsted, for nylig i et interview med magasinet RÆSON revolution som summen af en række reformer. Men al historisk erfaring viser, at kapitalistklassen ved at tilbageholde investeringerne, indskrænke produktionen, kapitalflugt, spekulation mod valutaen og i sidste ende også væbnede kup vil bekæmpe enhver nok så demokratisk valgt regering, der for alvor udfordrer dens magt.

Derfor kan et systemskifte kun ske ved, at en socialistisk massebevægelse i en revolutionær situation erstatter Folketinget og resten af den kapitalistiske statsmagt med sine egne demokratiske organer baseret på f.eks. arbejdspladser, uddannelsessteder og i boligkvarterer. Enhedslisten kan derfor bedst beskrives som ”venstre-reformistisk” ligesom partier som Die Linke i Tyskland, SYRIZA i Grækenland og Podemos i Spanien. Dvs. til venstre for klassisk socialdemokratisme, men stadig baseret på strategien om en reformvej til socialismen.

Men da det er en blindgyde, vil det i længden føre til gradvis tilpasning til det eksisterende kapitalistiske system. Ikke mindst hvis Enhedslisten i fremtiden kommer til at administrere systemet som deltager i en parlamentarisk regering. Så selv om vi i Internationale Socialister ofte samarbejder med mange enkeltmedlemmer af Enhedslisten, er det ikke indenfor Listens rammer, at et kæmpende venstrefløjsparti kan opbygges. Et revolutionært parti, hvis vigtigste kampplads ikke er Christiansborgs parlamentariske cirkus, men den daglige folkelige modstandskamp mod kapitalens angreb.

Lenin og Luxemburg - det er ikke enten-eller

Enhedslisten-strateg bag ny bog om den fremtrædende marxistiske teoretiker og revolutionære leder Rosa Luxemburg.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Forfatteren er Per Clausen, fhv. formand for partiets folketingsgruppe og nuværende byrådsmedlem i Aalborg, der supplerer sin gennemgang af Luxemburgs liv og værk med personlige anekdoter.

Desværre mest med polemiske udfald mod andre dele af venstrefløjen, der sjældent sættes navn på, hvorfor det mest minder om skyggeboksning.

Per gentager Luxemburgs kritik fra 1904 af Lenins “ultra-centralistiske” partiteori, men overser bl.a. Hal Drapers påvisning af den som en fejludlægning af Lenins synspunkter.

Paul Le Blanc har desuden vist, at det socialdemokratiske parti i Polen-Litauen (hvis ledelse Luxemburg var et fremtrædende medlem af) ikke var mindre “centralistisk” end Lenins bolsjevikker. I begge tilfælde fordi partierne måtte arbejde illegalt under det russiske zarregime.

“Rigtig linje findes ikke”
Det sås også, da Lenin efter 1905-revolutionen og dens langt bedre muligheder for at arbejde i åbenhed, talte for at “åbne portene” for nye partimedlemmer.

Per fremstiller Luxemburg som “spontanist”, men hun understregede netop i sin pjece om massestrejken, at socialister ikke med “korslagte arme” skal vente på en revolutionær situation, men må give bevægelsen politisk ledelse for at sikre en sejrrig revolution.

Alligevel forsøger Per at bruge Luxemburg til et opgør med forestillingen om en “korrekt” og “forkert” politisk linje. Han hævder, at reformismen er noget, “vi alle” er underlagt, men nævner ikke, at Luxemburg specifikt forbinder den med “borgerlig parlamentarisme”.

Det stinkende lig
Der er al mulig grund til at læse eller genlæse Rosa Luxemburg i dag.

Langt klarere end f.eks. Lenin beskrev hun massestrejkens dynamik og dens rolle som forløber for en revolutionær opstand. Lige som hun leverede en uovertruffen analyse af reformismen, dvs. den traditionelle socialdemokratiske idé om, at man gradvist kan reformere kapitalisme til socialisme.

Men at se disse to giganter i arbejderbevægelsens historie som modsætninger giver ingen mening. Tværtimod supplererer de hinanden.

Per henviser til det tyske Socialdemokrati anno 1910 og erklærer sig smigret over sammenligninger med Enhedslisten.

Men han glemmer, for det første, at Luxemburg få år senere karakteriserede det som “et stinkende lig”, især på grund af dets støtte til den imperialistiske 1. verdenskrig.

For det andet glemmer han, at da revolutionen kom – i både Rusland og Tyskland – så havde en Lenin en organisation, der kunne levere det politisk lederskab, både Luxemburg og Lenin mente var nødvendigt for at vinde.

Det havde Luxemburg ikke i den tyske revolution. Det betød både revolutionens nederlag – og at Luxemburg og mange af hendes kampfæller blev dræbt. Det er den vigtigste lære for socialister i dag.

Per Clausen: Rosa Luxemburg, Forlaget Solidaritet, 70 sider, 20 kr.

Masseprotester ryster den franske regering

Vi kan lære af Frankrig, hvor velfærdsangreb er blevet mødt af en storm af protester, der også forbinder sig med kampen mod racisme.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Bevægelsen kaldes "Nuit debout" (oversættes normalt til "oppe hele natten") og består bl.a. af almindelige lønarbejdere, studerende og pensionster. Den er opstået pga. en lov fra landets socialdemokratiske regering, der vil hæve arbejdstiden, gøre det lettere at fyre ansatte og gøre det muligt for lokale aftaler at overtrumfe nationale aftaler og love, der beskytter lønmodtagernes rettigheder. Fra den centrale plads Place de la République i Paris, som blev besat af aktivister og brugt til at afholde natlige stormøder, har bevægelsen spredt sig til resten af Frankrig og andre lande.

Med sine pladsbesættelser og stormøder med en flad demokratisk struktur minder bevægelsen om f.eks. Indignados-bevægelsen i Spanien og Occupy Wall Street. På disse stormøder har tusinder af aktivister diskuteret alt lige fra den praktiske organisering af besættelserne til hvordan det nuværende samfundssystem fungerer, politiets rolle og spørgsmålet om vold samt nedsat komitér til planlægning af nye aktioner. Siden terrorangrebene mod Charlie Hebdo og 13. november i Paris har magthaverne forstærket den racistiske og islamofobiske hetz mod Frankrigs befolkning med immigrant- eller flygtningebaggrund. Nuit debout-bevægelsen har udbygget båndene til disse grupper, bl.a. via fælles aktioner med tusinder af deltagere.

Udfordrer systemets logik
Der har desuden været en række strejker samt demonstrationer med hundredtusinder af fremmødte. Bl.a. over en million 31. marts og op mod 200.000 9. april. Her er der blevet sunget sange fra de franske revolutioner og 2. verdenskrigs modstandsbevægelse og råbt slagord som "nej til arbejdsgivernes lov, ja til revolutionen". Denis Godard fra besættelsen på Place de la Républiques aktionskomité har beskrevet, hvordan bevægelsen kan vinde:

“Besættelserne giver bevægelsen en retning, stiller spørgsmål ved hele logikken i systemet og skaber mulighed for at samle de forskellige fronter i kampen. Det kan ikke fortsætte og udvikle sig uden at forbinde bevægelsen på pladserne med kampen på hver eneste arbejdsplads, alle universiteter og colleges og hver eneste boligkvarter. Grundloven for en ny verden vil ikke blive skrevet af tusinder, men af millioner. Og ikke bare ved at tale, men ved at angribe magtens højborge – og ved at vinde sejre startende med tilbagetrækning af arbejdsloven.”

Stor ståhej i den rød-grønne vælgerforening

Efter langvarige interne kampe vedtog Enhedslisten sidste år nyt program – som allerede nu undsiges af partiets dominerende højrefløj.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

De havde arbejdet på det længe. Revolutioner, opstande, generalstrejker, ødelæggende krige, økonomisk krise, flygtningestrømme, klodens destruktion og andre mindre betydningsfulde foreteelser kunne selvsagt ikke gøre krav på den store opmærksomhed i mellemtiden. Antydninger om det modsatte måtte derfor henregnes til det venstre-sekteriske overdrev.

I et rasende tempo fulgte papir efter papir, papirer blev til bjerge og bjerge blev til bjergkæder. Det ene mere nervepirrende vigtige forslag afløste det andet, blot for på dramatisk vis at blive fejet af banen af ændringsforslag, der efterfølgende ikke mindre drabeligt måtte bukke under for ændringsforslag til ændringsforslag.

Hvert komma var en skyttegrav og hver bisætning var en fæstning, der kun lod sig indtage efter blodige kampe og i et inferno af gensidig beskydning. Da krudtrøgen lettede og tabstallene var opgjort, havde man fået et nyt partiprogram. Derefter pakkedes det ned i en forseglet kasse og placeredes et sikkert sted på ubestemt tid.

Det havde været demokratisk. På årsmødet havde flere af partiets parlamentariske topfolk sågar suppleret tv-talerne til nationen ved at lade et par ord falde om nogle af forslagene. Det havde været vælgerforeningens største enkeltaktivitet de seneste par år, naturligvis bortset fra den altid allerede påbegyndte valgkamp, og havde stået på siden det på udogmatisk vis vedtoges på et årsmøde både at udarbejde et nyt program og ikke at gøre det.

Sådan kunne en, desværre kun en anelse karikeret, beskrivelse af Enhedslistens proces med vedtagelse af nyt principprogram lyde. I partiets kandidathåndbog til folketingsvalget hed det således på spørgsmålet om, hvorvidt virksomhederne skal ”nationaliseres eller overtages af arbejderne”, at ”[d]et er et meget teoretisk og her og nu ligegyldigt spørgsmål.”

Centrale punkter i principprogrammet såsom ”grundlæggende ændringer i ejendomsretten over produktionsmidlerne”, så ”der ikke produceres efter profithensyn”, vil en bredere offentlighed således i bedste fald først få indblik i en ikke nærmere defineret fremtid. Hvilket er særligt ironisk, eftersom Enhedslistens parlamentariske højrefløj oprindeligt forsikrede, at der blot var tale om en ”ajourføring” af det tidligere program. Med andre ord er programmet blevet ”ajourført”, dvs. ”ført op til i dag”, for først at blive brugt i morgen - eller måske snarere næste år eller næste årti.

Vedtaget som et levn til eftertiden. En gave, en lille betænksomhed, hvis glade giveres intentioner forhåbentlig værdsættes efter fortjeneste, når den højtid oprinder, hvor pakken må åbnes. Derfor betryggende at vide, at Enhedslisten næppe i den mellemliggende periode vil have krævet eller gennemført større ændringer i arveretten. Desværre kan det allerede nu forudses, at store dele af Enhedslisten til den tid vil ligge underdrejet som følge af en heftig omgang af den ondartede virus ved navn parlamentitis.

Hvad skyldes voldtægt og vold mod kvinder?

Kvindeundertrykkelse og vold mod kvinder kendetegner vores samfund. Men kan vi slippe af med det? Denne artikel ser på sexismens rødder og giver nogle svar på problemet.

AF SADIE ROBINSON

Verden kan være et dårligt sted at være kvinde. Kvinder udgør chokerende 70 % af verdens fattige. At tilhøre det kvindelige køn former alle aspekter af kvinders liv – fra ting såsom arbejde, bolig, sundhed og uddannelse til vores mest intime forhold.

I Storbritannien er det mest åbenlyse bevis på kvindeundertrykkelsen lønkløften på 17 % mellem mænd og kvinder. Men det mest kvalmende tegn på undertrykkelsen er handlinger i form af voldtægt og vold – og den udbredte tendens til at give ofrene skylden.

Den chokerende karakter af kønsmæssig vold kan få mange mennesker til at tro, at brutalitet er en medfødt menneskelig egenskab. De opgiver håbet om nogensinde at skabe en verden uden kønsmæssig vold og systematisk undertrykkelse.

Graden af vold mod kvinder er forfærdende. Det vurderes, at der hvert år voldtages mindst 47.000 kvinder i Storbritannien – hvorimod domfældelsesraten for anmeldte voldtægter blot er 6,5 %.

Men det store flertal af mænd voldtager ikke kvinder. Og de fleste mænd er ikke voldelige mod kvinder.

Voldtægt sker ikke på grund af mænds "naturlige" instinkter. Det udspringer af den måde, klassesamfundet forvrænger seksualitet og fremmedgør mennesker fra hinanden og sig selv.

Kvindeundertrykkelse gavner kapitalismen – den har en ideologisk og økonomisk funktion.

Mennesker skaber de miljøer og samfund, vi lever i – men verden fremtræder som en fremmed genstand, fordi vi ikke føler, vi har nogen kontrol over den.

En ekstrem form for fremmedgørelse
Vi bliver fremmedgjorte fra os selv og fra hinanden. Voldtægt og kønsmæssig vold er nogle af de mest ekstreme former, denne fremmedgørelse antager.

Dette kombineres med et syn på seksualitet, der ser sex som en vare på linje med enhver anden vare, som kan købes og sælges – eller tages.

Næsten en tredjedel af befolkningen i Storbritannien mener, at en kvinde i hvert fald delvist selv var skyld i det, hvis hun blev voldtaget i beruset tilstand.

Fremherskende ideer om seksualitet bebrejder kvinder for at "opmuntre" til voldtægt og behandler mænd som kun en smule forskellige fra dyr, der er ude af stand til at styre sig selv.

Således var justitsminister Kenneth Clarkes udtalelser for nylig [artiklen er fra 2011 - Clarke tilhører det britiske konservative parti, red.], der tilsyneladende negligerede nogle former for voldtægt, såsom "date rape", som dårligt nok en form for voldtægt desværre ikke nogen overraskelse.

Clarkes udtalelser medførte ganske vist et enormt ramaskrig, og hans synspunkter er i høj grad omstridte.

Men de, der befinder sig i samfundets top – politikere, dommere, medieejere osv. - promoverer sexistiske idéer.

De, som ejer aviserne og tv-stationerne, fylder dem med billeder, der skildrer kvinder som sexobjekter, ikke som mennesker af selvstændig værdi.

Og det er almindeligt, at der i voldtægtssager rejses spørgsmål såsom hvordan offeret var påklædt, om hun var sent ude, om hun havde drukket og om hun havde haft sex med voldtægtsmanden før.

Naturligvis er der massevis af kvinder, og mænd, der udfordrer sexistiske idéer og kæmper for reformer for at forbedre kvinders liv.

Men sexistiske idéer er udbredte på grund af kvinders position i samfundet og den måde, vores samfund forvrænger kønsroller.

Den revolutionære socialist Karl Marx beskrev, hvordan de herskende tanker i ethvert samfund er den herskende klasses tanker. Det betyder ikke, at det er de eneste tanker – men det betyder, at det er de mest indflydelsesrige tanker.

Men hvorfor ville den herskende klasse ønske at fremme dette syn på kvinder? Hvad får den ud af det?

Kvindeundertrykkelse har ikke altid eksisteret. Den vandt frem efterhånden som de menneskelige samfund begyndte at blive opdelt i klasser.

Marx og hans samarbejdspartner Friedrich Engels pegede på familien under klassesamfundet som nøglen til kvindeundertrykkelsen. Engels beskrev familiens opkomst som "kvindekønnets verdenshistoriske nederlag".

De forstod, at måden, hvorpå mennesker sikrer deres grundlæggende eksistensvilkår, former menneskelig adfærd og tanker.

Familien opstod side om side med den private ejendom og staten. Før da levede mænd og kvinder i jæger-samler-samfund, hvor de udførte forskelligt, men ligestillet arbejde og havde lige del i beslutningerne. Marx og Engels kaldte det for "urkommunisme".

Efterhånden som samfundene udviklede sig, begyndte de at frembringe et større overskud end nødvendigt for at dække deres grundlæggende behov – et overskud, der kunne lagres og kontrolleres.

Og de produktionsteknikker, det medførte, havde for første gang nogensinde en tendens til at prioritere mænds arbejde frem for kvinders.

Da der først var blevet udviklet en herskende klasse, ønskede de mænd, som kom til at dominere, "legitime" arvinger, som de kunne give overskuddet videre til. Kontrol over kvinder og seksuelle forhold blev centralt for ejerskabet af dette overskud.

Familieenheden udviklede sig sammen med en ideologi, der behandler kvinder som andenrangs-borgere og en form for ejendom, der skal kontrolleres af mænd.

Disse tanker bidrager til at legitimere og fremme vold mod kvinder.

Det betyder ikke, at der aldrig sker ændringer i klassesamfund. En kvindes rolle i familien er under kapitalismen meget forskellig fra, hvordan den var under feudalismen.

Og selv under kapitalismen har kvinder i løbet af det sidste århundrede kæmpet for at ændre deres liv. I dag i Storbritannien arbejder de fleste kvinder uden for hjemmet. Folk har større seksuel frihed end tidligere.

Og ændringerne i kvinders liv og tanker har også haft en effekt på mændene. F.eks. er det langt mere almindeligt, at mænd udfører arbejde, der tidligere blev anset for kvindearbejde, såsom barnepleje.

Kvinder og husarbejde
Mænd bruger mere tid på omsorg for deres børn i dag end de gjorde tidligere. Husarbejde er i mange hjem ikke længere udelukkende kvindernes ansvar.

Store forandringer har fundet sted inden for kapitalismen, delvist på grund af systemets skiftende behov og delvist på grund af almindelige menneskers omfattende pres og kampe.

Disse forandringer viser, at forestillingen om, at mænd og kvinder har én gang for alle fastlagte, uforanderlige roller er forkert.

Men uanset hvor vigtige disse forandringer er, fortsætter kvindeundertrykkelsen. Og vores magthavere forsøger konstant at tilbagerulle de fremskridt, vi har opnået.

F.eks. ses det at være kone og moder stadig som centralt for kvinders identitet.

Samfundet tildeler seksuelle forhold overdreven opmærksomhed – og siger til kvinder, at med mindre de sikrer sig en mand, er de en fiasko.

Og kvinder, der ikke ønsker at få børn, ses stadig ofte som uforklarligt sære.

Kvindeundertrykkelse bidrager, lige som andre former for undertrykkelse, til at splitte arbejderklassen. I stedet for, at almindelige mennesker ser sig som havende fælles interesser mod de rige, kan kvinder og mænd blive indfanget af idéen om hinanden som hovedfjender. Dette er ekstremt nyttigt for vores magthavere – og det ved de.

Familien spiller også en afgørende økonomisk rolle for kapitalismen. Kvinder forventes at vedligeholde den nuværende arbejdsstyrke og opfostre den fremtidige – mens de samtidig ofte selv er del af denne arbejdsstyrke.

Familien som trykkoger
De opfostrer børn, tager sig af syge og ældre slægtninge og opretholder et hjem. De sparer kapitalismen for en formue ved at levere alle disse serviceydelser gratis.

Det betyder ikke, at ethvert hjem og ethvert forhold blot er en vægt om kvinders halse.

Ofte værdsætter folk deres personlige forhold og livet derhjemme mere end alt andet, fordi det tilsyneladende tilbyder et fristed i forhold til den ydre verdens stress.

Men det ændrer ikke den rolle, familien spiller under kapitalismen. Og ofte bliver mennesker, der søger trøst og et fristed i familien, skuffet.

Det fristed, de håbede at finde, ender med at være en trykkoger, hvor opbyggede spændinger slippes løs – og det ofte især rammer kvinder.

Den centrale rolle, familien spiller, forklarer hvorfor vores magthavere afskyer kritik af den og angriber alle, der falder uden for den. Dette er grunden til, at der findes homofobi, panik over enlige forældre og pres på singler for at blive gift.

Dette former også folks holdninger til voldtægt. De fleste kvinder, der voldtages, kender gerningsmanden, og den største risiko for vold findes inden for familien – alligevel er den mest almindelige opfattelse af voldtægt baseret på den ukendte gerningsmand, som springer ud fra et buskads sent om natten.

Sexistiske idéer er så indgroede, fordi kvindeundertrykkelsen har eksisteret i tusindvis af år, lige siden klassesamfundenes opståen. Det er derfor, at den forekommer så naturlig og permanent.

Men nogle af de mennesker, som hævder, at vi ikke kan afskaffe undertrykkelsen, gør det fordi de har en interesse i at opretholde den. Og det hjælper dem at fokusere på individuelle voldshandlinger, fordi det leder opmærksomheden væk fra den systemiske undertrykkelse, som er central i kapitalismen.

Vi kan sætte en stopper for kvindeundertrykkelse – men for at kunne gøre det må vi slippe af med det system, der understøtter den.

Undertrykkelse påvirker alle kvinder, men effekten af den er umådelig forskellig afhængigt af klassetilhørsforhold.

Den er afgørende for et system, som kvinder fra den herskende klasse tjener fedt på – hvilket er grunden til, at vi ikke kan være afhængige af alliancer med rige kvinder i kampen for forandring.

Almindelige mennesker har en fælles interesse i at slippe af med kapitalismen. Den smadrer kvinder og mænd fra arbejderklassens liv.

Den er afhængig af undertrykkelse for at splitte og svække arbejderklassen. Og den atomiserer os og forvrænger selv vores mest intime forhold.

Mennesker ændrer sig selv i processen med at skabe en ny verden. De skaffer sig af med det, Marx kaldte "alt det gamle skidt" og idéer, der har overlevet i århundreder, begynder at blive fortrængt.

Og i alle revolutionære bevægelser træder kvinder i forgrunden i forhold til at lede kampen.

Revolution er ikke en eventyrfortælling. Allerede i år [dvs. 2011, red.] har vi set revolutioner i Egypten og Tunesien, der har smidt diktatorer på porten og rejst perspektivet om arbejderkontrol med samfundet.

Som kollektiv har vi magten til at knuse systemet og skabe ægte lighed og frihed for alle.

Oversat af Lars Henrik Carlskov fra Socialist Worker (UK), nr. 2255, 7. juni 2011.

Er vi alle splittede af privilegier?

En indflydelsesrig teori, som opdeler folk efter en myriade af ”privilegier”, lader vores magthavere slippe af krogen – og står i vejen for sammenhold mod undertrykkelse, forklarer britisk socialist i denne artikel.

AF ESME CHOONARA

Verden er splittet af mange former for uretfærdighed og undertrykkelse – såsom racisme, sexisme og homofobi. For at kunne bekæmpe dem er det nyttigt at undersøge, hvem disse splittelser gavner og hvem, der har en interesse i at gøre op med dem.

Nogle argumenter kendt som "privilegieteori" har vundet indflydelse på det seneste. Grundlæggende er de baserede på den tanke, at undertrykkelse fungerer gennem en række ufortjente fordele.

Disse fordele stammer angiveligt fra at være mand i et sexistisk samfund, at være hvid i en racistisk verden osv.

Peggy McIntosh er en af pionererne bag denne teori. Hun beskrev "privilegier" som "lige som en usynlig vægtløs rygsæk indeholdende særlige forsyninger, forsikringer, redskaber, kort, rejsehåndbøger, lovbøger, pas, visa, tøj, kompas, nødhjælpsudstyr og blankochecks."

For mange mennesker er det at udtrykke støtte til disse idéer blot en måde at gøre opmærksom på, at der findes undertrykkelse og at den bør bekæmpes. Det er et godt udgangspunkt og mange af dem, der er enige i privilegieteori, vil være allierede i kampen.

Men denne teori er hverken tilstrækkelig til at forstå undertrykkelse eller at pege på en løsning. Hovedproblemet med privilegieteori er, at den overser, hvordan de splittelser, undertrykkelsen skaber, gavner den herskende klasse.

Det er ikke rigtigt, at racisme gavner alle hvide mennesker eller, at sexisme eller homofobi gavner alle mænd eller alle heteroseksuelle. Tag f.eks. racisme. Mange tilhængere af privilegieteori argumenterer for, at alle hvide mennesker er medskyldige i racisme alene fordi der findes racisme.

F.eks. hævder forfatteren Frances Kendall: ”Alle de af os, som har et raceprivilegium, er per definition racister.”

Mange aktivister, især i USA, er holdt op med overhovedet at diskutere racisme. De taler i stedet om ”white supremacy” [hvidt overherredømme, red.], hvilket indirekte siger, at alle hvide mennesker er en del af problemet.

På overfladen kan privilegieteori forekomme at give en vis mening. Hvis man er sort eller asiat oplever man primært racisme fra hvide enkeltpersoner, ikke ”det kapitalistiske system”. Nogle af disse enkeltpersoner er en del af arbejderklassen.

Og racisme betyder, at sorte og asiatiske mennesker kommer bag i køen – i forhold til uddannelse, jobs og retssystemet.

Men at sige, at sorte mennesker kommer bag i køen betyder ikke, at det gavner alle hvide mennesker. Hvide mennesker fra arbejderklassen har ikke gavn af racisme – tværtimod. Racistiske splittelser i arbejdsstyrken presser alles lønninger og arbejdsforhold nedad og gør kampen for højere levestandard sværere for alle.

De amerikanske sociologer Michael Reich og Al Syzmanski undersøgte specifikt dette ved at sammenligne graden af racisme på arbejdspladser og i landsdele forskellige steder i USA.

Racisme giver lavere lønninger og velfærd til alle arbejdere
De konkluderede begge, at jo større kløften var mellem sortes og hvides lønninger – eller jo højere en grad af racisme – jo lavere var lønningerne for alle.

Så selv om sorte arbejdere kommer længere bag i køen, taber hvide arbejdere også på racisme på arbejdspladsen. Den eneste vinder var arbejdsgiveren.

Reich påviste også, hvordan velfærdsydelser såsom uddannelse var dårligere i områder med mere racisme – eftersom racistiske splittelser gjorde det sværere at forsvare dem effektivt.

Racisme opstod på grund af behovet for at retfærdiggøre slavehandelens barbari. Den har overlevet, fordi den er så nyttig for vores magthavere til at levere syndebukke og splitte mennesker fra arbejderklassen.

Politikerne, medierne og resten af den herskende klasse må arbejde hårdt for at oppiske racismen, fordi mange hvide mennesker er modstandere af den.

Der findes en meget lang tradition for, at hvide mennesker fra arbejderklassen udviser solidaritet med dem, der lider under slaveri og kolonial undertrykkelse.

F.eks. under den amerikanske borgerkrig, hvor tusindvis af arbejdere i Manchester og Sheffield førte en kampagne for at stoppe Storbritanniens støtte til de slaveejende Sydstater. Dette satte deres eget levebrød på spil, eftersom slaveejere sluttede sig sammen for at stoppe råbomulds-eksporten til Europa.

Men arbejderne gjorde fælles sag med de udbyttede og undertrykte i udlandet. Den revolutionære socialist Karl Marx hyldede senere ”den engelske arbejderklasses heltemodige modstand”, som medvirkede til at stoppe slaveriet i USA.

Racisme gavner ikke hvide arbejdere – i stedet har de en interesse i at deltage i kampen mod den.

På samme måde har mænd fra arbejderklassen ikke gavn af, at kvinder tvinges til at tage en større byrde i forhold til omsorgsopgaver på grund af nedskæringer på velfærdsstaten. Lige som de heller ikke har gavn af den forvrængning af seksualiteten, som finder sted i en sexistisk og homofobisk verden.

Privilegieteori har en tendens til at fokusere på at udfordre og ændre enkeltpersoner. Men som har vi set med hensyn til racisme, fungerer undertrykkelsen ikke blot gennem en række individuelle forhold.

Den er intimt forbundet med kapitalismen og spredes og fremmes af statens og mediernes institutioner.

Der er intet i galt i, at enkeltpersoner er selvkritiske. Og det er vigtigt at udfordre sexistiske, racistiske og homofobiske personer.

Nogle mennesker argumenterer for, at vi må fjerne menneskers fordomme før de på meningsfuld vis kan blive en del af kampen. Men det forsøger at løse problemet på en omvendt måde. Ofte er det kamp, som åbner folks øjne for, hvordan verden fungerer og udfordrer deres fordomme.

F.eks. deltog kvindelige asiatiske arbejdere i en række strejker i 1970'erne [dvs. i Storbritannien, red.], hvoraf den mest kendte var den på fotoforarbejdnings-fabrikken Grunwick i London.

Disse kampe medvirkede til for en generation af britiske fagforeningsaktivister at tilintetgøre myten om den passive asiatiske kvinde. Disse kampe bidrog til at forene arbejderne. Privilegieteori splitter dem.

Hvis man ser undertrykkelse som fungerende gennem ufortjente fordele, er det muligt at identificere mange kilder til ”privilegier”.

Er det et privilegium ikke at sidde i fængsel?
The Transformative Justice Law Project of Illinois har udarbejdet en liste over et væld af forskellige privilegier. Deriblandt et uddannelses-privilegium, et kropsstørrelses-privilegium og et ”livet uden for tremmerne”-privilegium – hvor det er et privilegium ikke at sidde i fængsel!

Der er også et privilegium baseret på at være i stand til ”at gå for at være” del af mere privilegerede grupper. Der er adskillige problemer i dette. For det første forveksler det symptomer med årsager.

F.eks. er kropsstørrelse ikke en form for undertrykkelse i sig selv. Årsagen til skadelige idéer om kropsstørrelse er sexistiske idéer om normale eller ideelle kropstyper.

For det andet hjælper blot dette at identificere mange forskellige udtryk for ulighed os ikke med at forstå, hvorfor de eksisterer og hvordan vi bekæmper dem.

Mange tilhængere af privilegieteori behandler spørgsmålet om de mange forskellige undertrykkelsesformer ved at tale om ”intersektionalitet”. Dette anerkender, at forskellige undertrykkelsesformer gensidigt påvirker hinanden og ikke blot kan forstås hver for sig.

Idéen trækker især på sorte kvindeaktivisters kritik af en stor del af mainstream-feminismen for at hævde at tale på alle kvinders vegne og for at ignorere racisme.

Mange aktivister bruger også denne teoretiske ramme til anerkende, at der findes klasseforskelle både i de undertrykte og i de angiveligt ”privilegerede” grupper.

Dette kan være et fremskridt, da det anerkender, at de forskellige undertrykkelsesformer er gensidigt forbundne. Det kan dog også føre til en fragmentering af kampene.

Det understreger de undertrykte menneskers forskellige erfaringer i stedet for at forsøge at forene de bredest mulige kræfter i en fælles kamp.

Denne tilgang kan også, lige som privilegieteori, reducere klasse til blot at være en form for ulighed blandt en række forskellige andre former for ulighed. Imidlertid er klasse det grundlæggende forhold, som er systemets drivkraft – og nøglen til at ændre det.

Hvis undertrykkelse fungerer gennem række ufortjente fordele, så må den logiske konklusion da være, at de ”privilegerede” giver afkald på deres fordele.

Adskillige kommentatorer har f.eks. foreslået, at vi bør holde op med at sige, at kvinder er underbetalte i forhold til mænd og i stedet sige, at mænd er overbetalte. Betyder det, at vi skal kæmpe for lønnedgang til alle mænd?

Udryddelsen af undertrykkelse vil ikke ske automatisk – der må være en politisk kamp for at sætte en stopper for den. Men det kræver mere end progressive enkeltpersoners forbedring.

Det kræver brede kampe såsom dem, der gentagne gange har slået nazisterne tilbage i Storbritannien eller som dem, der har tilkæmpet og forsvaret abortrettigheder. Det virkelige spørgsmål er, hvorvidt enhed er mulig – kan sorte og hvide, LGBT-personer [dvs. bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner, red.] og heteroseksuelle kvinder og mænd forene sig?

Sådan en enhed er mulig baseret på klasse, fordi mennesker fra arbejderklassen har en fælles interesse i at tilintetgøre undertrykkelsen og det system, der frembringer den.

Oversat af Lars Henrik Carlskov fra Socialist Worker (UK), nr. 2366, 13. august 2013.

For hvem er Alternativet et alternativ?

Hvad har det nye parti at tilbyde de mange, der ønsker et opgør med det etablerede politiske system og den såkaldte ”nødvendighedens politik”?

AF LARS HENRIK CARLSKOV

I spidsen for Alternativet står Uffe Elbæk, der måtte træde tilbage som kulturminister pga. nepotisme-anklager. Han har beskrevet partiet som ”mere rødt, mere solidarisk og mere iværksætter-agtigt” end De Radikale, men nærmere dette partis ”grundrødder”, dog ”i en ny tid”. Han vil desuden kombinere ”det bedste” fra Liberal Alliance og Enhedslisten. Altså en form for mellemvej mellem nyliberalisme og socialisme.

Som i socialliberalisme og et borgerligt parti som f.eks. De Radikale, hvor Elbæk og en række af Alternativets andre topfolk da også kommer fra. Modsat De Radikale ønsker Alternativet dog et opgør med stadig økonomisk vækst som samfundsmål. Desværre forestiller man sig det muligt uden et brud med historiens mægtigste vækstmaskine, dvs. den globale kapitalistiske produktionsmåde.

Fanget i vækstmaskinen
Vækst-tvangen er således en del af selve kapitalismens DNA. Marx definerede kapital som "selvekspanderende værdi". Pga. konkurrencen med andre virksomheder må enhver virksomhed vokse eller bukke under. Det gælder også for kapitalismen som helhed, hvor faldende eller negativ vækst er lig med krise. Iflg. Alternativets partiprogram er ”småjusteringer og symptombehandling” ikke nok. Desværre vil partiets politik netop blot betyde en justering, ikke en afskaffelse, af kapitalistisk klimadestruktion og biosfærisk nedsmeltning.

Det gælder forslag om finansskat, stærkere kapitalkontrol samt forbud mod hedgefonde, kapitalfonde og diverse finansielle instrumenter. Det gælder også forslag om et ”fuld reserve”-banksystem (hvor udlån ikke må overstige indlån) og opdeling af finanssektoren mellem ”almindelige” erhvervsbanker og andre finansielle institutioner. Intet af dette er f.eks. mere vidtgående end den socialliberale økonom Keynes' berømte forslag om ”aktiv dødshjælp” til rentenyderne og socialisering af investeringerne.

Middelklassen som ideal
Iflg. Alternativet tvang finanssektoren ”hele den globale økonomi i knæ”. Reelt var det dog blot den umiddelbart udløsende årsag. Den dybereliggende årsag var det fald i produktionssektorens profitrater i de ledende kapitalistiske økonomier, som efter 70'ernes krise førte til en voldsom opsvulmning af investeringer i finanssektoren. Profitratens fald var til gengæld en konsekvens af konkurrencen, hvor virksomhederne som tidligere nævnt må foretage stadig større investeringer.

Alternativet foreslår desuden en skat, hvor miljøbelastningen indgår i vareprisen, så ”markedsmekanismerne fungerer korrekt”. ”Andels- og kooperationsbevægelsen” skal ”genopfindes” i den nye ”fjerde sektor”, dvs. ”det bedste” fra den ”private, den offentlige og den frivillige” sektor. Små ”grønne” virksomheder er idealet, dvs. middelklassen/småborgerskabet. Det går bl.a. igen i ønsket om øget støtte til grupper som kioskejere etc. og ”kreative erhverv” (den såkaldte ”kreative klasse”). Desværre viser netop andelsbevægelsen tydeligt, hvordan enhver virksomhed enten må tilpasse sig markedet eller forsvinde (tænk f.eks. Arla).

”Ny politisk kultur” eller systemskifte?
Alternativet ønsker ”en ny politisk kultur”, der skal fjerne den historisk høje mistillid til politikerne. Bl.a. skal et vist antal online-stemmer betyde, at lovforslag behandles i Folketinget. Men den ”nødvendighedens politik”, der er årsag til politikerleden, skyldes i sidste ende, at uden et brud med kapitalismen vil presset fra finansmarkederne tvinge politikere uanset partifarve til at føre den politik, investorerne ønsker. Alternativet ”tror på det gode i os alle”, men har desværre intet blik for de klasseinteresser, som blokerer for omstilling til bæredygtighed.

Partiet forestiller sig, at omstillingen skal ske via de eksisterende politiske institutioner såsom Folketinget, EU og Verdenshandelsorganisationen (WTO). Det svarer nogenlunde til at ville reformere den katolske kirke til at være protestantisk. Alternativet er i bedste fald et alternativ for den mellemklasse af små virksomhedsejere, der bliver presset af konkurrencen fra storkapitalen. Men deres chance for at vokse fra små til større kapitalister er i forvejen minimal. Som alle andre småborgerlige partier vil Alternativet vakle mellem de stærke klasser: Kapitalen og arbejderklassen. For sidstnævnte har Alternativet intet at tilbyde.

Velfærdsstaten var ikke et socialistisk projekt

Velfærdsstaten er både en serviceordning for kapitalen og et resultat af arbejderbevægelsens kamp.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Den moderne velfærdsstats forbillede var den tyske kansler Bismarcks sociallovgivning i 1880'erne. Nemlig en række forsikringsordninger mod alderdom, arbejdsløshed, sygdom og ulykker. Samtidig, under ”socialistloven” 1878-1890, gjordes det tyske socialdemokrati delvist illegalt. Bismarcks socialpolitik var et forsøg på hindre socialismens spredning, f.eks. en arbejderopstand som Pariserkommunen 1871 i Frankrig, og undgå udvandring af arbejdskraft til USA.

Også i Danmark var borgerskabet skrækslagent pga. Pariserkommunen og stiftelsen af Socialdemokratiet. Derfor nedsattes i 1875 en ”arbejderkommission”, dog uden de store resultater. Samme motiv sås ved socialreformen 1891-1892. Her ændredes fattigloven ved at indføre statsstøtte til begravelser og besøg hos læge og jordemoder. Desuden indførtes alderdomsunderstøttelse til de ”værdigt trængende”, der nu ikke ville miste stemmeret, hvis de ikke tidligere havde fået fattighjælp. Endelig vedtoges en lov, hvor betaling til sygekasse gjorde det muligt at få støtte under sygdom.

Forsikring mod uroligheder
Den anden store socialreform kom i 1933 efter ”Kanslergadeforliget”. Kommunisterne var lige kommet i folketinget for første gang, og arbejdsgiverne krævede 20 % lønnedgang og varslede lockout. Statsminister Stauning forudså ”en mere urolig konflikt, end vi nogensinde tidligere har set”. Om socialreformen forklarede socialminister Steincke, at ”gennem skatterne til sociallovgivningen betaler de besiddende altså en risikopræmie for om muligt at sikre en fortsat rolig samfundsudvikling”.

Der var primært tale om videreførelse og forenkling af eksisterende love. Dog ville modtagelsen af socialhjælp (med undtagelse af drankere, hjemløse og de ”arbejdssky”) nu ikke længere betyde indskrænkning af borgerrettigheder. Bagsiden var tvangsforlængelse af overenskomsterne og strejkeforbud, hvilket sammen med en valutadevaluering betød en lønnedgang tæt på de 20 %, arbejdsgiverne havde krævet. En tredje helt central reform kom i 1956, nemlig folkepensionen. Den udlagdes af den socialdemokratiske regering som kompensation for indgrebet i massestrejkerne under overenskomstkonflikten samme år.

Kontrol og reproduktion af arbejdskraft
Dette lille udsnit af myriaden af velfærdsreformer, viser, at frygt for klassekamp og revolution var led i flere af de største reformer. Set fra kapitalens synspunkt sikrer et relativt udbygget socialvæsen, sundhedsvæsen, uddannelsessystem og netværk af daginstitutioner også reproduktion af en arbejdsstyrke med et fornødent niveau af sundhed og kvalifikationer. Staten, der repræsenterer kapitalistklassen som helhed, kan gennemtrumfe de reformer, de enkelte kapitalister ikke vil indføre for deres egne arbejdere af frygt for at miste en fordel over for konkurrenterne.

Mange velfærdsydelser indeholder også vigtige elementer af social kontrol (f.eks. skal arbejdsløse ”stå til rådighed for arbejdsmarkedet” og børn skal via disciplin, eksamener, tests osv. gøres klar til livet som lønarbejdere). Omvendt har arbejderbevægelsens kamp utvivlsomt betydet højere velfærd end ønsket af kapitalen. Mange velfærdsfunktioner vil blive videreført og forbedret under socialismen. Men ikke den nuværende kapitalistiske (velfærds)stat, hvor velfærden indebærer ekstrem social kontrol og bureaukrati og i sidste ende er underlagt profit.

"2011 var revolutionens genkomst"

Det mener Mikkel Bolt, aktuel med bogen Krise til opstand – noter om det igangværende sammenbrud.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Mikkel Bolt er lektor i kunsthistorie ved Københavns Universitet. Med sin seneste bog Krise til opstand leverer han noget så sjældent i en dansk kontekst som en radikal og sammenhængende kapitalisme-kritik. ”Det er et forsøg på at lave en analyse af forløbet fra finanskrisen til protestbevægelserne, der starter i 2011. Et forsøg på at tage den kritik, jeg synes kommer til udtryk i protesterne fra Nordafrika til Sydeuropa og til Occupy-bevægelsen, som udgangspunkt. Jeg synes, at de fleste af de analyser, der har været fremme, har været for dårlige, fordi de to fænomener ikke i særlig høj grad er blevet forbundet”, forklarer Bolt til Socialistisk Arbejderavis.

”Noget af det, jeg beskæftiger mig med i bogen, er den afvikling, der har fundet sted af et kritisk, marxistisk vokabularium [ordforråd/begrebsapparat, red.]. Et sprogligt problem, som gør, at det ikke er muligt at tale om krisen som havende noget at gøre med den neoliberale kapitalisme eller kapitalismen i det hele taget. Massevis af mennesker er ramt af krisen, men det er svært at forbinde alle de forskellige personlige problemer med nogle strukturelle forhold. Det stiller os over for en stor udfordring med, hvordan vi skal organisere os og mobilisere på baggrund af krisen og forvitringen af et kritisk vokabularium, som kan adressere alle disse problemer.”

Krisens dybe rødder
Modsat de gængse forklaringer, der primært ser krisen som finansiel og startende i 2008, mener Mikkel Bolt, at krisens rødder går flere årtier tilbage, herunder til de til faldende profitrater på daværende tidspunkt i de vestlige kapitalistiske økonomier. Her bygger han bl.a. på den amerikanske økonomiske historiker Robert Brenner. ”På nogle måder startede krisen ikke i 2008, men begyndte egentlig tilbage i starten af 1970'erne. Årsagerne til krisen skal findes i opbremsningen i de avancerede økonomier sidst i 1960'erne. Her sker der en overgang fra et keynesiansk akkumulations-regime til neoliberal globalisering,” forklarer Bolt.

”Dette tager form af indrullering af en masse nye lønarbejdere i Sydøstasien og Kina, men også af introduktionen af gæld og kredit og spredningen af arbejdspladser, som betyder, at der finder en stagnation og et fald i reallønnen sted i USA og Vesteuropa. For at muliggøre, at vi stadig har adgang til nogenlunde den samme velfærd og velstand, bliver der introduceret en masse nye kredit- og lånemodeller. Det, jeg forsøger at gøre, er at trække krisen helt tilbage og pege på, at vi har at gøre med nogle langt mere omfattende processer, end nogle af de syndebukteorier, vi almindeligvis præsenteres for i medierne. Hinsides en idé om, at krisen skyldes grådige finansfolk, at den amerikanske middelklasse har boet i for dyre huse eller introduktionen af uigennemsigtige lånemodeller.”

Destruktion og nedsmeltning
Mikkel Bolt vil ikke afvise muligheden for en løsning på krisen inden for kapitalismes rammer, men ”klimaet og biosfærens nedsmeltning sætter en tidsfrist for alle de forskellige forsøg på at fortsætte kapitalakkumulationen. Den stadige stigende eksklusion, der finder sted af millioner af mennesker i verden, peger også på nogle grundlæggende modsigelser mellem kapital og arbejde. Det ser ud til, at vi har nået en form for skifte med en mere opdelt verden, end vi allerede har. Hvor ganske få har rigtig meget og resten skal overleve i en stadig større uformel økonomi”, siger Bolt.

Han fremhæver kombinationen af en form for fascisme og kapitalisme som et muligt (skræk)scenarie. ”Måske er den periode, vi er på vej ind i, ikke ulig perioden fra 1914-1945. Man kan forestille sig en så omfattende destruktion af kapital, at der bliver skabt mulighed for en ny ekspansiv fase”, siger han med henvisning til den kapital-destruktion, som krige og kriser dengang medførte. ”En af ideerne med læsningen af krisen som på en måde startende i 1973, er, at kapitalismen er en form krise for krisestyring. Men klima-destruktionen er en ny faktor, som gør dette endnu sværere end tidligere”.

Den etablerede venstrefløjs fallit
”En del af min analyse er, at venstrefløjen har spillet fallit eller mangler et projekt i dag. I alt for høj grad har den etablerede arbejderbevægelse og venstrefløj ladet sig smelte sammen med en neoliberal diskurs, og derfor er der god grund til at vende tilbage og genopdage en marxistisk kritik af den kapitalistiske produktionsmåde. Problemet er, at den reformistiske arbejderbevægelse og venstrefløj lagde den revolutionære kritik af kapitalismen på hylden for længe siden,” siger Bolt, der også er kritisk over for f.eks. Enhedslisten: ”Jeg synes, at venstrefløjens partier, og i Danmark er det reelt kun Enhedslisten, som er et venstrefløjs-parti i dag, i for høj grad lader sig begrænse af det politiske demokrati og af det politiske demokratis indlejring i en nationalstat.”

”Problemet bliver, at det nationale demokrati kommer til at sætte nogle bestemte rammer op for diskussionen og det, vi forholder os til. Det synes jeg også sagtens, at man kan se hos Enhedslisten. Hele principprogram-diskussionen er udtryk for, at partiet i stadig stigende grad er blevet professionaliseret, og at der sidder nogle politikere på Christiansborg, som formodentlig ikke forstår det principprogram, Enhedslisten egentlig havde. Og at der bliver en modsætning mellem et principprogram og disse politikeres forestilling om stigende vælgertilslutning.”

Det kommunistiske perspektiv
Alternativet til den globale kapitalismes stadig mere destruktive tendenser ser Bolt i det oprindelige ”kommunistiske perspektiv om ophævelse og afvikling af kapitalismen”. Dette bør vel at mærke ikke forveksles med ”det, der fandt sted i Sovjetunionen og Kina, hvor ejerskabet over produktionsmidlerne overgik fra borgerskabet til et partidiktatur under en form for statskapitalisme.” En sejrrig opstand i f.eks. Nordafrika, Mellemøsten eller Sydeuropa må ifølge Bolt sprede sig til resten af verden, som led i en ”permanent verdensrevolution”, hvis ikke den skal ende i ”regionale eller nationale statskapitalistiske projekter”. ”Noget af det interessante i 2011, var, at der faktisk fandt denne spredning sted - fra Nordafrika, til Mellemøsten, til Sydeuropa og til USA.” "Kun ved at blive international kan en revolutionær bevægelse sejre. Hvis vi skal trække det hårdt op, kan vi sige, at kun en global revolution mod kapitalismen kan redde os fra den industrialiserede biosfæriske nedsmeltning, der allerede er i fuld sving."

”Det kommunistiske perspektiv er, at arbejderklassen foretager en radikal selv-negation [ophævelse af sig selv, red.]. Det er illusorisk at forestille, at staten og den lokale kapitalistklasse frivilligt giver magten fra sig. Så i den forstand vil vold, eller snarere mod-vold, formodentlig nødvendigvis være en del af en revolutionær situation, som det har været i alle historiske situationer fra den franske revolution til Pariserkommunen til Oktober-revolutionen i Rusland. Det er ikke noget valg, men snarere fordi man er konfronteret med en kontra-revolutionær dynamik, som vil gøre alt i verden for at undgå, at det revolutionære perspektiv bliver etableret og kan brede sig. Så forestillingen om en form for parlamentarisk overgang til socialismen, som spiller en rolle i Enhedslisten og i et af programudkastene [dvs. udkastet fra skrivegruppen nedsat af partiets hovedbestyrelse, red.], synes jeg simpelt hen er en dårlig analyse.”

Mikkel Bolts bog ”Krise til opstand – noter om det igangværende sammenbrud” kan bl.a. købes på Forlaget Antipyrines hjemmeside: http://antipyrin.blogspot.dk/

Forudsigelig fiasko: SF's vej til regering

Jo nærmere ministerposter, jo større har SF's kriser altid været.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

SF blev dannet i kølvandet på den sovjetiske leder Khrustjovs tale på kommunistpartiets kongres i 1956, hvor nogle af stalinismens værste forbrydelser indrømmedes. Samme år nedkæmpede tropper fra Warszawa-pagten – med opbakning fra DKP (Danmarks Kommunistiske Parti) - arbejderopstanden i Ungarn.

Med stiftelsen af SF i 1959 opstod et parti til venstre for Socialdemokratiet uden DKP's afhængighed af Sovjetunionen og med plads til intern opposition. Imidlertid var SF aldrig i nærheden af DKP's faglige styrke blandt tillidsfolk osv. Og langt klarere end DKP, som siden ”folkefrontsperioden” fra 1935 delvist var slået ind på samme kurs, understregede SF, at socialismen skulle gennemføres ad parlamentarisk vej.

Første gang under åget
"Den parlamentariske vej til socialismen” bygger på, at nogle få lederes forhandlinger med arbejdsgivere og politikere er vigtigere end arbejdernes egen aktivitet såsom strejker og demonstrationer. Da S-SF under ”det røde kabinet” 1966-1967 får flertal i Folketinget indføres momsen (dengang 10 %), der vender den tunge ende nedad, således med SF's og de faglige toplederes støtte af hensyn til det parlamentariske ”arbejderflertals” beståen.

S-regeringen under Krag var mere optaget af at splitte SF, end at forhandle sig frem til forbedringer for arbejderklassen. Med socialdemokraten Per Hækkerups ord skulle SF ”under åget” ved at stemme imod egen politik. Det kom SF ved, ud over bl.a. ”den lede moms”, i 1967 for første gang at stemme for finansloven med bevillingerne til kongehus, politi og militær. Da Socialdemokratiet vil indfryse to dyrtidsportioner (der skulle modvirke inflationens udhuling af lønninger og overførselsindkomster), har et mindretal i SF's folketingsgruppe fået nok - og vælter regeringen.

Fra hængekøje til Søvndal
Derefter splittes SF og Venstresocialisterne dannes, og det tog nu SF næsten 15 år at genvinde sit mandattal. 1980'erne er dog den borgerlige Schlüter-regerings tid, hvor SF's manglende parlamentariske indflydelse gør, at der tales om et ”hængekøje-parti”. Alternativet til dette sås under massestrejkerne påsken 1985, som SF's daværende formand Gert Petersen, tro mod ”den parlamentariske vej til socialismen”, imidlertid afviste skulle ”ryste samfundet i sin grundvold”.

Det statskapitalistiske systems kollaps i Østeuropa 1989-1991 får SF til at opgive idéen om demokratisk planlægning af økonomien til fordel for ”socialistisk markedsøkonomi”. Pga. regeringsambitionerne er SF under Holger K. Nielsen med til at få ændret nej'et ved folkeafstemningen om EF i 1992 til et ja ved afstemningen om ”de fire forbehold” året efter. Belønningen for forræderiet mod EF-modstanden er en kold skulder fra Socialdemokratiet, og at Enhedslisten i 1994 kommer i Folketinget. Ved samtlige folketingsvalg 1988-2005 går SF tilbage.

Protester giver medvind
I 2005 overtager Søvndal, og SF går oprindeligt kraftigt frem. Det opsamler en stor del af den folkelige utilfredshed, der bl.a. ses ved de omfattende velfærdsprotester 2006, overenskomst-konflikten 2008 og i modstanden mod Irak-krigen. Ønsket om ministerposter medfører dog en u-vending, hvor SF i regering vil videreføre både skattestop og 24-års regel. SF forråder velfærdsprotesterne ved nu at tilslutte sig VK's efterlønsforringelser, der i 2006 udløste protesterne.

Søvndal laver sit berygtede udfald mod Hizb-ut-Tahrir og vil ”tage et slagsmål med indvandrerne” (ikke bare ”nogle”) om ligestilling, SF støtter øget udvisning af kriminelle ”udlændinge”, brug af rockerlov og mere politi i ”ghettoer”, minimumsstraffe og et ”rødt” pointsystem. Partiet vil nu stemme for finansloven, også under borgerlige regeringer, og bliver – i lodret modstrid med en af partiets oprindelige grundpiller - tilhænger af NATO.

Fra kapitalistisk krise til SF-krise
Partidemokratiet indskrænkes ved at indføre en landsledelse med mindre magt over folketingsgruppen, og i det nye principprogram tales der ikke længere om ”en revolutionær proces”, som ”gradvist afskaffer kapitalismen”. Regningen for den kapitalistiske systemkrise efter 2008 vil S-SF sende videre til arbejderklassen. Arbejdstiden skal hæves med en time pr. uge (12 minutter dagligt). Ellers vil S-SF afskaffe efterlønnen. Med de to partiers ”millionærskat” slipper de rige billigere end før VK's skattelettelser.

Mangemillionæren Steen Riisgaard fra Novozymes taler på SF's landsmøde, og der holdes hemmelige møder med erhvervslivets topchefer, som da også roser partiets vækstplan. S-SF forklarer flere gange, at de vil skære i velfærden, hvis ikke den private vækst øges. Da det er kapitalisterne, der kontrollerer investeringerne, og en parlamentarisk regering, trods nok så stor en charmeoffensiv, ikke kan få dem til at investere, hvis de forventer større profit ved at vente, var spørgsmålet før regeringsskiftet blot, hvor dybt SF ville være villigt til at skære i velfærden. Partiet var atter under åget.

Samlet angreb kræver samlet modsvar

Regeringen ser sine nedskæringer som en samlet pakke – derfor må de forskellige protester mod dens politik forenes til en samlet kamp. 

AF LARS HENRIK CARLSKOV

”Vi er gået reformamok”, pralede statsminister Helle Thorning-Schmidt tidligere i år på den internationale magtelites møde i World Economic Forum. Og regeringen har da også gennemført ”reformer” (dvs. brutale forringelser) for set stort alle grupper i samfundet – naturligvis lige bortset fra den lillebitte, men ekstremt magtfulde gruppe af milliardærer, millionærer, banker og multinationale selskaber. Nu står de studerende så for skud.

Den røde tråd i en stor del af regeringens overklasse-politik er målet om øget arbejdsudbud. Trods høj arbejdsløshed skal den i forvejen hårde konkurrence om de få ledige jobs forstærkes. Det skal presse lønningerne endnu længere ned, og dermed give dansk kapitalisme en ”konkurrencefordel” i det globale kapløb mod bunden. Et kapløb, hvis konsekvenser allerede i dag ses i f.eks. Tyskland, hvor fattigdommen det seneste årti er vokset eksplosivt.

Isolerede protester ikke nok
Det er realiteterne bag finansminister Bjarne Corydons udtalelser om ”konkurrencestaten som den moderne velfærdsstat”. Imidlertid ville regeringens og arbejdsgivernes felttog mod almindelige lønarbejdere, dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere, efterlønnere, fleksjobbere, førtidspensionister og studerende ikke få et ben til jorden, hvis disse grupper kæmpede sammen i stedet for som hidtil hver for sig.

Regeringen lægger ikke skjul på, at de mange nedskæringer er del af en samlet ”reform-politik”. Derfor bør de studerende, der nu på inspirerende vis siger fra over for ”hurtigere-ud-reformen”, også se denne ”reform” som led i en bredere kamp mod ”konkurrence-staten”. De studerende må således opbygge alliancer med alle de andre befolkningsgrupper, der rammes af den aktuelle offensiv mod velfærdsydelser, lønninger og arbejdsforhold.

Kan lamme regeringen
Det gælder ikke mindst arbejderklassen i bredeste forstand – dvs. det store flertal af befolkningen, både i den offentlige og den private sektor, som må sælge sin arbejdskraft, fordi det ikke ejer og kontrollerer produktionsmidlerne (fabrikker, kontorbygninger, maskiner, jord osv.). Arbejderklassen skaber den merværdi, hvorfra den profit stammer, som er kapitalismens motor. Dermed kan arbejderklassen også ved f.eks. at strejke sætte samfundet i stå.

Grupper som f.eks. transportarbejdere har desuden større potentiel magt end andre dele af arbejderklassen til at lamme samfundet – og dermed også regeringens handlemuligheder. Ikke bare har arbejderne, inklusive dem uden job, og studerende en fælles interesse i at stoppe regeringens nedskæringer, fordi begge grupper er under angreb. Men også fordi gennemførelsen af forringelser for én gruppe, gør det lettere bagefter at gennemføre forringelser for den næste. Og endelig har stort set alle arbejdere i job venner eller familie, der er arbejdsløse eller studerende – og omvendt.

Systemisk alternativ
Den samlede rigdom i Danmark er større end nogensinde før. Alligevel ser vi nu et forsøg på at slagte de historiske fremskridt, arbejderbevægelsen har tilkæmpet sig. Det skyldes Thorning & Co.'s forsøg på at administrere en kapitalisme i sin alvorligste krise i syv årtier. I den kapitalistiske produktionsmåde overskygger profit-hensynet som bekendt alle andre hensyn, såsom menneskelige behov. I uddannelsessystemet betyder det ”uddannelse for erhvervslivet” (profitmaksimering) - ”ikke for livet” (menneskelige behov).

Den igangværende kapitalistiske systemkrise og de systematiske angreb på arbejderklassens levestandard, der udspringer derfra, viser behovet for et systemisk alternativ – et socialistisk samfund baseret på menneskelige behov frem for profit. For at koordinere og organisere de forskellige delkampe til en samlet bevægelse, er det nødvendigt med et revolutionært socialistisk parti, der løbende kan forsøge at opsummere og generalisere erfaringerne fra disse kampe. Det er sådan et parti, vi prøver at opbygge i Internationale Socialister.

"Jeg vil understøtte kampene imod nedskæringer"

Det siger Peter Iversen, medlem af Internationale Socialister og nummer fire på Enhedslistens kandidatliste ved kommunalvalget i Aarhus. 

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Han er 58 år, ansat som grafisk medarbejder og har især sin baggrund i det faglige arbejde. ”Det har været alt fra sikkerhedsrepræsentant til tillidsmand og fællestillidsmand, jeg har været formand for Trykkernes Landssammenslutning, jeg har siddet i Grafisk Forbunds hovedbestyrelse, siddet i sektorbestyrelse i HK, branchesektions bestyrelse og den lokale bestyrelse i HK-Østjylland. Det har været rigtig meget forskelligt”, fortæller Peter Iversen. ”Inden for de sidste 5-6 år er jeg også blevet aktiv i beboer-arbejdet i min boligforening. Først som bestyrelsesmedlem i en afdelingsbestyrelse og nu som bestyrelsesmedlem i Brabrand Boligforening”.

”Men min langt vigtigste aktivist-erfaring er tilbage fra påskestrejkerne i 1985, hvor den daværende Schlüter-regering greb ind i overenskomst-forhandlingerne, hvilket førte til omfattende aktioner. Jeg var med til at planlægge blokader og strejker dengang. På den korte bane førte det ikke umiddelbart til noget, men i de efterfølgende overenskomstforhandlinger fik vi nedsat den ugentlige arbejdstid”, forklarer han, der dengang var ansat på en større grafisk arbejdsplads, Purup, som i dag er lukket.

Ingen studehandler
”Der er altid en fare for, at velmenende folk, som bliver valgt ind i byrådet, bliver fanget ind i det parlamentariske spil. Det væsentligste er her at have et parti og gode kammerater til at holde en på rette vej, så man ikke kommer til at spille med på en nedskærings-dagsorden. Det har vi set for mange gøre gennem tiden”, mener Peter Iversen og uddyber:

”I byrådsarbejde er man helt klart i opposition til systemet, som kommunen er en del af. Politikken bør være, at vi går ind for enhver forbedring og imod enhver forringelse. Hvis man begynder at føle sig ”ansvarlig”, dvs. ansvarlig over for det nuværende system og ikke ansvarlig over for de folk, som er ofre for systemet, så svigter man, og det er det, der sker, når man begynder at lave studehandler.”

Talerør for dem krisen rammer
Hvis Peter Iversen skulle blive valgt, har han på forhånd fastlagt sine prioriteter: ”Jeg vil understøtte de kampe, der foregår imod nedskæringspolitikken. For mig vil de tre væsentligste ting være at fungere som talerør for de folk, der mærker krisen og mærker nedskæringspolitikken, at bruge den platform, som en byrådspost giver, til aktivt at støtte de kampe, som opstår uden for byrådet og at bruge byrådsarbejdet til at grave ting frem, som er med til at afsløre systemet”, siger han og tilføjer:

”De store forandringer kommer udefra. Derfor er det udenomsparlamentariske ”ben” langt det vigtigste. Der kommer ikke socialisme via byrådet. Den kamp bliver nødt til at blive taget uden for byrådet. Men ved, at der er socialister, som bliver valgt ind i byråd rundt omkring i landet, kan vi understøtte de kampe, der foregår og propagandere for anti-kapitalistiske løsninger.”

”Det handler om at få folk til selv at handle”

Interview med irsk og tysk socialist om at være revolutionær i det borgerlige parlament.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Christine Buchholz sidder i det tyske parlament for det socialistiske parti Die Linke og er desuden tilknyttet den revolutionære gruppe Marx21, mens Richard Boyd Barrett er medlem af Socialist Workers Party i Irland (søsterparti til IS, som udgiver denne avis), hvor han repræsenterer venstrefløjs-koalitionen People Before Profit i landets parlament. Her fortæller de, om hvordan de som revolutionære socialister bruger deres plads i parlamentet.

”Parlamentet er en del af statsmaskinen, som fuldstændig beherskes af kapitalist-klassen. Mens der i teorien tales om magtens tredeling, om adskillelse af magten, er det den udøvende magt, der dominerer den lovgivende magt [parlamentet, red.]. Og den udøvende magt, dvs. hæren, politiet, statsbureaukratiet, regeringsmaskinen osv., beherskes af klasse-interesser, som står i modsætning til det store flertal af befolkningen. Dette fører til en situation, hvor partierne hvert fjerde år forsøger at indfange stemmer ved at love alt muligt for derefter at gøre alt, hvad de tror er i ”den nationale interesse”, dvs. kapitalens interesse", forklarer Christine Buchholz om sin daglige arbejdsplads, den tyske forbundsdag. Richard Boyd Barrett er ikke mindre kritisk over for det irske parlament, The Dáil:

”Det grundlæggende problem er, at parlamentet ikke står til ansvar for befolkningen til daglig, og at vi derfor har brug for en form for demokrati, der er langt mere direkte og baseret på deltagelse, ja, i virkeligheden taler jeg om et demokrati, hvor vi ikke har professionelle politikere, men snarere har folk, der på organisk vis repræsenterer arbejderklassen og almindelige mennesker – hvor folk kan stilles til regnskab på ugentlig, ja, daglig basis, og kan erstattes, hvis de ikke formår at gennemføre den politik, de hævder at stå for.”

Eliten ikke interesseret i argumenter
"Hovedprioriteten er at bruge parlamentet som en platform til at organisere modstand uden for parlamentet. At bruge det til at koordinere og forbinde forskellige kampe, som finder sted uden for parlamentet - på arbejdspladserne, i lokalsamfundene samt diverse kampe mod nedskæringer. Men parlamentet i sig selv er ikke modtageligt for forandring, og det står meget klart for mig efter to et halvt år derinde, at det eneste tidspunkt, regeringen påvirkes af, hvad vi siger i parlamentet, er, når der er mange mennesker på gaderne uden for parlamentet, for regeringen og landets eliter er ikke interesserede i gode argumenter", forklarer Boyd Barrett, mens Buchholz siger:

”Min vigtigste prioritet er at understøtte klassekampen og bevægelserne i Tyskland og at styrke Die Linkes venstrefløj. Jeg mener, at det er vigtigt at prioritere. Et eksempel: Da jeg sad i undersøgelses-komiteen om Kundus-bombningen [hvor 140 civile afghanere i 2009 blev dræbt af NATO, red.], organiserede jeg sammen med en kammerat en rejse til Afghanistan for at mødes med ofrene. Da vi havde en intern debat om, hvorvidt vi skulle stemme imod en fredsbevarende FN-styrke i Sudan eller stemme blankt, rejste jeg til Sudan for at styrke argumenterne hos dem, som var imod enhver form for militærintervention. Men jeg deltog aldrig i officielle parlamentariske delegationer eller lignede rejser, som ikke er forbundet med debatterne og aktiviteterne i bevægelserne og på venstrefløjen.”

Den parlamentariske boble
Med andre ord ser de to socialister det som deres opgave at støtte de udenomsparlamentariske protester. Om erfaringerne med dette siger Buchholz: ”Ligesom de andre parlamentsmedlemmer fra Die Linke stemte jeg imod finanspagten og redningspakkerne til de europæiske banker. Men det vigtigste arbejde bestod i at mobilisere aktivt imod trojkaens [Den Internationale Valutafond, EU-kommissionen og Den Europæiske Centralbank, red.] politik og Merkel [den tyske forbundskansler, red.] til en landsdækkende demonstration i Frankfurt. Da politiet forbød at demonstrere i byen i 2012, holdt jeg en tale i forbundsdagen, der fordømte det. Da politiet angreb en del af ”Blockupy”-demonstrationen i 2013, brugte jeg og andre Die Linke-medlemmer parlamentet til at stille regeringen til regnskab. Sammen med andre parlamentsmedlemmer brugte jeg min position til at deltage i sit-down protester for at blokere nazisternes march i Dresden. For nogle af parlamentsmedlemmerne betød det, at deres parlamentariske immunitet blev fjernet. Det handler om gennem sin position som parlamentsmedlem at stå til rådighed for de udenomsparlamentariske aktiviteter – og ikke omvendt.”

Boyd Barrett supplerer: ”Det handler om, hvor mange mennesker, man kan mobilisere for at presse forandringer igennem. Jeg synes, at vi har gjort dette ganske godt på en række områder, ikke mindst gennem kampagnen for nylig for at stoppe privatiseringen af offentlig skovdrift her i landet. Her stod vi spidsen for kampagnen uden for parlamentet, men brugte parlamentet som fokuspunkt til at koordinere det hele. Der har også været en række succesrige protester imod nedskæringer på handikappede, udsatte skoler, lokale kampe for at forhindre et oliefirma i at placere en boreplatform i bugten ud for Dublin, hvor jeg igen mener, at vi brugte parlamentet på en god måde til at opbygge og støtte modstandsbevægelser uden for. Så det kan godt lade sig gøre, men det er afgørende ikke at blive suget ind i den parlamentariske boble.”

Forandring kommer nedefra 
Som revolutionær socialist arbejder man på en anden måde end andre parlamentsmedlemmer, hvilket Buchholz beskriver på denne måde: "Som revolutionær prioriterer jeg alle former for mobiliseringer – ikke kun krigsmodstanden, som jeg dækker som Die Linkes fredspolitiske ordfører - men også f.eks. i forhold til de store anti-kapitalistiske protester. Vigtigst af alt er, at jeg som revolutionær ikke bare kan arbejde på egen hånd. Jeg er forbundet med mange inden for partiet og bevægelsen, og jeg er del af et netværk af andre revolutionære inden for Die Linke, hvilket betyder, at man bevarer jordforbindelsen og hvilket fungerer som en ramme for kollektive diskussioner."

Boyd Barrett fortæller, at de andre venstrefløjs-medlemmer af det irske parlament "har en tendens til først og fremmest at formulere en alternativ politik, og mene, at hvis man får tilstrækkelig mange til at stemme for den politik, kan man ændre tingene gennem parlamentet. Det mener jeg ikke. Jeg mener, at det er folkemagt og arbejdermagt, der kan ændre tingene. Jeg mener, at uanset om det er bevidst eller ej, sælger man folk en illusion, hvis man siger "stem på mig og jeg ændrer det for dig" til dem. Derfor understreger jeg altid i alt, jeg gør, folks magt til at skabe forandringer. Når vi har haft mest succes med kampagner, har det ikke været fordi, at jeg har holdt gode taler i parlamentet, men fordi, at disse taler har fået styrke og vægt af det, der er sket uden for. Det mener jeg er det afgørende, at forandring kommer nedefra, og at venstreorienteredes rolle i parlamentet er at opmuntre almindelige mennesker til at handle selv – ikke at erstatte dem."

Oversat og redigeret fra tidsskriftet Irish Marxist Review, Vol 2, No 7, 2013:
http://www.irishmarxistreview.net/index.php/imr/article/view/82/84