Smilets by giver racismen det røde kort

Aarhus protesterer også 18/3 mod nationalismens fremmarch.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

”Valget af Donald Trump til amerikansk præsident for nylig var blot et af mange tegn på, at nationalistiske og fremmedfjendske kræfter har vind i sejlene over en stor del af verden. Det gælder også herhjemme, hvor Dansk Folkeparti er Folketingets næststørste parti og det endnu mere yderliggående Nye Borgerlige i flere målinger står til valg. Samtidig har mistænkeliggørende retorik og diskriminerende politik, som tidligere var forbeholdt den nationalistiske højrefløj, i dag vundet indpas langt inde i den politiske mainstream.

Derfor ønsker vi at samle alle gode kræfter til en fælles manifestation, f.eks. med taler og musikalske og kunstneriske indslag, mod den truende politiske udvikling. Vores mål er at samle alt lige fra politiske partier til fagforeninger, uddannelsesorganisationer græsrodsorganisationer og interesserede enkeltpersoner til en stor og folkelig markering af, at ”nok er nok”, og at vi ønsker en by og et samfund præget af mangfoldighed og respekt for forskellighed.”

Sådan lyder indkaldelsen i Aarhus til aktionsdag mod racisme 18/3. Bl.a. revolutionære socialister, socialdemokrater, kvindesvømmere fra Gellerup, fagforeninger, elev- og studenterorganisationer samt ”humanitære” foreninger, står bag en bred manifestation mod racisme og diskrimination. Følg med på Aarhus for Mangfoldigheds Facebook-side eller skriv til formangfoldighed@gmail.com.

Svømmeforbud er anti-muslimsk racisme

Alle partier i Aarhus Byråd (minus EL og R) stemte for forbuddet mod kvindesvømning i kommunalt regi. Det skal ”redde” kvinderne.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Den postkoloniale teoretiker Spivak beskrev med ordene ”hvide mænd redder brune kvinder fra brune mænd” idéerne bag forbuddet mod kvindesvømningen i Gellerupbadet. En populær fritidsaktivitet i et af landets fattigste boligområder, der i forvejen har færre fritidstilbud end resten af byen, og hvor hver 6. familie rammes af kontanthjælpsloftet.

Som Elsebeth Frederiksen, talsperson for Kvindesvømningens Venner, der bekæmper forbuddet, påpeger, ville ingen have anset svømningen for et problem i rigmandskvarteret Risskov. Iflg. borgmester Jacob Bundsgaard (S) er ”der en udfordring i nogle af de muslimske miljøer i Aarhus med kvindeundertrykkelse og formentlig også andre steder”.

Bundsgaard gør her kvindeundertrykkelse til et unikt problem for muslimer eller et problem primært dér. Dog mener en lige så stor andel (10 %) af Dansk Folkepartis vælgere som muslimer, at kvinders plads er i hjemmet. Byrådet har ikke iværksat initiativer mod dette ”parallelsamfund” eller rigmandsghettoer, hvor undersøgelser viser, at skattesvindel og sort arbejde er mest udbredt.

Del af en større kamp
Idéen om, at ”Vesten” med vold befrier muslimske kvinder er gammel. F.eks. invaderede og besatte Storbritannien i 1882 Egypten, og lederen af besættelsen, Lord Cromer, forsvarede den bl.a. med henvisning til kvinderettigheder. Samtidig var han i hjemlandet medstifter af en forening mod kvinders stemmeret. På samme måde hævdede George W. Bush, der bl.a. bekæmpede fri abort og prævention, at USA’s krig ville befri afghanske kvinder.

Muslimske kvinder ses her som passive ofre og ude af stand til at tale og handle på egne vegne. Kampen om kvindesvømning viser det modsatte. Demonstrationer, offentlige møder, læserbreve og en underskriftsindsamling vandt kampen om opinionen, så et stort flertal af byens borgere i en meningsmåling var imod forbud. Det handler bl.a. om kvindekampens krav om retten til selv at bestemme, hvor lidt – eller hvor meget – tøj, man bærer, og om at bestemme over egen krop. Men da forbuddet skyldes islamofobi, er det også nødvendigt med en bredere anti-racistisk kamp. Den internationale aktionsdag mod racisme 18/3 handler netop om det.

Følg ”Kvindesvømningens Venner i Gellerupbadet” på Facebook. Møderne er normalt søndag kl. 16 i Beboerhuset Yggdrasil, Dortesvej 35A, 8220 Brabrand.

Hvad byrådsfatter gør, er altid det rigtige

Indlæg i Århus Stiftstidende: "De to mænd, byrådsbrødrene Gert Bjerregaard og Hans Skou fra Venstre, vil bekæmpe påstået mandlig muslimsk tvang mod kvinder ved at erstatte den med anden mandlig tvang mod kvinder - deres egen...

Alligevel er det, som om d'herrers faderlige omsorg ikke værdsættes. Heller ikke den ikke mindre faderligt beskyttende favn hos de 17 andre byrådsmænd, som vil sikre, at kvinderne kan svømme frit ved at forbyde kvindernes svømning.

Kvinderne demonstrerer, skriver læserbreve, arrangerer offentlige møder og virker i det hele taget sært utaknemmelige over, at det mandlige byrådsflertal allerede har defineret kvindernes undertrykkelse for dem."

Guide til Trumps rædselskabinet

Trumps udnævnelser afslører hans løfte om opgør med eliterne i Washington og på Wall Street som en grotesk løgn.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

De 17 personer, den nyvalgte amerikanske præsident Donald Trump i midten af december havde nomineret til de centrale regeringsposter, har iflg. business-mediet Quartz en samlet formue på 66,5 milliarder kr. Det gør dem rigere end de fattigste 43 millioner husstande i USA tilsammen, og Trumps regering til den klart rigeste i amerikansk historie.

Som ”chefstrateg” og toprådgiver har Trump udnævnt Stephen Bannon fra mediet Breitbart News, der har tråde til den yderste racistiske og nazistiske højrefløj. Tidligere Ku Klux Klan-leder David Duke har kaldt denne udnævnelse ”en glimrende nyhed”. Som mange andre Trump-folk har Bannon desuden en fortid hos banken Goldman Sachs, hvilket bl.a. også gælder finansminister Steven Mnuchin.

Justitsminister Jeff Sessions er kendt som hardcore bekæmper af lovgivning mod diskrimination af sorte amerikanere og andre minoriteter og fik i 1986 sin udnævnelse til forbundsdommer blokeret pga. racistiske udtalelser. Forsvarsminister James Mattis stod som chef for marinekorpset i spidsen for USA's for drab på tusinder af civile og andre krigsforbrydelser under belejringen af Fallujah i Irak i 2004. National sikkerhedsrådgiver Mike Flynn har kaldt muslimer en ”ondartet kræftsygdom” og frygt for dem ”rationel”.

Vicepræsident Mike Pence har som guvernør forsøgt at fjerne offentlig tilskud til organisationer, der hjælper kvinder med prævention og fri abort, gennemført en lov om tvungen begravelse af abort-fostre og støttet en lov, der giver arbejdsgivere ret til at diskriminere bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner.

Udenrigsminister Rex Tillerson fra oliegiganten ExxonMobil er såkaldt "klimaskeptiker", hvilket bl.a. også gælder miljøminister Scott Pruitt – og Trump selv. Dette var blot et lille udvalg af Trumps rædselskabinet, som Danmark iflg. Lars Løkke Rasmussen står "skulder til skulder" med.

Kamp mod islamofobiske politikere i Aarhus

Et samlet byråd (minus R+EL) i Aarhus vil forbyde tre timers ugentlig kønsopdelt svømning i Gellerupbadet.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Det er klokkeklar diskrimination med lovgivning, der primært rammer en bestemt etnisk og religiøs gruppe - her muslimer. Byrådsflertallet henviser bl.a. til TV2's mistænkeliggørende og stærkt kritiserede "dokumentar" ved navn "Moskeerne bag sløret". Præmissen var her, at dårlig integration skyldes nogle imamer, ikke f.eks. hetz og diskrimination, manglende jobs, dårlige boligforhold osv.

Det pågældende svømmetilbud optræder tilmed slet ikke i TV2's tendentiøse "dokumentar". Alligevel henviser byrådsflertallet, inkl. S-SF, flittigt til den. F.eks. har Gert Bjerregaard (V) om en undersøgelse, der viser, at svømningen er kvindernes eget valg sagt, at ”[é]t er, hvad man siger for rullende kameraer, noget andet er, hvad der sker i det skjulte. Det lærte vi af dokumentaren ”Moskéerne bag sløret”...”.

Altså den klassiske islamofobiske stereotyp om, at ”muslimer taler med to tunger.” Desuden opererer forbudspolitikerne med kollektiv skyld ved at bruge enkelte muslimers (her nogle imamers) endda delvist fiktive handlinger til at mistænkeliggøre alle foreninger i Gellerup. Er alle Venstre-folk også under mistanke, fordi Løkke og andre V-politikere fusker med bilag? Det er selvsagt også sexistisk, når et primært mandligt byrådsflertal som her vil diktere, hvordan kvinder svømmer og klæder sig. To Venstre-mænd har stillet forslaget, og 19 ud af 25 af dets tilhængere i byrådet er mænd.

En meningsmåling viser, at 56,9 % af byens borgere ”i mindre grad eller slet ikke” er enige med byrådet i denne sag, mens kun 37,3 % ”i høj grad eller nogen grad” er enige. Desuden har aktivistgruppen ”Kvindesvømningens Venner i Gellerupbadet” indsamlet omkring 3.000 underskrifter mod forbuddet samt demonstreret, lavet gadefremstød og holdt flere offentlige møder. 18. januar skal byrådet stemme om forbuddet. Uanset udfaldet fortsætter kampen dog.

Åbent brev til S: Hvorfor skal vi tages som gidsler?

Åbent brev til Socialdemokratiet i Århus Stiftstidende: "Derfor spørger vi de socialdemokratiske byrådspolitikere: Hvorfor skal vi og vores kroppe tages som gidsler i jeres politiske spil? Det fortjener jeres vælgere - ikke mindst i Aarhus Vest - svar på, nu hvor kommunalvalget nærmer sig.

Forbuddet falder, hvis I stemmer imod. I modsat fald vil vi stille jer til politisk ansvar. En måling fra Wilke viser stort flertal blandt århusianerne for at bevare kvindesvømningen i Gellerupbadet. Mon ikke det også gælder i det socialdemokratiske bagland?

Vi opfordrer derfor til, at man også her giver sin utilfredshed til kende. Denne opfordring gælder i øvrigt alle århusianere. Vis politikerne, at de pinlige planer om svømmeforbud strider mod vores ønsker for en mangfoldig by."

Behov for vindueskiggeri?

Læserbrev i Århus Stiftstidende: "Når et primært mandligt flertal vil diktere, hvordan kvinder svømmer, er det et frontalangreb på årtiers kvindekamp. Bl.a. kvinders ret til at bestemme over egen krop. F.eks. i forhold til abort og prævention - eller som her påklædning, og hvor meget af sin krop man viser. Når politikerne er færdige med detailstyringen af svømning i århusianske forstæder og andre storpolitiske problemer, lægger de sig vel i selen for at stoppe tiltag som Femø-lejren, hvor kvinder også mødes uden mandlig adgang."

Skulder ved skulder - med regeringen, kong Henrik og Saudi-Arabien

AF LARS HENRIK CARLSKOV

”Vi står skulder ved skulder”, erklærede statsminister Helle Thorning-Schmidt med patos i stemmen ved mindehøjtideligheden 16. februar for terrorofrene i København. Ved sin skulder havde hun kronprins Frederik. Mon de mindedes, hvordan netop kronprinsen og forsvarsminister Nicolai Wammen tre uger forinden havde stået skulder ved skulder med det saudiarabiske diktatur ved mindehøjtideligheden for den afdøde kong Abdullah?

I Aarhus talte samme Wammen ved mindehøjtideligheden for terrorofrene. Mod den wahhabistiske ideologi, som gerningsmanden fandt hos Islamistisk Stat, som omvendt har fået den og finansiering fra Saudi-Arabien. Altså det Saudi-Arabien, som kronprinsen og Wammen besøgte for at ære den despot, hvis regime hyppigt stod bag bl.a. offentlig piskning, håndsafhugning og halshugning for ”trolddom”.

Grusomheder som dem Islamistisk Stat begår - og som officielt er grunden til Danmarks foreløbig fjerde krig i Irak (1990-1991, 1998, 2003-2007 og 2014-?). Endnu en krig oven i de tre krige, hvorfra Islamistisk Stat opstod. Det danske kongehus, hvis fine fornemmelse for undersåtternes bekymringer ofte er blevet prist, satte det hele i perspektiv, da prinsgemalen på et pressemøde afbrød sine kones udtalelser om terror ved at gentage sit ønske om at blive tituleret konge. Måske er vi alligevel mange, der ikke ønsker at stå skulder ved skulder med Thorning, Wammen, kong Henrik og det saudiske diktatur?

"2011 var revolutionens genkomst"

Det mener Mikkel Bolt, aktuel med bogen Krise til opstand – noter om det igangværende sammenbrud.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Mikkel Bolt er lektor i kunsthistorie ved Københavns Universitet. Med sin seneste bog Krise til opstand leverer han noget så sjældent i en dansk kontekst som en radikal og sammenhængende kapitalisme-kritik. ”Det er et forsøg på at lave en analyse af forløbet fra finanskrisen til protestbevægelserne, der starter i 2011. Et forsøg på at tage den kritik, jeg synes kommer til udtryk i protesterne fra Nordafrika til Sydeuropa og til Occupy-bevægelsen, som udgangspunkt. Jeg synes, at de fleste af de analyser, der har været fremme, har været for dårlige, fordi de to fænomener ikke i særlig høj grad er blevet forbundet”, forklarer Bolt til Socialistisk Arbejderavis.

”Noget af det, jeg beskæftiger mig med i bogen, er den afvikling, der har fundet sted af et kritisk, marxistisk vokabularium [ordforråd/begrebsapparat, red.]. Et sprogligt problem, som gør, at det ikke er muligt at tale om krisen som havende noget at gøre med den neoliberale kapitalisme eller kapitalismen i det hele taget. Massevis af mennesker er ramt af krisen, men det er svært at forbinde alle de forskellige personlige problemer med nogle strukturelle forhold. Det stiller os over for en stor udfordring med, hvordan vi skal organisere os og mobilisere på baggrund af krisen og forvitringen af et kritisk vokabularium, som kan adressere alle disse problemer.”

Krisens dybe rødder
Modsat de gængse forklaringer, der primært ser krisen som finansiel og startende i 2008, mener Mikkel Bolt, at krisens rødder går flere årtier tilbage, herunder til de til faldende profitrater på daværende tidspunkt i de vestlige kapitalistiske økonomier. Her bygger han bl.a. på den amerikanske økonomiske historiker Robert Brenner. ”På nogle måder startede krisen ikke i 2008, men begyndte egentlig tilbage i starten af 1970'erne. Årsagerne til krisen skal findes i opbremsningen i de avancerede økonomier sidst i 1960'erne. Her sker der en overgang fra et keynesiansk akkumulations-regime til neoliberal globalisering,” forklarer Bolt.

”Dette tager form af indrullering af en masse nye lønarbejdere i Sydøstasien og Kina, men også af introduktionen af gæld og kredit og spredningen af arbejdspladser, som betyder, at der finder en stagnation og et fald i reallønnen sted i USA og Vesteuropa. For at muliggøre, at vi stadig har adgang til nogenlunde den samme velfærd og velstand, bliver der introduceret en masse nye kredit- og lånemodeller. Det, jeg forsøger at gøre, er at trække krisen helt tilbage og pege på, at vi har at gøre med nogle langt mere omfattende processer, end nogle af de syndebukteorier, vi almindeligvis præsenteres for i medierne. Hinsides en idé om, at krisen skyldes grådige finansfolk, at den amerikanske middelklasse har boet i for dyre huse eller introduktionen af uigennemsigtige lånemodeller.”

Destruktion og nedsmeltning
Mikkel Bolt vil ikke afvise muligheden for en løsning på krisen inden for kapitalismes rammer, men ”klimaet og biosfærens nedsmeltning sætter en tidsfrist for alle de forskellige forsøg på at fortsætte kapitalakkumulationen. Den stadige stigende eksklusion, der finder sted af millioner af mennesker i verden, peger også på nogle grundlæggende modsigelser mellem kapital og arbejde. Det ser ud til, at vi har nået en form for skifte med en mere opdelt verden, end vi allerede har. Hvor ganske få har rigtig meget og resten skal overleve i en stadig større uformel økonomi”, siger Bolt.

Han fremhæver kombinationen af en form for fascisme og kapitalisme som et muligt (skræk)scenarie. ”Måske er den periode, vi er på vej ind i, ikke ulig perioden fra 1914-1945. Man kan forestille sig en så omfattende destruktion af kapital, at der bliver skabt mulighed for en ny ekspansiv fase”, siger han med henvisning til den kapital-destruktion, som krige og kriser dengang medførte. ”En af ideerne med læsningen af krisen som på en måde startende i 1973, er, at kapitalismen er en form krise for krisestyring. Men klima-destruktionen er en ny faktor, som gør dette endnu sværere end tidligere”.

Den etablerede venstrefløjs fallit
”En del af min analyse er, at venstrefløjen har spillet fallit eller mangler et projekt i dag. I alt for høj grad har den etablerede arbejderbevægelse og venstrefløj ladet sig smelte sammen med en neoliberal diskurs, og derfor er der god grund til at vende tilbage og genopdage en marxistisk kritik af den kapitalistiske produktionsmåde. Problemet er, at den reformistiske arbejderbevægelse og venstrefløj lagde den revolutionære kritik af kapitalismen på hylden for længe siden,” siger Bolt, der også er kritisk over for f.eks. Enhedslisten: ”Jeg synes, at venstrefløjens partier, og i Danmark er det reelt kun Enhedslisten, som er et venstrefløjs-parti i dag, i for høj grad lader sig begrænse af det politiske demokrati og af det politiske demokratis indlejring i en nationalstat.”

”Problemet bliver, at det nationale demokrati kommer til at sætte nogle bestemte rammer op for diskussionen og det, vi forholder os til. Det synes jeg også sagtens, at man kan se hos Enhedslisten. Hele principprogram-diskussionen er udtryk for, at partiet i stadig stigende grad er blevet professionaliseret, og at der sidder nogle politikere på Christiansborg, som formodentlig ikke forstår det principprogram, Enhedslisten egentlig havde. Og at der bliver en modsætning mellem et principprogram og disse politikeres forestilling om stigende vælgertilslutning.”

Det kommunistiske perspektiv
Alternativet til den globale kapitalismes stadig mere destruktive tendenser ser Bolt i det oprindelige ”kommunistiske perspektiv om ophævelse og afvikling af kapitalismen”. Dette bør vel at mærke ikke forveksles med ”det, der fandt sted i Sovjetunionen og Kina, hvor ejerskabet over produktionsmidlerne overgik fra borgerskabet til et partidiktatur under en form for statskapitalisme.” En sejrrig opstand i f.eks. Nordafrika, Mellemøsten eller Sydeuropa må ifølge Bolt sprede sig til resten af verden, som led i en ”permanent verdensrevolution”, hvis ikke den skal ende i ”regionale eller nationale statskapitalistiske projekter”. ”Noget af det interessante i 2011, var, at der faktisk fandt denne spredning sted - fra Nordafrika, til Mellemøsten, til Sydeuropa og til USA.” "Kun ved at blive international kan en revolutionær bevægelse sejre. Hvis vi skal trække det hårdt op, kan vi sige, at kun en global revolution mod kapitalismen kan redde os fra den industrialiserede biosfæriske nedsmeltning, der allerede er i fuld sving."

”Det kommunistiske perspektiv er, at arbejderklassen foretager en radikal selv-negation [ophævelse af sig selv, red.]. Det er illusorisk at forestille, at staten og den lokale kapitalistklasse frivilligt giver magten fra sig. Så i den forstand vil vold, eller snarere mod-vold, formodentlig nødvendigvis være en del af en revolutionær situation, som det har været i alle historiske situationer fra den franske revolution til Pariserkommunen til Oktober-revolutionen i Rusland. Det er ikke noget valg, men snarere fordi man er konfronteret med en kontra-revolutionær dynamik, som vil gøre alt i verden for at undgå, at det revolutionære perspektiv bliver etableret og kan brede sig. Så forestillingen om en form for parlamentarisk overgang til socialismen, som spiller en rolle i Enhedslisten og i et af programudkastene [dvs. udkastet fra skrivegruppen nedsat af partiets hovedbestyrelse, red.], synes jeg simpelt hen er en dårlig analyse.”

Mikkel Bolts bog ”Krise til opstand – noter om det igangværende sammenbrud” kan bl.a. købes på Forlaget Antipyrines hjemmeside: http://antipyrin.blogspot.dk/

Thorning: Børn bør ikke være nær vandpistoler

Protesterne 1. maj får statsministeren til at frygte for børns sikkerhed på kampdagen.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Ganske vist har regeringen netop fået vedtaget sin offentlighedslov, men det betyder ikke, at der ikke længere er mulighed for gedigne journalistiske afsløringer. F.eks. har vi jo stadig Femina. Og det er netop dette blad, som i sit nye nummer kan bringe en opsigtsvækkende historie: Det er ikke let at være Helle Thorning-Schmidt.

Bl.a. skød en person 1. maj efter hende med en vandpistol, og i et stort interview med Femina udtaler Thorning-Schmidt: ”Jeg troede faktisk først, det var øl. Man ved jo ikke helt, hvad det er, når man lige bliver ramt af noget vådt…”. Unægtelig en chokerende oplevelse. Bl.a. da det viste sig kun at være vand - og ikke mindst fordi statsministens PET-vagter burde have været mere årvågne, og hvis det havde været øl, vendt hende i den rigtige retning og åbnet hendes mund. Thorning-Schmidt forklarer videre, at hun bagefter talte med ”verdens mindste pige”, uden dog i øvrigt at oplyse mere om dette sensationelt lille barn. Men hvis oplysningerne er korrekte, bør dette rekordtilfælde straks indberettes til Guinness Rekordbog.

Statsministeren oplyser dog, at hun ”blev vred på den lille piges vegne og på min datters vegne – hun var i Fælledparken den dag. Skal det pludselig være sådan, at 1. maj er et så voldsomt sted, at børnene ikke kan være en del af det, som ellers skulle være en fest?” Selv om hun som tidligere nævnt desværre gik glip af øllet, burde Thorning-Schmidt midt i ærgelsen dog nok alligevel have husket, at 1. maj ikke blot er en festdag, men også en kampdag. Hun og den øvrige regering plejer ellers ikke at være blege for lidt klassekamp, også selv om de lidt klodset har fået vendt den den forkerte vej.

Men derudover er det selvfølgelig korrekt, at der 1. maj ikke kun blev sprøjtet med vand. Bl.a. brugte tusindvis af mennesker som bekendt dagen til at protestere mod regeringens nedskæringer. F.eks. forklarede TV2 Østjyllands udsendte reporter på dagen, at ”tusindvis, tusindvis, af mennesker ... højlydt og meget, meget tydeligt har givet udtryk for, at de slet ikke er tilfredse med den politik, regeringen fører.”

Om protesterne generelt udtaler Helle Thorning-Schmidt til Femina: ”Det er 1. maj. Hvis man ikke er enig, kan man bare blive væk, ikke?” - uden dog at uddybe, hvad hun i fremtiden vil bruge sine nu ledige 1. maj-dage til. Men måske er hun alligevel lettere forsinket ved at indstille sig på, at Socialdemokraternes monopol på arbejderbevægelsen blev brudt for knap 100 år siden. Glædeligt, at Socialdemokraterne så småt er ved at omstille sig til en ny virkelighed – f.eks. den, at partiet i flere meningsmålinger står til det dårligste folketingsvalg siden 1898. At antyde, som flere kommentatorer har gjort det, en sammenhæng mellem den kendsgerning og 1.maj-protesterne, må dog betegnes som ondskabsfulde insinuationer.

Man må her heller ikke glemme, at der ved 1. maj i Fælledparken i København faktisk bl.a. blev smidt en røgbombe og opstod lidt skubberi – bl.a. fra S-SF's partisoldater, som forsøgte at mase sig helt op foran scenen. Og selv om det kan forekomme relativt mildt sammenlignet med den behandling regeringen bl.a. har givet arbejdsløse, førtidspensionister, fleksjobbere, studerende samt offentligt ansatte som f.eks. lærere, undervisere, gymnasielærere og SAS-arbejderne, er det hamrende irrelevant. Lige som det er irrelevant, at en stor del af befolkningerne i lande som Irak, Afghanistan, Libyen og Mali nok gerne havde set Danmarks og dets allierede dér anvendte bomber udskiftet med røgbomber og vandpistoler.

Det væsentlige i den her sammenhæng er nemlig, som statsministeren så rigtigt påpeger, at der ikke bør anvendes vandpistoler på en 1. maj, når der er børn til stede. Derfor er det kun godt, at regeringen gennem en af sine seneste reformer har været så fremsynet at sikre, at børnene fremover skal gå i skole det meste af dagen, og derfor undgår at komme i nærheden af vandpistoler og andre farlige genstande - både 1. maj og andre skoledage.

Farvel og utak til VKO

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Ved folketingsvalget 15. september har vi muligheden for at smide Danmarks mest højreorienterede regering i syv årtier på den politiske losseplads. Ikke siden Venstre-regeringen 1926-1929 under ledelse af godsejeren Thomas Madsen-Mygdal har det parlamentariske flertal her i landet befundet sig så langt til højre i det politiske spektrum.

Anders Fogh Rasmussen indledte sin tid i statsministerembedet med at proklamere et ”opgør med klassekampen”. Han og efterfølgeren Lars Løkke Rasmussen har gennem deres politik selv leveret det bedste dementi af den påstand. Millionærerne, milliardærerne og de store virksomheder er blevet forgyldt med store skattelettelser. Imens er uligheden og fattigdommen eksploderet. Vel at mærke før vi har set konsekvenserne af sidste års halvering af dagpengeperioden og beskæring af børnechecken samt den nye 2020-plans afskaffelse af efterlønnen og fjernelse af SU'en for hjemmeboende og studerende, der ikke gennemfører uddannelsen på normeret på tid.

Den borgerlige klassekamp har ramt de etniske minoriteter ekstra hårdt. Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti (VKO) har indført en særlig lav, fattigdomsfremkaldende ydelse ved navn ”starthjælp” for arbejdsløse flygtninge og indvandrere. Den berygtede 24-års regel ved familiesammenføring, senere afløst af det såkaldte ”pointsystem”, er et andet af VKO's mere diskriminerende påfund. Den konstante mistænkeliggørelse og forhånelse af muslimer og deres religion fremkaldte efter Jyllands-Postens Muhammed-karikaturer en international krise, hvor Danmark blev et symbol på statsracisme og systematiseret diskrimination.

I de 10 år Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti har været ved magten, har Danmark ført krig i hele tre forskellige lande. Løgnen om masseødelæggelsesvåben førte i Irak til mere end én million døde og torturscenerne i Abu Ghraib. I Afghanistan er situationen i dag værre end under Taliban, hvis man f.eks. spørger menneskerettighedsaktivisten Malalai Joya og kvindeorganisationen RAWA. Under påskud af menneskerettigheder bomber danske F16-fly nu Libyen, selv om udenrigsminister Lene Espersen så sent som sidste år godkendte salg af militærudstyr til Gaddafi-regimet. Det var næppe heller af hensyn til befolkningen i Bahrain, at regeringen tidligere i år lod Dronning Margrethe overrække en orden til den lokale diktator.

Vi kunne fortsætte med at opremse VKO's politik i forhold til den økonomiske krise, klimaet, uddannelse, sundhed osv. osv. Men alene det allerede nævnte burde være rigelig med grund til, hvorfor det er tid til at sige farvel, men bestemt ikke tak, til VKO.

”Vores revolution kan skabe et alternativ til imperialismen"

Socialistisk Arbejderavis har talt med formanden for Egyptens første uafhængige fagforening om den revolution, der tidligere på året væltede diktatoren Mubarak, og de kampe, der venter forude. 

I Egypten blev RETA, der organiserer landets ejendomsskatteopkrævere, i 2009 den første uafhængige fagforening siden Nassers militærjunta 52 år tidligere kvalte den daværende fagbevægelse. Oprettelsen af RETA skete i kølvandet på 55.000 ejendomsskatteopkræveres tre måneder lange strejke i efteråret 2007, som medførte et fald i skatteopkrævningen på 90 % og endte med sejr i form af en lønstigning på 325 %. Fagforeningens formand Kamal Abu Aita besøgte for nylig Danmark i forbindelse med Enhedslistens årsmøde, hvor han blev interviewet af denne avis.

Om strejkebevægelserne i årene op til Mubaraks fald, de største i Egypten siden 2. verdenskrig, forklarer han:

”De mange strejker før revolutionen, op imod 5000, har dækket næsten alle industrier og brancher. De har rystet systemet og vist det egyptiske folk en metode til at sejre over regimet og opnå sine krav.”

De succesfulde strejker gav befolkningen modet til at kræve sin rettigheder og betød, at modstanden mod regimet ikke længere var begrænset til små grupper af politiske aktivister.

”Strejkerne og den nye arbejderbevægelse bragte kampen til et højere, folkeligt niveau, og dette resulterede i en reel krise for systemet”, fortæller Aita.

Revolutionen fortsætter
Militærregeringen har lovet frie valg til efteråret, og en række af februar-revolutionens middelklasse-aktivister opfordrer nu til ro på gader og arbejdsplader for at sikre en ”glat overgang til demokrati”.

Egyptens nye fagbevægelse fortsætter dog ufortrødent kampen, selvom der ved flere lejligheder er blevet slået hårdt ned på strejker og andre protester. 30. januar blev Føderationen af Uafhængige Fagforeninger dannet og ”siden har flere fagforeninger sluttet sig til hver dag”, siger Aita.

Efter Mubaraks afgang blev Ismail Fahmi, en af systemets mænd, indsat som arbejdsminister, men ”vi væltede ham til sidst, og vi erstattede ham med en mand, som tror på retten til at danne uafhængige fagforeninger”, siger Aita med henvisning til den nye arbejdsminister, Ahmed el-Borai.

Ud over retten til frit at organisere er de nye fagforeningers krav bl.a. en retfærdig mindsteløn, stop for alle privatiseringer, tilbagerulning af tidligere privatiseringer samt genansættelse af de fyrede arbejdere.

Derudover er Aita sammen med en række andre fremtrædende fagforeningsaktivister underskriver på en støtteerklæring for Det Demokratiske Arbejderparti, der er ved at blive dannet og skal sikre arbejderne en stemme i Egyptens kommende politiske landskab.

Lige nu har etableringen af uafhængige fagforeninger dog højeste prioritet, men ”vi betragter fagligt arbejde som en skole, der kan forberede nye politiske bevægelser i fremtiden”.

Alternativ til imperialismen
Et vigtigt element i den egyptiske revolution har været ønsket om et opgør med rollen som Israels vagthund over for palæstinenserne i de besatte områder. Egypten har været med til at opretholde blokaden af Gaza og samtidig indgået en række handelsaftaler, bl.a. om eksport af egyptisk gas, som har været særdeles lukrative for Israel.

”Et af de fundamenterne for den store mobilisering af de arabiske befolkninger har været et opgør med den arabiske nederlagsfølelse over for den zionistiske stat”, forklarer Aita, der ser NATO's intervention i Libyen som en trussel mod de folkelige opstande.

”Vi er imod enhver form for udenlandsk indblanding i de arabiske revolutioner, fordi det vil afspore revolutionen. Det eneste vi har brug for er, at støtten til de imperialistiske kræfter i vores lande stopper”, siger Aita.

”Læg nøje mærke til, at vores befolkninger, som er parate til at bekæmpe undertrykkerne i deres egne lande, også er klar til at bekæmpe vestlig indblanding, selv hvis det kræver at stå side om side med deres undertrykkere”, understreger han.

”Jeg håber, at I vil viderebringe dette budskab til vores kammerater, der trods gode intentioner og modstand mod imperialismen alligevel har politiske mangler på disse områder, hvilket man kunne se på afstemningsresultatet i dag”, lyder meldingen fra Aita om afstemningen på Enhedslistens årsmøde, der endte med snæver opbakning til oprettelsen af flyforbudszonen over Libyen.

Den egyptiske fagforeningsmand slutter interviewet med dette perspektiv for de folkelige opstande i Mellemøsten og Nordafrika:

”Vi kan gennem revolutionerne i de arabiske lande opbygge en humanistisk og folkelig union, som gør op med imperialistiske overgreb og umenneskelig globalisering.”

George W. Bush dræbt - tillykke til Irak

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Det er netop blevet officielt meddelt, at irakiske kommandosoldater efter en skududveksling har dræbt George W. Bush, den ansvarlige for Irak-krigen, der skjulte sig på en ranch i Texas. Da det som meningsdanner som bekendt gælder om at være hurtigt ude med en kommentar, genbruges her Jyllands-Postens leder fra 2. maj om drabet på bin Laden. Der er blot foretaget nogle få rettelser, som er markeret med fed skrift.

TIlLYKKE IRAK

Ligesom vi alle var irakere den 19. marts 2003, så er vi også alle irakere i dag.

Endelig! Otte års traume efter krigen mod Irak har fået et solidt skud for boven med meddelelsen om terrorchefen George W. Bushs død. Tillykke til Irak; tillykke til os alle.

Det er næsten som i en meget amerikansk Hollywood-film: Først går man grueligt meget igennem, så trækker tingene i langdrag, og så sejrer retfærdigheden alligevel til sidst. De gode vinder; de onde taber. Sådan skal det være. Derfor er tilfredsstillelsen i dag global.

Det er et åbent sår i Iraks sjæl, som nu er kommet meget nærmere at læges. Det er muligt, at Bush i dag ikke har meget med det praktiske terror-håndværk at gøre. Pentagon hævdes gerne at være mere eller mindre selvstyrende. Allerede under den tidligere premierminister Ibrahim al-Jaafari, som var særligt martret af den udeblivende succes med at fange eller dræbe Bush, skiftede Irak til synspunktet om, at Pentagon var blevet meget mere end Bush. Det er kun blevet rigtigere, jo længere tiden er gået.

Alligevel er neutraliseringen af Bush en stor triumf for Irak; for os alle. Han var og blev et samlende symbol for de formørkede, middelalderlige kræfter, som hader Mellemøsten, og ikke skyer noget middel for at ramme Mellemøsten. Han var et terrorens ikon; en ondskabsfuld og totalt hensynsløs katalysator for et irrationelt had, for hvem menneskeliv intet betød.

George W. Bush er samtidig selv det bedste dementi af de hændervridende forsøg på at forklare terroren med sociale årsager. Bush selv var som bekendt multimilliardær. Mange af dem, der har startet krige i de forløbne otte år har været velsituerede, veluddannede og velfungerende mennesker. Det gælder også de neo-konservative høge bag massemordet i Irak. Til gåden Bush knytter sig derfor også gåden om, hvad der egentlig driver de kapitalistiske terrorister.

Nu er han død. Triumfen er endnu større, end da Wall Street-svindleren Bernard Madoff blev hevet ud af sin luksuslejlighed. Et vigtigt skridt i terrorbekæmpelsen er taget, i det mindste psykologisk. Foran det irakiske parlament jubler irakere af alle slags. Ligesom vi alle var irakere den 19. marts 2003, så er vi også alle irakere i dag.

Det tog otte år. Men det lykkedes. Det er en god dag.

Socialisme, pacifisme og krig

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Enhedslistens beslutning om at stemme for bombningen af Libyen rejser spørgsmålet om, hvordan vi som socialister forholder os til krig. Den revolutionære marxistiske tradition, som vi i Internationale Socialister betragter os selv som en del af, har udviklet en nyttig metode til at afgøre om en given krig fortjener vores støtte eller ej. Vi er nemlig ikke pacifister, da vi mener, at vold desværre kan være et nødvendigt onde. Alle historiske erfaringer viser således, at den herskende klasse ikke skyr nogen midler for at forsvare sin magt og rigdom.

Den herskende klasse, som har vist sig villig til den mest ekstreme vold i form af Irak-krigen og derigennem at ofre hundredtusinder af menneskeliv for at få kontrol over et andet land og dets olie, vil være så meget desto villigere til at bruge vold mod en socialistisk massebevægelse, der (modsat f.eks. Saddam Hussein-regimet) udgør en direkte trussel mod dens ejendom og privilegier. I sådanne situationer risikerer vi at blive slagtet, hvis vi udelukkende fokuserer på sit-down aktioner og andre former for ikke-voldelig civil ulydighed.

Krig som politikkens fortsættelse
I stedet for pacifistisk modstand mod enhver krig, har vi som nævnt en marxistisk analysemetode til afgøre vores stillingtagen. Denne metode er måske bedst af alle blevet beskrevet af den russiske socialist og revolutionære leder V.I. Lenin, der forklarede, at vi i hvert enkelt tilfælde konkret må undersøge ”krigens klassekarakter: Hvad er årsagen til denne krig, hvilke klasser fører den og hvilke historiske og historisk-økonomiske forhold banede vej for den”. Lenin forklarede desuden om ”dialektikken” (dvs. vores metode) at:

”Med hensyn til krig er dialektikkens hovedtese... at ”krig blot er politikkens fortsættelse med andre [dvs. voldelige] midler”. Sådan lyder formlen hos Clausewitz, en af de største skribenter om krigens historie, hvis tænkning blev stimuleret af Hegel. Og dette var altid synspunktet hos Marx og Engels, der betragtede enhver krig som en fortsættelse af politikken hos de pågældende magter – og hos de forskellige klasser inden for disse lande – i en bestemt periode.”

Når ”krig blot er politikkens fortsættelse med andre midler”, betyder det, at de involverede stater og regeringer i sådanne situationer er drevet af de samme grundlæggende interesser og motiver, som driver deres politik på hjemmefronten og deres mere ”fredelige” udenrigspolitiske initiativer. Det forklarer også, hvorfor det er komplet absurd (som f.eks. Enhedslisten har gjort i forhold til Libyen) at forvente en ”humanitær aktion” fra en række regeringer, herunder den danske regering, der på hjemmefronten står for asocial nedskæringspolitik, forgyldning af millionærerne og milliardærerne og stribevis af racistiske love.

Forskellen mellem politisk og militær støtte
Som socialister betragter vi de imperialistiske stormagter som hovedfjenden. Derfor kan vi i nogle tilfælde, som f.eks. krigen 1980-1988 mellem Irak og Iran, finde på at støtte ”sub-imperialistiske” magter mod imperialismen. Sub-imperialistiske lande er placeret på et lavere trin i hierarkiet mellem verdens forskellige stater og er f.eks. blot regionale stormagter. I denne krig mellem to sub-imperialistiske lande smed USA sin vægt ind bag Irak. Derfor betød Iraks sejr også en sejr for imperialismen og dens muligheder for at intervenere i andre lande og et nederlag for de progressive kræfter overalt i verden, herunder også de folkelige forhåbninger og aktioner, der havde væltet Shahens styre i Iran i 1979 og trods det brutale præstestyre stadig prægede landet. Vi støtter desuden altid ubetinget, men kritisk nationale befrielseskrige mod imperialismen, som f.eks. tidligere i Algeriet, Vietnam og Sydafrika og i dag i bl.a. Palæstina, Irak og Afghanistan.

Vi skelner derudover mellem politisk og militær støtte. Politisk støtte giver vi kun til bevægelser, partier eller regeringer, der lige som os selv er revolutionære socialister. Selv om vi omvendt kan finde på at støtte militær sejr for kræfter, som vi i øvrigt er dybt uenige med, betyder det på ingen måde, at vi pludselig opgiver vores politiske kritik af dem. Militær støtte betyder støtte til militær sejr for den ene part i en krig. I praksis kan militær støtte betyde alt lige fra blot propaganda for den parts sejr i en krig, til våbenhjælp og i yderste konsekvens udsendelsen af uafhængige militære brigader af socialister på den ene side i en krig.

Men i alle tilfælde gælder det, at vi aldrig kan give hverken politisk eller militær støtte til verdens førende imperialistiske staters krige, som f.eks. NATO's bombning af Libyen.

Bragt i Socialistisk Arbejderavis nr. 308, 8. april 2011.

Irak: Fire år senere

Den amerikanske forfatter og antikrigs-aktivist Anthony Arnove gør her status over foreløbig fire års krig og besættelse i Irak.

Når du læser dette er det fire år siden, at Bush-regeringen indledte sit ”shock-and-awe” angreb på Irak og påbegyndte 48 måneders bemærkelsesværdig non-stop ødelæggelse af dette land… og tiden løber stadig. Det er et væsentligt tidspunkt at gøre status over Operation Iraqi Freedom. 

Her er en kort oversigt over noget af det, som George Bushs krig og besættelse har udrettet:


Intet sted på kloden findes der en værre flygtningekrise end i Irak i dag. Ifølge FN’s Flygtningehøjkommissariat er omkring to millioner irakere flygtet fra deres land og er nu spredt fra Jordan, Syrien, Tyrkiet og Iran til London og Paris. (Næsten ingen er nået frem til USA, som intet har gjort for at løse den flygtningekrise, det har skabt.) Yderligere 1,9 millioner skønnes at være internt fordrevne, der er blevet jaget væk fra deres hjem og nabolag af den amerikanske besættelse og den ondartede borgerkrig, den har udløst. Læg disse tal sammen – og de bliver værre dag for dag – og man når frem til, at næsten 16 % af den irakiske befolkning er blevet rykket op med rode. Læg de døde til de fordrevne, og dette tal stiger til næsten én ud af fem irakere. Lad dette sive ind et øjeblik.

Grundlæggende næringsmidler og fornødenheder, som selv Saddam Husseins brutale regime var i stand til at tilvejebringe, er nu i stigende grad udenfor almindelige irakeres rækkevidde, takket være inflationens himmelflugt, som er blevet udløst af besættelsen tilintetgørelse af den allerede skrøbelige irakiske økonomi, beskæringer af statstilskud på tilskyndelse fra Den Internationale Valutafond og Den Provisoriske Koalitionsmyndighed, og olieindustriens sammenbrud. Priserne på grønsager, æg, te, mad- og fyringsolie, benzin og elektricitet er røget i vejret. Arbejdsløsheden bliver almindeligvis vurderet til at ligge fra 50-70 %. En måde at måle virkningen af alt dette har været den signifikante stigning i børneunderernæring, som er blevet registreret af FN og andre organisationer. Ikke overraskende er adgangen til rent vand og regelmæssig elektricitet fortsat et godt stykke under niveauet før invasionen, som i forvejen var katastrofalt efter mere end et årtis omfattende sanktioner mod, og periodiske bombninger af, et land rystet af en katastrofal krig med Iran i 1980’erne og den første Golfkrig.

I en vedvarende krise, hvor hundredtusinder af irakere allerede er døde, har de sidste par måneder vist sig at være nogle af de blodigste hidtil. Alene i oktober blev mere end seks tusinde civile dræbt i Irak, de fleste af dem i Bagdad, hvor tusinder af ekstra amerikanske tropper blev sendt til i august (under Bush-regeringens første officielle ”surge”) med påstanden om, at de ville genoprette orden og stabilitet i byen. I sidste ende skabte de blot mere vold. Disse tal – og de bliver generelt anset for at være for lave – er mere end dobbelt så høje som niveauet i 2005. Andre ting er mere eller mindre fordoblet i de sidste år, deriblandt, for blot at nævne to, antallet af daglige angreb på amerikanske soldater og det samlede antal dræbte eller sårede amerikanske soldater. FN’s særlige udsending Manfred Nowak noterer sig også, at torturen ”er fuldstændig ude af kontrol” i Irak. ”Situationen er så slem, at mange mennesker siger, at det er værre end i Saddam Husseins tid.”

I betragtning af katastrofens omfang i Irak i dag, kunne man blive ved med at opremse forfærdelige statistikker indtil ens hjerne blev lammet. Men her er en anden måde at sætte de sidste fire år i kontekst. I den samme periode har der faktisk været et stort antal døde i et fjernt land, som mange mennesker i USA har i tankerne: Darfur. Siden 2003 er omkring 200.000 mennesker, ifølge FN-vurderinger, blevet dræbt i Darfur-regionen i Sudan i en brutal etnisk udrensningskampagne og yderligere to millioner er blevet gjort til flygtninge.

Hvor kan man vide det fra? Ja, i hvert fald hvis man bor i New York, kan man dårligt tage en tur i metroen uden at se en reklame med ordene: ”400.000 døde. Millioner går sammen om at redde Darfur.” New York Times har med jævne mellemrum haft helsidesannoncer, der beskriver ”folkemordet” i Darfur og opfordrer til en intervention ”under en kommandostruktur der muliggør nødvendige og betimelige militære operationer uden godkendelse fra tilbageholdende politisk eller civilt personel.”

I de samme år siger den bedste tilgængelige vurdering, det britiske lægetidsskrift The Lancets dør-til-dør undersøgelse af det irakiske dødstal, at omkring 655.000 irakere er døde af krigen, besættelsen og borgerkrigen mellem marts 2003 og juni 2006. (Undersøgelsen giver et minimumstal på 392.000 og et maksimumstal på 943.000.) Men man kan rejse fra kyst til kyst uden at se noget der svarer til reklametavler, plakater i metroen, helsidesannoncer eller lignende for de døde irakere. Og man vil bestemt ikke se, som det er tilfældet med Darfur, se kendisser på Good Morning America tale om deres engagement for at stoppe ”folkemordet” i Irak.

Hvordan kan det være, at vi tæller og tænker på de døde sudanesere som led i en højt profileret, kendis-drevet kampagne for at ”redde Darfur”, mens de irakiske dødsfald i praksis ikke bliver talt, og sjældent ser ud til at fremkalde moralsk forargelse, for ikke at tale om offentlige kampagner for at stoppe drabene? Og hvorfor bliver tallene for dræbte i Darfur citeret uden diskussion, mens tallene for døde irakere, bortset fra hvis de er jammerligt små, straks bliver draget i tvivl – eller affærdiget?

I vores verden ser der ud til at være de værdige ofre og de uværdige. For at komme frem til forskellen, prøv at overvej USA’s holdning til Sudan og Irak. Ifølge Bush-regeringen er Sudan en ”slyngelstat”; den er på udenrigsministeriets liste over ”stater der sponsorerer terrorisme”. Det er anklaget for at have angrebet USA gennem dets rolle i selvmordsbombningen med en båd af USS Cole i 2000. Og så passer Darfur selvfølgelig – som Mahmood Mamdani påpegede for nylig i London Review of Books – nydeligt ind i fortællingen om ”muslimsk vold mod andre muslimere”, om et ”folkemord begået af arabere”, en argumentation som har kraftig appel til dem, der gerne vil skifte emnet væk fra, hvad USA har gjort – og gør – i Irak. At tale om det amerikanske ansvar for de døde irakere, som vi angiveligt befriede, er et langt mindre komfortabelt emne.

Det er okay at diskutere amerikansk ”medskyld” i menneskerettighedskrænkelser, men kun så længe man bevarer fokus på undladelsessynder, ikke på begåede synder. Vi svigter Darfurs befolkning ved ikke at intervenere militært. Hvis bare vi havde brugt vores militær på en mere aggressiv måde. Når vi imidlertid faktisk intervenerer, og skaber ødelæggelse undervejs, er det en anden sag.

Frem for alt tjener fokuset på Darfur til at legitimere tanken om en amerikansk intervention, om at optræde mere som et imperium, ikke mindre, på selv samme tidspunkt som det blodbad, en sådan interventioner forårsager, er alt for tydeligt og forkastes af vide kredse over hele kloden. Dette har også bidraget til en situation, hvor den voldsudgydelse som USA er mest ansvarlig for, Irak, er den det bliver gjort mindst ansvarlig for derhjemme.

Hvis der gik noget galt i Irak, hører vi nu establishment-kritikere af invasionen og besættelsen hævde, var det virkelige problem den amerikanske regerings inkompetence eller George Bushs overdrevent optimistiske tro på, at han kunne bringe demokrati til arabiske og muslimske mennesker, som, får vi at vide, ”ikke har nogen tradition for demokrati”, som er fra et ”sygt” og ”nedbrudt samfund” – og som, med deres brutal adfærd overfor hinanden i en borgerkrig, nu viser deres sande natur.

Der hersker generel enighed i en stor del af det politiske spektrum om, at vi kan give irakerne skylden for de problemer, de står overfor. I en meget rost tale til Chicago Council on Global Affairs [amerikansk tænketank, red.] udtrykte senator Barack Obama sin kritik af Bush-regeringens politik med en opfordring til ”ikke mere pylren” om den irakiske regering: USA, fastholdte han, ”vil ikke holde sammen på dette land til evig tid.” Richard Perle, en af de neokonservative arkitekter bag invasionen af Irak, siger nu, at han ”undervurderede fordærvelsen” hos irakerne. Senator Hillary Clinton, Demokraternes spidskandidat i præsidentvalget 2008, spurgte for nylig: ”Hvor er meget vi villige til at ofre [for irakerne]?” Som om irakerne bad os om at invadere deres land og gør deres liv til et helvede og nu svigter os.

Det er hvad der sker når den imperiale byrde bliver for tung. De indfødte står til en omgang prygl.

Den katastrofe, USA har skabt i Irak, forværres fra dag til dag og virkningerne af den vil være langvarige. Hvor længe de vil vare ved og hvor langt de vil sprede sig udenfor Irak, afhænger af hvor hurtigt vores regering kan blive tvunget til at stoppe sin besættelse. Det vil også afhænge af, hvordan vi alle reagerer næste gang, vi hører, at vi må angribe et andet land for at sikre verden mod masseødelæggelsesvåben, ”udbrede demokrati” eller foretage en ”humanitær intervention”. I mellemtiden er det værd at tænke på, hvordan alle disse rædselsvækkende tal vil se ud til marts næste år, på fem-årsdagen for invasionen, og til næste marts, på seks-årsdagen, og til marts året efter det…

Sæt det op på en tavle – inde i dit hoved, om ikke andet.

Anthony Arnove er forfatter til bl.a. Iraq: The Logic of Withdrawal (2006) og, sammen med Howard Zinn, Voices of a People’s History of the United States (2004). Oversat af Lars Henrik Carlskov fra Tomdispatch.com 19. marts 2007.

33-dageskrigen og resolution 1701

Den libanesisk-fødte Mellemøst-ekspert Gilbert Achcar giver her en grundig analyse af krigen i Libanon og den indgåede våbenhvile.

Den resolution, som blev vedtaget af FN’s sikkerhedsråd den 11. august, stiller hverken Israel, Washington eller Hizbollah helt tilfreds. Dette betyder ikke, at den er ”fair” og ”afbalanceret”: det betyder blot, at den er et midlertidigt udtryk for et militært dødvande. Hizbollah kunne ikke tilføje Israel et større militært nederlag, en mulighed, der altid var udelukket på grund af det aldeles ulige styrkeforhold, på samme måde som det var umuligt for den vietnamesiske modstandsbevægelse at tilføje USA et større militært nederlag; men heller ikke Israel kunne tilføje Hizbollah et større militært nederlag – eller overhovedet nogen form for nederlag. I den forstand er Hizbollah utvivlsomt den virkelige politiske sejrherre og Israel den virkelige taber i den 33-dageskrig, der brød ud den 12. juli, og ingen tale af Ehud Olmert eller George W. Bush kan ændre ved denne indlysende kendsgerning.[1]

For at forstå, hvad der er på spil, er det nødvendigt at opsummere de amerikansk-støttede mål, som Israel forfulgte i sin offensiv. Det centrale mål i det israelske stormløb var selvfølgelig at tilintetgøre Hizbollah. Israel forsøgte at opnå dette mål ved en kombination af tre centrale metoder:

Den første bestod i at tildele Hizbollah et dræbende slag gennem en intensiv ”post-heroisk”, dvs. kujonagtig, bombekampagne, der udnyttede Israels ”overvældende og asymmetriske fordel” i ildkraft. Kampagnen havde til formål af afbryde Hizbollahs forsyningslinie, at ødelægge en stor del af dets militære infrastruktur (lagre af raketter, raketramper, etc.), at eliminere et stort antal af dets soldater og at skære halsen over på det ved at myrde Hassan Nasrallah og andre vigtige partiledere.

Den anden metode, der blev benyttet, bestod i at sætte Hizbollahs massebasis blandt Libanons shiitter op imod partiet, som Israel gennem en afsindig PSYOP-kampagne [psychological operations, dvs. psykologisk krigsførelse, o.a.] ville udpege som ansvarlig for deres tragiske forhold. Dette indebar naturligvis, at Israel påførte de libanesiske shiitter en kæmpemæssig katastrofe ved en omfattende kriminel bombekampagne, der bevidst jævnede hele landsbyer og boligkvarterer med jorden og dræbte hundreder og atter hundreder af civile.

Det var ikke første gang, at Israel havde tyet til dette kneb – en standard krigsforbrydelse. Dengang PLO var aktiv i det sydlige Libanon, i det der blev kaldt ”Fatahland” før den første israelske invasion i 1978, plejede Israel at skyde løs med tungt skyts på alle beboede områder omkring det sted, hvorfra der var blevet affyret raketter mod dets territorium, selv når raketterne blev affyret fra ødemarken.

Dette kneb havde dengang held til at støde en betydelig del af befolkningen i det sydlige Libanon væk fra PLO, hvilket blev hjulpet på vej af den kendsgerning, at reaktionære ledere stadig spillede en stor rolle dernede, og at de palæstinensiske guerillaer let kunne affærdiges som fremmedelementer, da deres opførsel generelt var katastrofal. Den her gang troede Israel, at det, i betragtning af Hizbollahs uden sammenligning bedre status blandt de libanesiske shiitter, kunne opnå den samme effekt ved blot at øge omfanget af og brutaliteten i den kollektive afstraffelse.

Den tredje metode bestod i at skabe et omfattende og alvorligt kaos i den libanesiske befolkning som helheds liv og i at holde den som gidsel med en luft-, sø- og landblokade for at ophidse befolkningen, især andre grupper end shiitterne, mod Hizbollah, og således skabe et politisk klima, som kunne bidrage til militære handlinger fra den libanesiske hær mod den shiitiske organisation. Det var derfor, at israelske embedsmænd ved starten af offensiven udtalte, at de ikke ønskede nogen anden styrke end den libanesiske hær indsat i det sydlige Libanon, afviste udtrykkeligt en international styrke og spyttede på den eksisterende UNIFIL-styrke [United Nations Interim Force In Lebanon, FN’s styrke i Libanon, o.a.].

Dette projekt har i virkeligheden været Washington og Paris’ mål lige siden de i fællesskab i september 2004 udarbejde FN’s sikkerhedsråds resolution 1559, der krævede tilbagetrækning af de syriske tropper fra Libanon og ”opløsning og afvæbning af alle libanesiske og ikke-libanesiske militser”, dvs. Hizbollah og palæstinensernes organisationer i deres flygtningelejre.

Washington havde troet, at når de syriske tropper blev fjernet fra Libanon, ville den libanesiske hær, som hovedsagligt er blevet udstyret og trænet af Pentagon, være i stand til at ”opløse og afvæbne” Hizbollah. Den syriske hær trak sig i praksis ud af Libanon i april 2005, ikke på grund af presset fra Washington og Paris, men som følge af den politiske uro og de massemobiliseringer, der fulgte efter mordet i februar samme år på den tidligere libanesiske premierminister Rafik Hariri, en meget nær ven af den herskende klasse i Saudi Arabien.

Styrkeforholdet i landet, på baggrund af de massedemonstrationer og moddemonstrationer der fandt sted, gjorde det ikke muligt for den amerikansk-allierede koalition at forestille sig en løsning af Hizbollah-spørgsmålet med magt. De var endda nødt til at føre den efterfølgende parlamentsvalgkamp i maj i en bred koalition med Hizbollah, og derefter styre landet med en koalitionsregering, der inkluderede to Hizbollah-ministre. Dette skuffende resultat tilskyndede Washington til at give grønt lys til Israels militær intervention. Man manglende bare et passende påskud, hvilket Hizbollahs operation over grænsen den 12. juli skaffede.

Set i forhold til det centrale mål og de tre metoder, der blev beskrevet ovenfor, var den israelske offensiv en total og åbenlys fiasko. Mest tydeligt er det, at Hizbollah ikke blev tilintetgjort – langtfra. Det har hovedparten af både sin politiske struktur og militære styrke i behold, og tillod sig den luksus at bombardere det nordlige Israel helt frem til det allersidste øjeblik før våbenhvilen om morgenen den 14. august.

Det er ikke blevet isoleret fra sin massebasis; denne massebasis er snarere blevet udvidet betragteligt, ikke blot blandt de libanesiske shiitter, men også blandt alle de andre religiøse grupper i Libanon, for ikke at tale om den enorme prestige, som denne krig har givet Hizbollah, især i den arabiske region og resten af den muslimske verden. Sidst, men ikke mindst, har alt dette ført til en ændring af det overordnede styrkeforhold i Libanon i en retning, som er det præcis modsatte af, hvad Washington og Israel forventede: Hizbollah kom ud af det meget stærkere og mere frygtet af sine erklærede og uerklærede modstandere, USA’s og det saudiske kongedømmes venner.

Den libanesiske regering tog i alt væsentligt Hizbollahs parti og gjorde protesterne mod den israelske aggression til sin prioritet.[2]

Der er ingen grund til at opholde os længere ved Israels mest åbenlyse fiasko: det er mere end tilstrækkeligt og højst afslørende at læse lavinen af kommentarer fra israelske kilder. En af de skarpeste kommentarer var den, der kom fra Moshe Arens, som tre gange har været ”forsvarsminister”, unægteligt en ekspert. Han skrev i Haaretz [israelsk avis der omtrent svarer til Information herhjemme, o.a.] en kort artikel, der er meget sigende:

”De [Ehud Olmert, Amir Peretz og Tzipi Livni, o.a.] havde nogle få glorværdige dage, hvor de stadig troede, at IAF’s [Israeli Air Force, o.a.] bombning af Libanon ville gøre kort proces med Hizbollah og give os en smertefri sejr. Men efterhånden som den krig, som de forkludrede så voldsomt, skred frem... sivede luften gradvist ud af dem. Nu og da udsendte de stadig nogle krigeriske erklæringer, men de begyndte at se sig om efter en udvej – en måde, hvorpå de kunne vikle sig ud af den begivenhedsrække, som de tydeligvis var ude stand til at kontrollere.

De greb ud efter halmstrå, og hvilket halmstrå var bedre end FN’s sikkerhedsråd. Det var ikke nødvendigt at vinde en militær sejr over Hizbollah. Lad FN erklære våbenhvile, og Olmert, Peretz og Livni kan simpelthen erklære sig som sejrherrer, hvad enten man tror på det eller ej... Krigen, som i følge vores ledere skulle have genoprette Israels afskrækkende position, har i løbet af en måned haft held til at ødelægge den.”[3]

Arens taler sandt: Efterhånden som Israel viste sig mindre og mindre i stand til at opnå nogle af de mål, det havde sat sig ved indledning af sin nye krig, begyndte det at lede efter en ny udvej. Mens det kompenserede for sin fiasko ved en optrapning af det destruktive og hævngerrige raseri, det slap løs på Libanon, skiftede dets amerikanske sponsorer holdning til FN. Efter at have købt Israel tid i mere end tre uger ved at blokere for ethvert forsøg på at diskutere en sikkerhedsrådsresolution, der opfordrede til våbenhvile – et af de mest dramatiske eksempler på handlingslammelse i den 61 år gamle mellemstatslige organisations historie – besluttede Washington sig for at overtage og fortsætte Israels krig med diplomatiske midler.

Ved at skifte mening kom Washington igen i overensstemmelse med Paris i Libanon-spørgsmålet. Paris, der med USA deler en fælles, om end rivaliserende, dedikation til at tilegne sig mest muligt af de saudiske rigdomme, især gennem salg af militært isenkram[4] til de saudiske herskere, bliver regelmæssigt og opportunistisk på den rigtige side i forhold til saudierne hver gang der opstår nogle spændinger mellem Washingtons dagsorden og dets ældste mellemøstlige klienters og protegeers interesser.

Israels nye Libanon-krig var sådan en mulighed: så snart Israels morderiske angreb viste sig at være kontraproduktivt set fra den saudiske herskerfamilies standpunkt, der er rædselsslagen for en stigende destabilisering af Mellemøsten, som kan vise sig at være fatal for deres interesser, opfordrede de til en indstilling af krigshandlingerne og overgang til alternative metoder.

Paris støttede øjeblikkeligt op om denne holdning og Washington fulgte siden hen trop, men først efter at have givet det israelske angreb et par dage mere til at forsøge at opnå nogle militære bedrifter, som kunne redde ansigt for dem. Det første resolutionsudkast, som blev lavet af de to hovedstæder, cirkulerede hos FN den 5. august. Det var et åbenlyst forsøg på at opnå på diplomatisk vis, hvad Israel ikke havde været i stand til med militære midler. Mens dette udkast udtalte sin ”stærke støtte” til Libanons suverænitet, opfordrede det ikke desto mindre til en genåbning af landets lufthavne og havne kun for ”verificerbare og rent civile formål” og tillod oprettelsen af en ”international embargo på salget og forsyningen af våben og beslægtet materiale til Libanon undtagen, når det er autoriseret af dets regering,” med andre ord en embargo mod Hizbollah.

Man genfremsatte resolution 1559, der opfordrede til endnu en resolution, der ville bemyndige ”i henhold til Kapitel VII af Charteret indsættelsen af en international styrke med FN-mandat, der skal støtte Libanons væbnede styrker og regering i at sørge for trygge livsforhold og bidrage til gennemførelsen af en permanent våbenhvile og en langsigtet løsning.” Denne formulering er så vag, at den faktisk kun kan betyde, at en international styrke har fået fuldmagt til militære operationer (Kapitel VII i FN-Charteret) for at gennemføre resolution 1559 med magt, i alliance med den libanesiske hær.

Dertil kom, at der ikke var nogen bestemmelse, som begrænsede denne styrke til området syd for Litani-floden, som efter det oprindelige resolutionsudkast skulle være fri for Hizbollahs styrker, og den zone, som Israel havde krævet blev sikret efter ikke at have været i stand til at slippe af med Hizbollah i resten af Libanon. Dette betød, at FN-styrken kunne tilkaldes for at skride ind overfor Hizbollah i resten af Libanon.

Dette projekt var imidlertid helt uden sammenhæng med, hvad Israel havde opnået på slagmarken, og forslaget blev derfor nedstemt. Hizbollah kritiserede forslaget stærkt og gjorde det klart, at man ikke ville acceptere andre internationale styrker end den eksisterende UNIFIL, den FN-styrke, som har været indsat langs Libanons grænse mod Israel (”Den blå linie”) siden 1978. Den libanesiske regering viderebragte Hizbollahs modstand og ønske om ændringer, støttet af et kor af arabiske stater, inklusive alle de amerikanske klienter. Washington havde da intet andet valg end at ændre i forslaget, eftersom det alligevel ikke ville kunne blive stemt igennem i sikkerhedsrådet.

Desuden havde Washingtons allierede, den franske præsident Jacques Chirac – hvis land forventes at stille med den største del af den internationale styrke og lede den – selv offentligt erklæret to uger inde i kamphandlingerne, at ingen troppeindsættelse var mulig uden en forudgående aftale med Hizbollah.[5]

Udkastet blev derfor ændret og genforhandlet, mens Washington bad Israel om at fremsætte truslen om en stor landoffensiv og faktisk begynde at gennemføre den som et pressionsmiddel, der skulle gøre det muligt for Washington at få den bedst mulige aftale set fra deres synspunkt. For at bane vej for en aftale, der skulle føre til en våbenhvile, som blev mere og mere nødvendig af humanitære årsager, accepterede Hizbollah indsættelsen af 15.000 libanesiske tropper syd for Litani-floden og mildnede sin generelle position. Resolution 1701 kunne således trænge igennem sikkerhedsrådet den 11. august.

Washington og Paris’ største indrømmelse var, at de opgav projektet med at skabe en multinational ad hoc-styrke i henhold til Kapitel VII. I stedet gav resolutionen bemyndigelse til ”en forøgelse UNIFIL-styrken til maksimalt 15.000 tropper”, og således oppynte og oppuste den eksisterende FN-styrke i betydelig grad. Det væsentligste trick var imidlertid at omdefinere mandatet for denne styrke så den nu kunne ”assistere Libanons væbnede styrker i at tage forholdsregler” hen imod ”oprettelsen mellem Den blå linie og Litani-floden af et område uden nogen form for bevæbnet mandskab, våben og tilbehør bortset fra det, der tilhører Libanon og UNIFIL.” UNIFIL kan nu også ”foretage alle de handlinger i de områder, hvor dets styrker er indsat, som det anser for nødvendige og indenfor dets muligheder for at sikre, at dets operationsområde ikke anvendes til fjendtlige aktiviteter af nogen slags.”

Tilsammen kommer de to ovenstående formuleringer ret tæt på et Kapitel VII-mandat, eller kan i det mindste let fortolkes sådan. Desuden bliver UNIFIL’s mandat faktisk udvidet af resolution 1701 udover dets ”indsættelsesområde”, eftersom den nu kan ”assistere den libanesiske regering, hvis den anmoder om det” i dens bestræbelser på, at ”sikre sine grænser og andre adgangsveje for at forhindre, at våben og beslægtet materiale kommer ind i Libanon uden dens samtykke” – en sætning, der afgjort ikke henviser til Libanons grænse til Israel, men til dets grænse til Syrien, som løber på langs i landet, fra nord til syd. Dette er de store fælder i resolution 1701, og ikke formuleringen om tilbagetrækning af den israelske besættelseshær, som mange kommentarer har fokuseret på, da Israels tilbagetrækning i virkeligheden drives frem af Hizbollahs afskrækkende styrke, ikke af nogen FN-resolution.

Hizbollah besluttede sig for at give grønt lys til, at den libanesiske regering kunne godkende Resolution 1701. Hassan Nasrallah holdt en tale den 12. august, hvor han forklarede partiets beslutning om at godkende indsættelsen af tropper med FN-mandat. Den indeholdt en langt mere ædruelig vurdering af situationen end nogle af hans andre taler og en god portion politisk klogskab. ”Idag”, sagde Nasrallah, ”står vi overfor de fornuftige og mulige naturlige resultater af den store urokkelighed, som libaneserne har udtrykt fra deres forskellige positioner.” Denne ædruelighed var nødvendig, da enhver pralende beråbelse af sejren – som dem der på en sølle baggrund blev udtrykt af Hizbollahs støtter i Teheran og Damaskus – ville have krævet, at Nasrallah havde tilføjet, som Kong Pyrrhus i det antikke Grækenland, ”En sådan sejr mere – og jeg er fortabt!” Hizbollahs afviste klogt og tydeligt at gå ind i en polemik om vurderingen af krigens resultater, idet de understregede, at ”vores vigtigste prioritet” er at stoppe angrebet, genvinde det besatte territorium og ”opnå sikkerhed og stabilitet i vores land og flygtningenes og de fordrevne personers tilbagevenden.”

Nasrallah definerede sin bevægelses praktiske standpunkt på følgende måde: at rette sig efter våbenhvilen, fuldt samarbejde med ”alle, der kan bidrage til, at vores fordrevne og flygtede folk kan vende tilbage til deres hjem, til deres huse, og alle der kan hjælpe med humanitære- og redningsaktioner. Det gjorde han samtidig med, at han udtalte, at hans bevægelse var klar til at fortsætte den legitime kamp mod den israelske hær lige så længe som den bliver på libanesisk territorium, om end han tilbød at respektere 1996-aftalen, hvorefter begge siders operationer skulle begrænse sig til militære mål og skåne civile. I den forbindelse understregede Nasrallah, at hans bevægelse først begyndte at bombardere det nordlige Israel som svar på Israels bombning af Libanon efter operationen den 12. juli, og at Israel havde skylden for, at krigen overhovedet blev udvidet til at omfatte civile.

Nasrallah fremførte derefter en holdning til resolution 1791, som, indtil den er blevet efterprøvet i praksis, bedst kan beskrives som godkendelse, men med mange forbehold. Han protesterede mod, at resolutionen var uretfærdig, fordi den i indledningen undlod at komme med nogen form for fordømmelse af Israels angreb og krigsforbrydelser, han tilføjede dog, at resolutionen kunne have været meget værre og udtalte, at han værdsatte de diplomatiske anstrengelser, der havde forhindret, at det var sket. Hans centrale pointe var en understregning af den kendsgerning, at Hizbollah betragter nogle af de spørgsmål, som resolutionen omhandler, som interne libanesiske anliggender, der bør diskuteres og løses af libaneserne selv – hvortil han føjede vigtigheden at opretholde Libanons nationale enhed og solidaritet.

Nasrallahs standpunkt var det rigtigst mulige i betragtning af omstændighederne. Hizbollah var nødt til at give indrømmelser for at bane vej for, at krigen sluttede. Eftersom hele den libanesiske befolkning blev holdt som gidsel af Israel, ville en stejl holdning have haft frygtelige humanitære konsekvenser udover de allerede forfærdende følger af Israels ødelæggende og morderiske raseri. Hizbollah er udmærket klar over, at det afgørende ikke er ordlyden af en FN-resolution, men dens faktiske fortolkning og gennemførelse, og hvad det angår, er det afgørende situationen og styrkeforholdet på slagmarken. For at svare på George W. Bush’s og Ehud Olmerts forfængelige praleri over deres sejr, som hævdes at komme til udtryk i resolution 1701, behøver man blot at citere Moshe Arens forebyggende svar fra den allerede citerede artikel:

”En retorik, der passer til situationen, er allerede i kredsløb. Og hvad så, hvis hele verden opfatter denne diplomatiske aftale – som Israel har indgået mens det stadig modtog en daglig dosis af Hizbollah-raketter – som om Israel har lidt nederlag til et par tusinde Hizbollah-soldater? Og hvad så, hvis ingen tror på, at en ”forstærket” UNIFIL-styrke vil afvæbne Hizbollah, og at Hizbollah, der stadig har et arsenal på tusinder af raketter og som virkelig er blevet forstærket af denne måneds succes mod Israels mægtige væbnede styrker, vil blive en fredspartner?”

Den virkelige ”fortsættelse af krigen med andre midler” er allerede til fulde startet i Libanon. Der er fire hovedspørgsmål på spil, som her bliver gennemgået i omvendt prioriteringsorden. Det første spørgsmål, på det hjemlige libanesiske plan, er regeringens skæbne. Det eksisterende parlamentariske flertal i Libanon udspringer af nogle valg, hvis ufuldkommenheder skyldes en mangelfuld og skævvridende valglov, som det syrisk-dominerede regime har gennemført.

En af dens store konsekvenser har været en skævvridning af antallet af repræsentanter for de kristne vælgere, med en stor underrepræsentation af den bevægelse, der ledes af den tidligere general Michel Aoun, som indgik i en alliance med Hizbollah efter valget. Desuden har den seneste krig påvirket den libanesiske befolknings politiske stemning dybt, og det nuværende parlamentariske flertals legitimitet kan i høj grad anfægtes. Naturligvis vil en ændring af regeringen til fordel for Hizbollah og dets allierede ændre radikalt ved betydningen af resolution 1701, da fortolkningen af i høj grad afhænger af den libanesiske regerings holdning. En stor bekymring er i den henseende at undgå ethvert skridt mod fornyet borgerkrig i Libanon: Det var det Hassan Nasrallah tænkte på, da han understregede vigtigheden af ”national enhed”.

Det andet spørgsmål, også på det hjemlige libanesiske plan, er genopbygningsindsatsen. Hariri og hans saudiske støtter havde opbygget deres politiske indflydelse i Libanon ved at dominere genopbygningsindsatsen efter Libanons 15-årige krig sluttede i 1990. Den her gang vil de møde en intensiv konkurrence fra Hizbollah, der har Iran bag sig og fordel af sin intime forbindelse til Libanons shiitiske befolkning, der var hovedmålet for Israels hævnkrig. Som den højtstående israelske militæranalytiker Ze’ev Schiff formulerede det i Haaretz: ”Meget afhænger også af hvem, der vil give hjælp til genopbygningen af det sydlige Libanon; hvis det bliver gjort af Hizbollah, vil den shiitiske befolkning i syd føle, at den står i gæld til Teheran. Dette bør forhindres.”[6] Dette budskab er blevet forstået til fulde i Washington, Riyadh og Beirut. Iøjnefaldende artikler i den amerikanske mainstream-presse i dag slår alarm, hvad det angår.

Det tredje spørgsmål er naturligvis ”afvæbningen” af Hizbollah i den zone, som er blevet afgrænset i det sydlige Libanon til indsættelsen af den libanesiske hær og det oppyntede UNIFIL. Den maksimale indrømmelse, som Hizbollah er villig til at give i den henseende at ”gemme” sine våben syd for Litani-floden, dvs. undlade at vise dem frem og opbevare dem i skjulte lagre. Ethvert videre skridt, for ikke at tale om en afvæbning af Hizbollah over hele Libanon, bliver af organisationen kædet sammen med en række betingelser, der som udgangspunkt har, at Libanon får Sheeba Farms tilbage og slutter med, at der fremkommer en regering og hær, som er opsat på at forsvare landets suverænitet overfor Israel.

Dette spørgsmål er det første store problem, som implementeringen af resolution 1701 kan strande på, eftersom intet land i verden er i en position, hvor det beredvilligt vil forsøge at afvæbne Hizbollah med magt, en opgave som den mest frygtindgydende moderne hær i Mellemøsten og en af verdens stærkeste militærmagter åbenlyst ikke har været i stand til. Dette betyder, at enhver troppeindsættelse syd for Litani-floden, uanset om det drejer sig om libanesiske eller tropper med FN-mandat, vil være nødt til at acceptere Hizbollahs tilbud, hvad enten det sker i kamufleret form eller ej.

Det fjerde spørgsmål er selvfølgelig sammensætningen af og hensigten med det nye UNIFIL- troppekontingent. Washington og Paris’ oprindelige plan var at gentage det, der finder sted i Afghanistan, hvor en NATO-hjælpestyrke med FN-figenblad fører krig for Washington, i Libanon. Hizbollahs robusthed på det militære såvel som det på politiske område forpurrede denne plan. Washington og Paris troede ikke desto mindre, at de kunne gennemføre den i forklædt form og gradvist, indtil de politiske betingelser var opfyldt i Libanon for en styrkeprøve, hvor NATO og dets lokale allierede stod overfor Hizbollah. Faktisk er de lande, som forventes at sende de vigtigste troppekontingenter, alle NATO-medlemmer: sammen med Frankrig står Italien og Tyrkiet på standby, mens Tyskland og Spanien opfordres til at følge efter. Hizbollah er dog ikke dumme. De er allerede i færd med at prøve at overtale Frankrig til ikke at gennemføre sin plan om at sende elitekamptropper, der skal bakkes op udstationeringen af Frankrigs eneste hangarskib i Middelhavet tæt ved Libanons kyst.

Med hensyn til det sidste spørgsmål, kan antikrigsbevægelsen i NATO-landene hjælpe den libanesiske modstandsbevægelses kamp og fredssagen i Mellemøsten meget ved at mobilisere imod udsendelsen af NATO-tropper til Libanon, og således afskrække deres regeringer fra at gøre Washingtons og Israels beskidte arbejde. Det, Libanon har brug for er, tilstedeværelsen af en virkelig neutral, fredsbevarende styrke ved dets sydlige grænse, og, frem for alt, at dets folk får lov til at løse Libanons interne problemer med fredelige politiske midler.

Alle andre veje fører til en genopblussen af Libanons borgerkrig, på et tidspunkt, hvor Mellemøsten, og hele verden for den sags skyld, allerede har svært ved at klare følgerne af den borgerkrig, som Washington har antændt og hælder benzin på i Irak.

Fra Tidsskriftet Solidaritet, nr. 4, 2006. Gilbert Achcar underviser i politologi ved Université de Paris-VIII og er forfatter til en lang række bøger, bl.a. den internationale bestseller Clash of Barbarisms (Monthly Reviw Press, 2002). Oversat af Lars Henrik Carlskov fra International Viewpoint 16. august 2006. 

[1] For de globale og regionale følger af disse begivenheder, se min artikel ”The Sinking Ship of U.S. Imperial Designs”, der blev bragt på ZNet d. 7. august 2006. 

[2] Som en israelske kommentator formulerede det i en artikel med en temmelig afslørende titel: ”Det var en fejl at tro, at det militære pres kunne frembringe en proces, hvorunder den libanesiske regering ville afvæbne Hizbollah.” Efraim Inbar, ”Prepare for the next round, ” Jerusalem Post, 15. august, 2006. 

[3] Moshe Arens, ”Let the devil take tomorrow,” Haaretz, 13. august, 2006. 

[4] Både USA og Frankrig afsluttede store våbenhandler med saudierne i juli måned. 

[5] Interview med Le Monde, 27. juli, 2006. 

[6] Ze’ev Schiff, ”Delayed ground offensive clashes with diplomatic timetable,” Haaretz, 13. august, 2006.

Imperiets tilstand: 2006

AF JAMES PETRAS

Den vanskeligste forudsigelse for år 2006 er den amerikanske økonomis retning og udvikling. I 2005 trodsede den amerikanske økonomi alle kendte læresætninger indenfor økonomisk teori: Til trods for et rekordhøjt handelsunderskud, et kæmpemæssigt budgetunderskud, en mislykket krig og store politiske skandaler, der omfattede præsidentens medarbejdere, blev dollaren styrket over for euroen og yennen, havde økonomien en vækst på 3,4 % og alle de vigtigste investeringshuse havde rekordhøje profitter. Det ser ud som om den amerikanske økonomi trodsede tyngdeloven og flød ovenover hele det politiske virvar og de strukturelle sårbarheder. Men formålet med ”spådomme” er ikke at angive den præcise dag og time, hvor en drastisk tilbagegang og lavkonjunktur begynder, men at identificere de dybe strukturelle sårbarheder og de mulige udløsende begivenheder, som kan få en krise til at eksplodere.

Den amerikanske økonomi vil fortsætte med at skille sig ud i en dobbelt betydning. Den finansielle sektor vil ekspandere i udlandet, især de store investeringshuse som Goldman Sachs, JP Morgan og Citibank, mens fremstillingssektoren, med automobilsektorens ”tre store” [General Motors, Chrysler og Ford, red.] i spidsen, vil gå endnu mere tilbage og der er en god chance for, at General Motors vil gå fallit. De amerikanske multinationale selskaber vil ekspandere på verdensplan og købe sig ind i store banker og industrier, især i Kina, og udvide imperiets økonomiske rækkevidde, mens den hjemlige økonomi vil komme til at lide efterhånden som spekulationsboblen indenfor bolig og fast ejendom bryder sammen, høje energipriser underminerer konkurrenceevnen overfor udlandet og fører til en drastisk nedgang i forbrugernes pengeforbrug. Det amerikanske imperium vil blive mere og mere lig med dets økonomiske giganter efterhånden som de mislykkede krige vil føre til en tilbagetrækning af kamptropper og en satsning på magt i luftrummet, sepoy-militærstyrker [indfødte stedfortræder-tropper, red.], økonomiske sanktioner og tilpasning til socialliberale regeringer.

Den hjemlige samfundskrise vil blive uddybet i takt med, at de udenlandske profitmuligheder bliver udvidet. I 2006 vil over 90 % af de amerikanske arbejdere betale for deres dyre individuelle sundheds- og pensionsprogrammer eller også, hvis de ikke kan betale, vil de miste dækning. Kortvarige arbejdskontrakter er normen for alle undtagen en lille sektor af offentlige ansatte. Den reelle inflation (inklusiv stigende omkostninger inden for sundhed, uddannelse, energi og pension) vil stige omkring dobbelt så meget som forbrugernes købekraft og bidrage til en yderligere nedgang i den faktiske levestandard. Boligboblens sprængning vil reducere husejernes ”papirværdi” til det halve og tvinge mange, der er stærkt forgældede, til at erklære sig fallit. Selvom millioner af små spekulanter og investorer inden for fast ejendom vil tabe milliarder af dollars, vil deres utilfredshed alligevel ikke finde politisk udtryk, som det heller ikke er sket i de seneste årtier (efter Savings and Loan, Dotcom, Enron og andre spekulationsfiaskoer). Jo større uligheder i indkomst, ejendom og rigdom mellem den finansielle og imperiale økonomiske elite på den ene side og de hjemlige lønarbejder- og funktionærklasser på den anden side, jo mindre bliver niveauet for organiseret politisk og social modstand. I 2006 vil USA blive det udviklede land med de største uligheder, med det mest vedvarende fald i levestandarden og det land, der mindst har været i stand til at organisere et forsvar for sociale rettigheder – for ikke tale om et alternativ – til den model for kapitalistisk akkumulation, som har Imperiet i centrum. Kort sagt, den hjemlige krise i levestandard vil finansiere yderlige økonomisk imperiebygning, i stedet for at udfordre den.

Den amerikanske ekspansion på verdensplan kan opretholdes på grund af de grundlæggende forandringer, som finder sted i Indien, Kina, Indo-Kina og oliekongedømmerne i Mellemøsten. Disse lande har sænket mange barrierer for udenlandske investeringer, joint ventures [selskaber med både indenlandsk og udenlandsk kapital, red.] og endda love om at eje aktiemajoriteten i højvækst-industrier, banker og energikilder. Amerikanske, europæiske og japanske multinationale selskaber og bankers indtrængen forbi de første brohoveder vil tage fart, og de vil rykke frem over alle økonomiens sektorer, med større dybde: 2006 vil blive kendetegnet ved Kinas overgang fra ”nationalkapitalisme” til en model for kapitalistisk vækst under imperialistisk og national ledelse.

USA vil fortsætte med at udskifte landkrigen med en luftkrig i Irak: Hver gang der bliver tilbagetrukket 10.000 soldater, vil der blive lagt hundreder af luftangreb til. Den amerikanske politik over for Irak er et klassisk eksempel på ”hersk eller ødelæg” i bibelsk størrelsesorden. Eftersom USA og dets marionetregeringer ikke kan herske, er Washingtons politik at få landet til at forfalde til et ”Afghanistan” med stridende religiøse og etniske krigsherrer og stammehøvdinge, som har deres base i små len. Diskussionen om en ny krig mod Iran vil ikke blive afgjort på grund af de dybe splittelser i Washington, israelske militærtrusler og spionretssagen ved højesteret mod to ledere af den store pro-israelske lobbyorganisation (AIPAC – American Israel Public Affairs Committee). Man kan forvente, at Washington vil presse på for en resolution i FN’s sikkerhedsråd om økonomiske sanktioner, der sandsynligvis vil falde til jorden på grund af et kinesisk-russisk veto. Efterfølgende er det sandsynligt, især hvis Netanyahu bliver valgt til premierminister, at Israel angriber iranske forsøgsstationer for kernekraft, med deres partnere i Det Hvide Hus og kongressens meddelagtighed. Denne israelske aggressionshandling vil sandsynligvis udløse en serie af stedfortræderkrige i Libanon, Irak (inklusiv ”Kurdisk” Irak) og andre steder og føre til en eskalering af de amerikanske tab og en svækkelse af Washingtons klientregimer (Saudi Arabien, Jordan, Ægypten etc.). Benzinpriserne vil ryge i vejret til mere end 100 $ pr. tønde, hvis Hormuz-strædet bliver blokeret af iranerne. Hvis det israelske angreb fører til en efterfølgende global økonomisk tilbagegang, kan det økonomiske chok modvirke zionisternes indflydelse i politiske kredse i Europa og måske endda i USA.

Mens der er mange omstændigheder, der kan føre til en global økonomisk tilbagegang og et anti-israelsk tilbageslag, er det klogt at overveje de værste. Mens israelsk militærekstremisme kan underminere enhver reduktion af de amerikanske militærstyrker i Mellemøsten, kan svækkelsen af de pro-israelske lobbyorganisationer få Washington til i stedet at satse på støtten til stedfortrædende irakiske og kurdiske militær- og politistyrker.

Det er højst usandsynligt, at det amerikansk-trænede irakiske militær og politi vil holde stand imod oprørerne og den folkelige modstand. Det er meget tænkeligt, at militæret vil blive splittet og gå i opløsning og de pro-amerikanske politikere og embedsmænd vil flygte fra det ødelagte og udplyndrede land og tømme statskassen på deres vej tilbage til USA og Europa. En sandsynlig følge vil blive et broget religiøst-nationalistisk styre, som er på krigsfod med den israelsk-støttede kurdiske mini-stat, der er opsat på løsrivelse og etnisk udrensning af ikke-kurdere.

I Washington vil kongressen og begge politiske partier blive yderligere miskrediteret efterhånden som Jack Abramoff, en selvindrømmet lobbyist-svindler, vil inddrage dusinvis af kongresmedlemmer, partiledere og embedsmænd i en enorm bestikkelsesskandale. Retssagen og retsforfølgelsen af kongresledere, især republikanske kongresledere, kan forhindre, at der bliver vedtaget nye retslige tilbageskridt og repressiv lovgivning, men kan tilskynde præsidenten til at engagere sig i et nyt udenlandsk militæreventyr (bombning af Iran) for at dække over krisen.

På den anden side kan endnu en mislykket militær intervention fra Det Hvide Hus i en kontekst med en miskrediteret kongres, som ledes af kriminelle partiledere, give stødet til en græsrodsbevægelse for en rigsretssag.

Et svækket amerikansk militær, de ortodokse neoliberale klienters fald og mislykkede diplomatiske initiativer i regionale foras, tvinger USA til at ”imødekomme” centrum-venstre politikere i Latinamerika. Washingtons større fleksibilitet vil komme til udtryk i en fortsættelse af de gode samarbejdsrelationer med præsidenterne i Brasilien, Uruguay, Argentina og sandsynligvis Bolivia. Udenrigsministeriets fjendtlighed over for Venezuelas præsident Chavez vil blive dæmpet af dets af tab af interne magthåndtag og de tætte samarbejdsrelationer mellem de amerikanske og venezuelanske olieselskaber. USA vil sandsynligvis ikke intervenere i valgene i Colombia, Chile, Mexico eller Brasilien, fordi alle de store kandidater er sikkert inden for det nyliberale amerikanske kredsløb.

Det usandsynlige udfald i Peru, hvor en ”nationalistisk” tidligere militærofficer tæt på Chavez er en af de store kandidater, vil sandsynligvis resultere i kraftig støtte til den konservative kandidat. Washington vil formodentlig være med i nogle ”beskidte tricks” fra bagtroppen i den venezuelanske præsidentvalgkamp, idet de på forhånd ved, at Chavez sandsynligvis vil vinde med et betydeligt flertal.

Med andre ord vil Washington miste sit automatiske stemmeflertal i Latinamerika og blive tvunget til at lægge nogle af sine groveste forsøg på at påtvinge økonomisk herredømme på hylden. Alligevel vil ingen af dets strategiske militærbaser, omfattende finansielle og ressourcemæssige støttepunkter og lukrative gældsbetalinger blive truet af valget af ”centrum-venstre” præsidenter. Den store trussel mod dette potentielle ”sameksistens-udfald” er en vellykket folkelig opstand, hvis centrum-venstre ikke leverer resultater: I så fald vil Washington sandsynligvis intervenere ved brug af lokale stedfortrædere og det vil udløse regional modstand.

For at opsummere vil 2006 helt sikkert blive et ekstremt omskifteligt og usikkert år for Imperiet. De militære nederlag, interne kriser, et stort fald for dollaren og en generel svækkelse af de hjemlige økonomiske grundpiller står i modsætning til en voksende udenlandsk økonomisk ekspansion, høje finansielle profitrater, ekstremt svag intern opposition og medgørlige eliter i Asien og Sydamerika. Den største trussel mod imperieopbygningen er ikke i hjemlandet eller i markedspladsens konkurrence, men i den endnu ikke besluttede krig mod Iran – enten et amerikansk eller et israelsk angreb kan udløse en serie af alvorlige økonomiske, politiske og militære rystelser, som vil ændre radikalt på alle de ovenstående forudsigelser og udfald med hensyn til Imperiets tilstand i 2006.

Den anden store rystelse, som er i sin vorden, er det voksende folkelige oprør mod de uhyrlige uligheder og horrible arbejdsforhold, der bliver påtvunget af den kinesiske herskende klasse i alliance med udenlandsk kapital. Endnu en rystelse kan fremkomme efter 2006, hvis og når det nuværende varemæssige boom bryder sammen og underminerer centrum-venstreregeringerne i Latin- og Centralamerikas eksportstrategi. Under disse omstændigheder er det sandsynligt, at der vil komme en ny bølge af udenomsparlamentariske, anti-imperialistiske bevægelser, som kan sende rystelser over hele Imperiet.

Oversat af Lars Henrik Carlskov fra www.rebelion.org 5. januar 2006. James Petras er en amerikansk sociolog, anti-imperialistisk forfatter og aktivist. Bragt i Gaia, nr. 52, sommeren 2006.

Fem myter og realiteter om det amerikanske imperium

AF JAMES PETRAS

Myte 1
”USA” har et stort handelsunderskud på 162 milliarder dollars i forhold til ”Kina” i 2004.

Realiteten: Der er to grundlæggende problemer ved den fremstilling: 1) næsten halvdelen af ”handelsunderskuddet” udgøres af amerikanske multinationale selskaber (MNC’er) i Kina, der eksporterer til deres ”hjemmemarked”. 2) Det er ren opspind at tale om ”USA” og ”Kina”, eftersom de kommercielle transaktioner finder sted indenfor et verdensomspændende netværk eller ”imperium”, hvor stigningen i ”eksport”- eller handels”overskuddet” tilfalder de amerikanske MNC’er og handels”underskuddet” rammer USA’s indenrigsøkonomi. Den kinesiske måde at opgøre handelsmæssig uligevægt medregner ikke eksport fra amerikanske MNC’er baseret i Kina til amerikanske virksomheder.

Myte 2
Det amerikanske imperium har med succes ekspanderet på grund af sine militære aktiviteter – krige, invasioner og særlige likvideringshold.

Realiteten: I virkeligheden har de amerikanske militærinterventioner og krige være de mindst succesfulde våben til imperiebygning – se på de langtrukne og kostbare krige i Irak og Afghanistan og den folkelige modstand i Haiti. De imperialistiske fremstød har været mest vellykkede og haft færrest omkostninger med civile metoder – politiske interventioner, svindelvalg, organisering og finansiering af klientledere og ikke-statslige ”front”organisationer og bestikkelse af politiske partier. Eksemplerne fra Ukraine, Georgien og Kirgisistan er illustrative. Tidligere succeser inkluderede Nicaragua og El Salvador i Centralamerika. I Sydamerika har amerikansk ideologisk, politisk og økonomisk indflydelse på og alliancer med såkaldte ”centrum-venstre”-partier og regimer haft held til at omdanne Argentina, Bolivia, Peru og Ecuador til Imperiets frimarkeds-klienter.

Myte 3
Gunstige valgresultater i det tidligere Sovjetunionen afspejler et voksende folkeligt ønske om demokrati og frie markeder.

Realiteten: Hvert eneste af valgresultaterne i det tidligere Sovjetunionen blev organiseret og finansieret af ikke-valgte embedsmænd i udenrigsministeriet, som satte dagsordenen, udvalgte lederne og efterfølgende indlemmede de nye regimer i deres imperiale kredsløb. Valgene havde intet at gøre med demokrati og alt at gøre med imperiebygning. Beviset herpå findes i den lynhurtige privatisering og overførsel af offentlige virksomheder til udenlandsk kapital, indlemmelsen af de nye regimer i NATO og at en ny korrupt politisk elite, der er lydhør over for IMF og ikke over for vælgerne, styrer.

Myte 4
”Asien” er en opstigende global magt, der udfordrer USA’s globale overherredømme

Realiteten: Denne forsimplede ”profeti” har utallige alvorlige fejl. For det første er ”Asien” ikke en forenet, homogen blok – nogle lande er kronisk i krise (Filippinerne, Indonesien, Burma, Nepal osv.) og andre er i indbyrdes konflikt, mens andre har indgået alliancer med USA mod andre asiatiske lande. Indien, Pakistan, Sydkorea og Japan har for nylig underskrevet økonomiske og sikkerhedsmæssige aftaler med USA’s imperiale regime. Sydkorea og Kina er i konflikt med Japan om vandterritorium og militærpolitik. Taiwan er de facto allieret med USA. Amerikanerne spiller med succes Indien og Pakistan ud mod hinanden til sin egen fordel. Af lige så stor vigtighed er, at det, der betegnes som ”Kinas” økonomiske styrke, i virkeligheden er amerikanske og europæiske MNC’er forankret i kyst-enklaver, der eksporterer tilbage til deres selskaber i USA og Europa. Endelig har USA ekspanderet i stor til og udvidet sin militære tilstedeværelse over hele Sydasien med utallige militærbaser i Usbekistan, Kirgisistan, Kasakhstan, Afghanistan, Georgien og Irak – med udsigt til nye baser i Ukraine og på Filippinerne.

Myte 5
Den amerikanske imperialismes sejr over kommunismen har styrket USA’s teknologiske og industrielle overherredømme.

Realiteten: De kommunistiske og nationalistiske regimers nederlag har ført til en hastig afindustrialisering af USA og den fortsatte udflytning af de førende teknologiske virksomheder til Indien og andre lande med billig og højtuddannet arbejdskraft. Den amerikanske økonomi er i stigende grad en ”service-økonomi”: sammensat af en elite af vellønnede finansmænd, entertainere og investeringsbankmænd i toppen og i bunden en voksende mængde af dårlig-betalte, forsikringsløse servicearbejdere ansat i detailhandelen, på restauranter og hoteller og i pedel- og kontorarbejde. Førende amerikanske MNC’er som General Motors og Ford er kun et lille nøk fra at have status som ”risikobetonede erhvervsobligationer”, mens alle de førende luftfartsselskaber er bankerot eller tæt på og fyrer medarbejdere, sænker lønninger og bryder indgåede aftaler om pensions- og sundhedsprogrammer for pensionerede eller nuværende medarbejdere. Borgerlige økonomer har argumenteret for, at udflytning og outsourcing af fremstillingsarbejde til mindre udviklede lande ville blive kompenseret af en stigning i uddannelseskrævende og højtbetalte servicejobs i de imperiale centre. Det har vist sig at være forkert: MNC’erne er gået over til at outsource uddannelseskrævende servicearbejde til tredje verdens lande. I dag har Microsoft, CISCO, Intel og Hewlett-Packard alle flyttet deres forskning og design til Bangalore, Indien, som er hjemsted for 150.000 softwareteknikere. I følge Financial Times (særtillæg 6. april 2005, s. 4) er et totalt antal på 826.540 jobs indenfor informationsteknologi med en samlet lønsum på 51,6 milliarder dollars blevet eksporteret af USA, Europa og Japan til underudviklede lande. Titusinder af software-teknikere i USA er arbejdsløse eller arbejder på deltid som ”kontraktarbejdere”.

Konklusion 
Paradoksalt nok førte kommunismens nederlag til udflytningen af imperial kapital, hvilket til gengæld førte til en nedgang i den hjemlige fremstillingsindustri og højteknologiske industri i de ”avancerede lande”. Mens imperiet og dets primære redskaber, de multinationale selskaber og bankerne, vokser og militærbaserne skyder op som paddehatte, forfalder den hjemlige økonomi under byrden af gæld og underskud, usikkert, lavtlønnet, simpel beskæftigelse og arbejdsløshed for højtuddannet arbejdskraft og faglærte arbejdere. Den hurtigst voksende sektor i USA er den stigende mængde af lavtlønnede servicearbejdere, der konkurrerer med endnu dårligere betalt immigrant-arbejdskraft. Lederne af det økonomiske og militære imperium har kun lidt at frygte fra ”masserne”, som er mere optaget af Pavens død, Michael Jacksons pædofilisag, shopping i Wal-Mart og af at kippe med flaget, end af at gøre modstand mod det imperium, som ødelægger deres tilværelse.

Der er ingen tvivl, om at det amerikanske imperium stadig ekspanderer og at det er lykkedes for det at omringe Rusland og Kina, og at dets MNC’er har haft held til at sænke omkostningerne og hæve profitterne gennem udflytning. Det amerikanske imperiums strategiske svaghed er at finde i dets mislykkede militære interventioner og i den systematiske ødelæggelse af den tekno-produktive struktur i selve USA. Mens Imperiets ”overbygning” vokser, er den ”hjemlige base” i Republikken i hastigt forfald; demagogiske politikere fremmer mystisk religiøs fundamentalisme, militær chauvinisme og massespekulation i fast ejendom. Imperiet vil bryde sammen, ikke på grund af konkurrence med Asien eller Europa, men fordi det er blevet for konkurrencebaseret og undervejs har ødelagt sit hjemlige fundament.

Fra Tidsskriftet Solidaritet, nr. 4, 2006. James Petras er en amerikansk sociolog, anti-imperialistisk forfatter og aktivist. Oversat af Lars Henrik Carlskov fra www.rebelion.org, 17. april 2005.