Fem myter og realiteter om det amerikanske imperium

AF JAMES PETRAS

Myte 1
”USA” har et stort handelsunderskud på 162 milliarder dollars i forhold til ”Kina” i 2004.

Realiteten: Der er to grundlæggende problemer ved den fremstilling: 1) næsten halvdelen af ”handelsunderskuddet” udgøres af amerikanske multinationale selskaber (MNC’er) i Kina, der eksporterer til deres ”hjemmemarked”. 2) Det er ren opspind at tale om ”USA” og ”Kina”, eftersom de kommercielle transaktioner finder sted indenfor et verdensomspændende netværk eller ”imperium”, hvor stigningen i ”eksport”- eller handels”overskuddet” tilfalder de amerikanske MNC’er og handels”underskuddet” rammer USA’s indenrigsøkonomi. Den kinesiske måde at opgøre handelsmæssig uligevægt medregner ikke eksport fra amerikanske MNC’er baseret i Kina til amerikanske virksomheder.

Myte 2
Det amerikanske imperium har med succes ekspanderet på grund af sine militære aktiviteter – krige, invasioner og særlige likvideringshold.

Realiteten: I virkeligheden har de amerikanske militærinterventioner og krige være de mindst succesfulde våben til imperiebygning – se på de langtrukne og kostbare krige i Irak og Afghanistan og den folkelige modstand i Haiti. De imperialistiske fremstød har været mest vellykkede og haft færrest omkostninger med civile metoder – politiske interventioner, svindelvalg, organisering og finansiering af klientledere og ikke-statslige ”front”organisationer og bestikkelse af politiske partier. Eksemplerne fra Ukraine, Georgien og Kirgisistan er illustrative. Tidligere succeser inkluderede Nicaragua og El Salvador i Centralamerika. I Sydamerika har amerikansk ideologisk, politisk og økonomisk indflydelse på og alliancer med såkaldte ”centrum-venstre”-partier og regimer haft held til at omdanne Argentina, Bolivia, Peru og Ecuador til Imperiets frimarkeds-klienter.

Myte 3
Gunstige valgresultater i det tidligere Sovjetunionen afspejler et voksende folkeligt ønske om demokrati og frie markeder.

Realiteten: Hvert eneste af valgresultaterne i det tidligere Sovjetunionen blev organiseret og finansieret af ikke-valgte embedsmænd i udenrigsministeriet, som satte dagsordenen, udvalgte lederne og efterfølgende indlemmede de nye regimer i deres imperiale kredsløb. Valgene havde intet at gøre med demokrati og alt at gøre med imperiebygning. Beviset herpå findes i den lynhurtige privatisering og overførsel af offentlige virksomheder til udenlandsk kapital, indlemmelsen af de nye regimer i NATO og at en ny korrupt politisk elite, der er lydhør over for IMF og ikke over for vælgerne, styrer.

Myte 4
”Asien” er en opstigende global magt, der udfordrer USA’s globale overherredømme

Realiteten: Denne forsimplede ”profeti” har utallige alvorlige fejl. For det første er ”Asien” ikke en forenet, homogen blok – nogle lande er kronisk i krise (Filippinerne, Indonesien, Burma, Nepal osv.) og andre er i indbyrdes konflikt, mens andre har indgået alliancer med USA mod andre asiatiske lande. Indien, Pakistan, Sydkorea og Japan har for nylig underskrevet økonomiske og sikkerhedsmæssige aftaler med USA’s imperiale regime. Sydkorea og Kina er i konflikt med Japan om vandterritorium og militærpolitik. Taiwan er de facto allieret med USA. Amerikanerne spiller med succes Indien og Pakistan ud mod hinanden til sin egen fordel. Af lige så stor vigtighed er, at det, der betegnes som ”Kinas” økonomiske styrke, i virkeligheden er amerikanske og europæiske MNC’er forankret i kyst-enklaver, der eksporterer tilbage til deres selskaber i USA og Europa. Endelig har USA ekspanderet i stor til og udvidet sin militære tilstedeværelse over hele Sydasien med utallige militærbaser i Usbekistan, Kirgisistan, Kasakhstan, Afghanistan, Georgien og Irak – med udsigt til nye baser i Ukraine og på Filippinerne.

Myte 5
Den amerikanske imperialismes sejr over kommunismen har styrket USA’s teknologiske og industrielle overherredømme.

Realiteten: De kommunistiske og nationalistiske regimers nederlag har ført til en hastig afindustrialisering af USA og den fortsatte udflytning af de førende teknologiske virksomheder til Indien og andre lande med billig og højtuddannet arbejdskraft. Den amerikanske økonomi er i stigende grad en ”service-økonomi”: sammensat af en elite af vellønnede finansmænd, entertainere og investeringsbankmænd i toppen og i bunden en voksende mængde af dårlig-betalte, forsikringsløse servicearbejdere ansat i detailhandelen, på restauranter og hoteller og i pedel- og kontorarbejde. Førende amerikanske MNC’er som General Motors og Ford er kun et lille nøk fra at have status som ”risikobetonede erhvervsobligationer”, mens alle de førende luftfartsselskaber er bankerot eller tæt på og fyrer medarbejdere, sænker lønninger og bryder indgåede aftaler om pensions- og sundhedsprogrammer for pensionerede eller nuværende medarbejdere. Borgerlige økonomer har argumenteret for, at udflytning og outsourcing af fremstillingsarbejde til mindre udviklede lande ville blive kompenseret af en stigning i uddannelseskrævende og højtbetalte servicejobs i de imperiale centre. Det har vist sig at være forkert: MNC’erne er gået over til at outsource uddannelseskrævende servicearbejde til tredje verdens lande. I dag har Microsoft, CISCO, Intel og Hewlett-Packard alle flyttet deres forskning og design til Bangalore, Indien, som er hjemsted for 150.000 softwareteknikere. I følge Financial Times (særtillæg 6. april 2005, s. 4) er et totalt antal på 826.540 jobs indenfor informationsteknologi med en samlet lønsum på 51,6 milliarder dollars blevet eksporteret af USA, Europa og Japan til underudviklede lande. Titusinder af software-teknikere i USA er arbejdsløse eller arbejder på deltid som ”kontraktarbejdere”.

Konklusion 
Paradoksalt nok førte kommunismens nederlag til udflytningen af imperial kapital, hvilket til gengæld førte til en nedgang i den hjemlige fremstillingsindustri og højteknologiske industri i de ”avancerede lande”. Mens imperiet og dets primære redskaber, de multinationale selskaber og bankerne, vokser og militærbaserne skyder op som paddehatte, forfalder den hjemlige økonomi under byrden af gæld og underskud, usikkert, lavtlønnet, simpel beskæftigelse og arbejdsløshed for højtuddannet arbejdskraft og faglærte arbejdere. Den hurtigst voksende sektor i USA er den stigende mængde af lavtlønnede servicearbejdere, der konkurrerer med endnu dårligere betalt immigrant-arbejdskraft. Lederne af det økonomiske og militære imperium har kun lidt at frygte fra ”masserne”, som er mere optaget af Pavens død, Michael Jacksons pædofilisag, shopping i Wal-Mart og af at kippe med flaget, end af at gøre modstand mod det imperium, som ødelægger deres tilværelse.

Der er ingen tvivl, om at det amerikanske imperium stadig ekspanderer og at det er lykkedes for det at omringe Rusland og Kina, og at dets MNC’er har haft held til at sænke omkostningerne og hæve profitterne gennem udflytning. Det amerikanske imperiums strategiske svaghed er at finde i dets mislykkede militære interventioner og i den systematiske ødelæggelse af den tekno-produktive struktur i selve USA. Mens Imperiets ”overbygning” vokser, er den ”hjemlige base” i Republikken i hastigt forfald; demagogiske politikere fremmer mystisk religiøs fundamentalisme, militær chauvinisme og massespekulation i fast ejendom. Imperiet vil bryde sammen, ikke på grund af konkurrence med Asien eller Europa, men fordi det er blevet for konkurrencebaseret og undervejs har ødelagt sit hjemlige fundament.

Fra Tidsskriftet Solidaritet, nr. 4, 2006. James Petras er en amerikansk sociolog, anti-imperialistisk forfatter og aktivist. Oversat af Lars Henrik Carlskov fra www.rebelion.org, 17. april 2005.