33-dageskrigen og resolution 1701

Den libanesisk-fødte Mellemøst-ekspert Gilbert Achcar giver her en grundig analyse af krigen i Libanon og den indgåede våbenhvile.

Den resolution, som blev vedtaget af FN’s sikkerhedsråd den 11. august, stiller hverken Israel, Washington eller Hizbollah helt tilfreds. Dette betyder ikke, at den er ”fair” og ”afbalanceret”: det betyder blot, at den er et midlertidigt udtryk for et militært dødvande. Hizbollah kunne ikke tilføje Israel et større militært nederlag, en mulighed, der altid var udelukket på grund af det aldeles ulige styrkeforhold, på samme måde som det var umuligt for den vietnamesiske modstandsbevægelse at tilføje USA et større militært nederlag; men heller ikke Israel kunne tilføje Hizbollah et større militært nederlag – eller overhovedet nogen form for nederlag. I den forstand er Hizbollah utvivlsomt den virkelige politiske sejrherre og Israel den virkelige taber i den 33-dageskrig, der brød ud den 12. juli, og ingen tale af Ehud Olmert eller George W. Bush kan ændre ved denne indlysende kendsgerning.[1]

For at forstå, hvad der er på spil, er det nødvendigt at opsummere de amerikansk-støttede mål, som Israel forfulgte i sin offensiv. Det centrale mål i det israelske stormløb var selvfølgelig at tilintetgøre Hizbollah. Israel forsøgte at opnå dette mål ved en kombination af tre centrale metoder:

Den første bestod i at tildele Hizbollah et dræbende slag gennem en intensiv ”post-heroisk”, dvs. kujonagtig, bombekampagne, der udnyttede Israels ”overvældende og asymmetriske fordel” i ildkraft. Kampagnen havde til formål af afbryde Hizbollahs forsyningslinie, at ødelægge en stor del af dets militære infrastruktur (lagre af raketter, raketramper, etc.), at eliminere et stort antal af dets soldater og at skære halsen over på det ved at myrde Hassan Nasrallah og andre vigtige partiledere.

Den anden metode, der blev benyttet, bestod i at sætte Hizbollahs massebasis blandt Libanons shiitter op imod partiet, som Israel gennem en afsindig PSYOP-kampagne [psychological operations, dvs. psykologisk krigsførelse, o.a.] ville udpege som ansvarlig for deres tragiske forhold. Dette indebar naturligvis, at Israel påførte de libanesiske shiitter en kæmpemæssig katastrofe ved en omfattende kriminel bombekampagne, der bevidst jævnede hele landsbyer og boligkvarterer med jorden og dræbte hundreder og atter hundreder af civile.

Det var ikke første gang, at Israel havde tyet til dette kneb – en standard krigsforbrydelse. Dengang PLO var aktiv i det sydlige Libanon, i det der blev kaldt ”Fatahland” før den første israelske invasion i 1978, plejede Israel at skyde løs med tungt skyts på alle beboede områder omkring det sted, hvorfra der var blevet affyret raketter mod dets territorium, selv når raketterne blev affyret fra ødemarken.

Dette kneb havde dengang held til at støde en betydelig del af befolkningen i det sydlige Libanon væk fra PLO, hvilket blev hjulpet på vej af den kendsgerning, at reaktionære ledere stadig spillede en stor rolle dernede, og at de palæstinensiske guerillaer let kunne affærdiges som fremmedelementer, da deres opførsel generelt var katastrofal. Den her gang troede Israel, at det, i betragtning af Hizbollahs uden sammenligning bedre status blandt de libanesiske shiitter, kunne opnå den samme effekt ved blot at øge omfanget af og brutaliteten i den kollektive afstraffelse.

Den tredje metode bestod i at skabe et omfattende og alvorligt kaos i den libanesiske befolkning som helheds liv og i at holde den som gidsel med en luft-, sø- og landblokade for at ophidse befolkningen, især andre grupper end shiitterne, mod Hizbollah, og således skabe et politisk klima, som kunne bidrage til militære handlinger fra den libanesiske hær mod den shiitiske organisation. Det var derfor, at israelske embedsmænd ved starten af offensiven udtalte, at de ikke ønskede nogen anden styrke end den libanesiske hær indsat i det sydlige Libanon, afviste udtrykkeligt en international styrke og spyttede på den eksisterende UNIFIL-styrke [United Nations Interim Force In Lebanon, FN’s styrke i Libanon, o.a.].

Dette projekt har i virkeligheden været Washington og Paris’ mål lige siden de i fællesskab i september 2004 udarbejde FN’s sikkerhedsråds resolution 1559, der krævede tilbagetrækning af de syriske tropper fra Libanon og ”opløsning og afvæbning af alle libanesiske og ikke-libanesiske militser”, dvs. Hizbollah og palæstinensernes organisationer i deres flygtningelejre.

Washington havde troet, at når de syriske tropper blev fjernet fra Libanon, ville den libanesiske hær, som hovedsagligt er blevet udstyret og trænet af Pentagon, være i stand til at ”opløse og afvæbne” Hizbollah. Den syriske hær trak sig i praksis ud af Libanon i april 2005, ikke på grund af presset fra Washington og Paris, men som følge af den politiske uro og de massemobiliseringer, der fulgte efter mordet i februar samme år på den tidligere libanesiske premierminister Rafik Hariri, en meget nær ven af den herskende klasse i Saudi Arabien.

Styrkeforholdet i landet, på baggrund af de massedemonstrationer og moddemonstrationer der fandt sted, gjorde det ikke muligt for den amerikansk-allierede koalition at forestille sig en løsning af Hizbollah-spørgsmålet med magt. De var endda nødt til at føre den efterfølgende parlamentsvalgkamp i maj i en bred koalition med Hizbollah, og derefter styre landet med en koalitionsregering, der inkluderede to Hizbollah-ministre. Dette skuffende resultat tilskyndede Washington til at give grønt lys til Israels militær intervention. Man manglende bare et passende påskud, hvilket Hizbollahs operation over grænsen den 12. juli skaffede.

Set i forhold til det centrale mål og de tre metoder, der blev beskrevet ovenfor, var den israelske offensiv en total og åbenlys fiasko. Mest tydeligt er det, at Hizbollah ikke blev tilintetgjort – langtfra. Det har hovedparten af både sin politiske struktur og militære styrke i behold, og tillod sig den luksus at bombardere det nordlige Israel helt frem til det allersidste øjeblik før våbenhvilen om morgenen den 14. august.

Det er ikke blevet isoleret fra sin massebasis; denne massebasis er snarere blevet udvidet betragteligt, ikke blot blandt de libanesiske shiitter, men også blandt alle de andre religiøse grupper i Libanon, for ikke at tale om den enorme prestige, som denne krig har givet Hizbollah, især i den arabiske region og resten af den muslimske verden. Sidst, men ikke mindst, har alt dette ført til en ændring af det overordnede styrkeforhold i Libanon i en retning, som er det præcis modsatte af, hvad Washington og Israel forventede: Hizbollah kom ud af det meget stærkere og mere frygtet af sine erklærede og uerklærede modstandere, USA’s og det saudiske kongedømmes venner.

Den libanesiske regering tog i alt væsentligt Hizbollahs parti og gjorde protesterne mod den israelske aggression til sin prioritet.[2]

Der er ingen grund til at opholde os længere ved Israels mest åbenlyse fiasko: det er mere end tilstrækkeligt og højst afslørende at læse lavinen af kommentarer fra israelske kilder. En af de skarpeste kommentarer var den, der kom fra Moshe Arens, som tre gange har været ”forsvarsminister”, unægteligt en ekspert. Han skrev i Haaretz [israelsk avis der omtrent svarer til Information herhjemme, o.a.] en kort artikel, der er meget sigende:

”De [Ehud Olmert, Amir Peretz og Tzipi Livni, o.a.] havde nogle få glorværdige dage, hvor de stadig troede, at IAF’s [Israeli Air Force, o.a.] bombning af Libanon ville gøre kort proces med Hizbollah og give os en smertefri sejr. Men efterhånden som den krig, som de forkludrede så voldsomt, skred frem... sivede luften gradvist ud af dem. Nu og da udsendte de stadig nogle krigeriske erklæringer, men de begyndte at se sig om efter en udvej – en måde, hvorpå de kunne vikle sig ud af den begivenhedsrække, som de tydeligvis var ude stand til at kontrollere.

De greb ud efter halmstrå, og hvilket halmstrå var bedre end FN’s sikkerhedsråd. Det var ikke nødvendigt at vinde en militær sejr over Hizbollah. Lad FN erklære våbenhvile, og Olmert, Peretz og Livni kan simpelthen erklære sig som sejrherrer, hvad enten man tror på det eller ej... Krigen, som i følge vores ledere skulle have genoprette Israels afskrækkende position, har i løbet af en måned haft held til at ødelægge den.”[3]

Arens taler sandt: Efterhånden som Israel viste sig mindre og mindre i stand til at opnå nogle af de mål, det havde sat sig ved indledning af sin nye krig, begyndte det at lede efter en ny udvej. Mens det kompenserede for sin fiasko ved en optrapning af det destruktive og hævngerrige raseri, det slap løs på Libanon, skiftede dets amerikanske sponsorer holdning til FN. Efter at have købt Israel tid i mere end tre uger ved at blokere for ethvert forsøg på at diskutere en sikkerhedsrådsresolution, der opfordrede til våbenhvile – et af de mest dramatiske eksempler på handlingslammelse i den 61 år gamle mellemstatslige organisations historie – besluttede Washington sig for at overtage og fortsætte Israels krig med diplomatiske midler.

Ved at skifte mening kom Washington igen i overensstemmelse med Paris i Libanon-spørgsmålet. Paris, der med USA deler en fælles, om end rivaliserende, dedikation til at tilegne sig mest muligt af de saudiske rigdomme, især gennem salg af militært isenkram[4] til de saudiske herskere, bliver regelmæssigt og opportunistisk på den rigtige side i forhold til saudierne hver gang der opstår nogle spændinger mellem Washingtons dagsorden og dets ældste mellemøstlige klienters og protegeers interesser.

Israels nye Libanon-krig var sådan en mulighed: så snart Israels morderiske angreb viste sig at være kontraproduktivt set fra den saudiske herskerfamilies standpunkt, der er rædselsslagen for en stigende destabilisering af Mellemøsten, som kan vise sig at være fatal for deres interesser, opfordrede de til en indstilling af krigshandlingerne og overgang til alternative metoder.

Paris støttede øjeblikkeligt op om denne holdning og Washington fulgte siden hen trop, men først efter at have givet det israelske angreb et par dage mere til at forsøge at opnå nogle militære bedrifter, som kunne redde ansigt for dem. Det første resolutionsudkast, som blev lavet af de to hovedstæder, cirkulerede hos FN den 5. august. Det var et åbenlyst forsøg på at opnå på diplomatisk vis, hvad Israel ikke havde været i stand til med militære midler. Mens dette udkast udtalte sin ”stærke støtte” til Libanons suverænitet, opfordrede det ikke desto mindre til en genåbning af landets lufthavne og havne kun for ”verificerbare og rent civile formål” og tillod oprettelsen af en ”international embargo på salget og forsyningen af våben og beslægtet materiale til Libanon undtagen, når det er autoriseret af dets regering,” med andre ord en embargo mod Hizbollah.

Man genfremsatte resolution 1559, der opfordrede til endnu en resolution, der ville bemyndige ”i henhold til Kapitel VII af Charteret indsættelsen af en international styrke med FN-mandat, der skal støtte Libanons væbnede styrker og regering i at sørge for trygge livsforhold og bidrage til gennemførelsen af en permanent våbenhvile og en langsigtet løsning.” Denne formulering er så vag, at den faktisk kun kan betyde, at en international styrke har fået fuldmagt til militære operationer (Kapitel VII i FN-Charteret) for at gennemføre resolution 1559 med magt, i alliance med den libanesiske hær.

Dertil kom, at der ikke var nogen bestemmelse, som begrænsede denne styrke til området syd for Litani-floden, som efter det oprindelige resolutionsudkast skulle være fri for Hizbollahs styrker, og den zone, som Israel havde krævet blev sikret efter ikke at have været i stand til at slippe af med Hizbollah i resten af Libanon. Dette betød, at FN-styrken kunne tilkaldes for at skride ind overfor Hizbollah i resten af Libanon.

Dette projekt var imidlertid helt uden sammenhæng med, hvad Israel havde opnået på slagmarken, og forslaget blev derfor nedstemt. Hizbollah kritiserede forslaget stærkt og gjorde det klart, at man ikke ville acceptere andre internationale styrker end den eksisterende UNIFIL, den FN-styrke, som har været indsat langs Libanons grænse mod Israel (”Den blå linie”) siden 1978. Den libanesiske regering viderebragte Hizbollahs modstand og ønske om ændringer, støttet af et kor af arabiske stater, inklusive alle de amerikanske klienter. Washington havde da intet andet valg end at ændre i forslaget, eftersom det alligevel ikke ville kunne blive stemt igennem i sikkerhedsrådet.

Desuden havde Washingtons allierede, den franske præsident Jacques Chirac – hvis land forventes at stille med den største del af den internationale styrke og lede den – selv offentligt erklæret to uger inde i kamphandlingerne, at ingen troppeindsættelse var mulig uden en forudgående aftale med Hizbollah.[5]

Udkastet blev derfor ændret og genforhandlet, mens Washington bad Israel om at fremsætte truslen om en stor landoffensiv og faktisk begynde at gennemføre den som et pressionsmiddel, der skulle gøre det muligt for Washington at få den bedst mulige aftale set fra deres synspunkt. For at bane vej for en aftale, der skulle føre til en våbenhvile, som blev mere og mere nødvendig af humanitære årsager, accepterede Hizbollah indsættelsen af 15.000 libanesiske tropper syd for Litani-floden og mildnede sin generelle position. Resolution 1701 kunne således trænge igennem sikkerhedsrådet den 11. august.

Washington og Paris’ største indrømmelse var, at de opgav projektet med at skabe en multinational ad hoc-styrke i henhold til Kapitel VII. I stedet gav resolutionen bemyndigelse til ”en forøgelse UNIFIL-styrken til maksimalt 15.000 tropper”, og således oppynte og oppuste den eksisterende FN-styrke i betydelig grad. Det væsentligste trick var imidlertid at omdefinere mandatet for denne styrke så den nu kunne ”assistere Libanons væbnede styrker i at tage forholdsregler” hen imod ”oprettelsen mellem Den blå linie og Litani-floden af et område uden nogen form for bevæbnet mandskab, våben og tilbehør bortset fra det, der tilhører Libanon og UNIFIL.” UNIFIL kan nu også ”foretage alle de handlinger i de områder, hvor dets styrker er indsat, som det anser for nødvendige og indenfor dets muligheder for at sikre, at dets operationsområde ikke anvendes til fjendtlige aktiviteter af nogen slags.”

Tilsammen kommer de to ovenstående formuleringer ret tæt på et Kapitel VII-mandat, eller kan i det mindste let fortolkes sådan. Desuden bliver UNIFIL’s mandat faktisk udvidet af resolution 1701 udover dets ”indsættelsesområde”, eftersom den nu kan ”assistere den libanesiske regering, hvis den anmoder om det” i dens bestræbelser på, at ”sikre sine grænser og andre adgangsveje for at forhindre, at våben og beslægtet materiale kommer ind i Libanon uden dens samtykke” – en sætning, der afgjort ikke henviser til Libanons grænse til Israel, men til dets grænse til Syrien, som løber på langs i landet, fra nord til syd. Dette er de store fælder i resolution 1701, og ikke formuleringen om tilbagetrækning af den israelske besættelseshær, som mange kommentarer har fokuseret på, da Israels tilbagetrækning i virkeligheden drives frem af Hizbollahs afskrækkende styrke, ikke af nogen FN-resolution.

Hizbollah besluttede sig for at give grønt lys til, at den libanesiske regering kunne godkende Resolution 1701. Hassan Nasrallah holdt en tale den 12. august, hvor han forklarede partiets beslutning om at godkende indsættelsen af tropper med FN-mandat. Den indeholdt en langt mere ædruelig vurdering af situationen end nogle af hans andre taler og en god portion politisk klogskab. ”Idag”, sagde Nasrallah, ”står vi overfor de fornuftige og mulige naturlige resultater af den store urokkelighed, som libaneserne har udtrykt fra deres forskellige positioner.” Denne ædruelighed var nødvendig, da enhver pralende beråbelse af sejren – som dem der på en sølle baggrund blev udtrykt af Hizbollahs støtter i Teheran og Damaskus – ville have krævet, at Nasrallah havde tilføjet, som Kong Pyrrhus i det antikke Grækenland, ”En sådan sejr mere – og jeg er fortabt!” Hizbollahs afviste klogt og tydeligt at gå ind i en polemik om vurderingen af krigens resultater, idet de understregede, at ”vores vigtigste prioritet” er at stoppe angrebet, genvinde det besatte territorium og ”opnå sikkerhed og stabilitet i vores land og flygtningenes og de fordrevne personers tilbagevenden.”

Nasrallah definerede sin bevægelses praktiske standpunkt på følgende måde: at rette sig efter våbenhvilen, fuldt samarbejde med ”alle, der kan bidrage til, at vores fordrevne og flygtede folk kan vende tilbage til deres hjem, til deres huse, og alle der kan hjælpe med humanitære- og redningsaktioner. Det gjorde han samtidig med, at han udtalte, at hans bevægelse var klar til at fortsætte den legitime kamp mod den israelske hær lige så længe som den bliver på libanesisk territorium, om end han tilbød at respektere 1996-aftalen, hvorefter begge siders operationer skulle begrænse sig til militære mål og skåne civile. I den forbindelse understregede Nasrallah, at hans bevægelse først begyndte at bombardere det nordlige Israel som svar på Israels bombning af Libanon efter operationen den 12. juli, og at Israel havde skylden for, at krigen overhovedet blev udvidet til at omfatte civile.

Nasrallah fremførte derefter en holdning til resolution 1791, som, indtil den er blevet efterprøvet i praksis, bedst kan beskrives som godkendelse, men med mange forbehold. Han protesterede mod, at resolutionen var uretfærdig, fordi den i indledningen undlod at komme med nogen form for fordømmelse af Israels angreb og krigsforbrydelser, han tilføjede dog, at resolutionen kunne have været meget værre og udtalte, at han værdsatte de diplomatiske anstrengelser, der havde forhindret, at det var sket. Hans centrale pointe var en understregning af den kendsgerning, at Hizbollah betragter nogle af de spørgsmål, som resolutionen omhandler, som interne libanesiske anliggender, der bør diskuteres og løses af libaneserne selv – hvortil han føjede vigtigheden at opretholde Libanons nationale enhed og solidaritet.

Nasrallahs standpunkt var det rigtigst mulige i betragtning af omstændighederne. Hizbollah var nødt til at give indrømmelser for at bane vej for, at krigen sluttede. Eftersom hele den libanesiske befolkning blev holdt som gidsel af Israel, ville en stejl holdning have haft frygtelige humanitære konsekvenser udover de allerede forfærdende følger af Israels ødelæggende og morderiske raseri. Hizbollah er udmærket klar over, at det afgørende ikke er ordlyden af en FN-resolution, men dens faktiske fortolkning og gennemførelse, og hvad det angår, er det afgørende situationen og styrkeforholdet på slagmarken. For at svare på George W. Bush’s og Ehud Olmerts forfængelige praleri over deres sejr, som hævdes at komme til udtryk i resolution 1701, behøver man blot at citere Moshe Arens forebyggende svar fra den allerede citerede artikel:

”En retorik, der passer til situationen, er allerede i kredsløb. Og hvad så, hvis hele verden opfatter denne diplomatiske aftale – som Israel har indgået mens det stadig modtog en daglig dosis af Hizbollah-raketter – som om Israel har lidt nederlag til et par tusinde Hizbollah-soldater? Og hvad så, hvis ingen tror på, at en ”forstærket” UNIFIL-styrke vil afvæbne Hizbollah, og at Hizbollah, der stadig har et arsenal på tusinder af raketter og som virkelig er blevet forstærket af denne måneds succes mod Israels mægtige væbnede styrker, vil blive en fredspartner?”

Den virkelige ”fortsættelse af krigen med andre midler” er allerede til fulde startet i Libanon. Der er fire hovedspørgsmål på spil, som her bliver gennemgået i omvendt prioriteringsorden. Det første spørgsmål, på det hjemlige libanesiske plan, er regeringens skæbne. Det eksisterende parlamentariske flertal i Libanon udspringer af nogle valg, hvis ufuldkommenheder skyldes en mangelfuld og skævvridende valglov, som det syrisk-dominerede regime har gennemført.

En af dens store konsekvenser har været en skævvridning af antallet af repræsentanter for de kristne vælgere, med en stor underrepræsentation af den bevægelse, der ledes af den tidligere general Michel Aoun, som indgik i en alliance med Hizbollah efter valget. Desuden har den seneste krig påvirket den libanesiske befolknings politiske stemning dybt, og det nuværende parlamentariske flertals legitimitet kan i høj grad anfægtes. Naturligvis vil en ændring af regeringen til fordel for Hizbollah og dets allierede ændre radikalt ved betydningen af resolution 1701, da fortolkningen af i høj grad afhænger af den libanesiske regerings holdning. En stor bekymring er i den henseende at undgå ethvert skridt mod fornyet borgerkrig i Libanon: Det var det Hassan Nasrallah tænkte på, da han understregede vigtigheden af ”national enhed”.

Det andet spørgsmål, også på det hjemlige libanesiske plan, er genopbygningsindsatsen. Hariri og hans saudiske støtter havde opbygget deres politiske indflydelse i Libanon ved at dominere genopbygningsindsatsen efter Libanons 15-årige krig sluttede i 1990. Den her gang vil de møde en intensiv konkurrence fra Hizbollah, der har Iran bag sig og fordel af sin intime forbindelse til Libanons shiitiske befolkning, der var hovedmålet for Israels hævnkrig. Som den højtstående israelske militæranalytiker Ze’ev Schiff formulerede det i Haaretz: ”Meget afhænger også af hvem, der vil give hjælp til genopbygningen af det sydlige Libanon; hvis det bliver gjort af Hizbollah, vil den shiitiske befolkning i syd føle, at den står i gæld til Teheran. Dette bør forhindres.”[6] Dette budskab er blevet forstået til fulde i Washington, Riyadh og Beirut. Iøjnefaldende artikler i den amerikanske mainstream-presse i dag slår alarm, hvad det angår.

Det tredje spørgsmål er naturligvis ”afvæbningen” af Hizbollah i den zone, som er blevet afgrænset i det sydlige Libanon til indsættelsen af den libanesiske hær og det oppyntede UNIFIL. Den maksimale indrømmelse, som Hizbollah er villig til at give i den henseende at ”gemme” sine våben syd for Litani-floden, dvs. undlade at vise dem frem og opbevare dem i skjulte lagre. Ethvert videre skridt, for ikke at tale om en afvæbning af Hizbollah over hele Libanon, bliver af organisationen kædet sammen med en række betingelser, der som udgangspunkt har, at Libanon får Sheeba Farms tilbage og slutter med, at der fremkommer en regering og hær, som er opsat på at forsvare landets suverænitet overfor Israel.

Dette spørgsmål er det første store problem, som implementeringen af resolution 1701 kan strande på, eftersom intet land i verden er i en position, hvor det beredvilligt vil forsøge at afvæbne Hizbollah med magt, en opgave som den mest frygtindgydende moderne hær i Mellemøsten og en af verdens stærkeste militærmagter åbenlyst ikke har været i stand til. Dette betyder, at enhver troppeindsættelse syd for Litani-floden, uanset om det drejer sig om libanesiske eller tropper med FN-mandat, vil være nødt til at acceptere Hizbollahs tilbud, hvad enten det sker i kamufleret form eller ej.

Det fjerde spørgsmål er selvfølgelig sammensætningen af og hensigten med det nye UNIFIL- troppekontingent. Washington og Paris’ oprindelige plan var at gentage det, der finder sted i Afghanistan, hvor en NATO-hjælpestyrke med FN-figenblad fører krig for Washington, i Libanon. Hizbollahs robusthed på det militære såvel som det på politiske område forpurrede denne plan. Washington og Paris troede ikke desto mindre, at de kunne gennemføre den i forklædt form og gradvist, indtil de politiske betingelser var opfyldt i Libanon for en styrkeprøve, hvor NATO og dets lokale allierede stod overfor Hizbollah. Faktisk er de lande, som forventes at sende de vigtigste troppekontingenter, alle NATO-medlemmer: sammen med Frankrig står Italien og Tyrkiet på standby, mens Tyskland og Spanien opfordres til at følge efter. Hizbollah er dog ikke dumme. De er allerede i færd med at prøve at overtale Frankrig til ikke at gennemføre sin plan om at sende elitekamptropper, der skal bakkes op udstationeringen af Frankrigs eneste hangarskib i Middelhavet tæt ved Libanons kyst.

Med hensyn til det sidste spørgsmål, kan antikrigsbevægelsen i NATO-landene hjælpe den libanesiske modstandsbevægelses kamp og fredssagen i Mellemøsten meget ved at mobilisere imod udsendelsen af NATO-tropper til Libanon, og således afskrække deres regeringer fra at gøre Washingtons og Israels beskidte arbejde. Det, Libanon har brug for er, tilstedeværelsen af en virkelig neutral, fredsbevarende styrke ved dets sydlige grænse, og, frem for alt, at dets folk får lov til at løse Libanons interne problemer med fredelige politiske midler.

Alle andre veje fører til en genopblussen af Libanons borgerkrig, på et tidspunkt, hvor Mellemøsten, og hele verden for den sags skyld, allerede har svært ved at klare følgerne af den borgerkrig, som Washington har antændt og hælder benzin på i Irak.

Fra Tidsskriftet Solidaritet, nr. 4, 2006. Gilbert Achcar underviser i politologi ved Université de Paris-VIII og er forfatter til en lang række bøger, bl.a. den internationale bestseller Clash of Barbarisms (Monthly Reviw Press, 2002). Oversat af Lars Henrik Carlskov fra International Viewpoint 16. august 2006. 

[1] For de globale og regionale følger af disse begivenheder, se min artikel ”The Sinking Ship of U.S. Imperial Designs”, der blev bragt på ZNet d. 7. august 2006. 

[2] Som en israelske kommentator formulerede det i en artikel med en temmelig afslørende titel: ”Det var en fejl at tro, at det militære pres kunne frembringe en proces, hvorunder den libanesiske regering ville afvæbne Hizbollah.” Efraim Inbar, ”Prepare for the next round, ” Jerusalem Post, 15. august, 2006. 

[3] Moshe Arens, ”Let the devil take tomorrow,” Haaretz, 13. august, 2006. 

[4] Både USA og Frankrig afsluttede store våbenhandler med saudierne i juli måned. 

[5] Interview med Le Monde, 27. juli, 2006. 

[6] Ze’ev Schiff, ”Delayed ground offensive clashes with diplomatic timetable,” Haaretz, 13. august, 2006.