Immigration og klasse

Den amerikanske økonom Rick Wolff giver her en marxistisk forklaring på forholdet mellem indvandring og kapitalisme.

Migration mellem lande finder sted, hvis og når den ”løser” sociale og især klassemæssige modsætninger indenfor begge lande. Ét sæt af modsætninger skubber mennesker ud af et land på samme måde som et andet sæt af modsætninger i andre lande trækker dem ind. Endelig, mens migration ”løser” nogle sociale modsætninger, afføder og skærper den ligeledes andre.

Nu om dage dumper den kapitalistiske globalisering (f.eks. amerikanske multinationale selskaber, der producerer eksportvarer i Kina) billige varer i lande, hvis hjemlige producenter ikke kan konkurrere med dem. Den indfører globale detailhandelsvirksomheder (f.eks. Wal Mart), der knuser de hjemlige handlende. Endelig skaber globaliseringens opture og nedture pludselige tilstrømninger og udstrømninger af privat kapital, som yderligere destabiliserer nationale økonomier. På disse måder skærper den kapitalistiske globalisering de sociale modsætninger. Migration følger deraf som én måde, hvorpå mennesker og virksomheder forsøger at klare disse modsætninger.

I mange mindre udviklede økonomier har de to vigtigste hjemlige klassestrukturer været under et ekstremt og stigende pres i nogle år. Små selvstændige producenter kan ikke frembringe nok værdi af det, de producerer og sælger, til at sikre deres virksomheds reproduktion. Hjemlige kapitalistiske virksomheder er sjældent i stand til at konkurrere med de multinationale selskaber, når de sidstnævnte invaderer deres markeder, konkurrerer med dem om tilførsel af råmaterialer, redskaber og udstyr samt presser deres adgang til kredit. De kapitalistiske klassestrukturer – de indtrængende multinationale selskaber og de overlevende hjemlige kapitalister – skaber sjældent nok nye arbejdspladser til at absorbere de menneskemasser, der bliver gjort arbejdsløse af de multinationale selskabers invasion. Når desperate bønder udvandrer til storby- og industriområder internt i landet, får de ikke kun den allerede høje arbejdsløshed som findes der, til at svulme op; de opdager også hurtigt de to mulige ”løsninger”, der er på denne arbejdsløshed.

Én gruppes løsning er at træde ind i den omfattende, fattige og usikre ”uformelle sektor” (en ustabil blanding af legale og illegale småproducenter, der sælger varer og tjenesteydelser til meget lave priser og med meget små fortjenester). Skikkene i denne overbefolkede sektor adskiller sig ofte radikalt fra alt dette, denne gruppe kendte og troede på før deres klasse blev opløst af eller underlagt de invaderende multinationale selskaber. Over hele kloden bliver menneskemasserne i stort omfang traumatiserede under deres gennemgang til de uformelle sektorer. Rodfæstede konventioner om arbejde, påklædning, familieliv, seksuel aktivitet, slægtskab, religiøs aktivitet osv. bryder hurtigt og grundigt sammen. En anden gruppes løsning er emigration – enten i stedet for at træde ind i den uformelle sektor eller efter at have oplevet det.

Det er vigtigt at bemærke, at det ikke er fattigdom, der skaber emigration. Fattigdom har været normen i mange dele af verden i lange tidsrum uden at fremkalde emigration. Emigration er sædvanligvis resultatet af samspillet mellem eksterne og interne betingelser, der opløser dybe produktionsstrukturer og mønstre for det sociale liv i almindelighed. De nyeste bølger af emigration er ingen undtagelse. Katalysatoren var opløsningen af klassestrukturerne for de selvbeskæftigede og mindre kapitalistiske producenter i Den tredje verden. Faktisk støttede de få tredjeverdenskapitalister, der havde økonomisk fremgang – sædvanligvis ved at finde en måde at tjene og dermed overleve de multinationales invasion – også (åbenlyst eller skjult) masseemigration. Deres samfund var ved at blive polariseret til en ”moderne” sektor (de relativt få succesfulde kapitalister og deres vedhæng blandt akademikerne, statslige embedsmænd og arbejdere, forhandlere af eksklusive detailvarer samt diverse leverandører af personlig service) og den ”uformelle” sektor. Det politiske problem overalt var og er, hvordan man styrer og inddæmmer den potentielle eksplosion fra masserne af traumatiserede interne migranter, der lever under ekstremt usikre forhold. De udgjorde et skræmmende spektrum af potentiel politisk opposition til de ”moderniserende” klasser. Hvor meget bedre ville det ikke være at få dem til at forlade landet og måske sende penge tilbage til de desperate slægtninge, der bliver efterladt!

Udsigten til masseemigration forekom modernisatorerne at være den bedste tilgængelige løsning på problemet med deres ”uformelle sektorer”. De ville ikke påtage sig (og i langt mindre grad betale for) beskæftigelsesprogrammer i massiv målestok finansieret, f.eks., ved skatter på hjemlige eller multinationale kapitalister eller en indenlandsk omfordeling af rigdom og indkomster. De turde ikke tage nogle indenrigspolitisk skridt, der kunne risikere at vække fjendskab fra den multinationale ”blok” bestående af virksomheder og de internationale organisationer, som de eller deres hjemlige regering kontrollerede. Sådan et fjendskab kunne føre til kapitalflugt, valutasammenbrud og at der dermed bliver fremkaldt yderligere sociale uro. De overvejede heller ikke muligheden af at tage en konfrontation med den multinationale blok ved en koordination mellem mange tredjeverdensøkonomier (som den, der kæmper for at komme til live i Latinamerika). Således fandt lederne af mange tredjeverdensregeringer, sammen med deres støtter i virksomhederne, måder hvorpå de kunne fremskynde masseemigration.

På samme tid har også globaliseringens anden side – de rige industrielle kapitalistiske økonomier (RIKØ’er) – også oplevet klassemodsætninger og kriser. Global konkurrence driver alle kapitalister i RIKØ’erne til at sænke varepriserne uden at reducere profitten. Et centralt middel i dette indebærer at flytte jobs til billigere arbejdere i udlandet (outsourcing, kapitaleksport etc.). Et andet indebærer at flytte billigere arbejdere, via immigration, til jobs indenfor RIKØ’erne. Således har amerikanske industrier såsom landbrug, byggebranchen, turisme, restauranter og hotel samt hospitaler – alle sammen industrier der ikke let kan outsources – længe rekrutteret og støttet immigration af lavtlønnede arbejdere, legalt eller illegalt. Immigration ”løser” deres konkurrencemæssige problemer.

Imidlertid fremkalder løsningen af et problem et andet. Masseindvandring af lavtlønnede arbejdere har alle mulige former for modsætningsfyldte effekter på værtslandet. De ressourcer, der er tilgængelige for (især lokale) regeringer og efterspørgslen efter offentlige serviceydelser ændrer sig, ofte på måder, der fremkalder konflikter mellem de nye immigranter og deres ikke-immigrant naboer. Konflikter følger også når immigranter hæver og sænker forskellige løn- og prisniveauer, ændrer bosættelsesmønstre og boligforhold, øger profitterne for nogle virksomheder og formindsker andres, ændrer partiernes medlemssammensætning og politik, og ændrer sammensætningen af religiøse institutioner og praksisser, der hvor de bosætter sig.

De amerikanske virksomheder, der rekrutterer og ansætter immigranter, har ikke noget ansvar for at finansiere og dermed lette deres integration i lokalsamfund. Byrden falder dermed over på regeringen på et tidspunkt, hvor de statslige ressourcer – især i USA – allerede er udnyttede til det yderste og genstand for betydelige sociale konflikter. Immigranter og immigration bliver fanget i en skærpet hjemlig konflikt, ofte som syndebukke i et land, der har en lang historisk tradition for at forskyde klassemæssige konflikter til anti-immigrant agitation samt racemæssige, etniske og religiøse spændinger. I dag er immigranter, ligesom dem der kom før dem, udsat for alle mulige former for diskrimination.

I dag, som i fortiden, er spørgsmålet politisk. Vil immigranter og ikke-immigranter forsøge at løse deres økonomiske og sociale problemer ved at bekæmpe hinanden eller vil de forene sig for at lede efter andre løsninger? Vil den socialpolitikken i deres nye lande sørge for, at både immigranter og indfødte får jobs, boliger og skoler af en kvalitet, der kan lette deres integration samtidig med, at den minimerer diskriminationen mod dem? Vil disse indenrigspolitikker blive finansieret af midler, der primært er hentet fra den virksomhedsprofit, som er blevet fed af billig immigrantarbejdskraft? Vil de ledende landes udenrigspolitik lade immigranternes oprindelsesland sørge for anstændige økonomiske muligheder for deres folk, så emigration bliver et reelt valg frem for en desperat sidste udvej? Det er svært at se sådanne forandringer fremkomme så længe, at kapitalismens klassestrukturer og imperativer har overherredømmet i økonomierne i begge ender af migranternes rejse.

Det som immigranterne og de indfødt således har mest brug for – og som derfor måske kan være et grundlag for strategisk enhed – er en forandring i klassestrukturerne i begge ender. At sige, at sådan en strategi ikke er ”realistisk” ser bort fra den kendsgerning, at 200 år med kapitalisme som den hegemoniske klassestruktur og utallige ”realistiske immigrationsreformer” ikke grundlæggende har ændret den moderne migration. Den fortsætter med at være skueplads for masselidelse, sociale og personlige traumer, grotesk uretfærdighed og smertelige kampe, der sætter immigranter op mod ikke-immigranter, mens de kapitalister, som immigrationen er til fordel for, fortsætter med at profitere på den.

Rick Wolff er professor i økonomi ved University of Massachusetts i Armherst. Oversat af Lars Henrik Carlskov fra internet-tidsskriftet MRZine (www.monthlyreview.org/mrzine) 10. maj 2006. Bragt i Tidsskriftet Solidaritet, nr. 5, 2006.