En krig der bliver ført af de rige

Den anerkendte marxistiske geograf David Harvey fortæller i dette interview om hvordan nyliberalismen har spredt sig og hvorfor den bør anses som en strategi fra den herskende klasses side.

AF JOSEPH CHOONARA

I januar talte den New York-baserede akademiker David Harvey ved en stuvende fuld offentlig forelæsning på London School of Economics for at promovere sin nye bog A Brief History of Neo-Liberalism. Han redegjorde, med sædvanlig præcision, for historien om de tre årtiers angreb, som er blevet gennemført af den globale herskende klasse. Disse angreb, som er blevet udført i nyliberalismens navn, har betydet en voksende social polarisering, fremkomsten af nye eliter og forarmelse for mange på samfundets bund. Han sluttede af med at sige til sit publikum, at ”hvis dette ligner klassekamp og føles som klassekamp, bør vi kalde det klassekamp. Og vi bør gengælde denne klassekamp.” Denne opfattelse af nyliberalismen og behovet for at bekæmpe den gennemtrænger Harveys nye bog. Da vi mødtes, morgenen efter hans forelæsning, bad jeg ham forklare, hvorfor han skrev den.

”To ting kendetegner dette værk”, sagde han. ”For det første mit historisk-geografiske fokus på den måde, som nyliberalismen har vundet frem – dens ulige udvikling på verdensplan. Jeg tror, at man bagefter vil få et andet syn på hvordan nyliberalismen fungerer på forskellige steder og til forskellige tider. Den er ikke bare en monolitisk [fuldstændig ensartet, red.] form for historisk forandring.”

”Den anden ting er den teoretiske struktur, som i høj grad tager udgangspunkt i klasser og mekanismerne for udvinding af merværdi fra arbejderne overalt i det, der nu er et globalt kapitalistisk system.” Ligesom Karl Marx anser Harvey udbytningen af arbejderne for at være et centralt træk ved det kapitalistiske samfund. Marx argumenterede for, at selvom arbejderne arbejder en hel arbejdsdag, går kun en del af denne tid til at frembringe den værdi, der ender i deres lønningspose. Resten af tiden frembringer arbejderne ”merværdi”, som ender i hænderne på kapitalisterne og er kilden til profit.

Noget af denne profit kan så blive pumpet tilbage i produktionen og gøre det muligt for kapitalisterne at samle sig endnu større koncentrationer af maskineri, råmaterialer og arbejdere. Marx kaldte denne proces for akkumulation. At presse arbejderne til at frembringe profit, som så giver næring til akkumulation og fremtidige profitter i en tilsyneladende endeløs cyklus, er kapitalismens centrale drivkraft.

Nyliberalismen er for Harvey et svar på den dobbelte krise, der opstod i midten af 1970’erne for den herskende klasse. På den ene side stod kapitalisterne over for en ”akkumulationskrise” – det kapitalistiske system stagnerede og profitterne var faldet i forhold til de profitter, der blev opnået umiddelbart efter 2. verdenskrig. For det andet udgjorde en stigende bølge af arbejdskampe i 1960’erne og 1970’erne en trussel for den herskende elites politiske magt.

De nyliberalistiske idéer, en politik Harvey beskriver som ”deregulering, privatisering og statens tilbagetrækning fra mange områder inden for det sociale serviceområde”, levede i mange år i periferien af det intellektuelle liv. I 1970’erne blev de drevet frem til en central position som svar på den dobbelte krise. Harvey argumenterer overbevisende for, at nyliberalismen har været en bemærkelsesværdig fiasko med hensyn til at løse akkumulationskrisen. Men den har betydet en stor ændring i klassernes magt til fordel for en lillebitte elite. ”Mange andre beskrivelser af nyliberalismen omtaler dens forbindelse til akkumulationen, men meget få ser den klart som et klasse-projekt,” sagde Harvey.

Et centralt punkt i nyliberalismens vej frem, som Harvey ofte vender tilbage til, var byen New York. Han fortalte mig, at ”byen oparbejdede en masse gæld, af en mængde forskellige grunde. En af grundene var, at det var et svar på krisen i storbyerne i 1960’erne i USA. Der blev hældt penge ind i de indre byer af forbundsregeringen for at ordne raceproblemer, arbejdsløshed osv. Det kom der styrkede fagforeninger og øget beskæftigelse i den offentlige sektor ud af.”

Men efterhånden som den økonomiske krise ramte USA i 1970’erne, forsvandt støtten fra den amerikanske stat: ”I den situation måtte bystyret enten fyre en masse arbejdere eller optage lån. I første omgang optog det lån og blev tilskyndet til at gøre det af bankerne.” Denne låntagning var delvis baseret på et boom inden for fast ejendom i starten af 1970’erne, som bystyret var kraftigt involveret i. ”Da dette marked krakkede i 1973 var bystyret i en sårbar position over for bankmændene. Bankmændene så det som en mulighed for at udføre et kup mod bystyret – og til at omforme byen efter et meget anderledes mønster. Det er lidt ligesom Irak-krigen. Man ønskede at gå ind i Irak i de tidlige 1990’ere, men man kunne ikke gøre det. Men så gav 11. september dem den mulighed, de havde brug for.”

”Bankmændene ønskede i 1960’erne og de tidlige 1970’ere at disciplinere bystyret i New York. Krisen i 1973-5 gav dem deres chance. De gennemførte et banebrydende ”strukturtilpasningsprogram”, der beskar en masse offentlige serviceydelser og genforhandlede kontrakter. Det var et åbenlyst angreb på byens befolkning. Bagefter blev de selvfølgelig nødt til at genopbygge byen, fordi de havde enorme interesser i værdier inden for fast ejendom, især på Manhattan. Her begyndte de at bruge rundhåndede gaver fra det offentlige til at genopbygge byen omkring deres projekt.”

Denne taktik med at gribe muligheder, der bliver skabt af økonomiske kriser, til at gennempresse frimarkedspolitik har været mønstret lige siden. ”Det var nøjagtig de samme folk, der var indblandet i den gældskrise, der ramte Latinamerika i 1980’erne – folk fra investeringsbanker i New York. Forskellen var, at her fik de brug for den amerikanske regering til at redde dem fra at gå fallit.” Den amerikanske regering, som Ronald Reagan nu stod i spidsen for, fandt noget de kunne bruge Den Internationale Valutafond (IMF) til, som mange nyliberale tidligere havde været mistænksomme over for. Sammen med Verdensbanken gennemtvang IMF nyliberale strukturtilpasningsprogrammer over hele Latinamerika til gengæld for gælds-lettelser.

Harvey påpeger dog, at den amerikanske herskende klasse ikke den eneste, der har gavn af nyliberalismen eller arbejder for at gennemføre den. ”Det er meget sjældent, at USA intervenerer uden støtte i det pågældende land. Tag det kup, som Augusto Pinochet stod i spidsen for i Chile i 1973. Det var de øverste klasser i Chile, som egentlig ledte kuppet, med støtte fra CIA, amerikanske virksomheder og Henry Kissinger. Da Pinochet tog magten var det den herskende klasse i Chile, som for skubbede den nyliberale dagsorden frem.”

”Der er ikke tale om, at det bare er USA, der suger rigdom ud af resten af verden – der er tale om herskende eliter, der har løse indbyrdes alliancer, og som samler merværdi til sig selv. Nogen af de rigeste mennesker i verden bor i Mexico eller Østasien.”

Nyliberalismens idéer har spredt sig som en løbeild siden 1970’erne. ”Et af de store spørgsmål er, hvorfor så mange mennesker er blevet overbevist om, at nyliberalismen er en god ting, når den faktisk ikke fungerer særlig godt,” sagde Harvey. ”Jeg mener, at svaret er, at den har været en stor succes for visse grupper af mennesker, deriblandt dem, der kontrollerer medierne og de forskellige ideologiske apparater. Den anden ting er, at man altid kan pege på en lille del af verden, hvor den nyliberale orden ser ud til at fungere godt – f.eks. Kina i dag.”

Men det ironiske er, at økonomisk vækst oftest findes hos regeringer, der ignorerer den nyliberale doktrin. ”Man får en pervers form for nyliberalisme, fordi praktiske egeninteresser hersker over teorien.” Den nyliberalistiske teori siger, at statens indblanding i økonomien bør begrænses til et minimum, men i praksis fortsætter staten med at spille en central rolle i økonomier som Kina og USA.

USA har finansieret sin økonomiske vækst ved at oparbejde nogle store gældsposter, som er baseret på ”en tilstrømning af kapital i en størrelsesorden af mere end 2 milliarder $ om dagen. Budgetunderskuddet og forbrugergælden er voldsomt stigende. Det man er vidne til er en økonomi finansieret ved gældsstiftelse. Kreditorerne er primært østasiatiske og sydøstasiatiske banker. Selv krigen i Irak bliver finansieret af kineserne og japanerne, der låner penge til USA.”

”Jeg er nervøs over muligheden for, at en stor finansiel krise bryder ud i USA. Hvad ville svaret være, hvis de gennemgik en krise af den slags man så i Argentina i 2001? Hvis man ser på alle de vigtigste kendetegn ved økonomien – såsom budgetunderskuddet og handelsunderskuddet – er det et typisk tilfælde, hvor IMF normalt ville gribe ind. Men selvfølgelig, USA er IMF, så de vil ikke gribe ind.”

Det kinesiske boom bliver også finansieret af gældsstiftelse: ”De kinesiske banker udlåner pengene. Regeringen ejer aktiemajoriteten i alle bankerne.” Den kan bruge en del af sit overskud til at holde dem oven vande, men ikke desto mindre bliver boomet finansieret ved at stifte gæld. Modsat USA bliver Kina omformet på dramatisk vis. Men selv her skaber væksten nye former for ustabilitet: ”Der er meget store overinvesteringer i Kina. For eksempel er der fem internationale lufthavne i Perleflods-deltaet [Xi Jiang-floden i det sydøstlige Kina, red.]. De kappes om at blive centrum for Stillehavshandelen. De kan ikke alle overleve. Hvis man ser på bilindustrien er der en gigantisk overkapacitet. Og en krise i Kina vil have verdensomspændende virkning.”

Den ustabile vækst som USA og Kina har oplevet, har ikke genskabt verdenskapitalismens fremgang. En graf i Harveys bog viser, at væksten pr. indbygger er faldet i hver eneste årti siden 1960’erne – fra vækstrater på over 3 % årligt til omkring 1 % om året i dag. ”Den oprindelige krise i 1970’erne var en over-akkumulationskrise,” sagde Harvey. ”Den herskende klasse havde store vanskeligheder med at finde profitable afsætningsmarkeder for deres kapital. Det er sådan set aldrig lykkedes dem at løse det problem.”

Derfor spiller det, som Harvey kalder ”accumulation by dispossession” [akkumulation ved fratagelse/berøvelse, red.], nu en stor rolle ved siden af traditionelle former for akkumulation. Akkumulation ved berøvelse vil sige at åbne nye områder for kapitalister, for eksempel sundhedsvæsenet eller offentlige boliger, eller at tilbagerulle pensionsrettigheder, som tidligere blev taget for givet: ”Men det handler sådan set ikke om at øge den faktiske mængde af goder i samfundet. Når man privatiserer boligsektoren, øger man faktisk ikke mængden af boliger. Nyliberalismen er ikke særlig god til at udvide goder og tjenesteydelser.”

Nyliberalismens fiasko har ikke blot økonomiske konsekvenser. For Harvey fører den også til politisk og militær ustabilitet. Hans foregående bog, The New Imperialism, kortlagde den langvarige nedgang i USA’s økonomiske magt. Heraf udspringer fremgangen for de neo-konservative, højrefløjstænkerne omkring Bush, som vil bruge militærmagt til at opretholde USA’s herredømme over potentielle rivaler.

Hans nye bog ser også på de neo-konservative og fokuserer på deres projekt internt i USA. Harvey ser den som et svar på nyliberalismens udhuling af solidariteten i samfundet. De neo-konservative har forsøgt at genoprette den sociale sammenhængskraft med religiøs moralisme, autoritære foranstaltninger og frygt: ”Jeg mener, at der sker noget lignende mange steder. Hvis man tager Frankrig, så har man Nicolas Sarkozy [indenrigsminister og mulig kommende præsidentkandidat, red.], hvis filosofi ligger tæt op ad de neo-konservative. Eller se på nogle af de ting Tony Blair gør, hans næsten præsidentagtige regeringsmåde og hans engagement for moralsk oprustning. Neo-konservatismen er et globalt fænomen.”

Mens neo-konservatismen er den herskende klasses svar på den sociale ustabilitet, som nyliberalismen har skabt, har antiglobaliserings-bevægelsens fremkomst være svaret fra dem på bunden af samfundet. For Harvey er det vigtigt, at de ikke-statslige organisationer (NGO’erne), som ofte har spillet en fremtrædende rolle i forsamlinger som World Social Forum, ikke bliver set som den ”officielle opposition” til nyliberalismen: ”Væksten i NGO-fænomenet har været forbløffende i den nyliberale periode. Disse to ting har helt klar en sammenhæng. NGO’erne varierer enormt, og nogle af dem beundrer jeg enormt meget. Men ofte fungerer de som trojanske heste for privatisering.” NGO’erne kan træde ind i det tomrum, der opstår når staten trækker sig tilbage fra sociale serviceområder. Harvey argumenterer for, at det er nødvendigt at anlægge et kritisk syn og at forskellige NGO’er kan spille positive eller negative roller. Men fornyet klassekamp er den virkelige nøgle til at tilbagerulle nyliberalismen.

De nye klassekampe vil ikke bare være en gentagelse af dem, der fandt sted i 1960’erne eller 1970’erne, fordi samfundets struktur har ændret sig siden den tid. Harvey argumenterer for, at klasse bør behandles som et foranderligt begreb: ”Vi må igen se på begreberne om klasseformation og klassereformation [hvordan en klasse formes og omformes, red.]. Når jeg i min nye bog taler om genoprettelsen af den herskende klasses magt, taler jeg ikke nødvendigvis om at magten vender tilbage til den samme gruppe mennesker. Det er en anden konstellation nu, som er meget mere centreret omkring finans og service end før.”

”En af de største ændringer, der skete i 1970’erne, er at adskillelsen mellem ejere og direktører er væk. Tidligere var de to forskellige grupper, men så begyndte man at betale direktørerne med medejerskabsaktier, hvilket ændrede hele deres psykologi. Klasseformation er en uafsluttet, dynamisk proces.”

Harvey mener, at der er positive tegn på stigende organisering blandt servicearbejdere i USA, og han henviser til eksempler på sundhedsarbejdere i Los Angeles og transportarbejdere i New York, der for nylig gennemførte strejker. Disse kampe kan være med til at udforme den nye arbejderklasse, der bliver skabt af nyliberalismen. Harvey interesserer sig især for hvordan ”kampe, der drejer sig om akkumulation ved berøvelse [accumulation by dispossession, o.a.] kan blive forbundet med kampe af den mere traditionelle venstrefløjsslags”. Han anser den bevægelse, der kræver nationalisering af gassen i Bolivia som en af kilderne til håb.

Er der ikke en fare for nostalgi over for tidligere former for kapitalisme? ”Vi tror, at man bliver nødt til at huske på, hvor vi var i 1970’erne”, sagde Harvey. ”Dengang var der stærk kritik af velfærdsstaten – dens klassemæssige og kønsmæssige skævvridning osv. Hvis vi skal opbygge et velfærdssystem, bliver vi nødt til at være opmærksomme over for disse begrænsninger.”

”Det andet problem vi står over for, er hele genopbygningen af begreber som social solidaritet. Margaret Thatcher hævdede, at hun var ude på at ændre sjælene. Vi bliver nødt til at forholde os til den kendsgerning, at den sociale solidaritet er meget mindre i dag. Det så vi for nylig i USA. Højrefløjsfolk som Thomas Friedman [indflydelsesrig kommentator ved avisen New York Times, red.] fabler altid løs om nyliberalismens dyder, men da Katrine-orkanen ramte, blev de ved med at spørge: ”Hvad er der sket med den sociale solidaritet?” Svaret er, at den er forsvundet fordi røvhuller som ham hele tiden prædiker den slags. Det bliver vi nødt til at forholde os til – og det er et langsigtet projekt.”

Harvey mener, at arbejderklassen har brug sit eget politiske projekt for at begynde at genoprette sin magt. Jeg spurgte ham, hvordan sådan et projekt kunne se ud. ”Jeg kan ikke teoretisk udlede, hvad arbejderklassens politiske projekt bør være”, sagde han. ”Jeg har måske nogle forestillinger om det, men den afgørende ting for mig er at deltage i samtaler og lære mere om mulighederne. Jeg må sætte mine idéer ind i en dialog med bevægelserne og høre, hvad de har at sige.” Hans nye bog er et fremragende bidrag til denne samtale.

Oversat fra Socialist Review, februar 2006, af Lars Henrik Carlskov. Bragt i Gaia, nr. 52, sommeren 2006.