Imperiets tilstand: 2006

AF JAMES PETRAS

Den vanskeligste forudsigelse for år 2006 er den amerikanske økonomis retning og udvikling. I 2005 trodsede den amerikanske økonomi alle kendte læresætninger indenfor økonomisk teori: Til trods for et rekordhøjt handelsunderskud, et kæmpemæssigt budgetunderskud, en mislykket krig og store politiske skandaler, der omfattede præsidentens medarbejdere, blev dollaren styrket over for euroen og yennen, havde økonomien en vækst på 3,4 % og alle de vigtigste investeringshuse havde rekordhøje profitter. Det ser ud som om den amerikanske økonomi trodsede tyngdeloven og flød ovenover hele det politiske virvar og de strukturelle sårbarheder. Men formålet med ”spådomme” er ikke at angive den præcise dag og time, hvor en drastisk tilbagegang og lavkonjunktur begynder, men at identificere de dybe strukturelle sårbarheder og de mulige udløsende begivenheder, som kan få en krise til at eksplodere.

Den amerikanske økonomi vil fortsætte med at skille sig ud i en dobbelt betydning. Den finansielle sektor vil ekspandere i udlandet, især de store investeringshuse som Goldman Sachs, JP Morgan og Citibank, mens fremstillingssektoren, med automobilsektorens ”tre store” [General Motors, Chrysler og Ford, red.] i spidsen, vil gå endnu mere tilbage og der er en god chance for, at General Motors vil gå fallit. De amerikanske multinationale selskaber vil ekspandere på verdensplan og købe sig ind i store banker og industrier, især i Kina, og udvide imperiets økonomiske rækkevidde, mens den hjemlige økonomi vil komme til at lide efterhånden som spekulationsboblen indenfor bolig og fast ejendom bryder sammen, høje energipriser underminerer konkurrenceevnen overfor udlandet og fører til en drastisk nedgang i forbrugernes pengeforbrug. Det amerikanske imperium vil blive mere og mere lig med dets økonomiske giganter efterhånden som de mislykkede krige vil føre til en tilbagetrækning af kamptropper og en satsning på magt i luftrummet, sepoy-militærstyrker [indfødte stedfortræder-tropper, red.], økonomiske sanktioner og tilpasning til socialliberale regeringer.

Den hjemlige samfundskrise vil blive uddybet i takt med, at de udenlandske profitmuligheder bliver udvidet. I 2006 vil over 90 % af de amerikanske arbejdere betale for deres dyre individuelle sundheds- og pensionsprogrammer eller også, hvis de ikke kan betale, vil de miste dækning. Kortvarige arbejdskontrakter er normen for alle undtagen en lille sektor af offentlige ansatte. Den reelle inflation (inklusiv stigende omkostninger inden for sundhed, uddannelse, energi og pension) vil stige omkring dobbelt så meget som forbrugernes købekraft og bidrage til en yderligere nedgang i den faktiske levestandard. Boligboblens sprængning vil reducere husejernes ”papirværdi” til det halve og tvinge mange, der er stærkt forgældede, til at erklære sig fallit. Selvom millioner af små spekulanter og investorer inden for fast ejendom vil tabe milliarder af dollars, vil deres utilfredshed alligevel ikke finde politisk udtryk, som det heller ikke er sket i de seneste årtier (efter Savings and Loan, Dotcom, Enron og andre spekulationsfiaskoer). Jo større uligheder i indkomst, ejendom og rigdom mellem den finansielle og imperiale økonomiske elite på den ene side og de hjemlige lønarbejder- og funktionærklasser på den anden side, jo mindre bliver niveauet for organiseret politisk og social modstand. I 2006 vil USA blive det udviklede land med de største uligheder, med det mest vedvarende fald i levestandarden og det land, der mindst har været i stand til at organisere et forsvar for sociale rettigheder – for ikke tale om et alternativ – til den model for kapitalistisk akkumulation, som har Imperiet i centrum. Kort sagt, den hjemlige krise i levestandard vil finansiere yderlige økonomisk imperiebygning, i stedet for at udfordre den.

Den amerikanske ekspansion på verdensplan kan opretholdes på grund af de grundlæggende forandringer, som finder sted i Indien, Kina, Indo-Kina og oliekongedømmerne i Mellemøsten. Disse lande har sænket mange barrierer for udenlandske investeringer, joint ventures [selskaber med både indenlandsk og udenlandsk kapital, red.] og endda love om at eje aktiemajoriteten i højvækst-industrier, banker og energikilder. Amerikanske, europæiske og japanske multinationale selskaber og bankers indtrængen forbi de første brohoveder vil tage fart, og de vil rykke frem over alle økonomiens sektorer, med større dybde: 2006 vil blive kendetegnet ved Kinas overgang fra ”nationalkapitalisme” til en model for kapitalistisk vækst under imperialistisk og national ledelse.

USA vil fortsætte med at udskifte landkrigen med en luftkrig i Irak: Hver gang der bliver tilbagetrukket 10.000 soldater, vil der blive lagt hundreder af luftangreb til. Den amerikanske politik over for Irak er et klassisk eksempel på ”hersk eller ødelæg” i bibelsk størrelsesorden. Eftersom USA og dets marionetregeringer ikke kan herske, er Washingtons politik at få landet til at forfalde til et ”Afghanistan” med stridende religiøse og etniske krigsherrer og stammehøvdinge, som har deres base i små len. Diskussionen om en ny krig mod Iran vil ikke blive afgjort på grund af de dybe splittelser i Washington, israelske militærtrusler og spionretssagen ved højesteret mod to ledere af den store pro-israelske lobbyorganisation (AIPAC – American Israel Public Affairs Committee). Man kan forvente, at Washington vil presse på for en resolution i FN’s sikkerhedsråd om økonomiske sanktioner, der sandsynligvis vil falde til jorden på grund af et kinesisk-russisk veto. Efterfølgende er det sandsynligt, især hvis Netanyahu bliver valgt til premierminister, at Israel angriber iranske forsøgsstationer for kernekraft, med deres partnere i Det Hvide Hus og kongressens meddelagtighed. Denne israelske aggressionshandling vil sandsynligvis udløse en serie af stedfortræderkrige i Libanon, Irak (inklusiv ”Kurdisk” Irak) og andre steder og føre til en eskalering af de amerikanske tab og en svækkelse af Washingtons klientregimer (Saudi Arabien, Jordan, Ægypten etc.). Benzinpriserne vil ryge i vejret til mere end 100 $ pr. tønde, hvis Hormuz-strædet bliver blokeret af iranerne. Hvis det israelske angreb fører til en efterfølgende global økonomisk tilbagegang, kan det økonomiske chok modvirke zionisternes indflydelse i politiske kredse i Europa og måske endda i USA.

Mens der er mange omstændigheder, der kan føre til en global økonomisk tilbagegang og et anti-israelsk tilbageslag, er det klogt at overveje de værste. Mens israelsk militærekstremisme kan underminere enhver reduktion af de amerikanske militærstyrker i Mellemøsten, kan svækkelsen af de pro-israelske lobbyorganisationer få Washington til i stedet at satse på støtten til stedfortrædende irakiske og kurdiske militær- og politistyrker.

Det er højst usandsynligt, at det amerikansk-trænede irakiske militær og politi vil holde stand imod oprørerne og den folkelige modstand. Det er meget tænkeligt, at militæret vil blive splittet og gå i opløsning og de pro-amerikanske politikere og embedsmænd vil flygte fra det ødelagte og udplyndrede land og tømme statskassen på deres vej tilbage til USA og Europa. En sandsynlig følge vil blive et broget religiøst-nationalistisk styre, som er på krigsfod med den israelsk-støttede kurdiske mini-stat, der er opsat på løsrivelse og etnisk udrensning af ikke-kurdere.

I Washington vil kongressen og begge politiske partier blive yderligere miskrediteret efterhånden som Jack Abramoff, en selvindrømmet lobbyist-svindler, vil inddrage dusinvis af kongresmedlemmer, partiledere og embedsmænd i en enorm bestikkelsesskandale. Retssagen og retsforfølgelsen af kongresledere, især republikanske kongresledere, kan forhindre, at der bliver vedtaget nye retslige tilbageskridt og repressiv lovgivning, men kan tilskynde præsidenten til at engagere sig i et nyt udenlandsk militæreventyr (bombning af Iran) for at dække over krisen.

På den anden side kan endnu en mislykket militær intervention fra Det Hvide Hus i en kontekst med en miskrediteret kongres, som ledes af kriminelle partiledere, give stødet til en græsrodsbevægelse for en rigsretssag.

Et svækket amerikansk militær, de ortodokse neoliberale klienters fald og mislykkede diplomatiske initiativer i regionale foras, tvinger USA til at ”imødekomme” centrum-venstre politikere i Latinamerika. Washingtons større fleksibilitet vil komme til udtryk i en fortsættelse af de gode samarbejdsrelationer med præsidenterne i Brasilien, Uruguay, Argentina og sandsynligvis Bolivia. Udenrigsministeriets fjendtlighed over for Venezuelas præsident Chavez vil blive dæmpet af dets af tab af interne magthåndtag og de tætte samarbejdsrelationer mellem de amerikanske og venezuelanske olieselskaber. USA vil sandsynligvis ikke intervenere i valgene i Colombia, Chile, Mexico eller Brasilien, fordi alle de store kandidater er sikkert inden for det nyliberale amerikanske kredsløb.

Det usandsynlige udfald i Peru, hvor en ”nationalistisk” tidligere militærofficer tæt på Chavez er en af de store kandidater, vil sandsynligvis resultere i kraftig støtte til den konservative kandidat. Washington vil formodentlig være med i nogle ”beskidte tricks” fra bagtroppen i den venezuelanske præsidentvalgkamp, idet de på forhånd ved, at Chavez sandsynligvis vil vinde med et betydeligt flertal.

Med andre ord vil Washington miste sit automatiske stemmeflertal i Latinamerika og blive tvunget til at lægge nogle af sine groveste forsøg på at påtvinge økonomisk herredømme på hylden. Alligevel vil ingen af dets strategiske militærbaser, omfattende finansielle og ressourcemæssige støttepunkter og lukrative gældsbetalinger blive truet af valget af ”centrum-venstre” præsidenter. Den store trussel mod dette potentielle ”sameksistens-udfald” er en vellykket folkelig opstand, hvis centrum-venstre ikke leverer resultater: I så fald vil Washington sandsynligvis intervenere ved brug af lokale stedfortrædere og det vil udløse regional modstand.

For at opsummere vil 2006 helt sikkert blive et ekstremt omskifteligt og usikkert år for Imperiet. De militære nederlag, interne kriser, et stort fald for dollaren og en generel svækkelse af de hjemlige økonomiske grundpiller står i modsætning til en voksende udenlandsk økonomisk ekspansion, høje finansielle profitrater, ekstremt svag intern opposition og medgørlige eliter i Asien og Sydamerika. Den største trussel mod imperieopbygningen er ikke i hjemlandet eller i markedspladsens konkurrence, men i den endnu ikke besluttede krig mod Iran – enten et amerikansk eller et israelsk angreb kan udløse en serie af alvorlige økonomiske, politiske og militære rystelser, som vil ændre radikalt på alle de ovenstående forudsigelser og udfald med hensyn til Imperiets tilstand i 2006.

Den anden store rystelse, som er i sin vorden, er det voksende folkelige oprør mod de uhyrlige uligheder og horrible arbejdsforhold, der bliver påtvunget af den kinesiske herskende klasse i alliance med udenlandsk kapital. Endnu en rystelse kan fremkomme efter 2006, hvis og når det nuværende varemæssige boom bryder sammen og underminerer centrum-venstreregeringerne i Latin- og Centralamerikas eksportstrategi. Under disse omstændigheder er det sandsynligt, at der vil komme en ny bølge af udenomsparlamentariske, anti-imperialistiske bevægelser, som kan sende rystelser over hele Imperiet.

Oversat af Lars Henrik Carlskov fra www.rebelion.org 5. januar 2006. James Petras er en amerikansk sociolog, anti-imperialistisk forfatter og aktivist. Bragt i Gaia, nr. 52, sommeren 2006.