Coronalove som hegemoniudøvelse

Trods regeringens historisk favorable opinionstal, begynder hverdagen og slagsmålet om coronaregningen nu for alvor.

Af Lars Henrik Carlskov

De 34 % i Berlingske Barometers seneste vægtede snit af målinger 6/7 ville være bedste socialdemokratiske folketingsvalg siden 1998. En voldsom omvæltning i forhold til sidste års valgresultat på 25,9 % med tilbagegang på 0,4 %, og som kun var marginalt (0,3 %) bedre end det katastrofale jordskredsvalg i 1973. COVID19-pandemiens politiske positionskamp er således udnyttet til en midlertidig cementering af det parlamentariske overherredømme (eller hegemoni, med den italienske marxist Gramscis begreb).

Hjulpet på vej af tendensen til, at pludseligt indtrufne krisesituationer indledningsvist medfører øget opbakning til den siddende regering. Forstærket af den hastigt indgåede politiske borgfred, hvor de øvrige partier fredede regeringen for andet end detailkritik. Som de erklærede borgerlige partier efterfølgende erstattede med pres for hurtig genåbning af hensyn til de store virksomheders økonomiske bundlinje, hvilket forståeligt nok manglede folkelig appel. Hvorimod partierne på Mette Frederiksens venstre flanke stadig føler sig bundne af underskrifterne på sidste års uforpligtende ”forståelsespapir” om regeringens politiske kurs.

Udmanøvreret opposition
Dermed reduceret til i heldigste tilfælde regeringens juniorpartnere, hvor åben opposition ses som en trussel mod en plads ved forhandlingsbordet. Hvor de alligevel reelt ingen trumfer har at spille, da SF-Enhedslisten hverken tør vælte regeringen eller reelt arbejder for den folkelige mobilisering uden for Borgens mure, der kan forrykke styrkeforholdene. Regeringen er med DR’s politiske analytiker Jens Ringberg ord ”den mest topstyrede, vi nogensinde har haft”. I regeringens og Socialdemokratiets rækker betyder det en hypercentraliseret beslutningsproces, hvor f.eks. ikke engang partiets ordførere må udtale sig på eget område uden grønt lys helt fra toppen.

En autoritær tendens, der går igen udadtil. F.eks. i coronalovene, hvor regeringen i flere tilfælde har tilsløret, om diverse tiltag er sundhedsfagligt begrundede eller blot udtryk for et politisk ønske. Hurtigt afsløredes det f.eks., at grænselukningen udelukkende var politisk begrundet. Et andet autoritært tiltag uden sundhedsfaglig begrundelse er f.eks. dobbelt eller firedobbelt straf for såkaldte corona-forbrydelser, hvor f.eks. tyveri af en flaske håndsprit kan give ubetinget fængsel.

Udfordringer til hegemoni
På pressemødet om nedlukning 11/3 brugte Mette Frederiksen intet mindre end 17 gange i sin indledning begreberne ”Danmark” og ”danskerne”, og opfordrede til national samling. Altså forestillingen om et nationalt fællesskab, der overtrumfer modstridende klasseinteresser. Der ligesom grænselukning og drakoniske coronastraffe indskriver sig i regeringens egenfortælling som handlekraftig og villig til at gå til ekstremer for at beskytte det imaginære nationale fællesskab mod forestillede indre og især ydre trusler.

Men denne fortælling og dermed regeringens hegemoni er skrøbelig, da efteråret byder på en række politiske opgør om bl.a. hjælpepakker, klima, minimumsnormeringer, ældrevelfærd, pensionsalder og selve finansloven. Her skal regningen for coronanedlukning og den økonomiske krise, der allerede forinden stod for døren, fordeles. Da kapitalismens drivkraft er stadig større profit, og mindre profit betyder krise, er den eneste ”løsning” inden for systemets rammer forøgelse af de store virksomheders overskud på bekostning af almindelige lønmodtagere, arbejdsløse, studerende og syge. Men masseprotester i form af demonstrationer og strejker kan afværge dette scenario og udfordre kapitalsystemets hegemoni.

Corona spreder kapitalismens autoritære virus

Den globale pandemi har sat turbo på årtiers udhuling af det i forvejen stærkt begrænsede liberale demokrati.

Af Lars Henrik Carlskov

De seneste ugers indskrænkning af grundlæggende demokratiske rettigheder er den suverænt mest vidtgående i landet siden 2. verdenskrig. Uden høringsfase, hvor f.eks. juraeksperter, menneskerettighedsorganisationer og almindelige borgere kunne fremsætte indvendinger. I rekordtempo er der foretaget voldsomme indgreb i bl.a. den personlige frihed, forsamlingsfrihed, bevægelsesfrihed og retten til at bestemme over egen krop.

F.eks. mulighed for forbud mod forsamlinger ned til 2 personer, tvangsundersøgelser, tvangsbehandling, tvangsvaccinering og nedlukning af legepladser og fodboldbaner. I følge en række eksperter er det svært at vurdere, hvad der er sundhedsfagligt begrundet eller blot et politisk ønske fra regeringen. Kloden over smugles et væld af autoritære tiltag ind ad bagdøren.

I Ungarn har Orbáns højreradikale regering f.eks. tildelt sig selv diktatoriske beføjelser uden tidsbegrænsning. Borgere kan fængsles i op til 5 år for at bryde coronakarantæne eller for at offentliggøre "falske" eller "forvrængede" oplysninger, som kan skabe "uro" eller "ophidse" befolkningen. I USA har præsident Donald Trump varslet stop for indvandring. På samme måde blev den danske grænselukning modsagt af sundhedseksperter. Desuden er der bl.a. indført mulighed for dobbelt eller firedobbelt straf for ”corona”-lovovertrædelser.

Garanti for misbrug
Strømmen af såkaldte antiterrorlove siden angrebet 2001 på USA's forsvarsministerium og World Trade Center, viser samtidig den overhængende fare for misbrug af foranstaltninger, der er indført med henvisning til COVID-19. Politiets øgede magtbeføjelser er blevet brugt i sager, som intet har at gøre med terror. Om alt lige fra bander, narko, menneskesmugling, børneporno, økonomisk kriminalitet, brandstiftelse og bedrageri til røveri og drab.

International solidaritet med legitime oprørsbevægelser i f.eks. Colombia, Palæstina og Kurdistan er blevet kriminaliseret. Og det kurdiske Roj TV mistede sendetilladelsen pga. en beskidt handel om tyrkisk støtte til Anders Fogh Rasmussen som NATO-generalsekretær. Derfor er det også naivt at tro, at coronalovene ikke vil blive brugt på alle mulige andre områder. Midlertidige begrænsninger af rettigheder bliver hurtigt permanente.

Længe inden den nuværende pandemi var den globale kapitalisme inficeret af en autoritær virus. Bl.a. steg den amerikanske fængselsbefolkning under især Reagan og Clinton med eksplosiv fart. USA har verdens største antal fængslede pr. indbygger, og stigningen fortsætter stadig. Den danske udvikling er mindre ekstrem, men på mange punkter fulgt i samme spor.

Orwells mareridt er vores virkelighed
Antallet af indsatte i danske fængsler er rekordhøjt. Især i slutningen af Nyrups regeringsperiode fra 1993-2001 accelererede den autoritære udvikling. Der kom maskeringsforbud (senest udvidet med burka- og niqāb-loven). Rockerloven betød forbud mod enkeltpersoners ophold bestemte steder såsom klubhuse. Nu udvidet til zoneforbud mod ophold i f.eks. en hel kommune. Det rammer også f.eks. hjemløse, der samtidig kan få bøder for at tigge.

Senere har vi bl.a. fået civile agenter, visitationszoner, præventive anholdelser og længere varetægtsfængslinger. Plus vandkanoner, heste og peberspray til politiet (sidstnævnte oprindeligt et alternativ til brug af stave og pistoler). Samt mulighed for dobbeltstraf i såkaldte ghettoer og håndtrykstvang for at få statsborgerskab. Arbejdsløse og syge er ramt af mere kontrol og flere sanktioner.

Efterretningstjenesterne kan sammen med techgiganter som Amazon, Apple, Facebook og Google overvåge selv de mest intime detaljer i vores privatliv. Orwells totale overvågningssamfund er på mange måder vores virkelighed.

Autoritær stat er nyliberalismens siamesiske tvilling
De sidste tre årtier har kriminaliteten i Danmark været faldende, så hvad forklarer de evige nye stramninger? Den italienske marxist Antonio Gramsci påpegede, hvordan den herskende klasses hegemoni (”overherredømme”) bygger på en blanding af rå magt og ”konsensus” (samtykke fra befolkningen). Den styrer ikke blot ved hjælp af politi, domstole og militær, men også gennem institutioner som kirker og skoler samt civilsamfundets partier, foreninger, medier osv. Faldende profitrater for de store koncerner førte i 1970'erne til kapitalismens nuværende nyliberale fase. I denne periode er de nævnte institutioner blevet kraftigt undermineret. Det har svækket den herskende klasses folkelige legitimitet (se f.eks. rekordhøj mistillid til medier og politikere).

Derfor har den herskende klasse være tvunget til at styrke statens repressive apparat. Nyliberalismen betyder derfor ikke mindre stat (de offentlige udgifters andel af BNP er tværtimod vokset). Men derimod en omstilling af staten, hvor de mere direkte kontrol- og undertrykkelsesfunktioner vokser på bekostning af f.eks. levering af velfærdsydelser. I takt med, at kapitalismens kriser bliver stadig mere ukontrollable (virusser, økonomiske kriser, klimakatastrofen etc.), vokser kapitalens afhængighed af staten (og f.eks. dens finansielle støttepakker).

Liberalt demokrati versus socialistisk demokrati
Den nuværende situation viser det kan være legitimt at indskrænke nogle individuelle ”friheder” (f.eks. handlinger, der udsætter andre for livsfare). På samme måde forhindrer en lille minoritet af kapitalisters ”ret” til at eje og kontrollere de vigtigste produktionsmidler som maskiner, fabrikker, kontorbygninger og råstoffer i praksis alle andre fra at udøve samme ”ret”. Man kan få ubetinget fængsel for tyveri af en flaske håndsprit, men arbejdsgiverne kan uden straf tvinge ansatte på arbejde under livsfarlig smitterisiko. Og hvert år dør omkring 1.600 mennesker af arbejdsrelateret kræft i Danmark. Og 2.000 mennesker dør årligt af andre arbejdsmiljøfremkaldte sygdomme. I allerværste tilfælde kan et dødsfald koste en arbejdsgiver, ikke fængsel, men en bøde på 500.000 kr.

Forfatteren Anatole France skrev, at den nuværende formelle lighed for loven består i, at ”saavel Rig som Fattig [forbydes] at sove under Broerne, betle på Gaderne og at stjæle Brød.” Karl Marx, hvis idéer den moderne arbejderbevægelse og venstrefløj bygger på, påpegede begrænsningerne i ”menneskerettighederne”. De var et produkt af de borgerlige revolutioner i USA 1776 og Frankrig 1789. De var for Marx ”de rettigheder som tilkommer samfundsmedlemmet, d.v.s. det egoistiske, fra medmennesket og det fælles-menneskelige adskilte mennesker” og ”i praksis... den private ejendomsret.”

Senere påpegede Marx, hvordan udbytningen af arbejdere for merværdi sker efter lovens principper om frihed og lighed (hvor arbejderen ”frit” sælger sin arbejdskraft til kapitalisten). Men under overfladen hersker der reelt ufrihed og ulighed, da arbejderen pga. manglen på produktionsmidler er tvunget til at sælge sin arbejdskraft. Kapitalismen og dens liberale demokrati med formel frihed og lighed befinder sig i en krisetilstand. Som revolutionære socialister må vi derfor kæmpe for at erstatte dem med et reelt demokrati, hvor de væsentligste beslutninger over økonomi og samfund tages kollektivt de steder, folk arbejder, går i skole eller bor.

Socialt oprør eller system-administration?

Enhedslisten forsøger i stigende grad at positionere sig som ”regeringsdueligt” parti. Men uden et revolutionært brud får vi business as usual.

Af Lars Henrik Carlskov

”Jeg ser håb. Og jeg tror, at de opbrudstider vi lever i nu, vil blive set tilbage på som årene for generationen, der lagde stenene til en ny radikal, progressiv og solidarisk forandring", skrev Enhedslistens Pernille Skipper for nylig i en kronik i Dagbladet Information. Bl.a. med henvisning til de senere års fremgang for europæiske venstrefløjskræfter som SYRIZA i Grækenland, Podemos i Spanien og Corbyns Labour i Storbritannien.

Hun fremhævede desuden den samlede opbakning fra 1/5 af befolkningen til Enhedslisten, Alternativet og SF og "et stort ønske om forandring". Det ser hun bl.a. i den seneste overenskomstkamp, unge, som "engagerer sig forbilledligt i klimakampen" og "flere og flere, der siger klart fra over for både den stigende ulighed og den umenneskelige flygtningepolitik." Og Skipper understregede regerings-ambitionerne med henvisning til partiets nye plan "100 dage med Enhedslisten – på vej mod et grønt og solidarisk Danmark".

Til højre for Labour og løsninger via markedet
Her findes 100 forslag, som skal gennemføres de første 100 dage i en regering, hvor partiet har "magt, som vi har agt." Planens indtægter på 58,4 mia. kr. er dog primært "tilbagerulninger" af f.eks. skattelettelser til de rigeste og de store virksomheder. Modsat hos det britiske socialdemokrati (fra hvis manifest, man bl.a. har kopieret layout og slogans som "for de mange, ikke for de få"), er der ingen krav om nationalisering af virksomheder. Blot stop for privatisering og udlicitering og en "arbejdsgruppe", der skal "undersøge mulighederne" for gen-nationalisering at f.eks. DONG, telenettet, Københavns Lufthavn og Statens Serum Instituts vaccineproduktion.

Nationaliserings-spørgsmålet forsøges omgået med en ”almennyttig offentlig bank”, som skal konkurrere på markedet mod de eksisterende finansielle virksomheder. Samt generelt via ”erhvervsstøtteordningerne, skatterne og afgifterne, den offentlige indkøbspolitik og den offentlige kreditgivning” at øge incitamentet til såkaldt ”samfundsgavnlig adfærd” fra erhvervslivet. Forslag fra planen såsom skattelettelser for de laveste indkomster, gratis tandlæge og billigere offentlig transport er selvsagt fornuftige. Det egentlige spørgsmål er imidlertid realismen i Enhedslistens forestilling om planens gennemførelse gennem opnåelse af 50%+1 af folketingstaburetterne.

Strukturelle grænser for reformer
Når venstre-orienterede regeringspartier som f.eks. SF under Thorning eller SYRIZA i Grækenland ender med at stå i spidsen for brutale nedskæringer, selv om de blev valgt på det modsatte, er forklaringen således ikke primært forræderi eller manglende politisk mod. Men i stedet, at enhver nok så ”rød” regering, som forsøger at administrere kapitalismen for at reformere den, må tage hensyn til systemets drivkraft: Profitten. Fører en regering ikke en såkaldt ”erhvervsvenlig” politik, der sikrer kapitalisterne tilstrækkelig profit, tilbageholdes investeringerne, hvilket i sidste ende udløser krise.

Faldende profitrater siden 1970'erne i den danske og de øvrige avancerede kapitalistiske økonomier var den dybereliggende årsag til ”den store recession”, dvs. den globale økonomiske krise, som brød ud 2007-2008. Det desperate forsøg på at genoprette den globale kapitalismes profitabilitet førte til verdens regeringers og arbejdsgiveres blodige offensiv mod lønninger, arbejdsforhold og velfærdsydelser.

Administration af nedskæringer
Det voldsomme økonomiske opsving i årene fra 2. verdenskrigs afslutning og frem til 1970'erne gjorde det i Danmark og andre lande muligt at opbygge den såkaldte ”velfærdsstat”. Men årsagerne til den langvarige højkonjunktur var den omfattende destruktion af kapital i såvel fysisk som værdimæssig forstand, som 1930'ernes økonomiske krise og 2. verdenskrig medførte, samt den kolde krigs militære oprustning. Disse betingelser for reformer inden for systemets rammer er ikke til stede i dag, hvor den danske og de øvrige vestlige kapitalistiske økonomier siden 1970'erne har oplevet relativ stagnation.

En Enhedslisten-regering vil derfor i bedste fald kunne levere bittesmå forbedringer. Og som SF's regeringstid demonstrerede, er selv disse forbedringer langt fra givet uden pres fra stærke folkelige bevægelser. Samtidig risikerer enhver reform, der rammer kapitalisternes profit, at forstærke systemets krisetendenser. Risikoen for, at Enhedslisten som regeringsparti deltager i store velfærdsnedskæringer vil derfor være overvældende. Til dem, der tror en parlamentarisk venstrefløjs-regering er vejen frem, bør vi derfor som revolutionære socialister sige (med den britiske marxist Chris Harmans ord): ”I tror, at en venstrefløjs-regering kan ændre samfundet i arbejderklassens interesse. Det gør vi ikke. Men vi vil kæmpe sammen med jer for at afprøve jeres synspunkt i praksis. Imidlertid gentager vi, at I bør stole på jeres egne kampe, ikke sætte jeres lid til jeres politiske ledere.”

Catalonien og det nationale spørgsmål

Venstrefløjen må forbinde sig med selvstændighedsbevægelser som den catalanske og lede dem i en radikal og revolutionær retning.

Af John Molyneux

Generelt bør socialister støtte nationers ret til selvbestemmelse, inklusive deres ret til at løsrive sig fra større stater og etablere selvstændighed. Det skyldes ikke, at socialister støtter nationalisme, men er præcis fordi de er internationalister og ønsker at arbejde henimod international enhed mellem alle arbejdere.

De forstår, at for at opnå denne internationale enhed, er det nødvendigt at bekæmpe alle former for national undertrykkelse. International enhed må være fuldstændig frivillig. Den kan ikke bygges på tvang. At undlade at støtte en nations ret til selvbestemmelse indebærer næsten altid i realiteten at støtte undertrykkerstatens langt værre nationalisme.

For det andet støtter socialister selvbestemmelse, fordi de forstår, at mindre nationers selvstændighedskampe har en tendens til at svække de herskende kapitalistklasser i de større imperialistiske lande og dermed fremme arbejderklassens sag på internationalt plan.

Handler ikke om ledelsens politiske farve
F.eks. svækkede kampen for irsk selvstændighed fra 1916-1922 britisk imperialisme og fremmede dengang den internationale revolutions sag. Det samme gjaldt indisk selvstændighed i 1947 og senere de afrikanske selvstændighedsbevægelser. Det var derfor enhver britisk socialists pligt at støtte irsk, indisk og afrikansk selvstændighed.

Kun på dette grundlag kunne der være ægte enhed mellem britiske socialister og britiske arbejdere og irske socialister og irske arbejdere eller indiske og afrikanske arbejdere.

Det er rigtigt, at Carles Puigdemont [den catalanske leder, red.] og hans regering er højreorienterede, men det ændrer ikke ved det catalanske folks ret til selvbestemmelse. Forsvar for retten til selvbestemmelse afhænger på ingen måde af støtte til regeringen eller den politiske karakter af ledelsen for den nationale bevægelse: Det er et spørgsmål om det brede lag af befolkningens demokratiske rettigheder.

Socialister kritiserer ganske vist Puigdemont og Cataloniens borgerligt-nationalistiske ledere, men vi kritiserer dem fra venstre for at undlade at mobilisere masserne og virkeligt kæmpe for selvstændighed, for deres vilje til at gå på kompromis og endda forråde kampen, ikke for at vove at trodse Rajoy [den spanske premierminister, red.] og den spanske stat, som er langt større og mere reaktionære nationalister med en lang historie som imperialistiske undertrykkere.

Spanien er undertrykkerstaten
Det er sandt, at Catalonien er en af de mere velstående dele af den spanske stat, ligesom Baskerlandet er, men forskellen i levestandarder til f.eks. Madrid og Castilien [regionen omkring hovedstaden, red.] er marginal. Derudover er det catalanske storborgerskab, de virkeligt rige, hårdnakkede modstandere af selvstændighed.

Dette er et oprør, som kommer nedefra, fra det brede lag af almindelige mennesker i Catalonien. Det er tydeligt ud fra bevægelsens karakter med dens massedemonstrationer og generalstrejker. Derudover gør selve knægtelsen, inklusive med vold som 1. oktober, hvor det spanske politi angreb vælgere, af det catalanske folks ret til at løsrive sig og deres ret til en folkeafstemning Catalonien til en undertrykt nation.

Med kapitalismens generelle forfald og EU's krise, vil vi sandsynligvis se flere og flere forsøg fra mindre nationer på at løsrive sig. Dette er netop, hvad den europæiske herskende klasse og EU-bureaukraterne frygter, men socialister bør byde dette fænomen velkomment og vide, hvordan de bør forbinde sig med det og kanalisere det i en radikal og revolutionær retning.

Oversat og forkortet fra socialistworkeronline.net 20. november 2017.

Anti-kapitalistisk modstand i Trumps æra

Aktuelle bøger af Naomi Klein og Mikkel Bolt analyserer Trump-fænomenet og potentialet for kampen mod de højrepopulistiske kræfter.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Her anvender Kleins ”No is not Enough” de analyser og begreber, hun har udviklet i tidligere værker såsom ”No Logo”, ”Chokdoktrinen” og ”Intet bliver som før” til at forstå årsagerne til hans sejr. Således beskrives Trumps ”brand” (eller varemærke) og hans forsøg på at fusionere sidstnævnte med ”det ultimative symbol på magt og autoritet: Det Hvide Hus”. Samtidig repræsenterer han for Klein en ny form for nyliberal ”chok-politik”, der beskrives som en særlig ekstrem version af kapitalismen. Denne chok-metafor kan i nogle tilfælde være nyttig til at beskrive de ofte brutale metoder, gennemtvingelsen af nyliberale politikker om privatisering, udlicitering og angreb på velfærdsydelser, lønninger og arbejdsforhold har krævet i en række lande.

F.eks. Chile under Pinochets militærdiktatur, det tidligere Sovjetunionen efter murens fald eller Irak i kølvandet på 2003-invasionen. Men det afgørende skifte til nyliberalisme i f.eks. Storbritannien, USA, Danmark samt en række lande i den såkaldte ”tredje verden” skete ikke i kølvandet på noget tilsvarende ”chok”. Det afgørende var her oftest den svækkede selvtillid i arbejderklasen efter nederlag i afgørende konfrontationer med staten og kapitalen (f.eks. den britiske minearbejderstrejke eller flykontrollørernes tilsvarende i USA).

Identificering af fjenden
Sammen med en tendens til at fokusere på aktører og idéer på bekostning af, hvordan nutidens chok og kriser udspringer af kapitalismens grundlæggende strukturer, fører det til en tvetydighed, der også kendes fra Kleins tidligere værker: Er fjenden det kapitalistiske system som sådan eller blot en særlig (nyliberal) variant af samme? Således beskrives Trumps magtovertagelse som et ”kup” fra de store virksomheders side. I modsætning dertil understreges det senere, at der ikke er tale om et ”brud”, men en ”kulmination” på ”katastrofekapitalismens” politik.

Med en vis nostalgi beskrives f.eks. 1930'ernes amerikanske ”New Deal” under Roosevelt og efterkrigstidens "keynesianske" epoke i verdensøkonomien frem til 1970'ernes ”nyliberale revolution”. Men det var netop keynesianismens manglende evne til at løse den daværende profitabilitetskrise i de avancerede kapitalistiske økonomier, som skabte betingelserne for nyliberalismens fremmarch. En tilbagevenden til keynesianisme, heller ikke i en imaginær version med demokratisering, økologisk bæredygtighed og ligestilling af kvinder, LGBT+-personer og etniske mindretal, er derfor ikke et reelt svar.

I modsætning dertil tager Mikkel Bolts ”Trumps kontrarevolution” netop udgangspunkt i, hvordan rødderne til den nuværende globale fremgang for højrenationalistiske og fascistiske kræfter skal findes i kapitalismens strukturelle krise i 1970'erne og nyliberalismens indtog som konsekvens deraf. I den henseende ligger bogen i forlængelse af forfatterens ”Krise til opstand” fra 2013.

Trump som fascist
Ligesom Klein ser Bolt Trumps valgsejr som et oprør mod status quo og begge understreger, at den er led i en international trend. For Bolt er Trump udtryk for en ”antisystemisk protest fra højre” mod ”den såkaldte neoliberale globalisering” og et miskrediteret politisk system samt dets forvaltere. Men som følge af den etablerede venstrefløjs fallit, kommer i hvert fald dele af denne protest til udtryk i en forvrænget form med støtte til f.eks. racistiske kræfter, der ikke repræsenterer et reelt opgør med det nuværende system.

Trump repræsenter for Bolt ”senkapitalistisk fascisme” og en ”præventiv kontrarevolution” mod f.eks. ”de arabiske revolter, pladsbesættelsesbevægelserne og Black Lives Matter” og den ”begyndende afvisning af kapitalismen”, de repræsenterer. En korrekt sammenkædning af kapitalismens stadig mere autoritære tendenser med systemets stigende vanskeligheder ved at fungere på ”normal” vis som følge af bl.a. økonomisk svaghed og folkelige protester. Ikke desto mindre har disse protester på internationalt plan endnu ikke nået samme styrke, som f.eks. i slutningen af 1960'erne og 1970'erne. Og selv i denne situation kunne kapitalismen overleve uden at ty til sin fascistiske kriseløsning.

Derfor er beskrivelsen af Trump som fascist også misvisende, selvom der ligesom hos andre højrepopulister er fællestræk. Trump-regeringens politik har endnu ikke i praksis brudt afgørende med de republikanske og demokratiske forgængere. Modsat f.eks. den tyske og italienske fascisme er han heller ikke kommet til magten som et aktivt tilvalg fra den herskende klasse (hvis store flertal støttede Hillary Clinton) og ved forinden at have opbygge stormtropper på gadeplan, der kan bruges til at knuse arbejderbevægelsens og de øvrige demokratiske institutioner. Sidstnævnte er dog ikke nødvendigt ifølge Bolt pga. Trumps besiddelse af statsmagten. Men konsekvensen af dette er inflation i brugen af fascisme-begrebet, som ud fra samme logik kunne anvendes om et væld af højreorienterede regeringer, der enten har indskrænket demokratiet eller indført et decideret diktatur. Og som nævnt er denne fascistiske kriseløsning endnu ikke nødvendig for at sikre kapitalistklassens mulighed for fortsat at regere.

Menneskehedens fremtid på spil
Ikke desto mindre udgør Trump en alvorlig trussel, der har givet højreorienterede og egentlige fascistiske kræfter øget selvtillid. Som begge forfattere understreger befinder vi os i en nødsituation med en række overlappende kriser, som alle direkte eller indirekte udspringer af det nuværende profitsystem. Hurtige og radikale samfundsomvæltninger er derfor nødvendige, ikke mindst på grund af den truende klimakatatrofe. Med henvisning til intersektionalistisk feminisme understreger Klein, hvordan de forskellige kampe og former for undertrykkelse er gensidigt forbundne og advarer samtidig mod gøre oplistningen af forskellige former for privilegier til en intern konkurrence blandt de undertrykte.

Men for at forstå, hvorfor de forskellige former for undertrykkelse er opstået og derfor kan afskaffes, har vi brug for den marxistiske klasseanalyse. Denne peger samtidig på den afgørende strategiske rolle, arbejderklassen (det store flertal af befolkningen, der ikke ejer og kontrollerer produktionsmidlerne) spiller pga. sin evne til at stoppe kapitalismens drivkraft, profitten, ved at strejke. Dette element er dog desværre enten fraværende eller underprioriteret hos Klein og Bolt.

Intet af dette ændrer dog på, at såvel Bolt som Klein leverer væsentlige bidrag til forståelsen af betingelserne for kampen mod Trump og tilsvarende kræfter i andre lande. Og som begge forfattere understreger, afhænger en leveværdig fremtid for klodens befolkning bogstaveligt talt af et succesfuldt udfald af denne kamp.

Naomi Klein: No is Not Enough. Defeating the New Shock Politics. Allen Lane (UK), 2017 (dansk udgave: Nej er ikke nok. Modstand mod Trump og højrepopulismens chok-politik, Forlaget Klim, 2017). Mikkel Bolt: Trumps kontrarevolution, Forlaget Nemo, 2017.

Idéer til at forstå og styrte systemet

Interview med Joseph Choonara om marxismens relevans i dag.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

”Det ville være tåbeligt at sige, at verden er præcis som Marx beskrev den i Kapitalen. Imidlertid er det også vigtigt at forstå, at Marx i ”Kapitalen” havde et specifikt projekt om i generelle vendinger at afdække det kapitalistiske samfunds bevægelseslove, frem for at beskrive Victoriatidens kapitalisme i Storbritannien”. Det siger Joseph Choonara, medlem af Internationale Socialisters britiske søsterparti SWP og forfatter til en ny introduktion til Karl Marx's hovedværk ”Kapitalen”.

”I den forbindelse trækker Marx en del på sin tids kapitalisme og bruger det til at illustrere og føre sin argumentation gennem bogen. Men selv her, er én af de ting, som slår mig ved genlæsning af "Kapitalen" 150 år senere, ikke så meget, at alt er ændret, men, at der fortsat er slående paralleller.

Oplevelsen af fornedrelse og fremmedgørelse på arbejdspladsen, selv om den ikke er så slem som Victoriatidens Storbritannien, vækker helt sikkert genklang i nutidens Storbritannien. Og i nogle henseender er de metoder, som anvendes i traditionelle kapitalistiske fabrikker, blevet generaliseret ind i områder af økonomien som servicesektoren, den offentlige sektor osv.

Og hvis man ser på kapitalismen som globalt system, er der tydeligvis elementer af den fornedrelse af den britiske arbejderklasse, som Marx beskrev, der bliver gentaget. Man kan f.eks. se på tæppeindustrien i Pakistan, hvor der er omfattende brug af børnearbejde eller endda fabrikker i Kina, hvor arbejdsforholdene er så forfærdelige, at der opsættes ”selvmordsnet” for at forhindre folk i at begå selvmord ved at hoppe ud fra taget”, forklarer Choonara.

Udbytning er indbygget i systemet
”Marx forsøger at redegøre for den måde, hvorpå kapitalisme af natur er er et udbyttende system. I den forstand er kapitalismen det seneste i en række af klassedelte samfund, der går tilbage til de antikke slavesamfund i Grækenland og Rom eller de feudale samfund, der fandtes før kapitalismen i store dele af Europa.

Marx siger, at vi har en ny type samfund, der også er udbyttende, og ydermere kritiserer han andre venstrefløjstilgange, der så kapitalismen som blot en form for svindel. Så hvis man ser på Marx's venstrefløjsrivalers skrifter, f.eks. Proudhons, behandles udbytning som en form for trick – et almindeligt synspunkt i datidens venstrefløjslitteratur. Logikken i det er at konkludere, at kapitalismen potentielt kan styres på en måde, der ikke er udbyttende.

Marx siger, at det ikke rigtigt. Så snart man har et system, hvor et mindretal bestående af kapitalister ejer produktionsmidlerne og arbejderne sælger deres arbejdskraft til disse kapitalister for at få adgang til produktionsmidlerne, har man denne af natur af udbyttende proces, hvor værdi pumpes fra én klasse og over i hænderne på en herskende klasse, der udgør et mindretal. Marx siger, at dette er uløseligt forbundet med det kapitalistiske system, og hvis man vil stoppe udbytningen, må man i sidste ende omstyrte kapitalismen.”

Det ”prekære” arbejde
Ifølge Choonara kan man også bruge Marx til at analysere den nutidige ”prekæritet”, dsv. usikre forhold på og udenfor arbejdsmarkedet.

”Niveauet af prekæritet i arbejderklassen var uendeligt højere på Marx's tid end i dag. Ikke desto mindre er der nogle interessante paralleller. Den første og mest indlysende er, at Marx taler om et system, hvor kapitalen altid er afhængig af at sikre sin adgang til arbejdskraft, den kan udbytte. Dette er et gensidigt afhængighedsforhold. Ofte tales der i den nutidige litteratur om, hvordan arbejderne er afhængige kapitalen. Men den udelader fra ligningen det omfang, som kapitalen er afhængig af arbejderne – og den kollektive magt, som har arbejderne har, er et resultat deraf.

For det andet er der nogle mere detaljerede argumenter, som Marx fremsætter, der er interessante. F.eks. diskuterer han gennemførelsen af fabrikslovene, der begrænsede arbejdstiden i fabrikkerne. De blev indført efter enorme kampe fra arbejderbefolkningen, men afspejlede også et modsætningsfyldt pres på kapitalen selv.

På den side ønskede de kapitalister, der styrede fabrikkerne, at presse arbejdskraften så hårdt som muligt. På den anden side begyndte dele af den herskende klasse, især dem forbundet med staten, at bekymre sig om det kapitalistiske systems behov for at kunne reproducere sig selv på lang sigt. Med andre ord, hvordan bevarer man en arbejderklasse, som er sund nok til at blive udbyttet? Denne komplicerede tresidige kamp mellem forskellige grupper inden for den herskende klasse og arbejderklassen førte i sidste ende til indførelsen af fabrikslovene i midten af det 19. århundrede.

Her er en interessant pointe, Marx fremsætter, at så snart man har gennemført disse love i fabrikkerne, er der et pres på staten for at udvide disse love til andre områder af økonomien såsom mere primitive industrigrene for at sikre ens spilleregler på arbejdsmarkedet og for at forhindre disse industrigrene i at få en konkurrencefordel i forhold til det langt mere avancerede fabrikssystem. Man kan se nogle paralleller i den måde, hvorpå selv temmelig ondartede højreorienterede regeringer er tvunget til, i en vis udstrækning, at regulere dele af arbejdsmarkedet.”

Marx må bruges kreativt
”Marx er involveret i et projekt med at stige fra de abstrakte begreber, han udvikler i ”Kapitalens” første bind, især i de første kapitler, til de langt mere konkrete begreber, han udvikler mod slutningen af værket, især i tredje bind. I princippet kan vi fortsætte denne proces i dag, og bruge denne metode til at forstå den meget anderledes kapitalisme, der findes i dag.

Hvis man ser på den generation af marxister, der fulgte efter Friedrich Engels, var de tvunget til at håndtere fremkomsten af imperialismen, i takt med, at kapitalens enheder blev større og mere sammenfiltrede med staten, og kapitalismen blev et system med global konkurrence, der fører til militærkonflikt mellem stormagterne. En hel generation af marxister, der omfattede Rosa Luxemburg, Leon Trotskij, Lenin, Bukharin, Hilferding osv., var tvunget til at tumle med dette spørgsmål. Det gjorde de i det store og hele med de kategorier, som Marx udvikler i Kapitalen, men de forsøgte på kreativ vis at anvende denne forståelsesmetode til en verden, der var under forandring. Efter min mening må vi fortsætte denne proces i dag.

Vi lever stadig i en verden, der styres af kapitalismens sociale relationer, men det er en meget anderledes verden, så vi bliver nødt til at være kreative i måden, vi anvender teorien på.

Den nuværende radikale venstrefløj er opstået på et tidspunkt, hvor marxismen ideologisk set er relativt perifer på en måde, den ikke var tidligere i det 20. århundrede. Så det store paradoks er, at vi ser denne enorme revival for radikalisme under et fravær af nogle af de mest effektive idéer, som kan være en guide for og forme denne radikalisme – marxismens idéer præget af begrebet om arbejderklassens selvbefrielse.

Så jeg mener, at det pålægger den nuværende generation af marxister at forsøge at gøre disse idéer tilgængelige og sikre sig, at de er blandt de ressourcer, som folk, der bliver radikaliserede i dag, kan trække på i deres forsøg på at forstå, og sidste ende styrte, kapitalismen”, slutter Joseph Choonara.

Oversat, redigeret og forkortet fra Socialist Review nr. 426. Joseph Choonaras bog ”A Reader’s Guide to Marx’s Capital” kan inden længe købes på Internationale Socialisters forlag www.modstand.org.

Er arbejderklassen blevet til et prekariat?

Et kig på modeteorien om, at arbejderklassen i stigende grad erstattes af et ”prekariat” med mere usikre (”prekære”) jobs.

AF JOSEPH CHOONARA

“Nu mere end syv millioner briter i prekær beskæftigelse”, erklærede en artikel på forsiden af avisen The Guardian tidligere på måneden. Den hævdede, at stigende prekariatet skyldes, at ”virksomhederne insisterer på at bruge flere arbejdere med status som selvstændige og i stigende grad rekrutterer ansatte på midlertidige og nul-time-kontrakter.”

Sådanne påstande er hverdagskost. I 2011 hævdede Guy Standings bog ”Prekariatet”, at ”vi kan måske formode, at lige nu er i mange lande mindst en fjerdedel af den voksne befolkning en del af prekariatet.” Sidste år erklærede to akademikere, der deler dette teoretiske udgangspunkt, at i “Storbritannien tilhører næsten to tredjedele af kvinderne prekariatet” sammen med “en tredjedel af mændene”.

En artikel for nylig i New Statesman af Labours finansordfører John McDonnell hævder, at ”prekære jobs og nul-time-kontrakter er blevet normen inden for store dele af arbejdsmarkedet.”

Det er vigtigt at udstille forholdene for arbejdere på nul-time-kontrakter og arbejdere, der af skruppelløse arbejdsgivere tvinges til en vildledende status som selvstændige.

Mindre velkommen var en tale fra arbejdsminister Damian Green i sidste uge. Han priste, at det var slut med jobs, som indebærer ”en fast månedsløn med faste timer, betalt ferie, løn under sygdom, en pensionsordning og andre kontraktmæssige goder.”

Green hyldede fremkomsten af ”opgaveøkonomien” og ”hverdagsentreprenøren”.

Imidlertid kan de generaliserende påstande om stigende prekariatet – fra begge sider af det politiske spektrum – være stærkt misvisende. Når folk tænker på prekært arbejde, tænker de ofte på midlertidig ansættelse. Faktisk har andelen af sådanne kontrakter været usædvanligt stabil.

I løbet af de sidste tre årtier er midlertidig beskæftigelse kun steget med 0,3 % til 6,3 % af arbejdsstyrken.

Nul-time-kontrakter, der ikke garanterer et vist antal timers arbejde, er først blevet fremtrædende for nylig, og dataene om dem er mindre pålidelige. Men de ser dog ud til at blive brugt stadig hyppigere.

Alligevel er der to vigtige begrænsninger på brugen af nul-time-kontrakter.

For det første kan de udfordres. Tidligere på året lovede sportsudstyrsfirmaet Sports Direct at tilbyde butiksansatte et garanteret timetal efter fagforeningsprotester, medieafsløringer og kritik fra regeringen.

Løftet gælder ikke lagerarbejdere ansat via jobbureauer, men selv her er arbejdere ikke magtesløse. Fagforeningen Unites ret til at forhandle overenskomst med ledelsen ved Sport Directs store lager i Shirebrook har været anerkendt siden 2008.

Desuden vil der, når nul-time-kontrakter bruges på store arbejdspladser såsom universiteter eller hospitaler, være andre arbejdere med mere sikre ansættelsesforhold. De kan potentielt slutte sig til en kamp for at udvide bedre ansættelsesforhold til alle.

For det andet er nul-time-kontrakter, selv om de bruges på et væld af forskellige arbejdspladser, stærkt koncentrerede inden for to sektorer – ”hoteller og restauranter” og ”sundheds- og socialsektoren”.

Den første af disse led under et høje niveauer af løsansættelser længe før nul-time-kontrakterne – tænk f.eks. på studerende, der arbejder sort på barer eller caféer, mens de studerer.

Gensidig afhængighed
Det andet område omfatter hospitaler, hvor tilkaldevikarer, der dækker midlertidige behov for personale, i stigende grad sættes på nul-time-kontrakter.

Det omfatter også et stort antal af dem, som arbejder med hjemmepleje af syge og ældre.

Dette er et område, som rovdyrs-lignende private aktieselskaber går efter som en kilde til let profit, og plejeindustrien i Storbritannien bliver i vide kredse set som en krise, som venter på bryde ud.

Personaleudskiftningen i hjemmeplejen kan være så høj som en fjerdedel af de ansatte årligt, et lignende tal som ved Sports Direct-arbejdsstyrken.

Men de fleste arbejdspladser kan ikke drives på denne måde. At fyre arbejdere, at ansætte erstatninger og at oplære disse er en dyr forretning. Det kan også skabe kaos og indebærer at miste know-how og færdigheder, der er opbygget gennem år.

Selv i kølvandet på den seneste økonomiske krise, hvor arbejdsgiverne gladeligt angreb lønninger og arbejdsforhold, gjorde de sig ofte umage for at minimere antallet af fyringer.

Dette afslører en grundlæggende sandhed om, hvordan kapitalismen fungerer. Den udbytning, arbejderne lider under, er ikke blot en form for undertrykkelse, men et gensidigt afhængighedsforhold.

Arbejderen er afhængig af sin arbejdsgiver for at få en løn. Men arbejdsgiveren er også afhængig af at være i stand til at presse arbejde, og dermed profit, ud af arbejderen.

I en moderne kapitalistisk økonomi er arbejdsgiverne også afhængige at få den rette slags arbejdere med den rette uddannelse og ekspertise – og når de får dem, forsøger de ofte at holde på dem.

Hvad med dem, der ikke formelt er ansat af et firma? Den seneste vækst i selvstændige er ubestridelig og er nået op på en hidtil uset andel på 15 % af arbejdsstyrken – om end tallet var 13 % i slutningen af 1980’erne.

Der er en bekymring, som kom til udtryk i sidste uges The Guardian-artikel, for, at en stor del af den seneste stigning skyldes en udvidelse af ”opgaveøkonomien”.

En potentiel styrkeposition
Hvis dette betyder folk, som har flere jobs på samme tid, er der ikke meget belæg.

En undersøgelse for nylig fra tænketanken Resolution Foundation viste, at kun én ud af 250 arbejdere har to jobs som selvstændige. Og ca. én ud af 100 har et hovedjob som lønarbejder sammen med et bijob i rollen som selvstændig.

Ydermere arbejder de fleste selvstændige ikke i ”opgaveøkonomien”. Det store flertal af dem beskriver sig selv som ”leder af egen virksomhed”. Kun ca. én ud af fem angiver deres primære jobbetegnelse som ”udførelse af freelancearbejde”, og én ud af 10 angiver den til at være ”underleverandør eller kontraktarbejder”.

Flertallet er også tilfreds med at være selvstændig og leder ikke efter job med en arbejdsgiver. En temmelig stor del af den seneste stigning skyldes, at arbejdsstyrken bliver ældre. Ældre mennesker er mere tilbøjelige til at være selvstændige og bliver ofte selvstændige op til de går på pension.

Det betyder ikke at ignorere misbrug, der finder sted på dette område. En arbejdsretssag, som for nylig blev anlagt af Uber-taxichauffører, udfordrede firmaets kategorisering af sine arbejdere som selvstændige.

Kendelsen fastslog: “Den opfattelse, at Uber i London udgør en mosaik af 30.000 små virksomheder forbundet af en fælles “platform” er efter vores mening lettere latterlig.”

Selv på disse områder er arbejderne dog ikke magtesløse. Dette kan man se af kampen hos Deliveroo, madudbringningsfirmaet, hvor budene tvang firmaets ejere til et ydmygende tilbagetog i forhold til nye arbejdsbetingelser ved at anvende en meget traditionel kampmetode – en strejke.

Overordnet set er billedet af den britiske arbejdsstyrke domineret af sikre, permanente jobs, med lommer af usikkerhed – ikke omfattende prekariatet. I gennemsnit kan en arbejder i Storbritannien forvente at være hos sin nuværende arbejdsgiver i 16 år, omkring det samme som i 1975.

Der har været et beskedent fald i fastansættelse for mænd, men det udlignes af en stigning i fastansættelse for kvinder, som i dag udgør halvdelen af arbejdsstyrken.

Dette afspejler forbedringer i barselslovgivning, men også den voksende stabilitet i deltidsarbejde, der i høj grad udføres af kvinder.

Dette klumpes ofte sammen med midlertidigt arbejde som en form for prekær beskæftigelse. Men i gennemsnit vil kvindelige deltidsarbejdere være lige så længe ved en arbejdsgiver som fuldtidsbeskæftigede kvindelige arbejdere.

Deltidsarbejde har været en form, hvorved et stort antal kvinder er blevet trukket ind i stabil, langvarig beskæftigelse.

Den relative stabilitet i beskæftigelse i Storbritannien har to følger.

For det første har vi ikke kun brug for en kamp for at sikre et mindretal af prekære arbejderes rettigheder. Der er masser af arbejdere med sikkerhed i ansættelsen, der lider under elendig løn, stadig mindre selvbestemmelse på arbejdspladsen, lange arbejdsdage, tyranniske chefer osv.

For det andet kan vi udkæmpe disse kampe fra en potentiel styrkeposition. Vi lever stadig i en verden, hvor kapitalisternes profitter afhænger af den fortsatte udbytning af arbejdere, der er koncentrerede på store arbejdspladser.

Dette betyder, at arbejderne har magten til at stoppe systemet ved at få det til at styrte sammen. Udfordringen er at udøve denne magt, ikke at lade den forsvinde mellem vores fingre.

Oversat fra Socialist Worker (UK), nr. 2531, 22.11.2016.

De vælter sig i luksus, mens vi skal spare

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Debatten om politikerlønninger viser, at den herskende klasse ser sig selv som en slags overmennesker højt hævet over os andre.

Ramaskriget over Vederlagskommissionens vilde lønfest til landets politikere førte til et af de hurtigste tilbagetog i nyere politisk Danmarkshistorie. De partier, der hidtil havde sværget at ville følge kommissionens anbefalinger (V-K-R-S-SF), fik pludseligt kolde fødder.

I december måned nedstemte et folketingsflertal ellers Enhedslistens forslag om at lade folketingsmedlemmers og ministres pensionsalder svare til det øvrige arbejdsmarked. Forslaget afvistes netop med henvisning til, at man ville følge Vederlagskommissionens indstillinger. Ved samme lejlighed hævedes pensionsalderen for den øvrige befolkning med et år (til 68 år og gældende fra 2030).

Vederlagskommissionen blev håndplukket for at tildele politikerne lønforhøjelser og samtidig kunne tørre ansvaret af på en ”uafhængig” gruppe af såkaldte ”eksperter”. Eller som kommissionens formand Michael Christiansen, nr. 27 på listen over magteliten i Grau Larsens, Ellersgaards og Bernsens bog af samme navn fra 2015, forklarede dengang: "Man tager jo ikke løn fra folk".

Straf til os, belønning til dem
Den påstand vil de almindelige lønarbejdere, arbejdsløse, førtidspensionister, fleksjobbere, studerende m.fl., der som følge af de seneste års angreb fra politikere og arbejdsgivere har oplevet faldende indkomst, formentlig have ualmindeligt svært ved at genkende. Kommissionsformandens udtalelse viser, hvordan den herskende klasse i Danmark opfatter sig selv som en slags overmennesker, der konstant skal have større gulerødder for at bevare motivationen.

Samtidig docerer Overdanmark stadig flere pisk til Underdanmark, der ellers angiveligt ikke gider arbejde. ”Arbejde” betyder her som fodsoldater i den ”konkurrencestat”, tidligere finansminister Bjarne Corydon beskrev som ”den moderne velfærdsstat”. Derfor har vi siden den økonomiske krises udbrud set en sand gaveregn til de rigeste, de ledende banker og øvrige store virksomheder. Dvs. dem, der sammen med det kapitalistiske system, de tjener fedt på, var ansvarlige for krisen. Den brede befolkning, der var uden skyld i krisen, har i samme periode oplevet en nærmest uendelig række af nedskæringer og forringelser.

Derfor må det nuværende parlamentariske pampervælde og nedskæringsregime erstattes med et ægte, socialistisk demokrati. Hvor magten ligger hos menneskerne på gulvplan, og hvor ”magthaverne” til enhver tid kan tilbagekaldes og ikke tjener mere end en almindelig arbejder. Hvis du er enig i det perspektiv, bør du gå med i Internationale Socialister og sammen med os kæmpe for, at det bliver til virkelighed.

Taburetter uden magt til venstrefløj uden svar

Valgresultaterne for SF, Enhedslisten og Alternativet afspejler på hver sin måde en parlamentarisk venstrefløj uden politisk kompas.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Valget var en brutal afklapsning af SF og straf for deltagelse i Thorning-regeringen og dens slagtning af velfærden. At Enhedslisten kan tilføje to stk. til samlingen af taburetter i folketingssalen, er partiets hidtil bedste resultat ved et folketingsvalg. Men viser også, at næsten hele den store fremgang i meningsmålingerne undervejs i valgperioden er smuldret mellem fingrene på den parlamentariske højrefløj, som har sat sig solidt på magten i partiet.

Det er sket under den alvorligste kapitalistiske krise i syv årtier, med folkelige oprør og revolutioner verden over, mens den øvrige parlamentariske venstrefløj herhjemme sad i en voldsomt upopulær spareregering. Den overvældende del af vælgerprotesten mod krisepolitikken blev således kanaliseret helt uden om SF og Enhedslisten, der af disse vælgere sås som mere integrerede i det etablerede politiske system end f.eks. Alternativet og Dansk Folkeparti.

Udviskning af forskellen til Thorning
Selv Enhedslisten stemte for tre ud af fire af Thornings finanslove, hvis nulvækst i den offentlige sektor har betydet titusindvis af fyringer. Og støttede bl.a. også nedskæringer på arbejdsløses selvvalgte uddannelse, seniorjobs og voksenundervisning til udlændinge samt de imperialistiske stormagters militærinterventioner i Mali og senest Irak.

Frem for at udnytte den parlamentariske platform til at opfordre til protester uden for Borgen, har Enhedslistens folketingsgruppe bl.a. brugt den under lærerlockouten i 2013 til cheerleading for fagbureaukratiet i form af Danmarks Lærerforenings top, hvis defensive linje lod medlemmerne i stikken. Samt bl.a. også til udskældning af den folkelige modstand mod Thorning & Co. 1. maj samme år som ”udemokratisk”. Partitoppen har heller ikke forsøgt at mobilisere imod den hysteriske kampagne mod flygtninge, muslimer og østarbejdere, men tværtimod splittet dette arbejde ved at kræve nul samarbejde med militante anti-fascister.

Løkke stoppes ikke af 30 taburetter
Alternativets retorik om, at ”småjusteringer ikke er nok”, ”ny politisk kultur”, ”nyt vækstbegreb” og nedsat arbejdstid kunne derfor fremstå mere systemoverskridende end både SF og Enhedslisten. Sidstnævntes valgvideo var således nærmest ”socialdemokratisme classic” og fremstillede bl.a. velfærdsstaten som værn mod kapitalismens tilbagevendende kriser.

Alternativet bygger dog på den logisk selvmodsigende idé om ”grøn kapitalisme” og er lige som SF og Enhedslisten primært et parlamentarisk projekt. En vælgerforening. Facit er, at de tre partiers sammenlagt 30 taburetter i Folketinget er magtesløse i forhold til at stoppe den nye regerings og arbejdsgivernes ”reformer” (new speak for forringelser). Løkkes svage mindretalsregering kunne minde om Hartlings Venstre-regering, der 1973-75 sad på blot 22 mandater og blev tvunget fra magten af masseprotester. Noget lignende kan ske igen. Vores opgave er at sørge for det sker.

For hvem er Alternativet et alternativ?

Hvad har det nye parti at tilbyde de mange, der ønsker et opgør med det etablerede politiske system og den såkaldte ”nødvendighedens politik”?

AF LARS HENRIK CARLSKOV

I spidsen for Alternativet står Uffe Elbæk, der måtte træde tilbage som kulturminister pga. nepotisme-anklager. Han har beskrevet partiet som ”mere rødt, mere solidarisk og mere iværksætter-agtigt” end De Radikale, men nærmere dette partis ”grundrødder”, dog ”i en ny tid”. Han vil desuden kombinere ”det bedste” fra Liberal Alliance og Enhedslisten. Altså en form for mellemvej mellem nyliberalisme og socialisme.

Som i socialliberalisme og et borgerligt parti som f.eks. De Radikale, hvor Elbæk og en række af Alternativets andre topfolk da også kommer fra. Modsat De Radikale ønsker Alternativet dog et opgør med stadig økonomisk vækst som samfundsmål. Desværre forestiller man sig det muligt uden et brud med historiens mægtigste vækstmaskine, dvs. den globale kapitalistiske produktionsmåde.

Fanget i vækstmaskinen
Vækst-tvangen er således en del af selve kapitalismens DNA. Marx definerede kapital som "selvekspanderende værdi". Pga. konkurrencen med andre virksomheder må enhver virksomhed vokse eller bukke under. Det gælder også for kapitalismen som helhed, hvor faldende eller negativ vækst er lig med krise. Iflg. Alternativets partiprogram er ”småjusteringer og symptombehandling” ikke nok. Desværre vil partiets politik netop blot betyde en justering, ikke en afskaffelse, af kapitalistisk klimadestruktion og biosfærisk nedsmeltning.

Det gælder forslag om finansskat, stærkere kapitalkontrol samt forbud mod hedgefonde, kapitalfonde og diverse finansielle instrumenter. Det gælder også forslag om et ”fuld reserve”-banksystem (hvor udlån ikke må overstige indlån) og opdeling af finanssektoren mellem ”almindelige” erhvervsbanker og andre finansielle institutioner. Intet af dette er f.eks. mere vidtgående end den socialliberale økonom Keynes' berømte forslag om ”aktiv dødshjælp” til rentenyderne og socialisering af investeringerne.

Middelklassen som ideal
Iflg. Alternativet tvang finanssektoren ”hele den globale økonomi i knæ”. Reelt var det dog blot den umiddelbart udløsende årsag. Den dybereliggende årsag var det fald i produktionssektorens profitrater i de ledende kapitalistiske økonomier, som efter 70'ernes krise førte til en voldsom opsvulmning af investeringer i finanssektoren. Profitratens fald var til gengæld en konsekvens af konkurrencen, hvor virksomhederne som tidligere nævnt må foretage stadig større investeringer.

Alternativet foreslår desuden en skat, hvor miljøbelastningen indgår i vareprisen, så ”markedsmekanismerne fungerer korrekt”. ”Andels- og kooperationsbevægelsen” skal ”genopfindes” i den nye ”fjerde sektor”, dvs. ”det bedste” fra den ”private, den offentlige og den frivillige” sektor. Små ”grønne” virksomheder er idealet, dvs. middelklassen/småborgerskabet. Det går bl.a. igen i ønsket om øget støtte til grupper som kioskejere etc. og ”kreative erhverv” (den såkaldte ”kreative klasse”). Desværre viser netop andelsbevægelsen tydeligt, hvordan enhver virksomhed enten må tilpasse sig markedet eller forsvinde (tænk f.eks. Arla).

”Ny politisk kultur” eller systemskifte?
Alternativet ønsker ”en ny politisk kultur”, der skal fjerne den historisk høje mistillid til politikerne. Bl.a. skal et vist antal online-stemmer betyde, at lovforslag behandles i Folketinget. Men den ”nødvendighedens politik”, der er årsag til politikerleden, skyldes i sidste ende, at uden et brud med kapitalismen vil presset fra finansmarkederne tvinge politikere uanset partifarve til at føre den politik, investorerne ønsker. Alternativet ”tror på det gode i os alle”, men har desværre intet blik for de klasseinteresser, som blokerer for omstilling til bæredygtighed.

Partiet forestiller sig, at omstillingen skal ske via de eksisterende politiske institutioner såsom Folketinget, EU og Verdenshandelsorganisationen (WTO). Det svarer nogenlunde til at ville reformere den katolske kirke til at være protestantisk. Alternativet er i bedste fald et alternativ for den mellemklasse af små virksomhedsejere, der bliver presset af konkurrencen fra storkapitalen. Men deres chance for at vokse fra små til større kapitalister er i forvejen minimal. Som alle andre småborgerlige partier vil Alternativet vakle mellem de stærke klasser: Kapitalen og arbejderklassen. For sidstnævnte har Alternativet intet at tilbyde.

Dagpengene er et åbent sår på regeringen

Få steder er Thorning & Co. så sårbare som i forhold til dagpengene. Det skal udnyttes – også til et opgør med regeringens øvrige politik.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Gennemførelsen af VK-regeringens samt De Radikales og Dansk Folkepartis dagpengeforringelser fra 2010, er formentlig den enkelt-”reform”, der har gjort den nuværende regering mest upopulær. Her halveredes dagpengeperioden til to år og optjeningsperioden fordobledes til 12 måneder. Før regeringsskiftet udtalte LO-formand Harald Børsting, at det er ”så asocialt, som det kan blive”. Og foran 50.000 demonstranter på Christiansborg Slotsplads sagde han: "Vi står her i dag for at få byttet pakken. Vi vil have pengene retur”.

På samme måde kaldte den socialdemokratiske leder Helle Thorning-Schmidt det i 2010 ”meget usympatisk, at de arbejdsløse skal betale for regeringens skattelettelser". Hun gik endda skridtet videre og sagde: "Jeg kan næsten ikke finde ord for, at de arbejdsløse først skal betale med deres job for en økonomisk krise samt bankernes kollaps. Dernæst får de at vide, at de også skal betale med deres dagpenge . . . Man dolker helt almindelige lønmodtagere i ryggen på denne måde.” Disse udmeldinger står i skærende kontrast til Socialdemokraternes og fagtoppens linje efter folketingsvalget i 2011.

Sparekniven skifter hænder
Her skiftedes som bekendt regering, og den af Thorning omtalte ”dolk i ryggen”, skiftede ved samme lejlighed hænder. Det var således den nye S-SF-R-regering, som placerede dolken i ryggen på almindelige lønarbejdere og arbejdsløse ved i praksis at føre de nævnte dagpengeforringelser ud i livet. Denne sparekniv har dog forståeligt nok været uhyre upopulær. F.eks. viste en Epinion-måling i november 2012 støtte fra 64 % af befolkningen til en optjeningsperiode som før på seks måneder. Og opbakning fra 55 % af befolkningen til den hidtidige dagpengeperiode på fire år. Regeringen har været under voldsomt pres fra sit bagland i fagbevægelsen og blandt menige socialdemokrater og SF'ere, af miserable meningsmålinger samt af mediernes løbende historier om de titusindvis af arbejdsløse, der mistede dagpengene.

Derfor har Thorning & Co. forsøgt at skaffe sig pusterum ved at foretage den ene mindre justering af reglerne efter den anden. Først et halvt års forlængelse af dagpengeperioden for dem, der ellers ville være røget ud af systemet i andet halvår af 2012. Dernæst samtaler med ”udfaldstruede” arbejdsløse (Akutpakke 1). Derefter de påståede 12.500 jobs i Akutpakke 2. Herefter fulgte den midlertidige uddannelsesydelse på kontanthjælpsniveau, der kun skulle gælde første halvår af 2013. Derefter blev den forlænget med et halvt år, samtidig med, at der indførtes en ny midlertidig ydelse svarende til kontanthjælp, arbejdsmarkedsydelsen.

Kan tvinge regeringen i knæ
Alt dette skyldtes, at regeringen følte sig presset til at foregive at tage hånd om problemerne. Den kan altså presses. Når dagpengenedskæringerne ikke er blevet helt skrottet, skyldes det, at presset trods alt ikke har været større. F.eks. droppede store dele af fagbevægelsens top hurtigt kravet om længere dagpengeperiode og nøjedes med at kræve kortere optjeningstid. Og i stedet for at bruge sine pladser i Folketinget til at opfordre til protester uden for Borgen, har Enhedslisten stort set udelukkende fokuseret på impotent forligsmageri med regeringen. Med andre ord er det ikke fra Christiansborgs bonede gulve, vi skal forvente løsningen.

I Dong-sagen bragte en online-underskriftsindsamling og demonstration på Christiansborg Slotsplads med 5.000 deltagere regeringen nær opløsning. Derfor vil strejker, studerendes nedlæggelse af undervisningen og demonstrationer med hundredtusinder af deltagere kunne tvinge regeringen helt i knæ. Imidlertid betyder kapitalismens krise et langt mindre råderum for forbedringer inden for systemets rammer. Derfor må dagpengespørgsmålet også kædes sammen med kampen mod alle de øvrige nedskæringer som følge af krisen - og dermed også mod det kapitalistiske system, der har skabt den.

Velfærdsstaten var ikke et socialistisk projekt

Velfærdsstaten er både en serviceordning for kapitalen og et resultat af arbejderbevægelsens kamp.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Den moderne velfærdsstats forbillede var den tyske kansler Bismarcks sociallovgivning i 1880'erne. Nemlig en række forsikringsordninger mod alderdom, arbejdsløshed, sygdom og ulykker. Samtidig, under ”socialistloven” 1878-1890, gjordes det tyske socialdemokrati delvist illegalt. Bismarcks socialpolitik var et forsøg på hindre socialismens spredning, f.eks. en arbejderopstand som Pariserkommunen 1871 i Frankrig, og undgå udvandring af arbejdskraft til USA.

Også i Danmark var borgerskabet skrækslagent pga. Pariserkommunen og stiftelsen af Socialdemokratiet. Derfor nedsattes i 1875 en ”arbejderkommission”, dog uden de store resultater. Samme motiv sås ved socialreformen 1891-1892. Her ændredes fattigloven ved at indføre statsstøtte til begravelser og besøg hos læge og jordemoder. Desuden indførtes alderdomsunderstøttelse til de ”værdigt trængende”, der nu ikke ville miste stemmeret, hvis de ikke tidligere havde fået fattighjælp. Endelig vedtoges en lov, hvor betaling til sygekasse gjorde det muligt at få støtte under sygdom.

Forsikring mod uroligheder
Den anden store socialreform kom i 1933 efter ”Kanslergadeforliget”. Kommunisterne var lige kommet i folketinget for første gang, og arbejdsgiverne krævede 20 % lønnedgang og varslede lockout. Statsminister Stauning forudså ”en mere urolig konflikt, end vi nogensinde tidligere har set”. Om socialreformen forklarede socialminister Steincke, at ”gennem skatterne til sociallovgivningen betaler de besiddende altså en risikopræmie for om muligt at sikre en fortsat rolig samfundsudvikling”.

Der var primært tale om videreførelse og forenkling af eksisterende love. Dog ville modtagelsen af socialhjælp (med undtagelse af drankere, hjemløse og de ”arbejdssky”) nu ikke længere betyde indskrænkning af borgerrettigheder. Bagsiden var tvangsforlængelse af overenskomsterne og strejkeforbud, hvilket sammen med en valutadevaluering betød en lønnedgang tæt på de 20 %, arbejdsgiverne havde krævet. En tredje helt central reform kom i 1956, nemlig folkepensionen. Den udlagdes af den socialdemokratiske regering som kompensation for indgrebet i massestrejkerne under overenskomstkonflikten samme år.

Kontrol og reproduktion af arbejdskraft
Dette lille udsnit af myriaden af velfærdsreformer, viser, at frygt for klassekamp og revolution var led i flere af de største reformer. Set fra kapitalens synspunkt sikrer et relativt udbygget socialvæsen, sundhedsvæsen, uddannelsessystem og netværk af daginstitutioner også reproduktion af en arbejdsstyrke med et fornødent niveau af sundhed og kvalifikationer. Staten, der repræsenterer kapitalistklassen som helhed, kan gennemtrumfe de reformer, de enkelte kapitalister ikke vil indføre for deres egne arbejdere af frygt for at miste en fordel over for konkurrenterne.

Mange velfærdsydelser indeholder også vigtige elementer af social kontrol (f.eks. skal arbejdsløse ”stå til rådighed for arbejdsmarkedet” og børn skal via disciplin, eksamener, tests osv. gøres klar til livet som lønarbejdere). Omvendt har arbejderbevægelsens kamp utvivlsomt betydet højere velfærd end ønsket af kapitalen. Mange velfærdsfunktioner vil blive videreført og forbedret under socialismen. Men ikke den nuværende kapitalistiske (velfærds)stat, hvor velfærden indebærer ekstrem social kontrol og bureaukrati og i sidste ende er underlagt profit.

"Velfærdskapitalismen" var en historisk undtagelse

En tilbagevenden til velfærdsstatens storhedstid er hverken muligt eller ønskeligt.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Modsat en populær myte, kom kapitalismen ikke ud af 1930'ernes verdenskrise via øget regulering. Ved 2. verdenskrigs udbrud var arbejdsløsheden således stadig tårnhøj. F.eks. 18 % i Danmark i 1939. Den økonomiske højkonjunktur begyndte reelt først flere år efter 2. verdenskrig – og ikke pga. regulering, men via krigen og det, Marx kaldte ”ødelæggelsen af kapital som følge af kriser”. Krisen og krigen betød således en destruktion af kapital i fysisk og værdimæssig forstand uden historisk fortilfælde.

Derfor faldt priserne på finansielle aktiver og realaktiver såsom bygninger, maskiner osv. voldsomt. Dette gjorde det billigere for de kapitalister, der ikke bukkede under for krisen, at investere. Resultatet var en kraftig stigning i kapitalismens drivkraft, nemlig profitten. Det skabte det langvarige opsving i den kapitalistiske verdensøkonomi i årene fra 1950'erne til ca. 1973. Et boom større end nogensinde før og efter, som derfor ofte af økonomiske historikere kaldes ”kapitalismens guldalder”.

Bagsiden af velfærdsmedaljen
Paradoksalt nok udskød den kolde krigs våbenkapløb en ny krise. Våben kan ikke bruges som produktionsmidler eller subsistensmidler i produktionen af andre varer, og skaber derfor ikke ny værdi. Militæroprustning betyder derfor lavere økonomisk vækst end ellers. Men ved at dæmpe kapitalakkumulationens tempo, dæmpes også den tendens, der normalt følger akkumulationen. Nemlig investering i nye produktionsmidler frem for at hyre flere arbejdere, hvilket medfører profitratens fald – og krisen.

Bagsiden af 1950'ernes og 1960'ernes økonomisk fremgang var derfor imperialistiske koloni- og stedfortræder-krige i den tredje verden og atombombens trussel. På samme måde modsvaredes store reallønstigninger, rekordlav arbejdsløshed og markant kortere arbejdstid også af et voldsomt øget arbejdstempo og skattetryk. Tidsstudier, akkord og andre produktivitetsfremmende lønsystemer blev indført. Sammen med ny teknologi betød det, at produktiviteten skød i vejret – men arbejderlønningerne steg langt fra i samme takt.

Velfærdsillusionen brister
”Den permanente våbenøkonomi”, dvs. periodens forhøjede militærbudgetter, kunne imidlertid kun sinke, ikke forhindre profitratens fald eller krisen, der for alvor brød ud i 1973. Heller ikke her havde keynesianismen nogen løsning. I stedet førte den til stagflation (stagnation, inflation og høj arbejdsløshed). Det gjaldt også i Danmark, hvor Socialdemokratiet gentog forsøget (første gang var den såkaldte ”helhedsløsning” fra 1963) på at begrænse arbejdernes lønninger via indkomstpolitik. Bl.a. med hele tre overenskomstindgreb i 1970'erne. I 1982 gav Anker Jørgensen op og overlod uden valg regeringsmagten til de borgerlige, der beholdte den i 11 år.

Angrebene på velfærdsydelser og løn- og arbejdsforhold begyndte således allerede i den såkaldte ”keynesianske” periode. Keynesianismens fallit medførte kapitalismens nuværende nyliberale fase, der langt fra har genoprettet profitraten til sit tidligere niveau og samtidig har udløst den nuværende globale krise. Efterkrigstidens velfærdsstat havde sine klare begrænsninger, og byggede bl.a. på verdenskrise, verdenskrig og koldkrig. Nutidens økologisk katastrofe sætter tilmed nye barrierer for kapitalismens ekspansion. Derfor er det hverken muligt eller ønskeligt med en tilbagevenden til ”velfærdskapitalismen”. Ægte og bæredygtig velfærd kræver et systemskifte.

"2011 var revolutionens genkomst"

Det mener Mikkel Bolt, aktuel med bogen Krise til opstand – noter om det igangværende sammenbrud.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Mikkel Bolt er lektor i kunsthistorie ved Københavns Universitet. Med sin seneste bog Krise til opstand leverer han noget så sjældent i en dansk kontekst som en radikal og sammenhængende kapitalisme-kritik. ”Det er et forsøg på at lave en analyse af forløbet fra finanskrisen til protestbevægelserne, der starter i 2011. Et forsøg på at tage den kritik, jeg synes kommer til udtryk i protesterne fra Nordafrika til Sydeuropa og til Occupy-bevægelsen, som udgangspunkt. Jeg synes, at de fleste af de analyser, der har været fremme, har været for dårlige, fordi de to fænomener ikke i særlig høj grad er blevet forbundet”, forklarer Bolt til Socialistisk Arbejderavis.

”Noget af det, jeg beskæftiger mig med i bogen, er den afvikling, der har fundet sted af et kritisk, marxistisk vokabularium [ordforråd/begrebsapparat, red.]. Et sprogligt problem, som gør, at det ikke er muligt at tale om krisen som havende noget at gøre med den neoliberale kapitalisme eller kapitalismen i det hele taget. Massevis af mennesker er ramt af krisen, men det er svært at forbinde alle de forskellige personlige problemer med nogle strukturelle forhold. Det stiller os over for en stor udfordring med, hvordan vi skal organisere os og mobilisere på baggrund af krisen og forvitringen af et kritisk vokabularium, som kan adressere alle disse problemer.”

Krisens dybe rødder
Modsat de gængse forklaringer, der primært ser krisen som finansiel og startende i 2008, mener Mikkel Bolt, at krisens rødder går flere årtier tilbage, herunder til de til faldende profitrater på daværende tidspunkt i de vestlige kapitalistiske økonomier. Her bygger han bl.a. på den amerikanske økonomiske historiker Robert Brenner. ”På nogle måder startede krisen ikke i 2008, men begyndte egentlig tilbage i starten af 1970'erne. Årsagerne til krisen skal findes i opbremsningen i de avancerede økonomier sidst i 1960'erne. Her sker der en overgang fra et keynesiansk akkumulations-regime til neoliberal globalisering,” forklarer Bolt.

”Dette tager form af indrullering af en masse nye lønarbejdere i Sydøstasien og Kina, men også af introduktionen af gæld og kredit og spredningen af arbejdspladser, som betyder, at der finder en stagnation og et fald i reallønnen sted i USA og Vesteuropa. For at muliggøre, at vi stadig har adgang til nogenlunde den samme velfærd og velstand, bliver der introduceret en masse nye kredit- og lånemodeller. Det, jeg forsøger at gøre, er at trække krisen helt tilbage og pege på, at vi har at gøre med nogle langt mere omfattende processer, end nogle af de syndebukteorier, vi almindeligvis præsenteres for i medierne. Hinsides en idé om, at krisen skyldes grådige finansfolk, at den amerikanske middelklasse har boet i for dyre huse eller introduktionen af uigennemsigtige lånemodeller.”

Destruktion og nedsmeltning
Mikkel Bolt vil ikke afvise muligheden for en løsning på krisen inden for kapitalismes rammer, men ”klimaet og biosfærens nedsmeltning sætter en tidsfrist for alle de forskellige forsøg på at fortsætte kapitalakkumulationen. Den stadige stigende eksklusion, der finder sted af millioner af mennesker i verden, peger også på nogle grundlæggende modsigelser mellem kapital og arbejde. Det ser ud til, at vi har nået en form for skifte med en mere opdelt verden, end vi allerede har. Hvor ganske få har rigtig meget og resten skal overleve i en stadig større uformel økonomi”, siger Bolt.

Han fremhæver kombinationen af en form for fascisme og kapitalisme som et muligt (skræk)scenarie. ”Måske er den periode, vi er på vej ind i, ikke ulig perioden fra 1914-1945. Man kan forestille sig en så omfattende destruktion af kapital, at der bliver skabt mulighed for en ny ekspansiv fase”, siger han med henvisning til den kapital-destruktion, som krige og kriser dengang medførte. ”En af ideerne med læsningen af krisen som på en måde startende i 1973, er, at kapitalismen er en form krise for krisestyring. Men klima-destruktionen er en ny faktor, som gør dette endnu sværere end tidligere”.

Den etablerede venstrefløjs fallit
”En del af min analyse er, at venstrefløjen har spillet fallit eller mangler et projekt i dag. I alt for høj grad har den etablerede arbejderbevægelse og venstrefløj ladet sig smelte sammen med en neoliberal diskurs, og derfor er der god grund til at vende tilbage og genopdage en marxistisk kritik af den kapitalistiske produktionsmåde. Problemet er, at den reformistiske arbejderbevægelse og venstrefløj lagde den revolutionære kritik af kapitalismen på hylden for længe siden,” siger Bolt, der også er kritisk over for f.eks. Enhedslisten: ”Jeg synes, at venstrefløjens partier, og i Danmark er det reelt kun Enhedslisten, som er et venstrefløjs-parti i dag, i for høj grad lader sig begrænse af det politiske demokrati og af det politiske demokratis indlejring i en nationalstat.”

”Problemet bliver, at det nationale demokrati kommer til at sætte nogle bestemte rammer op for diskussionen og det, vi forholder os til. Det synes jeg også sagtens, at man kan se hos Enhedslisten. Hele principprogram-diskussionen er udtryk for, at partiet i stadig stigende grad er blevet professionaliseret, og at der sidder nogle politikere på Christiansborg, som formodentlig ikke forstår det principprogram, Enhedslisten egentlig havde. Og at der bliver en modsætning mellem et principprogram og disse politikeres forestilling om stigende vælgertilslutning.”

Det kommunistiske perspektiv
Alternativet til den globale kapitalismes stadig mere destruktive tendenser ser Bolt i det oprindelige ”kommunistiske perspektiv om ophævelse og afvikling af kapitalismen”. Dette bør vel at mærke ikke forveksles med ”det, der fandt sted i Sovjetunionen og Kina, hvor ejerskabet over produktionsmidlerne overgik fra borgerskabet til et partidiktatur under en form for statskapitalisme.” En sejrrig opstand i f.eks. Nordafrika, Mellemøsten eller Sydeuropa må ifølge Bolt sprede sig til resten af verden, som led i en ”permanent verdensrevolution”, hvis ikke den skal ende i ”regionale eller nationale statskapitalistiske projekter”. ”Noget af det interessante i 2011, var, at der faktisk fandt denne spredning sted - fra Nordafrika, til Mellemøsten, til Sydeuropa og til USA.” "Kun ved at blive international kan en revolutionær bevægelse sejre. Hvis vi skal trække det hårdt op, kan vi sige, at kun en global revolution mod kapitalismen kan redde os fra den industrialiserede biosfæriske nedsmeltning, der allerede er i fuld sving."

”Det kommunistiske perspektiv er, at arbejderklassen foretager en radikal selv-negation [ophævelse af sig selv, red.]. Det er illusorisk at forestille, at staten og den lokale kapitalistklasse frivilligt giver magten fra sig. Så i den forstand vil vold, eller snarere mod-vold, formodentlig nødvendigvis være en del af en revolutionær situation, som det har været i alle historiske situationer fra den franske revolution til Pariserkommunen til Oktober-revolutionen i Rusland. Det er ikke noget valg, men snarere fordi man er konfronteret med en kontra-revolutionær dynamik, som vil gøre alt i verden for at undgå, at det revolutionære perspektiv bliver etableret og kan brede sig. Så forestillingen om en form for parlamentarisk overgang til socialismen, som spiller en rolle i Enhedslisten og i et af programudkastene [dvs. udkastet fra skrivegruppen nedsat af partiets hovedbestyrelse, red.], synes jeg simpelt hen er en dårlig analyse.”

Mikkel Bolts bog ”Krise til opstand – noter om det igangværende sammenbrud” kan bl.a. købes på Forlaget Antipyrines hjemmeside: http://antipyrin.blogspot.dk/

Forudsigelig fiasko: SF's vej til regering

Jo nærmere ministerposter, jo større har SF's kriser altid været.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

SF blev dannet i kølvandet på den sovjetiske leder Khrustjovs tale på kommunistpartiets kongres i 1956, hvor nogle af stalinismens værste forbrydelser indrømmedes. Samme år nedkæmpede tropper fra Warszawa-pagten – med opbakning fra DKP (Danmarks Kommunistiske Parti) - arbejderopstanden i Ungarn.

Med stiftelsen af SF i 1959 opstod et parti til venstre for Socialdemokratiet uden DKP's afhængighed af Sovjetunionen og med plads til intern opposition. Imidlertid var SF aldrig i nærheden af DKP's faglige styrke blandt tillidsfolk osv. Og langt klarere end DKP, som siden ”folkefrontsperioden” fra 1935 delvist var slået ind på samme kurs, understregede SF, at socialismen skulle gennemføres ad parlamentarisk vej.

Første gang under åget
"Den parlamentariske vej til socialismen” bygger på, at nogle få lederes forhandlinger med arbejdsgivere og politikere er vigtigere end arbejdernes egen aktivitet såsom strejker og demonstrationer. Da S-SF under ”det røde kabinet” 1966-1967 får flertal i Folketinget indføres momsen (dengang 10 %), der vender den tunge ende nedad, således med SF's og de faglige toplederes støtte af hensyn til det parlamentariske ”arbejderflertals” beståen.

S-regeringen under Krag var mere optaget af at splitte SF, end at forhandle sig frem til forbedringer for arbejderklassen. Med socialdemokraten Per Hækkerups ord skulle SF ”under åget” ved at stemme imod egen politik. Det kom SF ved, ud over bl.a. ”den lede moms”, i 1967 for første gang at stemme for finansloven med bevillingerne til kongehus, politi og militær. Da Socialdemokratiet vil indfryse to dyrtidsportioner (der skulle modvirke inflationens udhuling af lønninger og overførselsindkomster), har et mindretal i SF's folketingsgruppe fået nok - og vælter regeringen.

Fra hængekøje til Søvndal
Derefter splittes SF og Venstresocialisterne dannes, og det tog nu SF næsten 15 år at genvinde sit mandattal. 1980'erne er dog den borgerlige Schlüter-regerings tid, hvor SF's manglende parlamentariske indflydelse gør, at der tales om et ”hængekøje-parti”. Alternativet til dette sås under massestrejkerne påsken 1985, som SF's daværende formand Gert Petersen, tro mod ”den parlamentariske vej til socialismen”, imidlertid afviste skulle ”ryste samfundet i sin grundvold”.

Det statskapitalistiske systems kollaps i Østeuropa 1989-1991 får SF til at opgive idéen om demokratisk planlægning af økonomien til fordel for ”socialistisk markedsøkonomi”. Pga. regeringsambitionerne er SF under Holger K. Nielsen med til at få ændret nej'et ved folkeafstemningen om EF i 1992 til et ja ved afstemningen om ”de fire forbehold” året efter. Belønningen for forræderiet mod EF-modstanden er en kold skulder fra Socialdemokratiet, og at Enhedslisten i 1994 kommer i Folketinget. Ved samtlige folketingsvalg 1988-2005 går SF tilbage.

Protester giver medvind
I 2005 overtager Søvndal, og SF går oprindeligt kraftigt frem. Det opsamler en stor del af den folkelige utilfredshed, der bl.a. ses ved de omfattende velfærdsprotester 2006, overenskomst-konflikten 2008 og i modstanden mod Irak-krigen. Ønsket om ministerposter medfører dog en u-vending, hvor SF i regering vil videreføre både skattestop og 24-års regel. SF forråder velfærdsprotesterne ved nu at tilslutte sig VK's efterlønsforringelser, der i 2006 udløste protesterne.

Søvndal laver sit berygtede udfald mod Hizb-ut-Tahrir og vil ”tage et slagsmål med indvandrerne” (ikke bare ”nogle”) om ligestilling, SF støtter øget udvisning af kriminelle ”udlændinge”, brug af rockerlov og mere politi i ”ghettoer”, minimumsstraffe og et ”rødt” pointsystem. Partiet vil nu stemme for finansloven, også under borgerlige regeringer, og bliver – i lodret modstrid med en af partiets oprindelige grundpiller - tilhænger af NATO.

Fra kapitalistisk krise til SF-krise
Partidemokratiet indskrænkes ved at indføre en landsledelse med mindre magt over folketingsgruppen, og i det nye principprogram tales der ikke længere om ”en revolutionær proces”, som ”gradvist afskaffer kapitalismen”. Regningen for den kapitalistiske systemkrise efter 2008 vil S-SF sende videre til arbejderklassen. Arbejdstiden skal hæves med en time pr. uge (12 minutter dagligt). Ellers vil S-SF afskaffe efterlønnen. Med de to partiers ”millionærskat” slipper de rige billigere end før VK's skattelettelser.

Mangemillionæren Steen Riisgaard fra Novozymes taler på SF's landsmøde, og der holdes hemmelige møder med erhvervslivets topchefer, som da også roser partiets vækstplan. S-SF forklarer flere gange, at de vil skære i velfærden, hvis ikke den private vækst øges. Da det er kapitalisterne, der kontrollerer investeringerne, og en parlamentarisk regering, trods nok så stor en charmeoffensiv, ikke kan få dem til at investere, hvis de forventer større profit ved at vente, var spørgsmålet før regeringsskiftet blot, hvor dybt SF ville være villigt til at skære i velfærden. Partiet var atter under åget.

Samlet angreb kræver samlet modsvar

Regeringen ser sine nedskæringer som en samlet pakke – derfor må de forskellige protester mod dens politik forenes til en samlet kamp. 

AF LARS HENRIK CARLSKOV

”Vi er gået reformamok”, pralede statsminister Helle Thorning-Schmidt tidligere i år på den internationale magtelites møde i World Economic Forum. Og regeringen har da også gennemført ”reformer” (dvs. brutale forringelser) for set stort alle grupper i samfundet – naturligvis lige bortset fra den lillebitte, men ekstremt magtfulde gruppe af milliardærer, millionærer, banker og multinationale selskaber. Nu står de studerende så for skud.

Den røde tråd i en stor del af regeringens overklasse-politik er målet om øget arbejdsudbud. Trods høj arbejdsløshed skal den i forvejen hårde konkurrence om de få ledige jobs forstærkes. Det skal presse lønningerne endnu længere ned, og dermed give dansk kapitalisme en ”konkurrencefordel” i det globale kapløb mod bunden. Et kapløb, hvis konsekvenser allerede i dag ses i f.eks. Tyskland, hvor fattigdommen det seneste årti er vokset eksplosivt.

Isolerede protester ikke nok
Det er realiteterne bag finansminister Bjarne Corydons udtalelser om ”konkurrencestaten som den moderne velfærdsstat”. Imidlertid ville regeringens og arbejdsgivernes felttog mod almindelige lønarbejdere, dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere, efterlønnere, fleksjobbere, førtidspensionister og studerende ikke få et ben til jorden, hvis disse grupper kæmpede sammen i stedet for som hidtil hver for sig.

Regeringen lægger ikke skjul på, at de mange nedskæringer er del af en samlet ”reform-politik”. Derfor bør de studerende, der nu på inspirerende vis siger fra over for ”hurtigere-ud-reformen”, også se denne ”reform” som led i en bredere kamp mod ”konkurrence-staten”. De studerende må således opbygge alliancer med alle de andre befolkningsgrupper, der rammes af den aktuelle offensiv mod velfærdsydelser, lønninger og arbejdsforhold.

Kan lamme regeringen
Det gælder ikke mindst arbejderklassen i bredeste forstand – dvs. det store flertal af befolkningen, både i den offentlige og den private sektor, som må sælge sin arbejdskraft, fordi det ikke ejer og kontrollerer produktionsmidlerne (fabrikker, kontorbygninger, maskiner, jord osv.). Arbejderklassen skaber den merværdi, hvorfra den profit stammer, som er kapitalismens motor. Dermed kan arbejderklassen også ved f.eks. at strejke sætte samfundet i stå.

Grupper som f.eks. transportarbejdere har desuden større potentiel magt end andre dele af arbejderklassen til at lamme samfundet – og dermed også regeringens handlemuligheder. Ikke bare har arbejderne, inklusive dem uden job, og studerende en fælles interesse i at stoppe regeringens nedskæringer, fordi begge grupper er under angreb. Men også fordi gennemførelsen af forringelser for én gruppe, gør det lettere bagefter at gennemføre forringelser for den næste. Og endelig har stort set alle arbejdere i job venner eller familie, der er arbejdsløse eller studerende – og omvendt.

Systemisk alternativ
Den samlede rigdom i Danmark er større end nogensinde før. Alligevel ser vi nu et forsøg på at slagte de historiske fremskridt, arbejderbevægelsen har tilkæmpet sig. Det skyldes Thorning & Co.'s forsøg på at administrere en kapitalisme i sin alvorligste krise i syv årtier. I den kapitalistiske produktionsmåde overskygger profit-hensynet som bekendt alle andre hensyn, såsom menneskelige behov. I uddannelsessystemet betyder det ”uddannelse for erhvervslivet” (profitmaksimering) - ”ikke for livet” (menneskelige behov).

Den igangværende kapitalistiske systemkrise og de systematiske angreb på arbejderklassens levestandard, der udspringer derfra, viser behovet for et systemisk alternativ – et socialistisk samfund baseret på menneskelige behov frem for profit. For at koordinere og organisere de forskellige delkampe til en samlet bevægelse, er det nødvendigt med et revolutionært socialistisk parti, der løbende kan forsøge at opsummere og generalisere erfaringerne fra disse kampe. Det er sådan et parti, vi prøver at opbygge i Internationale Socialister.

"Jeg vil understøtte kampene imod nedskæringer"

Det siger Peter Iversen, medlem af Internationale Socialister og nummer fire på Enhedslistens kandidatliste ved kommunalvalget i Aarhus. 

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Han er 58 år, ansat som grafisk medarbejder og har især sin baggrund i det faglige arbejde. ”Det har været alt fra sikkerhedsrepræsentant til tillidsmand og fællestillidsmand, jeg har været formand for Trykkernes Landssammenslutning, jeg har siddet i Grafisk Forbunds hovedbestyrelse, siddet i sektorbestyrelse i HK, branchesektions bestyrelse og den lokale bestyrelse i HK-Østjylland. Det har været rigtig meget forskelligt”, fortæller Peter Iversen. ”Inden for de sidste 5-6 år er jeg også blevet aktiv i beboer-arbejdet i min boligforening. Først som bestyrelsesmedlem i en afdelingsbestyrelse og nu som bestyrelsesmedlem i Brabrand Boligforening”.

”Men min langt vigtigste aktivist-erfaring er tilbage fra påskestrejkerne i 1985, hvor den daværende Schlüter-regering greb ind i overenskomst-forhandlingerne, hvilket førte til omfattende aktioner. Jeg var med til at planlægge blokader og strejker dengang. På den korte bane førte det ikke umiddelbart til noget, men i de efterfølgende overenskomstforhandlinger fik vi nedsat den ugentlige arbejdstid”, forklarer han, der dengang var ansat på en større grafisk arbejdsplads, Purup, som i dag er lukket.

Ingen studehandler
”Der er altid en fare for, at velmenende folk, som bliver valgt ind i byrådet, bliver fanget ind i det parlamentariske spil. Det væsentligste er her at have et parti og gode kammerater til at holde en på rette vej, så man ikke kommer til at spille med på en nedskærings-dagsorden. Det har vi set for mange gøre gennem tiden”, mener Peter Iversen og uddyber:

”I byrådsarbejde er man helt klart i opposition til systemet, som kommunen er en del af. Politikken bør være, at vi går ind for enhver forbedring og imod enhver forringelse. Hvis man begynder at føle sig ”ansvarlig”, dvs. ansvarlig over for det nuværende system og ikke ansvarlig over for de folk, som er ofre for systemet, så svigter man, og det er det, der sker, når man begynder at lave studehandler.”

Talerør for dem krisen rammer
Hvis Peter Iversen skulle blive valgt, har han på forhånd fastlagt sine prioriteter: ”Jeg vil understøtte de kampe, der foregår imod nedskæringspolitikken. For mig vil de tre væsentligste ting være at fungere som talerør for de folk, der mærker krisen og mærker nedskæringspolitikken, at bruge den platform, som en byrådspost giver, til aktivt at støtte de kampe, som opstår uden for byrådet og at bruge byrådsarbejdet til at grave ting frem, som er med til at afsløre systemet”, siger han og tilføjer:

”De store forandringer kommer udefra. Derfor er det udenomsparlamentariske ”ben” langt det vigtigste. Der kommer ikke socialisme via byrådet. Den kamp bliver nødt til at blive taget uden for byrådet. Men ved, at der er socialister, som bliver valgt ind i byråd rundt omkring i landet, kan vi understøtte de kampe, der foregår og propagandere for anti-kapitalistiske løsninger.”

Marx vs. Keynes - klassekamp eller klassesamarbejde?

Keynesianisme og marxisme er ikke to gensidigt supplerende teorier – tværtimod handler det om borgerlig eller socialistisk krisepolitik.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Ikke overraskende har den liberale økonom John Maynard Keynes (1883-1946) fået et comeback under den globale økonomiske krise. Det skyldes hans opgør med den (neoklassiske) økonomiske skole, der hævder, at den kapitalistiske økonomi, via prismekanismen, tenderer mod en ”ligevægtstilstand” mellem udbud og efterspørgsel.

Altså de økonomiske teorier, som dominerede i årene forud for ”Den Store Depression” i 1930'erne - og igen fra 1970'erne og frem til den aktuelle krises udbrud. Den keynesianske revival skyldes dog ikke mindst, at disse idéer for den globale herskende klasse, modsat f.eks. marxismen, udgør en acceptabel ”løsning” på kapitalismens tilbagevendende kriser, idet de ikke indebærer en omvæltning af de bestående ejendomsforhold.

Kapitalistisk destruktion
I modsætning til sin tids økonomiske ortodoksi fremhævede Keynes imidlertid nødvendigheden af omfattende statsintervention for at redde kapitalismen fra selvdestruktion gennem økonomiske kriser og social revolution. Derfor må staten regulere efterspørgslen, bl.a. ved at justere skatter og renter, og f.eks. i nedgangstider sænke disse for at øge incitamentet til forbrug i stedet for opsparing. Dette skal stimulere den private efterspørgsel og dermed også virksomhedernes investeringslyst.

Eller f.eks. ved at udvide det offentligt forbrug, f.eks. gennem offentligt byggeri, om nødvendigt via ”underskudsfinansiering”, som senere vil tjene sig selv ind pga. større indtægter fra skatter og afgifter. Ligesom andre borgerlige økonomer giver Keynes dog aldrig noget tilfredsstillende svar på, hvad der i første omgang får kapitalisterne til at tilbageholde investeringerne og udløser krise.

Hvad skaber profitten?
Grunden til dette er hans afhængighed af den konventionelle økonomiteoris idé om værdi som bestemt af udbud og efterspørgsel. Men som Marx påpegede, forklarer det ikke, hvorfor nogle varers værdi er større end andres ved ligevægt mellem udbud og efterspørgsel. Alle varer har imidlertid det til fælles, at de direkte eller indirekte er et produkt af menneskeligt arbejde. Det, der bestemmer en vares værdi, er således i sidste ende mængden af ”samfundsmæssigt nødvendigt arbejde”, hvilket vil sige den tid, det i et givent samfund på et givent tidspunkt gennemsnitligt tager at fremstille den.

Arbejderklassen, som udgør det overvældende flertal af befolkningen, ejer og kontrollerer ikke produktionsmidlerne, hvorfor den må aflevere en del af den værdi, den skaber (”merværdien”), til kapitalistklassen. Og det er hemmeligheden bag såvel den kapitalistiske produktionsmådes drivkraft, profitten, som dens iboende modsigelser, dvs. krisetendenserne og potentialet for dens omstyrtelse.

Hvilken vej ud af krisen?
For at undgå at blive udkonkurreret må kapitalisterne konstant øge deres profit, hvilket lettest gøres ved at investere i arbejdsbesparende teknologi (produktionsmidler). Men eftersom profitten i sidste ende stammer fra menneskeligt arbejde, vil det efterhånden føre til et relativt fald i profitten for systemet som helhed i takt med, at investeringerne i produktionsmidler vokser på bekostning af investeringerne i arbejdskraft. Et sådant fald i profitraten udløste i 1970'erne en verdensøkonomisk krise. Her førte de keynesianske politikker til stagflation (økonomisk stagnation samt høj inflation og arbejdsløshed).

Derfor fik vi ”nyliberalismen” og de nu bristede spekulationsbobler, bl.a. i finanssektoren, som dog ikke genoprettede det tidligere profit-niveau. Da keynesianismen ikke forstår, hvorfra profitten stammer, har den ingen løsning på det problem. Valget står derfor mellem accept af klassesamarbejde og voldsomme forringelser af lønninger, arbejdsforhold og velfærden i et desperat forsøg på at genoprette profitten - eller klassekamp for at erstatte det nuværende profitsystem med en socialistisk økonomi baseret på demokratisk planlægning efter menneskelige behov. Her kan arbejderklassen med massestrejker forhindre tilførelsen af ny værdi til kapitalismen og derved sætte en stopper for den.

"Tag aldrig syd for Lyngby"

Reportage i Berlingske viser, at klassesamfundet er dødt og borte.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Klassekampen er som bekendt forlængst forbi, og selv om det pga. en beklagelig forglemmelse endnu ikke er blevet oplyst, hvem der vandt, kan man f.eks. besøge Rungsted Havn, hvis man stadig er i tvivl. Og det er netop, hvad Berlingske har gjort, og derfor kan avisen 27. juli bringe en reportage sprængfyldt med eksempler på, at det klasseløse samfund har indfundet sig.

Det er dog ikke uden vanskeligheder at være udsendt reporter i Rungsted, for ”Berlingske vil nok få svært ved at finde nogen, der vil snakke”, som lokale piger med ”tasker fra mærker, der koster en kvart månedsløn”, forklarer avisen. ”For alle dem, der er noget ved noget, er på ferie i Cannes. Og resten er bange for at blive stemplet som højrøvede.” Et chokerende vidnesbyrd om, at de rige selv i ellers trygge omgivelser langs den nordsjællandske strandvej martres af den ondskabsfulde jantelov. Heldigvis er det lykkedes Berlingske at indsamle vidneudsagn fra nogle af jantelovens forpinte ofre.

F.eks. fra Niclas Milvertz: ”Hvis du har en dyr bil, går folk ud fra, at du har snydt dig til pengene. Ingen tænker, at det kan være, fordi man faktisk har arbejdet hårdt. Det er mentaliteten. Folk har slet ikke nogen respekt.” Desværre har respektløsheden nu bredt sig til selv Berlingske, som således få linjer senere skriver om Milvertz og hans venner, at da "de var yngre, fik de flere hårde kontanter. Nu er det mere goder: En bil i 18-års fødselsdagsgave, adgang til speedbåden, en verden af muligheder og gode råd.” Da det mangler på listen, er det åbenbart først senere i livet, at man i de kredse får bankpakker.

”Der er kun to rigtige uddannelser, hedder det i Vedbæk-hjemmet og det er revisor og advokat”, skriver Berlingske om en pige, avisen møder ved havnen i Rungsted. Og det er ikke kun janteloven, man bør frygte, idet denne pige derhjemme er blevet belært om, at ”hun ikke må komme »syd for Lyngby«, for man ved aldrig, hvad det er for nogle typer”. Syd for Lyngby stopper civilisationen, og hvem frygter ikke de barbariske stammer, som er kendt for at leve der og for at skrumpe statsautoriserede revisorers hoveder og koge suppe på ejendomsadvokater fra Vedbæk?

”Folk på vores gymnasium har som regel forældre, der har penge. De har ambitioner om at starte egen virksomhed, vil gerne have et fedt job, tjene godt og leve livet. Det er typer, der bare stiler efter alt”, fortæller den 18-årige Rasmus Louw-Reimer til avisen. De stiler efter alt, og sammen med de partier, der varetager deres interesser i Folketinget, har de bl.a. stilet efter at sikre almindelige lønmodtagere lavere lønninger og dårligere arbejdsforhold samt at fjerne efterlønnen, halvere dagpengeperioden, fordoble genoptjeningsperioden, sænke kontanthjælpen, beskære SU'en og forringe forholdene for fleksjobbere og førtidspensionister. Og hvis ikke janteloven eller barbarer, syd for Lyngby og andre steder, forhindrer dem i det, vil de sikkert fortsat stile efter at sikre dig mindre løn, ringere arbejdsforhold og lavere velfærdsydelser.

Børsting: Vigtigt at deltage i kapløb mod bunden

LO-formanden skyder med skarpt mod kritikerne og fremlægger sin vision for fagbevægelsens og samfundets fremtid.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Måske er regeringen ikke videre populær i befolkningen, men den bør dog prise sig lykkelig over ved sin side at have en kapacitet som Harald Børsting. Han kan bl.a. trække på sine egne erfaringer på arbejdsmarkedet, nemlig i fiskeindustrien i forrige årtusinde, nærmere bestemt i 1970'erne, og må derfor formodes at have en særlig indsigt i, hvad der rører sig blandt LO's 1,1 million medlemmer, og hvordan man udlægger regeringens politik overfor manden og kvinden på gulvplan.

Og ikke overraskende sætter LO-formanden da også i et længere interview med Jyllands-Posten regeringens kritikere på plads med en blanding af stringent logik, hårdtslående argumenter og nøje udvalgte pædagogiske eksempler. Ifølge Børsting er det største problem ved regeringens politik således ikke indholdet, men indpakningen. Han indrømmer, at konsekvensen af denne politik ”lige nu er, at vi ikke helt lever op til det, vi gerne ville på den fordelingspolitiske bane og på den socialpolitiske bane”, men langt alvorligere er det dog, at regeringen ”i for ringe grad [har] taget sig tid til at forklare befolkningen, hvad hele det her projekt går ud på.”

Lad os hurtigt springe over Børstings brug af ordet ”vi” om regeringens politik - selv om det muligvis vil komme som en overraskelse for en del LO-medlemmer, at deres formand er en del af regeringen. Og ganske vist viser en undersøgelse af folketingsvalget i 2011, med Professor Jørgen Goul Andersens ord, at ”de adspurgte danskere [udtrykker] en grundlæggende uvilje imod større ulighed i samfundet. De vil hellere have velfærd end skattelettelser, de ønsker en øget beskatning på høje indtægter, og de mener ikke, at ulighed gavner samfundet”.

De adspurgte danskerne har nemlig ikke forstået, hvad der er godt for dem selv, men så ville de jo heller ikke have brug for en type som netop Harald Børsting. Han vælger klogeligt at se bort fra forældede ideer såsom, at det skulle være fagbevægelsens opgave at forsvare medlemmernes lønninger, og understreger i stedet behovet for forstærket konkurrence om de ledige jobs gennem øget arbejdsudbud. Børsting har nemlig blik for det store billede, og han kan derfor heller ikke bebrejdes ikke nærmere at beskrive, hvad det øgede arbejdsudbud vil betyde for medlemmernes lønninger

For ”det handler om at skabe arbejdspladser, når vi kommer længere frem”, som han forklarer, uden dog at uddybe, om det er krystalkugle, kaffegrums, tarotkort eller lignende, som har gjort ham i stand til at forudsige, at der ikke vil være krise og mangel på jobs, ”når vi kommer længere frem”. Hvilket er dobbelt ærgerligt med tanke på det midlertidige tilbageslag, han og resten af fagtoppen oplevede under sidste års trepartsforhandlinger, ”hvor vi jo havde en tilgang, at der kunne laves en fornuftig handel ved at bytte et par fridage væk i forhold til andre forbedringer”.

Her må der have været tale om forbedringer, som er så indlysende store, at det er overflødigt for LO-formanden at nævne dem, om end han måske burde have ladet et par velvalgte ord om disse falde over for de faglige græsrødder, hvis oprør stoppede trepartsforhandlingerne. Så havde de måske i højere grad forstået, at selvom det kaldes arbejderbevægelsen er opgaven ikke f.eks. at kræve lavere arbejdstid, men derimod at sikre, at medlemmerne arbejder mere. Bliver de først forklaret sagens rette sammenhæng af Børsting og resten af fagtoppen, vil medlemsflugten fra LO utvivlsomt ophøre. Inden den dag, der, hvis LO's nuværende faglige og politiske linje fortsætter, uden tvivl snart oprinder, er det dog nødvendigt, at vi med Børstings hjælp lige forstår et par andre af regeringens reformer bedre.

”De, der skal skifte fleksjob, får en lang ringere aflønning. Men så kan man igen diskutere: Er det så unfair? Det synes jeg ikke, for de får stadig mere, end de kunne få ved at være fuldtidsarbejdsløse”, påpeger Børsting skarpsindigt. Ja, hvorfor skulle fagbevægelsen være imod lavere lønninger, f.eks. til sine medlemmer med nedsat arbejdsevne, så længe de tjener mere, end de ville få på kontanthjælp eller dagpenge? Omvendt skal det ifølge Børsting kunne betale sig at arbejde, hvilket dog ikke handler om utopiske forestillinger såsom at hæve de laveste lønninger, men derimod om at sænke f.eks. kontanthjælpen. Derfor ser Børsting heller ingen grund til at kritisere sidste års skattereform, hvor ”man reducerer reguleringen af overførselsindkomsterne en lille smule” og derfor ”ikke er nogen katastrofe”, eftersom den angiveligt sikrer, at det kan betale sig at arbejde – hvilket det dog ifølge Børsting allerede kan, bortset fra ”nogle få hundrede familier”.

Og derfor bør vi også rose regeringens kontanthjælpsreform, hvor kontanthjælpsmodtagere over 25 år fremover skal forsørges af deres samlever, hvis denne tjener over 30.000 kroner om måneden eller har formue. Den samme reform indfører som bekendt uddannelsestvang for unge arbejdsløse, der desuden får halveret deres hidtidige ydelse, hvilket, bortset fra for de allersvageste kontanthjælpsmodtageres vedkommende, suppleres af arbejdspligt i nyttejobs. Det er nemlig alt sammen nødvendigt ifølge Børsting, eftersom ”nogle kontanthjælpsfamilier er groet fast i kontanthjælp, fordi det ikke kan betale sig at arbejde”, om end, som vi tidligere så, det ifølge ham selv kun drejer sig om ”nogle få hundrede familier”.

Vi bør nemlig fokusere på det store billede, og hvorfor så i øvrigt ikke, for lige at være på den sikre side, smide halvering og fjernelse af kontanthjælp, uddannelsespligt og nyttejob-tvang oven i. Og lykkeligvis findes der allerede nu på nyttejob-området kommuner som pionerer regeringens og LO's tanker ved f.eks. at sætte arbejdsløse til at fjerne hundelort og asbest. Hvis Harald selv var arbejdsløs, og ikke tilfældigvis efter 33 års fuldtidsbeskæftigelse i fagbevægelsen tjente 1,2 millioner om året, ville han naturligvis være mere end villig til at udføre nyttejobs som disse med glæde og taknemmelighed. Og så endda til en timeløn på 47 kroner i timen, som da også bør vække applaus fra fagbevægelsens side.

Da den tidligere regering sammen med De Radikale og Dansk Folkeparti i 2010 halverede dagpengeperioden og fordoblede genoptjeningsperioden kaldte Børsting det som bekendt for ”så asocialt, som det kan blive” og indkaldte til stor demonstration på Christiansborg Slotsplads. Men tiderne skifter, lige som regeringen gør det, og derfor er det fuldt forståeligt, at Børsting, modsat dengang, ikke "vil have pengene retur", og derfor nu begrænser sig til at tale for ”et stærkt toårigt system, der er i balance”, hvis det f.eks. suppleres af ”en optjeningsperiode på et halvt år”. Og selv om den seneste finanslov var den strammeste siden 1990, og selv om det medfører tusindvis af fyringer i den offentlige sektor, er tiden heller ikke til tillidsmandsmøder for offentlige ansatte, som det i 2010 med 3.500 deltagere, som fagbevægelsen dengang arrangerede. Og nok er det den nuværende regering, som har afskaffet efterlønnen, men der er ikke brug for et tillidsmandsmøde som det med 5.000 deltagere i 2011, der skulle forsvare efterlønnen.

Dengang forklarede Børsting, at fagbevægelsens ”største styrke er vores mange tusinder tillidsrepræsentanter, der har et solidt netværk rundt omkring på landets arbejdspladser”. Godt at Børsting gemmer ”fagbevægelsens største styrke” til et tidspunkt, hvor det for alvor brænder på, og godt, at f.eks. 3F har aflivet sin Skævt-kampagne, selv om den nuværende regering viderefører VK's skattelettelser til de rigeste. For det første ville det risikere at sætte Børsting, der som nævnt betragter sig selv som en del af regeringen, i en akavet situation. Men endnu vigtigere er det, at sådanne aktiviteter hurtigt kunne afspore Børstings planer. Det er planer, hvor SU-forringelser samtidig med, at der gives skattelettelser til erhvervslivet, ikke er noget problem. ”Når nogen siger, at nu har du taget 2 mio. kr. fra SU'en og givet selskabslettelser for, så er det noget pladder”, forklarer Børsting – inden han lettere forvirrende modificerer sit udsagn med, at det ”hele går jo ind i den samlede kasse”. Skattelettelser og SU-besparelser er altså en del af samme kasse, men Børsting formår, i modsætning til regeringens kritikere, at holde dem adskilt.

”Det kan måske være svært at dokumentere, at selskabsskattelettelser giver nogle job. Men det skal ses som en samlet pakke, og vi bliver nødt til at erkende, at det, der foregår i Europa lige nu, er et kapløb mod bunden omkring selskabsskatterne. Og jeg kan ikke se nogen særlig grund til, at vi skal stå bagerst i køen”, udtaler LO-bossen. Med andre ord er det nødvendigt at give skattelettelser til erhvervslivet, selv om vi ikke kan dokumentere, at det virker, fordi der foregår et kapløb mod bunden, som vi bør deltage i og sikre, at vi ikke rammer bunden sidst. Lad os håbe, at Børstings bagland ikke sætter en stopper for hans vision for fagbevægelsen og samfundet om at ramme bunden.

Vi bør derfor være fulde af fortrøstning over udsigten til, at det under Børstings og regeringens kyndige lederskab vil lykkes os at ramme bunden. Og mon ikke Børsting også til den tid vil være klar til at forklare os, at det hele vil blive meget værre under en borgerlig regering?