Børsting: Vigtigt at deltage i kapløb mod bunden

LO-formanden skyder med skarpt mod kritikerne og fremlægger sin vision for fagbevægelsens og samfundets fremtid.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Måske er regeringen ikke videre populær i befolkningen, men den bør dog prise sig lykkelig over ved sin side at have en kapacitet som Harald Børsting. Han kan bl.a. trække på sine egne erfaringer på arbejdsmarkedet, nemlig i fiskeindustrien i forrige årtusinde, nærmere bestemt i 1970'erne, og må derfor formodes at have en særlig indsigt i, hvad der rører sig blandt LO's 1,1 million medlemmer, og hvordan man udlægger regeringens politik overfor manden og kvinden på gulvplan.

Og ikke overraskende sætter LO-formanden da også i et længere interview med Jyllands-Posten regeringens kritikere på plads med en blanding af stringent logik, hårdtslående argumenter og nøje udvalgte pædagogiske eksempler. Ifølge Børsting er det største problem ved regeringens politik således ikke indholdet, men indpakningen. Han indrømmer, at konsekvensen af denne politik ”lige nu er, at vi ikke helt lever op til det, vi gerne ville på den fordelingspolitiske bane og på den socialpolitiske bane”, men langt alvorligere er det dog, at regeringen ”i for ringe grad [har] taget sig tid til at forklare befolkningen, hvad hele det her projekt går ud på.”

Lad os hurtigt springe over Børstings brug af ordet ”vi” om regeringens politik - selv om det muligvis vil komme som en overraskelse for en del LO-medlemmer, at deres formand er en del af regeringen. Og ganske vist viser en undersøgelse af folketingsvalget i 2011, med Professor Jørgen Goul Andersens ord, at ”de adspurgte danskere [udtrykker] en grundlæggende uvilje imod større ulighed i samfundet. De vil hellere have velfærd end skattelettelser, de ønsker en øget beskatning på høje indtægter, og de mener ikke, at ulighed gavner samfundet”.

De adspurgte danskerne har nemlig ikke forstået, hvad der er godt for dem selv, men så ville de jo heller ikke have brug for en type som netop Harald Børsting. Han vælger klogeligt at se bort fra forældede ideer såsom, at det skulle være fagbevægelsens opgave at forsvare medlemmernes lønninger, og understreger i stedet behovet for forstærket konkurrence om de ledige jobs gennem øget arbejdsudbud. Børsting har nemlig blik for det store billede, og han kan derfor heller ikke bebrejdes ikke nærmere at beskrive, hvad det øgede arbejdsudbud vil betyde for medlemmernes lønninger

For ”det handler om at skabe arbejdspladser, når vi kommer længere frem”, som han forklarer, uden dog at uddybe, om det er krystalkugle, kaffegrums, tarotkort eller lignende, som har gjort ham i stand til at forudsige, at der ikke vil være krise og mangel på jobs, ”når vi kommer længere frem”. Hvilket er dobbelt ærgerligt med tanke på det midlertidige tilbageslag, han og resten af fagtoppen oplevede under sidste års trepartsforhandlinger, ”hvor vi jo havde en tilgang, at der kunne laves en fornuftig handel ved at bytte et par fridage væk i forhold til andre forbedringer”.

Her må der have været tale om forbedringer, som er så indlysende store, at det er overflødigt for LO-formanden at nævne dem, om end han måske burde have ladet et par velvalgte ord om disse falde over for de faglige græsrødder, hvis oprør stoppede trepartsforhandlingerne. Så havde de måske i højere grad forstået, at selvom det kaldes arbejderbevægelsen er opgaven ikke f.eks. at kræve lavere arbejdstid, men derimod at sikre, at medlemmerne arbejder mere. Bliver de først forklaret sagens rette sammenhæng af Børsting og resten af fagtoppen, vil medlemsflugten fra LO utvivlsomt ophøre. Inden den dag, der, hvis LO's nuværende faglige og politiske linje fortsætter, uden tvivl snart oprinder, er det dog nødvendigt, at vi med Børstings hjælp lige forstår et par andre af regeringens reformer bedre.

”De, der skal skifte fleksjob, får en lang ringere aflønning. Men så kan man igen diskutere: Er det så unfair? Det synes jeg ikke, for de får stadig mere, end de kunne få ved at være fuldtidsarbejdsløse”, påpeger Børsting skarpsindigt. Ja, hvorfor skulle fagbevægelsen være imod lavere lønninger, f.eks. til sine medlemmer med nedsat arbejdsevne, så længe de tjener mere, end de ville få på kontanthjælp eller dagpenge? Omvendt skal det ifølge Børsting kunne betale sig at arbejde, hvilket dog ikke handler om utopiske forestillinger såsom at hæve de laveste lønninger, men derimod om at sænke f.eks. kontanthjælpen. Derfor ser Børsting heller ingen grund til at kritisere sidste års skattereform, hvor ”man reducerer reguleringen af overførselsindkomsterne en lille smule” og derfor ”ikke er nogen katastrofe”, eftersom den angiveligt sikrer, at det kan betale sig at arbejde – hvilket det dog ifølge Børsting allerede kan, bortset fra ”nogle få hundrede familier”.

Og derfor bør vi også rose regeringens kontanthjælpsreform, hvor kontanthjælpsmodtagere over 25 år fremover skal forsørges af deres samlever, hvis denne tjener over 30.000 kroner om måneden eller har formue. Den samme reform indfører som bekendt uddannelsestvang for unge arbejdsløse, der desuden får halveret deres hidtidige ydelse, hvilket, bortset fra for de allersvageste kontanthjælpsmodtageres vedkommende, suppleres af arbejdspligt i nyttejobs. Det er nemlig alt sammen nødvendigt ifølge Børsting, eftersom ”nogle kontanthjælpsfamilier er groet fast i kontanthjælp, fordi det ikke kan betale sig at arbejde”, om end, som vi tidligere så, det ifølge ham selv kun drejer sig om ”nogle få hundrede familier”.

Vi bør nemlig fokusere på det store billede, og hvorfor så i øvrigt ikke, for lige at være på den sikre side, smide halvering og fjernelse af kontanthjælp, uddannelsespligt og nyttejob-tvang oven i. Og lykkeligvis findes der allerede nu på nyttejob-området kommuner som pionerer regeringens og LO's tanker ved f.eks. at sætte arbejdsløse til at fjerne hundelort og asbest. Hvis Harald selv var arbejdsløs, og ikke tilfældigvis efter 33 års fuldtidsbeskæftigelse i fagbevægelsen tjente 1,2 millioner om året, ville han naturligvis være mere end villig til at udføre nyttejobs som disse med glæde og taknemmelighed. Og så endda til en timeløn på 47 kroner i timen, som da også bør vække applaus fra fagbevægelsens side.

Da den tidligere regering sammen med De Radikale og Dansk Folkeparti i 2010 halverede dagpengeperioden og fordoblede genoptjeningsperioden kaldte Børsting det som bekendt for ”så asocialt, som det kan blive” og indkaldte til stor demonstration på Christiansborg Slotsplads. Men tiderne skifter, lige som regeringen gør det, og derfor er det fuldt forståeligt, at Børsting, modsat dengang, ikke "vil have pengene retur", og derfor nu begrænser sig til at tale for ”et stærkt toårigt system, der er i balance”, hvis det f.eks. suppleres af ”en optjeningsperiode på et halvt år”. Og selv om den seneste finanslov var den strammeste siden 1990, og selv om det medfører tusindvis af fyringer i den offentlige sektor, er tiden heller ikke til tillidsmandsmøder for offentlige ansatte, som det i 2010 med 3.500 deltagere, som fagbevægelsen dengang arrangerede. Og nok er det den nuværende regering, som har afskaffet efterlønnen, men der er ikke brug for et tillidsmandsmøde som det med 5.000 deltagere i 2011, der skulle forsvare efterlønnen.

Dengang forklarede Børsting, at fagbevægelsens ”største styrke er vores mange tusinder tillidsrepræsentanter, der har et solidt netværk rundt omkring på landets arbejdspladser”. Godt at Børsting gemmer ”fagbevægelsens største styrke” til et tidspunkt, hvor det for alvor brænder på, og godt, at f.eks. 3F har aflivet sin Skævt-kampagne, selv om den nuværende regering viderefører VK's skattelettelser til de rigeste. For det første ville det risikere at sætte Børsting, der som nævnt betragter sig selv som en del af regeringen, i en akavet situation. Men endnu vigtigere er det, at sådanne aktiviteter hurtigt kunne afspore Børstings planer. Det er planer, hvor SU-forringelser samtidig med, at der gives skattelettelser til erhvervslivet, ikke er noget problem. ”Når nogen siger, at nu har du taget 2 mio. kr. fra SU'en og givet selskabslettelser for, så er det noget pladder”, forklarer Børsting – inden han lettere forvirrende modificerer sit udsagn med, at det ”hele går jo ind i den samlede kasse”. Skattelettelser og SU-besparelser er altså en del af samme kasse, men Børsting formår, i modsætning til regeringens kritikere, at holde dem adskilt.

”Det kan måske være svært at dokumentere, at selskabsskattelettelser giver nogle job. Men det skal ses som en samlet pakke, og vi bliver nødt til at erkende, at det, der foregår i Europa lige nu, er et kapløb mod bunden omkring selskabsskatterne. Og jeg kan ikke se nogen særlig grund til, at vi skal stå bagerst i køen”, udtaler LO-bossen. Med andre ord er det nødvendigt at give skattelettelser til erhvervslivet, selv om vi ikke kan dokumentere, at det virker, fordi der foregår et kapløb mod bunden, som vi bør deltage i og sikre, at vi ikke rammer bunden sidst. Lad os håbe, at Børstings bagland ikke sætter en stopper for hans vision for fagbevægelsen og samfundet om at ramme bunden.

Vi bør derfor være fulde af fortrøstning over udsigten til, at det under Børstings og regeringens kyndige lederskab vil lykkes os at ramme bunden. Og mon ikke Børsting også til den tid vil være klar til at forklare os, at det hele vil blive meget værre under en borgerlig regering?