Svømmeforbud er anti-muslimsk racisme

Alle partier i Aarhus Byråd (minus EL og R) stemte for forbuddet mod kvindesvømning i kommunalt regi. Det skal ”redde” kvinderne.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Den postkoloniale teoretiker Spivak beskrev med ordene ”hvide mænd redder brune kvinder fra brune mænd” idéerne bag forbuddet mod kvindesvømningen i Gellerupbadet. En populær fritidsaktivitet i et af landets fattigste boligområder, der i forvejen har færre fritidstilbud end resten af byen, og hvor hver 6. familie rammes af kontanthjælpsloftet.

Som Elsebeth Frederiksen, talsperson for Kvindesvømningens Venner, der bekæmper forbuddet, påpeger, ville ingen have anset svømningen for et problem i rigmandskvarteret Risskov. Iflg. borgmester Jacob Bundsgaard (S) er ”der en udfordring i nogle af de muslimske miljøer i Aarhus med kvindeundertrykkelse og formentlig også andre steder”.

Bundsgaard gør her kvindeundertrykkelse til et unikt problem for muslimer eller et problem primært dér. Dog mener en lige så stor andel (10 %) af Dansk Folkepartis vælgere som muslimer, at kvinders plads er i hjemmet. Byrådet har ikke iværksat initiativer mod dette ”parallelsamfund” eller rigmandsghettoer, hvor undersøgelser viser, at skattesvindel og sort arbejde er mest udbredt.

Del af en større kamp
Idéen om, at ”Vesten” med vold befrier muslimske kvinder er gammel. F.eks. invaderede og besatte Storbritannien i 1882 Egypten, og lederen af besættelsen, Lord Cromer, forsvarede den bl.a. med henvisning til kvinderettigheder. Samtidig var han i hjemlandet medstifter af en forening mod kvinders stemmeret. På samme måde hævdede George W. Bush, der bl.a. bekæmpede fri abort og prævention, at USA’s krig ville befri afghanske kvinder.

Muslimske kvinder ses her som passive ofre og ude af stand til at tale og handle på egne vegne. Kampen om kvindesvømning viser det modsatte. Demonstrationer, offentlige møder, læserbreve og en underskriftsindsamling vandt kampen om opinionen, så et stort flertal af byens borgere i en meningsmåling var imod forbud. Det handler bl.a. om kvindekampens krav om retten til selv at bestemme, hvor lidt – eller hvor meget – tøj, man bærer, og om at bestemme over egen krop. Men da forbuddet skyldes islamofobi, er det også nødvendigt med en bredere anti-racistisk kamp. Den internationale aktionsdag mod racisme 18/3 handler netop om det.

Følg ”Kvindesvømningens Venner i Gellerupbadet” på Facebook. Møderne er normalt søndag kl. 16 i Beboerhuset Yggdrasil, Dortesvej 35A, 8220 Brabrand.

”Det handler om at få folk til selv at handle”

Interview med irsk og tysk socialist om at være revolutionær i det borgerlige parlament.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Christine Buchholz sidder i det tyske parlament for det socialistiske parti Die Linke og er desuden tilknyttet den revolutionære gruppe Marx21, mens Richard Boyd Barrett er medlem af Socialist Workers Party i Irland (søsterparti til IS, som udgiver denne avis), hvor han repræsenterer venstrefløjs-koalitionen People Before Profit i landets parlament. Her fortæller de, om hvordan de som revolutionære socialister bruger deres plads i parlamentet.

”Parlamentet er en del af statsmaskinen, som fuldstændig beherskes af kapitalist-klassen. Mens der i teorien tales om magtens tredeling, om adskillelse af magten, er det den udøvende magt, der dominerer den lovgivende magt [parlamentet, red.]. Og den udøvende magt, dvs. hæren, politiet, statsbureaukratiet, regeringsmaskinen osv., beherskes af klasse-interesser, som står i modsætning til det store flertal af befolkningen. Dette fører til en situation, hvor partierne hvert fjerde år forsøger at indfange stemmer ved at love alt muligt for derefter at gøre alt, hvad de tror er i ”den nationale interesse”, dvs. kapitalens interesse", forklarer Christine Buchholz om sin daglige arbejdsplads, den tyske forbundsdag. Richard Boyd Barrett er ikke mindre kritisk over for det irske parlament, The Dáil:

”Det grundlæggende problem er, at parlamentet ikke står til ansvar for befolkningen til daglig, og at vi derfor har brug for en form for demokrati, der er langt mere direkte og baseret på deltagelse, ja, i virkeligheden taler jeg om et demokrati, hvor vi ikke har professionelle politikere, men snarere har folk, der på organisk vis repræsenterer arbejderklassen og almindelige mennesker – hvor folk kan stilles til regnskab på ugentlig, ja, daglig basis, og kan erstattes, hvis de ikke formår at gennemføre den politik, de hævder at stå for.”

Eliten ikke interesseret i argumenter
"Hovedprioriteten er at bruge parlamentet som en platform til at organisere modstand uden for parlamentet. At bruge det til at koordinere og forbinde forskellige kampe, som finder sted uden for parlamentet - på arbejdspladserne, i lokalsamfundene samt diverse kampe mod nedskæringer. Men parlamentet i sig selv er ikke modtageligt for forandring, og det står meget klart for mig efter to et halvt år derinde, at det eneste tidspunkt, regeringen påvirkes af, hvad vi siger i parlamentet, er, når der er mange mennesker på gaderne uden for parlamentet, for regeringen og landets eliter er ikke interesserede i gode argumenter", forklarer Boyd Barrett, mens Buchholz siger:

”Min vigtigste prioritet er at understøtte klassekampen og bevægelserne i Tyskland og at styrke Die Linkes venstrefløj. Jeg mener, at det er vigtigt at prioritere. Et eksempel: Da jeg sad i undersøgelses-komiteen om Kundus-bombningen [hvor 140 civile afghanere i 2009 blev dræbt af NATO, red.], organiserede jeg sammen med en kammerat en rejse til Afghanistan for at mødes med ofrene. Da vi havde en intern debat om, hvorvidt vi skulle stemme imod en fredsbevarende FN-styrke i Sudan eller stemme blankt, rejste jeg til Sudan for at styrke argumenterne hos dem, som var imod enhver form for militærintervention. Men jeg deltog aldrig i officielle parlamentariske delegationer eller lignede rejser, som ikke er forbundet med debatterne og aktiviteterne i bevægelserne og på venstrefløjen.”

Den parlamentariske boble
Med andre ord ser de to socialister det som deres opgave at støtte de udenomsparlamentariske protester. Om erfaringerne med dette siger Buchholz: ”Ligesom de andre parlamentsmedlemmer fra Die Linke stemte jeg imod finanspagten og redningspakkerne til de europæiske banker. Men det vigtigste arbejde bestod i at mobilisere aktivt imod trojkaens [Den Internationale Valutafond, EU-kommissionen og Den Europæiske Centralbank, red.] politik og Merkel [den tyske forbundskansler, red.] til en landsdækkende demonstration i Frankfurt. Da politiet forbød at demonstrere i byen i 2012, holdt jeg en tale i forbundsdagen, der fordømte det. Da politiet angreb en del af ”Blockupy”-demonstrationen i 2013, brugte jeg og andre Die Linke-medlemmer parlamentet til at stille regeringen til regnskab. Sammen med andre parlamentsmedlemmer brugte jeg min position til at deltage i sit-down protester for at blokere nazisternes march i Dresden. For nogle af parlamentsmedlemmerne betød det, at deres parlamentariske immunitet blev fjernet. Det handler om gennem sin position som parlamentsmedlem at stå til rådighed for de udenomsparlamentariske aktiviteter – og ikke omvendt.”

Boyd Barrett supplerer: ”Det handler om, hvor mange mennesker, man kan mobilisere for at presse forandringer igennem. Jeg synes, at vi har gjort dette ganske godt på en række områder, ikke mindst gennem kampagnen for nylig for at stoppe privatiseringen af offentlig skovdrift her i landet. Her stod vi spidsen for kampagnen uden for parlamentet, men brugte parlamentet som fokuspunkt til at koordinere det hele. Der har også været en række succesrige protester imod nedskæringer på handikappede, udsatte skoler, lokale kampe for at forhindre et oliefirma i at placere en boreplatform i bugten ud for Dublin, hvor jeg igen mener, at vi brugte parlamentet på en god måde til at opbygge og støtte modstandsbevægelser uden for. Så det kan godt lade sig gøre, men det er afgørende ikke at blive suget ind i den parlamentariske boble.”

Forandring kommer nedefra 
Som revolutionær socialist arbejder man på en anden måde end andre parlamentsmedlemmer, hvilket Buchholz beskriver på denne måde: "Som revolutionær prioriterer jeg alle former for mobiliseringer – ikke kun krigsmodstanden, som jeg dækker som Die Linkes fredspolitiske ordfører - men også f.eks. i forhold til de store anti-kapitalistiske protester. Vigtigst af alt er, at jeg som revolutionær ikke bare kan arbejde på egen hånd. Jeg er forbundet med mange inden for partiet og bevægelsen, og jeg er del af et netværk af andre revolutionære inden for Die Linke, hvilket betyder, at man bevarer jordforbindelsen og hvilket fungerer som en ramme for kollektive diskussioner."

Boyd Barrett fortæller, at de andre venstrefløjs-medlemmer af det irske parlament "har en tendens til først og fremmest at formulere en alternativ politik, og mene, at hvis man får tilstrækkelig mange til at stemme for den politik, kan man ændre tingene gennem parlamentet. Det mener jeg ikke. Jeg mener, at det er folkemagt og arbejdermagt, der kan ændre tingene. Jeg mener, at uanset om det er bevidst eller ej, sælger man folk en illusion, hvis man siger "stem på mig og jeg ændrer det for dig" til dem. Derfor understreger jeg altid i alt, jeg gør, folks magt til at skabe forandringer. Når vi har haft mest succes med kampagner, har det ikke været fordi, at jeg har holdt gode taler i parlamentet, men fordi, at disse taler har fået styrke og vægt af det, der er sket uden for. Det mener jeg er det afgørende, at forandring kommer nedefra, og at venstreorienteredes rolle i parlamentet er at opmuntre almindelige mennesker til at handle selv – ikke at erstatte dem."

Oversat og redigeret fra tidsskriftet Irish Marxist Review, Vol 2, No 7, 2013:
http://www.irishmarxistreview.net/index.php/imr/article/view/82/84

Farvel og utak til VKO

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Ved folketingsvalget 15. september har vi muligheden for at smide Danmarks mest højreorienterede regering i syv årtier på den politiske losseplads. Ikke siden Venstre-regeringen 1926-1929 under ledelse af godsejeren Thomas Madsen-Mygdal har det parlamentariske flertal her i landet befundet sig så langt til højre i det politiske spektrum.

Anders Fogh Rasmussen indledte sin tid i statsministerembedet med at proklamere et ”opgør med klassekampen”. Han og efterfølgeren Lars Løkke Rasmussen har gennem deres politik selv leveret det bedste dementi af den påstand. Millionærerne, milliardærerne og de store virksomheder er blevet forgyldt med store skattelettelser. Imens er uligheden og fattigdommen eksploderet. Vel at mærke før vi har set konsekvenserne af sidste års halvering af dagpengeperioden og beskæring af børnechecken samt den nye 2020-plans afskaffelse af efterlønnen og fjernelse af SU'en for hjemmeboende og studerende, der ikke gennemfører uddannelsen på normeret på tid.

Den borgerlige klassekamp har ramt de etniske minoriteter ekstra hårdt. Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti (VKO) har indført en særlig lav, fattigdomsfremkaldende ydelse ved navn ”starthjælp” for arbejdsløse flygtninge og indvandrere. Den berygtede 24-års regel ved familiesammenføring, senere afløst af det såkaldte ”pointsystem”, er et andet af VKO's mere diskriminerende påfund. Den konstante mistænkeliggørelse og forhånelse af muslimer og deres religion fremkaldte efter Jyllands-Postens Muhammed-karikaturer en international krise, hvor Danmark blev et symbol på statsracisme og systematiseret diskrimination.

I de 10 år Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti har været ved magten, har Danmark ført krig i hele tre forskellige lande. Løgnen om masseødelæggelsesvåben førte i Irak til mere end én million døde og torturscenerne i Abu Ghraib. I Afghanistan er situationen i dag værre end under Taliban, hvis man f.eks. spørger menneskerettighedsaktivisten Malalai Joya og kvindeorganisationen RAWA. Under påskud af menneskerettigheder bomber danske F16-fly nu Libyen, selv om udenrigsminister Lene Espersen så sent som sidste år godkendte salg af militærudstyr til Gaddafi-regimet. Det var næppe heller af hensyn til befolkningen i Bahrain, at regeringen tidligere i år lod Dronning Margrethe overrække en orden til den lokale diktator.

Vi kunne fortsætte med at opremse VKO's politik i forhold til den økonomiske krise, klimaet, uddannelse, sundhed osv. osv. Men alene det allerede nævnte burde være rigelig med grund til, hvorfor det er tid til at sige farvel, men bestemt ikke tak, til VKO.

George W. Bush dræbt - tillykke til Irak

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Det er netop blevet officielt meddelt, at irakiske kommandosoldater efter en skududveksling har dræbt George W. Bush, den ansvarlige for Irak-krigen, der skjulte sig på en ranch i Texas. Da det som meningsdanner som bekendt gælder om at være hurtigt ude med en kommentar, genbruges her Jyllands-Postens leder fra 2. maj om drabet på bin Laden. Der er blot foretaget nogle få rettelser, som er markeret med fed skrift.

TIlLYKKE IRAK

Ligesom vi alle var irakere den 19. marts 2003, så er vi også alle irakere i dag.

Endelig! Otte års traume efter krigen mod Irak har fået et solidt skud for boven med meddelelsen om terrorchefen George W. Bushs død. Tillykke til Irak; tillykke til os alle.

Det er næsten som i en meget amerikansk Hollywood-film: Først går man grueligt meget igennem, så trækker tingene i langdrag, og så sejrer retfærdigheden alligevel til sidst. De gode vinder; de onde taber. Sådan skal det være. Derfor er tilfredsstillelsen i dag global.

Det er et åbent sår i Iraks sjæl, som nu er kommet meget nærmere at læges. Det er muligt, at Bush i dag ikke har meget med det praktiske terror-håndværk at gøre. Pentagon hævdes gerne at være mere eller mindre selvstyrende. Allerede under den tidligere premierminister Ibrahim al-Jaafari, som var særligt martret af den udeblivende succes med at fange eller dræbe Bush, skiftede Irak til synspunktet om, at Pentagon var blevet meget mere end Bush. Det er kun blevet rigtigere, jo længere tiden er gået.

Alligevel er neutraliseringen af Bush en stor triumf for Irak; for os alle. Han var og blev et samlende symbol for de formørkede, middelalderlige kræfter, som hader Mellemøsten, og ikke skyer noget middel for at ramme Mellemøsten. Han var et terrorens ikon; en ondskabsfuld og totalt hensynsløs katalysator for et irrationelt had, for hvem menneskeliv intet betød.

George W. Bush er samtidig selv det bedste dementi af de hændervridende forsøg på at forklare terroren med sociale årsager. Bush selv var som bekendt multimilliardær. Mange af dem, der har startet krige i de forløbne otte år har været velsituerede, veluddannede og velfungerende mennesker. Det gælder også de neo-konservative høge bag massemordet i Irak. Til gåden Bush knytter sig derfor også gåden om, hvad der egentlig driver de kapitalistiske terrorister.

Nu er han død. Triumfen er endnu større, end da Wall Street-svindleren Bernard Madoff blev hevet ud af sin luksuslejlighed. Et vigtigt skridt i terrorbekæmpelsen er taget, i det mindste psykologisk. Foran det irakiske parlament jubler irakere af alle slags. Ligesom vi alle var irakere den 19. marts 2003, så er vi også alle irakere i dag.

Det tog otte år. Men det lykkedes. Det er en god dag.

Rød-brun demo bør være en lærestreg for venstrefløjen

AF LARS HENRIK CARLSKOV 

Fredag eftermiddag oplevede vi desværre atter det tåkrummende syn af fremtrædende repræsentanter for Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten stående skulder ved skulder med racistiske politikere og erklærede nazister i en demonstration mod den islamistiske organisation Hizb-ut-Tahrir. Velkendte islamofober som Karen Jespersen og Farshad Kholghi var inviteret som talere, og ud over repræsentanter fra venstrefløjen mødte intet mindre end otte ministre op, foruden naturligvis delegationer fra højreradikale grupper som Danmarks Nationale Front og SIAD. Så der blev både heilet og råbt perker ved demonstrationen.

På forhånd havde det vakt voldsom opstandelse, at Hizb-ut-Tahrir i invitationen til arrangementet i Den Sorte Diamant afbilledede en kiste svøbt i dannebrog og forklarede, at mødet ville:

”...sætte fokus på pligten til væbnet modstand for muslimerne i Afghanistan og omegn. Vi anser denne modstand som fuldt ud legitim. I den sammenhæng vil myndighedernes forsøg på at kriminalisere eller intimidere enhver krigsmodstander også blive belyst.”

Dette resulterede som bekendt i, at kulturminister Per Stig Møller forsøgte at forhindre afholdelsen af mødet samt, at justitsminister Lars Barfoed, på opfordring fra De Radikale og SF, bad rigsadvokaten om igen at undersøge muligheden for at forbyde organisationen. Lars Barfoed forklarede endvidere, at det falder uden for ytringsfrihedens rammer at beskrive afghanernes væbnede modstand mod NATO's besættelse som legitim.

Hvis vi skal følge den særegne Barfoed'ske logik, bør det således også være strafbart, som f.eks. den fremtrædende amerikanske jurist Marjorie Cohn har gjort det, at betegne NATO's krig som ”ulovlig”, idet det indebærer, at afghanernes modstand, voldelig såvel som ikke-voldelig, er lovlig. Til kategorien af strafbare handlinger hører det dermed også at citere FN-charterets artikel 51 og FN-resolution 42/159, der begge fastslår retten til at gøre oprør mod en besættelse.

Selvom justitsministeren, tilmed assisteret af De Radikale og SF, vil bruge domstolene til at forhindre udbredelsen af sådanne ytringer, må det være på sin plads at understrege, at retten til modstand mod besættelse og undertrykkende regimer ikke er afhængig af en juridisk forhåndsgodkendelse. Tværtimod vil magthaverne oftest stemple legitim modstand som ”terrorisme”, på samme måde som den danske modstandsbevægelse oplevede det under 2. verdenskrig og som det efterfølgende er sket for nationale befrielsesbevægelser lige fra Algeriet og Vietnam til Sydafrika og Palæstina. Nøjagtig det samme er tilfældet i Afghanistan i dag, på trods af, at selv amerikanske efterretningsrapporter vurderer, at blot omkring 10 % af oprørerne tilhører grupper som Taliban og al-Qaeda.

Fremmer racisternes og krigstilhængernes agenda
Det er pinligt nok i sig selv at se dele af venstrefløjen demonstrere side om side med borgerlige ministre og højreradikale grupper. Men pinligheden bliver bestemt ikke mindre af, at arrangørerne havde opfordret til at medbringe dannebrogsflag og gule ”Støt vore soldater”-sløjfer. Venstrefløjen forsyner således ikke blot racisme og nationalisme med et skær af respektabilitet, men lader sig tilmed indrullere i støtten til den danske krigsførelse.

For netop det påståede hensyn til de udsendte soldater dominerer debatten om den danske krigsdeltagelse og bruges af krigstilhængerne til at forsøge at lukke på munden på kritikkerne, samtidig med, at "fjenden" i Afghanistan frakendes enhver form for legitimitet. De betragtes, for nu at bruge Bush-regeringens betegnelse, som "illegale kombattanter. Hvis politikerne virkelig bekymrer sig om de udsendte soldater, bør de straks trække dem hjem og sikre, at de får den nødvendige hjælp i overgangen til et civilt liv. Ansvaret for eventuelle drab på danske soldater hviler således på de politikere, der har sendt dem i krig for at tjene NATO's geopolitiske interesser.


Betyder alt dette, at venstrefløjen aldrig kan demonstrere mod Hizb-ut-Tahrir? Nej, det ville være lige så tåbeligt som på forhånd at fraskrive sig retten til at demonstrere mod en hvilken som helst anden organisation. Men i en situation, hvor organisationen er komplet marginaliseret og det politiske klima er så betændt, at Danmark er blevet indehaver af Europas strammeste udlændingepolitik og et internationalt symbol på racistisk hetz og diskrimination, flyder sådanne demonstrationer uvægerligt sammen med den generelle fremmedfjendskhed.

Det er således ingen tilfældighed, at et flertal af landets muslimer, trods deres uvilje mod Hizb-ut-Tahrir, ikke brød sig om Villy Søvndals skrid-ad-helvede-til-retorik. Lige så lidt er det tilfældigt, at formanden for soldaterveteranforeningen De Blå Baretter uden at møde den mindste kritik kunne kræve Hizb-ut-Tahrirs medlemmer arresteret med den begrundelse, at i ”alle andre krige har man interneret fjender af nationen”. Med andre ord: Oprettelsen af en form for koncentrationslejre som f.eks. under 2. verdenskrig, hvor danske kommunister blev interneret i Horserødlejren og hvor amerikanere med tysk, italiensk eller japansk baggrund i USA blev interneret i lejre. Når sådan et krav kan passere uden at møde en storm af protester, siger det alt om, hvilken reaktionær dagsorden venstrefløjen fremmer ved at tilslutte sig hylekoret mod Hizb-ut-Tahrir. 

Fascisme?
Men er Hizb-ut-Tahrir da ikke en fascistisk organisation, som vi i lighed med andre højreradikale grupper bør demonstrere imod? Er partiet f.eks. ikke imod demokrati og kvinders og homoseksuelles rettigheder? Sådan lyder en populær indvending på venstrefløjen. Desværre lider dette argument under en helt igennem borgerlig fascisme-forståelse, der udspringer af den primitive totalitarisme-teori, hvor man finder nogle enkelte fællestræk mellem forskellige ideologier og bevægelser (som f.eks. nazismen, kommunismen og islamismen) og på baggrund deraf konkluderer, at der grundlæggende er tale om ét og samme fænomen.

Ud fra en lignende logik kunne man således beskrive 1950'ernes USA som et fascistisk samfund, idet det var præget af storkapitalens dominans, voldsom anti-kommunisme, imperialistisk udenrigspolitik, raceadskillelse osv. osv. Imidlertid er der den afgørende forskel, at der også fandtes parlamentarisk demokrati (selvom det diskriminerede den sorte del af befolkningen), hvilket gav venstrefløjen en række muligheder for legalt arbejde, som ikke findes i fascistiske stater.

For at kunne bekæmpe den virkelige fascistiske trussel, som har gode vækstbetingelser under den kapitalistiske verdensøkonomis nuværende krise, er det afgørende at droppe den sløsede omgang med fascisme-betegnelsen, hvor den snarere bruges som skældsord end analytisk begreb. Fascismen grundlæggende historiske kendetegn var, at den var en massebevægelse baseret på det småborgerskab, der på grund af 1920'ernes og 1930'ernes økonomiske krise truedes af proletarisering, og som borgerskabet derfor, da det ikke længere kunne regere på almindelig parlamentarisk vis, kunne bruge til at smadre arbejderbevægelsens organisationer for at sikre det kapitalistiske systems fortsatte eksistens. Det er derfor meget svært at se, hvad der, bortset fra nogle få overfladiske lighedstegn, kvalificerer Hizb-ut-Tahrir eller andre islamistiske, eller for den sags skyld stalinistiske, partier til fascisme-betegnelsen.

Modsat fascistiske organisationer har Hizb-ut-Tahrir ingen stormtropper, og der findes ingen dokumentation for, at partiet skulle stå bag voldelige overfald, selvom den militante, til tider endda antisemitiske, retorik har indbragt flere medlemmer domme for trusler. I modsætning dertil overfalder højreekstreme grupper jævnligt venstreorienterede, etniske minoriteter og homoseksuelle. Den nutidige trussel om fascisme kommer i dag ikke fra nogen islamistisk gruppe, men derimod snarere fra kredse noget tættere på regeringen og ikke mindst dens parlamentariske støtteparti. Og i den aktuelle sag er det personer som justitsminister Lars Barfoed og kulturminister Per Stig Møller, der har angrebet såvel forsamlingsfriheden og ytringsfriheden som retten til frit at danne partier. 

En lærestreg for venstrefløjen
Hvis venstrefløjen skal formå at tiltrække de muslimer, der måtte føle sig tiltrukket af Hizb-ut-Tahrir og lignende gruppers militante modstand mod den islamofobiske hetz, krigene i Irak og Afghanistan og de vestlige regeringers accept af besættelsen af Palæstina, er det mildest talt en håbløs strategi at istemme racisternes og krigstilhængernes hysteriske fordømmelse af disse grupper, uanset hvor lidt vi i øvrigt bryder os om dem. Som forskeren Kirstine Sinclair påpeger kan sådanne grupper tværtimod "bruge [det] til at sige til andre muslimer, at de alle sammen er uønskede i det danske samfund". 

Fredagens rød-brune sammenrend uden for Den Sorte Diamant burde vise med al ønskelig tydelighed, hvordan venstrefløjen risikerer, at berettiget kritik af reaktionære tendenser, instrumentaliseres til en generel hetz mod muslimer. Og dermed risikerer vi også, at det for det store flertal af muslimerne, der ingen sympati føler for islamistiske strømninger, vil se ud som om venstrefløjen gør fælles front med krigsførende og racistiske politikere.

Den bedste måde venstrefløjen kan forhindre, at grupper som Hizb-ut-Tahrir vinder opbakning, er med andre ord ved at gøre op med den statsracisme og krigspolitik, der udgør deres vigtigste rekrutteringsgrundlag. Som den aktuelle sag viser, har venstrefløjen her meget at lære. Men hvis den ikke lærer det efter fredagens fadæse, kan man frygte, at den aldrig lærer det.

Pia & Co. er nede - men er de færdige?

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Når ord som ”smæk”, ”tæsk” og ”lussing” bruges i sammenhæng med Dansk Folkeparti, handler det normalt om partiets ønske om at genindføre forældres ret til at slå deres børn. Men her er disse ord faktisk hentet fra mediernes beskrivelse af en række meningsmålinger, hvor Pia Kjærsgaard & Co. får prygl på grund af halveringen af dagpengene og beskæringen af børnechecken. DF har ellers haft uafbrudt fremgang siden stiftelsen for 15 år siden, og før deltagelsen i regeringens spareplan var der udsigt til, at den stigende kurve ville fortsætte ved næste valg. Men nu står Pia Kjærsgaards tropper både til mandatmæssig tilbagegang og til at miste rollen som parlamentarisk støtteparti for en siddende regering. DF er blevet taget på fersk gerning i løftebrud i forhold til dagpengeperioden, som partiet flere gange har garanteret ikke at forkorte, og forsøget på at opbygge et image som ”socialt ansvarlig” har fået gevaldige ridser i lakken.

Hvem skal betale?
Det er dog langt fra første gang, at Dansk Folkeparti lægger stemmer til forringelser for almindelige lønmodtagere, studerende, arbejdsløse, førtidspensionister og de ældre. F.eks. har partiet stået last og brast med regeringens skattestop, som i kommunerne har medført store nedskæringer på ældreplejen, børnepasningen, folkeskolerne og det sociale område. Men når det ikke før har givet bagslag, skyldes det, at oppositionens alternativ er så svagt. F.eks. konkurrerer De Radikale på det økonomiske område med regeringen og Liberal Alliance om at have den mest asociale politik. Dertil kommer, at Socialdemokraterne og SF bl.a. både har accepteret skattestoppet, den diskriminerende 24-års regel, det udemokratiske og liberalistiske EU-projekt, krigen i Afghanistan, fokusset på hårdere straffe samt store dele af den DF-inspirerede asylpolitik og retorik omkring flygtninge og indvandrere. Når DF først bliver straffet nu, skyldes det sandsynligvis, at mange mennesker har svært ved at forstå, hvorfor de arbejdsløse og børnefamilierne skal betale for en økonomisk krise, de er uden skyld i.

For tidligt at juble
Selvom DF lige nu er i defensiven, er det vigtigt at huske, at en kommende socialdemokratisk-ledet regering vil lade store dele af den racistiske udlændingepolitik forblive intakt. Den vil også fortsætte Afghanistan-krigen, som fremmer en racistisk forestilling om, at afghanerne ikke kan styre deres eget land uden NATO's imperialisme. Og nok så vigtigt har kapitalismen frembragt en økonomisk krise og en truende klimakatastrofe, både herhjemme og i resten af verden. Dette vil sandsynligvis øge den politiske polarisering, f.eks. over spørgsmålet om, hvem der skal betale for krisen. I den situation øges risikoen for, at de herskende klasser spiller racismekortet for at splitte arbejderklassen og undgå sociale oprør. Dette kan give DF ny vind i sejlene, fordi folk ofte foretrække ”den ægte vare” frem for partier, der nølende efterligner. Med andre ord er racisme-spørgsmålet tæt forbundet med andre politisk-økonomiske kampe. Og findes der et bedre tidspunkt til en anti-racistisk offensiv end nu, hvor Pia & Co. stadig er groggy?

Fra Socialistisk Arbejderavis nr. 299, 15. juli 2010

Imperiets tilstand: 2006

AF JAMES PETRAS

Den vanskeligste forudsigelse for år 2006 er den amerikanske økonomis retning og udvikling. I 2005 trodsede den amerikanske økonomi alle kendte læresætninger indenfor økonomisk teori: Til trods for et rekordhøjt handelsunderskud, et kæmpemæssigt budgetunderskud, en mislykket krig og store politiske skandaler, der omfattede præsidentens medarbejdere, blev dollaren styrket over for euroen og yennen, havde økonomien en vækst på 3,4 % og alle de vigtigste investeringshuse havde rekordhøje profitter. Det ser ud som om den amerikanske økonomi trodsede tyngdeloven og flød ovenover hele det politiske virvar og de strukturelle sårbarheder. Men formålet med ”spådomme” er ikke at angive den præcise dag og time, hvor en drastisk tilbagegang og lavkonjunktur begynder, men at identificere de dybe strukturelle sårbarheder og de mulige udløsende begivenheder, som kan få en krise til at eksplodere.

Den amerikanske økonomi vil fortsætte med at skille sig ud i en dobbelt betydning. Den finansielle sektor vil ekspandere i udlandet, især de store investeringshuse som Goldman Sachs, JP Morgan og Citibank, mens fremstillingssektoren, med automobilsektorens ”tre store” [General Motors, Chrysler og Ford, red.] i spidsen, vil gå endnu mere tilbage og der er en god chance for, at General Motors vil gå fallit. De amerikanske multinationale selskaber vil ekspandere på verdensplan og købe sig ind i store banker og industrier, især i Kina, og udvide imperiets økonomiske rækkevidde, mens den hjemlige økonomi vil komme til at lide efterhånden som spekulationsboblen indenfor bolig og fast ejendom bryder sammen, høje energipriser underminerer konkurrenceevnen overfor udlandet og fører til en drastisk nedgang i forbrugernes pengeforbrug. Det amerikanske imperium vil blive mere og mere lig med dets økonomiske giganter efterhånden som de mislykkede krige vil føre til en tilbagetrækning af kamptropper og en satsning på magt i luftrummet, sepoy-militærstyrker [indfødte stedfortræder-tropper, red.], økonomiske sanktioner og tilpasning til socialliberale regeringer.

Den hjemlige samfundskrise vil blive uddybet i takt med, at de udenlandske profitmuligheder bliver udvidet. I 2006 vil over 90 % af de amerikanske arbejdere betale for deres dyre individuelle sundheds- og pensionsprogrammer eller også, hvis de ikke kan betale, vil de miste dækning. Kortvarige arbejdskontrakter er normen for alle undtagen en lille sektor af offentlige ansatte. Den reelle inflation (inklusiv stigende omkostninger inden for sundhed, uddannelse, energi og pension) vil stige omkring dobbelt så meget som forbrugernes købekraft og bidrage til en yderligere nedgang i den faktiske levestandard. Boligboblens sprængning vil reducere husejernes ”papirværdi” til det halve og tvinge mange, der er stærkt forgældede, til at erklære sig fallit. Selvom millioner af små spekulanter og investorer inden for fast ejendom vil tabe milliarder af dollars, vil deres utilfredshed alligevel ikke finde politisk udtryk, som det heller ikke er sket i de seneste årtier (efter Savings and Loan, Dotcom, Enron og andre spekulationsfiaskoer). Jo større uligheder i indkomst, ejendom og rigdom mellem den finansielle og imperiale økonomiske elite på den ene side og de hjemlige lønarbejder- og funktionærklasser på den anden side, jo mindre bliver niveauet for organiseret politisk og social modstand. I 2006 vil USA blive det udviklede land med de største uligheder, med det mest vedvarende fald i levestandarden og det land, der mindst har været i stand til at organisere et forsvar for sociale rettigheder – for ikke tale om et alternativ – til den model for kapitalistisk akkumulation, som har Imperiet i centrum. Kort sagt, den hjemlige krise i levestandard vil finansiere yderlige økonomisk imperiebygning, i stedet for at udfordre den.

Den amerikanske ekspansion på verdensplan kan opretholdes på grund af de grundlæggende forandringer, som finder sted i Indien, Kina, Indo-Kina og oliekongedømmerne i Mellemøsten. Disse lande har sænket mange barrierer for udenlandske investeringer, joint ventures [selskaber med både indenlandsk og udenlandsk kapital, red.] og endda love om at eje aktiemajoriteten i højvækst-industrier, banker og energikilder. Amerikanske, europæiske og japanske multinationale selskaber og bankers indtrængen forbi de første brohoveder vil tage fart, og de vil rykke frem over alle økonomiens sektorer, med større dybde: 2006 vil blive kendetegnet ved Kinas overgang fra ”nationalkapitalisme” til en model for kapitalistisk vækst under imperialistisk og national ledelse.

USA vil fortsætte med at udskifte landkrigen med en luftkrig i Irak: Hver gang der bliver tilbagetrukket 10.000 soldater, vil der blive lagt hundreder af luftangreb til. Den amerikanske politik over for Irak er et klassisk eksempel på ”hersk eller ødelæg” i bibelsk størrelsesorden. Eftersom USA og dets marionetregeringer ikke kan herske, er Washingtons politik at få landet til at forfalde til et ”Afghanistan” med stridende religiøse og etniske krigsherrer og stammehøvdinge, som har deres base i små len. Diskussionen om en ny krig mod Iran vil ikke blive afgjort på grund af de dybe splittelser i Washington, israelske militærtrusler og spionretssagen ved højesteret mod to ledere af den store pro-israelske lobbyorganisation (AIPAC – American Israel Public Affairs Committee). Man kan forvente, at Washington vil presse på for en resolution i FN’s sikkerhedsråd om økonomiske sanktioner, der sandsynligvis vil falde til jorden på grund af et kinesisk-russisk veto. Efterfølgende er det sandsynligt, især hvis Netanyahu bliver valgt til premierminister, at Israel angriber iranske forsøgsstationer for kernekraft, med deres partnere i Det Hvide Hus og kongressens meddelagtighed. Denne israelske aggressionshandling vil sandsynligvis udløse en serie af stedfortræderkrige i Libanon, Irak (inklusiv ”Kurdisk” Irak) og andre steder og føre til en eskalering af de amerikanske tab og en svækkelse af Washingtons klientregimer (Saudi Arabien, Jordan, Ægypten etc.). Benzinpriserne vil ryge i vejret til mere end 100 $ pr. tønde, hvis Hormuz-strædet bliver blokeret af iranerne. Hvis det israelske angreb fører til en efterfølgende global økonomisk tilbagegang, kan det økonomiske chok modvirke zionisternes indflydelse i politiske kredse i Europa og måske endda i USA.

Mens der er mange omstændigheder, der kan føre til en global økonomisk tilbagegang og et anti-israelsk tilbageslag, er det klogt at overveje de værste. Mens israelsk militærekstremisme kan underminere enhver reduktion af de amerikanske militærstyrker i Mellemøsten, kan svækkelsen af de pro-israelske lobbyorganisationer få Washington til i stedet at satse på støtten til stedfortrædende irakiske og kurdiske militær- og politistyrker.

Det er højst usandsynligt, at det amerikansk-trænede irakiske militær og politi vil holde stand imod oprørerne og den folkelige modstand. Det er meget tænkeligt, at militæret vil blive splittet og gå i opløsning og de pro-amerikanske politikere og embedsmænd vil flygte fra det ødelagte og udplyndrede land og tømme statskassen på deres vej tilbage til USA og Europa. En sandsynlig følge vil blive et broget religiøst-nationalistisk styre, som er på krigsfod med den israelsk-støttede kurdiske mini-stat, der er opsat på løsrivelse og etnisk udrensning af ikke-kurdere.

I Washington vil kongressen og begge politiske partier blive yderligere miskrediteret efterhånden som Jack Abramoff, en selvindrømmet lobbyist-svindler, vil inddrage dusinvis af kongresmedlemmer, partiledere og embedsmænd i en enorm bestikkelsesskandale. Retssagen og retsforfølgelsen af kongresledere, især republikanske kongresledere, kan forhindre, at der bliver vedtaget nye retslige tilbageskridt og repressiv lovgivning, men kan tilskynde præsidenten til at engagere sig i et nyt udenlandsk militæreventyr (bombning af Iran) for at dække over krisen.

På den anden side kan endnu en mislykket militær intervention fra Det Hvide Hus i en kontekst med en miskrediteret kongres, som ledes af kriminelle partiledere, give stødet til en græsrodsbevægelse for en rigsretssag.

Et svækket amerikansk militær, de ortodokse neoliberale klienters fald og mislykkede diplomatiske initiativer i regionale foras, tvinger USA til at ”imødekomme” centrum-venstre politikere i Latinamerika. Washingtons større fleksibilitet vil komme til udtryk i en fortsættelse af de gode samarbejdsrelationer med præsidenterne i Brasilien, Uruguay, Argentina og sandsynligvis Bolivia. Udenrigsministeriets fjendtlighed over for Venezuelas præsident Chavez vil blive dæmpet af dets af tab af interne magthåndtag og de tætte samarbejdsrelationer mellem de amerikanske og venezuelanske olieselskaber. USA vil sandsynligvis ikke intervenere i valgene i Colombia, Chile, Mexico eller Brasilien, fordi alle de store kandidater er sikkert inden for det nyliberale amerikanske kredsløb.

Det usandsynlige udfald i Peru, hvor en ”nationalistisk” tidligere militærofficer tæt på Chavez er en af de store kandidater, vil sandsynligvis resultere i kraftig støtte til den konservative kandidat. Washington vil formodentlig være med i nogle ”beskidte tricks” fra bagtroppen i den venezuelanske præsidentvalgkamp, idet de på forhånd ved, at Chavez sandsynligvis vil vinde med et betydeligt flertal.

Med andre ord vil Washington miste sit automatiske stemmeflertal i Latinamerika og blive tvunget til at lægge nogle af sine groveste forsøg på at påtvinge økonomisk herredømme på hylden. Alligevel vil ingen af dets strategiske militærbaser, omfattende finansielle og ressourcemæssige støttepunkter og lukrative gældsbetalinger blive truet af valget af ”centrum-venstre” præsidenter. Den store trussel mod dette potentielle ”sameksistens-udfald” er en vellykket folkelig opstand, hvis centrum-venstre ikke leverer resultater: I så fald vil Washington sandsynligvis intervenere ved brug af lokale stedfortrædere og det vil udløse regional modstand.

For at opsummere vil 2006 helt sikkert blive et ekstremt omskifteligt og usikkert år for Imperiet. De militære nederlag, interne kriser, et stort fald for dollaren og en generel svækkelse af de hjemlige økonomiske grundpiller står i modsætning til en voksende udenlandsk økonomisk ekspansion, høje finansielle profitrater, ekstremt svag intern opposition og medgørlige eliter i Asien og Sydamerika. Den største trussel mod imperieopbygningen er ikke i hjemlandet eller i markedspladsens konkurrence, men i den endnu ikke besluttede krig mod Iran – enten et amerikansk eller et israelsk angreb kan udløse en serie af alvorlige økonomiske, politiske og militære rystelser, som vil ændre radikalt på alle de ovenstående forudsigelser og udfald med hensyn til Imperiets tilstand i 2006.

Den anden store rystelse, som er i sin vorden, er det voksende folkelige oprør mod de uhyrlige uligheder og horrible arbejdsforhold, der bliver påtvunget af den kinesiske herskende klasse i alliance med udenlandsk kapital. Endnu en rystelse kan fremkomme efter 2006, hvis og når det nuværende varemæssige boom bryder sammen og underminerer centrum-venstreregeringerne i Latin- og Centralamerikas eksportstrategi. Under disse omstændigheder er det sandsynligt, at der vil komme en ny bølge af udenomsparlamentariske, anti-imperialistiske bevægelser, som kan sende rystelser over hele Imperiet.

Oversat af Lars Henrik Carlskov fra www.rebelion.org 5. januar 2006. James Petras er en amerikansk sociolog, anti-imperialistisk forfatter og aktivist. Bragt i Gaia, nr. 52, sommeren 2006.

Fem myter og realiteter om det amerikanske imperium

AF JAMES PETRAS

Myte 1
”USA” har et stort handelsunderskud på 162 milliarder dollars i forhold til ”Kina” i 2004.

Realiteten: Der er to grundlæggende problemer ved den fremstilling: 1) næsten halvdelen af ”handelsunderskuddet” udgøres af amerikanske multinationale selskaber (MNC’er) i Kina, der eksporterer til deres ”hjemmemarked”. 2) Det er ren opspind at tale om ”USA” og ”Kina”, eftersom de kommercielle transaktioner finder sted indenfor et verdensomspændende netværk eller ”imperium”, hvor stigningen i ”eksport”- eller handels”overskuddet” tilfalder de amerikanske MNC’er og handels”underskuddet” rammer USA’s indenrigsøkonomi. Den kinesiske måde at opgøre handelsmæssig uligevægt medregner ikke eksport fra amerikanske MNC’er baseret i Kina til amerikanske virksomheder.

Myte 2
Det amerikanske imperium har med succes ekspanderet på grund af sine militære aktiviteter – krige, invasioner og særlige likvideringshold.

Realiteten: I virkeligheden har de amerikanske militærinterventioner og krige være de mindst succesfulde våben til imperiebygning – se på de langtrukne og kostbare krige i Irak og Afghanistan og den folkelige modstand i Haiti. De imperialistiske fremstød har været mest vellykkede og haft færrest omkostninger med civile metoder – politiske interventioner, svindelvalg, organisering og finansiering af klientledere og ikke-statslige ”front”organisationer og bestikkelse af politiske partier. Eksemplerne fra Ukraine, Georgien og Kirgisistan er illustrative. Tidligere succeser inkluderede Nicaragua og El Salvador i Centralamerika. I Sydamerika har amerikansk ideologisk, politisk og økonomisk indflydelse på og alliancer med såkaldte ”centrum-venstre”-partier og regimer haft held til at omdanne Argentina, Bolivia, Peru og Ecuador til Imperiets frimarkeds-klienter.

Myte 3
Gunstige valgresultater i det tidligere Sovjetunionen afspejler et voksende folkeligt ønske om demokrati og frie markeder.

Realiteten: Hvert eneste af valgresultaterne i det tidligere Sovjetunionen blev organiseret og finansieret af ikke-valgte embedsmænd i udenrigsministeriet, som satte dagsordenen, udvalgte lederne og efterfølgende indlemmede de nye regimer i deres imperiale kredsløb. Valgene havde intet at gøre med demokrati og alt at gøre med imperiebygning. Beviset herpå findes i den lynhurtige privatisering og overførsel af offentlige virksomheder til udenlandsk kapital, indlemmelsen af de nye regimer i NATO og at en ny korrupt politisk elite, der er lydhør over for IMF og ikke over for vælgerne, styrer.

Myte 4
”Asien” er en opstigende global magt, der udfordrer USA’s globale overherredømme

Realiteten: Denne forsimplede ”profeti” har utallige alvorlige fejl. For det første er ”Asien” ikke en forenet, homogen blok – nogle lande er kronisk i krise (Filippinerne, Indonesien, Burma, Nepal osv.) og andre er i indbyrdes konflikt, mens andre har indgået alliancer med USA mod andre asiatiske lande. Indien, Pakistan, Sydkorea og Japan har for nylig underskrevet økonomiske og sikkerhedsmæssige aftaler med USA’s imperiale regime. Sydkorea og Kina er i konflikt med Japan om vandterritorium og militærpolitik. Taiwan er de facto allieret med USA. Amerikanerne spiller med succes Indien og Pakistan ud mod hinanden til sin egen fordel. Af lige så stor vigtighed er, at det, der betegnes som ”Kinas” økonomiske styrke, i virkeligheden er amerikanske og europæiske MNC’er forankret i kyst-enklaver, der eksporterer tilbage til deres selskaber i USA og Europa. Endelig har USA ekspanderet i stor til og udvidet sin militære tilstedeværelse over hele Sydasien med utallige militærbaser i Usbekistan, Kirgisistan, Kasakhstan, Afghanistan, Georgien og Irak – med udsigt til nye baser i Ukraine og på Filippinerne.

Myte 5
Den amerikanske imperialismes sejr over kommunismen har styrket USA’s teknologiske og industrielle overherredømme.

Realiteten: De kommunistiske og nationalistiske regimers nederlag har ført til en hastig afindustrialisering af USA og den fortsatte udflytning af de førende teknologiske virksomheder til Indien og andre lande med billig og højtuddannet arbejdskraft. Den amerikanske økonomi er i stigende grad en ”service-økonomi”: sammensat af en elite af vellønnede finansmænd, entertainere og investeringsbankmænd i toppen og i bunden en voksende mængde af dårlig-betalte, forsikringsløse servicearbejdere ansat i detailhandelen, på restauranter og hoteller og i pedel- og kontorarbejde. Førende amerikanske MNC’er som General Motors og Ford er kun et lille nøk fra at have status som ”risikobetonede erhvervsobligationer”, mens alle de førende luftfartsselskaber er bankerot eller tæt på og fyrer medarbejdere, sænker lønninger og bryder indgåede aftaler om pensions- og sundhedsprogrammer for pensionerede eller nuværende medarbejdere. Borgerlige økonomer har argumenteret for, at udflytning og outsourcing af fremstillingsarbejde til mindre udviklede lande ville blive kompenseret af en stigning i uddannelseskrævende og højtbetalte servicejobs i de imperiale centre. Det har vist sig at være forkert: MNC’erne er gået over til at outsource uddannelseskrævende servicearbejde til tredje verdens lande. I dag har Microsoft, CISCO, Intel og Hewlett-Packard alle flyttet deres forskning og design til Bangalore, Indien, som er hjemsted for 150.000 softwareteknikere. I følge Financial Times (særtillæg 6. april 2005, s. 4) er et totalt antal på 826.540 jobs indenfor informationsteknologi med en samlet lønsum på 51,6 milliarder dollars blevet eksporteret af USA, Europa og Japan til underudviklede lande. Titusinder af software-teknikere i USA er arbejdsløse eller arbejder på deltid som ”kontraktarbejdere”.

Konklusion 
Paradoksalt nok førte kommunismens nederlag til udflytningen af imperial kapital, hvilket til gengæld førte til en nedgang i den hjemlige fremstillingsindustri og højteknologiske industri i de ”avancerede lande”. Mens imperiet og dets primære redskaber, de multinationale selskaber og bankerne, vokser og militærbaserne skyder op som paddehatte, forfalder den hjemlige økonomi under byrden af gæld og underskud, usikkert, lavtlønnet, simpel beskæftigelse og arbejdsløshed for højtuddannet arbejdskraft og faglærte arbejdere. Den hurtigst voksende sektor i USA er den stigende mængde af lavtlønnede servicearbejdere, der konkurrerer med endnu dårligere betalt immigrant-arbejdskraft. Lederne af det økonomiske og militære imperium har kun lidt at frygte fra ”masserne”, som er mere optaget af Pavens død, Michael Jacksons pædofilisag, shopping i Wal-Mart og af at kippe med flaget, end af at gøre modstand mod det imperium, som ødelægger deres tilværelse.

Der er ingen tvivl, om at det amerikanske imperium stadig ekspanderer og at det er lykkedes for det at omringe Rusland og Kina, og at dets MNC’er har haft held til at sænke omkostningerne og hæve profitterne gennem udflytning. Det amerikanske imperiums strategiske svaghed er at finde i dets mislykkede militære interventioner og i den systematiske ødelæggelse af den tekno-produktive struktur i selve USA. Mens Imperiets ”overbygning” vokser, er den ”hjemlige base” i Republikken i hastigt forfald; demagogiske politikere fremmer mystisk religiøs fundamentalisme, militær chauvinisme og massespekulation i fast ejendom. Imperiet vil bryde sammen, ikke på grund af konkurrence med Asien eller Europa, men fordi det er blevet for konkurrencebaseret og undervejs har ødelagt sit hjemlige fundament.

Fra Tidsskriftet Solidaritet, nr. 4, 2006. James Petras er en amerikansk sociolog, anti-imperialistisk forfatter og aktivist. Oversat af Lars Henrik Carlskov fra www.rebelion.org, 17. april 2005.