Rød-brun demo bør være en lærestreg for venstrefløjen

AF LARS HENRIK CARLSKOV 

Fredag eftermiddag oplevede vi desværre atter det tåkrummende syn af fremtrædende repræsentanter for Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten stående skulder ved skulder med racistiske politikere og erklærede nazister i en demonstration mod den islamistiske organisation Hizb-ut-Tahrir. Velkendte islamofober som Karen Jespersen og Farshad Kholghi var inviteret som talere, og ud over repræsentanter fra venstrefløjen mødte intet mindre end otte ministre op, foruden naturligvis delegationer fra højreradikale grupper som Danmarks Nationale Front og SIAD. Så der blev både heilet og råbt perker ved demonstrationen.

På forhånd havde det vakt voldsom opstandelse, at Hizb-ut-Tahrir i invitationen til arrangementet i Den Sorte Diamant afbilledede en kiste svøbt i dannebrog og forklarede, at mødet ville:

”...sætte fokus på pligten til væbnet modstand for muslimerne i Afghanistan og omegn. Vi anser denne modstand som fuldt ud legitim. I den sammenhæng vil myndighedernes forsøg på at kriminalisere eller intimidere enhver krigsmodstander også blive belyst.”

Dette resulterede som bekendt i, at kulturminister Per Stig Møller forsøgte at forhindre afholdelsen af mødet samt, at justitsminister Lars Barfoed, på opfordring fra De Radikale og SF, bad rigsadvokaten om igen at undersøge muligheden for at forbyde organisationen. Lars Barfoed forklarede endvidere, at det falder uden for ytringsfrihedens rammer at beskrive afghanernes væbnede modstand mod NATO's besættelse som legitim.

Hvis vi skal følge den særegne Barfoed'ske logik, bør det således også være strafbart, som f.eks. den fremtrædende amerikanske jurist Marjorie Cohn har gjort det, at betegne NATO's krig som ”ulovlig”, idet det indebærer, at afghanernes modstand, voldelig såvel som ikke-voldelig, er lovlig. Til kategorien af strafbare handlinger hører det dermed også at citere FN-charterets artikel 51 og FN-resolution 42/159, der begge fastslår retten til at gøre oprør mod en besættelse.

Selvom justitsministeren, tilmed assisteret af De Radikale og SF, vil bruge domstolene til at forhindre udbredelsen af sådanne ytringer, må det være på sin plads at understrege, at retten til modstand mod besættelse og undertrykkende regimer ikke er afhængig af en juridisk forhåndsgodkendelse. Tværtimod vil magthaverne oftest stemple legitim modstand som ”terrorisme”, på samme måde som den danske modstandsbevægelse oplevede det under 2. verdenskrig og som det efterfølgende er sket for nationale befrielsesbevægelser lige fra Algeriet og Vietnam til Sydafrika og Palæstina. Nøjagtig det samme er tilfældet i Afghanistan i dag, på trods af, at selv amerikanske efterretningsrapporter vurderer, at blot omkring 10 % af oprørerne tilhører grupper som Taliban og al-Qaeda.

Fremmer racisternes og krigstilhængernes agenda
Det er pinligt nok i sig selv at se dele af venstrefløjen demonstrere side om side med borgerlige ministre og højreradikale grupper. Men pinligheden bliver bestemt ikke mindre af, at arrangørerne havde opfordret til at medbringe dannebrogsflag og gule ”Støt vore soldater”-sløjfer. Venstrefløjen forsyner således ikke blot racisme og nationalisme med et skær af respektabilitet, men lader sig tilmed indrullere i støtten til den danske krigsførelse.

For netop det påståede hensyn til de udsendte soldater dominerer debatten om den danske krigsdeltagelse og bruges af krigstilhængerne til at forsøge at lukke på munden på kritikkerne, samtidig med, at "fjenden" i Afghanistan frakendes enhver form for legitimitet. De betragtes, for nu at bruge Bush-regeringens betegnelse, som "illegale kombattanter. Hvis politikerne virkelig bekymrer sig om de udsendte soldater, bør de straks trække dem hjem og sikre, at de får den nødvendige hjælp i overgangen til et civilt liv. Ansvaret for eventuelle drab på danske soldater hviler således på de politikere, der har sendt dem i krig for at tjene NATO's geopolitiske interesser.


Betyder alt dette, at venstrefløjen aldrig kan demonstrere mod Hizb-ut-Tahrir? Nej, det ville være lige så tåbeligt som på forhånd at fraskrive sig retten til at demonstrere mod en hvilken som helst anden organisation. Men i en situation, hvor organisationen er komplet marginaliseret og det politiske klima er så betændt, at Danmark er blevet indehaver af Europas strammeste udlændingepolitik og et internationalt symbol på racistisk hetz og diskrimination, flyder sådanne demonstrationer uvægerligt sammen med den generelle fremmedfjendskhed.

Det er således ingen tilfældighed, at et flertal af landets muslimer, trods deres uvilje mod Hizb-ut-Tahrir, ikke brød sig om Villy Søvndals skrid-ad-helvede-til-retorik. Lige så lidt er det tilfældigt, at formanden for soldaterveteranforeningen De Blå Baretter uden at møde den mindste kritik kunne kræve Hizb-ut-Tahrirs medlemmer arresteret med den begrundelse, at i ”alle andre krige har man interneret fjender af nationen”. Med andre ord: Oprettelsen af en form for koncentrationslejre som f.eks. under 2. verdenskrig, hvor danske kommunister blev interneret i Horserødlejren og hvor amerikanere med tysk, italiensk eller japansk baggrund i USA blev interneret i lejre. Når sådan et krav kan passere uden at møde en storm af protester, siger det alt om, hvilken reaktionær dagsorden venstrefløjen fremmer ved at tilslutte sig hylekoret mod Hizb-ut-Tahrir. 

Fascisme?
Men er Hizb-ut-Tahrir da ikke en fascistisk organisation, som vi i lighed med andre højreradikale grupper bør demonstrere imod? Er partiet f.eks. ikke imod demokrati og kvinders og homoseksuelles rettigheder? Sådan lyder en populær indvending på venstrefløjen. Desværre lider dette argument under en helt igennem borgerlig fascisme-forståelse, der udspringer af den primitive totalitarisme-teori, hvor man finder nogle enkelte fællestræk mellem forskellige ideologier og bevægelser (som f.eks. nazismen, kommunismen og islamismen) og på baggrund deraf konkluderer, at der grundlæggende er tale om ét og samme fænomen.

Ud fra en lignende logik kunne man således beskrive 1950'ernes USA som et fascistisk samfund, idet det var præget af storkapitalens dominans, voldsom anti-kommunisme, imperialistisk udenrigspolitik, raceadskillelse osv. osv. Imidlertid er der den afgørende forskel, at der også fandtes parlamentarisk demokrati (selvom det diskriminerede den sorte del af befolkningen), hvilket gav venstrefløjen en række muligheder for legalt arbejde, som ikke findes i fascistiske stater.

For at kunne bekæmpe den virkelige fascistiske trussel, som har gode vækstbetingelser under den kapitalistiske verdensøkonomis nuværende krise, er det afgørende at droppe den sløsede omgang med fascisme-betegnelsen, hvor den snarere bruges som skældsord end analytisk begreb. Fascismen grundlæggende historiske kendetegn var, at den var en massebevægelse baseret på det småborgerskab, der på grund af 1920'ernes og 1930'ernes økonomiske krise truedes af proletarisering, og som borgerskabet derfor, da det ikke længere kunne regere på almindelig parlamentarisk vis, kunne bruge til at smadre arbejderbevægelsens organisationer for at sikre det kapitalistiske systems fortsatte eksistens. Det er derfor meget svært at se, hvad der, bortset fra nogle få overfladiske lighedstegn, kvalificerer Hizb-ut-Tahrir eller andre islamistiske, eller for den sags skyld stalinistiske, partier til fascisme-betegnelsen.

Modsat fascistiske organisationer har Hizb-ut-Tahrir ingen stormtropper, og der findes ingen dokumentation for, at partiet skulle stå bag voldelige overfald, selvom den militante, til tider endda antisemitiske, retorik har indbragt flere medlemmer domme for trusler. I modsætning dertil overfalder højreekstreme grupper jævnligt venstreorienterede, etniske minoriteter og homoseksuelle. Den nutidige trussel om fascisme kommer i dag ikke fra nogen islamistisk gruppe, men derimod snarere fra kredse noget tættere på regeringen og ikke mindst dens parlamentariske støtteparti. Og i den aktuelle sag er det personer som justitsminister Lars Barfoed og kulturminister Per Stig Møller, der har angrebet såvel forsamlingsfriheden og ytringsfriheden som retten til frit at danne partier. 

En lærestreg for venstrefløjen
Hvis venstrefløjen skal formå at tiltrække de muslimer, der måtte føle sig tiltrukket af Hizb-ut-Tahrir og lignende gruppers militante modstand mod den islamofobiske hetz, krigene i Irak og Afghanistan og de vestlige regeringers accept af besættelsen af Palæstina, er det mildest talt en håbløs strategi at istemme racisternes og krigstilhængernes hysteriske fordømmelse af disse grupper, uanset hvor lidt vi i øvrigt bryder os om dem. Som forskeren Kirstine Sinclair påpeger kan sådanne grupper tværtimod "bruge [det] til at sige til andre muslimer, at de alle sammen er uønskede i det danske samfund". 

Fredagens rød-brune sammenrend uden for Den Sorte Diamant burde vise med al ønskelig tydelighed, hvordan venstrefløjen risikerer, at berettiget kritik af reaktionære tendenser, instrumentaliseres til en generel hetz mod muslimer. Og dermed risikerer vi også, at det for det store flertal af muslimerne, der ingen sympati føler for islamistiske strømninger, vil se ud som om venstrefløjen gør fælles front med krigsførende og racistiske politikere.

Den bedste måde venstrefløjen kan forhindre, at grupper som Hizb-ut-Tahrir vinder opbakning, er med andre ord ved at gøre op med den statsracisme og krigspolitik, der udgør deres vigtigste rekrutteringsgrundlag. Som den aktuelle sag viser, har venstrefløjen her meget at lære. Men hvis den ikke lærer det efter fredagens fadæse, kan man frygte, at den aldrig lærer det.