Årsmøde i Liste Ø: Ingen højredrejning her

AF LARS HENRIK CARLSKOV

I weekenden 14.-16. maj var flere hundrede socialister samlet på Nørrebro til Enhedslistens årsmøde. Hvis man skal tro de borgerlige medier – og det skal man som bekendt sjældent – tog Listen her et ryk til højre og gjorde sig klar til rollen som parlamentarisk støtteparti og sikkerhedsnet for en socialdemokratisk ledet regering. Blandt det store flertal af partiets græsrødder var der intet ønske om at slække på de hidtidige principper. Det blev således vedtaget, at Enhedslisten kun kan stemme for en ny regerings finanslove, hvis der er markante forbedringer i forhold til året før, ingen nye forringelser og der ikke er tale om en opsummering af nedskæringer foretaget tidligere på året.Dette har faktisk altid været partiets holdning. I modsætning dertil havde et flertal i partiets hovedbestyrelse foreslået at stemme for finanslovene, hvis blot de ikke indeholder nye forringelser og er bedre end den nuværende borgerlige regerings. Også i flere andre af årsmødets afstemninger viste græsrødderne sig at have et større ønske end partiets top om en klarere antikapitalistisk profil.

Hovedet, kroppen og de to ben
Enhedslisten er et ret sammensat parti, men lidt firkantet sagt findes der tre forskellige tendenser. Én gruppe medlemmer, ofte centreret omkring folketingsgruppen og Christiansborg-sekretariatet, ser gerne partiet bevæge sig ind på en mere parlamentarisk linje. Omvendt ønsker en anden, cirka lige så stor gruppe, at Enhedslisten udvikler sig i en mere bevægelsesorienteret og revolutionær retning. Endelig er der det store flertal af medlemmerne, der ofte har en tendens til at svinge mellem disse to linjer. Det samme gælder derfor partiets politik. Enhedslisten er desuden kendetegnet ved at have det, man i parti-jargonen kalder et stort “hoved“ (folketingsgruppen, de ansatte og hovedbestyrelsen) og en lille “krop“ (relativt svage partiafdelinger). Dette er naturligvis et stort problem, når Enhedslisten samtidig også taler om at gå på to “ben“, det parlamentariske og det udenomsparlamentariske.

Hvad nu Liste Ø?
Disse svagheder hænger sammen med tendensen til at tillægge det parlamentariske arbejde overdreven betydning. På årsmødet kom dette f.eks. til udtryk ved, at gruppearbejdet oprindeligt kun skulle fokusere på valgkamp, selvom der kan gå op til halvandet år før valget udskrives. Og ved at Hovedbestyrelsens forslag om at gøre partiet “kampklar“ også stort set kun handlede om at gøre sig valgkamp-klar. I stedet er der brug for at styrke partiafdelingerne, f.eks. ved at forsøge at indkalde medlemmerne i de store afdelinger oftere, hvilket også kunne gøre det lettere at koordinere arbejdet i diverse bevægelser. Arbejdet i partiets netværk for faglige aktive må opprioriteres, f.eks. bør der ansættes en faglig sekretær. Der er ikke kun brug for mere aktivisme, men også mere teoretisk debat – for at skabe større politisk afklaring. Og i alt dette har vi som revolutionære socialister en afgørende rolle at spille.

Fra Socialistisk Arbejderavis nr. 298, 2. juni 2010.