Anti-kapitalistisk modstand i Trumps æra

Aktuelle bøger af Naomi Klein og Mikkel Bolt analyserer Trump-fænomenet og potentialet for kampen mod de højrepopulistiske kræfter.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Her anvender Kleins ”No is not Enough” de analyser og begreber, hun har udviklet i tidligere værker såsom ”No Logo”, ”Chokdoktrinen” og ”Intet bliver som før” til at forstå årsagerne til hans sejr. Således beskrives Trumps ”brand” (eller varemærke) og hans forsøg på at fusionere sidstnævnte med ”det ultimative symbol på magt og autoritet: Det Hvide Hus”. Samtidig repræsenterer han for Klein en ny form for nyliberal ”chok-politik”, der beskrives som en særlig ekstrem version af kapitalismen. Denne chok-metafor kan i nogle tilfælde være nyttig til at beskrive de ofte brutale metoder, gennemtvingelsen af nyliberale politikker om privatisering, udlicitering og angreb på velfærdsydelser, lønninger og arbejdsforhold har krævet i en række lande.

F.eks. Chile under Pinochets militærdiktatur, det tidligere Sovjetunionen efter murens fald eller Irak i kølvandet på 2003-invasionen. Men det afgørende skifte til nyliberalisme i f.eks. Storbritannien, USA, Danmark samt en række lande i den såkaldte ”tredje verden” skete ikke i kølvandet på noget tilsvarende ”chok”. Det afgørende var her oftest den svækkede selvtillid i arbejderklasen efter nederlag i afgørende konfrontationer med staten og kapitalen (f.eks. den britiske minearbejderstrejke eller flykontrollørernes tilsvarende i USA).

Identificering af fjenden
Sammen med en tendens til at fokusere på aktører og idéer på bekostning af, hvordan nutidens chok og kriser udspringer af kapitalismens grundlæggende strukturer, fører det til en tvetydighed, der også kendes fra Kleins tidligere værker: Er fjenden det kapitalistiske system som sådan eller blot en særlig (nyliberal) variant af samme? Således beskrives Trumps magtovertagelse som et ”kup” fra de store virksomheders side. I modsætning dertil understreges det senere, at der ikke er tale om et ”brud”, men en ”kulmination” på ”katastrofekapitalismens” politik.

Med en vis nostalgi beskrives f.eks. 1930'ernes amerikanske ”New Deal” under Roosevelt og efterkrigstidens "keynesianske" epoke i verdensøkonomien frem til 1970'ernes ”nyliberale revolution”. Men det var netop keynesianismens manglende evne til at løse den daværende profitabilitetskrise i de avancerede kapitalistiske økonomier, som skabte betingelserne for nyliberalismens fremmarch. En tilbagevenden til keynesianisme, heller ikke i en imaginær version med demokratisering, økologisk bæredygtighed og ligestilling af kvinder, LGBT+-personer og etniske mindretal, er derfor ikke et reelt svar.

I modsætning dertil tager Mikkel Bolts ”Trumps kontrarevolution” netop udgangspunkt i, hvordan rødderne til den nuværende globale fremgang for højrenationalistiske og fascistiske kræfter skal findes i kapitalismens strukturelle krise i 1970'erne og nyliberalismens indtog som konsekvens deraf. I den henseende ligger bogen i forlængelse af forfatterens ”Krise til opstand” fra 2013.

Trump som fascist
Ligesom Klein ser Bolt Trumps valgsejr som et oprør mod status quo og begge understreger, at den er led i en international trend. For Bolt er Trump udtryk for en ”antisystemisk protest fra højre” mod ”den såkaldte neoliberale globalisering” og et miskrediteret politisk system samt dets forvaltere. Men som følge af den etablerede venstrefløjs fallit, kommer i hvert fald dele af denne protest til udtryk i en forvrænget form med støtte til f.eks. racistiske kræfter, der ikke repræsenterer et reelt opgør med det nuværende system.

Trump repræsenter for Bolt ”senkapitalistisk fascisme” og en ”præventiv kontrarevolution” mod f.eks. ”de arabiske revolter, pladsbesættelsesbevægelserne og Black Lives Matter” og den ”begyndende afvisning af kapitalismen”, de repræsenterer. En korrekt sammenkædning af kapitalismens stadig mere autoritære tendenser med systemets stigende vanskeligheder ved at fungere på ”normal” vis som følge af bl.a. økonomisk svaghed og folkelige protester. Ikke desto mindre har disse protester på internationalt plan endnu ikke nået samme styrke, som f.eks. i slutningen af 1960'erne og 1970'erne. Og selv i denne situation kunne kapitalismen overleve uden at ty til sin fascistiske kriseløsning.

Derfor er beskrivelsen af Trump som fascist også misvisende, selvom der ligesom hos andre højrepopulister er fællestræk. Trump-regeringens politik har endnu ikke i praksis brudt afgørende med de republikanske og demokratiske forgængere. Modsat f.eks. den tyske og italienske fascisme er han heller ikke kommet til magten som et aktivt tilvalg fra den herskende klasse (hvis store flertal støttede Hillary Clinton) og ved forinden at have opbygge stormtropper på gadeplan, der kan bruges til at knuse arbejderbevægelsens og de øvrige demokratiske institutioner. Sidstnævnte er dog ikke nødvendigt ifølge Bolt pga. Trumps besiddelse af statsmagten. Men konsekvensen af dette er inflation i brugen af fascisme-begrebet, som ud fra samme logik kunne anvendes om et væld af højreorienterede regeringer, der enten har indskrænket demokratiet eller indført et decideret diktatur. Og som nævnt er denne fascistiske kriseløsning endnu ikke nødvendig for at sikre kapitalistklassens mulighed for fortsat at regere.

Menneskehedens fremtid på spil
Ikke desto mindre udgør Trump en alvorlig trussel, der har givet højreorienterede og egentlige fascistiske kræfter øget selvtillid. Som begge forfattere understreger befinder vi os i en nødsituation med en række overlappende kriser, som alle direkte eller indirekte udspringer af det nuværende profitsystem. Hurtige og radikale samfundsomvæltninger er derfor nødvendige, ikke mindst på grund af den truende klimakatatrofe. Med henvisning til intersektionalistisk feminisme understreger Klein, hvordan de forskellige kampe og former for undertrykkelse er gensidigt forbundne og advarer samtidig mod gøre oplistningen af forskellige former for privilegier til en intern konkurrence blandt de undertrykte.

Men for at forstå, hvorfor de forskellige former for undertrykkelse er opstået og derfor kan afskaffes, har vi brug for den marxistiske klasseanalyse. Denne peger samtidig på den afgørende strategiske rolle, arbejderklassen (det store flertal af befolkningen, der ikke ejer og kontrollerer produktionsmidlerne) spiller pga. sin evne til at stoppe kapitalismens drivkraft, profitten, ved at strejke. Dette element er dog desværre enten fraværende eller underprioriteret hos Klein og Bolt.

Intet af dette ændrer dog på, at såvel Bolt som Klein leverer væsentlige bidrag til forståelsen af betingelserne for kampen mod Trump og tilsvarende kræfter i andre lande. Og som begge forfattere understreger, afhænger en leveværdig fremtid for klodens befolkning bogstaveligt talt af et succesfuldt udfald af denne kamp.

Naomi Klein: No is Not Enough. Defeating the New Shock Politics. Allen Lane (UK), 2017 (dansk udgave: Nej er ikke nok. Modstand mod Trump og højrepopulismens chok-politik, Forlaget Klim, 2017). Mikkel Bolt: Trumps kontrarevolution, Forlaget Nemo, 2017.

Svømmeforbud er anti-muslimsk racisme

Alle partier i Aarhus Byråd (minus EL og R) stemte for forbuddet mod kvindesvømning i kommunalt regi. Det skal ”redde” kvinderne.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Den postkoloniale teoretiker Spivak beskrev med ordene ”hvide mænd redder brune kvinder fra brune mænd” idéerne bag forbuddet mod kvindesvømningen i Gellerupbadet. En populær fritidsaktivitet i et af landets fattigste boligområder, der i forvejen har færre fritidstilbud end resten af byen, og hvor hver 6. familie rammes af kontanthjælpsloftet.

Som Elsebeth Frederiksen, talsperson for Kvindesvømningens Venner, der bekæmper forbuddet, påpeger, ville ingen have anset svømningen for et problem i rigmandskvarteret Risskov. Iflg. borgmester Jacob Bundsgaard (S) er ”der en udfordring i nogle af de muslimske miljøer i Aarhus med kvindeundertrykkelse og formentlig også andre steder”.

Bundsgaard gør her kvindeundertrykkelse til et unikt problem for muslimer eller et problem primært dér. Dog mener en lige så stor andel (10 %) af Dansk Folkepartis vælgere som muslimer, at kvinders plads er i hjemmet. Byrådet har ikke iværksat initiativer mod dette ”parallelsamfund” eller rigmandsghettoer, hvor undersøgelser viser, at skattesvindel og sort arbejde er mest udbredt.

Del af en større kamp
Idéen om, at ”Vesten” med vold befrier muslimske kvinder er gammel. F.eks. invaderede og besatte Storbritannien i 1882 Egypten, og lederen af besættelsen, Lord Cromer, forsvarede den bl.a. med henvisning til kvinderettigheder. Samtidig var han i hjemlandet medstifter af en forening mod kvinders stemmeret. På samme måde hævdede George W. Bush, der bl.a. bekæmpede fri abort og prævention, at USA’s krig ville befri afghanske kvinder.

Muslimske kvinder ses her som passive ofre og ude af stand til at tale og handle på egne vegne. Kampen om kvindesvømning viser det modsatte. Demonstrationer, offentlige møder, læserbreve og en underskriftsindsamling vandt kampen om opinionen, så et stort flertal af byens borgere i en meningsmåling var imod forbud. Det handler bl.a. om kvindekampens krav om retten til selv at bestemme, hvor lidt – eller hvor meget – tøj, man bærer, og om at bestemme over egen krop. Men da forbuddet skyldes islamofobi, er det også nødvendigt med en bredere anti-racistisk kamp. Den internationale aktionsdag mod racisme 18/3 handler netop om det.

Følg ”Kvindesvømningens Venner i Gellerupbadet” på Facebook. Møderne er normalt søndag kl. 16 i Beboerhuset Yggdrasil, Dortesvej 35A, 8220 Brabrand.

Hvad byrådsfatter gør, er altid det rigtige

Indlæg i Århus Stiftstidende: "De to mænd, byrådsbrødrene Gert Bjerregaard og Hans Skou fra Venstre, vil bekæmpe påstået mandlig muslimsk tvang mod kvinder ved at erstatte den med anden mandlig tvang mod kvinder - deres egen...

Alligevel er det, som om d'herrers faderlige omsorg ikke værdsættes. Heller ikke den ikke mindre faderligt beskyttende favn hos de 17 andre byrådsmænd, som vil sikre, at kvinderne kan svømme frit ved at forbyde kvindernes svømning.

Kvinderne demonstrerer, skriver læserbreve, arrangerer offentlige møder og virker i det hele taget sært utaknemmelige over, at det mandlige byrådsflertal allerede har defineret kvindernes undertrykkelse for dem."

Guide til Trumps rædselskabinet

Trumps udnævnelser afslører hans løfte om opgør med eliterne i Washington og på Wall Street som en grotesk løgn.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

De 17 personer, den nyvalgte amerikanske præsident Donald Trump i midten af december havde nomineret til de centrale regeringsposter, har iflg. business-mediet Quartz en samlet formue på 66,5 milliarder kr. Det gør dem rigere end de fattigste 43 millioner husstande i USA tilsammen, og Trumps regering til den klart rigeste i amerikansk historie.

Som ”chefstrateg” og toprådgiver har Trump udnævnt Stephen Bannon fra mediet Breitbart News, der har tråde til den yderste racistiske og nazistiske højrefløj. Tidligere Ku Klux Klan-leder David Duke har kaldt denne udnævnelse ”en glimrende nyhed”. Som mange andre Trump-folk har Bannon desuden en fortid hos banken Goldman Sachs, hvilket bl.a. også gælder finansminister Steven Mnuchin.

Justitsminister Jeff Sessions er kendt som hardcore bekæmper af lovgivning mod diskrimination af sorte amerikanere og andre minoriteter og fik i 1986 sin udnævnelse til forbundsdommer blokeret pga. racistiske udtalelser. Forsvarsminister James Mattis stod som chef for marinekorpset i spidsen for USA's for drab på tusinder af civile og andre krigsforbrydelser under belejringen af Fallujah i Irak i 2004. National sikkerhedsrådgiver Mike Flynn har kaldt muslimer en ”ondartet kræftsygdom” og frygt for dem ”rationel”.

Vicepræsident Mike Pence har som guvernør forsøgt at fjerne offentlig tilskud til organisationer, der hjælper kvinder med prævention og fri abort, gennemført en lov om tvungen begravelse af abort-fostre og støttet en lov, der giver arbejdsgivere ret til at diskriminere bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner.

Udenrigsminister Rex Tillerson fra oliegiganten ExxonMobil er såkaldt "klimaskeptiker", hvilket bl.a. også gælder miljøminister Scott Pruitt – og Trump selv. Dette var blot et lille udvalg af Trumps rædselskabinet, som Danmark iflg. Lars Løkke Rasmussen står "skulder til skulder" med.

Kamp mod islamofobiske politikere i Aarhus

Et samlet byråd (minus R+EL) i Aarhus vil forbyde tre timers ugentlig kønsopdelt svømning i Gellerupbadet.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Det er klokkeklar diskrimination med lovgivning, der primært rammer en bestemt etnisk og religiøs gruppe - her muslimer. Byrådsflertallet henviser bl.a. til TV2's mistænkeliggørende og stærkt kritiserede "dokumentar" ved navn "Moskeerne bag sløret". Præmissen var her, at dårlig integration skyldes nogle imamer, ikke f.eks. hetz og diskrimination, manglende jobs, dårlige boligforhold osv.

Det pågældende svømmetilbud optræder tilmed slet ikke i TV2's tendentiøse "dokumentar". Alligevel henviser byrådsflertallet, inkl. S-SF, flittigt til den. F.eks. har Gert Bjerregaard (V) om en undersøgelse, der viser, at svømningen er kvindernes eget valg sagt, at ”[é]t er, hvad man siger for rullende kameraer, noget andet er, hvad der sker i det skjulte. Det lærte vi af dokumentaren ”Moskéerne bag sløret”...”.

Altså den klassiske islamofobiske stereotyp om, at ”muslimer taler med to tunger.” Desuden opererer forbudspolitikerne med kollektiv skyld ved at bruge enkelte muslimers (her nogle imamers) endda delvist fiktive handlinger til at mistænkeliggøre alle foreninger i Gellerup. Er alle Venstre-folk også under mistanke, fordi Løkke og andre V-politikere fusker med bilag? Det er selvsagt også sexistisk, når et primært mandligt byrådsflertal som her vil diktere, hvordan kvinder svømmer og klæder sig. To Venstre-mænd har stillet forslaget, og 19 ud af 25 af dets tilhængere i byrådet er mænd.

En meningsmåling viser, at 56,9 % af byens borgere ”i mindre grad eller slet ikke” er enige med byrådet i denne sag, mens kun 37,3 % ”i høj grad eller nogen grad” er enige. Desuden har aktivistgruppen ”Kvindesvømningens Venner i Gellerupbadet” indsamlet omkring 3.000 underskrifter mod forbuddet samt demonstreret, lavet gadefremstød og holdt flere offentlige møder. 18. januar skal byrådet stemme om forbuddet. Uanset udfaldet fortsætter kampen dog.

Åbent brev til S: Hvorfor skal vi tages som gidsler?

Åbent brev til Socialdemokratiet i Århus Stiftstidende: "Derfor spørger vi de socialdemokratiske byrådspolitikere: Hvorfor skal vi og vores kroppe tages som gidsler i jeres politiske spil? Det fortjener jeres vælgere - ikke mindst i Aarhus Vest - svar på, nu hvor kommunalvalget nærmer sig.

Forbuddet falder, hvis I stemmer imod. I modsat fald vil vi stille jer til politisk ansvar. En måling fra Wilke viser stort flertal blandt århusianerne for at bevare kvindesvømningen i Gellerupbadet. Mon ikke det også gælder i det socialdemokratiske bagland?

Vi opfordrer derfor til, at man også her giver sin utilfredshed til kende. Denne opfordring gælder i øvrigt alle århusianere. Vis politikerne, at de pinlige planer om svømmeforbud strider mod vores ønsker for en mangfoldig by."

Behov for vindueskiggeri?

Læserbrev i Århus Stiftstidende: "Når et primært mandligt flertal vil diktere, hvordan kvinder svømmer, er det et frontalangreb på årtiers kvindekamp. Bl.a. kvinders ret til at bestemme over egen krop. F.eks. i forhold til abort og prævention - eller som her påklædning, og hvor meget af sin krop man viser. Når politikerne er færdige med detailstyringen af svømning i århusianske forstæder og andre storpolitiske problemer, lægger de sig vel i selen for at stoppe tiltag som Femø-lejren, hvor kvinder også mødes uden mandlig adgang."

Thorning - ligestillet i nedskæringer

Frem for magthavere, hvis køn er eneste forskel til den øvrige herskende klasse, er der brug for et opgør med selve det nuværende ulige system.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

”Jeg er Danmarks første kvindelige statsminister, men ikke den sidste”, lød det i Helle Thorning-Schmidts afskedstale efter valgnederlaget. Men hendes regering løb fra selv de mest beskedne progressive ligestillingsløfter (f.eks. øremærket barsel til mænd) og gennemførte brutale angreb på velfærd, lønninger og arbejdsforhold. På den måde ”ligestillede” hun sig med såvel Foghs som Løkkes regeringer – og gik endda videre.

Det var Thornings regering, der i praksis implementerede dagpengeforringelserne og afskaffede efterlønnen. Dens ”reformamok” betød lavere ydelser og øget kontrol for kontanthjælpsmodtagere. Fleksjob- og førtidsreformen gik løs på de syge. Studerende blev angrebet med lavere SU, fremdriftsreform og dimensioneringsplan. Almindelige lønarbejderes realløn faldt pga. regeringens hårdhændede indgreb i offentlige overenskomstforhandlinger og frie hænder til arbejdsgivernes sociale dumping. Fattigdommen og uligheden øgedes.

Omfordeling til de rigeste mænd (og kvinder)
Ikke bare har Thorning forringet forholdene for befolkningens store flertal. Men endda i højere grad for kvinder end mænd. Flere kvinder end mænd tilhører således arbejderklassen, modtager velfærdsydelser, er ansat i den offentlige sektor, er arbejdsløse osv. Lige som kvinder rammes hårdere af nedskæringer på offentlig omsorg for f.eks. børn og ældre, da de stadig står for hovedparten af disse opgaver såvel på arbejdsmarkedet som i privatlivet.

Derfor har Thornings velfærdsangreb og foræring af skattelettelser til de rigeste og det private erhvervslivet også været en omfordeling fra det store flertal af kvinder til en lille gruppe af især mænd, idet kvinder er voldsomt overrepræsenterede i arbejderklassen og voldsomt underrepræsenterede i den herskende klasse.

Den indbyggede sexisme i det nuværende kapitalistiske samfundssystem giver den herskende klasses kvinder som Thorning en ulempe i forhold til denne klasses mænd. Men typer som Thorning er stadig langt mere priviligerede end det overvældende flertal af kvinder – og mænd. Kampen mod sexisme, uanset de ramtes klassetilhørsforhold, er en forudsætning for et opgør med det klassesamfund, der frembringer den. Det store flertal af kvinder har lige som de fleste mænd – modsat f.eks. Thorning og andre kvindelige og mandlige magthavere – en interesse i denne samfundsomvæltning. Kampen for kvindefrigørelse er derfor klassekamp – og omvendt.

Hvad skyldes voldtægt og vold mod kvinder?

Kvindeundertrykkelse og vold mod kvinder kendetegner vores samfund. Men kan vi slippe af med det? Denne artikel ser på sexismens rødder og giver nogle svar på problemet.

AF SADIE ROBINSON

Verden kan være et dårligt sted at være kvinde. Kvinder udgør chokerende 70 % af verdens fattige. At tilhøre det kvindelige køn former alle aspekter af kvinders liv – fra ting såsom arbejde, bolig, sundhed og uddannelse til vores mest intime forhold.

I Storbritannien er det mest åbenlyse bevis på kvindeundertrykkelsen lønkløften på 17 % mellem mænd og kvinder. Men det mest kvalmende tegn på undertrykkelsen er handlinger i form af voldtægt og vold – og den udbredte tendens til at give ofrene skylden.

Den chokerende karakter af kønsmæssig vold kan få mange mennesker til at tro, at brutalitet er en medfødt menneskelig egenskab. De opgiver håbet om nogensinde at skabe en verden uden kønsmæssig vold og systematisk undertrykkelse.

Graden af vold mod kvinder er forfærdende. Det vurderes, at der hvert år voldtages mindst 47.000 kvinder i Storbritannien – hvorimod domfældelsesraten for anmeldte voldtægter blot er 6,5 %.

Men det store flertal af mænd voldtager ikke kvinder. Og de fleste mænd er ikke voldelige mod kvinder.

Voldtægt sker ikke på grund af mænds "naturlige" instinkter. Det udspringer af den måde, klassesamfundet forvrænger seksualitet og fremmedgør mennesker fra hinanden og sig selv.

Kvindeundertrykkelse gavner kapitalismen – den har en ideologisk og økonomisk funktion.

Mennesker skaber de miljøer og samfund, vi lever i – men verden fremtræder som en fremmed genstand, fordi vi ikke føler, vi har nogen kontrol over den.

En ekstrem form for fremmedgørelse
Vi bliver fremmedgjorte fra os selv og fra hinanden. Voldtægt og kønsmæssig vold er nogle af de mest ekstreme former, denne fremmedgørelse antager.

Dette kombineres med et syn på seksualitet, der ser sex som en vare på linje med enhver anden vare, som kan købes og sælges – eller tages.

Næsten en tredjedel af befolkningen i Storbritannien mener, at en kvinde i hvert fald delvist selv var skyld i det, hvis hun blev voldtaget i beruset tilstand.

Fremherskende ideer om seksualitet bebrejder kvinder for at "opmuntre" til voldtægt og behandler mænd som kun en smule forskellige fra dyr, der er ude af stand til at styre sig selv.

Således var justitsminister Kenneth Clarkes udtalelser for nylig [artiklen er fra 2011 - Clarke tilhører det britiske konservative parti, red.], der tilsyneladende negligerede nogle former for voldtægt, såsom "date rape", som dårligt nok en form for voldtægt desværre ikke nogen overraskelse.

Clarkes udtalelser medførte ganske vist et enormt ramaskrig, og hans synspunkter er i høj grad omstridte.

Men de, der befinder sig i samfundets top – politikere, dommere, medieejere osv. - promoverer sexistiske idéer.

De, som ejer aviserne og tv-stationerne, fylder dem med billeder, der skildrer kvinder som sexobjekter, ikke som mennesker af selvstændig værdi.

Og det er almindeligt, at der i voldtægtssager rejses spørgsmål såsom hvordan offeret var påklædt, om hun var sent ude, om hun havde drukket og om hun havde haft sex med voldtægtsmanden før.

Naturligvis er der massevis af kvinder, og mænd, der udfordrer sexistiske idéer og kæmper for reformer for at forbedre kvinders liv.

Men sexistiske idéer er udbredte på grund af kvinders position i samfundet og den måde, vores samfund forvrænger kønsroller.

Den revolutionære socialist Karl Marx beskrev, hvordan de herskende tanker i ethvert samfund er den herskende klasses tanker. Det betyder ikke, at det er de eneste tanker – men det betyder, at det er de mest indflydelsesrige tanker.

Men hvorfor ville den herskende klasse ønske at fremme dette syn på kvinder? Hvad får den ud af det?

Kvindeundertrykkelse har ikke altid eksisteret. Den vandt frem efterhånden som de menneskelige samfund begyndte at blive opdelt i klasser.

Marx og hans samarbejdspartner Friedrich Engels pegede på familien under klassesamfundet som nøglen til kvindeundertrykkelsen. Engels beskrev familiens opkomst som "kvindekønnets verdenshistoriske nederlag".

De forstod, at måden, hvorpå mennesker sikrer deres grundlæggende eksistensvilkår, former menneskelig adfærd og tanker.

Familien opstod side om side med den private ejendom og staten. Før da levede mænd og kvinder i jæger-samler-samfund, hvor de udførte forskelligt, men ligestillet arbejde og havde lige del i beslutningerne. Marx og Engels kaldte det for "urkommunisme".

Efterhånden som samfundene udviklede sig, begyndte de at frembringe et større overskud end nødvendigt for at dække deres grundlæggende behov – et overskud, der kunne lagres og kontrolleres.

Og de produktionsteknikker, det medførte, havde for første gang nogensinde en tendens til at prioritere mænds arbejde frem for kvinders.

Da der først var blevet udviklet en herskende klasse, ønskede de mænd, som kom til at dominere, "legitime" arvinger, som de kunne give overskuddet videre til. Kontrol over kvinder og seksuelle forhold blev centralt for ejerskabet af dette overskud.

Familieenheden udviklede sig sammen med en ideologi, der behandler kvinder som andenrangs-borgere og en form for ejendom, der skal kontrolleres af mænd.

Disse tanker bidrager til at legitimere og fremme vold mod kvinder.

Det betyder ikke, at der aldrig sker ændringer i klassesamfund. En kvindes rolle i familien er under kapitalismen meget forskellig fra, hvordan den var under feudalismen.

Og selv under kapitalismen har kvinder i løbet af det sidste århundrede kæmpet for at ændre deres liv. I dag i Storbritannien arbejder de fleste kvinder uden for hjemmet. Folk har større seksuel frihed end tidligere.

Og ændringerne i kvinders liv og tanker har også haft en effekt på mændene. F.eks. er det langt mere almindeligt, at mænd udfører arbejde, der tidligere blev anset for kvindearbejde, såsom barnepleje.

Kvinder og husarbejde
Mænd bruger mere tid på omsorg for deres børn i dag end de gjorde tidligere. Husarbejde er i mange hjem ikke længere udelukkende kvindernes ansvar.

Store forandringer har fundet sted inden for kapitalismen, delvist på grund af systemets skiftende behov og delvist på grund af almindelige menneskers omfattende pres og kampe.

Disse forandringer viser, at forestillingen om, at mænd og kvinder har én gang for alle fastlagte, uforanderlige roller er forkert.

Men uanset hvor vigtige disse forandringer er, fortsætter kvindeundertrykkelsen. Og vores magthavere forsøger konstant at tilbagerulle de fremskridt, vi har opnået.

F.eks. ses det at være kone og moder stadig som centralt for kvinders identitet.

Samfundet tildeler seksuelle forhold overdreven opmærksomhed – og siger til kvinder, at med mindre de sikrer sig en mand, er de en fiasko.

Og kvinder, der ikke ønsker at få børn, ses stadig ofte som uforklarligt sære.

Kvindeundertrykkelse bidrager, lige som andre former for undertrykkelse, til at splitte arbejderklassen. I stedet for, at almindelige mennesker ser sig som havende fælles interesser mod de rige, kan kvinder og mænd blive indfanget af idéen om hinanden som hovedfjender. Dette er ekstremt nyttigt for vores magthavere – og det ved de.

Familien spiller også en afgørende økonomisk rolle for kapitalismen. Kvinder forventes at vedligeholde den nuværende arbejdsstyrke og opfostre den fremtidige – mens de samtidig ofte selv er del af denne arbejdsstyrke.

Familien som trykkoger
De opfostrer børn, tager sig af syge og ældre slægtninge og opretholder et hjem. De sparer kapitalismen for en formue ved at levere alle disse serviceydelser gratis.

Det betyder ikke, at ethvert hjem og ethvert forhold blot er en vægt om kvinders halse.

Ofte værdsætter folk deres personlige forhold og livet derhjemme mere end alt andet, fordi det tilsyneladende tilbyder et fristed i forhold til den ydre verdens stress.

Men det ændrer ikke den rolle, familien spiller under kapitalismen. Og ofte bliver mennesker, der søger trøst og et fristed i familien, skuffet.

Det fristed, de håbede at finde, ender med at være en trykkoger, hvor opbyggede spændinger slippes løs – og det ofte især rammer kvinder.

Den centrale rolle, familien spiller, forklarer hvorfor vores magthavere afskyer kritik af den og angriber alle, der falder uden for den. Dette er grunden til, at der findes homofobi, panik over enlige forældre og pres på singler for at blive gift.

Dette former også folks holdninger til voldtægt. De fleste kvinder, der voldtages, kender gerningsmanden, og den største risiko for vold findes inden for familien – alligevel er den mest almindelige opfattelse af voldtægt baseret på den ukendte gerningsmand, som springer ud fra et buskads sent om natten.

Sexistiske idéer er så indgroede, fordi kvindeundertrykkelsen har eksisteret i tusindvis af år, lige siden klassesamfundenes opståen. Det er derfor, at den forekommer så naturlig og permanent.

Men nogle af de mennesker, som hævder, at vi ikke kan afskaffe undertrykkelsen, gør det fordi de har en interesse i at opretholde den. Og det hjælper dem at fokusere på individuelle voldshandlinger, fordi det leder opmærksomheden væk fra den systemiske undertrykkelse, som er central i kapitalismen.

Vi kan sætte en stopper for kvindeundertrykkelse – men for at kunne gøre det må vi slippe af med det system, der understøtter den.

Undertrykkelse påvirker alle kvinder, men effekten af den er umådelig forskellig afhængigt af klassetilhørsforhold.

Den er afgørende for et system, som kvinder fra den herskende klasse tjener fedt på – hvilket er grunden til, at vi ikke kan være afhængige af alliancer med rige kvinder i kampen for forandring.

Almindelige mennesker har en fælles interesse i at slippe af med kapitalismen. Den smadrer kvinder og mænd fra arbejderklassens liv.

Den er afhængig af undertrykkelse for at splitte og svække arbejderklassen. Og den atomiserer os og forvrænger selv vores mest intime forhold.

Mennesker ændrer sig selv i processen med at skabe en ny verden. De skaffer sig af med det, Marx kaldte "alt det gamle skidt" og idéer, der har overlevet i århundreder, begynder at blive fortrængt.

Og i alle revolutionære bevægelser træder kvinder i forgrunden i forhold til at lede kampen.

Revolution er ikke en eventyrfortælling. Allerede i år [dvs. 2011, red.] har vi set revolutioner i Egypten og Tunesien, der har smidt diktatorer på porten og rejst perspektivet om arbejderkontrol med samfundet.

Som kollektiv har vi magten til at knuse systemet og skabe ægte lighed og frihed for alle.

Oversat af Lars Henrik Carlskov fra Socialist Worker (UK), nr. 2255, 7. juni 2011.

Er vi alle splittede af privilegier?

En indflydelsesrig teori, som opdeler folk efter en myriade af ”privilegier”, lader vores magthavere slippe af krogen – og står i vejen for sammenhold mod undertrykkelse, forklarer britisk socialist i denne artikel.

AF ESME CHOONARA

Verden er splittet af mange former for uretfærdighed og undertrykkelse – såsom racisme, sexisme og homofobi. For at kunne bekæmpe dem er det nyttigt at undersøge, hvem disse splittelser gavner og hvem, der har en interesse i at gøre op med dem.

Nogle argumenter kendt som "privilegieteori" har vundet indflydelse på det seneste. Grundlæggende er de baserede på den tanke, at undertrykkelse fungerer gennem en række ufortjente fordele.

Disse fordele stammer angiveligt fra at være mand i et sexistisk samfund, at være hvid i en racistisk verden osv.

Peggy McIntosh er en af pionererne bag denne teori. Hun beskrev "privilegier" som "lige som en usynlig vægtløs rygsæk indeholdende særlige forsyninger, forsikringer, redskaber, kort, rejsehåndbøger, lovbøger, pas, visa, tøj, kompas, nødhjælpsudstyr og blankochecks."

For mange mennesker er det at udtrykke støtte til disse idéer blot en måde at gøre opmærksom på, at der findes undertrykkelse og at den bør bekæmpes. Det er et godt udgangspunkt og mange af dem, der er enige i privilegieteori, vil være allierede i kampen.

Men denne teori er hverken tilstrækkelig til at forstå undertrykkelse eller at pege på en løsning. Hovedproblemet med privilegieteori er, at den overser, hvordan de splittelser, undertrykkelsen skaber, gavner den herskende klasse.

Det er ikke rigtigt, at racisme gavner alle hvide mennesker eller, at sexisme eller homofobi gavner alle mænd eller alle heteroseksuelle. Tag f.eks. racisme. Mange tilhængere af privilegieteori argumenterer for, at alle hvide mennesker er medskyldige i racisme alene fordi der findes racisme.

F.eks. hævder forfatteren Frances Kendall: ”Alle de af os, som har et raceprivilegium, er per definition racister.”

Mange aktivister, især i USA, er holdt op med overhovedet at diskutere racisme. De taler i stedet om ”white supremacy” [hvidt overherredømme, red.], hvilket indirekte siger, at alle hvide mennesker er en del af problemet.

På overfladen kan privilegieteori forekomme at give en vis mening. Hvis man er sort eller asiat oplever man primært racisme fra hvide enkeltpersoner, ikke ”det kapitalistiske system”. Nogle af disse enkeltpersoner er en del af arbejderklassen.

Og racisme betyder, at sorte og asiatiske mennesker kommer bag i køen – i forhold til uddannelse, jobs og retssystemet.

Men at sige, at sorte mennesker kommer bag i køen betyder ikke, at det gavner alle hvide mennesker. Hvide mennesker fra arbejderklassen har ikke gavn af racisme – tværtimod. Racistiske splittelser i arbejdsstyrken presser alles lønninger og arbejdsforhold nedad og gør kampen for højere levestandard sværere for alle.

De amerikanske sociologer Michael Reich og Al Syzmanski undersøgte specifikt dette ved at sammenligne graden af racisme på arbejdspladser og i landsdele forskellige steder i USA.

Racisme giver lavere lønninger og velfærd til alle arbejdere
De konkluderede begge, at jo større kløften var mellem sortes og hvides lønninger – eller jo højere en grad af racisme – jo lavere var lønningerne for alle.

Så selv om sorte arbejdere kommer længere bag i køen, taber hvide arbejdere også på racisme på arbejdspladsen. Den eneste vinder var arbejdsgiveren.

Reich påviste også, hvordan velfærdsydelser såsom uddannelse var dårligere i områder med mere racisme – eftersom racistiske splittelser gjorde det sværere at forsvare dem effektivt.

Racisme opstod på grund af behovet for at retfærdiggøre slavehandelens barbari. Den har overlevet, fordi den er så nyttig for vores magthavere til at levere syndebukke og splitte mennesker fra arbejderklassen.

Politikerne, medierne og resten af den herskende klasse må arbejde hårdt for at oppiske racismen, fordi mange hvide mennesker er modstandere af den.

Der findes en meget lang tradition for, at hvide mennesker fra arbejderklassen udviser solidaritet med dem, der lider under slaveri og kolonial undertrykkelse.

F.eks. under den amerikanske borgerkrig, hvor tusindvis af arbejdere i Manchester og Sheffield førte en kampagne for at stoppe Storbritanniens støtte til de slaveejende Sydstater. Dette satte deres eget levebrød på spil, eftersom slaveejere sluttede sig sammen for at stoppe råbomulds-eksporten til Europa.

Men arbejderne gjorde fælles sag med de udbyttede og undertrykte i udlandet. Den revolutionære socialist Karl Marx hyldede senere ”den engelske arbejderklasses heltemodige modstand”, som medvirkede til at stoppe slaveriet i USA.

Racisme gavner ikke hvide arbejdere – i stedet har de en interesse i at deltage i kampen mod den.

På samme måde har mænd fra arbejderklassen ikke gavn af, at kvinder tvinges til at tage en større byrde i forhold til omsorgsopgaver på grund af nedskæringer på velfærdsstaten. Lige som de heller ikke har gavn af den forvrængning af seksualiteten, som finder sted i en sexistisk og homofobisk verden.

Privilegieteori har en tendens til at fokusere på at udfordre og ændre enkeltpersoner. Men som har vi set med hensyn til racisme, fungerer undertrykkelsen ikke blot gennem en række individuelle forhold.

Den er intimt forbundet med kapitalismen og spredes og fremmes af statens og mediernes institutioner.

Der er intet i galt i, at enkeltpersoner er selvkritiske. Og det er vigtigt at udfordre sexistiske, racistiske og homofobiske personer.

Nogle mennesker argumenterer for, at vi må fjerne menneskers fordomme før de på meningsfuld vis kan blive en del af kampen. Men det forsøger at løse problemet på en omvendt måde. Ofte er det kamp, som åbner folks øjne for, hvordan verden fungerer og udfordrer deres fordomme.

F.eks. deltog kvindelige asiatiske arbejdere i en række strejker i 1970'erne [dvs. i Storbritannien, red.], hvoraf den mest kendte var den på fotoforarbejdnings-fabrikken Grunwick i London.

Disse kampe medvirkede til for en generation af britiske fagforeningsaktivister at tilintetgøre myten om den passive asiatiske kvinde. Disse kampe bidrog til at forene arbejderne. Privilegieteori splitter dem.

Hvis man ser undertrykkelse som fungerende gennem ufortjente fordele, er det muligt at identificere mange kilder til ”privilegier”.

Er det et privilegium ikke at sidde i fængsel?
The Transformative Justice Law Project of Illinois har udarbejdet en liste over et væld af forskellige privilegier. Deriblandt et uddannelses-privilegium, et kropsstørrelses-privilegium og et ”livet uden for tremmerne”-privilegium – hvor det er et privilegium ikke at sidde i fængsel!

Der er også et privilegium baseret på at være i stand til ”at gå for at være” del af mere privilegerede grupper. Der er adskillige problemer i dette. For det første forveksler det symptomer med årsager.

F.eks. er kropsstørrelse ikke en form for undertrykkelse i sig selv. Årsagen til skadelige idéer om kropsstørrelse er sexistiske idéer om normale eller ideelle kropstyper.

For det andet hjælper blot dette at identificere mange forskellige udtryk for ulighed os ikke med at forstå, hvorfor de eksisterer og hvordan vi bekæmper dem.

Mange tilhængere af privilegieteori behandler spørgsmålet om de mange forskellige undertrykkelsesformer ved at tale om ”intersektionalitet”. Dette anerkender, at forskellige undertrykkelsesformer gensidigt påvirker hinanden og ikke blot kan forstås hver for sig.

Idéen trækker især på sorte kvindeaktivisters kritik af en stor del af mainstream-feminismen for at hævde at tale på alle kvinders vegne og for at ignorere racisme.

Mange aktivister bruger også denne teoretiske ramme til anerkende, at der findes klasseforskelle både i de undertrykte og i de angiveligt ”privilegerede” grupper.

Dette kan være et fremskridt, da det anerkender, at de forskellige undertrykkelsesformer er gensidigt forbundne. Det kan dog også føre til en fragmentering af kampene.

Det understreger de undertrykte menneskers forskellige erfaringer i stedet for at forsøge at forene de bredest mulige kræfter i en fælles kamp.

Denne tilgang kan også, lige som privilegieteori, reducere klasse til blot at være en form for ulighed blandt en række forskellige andre former for ulighed. Imidlertid er klasse det grundlæggende forhold, som er systemets drivkraft – og nøglen til at ændre det.

Hvis undertrykkelse fungerer gennem række ufortjente fordele, så må den logiske konklusion da være, at de ”privilegerede” giver afkald på deres fordele.

Adskillige kommentatorer har f.eks. foreslået, at vi bør holde op med at sige, at kvinder er underbetalte i forhold til mænd og i stedet sige, at mænd er overbetalte. Betyder det, at vi skal kæmpe for lønnedgang til alle mænd?

Udryddelsen af undertrykkelse vil ikke ske automatisk – der må være en politisk kamp for at sætte en stopper for den. Men det kræver mere end progressive enkeltpersoners forbedring.

Det kræver brede kampe såsom dem, der gentagne gange har slået nazisterne tilbage i Storbritannien eller som dem, der har tilkæmpet og forsvaret abortrettigheder. Det virkelige spørgsmål er, hvorvidt enhed er mulig – kan sorte og hvide, LGBT-personer [dvs. bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner, red.] og heteroseksuelle kvinder og mænd forene sig?

Sådan en enhed er mulig baseret på klasse, fordi mennesker fra arbejderklassen har en fælles interesse i at tilintetgøre undertrykkelsen og det system, der frembringer den.

Oversat af Lars Henrik Carlskov fra Socialist Worker (UK), nr. 2366, 13. august 2013.

Hverken moderne, praktisk eller socialisme

SF’eren Mattias Tesfaye har vakt stor røre både i medierne og sit eget parti med sine teser om en ”moderne” og ”praktisk” socialisme.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Forud for SF’s landmøde 13.-15. april har et bittert opgør om partiets næstformandspost påkaldt sig stor opmærksomhed. Tidligere folketingsmedlem Pernille Frahm har således angrebet ledelsens foretrukne kandidat til posten, Mattias Tesfaye, for at have synspunkter, der snarere hører hjemme ”i et af de kommunistiske partier”.

Det skyldes en række ”teser om praktisk socialisme”, som Tesfaye skrev tilbage i 2008 og som han efter den megen kritik for nylig opdaterede i Politiken. Såvel i medierne som på store dele af venstrefløjen bliver Tesfaye set som talsmand for en væsentlig mere venstreorienteret linje end den, SF står for i dag.

Lad os derfor prøve at se på om hans teser, de gamle og de nye, virkelig repræsenter en ”moderne” og ”praktisk” socialisme.

Ikke kun økonomi
I begge versioner af teserne fremhæver Tesfaye, at venstrefløjens opgave er at føre klassekamp. Dette undermineres imidlertid af en gennemgående tendens til at se klassekampen som en rent økonomisk kamp for bedre løn og arbejdsvilkår. F.eks. skriver han i sine oprindelige teser, at ”kategorier” som ”køn, etnicitet, tro og seksualitet” udelukkende er ”interessante som en del af samfundets sociale struktur”. Med andre ord synspunkter, der er nært beslægtede med den såkaldte ”økonomisme”, som Lenin leverede en sønderlemmende kritik af.

Lenin påpegede, at arbejdere, der blot har indset behovet for at kæmpe for mere i løn og forbedrede arbejdsforhold, endnu kun har opnået en såkaldt ”trade-unionistisk” (fagforenings) bevidsthed. Først hvis arbejderne også er villige til f.eks. at strejke på grund af forfølgelsen af jøder eller studenter, har de ifølge Lenin en ægte socialistisk klassebevidsthed. Her foretager Tesfaye et kraftigt tilbagetog i den nye version af sine teser, idet han skriver, at fokuset på arbejderklassens kamp ikke skal forstås sådan, at ”kampen for ligestilling og mod diskrimination er mindre vigtig”.

Her medfører Tesfayes økonomisme dog igen, at han beskriver denne kamp som et rent økonomisk spørgsmål om, hvorvidt man primært skal prioritere ligeløn for ”sosu-assistenten” eller ”økonomidirektøren”. Ganske rigtigt findes der klare klassemodsætninger inden for de forskellige køn, etniske minoriteter og seksuelle grupper, men kampen mod f.eks. sexisme, racisme og homofobi kan på ingen måde reduceres til blot økonomi. Frem for hinandens modsætninger, bør disse kampe derfor, som det f.eks. er tilfældet i den klassiske marxisme (Marx, Engels, Luxemburg, Lenin, Trotskij, Gramsci m.fl.), ses som en integreret del af klassekampen.

Dannebrogs-socialisme?
I modsætning til hos Tesfaye findes der således i den klassiske marxisme en klar forståelse af, at splittelserne i arbejderklassen (f.eks. faglærte/ufaglærte, mænd/kvinder, indfødte/migrantarbejdere, privatansatte/offentligt ansatte) har eksisteret lige så længe som den kapitalistiske produktionsmåde. Det skyldes, at kapitalismen fremmer den interne konkurrence mellem forskellige dele af arbejderklassen om løn, jobs osv.

Den aktive, ikke kun økonomiske, kamp mod f.eks. racisme, sexisme og homofobi er derfor nødvendig for at overvinde disse splittelser i arbejderklassen. Og uden et opgør med det kapitalistiske produktionssystem, hvilket Tesfaye karakteristisk nok ikke nævner, vil disse fordomme blive reproduceret igen og igen. Ud over at undlade at konfrontere disse splittelser, medvirker Tesfaye endda selv til at skabe dem. Han har således beskrevet østeuropæiske migrantarbejdere som ”nasserøve”.

Både i sine nye og gamle teser slår han desuden til lyd for, at venstrefløjen flager med Dannebrog, men glemmer her, at dette flag er et symbol på et ”nationalt fællesskab”, der angiveligt skulle overskride kampen mellem forskellige klasser med modstridende interesser. Tesfayes såkaldte klassekamp bliver her til ren og skær nationalisme, lige som det er tilfældet for hans forslag om at ”begrænse indvandringen”, hvor han ud over igen at skabe skel mellem ”danske” og ”udenlandske” arbejdere, overser, at der kun under kapitalismen og dens iboende tendens til at skabe en ”reservehær” af arbejdsløse kan være for meget arbejdskraft.

Moderne og praktisk?
Tesfaye beskriver selv sine synspunkter som ”moderne” og ”praktisk” socialisme. I virkeligheden er de hverken moderne, praktiske eller socialisme.

Ikke moderne, fordi der i den klassiske marxisme findes en langt mere nuanceret forståelse af klassekampen. Ikke praktiske, fordi han ikke bidrager til at overvinde splittelsen i arbejderklassen, hvilket er en forudsætning for både at vinde reformer og på længere sigt at indføre et socialistisk samfundssystem. Og ikke socialistiske, fordi hans teser ikke indbefatter et brud med kapitalismen.

I stedet for et systemskifte er ”praktisk socialisme” for Tesfaye ”de forandringer, vi kan skabe lige nu og her. En legeplads fri for kanyler, en bedre gadebelysning i villakvarteret, et køleskab i skurvognen”. Med andre ord svarer Tesfayes ”praktiske socialisme” nogenlunde til programmet for organisationer som Kattens Værn derved, at der er tale om bittesmå forbedringer inden for det nuværende system.

Som revolutionære socialister støtter vi selv den mindste reform, dels for at skabe forbedringer for arbejderklassen nu og her, men primært fordi denne kamp er en forudsætning for at skabe den organisationsevne og klassebevidsthed, som gennemførelsen af den socialistiske revolution kræver. Uden dette nødvendige systemskifte nøjes vi med, som Marx skrev, lige som Tesfaye at bekæmpe virkninger frem for årsager.

Burkadebatten er en afledningsmanøvre

AF LARS HENRIK CARLSKOV

På det seneste har en stor del af den politiske diskussion handlet om burkaforbud, burkaundersøgelser og burkaudvalg. Dette er blot et led i en større tendens, hvor ledende - oftest ældre mandlige - politikere og kommentatorer behandler muslimske kvinders tøj som et af samfundets vigtigste problemer. Ikke engang regeringens egen undersøgelse var i stand til at opspore en eneste burkaklædt kvinde i Danmark. Alligevel foreslås det at forbyde denne type påklædning, selvom man udmærket ved, at det ikke kan gennemføres, hvis Grundloven og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention skal overholdes. Regeringspartierne henviste såmænd selv til Grundloven, da de i 2004 afviste et mindre vidtgående forslag fra Dansk Folkeparti om at forbyde kulturbestemt hovedbeklædning blandt offentligt ansatte.

Men hvordan kan det egentlig være, at borgerlige politikere bruger så meget energi på nærmest ikke-eksisterende problemer (f.eks. burkaklædte kvinder) og stiller forslag, de ved ikke kan gennemføres (f.eks. burkaforbud)?

Justitsminister Brian Mikkelsen har selv indirekte besvaret dette spørgsmål. Om burkaforbuddet har han forklaret, at det vigtigste ikke er ”om det kan lade sig gøre eller ej”, men derimod, at ”det skal ses som en værdipolitisk melding”. Som bekendt fungerer det nuværende (kapitalistiske) system sådan, at det på det økonomiske område drejer sig om at maksimere profitten, mens det på det politiske (parlamentariske/liberalt demokratiske) område, der svarer dertil, handler om at maksimere antallet af stemmer. Typiske borgerlige mærkesager om privatisering, udlicitering, markedsomstilling og beskæring af velfærdsydelser er ikke populære hos vælgerne. Derfor forsøger borgerlige politikere og medier at skabe frygt hos vælgerne for, at samfundet er truet af muslimerne og deres kultur. Hele burkadebatten er et led i regeringens ideologiske krig eller såkaldte ”værdipolitik”. Brian Mikkelsen erklærede tilbage i 2005, at ”kulturkampens nye front” var opgøret med det, han kaldte ”middelalderlig muslimsk kultur”. I dag står det desuden stadig mere klart for vælgerne, at regeringen ikke har nogen svar på den økonomiske krise og klimaspørgsmålet samt står med en tabt krig i Afghanistan. Burkaer og andre former for symbolpolitik fungerer som en afledningsmanøvre for de virkelige problemer.

Det er der heldigvis nogen, der har forstået. F.eks. arbejdsløshedsklubben i Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening, 3F, som i en pressemeddelelse skriver, at statsminister Lars Løkke Rasmussen ”holder pressemøde om tre burkaer for at kamuflerer at regeringen ikke kan løse dagen politiske problemer”. A-klubben arbejder på at indkalde til en landsdækkende arbejdsløshedskonference 8. marts og kræver, at regeringen stopper forfølgelsen af de arbejdsløse og sætter gang i beskæftigelsen. De ved dog udmærket godt, at for virkelig at bekæmpe arbejdsløsheden, er der brug for en anden regering, og de opfordrer derfor til landsdækkende protester.

A-klubben i BJMF viser vejen frem for alle, der både ønsker en anden regering og, nok så vigtigt, en anden politik. Der er brug for at erstatte regeringens ”værdikamp” med klassekamp og vise, at hetzen mod arbejdsløse og hetzen mod muslimer hænger sammen. Vi må derfor også tilbagevise argumenterne om, at muslimske kvinder (modsat etnisk danske kvinder) ikke er i stand til at befri sig selv, f.eks. afgøre om bestemte typer tøj er undertrykkende eller ej.

Bragt i Socialistisk Arbejderavis nr. 295, 18. februar 2010.

Dansk Folkeparti og forklaringens problem

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Det er næppe nødvendigt over for dette blads læsere at begrunde, hvorfor forklaringen af Dansk Folkepartis succes udgør en central opgave for venstrefløjen. For et par måneder siden udkom en antologi, der leverer vigtige brikker til en sådan forklaring, nemlig Stuerent? Dansk Folkeparti, populisme, antimuslimsk retorik og offermytologi, som er redigeret af Anne Jessen fra Demos.

Enhver analyse af Dansk Folkeparti må nødvendigvis forholde sig til, om partiets politik kan karakteriseres som racistisk. I sit bidrag til bogen fremhæver Ole Krarup den højesteretsdom, som netop konkluderede, at Pia Kjærsgaards synspunkter kan beskrives som racistiske. Dommen påpegede, at racisme ikke kun er betegnelsen for teorier om visse ”racers” biologiske underlegenhed, men også for fjendtlighed over for mennesker med anden etnisk eller national baggrund. F.eks. hævder DF, at muslimers ”underlegenhed” er religiøst og kulturelt funderet, ikke biologisk. Partiet gør her islam til den mono-kausale forklaring på adfærdsformer – virkelige såvel som indbildte – som påstås at stride mod danske ”værdier”. Denne islamofobi dokumenteres i bogen af Rune Engelbreth Larsen, der konkluderer, at DF ikke skelner mellem muslimer, islam og islamisme, men ser muslimer som en forskelsløs masse, ”islamificerer” de fleste samfundsproblemer og freder konservative og fundamentalistiske retninger inden for andre kulturer og religioner. Faktisk har en lutheransk fundamentalist spillet en hovedrolle for DF's politiske gennembrud, nemlig Søren Krarup. Dels med kampagnen mod udlændingeloven fra 1983 og stiftelsen af Den Danske Forening. Dels ved at sidde i Folketinget og sammen med fætteren Langballe i Trykkefrihedsselskabet og Tidehverv at have samlet store dele af den intellektuelle højrefløj. Krarups ekstremisme udstilles i Christian Braad Thomsen overordentligt velskrevne artikel, som påviser DF-præstens systematiske sammenblanding af politik og teologi. 

Et andet vigtigt element i partiets ideologiske univers, er forestillingen om en særlig ”danskhed”, og her demonstrerer Henrik Jøker Bjerre overbevisende, at dette begrebs elasticitet gør DF i stand til at hævde, at ”danskhed” er lig med partiets til enhver tid førte politik. Fordi det traditionelle nationale fællesskab undermineres af globalisering og økonomisk liberalisering, søger DF's vælgere tilflugt i et fællesskab baseret på forestillingen om en fælles opfattelse af danskhed, ”den partikulære etniske substans”, der ifølge Jøker Bjerre er lig med samfundets uskrevne regler eller ”vaner”. Han mener, at svaret derpå er, at venstrefløjen, i stedet for at gentage tidens populære floskler om netværksøkonomi og selvrealisering gennem et kreativt arbejdsliv, opstiller et alternativt fællesskab.  På lignende vis beskriver Mikkel Thorup i sit indlæg, hvordan højrepopulismes internationale fremmarch skyldes, at det politiske systems selvfortælling og legitimitet er under pres, og at disse partier har taget patent på systemkritikken. Den generelt afideologiserede venstrefløj har også i forhold til migrationsdebatten accepteret modstanderens ”grundfortælling”, nemlig at den har undertrykt udlændingedebatten og været blind for problemerne. Thorup begår dog selv en lignende fejltagelse ved at hævde, at VKO-alliancen bygger på en arbejdsdeling, hvor VK forsvarer overklassens økonomiske interesser og DF varetager underklassens. 

Et åbenlyst eksempel på overtagelse af modstanderens præmisser er naturligvis Villy Søvndals påstand om, at ligestilling er et spørgsmål, som venstrefløjen ”i langt højere grad” fremover ”skal turde tage et slagsmål med indvandrerne om.” Som Rikke Andreassens artikel påpeger, generaliseres indvandrerne, ved således at tale om dem i bestemt form og flertal, til en homogen og patriarkalsk masse, hvilket fører til en opdeling i et farvet ”dem” uden ligestilling og et hvidt ”os” med ligestilling. Andreassens fokus er dog påvisningen af, at DF ikke har nogen egentlig ligestillingspolitik, men i stedet instrumentaliserer både feminisme og kampen for seksuelle mindretals rettigheder til en kritik af etniske minoriteter. Og når partiet f.eks. vil bestemme muslimske kvinders tøjvalg, indskriver det sig i en lang tradition, hvor andre forsøger at diktere kvinders påklædning. Også retspolitik er i dag omdannet til et våben vendt mod muslimerne, hvilket er emnet for Preben Wilhjelms artikel, som dokumenterer DF's magt over regeringens politik på dette område og fremhæver, at store dele af oppositionen ofte passivt tilslutter sig denne udvikling. Vi kan for egen regning tilføje, at det desværre er en generel international tendens, at centrum-venstre partierne overtager denne (neo)konservative ”lov og orden”-agenda.

Som det gerne skulle fremgå, byder bogen på mange gode argumenter og vigtige elementer til en forklaring af højrepopulismens fremvækst. Man savner dog ofte, at de forskellige indsigter sættes ind i en større social og historisk helhed. Der findes næppe bedre kvalificerede til denne opgave end Curt Sørensen, der bidrager til bogen med artiklen ”Samfundskrise, demokratikrise og højrepopulisme”, som indledningsvis kritiserer en række fashionable teorier om disse nye højrepartier. F.eks. formår den politologiske mainstream med sine ”spørgeskemaundersøgelser og statistiske korrelationer” kun at udvikle partielle teorier, som blot viser behovet for ”endnu mere omfattende teorier og forståelse af historiske sammenhænge og lange udviklingstendenser”. Desuden kritiseres de teorier, der –  i forlængelse politologen Inglehart – forklarer højrepopulismens fremvækst på baggrund af en udvikling fra industrisamfund med materiel interessekamp til postindustrielt samfund og værdikamp. 

Teorien om overgang til postindustrielle samfund domineret af værdikampe overser nemlig, at konflikterne i det såkaldte industrisamfund langt fra kun var snævre økonomiske kampe. F.eks. handlede arbejderbevægelsens projekt ikke kun om økonomiske forbedringer, men også om politiske spørgsmål som valgret og og ”stats- og nationsbygningsproblemer” såvel som ”kulturel selvhævdelse”. Omvendt er den nuværende økonomiske krise blot det tydeligste eksempel på, at de materielle interessekampe overhovedet ikke er forsvundet i dag. I det hele taget er det problematisk at se politik, økonomi og kultur som isolerede fra hinanden. Disse faktorer er tværtimod ”sammenfiltrede” ifølge Sørensen, der som eksempel giver den globale kapitalisme, hvis udbredelse også har omfattende politiske og kulturelle konsekvenser. Teorien om postindustrielt samfund og værdikamp kritiseres ydermere for at være evolutionistisk og teknologisk deterministisk. 

Ingleharts teori skinner også igennem i den meget omtalte og roste bog ”Kampen om sandhederne”, skrevet af Rune Lykkeberg fra Dagbladet Information. Bogen beskriver DF's fremgang som et underklasseoprør mod en ”kulturel overklasse”. Udover den allerede beskrevne kritik af forestillingen om ”postindustrielt samfund” og ”værdikampe”, argumenterer Sørensen for, at tesen om en ”kulturel overklasse” overtager vigtige dele af DF's selvforståelse, ”blokerer for en erkendelse og adækvat analyse” af de vigtigste samfundsproblemer, tillægger kulturarbejdere en magt på linie med lederne af ”de store politiske, økonomiske og militære institutioner”, hvortil skal føjes ”den komparative analytiske brist” ved at se partiet som et isoleret dansk fænomen. 

I Sørensens egen ”skitse til en generel og kompleks forklaringskonstruktion” ses de højrepopulistiske og højreradikale partiers fremgang på baggrund af processer af stats- og nationsbygning, kapitalistisk udvikling og globalisering, der har skabt en alvorlig ”solidaritets- og identitetskrise”, hvor den sociale ordens sammenhængskraft krakelerer og demokratiet nedbrydes, hvilket forstærkes af arbejderbevægelsens svækkelse. På baggrund af denne generelle og alvorlige samfundskrise, frygter han hvilke kræfter, en langvarig og dyb økonomisk krise eller et terrorangreb (her bør også en økologisk katastrofe nævnes) kan slippe løs. I en sådan situation udgør højrepopulismen en potentiel fascisme-model for det 21. århundrede. Selvom et parti som DF ikke er fascistisk, da det bekender sig til demokrati (forstået som majoritetsvælde) og ikke har stormtropper på gaden, repræsenterer højrepopulismen ikke desto mindre en mulig proto-fascisme. 

Den af Sørensen skitserede forklaringskonstruktion er et ambitiøst og vægtigt bidrag til at løse det, han selv kalder ”forklaringens problem”. Efter undertegnedes mening kan analysen dog med fordel inddrage den profitabilitets- og overakkumulationskrise, som Robert Brenner og andre påpeger har kendetegnet de avancerede kapitalistiske økonomier siden slutningen af 1960'erne. Dette ”long downturn” er med til at forklare, hvorfor de socialdemokratiske partier, som har bundet sig op på kapitalismens evne til at skabe økonomisk vækst, har haft stadig sværere ved at gennemføre reformer til fordel for sine traditionelle vælgergrupper, hvilket har skabt plads til partier som Dansk Folkeparti. 

En præcis forklaring af højrepopulismens fremvækst giver os vigtige hints om, hvordan venstrefløjen kommer i offensiven. Denne anmeldelse vil dog allerede nu tillade sig at drage visse konklusioner: Hvis en stor del af højrepopulismens appel skyldes, at den har fået lov at tage patent på systemkritikken, kan svaret ikke være den udbredte tendens til, at venstrefløjen søger mod midten. Omvendt kræver genopbygningen af arbejderbevægelsen et fokus på, hvor bevægelsen selv opstod: på arbejdspladserne. Hvis det er selve den kapitalistiske udviklingstendens, der har undergravet det traditionelle fællesskab og dets værdier, er partielle reformer ikke nok i selv. Der er derfor brug for et kvalitativt andet system. Og det burde forklare, hvorfor f.eks. appel til humanistiske værdier eller opfordringer til sproglig kamp mod hegemoniske diskurser (som er det indtryk, man får af hhv. Rune Engelbreth Larsens og Rikke Andreassens i øvrigt glimrende indlæg) ikke kan stå alene.    

Trods enkelte sjuskefejl (f.eks. artikler med henvisninger til litteraturlister, der er forsvundet), kan Stuerent? Dansk Folkeparti, populisme, antimuslimsk retorik og offermytologi anbefales som den måske hidtil bedste bog om emnet.

Anne Jessen (red.): Stuerent? Dansk Folkeparti, populisme, antimuslimsk retorik og offermytologi. 147 sider. Frydenlund. 199 kr. Udkom 9. november.

En ny socialistisk strategi?

AF LARS HENRIK CARLSKOV

I forbindelse med sidste nummers tema om Dansk Folkeparti (Solidaritet, nr. 1, 2009) opstiller Mattias Tesfaye i artiklen ”Praktisk socialisme i punktform” en række teser for en ny venstrefløjsstrategi. Da han samtidig foretager et radikalt opgør med mange af venstrefløjens hidtidige positioner, vil vi i det følgende undersøge, hvordan hans forskellige forslag stemmer overens med hans to centrale præmisser, nemlig at ”politik er klassekamp” og at ”arbejderfamiliernes kamp for bedre livsvilkår” bør stå i fokus for venstrefløjens politiske arbejde.

Trade-unionisme og socialistisk klassebevidsthed
Som nævnt ønsker Tesfaye at tage udgangspunkt i klassekampen. Desværre afslører hans artikel en højst besynderlig og én-dimensional opfattelse af, hvad klassekamp er. Han skriver således, at ”kategorier” som ”køn, etnicitet, tro og seksualitet” kun er ”interessante som en del af samfundets sociale struktur”. Ifølge Tesfaye er det derfor ”i bedste fald forstyrrende, og i værste fald direkte skadeligt for kampen for social retfærdighed”, hvis venstrefløjen beskæftiger sig med andre former for undertrykkelse end den rent økonomiske udbytning af arbejderklassen. Tesfaye har såmænd ikke uret i, at ”køn, etnicitet, tro og seksualitet” spiller en stærkt ”forstyrrende” og ”skadelig” rolle i klassekampen. Men når det er tilfældet, er det ikke et resultat af, at venstrefløjens agitatorer på en eller anden måde har indpodet disse ”kategorier” i arbejdernes bevidsthed. Forklaringen er snarere, at kapitalismen har en iboende tendens til at fremme den indbyrdes konkurrence mellem arbejderne, hvilket giver grobund for diverse fordomme mod dele af klassen. I det omfang der også i arbejderklassen findes eksempelvis racisme, sexisme og homofobi, må det således primært ses som en konsekvens af det relativt lave klassekampsniveau under de seneste årtiers nyliberale offensiv.

Når socialister må bekæmpe fordomme mod kvinder, etniske grupper og seksuelle mindretal, skyldes det derfor den simple indsigt, at en arbejderklasse, som er splittet efter disse og andre skillelinier, ikke er i stand til at stå sammen og organisere et effektivt forsvar mod arbejdsgiverne. Omvendt er det en forudsætning for at kunne overbevise arbejderne om deres fælles interesser, at venstrefløjen også tager den særlige form for undertrykkelse, som dele af klassen oplever, alvorligt. Det burde desuden sige sig selv, at for de arbejdere, der f.eks. er udsat for racisme, er kampen mod denne undertrykkelse en uadskillelig del af deres ”kamp for bedre livsvilkår”. Når en socialistisk strategi må baseres på arbejderklassen, er det fordi denne klasse udgør det store flertal af befolkningen og indtager en strategisk vigtig rolle i produktionen. Men naturligvis indebærer den grundlæggende socialistiske lighedstanke, at venstrefløjen også må bekæmpe undertrykkelse, hvis den rammer grupper uden for arbejderklassen.

Alt dette lyder måske temmelig banalt og velkendt. Når det her er nødvendigt at gentage disse selvfølgeligheder, skyldes det, at Tesfaye ikke nået videre end til den rene ”økonomisme”. Som enhver, der har læst ”Hvad må der gøres?”, vil vide angreb Lenin i denne bog heftigt den såkaldte ”økonomistiske” retning i arbejderbevægelsen, der ligesom Tesfaye i dag ville reducere klassekampen til den snævre faglige kamp for højere løn og bedre arbejdsbetingelser. Lenin påpegede her, at arbejdere, som kun har indset behovet for at tilslutte sig en fagforening og strejke for mere i løn, endnu befinder sig på det såkaldte trade-unionistiske stadium. Først hvis disse arbejdere f.eks. også er klare til at strejke på grund af forfølgelsen af studenter eller jøder, har de udviklet en ægte socialistisk klassebevidsthed. Imidlertid løber det som en rød tråd gennem de fleste af Tesfayes forslag, at han stadig befinder sig på det trade-unionistiske stadium og derfor kun fokuserer på de mest nærtliggende mål.

Klassekamp og nationalstat
Dette kommer også indirekte til udtryk i forhold til det nationale spørgsmål. Tesfaye ønsker på dette område et ”opgør med venstrefløjens antinationale tendenser”. Dette indebærer at ”elske Danmark” og at ”flage med Dannebrog”, fordi ”kærligheden til os selv er forudsætningen for at kunne elske andre”. Spørgsmålene hober sig naturligvis op efter sådan en svada. Er det statsborgerskab, man tilfældigvis er udstyret med, ikke et lidt spinkelt grundlag for national selvglæde? Er danskerne da en forskelsløs, homogen masse uden klasser med modstridende interesser? Er Tesfayes forestilling om et ”nationalt fællesskab” ikke et udtryk for den tankegang, der har så ødelæggende en virkning på klassekampen, nemlig, at vi alle, arbejdere såvel som kapitalister, er i ”samme båd”? Og er Dannebrog ikke netop symbolet på dette postulerede nationale fællesskab, som ophæver konflikterne mellem de forskellige klasser?

Tesfaye fortsætter i samme spor ved at tale for at ”begrænse indvandringen”. Derfor ønsker han i forhold til udenlandsk arbejdskraft en politik, der ”sikrer at de rejser hjem igen, når arbejdsløsheden igen begynder at stige”. I stedet for at placere ansvaret for undermineringen af danske arbejderes løn- og arbejdsforhold hos arbejdsgiverne, gør Tesfaye udenlandske arbejdere til syndebukke. Dermed frikender han indirekte det globale kapitalistiske system, som konstant frembringer en ”industriel reservehær” af arbejdsløse, der naturligvis søger arbejde, hvor det findes. Tesfayes indskrænkede trade-unionisme fører ham således til at opfatte klasseinteresser som nationale interesser, der står i modsætning til udenlandske arbejderes. Som følge deraf er det måske ikke så overraskende, Tesfaye også hævder, at ”meget af det Dansk Folkeparti (giver udtryk for at mene) er godt”, at venstrefløjen ”ikke stillede nok integrationskrav”, ”spiste for mange af med sociale ydelser” og ”godkendte familiesammenføringer” i for stort omfang. Af pladsmæssige hensyn må vi dog her gå over til at se på, hvad Tesfaye i grunden forstår ved ”praktisk socialisme”.

Socialisme og magt
Tesfaye mener, at venstrefløjen i stedet for at være ”vagthund” skal være ”arbejderklassens magthund”. Han skriver endvidere, at folk ”støtter op om de kolleger og de partier, der kan skaffe resultater”. Dette er muligvis korrekt, men hvordan skaffer man så bedst resultater? Tesfaye ser det som et spørgsmål om at være ”kompromissøgende” i faglige og parlamentariske sammenhænge. Vi vil nøjes med et enkelt aktuelt eksempel på, at dette er en absurd opfattelse. Når partier som Socialdemokraterne og SF f.eks. accepterer skattestoppet for at få større indflydelse på parlamentariske forlig, kan det måske give visse kortsigtede gevinster. Men samtidig har disse to partier forstærket det liberale hegemoni og dermed bidraget til at underminerer mulighederne for mere langsigtede resultater. Når Socialdemokraterne og SF i årtier har udvist denne parlamentariske ”kompromisvillighed”, har konsekvensen været, at selve den oprindelige grundidé om et socialistisk samfund langsomt er gledet ud af begge partiers programmer. Det samme er gennem historien sket for samtlige andre socialistiske partier i udlandet, der også har set parlamentarisk ”kompromisvillighed” som en smutvej til grundlæggende forandringer. Tesfaye allestedsnærværende trade-unionisme munder således endnu en gang ud i, at arbejderklassens langsigtede interesser ofres til fordel for kortsigtede forbedringer for dele af klassen.

Det grundlæggende problem med denne parlamentariske ”kompromisvillighed” er, at den overser, at magten i et kapitalistisk samfund ikke ligger i parlamentet, men snarere i de multinationale selskabers bestyrelseslokaler. Vejen til varige og grundlæggende forandringer må derfor gå over opbygningen af udenomsparlamentariske bevægelser, med særlig vægt på organiseringen på arbejdspladserne. Kampen mod kapitalen vil efterhånden nødvendiggøre, at disse udenomsparlamentariske bevægelser udvikler deres egne demokratiske koordineringsorganer, som når tiden moden må tage magten og erstatte parlamentet og resten af den borgerlige stat. Tesfaye tror, at det betyder, at venstrefløjen indtil da skal nøjes med at skråle op om revolution. Imidlertid ser revolutionære socialister reformkampe som nødvendige, både for at skabe resultater nu og her, men ikke mindst for at skabe den grad af organisation og bevidsthed, som er nødvendig for at arbejderklassen kan overtage magten og starte overgangen til socialismen.

I modsætning hertil anser Tesfaye socialisme for at være noget, der ”lever i de forandringer vi kan skabe lige nu og her. En legeplads fri for kanyler, en bedre gadebelysning i villakvarteret, et køleskab i skurvognen”. Her kunne man naturligvis indvende, at arbejdere, der har adgang til et køleskab på jobbet, stadig i allerhøjeste grad bliver udbyttet. Men det er ikke det væsentligste i denne sammenhæng. Pointen er derimod, at enhver reform, den være nok så beskeden, konstant vil skulle forsvares mod arbejdsgivernes angreb, så længe arbejderklassen ikke har overtaget magten over produktionsapparatet. Så længe man ikke arbejder for afskaffelsen af det kapitalistiske lønsystem, bekæmper man kun virkninger, ikke årsagen. I sit opgør med Bernstein kaldte Rosa Luxemburg dette for et ”sisyfosarbejde”. Ligesom denne græske sagnskikkelse må Tesfaye således igen og igen rulle stenen op af bjerget, hvis bare han skal bevare sine ”socialistiske” køleskabe og legepladser.

Vi er nu ved vejs ende og må konkludere, at Tesfayes målsætning om at føre klassekamp til fordel for ”arbejderfamiliernes livsvilkår” blokeres af, at han ikke ser opgøret med racisme, sexisme, nationalisme og homofobi som en uadskillelig del af klassekampen. Og hans ”praktiske” socialisme er ikke et alternativt samfundssystem, men er snarere beslægtet med almindelig borgerlig socialreformatorisk virksomhed. Det er muligt, at hans forslag kan føre til et køleskab i skurvognen eller ministertaburetter til partifællerne i SF. Men så heller ikke til ret meget mere.

Bragt i tidsskriftet Solidaritet, nr. 2, 2009.