Hvad skyldes voldtægt og vold mod kvinder?

Kvindeundertrykkelse og vold mod kvinder kendetegner vores samfund. Men kan vi slippe af med det? Denne artikel ser på sexismens rødder og giver nogle svar på problemet.

AF SADIE ROBINSON

Verden kan være et dårligt sted at være kvinde. Kvinder udgør chokerende 70 % af verdens fattige. At tilhøre det kvindelige køn former alle aspekter af kvinders liv – fra ting såsom arbejde, bolig, sundhed og uddannelse til vores mest intime forhold.

I Storbritannien er det mest åbenlyse bevis på kvindeundertrykkelsen lønkløften på 17 % mellem mænd og kvinder. Men det mest kvalmende tegn på undertrykkelsen er handlinger i form af voldtægt og vold – og den udbredte tendens til at give ofrene skylden.

Den chokerende karakter af kønsmæssig vold kan få mange mennesker til at tro, at brutalitet er en medfødt menneskelig egenskab. De opgiver håbet om nogensinde at skabe en verden uden kønsmæssig vold og systematisk undertrykkelse.

Graden af vold mod kvinder er forfærdende. Det vurderes, at der hvert år voldtages mindst 47.000 kvinder i Storbritannien – hvorimod domfældelsesraten for anmeldte voldtægter blot er 6,5 %.

Men det store flertal af mænd voldtager ikke kvinder. Og de fleste mænd er ikke voldelige mod kvinder.

Voldtægt sker ikke på grund af mænds "naturlige" instinkter. Det udspringer af den måde, klassesamfundet forvrænger seksualitet og fremmedgør mennesker fra hinanden og sig selv.

Kvindeundertrykkelse gavner kapitalismen – den har en ideologisk og økonomisk funktion.

Mennesker skaber de miljøer og samfund, vi lever i – men verden fremtræder som en fremmed genstand, fordi vi ikke føler, vi har nogen kontrol over den.

En ekstrem form for fremmedgørelse
Vi bliver fremmedgjorte fra os selv og fra hinanden. Voldtægt og kønsmæssig vold er nogle af de mest ekstreme former, denne fremmedgørelse antager.

Dette kombineres med et syn på seksualitet, der ser sex som en vare på linje med enhver anden vare, som kan købes og sælges – eller tages.

Næsten en tredjedel af befolkningen i Storbritannien mener, at en kvinde i hvert fald delvist selv var skyld i det, hvis hun blev voldtaget i beruset tilstand.

Fremherskende ideer om seksualitet bebrejder kvinder for at "opmuntre" til voldtægt og behandler mænd som kun en smule forskellige fra dyr, der er ude af stand til at styre sig selv.

Således var justitsminister Kenneth Clarkes udtalelser for nylig [artiklen er fra 2011 - Clarke tilhører det britiske konservative parti, red.], der tilsyneladende negligerede nogle former for voldtægt, såsom "date rape", som dårligt nok en form for voldtægt desværre ikke nogen overraskelse.

Clarkes udtalelser medførte ganske vist et enormt ramaskrig, og hans synspunkter er i høj grad omstridte.

Men de, der befinder sig i samfundets top – politikere, dommere, medieejere osv. - promoverer sexistiske idéer.

De, som ejer aviserne og tv-stationerne, fylder dem med billeder, der skildrer kvinder som sexobjekter, ikke som mennesker af selvstændig værdi.

Og det er almindeligt, at der i voldtægtssager rejses spørgsmål såsom hvordan offeret var påklædt, om hun var sent ude, om hun havde drukket og om hun havde haft sex med voldtægtsmanden før.

Naturligvis er der massevis af kvinder, og mænd, der udfordrer sexistiske idéer og kæmper for reformer for at forbedre kvinders liv.

Men sexistiske idéer er udbredte på grund af kvinders position i samfundet og den måde, vores samfund forvrænger kønsroller.

Den revolutionære socialist Karl Marx beskrev, hvordan de herskende tanker i ethvert samfund er den herskende klasses tanker. Det betyder ikke, at det er de eneste tanker – men det betyder, at det er de mest indflydelsesrige tanker.

Men hvorfor ville den herskende klasse ønske at fremme dette syn på kvinder? Hvad får den ud af det?

Kvindeundertrykkelse har ikke altid eksisteret. Den vandt frem efterhånden som de menneskelige samfund begyndte at blive opdelt i klasser.

Marx og hans samarbejdspartner Friedrich Engels pegede på familien under klassesamfundet som nøglen til kvindeundertrykkelsen. Engels beskrev familiens opkomst som "kvindekønnets verdenshistoriske nederlag".

De forstod, at måden, hvorpå mennesker sikrer deres grundlæggende eksistensvilkår, former menneskelig adfærd og tanker.

Familien opstod side om side med den private ejendom og staten. Før da levede mænd og kvinder i jæger-samler-samfund, hvor de udførte forskelligt, men ligestillet arbejde og havde lige del i beslutningerne. Marx og Engels kaldte det for "urkommunisme".

Efterhånden som samfundene udviklede sig, begyndte de at frembringe et større overskud end nødvendigt for at dække deres grundlæggende behov – et overskud, der kunne lagres og kontrolleres.

Og de produktionsteknikker, det medførte, havde for første gang nogensinde en tendens til at prioritere mænds arbejde frem for kvinders.

Da der først var blevet udviklet en herskende klasse, ønskede de mænd, som kom til at dominere, "legitime" arvinger, som de kunne give overskuddet videre til. Kontrol over kvinder og seksuelle forhold blev centralt for ejerskabet af dette overskud.

Familieenheden udviklede sig sammen med en ideologi, der behandler kvinder som andenrangs-borgere og en form for ejendom, der skal kontrolleres af mænd.

Disse tanker bidrager til at legitimere og fremme vold mod kvinder.

Det betyder ikke, at der aldrig sker ændringer i klassesamfund. En kvindes rolle i familien er under kapitalismen meget forskellig fra, hvordan den var under feudalismen.

Og selv under kapitalismen har kvinder i løbet af det sidste århundrede kæmpet for at ændre deres liv. I dag i Storbritannien arbejder de fleste kvinder uden for hjemmet. Folk har større seksuel frihed end tidligere.

Og ændringerne i kvinders liv og tanker har også haft en effekt på mændene. F.eks. er det langt mere almindeligt, at mænd udfører arbejde, der tidligere blev anset for kvindearbejde, såsom barnepleje.

Kvinder og husarbejde
Mænd bruger mere tid på omsorg for deres børn i dag end de gjorde tidligere. Husarbejde er i mange hjem ikke længere udelukkende kvindernes ansvar.

Store forandringer har fundet sted inden for kapitalismen, delvist på grund af systemets skiftende behov og delvist på grund af almindelige menneskers omfattende pres og kampe.

Disse forandringer viser, at forestillingen om, at mænd og kvinder har én gang for alle fastlagte, uforanderlige roller er forkert.

Men uanset hvor vigtige disse forandringer er, fortsætter kvindeundertrykkelsen. Og vores magthavere forsøger konstant at tilbagerulle de fremskridt, vi har opnået.

F.eks. ses det at være kone og moder stadig som centralt for kvinders identitet.

Samfundet tildeler seksuelle forhold overdreven opmærksomhed – og siger til kvinder, at med mindre de sikrer sig en mand, er de en fiasko.

Og kvinder, der ikke ønsker at få børn, ses stadig ofte som uforklarligt sære.

Kvindeundertrykkelse bidrager, lige som andre former for undertrykkelse, til at splitte arbejderklassen. I stedet for, at almindelige mennesker ser sig som havende fælles interesser mod de rige, kan kvinder og mænd blive indfanget af idéen om hinanden som hovedfjender. Dette er ekstremt nyttigt for vores magthavere – og det ved de.

Familien spiller også en afgørende økonomisk rolle for kapitalismen. Kvinder forventes at vedligeholde den nuværende arbejdsstyrke og opfostre den fremtidige – mens de samtidig ofte selv er del af denne arbejdsstyrke.

Familien som trykkoger
De opfostrer børn, tager sig af syge og ældre slægtninge og opretholder et hjem. De sparer kapitalismen for en formue ved at levere alle disse serviceydelser gratis.

Det betyder ikke, at ethvert hjem og ethvert forhold blot er en vægt om kvinders halse.

Ofte værdsætter folk deres personlige forhold og livet derhjemme mere end alt andet, fordi det tilsyneladende tilbyder et fristed i forhold til den ydre verdens stress.

Men det ændrer ikke den rolle, familien spiller under kapitalismen. Og ofte bliver mennesker, der søger trøst og et fristed i familien, skuffet.

Det fristed, de håbede at finde, ender med at være en trykkoger, hvor opbyggede spændinger slippes løs – og det ofte især rammer kvinder.

Den centrale rolle, familien spiller, forklarer hvorfor vores magthavere afskyer kritik af den og angriber alle, der falder uden for den. Dette er grunden til, at der findes homofobi, panik over enlige forældre og pres på singler for at blive gift.

Dette former også folks holdninger til voldtægt. De fleste kvinder, der voldtages, kender gerningsmanden, og den største risiko for vold findes inden for familien – alligevel er den mest almindelige opfattelse af voldtægt baseret på den ukendte gerningsmand, som springer ud fra et buskads sent om natten.

Sexistiske idéer er så indgroede, fordi kvindeundertrykkelsen har eksisteret i tusindvis af år, lige siden klassesamfundenes opståen. Det er derfor, at den forekommer så naturlig og permanent.

Men nogle af de mennesker, som hævder, at vi ikke kan afskaffe undertrykkelsen, gør det fordi de har en interesse i at opretholde den. Og det hjælper dem at fokusere på individuelle voldshandlinger, fordi det leder opmærksomheden væk fra den systemiske undertrykkelse, som er central i kapitalismen.

Vi kan sætte en stopper for kvindeundertrykkelse – men for at kunne gøre det må vi slippe af med det system, der understøtter den.

Undertrykkelse påvirker alle kvinder, men effekten af den er umådelig forskellig afhængigt af klassetilhørsforhold.

Den er afgørende for et system, som kvinder fra den herskende klasse tjener fedt på – hvilket er grunden til, at vi ikke kan være afhængige af alliancer med rige kvinder i kampen for forandring.

Almindelige mennesker har en fælles interesse i at slippe af med kapitalismen. Den smadrer kvinder og mænd fra arbejderklassens liv.

Den er afhængig af undertrykkelse for at splitte og svække arbejderklassen. Og den atomiserer os og forvrænger selv vores mest intime forhold.

Mennesker ændrer sig selv i processen med at skabe en ny verden. De skaffer sig af med det, Marx kaldte "alt det gamle skidt" og idéer, der har overlevet i århundreder, begynder at blive fortrængt.

Og i alle revolutionære bevægelser træder kvinder i forgrunden i forhold til at lede kampen.

Revolution er ikke en eventyrfortælling. Allerede i år [dvs. 2011, red.] har vi set revolutioner i Egypten og Tunesien, der har smidt diktatorer på porten og rejst perspektivet om arbejderkontrol med samfundet.

Som kollektiv har vi magten til at knuse systemet og skabe ægte lighed og frihed for alle.

Oversat af Lars Henrik Carlskov fra Socialist Worker (UK), nr. 2255, 7. juni 2011.