Fra 1917 til 2017 mod et nyt samfundssystem

Accelererende klimaødelæggelse og nye bølger af krige, racisme og nedskæringer kan skabe fortvivlelse, men bør ikke føre til resignation.

For som bl.a. den russiske oktoberrevolution 1917, hvis jubilæum fejres i år, viste, er radikale samfundsomvæltninger mulige. Også selvom en blodig kontrarevolution senere førte til stalinismens rædsler. For dette nederlag var ikke givet på forhånd, men resultatet af en kamp, der kunne have været vundet ved revolutionens spredning til andre lande.

Revolutionen viste, at alle dem, der pga. manglende ejendom må arbejde (eller overleve på usle sociale ydelser), kan tage magten i egne hænder og begynde opbygningen af et bedre samfund. Det kan ske igen. Men ikke uden organisering og koordinering af de forskellige sociale kampe, som der allerede i dag findes et væld af.

Ingen sejr uden samlet kamp
F.eks. forårets kampagne og strejker mod den nye overenskomst, Uddannelsesalliancens demonstrationer mod uddannelsesbesparelser, diverse fagforeningers initiativ ”Danmark for velfærd” og protesterne mod behandlingen af arbejdsløse og syge. Desuden er Danmark tæt forbundet med den øvrige verden, hvor mange lande har set omfattende folkelige oprør og protester de senere år.

Herhjemme har vi langt fra set sådanne bevægelser, men de protester, der trods alt har været, viser, at et betydeligt mindretal af befolkningen er klar til at kæmpe. Samtidig havde disse protesters effektivitet været væsentligt større, hvis der ikke kæmpedes hver for sig. Endelig er de blevet yderligere svækket af manglen på aktiv støtte fra fagtop og den etablerede venstrefløj.

Den etablerede venstrefløjs fallit
Det gælder desværre selv Enhedslisten, hvor mange enkeltmedlemmer udfører et godt politisk arbejde, men hvis fokus alligevel primært er Borgens taktiske forhandlingsspil og nærmest permanent valgkamp. Budgetforlig i kommuner og regioner viser også, at man i stigende grad ser sig som administrator af systemet. Det understreges af en aktuel kampagne, der kalder politiet ”velfærdens helte”. Også selvom Enhedslisten er mindst ringe alternativ på valgdagen. Derfor må det mindretal, som allerede i dag ser behovet for en revolutionær omvæltning af det nuværende profitsystem, gå sammen i en selvstændig organisation for at vinde flertallet over på sin side.

Her er Internationale Socialister de første beskedne skridt til en sådan organisation. Vi må også opbygge magt dér, hvor systemet kan sættes i stå. På arbejdspladserne, hvor der skabes den profit, som er kapitalismens drivkraft. Magt i form af netværk på gulvplan, som kan udfordre regering, arbejdsgivere og fagtop. F.eks. også ved overenskomstforhandlinger som de kommende i den offentlige sektor. Men det kræver overvindelse af den giftige racisme, Overdanmark bruger til at splitte alle os i Underdanmark. Her er den internationale aktionsdag mod racisme 17. marts en oplagt mulighed for at danne nye netværk for folkelig modstand.

Velfærdsstaten var ikke et socialistisk projekt

Velfærdsstaten er både en serviceordning for kapitalen og et resultat af arbejderbevægelsens kamp.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Den moderne velfærdsstats forbillede var den tyske kansler Bismarcks sociallovgivning i 1880'erne. Nemlig en række forsikringsordninger mod alderdom, arbejdsløshed, sygdom og ulykker. Samtidig, under ”socialistloven” 1878-1890, gjordes det tyske socialdemokrati delvist illegalt. Bismarcks socialpolitik var et forsøg på hindre socialismens spredning, f.eks. en arbejderopstand som Pariserkommunen 1871 i Frankrig, og undgå udvandring af arbejdskraft til USA.

Også i Danmark var borgerskabet skrækslagent pga. Pariserkommunen og stiftelsen af Socialdemokratiet. Derfor nedsattes i 1875 en ”arbejderkommission”, dog uden de store resultater. Samme motiv sås ved socialreformen 1891-1892. Her ændredes fattigloven ved at indføre statsstøtte til begravelser og besøg hos læge og jordemoder. Desuden indførtes alderdomsunderstøttelse til de ”værdigt trængende”, der nu ikke ville miste stemmeret, hvis de ikke tidligere havde fået fattighjælp. Endelig vedtoges en lov, hvor betaling til sygekasse gjorde det muligt at få støtte under sygdom.

Forsikring mod uroligheder
Den anden store socialreform kom i 1933 efter ”Kanslergadeforliget”. Kommunisterne var lige kommet i folketinget for første gang, og arbejdsgiverne krævede 20 % lønnedgang og varslede lockout. Statsminister Stauning forudså ”en mere urolig konflikt, end vi nogensinde tidligere har set”. Om socialreformen forklarede socialminister Steincke, at ”gennem skatterne til sociallovgivningen betaler de besiddende altså en risikopræmie for om muligt at sikre en fortsat rolig samfundsudvikling”.

Der var primært tale om videreførelse og forenkling af eksisterende love. Dog ville modtagelsen af socialhjælp (med undtagelse af drankere, hjemløse og de ”arbejdssky”) nu ikke længere betyde indskrænkning af borgerrettigheder. Bagsiden var tvangsforlængelse af overenskomsterne og strejkeforbud, hvilket sammen med en valutadevaluering betød en lønnedgang tæt på de 20 %, arbejdsgiverne havde krævet. En tredje helt central reform kom i 1956, nemlig folkepensionen. Den udlagdes af den socialdemokratiske regering som kompensation for indgrebet i massestrejkerne under overenskomstkonflikten samme år.

Kontrol og reproduktion af arbejdskraft
Dette lille udsnit af myriaden af velfærdsreformer, viser, at frygt for klassekamp og revolution var led i flere af de største reformer. Set fra kapitalens synspunkt sikrer et relativt udbygget socialvæsen, sundhedsvæsen, uddannelsessystem og netværk af daginstitutioner også reproduktion af en arbejdsstyrke med et fornødent niveau af sundhed og kvalifikationer. Staten, der repræsenterer kapitalistklassen som helhed, kan gennemtrumfe de reformer, de enkelte kapitalister ikke vil indføre for deres egne arbejdere af frygt for at miste en fordel over for konkurrenterne.

Mange velfærdsydelser indeholder også vigtige elementer af social kontrol (f.eks. skal arbejdsløse ”stå til rådighed for arbejdsmarkedet” og børn skal via disciplin, eksamener, tests osv. gøres klar til livet som lønarbejdere). Omvendt har arbejderbevægelsens kamp utvivlsomt betydet højere velfærd end ønsket af kapitalen. Mange velfærdsfunktioner vil blive videreført og forbedret under socialismen. Men ikke den nuværende kapitalistiske (velfærds)stat, hvor velfærden indebærer ekstrem social kontrol og bureaukrati og i sidste ende er underlagt profit.

"Velfærdskapitalismen" var en historisk undtagelse

En tilbagevenden til velfærdsstatens storhedstid er hverken muligt eller ønskeligt.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Modsat en populær myte, kom kapitalismen ikke ud af 1930'ernes verdenskrise via øget regulering. Ved 2. verdenskrigs udbrud var arbejdsløsheden således stadig tårnhøj. F.eks. 18 % i Danmark i 1939. Den økonomiske højkonjunktur begyndte reelt først flere år efter 2. verdenskrig – og ikke pga. regulering, men via krigen og det, Marx kaldte ”ødelæggelsen af kapital som følge af kriser”. Krisen og krigen betød således en destruktion af kapital i fysisk og værdimæssig forstand uden historisk fortilfælde.

Derfor faldt priserne på finansielle aktiver og realaktiver såsom bygninger, maskiner osv. voldsomt. Dette gjorde det billigere for de kapitalister, der ikke bukkede under for krisen, at investere. Resultatet var en kraftig stigning i kapitalismens drivkraft, nemlig profitten. Det skabte det langvarige opsving i den kapitalistiske verdensøkonomi i årene fra 1950'erne til ca. 1973. Et boom større end nogensinde før og efter, som derfor ofte af økonomiske historikere kaldes ”kapitalismens guldalder”.

Bagsiden af velfærdsmedaljen
Paradoksalt nok udskød den kolde krigs våbenkapløb en ny krise. Våben kan ikke bruges som produktionsmidler eller subsistensmidler i produktionen af andre varer, og skaber derfor ikke ny værdi. Militæroprustning betyder derfor lavere økonomisk vækst end ellers. Men ved at dæmpe kapitalakkumulationens tempo, dæmpes også den tendens, der normalt følger akkumulationen. Nemlig investering i nye produktionsmidler frem for at hyre flere arbejdere, hvilket medfører profitratens fald – og krisen.

Bagsiden af 1950'ernes og 1960'ernes økonomisk fremgang var derfor imperialistiske koloni- og stedfortræder-krige i den tredje verden og atombombens trussel. På samme måde modsvaredes store reallønstigninger, rekordlav arbejdsløshed og markant kortere arbejdstid også af et voldsomt øget arbejdstempo og skattetryk. Tidsstudier, akkord og andre produktivitetsfremmende lønsystemer blev indført. Sammen med ny teknologi betød det, at produktiviteten skød i vejret – men arbejderlønningerne steg langt fra i samme takt.

Velfærdsillusionen brister
”Den permanente våbenøkonomi”, dvs. periodens forhøjede militærbudgetter, kunne imidlertid kun sinke, ikke forhindre profitratens fald eller krisen, der for alvor brød ud i 1973. Heller ikke her havde keynesianismen nogen løsning. I stedet førte den til stagflation (stagnation, inflation og høj arbejdsløshed). Det gjaldt også i Danmark, hvor Socialdemokratiet gentog forsøget (første gang var den såkaldte ”helhedsløsning” fra 1963) på at begrænse arbejdernes lønninger via indkomstpolitik. Bl.a. med hele tre overenskomstindgreb i 1970'erne. I 1982 gav Anker Jørgensen op og overlod uden valg regeringsmagten til de borgerlige, der beholdte den i 11 år.

Angrebene på velfærdsydelser og løn- og arbejdsforhold begyndte således allerede i den såkaldte ”keynesianske” periode. Keynesianismens fallit medførte kapitalismens nuværende nyliberale fase, der langt fra har genoprettet profitraten til sit tidligere niveau og samtidig har udløst den nuværende globale krise. Efterkrigstidens velfærdsstat havde sine klare begrænsninger, og byggede bl.a. på verdenskrise, verdenskrig og koldkrig. Nutidens økologisk katastrofe sætter tilmed nye barrierer for kapitalismens ekspansion. Derfor er det hverken muligt eller ønskeligt med en tilbagevenden til ”velfærdskapitalismen”. Ægte og bæredygtig velfærd kræver et systemskifte.

"2011 var revolutionens genkomst"

Det mener Mikkel Bolt, aktuel med bogen Krise til opstand – noter om det igangværende sammenbrud.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Mikkel Bolt er lektor i kunsthistorie ved Københavns Universitet. Med sin seneste bog Krise til opstand leverer han noget så sjældent i en dansk kontekst som en radikal og sammenhængende kapitalisme-kritik. ”Det er et forsøg på at lave en analyse af forløbet fra finanskrisen til protestbevægelserne, der starter i 2011. Et forsøg på at tage den kritik, jeg synes kommer til udtryk i protesterne fra Nordafrika til Sydeuropa og til Occupy-bevægelsen, som udgangspunkt. Jeg synes, at de fleste af de analyser, der har været fremme, har været for dårlige, fordi de to fænomener ikke i særlig høj grad er blevet forbundet”, forklarer Bolt til Socialistisk Arbejderavis.

”Noget af det, jeg beskæftiger mig med i bogen, er den afvikling, der har fundet sted af et kritisk, marxistisk vokabularium [ordforråd/begrebsapparat, red.]. Et sprogligt problem, som gør, at det ikke er muligt at tale om krisen som havende noget at gøre med den neoliberale kapitalisme eller kapitalismen i det hele taget. Massevis af mennesker er ramt af krisen, men det er svært at forbinde alle de forskellige personlige problemer med nogle strukturelle forhold. Det stiller os over for en stor udfordring med, hvordan vi skal organisere os og mobilisere på baggrund af krisen og forvitringen af et kritisk vokabularium, som kan adressere alle disse problemer.”

Krisens dybe rødder
Modsat de gængse forklaringer, der primært ser krisen som finansiel og startende i 2008, mener Mikkel Bolt, at krisens rødder går flere årtier tilbage, herunder til de til faldende profitrater på daværende tidspunkt i de vestlige kapitalistiske økonomier. Her bygger han bl.a. på den amerikanske økonomiske historiker Robert Brenner. ”På nogle måder startede krisen ikke i 2008, men begyndte egentlig tilbage i starten af 1970'erne. Årsagerne til krisen skal findes i opbremsningen i de avancerede økonomier sidst i 1960'erne. Her sker der en overgang fra et keynesiansk akkumulations-regime til neoliberal globalisering,” forklarer Bolt.

”Dette tager form af indrullering af en masse nye lønarbejdere i Sydøstasien og Kina, men også af introduktionen af gæld og kredit og spredningen af arbejdspladser, som betyder, at der finder en stagnation og et fald i reallønnen sted i USA og Vesteuropa. For at muliggøre, at vi stadig har adgang til nogenlunde den samme velfærd og velstand, bliver der introduceret en masse nye kredit- og lånemodeller. Det, jeg forsøger at gøre, er at trække krisen helt tilbage og pege på, at vi har at gøre med nogle langt mere omfattende processer, end nogle af de syndebukteorier, vi almindeligvis præsenteres for i medierne. Hinsides en idé om, at krisen skyldes grådige finansfolk, at den amerikanske middelklasse har boet i for dyre huse eller introduktionen af uigennemsigtige lånemodeller.”

Destruktion og nedsmeltning
Mikkel Bolt vil ikke afvise muligheden for en løsning på krisen inden for kapitalismes rammer, men ”klimaet og biosfærens nedsmeltning sætter en tidsfrist for alle de forskellige forsøg på at fortsætte kapitalakkumulationen. Den stadige stigende eksklusion, der finder sted af millioner af mennesker i verden, peger også på nogle grundlæggende modsigelser mellem kapital og arbejde. Det ser ud til, at vi har nået en form for skifte med en mere opdelt verden, end vi allerede har. Hvor ganske få har rigtig meget og resten skal overleve i en stadig større uformel økonomi”, siger Bolt.

Han fremhæver kombinationen af en form for fascisme og kapitalisme som et muligt (skræk)scenarie. ”Måske er den periode, vi er på vej ind i, ikke ulig perioden fra 1914-1945. Man kan forestille sig en så omfattende destruktion af kapital, at der bliver skabt mulighed for en ny ekspansiv fase”, siger han med henvisning til den kapital-destruktion, som krige og kriser dengang medførte. ”En af ideerne med læsningen af krisen som på en måde startende i 1973, er, at kapitalismen er en form krise for krisestyring. Men klima-destruktionen er en ny faktor, som gør dette endnu sværere end tidligere”.

Den etablerede venstrefløjs fallit
”En del af min analyse er, at venstrefløjen har spillet fallit eller mangler et projekt i dag. I alt for høj grad har den etablerede arbejderbevægelse og venstrefløj ladet sig smelte sammen med en neoliberal diskurs, og derfor er der god grund til at vende tilbage og genopdage en marxistisk kritik af den kapitalistiske produktionsmåde. Problemet er, at den reformistiske arbejderbevægelse og venstrefløj lagde den revolutionære kritik af kapitalismen på hylden for længe siden,” siger Bolt, der også er kritisk over for f.eks. Enhedslisten: ”Jeg synes, at venstrefløjens partier, og i Danmark er det reelt kun Enhedslisten, som er et venstrefløjs-parti i dag, i for høj grad lader sig begrænse af det politiske demokrati og af det politiske demokratis indlejring i en nationalstat.”

”Problemet bliver, at det nationale demokrati kommer til at sætte nogle bestemte rammer op for diskussionen og det, vi forholder os til. Det synes jeg også sagtens, at man kan se hos Enhedslisten. Hele principprogram-diskussionen er udtryk for, at partiet i stadig stigende grad er blevet professionaliseret, og at der sidder nogle politikere på Christiansborg, som formodentlig ikke forstår det principprogram, Enhedslisten egentlig havde. Og at der bliver en modsætning mellem et principprogram og disse politikeres forestilling om stigende vælgertilslutning.”

Det kommunistiske perspektiv
Alternativet til den globale kapitalismes stadig mere destruktive tendenser ser Bolt i det oprindelige ”kommunistiske perspektiv om ophævelse og afvikling af kapitalismen”. Dette bør vel at mærke ikke forveksles med ”det, der fandt sted i Sovjetunionen og Kina, hvor ejerskabet over produktionsmidlerne overgik fra borgerskabet til et partidiktatur under en form for statskapitalisme.” En sejrrig opstand i f.eks. Nordafrika, Mellemøsten eller Sydeuropa må ifølge Bolt sprede sig til resten af verden, som led i en ”permanent verdensrevolution”, hvis ikke den skal ende i ”regionale eller nationale statskapitalistiske projekter”. ”Noget af det interessante i 2011, var, at der faktisk fandt denne spredning sted - fra Nordafrika, til Mellemøsten, til Sydeuropa og til USA.” "Kun ved at blive international kan en revolutionær bevægelse sejre. Hvis vi skal trække det hårdt op, kan vi sige, at kun en global revolution mod kapitalismen kan redde os fra den industrialiserede biosfæriske nedsmeltning, der allerede er i fuld sving."

”Det kommunistiske perspektiv er, at arbejderklassen foretager en radikal selv-negation [ophævelse af sig selv, red.]. Det er illusorisk at forestille, at staten og den lokale kapitalistklasse frivilligt giver magten fra sig. Så i den forstand vil vold, eller snarere mod-vold, formodentlig nødvendigvis være en del af en revolutionær situation, som det har været i alle historiske situationer fra den franske revolution til Pariserkommunen til Oktober-revolutionen i Rusland. Det er ikke noget valg, men snarere fordi man er konfronteret med en kontra-revolutionær dynamik, som vil gøre alt i verden for at undgå, at det revolutionære perspektiv bliver etableret og kan brede sig. Så forestillingen om en form for parlamentarisk overgang til socialismen, som spiller en rolle i Enhedslisten og i et af programudkastene [dvs. udkastet fra skrivegruppen nedsat af partiets hovedbestyrelse, red.], synes jeg simpelt hen er en dårlig analyse.”

Mikkel Bolts bog ”Krise til opstand – noter om det igangværende sammenbrud” kan bl.a. købes på Forlaget Antipyrines hjemmeside: http://antipyrin.blogspot.dk/

Alternativer til nyliberalismen

Det hævdes ofte, at modstanderne nyliberalismen ikke har noget alternativ. Her argumenterer den britiske politolog Alex Callinicos for et alternativ baseret på demokratisk planlægning af økonomien.

Oprørsbølgen mod nyliberalismen fortsætter med at stige. I Europa er dette mest tydeligt i Frankrig. Indenfor et tidsrum af knap et år har den nyliberale pensée unique (enerådende ideologi) lidt to vældige nederlag – først med sejren for det venstreorienterede nej i folkeafstemningen om EU-forfatning, så det sociale oprør mod CPE-loven, der havde til formål at indskrænke rettighederne for unge arbejdere.

Men disse sejre rejser endnu tydeligere spørgsmålet om, hvad der skal være alternativet til nyliberalismen. Den gamle, slidte hånlighed mod bevægelsen for en anden globalisering – at den udelukkende er imod status quo og mangler enhver form for eget positivt program – får mere bid efterhånden som bevægelsen vinder nogle virkelige sejre.

Der er visse bestræbelser i gang indenfor bevægelsen for at tage denne udfordring op. For eksempel igangsatte aktivister fra altermondialiste-bevægelsen (bevægelsen for en anden verden) efter den franske folkeafstemning et projekt om at udarbejde et Principcharter for Det Andet Europa som alternativ til den nyliberale forfatningstraktat. Efter en konference i Firenze i november sidste år, var der viet et seminar til emnet ved det seneste European Social Forum i Athen.

De udkast, der hidtil er blevet lavet til charteret, er temmelig ukontroversielle. De koncentrerer sig om en udvidelse af de eksisterende menneskerettigheder ved at give præcise definitioner på en række ”fælles sociale rettigheder”, der for eksempel ville beskytte offentlige tjenesteydelser mod at blive et bytte for de transnationale selskaber, som er begærlige efter at profitere af den privatiseringspolitik, der bliver gennemført af så godt som samtlige regeringer i verden.

Charteret hører så afgjort til indenfor efterkrigstidens socialdemokratis ideologiske verden. I et klassisk essay fulgte sociologen T.H. Marshall den måde, som begrebet om borgerrettigheder er blevet udvidet i løbet af de to århundreder – fra civile rettigheder (f.eks. personlig frihed, privat ejendom) over politiske rettigheder (først og fremmest almindelig stemmeret) til sociale rettigheder (eks. beskæftigelse, velfærdsydelser og uddannelse). Den nyliberale ”modreformation” forsøger ved at fjerne de sociale rettigheder, der blev repræsenteret af efterkrigstidens velfærdsstat, i bund og grund at tilbagerulle denne proces med stadig mere omfattende borgerrettigheder.

På denne baggrund er det afgørende at forsvare disse rettigheder. Men en ting at gøre dette, noget ganske andet er det at forestille, at disse rettigheder, i sig selv, udgør et alternativ til nyliberalismen. Den herskende Washington-konsensus udgør en meget rendyrket version af selve kapitalens logik, hvor alt det er muligt at gøre til en vare, bliver købt og solgt. At forkaste dette kræver indførelsen af en anden samfundsmæssig logik, men charteret siger intet om, hvordan den kan se ud.

Udfordring af den private ejendom
Her er ejendomsrettigheder et vigtigt spørgsmål. Hvis stort set alt kan gøres til en vare, må der gøres indgreb i enkeltpersoners og virksomheders ret til at eje ting – inklusive abstrakt ejendom såsom gener – og at udelukke andre mennesker fra brugen af dem. Et af de centrale temaer i den nyliberale dagsorden, der er blevet fulgt med stor iver af internationale finansielle institutioner såsom Verdensbanken og World Trade Organization, har været at forstærke og udvide retten til uindskrænket privat ejendom.

Hvad har bevægelsen for en anden form for globalisering så at sige til det? Hvilken ejendomsopfattelse fremhæver den som alternativ til den nyliberale offensiv for at opdele verden i parceller, ejet af virksomhederne og de rige? Dette er ikke et akademisk spørgsmål. Den 1. maj 2006 indsatte Evo Morales, den nyvalgte præsident for Bolivia, hæren for at komme i besiddelse af olie- og gasanlæg, for at gennemføre hans dekret om, at staten skulle genovertage kontrollen over landets kulbrinteindustri. Nationalisering af denne industri var hovedkravet i den masseopstand i maj-juni 2005, der tvang den højreorienterede præsident Carlos Mesa væk fra magten.

Faktisk har mange altermondialistes det ikke godt med sådan et krav. I oktober sidste år befandt jeg mig i en minibus, der manøvrerede sig igennem Mexico Citys tilstoppede trafik, mens dens passagerer – intellektuelle og aktivister fra hele verden – lidenskabeligt diskuterede om det var rigtigt af den bolivianske bevægelse af fremsætte kravet om nationalisering. På samme måde er udkastet til Principcharteret tåget på ejendomsspørgsmålet:

”For at disse offentlige tjenesteydelser kan fungere og de fælles goder – jord, luft, vand og energi – kan bruges, er der behov for at gennemføre sociale ejendomsprojekter. Det, vi må gøre, er at opfinde en ny form for socialisering, der ikke er lig med statslig eller regeringsmæssig ejendom, og som gør det muligt for mennesker og medarbejdere at deltage i beslutningsprocessen om disse offentlige tjenesteydelsers organisation, funktionsmåde og opbygning.”

Disse kringlede formuleringer afspejler ikke kun den måde, som engelsk tit må stille til tjeneste for den multi-sprogede bevægelse, der kæmper for at kommunikere med sig selv og med verden. Bag mistænksomheden overfor nationalisering ligger minderne om den bureaukratiske statslige ejendomsform, der blev indført af stalinismen i øst og socialdemokratismen i vest. Men større umiddelbar indflydelse har den autonomistiske ideologi, som opsummeres af titlen på John Holloways berømte bog Change the World Without Taking Power. Med andre ord skal vi ikke tænke på staten og i stedet forsøge at udvikle lokalbaserede alternativer til nyliberalismen.

Holloways fremgangsmåde er håbløs som generel strategi. Den er lige så håbløs med hensyn til emne, vi beskæftiger os med her. Det bolivianske folk ønskede at omstøde privatiseringen af olie- og gasindustrien. Dette rejser spørgsmålet om, at hvad der skal ske med denne industri, når den tages fra udenlandske multinationale selskaber såsom Repsol YPF og Petrobras. Dette rejser uundgåeligt spørgsmålet om ejerskab. Til at begynde med ser der ikke ud til at være noget alternativ til nationalisering (Morales kan snarere kritiseres for at for at genoprette den statslige kontrol på et grundlag, der ikke er 100 procent statslig ejerskab).

Staten er en national organisation, som både har den tvangsmagt og politiske legitimitet som er nødvendig for at kunne gennemføre noget så ambitiøst som overtagelse af olie- og gasindustrien. Denne legitimitet afhænger endvidere på afgørende vis af, at staten er i stand til at fremstå som lydhør over for folkelige krav. Dette gør den modtagelig over for pres fra neden – fra massebevægelser som den i Bolivia. Før han blev præsident var Evo Morales, lederen af Bevægelsen for socialisme [Movimiento al Socialismo, forkortes oftest MAS, red.], faktisk imod kravet om nationalisering af olie- og gasindustrien. Han blev påtvunget dette forslag af den bevægelse, som bragte ham til magten.

Intet af alt dette betyder, at vi skal gentage den traditionelle socialdemokratismes gamle fejltagelse og betragte den eksisterende stat som det primære middel til progressive sociale forandringer. Den er en kapitalistisk stat, som kan være modtagelig for massepres, men ikke desto mindre vil den forsøge at opretholde kapitalens herredømme. Med dette formål er den organiseret på en bureaukratisk og hierarkisk måde, som først og fremmest forsøger at udelukke folkelige deltagelse, initiativer og kontrol. Det er derfor, at den revolutionære marxistiske tradition altid har argumenteret for, at en vellykket revolution mod kapitalen må tilintetgøre denne stat og erstatte den med institutioner baseret på basisdemokrati, hvorigennem det arbejdende folk regerer sig selv.

Så nationalisering er ikke nok i sig selv. Dette ændrer ikke ved betydningen af det, der skete i Bolivia. Efter årtier, hvor offentlige goder blev solgt billigt til privat profit, har et folkeligt oprør mod nyliberalismen faktisk tvunget en regering til føre noget tilbage – og ikke hvad som helst, som det fremgår af de forpinte skrig, som det globale politiske og forretningsmæssige establishment udsendte, da Morales-regeringen satte sig i besiddelse af olie- og gasindustrien.

Denne erfaring bekræfter de følgende bemærkninger fra Antoine Artous fra Ligue Communiste Révolutonnaire [dvs. den trotskistiske 4. Internationale, o.a.] i Frankrig: ”Jeg kan ikke se, hvordan vi kan slippe en dynamik af social forandring løs uden at, om ikke straks at omstyrte, i det mindste grundlæggende ændre visse ejendomsforhold.” Artous påpeger videre, at nationalisering ikke er tilstrækkeligt: ”Hele begrebet om samfundsmæssig overtagelse kan ikke reduceres til blot den juridiske overdragelse af ejendomstitler. Der kræves en omfattende udfordring af den kapitalistiske arbejdsdeling (den hierarkiske organisering af produktionen) og dens udskiftning med kooperative produktionsformer.”

Marked eller planlægning?
Ja, for virkelig at bryde med den neoliberale kapitalisme logik må enhver udvidelse af den statslige ejendoms omfang indebære indførelsen af former for demokratisk selvforvaltning, hvorigennem arbejderne i de nationaliserede industrier sammen med dem, der forbruger deres produkt, kollektivt kan bestemme, hvordan de skal drives til det fælles bedste. Igen er det mere end et akademisk spørgsmål. Radikaliseringen af situationen i Venezuela, hvor præsident Hugo Chavez gør sig til talsmand for en ”socialisme for det 21. århundrede” trods USA, har sat spørgsmålet om alternative former for økonomisk organisation på dagsordenen.

En seriøs behandling af dette spørgsmål indebærer at bryde endnu et tabu og tale ikke blot om statslig ejerskab, men også om planlægning. Fra 1930’erne og frem blev planlægning identificeret med den bureaukratiske kommando-økonomi i Sovjetunionen og dens klientstater. Så længe disse stater blomstrede, nød planlægning stor prestige og blev for eksempel efterlignet af postkoloniale stater såsom Indien. USSR’s tilbagegang og fald miskrediterede planlægning totalt og bidrog til at legitimere nyliberalismen. Den herskende økonomiske ortodoksi skjuler systematisk i hvilket omfang nogle af den nutidige verdens mest succesrige økonomi – Kina og Sydkorea – har været afhængig af statslig intervention.

Reaktionen mod planlægning har betydet, at selv nogle af dem, der har prøvet at udvikle alternativer til kapitalismen som sådan, har opfattet en eller anden form for markedsøkonomi som umulig at undgå. Dette gælder mest åbenlyst for den markedssocialisme som for eksempel filosoffen David Miller og økonomen John Roemer gør sig til talsmænd for. Her konkurrerer kollektivt-ejede kooperativer om at sælge deres produkter på markedet. Selv den marxistiske filosof Tony Smith hævder i sin nye bog Globalization: a Systematic Marxian Account, at det er muligt at demokratisere markedet.

Det grundlæggende problem med denne form for strategi er, at det er et nødvendigt træk ved enhver markedsøkonomi, at den er baseret på konkurrence. For at udtrykke det en smule mere teknisk, er allokeringen af ressourcer i en markedsøkonomi det utilsigtede resultat af konkurrencen mellem firmaer, der tilsammen, men ikke kollektivt, kontrollerer økonomien. Med andre ord afhænger det enkelte firmas andel af ressourcerne af, hvor dygtigt det er til at sælge sine varer og tjenesteydelser på markedet. Samfundet som helhed har ikke taget nogen kollektiv beslutning om, hvordan ressourcerne skal fordeles. Og hvis et firma ikke er konkurrencedygtigt mister det sin andel af ressourcerne – det går konkurs. Så der er en tendens i en markedsøkonomi til, at de enkelte enheder er under et systematisk pres for at beskære deres produktionsomkostninger og dermed nedsætte priserne på deres produkter for at forblive konkurrencedygtige.

Per definition kan denne model ikke organiseres ikke demokratisk, når det kommer til økonomien som helhed, eftersom der ikke er nogen kollektive beslutninger, demokratiske eller ej, om fordelingen af ressourcer. Men det er også meget vanskeligt at opretholde en demokratisk organisation indenfor det enkelte firma. Michael Albert fra ZNet [progressiv amerikansk hjemmeside, red.] forklarer dette meget godt. Lad os forestille os, foreslår han, en arbejderkontrolleret virksomhed, der er organiseret på demokratisk og egalitær basis, men som ikke er i stand til at sælge sine produkter. Hvad gør arbejderne?

I sådan en situation har de, idet vi antager, at de afviser at gå konkurs, groft sagt to valg. De vælge at sænke deres egne lønninger, forringe deres egne arbejdsforhold og hæve deres eget arbejdstempo, hvilket er en meget fremmedgørende fremgangsmåde, som de ikke er særlig godt rustet til følelsesmæssigt og psykologisk set. Eller, de kan ansætte ledere til at gennemføre disse omkostningsbesparende og udbytte-forstørrende politikker, mens disse ledere på samme tid isoleres fra at føle politikkernes negative effekter. I praksis er det, meget forudsigeligt, det sidste der sker. Markeder har derfor et indbygget pres for at organisere en arbejdsstyrke i to grupper – et stort flertal, der adlyder og et lille mindretal, der tager beslutningerne, hvor den sidstnævnte nyder større indkomst, magt og beskyttelse mod de negative effekter af de omkostningsbesparende beslutninger, som de vil pålægge andre.

En markedsøkonomis logik har derfor en tendens til at underminere og siden hen overvælde enhver ø af demokrati og lighed, der måtte opstå indenfor den. Dette betyder, at der vil være en tendens til, at socialister som Roemer og Smith, der mener, at det er muligt at demokratisere markedet, vil stå overfor deres eget dilemma. Enten pålægger de markedets funktionsmåde alle mulige former for restriktioner for at forhindre den i at udhule demokratiet, hvilket sandsynligvis vil betyde, at en økonomi baseret på de principper, de foreslår, vil bryde sammen, fordi de forhindrer konkurrencens logik i at virke ordentligt, eller også, hvis de prøver at sikre, at denne logik virker, vil den knuse de socialistiske idealer, de prøver at virkeliggøre.

Deraf følger, at et bæredygtigt alternativ til nyliberalismen må baseres, ikke på markedet, men på demokratisk planlægning. Der findes nogle modeller for hvordan dette kan fungere. En af dem er Michael Alberts Parecon, eller deltagelsesøkonomi [participatory economics, red.]. Det indebærer en økonomi med arbejder- og forbrugerråd, hvor enkeltpersoner og virksomheder indleverer forslag til deres andel af samfundets ressourcer. Derefter finder der en proces med gradvise justeringer sted (Albert kalder dem ”gentagelser” [iteration, red.), mens tekniske eksperter fremlægger en plan, der vil give alle så meget som muligt af det, de ønsker.

Den primære svaghed ved denne model er, at den i lidt for høj graf efterligner en markedsøkonomis funktionsmåde, hvor krav på ressourcer bliver drevet af individuel efterspørgsel. Albert er anarkist, og hans engagement for decentralisering går her for langt. Fordelingen af samfundets ressourcer er ikke et neutralt, teknisk spørgsmål. Det er et politisk spørgsmål, hvor det er nødvendigt med en form for kollektiv og demokratisk beslutningsproces for at vælge mellem det, der ofte vil være konkurrerende holdninger til det pågældende samfunds prioriteringer.

Ud fra det synspunkt tilbyder den britiske venstrefløjsøkonom Pat Devine en bedre model, som han kalder forhandlet koordination [negotiated coordination, red.]. Her er fordelingen af ressourcer primært et resultat af diskussioner mellem producenter, forbrugere og andre berørte grupper, men indenfor en ramme af overordnede beslutninger om økonomiske prioriteringer, der er taget på demokratisk vis på det nationale og internationale niveau.

Der er åbenlyst meget mere at sige – og, frem for alt, at gøre – med hensyn til demokratisk planlægning. Ikke desto mindre er betydningen af den slags arbejde, der bliver udført af Albert, Devine og andre, at de begynder at nedbryde fordommene mod planlægning og at skitsere, hvordan en økonomi, der har forkastet markedet, kan være i stand til både at være demokratisk og effektiv.

Kampen om magten
Men intet brud med kapitalismen kan finde sted som et øjeblikkeligt spring ind i en fuldstændig planlagt økonomi. Marx argumenterede for længe siden i Kritik af Gotha-programmet, at en ny arbejderstat ville arve et samfund, der er dybt præget af kapitalismen. Til at begynde med vil den være nødt til at indgå kompromisser med den gamle orden og gradvist bevæge sig henimod et samfund, der ledes efter det kommunistiske princip ”Fra enhver efter evne, til enhver efter behov!”

På samme måde ville et samfund i dag, der var i gang med at bryde med kapitalismen, være nødt til at foretage en afgørende ændring i retning af en økonomi, hvor prioriteringerne blev besluttet demokratisk frem at være overladt til konkurrencens anarki. Det vil være afgørende, at det indebærer overtagelsen af kontrollen med de finansielle markeder, nationalisering under arbejderkontrol af økonomiens nøglesektorer og udvidelse af de sociale ydelser på grundlagt af et progressivt skattesystem, der omfordeler rigdom og indkomst fra rig til fattig.

Disse forholdsregler, hvor radikale de end er, ville stadig lade mange af trækkene ved en markedsøkonomi være intakte. Store sektorer ville stadig være på private hænder. Vedvarende pres og indførelse af nye forholdsregler vil være nødvendigt for at bevæge hele økonomien i retning af den demokratiske planlægnings principper. Et centralt skridt vil være at svække det kapitalistiske arbejdsmarkeds magt, som i dag styrer i vores liv.

Efter min mening vil den bedste måde at gøre det, være ved at indføre en universel direkte indkomst. Med andre ord ville alle landets indbyggere modtage, som en ret, en indkomst på et relativt lav, men dog anstændigt niveau, der dækker deres grundlæggende behov. Dette ville tjene to formål. For det første ville det sikre alle et basalt velfærdsniveau meget mere effektivt end de eksisterende sociale ydelser – mennesker med et større behov, fordi de har børn, er handikappede eller hvad det nu måtte være, ville modtage en højere grundindkomst.

For det andet ville det at have en garanteret grundindkomst fjerne en stor del af presset på folk til acceptere et hvilket som helst job, der udbydes på arbejdsmarkedet. En af kapitalismens centrale forudsætninger – at arbejderne ikke har noget acceptabelt alternativ til lønarbejde – ville blive fjernet. Magtbalancen mellem arbejde og kapital ville ændre sig til fordel for arbejderne, uanset hvilken slags arbejdsgiver de har.

På det mere generelle plan er spørgsmålet om magt afgørende. En indlysende indvending mod en vision for forandring, som den jeg lige har skitseret, er hvordan man sikrer, at forandringens retning går henimod en demokratisk planøkonomi i stedet for tilbage til markedskapitalisme eller måske den form for statskapitalisme, der endte med at herske i Sovjetunionen. Den eneste garanti der tæller er, at de politiske magthåndtag er i hænderne på arbejderne selv.

Så længe staten har den form den har i dag – en bureaukratisk organiseret, hierarkisk række af apparater, hvis lederes interesser er uløseligt forbundet med kapitalens – kan ethvert fremskridt i samfundet kun være midlertidigt og skrøbeligt. Det er derfor, at den strategi med at ignorere staten, som Holloway og andre taler for, er så tåbelig. Hvis vi skal bevæge os imod en demokratisk planøkonomi, må den eksisterende stat konfronteres og nedbrydes.

Dette mål kan kun opnås gennem udviklingen af en anden form for magt, en magt der er baseret på arbejdernes og andre fattige menneskers selvorganisering, som udvikler sig ud af deres kampe mod kapitalen. Det 20. århundredes store revolutionære bevægelser bød på nogle glimt af denne magt – fra den russiske revolution 1917’s arbejder- og soldaterråd til arbejder-shora’erne under den iranske revolution 1978-9. Den selvorganisering, der blev fremvist af den folkelige bevægelse i Bolivia under oprørerne i oktober 2003 og maj-juni 2005 viser, at nutidens bevægelse også kan frembringe denne form for magt.

En demokratisk planøkonomi ville være et selvstyrende samfund, et samfund hvor direkte valgte arbejdsplads- og boligkvarterråd tog ansvaret for deres egne anliggender og stod i forbindelse med hinanden for at tage beslutninger om samfundet som helhed. Den centrale indsigt som Marx havde under Pariserkommunen i 1871 var, at sådanne organisationsformer ville udvikle sig før det nye samfund var blevet skabt, under processen hvor det gamle samfund bekæmpes.

Omvæltningen af kapitalen er i sig selv en proces. Det dilemma, som Albert forestiller sig, at et arbejderkooperativ står overfor i en markedsøkonomi, ville ethvert samfund, der var ved at begynde at indføre den demokratisk planlægnings principper i en verden, der stadig var behersket af kapitalismen, stå overfor. Det samme dilemma var skyld i forrådnelsen og senere undergang for den russiske revolution oktober 1917. Et gennembrud i én del af verden kan kun overleve ved at sprede sig og i stigende grad vælte kapitalens logik på globalt plan.

Det kan måske virke som hårde betingelser, men kapitalens globalisering har fremkaldt en globalisering af modstanden. Kampe i forskellige dele af verden smitter af på hinanden. Chiapas og Seattle gav genlyd på globalt plan. Den store kamp mod CPE i Frankrig har bidraget til at inspirere en studenterbevægelse i Grækenland, der lige har besejret den højreorienterede regering. Bevægelsen i Latinamerika er blevet et forbillede for alle dem, der bekæmper nyliberalismen.

Vi er stadig langt fra at vælte nyliberalismen blot i et enkelt land. Men den verdensomspændende modstand mod det uindskrænkede marked sætter ikke blot tanken om et alternativ til kapitalismen tilbage på dagsorden. Den hjælper også med at skabe de betingelser, hvorunder dette alternativ kan vinde.


Alex Callinicos er professor i europæiske studier på King’s College i London og forfatter til adskillige bøger, bl.a. Against the Third Way (2001), An Anti-Capitalist Manifesto (2002) og senest Resources of Critique (2006). Oversat af Lars Henrik Carlskov fra Socialist Review, juli 2006.

Socialisme - en politisk vision

AF ALEX CALLINICOS

Anti-kapitalistiske værdier
Implicit i anti-globaliseringsbevægelsens kritik af neoliberalismen er der, for mig at se, et engagement for fire
værdier – retfærdighed, effektivitet, demokrati og bæredygtighed.

- Retfærdighed forstås bedst som en forening af tre andre værdier: frihed, lighed og solidaritet: én udgave af et egalitært retfærdighedsprincip ville gå ud på, at alle har lige adgang til de ressourcer, de behøver for at leve det liv, de selv har grund til værdsætte.

- ”Effektivitet betyder ikke at spilde goder, selvom vi forfølger ønskværdige mål.” (Michael Albert)

- Demokrati er den værdi, der er central i bevægelsens kritik af de finansielle markeders diktatur: som bevægelsens praksis viser, betyder det et engagement for radikale former for selv-organisering og selvforvaltning.

- Bæredygtighed: Igen, vi kritiserer kapitalismen for dens ødelæggelse af miljøet og dens hensynsløse udtømning af begrænsede ressourcer. Implikationen er, at vi vil have et system, hvor hver generation efterlader jorden i mindst lige så god tilstand, som den fik den overdraget i.

Nu vil enhver form for kapitalisme systematisk gøre vold mod alle de fire værdier. Kapitalismen er et system med konkurrencepræget akkumulation baseret på udbytning af lønarbejde.

- Den ødelægger solidariteten, gør friheden til en formalitet og distribuerer rigdom og indkomst i de rige, magtfulde og heldiges favør.

- Den fejlfordeler systematisk menneskelige og materielle ressourcer – spilder dem ved at hellige dem til unyttige eller destruktive aktiviteter såsom ”forsvar” og ødelægger dem i stor målestok under økonomiske recessioner.

- Den koncentrerer økonomisk og politisk magt i hænderne på virksomheder og stater.

- Dens blinde profitjagt – en konsekvens af den på måde systemet drives frem af konkurrencebaseret akkumulation – har sat gang i processer af miljøødelæggelse, som i stigende grad truer en stor del af livet på denne planet.

Implikationen er, at når vi siger, at ”En anden verden er mulig”, må vi være på det rene med, at dette betyder en andens slags samfundssystem, baseret på en anden samfundsmæssig logik end kapitalismens. Delreformer – såsom regulering af finansielle markeder eller participative budgetter[i] – kan være værd at kæmpe for her og nu, men de må nødvendigvis ses som en del af en bredere serie af kampe rettet mod en systemisk transformation.

Det er en svaghed ved den nuværende bevægelse, at den ikke i tilstrækkelig grad har sat denne dagsorden og i stedet har foretrukket at fokusere på en helt igennem rimelig kritik af neoliberalismen og på fremsættelsen af specifikke krav. Dette fokus har hjulpet med at bringe en voksende, global bevægelse sammen. Men efter de sidste års fremskridt er bevægelsen tilstrækkelig moden til at diskutere alternativer til kapitalismen.

En af grundene til forsigtigheden med at stille forskellige alternativer op overfor hinanden, er den desillusionerende effekt af den (ikke længere) ”eksisterende socialisme”. Efter Sovjetunionens kollaps blev selve ideen om et moderne, progressivt alternativ til kapitalismen miskrediteret. Men det ville være en fejltagelse at overgive sig til denne stemning. Den nuværende bevægelse opstod ved at udfordre den neoliberale pensée unique[ii]. Vi har allerede overtrådt det herskende forbud mod alternativer. Lad os derfor begynde at tale om dem.

Den klassiske marxistiske socialismeopfattelse 
Jeg mener, at det alternativ, vi skal stræbe efter, er socialismen. Min grundlæggende opfattelse af socialismen er udledt af den klassiske marxistiske tradition fra Marx, Engels, Lenin, Trotskij, Luxemburg og Gramsci. Denne opfattelse har, i denne her sammenhæng, fire afgørende elementer:

1. Marx opfattede socialisme som selvbefrielses-proces – med den amerikanske marxist Hal Drapers ord som ”socialisme fra neden”, i modsætning til ”socialisme fra oven” (stalinisme og socialdemokrati).

2. I forlængelse heraf opfattede Marx socialistisk transformation som en ”revolution mod staten”: for ham var betegnelsen statssocialisme en selvmodsigelse.

3. Agenten for den socialistiske forandring var arbejderklassen: kun lønarbejderne, der bliver udbyttet af kapitalen, har både interessen i at forvandle samfundet og den kollektive kapacitet til at gøre det.

4. Institutionelt set indebar den socialistiske transformation en demontering af de eksisterende, bureaukratiske statsapparater og udskiftningen af dem med arbejdernes selvforvaltning. Der har været mange historiske glimt af sådan et regeringssystem: Pariserkommunen 1871, den spanske revolution 1936-37, den ungarske revolution 1956, arbejder-shora’erne under den iranske revolution 1978-79, Solidaritet i Polen 1980-81 – men det vigtigste blev leveret af de arbejder- og soldaterråd, der tog magten Rusland i oktober 1917.

Det er klart, at sådan en socialismeopfattelse er radikalt i strid med det, der fandtes i Sovjetunionen og Østeuropa og som i forskellige former lige akkurat overlever i Kina, Nordkorea og Cuba. Faktisk har vi i den Internationale Socialister-tradition, som jeg tilhører, altid betragtet disse samfund som forskellige varianter af bureaukratisk statskapitalisme, hvor den stalinistiske nomenklatura kollektivt udbyttede disse landes arbejderklasse på grundlæggende samme måde som vestlige kapitalister udbytter deres arbejdere. Fra den synsvinkel var de stalinistiske regimers kollaps 1989-91 ikke en kapitalistisk kontrarevolution, men en ”bevægelse sidelæns” (som Chris Harman formulerede det), fra én slags kapitalister til en anden.

Marx var kendt for, bortset fra nogle få prægnante bemærkninger, at afvise at sige noget detaljeret om, hvordan socialismen ville være. Jeg mener ikke, at denne afvisning er holdbar i dag. Efter stalinismens sammenbrud og i lyset af den meget indflydelsesrige liberale kritik af planlægning fra Friedrich von Hayek og andre, må vi være forberedte på at kunne tilbyde i det mindste en grovkornet skitse af et socialistisk samfund.

På samme tid er en af Marx’s grunde til at afvise at gå i detaljer stadig gyldig: intellektuelle foregribelser af det fremtidige samfund vil blive korrigeret og i høj grad forvandlet gennem den praktiske erfaring fra massekampe. Det bør man huske, når man overvejer alt det følgende.

Det følgende er et forsøg på at udvikle den socialismeopfattelse, der findes i den klassiske marxistiske tradition:

1. Socialisme ville, først og fremmest, være den radikale udvidelse af demokratiet gennem underordningen af de økonomiske processer under de samme demokratiske principper, som angiveligt skulle herske i det politiske liv.

2. På samme tid vil det være en uddybning af demokratiet – en udskiftning af den passive vælgermasse, som i stigende grad er uvillig til at vælge mellem mere eller mindre identiske politikere der oppasses af big business og medievirksomhederne, med et deltagerdemokrati, hvor magten er så decentraliseret som muligt og folk tager del i de beslutninger, som påvirker deres liv.

3. Institutionelt set ville det betyde en regering af selvstyrende føderationer af arbejder-, forbruger- og boligkvarterråd.

4. For at sådan et demokrati kan fungere, har alle brug for fri adgang til information og muligheden for at deltage i den offentlige debat: moderne informationsteknologi gør i princippet dette meget nemt, men i dag er den offentlige sfære domineret af medievirksomhederne.

5. Økonomisk set kræver dette demokrati samfundsmæssigt ejerskab af de fleste materielle, produktive ressourcer og (af den årsag, som er angivet i punkt 4 ovenover) massekommunikationsmidlerne.

6. Det ville også betyde et system med demokratisk planlægning, hvorigennem beslutninger om fordelingen af ressourcer bliver taget kollektivt.

7. Endelig vil indkomstdistributionen, så vidt muligt, være baseret på det princip, som Marx lånte fra Louis Blanc og hævdede ville herske i det fuldtudviklede kommunistiske samfund: ”Fra enhver efter evne, til enhver efter behov.”

Socialismens økonomi 
Selvom jeg her diskuterer socialismen som en politisk vision, vil jeg sige lidt om dens økonomiske dimensioner. Det er faktisk umuligt at adskille disse to: nutidens hovedindvending mod socialisme er, at den ikke økonomisk realisabel.

Først til punkt 5 ovenfor. Samfundsmæssigt ejerskab er en ting, som anti-globaliseringsbevægelsen ikke overvejer tilstrækkeligt. Tit foretrækker vi blot, at gøre modstand mod privatiseringen af offentlige virksomheder og tjenesteydelser uden at sige noget om andre ejendomssystemer.

Den anden side er ikke så spagfærdig: de forsvarer aggressivt den private ejendomsret og forsøger at gøre alt til en ”værdi”, som kan tilegnes privat og bruges som et redskab til spekulation og akkumulation. Vi må være tilsvarende offensive, og sige, at det er umuligt at have en økonomi med ægte selvforvaltning så længe, at rige individer og private virksomheder har evnen til at udelukke resten af os fra adgangen til de vigtigste materielle produktivressourcer.

Der er to vigtige pointer til punkt 5:

1. Statseje er som ejendomsform helt igennem forenelig med kapitalistisk udbytning, som vi har set i de stalinistisk samfund i øst, socialdemokratiske velfærdsstater i vesten, og udviklingsdiktaturer i syd: for at det kan blive ægte samfundsmæssig ejendom, har vi brug for at have demokratisk selvforvaltning fra arbejder-, forbruger- og boligkvarterråd.

2. Materielle produktivressourcer bør, i almindelighed, være samfundsmæssigt eje, men arbejdskraft bør ikke: individernes frihed til at vælge og ændre beskæftigelse er noget, som kapitalismen lover, men ikke er i stand til at realisere, men som ville være grundlæggende i et socialistisk samfund.

Punkt 6 – demokratisk planlægning – bliver i vide kredse afvist som utopisk. Alec Nove argumenterede i The Economics of Feasible Socialism (1983) for, at planlægning nødvendigvis er forbundet med et forsøg på at centralisere information og beslutningstagning allerøverst i samfundet i hænderne på nogle få planlægnings-bureaukrater, en proces som automatisk frembringer irrationalitet. Han opstillede dilemmaet: økonomisk koordinering kan kun være vertikal (bureaukratisk planlægning) eller horisontal (markedet); og hævede, at der ikke er noget tredje alternativ.[iii]

Men Nove tager tydeligvis fejl. I dette tilfælde er der en tredje vej (selvom det ikke er en som Tony Blair ville bryde sig om). Markedet betyder, at ressourcerne allokeres på grundlag af konkurrence mellem kapitaler, som drives frem af presset for at maksimere profitten. Men der kunne være en anden form for horisontal koordinering, hvor decentrale netværk af producenter og forbrugere demokratisk beslutter, hvordan ressourcerne skal allokeres og bruges for at imødekomme deres behov. Planlægning behøver med andre ord ikke at være oppefra-og-ned-proces.

Der findes endda et par modeller for, hvordan sådan en økonomi kunne være organiseret – Pat Devine kalder sin version ”forhandlings-koordinering” (Democracy and Economic Planning, 1988), mens Michael Albert har udviklet en model for ”deltagelsesplanlægning” (f.eks. Parecon, 2003). Der er vigtige ligheder mellem dem, men også forskelle. Det er nødvendig med mere diskussion af de respektive styrker og svagheder ved disse og andre modeller for koordinering uden marked for at forfine vores forståelse af, hvordan demokratisk planlægning kunne fungere.

En af de store fortjenester ved både Alberts og Devines modeller er, at de forudsætter, at den økonomiske beslutningstagning ligger hos selvstyrende producenter og forbrugere, som står i forbindelse med hinanden på kryds og tværs gennem koordinationsnetværk, frem for at gå igennem et planlægnings-”center”. I denne henseende realiserer de den tilskyndelse mod deltagelsesdemokrati, der gennemtrænger Marx’s forestilling om socialisme fra neden.

Endelig har jeg, i punkt 7, foreslået, at fordelingen skulle være baseret på det behovsprincip, som Marx tiltrådte i Kritik af Gotha-programmet som grundlaget for kommunismen. En nærmere bestemmelse af det ville være ved hjælp af det retfærdighedsprincip, hvorefter alle bør have lige adgang til de ressourcer, de har brug for at leve det liv, som de selv har grund til at værdsætte.

Denne slags princip er en normativ retfærdiggørelse for, hvordan samfundet bør fordele ressourcer og indkomst. Der er dermed spillerum for en diskussion på et mere konkret niveau, om hvordan man bedst institutionelt set realiserer sådan et princip. For eksempel argumenterer mange lighedsforkæmpere for en betingelsesløs ret til en grundindkomst uafhængigt af om, man bidrager produktivt. I modsætning hertil vil Albert kæde indkomst sammen med arbejdsindsats og foreslår den fordelingsmæssige retningslinie: ”aflønning i forhold til hver enkelt persons indsats eller personlige opofrelse.” Der kan med andre ord være forskellige strategier for at virkeliggøre det samme egalitære retfærdighedsprincip.

Virkeliggørelsen af vores værdier
På et mere generelt plan ser det for mig ud til at socialisme, i den her opfattelse, opfylder de værdier, som anti-globaliseringsbevægelsen er forbundet med:

- Individerne, som deler kontrollen over de produktive ressourcer, ville ikke længere få deres ret til den lige mængde af frihed knægtet ved at være tvunget af deres mangel på ejendom til at underkaste sig kapitalistisk udbytning.

- De ville ikke længere blive udsat for kapitalismens grundlæggende uretfærdighed, hvor en persons chancer i livet er forbundet med fødslens tilfældigheder eller markedets op- og nedture, og ville have en lige stor ret til samfundets ressourcer.

- Fordi det økonomiske liv ville være organiseret på grundlag af samarbejde og selvforvaltning, ville det på forudsætte og forstærke en værdi som solidaritet.

- Eftersom demokratisk planlægning gør producenter og forbrugere til deltagere i den økonomiske beslutningstagning, ville ressourcerne blive fordelt på grundlag af oplysninger om folks behov og produktionens muligheder: dette ville undgå det spild og misbrug af ressourcer, som (i virkeligheden) gør kapitalismen til sådan et ineffektivt system.

- Socialisme ville som et politisk og økonomisk system indebære en avanceret form for deltagelsesdemokrati, og dermed virkeliggøre det demokrati, som de liberale kapitalistiske samfund i teorien hylder, men i praksis træder under fode.

- Demokratisk planlægning ville sætte en stopper for den blinde flugt fremad, som den konkurrencebaserede akkumulations logik skubber kapitalismen ind i: den ville således tillade menneskeheden kollektivt at tage de drastiske skridt, som er nødvendige for at vende den proces med klimaforandringer, som kapitalismen har sat i gang; det ville også give os midlerne (under forudsætning af at vi er kloge nok til at benytte dem) til at undgå eller hurtigt at korrigere enhver menneskeskabt miljøødelæggelse i fremtiden.

Forskelle til andre opfattelser 
Hvordan er socialismen, som den er blevet præsenteret her, sammenlignet med andre alternative opfattelser?

- Da den er et systemisk alternativ til kapitalismen, adskiller den sig nødvendigvis fra enhver form for partielle alternativer – f.eks. participative budgetter. Sådanne foranstaltninger er måske ønskelige som demokratiske reformer, som gør det nuværende system mere beboeligt og i større grad underlagt kollektiv kontrol (selvom enhver af den slags foranstaltninger må undersøges kritisk for fordele og ulemper og i lyset af erfaringen). Men hele den anti-kapitalistiske kamps historie viser, at kapitalismen – særligt i perioder med et økonomisk boom såsom i 1950’erne og 1960’erne – midlertidigt kan tilpasse sig sådanne reformer, for blot i krisetider at forsøge at tilbagetrække sådanne indrømmelser som ubærlige byrder for konkurrenceevnen og profitabiliteten. Sådan er logikken bag de sidste 25 års neoliberale ”mod-reformation” i virkeligheden. Som PT opdagede langt før Lula blev valgt, vil de finansielle markeder knapt nok tolerere selv de mest beskedne reformer. Det er en af grundene til, at vi har brug for en systemisk transformation.

- Socialisme er også uforeneligt med ethvert forsøg på at erstatte kapitalismen, men beholde markedet. Siden Sovjetunionens sammenbrud er mange venstreintellektuelle blevet tilhængere af markedssocialisme, som forsøger at kombinere en form for samfundsmæssig eje med en markedsøkonomi (hvor ressourcerne allokeres på grundlag af konkurrence mellem selvstyrende, men gensidigt afhængige producenter). Men sådan et alternativ er grundlæggende fyldt med mangler. For det første bevarer det de fundamentale uretfærdigheder, som stammer fra markedets fordeling af ressourcer og indkomst: individernes chancer i livet er stadig afhængig af markedets blinde svingninger, og solidariteten bliver undermineret af kampen for konkurrencemæssige fordele. For det andet, så længe kontrollen over økonomien er spredt blandt konkurrerende producenter (selv hvis disse er arbejderkooperativer) vil der fortsat være et mægtigt pres for at genoprette et mindretalsherredømme over produktionen og en udbyttende arbejdsorganisering. Kapitalismens dårligdomme kan kun fjernes ved helt at skrotte markedsøkonomien.

- For at gentage, socialismen adskiller sig grundlæggende fra ”statssocialisme”, hvad enten der er tale om den stalinistiske eller socialdemokratiske slags. Det er et system baseret på deltagelsesdemokrati,hvor den økonomiske og politiske magt udøves af selvstyrende netværk af producent-, forbruger- og boligkvarterråd.

- Selv det kun er et implicit træk ved den ovenfor skitserede socialismeopfattelse, er det værd at skære ud i pap, at den her skitserede samfundsform kun kan realiseres i international målestok. Det er delvist af negative grunde: den historiske erfaring har fuldt ud bekræftet Marx’s intuition om, at ethvert enligt samfund, som brød med kapitalismen ville komme under et enormt og i sidste ende ubærligt økonomisk og militært pres for enten åbenlyst at vende tilbage til det kapitalistiske verdenssystem eller kraftigt imitere dette systems undertrykkende og udbyttende træk. Mere positivt, mange af menneskehedens problemer kan kun løses ordentligt på globalt plan: klimaændringer er blot det mest indlysende eksempel. Regeringen af selvstyrende råd bliver således nødt til så hurtigt som muligt at udbrede til sig til internationalt omfang. Det adskiller socialismen fra nogle af alternativer, som vidt og bredt fremføres i antiglobaliseringsbevægelsen – for eksempel ”deglobalisering” (Walden Bello) og ”lokalisering” (Colin Hines). Der er ingen grund til, at en befriet menneskehed skulle give afkald på adgang til ressourcer som er tilgængelige rundt omkring i verden, så længe denne adgang bliver retfærdigt fordelt og reguleret på demokratisk vis (som den naturligvis helt tydeligt ikke er, og ikke kan være, under kapitalismen).

- Sådan forstået er socialismen, måske overraskende, temmelig lig visse udgaver af anarkisme. Albert kalder sin ”parecon” (participativ økonomi) eller participativ planlægning, som for mig at se er ét muligt bud på en økonomisk model under socialismen, for ”grundlæggende en anarkistisk økonomisk vision”. Men i virkeligheden burde dette ikke være overraskende: Marx opfattede trods alt kommunismen som et samfund uden klasser eller stat. Hans store uoverensstemmelse med Bakunin og andre anarkister handlede om, hvordan man opnår sådan et samfund.

Strategi
Det er selvfølgelig én million kroners spørgsmålet. Det er også et stort spørgsmål i sig selv. Nogle få pointer:

- Socialismen, som jeg har skitseret den her, er klart uforenelig med reformisme som politisk strategi. Reformer, der gør livet under kapitalismen mere udholdeligt, er værd at kæmpe for, men vi har brug for et andet system.

- Ikke nok med det, ethvert forsøg på at opnå socialisme – eller i virkeligheden ethvert andet alternativt system – ville blive nødt til at konfrontere de store økonomiske, militære og politiske magtkoncentrationer, som karakteriserer kapitalismen i dens nuværende form. Carabinieri’ernes[iv] vold i Genova leverede et nyt glimt af en gammel sandhed – at enhver systemoverskridende bevægelse ville blive nødt til at konfrontere den voldelige modstand fra forsvarerne af den eksisterende orden.

- Det stiller enhver, der søger at opnå et samfund baseret på selvstyrende rådsdemokrati overfor følgende dilemma: hvordan kombinerer man de selvorganiserede sociale aktørers spredte demokratiske energi, som både er essentiel i at overvinde den kapitalistiske modstand og et varsel om det nye samfund, med det strategiske fokus og den centraliserede koordination, som er nødvendig for at koncentrere kræfterne for forandring, hvor de er mest effektive?

- Dette dilemma stilles særligt skarpt op i dag på grund af de decentraliserede og libertære organisationsformer – netværket af netværk – som er kendetegnende for den nuværende bevægelse. Der har været en måske naturlig tendens til simpelthen at hylde spredning og opdeling, og at behandle disse kvaliteter ved bevægelsen som om de nærmest er tilstrækkelige i sig selv. Men de udfordringer, som bevægelsen har mødt siden Genova og 11. september – hvor vi er blevet nødt til at begynde at konfrontere både de indenrigs- og udenrigspolitiske udtryk for statsvold, viser, at det er ikke tilstrækkeligt, og at diskussioner og slid må sættes ind for at tilbyde bevægelsen en strategisk retning.

- Det meget omdiskuterede spørgsmål om forholdet mellem de politiske partier og de sociale bevægelser er tæt forbundet til dette dilemma. Der har været en negativ reaktion fra både den mere reformistiske og den mere autonome fløj af bevægelsen på tilstedeværelsen af partier fra den radikale venstrefløj ved European Social Forum i Firenze. Men partier, der har en ægte loyalitet overfor bevægelsen og som ikke forsøger at erstatte den med sig selv, kan spille en positiv rolle, netop på grund af deres generaliserende natur, er de veludrustede til at tage livtag med brede spørgsmål som program og strategi (selvom de naturligvis vil gøre dette side om side med de mange individuelle og kollektive aktører, der - af praktiske eller principielle grunde - vælger af arbejde udenfor partierne.

Uanset hvad vil de nødvendige spændinger mellem decentralistiske og centralistiske organisationsformer ikke forsvinde. Heller ikke partierne – forstået som mere eller mindre organiserede strømninger, som legemliggør bestemte ideologier, programmer og strategier, uanset om de eksplicit kalder sig for partier eller ej. Det vi bliver nødt til at gøre, er at udforske vores forskelle – og også den ofte forbløffende grad af enighed vi har – i håbet om at opnå den størst mulige enighed om et alternativ, som vil realisere de værdier, som ligger til grund for denne bevægelse og endelig skaffe verden af med kapitalismens barbari og uretfærdighed.

Alex Callinicos er professor ved Department of Politics på University of York og ledende medlem af Socialist Workers Party (SWP). Baseret på oplæg holdt på World Social Forum 2003. Oversat af Lars Henrik Carlskov fra http://www.zmag.org/callinicospol.htm. Bragt i Tidsskriftet Solidaritet, nr. 3, 2005.

[i] Participative budgetter: Det mest kendte eksempel på participative budgetter stammer fra Porto Alegre i Brasilien, hvor man under Arbejderpartiets (PT) styre har eksperimenteret med denne form for deltagerdemokrati, hvor befolkningen på en række møder i deres lokalområde kan opstille deres behov og prioriteter i forhold til fordelingen af det kommunale budget, o.a. 

[ii] Betyder omtrent ”den enerådende ideologi”, o.a. 

[iii] Der kan faktisk stilles spørgsmålstegn ved, om det overhovedet er korrekt at beskrive den økonomiske koordinering under stalinismen som ”planlægning”, da de økonomiske prioritering i USSR for eksempel ikke blev truffet på autonom vis, men snarere blev dikteret af behovet for at opbygge en sværindustri som var i stand til at følge militært med Vesten. I denne forstand var stalinismens særlige dårligdomme en særlig udgave af den globale irrationalitet ved et verdenssystem, der drives af økonomisk og geopolitisk konkurrence.

 [iv] Italiensk paramilitært korps, o.a.