Er arbejderklassen blevet til et prekariat?

Et kig på modeteorien om, at arbejderklassen i stigende grad erstattes af et ”prekariat” med mere usikre (”prekære”) jobs.

AF JOSEPH CHOONARA

“Nu mere end syv millioner briter i prekær beskæftigelse”, erklærede en artikel på forsiden af avisen The Guardian tidligere på måneden. Den hævdede, at stigende prekariatet skyldes, at ”virksomhederne insisterer på at bruge flere arbejdere med status som selvstændige og i stigende grad rekrutterer ansatte på midlertidige og nul-time-kontrakter.”

Sådanne påstande er hverdagskost. I 2011 hævdede Guy Standings bog ”Prekariatet”, at ”vi kan måske formode, at lige nu er i mange lande mindst en fjerdedel af den voksne befolkning en del af prekariatet.” Sidste år erklærede to akademikere, der deler dette teoretiske udgangspunkt, at i “Storbritannien tilhører næsten to tredjedele af kvinderne prekariatet” sammen med “en tredjedel af mændene”.

En artikel for nylig i New Statesman af Labours finansordfører John McDonnell hævder, at ”prekære jobs og nul-time-kontrakter er blevet normen inden for store dele af arbejdsmarkedet.”

Det er vigtigt at udstille forholdene for arbejdere på nul-time-kontrakter og arbejdere, der af skruppelløse arbejdsgivere tvinges til en vildledende status som selvstændige.

Mindre velkommen var en tale fra arbejdsminister Damian Green i sidste uge. Han priste, at det var slut med jobs, som indebærer ”en fast månedsløn med faste timer, betalt ferie, løn under sygdom, en pensionsordning og andre kontraktmæssige goder.”

Green hyldede fremkomsten af ”opgaveøkonomien” og ”hverdagsentreprenøren”.

Imidlertid kan de generaliserende påstande om stigende prekariatet – fra begge sider af det politiske spektrum – være stærkt misvisende. Når folk tænker på prekært arbejde, tænker de ofte på midlertidig ansættelse. Faktisk har andelen af sådanne kontrakter været usædvanligt stabil.

I løbet af de sidste tre årtier er midlertidig beskæftigelse kun steget med 0,3 % til 6,3 % af arbejdsstyrken.

Nul-time-kontrakter, der ikke garanterer et vist antal timers arbejde, er først blevet fremtrædende for nylig, og dataene om dem er mindre pålidelige. Men de ser dog ud til at blive brugt stadig hyppigere.

Alligevel er der to vigtige begrænsninger på brugen af nul-time-kontrakter.

For det første kan de udfordres. Tidligere på året lovede sportsudstyrsfirmaet Sports Direct at tilbyde butiksansatte et garanteret timetal efter fagforeningsprotester, medieafsløringer og kritik fra regeringen.

Løftet gælder ikke lagerarbejdere ansat via jobbureauer, men selv her er arbejdere ikke magtesløse. Fagforeningen Unites ret til at forhandle overenskomst med ledelsen ved Sport Directs store lager i Shirebrook har været anerkendt siden 2008.

Desuden vil der, når nul-time-kontrakter bruges på store arbejdspladser såsom universiteter eller hospitaler, være andre arbejdere med mere sikre ansættelsesforhold. De kan potentielt slutte sig til en kamp for at udvide bedre ansættelsesforhold til alle.

For det andet er nul-time-kontrakter, selv om de bruges på et væld af forskellige arbejdspladser, stærkt koncentrerede inden for to sektorer – ”hoteller og restauranter” og ”sundheds- og socialsektoren”.

Den første af disse led under et høje niveauer af løsansættelser længe før nul-time-kontrakterne – tænk f.eks. på studerende, der arbejder sort på barer eller caféer, mens de studerer.

Gensidig afhængighed
Det andet område omfatter hospitaler, hvor tilkaldevikarer, der dækker midlertidige behov for personale, i stigende grad sættes på nul-time-kontrakter.

Det omfatter også et stort antal af dem, som arbejder med hjemmepleje af syge og ældre.

Dette er et område, som rovdyrs-lignende private aktieselskaber går efter som en kilde til let profit, og plejeindustrien i Storbritannien bliver i vide kredse set som en krise, som venter på bryde ud.

Personaleudskiftningen i hjemmeplejen kan være så høj som en fjerdedel af de ansatte årligt, et lignende tal som ved Sports Direct-arbejdsstyrken.

Men de fleste arbejdspladser kan ikke drives på denne måde. At fyre arbejdere, at ansætte erstatninger og at oplære disse er en dyr forretning. Det kan også skabe kaos og indebærer at miste know-how og færdigheder, der er opbygget gennem år.

Selv i kølvandet på den seneste økonomiske krise, hvor arbejdsgiverne gladeligt angreb lønninger og arbejdsforhold, gjorde de sig ofte umage for at minimere antallet af fyringer.

Dette afslører en grundlæggende sandhed om, hvordan kapitalismen fungerer. Den udbytning, arbejderne lider under, er ikke blot en form for undertrykkelse, men et gensidigt afhængighedsforhold.

Arbejderen er afhængig af sin arbejdsgiver for at få en løn. Men arbejdsgiveren er også afhængig af at være i stand til at presse arbejde, og dermed profit, ud af arbejderen.

I en moderne kapitalistisk økonomi er arbejdsgiverne også afhængige at få den rette slags arbejdere med den rette uddannelse og ekspertise – og når de får dem, forsøger de ofte at holde på dem.

Hvad med dem, der ikke formelt er ansat af et firma? Den seneste vækst i selvstændige er ubestridelig og er nået op på en hidtil uset andel på 15 % af arbejdsstyrken – om end tallet var 13 % i slutningen af 1980’erne.

Der er en bekymring, som kom til udtryk i sidste uges The Guardian-artikel, for, at en stor del af den seneste stigning skyldes en udvidelse af ”opgaveøkonomien”.

En potentiel styrkeposition
Hvis dette betyder folk, som har flere jobs på samme tid, er der ikke meget belæg.

En undersøgelse for nylig fra tænketanken Resolution Foundation viste, at kun én ud af 250 arbejdere har to jobs som selvstændige. Og ca. én ud af 100 har et hovedjob som lønarbejder sammen med et bijob i rollen som selvstændig.

Ydermere arbejder de fleste selvstændige ikke i ”opgaveøkonomien”. Det store flertal af dem beskriver sig selv som ”leder af egen virksomhed”. Kun ca. én ud af fem angiver deres primære jobbetegnelse som ”udførelse af freelancearbejde”, og én ud af 10 angiver den til at være ”underleverandør eller kontraktarbejder”.

Flertallet er også tilfreds med at være selvstændig og leder ikke efter job med en arbejdsgiver. En temmelig stor del af den seneste stigning skyldes, at arbejdsstyrken bliver ældre. Ældre mennesker er mere tilbøjelige til at være selvstændige og bliver ofte selvstændige op til de går på pension.

Det betyder ikke at ignorere misbrug, der finder sted på dette område. En arbejdsretssag, som for nylig blev anlagt af Uber-taxichauffører, udfordrede firmaets kategorisering af sine arbejdere som selvstændige.

Kendelsen fastslog: “Den opfattelse, at Uber i London udgør en mosaik af 30.000 små virksomheder forbundet af en fælles “platform” er efter vores mening lettere latterlig.”

Selv på disse områder er arbejderne dog ikke magtesløse. Dette kan man se af kampen hos Deliveroo, madudbringningsfirmaet, hvor budene tvang firmaets ejere til et ydmygende tilbagetog i forhold til nye arbejdsbetingelser ved at anvende en meget traditionel kampmetode – en strejke.

Overordnet set er billedet af den britiske arbejdsstyrke domineret af sikre, permanente jobs, med lommer af usikkerhed – ikke omfattende prekariatet. I gennemsnit kan en arbejder i Storbritannien forvente at være hos sin nuværende arbejdsgiver i 16 år, omkring det samme som i 1975.

Der har været et beskedent fald i fastansættelse for mænd, men det udlignes af en stigning i fastansættelse for kvinder, som i dag udgør halvdelen af arbejdsstyrken.

Dette afspejler forbedringer i barselslovgivning, men også den voksende stabilitet i deltidsarbejde, der i høj grad udføres af kvinder.

Dette klumpes ofte sammen med midlertidigt arbejde som en form for prekær beskæftigelse. Men i gennemsnit vil kvindelige deltidsarbejdere være lige så længe ved en arbejdsgiver som fuldtidsbeskæftigede kvindelige arbejdere.

Deltidsarbejde har været en form, hvorved et stort antal kvinder er blevet trukket ind i stabil, langvarig beskæftigelse.

Den relative stabilitet i beskæftigelse i Storbritannien har to følger.

For det første har vi ikke kun brug for en kamp for at sikre et mindretal af prekære arbejderes rettigheder. Der er masser af arbejdere med sikkerhed i ansættelsen, der lider under elendig løn, stadig mindre selvbestemmelse på arbejdspladsen, lange arbejdsdage, tyranniske chefer osv.

For det andet kan vi udkæmpe disse kampe fra en potentiel styrkeposition. Vi lever stadig i en verden, hvor kapitalisternes profitter afhænger af den fortsatte udbytning af arbejdere, der er koncentrerede på store arbejdspladser.

Dette betyder, at arbejderne har magten til at stoppe systemet ved at få det til at styrte sammen. Udfordringen er at udøve denne magt, ikke at lade den forsvinde mellem vores fingre.

Oversat fra Socialist Worker (UK), nr. 2531, 22.11.2016.

Imperiet bygget på flyvesand

AF JOSEPH CHOONARA

De seneste par år har ikke været gode ved Antonio Negri. Imperiet[1], hans mest berømte bog, lavet i samarbejde med Michael Hardt, bebudede imperialismens død. De to forfattere hævdede, at den gamle logik med nationalstater, der bekrigede hinanden, var blevet erstattet af et deterritorialiseret Imperium, som virker efter en ny global styreforms logik. Tryksværten var knap nok tør før begivenhederne den 11. september fandt sted og en ny cyklus af imperialistiske krige tog sin begyndelse. Da deres andet store fælles værk, Multitude[2], blev offentliggjort i 2004, var de to forfattere blevet tvunget til at finde plads til invasionerne af Afghanistan og Irak i deres teori.

Imidlertid har deres holdning til disse krige været modsætningsfuld. Ved nogle lejligheder har de opfattet dem som et imperialistisk ”kup mod Imperiet”. Dette synspunkt førte til, at Negri støttede at stemme ja ved den franske folkeafstemning i maj 2005 om forslaget til en EU-forfatning. Støtte til dette neoliberale dokument ville, hævdede han, hjælpe med at skabe en ”modvægt til den amerikanske unilateralisme”. Til andre tider har de set den amerikanske militære magt som tjenende det fremkommende Imperiums interesser, idet de omtalte invasionen af Irak som ”et forsøg på overgang, ikke på kolonisering”.

Hardt og Negri hilser Imperiets fremkomst velkommen, idet de ser det som det kamppladsen for den nye radikale modmagt, mængden, som både opretholder livet for denne nye orden og potentielt kan overvinde den. De angriber enhver nostalgi over for tidligere bevægelser og kampformer – eftersom de betragter dem som irrelevante i nutidens ”postmoderne” verden. Mængden er i vide kredse blevet identificeret med de kræfter, som gik på gaden imod World Trade Organisations møde i Seattle i 1999 og ved utallige andre antikapitalistiske mobiliseringer siden hen. Men Negri har for nylig fundet andre, mere besynderlige, allierede. I et interview fra 2004 hyldede han Luiz Inacio Lula da Silva og Nestor Kirchner, præsidenterne for Brasilien og Argentina, som begge har fremprovokeret vrede i deres egne lande ved at fortsætte med at gennemføre deres forgængeres neoliberale angreb.[3]

På trods af sine politiske krumspring er Negri en indflydelsesrig person, der tiltrækker sig betydelig interesse fra både venstrefløjen og højrefløjen. Mange af Negris tidligere skrifter er nu blevet genudgivet. Time for revolution samler to essays af Negri, det første skrevet i 1981 og den andet på omtrent samme tid som Imperiet.[4] Essayene følger udviklingen i Negris tænkning i løbet af de sidste 20 år. Som mange andre af hans skrifter er det nogle næsten ugennemtrængeligt kompakte og svære værker.

The Politics of Subversion, oprindeligt skrevet i slutningen af 1980’erne, er til gengæld et af Negris mest tilgængelige værker.[5] Det behandler mange af de temaer, som dukker op igen i Imperiet og Multitude, men i en langt klarere form. En samling af Negris centrale pamfletter fra 1970’erne er blevet genudgivet under titlen Books for Burning.[6]

Til disse tidlige skrifter fra Negri kommer adskillige artikler og antologier, som prøver at tage livtag med hans værk. The Philosophy of Antonio Negri[7] indeholder essays, der følger den historiske udvikling i Negris tænkning fra 1968 og fremad samt nogle reaktioner på hans seneste værker. Essayene varierer enormt i kvalitet. Dem af Kathi Weeks, Nick Dyer-Witheford og Kenneth Surin, som alle i overvejende grad er sympatisk indstillet over for Negri, kommer med nogle interessante kommentarer og kritikker. Steve Wrights essay om diskussionerne inden for den ”autonomistiske marxistiske” strømning, som Negri bidrog til at grundlægge i Italien i 1970’erne, er helt klart værd at læse. Wright har også skrevet en meget nyttig bog om den italienske autonomistiske marxismes historie ved navn Storming Heaven.[8]

Debating Empire, en mere kritisk samling af reaktioner på Imperiet, samler adskillige tankevækkende bidrag fra venstrefløjsforfattere, inklusiv Ellen Meiksins Wood, Giovanni Arrighi og Leo Panitch.[9] Den genoptrykker også Alex Callinicos’ ”Toni Negri in Perspective”, som første gang blev offentliggjort i dette tidsskrift [dvs. International Socialism, o.a.].[10] I en lignende kritisk ånd er et essay i tidsskriftet Capital and Class af Paul Thompson, med titlen ”Foundation and Empire”.[11] Slavoj Zizek, som var begejstret over udgivelsen af Imperiet, har lavet et kort essay, tilgængeligt online, som er kritisk over for de strategiske svagheder ved Negris teori.[12] Et af de mest bidende angreb på Imperiet kommer fra den argentinsk-baserede marxist Atilio Boron. Hans bog, Empire and Imperialism, er til tider ret skinger i tonen, men Boron behandler dog mange af de centrale spørgsmål i Imperiet.[13]

Mængden af nye og genudgivne værker om og af Negri gør det muligt at følge udviklingen i hans tænkning. I særdeleshed bidrager det til at forklare, hvorfor Negri går galt i byen på adskillige centrale spørgsmål for bevægelsen. Hans fejl stammer både fra udviklingen i den italienske bevægelse, hvori hans politik blev formet og fra de sære og eklektiske inspirationskilder, han har valgt i de seneste år. Lenin kom med det berømte udsagn, at Marx’s ideer trak på alt det bedste i det 19. århundrede – en syntese af ”tysk filosofi, engelsk politisk økonomi og fransk socialisme”. Men i dag, hævder Negris medarbejder Michael Hardt, ”har orienteringen ændret sig og den revolutionære tænkning bliver vejledt af fransk filosofi, nordamerikansk økonomisk videnskab og italiensk politik”.[14] Som Boron skriver ”har Hardt ret, så længe han henviser til den orientering, som vejleder hans arbejde og ikke til de kilder, der inspirerer den revolutionære tænkning. Faktisk spiller både fransk filosofi og de økonomiske teorier, der bliver undervist i ved de fleste handelshøjskoler over hele USA en fremtrædende rolle i Imperiet”.[15]

1. Italiensk politik
Negri blev første gang kendt som en ledende teoretiker inden for operaismo (arbejderisme), en strømning inden for marxistisk tænkning, der blev udviklet i Italien og som var indflydelsesrig under den eksplosion i kampe, der rystede landet fra 1969 og frem til slutningen af 1970’erne. Operaismo fokuserede på konflikten mellem kapitalen og arbejdet på arbejdspladsen og fulgte ”massearbejderens” fremkomst og kampe inden for Italiens store fabrikker. Denne betoning var en forfriskende reaktion på den deterministiske version af marxismen, der dominerede verdens kommunistiske bevægelse på den tid. Men konsekvensen var at nedtone forholdet mellem arbejdernes kampe og de objektive økonomiske og sociale omstændigheder. Især blev de strategier, som kapitalen tog i brug, blot set som et svar på disse kampe, frem for at være et resultat af konkurrence mellem individuelle, eller grupper af, kapitalister. Dette træk ved operaismo er bevaret i Negris senere værker, hvor Imperiet er en tilsvarende homogen størrelse, som bliver vakt til live af arbejdernes kampe.

I 1969, året for Italiens ”varme efterår” med et hidtil uset niveau af arbejdskampe, var Negri med til at stifte gruppen Potere Operaio (Arbejdermagt). Som mange af grupperne på den yderste italienske venstrefløj forsøgte Potero Operaio at hverve medlemmer blandt fabriksarbejderne. Det der skilte Potero Operaio ud ”var dets opfattelse af opstanden som en presserende, umiddelbart forestående nødvendighed...hvis ikke ”opstandens parti” blev opbygget, hævede man, var det eneste mulige udfald ”det generelle nederlag for bevægelsen”.[16] Potero Operaio gik i opløsning i 1973 under rasende uenigheder om betydningen af ”opstandens parti”, dets forhold til fabriksarbejderne og disse arbejderes forhold til sociale bevægelser uden for fabrikkens mure. Nogle af dem, der var med i Potero Operaio, dukkede senere op i væbnede og hemmelige organisationer såsom De Røde Brigader. Andre blev absorberet i det italienske kommunistparti. Nogle, deriblandt Negri, oprettede en række lokale grupper – alle med deres eget historiesyn og teoretiske fundament – der kollektivt blev kendt som Autonomia Operaia.

Disse grupper nåede deres højdepunkt af indflydelse i 1977 med en ny eksplosion i studenterkampe. Men på det tidspunkt var tidevandet for arbejdernes kampe allerede ebbet væk og blevet erstattet af mere og mere voldelige konfrontationer mellem Autonomia-grupperne og den italienske stat. I sidste ende led den italienske bevægelse nederlag fordi den revolutionære venstrefløj ikke var i stand til at fjerne det italienske kommunistparti fra dets dominerende stilling blandt arbejderklassen. Det kommunistiske parti var i stand til at fungere som sluseport og holde kampen tilbage og så indgå en handel med de regerende Kristelige Demokrater om at stabilisere den italienske kapitalisme.

Negri drog ganske andre konklusioner. Han fokuserede i stigende grad på andre sociale kræfter uden for arbejderklassen. For ham var hele begrebet om arbejderklassen ”kommet i krise” og produktionen fandt nu ikke sted på fabrikkerne, men over ”hele det sociale landskab”. Mens arbejderklassen led af stigende arbejdsløshed og en række knusende nederlag, blev Autonomia ”en radikal syntese af forskellige marginaliserede sektorer: studenter, arbejdsløse og korttids-ansatte arbejdere, feministiske bevægelser og andre nye sociale subjekter”.[17] Negri teoretiserede denne ændring i fokus. Han udviklede idéen om den ”socialiserede arbejder”, en arbejderklasse der var spredt ud over hele samfundet og som afspejlede, at kapitalen spredte sig fra fabrikken og ind i hver en niche af livet. Hans nyere begreb, mængden, har sine rødder i teorien om den socialiserede arbejder.

Operaismos’ teoretiske værktøjer bidrog til at udforme hans svar på nederlaget. Negri førte operaismos subjektivistiske marxisme til ekstremerne, da han udviklede tanken om ”konstituerende magt”. I følge denne teori tvinger enhver ny cyklus af kampe, der bliver ført fra neden, til en omlægning af produktionen, så den herskende magt endnu engang kan forsøge at fange og tøjle massernes kreative energi. Enhver social nydannelse bliver set som et svar på en forudgående kamp. For eksempel var fremkomsten af massearbejderen, for Negri, et svar på de kampe der blev ført af en elite af ”faglærte arbejdere”, som nåede højdepunktet af organisation i Lenins bolsjevikparti.

Negri hævder, at kampene i 1968 betød et endnu mere grundlæggende brud med fortiden. I stedet for at forsøge at forstå årsagerne til den italienske bevægelses nederlag forsøgte Negri at identificere et fuldstændig nyt økonomisk system, der blev skabt som svar på massearbejderens kampe. Han fandt inspiration fra en usædvanlig kilde.

2. Amerikansk økonomi
Allerede med sit begreb om den socialiserede arbejder havde Negri forkastet grundpillen i Marx’s økonomiske teori – forholdet mellem arbejde og værdi. Efterhånden som hele samfundet bliver en social fabrik, bliver også arbejdstiden umulig at måle og det bliver umulig at reducere særlige former for arbejde til abstrakt samfundsmæssigt nødvendigt arbejde. Efterhånden som 1980’erne og 1990’erne udviklede sig understøttede Negri sin nye politik med henvisninger til to trendy højrefløjsteorier – forestillingen om en ”vægtløs økonomi”, der havde udviklet sig ud fra en højteknologisk ”tredje industrielle revolution” og, senere, ekstreme versioner af globaliseringsteori, som beretter om nationalstatens død. I dag hævder Negri, at ”immaterielt arbejde” har overtaget det industrielle arbejdes plads som den hegemoniske produktionsform, som andre slags arbejde går i retning af. Negris beskrivelse af nutidens produktion vil ikke kunne genkendes af de fleste arbejdere: ”En gigantisk kulturrevolution er i gang. Fri udfoldelse og kroppenes vellyst, sprogenes autonomi, gensidige befrugtning og genskabelse, skabelsen af enestående mobile produktionsformer – alt dette fremkommer overalt og bestandigt.”[18]

”[De globale selskaber er ivrige efter at inkludere] forskel i deres organisering og på den måde gå målrettet efter at maksimere kreativitet, frit spil og forskellighed på arbejdspladsen. Folk af alle mulige forskellige racer, køn og seksuel orientering skal potentielt indbefattes i virksomheden; arbejdspladsen daglige rutine skal fornys af uventede forandringer og en sjov atmosfære. Riv de gamle begrænsninger ned og lad hundrede blomster blomstre!”[19]

Udbytningen, i den marxistiske betydning af at pumpe ubetalt merarbejde ud af arbejderne, er overstået. Udbytning betyder i dag at fange den kreative energi hos den muntre, samarbejdende mængde – som både kan befinde sig indenfor og udenfor arbejdspladsen. Det døde arbejdes, såsom maskineri og computere, dominans over levende arbejde er nu ovre, fordi det levende (for Negri: intellektuelle) arbejde nu er det fremherskende. I dag er hjernen produktionsmidlet. Paul Thompson forklarer, hvordan Negris tænkning er et sidestykke til højrefløjsskildringer af de økonomiske forandringer, der er sket siden 1970’erne:

”Dette ser ud til at være bemærkelsesværdigt lig argumenterne om en vidensøkonomi, som vi kan opsummere på følgende måde. I informationsalderen hævdes det, at kapital og arbejdes centrale stilling er blevet overtaget af viden; muskelkraft af hjernekraft; og fremstillingen af varer er erstattet af serviceydelser og behandling af symboler. Som vare betragtet er viden for kompleks, kraftig og sjælden til management ved hjælp af ordrer og kontrol. Den arketypiske arbejder i den nye økonomi tjener sin løn ved at levere bedømmelser, serviceydelser og analyser... Eftersom intet af dette kan beregnes eller er let at måle, er det producentens naturlige ejendom... Dette ændrer magtbalancen til fordel for de ansatte, hvoraf en stigende del hører ind under kategorien af mobile, selvstændige og krævende ”fri-arbejdere”.”[20]

Thompson leverer derefter en detaljeret kritik af forestillingen om immaterielt arbejde. Selv i den mest immaterielle del af arbejdsmarkedet muliggør den intellektuelle ejendomsrets regime, at viden bliver gjort til en vare. Og den slags arbejdere bliver stadig underkastet en udbytning og kontrol, som har sit udgangspunkt på arbejdspladsen. Thompson fremhæver også empiriske undersøgelser, som viser, at i USA og Storbritannien består kun 10 til 15 % af alle jobs i problemløsning og behandling af symboler. Faktisk bliver der i de fleste vækstområder skabt et stort antal jobs, der er dårligt betalte og ikke kræver særlige færdigheder. Kenneth Surin påpeger:

”Det amerikanske arbejdsministeriums prognoser for, hvilke typer beskæftigelse, der vil give flest jobs i tidsrummet mellem 1994 og 2005 viser, at de ti typer beskæftigelse med fleste nye jobs vil blive kassedamer, pedeller og rengøringsarbejdere, sælgere i detailhandelen, tjenere og servitricer, sygeplejersker, administrerende direktører og topchefer, systemanalytikere, hjemmehjælpere, vagter, og sygehjælpere, portører og opsynsmænd. Kun 24 % af disse kan siges at være middelklasse- og ejermæssige eller ledelsesmæssige typer beskæftigelse.”[21]

Arbejdspladsen er langtfra holdt op med at være centrum for den herskende klasses kapitalakkumulation, tværtimod spiller den en stadig mere fremtrædende rolle i en verden af arbejdsintensivering og stadig strengere ledelsesmæssig kontrol. Arbejdspladsen er stadig det sted, hvor den faste kapital, der er nødvendig til produktionen af de fleste varer og tjenesteydelser, er centraliseret. Og den er stadig det sted, hvor merværdien bliver udvundet fra arbejderne – kapitalisternes og staternes centrale besættelse – og således det sted, hvor modstanderne af kapitalens herredømme bør koncentrere deres indsats.

Lige som det er tilfældet med hans opfattelse af den vægtløse økonomi, er Negris skildring af globaliseringen næsten uden hold i empiriske undersøgelser. Han skriver, at ”de store transnationale selskaber har overvundet nationalstaternes jurisdiktion og autoritet...Staten er blevet besejret, og selskaberne hersker nu over verden!”[22] Boron fremlægger et andet forhold mellem nationalstaterne og selskaberne. Ved at se på de 200 mega-selskaber, som til sammen har et salg større end bruttonationalproduktet for samtlige verdens lande, bortset fra ni af de rigeste, påpeger han:

”Den neo-liberale globaliserings ideologers retorik rækker ikke til at skjule den kendsgerning, at 96 procent af disse globale og transnationale selskaber har deres hovedkvarter i blot otte lande, er juridisk set indregistreret som aktieselskaber i otte lande; og deres bestyrelseslokaler befinder sig i otte af den metropolitanske kapitalismes lande. Mindre end 2 procent af medlemmerne af deres bestyrelser er udlændinge, hvorimod 85 procent af al deres teknologiske udvikling er sket inden for deres ”nationale grænser”. Deres rækkevidde er verdensomspændende, men deres ejendom og deres ejere har en klar national base.”[23]

3. Fransk filosofi 
Negris politik er formet af nederlaget for 1960’ernes og 1970’ernes bevægelse. Hans lånte økonomiske teori blev formet af den triumfalisme [sejrsjubel, o.a.], der fulgte den amerikanske kapitalismes omstrukturering i 1980’erne og de stalinistiske regimers sammenbrud. Efter at have skabt en marxisme berøvet sit centrale fokus på arbejderklassen, udfyldte han den tomme skal med poststrukturalistisk filosofi udviklet af en generation af skuffede franske post-1968 intellektuelle.

Boron argumenterer for, at Hardt og Negris stigende afhængighed af poststrukturalistiske filosoffer udspringer af den baggrund, de har tilfælles med dem – et forsøg på at indstille sig på arbejderklassens nederlag og det kapitalistiske overmod. Over for et system der, i øjeblikket, ikke ser ud til at kunne besejres:

”...fremkommer der en række teoretiske og praktiske konsekvenser, som...nydeligt afspejler sig i den postmoderne dagsorden. På den ene side, en nærmest sygelig interesse for sociale former, der vokser i systemets periferi eller sprækker; på den anden side en søgen efter de sociale kræfter, der i det mindste i dag, kan begå en slags overtrædelser [transgression, o.a.] imod systemet og eller kan fremme en form for begrænset og kortvarig undergravende virksomhed mod det.”[24]

Denne interesse for subversive handlinger og overtrædelser kendetegner faktisk mange af de autonomistiske bevægelser, som Negri forbindes med. Men for Negri har potentialet for postmoderne subversive handlinger, med fremkomsten af den post-industrielle produktion og mængden, spredt sig over hele det sociale landskab og over hele kloden. Man kan måske forvente, at Hardt og Negri forklarer, hvordan sådan en konfrontation ser ud. Imidlertid får vi i stedet en tilflugt til filosofi og en beskrivelse af mængden, som forfatterne selv indrømmer kun er ”poetisk”.

Hardt og Negri låner også fra poststrukturalisterne, især Deleuze og Guattari, en eklektisk fremstillingsmåde kendt som ”assemblage” [montage, o.a.]. Timothy Brennan skriver:

”Den kommer til udtryk som en samling selvstændigt uforenelige standpunkter. I Imperiets assemblage bliver sidestillingen af personer, hvis politiske synspunkter er gensidig fjendtlige over for hinanden... præsenteret som erstatningen for tidligere splittelser i jagten på en mere smidig og inkluderende kombination.”[25]

I Imperiet optræder filosoffer som Michel Foucault eller Baruch Spinoza og revolutionære som Rosa Luxemburg på lige fod med Bill Gates, den tidligere amerikanske arbejdsminister Robert Reich og helgenen Frans af Assisi. Denne fremstillingsmåde blev udarbejdet ud fra en afvisning af ”store fortællinger” såsom marxismen, der håbede at kunne forklare og bidrage til at forandre verden, og af et revolutionære subjekt såsom arbejderklassen, der kunne gennemføre sådan en forandring. For Hardt og Negri afspejler denne metode den mængde, de beskriver – en række uensartede, isolerede subjekter, der finder sammen for flygtigt at handle i fællesskab. Faktisk er de gået så langt, at de har sagt, at mængdens kampe ”ikke kan meddeles” og mangler ”en fælles fjende”.

Deres antagelse vil blive betvivlet af de fleste, der har været til stede ved den antikapitalistiske bevægelses store forsamlinger og protester siden Seattle. Her er modstand mod nyliberalisme og krig blevet fælles temaer. Verdens arbejderklasse er måske blevet traumatiseret af nyliberalismens virkning og nederlaget for bevægelserne fra 1960’erne og 1970’erne. Men i stedet for at fejre den vildt overdrevne tilbagegang for arbejderklassen, er udfordringen i dag igen at forbinde den voksende ideologiske modstand mod kapitalismen med den potentielle magt, som arbejderne stadig er i besiddelse af. Negri er afvisende overfor sådan et projekt, men tilbyder intet substantielt i stedet.

Han seneste faux pas [fejltrin, o.a.] – med hensyn til nyliberalismen, EU-forfatningen og krigen i Irak – stammer fra hans manglende evne til at få afklaret både fortidens nederlag og den nutidige kapitalismes karakter. Stort set hver eneste antagelse i hans seneste skrifter forsvinder ud i en den blå luft, når de underkastes blot en hastig empirisk undersøgelse. Med hensyn til strategi slutter Multitude:

”Vi kan allerede erkende, at i dag er tiden opdelt mellem en nutid, der allerede er død og en fremtid, der allerede lever – og den dybe kløft mellem dem er ved at blive enorm. Med tiden vil en begivenhed skyde os som en pil ind i denne levende fremtid. Dette vil være den realpolitiske kærlighedsakt.”[26]

Mens imperialismen hærgen verden, multinationale selskaber og stater skaber ødelæggelse hjemme og i udlandet og den globale opvarmning truer selve vores overlevelse som art, lyder det som et dårligt råd at vente på, at en politisk kærlighedsakt skal redde os.

Oversat af Lars Henrik Carlskov fra International Socialism nr. 109, Vinteren 2006. Bragt i Tidsskriftet Solidaritet, nr. 2, 2006.


[1] M Hardt og A Negri, Empire (Harvard, 2001) [dansk udgave på Informations Forlag i 2003, o.a.]. 

[2] M Hardt og A Negri, Multitude: War and Democracy in the Age of Empire (Penguin, 2004). 

[3] L Duart-Plon, citeret i A Boron, Empire and Imperialism (Zed Books, 2005), s. 20. 

[4] A Negri, Time for Revolution (Continuum, 2003). 

[5] A Negri, The Politics of Subversion (Polity Press, 2005). 

[6] A Negri, Books for Burning (Verso, 2005).

[7] T Murphy og A Mustafa (red.), The Philosophy of Antonio Negri: Resistance in Practice (Pluto, 2005). 

[8] S Wright, Storming Heaven: Class Composition and Struggle in Italian Autonomist Marxism (Pluto, 2002). 

[9] G Balakrishnan (red.), Debating Empire (Verso, 2003). 

[10] A Callinicos, “Tony Negri in Perspective”, i International Socialism 92 (Autumn 2001), http://pubs.socialistreviewindex.org.uk/is92/callinicos.htm.

[11] P Thompson, “Foundation and Empire: A Critique of Hardt and Negri”, i Capital & Class 86 (Summer 2005). 

[12] S Zizek, “Object a as Inherent Limit to Capitalism”, www.lacan.com/zizmultitude.htm 

[13] A Boron, som ovenfor.

[14] Som ovenfor, s. 106.

[15] Som ovenfor.

[16] S Wright, som ovenfor, s. 143. 

[17] N Dyer-Witheford, “Cyber-Negri: General Intellect and Immaterial Labour”, i T Murphy og A Mustafa (red.), som ovenfor, s. 137.

[18] A Negri, ”Karios, Alma Venus, Multitudo”, i Time for Revolution, som ovenfor, s. 201.

[19] M Hardt og A Negri, Imperiet, citeret i A Boron, som ovenfor, s. 52 [her dog efter s. 157 i den danske udgave, o.a.]. 

[20] P Thompson, som ovenfor, s. 80.

[21] K Surin, “Now Everything Must be Reinvented: Negri and Revolution”, i T Murphy og A Mustafa (red.), som ovenfor, s. 229.

[22] M Hardt og A Negri, Imperiet, citeret i A Boron, som ovenfor, s. 52 [danske udgave s. 293, o.a.]. 

[23] A Boron, som ovenfor, s. 46.

[24] Som ovenfor, s. 102.

[25] T Brennan, ”The Italian Ideology”, i G Balakrishnan (red.), som ovenfor, s. 111.

[26] M Hardt og A Negri, Multitude, s. 358.