2018/11/15

Nidkær jagt på de små fisk, mens de store går fri


Ressourcerne bruges på at jagte små millionbeløb, der i det store billede er peanuts.


Af Lars Henrik Carlskov


I forbindelse med de hyppige skandaler om overklassesvindel i form af bl.a. hvidvask, udbytteskat og brug af skattely, hører vi om manglende ressourcer hos staten til at forhindre disse forbrydelser. Men i virkeligheden er det ikke manglende ressourcer, men manglende vilje hos ledende politikere og embedsmænd, der er problemet.

F.eks. blev der i januar måned indsat intet mindre end 130 ansatte fra Skat, Arbejdstilsynet, Fødevarestyrelsen og politiet i en samlet aktion i Bazar Vest i Aarhus-bydelen Gellerup. Det skyldtes angiveligt mistanke om bl.a. socialt bedrageri og sort arbejde hos stedets mange små forretninger (hvis ejere og ansatte oftest har etnisk minoritetsbaggrund). Alle indgange blev spærret for at sikre, at ingen ”forbrydere” undslap.

Men hvis du venter på, at der vil blive indsat en mindre hær på 130 ansatte fra forskellige statslige myndigheder i en samtidig aktion mod Danske Bank og resten af overklassens svindel for milliarder og atter milliarder af kroner, kommer du til at vente længe.

2018/08/15

Socialt oprør eller system-administration?


Enhedslisten forsøger i stigende grad at positionere sig som ”regeringsdueligt” parti. Men uden et revolutionært brud får vi business as usual.

Af Lars Henrik Carlskov


”Jeg ser håb. Og jeg tror, at de opbrudstider vi lever i nu, vil blive set tilbage på som årene for generationen, der lagde stenene til en ny radikal, progressiv og solidarisk forandring", skrev Enhedslistens Pernille Skipper for nylig i en kronik i Dagbladet Information. Bl.a. med henvisning til de senere års fremgang for europæiske venstrefløjskræfter som SYRIZA i Grækenland, Podemos i Spanien og Corbyns Labour i Storbritannien.

Hun fremhævede desuden den samlede opbakning fra 1/5 af befolkningen til Enhedslisten, Alternativet og SF og "et stort ønske om forandring". Det ser hun bl.a. i den seneste overenskomstkamp, unge, som "engagerer sig forbilledligt i klimakampen" og "flere og flere, der siger klart fra over for både den stigende ulighed og den umenneskelige flygtningepolitik." Og Skipper understregede regerings-ambitionerne med henvisning til partiets nye plan "100 dage med Enhedslisten – på vej mod et grønt og solidarisk Danmark".

Til højre for Labour og løsninger via markedet
Her findes 100 forslag, som skal gennemføres de første 100 dage i en regering, hvor partiet har "magt, som vi har agt." Planens indtægter på 58,4 mia. kr. er dog primært "tilbagerulninger" af f.eks. skattelettelser til de rigeste og de store virksomheder. Modsat hos det britiske socialdemokrati (fra hvis manifest, man bl.a. har kopieret layout og slogans som "for de mange, ikke for de få"), er der ingen krav om nationalisering af virksomheder. Blot stop for privatisering og udlicitering og en "arbejdsgruppe", der skal "undersøge mulighederne" for gen-nationalisering at f.eks. DONG, telenettet, Københavns Lufthavn og Statens Serum Instituts vaccineproduktion.

Nationaliserings-spørgsmålet forsøges omgået med en ”almennyttig offentlig bank”, som skal konkurrere på markedet mod de eksisterende finansielle virksomheder. Samt generelt via ”erhvervsstøtteordningerne, skatterne og afgifterne, den offentlige indkøbspolitik og den offentlige kreditgivning” at øge incitamentet til såkaldt ”samfundsgavnlig adfærd” fra erhvervslivet. Forslag fra planen såsom skattelettelser for de laveste indkomster, gratis tandlæge og billigere offentlig transport er selvsagt fornuftige. Det egentlige spørgsmål er imidlertid realismen i Enhedslistens forestilling om planens gennemførelse gennem opnåelse af 50%+1 af folketingstaburetterne.

Strukturelle grænser for reformer
Når venstre-orienterede regeringspartier som f.eks. SF under Thorning eller SYRIZA i Grækenland ender med at stå i spidsen for brutale nedskæringer, selv om de blev valgt på det modsatte, er forklaringen således ikke primært forræderi eller manglende politisk mod. Men i stedet, at enhver nok så ”rød” regering, som forsøger at administrere kapitalismen for at reformere den, må tage hensyn til systemets drivkraft: Profitten. Fører en regering ikke en såkaldt ”erhvervsvenlig” politik, der sikrer kapitalisterne tilstrækkelig profit, tilbageholdes investeringerne, hvilket i sidste ende udløser krise.

Faldende profitrater siden 1970'erne i den danske og de øvrige avancerede kapitalistiske økonomier var den dybereliggende årsag til ”den store recession”, dvs. den globale økonomiske krise, som brød ud 2007-2008. Det desperate forsøg på at genoprette den globale kapitalismes profitabilitet førte til verdens regeringers og arbejdsgiveres blodige offensiv mod lønninger, arbejdsforhold og velfærdsydelser.

Administration af nedskæringer
Det voldsomme økonomiske opsving i årene fra 2. verdenskrigs afslutning og frem til 1970'erne gjorde det i Danmark og andre lande muligt at opbygge den såkaldte ”velfærdsstat”. Men årsagerne til den langvarige højkonjunktur var den omfattende destruktion af kapital i såvel fysisk som værdimæssig forstand, som 1930'ernes økonomiske krise og 2. verdenskrig medførte, samt den kolde krigs militære oprustning. Disse betingelser for reformer inden for systemets rammer er ikke til stede i dag, hvor den danske og de øvrige vestlige kapitalistiske økonomier siden 1970'erne har oplevet relativ stagnation.

En Enhedslisten-regering vil derfor i bedste fald kunne levere bittesmå forbedringer. Og som SF's regeringstid demonstrerede, er selv disse forbedringer langt fra givet uden pres fra stærke folkelige bevægelser. Samtidig risikerer enhver reform, der rammer kapitalisternes profit, at forstærke systemets krisetendenser. Risikoen for, at Enhedslisten som regeringsparti deltager i store velfærdsnedskæringer vil derfor være overvældende. Til dem, der tror en parlamentarisk venstrefløjs-regering er vejen frem, bør vi derfor som revolutionære socialister sige (med den britiske marxist Chris Harmans ord): ”I tror, at en venstrefløjs-regering kan ændre samfundet i arbejderklassens interesse. Det gør vi ikke. Men vi vil kæmpe sammen med jer for at afprøve jeres synspunkt i praksis. Imidlertid gentager vi, at I bør stole på jeres egne kampe, ikke sætte jeres lid til jeres politiske ledere.”

2018/06/03

En ekstraordinær præstation, der bør belønnes


Af Lars Henrik Carlskov

Jørgen Mads Clausen er en plaget mand.

Han er tvunget i knæ af en nådesløs tilværelse. Knockoutet af en hård og ubarmhjertig skæbne. Tildelt kort af livet, hvor han sad tilbage med sorteper. En brik i det store eksistentielle ludo, der brutalt blev slået hjem. Omstændigheder uden for hans kontrol rottede sig sammen mod ham. De gav ham aldrig en chance. Nu åbner han op om den familietragedie, som ramte hans søskendeflok: De arvede milliarder.

Ikke desto mindre rider tanken om, at formuen havde været større uden arveafgift stadig Danfoss' bestyrelsesformand som en mare. 7. maj lagde Berlingske Business spalter til denne lidelseshistorie. Fortalt af manden selv med al den sociale indignation, det er menneskeligt muligt at mobilisere som milliardær tronende på sit kontor i en zebra-stol og med en udstoppet løve ved sin side (naturligvis alt sammen arvet, som det fremgår af billedteksten). ”Den ulykkelige familie er altid på sin måde ulykkelig”, bemærkede Tolstoj i Anna Karenina. Og Jørgen Mads Clausens familie er tilsyneladende ulykkelig på den dér milliardær-i-zebrastol-med-udstoppet-løve-agtige måde.

Han forklarer, at uden arveafgift kan virksomhederne ”investere pengene i vækst og beskæftigelse frem for at frygte for, om man må lukke”. Med en familieformue på 13,1 mia. kr. og et Danfoss-overskud på 5,1 mia. kr. sidste år (700 mio. højere end året før), må man således forstå, at kampen mod arveafgiften er en desperat handling fra en desperat mand. Drevet helt ud til kanten af systemet. Det virker derfor småligt grænsende til det ondskabsfulde at påpege (som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har gjort), at flertallet af de afdøde danskere (55 %) sidste år efterlod sig gæld eller værdier under bundgrænsen for arveafgift på 289.000 kr.

Kun et menneske blottet for empati kan undgå at blive berørt af Mads Jørgen Clausens hjerteskærende beretning om sit livs jammerdal. Uvægerligt ser man for sit indre blik hans ansigt indsat på et af de malerier af grædende børn, som tidligere prydede væggene i landets hjem. Og vi skal huske at værdsætte dem, der gør en særlig indsats. Som udviser risikovillighed. Der iværksætter. F.eks. i dette tilfælde egen fødsel ind i en af landets rigeste familier. En ekstraordinær præstation, der bør belønnes med milliarder og forhåbentlig kan tjene som inspiration for andre ambitiøse fostre.

Hvidvaskede milliarder - straffes med et ”fy"


Vi har to forskellige retssystemer: Èt for overklassen og ét for alle os andre.

Af Lars Henrik Carlskov

Det ses bl.a. i skandalen om Danske Banks hvidvask af astronomiske summer gennem sin estiske filial. Bl.a. 18 mia. kr. fra det korrupte regime i Aserbajdsjan samt 7 mia. kr. fra den russiske præsident Putins familie og landets efterretningstjeneste FSB. Bankens ansatte har endda hjulpet med at skjule kundernes identitet for myndighederne. Både i 2013 og 2014 blev banken advaret om ulovligheder, men iværksatte først i september sidste år en undersøgelse. Iflg. Finanstilsynet har banken i mindst 16 tilfælde brudt reglerne. Alligevel fører det hverken til politianmeldelse eller bøde.

På grund af den negative omtale har Danske Bank dog ofret en af sine direktører, Lars Mørch. Med sig ud af døren får han 15 mio. kr. og kan derfor formentlig lige akkurat holde den værste nød fra døren. De ansvarlige for kriminalitet i milliardklassen går altså fri og forgyldes endda. Til sammenligning indførtes for nylig bl.a. øget kontrol i lufthavne af arbejdsløse, som anklages for socialt bedrageri, hvis de tager på ferie uden at give kommunen besked.

2018/04/23

Den apolitiske "danske model" er ren fiktion


Overenskomst-forhandlinger og faglig kamp er altid dybt politiske.

Af Lars Henrik Carlskov

Da 3F-formand Per Christensen 14/4 var gæstetaler på SF's landsmøde var det med den løftede pegefinger fremme: ”Jeg er nødt til at sige: Lad være med at blande jer fra Christiansborgs side. Og selv om I gør det ud fra den bedste mening. Med støtte”, lød det fra talerstolen. Og i et interview med Dagbladet Information samme dag hævdede S-formand Mette Frederiksen også, at selv sympati-tilkendegivelser fra politiske partier undergraver ”den danske model”.

Få dage forinden havde den trofaste partisoldat og redaktør af det socialdemokratiske net-medie Piopio.dk Jens Jonatan Steen angrebet især Enhedslisten for utidig indblanding i overenskomst-forhandlingerne, hvilket angiveligt var særligt kritisabelt i betragtning af det, han kaldte Socialdemokratiets ”stålsatte kurs for at holde hånden over den danske model.”

Stålsatte socialdemokratiske regeringsindgreb
Denne ”stålsatte kurs” for at beskytte retten til at forhandle overenskomst uden politisk indblanding er i bedste fald af nyere dato. Det har nemlig snarere været reglen end undtagelsen, at Socialdemokratiet har foretaget regeringsindgreb i overenskomst-konflikter. Startende med den første socialdemokratiske regerings planlagte indgreb i storkonflikten 1925, over Staunings tvangsforlængelse af overenskomsterne i 1930'erne, H.C. Hansens berygtede indgreb i 1956, Anker Jørgensen-regeringernes hele tre indgreb, Nyrups tilsvarende i 1998 og Thornings i 2013.

Og Mette Frederiksen, som angiveligt ønsker at beskytte fagbevægelsen mod politisk indblanding, fremlagde såmænd selv som beskæftigelsesminister i 2013 i Folketinget regeringsindgrebet i lærerlockouten. Og 3F-formand Per Christensen er reelt en socialdemokratisk politiker i fagbevægelsen. I et portræt i Kristeligt Dagblad sidste år beskrives han således som ”en aktiv spiller i opstarten af Danmarks Socialdemokratiske Ungdom [i Aalborg, red.], hvis lokale afdeling han som 15-årig senere blev formand for.”

”Enhver klassekamp er en politisk kamp”
Og i 2016 skrev samme Christensen i Politiken, at ”[f]agbevægelsen og Socialdemokratiet har fælles rødder, og som forbundsformand for 3F har jeg den opfattelse, at netop Socialdemokratiets rolle som regeringsbærende og ansvarligt parti er afgørende for det danske samfund.” På samme måde er det en slet skjult hemmelighed, at en formandspost i mange fagforeninger kræver socialdemokratisk partibog. Det nyopfundne argument om, at politisk påvirkning af det faglige arbejde strider mod ”den danske model” er blot et desperat forsøg fra pressede socialdemokratiske politikere og fagbosser på at bevare deres partis kontrol over bevægelsen. Først i 1995 brydes de formelle bånd mellem Socialdemokratiet og fagbevægelsen. Betyder det, at ”den danske model” først er opfundet dér?

Ved dette års overenskomst-forhandlinger er modparten staten, regionerne og kommunerne, hvilket fra starten gør dem politiske. Men allerede i Det Kommunistiske Manifest påpegede Marx og Engels, at ”enhver klassekamp er en politisk kamp.” Og senere forklarede Marx, at ud af ”økonomiske bevægelser” (f.eks. krav til de enkelte kapitalister om lavere arbejdstid), vokser ”alle vegne” ”politiske bevægelser” (f.eks. krav om lavere arbejdstid fastsat ved lov). Med andre ord kan fagbevægelsens arbejde ikke undgå at være politisk. Det egentlige spørgsmål er i stedet, hvilken politisk retning (f.eks. socialdemokratisk reformisme eller revolutionær socialisme), der dominerer.

2018/03/06

Derfor virker offentlige strejker


Det er tid til én gang for alle at begrave myten om offentlige strejkers manglende effekt.

Af Lars Henrik Carlskov

Det hævdes strejkerne ikke virker, fordi den offentlige arbejdsgiver sparer de ansattes løn. Men så skulle regering og arbejdsgivere ønske omfattende strejke-aktivitet i den offentlige sektor. Også regeringsindgreb i offentlige arbejdskampe bliver uforståelige, hvis disse konflikter ikke netop gør ondt på regering og arbejdsgivere. I stedet er de offentligt ansattes arbejde essentielt for den danske og andre avancerede kapitalistiske økonomiers reproduktion.

Værdiskabelsen på det private arbejdsmarked kræver, at arbejderne sikres uddannelse, pasning af børn og ældre, behandling ved sygdom og eksistensen af velfungerende infrastruktur. Og ingen regering (og mindst af alle en svag af slagsen som Løkkes, der vakler fra finanslov til finanslov) kan i længden overleve hel eller delvis lammelse af statsapparatet og dermed af sin evne til at regere. De seneste offentlige overenskomst-strejker i 2008 gav markant større lønstigninger end normalt (mellem 12,8 % og 14,1 %). Og selv et regeringsindgreb er på ingen måde ensbetydende med nederlag.

Magt bag ordene
Indgrebet i storkonflikten 1956 førte tværtimod til massedemonstrationer og efterfølgende folkepension for alle borgere over 67 år. Og under påskestrejkerne 1985 betød indgrebet opblussende strejke-aktivitet og senere 37 timers-arbejdsugen. I forhold til konflikten i 2008 og lærerlockouten i 2013 står fagbevægelsen som følge af den såkaldte ”musketér-ed” nu langt mere samlet – og dermed stærkere. Og alene truslen om konflikt kan føre til større indrømmelser fra regering og arbejdsgivere end ellers.

Men truslen må være reel for at virke, hvilket den ikke er, hvis der sjældent strejkes og dermed sættes magt bag ordene. Både private og offentlige strejker har historisk set været afgørende for tilkæmpelsen af den velfærd og levestandard, som trods alt findes i det moderne kapitalistiske samfund. Men strejkernes måske vigtigste funktion er bevidstgørelse. I lyntempo lærer mange af de kæmpende politisk set mere end under adskillige års ”normal” udvikling. F.eks. nødvendigheden af kamp, sammenhold, tro på egne organisationsevner og mistillid til arbejdsgiverne, de borgerlige medier, politiet, det fagretslige system – og fagbevægelsens top.

Fælles fjende, fælles kamp
Fagtoppen spiller nemlig en modsætningsfyldt rolle. Den er styret af egne interesser, som dels er at forsvare fagforeningerne mod angreb fra f.eks. regering og arbejdsgivere, som underminerer dens egen privilegerede livsstil. Og dels at inddæmme de menige medlemmers selvstændige aktivitet, f.eks. strejker, den ikke kontrollerer, og som derfor kan overflødiggøre dens eksistensgrundlag som forhandlingspartner med arbejdsgiverne. Deraf det skrigende behov for at opbygge et alternativt fagligt lederskab. F.eks. et netværk af tillidsfolk og faglige klubber, som kan udfordre fagbureaukratiet. Under påskestrejkerne 1985 viste den daværende Tillidsmandsringen potentialet for dette.

Chefen i den offentlige sektor er i sidste ende regeringen. Det kan betyde hurtigere politisk generalisering fra de strejkende (fra vrede mod ledelsen på den lokale arbejdsplads til vrede mod systemet). Netop selve det kapitalistiske systems perverse profitlogik skaber den evige strøm af brutale angreb på arbejdsforhold, lønninger og velfærd, selvom samfundets samlede rigdom aldrig har været større. Denne fælles fjende for både offentlige og private arbejdere, arbejdsløse, pensionister og studerende bør mødes med fælles kamp.

2018/01/23

Man tager sig til hovedet: Alka solgt til Tryg


I huj og hast og uden medlemsdebat solgte fagbevægelsen i december forsikringsselskabet Alka for 8,2 mia. kr.

Af Lars Henrik Carlskov

Inkl. dets over 500 ansatte og 380.000 kunder. Men måske er det heller ikke nødvendigt med medlemsdebat, når man som formand for Alkas bestyrelse og HK Kim Simonsen har "kunder" frem for "medlemmer" ("vores rolle i dag [er] ikke at eje det her selskab, men at sørge for, at vores kunder har nogle gode tilbud"). Han forsvarer på bedste solkonge-vis manglende medlemsinddragelse med, at sagen skam har været oppe på et enkelt hovedbestyrelsesmøde.

Alka har ellers tilhørt fagbevægelsen siden 1903 og sikrer den hvert år hundrede millioner af kr. i overskud. Selvom Alkas kunder er lovet samme vilkår de næste fem år, er det logik for burhøns, at priserne senere sættes i vejret, når et børsnoteret selskab med fokus på aktionærudbytte overtager et firma som Alka med fokus på lave priser. Som samtidig har været med til at holde priserne nede for alle andre forsikringsselskabers kunder ved at lægge markedets bundniveau.

Der er med andre ord tale om en ny Dong-sag i form af socialdemokratisk magtarrogance af den corydon'ske slags. Som ser stort på demokratisk debat til fordel for milliardsalg til rovgriske kapitalister. Aktivister fra Facebook-siden "Nej til 42 timer - VORES OK20" demonstrerede mod salget foran 3F's hovedkvarter. Og viste dermed endnu engang svælget mellem fagbevægelsens top og bund.

Kampen var hans element


Filmen ”Den unge Karl Marx” skildrer en af verdenshistoriens vigtigste skikkelsers forvandling fra borgerlig humanist til kommunist og revolutionær.

Af Lars Henrik Carlskov

Instruktøren Raoul Peck kendes bl.a. for den kritikerroste dokumentar ”I Am Not Your Negro” om den sorte amerikanske forfatter og borgerrettighedsaktivist James Baldwin. Denne gang dramatiserer han den berømte filosof, økonom, socialistleder m.m.'s politisk formative ungdomsår. Dvs. perioden fra jobbet som redaktør af en liberal avis gør Marx til flygtning frem til udgivelsen af "Det Kommunistiske Manifest".

Vi ser mødet med medtænkeren og medkæmperen Friedrich Engels. En rig fabrikants søn, som gennem diskussioner, fælles politisk handling, venskab og økonomisk støtte får afgørende betydning for Marx. Centrale for hans intellektuelle udvikling og forståelse af arbejderklassen og den økonomiske analyses nødvendighed var bl.a. to skrifter af Engels ("Rids af en kritik af nationaløkonomien" og "Den arbejdende klasses stilling i England"). Også de mange politiske møder og diskussioner med diverse arbejderforeninger og pionerer i socialismens historie såsom Proudhon, Bakunin og Weitling vækkes her til live på det store lærred.

Ikke nogen lænestols-teoretiker
Udover at være filmisk interessant, er én af "Den unge Karl Marx's" forcer netop fremhævelsen af Marx som en handlingens mand med hyppig kontakt og diskussioner med datidens mest fremtrædende socialister og arbejderledere. Modsat det gængse billede af en lænestols-teoretiker med næsen begravet i bøger. Sidstnævnte havde han selvsagt ofte. Men de sidste fire årtier af sit liv spillede han tillige en uvurderlig aktivistisk rolle i den spirende arbejderbevægelse.

Han var ikke bare forfatter til værker som "Det Kommunistiske Manifest" og "Kapitalen". Men også hovedrolleindehaver i sammenslutningen "1. Internationale", som førte til oprettelsen af socialistiske partier og fagforeninger i en række lande. Herhjemme i form af det socialdemokrati, som ironisk nok i dag lukker grænsen for flygtninge som Marx selv. Og sammen med Engels fungerede han, bl.a. via omfattende brevkorrespondance, også som den nye internationale arbejderbevægelses politiske rådgiver.

Fremfor alt revolutionær
Som tidligere nævnt omhandler filmen dog kun begivenhederne frem til den knap 30-årige Marx på vegne af "Kommunisternes Forbund" skriver en af verdenshistoriens mest indflydelsesrige politisk tekster. Nemlig "Manifestet", som udkom på tærsklen til Europas revolutionære bølge i 1848. Som bl.a. i Danmark førte til (en begrænset og borgerlig form for) demokrati. "Den unge Karl Marx" formår den svære balancegang mellem præsentation af politiske idéer og underholdende historiefortælling.

Desuden er skuespillerpræstationerne glimrende og personkarakteristikkerne virker virkelighedstro. Og på nær nogle få detaljer, der sagtens kan forsvares som nødvendige dramaturgiske greb, er filmen også historisk korrekt. Det gælder også fremstillingen af Marx's kone Jenny og Engels partner Mary som stærke og politiske personligheder. Og den arbejderklasse, der skulle give kapitalismen dødsstødet, findes i allerhøjeste grad stadig. Nemlig defineret som alle, der pga. manglende ejendom må sælge deres arbejdskraft eller overleve på usle sociale ydelser. Derfor er filmen politisk højaktuel. Ikke mindst fordi den viser den Marx, om hvem Engels sagde, at han "var fremfor alt revolutionær" og "kampen var hans element".

"Den unge Karl Marx”, Frankrig/Tyskland/Belgien, 2017, 118 min., premiere 9. november.

2018/01/18

Catalonien og det nationale spørgsmål


Venstrefløjen må forbinde sig med selvstændighedsbevægelser som den catalanske og lede dem i en radikal og revolutionær retning.

Af John Molyneux

Generelt bør socialister støtte nationers ret til selvbestemmelse, inklusive deres ret til at løsrive sig fra større stater og etablere selvstændighed. Det skyldes ikke, at socialister støtter nationalisme, men er præcis fordi de er internationalister og ønsker at arbejde henimod international enhed mellem alle arbejdere.

De forstår, at for at opnå denne internationale enhed, er det nødvendigt at bekæmpe alle former for national undertrykkelse. International enhed må være fuldstændig frivillig. Den kan ikke bygges på tvang. At undlade at støtte en nations ret til selvbestemmelse indebærer næsten altid i realiteten at støtte undertrykkerstatens langt værre nationalisme.

For det andet støtter socialister selvbestemmelse, fordi de forstår, at mindre nationers selvstændighedskampe har en tendens til at svække de herskende kapitalistklasser i de større imperialistiske lande og dermed fremme arbejderklassens sag på internationalt plan.

Handler ikke om ledelsens politiske farve
F.eks. svækkede kampen for irsk selvstændighed fra 1916-1922 britisk imperialisme og fremmede dengang den internationale revolutions sag. Det samme gjaldt indisk selvstændighed i 1947 og senere de afrikanske selvstændighedsbevægelser. Det var derfor enhver britisk socialists pligt at støtte irsk, indisk og afrikansk selvstændighed.

Kun på dette grundlag kunne der være ægte enhed mellem britiske socialister og britiske arbejdere og irske socialister og irske arbejdere eller indiske og afrikanske arbejdere.

Det er rigtigt, at Carles Puigdemont [den catalanske leder, red.] og hans regering er højreorienterede, men det ændrer ikke ved det catalanske folks ret til selvbestemmelse. Forsvar for retten til selvbestemmelse afhænger på ingen måde af støtte til regeringen eller den politiske karakter af ledelsen for den nationale bevægelse: Det er et spørgsmål om det brede lag af befolkningens demokratiske rettigheder.

Socialister kritiserer ganske vist Puigdemont og Cataloniens borgerligt-nationalistiske ledere, men vi kritiserer dem fra venstre for at undlade at mobilisere masserne og virkeligt kæmpe for selvstændighed, for deres vilje til at gå på kompromis og endda forråde kampen, ikke for at vove at trodse Rajoy [den spanske premierminister, red.] og den spanske stat, som er langt større og mere reaktionære nationalister med en lang historie som imperialistiske undertrykkere.

Spanien er undertrykkerstaten
Det er sandt, at Catalonien er en af de mere velstående dele af den spanske stat, ligesom Baskerlandet er, men forskellen i levestandarder til f.eks. Madrid og Castilien [regionen omkring hovedstaden, red.] er marginal. Derudover er det catalanske storborgerskab, de virkeligt rige, hårdnakkede modstandere af selvstændighed.

Dette er et oprør, som kommer nedefra, fra det brede lag af almindelige mennesker i Catalonien. Det er tydeligt ud fra bevægelsens karakter med dens massedemonstrationer og generalstrejker. Derudover gør selve knægtelsen, inklusive med vold som 1. oktober, hvor det spanske politi angreb vælgere, af det catalanske folks ret til at løsrive sig og deres ret til en folkeafstemning Catalonien til en undertrykt nation.

Med kapitalismens generelle forfald og EU's krise, vil vi sandsynligvis se flere og flere forsøg fra mindre nationer på at løsrive sig. Dette er netop, hvad den europæiske herskende klasse og EU-bureaukraterne frygter, men socialister bør byde dette fænomen velkomment og vide, hvordan de bør forbinde sig med det og kanalisere det i en radikal og revolutionær retning.

Oversat og forkortet fra socialistworkeronline.net 20. november 2017.