Thorning: Børn bør ikke være nær vandpistoler

Protesterne 1. maj får statsministeren til at frygte for børns sikkerhed på kampdagen.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Ganske vist har regeringen netop fået vedtaget sin offentlighedslov, men det betyder ikke, at der ikke længere er mulighed for gedigne journalistiske afsløringer. F.eks. har vi jo stadig Femina. Og det er netop dette blad, som i sit nye nummer kan bringe en opsigtsvækkende historie: Det er ikke let at være Helle Thorning-Schmidt.

Bl.a. skød en person 1. maj efter hende med en vandpistol, og i et stort interview med Femina udtaler Thorning-Schmidt: ”Jeg troede faktisk først, det var øl. Man ved jo ikke helt, hvad det er, når man lige bliver ramt af noget vådt…”. Unægtelig en chokerende oplevelse. Bl.a. da det viste sig kun at være vand - og ikke mindst fordi statsministens PET-vagter burde have været mere årvågne, og hvis det havde været øl, vendt hende i den rigtige retning og åbnet hendes mund. Thorning-Schmidt forklarer videre, at hun bagefter talte med ”verdens mindste pige”, uden dog i øvrigt at oplyse mere om dette sensationelt lille barn. Men hvis oplysningerne er korrekte, bør dette rekordtilfælde straks indberettes til Guinness Rekordbog.

Statsministeren oplyser dog, at hun ”blev vred på den lille piges vegne og på min datters vegne – hun var i Fælledparken den dag. Skal det pludselig være sådan, at 1. maj er et så voldsomt sted, at børnene ikke kan være en del af det, som ellers skulle være en fest?” Selv om hun som tidligere nævnt desværre gik glip af øllet, burde Thorning-Schmidt midt i ærgelsen dog nok alligevel have husket, at 1. maj ikke blot er en festdag, men også en kampdag. Hun og den øvrige regering plejer ellers ikke at være blege for lidt klassekamp, også selv om de lidt klodset har fået vendt den den forkerte vej.

Men derudover er det selvfølgelig korrekt, at der 1. maj ikke kun blev sprøjtet med vand. Bl.a. brugte tusindvis af mennesker som bekendt dagen til at protestere mod regeringens nedskæringer. F.eks. forklarede TV2 Østjyllands udsendte reporter på dagen, at ”tusindvis, tusindvis, af mennesker ... højlydt og meget, meget tydeligt har givet udtryk for, at de slet ikke er tilfredse med den politik, regeringen fører.”

Om protesterne generelt udtaler Helle Thorning-Schmidt til Femina: ”Det er 1. maj. Hvis man ikke er enig, kan man bare blive væk, ikke?” - uden dog at uddybe, hvad hun i fremtiden vil bruge sine nu ledige 1. maj-dage til. Men måske er hun alligevel lettere forsinket ved at indstille sig på, at Socialdemokraternes monopol på arbejderbevægelsen blev brudt for knap 100 år siden. Glædeligt, at Socialdemokraterne så småt er ved at omstille sig til en ny virkelighed – f.eks. den, at partiet i flere meningsmålinger står til det dårligste folketingsvalg siden 1898. At antyde, som flere kommentatorer har gjort det, en sammenhæng mellem den kendsgerning og 1.maj-protesterne, må dog betegnes som ondskabsfulde insinuationer.

Man må her heller ikke glemme, at der ved 1. maj i Fælledparken i København faktisk bl.a. blev smidt en røgbombe og opstod lidt skubberi – bl.a. fra S-SF's partisoldater, som forsøgte at mase sig helt op foran scenen. Og selv om det kan forekomme relativt mildt sammenlignet med den behandling regeringen bl.a. har givet arbejdsløse, førtidspensionister, fleksjobbere, studerende samt offentligt ansatte som f.eks. lærere, undervisere, gymnasielærere og SAS-arbejderne, er det hamrende irrelevant. Lige som det er irrelevant, at en stor del af befolkningerne i lande som Irak, Afghanistan, Libyen og Mali nok gerne havde set Danmarks og dets allierede dér anvendte bomber udskiftet med røgbomber og vandpistoler.

Det væsentlige i den her sammenhæng er nemlig, som statsministeren så rigtigt påpeger, at der ikke bør anvendes vandpistoler på en 1. maj, når der er børn til stede. Derfor er det kun godt, at regeringen gennem en af sine seneste reformer har været så fremsynet at sikre, at børnene fremover skal gå i skole det meste af dagen, og derfor undgår at komme i nærheden af vandpistoler og andre farlige genstande - både 1. maj og andre skoledage.

Farvel og utak til VKO

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Ved folketingsvalget 15. september har vi muligheden for at smide Danmarks mest højreorienterede regering i syv årtier på den politiske losseplads. Ikke siden Venstre-regeringen 1926-1929 under ledelse af godsejeren Thomas Madsen-Mygdal har det parlamentariske flertal her i landet befundet sig så langt til højre i det politiske spektrum.

Anders Fogh Rasmussen indledte sin tid i statsministerembedet med at proklamere et ”opgør med klassekampen”. Han og efterfølgeren Lars Løkke Rasmussen har gennem deres politik selv leveret det bedste dementi af den påstand. Millionærerne, milliardærerne og de store virksomheder er blevet forgyldt med store skattelettelser. Imens er uligheden og fattigdommen eksploderet. Vel at mærke før vi har set konsekvenserne af sidste års halvering af dagpengeperioden og beskæring af børnechecken samt den nye 2020-plans afskaffelse af efterlønnen og fjernelse af SU'en for hjemmeboende og studerende, der ikke gennemfører uddannelsen på normeret på tid.

Den borgerlige klassekamp har ramt de etniske minoriteter ekstra hårdt. Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti (VKO) har indført en særlig lav, fattigdomsfremkaldende ydelse ved navn ”starthjælp” for arbejdsløse flygtninge og indvandrere. Den berygtede 24-års regel ved familiesammenføring, senere afløst af det såkaldte ”pointsystem”, er et andet af VKO's mere diskriminerende påfund. Den konstante mistænkeliggørelse og forhånelse af muslimer og deres religion fremkaldte efter Jyllands-Postens Muhammed-karikaturer en international krise, hvor Danmark blev et symbol på statsracisme og systematiseret diskrimination.

I de 10 år Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti har været ved magten, har Danmark ført krig i hele tre forskellige lande. Løgnen om masseødelæggelsesvåben førte i Irak til mere end én million døde og torturscenerne i Abu Ghraib. I Afghanistan er situationen i dag værre end under Taliban, hvis man f.eks. spørger menneskerettighedsaktivisten Malalai Joya og kvindeorganisationen RAWA. Under påskud af menneskerettigheder bomber danske F16-fly nu Libyen, selv om udenrigsminister Lene Espersen så sent som sidste år godkendte salg af militærudstyr til Gaddafi-regimet. Det var næppe heller af hensyn til befolkningen i Bahrain, at regeringen tidligere i år lod Dronning Margrethe overrække en orden til den lokale diktator.

Vi kunne fortsætte med at opremse VKO's politik i forhold til den økonomiske krise, klimaet, uddannelse, sundhed osv. osv. Men alene det allerede nævnte burde være rigelig med grund til, hvorfor det er tid til at sige farvel, men bestemt ikke tak, til VKO.

”Vores revolution kan skabe et alternativ til imperialismen"

Socialistisk Arbejderavis har talt med formanden for Egyptens første uafhængige fagforening om den revolution, der tidligere på året væltede diktatoren Mubarak, og de kampe, der venter forude. 

I Egypten blev RETA, der organiserer landets ejendomsskatteopkrævere, i 2009 den første uafhængige fagforening siden Nassers militærjunta 52 år tidligere kvalte den daværende fagbevægelse. Oprettelsen af RETA skete i kølvandet på 55.000 ejendomsskatteopkræveres tre måneder lange strejke i efteråret 2007, som medførte et fald i skatteopkrævningen på 90 % og endte med sejr i form af en lønstigning på 325 %. Fagforeningens formand Kamal Abu Aita besøgte for nylig Danmark i forbindelse med Enhedslistens årsmøde, hvor han blev interviewet af denne avis.

Om strejkebevægelserne i årene op til Mubaraks fald, de største i Egypten siden 2. verdenskrig, forklarer han:

”De mange strejker før revolutionen, op imod 5000, har dækket næsten alle industrier og brancher. De har rystet systemet og vist det egyptiske folk en metode til at sejre over regimet og opnå sine krav.”

De succesfulde strejker gav befolkningen modet til at kræve sin rettigheder og betød, at modstanden mod regimet ikke længere var begrænset til små grupper af politiske aktivister.

”Strejkerne og den nye arbejderbevægelse bragte kampen til et højere, folkeligt niveau, og dette resulterede i en reel krise for systemet”, fortæller Aita.

Revolutionen fortsætter
Militærregeringen har lovet frie valg til efteråret, og en række af februar-revolutionens middelklasse-aktivister opfordrer nu til ro på gader og arbejdsplader for at sikre en ”glat overgang til demokrati”.

Egyptens nye fagbevægelse fortsætter dog ufortrødent kampen, selvom der ved flere lejligheder er blevet slået hårdt ned på strejker og andre protester. 30. januar blev Føderationen af Uafhængige Fagforeninger dannet og ”siden har flere fagforeninger sluttet sig til hver dag”, siger Aita.

Efter Mubaraks afgang blev Ismail Fahmi, en af systemets mænd, indsat som arbejdsminister, men ”vi væltede ham til sidst, og vi erstattede ham med en mand, som tror på retten til at danne uafhængige fagforeninger”, siger Aita med henvisning til den nye arbejdsminister, Ahmed el-Borai.

Ud over retten til frit at organisere er de nye fagforeningers krav bl.a. en retfærdig mindsteløn, stop for alle privatiseringer, tilbagerulning af tidligere privatiseringer samt genansættelse af de fyrede arbejdere.

Derudover er Aita sammen med en række andre fremtrædende fagforeningsaktivister underskriver på en støtteerklæring for Det Demokratiske Arbejderparti, der er ved at blive dannet og skal sikre arbejderne en stemme i Egyptens kommende politiske landskab.

Lige nu har etableringen af uafhængige fagforeninger dog højeste prioritet, men ”vi betragter fagligt arbejde som en skole, der kan forberede nye politiske bevægelser i fremtiden”.

Alternativ til imperialismen
Et vigtigt element i den egyptiske revolution har været ønsket om et opgør med rollen som Israels vagthund over for palæstinenserne i de besatte områder. Egypten har været med til at opretholde blokaden af Gaza og samtidig indgået en række handelsaftaler, bl.a. om eksport af egyptisk gas, som har været særdeles lukrative for Israel.

”Et af de fundamenterne for den store mobilisering af de arabiske befolkninger har været et opgør med den arabiske nederlagsfølelse over for den zionistiske stat”, forklarer Aita, der ser NATO's intervention i Libyen som en trussel mod de folkelige opstande.

”Vi er imod enhver form for udenlandsk indblanding i de arabiske revolutioner, fordi det vil afspore revolutionen. Det eneste vi har brug for er, at støtten til de imperialistiske kræfter i vores lande stopper”, siger Aita.

”Læg nøje mærke til, at vores befolkninger, som er parate til at bekæmpe undertrykkerne i deres egne lande, også er klar til at bekæmpe vestlig indblanding, selv hvis det kræver at stå side om side med deres undertrykkere”, understreger han.

”Jeg håber, at I vil viderebringe dette budskab til vores kammerater, der trods gode intentioner og modstand mod imperialismen alligevel har politiske mangler på disse områder, hvilket man kunne se på afstemningsresultatet i dag”, lyder meldingen fra Aita om afstemningen på Enhedslistens årsmøde, der endte med snæver opbakning til oprettelsen af flyforbudszonen over Libyen.

Den egyptiske fagforeningsmand slutter interviewet med dette perspektiv for de folkelige opstande i Mellemøsten og Nordafrika:

”Vi kan gennem revolutionerne i de arabiske lande opbygge en humanistisk og folkelig union, som gør op med imperialistiske overgreb og umenneskelig globalisering.”

Socialisme, pacifisme og krig

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Enhedslistens beslutning om at stemme for bombningen af Libyen rejser spørgsmålet om, hvordan vi som socialister forholder os til krig. Den revolutionære marxistiske tradition, som vi i Internationale Socialister betragter os selv som en del af, har udviklet en nyttig metode til at afgøre om en given krig fortjener vores støtte eller ej. Vi er nemlig ikke pacifister, da vi mener, at vold desværre kan være et nødvendigt onde. Alle historiske erfaringer viser således, at den herskende klasse ikke skyr nogen midler for at forsvare sin magt og rigdom.

Den herskende klasse, som har vist sig villig til den mest ekstreme vold i form af Irak-krigen og derigennem at ofre hundredtusinder af menneskeliv for at få kontrol over et andet land og dets olie, vil være så meget desto villigere til at bruge vold mod en socialistisk massebevægelse, der (modsat f.eks. Saddam Hussein-regimet) udgør en direkte trussel mod dens ejendom og privilegier. I sådanne situationer risikerer vi at blive slagtet, hvis vi udelukkende fokuserer på sit-down aktioner og andre former for ikke-voldelig civil ulydighed.

Krig som politikkens fortsættelse
I stedet for pacifistisk modstand mod enhver krig, har vi som nævnt en marxistisk analysemetode til afgøre vores stillingtagen. Denne metode er måske bedst af alle blevet beskrevet af den russiske socialist og revolutionære leder V.I. Lenin, der forklarede, at vi i hvert enkelt tilfælde konkret må undersøge ”krigens klassekarakter: Hvad er årsagen til denne krig, hvilke klasser fører den og hvilke historiske og historisk-økonomiske forhold banede vej for den”. Lenin forklarede desuden om ”dialektikken” (dvs. vores metode) at:

”Med hensyn til krig er dialektikkens hovedtese... at ”krig blot er politikkens fortsættelse med andre [dvs. voldelige] midler”. Sådan lyder formlen hos Clausewitz, en af de største skribenter om krigens historie, hvis tænkning blev stimuleret af Hegel. Og dette var altid synspunktet hos Marx og Engels, der betragtede enhver krig som en fortsættelse af politikken hos de pågældende magter – og hos de forskellige klasser inden for disse lande – i en bestemt periode.”

Når ”krig blot er politikkens fortsættelse med andre midler”, betyder det, at de involverede stater og regeringer i sådanne situationer er drevet af de samme grundlæggende interesser og motiver, som driver deres politik på hjemmefronten og deres mere ”fredelige” udenrigspolitiske initiativer. Det forklarer også, hvorfor det er komplet absurd (som f.eks. Enhedslisten har gjort i forhold til Libyen) at forvente en ”humanitær aktion” fra en række regeringer, herunder den danske regering, der på hjemmefronten står for asocial nedskæringspolitik, forgyldning af millionærerne og milliardærerne og stribevis af racistiske love.

Forskellen mellem politisk og militær støtte
Som socialister betragter vi de imperialistiske stormagter som hovedfjenden. Derfor kan vi i nogle tilfælde, som f.eks. krigen 1980-1988 mellem Irak og Iran, finde på at støtte ”sub-imperialistiske” magter mod imperialismen. Sub-imperialistiske lande er placeret på et lavere trin i hierarkiet mellem verdens forskellige stater og er f.eks. blot regionale stormagter. I denne krig mellem to sub-imperialistiske lande smed USA sin vægt ind bag Irak. Derfor betød Iraks sejr også en sejr for imperialismen og dens muligheder for at intervenere i andre lande og et nederlag for de progressive kræfter overalt i verden, herunder også de folkelige forhåbninger og aktioner, der havde væltet Shahens styre i Iran i 1979 og trods det brutale præstestyre stadig prægede landet. Vi støtter desuden altid ubetinget, men kritisk nationale befrielseskrige mod imperialismen, som f.eks. tidligere i Algeriet, Vietnam og Sydafrika og i dag i bl.a. Palæstina, Irak og Afghanistan.

Vi skelner derudover mellem politisk og militær støtte. Politisk støtte giver vi kun til bevægelser, partier eller regeringer, der lige som os selv er revolutionære socialister. Selv om vi omvendt kan finde på at støtte militær sejr for kræfter, som vi i øvrigt er dybt uenige med, betyder det på ingen måde, at vi pludselig opgiver vores politiske kritik af dem. Militær støtte betyder støtte til militær sejr for den ene part i en krig. I praksis kan militær støtte betyde alt lige fra blot propaganda for den parts sejr i en krig, til våbenhjælp og i yderste konsekvens udsendelsen af uafhængige militære brigader af socialister på den ene side i en krig.

Men i alle tilfælde gælder det, at vi aldrig kan give hverken politisk eller militær støtte til verdens førende imperialistiske staters krige, som f.eks. NATO's bombning af Libyen.

Bragt i Socialistisk Arbejderavis nr. 308, 8. april 2011.