Socialistisk Arbejderavis har talt med formanden for Egyptens første uafhængige fagforening om den revolution, der tidligere på året væltede diktatoren Mubarak, og de kampe, der venter forude.
Om strejkebevægelserne i årene op til Mubaraks fald, de største i Egypten siden 2. verdenskrig, forklarer han:
”De mange strejker før revolutionen, op imod 5000, har dækket næsten alle industrier og brancher. De har rystet systemet og vist det egyptiske folk en metode til at sejre over regimet og opnå sine krav.”
De succesfulde strejker gav befolkningen modet til at kræve sin rettigheder og betød, at modstanden mod regimet ikke længere var begrænset til små grupper af politiske aktivister.
”Strejkerne og den nye arbejderbevægelse bragte kampen til et højere, folkeligt niveau, og dette resulterede i en reel krise for systemet”, fortæller Aita.
Revolutionen fortsætter
Militærregeringen har lovet frie valg til efteråret, og en række af februar-revolutionens middelklasse-aktivister opfordrer nu til ro på gader og arbejdsplader for at sikre en ”glat overgang til demokrati”.
Egyptens nye fagbevægelse fortsætter dog ufortrødent kampen, selvom der ved flere lejligheder er blevet slået hårdt ned på strejker og andre protester. 30. januar blev Føderationen af Uafhængige Fagforeninger dannet og ”siden har flere fagforeninger sluttet sig til hver dag”, siger Aita.
Efter Mubaraks afgang blev Ismail Fahmi, en af systemets mænd, indsat som arbejdsminister, men ”vi væltede ham til sidst, og vi erstattede ham med en mand, som tror på retten til at danne uafhængige fagforeninger”, siger Aita med henvisning til den nye arbejdsminister, Ahmed el-Borai.
Ud over retten til frit at organisere er de nye fagforeningers krav bl.a. en retfærdig mindsteløn, stop for alle privatiseringer, tilbagerulning af tidligere privatiseringer samt genansættelse af de fyrede arbejdere.
Derudover er Aita sammen med en række andre fremtrædende fagforeningsaktivister underskriver på en støtteerklæring for Det Demokratiske Arbejderparti, der er ved at blive dannet og skal sikre arbejderne en stemme i Egyptens kommende politiske landskab.
Lige nu har etableringen af uafhængige fagforeninger dog højeste prioritet, men ”vi betragter fagligt arbejde som en skole, der kan forberede nye politiske bevægelser i fremtiden”.
Alternativ til imperialismen
Et vigtigt element i den egyptiske revolution har været ønsket om et opgør med rollen som Israels vagthund over for palæstinenserne i de besatte områder. Egypten har været med til at opretholde blokaden af Gaza og samtidig indgået en række handelsaftaler, bl.a. om eksport af egyptisk gas, som har været særdeles lukrative for Israel.
”Et af de fundamenterne for den store mobilisering af de arabiske befolkninger har været et opgør med den arabiske nederlagsfølelse over for den zionistiske stat”, forklarer Aita, der ser NATO's intervention i Libyen som en trussel mod de folkelige opstande.
”Vi er imod enhver form for udenlandsk indblanding i de arabiske revolutioner, fordi det vil afspore revolutionen. Det eneste vi har brug for er, at støtten til de imperialistiske kræfter i vores lande stopper”, siger Aita.
”Læg nøje mærke til, at vores befolkninger, som er parate til at bekæmpe undertrykkerne i deres egne lande, også er klar til at bekæmpe vestlig indblanding, selv hvis det kræver at stå side om side med deres undertrykkere”, understreger han.
”Jeg håber, at I vil viderebringe dette budskab til vores kammerater, der trods gode intentioner og modstand mod imperialismen alligevel har politiske mangler på disse områder, hvilket man kunne se på afstemningsresultatet i dag”, lyder meldingen fra Aita om afstemningen på Enhedslistens årsmøde, der endte med snæver opbakning til oprettelsen af flyforbudszonen over Libyen.
Den egyptiske fagforeningsmand slutter interviewet med dette perspektiv for de folkelige opstande i Mellemøsten og Nordafrika:
”Vi kan gennem revolutionerne i de arabiske lande opbygge en humanistisk og folkelig union, som gør op med imperialistiske overgreb og umenneskelig globalisering.”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar