Catalonien og det nationale spørgsmål

Venstrefløjen må forbinde sig med selvstændighedsbevægelser som den catalanske og lede dem i en radikal og revolutionær retning.

Af John Molyneux

Generelt bør socialister støtte nationers ret til selvbestemmelse, inklusive deres ret til at løsrive sig fra større stater og etablere selvstændighed. Det skyldes ikke, at socialister støtter nationalisme, men er præcis fordi de er internationalister og ønsker at arbejde henimod international enhed mellem alle arbejdere.

De forstår, at for at opnå denne internationale enhed, er det nødvendigt at bekæmpe alle former for national undertrykkelse. International enhed må være fuldstændig frivillig. Den kan ikke bygges på tvang. At undlade at støtte en nations ret til selvbestemmelse indebærer næsten altid i realiteten at støtte undertrykkerstatens langt værre nationalisme.

For det andet støtter socialister selvbestemmelse, fordi de forstår, at mindre nationers selvstændighedskampe har en tendens til at svække de herskende kapitalistklasser i de større imperialistiske lande og dermed fremme arbejderklassens sag på internationalt plan.

Handler ikke om ledelsens politiske farve
F.eks. svækkede kampen for irsk selvstændighed fra 1916-1922 britisk imperialisme og fremmede dengang den internationale revolutions sag. Det samme gjaldt indisk selvstændighed i 1947 og senere de afrikanske selvstændighedsbevægelser. Det var derfor enhver britisk socialists pligt at støtte irsk, indisk og afrikansk selvstændighed.

Kun på dette grundlag kunne der være ægte enhed mellem britiske socialister og britiske arbejdere og irske socialister og irske arbejdere eller indiske og afrikanske arbejdere.

Det er rigtigt, at Carles Puigdemont [den catalanske leder, red.] og hans regering er højreorienterede, men det ændrer ikke ved det catalanske folks ret til selvbestemmelse. Forsvar for retten til selvbestemmelse afhænger på ingen måde af støtte til regeringen eller den politiske karakter af ledelsen for den nationale bevægelse: Det er et spørgsmål om det brede lag af befolkningens demokratiske rettigheder.

Socialister kritiserer ganske vist Puigdemont og Cataloniens borgerligt-nationalistiske ledere, men vi kritiserer dem fra venstre for at undlade at mobilisere masserne og virkeligt kæmpe for selvstændighed, for deres vilje til at gå på kompromis og endda forråde kampen, ikke for at vove at trodse Rajoy [den spanske premierminister, red.] og den spanske stat, som er langt større og mere reaktionære nationalister med en lang historie som imperialistiske undertrykkere.

Spanien er undertrykkerstaten
Det er sandt, at Catalonien er en af de mere velstående dele af den spanske stat, ligesom Baskerlandet er, men forskellen i levestandarder til f.eks. Madrid og Castilien [regionen omkring hovedstaden, red.] er marginal. Derudover er det catalanske storborgerskab, de virkeligt rige, hårdnakkede modstandere af selvstændighed.

Dette er et oprør, som kommer nedefra, fra det brede lag af almindelige mennesker i Catalonien. Det er tydeligt ud fra bevægelsens karakter med dens massedemonstrationer og generalstrejker. Derudover gør selve knægtelsen, inklusive med vold som 1. oktober, hvor det spanske politi angreb vælgere, af det catalanske folks ret til at løsrive sig og deres ret til en folkeafstemning Catalonien til en undertrykt nation.

Med kapitalismens generelle forfald og EU's krise, vil vi sandsynligvis se flere og flere forsøg fra mindre nationer på at løsrive sig. Dette er netop, hvad den europæiske herskende klasse og EU-bureaukraterne frygter, men socialister bør byde dette fænomen velkomment og vide, hvordan de bør forbinde sig med det og kanalisere det i en radikal og revolutionær retning.

Oversat og forkortet fra socialistworkeronline.net 20. november 2017.

Danmark har slaveblod på sit flag

I anledning af 100-året for salget af de vestindiske øer til USA bringes her historien om Danmark som slavehandlernation og voldelig kolonimagt i Caribien og Afrika.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Fra midten af 1600-tallet til starten af 1800-tallet blev ca. 111.000 slaver kidnappet og under dansk flag sejlet fra Afrika til Caribien. I disse år stod Danmark for ca. 2,3 % af og var 7. største aktør i den atlantiske slavehandel. De caribiske øer Skt. Croix, Skt. Thomas og Skt. Jan, hvor europæiske kolonialister i forvejen havde udryddet den indfødte befolkning, blev danske kolonier. Især Skt. Thomas’ havn blev internationalt centrum for slavehandel, og det er en myte, at danske slaver havde bedre forhold, hvilket alle kolonimagter hævder om egne slaver.

Slaverne blev brændemærket, og under den 2-3 måneder lange sejlads over Atlanterhavet sad den enkelte slave lænket på mindre plads end en ligkiste. Ca. hver 6. slave døde under overfarten, og mange andre inden for første år på øerne. I et dansk 1700-talsreglement var straffen til slaver for tyveri at blive knebet tre gange med gloende tænger og derefter hængning. For flugtforsøg var den amputation af benet, men hvis slaven blev tilgivet af sin herre, var den i stedet 150 piskeslag og afskæring af øret. For en slave, der slog, truede eller talte hårdt til en hvid, var den at blive knebet tre gange med gloende tænger og bagefter hængning, hvis den hvide ønskede det. Ellers afhugning af slavens hånd. Ét ”retskaffent” hvidt vidne var nok til at få en slave dømt, og ved ”formodninger” i sagen skulle slaven tortureres.

Med vold og blod blev land bygget
Enorme formuer blev skabt af den såkaldte ”trekantshandel”, hvor bl.a. våben byttedes til slaver i den danske koloni Guldkysten i nutidens Ghana, hvorefter slaverne fragtedes til Caribien til tvangsarbejde på plantager. Derfra blev bl.a. sukker og rom sendt til Danmark.

Profitten fra slavehandel byggede en stor af del af København, bl.a. Christian IX’s palæ (hvor Dronningen bor), Det Gule Palæ (der huser Kongehusets administration), Odd Fellow Palæet, Dehns Palæ og Admiral Hotel. Det gælder også statsministerboligen Marienborg og en række andre danske landsteder. Slaveprofitterne var en af de økonomiske motorer for ”den florissante” (dvs. blomstrende) handelsperiode, som gjorde borgerskabet til en afgørende magtfaktor i det danske samfund.

”Opdagelsen af guld- og sølvlandene i Amerika, udryddelsen, trældommen og begravelsen af den indfødte befolkning i bjergværkerne, den begyndende erobring og udplyndring af Ostindien, Afrikas forvandling til et indelukke for handelsjagt på sorthudede, kendetegner den kapitalistiske produktionsæras morgenrøde. Disse idylliske processer er hovedmomenter i den oprindelige akkumulation.” Sådan beskrev Karl Marx kolonialisme og slaveri som afgørende faktorer i kapitalismens gennembrud.

”Den oprindelige akkumulation” betød også af, at europæiske bønder voldeligt fik frataget jorden, hvilket skabte et besiddelsesløst landproletariat, som senere blev til den industrielle arbejderklasse. Racismen opstod som ideologi for at legitimere slavehandelen og blev sammen med råsukker bragt til Danmark i det 18. århundrede.

Allerede som ung formulerede Marx et krav om at ”omstyrte alle forhold”, hvor mennesket er ”fornedret” og ”kuet”, og han anså desuden slaveriet for en hindring for arbejderklassens befrielse, uanset hudfarve, lige som han forstod amerikansk slavebomulds betydning for tekstilindustrien i kapitalismens daværende britiske centrum. Han skrev, at i USA ”var enhver selvstændig arbejderbevægelse lammet, så længe slaveriet skæmmede en del af republikken. Arbejdet kan ikke frigøre sig i hvid hud, hvor det er brændemærket i sort hud.”

Oprør og revolutioner stopper slaveriet
Et af de første og mest langvarige slaveoprør på de to amerikanske kontinenter brød i 1733 ud på den danske koloni Skt. Jan. Her overtog slaverne det meste af øen, men med udenlandske tropper blev oprøret kvalt efter ni måneder. Oprørere blev tortureret og henrettet, men de fleste valgte selvmord frem for overgivelse. Flere selvstændige amerikanske stater havde allerede forbudt slaveri i 1770’erne og 1780’erne, Frankrig forbød det i 1794 og Storbritannien frigav slaverne i 1834. I kølvandet på den franske revolution 1789 og slaverevolutionen på Haiti 1791 forbød Danmark i 1792 handel med nye slaver fra Afrika. Ikke handel med slaver i Caribien. Danmark frygtede et britisk forbud, og desuden døde slaverne hurtigere end de kunne reproducere sig selv. Det danske forbud indførtes med varsel på 10 år, hvor danske plantageejere med favorable statslige lån og tilskud importerede flere slaver end nogensinde før for at blive selvforsynet.

På de danske øer i Caribien blev slaveriet først ophævet i det europæiske revolutionsår 1848, hvor enevælden faldt i Danmark. Kort før var der slaveoprør på de franske øer Martinique og Guadeloupe. På Skt. Croix marcherede 8.000 slaver til byen Frederiksted og krævede øjeblikkelig frigivelse, frem for gradvis løsladelse over 12 år som lovet året før. Slaverne var bevæbnede med knive og knipler og deres leder, som de kaldte General Buddo, truede guvernør von Scholten med generalstrejke, hvorefter denne frigav dem. Under von Scholtens efterfølger henrettedes 17 af oprørerne. General Buddo overgav sig efter løfter om frit lejde, men blev deporteret til Trinidad, mens plantageejerne fik erstatning for krænket ejendomsret over slaverne.

Arbejderkamp og dansk menneskehandel
De tidligere slaver arbejdede videre på plantagerne, hvor de nu i stedet var bundet af langvarige arbejdskontrakter. Forholdene på øerne var så miserable, at i 1870’erne døde 1.433 børn for hver 1.000 fødte børn. Ved arbejderopstanden Fireburn på Skt. Croix i 1878 blev bl.a. butikker, pakhuse, varehuse, godser og sukkerraffinaderier plyndret og antændt. 12 oprørere blev straks henrettet til skræk og advarsel. Tre kvindelige oprørsledere (kaldet ”queens”) fik dødsdom, senere ændret til fængsel med hårdt arbejde på livstid. Op mod 250 arbejdere blev dræbt, og et medlem af plantageejernes væbnede korps skrev, at ”[d]er blev omtrent skudt 10 eller 12 Negro og 3 eller 4 paa Plantagen Work & Rest, hvorefter vi ikke havde den fornøielse at skyde flere før om Eftermiddagen paa Plantagen Glynn.”

Det danske socialdemokrati støttede i sin avis de sorte arbejdere, idet ”[d]e Rige Plantere har som overalt, hvor Kapitalisterne regerer og huserer, gjort Øen til et Helvede for dem, som maa arbejde.” Den fortsatte elendighed førte i 1916 til en succesrig generalstrejke blandt de sorte landarbejdere anført af David Hamilton Jackson, der havde organiseret dem i fagforening. Sidstnævnte blev set som så stor en trussel, at der blev sendt et krigsskib fra Danmark. I 1917 blev øerne uden folkeafstemning blandt deres befolkning solgt til USA for 25 mio. dollars (svarende til 1/3 af den danske stats årsindtægt).

Jackson kaldte det ”en Skandale, at Danmark gaar ind herpaa, hellere end at give Folket dets fulde Frihed!” Den danske revolutionære Gerson Trier protesterede i et brev til Stauning, der var trådt ind i regeringen under 1. verdenskrig, over den manglende afstemning på øerne som et brud på folkenes selvbestemmelsesret og krævede Socialdemokratiets hovedbestyrelse indkaldt øjeblikkeligt. Fra udlandet skrev Lenin om salget: ”Hvem har sagt, at man ikke sælger mennesker i vor tid? Det gør man ganske glimrende”. Det er denne skamplet på Danmarkshistorien, der i 2017 fylder 100 år.

Socialisme, pacifisme og krig

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Enhedslistens beslutning om at stemme for bombningen af Libyen rejser spørgsmålet om, hvordan vi som socialister forholder os til krig. Den revolutionære marxistiske tradition, som vi i Internationale Socialister betragter os selv som en del af, har udviklet en nyttig metode til at afgøre om en given krig fortjener vores støtte eller ej. Vi er nemlig ikke pacifister, da vi mener, at vold desværre kan være et nødvendigt onde. Alle historiske erfaringer viser således, at den herskende klasse ikke skyr nogen midler for at forsvare sin magt og rigdom.

Den herskende klasse, som har vist sig villig til den mest ekstreme vold i form af Irak-krigen og derigennem at ofre hundredtusinder af menneskeliv for at få kontrol over et andet land og dets olie, vil være så meget desto villigere til at bruge vold mod en socialistisk massebevægelse, der (modsat f.eks. Saddam Hussein-regimet) udgør en direkte trussel mod dens ejendom og privilegier. I sådanne situationer risikerer vi at blive slagtet, hvis vi udelukkende fokuserer på sit-down aktioner og andre former for ikke-voldelig civil ulydighed.

Krig som politikkens fortsættelse
I stedet for pacifistisk modstand mod enhver krig, har vi som nævnt en marxistisk analysemetode til afgøre vores stillingtagen. Denne metode er måske bedst af alle blevet beskrevet af den russiske socialist og revolutionære leder V.I. Lenin, der forklarede, at vi i hvert enkelt tilfælde konkret må undersøge ”krigens klassekarakter: Hvad er årsagen til denne krig, hvilke klasser fører den og hvilke historiske og historisk-økonomiske forhold banede vej for den”. Lenin forklarede desuden om ”dialektikken” (dvs. vores metode) at:

”Med hensyn til krig er dialektikkens hovedtese... at ”krig blot er politikkens fortsættelse med andre [dvs. voldelige] midler”. Sådan lyder formlen hos Clausewitz, en af de største skribenter om krigens historie, hvis tænkning blev stimuleret af Hegel. Og dette var altid synspunktet hos Marx og Engels, der betragtede enhver krig som en fortsættelse af politikken hos de pågældende magter – og hos de forskellige klasser inden for disse lande – i en bestemt periode.”

Når ”krig blot er politikkens fortsættelse med andre midler”, betyder det, at de involverede stater og regeringer i sådanne situationer er drevet af de samme grundlæggende interesser og motiver, som driver deres politik på hjemmefronten og deres mere ”fredelige” udenrigspolitiske initiativer. Det forklarer også, hvorfor det er komplet absurd (som f.eks. Enhedslisten har gjort i forhold til Libyen) at forvente en ”humanitær aktion” fra en række regeringer, herunder den danske regering, der på hjemmefronten står for asocial nedskæringspolitik, forgyldning af millionærerne og milliardærerne og stribevis af racistiske love.

Forskellen mellem politisk og militær støtte
Som socialister betragter vi de imperialistiske stormagter som hovedfjenden. Derfor kan vi i nogle tilfælde, som f.eks. krigen 1980-1988 mellem Irak og Iran, finde på at støtte ”sub-imperialistiske” magter mod imperialismen. Sub-imperialistiske lande er placeret på et lavere trin i hierarkiet mellem verdens forskellige stater og er f.eks. blot regionale stormagter. I denne krig mellem to sub-imperialistiske lande smed USA sin vægt ind bag Irak. Derfor betød Iraks sejr også en sejr for imperialismen og dens muligheder for at intervenere i andre lande og et nederlag for de progressive kræfter overalt i verden, herunder også de folkelige forhåbninger og aktioner, der havde væltet Shahens styre i Iran i 1979 og trods det brutale præstestyre stadig prægede landet. Vi støtter desuden altid ubetinget, men kritisk nationale befrielseskrige mod imperialismen, som f.eks. tidligere i Algeriet, Vietnam og Sydafrika og i dag i bl.a. Palæstina, Irak og Afghanistan.

Vi skelner derudover mellem politisk og militær støtte. Politisk støtte giver vi kun til bevægelser, partier eller regeringer, der lige som os selv er revolutionære socialister. Selv om vi omvendt kan finde på at støtte militær sejr for kræfter, som vi i øvrigt er dybt uenige med, betyder det på ingen måde, at vi pludselig opgiver vores politiske kritik af dem. Militær støtte betyder støtte til militær sejr for den ene part i en krig. I praksis kan militær støtte betyde alt lige fra blot propaganda for den parts sejr i en krig, til våbenhjælp og i yderste konsekvens udsendelsen af uafhængige militære brigader af socialister på den ene side i en krig.

Men i alle tilfælde gælder det, at vi aldrig kan give hverken politisk eller militær støtte til verdens førende imperialistiske staters krige, som f.eks. NATO's bombning af Libyen.

Bragt i Socialistisk Arbejderavis nr. 308, 8. april 2011.

Rød-brun demo bør være en lærestreg for venstrefløjen

AF LARS HENRIK CARLSKOV 

Fredag eftermiddag oplevede vi desværre atter det tåkrummende syn af fremtrædende repræsentanter for Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten stående skulder ved skulder med racistiske politikere og erklærede nazister i en demonstration mod den islamistiske organisation Hizb-ut-Tahrir. Velkendte islamofober som Karen Jespersen og Farshad Kholghi var inviteret som talere, og ud over repræsentanter fra venstrefløjen mødte intet mindre end otte ministre op, foruden naturligvis delegationer fra højreradikale grupper som Danmarks Nationale Front og SIAD. Så der blev både heilet og råbt perker ved demonstrationen.

På forhånd havde det vakt voldsom opstandelse, at Hizb-ut-Tahrir i invitationen til arrangementet i Den Sorte Diamant afbilledede en kiste svøbt i dannebrog og forklarede, at mødet ville:

”...sætte fokus på pligten til væbnet modstand for muslimerne i Afghanistan og omegn. Vi anser denne modstand som fuldt ud legitim. I den sammenhæng vil myndighedernes forsøg på at kriminalisere eller intimidere enhver krigsmodstander også blive belyst.”

Dette resulterede som bekendt i, at kulturminister Per Stig Møller forsøgte at forhindre afholdelsen af mødet samt, at justitsminister Lars Barfoed, på opfordring fra De Radikale og SF, bad rigsadvokaten om igen at undersøge muligheden for at forbyde organisationen. Lars Barfoed forklarede endvidere, at det falder uden for ytringsfrihedens rammer at beskrive afghanernes væbnede modstand mod NATO's besættelse som legitim.

Hvis vi skal følge den særegne Barfoed'ske logik, bør det således også være strafbart, som f.eks. den fremtrædende amerikanske jurist Marjorie Cohn har gjort det, at betegne NATO's krig som ”ulovlig”, idet det indebærer, at afghanernes modstand, voldelig såvel som ikke-voldelig, er lovlig. Til kategorien af strafbare handlinger hører det dermed også at citere FN-charterets artikel 51 og FN-resolution 42/159, der begge fastslår retten til at gøre oprør mod en besættelse.

Selvom justitsministeren, tilmed assisteret af De Radikale og SF, vil bruge domstolene til at forhindre udbredelsen af sådanne ytringer, må det være på sin plads at understrege, at retten til modstand mod besættelse og undertrykkende regimer ikke er afhængig af en juridisk forhåndsgodkendelse. Tværtimod vil magthaverne oftest stemple legitim modstand som ”terrorisme”, på samme måde som den danske modstandsbevægelse oplevede det under 2. verdenskrig og som det efterfølgende er sket for nationale befrielsesbevægelser lige fra Algeriet og Vietnam til Sydafrika og Palæstina. Nøjagtig det samme er tilfældet i Afghanistan i dag, på trods af, at selv amerikanske efterretningsrapporter vurderer, at blot omkring 10 % af oprørerne tilhører grupper som Taliban og al-Qaeda.

Fremmer racisternes og krigstilhængernes agenda
Det er pinligt nok i sig selv at se dele af venstrefløjen demonstrere side om side med borgerlige ministre og højreradikale grupper. Men pinligheden bliver bestemt ikke mindre af, at arrangørerne havde opfordret til at medbringe dannebrogsflag og gule ”Støt vore soldater”-sløjfer. Venstrefløjen forsyner således ikke blot racisme og nationalisme med et skær af respektabilitet, men lader sig tilmed indrullere i støtten til den danske krigsførelse.

For netop det påståede hensyn til de udsendte soldater dominerer debatten om den danske krigsdeltagelse og bruges af krigstilhængerne til at forsøge at lukke på munden på kritikkerne, samtidig med, at "fjenden" i Afghanistan frakendes enhver form for legitimitet. De betragtes, for nu at bruge Bush-regeringens betegnelse, som "illegale kombattanter. Hvis politikerne virkelig bekymrer sig om de udsendte soldater, bør de straks trække dem hjem og sikre, at de får den nødvendige hjælp i overgangen til et civilt liv. Ansvaret for eventuelle drab på danske soldater hviler således på de politikere, der har sendt dem i krig for at tjene NATO's geopolitiske interesser.


Betyder alt dette, at venstrefløjen aldrig kan demonstrere mod Hizb-ut-Tahrir? Nej, det ville være lige så tåbeligt som på forhånd at fraskrive sig retten til at demonstrere mod en hvilken som helst anden organisation. Men i en situation, hvor organisationen er komplet marginaliseret og det politiske klima er så betændt, at Danmark er blevet indehaver af Europas strammeste udlændingepolitik og et internationalt symbol på racistisk hetz og diskrimination, flyder sådanne demonstrationer uvægerligt sammen med den generelle fremmedfjendskhed.

Det er således ingen tilfældighed, at et flertal af landets muslimer, trods deres uvilje mod Hizb-ut-Tahrir, ikke brød sig om Villy Søvndals skrid-ad-helvede-til-retorik. Lige så lidt er det tilfældigt, at formanden for soldaterveteranforeningen De Blå Baretter uden at møde den mindste kritik kunne kræve Hizb-ut-Tahrirs medlemmer arresteret med den begrundelse, at i ”alle andre krige har man interneret fjender af nationen”. Med andre ord: Oprettelsen af en form for koncentrationslejre som f.eks. under 2. verdenskrig, hvor danske kommunister blev interneret i Horserødlejren og hvor amerikanere med tysk, italiensk eller japansk baggrund i USA blev interneret i lejre. Når sådan et krav kan passere uden at møde en storm af protester, siger det alt om, hvilken reaktionær dagsorden venstrefløjen fremmer ved at tilslutte sig hylekoret mod Hizb-ut-Tahrir. 

Fascisme?
Men er Hizb-ut-Tahrir da ikke en fascistisk organisation, som vi i lighed med andre højreradikale grupper bør demonstrere imod? Er partiet f.eks. ikke imod demokrati og kvinders og homoseksuelles rettigheder? Sådan lyder en populær indvending på venstrefløjen. Desværre lider dette argument under en helt igennem borgerlig fascisme-forståelse, der udspringer af den primitive totalitarisme-teori, hvor man finder nogle enkelte fællestræk mellem forskellige ideologier og bevægelser (som f.eks. nazismen, kommunismen og islamismen) og på baggrund deraf konkluderer, at der grundlæggende er tale om ét og samme fænomen.

Ud fra en lignende logik kunne man således beskrive 1950'ernes USA som et fascistisk samfund, idet det var præget af storkapitalens dominans, voldsom anti-kommunisme, imperialistisk udenrigspolitik, raceadskillelse osv. osv. Imidlertid er der den afgørende forskel, at der også fandtes parlamentarisk demokrati (selvom det diskriminerede den sorte del af befolkningen), hvilket gav venstrefløjen en række muligheder for legalt arbejde, som ikke findes i fascistiske stater.

For at kunne bekæmpe den virkelige fascistiske trussel, som har gode vækstbetingelser under den kapitalistiske verdensøkonomis nuværende krise, er det afgørende at droppe den sløsede omgang med fascisme-betegnelsen, hvor den snarere bruges som skældsord end analytisk begreb. Fascismen grundlæggende historiske kendetegn var, at den var en massebevægelse baseret på det småborgerskab, der på grund af 1920'ernes og 1930'ernes økonomiske krise truedes af proletarisering, og som borgerskabet derfor, da det ikke længere kunne regere på almindelig parlamentarisk vis, kunne bruge til at smadre arbejderbevægelsens organisationer for at sikre det kapitalistiske systems fortsatte eksistens. Det er derfor meget svært at se, hvad der, bortset fra nogle få overfladiske lighedstegn, kvalificerer Hizb-ut-Tahrir eller andre islamistiske, eller for den sags skyld stalinistiske, partier til fascisme-betegnelsen.

Modsat fascistiske organisationer har Hizb-ut-Tahrir ingen stormtropper, og der findes ingen dokumentation for, at partiet skulle stå bag voldelige overfald, selvom den militante, til tider endda antisemitiske, retorik har indbragt flere medlemmer domme for trusler. I modsætning dertil overfalder højreekstreme grupper jævnligt venstreorienterede, etniske minoriteter og homoseksuelle. Den nutidige trussel om fascisme kommer i dag ikke fra nogen islamistisk gruppe, men derimod snarere fra kredse noget tættere på regeringen og ikke mindst dens parlamentariske støtteparti. Og i den aktuelle sag er det personer som justitsminister Lars Barfoed og kulturminister Per Stig Møller, der har angrebet såvel forsamlingsfriheden og ytringsfriheden som retten til frit at danne partier. 

En lærestreg for venstrefløjen
Hvis venstrefløjen skal formå at tiltrække de muslimer, der måtte føle sig tiltrukket af Hizb-ut-Tahrir og lignende gruppers militante modstand mod den islamofobiske hetz, krigene i Irak og Afghanistan og de vestlige regeringers accept af besættelsen af Palæstina, er det mildest talt en håbløs strategi at istemme racisternes og krigstilhængernes hysteriske fordømmelse af disse grupper, uanset hvor lidt vi i øvrigt bryder os om dem. Som forskeren Kirstine Sinclair påpeger kan sådanne grupper tværtimod "bruge [det] til at sige til andre muslimer, at de alle sammen er uønskede i det danske samfund". 

Fredagens rød-brune sammenrend uden for Den Sorte Diamant burde vise med al ønskelig tydelighed, hvordan venstrefløjen risikerer, at berettiget kritik af reaktionære tendenser, instrumentaliseres til en generel hetz mod muslimer. Og dermed risikerer vi også, at det for det store flertal af muslimerne, der ingen sympati føler for islamistiske strømninger, vil se ud som om venstrefløjen gør fælles front med krigsførende og racistiske politikere.

Den bedste måde venstrefløjen kan forhindre, at grupper som Hizb-ut-Tahrir vinder opbakning, er med andre ord ved at gøre op med den statsracisme og krigspolitik, der udgør deres vigtigste rekrutteringsgrundlag. Som den aktuelle sag viser, har venstrefløjen her meget at lære. Men hvis den ikke lærer det efter fredagens fadæse, kan man frygte, at den aldrig lærer det.

Bag om Kosovos selvstændighed

Kosovo erklærede sig i januar selvstændigt og blev hurtigt anerkendt af en række lande, herunder USA og Danmark. Lee Sustar ser her på den rolle, som diverse stormagtsinterventioner har spillet i dannelsen af den nye stat.

AF LEE SUSTAR

Kosovos erklæring om uafhængighed fra Serbien markerer det seneste – men ikke sidste – imperialistiske magtspil på Balkan.

Kosovo-albanernes legitime kamp for selvbestemmelse er blevet forvandlet til et redskab for stormagtspolitik – og det passer ind i et mønster, som tidligere har ført til megen blodudgydelse i regionen.

Kosovos uafhængighed kommer ni år efter den amerikansk-ledede NATO-krig mod Serbien, der dengang var den dominerende magt i det tidligere Jugoslavien, efter at Serbien slog hårdt ned på det etnisk albanske flertal i sin sydlige provins.

Siden da er Kosovo blevet administreret af FN og afpatruljeret af NATO-tropper, hvilket har skabt en kvasi-stat under vestligt formynderskab. I dag er kun et lille antal serbere tilbage i Kosovo, og de er truet af det albanske flertal.

Kosovo lå i hjertet af middelalderens serbiske kongerige, men det har været befolket af et albansk flertal i mindst 300 år. På den tid, da NAT0’s 1999-krig fandt sted, var omkring 90 procent af Kosovos befolkning på 2 millioner albanere.

Efter oprettelsen af Jugoslavien var kosovo-albanerne udsat for den værste fattigdom og underudvikling i landet og oplevede diskrimination i uddannelses-, arbejds- og boligmæssig diskrimination.

Den jugoslaviske forfatningsreform i 1974 førte til en vis styrkelse af Kosovos autonomi. Men disse reformer blev rullet tilbage efter 1989, da den tidligere jugoslaviske præsident Slobodan Milosevic, en serber, brugte Kosovo-spørgsmålet til at genoplive serbisk nationalisme. 

Milosevic valgte at begynde denne kampagne på årsdagen for et historisk slag i middelalderen mellem serberne og det tyrkiske osmanniske imperium, som endte med at sætte en stor del af nutidens Serbien under osmannisk herredømme.

Både på den kosovo-albanske og serbiske side fremsætter nationalistiske historikere stridende påstande om, hvilken gruppe der oprindelig udgjorde befolkningsflertallet. I virkeligheden levede de to gruppe side om side i århundreder, og både albanere og serbere gjorde oprindelig modstand mod osmannerne.

Ikke desto mindre blev Kosovo et afgørende symbol for serbisk nationalisme i det 19. århundrede, da serberne optrappede deres kamp mod det osmanniske styre – og, senere, det østrigsk-ungarske imperiums herredømme.

For Milosevic var serbisk nationalisme og en opfordring til en ”tilbagevenden” til Kosovo en velkommen erstatning for den miskrediterede stalinistiske politik, som styrede Jugoslavien helt frem til omvæltningerne i Østeuropa i 1989.

Milosevics nationalistiske vending blev matchet af lederne for de andre etniske gruppe i Jugoslaviens føderal struktur af ”republikker” – Franjo Tudjman, som blev præsident for Kroatien og Milan Kucan, som blev Sloveniens leder. Begge lande erklærede sig uafhængige af Jugoslavien og løsrev sig efter kortvarige militære konflikter med den serbisk-dominerede resterende del af Jugoslavien. Desuden rev også Makedonien sig løs.

Denne nationalistiske dynamik førte til en rædselsvækkende borgerkrig i den jugoslaviske republik Bosnien, som blev opdelt mellem serbere, kroater og muslimer. Fra 1992 til 1995 blev titusinder dræbt og mindst 2 millioner fordrevet.

Vestens rolle

 Krigen i Bosnien og den øvrige vold på Balkan blev fremstillet i mainstream-medierne som en fortsættelse af ældgammelt ”etnisk had”. I virkeligheden satte de store europæiske lande og USA deres fingeraftryk overalt på 1990’ernes Balkan-krige.

I starten reagerede Vesten på spændingerne i Jugoslavien ved at give Milosevic grønt lys til at holde landet sammen under serbisk dominans. Men da landet alligevel brød sammen, gik det nyligt genforenede Tyskland enegang ved at anerkende Kroatien, som havde været en lydstat under 2. verdenskrigs nazistiske besættelse.

Dette optrappede krisen – og førte blandt andet til en uafhængighedserklæring fra det serbiske mindretal i Krajina-regionen i Kroatien. ”Etnisk udrensning” – tvangsflytningen af mennesker på grund af deres nationalitet, sprog eller religion – blev en del af verdens ordforråd.

I 1994 truede blodbadet i Bosnien med at komme ud af kontrol. To af regionens NATO-partnere overvejede at intervenere – på hver sin side, da Grækenland støttede serberne og Tyrkiet bakkede op om de bosniske muslimer.

Til sidst pressede Bill Clinton Frankrig og Storbritannien til at opgive deres pro-serbiske position og til at intervenere for at inddæmme Milosevic og forhindre krisen i at sprede sig. Dette gav sig udtryk i skabelsen af en alliance mellem de bosniske kroater og muslimer mod serberne, som blev fuldendt ved at arrangere våben og penge fra Iran og arabiske og muslimske lande.

Det var Clintons centrale udsending i regionen Peter Galbraith, som organiserede krigen efter Washingtons målsætninger. Galbraith samarbejdede med ”pensionerede” amerikanske militærofficerer om at opbygge Kroatiens væbnede styrker som modvægt til Serbien, selvom den kroatiske præsident Tudjman var nøjagtig lige så stor en autoritær nationalist som Milosevic.

Den 4. august 1995 fejede den kroatiske hær under Operation Storm ind over det serbiske territorium i Krajina. ”Det var den første etape i det, der i løbet af de næste par dage skulle blive den største tvangsflytning af mennesker i Europa siden 2. verdenskrig”, skrev journalisterne Laura Silber og Allan Little. I sidste ende blev omkring 200.000 serbere tvunget til at flygte fra Krajina, hvor de havde boet i århundreder.

Krigen sluttede efter at amerikanske krigsfly havde bombet serbiske mål i Bosnien. På det tidspunkt så Milosevic at styrkeforholdene havde vendt sig imod ham og slog hånden af de bosniske serbere og underskrev en fredsaftale på en amerikansk luftbase uden for Dayton i Ohio. Kort tid efter strømmede 60.000 NATO-tropper ind i Bosnien som ”fredsbevarere” – dvs. ordenshåndhævere for en FN-kommissær der besad den reelle politiske magt i Bosnien, som forblev etnisk opdelt.

Milosevic var svækket, men holdt fast ved magten som leder af Jugoslavien – som på det tidspunkt var reduceret til Serbien, Montenegro og Kosovo, en autonom serbisk provins.

Der blev slået hårdt ned på en ikke-voldelig borgerrettighedsbevægelse blandt albanerne. 

Unge kosovo-albanere sluttede i stigende grad op om Kosovos Befrielseshær (UCK), der oprindelig havde været en venstreorienteret og maoistisk gruppe, men havde udviklet sig til en nationalistisk styrke under beskyldning for indblanding i narkosmugling.

Fra 1998 optrappede UCK de militære angreb på serbiske mål. Milosevic svarede igen med endnu en bølge af arrestationer og undertrykkelse. Endnu en gang så Balkan ud til at befinde sig på randen af en større krig, hvor Tyrkiet og Grækenland støttede hver sin side.

Med udsigt til en konflikt, der kunne komme ud af kontrol, gik Clinton-regeringen i gang med at organisere en Kosovo-krig på sine betingelser. Den beskyldte Milosevic for at planlægge et folkemord på albanerne, og udenrigsminister Madeleine Albright kom på banen for at lave et ”kompromis” i den franske by Rambouillet.

Der var tale om et tilbud, som Milosevic måtte afvise – aftalen ville have tilladt NATO-tropper fuldstændig bevægelsesfrihed over hele Jugoslavien. Milosevic havde tilbudt en ny aftale om Kosovos autonomi; Albright svarede igen ved at kræve at Jugoslavien accepterede en reel invasion.

En brik i et større spil

Da Milosevic nægtede, påbegyndte NATO en tre måneder lang bombning af Jugoslavien, hvor civile mål blev angrebet og skønsmæssigt 2.000 serbere blev dræbt.

Men krigen forværrede forholdene for de 850.000 kosovo-albanere, som allerede havde var flygtet fra deres hjem i kølvandet på den serbiske undertrykkelse. Omkring 10.000 albanere blev dræbt af de serbiske styrker i denne periode.

NATO’s luftkrig blev komplementeret på landjorden af UCK, som foretog mindre angreb på Jugoslaviens serbisk-dominerede hær. Milosevic kapitulerede – igen, for at overleve.

Efter endelig at blive tvunget fra magten i 2000, blev Milosevic til sidst tilfangetaget af NATO-styrker og fængslet i Haag for krigsforbrydelser, men han døde før retssagen var færdig.

Ligesom i Bosnien har NATO-styrker og en FN-kommissær haft den reelle politiske magt i Kosovo, hvor tidligere UCK-leder Hashim Thaci nu er premierminister. Ved nærmere eftersyn er Kosovos selvstændighed efter uafhængighedserklæringen dog begrænset.

EU vil stadig spille en stor rolle i det, FN kalder en ”overvåget uafhængighed”, og NATO-tropperne vil blive i landet på ubestemt tid. Sigende nok blev der dannet en ny nationalistisk kosovo-albansk gruppe, kendt som Selvbestemmelse, i protest mod FN’s koloni-agtige administration – og to af dens medlemmer er blevet dræbt af FN-politi og dens leder er blevet fængslet. Camp Bondsteel, som før invasionen af Irak var den største nye amerikanske militærbase siden Vietnam-krigen, vil fortsat være i Kosovo.

I praksis forsøger USA og dets allierede at manipulere kosovo-albanernes kamp for selvbestemmelse efter deres egne formål – ligesom USA har gjort med kurderne i Irak.  

USA møder en vis modstand, da Rusland – Serbiens traditionelle støtte – modsætter sig Kosovos uafhængighed, ligesom det er tilfældet med andre stater, såsom Kina og Spanien, der selv udfordres af nationalistiske bevægelser.

Imod nationalisme og imperialisme

Men disse imperialistiske manøvrer betyder ikke at Kosovos selvstændighed ikke er et legitimt politisk mål. Som en gruppe serbiske socialister for nylig formulerede det, spiller serbiske ”nationalistiske krav på Kosovo en afgørende rolle i at ”legitimere” Serbiens herskende klasse. Og truslen fra Serbien ligger til grund for den kosovo-albanske støtte til USA, som har planer om en olierørledning på Balkan (...) Nationalisme og imperialisme er på farlig vis sammenvævet i Kosovo. Det er grunden til at serbiske revolutionære socialister både må være anti-nationalistiske og anti-imperialistiske (...) Vi mener at serbiske revolutionære socialister bør respektere Kosovos ret til selvbestemmelse. Ved at gøre det trækker vi en klar skillelinie mellem os selv og vores herskende klasse. Vi argumenterer for at ved at række en internationalistisk og venskabelig hånd til kosovo-albanerne, findes der en måde at løse vores problemer uden at blive til skakbrikker for hverken østlig eller vestlig imperialisme.”

Oversat og redigeret af Lars Henrik Carlskov fra den amerikanske ugeavis Socialist Worker 9. marts 2008.

Den nationale befrielses arv

I en tid, hvor vi er vidne til fremkomsten af en ny og aggressiv form for imperialisme, er spørgsmålet om, hvad venstrefløjen kan lære af fortidens erfaringer med nationale befrielsesbevægelser yderst aktuelt. David Finkel, der er redaktør af det amerikanske tidsskrift Against the Current, forsøger i denne artikel at give nogle svar.

For at forstå de forandringer, som 1960’ernes og 1970’ernes nationale befrielsesbevægelser skabte, start med at forestil dig, at du så på et verdensatlas fra omkring 1960. Bare på det afrikanske kontinent ville du finde lande med navne som Tanganyika, Nord-Rhodesia, Syd-Rhodesia, Sydvestafrika, Fransk Ækvatorial-Guinea, Belgisk Congo og lignende. Forvandlingen fra dette kort til Tanzania, Zambia, Namibia etc. går langt videre end til navne på et stykke papir – den markerede praktisk talt en ny epoke, en forandring fuldt ud lige så dybtgående som stalinismens sammenbrud og 1990’ernes overgang fra Den Kolde Krig til den virksomhedsdrevne globalisering.

Nogle af siderne ved denne forandring blev ikke foregrebet af de klassiske marxistiske imperialismeteorier, der blev udviklet i kølvandet på opdelingen af verden i koloniimperier i slutningen af det 19. århundrede. I årtier derefter blev det antaget, at det, som Lenin kaldte for ”kapitalismens højeste stadium”, forudsatte koloniimperier, enten til udplyndring for råstoffer eller til eksport af kapital fra det metropolitanske centrum. Ud fra den præmis så det ud som om, at disse konkurrerende koloniimperier kun ville blive opløst af stødet fra en international socialistisk revolution.

Vi bør starte med at fastslå, at for marxister er landes ret til selvbestemmelse vigtig af flere forskellige grunde. For det første er den en legitim demokratisk rettighed, som er gyldig i sig selv, uanset om den har direkte revolutionære følger eller ej. For det andet er den ofte en nødvendig betingelse for en uafhængig klasse-baseret politik, fordi arbejderklassen i et land, der er en koloni eller er undertrykt, har en tilbøjelighed til anse sig selv for at have fælles interesser med ”sin egen” hjemlige kapitalistklasse. For det tredje kan kampen for national befrielse faktisk bringe revolutionære muligheder frem både i det undertrykte land og i undertrykkerstaten. I hvert fald kan ingen arbejderklasse befri sig selv så længe den selv deltager i undertvingelsen af et andet folk, som Marx bemærkede for længe siden i tilfældet med Storbritannien og Irland.

I hvert fald fra 1960 var afkoloniseringsprocessen i gang – med opløsning af de europæiske imperier, der havde opdelt en stor del af kloden mellem sig i slutningen af det 19. århundrede og trukket den menneskelige civilisation ind i to verdenskrige. Sommetider overdrog kolonimagten mere eller mindre fredeligt herredømmet til lokale eliter, i andre tilfælde først efter flere års voldelig kamp, men generelt skete det uden nogen social eller blot politisk revolution hos den imperialistiske magt.

Algeriet var netop i gang med at opnå uafhængighed fra Frankrig efter flere års oprør og blodig undertrykkelse. Det britiske protektorat i Irak var blevet væltet kort forinden (1958). Det, der var tilbage af såvel det britiske som det franske imperialistiske herredømme i Mellemøsten, var stort set gået i opløsning (bortset fra den britisk- kontrollerede levning Aden[i]), da den amerikanske Eisenhower-regering tvang de to lande til at opgive deres fælles erobring, sammen med Israel, af Suezkanalen (1956).

For at vende tilbage til Afrika, ville du ved den sydlige spids af dit kort fra 1960 finde ”Sydafrikanske Union”. Den skulle netop til at udskille sig fra det britiske Commonwealth og omdøbe sig til en ”republik” til trods for en verdensomspændende fordømmelse af apartheid. Umiddelbart kunne det se ud som om Sydafrika blev isoleret af resten af verden; i virkeligheden strømmede investeringerne ind efter, at den internationale kapital så, hvordan der fulgte ”stabilitet” i kølvandet på apartheids største succes, Sharpeville-massakren.[ii]

De sidste mere eller mindre intakte koloniale besiddelser i Afrika var ”de oversøiske portugisiske provinser” Angola, Mozambique og Guinea (i dag Guinea-Bissau) samt Kap Verde-øerne, Macao, Sao Tome-Principe og Østtimor. Mens det gjorde krav på disse kolonier som ”provinser”, var Portugal blandt de værste af de europæiske magter til at udbytte deres besiddelser af råstoffer, samtidig med, at det intet gjorde for at opbygge en infrastruktur, skabe økonomisk udvikling eller en statslig forvaltning, som de uafhængige lande kunne arve. Kun Belgien, med dets ubeskrivelige historie af folkemord og udplyndring i Congo, kan måske påberåbe sig et mere modbydeligt generalieblad.

Portugals stædige greb om dets afrikanske besiddelser – ”the last to leave”, som en revolutionær portugisisk socialist kaldte det – hang nøje sammen med landets situation som den mest tilbagestående af de resterende kolonimagter. Befrielseskampene i Angola, Mozambique og Guinea-Bissau gav næring til revolutionære omvæltninger, der rystede selve Portugal – og i et lovende øjeblik endda truede kapitalens stabilitet i Vesteuropa – i 1974-75. Dette er dog at springe lidt frem i vores historie.

Mens det tilbagestående Portugal var en anakronisme[iii] da den klassiske kolonialisme var i tilbagegang, var der opstået et nyt paradigme med udgangspunkt i verdens mægtigste imperialistiske stat, USA. Den amerikanske imperialisme havde næsten perfektioneret den nye videnskab om global udbytning uden nogen formelle kolonier. USA havde selvfølgelig sine egne kolonier, navnlig Puerto Rico, men dets herredømme, først og fremmest i Latinamerika, kunne nu udøves gennem formelt uafhængige, men købte og betalte klientregimer. Dette var generelt en højest effektiv strategi, hvor enorme profitter til den metropolitanske kapital blev garanteret af lokale juridiske og undertrykkende klient-maskinerier – mens den magt, som den amerikanske hær, flåde og marinesoldaterne udgjorde, var ude af syne og kun blev tilkaldt som sidste udvej.

Det var en succesfuld model, især på højden af efterkrigstidens lange kapitalistiske boom, men den indeholdt også sine egne vanskeligheder. I selve USA’s ”baggård” så den cubanske revolution 1959, der oprindeligt blev støttet af Washington ud fra en formodning om, at et inkompetent diktatur ville blive erstattet af en pålidelig kapitalistisk koalitionsregering, fra 1960 ud som en uvelkommen udvikling. Og i en anden del af verden, som kun få amerikanere kendte noget til, havde USA overtaget styringen af et land, som den franske kolonialisme for nylig var blevet fordrevet fra – Vietnam.

Den nationale befrielse og venstrefløjen
Lad os fra det globale perspektiv gå over til et par afgørende kamp, der på dramatisk vis formerede 1960’ernes og 1970’ernes venstrefløjs tankegang, mens vi husker på, at begreber som ”national befrielse”, ”national uafhængighed” og sågar ”tredjeverdensbefrielse” blev brugt mere eller mindre synonymt.

Først og fremmest blev det sorte samfund i Nordamerika dybt inspireret af, at de nye afrikanske stater opnåede uafhængighed. Det er værd at notere sig, at Malcolm X efter sin skilsmisse fra Nation of Islam, kaldte sin nye organisation for Organization of Afro-American Unity, et navn inspireret af den Organization of African Unity, der blev oprettet af de afrikanske stater (OAU, for nylig omdøbt til Den Afrikanske Union).

Det var vigtigt, i hvert fald symbolsk, at FN ikke længere kun var de rige landes klub og begyndte at se ud lige som sammensætningen af verdens folkeslag.

Borgerrettighedsbevægelsen i de amerikanske sydstater udviklede meget af sin taktik ud fra masse-ulydighedskampagnerne i Sydafrika og en fortolkning af Gandhis ikke-voldelige modstand i Indien mod den britiske kolonialisme. Da bevægelsens radikale fløj bevægede sig over til ”Black Power” og ”sort befrielse”, inklusive retten til væbnet selvforsvar, fandt man yderligere inspiration i såvel de kinesiske og cubanske revolutioner som væbnede afrikanske befrielseskampe.

Disse forskellige modeller indeholdt utvivlsomt deres egne modsætninger. En absolut insisteren på ikke-vold, som gav god taktisk mening under forholdene i de amerikanske sydstater med terror fra staten og Ku Klux Klan, kunne blive til en fetich og endda støde dele af bevægelsen væk – som det sås med mange afroamerikanere fra nordstaternes vrede afvisning af Martin Luther Kings udtalelse om, at ”hvis der skal flyde blod, så lad det være vores.”

Men også den væbnede kamp kunne blive til en fetich, og det ikke kun i USA. Et element af væbnet selvforsvar for befolkninger, der lider under hård undertrykkelse og terror – afroamerikanere, de indfødte folkeslag i USA og Canada, det nationalistiske (katolske) samfund i Nordirland eller det palæstinensiske folk, der lever under besættelse i deres hjemland og hård undertrykkelse i flygtningelejre i Jordan, Libanon etc. – var præcist dette: en nødvendig defensiv bestanddel i større politisk kamp.

Tragisk nok gav denne dynamik næring til en illusion om, at selve befrielsen kunne opnås af en væbnet avantgarde, der kunne befri de sorte, drive Storbritannien ud af Nordirland, nedkæmpe zionismen etc. Resultaterne af denne forventning om en væbnet revolutionær sejr var ofte ufatteligt destruktive (tænk f.eks. på Black Panther Partys skæbne. Når hvide mennesker fra ”det nye venstre”[iv] uden nogen form for social basis overtog idéen om at ”gribe til våbnene” var resultatet endnu mere frygteligt).

Her er den overordnede pointe imidlertid, at det sorte samfund i USA altid har været mere internationalistisk i sin tankegang end befolkningen som helhed. 1960’ernes genoplivning af den amerikanske venstrefløj startede med inspiration fra borgerrettighedsbevægelsen og de sortes befrielseskamp, bevægelser der allerede så sig selv som del af en international kamp. Og fordi de sortes kamp i sig selv i udpræget grad er en undertrykt nations (eller nationalitet, hvis man foretrækker det sprog) kamp internt i USA, kan man sige, at en national befrielseskamp i hjertet af det amerikanske samfund spillede en afgørende rolle i omdannelsen af 1960’ernes og 1970’ernes venstrefløj.

Derudover var der selvfølgelig én kamp, der mere end nogen anden dominerede bevægelserne i årtiet 1965-75: Vietnam. Her havde USA, i modstrid med dets eget postkoloniale paradigme, overtaget styringen af et land efter, at franskmændene havde lidt nederlag, og prøvede nu ved anvendelse af en overvældende militær magt at undertrykke den vietnamesiske stræben efter national enhed og uafhængighed. Resultaterne af denne fiasko skulle forhindre en gentagelse i næsten 30 år – lige indtil George W. Bushs messiansk-imperialistiske præsidentadministration besluttede, at en erobring af Irak ville begynde en omdannelse af Mellemøsten...men her springer vi igen for langt frem.

Hvad vi lærte af Vietnam
Det er vanskeligt at gengive den fulde betydning af Vietnam-krigens omskabende rolle, men nogle af de afgørende træk kan beskrives kort.

Koldkrigs-baggrunden. 1950’ernes fastfrosne polarisering mellem Øst- og Vestblokkene var ved at tø op efter den kinesisk-russiske splittelse og ”normaliseringen” af den amerikansk-sovjetiske rivalisering efter den cubanske missilkrise i oktober 1962, men i amerikansk indenrigspolitik dominerede diskursen om ”den kommunistiske fare” fortsat endnu mere end nutidens debatkvælende ”global terrorisme-trussel” gør.

Liberalismens rolle. Den massive forøgelse af den amerikanske militære tilstedeværelse i Vietnam fra 1964 og frem, samt den bombning af Sydvietnam der gik forud, blev ikke gennemført af nutidens højrerepublikanere, men af John F. Kennedys og Lyndon B. Johnsons liberale demokratiske regeringer.

Race, klasse og krig. USA indsatte i Vietnam en hær bestående af hundredtusinder af værnepligtige, indkaldt fra arbejderklassen, de sorte og latinoerne, som ikke havde de collegestuderendes mulighed for udsættelse af militærtjenesten eller andre måder at undgå indkaldelse.

Nationalismens politik. Med Tet-offensiven i foråret 1968 stod det klart for den amerikanske offentlighed og de politiske eliter, at krigen ikke kunne ”vindes”, ikke blot fordi, at den værnepligtige hær i felten var i opløsning, men også på grund af nationalismens magt: den sydvietnamesiske befolkning havde forenet sig i sin støtte til Den Nationale Befrielsesfront (FNL) mod den amerikanske besættelse, hvad enten de støttede det kommunistiske parti, som styrede FNL, eller ej.

Massekampe. Students for a Democratic Society[v] indkaldte i 1965 til den første landsdækkende demonstration for en øjeblikkelig tilbagetrækning, og stod snart i spidsen for den radikale fløj af en omfattende anti-krigsbevægelse. Den frygt og afsky, som militærindkaldelserne fremkaldte, skabte store kampe på universitets-campusserne mod værnepligten og antikrigs-caféer, og i slutningen af 1960’erne var dukket stærke anti-krigsholdninger op i geledderne hos militærfolk i aktiv tjeneste. Alt dette faldt sammen med de sorte opstande i storbyerne og fremkomsten af kvindernes befrielseskampe – og udbrud af utilfredshed på gulvplan i fagforeningerne.

Hvilken betydning fik alt dette for en venstrefløj, der netop var ved at genopstå? Der blev indhøstet mange erfaringer på ufattelig kort tid, nogle af dem var positive og andre var dybt modsætningsfyldte. For at opregne nogle få:

(i) Først og fremmest var det utroligt befriende at lære, at det amerikanske imperiums overvældende magt kunne udfordres – og overvindes! Der var intet i vores umiddelbare erfaring, der havde forberedt os på det: Der havde selvfølgelig været invasionen af Svinebugten i 1961, men at selve det amerikanske militær led nederlag i direkte kamp med et lille land, der kæmpede for sin uafhængighed, var overvældende og uden fortilfælde.

(ii) Den amerikanske offentlige mening var ikke monolitisk[vi] i sig selv: Folk kunne bevæges ved en kombination af moralske argumenter og virkningen af de menneskelige og økonomiske omkostninger ved det militære eventyr. Titusinder af soldater, der vendte tilbage i ligposer, betød selvfølgelig noget, ligesom angrebet af krigsforårsaget inflation; men det samme gjorde My Lai-massakren på vietnamesiske landsbyboere og billedet af en ung pige, der flygtede med tøjet brændt væk af napalm.

Vietnam-krigen væltede to amerikanske regeringer, Lyndon B. Johnsons og i sidste ende også Richard Nixons. De Watergate-forbrydelser, der knuste Nixon var trods alt et direkte resultat af den ”blikkenslager-enhed”, som var blevet skabt af inderkredsen i Nixon-regimet for at stoppe, at der blev lækket ufavorable oplysninger om den upopulære krig. Enhver lighed med de narrestreger, der for nylig er blevet afsløret om George W. Bushs bande, er absolut utilfældig.

(iii) 1960’ernes antikrigs- og venstrefløjsaktivister fik stærke lektioner i liberalismens og Demokraternes imperialistiske karakter – realiteter, som det er sværere for en nyere generation at forstå, eftersom nutidens grusomheder-i-”frihedens”-navn bliver begået af republikanere fra partiets yderste højrefløj. Det er en af grundene, at det vigtigt at studere 1960’erne: Dagens demokrater som John Kerry, Hilary Clinton og Joseph Lieberman, der er modstandere af kampen for en øjeblikkelig tilbagetrækning fra Irak, er i høj grad i overensstemmelse med deres partis historie, selvom de er ude af berøring med deres egen vælgerbase, som er imod krigen.

I sin behandling af spørgsmålet om kommunisme begyndte venstrefløjen at have held til at udfordre den nationale konsensus om, at ethvert land eller enhver bevægelse, i udlandet eller i hjemlandet, der måske var ledet af kommunister, fortjente at blive udslettet af den amerikanske magt. Ja, for hele den amerikanske befolkning fik koldkrigsmyten om, at et ”tab” af Vietnam ville føre til ”væltede dominobrikker” over hele Asien nogle alvorlige skud for boven i denne kamp. Denne erfaring var dog også modsætningsfyldt for venstrefløjen.

Højst beklageligt bredte der sig på store dele af venstrefløjen en opfattelse af, at stalinistiske partier, såsom det vietnamesiske kommunistparti, var redskaber til befrielse – ikke bare til national befrielse, men endda til ”socialisme”. Denne opfattelse skilte ikke alene den radikale venstrefløj fra størstedelen af den amerikanske arbejderbefolkning, men var også enormt desorienterende. F.eks. var det en almindelig antagelse, at de nordvietnamesiske og kinesiske kommunistiske regimer kæmpede skulder ved skulder i en ”anti-imperialistisk, anti-revisionist front”. I virkelighedens verden hadede disse regimer og partier hinanden fra 1966-67 og frem, især efter, at Beijing forhindrede, at sovjetisk hjælp nåede frem til Vietnam (for ikke at nævne hvordan Kulturrevolutionens afsindige krig mellem forskellige fraktioner blev set af de vietnamesiske kommunister).

Endvidere blev en stor del af den anti-imperialistiske venstrefløj, ved at gøre den vietnamesiske ledelse til et politisk forbillede, tiltrukket af stalinistiske metoder. F.eks. fremstillede FNL sig i Sydvietnam som en stort set repræsentativ national bevægelse. Det var hvad den var på papiret, og i sit officielle program lovede den at sikre syds autonomi og politisk pluralisme efter sejren. Den virkelige magt lå imidlertid hos et kommunistisk parti, der var fast besluttet på at forene Vietnam under sit eget et-partistyre. Nogle af dem på den amerikanske venstrefløj, der forstod denne realitet, drog den konklusion, at den slags manipulationer var måden at lave politik på, med katastrofale følger.

(v) Den vellykkede vietnamesiske krig mod den imperialistiske besættelse frembragte både en vis tilbedelse af guerillakrig som strategien for en revolutionær sejr (her blev de vietnamesiske og kinesiske erfaringer igen sammenblandet på absurd vis) og en verdensanskuelse, som nogle gange kaldes ”tredje verden-isme”, i følge hvilken de revolutionære masser i den tredje verden ville omringe og overmande de rige lande med deres ”bestukne og privilegerede” arbejderklasse. (Det skal her siges, at de vietnamesiske kommunister ikke selv fremsatte sådan en argumentation, selvom det maoistiske styre i Kina foregav at mene noget i den stil, til fordel for dets udenlandske beundrere. Men i bund og grund var det en illusion, som var fremavlet i Vesten).

(vi) Tredje verden-ismens illusion havde også virkning tilbage på den amerikanske venstrefløjs forsøg på at tage livtag med det vigtigste spørgsmål, vi stod overfor – at forstå og ændre vores eget samfund. Som tidligere bemærket havde en fløj af borgerrettighedsbevægelsen havde udviklet sig til Black Power og hen imod revolutionær politik; og vrede i sorte samfund i nord over politibrutalitet, økonomisk apartheid og Vietnam-krigen frembragte en bølge af ghettoopstande. Det var fuldkommen korrekt at se et potentielt socialt oprør i disse udviklinger, der kunne inddrage grupper af militante sorte arbejdere som en avantgarde i den amerikanske arbejderklasse som helhed.

Det var dog en katastrofal fejltagelse, når både hvide og afroamerikanske revolutionære anså dette for at være den egentlige begyndelse på en revolution, hvor de (mytiske) sorte revolutionære masser udgjorde forlængelsen af den (mytiske) tredjeverdensrevolution ind i et korrupt og dekadent amerikansk samfund. Implicit eller eksplicit fremkom der en forestilling om, at revolutionen ville blive gennemført af et mindretal, støttet af en oplyst revolutionær elite, som allierede sig med den tredje verden, imod det reaktionære flertals (dybest set hvide arbejdere) interesser og ønsker.

På grundlag af denne illusion befandt en stor del af 1960’ernes venstrefløj sig hurtigt i ekstrem social isolation, som blev efterfulgt af selvdestruktion, fuldstændig demoralisering eller et forbløffende hurtigt tilbagefald til liberalisme. Naturligvis er dette en komprimering og forsimpling af et komplekst og vigtigt stykke historie, men dette var i en nøddeskal ”det nye venstres” fremkost og tragiske fiasko.

Fra Vietnam til Centralamerika
Amerika havde i bund og grund tabt sin krig i Vietnam fra foråret 1968, og alligevel fortsatte blodbadet frem til ”Saigons fald” i 1975. I virkeligheden var der sandsynligvis flere vietnamesere, der døde mellem 1969 og 1975 end i de foregående seks år – en lære, der sender en advarsel til nutidens kamp for at slutte Irak-krigen.

Afslutningen på Vietnam-krigens æra medførte imidlertid en ny bølge af befrielseskampe og solidaritetsbevægelser. Portugal var det stærkeste eksempel på en i sandhed organisk alliance mellem befrielsesbevægelser i kolonierne og revolutionære militante i kolonilandet, hvor de førstnævntes igangsatte en proces, der var meget tæt på at kulminere i en arbejderrevolution i selve Portugal.

For den nordamerikanske venstrefløj kom den næste erfaring med national befrielse og solidaritet, der virkelig udviklede den, dog med den nicaraguanske opstand fra 1977-79 og sandinisternes sejr den 19. juli 1979. Den åbnede den bølge af folkelige revolutionære kampe (især i El Salvador og Guatemala), som frembragte den bedste organisering af solidaritet, som denne forfatter har oplevet på den amerikanske venstrefløj

Det faktum, at Den Nationale Sandinistiske Befrielsesfront (FSLN) i dag, efter 15 års nederlag, er blevet et gennemført kynisk politisk parti i et korrupt partnerskab med højrefløjen, må ikke gøre os blinde for det enorme håb, som FSLN’s sejr havde åbnet op for. I virkeligheden bekræfter den kendsgerning, at sandinisternes sociale basis, imod alle odds og praktisk talt uden ledelse, fortsætter kampen for social retfærdighed, i sig selv den vedvarende kraft i denne revolutionære impuls.

De revolutionære bevægelser i Centralamerika kombinerede da de var bedst den nødvendige militære kamp mod dødspatruljer og den amerikanske imperialismes klientregimer med mægtige sociale mobiliseringer af arbejdernes, bøndernes, de indfødtes, kvindernes og lokalsamfundenes organisationer. Der blev bygget stærke solidaritetsbånd mellem centralamerikanske og nordamerikanske samfund, hvad enten det skete gennem kirker, grupper i arbejderbevægelsen eller solidaritetskomiteer. Der dukkede en stærk asylbevægelse op i de amerikanske og canadiske byer for at beskytte vores brødre og søstre på flugt fra dødspatruljerne – en bevægelse hvor tusinder af almindelige borgere sagde til den amerikanske regering: Jeres love og jeres krige er forbrydelser mod menneskeheden, og I kan stikke dem skråt op.

Der kom vigtig lærdom ud af disse års aktivisme. For det første, selvom det er et vigtigt princip at forsvare undertrykte folkeslags ret at gribe til væbnet kamp, overgik graden af solidaritet med Centralamerika langt det, der kunne have været opbygget alene gennem støtte til militær kamp. For det andet begyndte vi, i højere grad end i tidligere bevægelser, at se vigtigheden af, at amerikanske immigrantsamfund (i dette tilfælde salvadoranske og guatemalanske) spillede en afgørende rolle i kampen både for deres hjemlande og internt i USA. For det tredje kunne disse bevægelser, hvor inspirerende de end var, i sidste ende ikke besejre overvældende amerikansk-støttet-og-finansieret undertrykkelse og massemord, medmindre det amerikanske samfund gennemtvang betydelige ændringer af regeringens politik.

Erfaringerne fra de centralamerikanske revolutioner og solidaritetsbevægelser var et uhyre fremskridt i forhold til den militaristiske ”tredje verden-isme”, som opstod på venstrefløjen i løbet af Vietnam-æraen (og den Che Guevara-inspirerede bølge af guerilla-entusiasme i samme overordnede periode). Ganske vist huskede man stadig Vietnams sejr over den amerikanske imperialismes fulde magt og vælde. Men i sidste ende havde den ikke været en sejr for guerillakrig som sådan; FNL var blevet støttet af Nordvietnams mægtige konventionelle hær, der til sidst vandt krigen, og den kunne omvendt regne med ubegrænset støtte fra Sovjetunionen (uanset hvad man politisk måtte mene om denne).

National befrielse i dag - fra Afrika til Irak
Endelig kommer så afslutningen på Den kolde krig og Sovjetunionens endelige sammenbrud, der – blandt meget andet – ændrede de betingelser, hvorunder dagens befrielseskampe må udkæmpes. Nogle på venstrefløjen betragter denne forandring som en ubetinget katastrofe, men den virkelige situation er blandet. Rent faktisk betød ”den kommunistiske trussels” forsvinden, at den amerikanske imperialisme ikke længere havde en interesse i til den bitre ende at forsvare f.eks. apartheid i Sydafrika, Mobutus kleptokrati[vii] i Zaire eller Suhartos gangsterdiktatur i Indonesien. På samme tid har den amerikanske imperialisme, særligt efter 11. september, under navn af ”Den globale krig mod terror” haft et aggressionsniveau, som var praktisk talt umulig at forestille sig i årtierne med relativ stabil ”supermagtsrivalisering”.

Som en afrunding af denne alt for hurtige oversigt, vil jeg pege på tre afgørende træk ved nutidens virkelighed, der angår de nationale befrielseskampes arv og fremtid. Det bør ikke opfattes som færdige konklusioner, men blot som udkast, som peger på vigtige nye diskussioner.

(1) For det første må vi forstå, at retten til national selvbestemmelse i den nye globale kapitalisme er lige så gyldig som tidligere – men at den ikke er ensbetydende med socialisme. Faktisk løser national uafhængighed i sig selv ikke de grundlæggende problemer, der kun kan løses på grundlag af arbejdermagt. Som John Saul formulerer det sin vigtige og tankefulde nye bog, The Next Liberation Struggle (2005), hvor han vurderer arven fra Afrikas befrielseskampe: ”Vi ved også, at befrielsen af det sydlige Afrika ikke har opfyldt meget af det løfte om at ophæve det underudviklende globale kapitalistiske hegemoni, som den revolutionære nationalisme i de tidligere portugisiske kolonier og Zimbabwe og en arbejderklasse-drevet forandring i Sydafrika så ud til muligvis at varsle.”

Sydafrika er her et virkeligt relevant eksempel. ANC har nu været den demokratisk-valgte regering i mere end et årti; alligevel er flertallet af de sorte sydafrikanere fattigere end før på grund af følgerne af de nyliberale privatiseringsprojekter, som ANC har omfavnet på den internationale kapitals diktat.

I Zimbabwe er billedet naturligvis ubeskriveligt meget værre. Intet kan mere malende illustrere de katastrofale konsekvenser af et-partistaten og en-mandsstyret end ZANU-PF’s degenerering fra 1970’ernes befrielsesbevægelse til nutidens fascistiske gangsterkult. Robert Mugabe, der skulle have været sit lands Nelson Mandela, er i stedet blevet til dets Papa Doc[viii] – noget der er særligt smerteligt for dem af os, der var aktive i politisk solidaritet og pengeindsamling til ZANU under befrielseskrigen.

(2) Landene fra ”det globale syds” nutidige kampe har tydeligvis alt at gøre med spørgsmålene om ”frihandel” og den virksomhedsdrevne globalisering. I sagens natur kan disse kampe ikke udkæmpes af enkelte lande på egen hånd. De kræver så afgjort alliancer og blokdannelser mellem landene i den forkerte ende af ”frihandelens” stok, og de kræver forbindelser med de globale retfærdighedsbevægelser, der er brudt frem siden begivenhederne i Seattle i 1999.

Med nogle vigtige undtagelser, som det ovenfornævnte Puerto Rico, er de klassiske kolonier primær et fænomen fra fortiden. Det vi ser i dag er begyndelsen af et lovende anti-nyliberalt oprør. Uanset om de passer ind i standarddefinitionen af ”nationale befrielseskampe” eller ej, må vi se på det indfødte bolivianske folks oprør mod vandprivatiseringen, Guatemalas indfødte befolknings modstand mod Glamis (canadisk-baserede) udplyndrende guldminevirksomhed, og Venezuelas ”bolivariske revolution” under præsident Hugo Chavez, som udtryk for voksende modstand.

I øvrigt er det på ingen måde min hensigt her at identificere Chavez’s regering med socialisme-fra-neden (den er mindst af alt baseret på strukturer for arbejdermagt!). Det er alligevel vigtigt at erkende, at det, der oprindeligt lignede en slags retro-populistisk form for caudillo-politik[ix], er gået langt videre med at åbne plads op for folkelig mobilisering – ironisk nok på samme tid, som Arbejderpartiets regering i Brasilien, valgt på arbejderbevægelsens og de sociale bevægelsers styrke, prøver på at afspærre denne plads. Historien er stadig fuld af overraskelser.

(3) Endelig kommer vi til Bush-bandens amokløb gennem Afghanistan og Irak. Denne regering greb den mulighed, der blev givet 11. september, til at tildele sig selv et messiansk mandat: til at ”gøre Mellemøsten til, hvad Latinamerika plejede at være, en stor amerikansk sø”, som min ven Sam Farber[x] træffende formulerede det. Planen var selvfølgelig et helt festmåltid af ”regimeændringer” med Afghanistan som appetitvækker, Irak som suppen, Iran som hovedretten og så Syrien til dessert. Som vi nu ved har de fået det hele galt i halsen.

Indtil videre er læren katastrofal for alle. Frem for at demonstrere dens ubegrænsede magt, er den amerikanske imperialisme ved at blive kvalt af Irak. Men billedet er heller ikke kønt for ”vores side”. De traditionelle kræfter for national befrielse – venstrefløjen, arbejderbevægelsen, progressiv arabisk nationalisme – er praktisk talt alle blevet knust i Irak og i den arabiske verden som helhed. Dette har overladt kamppladsen primært til baathister, islamister og religiøs-totalitære fanatiske kræfter.

Dynamikken i ”den globale krig mod terror” er blevet beskrevet bedst af den marxistiske forfatter Gilbert Achcar som et symbiotisk ”barbarismernes sammenstød”, hvor fanatisk religiøs terrorisme lever af det ukontrollerede imperialistiske militærs og den virksomhedsdrevne globaliserings katastrofale tilintetgørelse af små nationer og verdens fattige.

I en vis bizar forstand, ser vi ud til at være kommet tilbage til udgangspunktet. I en tidsalder, hvor klassisk kolonial erobring var blevet en anakronisme, har dén imperialistiske stat, der praktisk talt opfandt og perfektionerede ”nykolonialismen”, givet os en brutal påmindelse om, at den nøgne militære erobring og udplyndring af ressourcer (selvfølgelig til de indfødtes bedste, ikke til vores egen grådighed) stadig er på dagsordenen.

Med gamle og stadig uløste spørgsmål om selvbestemmelse og så mange nye fra ”frihandel” til katastrofale klimaforandringer på dagsordenen, tegner det nye århundrede til at blive lige så turbulent som det sidste.

Fra Tidsskriftet Solidaritet, nr. 5, 2006. Artiklen blev første gang bragt i det canadiske tidsskrift New Socialist Magazine (marts 2006). Oversættelse, redigering og noter af Lars Henrik Carlskov.


[i] Aden: en strategisk vigtig havneby ved det Røde Havs udmunding; i dag en del af Yemen. 

[ii] I 1960 blev 70 demonstranter dræbt og flere hundrede såret i forbindelse med en demonstration i Sharpeville mod apartheidregimets racediskriminerende love. 

[iii] Anakronisme: et fænomen der hører hjemme i en anden tidsalder. 

[iv] ”Det nye venstre”: almindelig betegnelse for den venstrefløj, der opstod i forbindelse med tressernes ungdomsoprør. I Danmark var Venstresocialisterne et typisk udtryk for ”det nye venstre”. 

[v] Students for a Democratic Society: en amerikansk studenterorganisation, som spillede en central rolle på 1960’ernes amerikanske venstrefløj. 

[vi] Monolitisk: sammenstøbt, uden sprækker. 

[vii] Kleptokrati: ”tyvevælde”. 

[viii] Papa Doc: usædvanlig brutal amerikansk-støttet diktator, der regerede Haiti 1957-71. 

[ix] Caudillo: betyder egentlig ”leder”. Bruges som betegnelse for de ”stærke mænd”, der traditionelt har domineret 
latinamerikansk politik. 

[x] Sam Farber: amerikansk socialistisk forfatter, der ligesom Finkel er medudgiver af tidsskriftet Against the Current.

33-dageskrigen og resolution 1701

Den libanesisk-fødte Mellemøst-ekspert Gilbert Achcar giver her en grundig analyse af krigen i Libanon og den indgåede våbenhvile.

Den resolution, som blev vedtaget af FN’s sikkerhedsråd den 11. august, stiller hverken Israel, Washington eller Hizbollah helt tilfreds. Dette betyder ikke, at den er ”fair” og ”afbalanceret”: det betyder blot, at den er et midlertidigt udtryk for et militært dødvande. Hizbollah kunne ikke tilføje Israel et større militært nederlag, en mulighed, der altid var udelukket på grund af det aldeles ulige styrkeforhold, på samme måde som det var umuligt for den vietnamesiske modstandsbevægelse at tilføje USA et større militært nederlag; men heller ikke Israel kunne tilføje Hizbollah et større militært nederlag – eller overhovedet nogen form for nederlag. I den forstand er Hizbollah utvivlsomt den virkelige politiske sejrherre og Israel den virkelige taber i den 33-dageskrig, der brød ud den 12. juli, og ingen tale af Ehud Olmert eller George W. Bush kan ændre ved denne indlysende kendsgerning.[1]

For at forstå, hvad der er på spil, er det nødvendigt at opsummere de amerikansk-støttede mål, som Israel forfulgte i sin offensiv. Det centrale mål i det israelske stormløb var selvfølgelig at tilintetgøre Hizbollah. Israel forsøgte at opnå dette mål ved en kombination af tre centrale metoder:

Den første bestod i at tildele Hizbollah et dræbende slag gennem en intensiv ”post-heroisk”, dvs. kujonagtig, bombekampagne, der udnyttede Israels ”overvældende og asymmetriske fordel” i ildkraft. Kampagnen havde til formål af afbryde Hizbollahs forsyningslinie, at ødelægge en stor del af dets militære infrastruktur (lagre af raketter, raketramper, etc.), at eliminere et stort antal af dets soldater og at skære halsen over på det ved at myrde Hassan Nasrallah og andre vigtige partiledere.

Den anden metode, der blev benyttet, bestod i at sætte Hizbollahs massebasis blandt Libanons shiitter op imod partiet, som Israel gennem en afsindig PSYOP-kampagne [psychological operations, dvs. psykologisk krigsførelse, o.a.] ville udpege som ansvarlig for deres tragiske forhold. Dette indebar naturligvis, at Israel påførte de libanesiske shiitter en kæmpemæssig katastrofe ved en omfattende kriminel bombekampagne, der bevidst jævnede hele landsbyer og boligkvarterer med jorden og dræbte hundreder og atter hundreder af civile.

Det var ikke første gang, at Israel havde tyet til dette kneb – en standard krigsforbrydelse. Dengang PLO var aktiv i det sydlige Libanon, i det der blev kaldt ”Fatahland” før den første israelske invasion i 1978, plejede Israel at skyde løs med tungt skyts på alle beboede områder omkring det sted, hvorfra der var blevet affyret raketter mod dets territorium, selv når raketterne blev affyret fra ødemarken.

Dette kneb havde dengang held til at støde en betydelig del af befolkningen i det sydlige Libanon væk fra PLO, hvilket blev hjulpet på vej af den kendsgerning, at reaktionære ledere stadig spillede en stor rolle dernede, og at de palæstinensiske guerillaer let kunne affærdiges som fremmedelementer, da deres opførsel generelt var katastrofal. Den her gang troede Israel, at det, i betragtning af Hizbollahs uden sammenligning bedre status blandt de libanesiske shiitter, kunne opnå den samme effekt ved blot at øge omfanget af og brutaliteten i den kollektive afstraffelse.

Den tredje metode bestod i at skabe et omfattende og alvorligt kaos i den libanesiske befolkning som helheds liv og i at holde den som gidsel med en luft-, sø- og landblokade for at ophidse befolkningen, især andre grupper end shiitterne, mod Hizbollah, og således skabe et politisk klima, som kunne bidrage til militære handlinger fra den libanesiske hær mod den shiitiske organisation. Det var derfor, at israelske embedsmænd ved starten af offensiven udtalte, at de ikke ønskede nogen anden styrke end den libanesiske hær indsat i det sydlige Libanon, afviste udtrykkeligt en international styrke og spyttede på den eksisterende UNIFIL-styrke [United Nations Interim Force In Lebanon, FN’s styrke i Libanon, o.a.].

Dette projekt har i virkeligheden været Washington og Paris’ mål lige siden de i fællesskab i september 2004 udarbejde FN’s sikkerhedsråds resolution 1559, der krævede tilbagetrækning af de syriske tropper fra Libanon og ”opløsning og afvæbning af alle libanesiske og ikke-libanesiske militser”, dvs. Hizbollah og palæstinensernes organisationer i deres flygtningelejre.

Washington havde troet, at når de syriske tropper blev fjernet fra Libanon, ville den libanesiske hær, som hovedsagligt er blevet udstyret og trænet af Pentagon, være i stand til at ”opløse og afvæbne” Hizbollah. Den syriske hær trak sig i praksis ud af Libanon i april 2005, ikke på grund af presset fra Washington og Paris, men som følge af den politiske uro og de massemobiliseringer, der fulgte efter mordet i februar samme år på den tidligere libanesiske premierminister Rafik Hariri, en meget nær ven af den herskende klasse i Saudi Arabien.

Styrkeforholdet i landet, på baggrund af de massedemonstrationer og moddemonstrationer der fandt sted, gjorde det ikke muligt for den amerikansk-allierede koalition at forestille sig en løsning af Hizbollah-spørgsmålet med magt. De var endda nødt til at føre den efterfølgende parlamentsvalgkamp i maj i en bred koalition med Hizbollah, og derefter styre landet med en koalitionsregering, der inkluderede to Hizbollah-ministre. Dette skuffende resultat tilskyndede Washington til at give grønt lys til Israels militær intervention. Man manglende bare et passende påskud, hvilket Hizbollahs operation over grænsen den 12. juli skaffede.

Set i forhold til det centrale mål og de tre metoder, der blev beskrevet ovenfor, var den israelske offensiv en total og åbenlys fiasko. Mest tydeligt er det, at Hizbollah ikke blev tilintetgjort – langtfra. Det har hovedparten af både sin politiske struktur og militære styrke i behold, og tillod sig den luksus at bombardere det nordlige Israel helt frem til det allersidste øjeblik før våbenhvilen om morgenen den 14. august.

Det er ikke blevet isoleret fra sin massebasis; denne massebasis er snarere blevet udvidet betragteligt, ikke blot blandt de libanesiske shiitter, men også blandt alle de andre religiøse grupper i Libanon, for ikke at tale om den enorme prestige, som denne krig har givet Hizbollah, især i den arabiske region og resten af den muslimske verden. Sidst, men ikke mindst, har alt dette ført til en ændring af det overordnede styrkeforhold i Libanon i en retning, som er det præcis modsatte af, hvad Washington og Israel forventede: Hizbollah kom ud af det meget stærkere og mere frygtet af sine erklærede og uerklærede modstandere, USA’s og det saudiske kongedømmes venner.

Den libanesiske regering tog i alt væsentligt Hizbollahs parti og gjorde protesterne mod den israelske aggression til sin prioritet.[2]

Der er ingen grund til at opholde os længere ved Israels mest åbenlyse fiasko: det er mere end tilstrækkeligt og højst afslørende at læse lavinen af kommentarer fra israelske kilder. En af de skarpeste kommentarer var den, der kom fra Moshe Arens, som tre gange har været ”forsvarsminister”, unægteligt en ekspert. Han skrev i Haaretz [israelsk avis der omtrent svarer til Information herhjemme, o.a.] en kort artikel, der er meget sigende:

”De [Ehud Olmert, Amir Peretz og Tzipi Livni, o.a.] havde nogle få glorværdige dage, hvor de stadig troede, at IAF’s [Israeli Air Force, o.a.] bombning af Libanon ville gøre kort proces med Hizbollah og give os en smertefri sejr. Men efterhånden som den krig, som de forkludrede så voldsomt, skred frem... sivede luften gradvist ud af dem. Nu og da udsendte de stadig nogle krigeriske erklæringer, men de begyndte at se sig om efter en udvej – en måde, hvorpå de kunne vikle sig ud af den begivenhedsrække, som de tydeligvis var ude stand til at kontrollere.

De greb ud efter halmstrå, og hvilket halmstrå var bedre end FN’s sikkerhedsråd. Det var ikke nødvendigt at vinde en militær sejr over Hizbollah. Lad FN erklære våbenhvile, og Olmert, Peretz og Livni kan simpelthen erklære sig som sejrherrer, hvad enten man tror på det eller ej... Krigen, som i følge vores ledere skulle have genoprette Israels afskrækkende position, har i løbet af en måned haft held til at ødelægge den.”[3]

Arens taler sandt: Efterhånden som Israel viste sig mindre og mindre i stand til at opnå nogle af de mål, det havde sat sig ved indledning af sin nye krig, begyndte det at lede efter en ny udvej. Mens det kompenserede for sin fiasko ved en optrapning af det destruktive og hævngerrige raseri, det slap løs på Libanon, skiftede dets amerikanske sponsorer holdning til FN. Efter at have købt Israel tid i mere end tre uger ved at blokere for ethvert forsøg på at diskutere en sikkerhedsrådsresolution, der opfordrede til våbenhvile – et af de mest dramatiske eksempler på handlingslammelse i den 61 år gamle mellemstatslige organisations historie – besluttede Washington sig for at overtage og fortsætte Israels krig med diplomatiske midler.

Ved at skifte mening kom Washington igen i overensstemmelse med Paris i Libanon-spørgsmålet. Paris, der med USA deler en fælles, om end rivaliserende, dedikation til at tilegne sig mest muligt af de saudiske rigdomme, især gennem salg af militært isenkram[4] til de saudiske herskere, bliver regelmæssigt og opportunistisk på den rigtige side i forhold til saudierne hver gang der opstår nogle spændinger mellem Washingtons dagsorden og dets ældste mellemøstlige klienters og protegeers interesser.

Israels nye Libanon-krig var sådan en mulighed: så snart Israels morderiske angreb viste sig at være kontraproduktivt set fra den saudiske herskerfamilies standpunkt, der er rædselsslagen for en stigende destabilisering af Mellemøsten, som kan vise sig at være fatal for deres interesser, opfordrede de til en indstilling af krigshandlingerne og overgang til alternative metoder.

Paris støttede øjeblikkeligt op om denne holdning og Washington fulgte siden hen trop, men først efter at have givet det israelske angreb et par dage mere til at forsøge at opnå nogle militære bedrifter, som kunne redde ansigt for dem. Det første resolutionsudkast, som blev lavet af de to hovedstæder, cirkulerede hos FN den 5. august. Det var et åbenlyst forsøg på at opnå på diplomatisk vis, hvad Israel ikke havde været i stand til med militære midler. Mens dette udkast udtalte sin ”stærke støtte” til Libanons suverænitet, opfordrede det ikke desto mindre til en genåbning af landets lufthavne og havne kun for ”verificerbare og rent civile formål” og tillod oprettelsen af en ”international embargo på salget og forsyningen af våben og beslægtet materiale til Libanon undtagen, når det er autoriseret af dets regering,” med andre ord en embargo mod Hizbollah.

Man genfremsatte resolution 1559, der opfordrede til endnu en resolution, der ville bemyndige ”i henhold til Kapitel VII af Charteret indsættelsen af en international styrke med FN-mandat, der skal støtte Libanons væbnede styrker og regering i at sørge for trygge livsforhold og bidrage til gennemførelsen af en permanent våbenhvile og en langsigtet løsning.” Denne formulering er så vag, at den faktisk kun kan betyde, at en international styrke har fået fuldmagt til militære operationer (Kapitel VII i FN-Charteret) for at gennemføre resolution 1559 med magt, i alliance med den libanesiske hær.

Dertil kom, at der ikke var nogen bestemmelse, som begrænsede denne styrke til området syd for Litani-floden, som efter det oprindelige resolutionsudkast skulle være fri for Hizbollahs styrker, og den zone, som Israel havde krævet blev sikret efter ikke at have været i stand til at slippe af med Hizbollah i resten af Libanon. Dette betød, at FN-styrken kunne tilkaldes for at skride ind overfor Hizbollah i resten af Libanon.

Dette projekt var imidlertid helt uden sammenhæng med, hvad Israel havde opnået på slagmarken, og forslaget blev derfor nedstemt. Hizbollah kritiserede forslaget stærkt og gjorde det klart, at man ikke ville acceptere andre internationale styrker end den eksisterende UNIFIL, den FN-styrke, som har været indsat langs Libanons grænse mod Israel (”Den blå linie”) siden 1978. Den libanesiske regering viderebragte Hizbollahs modstand og ønske om ændringer, støttet af et kor af arabiske stater, inklusive alle de amerikanske klienter. Washington havde da intet andet valg end at ændre i forslaget, eftersom det alligevel ikke ville kunne blive stemt igennem i sikkerhedsrådet.

Desuden havde Washingtons allierede, den franske præsident Jacques Chirac – hvis land forventes at stille med den største del af den internationale styrke og lede den – selv offentligt erklæret to uger inde i kamphandlingerne, at ingen troppeindsættelse var mulig uden en forudgående aftale med Hizbollah.[5]

Udkastet blev derfor ændret og genforhandlet, mens Washington bad Israel om at fremsætte truslen om en stor landoffensiv og faktisk begynde at gennemføre den som et pressionsmiddel, der skulle gøre det muligt for Washington at få den bedst mulige aftale set fra deres synspunkt. For at bane vej for en aftale, der skulle føre til en våbenhvile, som blev mere og mere nødvendig af humanitære årsager, accepterede Hizbollah indsættelsen af 15.000 libanesiske tropper syd for Litani-floden og mildnede sin generelle position. Resolution 1701 kunne således trænge igennem sikkerhedsrådet den 11. august.

Washington og Paris’ største indrømmelse var, at de opgav projektet med at skabe en multinational ad hoc-styrke i henhold til Kapitel VII. I stedet gav resolutionen bemyndigelse til ”en forøgelse UNIFIL-styrken til maksimalt 15.000 tropper”, og således oppynte og oppuste den eksisterende FN-styrke i betydelig grad. Det væsentligste trick var imidlertid at omdefinere mandatet for denne styrke så den nu kunne ”assistere Libanons væbnede styrker i at tage forholdsregler” hen imod ”oprettelsen mellem Den blå linie og Litani-floden af et område uden nogen form for bevæbnet mandskab, våben og tilbehør bortset fra det, der tilhører Libanon og UNIFIL.” UNIFIL kan nu også ”foretage alle de handlinger i de områder, hvor dets styrker er indsat, som det anser for nødvendige og indenfor dets muligheder for at sikre, at dets operationsområde ikke anvendes til fjendtlige aktiviteter af nogen slags.”

Tilsammen kommer de to ovenstående formuleringer ret tæt på et Kapitel VII-mandat, eller kan i det mindste let fortolkes sådan. Desuden bliver UNIFIL’s mandat faktisk udvidet af resolution 1701 udover dets ”indsættelsesområde”, eftersom den nu kan ”assistere den libanesiske regering, hvis den anmoder om det” i dens bestræbelser på, at ”sikre sine grænser og andre adgangsveje for at forhindre, at våben og beslægtet materiale kommer ind i Libanon uden dens samtykke” – en sætning, der afgjort ikke henviser til Libanons grænse til Israel, men til dets grænse til Syrien, som løber på langs i landet, fra nord til syd. Dette er de store fælder i resolution 1701, og ikke formuleringen om tilbagetrækning af den israelske besættelseshær, som mange kommentarer har fokuseret på, da Israels tilbagetrækning i virkeligheden drives frem af Hizbollahs afskrækkende styrke, ikke af nogen FN-resolution.

Hizbollah besluttede sig for at give grønt lys til, at den libanesiske regering kunne godkende Resolution 1701. Hassan Nasrallah holdt en tale den 12. august, hvor han forklarede partiets beslutning om at godkende indsættelsen af tropper med FN-mandat. Den indeholdt en langt mere ædruelig vurdering af situationen end nogle af hans andre taler og en god portion politisk klogskab. ”Idag”, sagde Nasrallah, ”står vi overfor de fornuftige og mulige naturlige resultater af den store urokkelighed, som libaneserne har udtrykt fra deres forskellige positioner.” Denne ædruelighed var nødvendig, da enhver pralende beråbelse af sejren – som dem der på en sølle baggrund blev udtrykt af Hizbollahs støtter i Teheran og Damaskus – ville have krævet, at Nasrallah havde tilføjet, som Kong Pyrrhus i det antikke Grækenland, ”En sådan sejr mere – og jeg er fortabt!” Hizbollahs afviste klogt og tydeligt at gå ind i en polemik om vurderingen af krigens resultater, idet de understregede, at ”vores vigtigste prioritet” er at stoppe angrebet, genvinde det besatte territorium og ”opnå sikkerhed og stabilitet i vores land og flygtningenes og de fordrevne personers tilbagevenden.”

Nasrallah definerede sin bevægelses praktiske standpunkt på følgende måde: at rette sig efter våbenhvilen, fuldt samarbejde med ”alle, der kan bidrage til, at vores fordrevne og flygtede folk kan vende tilbage til deres hjem, til deres huse, og alle der kan hjælpe med humanitære- og redningsaktioner. Det gjorde han samtidig med, at han udtalte, at hans bevægelse var klar til at fortsætte den legitime kamp mod den israelske hær lige så længe som den bliver på libanesisk territorium, om end han tilbød at respektere 1996-aftalen, hvorefter begge siders operationer skulle begrænse sig til militære mål og skåne civile. I den forbindelse understregede Nasrallah, at hans bevægelse først begyndte at bombardere det nordlige Israel som svar på Israels bombning af Libanon efter operationen den 12. juli, og at Israel havde skylden for, at krigen overhovedet blev udvidet til at omfatte civile.

Nasrallah fremførte derefter en holdning til resolution 1791, som, indtil den er blevet efterprøvet i praksis, bedst kan beskrives som godkendelse, men med mange forbehold. Han protesterede mod, at resolutionen var uretfærdig, fordi den i indledningen undlod at komme med nogen form for fordømmelse af Israels angreb og krigsforbrydelser, han tilføjede dog, at resolutionen kunne have været meget værre og udtalte, at han værdsatte de diplomatiske anstrengelser, der havde forhindret, at det var sket. Hans centrale pointe var en understregning af den kendsgerning, at Hizbollah betragter nogle af de spørgsmål, som resolutionen omhandler, som interne libanesiske anliggender, der bør diskuteres og løses af libaneserne selv – hvortil han føjede vigtigheden at opretholde Libanons nationale enhed og solidaritet.

Nasrallahs standpunkt var det rigtigst mulige i betragtning af omstændighederne. Hizbollah var nødt til at give indrømmelser for at bane vej for, at krigen sluttede. Eftersom hele den libanesiske befolkning blev holdt som gidsel af Israel, ville en stejl holdning have haft frygtelige humanitære konsekvenser udover de allerede forfærdende følger af Israels ødelæggende og morderiske raseri. Hizbollah er udmærket klar over, at det afgørende ikke er ordlyden af en FN-resolution, men dens faktiske fortolkning og gennemførelse, og hvad det angår, er det afgørende situationen og styrkeforholdet på slagmarken. For at svare på George W. Bush’s og Ehud Olmerts forfængelige praleri over deres sejr, som hævdes at komme til udtryk i resolution 1701, behøver man blot at citere Moshe Arens forebyggende svar fra den allerede citerede artikel:

”En retorik, der passer til situationen, er allerede i kredsløb. Og hvad så, hvis hele verden opfatter denne diplomatiske aftale – som Israel har indgået mens det stadig modtog en daglig dosis af Hizbollah-raketter – som om Israel har lidt nederlag til et par tusinde Hizbollah-soldater? Og hvad så, hvis ingen tror på, at en ”forstærket” UNIFIL-styrke vil afvæbne Hizbollah, og at Hizbollah, der stadig har et arsenal på tusinder af raketter og som virkelig er blevet forstærket af denne måneds succes mod Israels mægtige væbnede styrker, vil blive en fredspartner?”

Den virkelige ”fortsættelse af krigen med andre midler” er allerede til fulde startet i Libanon. Der er fire hovedspørgsmål på spil, som her bliver gennemgået i omvendt prioriteringsorden. Det første spørgsmål, på det hjemlige libanesiske plan, er regeringens skæbne. Det eksisterende parlamentariske flertal i Libanon udspringer af nogle valg, hvis ufuldkommenheder skyldes en mangelfuld og skævvridende valglov, som det syrisk-dominerede regime har gennemført.

En af dens store konsekvenser har været en skævvridning af antallet af repræsentanter for de kristne vælgere, med en stor underrepræsentation af den bevægelse, der ledes af den tidligere general Michel Aoun, som indgik i en alliance med Hizbollah efter valget. Desuden har den seneste krig påvirket den libanesiske befolknings politiske stemning dybt, og det nuværende parlamentariske flertals legitimitet kan i høj grad anfægtes. Naturligvis vil en ændring af regeringen til fordel for Hizbollah og dets allierede ændre radikalt ved betydningen af resolution 1701, da fortolkningen af i høj grad afhænger af den libanesiske regerings holdning. En stor bekymring er i den henseende at undgå ethvert skridt mod fornyet borgerkrig i Libanon: Det var det Hassan Nasrallah tænkte på, da han understregede vigtigheden af ”national enhed”.

Det andet spørgsmål, også på det hjemlige libanesiske plan, er genopbygningsindsatsen. Hariri og hans saudiske støtter havde opbygget deres politiske indflydelse i Libanon ved at dominere genopbygningsindsatsen efter Libanons 15-årige krig sluttede i 1990. Den her gang vil de møde en intensiv konkurrence fra Hizbollah, der har Iran bag sig og fordel af sin intime forbindelse til Libanons shiitiske befolkning, der var hovedmålet for Israels hævnkrig. Som den højtstående israelske militæranalytiker Ze’ev Schiff formulerede det i Haaretz: ”Meget afhænger også af hvem, der vil give hjælp til genopbygningen af det sydlige Libanon; hvis det bliver gjort af Hizbollah, vil den shiitiske befolkning i syd føle, at den står i gæld til Teheran. Dette bør forhindres.”[6] Dette budskab er blevet forstået til fulde i Washington, Riyadh og Beirut. Iøjnefaldende artikler i den amerikanske mainstream-presse i dag slår alarm, hvad det angår.

Det tredje spørgsmål er naturligvis ”afvæbningen” af Hizbollah i den zone, som er blevet afgrænset i det sydlige Libanon til indsættelsen af den libanesiske hær og det oppyntede UNIFIL. Den maksimale indrømmelse, som Hizbollah er villig til at give i den henseende at ”gemme” sine våben syd for Litani-floden, dvs. undlade at vise dem frem og opbevare dem i skjulte lagre. Ethvert videre skridt, for ikke at tale om en afvæbning af Hizbollah over hele Libanon, bliver af organisationen kædet sammen med en række betingelser, der som udgangspunkt har, at Libanon får Sheeba Farms tilbage og slutter med, at der fremkommer en regering og hær, som er opsat på at forsvare landets suverænitet overfor Israel.

Dette spørgsmål er det første store problem, som implementeringen af resolution 1701 kan strande på, eftersom intet land i verden er i en position, hvor det beredvilligt vil forsøge at afvæbne Hizbollah med magt, en opgave som den mest frygtindgydende moderne hær i Mellemøsten og en af verdens stærkeste militærmagter åbenlyst ikke har været i stand til. Dette betyder, at enhver troppeindsættelse syd for Litani-floden, uanset om det drejer sig om libanesiske eller tropper med FN-mandat, vil være nødt til at acceptere Hizbollahs tilbud, hvad enten det sker i kamufleret form eller ej.

Det fjerde spørgsmål er selvfølgelig sammensætningen af og hensigten med det nye UNIFIL- troppekontingent. Washington og Paris’ oprindelige plan var at gentage det, der finder sted i Afghanistan, hvor en NATO-hjælpestyrke med FN-figenblad fører krig for Washington, i Libanon. Hizbollahs robusthed på det militære såvel som det på politiske område forpurrede denne plan. Washington og Paris troede ikke desto mindre, at de kunne gennemføre den i forklædt form og gradvist, indtil de politiske betingelser var opfyldt i Libanon for en styrkeprøve, hvor NATO og dets lokale allierede stod overfor Hizbollah. Faktisk er de lande, som forventes at sende de vigtigste troppekontingenter, alle NATO-medlemmer: sammen med Frankrig står Italien og Tyrkiet på standby, mens Tyskland og Spanien opfordres til at følge efter. Hizbollah er dog ikke dumme. De er allerede i færd med at prøve at overtale Frankrig til ikke at gennemføre sin plan om at sende elitekamptropper, der skal bakkes op udstationeringen af Frankrigs eneste hangarskib i Middelhavet tæt ved Libanons kyst.

Med hensyn til det sidste spørgsmål, kan antikrigsbevægelsen i NATO-landene hjælpe den libanesiske modstandsbevægelses kamp og fredssagen i Mellemøsten meget ved at mobilisere imod udsendelsen af NATO-tropper til Libanon, og således afskrække deres regeringer fra at gøre Washingtons og Israels beskidte arbejde. Det, Libanon har brug for er, tilstedeværelsen af en virkelig neutral, fredsbevarende styrke ved dets sydlige grænse, og, frem for alt, at dets folk får lov til at løse Libanons interne problemer med fredelige politiske midler.

Alle andre veje fører til en genopblussen af Libanons borgerkrig, på et tidspunkt, hvor Mellemøsten, og hele verden for den sags skyld, allerede har svært ved at klare følgerne af den borgerkrig, som Washington har antændt og hælder benzin på i Irak.

Fra Tidsskriftet Solidaritet, nr. 4, 2006. Gilbert Achcar underviser i politologi ved Université de Paris-VIII og er forfatter til en lang række bøger, bl.a. den internationale bestseller Clash of Barbarisms (Monthly Reviw Press, 2002). Oversat af Lars Henrik Carlskov fra International Viewpoint 16. august 2006. 

[1] For de globale og regionale følger af disse begivenheder, se min artikel ”The Sinking Ship of U.S. Imperial Designs”, der blev bragt på ZNet d. 7. august 2006. 

[2] Som en israelske kommentator formulerede det i en artikel med en temmelig afslørende titel: ”Det var en fejl at tro, at det militære pres kunne frembringe en proces, hvorunder den libanesiske regering ville afvæbne Hizbollah.” Efraim Inbar, ”Prepare for the next round, ” Jerusalem Post, 15. august, 2006. 

[3] Moshe Arens, ”Let the devil take tomorrow,” Haaretz, 13. august, 2006. 

[4] Både USA og Frankrig afsluttede store våbenhandler med saudierne i juli måned. 

[5] Interview med Le Monde, 27. juli, 2006. 

[6] Ze’ev Schiff, ”Delayed ground offensive clashes with diplomatic timetable,” Haaretz, 13. august, 2006.