Kosovo erklærede sig i januar selvstændigt og blev hurtigt anerkendt af en række lande, herunder USA og Danmark. Lee Sustar ser her på den rolle, som diverse stormagtsinterventioner har spillet i dannelsen af den nye stat.
AF LEE SUSTAR
Kosovos erklæring om uafhængighed fra Serbien markerer det seneste – men ikke sidste – imperialistiske magtspil på Balkan.
Kosovo-albanernes legitime kamp for selvbestemmelse er blevet forvandlet til et redskab for stormagtspolitik – og det passer ind i et mønster, som tidligere har ført til megen blodudgydelse i regionen.
Kosovos uafhængighed kommer ni år efter den amerikansk-ledede NATO-krig mod Serbien, der dengang var den dominerende magt i det tidligere Jugoslavien, efter at Serbien slog hårdt ned på det etnisk albanske flertal i sin sydlige provins.
Siden da er Kosovo blevet administreret af FN og afpatruljeret af NATO-tropper, hvilket har skabt en kvasi-stat under vestligt formynderskab. I dag er kun et lille antal serbere tilbage i Kosovo, og de er truet af det albanske flertal.
Kosovo lå i hjertet af middelalderens serbiske kongerige, men det har været befolket af et albansk flertal i mindst 300 år. På den tid, da NAT0’s 1999-krig fandt sted, var omkring 90 procent af Kosovos befolkning på 2 millioner albanere.
Efter oprettelsen af Jugoslavien var kosovo-albanerne udsat for den værste fattigdom og underudvikling i landet og oplevede diskrimination i uddannelses-, arbejds- og boligmæssig diskrimination.
Den jugoslaviske forfatningsreform i 1974 førte til en vis styrkelse af Kosovos autonomi. Men disse reformer blev rullet tilbage efter 1989, da den tidligere jugoslaviske præsident Slobodan Milosevic, en serber, brugte Kosovo-spørgsmålet til at genoplive serbisk nationalisme.
Milosevic valgte at begynde denne kampagne på årsdagen for et historisk slag i middelalderen mellem serberne og det tyrkiske osmanniske imperium, som endte med at sætte en stor del af nutidens Serbien under osmannisk herredømme.
Både på den kosovo-albanske og serbiske side fremsætter nationalistiske historikere stridende påstande om, hvilken gruppe der oprindelig udgjorde befolkningsflertallet. I virkeligheden levede de to gruppe side om side i århundreder, og både albanere og serbere gjorde oprindelig modstand mod osmannerne.
Ikke desto mindre blev Kosovo et afgørende symbol for serbisk nationalisme i det 19. århundrede, da serberne optrappede deres kamp mod det osmanniske styre – og, senere, det østrigsk-ungarske imperiums herredømme.
For Milosevic var serbisk nationalisme og en opfordring til en ”tilbagevenden” til Kosovo en velkommen erstatning for den miskrediterede stalinistiske politik, som styrede Jugoslavien helt frem til omvæltningerne i Østeuropa i 1989.
Milosevics nationalistiske vending blev matchet af lederne for de andre etniske gruppe i Jugoslaviens føderal struktur af ”republikker” – Franjo Tudjman, som blev præsident for Kroatien og Milan Kucan, som blev Sloveniens leder. Begge lande erklærede sig uafhængige af Jugoslavien og løsrev sig efter kortvarige militære konflikter med den serbisk-dominerede resterende del af Jugoslavien. Desuden rev også Makedonien sig løs.
Denne nationalistiske dynamik førte til en rædselsvækkende borgerkrig i den jugoslaviske republik Bosnien, som blev opdelt mellem serbere, kroater og muslimer. Fra 1992 til 1995 blev titusinder dræbt og mindst 2 millioner fordrevet.
Vestens rolle
Krigen i Bosnien og den øvrige vold på Balkan blev fremstillet i mainstream-medierne som en fortsættelse af ældgammelt ”etnisk had”. I virkeligheden satte de store europæiske lande og USA deres fingeraftryk overalt på 1990’ernes Balkan-krige.
I starten reagerede Vesten på spændingerne i Jugoslavien ved at give Milosevic grønt lys til at holde landet sammen under serbisk dominans. Men da landet alligevel brød sammen, gik det nyligt genforenede Tyskland enegang ved at anerkende Kroatien, som havde været en lydstat under 2. verdenskrigs nazistiske besættelse.
Dette optrappede krisen – og førte blandt andet til en uafhængighedserklæring fra det serbiske mindretal i Krajina-regionen i Kroatien. ”Etnisk udrensning” – tvangsflytningen af mennesker på grund af deres nationalitet, sprog eller religion – blev en del af verdens ordforråd.
I 1994 truede blodbadet i Bosnien med at komme ud af kontrol. To af regionens NATO-partnere overvejede at intervenere – på hver sin side, da Grækenland støttede serberne og Tyrkiet bakkede op om de bosniske muslimer.
Til sidst pressede Bill Clinton Frankrig og Storbritannien til at opgive deres pro-serbiske position og til at intervenere for at inddæmme Milosevic og forhindre krisen i at sprede sig. Dette gav sig udtryk i skabelsen af en alliance mellem de bosniske kroater og muslimer mod serberne, som blev fuldendt ved at arrangere våben og penge fra Iran og arabiske og muslimske lande.
Det var Clintons centrale udsending i regionen Peter Galbraith, som organiserede krigen efter Washingtons målsætninger. Galbraith samarbejdede med ”pensionerede” amerikanske militærofficerer om at opbygge Kroatiens væbnede styrker som modvægt til Serbien, selvom den kroatiske præsident Tudjman var nøjagtig lige så stor en autoritær nationalist som Milosevic.
Den 4. august 1995 fejede den kroatiske hær under Operation Storm ind over det serbiske territorium i Krajina. ”Det var den første etape i det, der i løbet af de næste par dage skulle blive den største tvangsflytning af mennesker i Europa siden 2. verdenskrig”, skrev journalisterne Laura Silber og Allan Little. I sidste ende blev omkring 200.000 serbere tvunget til at flygte fra Krajina, hvor de havde boet i århundreder.
Krigen sluttede efter at amerikanske krigsfly havde bombet serbiske mål i Bosnien. På det tidspunkt så Milosevic at styrkeforholdene havde vendt sig imod ham og slog hånden af de bosniske serbere og underskrev en fredsaftale på en amerikansk luftbase uden for Dayton i Ohio. Kort tid efter strømmede 60.000 NATO-tropper ind i Bosnien som ”fredsbevarere” – dvs. ordenshåndhævere for en FN-kommissær der besad den reelle politiske magt i Bosnien, som forblev etnisk opdelt.
Milosevic var svækket, men holdt fast ved magten som leder af Jugoslavien – som på det tidspunkt var reduceret til Serbien, Montenegro og Kosovo, en autonom serbisk provins.
Der blev slået hårdt ned på en ikke-voldelig borgerrettighedsbevægelse blandt albanerne.
Unge kosovo-albanere sluttede i stigende grad op om Kosovos Befrielseshær (UCK), der oprindelig havde været en venstreorienteret og maoistisk gruppe, men havde udviklet sig til en nationalistisk styrke under beskyldning for indblanding i narkosmugling.
Fra 1998 optrappede UCK de militære angreb på serbiske mål. Milosevic svarede igen med endnu en bølge af arrestationer og undertrykkelse. Endnu en gang så Balkan ud til at befinde sig på randen af en større krig, hvor Tyrkiet og Grækenland støttede hver sin side.
Med udsigt til en konflikt, der kunne komme ud af kontrol, gik Clinton-regeringen i gang med at organisere en Kosovo-krig på sine betingelser. Den beskyldte Milosevic for at planlægge et folkemord på albanerne, og udenrigsminister Madeleine Albright kom på banen for at lave et ”kompromis” i den franske by Rambouillet.
Der var tale om et tilbud, som Milosevic måtte afvise – aftalen ville have tilladt NATO-tropper fuldstændig bevægelsesfrihed over hele Jugoslavien. Milosevic havde tilbudt en ny aftale om Kosovos autonomi; Albright svarede igen ved at kræve at Jugoslavien accepterede en reel invasion.
En brik i et større spil
Da Milosevic nægtede, påbegyndte NATO en tre måneder lang bombning af Jugoslavien, hvor civile mål blev angrebet og skønsmæssigt 2.000 serbere blev dræbt.
Men krigen forværrede forholdene for de 850.000 kosovo-albanere, som allerede havde var flygtet fra deres hjem i kølvandet på den serbiske undertrykkelse. Omkring 10.000 albanere blev dræbt af de serbiske styrker i denne periode.
NATO’s luftkrig blev komplementeret på landjorden af UCK, som foretog mindre angreb på Jugoslaviens serbisk-dominerede hær. Milosevic kapitulerede – igen, for at overleve.
Efter endelig at blive tvunget fra magten i 2000, blev Milosevic til sidst tilfangetaget af NATO-styrker og fængslet i Haag for krigsforbrydelser, men han døde før retssagen var færdig.
Ligesom i Bosnien har NATO-styrker og en FN-kommissær haft den reelle politiske magt i Kosovo, hvor tidligere UCK-leder Hashim Thaci nu er premierminister. Ved nærmere eftersyn er Kosovos selvstændighed efter uafhængighedserklæringen dog begrænset.
EU vil stadig spille en stor rolle i det, FN kalder en ”overvåget uafhængighed”, og NATO-tropperne vil blive i landet på ubestemt tid. Sigende nok blev der dannet en ny nationalistisk kosovo-albansk gruppe, kendt som Selvbestemmelse, i protest mod FN’s koloni-agtige administration – og to af dens medlemmer er blevet dræbt af FN-politi og dens leder er blevet fængslet. Camp Bondsteel, som før invasionen af Irak var den største nye amerikanske militærbase siden Vietnam-krigen, vil fortsat være i Kosovo.
I praksis forsøger USA og dets allierede at manipulere kosovo-albanernes kamp for selvbestemmelse efter deres egne formål – ligesom USA har gjort med kurderne i Irak.
USA møder en vis modstand, da Rusland – Serbiens traditionelle støtte – modsætter sig Kosovos uafhængighed, ligesom det er tilfældet med andre stater, såsom Kina og Spanien, der selv udfordres af nationalistiske bevægelser.
Imod nationalisme og imperialisme
Men disse imperialistiske manøvrer betyder ikke at Kosovos selvstændighed ikke er et legitimt politisk mål. Som en gruppe serbiske socialister for nylig formulerede det, spiller serbiske ”nationalistiske krav på Kosovo en afgørende rolle i at ”legitimere” Serbiens herskende klasse. Og truslen fra Serbien ligger til grund for den kosovo-albanske støtte til USA, som har planer om en olierørledning på Balkan (...)
Oversat og redigeret af Lars Henrik Carlskov fra den amerikanske ugeavis Socialist Worker 9. marts 2008.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar