Marx og den globale miljøkrise

Det er almindeligt at betragte marxismen som en miljøfjendtlig filosofi. Men i virkeligheden var Marx og Engels pionerer inden for den økologiske tænkning, forklarer tidsskriftet Monthly Reviews redaktør John Bellamy Foster i denne artikel.

Økologi opfattes ofte som en nyere opfindelse. Men tanken om at kapitalismen nedbryder miljøet på en måde, som har de værste følger for de fattige og de koloniserede folk, blev allerede i det 19. århundrede udtrykt i Karl Marx og Friedrichs Engels værker. Da Marx i 1867 i Kapitalen skrev om Englands økologiske imperialisme over for Irland, erklærede han, at ”England gennem de sidste 150 år har eksporteret Irlands jord i indirekte form, uden at give jordens dyrkere så meget som midlerne til at erstatte jordens bestanddele”. Marx trak her på den tyske kemiker Justus von Liebigs arbejde. I indledningen til den 7. udgave (1862) af sin Organisk kemi anvendt på jordbrug og fysiologi havde Liebig argumenteret for, at ”Storbritannien berøver alle lande betingelserne for deres frugtbarhed” og fremhævet Storbritanniens systematiske udplyndring af Irlands jord som det tydeligste eksempel. For Liebig kunne et produktionssystem, der tog mere fra naturen end det gav igen, kaldes et ”udplyndringssystem” – et udtryk han brugte til at beskrive det industrielle kapitalistiske landbrug.[1]

I tilslutning til Liebig og andre analytikere af det 19. århundredes jordbundskrise, fremførte Marx at jordens næringsstoffer (kvælstof, fosfor og kalium) som mad og fibre blev sendt hundreder og tusinder af kilometre til byerne, hvor disse næringsstoffer – i stedet for at blive genanvendt og vende tilbage til jorden, endte med at forurene byerne, med katastrofale følger for menneskenes sundhed. Samtidig importerede Storbritannien, som Liebig påpegede, på grund af en stadig mere forpint jordbund knogler fra Napoleonskrigenes slagmarker, romerske katakomber samt guano fra Peru i et desperat forsøg på at gengive markerne næringsstoffer. (Senere bidrog opfindelsen af kunstgødning til at afhjælpe manglen på næringsstoffer, men dette medførte andre miljøproblemer, såsom kvælstofudledning.)

I sin behandling af disse miljøspørgsmål overtog Marx begrebet Stoffwechsel eller stofskifte fra Liebig[2] og beskrev den økologiske modsætning mellem naturen og det kapitalistiske samfund som ”et uoprettelig brud i det sociale, af livets naturlov foreskrevne stofskifte”. Faktisk kan ”den kapitalistiske produktion”, forklarede Marx, ”kun udvikle teknikken og kombinationen af de forskellige processer til et socialt hele samtidig med, at den undergraver de kilder, som al rigdom udspringer af: jorden og arbejderen”. Dette brud i stofskifte-forholdet mellem menneskeheden og naturen kunne kun overvindes, argumenterede han for, ved at man systematisk ”genopretter” stofskiftet mellem menneskeheden og naturen som ”som en lov for den samfundsmæssige produktions styring”. Men dette forudsatte de associerede producenters rationelle regulering af arbejdsprocessen (der selv defineres som menneskets stofskifte-forhold til naturen) i overensstemmelse med de kommende generationers behov. ”Ikke engang et helt samfund, en nation, ja ikke engang alle samtidig samfund taget under ét”, erklærede Marx, ”ejer jordkloden. De er kun dens besiddere, har kun brugsret til den, og som boni patres familias [gode familiefædre, red.] må de overlade den i forbedret stand til de efterfølgende generationer”.[3]

Marx’s overvejelser omkring økologi, der var forbundet med dem hos Engels, gik derfor langt videre end generelle forståelse på hans tid. I dag lyder de økologiske spørgsmål, som Marx og Engels behandlede (om end undertiden kun flygtigt) som en lang opremsning af mange af vores mest presserende miljøproblemer: skellet mellem land og by, nedbrydning af jordbunden, landlig isolation og affolkning, overbefolkning i byerne, urban spildevandsudledning, industriel forurening, spildevandsgenbrug i industrien, faldet i ernæring og sundhed, forkrøblingen af arbejderne, formøblingen af naturressourcerne (deriblandt fossilt brændstof i form af kul), afskovning, oversvømmelser, ørkendannelse, vandmangel, regionale klimaændringer, energibesparelse, forskellige arters afhængighed af skiftende omgivelser, historisk-betingede overbefolkningstendenser og hungersnød.

Marx anså den materialistiske historieopfattelse for at være forbundet med den materialistiske naturopfattelse, historievidenskaben for at være forbundet med naturvidenskaben. Han fyldte sine naturvidenskabelige notesbøger med studier i geologi, kemi, agronomi, fysik, biologi, antropologi og matematik. Han overværede på The Royal Institution i London den irsk-fødte fysiker John Tyndalls forelæsninger. Marx var fascineret af Tyndalls eksperimenter med strålevarme, deriblandt spredningen af solens stråler.[4] Det er endda muligt at han var blandt tilskuerne, da Tyndall i starten af 1860’erne fremlagde resultaterne af sine eksperimenter, der for første gang demonstrerede at vanddamp og kuldioxid var forbundet med en drivhuseffekt, som bidrog til at holde varme tilbage inden for Jordens atmosfære. (Der var selvfølgelig ingen på den tid, der havde mistanke om at drivhuseffektens samspil med kuldioxid fra menneskers afbrænding af fossile brændstoffer kunne føre til menneskeskabte globale klimaændringer – en hypotese der først i 1896 blev lanceret af den svenske videnskabsmand Svante Arrhenius.)

I dag bliver den dialektiske forståelse af vekselvirkningen mellem natur og samfund, som Marx og Engels tilsluttede sig, i stigende grad påtvunget os alle som følge af en accelererende global økologisk krise, der frem for alt symboliseres af den globale opvarmning. Nyere forskning inden for miljøsociologi har anvendt Marx’s teori om et stofskifte-brud på nutidige miljøproblemer såsom kunstgødning, døende verdenshave og klimaændringer. Brett Clark og Richard York, der skriver om de samfundsmæssige årsager til nutidens stofskifte-brud mht. kul, som stammer fra den hurtige opbrænding af fossile brændstoffer, har demonstreret at der ikke findes nogen magisk kur på dette problem, uden ændringer i de grundlæggende samfundsforhold. Det er usandsynligt at teknologien kan afhjælpe problemet i større grad, da effektivitetsstigninger under kapitalismen, i følge det der kaldes ”Jevons paradoks” (efter William Stanley Jevons som skrev The Coal Question i 1865), uvægerligt fører til udvidelse af produktionen, og den dermed forbundne stigning i forbruget af naturressourcer og energi og en yderlig belastning af biosfæren. ”Den teknologiske udvikling”, konkluderer Clark og York derfor, ”kan ikke bidrage til at udbedre stofskifte-bruddet mht. kul før den befries fra kapitalrelationernes diktater”.[5]

Den eneste virkelige, dvs. bæredygtige, løsning på det globale miljømæssige stofskifte-brud kræver, med Marx’s ord, et samfund af de ”associerede producenter”, der ”regulerer dette deres stofskifte med naturen rationelt, at de bringer det under deres fælles kontrol i stedet for at beherskes af det som en blind magt; at de fuldbyrder det med mindst mulige energiforbrug og under betingelser, der er deres menneskelige natur mest værdige og adækvate”.[6] Målene om menneskelig frihed og økologisk bæredygtig er således uløseligt forbundet, og en nødvendig betingelse for at opfylde dem er opbygningen af en socialisme for det 21. århundrede.

John Bellamy er professor i sociologi ved University of Oregon, forfatter til bl.a. Marx’s Ecology og Ecology Against Capitalism samt redaktør af tidsskriftet Monthly Review. Oversat af Lars Henrik Carlskov fra MRZine 28/11/2007.

[1] Karl Marx, Capital, vol. 1 (New York, Vintage, 1976), 860; John Bellamy Foster, Marx's Ecology (New York, Monthly Review Press, 2000), 164. Se også Erland Mårald, "Everything Circulates: Agricultural Chemistry and Recycling Theories in the Second Half of the Nineteenth Century", Environment and History, vol. 8 (2002), 65-84. [Ved oversættelsen af Marx-citaterne i denne artikel er overalt benyttet den danske udgave af Kapitalen I-III (Rhodos, København, 1972), o.a.].

[2] Som det angives af redaktørernes note til Penguin/Vintage udgaven af Kapitalens 3. bog: ”Der henvises adskillige gange til Liebig både i denne bog og i 1. bog, og det ser ud til Marx fra Liebig overtog begrebet stofskifte (Stoffwechsel), som han her anvender i en passende form til analysen af arbejdsprocessen (Kapitel 7)”. Karl Marx, Capital, vol. 3 (New York, Vintage, 1981), s. 878.

[3] Foster, Marx's Ecology, 155-70. Se også Paul Burkett, Marx and Nature (New York, St. Martin's Press, 1999); Paul Burkett and John Bellamy Foster, "Metabolism, Energy, and Entropy in Marx's Critique of Political Economy", Theory & Society, vol. 35 (2006), 109-56.

[4] Spencer R. Weart, The Discovery of Global Warming (Cambridge, Massachusetts, Havard University Press, 2003), s. 3-4; Y.M. Uranovsky, “Marxism and Natural Science”, i Nikolai Bukharin et. al., Marxism and Modern Thought (New York, Harcourt, Brace, and Co., 1935), s. 140. I 1865 berettede Friedrich Engels at en kemiker han lige havde mødt – sandsynligvis Carl Schorlemmer, som skulle blive en af Engels og Marx’s nærmeste venner, medlem af Det kongelige videnskabelige selskab og den første i England til at besidde et professorat i organisk kemi – havde forklaret Tyndalls ”solstråleeksperiment” for ham. Se W.O. Henderson, The Life of Friedrich Engels, (London, Frank Cass, 1976), vol. 1, s. 262.

[5] Brett Clark og Richard York, “Carbon Metabolism: Global Capitalism, Climate Change, and the Biospheric Rift”, Theory & Society, vol. 34 (2005), s. 419. For yderligere analyse af det stofskiftemæssige brud og den globale økologiske krise, se Rebecca Clausen og Brett Clark, ”The Metabolic Rift and Marine Ecology”, Organization & Environment, vol. 18, no. 4 (2005), s. 422-44; Philip Mancus, ”Nitrogen Fertilizer Dependency and Its Contradictions”, Rural Sociology, vol. 72, no. 2 (June 2007).

[6] Marx, Capital, vol. 3, s. 959.