2011/10/08

Derfor svigter Thorning og Søvndal


Den nye regerings manglende opgør med VKO skyldes i sidste ende S-SF’s fejlagtige strategi.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Der er forståeligt nok stor skuffelse i Socialdemokraternes og SF’s bagland over det nye regeringsprogram, der lægger op til at videreføre størstedelen af de sidste 10 års borgerlige politik. De rigeste beholder skattelettelserne samtidig med, at forringelserne af dagpenge og efterløn ikke som lovet rulles tilbage. Den planlagte bankskat er også sløjfet, og S-R-SF varsler tilmed en ny lempelse af topskatten. I regeringsgrundlaget står det endda direkte: ”Udgangspunktet for regeringen er VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand”.

For at føje spot til skade, står den nye regering på udlændingeområdet, med juraprofessor Jens Vedsted-Hansens ord, ”stort set” for VK-regeringens politik frem til 2009, hvilket bl.a. indebærer, at fremmedfjendske monumenter som 24-års-reglen og tilknytningskravet består. Hvordan kan det være, at Socialdemokraterne og SF ikke engang er i stand til at præsentere et klart alternativ til den tidligere regering, som vel at mærke var den mest højreorienterede i Danmark siden 1929?

Parlamentarisk tunnelsyn 
Svaret skal findes i Socialdemokraternes og SF’s fejlagtige strategi for social forandring. De to partier forestilllede sig, at deres oprindelige mål om socialisme kunne gennemføres på parlamentarisk, dvs. reformistisk, vis. Imidlertid tages mange af de vigtigste beslutninger slet ikke af parlamentet, men derimod af ikke-valgte embedsmænd som f.eks. departementschefer, dommere, militærchefer og politidirektører, der via deres opvækst, uddannelse, løn og livsstil er tæt knyttet til borgerskabet og derfor vil forsøge at underminere ethvert forsøg på at afskaffe deres privilegier.

Dertil kommer, at enhver regering, der forsøger at føre en anti-kapitalistisk politik, straks vil møde benhård modstand fra kapitalejerne, f.eks. i form af indskrænkninger af produktionen, tilbageholdelse af investeringerne, kapitalflugt og spekulation mod valutaen. Og hvis alle disse former for sabotage ikke er nok, vil borgerskabet, som utallige historiske eksempler har vist, ikke tøve med at gribe til væbnet oprør for at vælte en demokratisk valgt regering, der truer deres klassemagt.

Reformisme uden reformer 
Da det, i modsætning til hvad Socialdemokraterne og SF i sin tid hævdede, således ikke er muligt at indføre socialismen via det borgerlige parlament, har vi i stedet set den stigende borgerliggørelse af de to partier. Strategien om gradvis reformering af kapitalismen så ganske vist ud til at virke under det langvarige økonomiske opsving i 1950’erne og 1960’erne. De høje vækstrater var dog kun mulige på grund af 2. verdenskrigs omfattende destruktion af kapital og Den kolde krigs militære oprustning, og de forbedrede levestandarder skyldtes snarere folkeligt pres fra neden end parlamentariske forhandlinger.

I starten af 1970’erne kom den kapitalistiske verdensøkonomi imidlertid i krise og har siden da været inde i en relativ tilbagegang. Derfor har vi både i Danmark og udlandet gang på gang set reformistiske partier, der som S-SF lader muligheden for reformer afhænge af kapitalismens vækst, angribe lønninger, arbejdsforhold og velfærdsydelser.

Behov for et udenomsparlamentarisk alternativ 
Kapitalismens nuværende krise er den dybeste siden 1930’erne, og vi har formentlig endnu det værste til gode. Danmark, der blot udgør 0,4 % af verdensøkonomien, vil naturligvis ikke gå fri af den opblussende krise. Allerede før valgkampen varslede S-SF nedskæringer på velfærden, hvis det ikke lykkes at skabe vækst i den private sektor.

Derudover har den nye regering både før og efter valget krævet løntilbageholdenhed fra arbejderklassen, der med andre ord både skal betale for kapitalismens krise gennem efterlønnen, dagpengene og lønnen. Men udenfor Folketinget kan vi opbygge en massebevægelse, der sikrer, at dette ikke sker og som, hvis den bliver bred nok, kan skabe et demokratisk og socialistisk alternativ til den nuværende nedskæringspolitik.