Corona spreder kapitalismens autoritære virus

Den globale pandemi har sat turbo på årtiers udhuling af det i forvejen stærkt begrænsede liberale demokrati.

Af Lars Henrik Carlskov

De seneste ugers indskrænkning af grundlæggende demokratiske rettigheder er den suverænt mest vidtgående i landet siden 2. verdenskrig. Uden høringsfase, hvor f.eks. juraeksperter, menneskerettighedsorganisationer og almindelige borgere kunne fremsætte indvendinger. I rekordtempo er der foretaget voldsomme indgreb i bl.a. den personlige frihed, forsamlingsfrihed, bevægelsesfrihed og retten til at bestemme over egen krop.

F.eks. mulighed for forbud mod forsamlinger ned til 2 personer, tvangsundersøgelser, tvangsbehandling, tvangsvaccinering og nedlukning af legepladser og fodboldbaner. I følge en række eksperter er det svært at vurdere, hvad der er sundhedsfagligt begrundet eller blot et politisk ønske fra regeringen. Kloden over smugles et væld af autoritære tiltag ind ad bagdøren.

I Ungarn har Orbáns højreradikale regering f.eks. tildelt sig selv diktatoriske beføjelser uden tidsbegrænsning. Borgere kan fængsles i op til 5 år for at bryde coronakarantæne eller for at offentliggøre "falske" eller "forvrængede" oplysninger, som kan skabe "uro" eller "ophidse" befolkningen. I USA har præsident Donald Trump varslet stop for indvandring. På samme måde blev den danske grænselukning modsagt af sundhedseksperter. Desuden er der bl.a. indført mulighed for dobbelt eller firedobbelt straf for ”corona”-lovovertrædelser.

Garanti for misbrug
Strømmen af såkaldte antiterrorlove siden angrebet 2001 på USA's forsvarsministerium og World Trade Center, viser samtidig den overhængende fare for misbrug af foranstaltninger, der er indført med henvisning til COVID-19. Politiets øgede magtbeføjelser er blevet brugt i sager, som intet har at gøre med terror. Om alt lige fra bander, narko, menneskesmugling, børneporno, økonomisk kriminalitet, brandstiftelse og bedrageri til røveri og drab.

International solidaritet med legitime oprørsbevægelser i f.eks. Colombia, Palæstina og Kurdistan er blevet kriminaliseret. Og det kurdiske Roj TV mistede sendetilladelsen pga. en beskidt handel om tyrkisk støtte til Anders Fogh Rasmussen som NATO-generalsekretær. Derfor er det også naivt at tro, at coronalovene ikke vil blive brugt på alle mulige andre områder. Midlertidige begrænsninger af rettigheder bliver hurtigt permanente.

Længe inden den nuværende pandemi var den globale kapitalisme inficeret af en autoritær virus. Bl.a. steg den amerikanske fængselsbefolkning under især Reagan og Clinton med eksplosiv fart. USA har verdens største antal fængslede pr. indbygger, og stigningen fortsætter stadig. Den danske udvikling er mindre ekstrem, men på mange punkter fulgt i samme spor.

Orwells mareridt er vores virkelighed
Antallet af indsatte i danske fængsler er rekordhøjt. Især i slutningen af Nyrups regeringsperiode fra 1993-2001 accelererede den autoritære udvikling. Der kom maskeringsforbud (senest udvidet med burka- og niqāb-loven). Rockerloven betød forbud mod enkeltpersoners ophold bestemte steder såsom klubhuse. Nu udvidet til zoneforbud mod ophold i f.eks. en hel kommune. Det rammer også f.eks. hjemløse, der samtidig kan få bøder for at tigge.

Senere har vi bl.a. fået civile agenter, visitationszoner, præventive anholdelser og længere varetægtsfængslinger. Plus vandkanoner, heste og peberspray til politiet (sidstnævnte oprindeligt et alternativ til brug af stave og pistoler). Samt mulighed for dobbeltstraf i såkaldte ghettoer og håndtrykstvang for at få statsborgerskab. Arbejdsløse og syge er ramt af mere kontrol og flere sanktioner.

Efterretningstjenesterne kan sammen med techgiganter som Amazon, Apple, Facebook og Google overvåge selv de mest intime detaljer i vores privatliv. Orwells totale overvågningssamfund er på mange måder vores virkelighed.

Autoritær stat er nyliberalismens siamesiske tvilling
De sidste tre årtier har kriminaliteten i Danmark været faldende, så hvad forklarer de evige nye stramninger? Den italienske marxist Antonio Gramsci påpegede, hvordan den herskende klasses hegemoni (”overherredømme”) bygger på en blanding af rå magt og ”konsensus” (samtykke fra befolkningen). Den styrer ikke blot ved hjælp af politi, domstole og militær, men også gennem institutioner som kirker og skoler samt civilsamfundets partier, foreninger, medier osv. Faldende profitrater for de store koncerner førte i 1970'erne til kapitalismens nuværende nyliberale fase. I denne periode er de nævnte institutioner blevet kraftigt undermineret. Det har svækket den herskende klasses folkelige legitimitet (se f.eks. rekordhøj mistillid til medier og politikere).

Derfor har den herskende klasse være tvunget til at styrke statens repressive apparat. Nyliberalismen betyder derfor ikke mindre stat (de offentlige udgifters andel af BNP er tværtimod vokset). Men derimod en omstilling af staten, hvor de mere direkte kontrol- og undertrykkelsesfunktioner vokser på bekostning af f.eks. levering af velfærdsydelser. I takt med, at kapitalismens kriser bliver stadig mere ukontrollable (virusser, økonomiske kriser, klimakatastrofen etc.), vokser kapitalens afhængighed af staten (og f.eks. dens finansielle støttepakker).

Liberalt demokrati versus socialistisk demokrati
Den nuværende situation viser det kan være legitimt at indskrænke nogle individuelle ”friheder” (f.eks. handlinger, der udsætter andre for livsfare). På samme måde forhindrer en lille minoritet af kapitalisters ”ret” til at eje og kontrollere de vigtigste produktionsmidler som maskiner, fabrikker, kontorbygninger og råstoffer i praksis alle andre fra at udøve samme ”ret”. Man kan få ubetinget fængsel for tyveri af en flaske håndsprit, men arbejdsgiverne kan uden straf tvinge ansatte på arbejde under livsfarlig smitterisiko. Og hvert år dør omkring 1.600 mennesker af arbejdsrelateret kræft i Danmark. Og 2.000 mennesker dør årligt af andre arbejdsmiljøfremkaldte sygdomme. I allerværste tilfælde kan et dødsfald koste en arbejdsgiver, ikke fængsel, men en bøde på 500.000 kr.

Forfatteren Anatole France skrev, at den nuværende formelle lighed for loven består i, at ”saavel Rig som Fattig [forbydes] at sove under Broerne, betle på Gaderne og at stjæle Brød.” Karl Marx, hvis idéer den moderne arbejderbevægelse og venstrefløj bygger på, påpegede begrænsningerne i ”menneskerettighederne”. De var et produkt af de borgerlige revolutioner i USA 1776 og Frankrig 1789. De var for Marx ”de rettigheder som tilkommer samfundsmedlemmet, d.v.s. det egoistiske, fra medmennesket og det fælles-menneskelige adskilte mennesker” og ”i praksis... den private ejendomsret.”

Senere påpegede Marx, hvordan udbytningen af arbejdere for merværdi sker efter lovens principper om frihed og lighed (hvor arbejderen ”frit” sælger sin arbejdskraft til kapitalisten). Men under overfladen hersker der reelt ufrihed og ulighed, da arbejderen pga. manglen på produktionsmidler er tvunget til at sælge sin arbejdskraft. Kapitalismen og dens liberale demokrati med formel frihed og lighed befinder sig i en krisetilstand. Som revolutionære socialister må vi derfor kæmpe for at erstatte dem med et reelt demokrati, hvor de væsentligste beslutninger over økonomi og samfund tages kollektivt de steder, folk arbejder, går i skole eller bor.

Skulder ved skulder - med regeringen, kong Henrik og Saudi-Arabien

AF LARS HENRIK CARLSKOV

”Vi står skulder ved skulder”, erklærede statsminister Helle Thorning-Schmidt med patos i stemmen ved mindehøjtideligheden 16. februar for terrorofrene i København. Ved sin skulder havde hun kronprins Frederik. Mon de mindedes, hvordan netop kronprinsen og forsvarsminister Nicolai Wammen tre uger forinden havde stået skulder ved skulder med det saudiarabiske diktatur ved mindehøjtideligheden for den afdøde kong Abdullah?

I Aarhus talte samme Wammen ved mindehøjtideligheden for terrorofrene. Mod den wahhabistiske ideologi, som gerningsmanden fandt hos Islamistisk Stat, som omvendt har fået den og finansiering fra Saudi-Arabien. Altså det Saudi-Arabien, som kronprinsen og Wammen besøgte for at ære den despot, hvis regime hyppigt stod bag bl.a. offentlig piskning, håndsafhugning og halshugning for ”trolddom”.

Grusomheder som dem Islamistisk Stat begår - og som officielt er grunden til Danmarks foreløbig fjerde krig i Irak (1990-1991, 1998, 2003-2007 og 2014-?). Endnu en krig oven i de tre krige, hvorfra Islamistisk Stat opstod. Det danske kongehus, hvis fine fornemmelse for undersåtternes bekymringer ofte er blevet prist, satte det hele i perspektiv, da prinsgemalen på et pressemøde afbrød sine kones udtalelser om terror ved at gentage sit ønske om at blive tituleret konge. Måske er vi alligevel mange, der ikke ønsker at stå skulder ved skulder med Thorning, Wammen, kong Henrik og det saudiske diktatur?

Racisme forklædt som forsvar for ytringsfrihed

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Så er danske politikere og medier igen ved at falde over hinanden for at omfavne ytringsfriheden. Den aktuelle anledning er Dagbladet Politikens undskyldning til de muslimer, der har opfattet genoptrykningen af Muhammed-karikaturerne som et angreb på dem som gruppe. Jyllands-Posten forklarede selv, at disse karikaturer havde til formål at vise muslimerne den ”hån, spot og latterliggørelse”, de må finde sig i, naturligvis af hensyn til ytringsfriheden. Tankegangen går igen hos Lars Hedegaard og det såkaldte Trykkefrihedsselskab, hvor kampen for ytringsfrihed foregår med argumenter om, at muslimske fædre voldtager deres døtre. På samme måde hævdede den hollandske politiker Geert Wilders, at hans dybt racistiske film ”Fitna” var et indlæg i debatten om ytringsfrihed.

Ytringsfrihed for hvem?
Påstande om forsvar for ytringsfrihed spiller således en iøjnefaldende rolle i de seneste års anti-muslimske kampagne. Problemet med den nuværende diskussion er dog også, at medierne og politikerne taler om ytringsfrihed på et abstrakt plan, hvor der fokuseres på demokrati versus diktatur og ytringsfrihed som modsætning til censur. Bag dette lurer den liberale myte om, at når alle har den samme juridiske rettighed (f.eks. til at ytre sig), har de også i praksis lige muligheder for at bruge denne rettighed. På papiret har både du og jeg og milliardæren den samme formelle ”ret” til at købe en tv-station eller avis. Men uden for de juridiske paragraffers verden, eksisterer denne mulighed netop kun for milliardæren. Sociale grupper med lav indkomst har derfor dårligere adgang til medierne end rigere mennesker. Danmark er i høj grad et klassesamfund, også med hensyn til ytringsfrihed. Dette problem forstærkes yderligere af de stadig mere ulige ejerforhold og den stigende monopolisering inden for mediebranchen. Ingen af de store medier ligger politisk til venstre for midten, selvom halvdelen af befolkningen gør det. Undersøgelser har da også dokumenteret, at venstreorienterede partier får mindre medieomtale, end deres stemmeandel berettiger til.

At kalde en spade for en spade
Historisk set er kampen for ytringsfrihed og andre demokratiske rettigheder blevet ført fra neden, af fattige og undertrykte grupper, mod de rige og magtfulde. I Danmark især af arbejdernes, bøndernes og husmændenes organisationer. Altså præcis det modsatte af den nuværende diskussion om ytringsfrihed, der bruges af indflydelsesrige personer og grupper som påskud til racistisk hetz mod en lille minoritet uden samme lette adgang til medierne og med dårligere jobs, uddannelser, boliger og mere arbejdsløshed end gennemsnittet. Så når f.eks. Villy Søvndal kritiserer Politiken for at sætte ytringsfriheden ”til forhandling”, fjerner det fokus fra det egentlige problem. Hvis det lyder som racisme og fungerer som racisme, bør vi kalde det racisme. Kun på den måde kan vi komme i offensiven mod racismen og de politikere og grupper, der profiterer på den.

Bragt i Socialistisk Arbejderavis nr. 296, 25. marts 2010.

SF's fremgang - en styrkelse af venstrefløjen?

Opinionstallene har på det seneste været usædvanlig gode for SF. Men hvilken dagsorden fremmer SF og Villy Søvndal med de voldsomme angreb på Hizb ut-Tahrir og Islamisk Trossamfund – og er SF's fremgang udtryk for et reelt venstreskred i befolkningen?

AF LARS HENRIK CARLSKOV

I de seneste måneder er SF stormet frem i opinionsmålingerne, efter i forvejen at være gået markant frem ved sidste års folketingsvalg. I enkelte målinger har partiet tilmed overhalet det traditionelle storebroderparti, Socialdemokraterne. Udover store vælgervandringer fra S til SF, viser flere målinger også en mandatfremgang for den samlede oppositionsblok. Det kunne således umiddelbart ligne et klart venstreskred blandt vælgerne, men er det rimeligt at tolke SF’s fremgang som en reel styrkelse af venstrefløjen?

En politisk kolbøtte

Hvis Villy Søvndal er så fladpandet, at han virkelig ønsker socialismen indført, så er han kommet til det forkerte land... Der er – hvilket i sig selv er tragisk – lande i verden, som er tættere på denne tosses våde drøm. Så hvis ønsket er socialisme – så er potentialet meget, meget større i lande som f.eks. Nordkorea og i Cuba. Så herfra en klar opfordring: Du må videre – og det kan kun gå for langsomt!

Sådan lyder Villy Søvndal nu berømte udfald mod Hizb ut-Tahrir og Islamisk Trossamfund, hvis man bytter ordene ”kalifat” og ”sharia” ud med ”socialisme”, landene ”Iran” og ”Saudi Arabien” ud med ”Nordkorea” og ”Cuba” osv. I Morgenavisen Jyllands-Posten uddybede Søvndal budskabet til en opfordring om at ”skride ad helvede til”. Som enhver kan se er det en type retorik, som hørte til den kolde krig – og som Dansk Folkeparti har gjort til sit varemærke i dag. Ekstern lektor i strategisk og politisk kommunikation ved Københavns Universitet Mads Christian Esbensen betegnede da også i Nyhedsavisen udtalelserne som ”klassisk DF-retorik”.

Den konkrete anledning til denne bandbule fra Søvndals side var en demonstration mod JP’s berygtede tegning af profeten Muhammed med en bombe i turbanen. Oprindelig havde Søvndal kaldt disse tegninger ”befriende”, men da vreden spredte sig til den muslimske verden og skabte en krise for Fogh-regeringen, foretog han en decideret kovending og kaldte nu karikaturerne for ”stupide” og ”ondskabsfulde”. Forståeligt nok vakte det derfor en vis undren, at protester mod de selv samme tegninger kunne få SF’s formand til at lyde som en kopi af Dansk Folkeparti. Villy Søvndal fornemmede hvilken vej vinden blæste og fuldendte sin politiske kolbøtte ved i et interview med netavisen Altinget at kalde karikaturerne for ”nødvendige”. Han begrundede her sin oprindelige holdningsændring med, at Jyllands-Postens Flemming Rose havde luftet tanker om et samarbejde med iranske medier om Holocaust-karikaturer. Imidlertid glemmer Villy Søvndal i sin populistiske bersærkergang, at han allerede 31. januar 2006 kritiserede Anders Fogh for ikke før at have taget afstand fra tegningerne – hvorimod det først var 8. februar at Rose fremsatte ideen om Holocaust-samarbejdet med de iranske medier.

Til gavn for?

Et oplagt spørgsmål er hvilken dagsorden – en progressiv eller reaktionær – disse angreb på Hizb ut-Tahrir og Islamisk Trossamfund egentlig fremmer. I forhold til at bekæmpe Hizb ut-Tahrir er det højst tvivlsomt om de har en positiv effekt. Således siger Kirstine Sinclair, der er medforfatter til bogen ”Hizb ut-Tahrir i Danmark”, at foreningen kan bruge ”Villy Søvndals udfald... til at sige til andre muslimer at de alle sammen er uønskede i det danske samfund”. Angrebene på Islamisk Trossamfund er til gengæld i en kategori for sig. Søvndal vurderer selv på sin weblog at denne forening repræsenterer omkring 1/5 af landets muslimer, hvilket i realiteten vil sige at han beder 20 % af landets muslimer om at rejse. Er det virkelig meningen at vi skal acceptere dette som en progressiv dagsorden?

Et andet spørgsmål er hvordan Søvndals ”værdi- og kulturkamp” på afgørende vis adskiller sig fra den ”kulturkampens nye front”, vendt imod ”middelalderlig muslimsk kultur”, som kulturminister Brian Mikkelsen proklamerede i 2005? Det er formentlig også en overvejelse værd, hvad der får ærkereaktionære aviser som Berlingske Tidende og Jyllands-Posten til at rydde forsiden på grund af Villy Søvndal - næppe for at fremme en specielt venstreorienteret dagsorden.

Et opgør med slaphed

Sideløbende med denne ”værdi- og kulturkamp” udbrød der rundt omkring i landet uroligheder i bydele med en høj koncentration af etniske minoriteter. En gruppe, der underskrev sig som ”Drengene fra Indre Nørrebro”, offentliggjorde en erklæring, der om optøjerne forklarede:

”I bund og grund handler urolighederne om måden vi bliver mødt af politiet, som både er brutale, racistiske og fuldstændigt uacceptabelt krænkende... Der bliver blandt andet snakket grimt til os, og vi bliver visiteret flere gange om dagen af samme betjent, og disse visitationer er meget æreskrænkende, fordi de vil have os til at smide tøjet, og de lyser med deres lygter i vores private dele offentligt... Det der fik os til at reagere på den måde er, at en ældre og respekteret mand fra lokalområdet fra lokalområdet blev skubbet omkuld, og derefter slået med knipler af politiet.”

Det er langt fra noget nyt problem, de unge påpeger i deres erklæring. Allerede i 1998 måtte Københavns Politi i et internt nyhedsbrev erkende at have et problem med fordomme over for etniske minoriteter. Imidlertid afviste SF fuldstændigt denne vinkel på urolighederne og beskrev dem i stedet som et ”opgør om narkomarkedet”. Integrationsordfører Astrid Krag kritiserede såvel regering som politi for ”slaphed”, og SF lancerede en såkaldt ”akutplan mod nye uroligheder”, som bl.a. indeholdt brug af rockerloven, ”mandsopdækning” af ballademagere, øget brug af tvangsfjernelser og tvungen forældreopdragelse (”familie-coaching”).

Den fremadskridende socialdemokratisering

I de seneste årtier har verdens socialdemokratiske partier alle gennemløbet en parallel udvikling, hvor enhver tanke om socialisme er blevet erstattet af en neoliberal økonomisk politik, en konservativ lov og orden-politik på retsområdet, kombineret med stribevis af stramninger af udlændingelovgivningen og en ofte fremmedfjendsk retorik.

I den henseende har det danske socialdemokrati været klassens duks. Eksempelvis privatiserede Nyrup-regeringen otte gange så meget som den foregående borgerlige regering, foretog op imod 40 stramninger af udlændingelovgivningen og indførte den berygtede rockerlov sammen en lang række andre markante stramninger på retspolitiske område. Som den konservative tyske avis Frankfurter Allgemeine Zeitung bemærkede i februar 2000 i forbindelse med den diplomatiske krise som følge af Jörg Haiders regeringsdeltagelse i Østrig: ”Haiders teser er regeringspolitik i Danmark”.

Et centralt element i SF’s strategi har alle dage været at fungere som ”katalysator” for en venstredrejning af Socialdemokraterne, eksempelvis gennem et regeringssamarbejde. Men da SF i årene 1988 og 2005 gik tilbage ved samtlige folketingsvalg, og S altid har hældt mere mod midten end mod venstre, er det snarere Socialdemokraterne, der har fungeret som katalysator for en højredrejning af SF end omvendt.

I et interview med Weekendavisen fra november sidste år fortalte Villy Søvndal, at SF’s projekt er, ikke at erstatte kapitalismen, men at ”tøjle” kapitalen, dvs. et klassisk socialdemokratisk projekt. De seneste måneders udvikling viser at den fremadskridende socialdemokratisering af SF ikke kun foregår på det økonomiske område, men nu også på det retslige og udlændingepolitiske område.

Så selvom SF i de seneste måneder har kunnet sole sig i gode i meningsmålinger, ville det være absurd at tolke det som en styrkelse af venstrefløjen, når fremgangen er foregået på baggrund af en entydig højredrejning.