Corona spreder kapitalismens autoritære virus

Den globale pandemi har sat turbo på årtiers udhuling af det i forvejen stærkt begrænsede liberale demokrati.

Af Lars Henrik Carlskov

De seneste ugers indskrænkning af grundlæggende demokratiske rettigheder er den suverænt mest vidtgående i landet siden 2. verdenskrig. Uden høringsfase, hvor f.eks. juraeksperter, menneskerettighedsorganisationer og almindelige borgere kunne fremsætte indvendinger. I rekordtempo er der foretaget voldsomme indgreb i bl.a. den personlige frihed, forsamlingsfrihed, bevægelsesfrihed og retten til at bestemme over egen krop.

F.eks. mulighed for forbud mod forsamlinger ned til 2 personer, tvangsundersøgelser, tvangsbehandling, tvangsvaccinering og nedlukning af legepladser og fodboldbaner. I følge en række eksperter er det svært at vurdere, hvad der er sundhedsfagligt begrundet eller blot et politisk ønske fra regeringen. Kloden over smugles et væld af autoritære tiltag ind ad bagdøren.

I Ungarn har Orbáns højreradikale regering f.eks. tildelt sig selv diktatoriske beføjelser uden tidsbegrænsning. Borgere kan fængsles i op til 5 år for at bryde coronakarantæne eller for at offentliggøre "falske" eller "forvrængede" oplysninger, som kan skabe "uro" eller "ophidse" befolkningen. I USA har præsident Donald Trump varslet stop for indvandring. På samme måde blev den danske grænselukning modsagt af sundhedseksperter. Desuden er der bl.a. indført mulighed for dobbelt eller firedobbelt straf for ”corona”-lovovertrædelser.

Garanti for misbrug
Strømmen af såkaldte antiterrorlove siden angrebet 2001 på USA's forsvarsministerium og World Trade Center, viser samtidig den overhængende fare for misbrug af foranstaltninger, der er indført med henvisning til COVID-19. Politiets øgede magtbeføjelser er blevet brugt i sager, som intet har at gøre med terror. Om alt lige fra bander, narko, menneskesmugling, børneporno, økonomisk kriminalitet, brandstiftelse og bedrageri til røveri og drab.

International solidaritet med legitime oprørsbevægelser i f.eks. Colombia, Palæstina og Kurdistan er blevet kriminaliseret. Og det kurdiske Roj TV mistede sendetilladelsen pga. en beskidt handel om tyrkisk støtte til Anders Fogh Rasmussen som NATO-generalsekretær. Derfor er det også naivt at tro, at coronalovene ikke vil blive brugt på alle mulige andre områder. Midlertidige begrænsninger af rettigheder bliver hurtigt permanente.

Længe inden den nuværende pandemi var den globale kapitalisme inficeret af en autoritær virus. Bl.a. steg den amerikanske fængselsbefolkning under især Reagan og Clinton med eksplosiv fart. USA har verdens største antal fængslede pr. indbygger, og stigningen fortsætter stadig. Den danske udvikling er mindre ekstrem, men på mange punkter fulgt i samme spor.

Orwells mareridt er vores virkelighed
Antallet af indsatte i danske fængsler er rekordhøjt. Især i slutningen af Nyrups regeringsperiode fra 1993-2001 accelererede den autoritære udvikling. Der kom maskeringsforbud (senest udvidet med burka- og niqāb-loven). Rockerloven betød forbud mod enkeltpersoners ophold bestemte steder såsom klubhuse. Nu udvidet til zoneforbud mod ophold i f.eks. en hel kommune. Det rammer også f.eks. hjemløse, der samtidig kan få bøder for at tigge.

Senere har vi bl.a. fået civile agenter, visitationszoner, præventive anholdelser og længere varetægtsfængslinger. Plus vandkanoner, heste og peberspray til politiet (sidstnævnte oprindeligt et alternativ til brug af stave og pistoler). Samt mulighed for dobbeltstraf i såkaldte ghettoer og håndtrykstvang for at få statsborgerskab. Arbejdsløse og syge er ramt af mere kontrol og flere sanktioner.

Efterretningstjenesterne kan sammen med techgiganter som Amazon, Apple, Facebook og Google overvåge selv de mest intime detaljer i vores privatliv. Orwells totale overvågningssamfund er på mange måder vores virkelighed.

Autoritær stat er nyliberalismens siamesiske tvilling
De sidste tre årtier har kriminaliteten i Danmark været faldende, så hvad forklarer de evige nye stramninger? Den italienske marxist Antonio Gramsci påpegede, hvordan den herskende klasses hegemoni (”overherredømme”) bygger på en blanding af rå magt og ”konsensus” (samtykke fra befolkningen). Den styrer ikke blot ved hjælp af politi, domstole og militær, men også gennem institutioner som kirker og skoler samt civilsamfundets partier, foreninger, medier osv. Faldende profitrater for de store koncerner førte i 1970'erne til kapitalismens nuværende nyliberale fase. I denne periode er de nævnte institutioner blevet kraftigt undermineret. Det har svækket den herskende klasses folkelige legitimitet (se f.eks. rekordhøj mistillid til medier og politikere).

Derfor har den herskende klasse være tvunget til at styrke statens repressive apparat. Nyliberalismen betyder derfor ikke mindre stat (de offentlige udgifters andel af BNP er tværtimod vokset). Men derimod en omstilling af staten, hvor de mere direkte kontrol- og undertrykkelsesfunktioner vokser på bekostning af f.eks. levering af velfærdsydelser. I takt med, at kapitalismens kriser bliver stadig mere ukontrollable (virusser, økonomiske kriser, klimakatastrofen etc.), vokser kapitalens afhængighed af staten (og f.eks. dens finansielle støttepakker).

Liberalt demokrati versus socialistisk demokrati
Den nuværende situation viser det kan være legitimt at indskrænke nogle individuelle ”friheder” (f.eks. handlinger, der udsætter andre for livsfare). På samme måde forhindrer en lille minoritet af kapitalisters ”ret” til at eje og kontrollere de vigtigste produktionsmidler som maskiner, fabrikker, kontorbygninger og råstoffer i praksis alle andre fra at udøve samme ”ret”. Man kan få ubetinget fængsel for tyveri af en flaske håndsprit, men arbejdsgiverne kan uden straf tvinge ansatte på arbejde under livsfarlig smitterisiko. Og hvert år dør omkring 1.600 mennesker af arbejdsrelateret kræft i Danmark. Og 2.000 mennesker dør årligt af andre arbejdsmiljøfremkaldte sygdomme. I allerværste tilfælde kan et dødsfald koste en arbejdsgiver, ikke fængsel, men en bøde på 500.000 kr.

Forfatteren Anatole France skrev, at den nuværende formelle lighed for loven består i, at ”saavel Rig som Fattig [forbydes] at sove under Broerne, betle på Gaderne og at stjæle Brød.” Karl Marx, hvis idéer den moderne arbejderbevægelse og venstrefløj bygger på, påpegede begrænsningerne i ”menneskerettighederne”. De var et produkt af de borgerlige revolutioner i USA 1776 og Frankrig 1789. De var for Marx ”de rettigheder som tilkommer samfundsmedlemmet, d.v.s. det egoistiske, fra medmennesket og det fælles-menneskelige adskilte mennesker” og ”i praksis... den private ejendomsret.”

Senere påpegede Marx, hvordan udbytningen af arbejdere for merværdi sker efter lovens principper om frihed og lighed (hvor arbejderen ”frit” sælger sin arbejdskraft til kapitalisten). Men under overfladen hersker der reelt ufrihed og ulighed, da arbejderen pga. manglen på produktionsmidler er tvunget til at sælge sin arbejdskraft. Kapitalismen og dens liberale demokrati med formel frihed og lighed befinder sig i en krisetilstand. Som revolutionære socialister må vi derfor kæmpe for at erstatte dem med et reelt demokrati, hvor de væsentligste beslutninger over økonomi og samfund tages kollektivt de steder, folk arbejder, går i skole eller bor.

Anti-kapitalistisk modstand i Trumps æra

Aktuelle bøger af Naomi Klein og Mikkel Bolt analyserer Trump-fænomenet og potentialet for kampen mod de højrepopulistiske kræfter.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Her anvender Kleins ”No is not Enough” de analyser og begreber, hun har udviklet i tidligere værker såsom ”No Logo”, ”Chokdoktrinen” og ”Intet bliver som før” til at forstå årsagerne til hans sejr. Således beskrives Trumps ”brand” (eller varemærke) og hans forsøg på at fusionere sidstnævnte med ”det ultimative symbol på magt og autoritet: Det Hvide Hus”. Samtidig repræsenterer han for Klein en ny form for nyliberal ”chok-politik”, der beskrives som en særlig ekstrem version af kapitalismen. Denne chok-metafor kan i nogle tilfælde være nyttig til at beskrive de ofte brutale metoder, gennemtvingelsen af nyliberale politikker om privatisering, udlicitering og angreb på velfærdsydelser, lønninger og arbejdsforhold har krævet i en række lande.

F.eks. Chile under Pinochets militærdiktatur, det tidligere Sovjetunionen efter murens fald eller Irak i kølvandet på 2003-invasionen. Men det afgørende skifte til nyliberalisme i f.eks. Storbritannien, USA, Danmark samt en række lande i den såkaldte ”tredje verden” skete ikke i kølvandet på noget tilsvarende ”chok”. Det afgørende var her oftest den svækkede selvtillid i arbejderklasen efter nederlag i afgørende konfrontationer med staten og kapitalen (f.eks. den britiske minearbejderstrejke eller flykontrollørernes tilsvarende i USA).

Identificering af fjenden
Sammen med en tendens til at fokusere på aktører og idéer på bekostning af, hvordan nutidens chok og kriser udspringer af kapitalismens grundlæggende strukturer, fører det til en tvetydighed, der også kendes fra Kleins tidligere værker: Er fjenden det kapitalistiske system som sådan eller blot en særlig (nyliberal) variant af samme? Således beskrives Trumps magtovertagelse som et ”kup” fra de store virksomheders side. I modsætning dertil understreges det senere, at der ikke er tale om et ”brud”, men en ”kulmination” på ”katastrofekapitalismens” politik.

Med en vis nostalgi beskrives f.eks. 1930'ernes amerikanske ”New Deal” under Roosevelt og efterkrigstidens "keynesianske" epoke i verdensøkonomien frem til 1970'ernes ”nyliberale revolution”. Men det var netop keynesianismens manglende evne til at løse den daværende profitabilitetskrise i de avancerede kapitalistiske økonomier, som skabte betingelserne for nyliberalismens fremmarch. En tilbagevenden til keynesianisme, heller ikke i en imaginær version med demokratisering, økologisk bæredygtighed og ligestilling af kvinder, LGBT+-personer og etniske mindretal, er derfor ikke et reelt svar.

I modsætning dertil tager Mikkel Bolts ”Trumps kontrarevolution” netop udgangspunkt i, hvordan rødderne til den nuværende globale fremgang for højrenationalistiske og fascistiske kræfter skal findes i kapitalismens strukturelle krise i 1970'erne og nyliberalismens indtog som konsekvens deraf. I den henseende ligger bogen i forlængelse af forfatterens ”Krise til opstand” fra 2013.

Trump som fascist
Ligesom Klein ser Bolt Trumps valgsejr som et oprør mod status quo og begge understreger, at den er led i en international trend. For Bolt er Trump udtryk for en ”antisystemisk protest fra højre” mod ”den såkaldte neoliberale globalisering” og et miskrediteret politisk system samt dets forvaltere. Men som følge af den etablerede venstrefløjs fallit, kommer i hvert fald dele af denne protest til udtryk i en forvrænget form med støtte til f.eks. racistiske kræfter, der ikke repræsenterer et reelt opgør med det nuværende system.

Trump repræsenter for Bolt ”senkapitalistisk fascisme” og en ”præventiv kontrarevolution” mod f.eks. ”de arabiske revolter, pladsbesættelsesbevægelserne og Black Lives Matter” og den ”begyndende afvisning af kapitalismen”, de repræsenterer. En korrekt sammenkædning af kapitalismens stadig mere autoritære tendenser med systemets stigende vanskeligheder ved at fungere på ”normal” vis som følge af bl.a. økonomisk svaghed og folkelige protester. Ikke desto mindre har disse protester på internationalt plan endnu ikke nået samme styrke, som f.eks. i slutningen af 1960'erne og 1970'erne. Og selv i denne situation kunne kapitalismen overleve uden at ty til sin fascistiske kriseløsning.

Derfor er beskrivelsen af Trump som fascist også misvisende, selvom der ligesom hos andre højrepopulister er fællestræk. Trump-regeringens politik har endnu ikke i praksis brudt afgørende med de republikanske og demokratiske forgængere. Modsat f.eks. den tyske og italienske fascisme er han heller ikke kommet til magten som et aktivt tilvalg fra den herskende klasse (hvis store flertal støttede Hillary Clinton) og ved forinden at have opbygge stormtropper på gadeplan, der kan bruges til at knuse arbejderbevægelsens og de øvrige demokratiske institutioner. Sidstnævnte er dog ikke nødvendigt ifølge Bolt pga. Trumps besiddelse af statsmagten. Men konsekvensen af dette er inflation i brugen af fascisme-begrebet, som ud fra samme logik kunne anvendes om et væld af højreorienterede regeringer, der enten har indskrænket demokratiet eller indført et decideret diktatur. Og som nævnt er denne fascistiske kriseløsning endnu ikke nødvendig for at sikre kapitalistklassens mulighed for fortsat at regere.

Menneskehedens fremtid på spil
Ikke desto mindre udgør Trump en alvorlig trussel, der har givet højreorienterede og egentlige fascistiske kræfter øget selvtillid. Som begge forfattere understreger befinder vi os i en nødsituation med en række overlappende kriser, som alle direkte eller indirekte udspringer af det nuværende profitsystem. Hurtige og radikale samfundsomvæltninger er derfor nødvendige, ikke mindst på grund af den truende klimakatatrofe. Med henvisning til intersektionalistisk feminisme understreger Klein, hvordan de forskellige kampe og former for undertrykkelse er gensidigt forbundne og advarer samtidig mod gøre oplistningen af forskellige former for privilegier til en intern konkurrence blandt de undertrykte.

Men for at forstå, hvorfor de forskellige former for undertrykkelse er opstået og derfor kan afskaffes, har vi brug for den marxistiske klasseanalyse. Denne peger samtidig på den afgørende strategiske rolle, arbejderklassen (det store flertal af befolkningen, der ikke ejer og kontrollerer produktionsmidlerne) spiller pga. sin evne til at stoppe kapitalismens drivkraft, profitten, ved at strejke. Dette element er dog desværre enten fraværende eller underprioriteret hos Klein og Bolt.

Intet af dette ændrer dog på, at såvel Bolt som Klein leverer væsentlige bidrag til forståelsen af betingelserne for kampen mod Trump og tilsvarende kræfter i andre lande. Og som begge forfattere understreger, afhænger en leveværdig fremtid for klodens befolkning bogstaveligt talt af et succesfuldt udfald af denne kamp.

Naomi Klein: No is Not Enough. Defeating the New Shock Politics. Allen Lane (UK), 2017 (dansk udgave: Nej er ikke nok. Modstand mod Trump og højrepopulismens chok-politik, Forlaget Klim, 2017). Mikkel Bolt: Trumps kontrarevolution, Forlaget Nemo, 2017.

Er arbejderklassen blevet til et prekariat?

Et kig på modeteorien om, at arbejderklassen i stigende grad erstattes af et ”prekariat” med mere usikre (”prekære”) jobs.

AF JOSEPH CHOONARA

“Nu mere end syv millioner briter i prekær beskæftigelse”, erklærede en artikel på forsiden af avisen The Guardian tidligere på måneden. Den hævdede, at stigende prekariatet skyldes, at ”virksomhederne insisterer på at bruge flere arbejdere med status som selvstændige og i stigende grad rekrutterer ansatte på midlertidige og nul-time-kontrakter.”

Sådanne påstande er hverdagskost. I 2011 hævdede Guy Standings bog ”Prekariatet”, at ”vi kan måske formode, at lige nu er i mange lande mindst en fjerdedel af den voksne befolkning en del af prekariatet.” Sidste år erklærede to akademikere, der deler dette teoretiske udgangspunkt, at i “Storbritannien tilhører næsten to tredjedele af kvinderne prekariatet” sammen med “en tredjedel af mændene”.

En artikel for nylig i New Statesman af Labours finansordfører John McDonnell hævder, at ”prekære jobs og nul-time-kontrakter er blevet normen inden for store dele af arbejdsmarkedet.”

Det er vigtigt at udstille forholdene for arbejdere på nul-time-kontrakter og arbejdere, der af skruppelløse arbejdsgivere tvinges til en vildledende status som selvstændige.

Mindre velkommen var en tale fra arbejdsminister Damian Green i sidste uge. Han priste, at det var slut med jobs, som indebærer ”en fast månedsløn med faste timer, betalt ferie, løn under sygdom, en pensionsordning og andre kontraktmæssige goder.”

Green hyldede fremkomsten af ”opgaveøkonomien” og ”hverdagsentreprenøren”.

Imidlertid kan de generaliserende påstande om stigende prekariatet – fra begge sider af det politiske spektrum – være stærkt misvisende. Når folk tænker på prekært arbejde, tænker de ofte på midlertidig ansættelse. Faktisk har andelen af sådanne kontrakter været usædvanligt stabil.

I løbet af de sidste tre årtier er midlertidig beskæftigelse kun steget med 0,3 % til 6,3 % af arbejdsstyrken.

Nul-time-kontrakter, der ikke garanterer et vist antal timers arbejde, er først blevet fremtrædende for nylig, og dataene om dem er mindre pålidelige. Men de ser dog ud til at blive brugt stadig hyppigere.

Alligevel er der to vigtige begrænsninger på brugen af nul-time-kontrakter.

For det første kan de udfordres. Tidligere på året lovede sportsudstyrsfirmaet Sports Direct at tilbyde butiksansatte et garanteret timetal efter fagforeningsprotester, medieafsløringer og kritik fra regeringen.

Løftet gælder ikke lagerarbejdere ansat via jobbureauer, men selv her er arbejdere ikke magtesløse. Fagforeningen Unites ret til at forhandle overenskomst med ledelsen ved Sport Directs store lager i Shirebrook har været anerkendt siden 2008.

Desuden vil der, når nul-time-kontrakter bruges på store arbejdspladser såsom universiteter eller hospitaler, være andre arbejdere med mere sikre ansættelsesforhold. De kan potentielt slutte sig til en kamp for at udvide bedre ansættelsesforhold til alle.

For det andet er nul-time-kontrakter, selv om de bruges på et væld af forskellige arbejdspladser, stærkt koncentrerede inden for to sektorer – ”hoteller og restauranter” og ”sundheds- og socialsektoren”.

Den første af disse led under et høje niveauer af løsansættelser længe før nul-time-kontrakterne – tænk f.eks. på studerende, der arbejder sort på barer eller caféer, mens de studerer.

Gensidig afhængighed
Det andet område omfatter hospitaler, hvor tilkaldevikarer, der dækker midlertidige behov for personale, i stigende grad sættes på nul-time-kontrakter.

Det omfatter også et stort antal af dem, som arbejder med hjemmepleje af syge og ældre.

Dette er et område, som rovdyrs-lignende private aktieselskaber går efter som en kilde til let profit, og plejeindustrien i Storbritannien bliver i vide kredse set som en krise, som venter på bryde ud.

Personaleudskiftningen i hjemmeplejen kan være så høj som en fjerdedel af de ansatte årligt, et lignende tal som ved Sports Direct-arbejdsstyrken.

Men de fleste arbejdspladser kan ikke drives på denne måde. At fyre arbejdere, at ansætte erstatninger og at oplære disse er en dyr forretning. Det kan også skabe kaos og indebærer at miste know-how og færdigheder, der er opbygget gennem år.

Selv i kølvandet på den seneste økonomiske krise, hvor arbejdsgiverne gladeligt angreb lønninger og arbejdsforhold, gjorde de sig ofte umage for at minimere antallet af fyringer.

Dette afslører en grundlæggende sandhed om, hvordan kapitalismen fungerer. Den udbytning, arbejderne lider under, er ikke blot en form for undertrykkelse, men et gensidigt afhængighedsforhold.

Arbejderen er afhængig af sin arbejdsgiver for at få en løn. Men arbejdsgiveren er også afhængig af at være i stand til at presse arbejde, og dermed profit, ud af arbejderen.

I en moderne kapitalistisk økonomi er arbejdsgiverne også afhængige at få den rette slags arbejdere med den rette uddannelse og ekspertise – og når de får dem, forsøger de ofte at holde på dem.

Hvad med dem, der ikke formelt er ansat af et firma? Den seneste vækst i selvstændige er ubestridelig og er nået op på en hidtil uset andel på 15 % af arbejdsstyrken – om end tallet var 13 % i slutningen af 1980’erne.

Der er en bekymring, som kom til udtryk i sidste uges The Guardian-artikel, for, at en stor del af den seneste stigning skyldes en udvidelse af ”opgaveøkonomien”.

En potentiel styrkeposition
Hvis dette betyder folk, som har flere jobs på samme tid, er der ikke meget belæg.

En undersøgelse for nylig fra tænketanken Resolution Foundation viste, at kun én ud af 250 arbejdere har to jobs som selvstændige. Og ca. én ud af 100 har et hovedjob som lønarbejder sammen med et bijob i rollen som selvstændig.

Ydermere arbejder de fleste selvstændige ikke i ”opgaveøkonomien”. Det store flertal af dem beskriver sig selv som ”leder af egen virksomhed”. Kun ca. én ud af fem angiver deres primære jobbetegnelse som ”udførelse af freelancearbejde”, og én ud af 10 angiver den til at være ”underleverandør eller kontraktarbejder”.

Flertallet er også tilfreds med at være selvstændig og leder ikke efter job med en arbejdsgiver. En temmelig stor del af den seneste stigning skyldes, at arbejdsstyrken bliver ældre. Ældre mennesker er mere tilbøjelige til at være selvstændige og bliver ofte selvstændige op til de går på pension.

Det betyder ikke at ignorere misbrug, der finder sted på dette område. En arbejdsretssag, som for nylig blev anlagt af Uber-taxichauffører, udfordrede firmaets kategorisering af sine arbejdere som selvstændige.

Kendelsen fastslog: “Den opfattelse, at Uber i London udgør en mosaik af 30.000 små virksomheder forbundet af en fælles “platform” er efter vores mening lettere latterlig.”

Selv på disse områder er arbejderne dog ikke magtesløse. Dette kan man se af kampen hos Deliveroo, madudbringningsfirmaet, hvor budene tvang firmaets ejere til et ydmygende tilbagetog i forhold til nye arbejdsbetingelser ved at anvende en meget traditionel kampmetode – en strejke.

Overordnet set er billedet af den britiske arbejdsstyrke domineret af sikre, permanente jobs, med lommer af usikkerhed – ikke omfattende prekariatet. I gennemsnit kan en arbejder i Storbritannien forvente at være hos sin nuværende arbejdsgiver i 16 år, omkring det samme som i 1975.

Der har været et beskedent fald i fastansættelse for mænd, men det udlignes af en stigning i fastansættelse for kvinder, som i dag udgør halvdelen af arbejdsstyrken.

Dette afspejler forbedringer i barselslovgivning, men også den voksende stabilitet i deltidsarbejde, der i høj grad udføres af kvinder.

Dette klumpes ofte sammen med midlertidigt arbejde som en form for prekær beskæftigelse. Men i gennemsnit vil kvindelige deltidsarbejdere være lige så længe ved en arbejdsgiver som fuldtidsbeskæftigede kvindelige arbejdere.

Deltidsarbejde har været en form, hvorved et stort antal kvinder er blevet trukket ind i stabil, langvarig beskæftigelse.

Den relative stabilitet i beskæftigelse i Storbritannien har to følger.

For det første har vi ikke kun brug for en kamp for at sikre et mindretal af prekære arbejderes rettigheder. Der er masser af arbejdere med sikkerhed i ansættelsen, der lider under elendig løn, stadig mindre selvbestemmelse på arbejdspladsen, lange arbejdsdage, tyranniske chefer osv.

For det andet kan vi udkæmpe disse kampe fra en potentiel styrkeposition. Vi lever stadig i en verden, hvor kapitalisternes profitter afhænger af den fortsatte udbytning af arbejdere, der er koncentrerede på store arbejdspladser.

Dette betyder, at arbejderne har magten til at stoppe systemet ved at få det til at styrte sammen. Udfordringen er at udøve denne magt, ikke at lade den forsvinde mellem vores fingre.

Oversat fra Socialist Worker (UK), nr. 2531, 22.11.2016.

Velkommen kritik af valgcirkusset, men...

Ny bog opfordrer til ”vælgerstrejke” i protest mod folketingsvalgets manglende demokratiske indhold – men er det svaret?

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Iflg. bogen ”Hæv stemmen!” af Søren Mau bør man ikke stemme ved det kommende folketingsvalg, da det er at legitimere et udemokratisk politisk system. Her er de demokratiske problemer, der findes i enhver kapitalistisk økonomi (såsom pengemagtens indflydelse) blevet forstærket af de seneste årtiers udvikling.

F.eks. den globale økonomiske integrations underminering af nationalstaternes magt, overflytning af beslutninger fra politikere til embedsmænd i ministerier, EU og ekspertkommissioner, forvandling af partier til private virksomheder, som reproducerer magteliten og ser vælgerne som forbrugere samt den mediemæssige skævvridning af den politiske debat.

Revolutionære må forbinde sig med flertallet
Frem for at stemme bør man derfor ”opfinde nye politiske former”, f.eks. ved at kæmpe for demokrati på arbejdspladser og uddannelsessteder og i boligkvarterer og personlige forhold, hvorfra kampen bør ”vokse og forbinde sig med andre kampe”. Altså en langt mere radikal kritik af det kapitalistiske demokrati end man finder hos et parti som Enhedslisten, og derfor langt tættere på ”ånden” i enhver genuin marxisme. Som sådan er bogen et velskrevet og velkomment bidrag.

Desværre vil abstrakt propaganda kun overbevise en minoritet, mens det overvældende flertal må lære af egne (kamp)erfaringer. Derfor er valgboykot en fejltagelse, idet man afskærer sig fra at opbygge en bevægelse med den store del af de 80-90 % af vælgerne, som stemmer, men er helt eller delvist enige i kritikken af det parlamentariske cirkus. Og trods den minimale forskel mellem ”rød” og ”blå” blok, især i krisetider, er en socialdemokratisk regering mere sårbar over for pres nedefra.

Deres valgkamp og os
Det sås bl.a. i 2012, hvor relativt beskedne protester fra fagbevægelsens græsrødder stoppede regeringens og fagtoppens tyveri af feriedage. Det ville en Venstre-regering bedre kunne ignorere, da fagbevægelsen ikke tilhører dens bagland. En valgsejr til de borgerlige partier vil også svække selvtilliden i dele af arbejderklassen samt gøre det sværere at argumentere mod reformistiske løsninger, da Socialdemokraterne i opposition formentlig til en vis grad vil dreje til venstre. Bogen hævder, at et parti, der brugte den parlamentariske platform til f.eks. at tale for revolutionær kamp, ville falde for spærregrænsen pga. mainstream-mediernes funktionsmåde.

Det er dog ingen selvfølge, da holdninger bl.a. også dannes pga. påvirkning fra kolleger, medstuderende, naboer, venner og familie. En valgfremgang for f.eks. Enhedslisten vil trods partiets reformistiske praksis være udtryk for et venstreskred i dele af befolkningen, dvs. give et større hav for revolutionære at svømme i. Derfor bør man trods alt stemme Enhedslisten – men uendeligt vigtigere er det at organisere den folkelige modstand uden for Folketinget og et revolutionært parti med dette som hovedfokus. Det er sådan et parti, vi ønsker at opbygge i Internationale Socialister.

Søren Mau: Hæv stemmen!. Forlaget Nemo. 94 sider. Udkom 17. april.

"Velfærdskapitalismen" var en historisk undtagelse

En tilbagevenden til velfærdsstatens storhedstid er hverken muligt eller ønskeligt.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Modsat en populær myte, kom kapitalismen ikke ud af 1930'ernes verdenskrise via øget regulering. Ved 2. verdenskrigs udbrud var arbejdsløsheden således stadig tårnhøj. F.eks. 18 % i Danmark i 1939. Den økonomiske højkonjunktur begyndte reelt først flere år efter 2. verdenskrig – og ikke pga. regulering, men via krigen og det, Marx kaldte ”ødelæggelsen af kapital som følge af kriser”. Krisen og krigen betød således en destruktion af kapital i fysisk og værdimæssig forstand uden historisk fortilfælde.

Derfor faldt priserne på finansielle aktiver og realaktiver såsom bygninger, maskiner osv. voldsomt. Dette gjorde det billigere for de kapitalister, der ikke bukkede under for krisen, at investere. Resultatet var en kraftig stigning i kapitalismens drivkraft, nemlig profitten. Det skabte det langvarige opsving i den kapitalistiske verdensøkonomi i årene fra 1950'erne til ca. 1973. Et boom større end nogensinde før og efter, som derfor ofte af økonomiske historikere kaldes ”kapitalismens guldalder”.

Bagsiden af velfærdsmedaljen
Paradoksalt nok udskød den kolde krigs våbenkapløb en ny krise. Våben kan ikke bruges som produktionsmidler eller subsistensmidler i produktionen af andre varer, og skaber derfor ikke ny værdi. Militæroprustning betyder derfor lavere økonomisk vækst end ellers. Men ved at dæmpe kapitalakkumulationens tempo, dæmpes også den tendens, der normalt følger akkumulationen. Nemlig investering i nye produktionsmidler frem for at hyre flere arbejdere, hvilket medfører profitratens fald – og krisen.

Bagsiden af 1950'ernes og 1960'ernes økonomisk fremgang var derfor imperialistiske koloni- og stedfortræder-krige i den tredje verden og atombombens trussel. På samme måde modsvaredes store reallønstigninger, rekordlav arbejdsløshed og markant kortere arbejdstid også af et voldsomt øget arbejdstempo og skattetryk. Tidsstudier, akkord og andre produktivitetsfremmende lønsystemer blev indført. Sammen med ny teknologi betød det, at produktiviteten skød i vejret – men arbejderlønningerne steg langt fra i samme takt.

Velfærdsillusionen brister
”Den permanente våbenøkonomi”, dvs. periodens forhøjede militærbudgetter, kunne imidlertid kun sinke, ikke forhindre profitratens fald eller krisen, der for alvor brød ud i 1973. Heller ikke her havde keynesianismen nogen løsning. I stedet førte den til stagflation (stagnation, inflation og høj arbejdsløshed). Det gjaldt også i Danmark, hvor Socialdemokratiet gentog forsøget (første gang var den såkaldte ”helhedsløsning” fra 1963) på at begrænse arbejdernes lønninger via indkomstpolitik. Bl.a. med hele tre overenskomstindgreb i 1970'erne. I 1982 gav Anker Jørgensen op og overlod uden valg regeringsmagten til de borgerlige, der beholdte den i 11 år.

Angrebene på velfærdsydelser og løn- og arbejdsforhold begyndte således allerede i den såkaldte ”keynesianske” periode. Keynesianismens fallit medførte kapitalismens nuværende nyliberale fase, der langt fra har genoprettet profitraten til sit tidligere niveau og samtidig har udløst den nuværende globale krise. Efterkrigstidens velfærdsstat havde sine klare begrænsninger, og byggede bl.a. på verdenskrise, verdenskrig og koldkrig. Nutidens økologisk katastrofe sætter tilmed nye barrierer for kapitalismens ekspansion. Derfor er det hverken muligt eller ønskeligt med en tilbagevenden til ”velfærdskapitalismen”. Ægte og bæredygtig velfærd kræver et systemskifte.

"2011 var revolutionens genkomst"

Det mener Mikkel Bolt, aktuel med bogen Krise til opstand – noter om det igangværende sammenbrud.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Mikkel Bolt er lektor i kunsthistorie ved Københavns Universitet. Med sin seneste bog Krise til opstand leverer han noget så sjældent i en dansk kontekst som en radikal og sammenhængende kapitalisme-kritik. ”Det er et forsøg på at lave en analyse af forløbet fra finanskrisen til protestbevægelserne, der starter i 2011. Et forsøg på at tage den kritik, jeg synes kommer til udtryk i protesterne fra Nordafrika til Sydeuropa og til Occupy-bevægelsen, som udgangspunkt. Jeg synes, at de fleste af de analyser, der har været fremme, har været for dårlige, fordi de to fænomener ikke i særlig høj grad er blevet forbundet”, forklarer Bolt til Socialistisk Arbejderavis.

”Noget af det, jeg beskæftiger mig med i bogen, er den afvikling, der har fundet sted af et kritisk, marxistisk vokabularium [ordforråd/begrebsapparat, red.]. Et sprogligt problem, som gør, at det ikke er muligt at tale om krisen som havende noget at gøre med den neoliberale kapitalisme eller kapitalismen i det hele taget. Massevis af mennesker er ramt af krisen, men det er svært at forbinde alle de forskellige personlige problemer med nogle strukturelle forhold. Det stiller os over for en stor udfordring med, hvordan vi skal organisere os og mobilisere på baggrund af krisen og forvitringen af et kritisk vokabularium, som kan adressere alle disse problemer.”

Krisens dybe rødder
Modsat de gængse forklaringer, der primært ser krisen som finansiel og startende i 2008, mener Mikkel Bolt, at krisens rødder går flere årtier tilbage, herunder til de til faldende profitrater på daværende tidspunkt i de vestlige kapitalistiske økonomier. Her bygger han bl.a. på den amerikanske økonomiske historiker Robert Brenner. ”På nogle måder startede krisen ikke i 2008, men begyndte egentlig tilbage i starten af 1970'erne. Årsagerne til krisen skal findes i opbremsningen i de avancerede økonomier sidst i 1960'erne. Her sker der en overgang fra et keynesiansk akkumulations-regime til neoliberal globalisering,” forklarer Bolt.

”Dette tager form af indrullering af en masse nye lønarbejdere i Sydøstasien og Kina, men også af introduktionen af gæld og kredit og spredningen af arbejdspladser, som betyder, at der finder en stagnation og et fald i reallønnen sted i USA og Vesteuropa. For at muliggøre, at vi stadig har adgang til nogenlunde den samme velfærd og velstand, bliver der introduceret en masse nye kredit- og lånemodeller. Det, jeg forsøger at gøre, er at trække krisen helt tilbage og pege på, at vi har at gøre med nogle langt mere omfattende processer, end nogle af de syndebukteorier, vi almindeligvis præsenteres for i medierne. Hinsides en idé om, at krisen skyldes grådige finansfolk, at den amerikanske middelklasse har boet i for dyre huse eller introduktionen af uigennemsigtige lånemodeller.”

Destruktion og nedsmeltning
Mikkel Bolt vil ikke afvise muligheden for en løsning på krisen inden for kapitalismes rammer, men ”klimaet og biosfærens nedsmeltning sætter en tidsfrist for alle de forskellige forsøg på at fortsætte kapitalakkumulationen. Den stadige stigende eksklusion, der finder sted af millioner af mennesker i verden, peger også på nogle grundlæggende modsigelser mellem kapital og arbejde. Det ser ud til, at vi har nået en form for skifte med en mere opdelt verden, end vi allerede har. Hvor ganske få har rigtig meget og resten skal overleve i en stadig større uformel økonomi”, siger Bolt.

Han fremhæver kombinationen af en form for fascisme og kapitalisme som et muligt (skræk)scenarie. ”Måske er den periode, vi er på vej ind i, ikke ulig perioden fra 1914-1945. Man kan forestille sig en så omfattende destruktion af kapital, at der bliver skabt mulighed for en ny ekspansiv fase”, siger han med henvisning til den kapital-destruktion, som krige og kriser dengang medførte. ”En af ideerne med læsningen af krisen som på en måde startende i 1973, er, at kapitalismen er en form krise for krisestyring. Men klima-destruktionen er en ny faktor, som gør dette endnu sværere end tidligere”.

Den etablerede venstrefløjs fallit
”En del af min analyse er, at venstrefløjen har spillet fallit eller mangler et projekt i dag. I alt for høj grad har den etablerede arbejderbevægelse og venstrefløj ladet sig smelte sammen med en neoliberal diskurs, og derfor er der god grund til at vende tilbage og genopdage en marxistisk kritik af den kapitalistiske produktionsmåde. Problemet er, at den reformistiske arbejderbevægelse og venstrefløj lagde den revolutionære kritik af kapitalismen på hylden for længe siden,” siger Bolt, der også er kritisk over for f.eks. Enhedslisten: ”Jeg synes, at venstrefløjens partier, og i Danmark er det reelt kun Enhedslisten, som er et venstrefløjs-parti i dag, i for høj grad lader sig begrænse af det politiske demokrati og af det politiske demokratis indlejring i en nationalstat.”

”Problemet bliver, at det nationale demokrati kommer til at sætte nogle bestemte rammer op for diskussionen og det, vi forholder os til. Det synes jeg også sagtens, at man kan se hos Enhedslisten. Hele principprogram-diskussionen er udtryk for, at partiet i stadig stigende grad er blevet professionaliseret, og at der sidder nogle politikere på Christiansborg, som formodentlig ikke forstår det principprogram, Enhedslisten egentlig havde. Og at der bliver en modsætning mellem et principprogram og disse politikeres forestilling om stigende vælgertilslutning.”

Det kommunistiske perspektiv
Alternativet til den globale kapitalismes stadig mere destruktive tendenser ser Bolt i det oprindelige ”kommunistiske perspektiv om ophævelse og afvikling af kapitalismen”. Dette bør vel at mærke ikke forveksles med ”det, der fandt sted i Sovjetunionen og Kina, hvor ejerskabet over produktionsmidlerne overgik fra borgerskabet til et partidiktatur under en form for statskapitalisme.” En sejrrig opstand i f.eks. Nordafrika, Mellemøsten eller Sydeuropa må ifølge Bolt sprede sig til resten af verden, som led i en ”permanent verdensrevolution”, hvis ikke den skal ende i ”regionale eller nationale statskapitalistiske projekter”. ”Noget af det interessante i 2011, var, at der faktisk fandt denne spredning sted - fra Nordafrika, til Mellemøsten, til Sydeuropa og til USA.” "Kun ved at blive international kan en revolutionær bevægelse sejre. Hvis vi skal trække det hårdt op, kan vi sige, at kun en global revolution mod kapitalismen kan redde os fra den industrialiserede biosfæriske nedsmeltning, der allerede er i fuld sving."

”Det kommunistiske perspektiv er, at arbejderklassen foretager en radikal selv-negation [ophævelse af sig selv, red.]. Det er illusorisk at forestille, at staten og den lokale kapitalistklasse frivilligt giver magten fra sig. Så i den forstand vil vold, eller snarere mod-vold, formodentlig nødvendigvis være en del af en revolutionær situation, som det har været i alle historiske situationer fra den franske revolution til Pariserkommunen til Oktober-revolutionen i Rusland. Det er ikke noget valg, men snarere fordi man er konfronteret med en kontra-revolutionær dynamik, som vil gøre alt i verden for at undgå, at det revolutionære perspektiv bliver etableret og kan brede sig. Så forestillingen om en form for parlamentarisk overgang til socialismen, som spiller en rolle i Enhedslisten og i et af programudkastene [dvs. udkastet fra skrivegruppen nedsat af partiets hovedbestyrelse, red.], synes jeg simpelt hen er en dårlig analyse.”

Mikkel Bolts bog ”Krise til opstand – noter om det igangværende sammenbrud” kan bl.a. købes på Forlaget Antipyrines hjemmeside: http://antipyrin.blogspot.dk/

Marx vs. Keynes - klassekamp eller klassesamarbejde?

Keynesianisme og marxisme er ikke to gensidigt supplerende teorier – tværtimod handler det om borgerlig eller socialistisk krisepolitik.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Ikke overraskende har den liberale økonom John Maynard Keynes (1883-1946) fået et comeback under den globale økonomiske krise. Det skyldes hans opgør med den (neoklassiske) økonomiske skole, der hævder, at den kapitalistiske økonomi, via prismekanismen, tenderer mod en ”ligevægtstilstand” mellem udbud og efterspørgsel.

Altså de økonomiske teorier, som dominerede i årene forud for ”Den Store Depression” i 1930'erne - og igen fra 1970'erne og frem til den aktuelle krises udbrud. Den keynesianske revival skyldes dog ikke mindst, at disse idéer for den globale herskende klasse, modsat f.eks. marxismen, udgør en acceptabel ”løsning” på kapitalismens tilbagevendende kriser, idet de ikke indebærer en omvæltning af de bestående ejendomsforhold.

Kapitalistisk destruktion
I modsætning til sin tids økonomiske ortodoksi fremhævede Keynes imidlertid nødvendigheden af omfattende statsintervention for at redde kapitalismen fra selvdestruktion gennem økonomiske kriser og social revolution. Derfor må staten regulere efterspørgslen, bl.a. ved at justere skatter og renter, og f.eks. i nedgangstider sænke disse for at øge incitamentet til forbrug i stedet for opsparing. Dette skal stimulere den private efterspørgsel og dermed også virksomhedernes investeringslyst.

Eller f.eks. ved at udvide det offentligt forbrug, f.eks. gennem offentligt byggeri, om nødvendigt via ”underskudsfinansiering”, som senere vil tjene sig selv ind pga. større indtægter fra skatter og afgifter. Ligesom andre borgerlige økonomer giver Keynes dog aldrig noget tilfredsstillende svar på, hvad der i første omgang får kapitalisterne til at tilbageholde investeringerne og udløser krise.

Hvad skaber profitten?
Grunden til dette er hans afhængighed af den konventionelle økonomiteoris idé om værdi som bestemt af udbud og efterspørgsel. Men som Marx påpegede, forklarer det ikke, hvorfor nogle varers værdi er større end andres ved ligevægt mellem udbud og efterspørgsel. Alle varer har imidlertid det til fælles, at de direkte eller indirekte er et produkt af menneskeligt arbejde. Det, der bestemmer en vares værdi, er således i sidste ende mængden af ”samfundsmæssigt nødvendigt arbejde”, hvilket vil sige den tid, det i et givent samfund på et givent tidspunkt gennemsnitligt tager at fremstille den.

Arbejderklassen, som udgør det overvældende flertal af befolkningen, ejer og kontrollerer ikke produktionsmidlerne, hvorfor den må aflevere en del af den værdi, den skaber (”merværdien”), til kapitalistklassen. Og det er hemmeligheden bag såvel den kapitalistiske produktionsmådes drivkraft, profitten, som dens iboende modsigelser, dvs. krisetendenserne og potentialet for dens omstyrtelse.

Hvilken vej ud af krisen?
For at undgå at blive udkonkurreret må kapitalisterne konstant øge deres profit, hvilket lettest gøres ved at investere i arbejdsbesparende teknologi (produktionsmidler). Men eftersom profitten i sidste ende stammer fra menneskeligt arbejde, vil det efterhånden føre til et relativt fald i profitten for systemet som helhed i takt med, at investeringerne i produktionsmidler vokser på bekostning af investeringerne i arbejdskraft. Et sådant fald i profitraten udløste i 1970'erne en verdensøkonomisk krise. Her førte de keynesianske politikker til stagflation (økonomisk stagnation samt høj inflation og arbejdsløshed).

Derfor fik vi ”nyliberalismen” og de nu bristede spekulationsbobler, bl.a. i finanssektoren, som dog ikke genoprettede det tidligere profit-niveau. Da keynesianismen ikke forstår, hvorfra profitten stammer, har den ingen løsning på det problem. Valget står derfor mellem accept af klassesamarbejde og voldsomme forringelser af lønninger, arbejdsforhold og velfærden i et desperat forsøg på at genoprette profitten - eller klassekamp for at erstatte det nuværende profitsystem med en socialistisk økonomi baseret på demokratisk planlægning efter menneskelige behov. Her kan arbejderklassen med massestrejker forhindre tilførelsen af ny værdi til kapitalismen og derved sætte en stopper for den.

Ikke nødvendigt at vælge "det mindste onde"

Kamp mod skolelukning i Århus viser, at folkelige protester kan stoppe nedskæringer.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Flere af Enhedslistens topfolk har hævdet, at det var nødvendigt at indgå en dårlig finanslovsaftale med regeringen, fordi alternativet havde været en endnu værre aftale mellem regeringen og Venstre. Med andre ord en tankegang om, at Enhedslisten bør vælge ”det mindste onde” for at undgå et større onde. Altså den samme argumentation, som Socialdemokraterne og SF traditionelt set har benyttet til at forsvare diverse nedskæringer.

Problemet er her, at det tages for givet, at det eneste, der er at vælge imellem, er en række onder. I virkeligheden er der dog altid et alternativ til disse onder, nemlig gennem udensomsparlamentariske bevægelser at ændre styrkeforholdene og dermed udvide rammerne for, hvad der er ”muligt” i den givne situation. Det viser f.eks. bevægelsen mod lukningen af Rundhøjskolen i Århus.

Med eller imod de folkelige protester? 
Her støttede Enhedslistens byrådsmedlem Jette Jensen oprindeligt sammen med De Radikale, Socialdemokraterne og SF besparelser for 10-15 millioner kroner på skoleområdet og lukning af Rundhøjskolen sammen med to andre skoler. Et af argumenterne var her, at der ellers var blevet lukket endnu flere skoler. Imidlertid fik voldsom modstand fra Enhedslistens Århus-afdeling partiets byrådsmedlem til at trække sin støtte til nedskæringerne.

I stedet tog Enhedslisten derefter aktivt del i den bevægelse mod lukning af Rundhøjskolen, der 16. november fik byrådsflertallet til at droppe planerne om lukning. Det skete efter en månedlang kamp med bl.a. 7.000 indsamlede underskrifter, mere end 300 læserbreve, flere demonstrationer foran rådhuset og stormøder på skolen med hundredvis af deltagere.

Kamp kan fjerne onderne
Efterfølgende interviewede JPAarhus en række ”eksperter”, der frygtede, at det kunne danne præcedens, at politikerne havde bøjet sig for det folkelige pres. Bl.a. Andreas Rasch-Christensen, forsknings- og udviklingschef ved VIA University College Aarhus, der forklarede: ”Det bliver sværere for politikerne at træffe den slags beslutninger i fremtiden. Det viser sig jo, at det kan betale sig at protestere”.

Kampen mod lukningen af Rundhøjskolen i Århus er således et glimrende eksempel på, at det ikke er nødvendigt at vælge mellem to eller flere onder, f.eks. større eller mindre nedskæringer. Tværtimod kan det med den bekymrede eksperts ord ”betale sig at protestere”, fordi folkelig mobilisering kan sikre, at onderne helt fjernes.

Finansiel krise eller kapitalistisk systemkrise?

Den vigtigste årsag til den økonomiske krise er ikke banker eller storspekulanter, men derimod det nuværende produktionssystems indbyggede modsætninger.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Lige siden den globale økonomiske krise for alvor startede i efteråret 2008 har de mest udbredte forklaringer på krisens opståen kredset om den finansielle sektors rolle. Det skyldes bl.a., at det var en række krak i finanssektoren, ikke mindst bankgiganten Lehman Brothers’ kollaps 15. september samme år, der fik den økonomiske nedgang, som allerede indledtes med sammenbruddet på det amerikanske boligmarked i 2006-2007, til at accelerere. Imidlertid har den herskende klasse og de medier, den ejer og kontrollerer, også en klar interesse i at placere ansvaret for krisen hos bankerne eller aktiemarkederne.

Hvis problemet blot er spekulanters grådighed eller fejl i de finansielle markeders funktionsmåde, er det tilstrækkeligt med mere regulering eller eventuelt nationalisering af bankerne. Der vil således ikke være behov for mere radikale skridt – skridt der kunne true den herskende klasses magt og privilegier. Selv om politikere og beslutningstagere ved krisens start fremsatte højtidelige erklæringer om mere regulering, havde det mest af alt karakter af et bluff-nummer i betragtning af, at finanssektoren hidtil er sluppet for ethvert seriøst forsøg på mere regulering. Tværtimod har stater og internationale institutioner gennem ”hjælpepakker” af historiske proportioner overtaget astronomiske mængder dårlige lån og dermed opmuntret til, at den destruktive finansielle aktivitet kan fortsætte.

Keynesianismens fallit 
Både i Danmark og resten af verden er den finansielle sektor siden 1970’erne svulmet voldsomt op på bekostning af den såkaldte realøkonomi, hvilket har fået flere iagttagere til at tale om en ”finansialisering” af økonomien. På dele af venstrefløjen har der været en tendens til først og fremmest at se denne finansialisering som et resultat af politikeres, embedsmænds, erhvervsfolks og økonomers ønske om at løsne kapitalens tøjler for derved at øge udbytningen af den brede befolkning. Selv om dette bestemt har været en medvirkende årsag til de seneste årtiers slækkede kontrol med finanssektoren, er det også kun den halve sandhed.

I realiteten var der i lige så høj grad tale om, at den daværende nationaløkonomiske ortodoksi i form af keynesianismen, der hævdede at kapitalismen gennem statsintervention kunne undgå større kriser, havde vist sig ikke at have nogen løsning på 1970’ernes strukturelle krise. I stedet førte de keynesianske politikker til ”stagflation”, dvs. en kombination af stagnation, inflation og høj arbejdsløshed. I Danmark forsøgte de socialdemokratiske regeringer under ledelse af Anker Jørgensen at begrænse arbejdernes lønninger med indkomstpolitik og hele tre overenskomstindgreb. I 1982 gav Anker Jørgensen op og overlod uden at udskrive valg regeringsmagten til de borgerlige, som derefter beholdte den de næste 11 år.

Kapitalismens grænser 
Keynesianismens fallit som praktisk politik var med andre ord grunden til, at den, trods sin forudgående status som nærmest totaltdominerende blandt økonomer og regeringer af såvel borgerlig som socialdemokratisk observans, blev erstattet af de nyliberalistiske frimarkedsidéer, der hidtil var blevet betragtet som temmelig ekstreme. De keynesianske politikker slog fejl, fordi de ikke løste det grundlæggende problem, som var den egentlige udløser af 1970’ernes krise. De forstod nemlig ikke, at den væsentligste årsag til kapitalismens kriser ikke er finansiel spekulation eller manglende efterspørgsel, men derimod indbyggede modsætninger i produktionen.

For at forstå dette må man nemlig ty til Karl Marx og det han kaldte ”den i enhver henseende vigtigste lov i moderne politisk økonomi”, nemlig ”loven om profitratens faldende tendens”. Denne tendens udspringer af, at under kapitalismen må virksomhederne hele tiden begrænse deres omkostninger i forhold til konkurrenterne eller risikere at bukke under. Dette gøres lettest ved at investere i arbejdsbesparende teknologi, men da profitten i sidste ende udspringer af menneskeligt arbejde, vil det føre til, at profitterne relativt set falder i forhold til investeringerne. Dette fører til at virksomhederne tilbageholder investeringerne, hvilket udløser en krise.

Uløste problemer 
Dette er i meget grove træk ”loven om profitratens faldende tendens”, og det var netop denne tendens, der betød, at et kvart århundrede med langvarig økonomisk vækst i starten af 1970’erne blev afløst af en ødelæggende krise. De faldende gennemsnitlige profitrater i fremstillingsindustrien førte i slutningen af årtiet til, at virksomhederne begyndte at kanalisere en stadig større andel af deres investeringer over i den finansielle sektor. Men da finansielle virksomheder ikke producerer ny værdi, men blot omfordeler værdi, der er skabt i realøkonomien, førte det i stedet for varigt økonomisk opsving til en række bobler, der efter tur er bristede. Før eller siden ville det enorme gab mellem kurserne på aktiemarkederne og den underliggende værdiproduktion igangsætte en katastrofal krise som den nuværende.

Via historiens største finansielle redningsaktioner, der for verdens ledende stater og internationale institutioner løb op i en samlet sum på omkring 20 billioner dollars, forhindrede de herskende eliter i første omgang krisen i at nå 1930’ernes dybde. Men det har også forhindret den udrensning af uprofitable virksomheder, der som det eneste kunne bane vejen for et nyt langvarigt opsving. Dette ville imidlertid også øge risikoen for sociale oprør, hvorfor vi i stedet har fået en gældskrise, hvor statsbankerotter og euroens sammenbrud blot er et par af de sandsynlige scenarier. De sidste tre årtiers neoliberale politikker har ikke formået at genoprette virksomhedernes profitrater til det høje niveau før 1970’ernes strukturelle krise, hvorfor de herskende klasser i alle klodens lande har indledt en brutal offensiv mod velfærdsydelser og arbejderklassens lønninger og arbejdsforhold.

Socialismens aktualitet 
Den økonomiske krise er således ikke blot en finansiel krise, men udspringer derimod af en uløst profitabilitetskrise, som går helt tilbage til starten af 1970’erne, der igen skyldes de systemiske modsætninger i den måde produktionen organiseres under kapitalismen. Det store spørgsmål er om verdens befolkninger fortsat vil betale for den krise, de er uden skyld i, men i stedet skyldes et system, der kun gavner en lille minoritet af klodens befolkning.

Heldigvis har 2011 budt på den største bølge af folkelige oprør i fire årtier, ikke mindst i lande som Tunesien, Egypten, Spanien, Grækenland og senest USA. Krisens dybde og den folkelige modstands størrelse viser, at socialismen både er mulig og nødvendig. For at nå dertil må vi som socialister sætte alle delkampe i forbindelse med og vurdere dem efter om de fremmer den nødvendige revolution. På gaden, arbejdspladserne, uddannelsesstederne og i boligkvartererne kan vi skabe det alternativ som det politiske system alt for tydeligt har vist sig ude af stand til.

Global økonomisk krise og fornyet trussel fra højre

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Krisen i den kapitalistiske verdensøkonomi kan give øget medvind til racistiske og fascistiske bevægelser. Men hvor alvorlig er truslen fra de højreekstreme kræfter egentlig?

De seneste årtier har vi i en række europæiske lande set partier, der deler mange træk med den klassiske fascisme, men oftest går under betegnelsen ”højrepopulisme”, få stor indflydelse på de siddende regeringers politik, ja, endda i flere tilfælde opnå ministerposter. Generelt har disse partier imidlertid adskilt sig fra traditionelle fascistiske bevægelser ved som f.eks. Dansk Folkeparti formelt at bekende sig til parlamentarisk demokrati og ved ikke på gadeplan at have opbygget stormtropper, der angriber arbejderbevægelsens partier og fagforeninger.

For flere af disse partier har det været led i en bevidst strategi om at opnå ”legitimitet” ved udadtil at distancere sig fra tidligere tiders mest belastede symboler, organisationsformer og programpunkter. Front National i Frankrig regnes ofte for at have pioneret denne ”euro-fascistiske” strategi i 1970'erne. Denne generelle mangel på egentlige stormtropper forhindrer dog også disse partier i at spille den samme rolle som de klassiske fascistiske bevægelser i Italien og Tyskland.

Fascismens funktion
Hitler og Mussolini kom således til magten efter forinden at have vist borgerskabet deres værd ved at lade deres tilhængere terrorisere arbejderbevægelsen, som i begge lande havde en styrke, der forhindrede den herskende klasse i at regere på ”normal” parlamentarisk vis. Fascismen blev af storkapitalen anset for en mindre trussel end socialismen og fik derfor overdraget magten på parlamentarisk vis og i koalition med traditionelle borgerlige partier. De grundlæggende kapitalistiske produktionsforhold blev da også bevaret under fascismen.

Derfor lægger den marxistiske analyse mere vægt på fascismens funktion frem for f.eks. dens (ofte stærkt modsætningsfyldte) ideologi, herunder diverse racistiske forestillinger. Fascismen adskiller sig fra andre autoritære og racistiske strømninger ved at være en massebevægelse baseret på småborgerskabet, der i krisesituationer kan bruges af borgerskabet til at rydde arbejderbevægelsen og andre hindringer for fortsat kapitalakkumulation af vejen. Som den russiske revolutionære Leon Trotskij formulerede det, er fascismens ”funktion af knuse arbejderklassen, ødelægge dens organisationer og udrydde de politiske frihedsrettigheder, når kapitalisterne ser sig ude af stand til at regere og dominere ved hjælpe af det demokratiske maskineri”.

Krisen og truslen fra højre
Naturligvis er nutidens økonomiske, sociale og politiske krise langt fra lige så dyb som i årene umiddelbart efter 1. verdenskrig og i 1930'erne. I de fleste lande er det politiske system langt mere stabilt, og de herskende klasser har ved at pumpe billioner og atter billioner af kroner ind i økonomien forhindret den globale kapitalistiske krise i foreløbig at nå samme dybde som i 1930'erne. Dette dækker dog over et uhyre svagt opsving og har ført til den nuværende gældskrise. Samtidig kan den politiske desillusionering over mainstream-partierne hurtigt accelerere efterhånden som de alle accepterer behovet for brutale nedskæringsprogrammer.

I den situation er det afgørende, at der findes et klart socialistisk alternativ, som insisterer på ikke at lade arbejderklasen betale kapitalismens krise. Ellers bliver vinderen det yderste højre. Det gælder naturligvis også herhjemme under en evt. S-SF-regering. For som professor Curt Sørensen har påpeget, repræsenterer Dansk Folkeparti en potentiel fascismemodel. Og som afsløringen af det hemmelige racistiske netværk ”ORG” viser, er overgangen mellem den ”pæne” højrefløj og de voldelige gadebøller flydende.

Hvad solidaritet betyder for arbejdsgiverne

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Under den økonomiske krise flyder der fra arbejdsgivernes side en lind strøm af opfordringer til arbejderklassen om at udvise ”solidaritet” ved at acceptere lønnedgang, dårligere arbejdsforhold og forringelse af velfærdsydelserne. Topcheferne og deres virksomheder har dog selv givet en række endog særdeles pædagogiske eksempler på, hvad denne form for ”solidaritet” indebærer for deres eget vedkommende.

F.eks. kunne Dagbladet Politiken i marts måned fortælle, at direktørlønningerne i landets 16 største børsnoterede virksomheder er steget eksplosivt siden den økonomiske krises start. Således var der fra 2008 til 2010 en vækst på 23 %, fra 358 millioner kr. til 440 millioner, i udgifterne til direktørlønningerne. Denne udvikling skal vel at mærke ses på baggrund af andre tal fra Berlingskes Nyhedsmagasin, som viser, at direktionsmedlemmerne fra landets største børsnoterede selskaber har fået en gennemsnitlig lønstigning på intet mindre end 400 % siden 1994.

I den nævnte periode er direktionsmedlemmernes løn steget hele fem gange mere end almindelige lønmodtageres. Som følge deraf scorede direktionsmedlemmerne fra virksomhederne på C20-indekset i gennemsnit 8,9 millioner kroner sidste år. Ved årtusindeskiftet tjente en industriarbejder mellem en ottende- eller niendedel af en af topchef, hvorimod tallet i dag er styrtdykket til omkring en syttendedel.

Øget ulighed og fattigdom
De talrige opfordringer til arbejderklassen om under kapitalismens krise at udvise solidaritet med overklassen bliver sat yderligere i perspektiv af den kendsgerning, at det i høj grad var de rigeste, som blev forgyldt af det økonomiske opsving, der gik forud. Som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd påviste i et notat sidste år, havde de 10 % rigeste i gennemsnit 75.700 kroner mere i disponibel indkomst i 2007 end i 2001, hvorimod indkomsten for de 10 % fattigste i samme periode blot steg med 2.100 kroner.

En anden undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd dokumenterede i juni måned, at antallet af fattige danskere mellem 2002 og 2009 voksede med 55 % til 346.000 personer. I samme periode er antallet af fattige børn steget med 51 %, hvilket betyder 65.000 børn, der lever i fattigdom. På Lolland vokser næsten hver tiende barn, eller 9,4 %, op i fattigdom. Danmark er tilmed blandt de lande i Europa, hvor uligheden øges hurtigst.

To slags solidaritet
En anden måde at aflæse, hvad solidaritet betyder for arbejdsgiverne og deres venner i regeringen, er at se på udviklingen i erhvervslivets betaling af skattekroner til statskassen. Her er der siden 1989 sket en halvering af selskabsskatten, fra 50 % til 25 %. Dette forhindrede dog ikke regeringen i før sommerferien at offentliggøre planer om at sænke selskabsskatten yderligere – nu til blot 20 %. Dertil kommer, at kun hver fjerde virksomhed overhovedet finder det umagen værd at bidrage til statskassent. Således er antallet af virksomheder, der betaler selskabsskat, ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd siden 1998 faldet fra 60 % til 26 %.

For de danske arbejdsgivere betyder solidaritet med andre ord, at de forgylder sig selv og samtidig forventer, at arbejderklassen accepterer mindre lønninger, dårligere arbejdsbetingelser og lavere velfærdsydelser. Man kan således ikke just beskylde arbejdsgiverne for lav klassebevidsthed. Som modsvar må vi sætte arbejderklassens solidaritet, hvor vi står sammen for at forhindre, at regningen for den økonomiske krise, de har skabt, bliver sendt videre til os.

Giv ferie til nogle andre!

AF LARS HENRIK CARLSKOV

I intet af regeringens mange ministerier trives de højtsvævende og banebrydende visioner bedre end i det, som meget passende er blevet døbt ”Videnskabsministeriet”. I spidsen for dette ministerium har regeringen sat unikt innovative og dynamiske personligheder som først Helge Sander og senest Charlotte Sahl-Madsen; to ministre, hvis skyhøje personlige kvalifikationer må være helt åbenlyse, hvis man kender disse kvalifikationer (og muligvis findes der et eller andet sted faktisk nogen, der gør det).

Det var f.eks. føromtalte Helge Sander, der lancerede det legendariske slogan om, at universiteterne skulle forkorte vejen ”fra forskning til faktura”. Oversat fra Sanders særegne herningensiske uldkræmmer-prosa til normaldansk betød dette reklameslogan, at universiteterne skulle målrettes efter det private erhvervslivs ønsker og udsigt til kortsigtet profit, hvilket da også er sket. Og som et vellykket ejer- eller generationsskifte i en købmandsbutik, har Charlotte Sahl-Madsen videreført denne politik, siden hun overtog posten som videnskabsminister.

En politik det tager århundreder at forstå
Chou En-lai, en af Mao Tse-tungs ledende ministre, blev efter sigende engang spurgt, hvordan han vurderede betydningen af den franske revolutionen i 1789, hvortil han angiveligt svarede, at ”det er for tidligt at sige”. På samme måde vil vi almindelige mennesker sikkert først om flere århundreder blot tilnærmelsesvist forstå det fulde omfang af de storstilede planer og initiativer, der i vor egen tid udgår fra Videnskabsministeriet, og vi må derfor nok overlade det til langt senere generationer at bedømme disse initiativer og planers verdenshistoriske betydning.

Der findes dog mennesker, der hævder allerede nu at kunne skimte, i hvert fald i det små og brudstykkevist, konturerne af nogle af de mere umiddelbare konsekvenser af regeringens kulturrevolution på universiteterne. Hvor besynderlig det end kan lyde, findes der således blandt masserne af studerende og universitets-ansatte flere oppositionelle grupper, som ikke deler begejstringen for den parole om ”fra forskning til faktura”, de ellers har fået udstukket af den politiske avantgarde i Videnskabsministeriet.

En ferie der aldrig slutter
Til disse regime-kritiske elementer hører f.eks. de studerende på Københavns Universitet, som på det seneste har lavet flere blokader af deres egne institutter - og det endda med opbakning fra de ansatte. De undrer sig bl.a. over, at ”uddannelse og forskning i verdensklasse”, en anden af regeringens paroler beregnet på folkemasserne, indebærer færre undervisningstimer og kortere semestre. Ved at sige nej til dette, siger de således også nej til længere ferie. Til gengæld kan du være nogenlunde sikker på, at de gerne vil give ferie til nogle helt andre, nemlig regeringen – og helst en ferie, der varer så længe som muligt og aldrig slutter. 

Bragt i Socialistisk Arbejderavis nr. 308, 8. april 2008.

Verdensøkonomien foran afgrunden - interview med Robert Brenner

Den marxistiske økonomiske historiker Robert Brenner svarer i dette interview på spørgsmål om krisen og bl.a. finansialisering, Obama, regulering, USA’s hegemoni og Kinas situation.

De fleste medier og kommentatorer har betegnet den nuværende krise som en ”finansiel krise”. Er du enig i denne betegnelse?

Det er forståeligt nok, at analytikere af krisen har taget udgangspunkt i nedsmeltningen i bankverden og på værdipapirmarkederne. Men problemet er, at de ikke gået dybere end det. Anført af Henry Paulson og Ben Bernanke [hhv. Bushs finansminister og lederen af den amerikanske forbundsbank, red.], argumenterer de for, at man kan nøjes med at forklare krisen ud fra problemer i den finansielle sektor. Samtidig hævder de, at den underliggende realøkonomi er stærk, og at de såkaldte ”fundamentals” er sunde. Intet kunne være mere misvisende.

Den grundlæggende årsag til den nuværende krise er de avancerede økonomiers stigende svagelighed siden 1973, og særligt efter år 2000. Efter alle makroøkonomiske standardindikatorer – BNP, investeringer, reallønninger osv. – er den økonomiske præstation i USA, Vesteuropa og Japan blevet stadig værre, erhvervscyklus efter erhvervscyklus. Meget sigende var den netop afsluttede erhvervscyklus, fra 2001 til 2007, suverænt den svageste i efterkrigstiden, og det til trods for den største statsfinansierede økonomiske stimulans i amerikansk historie i fredstid.

Hvordan vil du forklare den langsigtede svækkelse af realøkonomien siden 1973, det du i dine bøger kalder for ”den lange tilbagegang”?

Den kan hovedsageligt forklares med det dybe og vedvarende fald i forrentningen på kapitalinvesteringer siden slutningen af 1960’erne. Den manglende genopretning af profitratens niveau er så meget desto mere bemærkelsesværdig i betragtning af det enorme fald i reallønningernes vækst, der er sket i samme periode.

Den primære årsag, skønt ikke den eneste, til profitratens fald har været en vedvarende tendens til overkapacitet i de globale fremstillingsindustrier. Der skete det, at den ene nye industrimagt efter den anden trådte ind på verdensmarkedet – Tyskland og Japan, de nordøstasiatiske, nyligt industrialiserede lande, de sydøstasiatiske tigre og til sidst den kinesiske leviathan [et gigantisk uhyre i Gamle Testamente, red.].

Disse senere-udviklede økonomier producerede de samme varer, som allerede blev fremstillet af de tidligere-udviklede lande, bare billigere. Resultatet var for stort udbud i forhold til efterspørgslen i den ene industri efter den anden, og dette pressede priserne og dermed profitten ned. Dertil kom, at de virksomheder, som oplevede dette pres på deres profitter, ikke forlod deres industrier uden kamp. De forsøgte at beholde deres position ved at falde tilbage på deres kapacitet for innovation og forøgelse af investeringerne i ny teknologi. Men dette gjorde naturligvis bare overkapacitetsproblemet værre.

På grund af faldet i forrentningen fik kapitalisterne mindre overskud på investeringer. De havde derfor ikke andet valg end at sænke væksten i fabrikker og maskineri og beskæftigelse. For at genoprette profitabiliteten blev de ansattes lønninger samtidig holdt nede, mens regeringerne reducerede væksten i de sociale udgifter. Men konsekvensen af disse beskæringer af udgifterne har været et langvarigt problem med den samlede efterspørgsel. Den vedvarende svaghed i den samlede efterspørgsel har været den umiddelbare årsag til økonomiens langvarige svaghed.

Krisen blev faktisk udløst af sprængningen af den historiske boligboble, som var vokset i et helt årti. Hvad er dit syn på denne bobles betydning?

Boligboblen må forstås i sammenhæng med den række af bobler på aktivpriser, som økonomien har oplevet siden midten af 1990’erne, og særligt den amerikanske forbundsbanks rolle i at opmuntre til disse bobler.

Lige siden begyndelsen på den lange tilbagegang har de statslige økonomiske myndigheder forsøgt at tackle problemet med manglende efterspørgsel ved at tilskynde til øget låntagning, både privat og offentlig. I starten tyede man til offentlige budgetunderskud, og på denne måde undgik man de virkeligt dybe recessioner. Men som efterhånden som tiden gik, fik regeringerne stadig mindre vækst ud af den samme mængde låntagning. For at afværge de dybe kriser, som historisk set har plaget det kapitalistiske system, måtte man i praksis acceptere en gradvis overgang til stagnation.

I starten af 1990’erne forsøgte USA og Europa, med Clinton-regeringen i spidsen, som bekendt at slippe ud af deres afhængighed af låntagning ved sammen at gå over til balancerede budgetter. Tanken var at lade det frie marked styre økonomien. Men fordi profitabiliteten stadig ikke var blevet genoprettet, lagde underskudsreduktionerne en stor dæmper på efterspørgslen, og bidrog til at fremkalde recessionerne og den langsomme vækst mellem 1991 og 1995.

For at få økonomien til at ekspandere igen, endte de amerikanske myndigheder med at overtage en fremgangsmåde, som først var blevet benyttet af Japan i slutningen af 1980’erne. Ved at holde rentesatserne nede, gjorde den amerikanske forbundsbank det let at låne penge for at opmuntre til investeringerne i finansielle aktiver. Aktivprisernes himmelflugt betød, at virksomhederne og husstandene oplevede enorme velstandsstigninger, i det mindste på papiret. De var derfor i stand til at låne i en titanisk målestok, forøge deres investeringer og forbrug voldsomt og på den måde drive økonomien fremad.

Altså blev offentlige underskud erstattet af private. Det, der kan kaldes ”aktivpris-keynesianisme” [asset price keynesianism, red.], erstattede traditionel keynesianisme. Vi har derfor i det sidste dusin år eller deromkring været vidne til en bemærkelsesværdig situation med en verdensøkonomi, hvor den fortsatte kapitalakkumulation er kommet til at afhænge af historiske bølger af spekulation, som omhyggeligt er blevet plejet og forsvaret af statslige myndigheder – og regulatorer! – først den historiske aktieboble i slutningen af 1990’erne, og dernæst boblerne på boligområdet og kreditmarkederne i starten af årtusindet.

Finansialisering og nyliberalisme
Mange hævder at den nuværende krise er en typisk finansiel krise, ikke er en ”marxistisk” med overproduktion og faldende profit, og de argumenterer for, at den bristede finansielle spekulationsboble har spillet den centrale rolle i den her krise. Hvordan er dit syn på denne tese?

Jeg mener ikke, at det er nyttigt på den måde at modstille krisens realøkonomiske og finansielle aspekter. Som jeg fremhævede, er der tale om en marxistisk krise i og med, at den udspringer af det langvarige fald i profitraten og det mislykkede forsøg på at genoprette den, hvilket er den grundlæggende årsag til kapitalakkumulationens markant langsommere tempo frem til i dag. I 2001 var de ikke-finansielle amerikanske virksomheders profitrate den laveste i efterkrigstiden, bortset fra i 1980. Virksomhederne havde derfor ikke andet valg end at være tilbageholdende med investeringer og ansættelser, hvilket yderligere forværrede forretningsklimaet.

Det er dette, som forklarer den ultra-langsomme vækst i den erhvervscyklus, som netop er sluttet. Ikke desto mindre må man for at forstå det nuværende sammenbrud påvise sammenhængen mellem realøkonomiens svaghed og den finansielle nedsmeltning. Den vigtigste forbindelse mellem disse to ting er økonomiens stadig større afhængighed af låntagning for at holde sig i gang, samt regeringernes stadig større afhængighed af run-ups på aktivpriser for at gøre det muligt for denne låntagning at fortsætte.

Den grundlæggende betingelse for boblerne på boligområdet og kreditmarkederne var opretholdelsen af lave udgifter til låntagning. Verdensøkonomiens svaghed, især efter kriserne 1997-1998 og 2001-2002, samt de østasiatiske regeringerne enorme opkøb af dollars for at holde deres valutaer nede og det amerikanske forbrug voksende, bidrog til at skabe usædvanligt lave satser på den lange rente. Samtidig holdte den amerikanske forbundsbank satserne på den korte rente lavere end på noget tidspunkt siden 1950’erne. Fordi de kunne låne så billigt, var bankerne villige til at give lån til spekulanter, hvis investeringer drev priserne på aktiver af enhver slags stadig højere op og afkastet på udlån (rentesatsen på obligationer) stadig længere ned.

Symptomatisk nok skød boligpriserne i vejret, mens afkastet i faste priser på obligationer fra det amerikanske finansministerium dykkede. Men fordi afkastet blev stadig lavere, fik de institutioner over hele verden, som var afhængig af afkastet på udlån, stadig vanskeligere ved at tjene nok profit. Pensionsfonde og forsikringsselskaber blev særligt hårdt ramt, men hedgefonde og investeringsbanker blev også påvirket.

Disse institutioner var derfor mere end villige til at foretage omfattende investeringer i værdipapirer, som blev bakket op af stærkt tvivlsomme sub-prime pantebreve, på grund af det usædvanligt høje afkast de tilbød, mens de ignorerede den usædvanligt høje risiko. Faktisk kunne de ikke få nok af dem. Deres køb af pantebreve-understøttede værdipapirer gjorde det muligt for pantudstederne at fortsætte med at låne til stadig dårligere låntagere. Boligboblen nåede historiske proportioner, og den økonomiske ekspansion fik lov at fortsætte. Naturligvis kunne dette ikke fortsætte særlig længe. Da boligpriserne faldt, kom realøkonomien i recession, og den finansielle sektor oplevede en nedsmeltning, fordi de begge havde fået deres dynamik fra boligboblen. I dag gør recessionen nedsmeltningen værre, fordi den uddyber boligkrisen. Nedsmeltningen intensiverer recessionen, fordi den gør adgangen til kredit så vanskelig. Det er den gensidigt forstærkende vekselvirkning mellem kriserne i realøkonomien og i den finansielle sektor, som har gjort denne nedafgående bevægelse så uhåndterlig for politikere og embedsmænd og katastrofepotentialet så åbenlyst.

Selv hvis man medgiver, at efterkrigstidens kapitalisme trådte ind i en periode med en langvarig tilbagegang i 1970’erne, forekommer det ubestrideligt, at den nyliberale kapitalistiske offensiv siden 1980’erne har forhindret en forværring af nedturen.

Hvis du med nyliberalisme mener vendingen mod finans og deregulering, kan jeg ikke se, at det har hjulpet økonomien. Men hvis du mener arbejdsgivernes og regeringernes forstærkede angreb på arbejdernes lønninger, arbejdsforhold og velfærdsstaten, hersker der næppe nogen tvivl om, at det forhindrede en forværring af profitratens fald.

Imidlertid startede arbejdsgivernes offensiv før den såkaldte nyliberale æra i 1980’erne. Den begyndte i kølvandet på den faldende profitabilitet, der opstod i starten af 1970’erne, samtidig med keynesianismen. Dertil kommer, at den ikke førte til en genopretning af profitraten, og blot yderligere forværrede problemet med den samlede efterspørgsel. Svækkelsen af den samlede efterspørgsel tvang til sidst de økonomiske myndigheder til at gå over til kraftigere og farligere former for økonomisk stimulans, den ”aktivpris-keynesianisme”, som førte til den nuværende katastrofe.

Det er blevet hævdet, at et nyt paradigme med ”finansialisering” eller ”finansdrevet kapitalisme” har understøttet en såkaldt ”genopstanden kapital” (Gérard Duménil) fra 1980’erne og frem til i dag. Hvad mener du om denne tese?

Forestillingen om en finansdrevet kapitalisme er en selvmodsigelse, fordi generelt set – der findes vigtige undtagelser såsom forbrugerlån – er vedvarende finansiel profitindtjening afhængig af vedvarende profitindtjening i realøkonomien. Som modsvar på profitratens fald i realøkonomien opmuntrede nogle regeringer, med USA i spidsen, til en vending mod finans ved at deregulere den finansielle sektor. Men fordi realøkonomien fortsatte med at sygne hen, var det vigtigste resultat af dereguleringen en forstærket konkurrence i den finansielle sektor, hvilket gjort profitindtjeningen stadig vanskeligere og opmuntrede til stadig mere spekulation og stadig mere risikable investeringer.

Topcheferne i investeringsbankerne og hedgefondene var i stand til at tjene eventyrligt store formuer, fordi deres løn afhang af kortsigtet profit. De var midlertidigt i stand til at sikre høje afkast gennem en udvidelse af deres firmaers aktiver/udlån og øge risiciene. Men denne måde at drive forretning skete, i det lange løb, på bekostning af topchefernes egne virksomheders langsigtede økonomiske sundhed, hvoraf den mest spektakulære konsekvens var, at Wall Streets førende investeringsbanker brød sammen.

Hver eneste såkaldte finansielle ekspansion siden 1970’erne er meget hurtigt endt med en katastrofal finansiel krise og behovet for en omfattende redningsaktion fra staten. Dette var tilfældet med lånboomet til den tredje i 1970’erne og starten af 1980’erne, savings and loan run-up’et, den lånefinansierede opkøbsmani og boblen i erhvervsejendomme i 1980’erne, aktiemarkedsboblen i anden halvdel af 1990’erne, samt naturligvis boblerne på boligområdet og kreditmarkederne i 2000’erne. Den finansielle sektor forekom kun dynamisk, fordi regeringerne var villige til hvad som helst for at støtte den.

Statsregulering og det amerikanske præsidentvalg
Det synes givet at keynesianisme eller statsinterventionisme vil få et comeback som tidens ånd. Kan det bidrage til at løse eller i det mindste lindre krisen?

I dag har regeringerne i virkeligheden ikke andet valg end en vending mod keynesianismen og staten for at prøve at redde økonomien. Det frie marked har trods alt vist sig totalt ude af stand til at forhindre eller håndtere den økonomiske katastrofe, for ikke at tale om at sikre stabilitet og vækst. Det er grunden til, at verdens politiske eliter, som så sent som i går hyldede de deregulerede finansielle markeder, nu pludselig alle er keynesianister.

Men det er tvivlsomt om keynesianisme, forstået som store offentlige budgetunderskud og let kreditadgang for at pumpe efterspørgslen op, vil have den virkning som mange forventer. I de sidste syv år har vi, takket være den låntagning og det forbrug, som blev tilskyndet af den amerikanske forbundsbanks boligboble og Bush-regeringens budgetunderskud, trods alt været vidne til, hvad der i praksis sandsynligvis er den største form for keynesianistisk økonomiske stimulans i fredstidshistorie. Alligevel oplevede økonomien sin værste erhvervscyklus i efterkrigstiden.

I dag er udfordringen meget større. I takt med at boligboblen brister og det bliver sværere at få kredit, skærer husstandene ned på forbrug og investeringer i bolig. Som følge deraf oplever virksomhederne faldende profitter. De skærer derfor i lyntempo ned på lønninger og fyrer arbejdere, hvilket udløser en nedadgående spiral med faldende efterspørgsel og faldende profitabilitet.

Husstandene har længe været afhængige af stigende boligpriser, som gjorde dem i stand til at låne mere og kunne stå for deres opsparing. Men på grund af den opbyggede gæld vil de nu, hvor deres forbrug er mest nødvendigt for økonomien, blive nødt til at mindske låntagningen og øge opsparingen. Vi kan forvente, at en stor del af de penge, som den amerikanske regering giver dem i hænderne, vil blive opsparet i stedet for at blive brugt. I betragtning af at keynesianismen dårligt nok kunne holde økonomien i gang under ekspansionen, hvad kan vi så forvente af den under den værste recession siden 1930’erne?

For at have en effekt af betydning på økonomien, må Obama-regeringen sandsynligvis overveje en enorm bølge af direkte eller indirekte offentlige investeringer, i praksis en form for statskapitalisme. Den faktiske gennemførelse af dette vil imidlertid kræve en overvindelse af nogle gigantiske politiske og økonomiske forhindringer.

Den amerikanske politiske kultur er enormt fjendtlig over for statslig virksomhed. Samtidig ville det niveau af udgifter og statslig gældssætning, der ville være nødvendigt, kunne true dollaren. Indtil nu har de østasiatiske regeringer villigt finansieret det amerikanske underskud på handelsbalancen og budgettet, for at opretholde det amerikanske forbrug og deres egen eksport. Men nu, hvor krisen rammer selv Kina, vil disse regeringer muligvis miste evnen til at finansiere det amerikanske underskud, især i takt med at det når en størrelse uden fortilfælde. Det virkeligt skræmmende perspektiv med et stormløb mod dollaren toner frem i baggrunden.

Hvad er din generelle vurdering af Obamas sejr i det amerikanske præsidentvalg? Mange betragter Obama som det 21. århundredes Franklin D. Roosevelt, som vil skabe en ny ”New Deal”. Kan antikapitalistiske og progressive kræfter give kritisk støtte til dele af hans politik?

Obamas valgsejr bør bydes velkommen. En sejr til McCain ville have været en sejr for det republikanske parti og givet et enormt boost til de mest reaktionære kræfter på den politiske scene i USA. Det ville blive set som en blåstempling af Bush-regeringens hyper-militarisme og imperialisme, samt dens eksplicitte dagsorden om at eliminere det, der er tilbage af fagforeninger, velfærdsstat og miljøbeskyttelse.

Når det er sagt, er Obama ligesom Roosevelt en midtersøgende Demokrat, som ikke af sig selv kan forventes at gøre meget for at forsvare det store flertal af arbejderes interesser, som vil blive underkastet et voksende angreb fra virksomheder, der forsøger kompensere for deres svindende profitter ved at beskære antallet af ansatte, løn osv.

Obama støttede den gigantiske redningspakke til den finansielle sektor, som måske udgør det største røveri af amerikanske skatteyderes penge i USA’s historie, især fordi der ikke blev stillet nogen betingelser til bankerne. Han støttede også redningspakken til bilindustrien, selvom den bygger på omfattende beskæringer i bilarbejdernes løn.

Det korte af det lange er, at Obama, ligesom Roosevelt, kun kan forventes at tage skridt af betydning til forsvar for arbejderklassen, hvis han presses til det af organiseret direkte aktion fra neden. Roosevelt-regeringen gennemførte først New Deals vigtigste progressive lovtiltag, såsom The Wagner Act [gav bl.a. arbejderne ret til at organisere sig, red.] og Social Security, efter at være blevet presset til det af store bølger af massestrejker. Vi kan forvente det samme af Obama.

Systemrensende kriser
Ifølge Rosa Luxemburg, og senest David Harvey, overvinder kapitalismen sine krisetendenser gennem geografisk ekspansion. I følge Harvey bliver dette ofte hjulpet på vej af omfattende statslige investeringer i infrastruktur, der skal støtte private kapitalinvesteringer, ofte udenlandske direkte investeringer. Kan kapitalismen finde en udvej fra den nuværende krise gennem det, Harvey kalder et ”temporalt-spatialt” fix?

Det er et komplekst spørgsmål. Først og fremmest mener jeg, at det korrekt og væsentligt at sige, at geografisk ekspansion har været en uundværlig del af hver eneste store bølge af kapitalakkumulation. Man kan måske sige, at vækst i arbejdsstyrken og vækst i systemets geografiske rum er en uundværlig del af kapitalistisk vækst. Efterkrigstidens boom er et godt eksempel, med en bemærkelsesværdig kapitalekspansion ind i USA’s sydlige og sydvestlige stater og ind i det krigshærgede Vesteuropa og Japan.

De amerikanske virksomheders investeringer spillede en afgørende rolle i denne periode, ikke bare i USA, men også i Vesteuropa. Der hersker ingen tvivl om, at denne udvidelse af arbejdsstyrken og af kapitalismens geografiske område var en uundværlig del af de høje profitrater, som gjorde efterkrigstidens boom så dynamisk. Fra et marxistisk synspunkt var det en klassisk bølge af kapitalakkumulation og indebar nødvendigvis både en indsugning af enorme mængder arbejdskraft udenfor systemet, især fra de prækapitalistiske landområder i Tyskland og Japan, og en massiv indlemmelse eller genindlemmelse af ekstra geografisk rum.

Ikke desto mindre mener jeg, at mønstret for den lange tilbagegang, siden slutningen af 1960’erne og starten af 1970’erne, i det store og hele har været anderledes. Det er korrekt, at kapitalen svarede igen på faldende profitabilitet med yderligere ekstern ekspansion, hvor den forsøgte at kombinere avanceret teknologi med billig arbejdskraft. Østasien er selvfølgelig det klassiske eksempel, og har utvivlsomt verdenshistorisk betydning, som en grundlæggende transformation, for kapitalismen.

Selvom ekspansionen ind i Østasien var et svar på den faldende profitabilitet, mener jeg ikke, at den har skabt en tilfredsstillende løsning. Når alt kommer til alt duplikerer den nye fremstillingsvirksomhed, der på så bemærkelsesværdig vis opstod i Østasien, i vid udstrækning den fremstillingsvirksomhed, som allerede findes andetsteds, bare billigere. Efter systemets målestok løser den ikke, men udvider overkapacitetsproblemet.

Med andre ord har globaliseringen været et svar på faldende profitabilitet, men fordi de nye industrier grundlæggende set ikke supplerer den globale arbejdsdeling, men er overflødige, har vi set en fortsættelse af profitabilitetsproblemet.

For faktisk at løse det profitabilitetsproblem, der så længe har pint systemet – og ført til langsommere kapitalakkumulation og fremkaldt større mængder gældsstiftelse for at opretholde stabiliteten – har systemet brug for den krise, som så længe er blevet udskudt. Fordi problemet er overkapacitet, som er blevet massivt forværret af opbygningen af gæld, er der ligesom i det klassiske perspektiv brug for en rensning af systemet for firmaer med høje omkostninger og lave profitter, den efterfølgende billiggørelse af produktionsmidler samt nedsættelse af prisen på arbejdskraft.

Det er gennem kriserne, at kapitalismen historisk set har genoprettet profitraten og etableret de nødvendige betingelser for mere dynamisk kapitalakkumulation. I efterkrigstiden er kriserne blevet afværget, men prisen har været en manglende evne til at genoplive profitabiliteten, hvilket har ført til en forværret stagnation. Den nuværende krise handler om den udrensning, der aldrig fandt sted.

Du mener altså at kun krisen kan løse krisen? Det er et klassisk marxistisk svar.

Jeg mener, at det sandsynligvis er tilfældet. Analogien ville lyde sådan her: Til at begynde med, i starten af 1930’erne, var New Deal og keynesianismen ineffektive. Faktisk lykkedes det ikke gennem det meste af 1930’erne at skabe betingelser for et nyt boom, hvilket blev demonstreret da økonomien faldt tilbage i den dybe recession 1937-1938. Men efterhånden, som følge af den lange krise i 1930’erne, blev de produktionsmidler med høje omkostninger og lave profitter udrenset, hvilket skabte de grundlæggende betingelser for høje profitrater.

Man kan sige, at ved slutningen af 1930’erne var der potentiale for høje profitrater, og at det eneste der manglede var et stød til efterspørgslen. Denne efterspørgsel blev selvfølgelig tilvejebragt af de enorme udgifter til oprustning i forbindelse med 2. verdenskrig. Altså var der under krigen høje profitrater, og disse høje profitrater skabte de nødvendige betingelser for efterkrigstidens boom. Men selv hvis de keynesianistiske budgetunderskud var blevet afprøvet i 1933, mener jeg ikke, at det ville have virket, fordi der først, i marxistisk forstand, var brug for en systemrensende krise.

Udfordringer til USA’s hegemoni
Vil den nuværende krise føre til en til udfordring af USA’s hegemoni? Verdenssystem-teoretikere som Immanuel Wallerstein argumenterer for, at den amerikanske imperialismes hegemoni er i tilbagegang.

Det er igen et meget komplekst spørgsmål. Måske tager jeg fejl, men jeg mener, at mange af dem, der anser det amerikanske hegemoni for at være i tilbagegang, i bund og grund ser USA’s dominans primært som udtryk for geopolitisk magt og, i sidste ende, tvang. Ifølge dette synspunkt er det primært amerikansk dominans, der skaber dets lederskab, det er amerikansk magt over og i modsætning til andre lande, som bevarer USA’s førerposition.

Jeg ser USA’s hegemoni på den måde. Jeg anser verdens elite, især eliterne i den kapitalistiske kerne i bred forstand, for at være meget glade for det amerikanske hegemoni, fordi det for dem betyder, at USA påtager sig rollen som global politibetjent og de udgifter, som er forbundet med det. Dette tror jeg gælder selv for eliterne i de fleste fattige lande.

Hvad er den globale amerikanske politimands rolle? Ikke at angribe andre lande – den er primært at bevare den sociale ro, at skabe stabile betingelser for global kapitalakkumulation. Dens hovedformål er at udslette enhver folkelig udfordring mod kapitalismen, at støtte de eksisterende klasseforholds strukturer.

Gennem det meste af efterkrigstiden var der nationalistiske, statsinterventionistiske udfordringer, især fra neden, mod kapitalens frie herredømme. De blev uden tvivl mødt af den mest brutale amerikanske magt, de mest åbne udtryk for amerikansk dominans. Selvom der i systemets centrum herskede hegemoni [her forstået som en generel konsensus, som kun i sidste ende håndhæves af truslen om militær magt, red.], skete dominansen andre steder gennem vold.

Men med Sovjetunionens sammenbrud, den kapitalistiske udvikling i Kina og Vietnam og de nationale befrielsesbevægelsers nederlag steder som det sydlige Afrika og Centralamerika, blev modstanden mod kapitalen i udviklingslandene stærkt svækket, i hvert fald for en tid. Derfor vil regeringerne ikke bare i Vest- og Østeuropa, Japan og Korea, men også i Brasilien, Indien og Kina – de fleste steder der kan nævnes – foretrække, at USA’s hegemoni fortsætter.

Det amerikanske hegemoni vil ikke forsvinde ved, at der opstår en anden stormagt, som er i stand til at konkurrere om det globale herredømme. Frem for alt foretrækker Kina amerikansk hegemoni. USA har ingen planer om at angribe Kina og har, indtil videre, holdt sine markeder vidt åbne for kinesisk eksport. På grund af den globale amerikanske politimand, som har sikret stadig friere handel og kapitalbevægelser, har Kina fået lov til at konkurrere på produktionsomkostninger, på lige betingelser, og dette har været ekstremt fordelagtigt for Kina – det kunne ikke være bedre.

Kan det amerikanske hegemoni fortsætte under den nuværende krise? Dette er et meget sværere spørgsmål. Men jeg tror, at svaret, i første omgang, er ja. Verdens eliter ønsker frem for alt at bevare den nuværende, globaliserende orden, og her spiller USA en afgørende rolle. Ingen af verdens eliter forsøger at udnytte krisen eller USA’s enorme økonomiske problemer til at udfordre hegemoniet.

Kina siger hele tiden: ”Vi vil ikke blive ved med at betale for, at USA kan fortsætte sin udsvævende facon”, med henvisning til Kinas dækning af USA’s rekordstore betalingsbalanceunderskud det sidste årti og de gigantiske budgetunderskud, som for tiden bliver skabt. Tror du, at Kina har smækket kassen i over for USA? Overhovedet ikke. Kina fortsætter med at hælde så mange penge som muligt i at holde den amerikanske økonomi kørende og dermed sikre, at Kina fortsat kan udvikle sig som hidtil.

Selvfølgelig er det ønskværdige ikke altid muligt. Kinas krise kan være så dyb, at der ikke længere er råd til at finansiere det amerikanske underskud – eller også kan dette underskuds opsvulmning og USA’s forbundsbanks trykning af penge føre til dollarens sammenbrud, hvilket ville udløse en sand katastrofe.

Hvis dette skete, måtte der skabes en ny orden. Men i en situation med en dyb krise ville dette være ekstremt vanskeligt. Faktisk kunne USA og andre stater under sådanne omstændigheder sagtens finde på at gå over til økonomisk protektionisme, nationalisme og endda krig. Jeg tror at, i øjeblikket, forsøger verdens eliter stadig at undgå dette – de er ikke klar til det. De ønsker at holde markederne åbne og holde handelen åben.

De forstår, at sidste gang staterne greb til protektionisme for at løse problemerne var under den store depression, og dette gjorde depression langt værre, for da nogle stater gik i protektionistisk retning, fulgte alle de andre hurtigt efter, og verdensmarkedet blev lukket ned. Bagefter fulgte selvfølgelig militarisme og krig. Lukningen af verdensmarkedet ville naturligvis være katastrofal i dag, og derfor gør eliterne og regeringerne deres ypperste for at forhindre et protektionistisk, statsinterventionistisk, nationalistisk og militaristisk scenario.

Men politik er ikke kun et udtryk for hvad eliterne ønsker, og hvad eliterne ønsker ændrer sig over tid. Eliterne er desuden generelt splittede, og politik har autonomi. Derfor kan det f.eks. næppe udelukkes, at hvis krisen bliver virkelig slem – hvilket på nuværende tidspunkt ikke ville være nogen stor overraskelse – kan vi blive vidne til en tilbagevenden til højreradikal politik med protektionisme, militarisme, udlændingefjendskhed og nationalisme.

Denne type politik kunne ikke blot have bred folkelig appel. Stigende dele af erhvervslivet ville måske se det som den eneste udvej, i takt med at de ser deres markeder bryde sammen, ser systemet i depression, ser et behov for beskyttelse mod konkurrence og statslig støtte til efterspørgslen gennem militæroprustning. Dette var naturligvis i mellemkrigstiden det almindelige svar i store dele af Europa og i Japan. I dag er højrefløjen på hælene, på grund af Bush-regeringens fiasko og på grund af krisen. Men hvis Obama-regeringen ikke er i stand til at modvirke det økonomiske sammenbrud, ville højrefløjen sagtens kunne komme igen…især fordi Demokraterne i realiteten ikke tilbyder noget ideologisk alternativ.

Den kinesiske krise
Du talte om en potentiel krise i Kina. Hvordan vurderer du den kinesiske økonomis nuværende tilstand?

Der er to hovedårsager til, at jeg mener, at den kinesiske krise vil blive meget værre end folk forventede. Den første er, at den amerikanske krise, og mere generelt den globale krise, er langt mere alvorlig end folk forventede, og sidste ende er den kinesiske økonomis skæbne uløseligt forbundet med den amerikanske og den globale økonomis skæbne. Dette skyldes ikke kun, at Kina har været så afhængig af eksport til det amerikanske marked. Det meste af resten af verden er også afhængig af USA, og dette gælder særligt Europa.

Hvis jeg ikke tager fejl, blev Europa for nylig Kinas største eksportmarked. Men efterhånden som den krise, der udsprang i USA, trækker Europa ned, vil Europas marked for kinesiske varer også blive indskrænket. Derfor er Kinas situation langt værre end folk forventede, fordi den økonomiske krise er langt værre end folk forventede.

For det andet har folk i deres begejstring over Kinas i sandhed spektakulære økonomiske vækst overset boblernes rolle i at drive den kinesiske økonomi fremad. Kina har grundlæggende set haft vækst gennem eksport, især via et voksende handelsoverskud i forhold til USA. På grund af dette overskud har den kinesiske regering indført politiske foranstaltninger, som skal holde den kinesiske valuta nede og holde den kinesiske fremstillingsindustri konkurrencedygtig. Mere specifikt har den kinesiske regering foretaget gigantiske opkøb af omsættelige aktiver i dollars ved at trykke enorme mængder af renminbi, den kinesiske valuta. Men resultatet har været at sprøjte store mængder af penge ind i den kinesiske økonomi, hvilket i en lang periode har betydet stadig lettere kreditadgang.

På den ene side har virksomheder og lokalregeringer brugt denne lette kreditadgang til at finansiere massive investeringer. Men dette har ført til stadig større overkapacitet. På den anden side har de brugt den lette kreditadgang til at opkøbe jord, boliger, aktier og andre typer finansielle aktiver. Men dette har medført omfattende bobler på aktivpriserne, der ligesom i USA har bidraget til at muliggøre mere låntagning og forbrug.

I takt med at de kinesiske bobler brister, vil niveauet af overkapacitet blive tydeligt. Efterhånden som de kinesiske bobler brister, vil man – ligesom i en stor del af resten af verden – se en stor dæmper på forbrugerefterspørgslen og en ødelæggende finansiel krise. Så det korte af det lange er, at den kinesiske krise er meget alvorlig og kan gøre den globale krise langt voldsommere.

Vil nyliberalismens fiasko skabe en åbning for verdens progressive kræfter?

Nyliberalismens nederlag skaber bestemt store muligheder, som venstrefløjen ikke havde før. Nyliberalismen havde aldrig rigtig appel til store dele af befolkningen. Arbejderklassen identificerede sig aldrig med frie markeder, fri finans og alt det der. Men jeg tror, at store dele af befolkning var overbevist om TINA, ”There is No Alternative”.

Men nu har krisen afsløret den nyliberale økonomiske organisationsforms totale bankerot, og man kan allerede se ændringen komme meget kraftigt til udtryk i de amerikanske arbejderes modstand mod redningsaktionerne for bankerne og den finansielle sektor.

Folk siger i dag: ”Vi får at vide, at nøglen til at genoprette økonomien og velstanden er at redde de finansielle institutioner og finansmarkederne. Men det tror vi ikke på. Vi vil ikke give flere penge til disse mennesker, som bare stjæler fra os.”

Der er et ideologisk tomrum, og som følge deraf er en åbning for venstrefløjens idéer. Problemet er, at der ikke er meget organisation af arbejderklassen, for ikke at tale om politiske udtryk. Man kan sige, at der med ændringen af det politiske miljø, af det ideologiske klima, er blevet skabt en stor mulighed, men at det i sig selv ikke vil skabe et progressivt resultat.

Derfor er hovedprioriteten for progressive kræfter – for alle venstrefløjsaktivister – at være aktive i at forsøge at genoplive arbejderklassens organisationer.

Uden en genskabelse af arbejderklassemagt vil kun få progressive ændringer være mulige, og den eneste måde at genskabe denne magt er gennem mobiliseringer for direkte aktion. Kun hvis arbejderklassen laver kollektive masseaktioner vil den være i stand til at skabe den organisation og magt, som er nødvendig for at skabe den sociale basis for en transformation af deres egen bevidsthed og for politisk radikalisering.

Robert Brenner er professor i historie ved UCLA (University of California, Los Angeles) og forfatter til bl.a. The Boom and the Bubble og The Economics of Global Turbulence. Oversat og forkortet af Lars Henrik Carlskov fra Against the Current, nr. 139, March-April 2009.