Verdensøkonomien foran afgrunden - interview med Robert Brenner

Den marxistiske økonomiske historiker Robert Brenner svarer i dette interview på spørgsmål om krisen og bl.a. finansialisering, Obama, regulering, USA’s hegemoni og Kinas situation.

De fleste medier og kommentatorer har betegnet den nuværende krise som en ”finansiel krise”. Er du enig i denne betegnelse?

Det er forståeligt nok, at analytikere af krisen har taget udgangspunkt i nedsmeltningen i bankverden og på værdipapirmarkederne. Men problemet er, at de ikke gået dybere end det. Anført af Henry Paulson og Ben Bernanke [hhv. Bushs finansminister og lederen af den amerikanske forbundsbank, red.], argumenterer de for, at man kan nøjes med at forklare krisen ud fra problemer i den finansielle sektor. Samtidig hævder de, at den underliggende realøkonomi er stærk, og at de såkaldte ”fundamentals” er sunde. Intet kunne være mere misvisende.

Den grundlæggende årsag til den nuværende krise er de avancerede økonomiers stigende svagelighed siden 1973, og særligt efter år 2000. Efter alle makroøkonomiske standardindikatorer – BNP, investeringer, reallønninger osv. – er den økonomiske præstation i USA, Vesteuropa og Japan blevet stadig værre, erhvervscyklus efter erhvervscyklus. Meget sigende var den netop afsluttede erhvervscyklus, fra 2001 til 2007, suverænt den svageste i efterkrigstiden, og det til trods for den største statsfinansierede økonomiske stimulans i amerikansk historie i fredstid.

Hvordan vil du forklare den langsigtede svækkelse af realøkonomien siden 1973, det du i dine bøger kalder for ”den lange tilbagegang”?

Den kan hovedsageligt forklares med det dybe og vedvarende fald i forrentningen på kapitalinvesteringer siden slutningen af 1960’erne. Den manglende genopretning af profitratens niveau er så meget desto mere bemærkelsesværdig i betragtning af det enorme fald i reallønningernes vækst, der er sket i samme periode.

Den primære årsag, skønt ikke den eneste, til profitratens fald har været en vedvarende tendens til overkapacitet i de globale fremstillingsindustrier. Der skete det, at den ene nye industrimagt efter den anden trådte ind på verdensmarkedet – Tyskland og Japan, de nordøstasiatiske, nyligt industrialiserede lande, de sydøstasiatiske tigre og til sidst den kinesiske leviathan [et gigantisk uhyre i Gamle Testamente, red.].

Disse senere-udviklede økonomier producerede de samme varer, som allerede blev fremstillet af de tidligere-udviklede lande, bare billigere. Resultatet var for stort udbud i forhold til efterspørgslen i den ene industri efter den anden, og dette pressede priserne og dermed profitten ned. Dertil kom, at de virksomheder, som oplevede dette pres på deres profitter, ikke forlod deres industrier uden kamp. De forsøgte at beholde deres position ved at falde tilbage på deres kapacitet for innovation og forøgelse af investeringerne i ny teknologi. Men dette gjorde naturligvis bare overkapacitetsproblemet værre.

På grund af faldet i forrentningen fik kapitalisterne mindre overskud på investeringer. De havde derfor ikke andet valg end at sænke væksten i fabrikker og maskineri og beskæftigelse. For at genoprette profitabiliteten blev de ansattes lønninger samtidig holdt nede, mens regeringerne reducerede væksten i de sociale udgifter. Men konsekvensen af disse beskæringer af udgifterne har været et langvarigt problem med den samlede efterspørgsel. Den vedvarende svaghed i den samlede efterspørgsel har været den umiddelbare årsag til økonomiens langvarige svaghed.

Krisen blev faktisk udløst af sprængningen af den historiske boligboble, som var vokset i et helt årti. Hvad er dit syn på denne bobles betydning?

Boligboblen må forstås i sammenhæng med den række af bobler på aktivpriser, som økonomien har oplevet siden midten af 1990’erne, og særligt den amerikanske forbundsbanks rolle i at opmuntre til disse bobler.

Lige siden begyndelsen på den lange tilbagegang har de statslige økonomiske myndigheder forsøgt at tackle problemet med manglende efterspørgsel ved at tilskynde til øget låntagning, både privat og offentlig. I starten tyede man til offentlige budgetunderskud, og på denne måde undgik man de virkeligt dybe recessioner. Men som efterhånden som tiden gik, fik regeringerne stadig mindre vækst ud af den samme mængde låntagning. For at afværge de dybe kriser, som historisk set har plaget det kapitalistiske system, måtte man i praksis acceptere en gradvis overgang til stagnation.

I starten af 1990’erne forsøgte USA og Europa, med Clinton-regeringen i spidsen, som bekendt at slippe ud af deres afhængighed af låntagning ved sammen at gå over til balancerede budgetter. Tanken var at lade det frie marked styre økonomien. Men fordi profitabiliteten stadig ikke var blevet genoprettet, lagde underskudsreduktionerne en stor dæmper på efterspørgslen, og bidrog til at fremkalde recessionerne og den langsomme vækst mellem 1991 og 1995.

For at få økonomien til at ekspandere igen, endte de amerikanske myndigheder med at overtage en fremgangsmåde, som først var blevet benyttet af Japan i slutningen af 1980’erne. Ved at holde rentesatserne nede, gjorde den amerikanske forbundsbank det let at låne penge for at opmuntre til investeringerne i finansielle aktiver. Aktivprisernes himmelflugt betød, at virksomhederne og husstandene oplevede enorme velstandsstigninger, i det mindste på papiret. De var derfor i stand til at låne i en titanisk målestok, forøge deres investeringer og forbrug voldsomt og på den måde drive økonomien fremad.

Altså blev offentlige underskud erstattet af private. Det, der kan kaldes ”aktivpris-keynesianisme” [asset price keynesianism, red.], erstattede traditionel keynesianisme. Vi har derfor i det sidste dusin år eller deromkring været vidne til en bemærkelsesværdig situation med en verdensøkonomi, hvor den fortsatte kapitalakkumulation er kommet til at afhænge af historiske bølger af spekulation, som omhyggeligt er blevet plejet og forsvaret af statslige myndigheder – og regulatorer! – først den historiske aktieboble i slutningen af 1990’erne, og dernæst boblerne på boligområdet og kreditmarkederne i starten af årtusindet.

Finansialisering og nyliberalisme
Mange hævder at den nuværende krise er en typisk finansiel krise, ikke er en ”marxistisk” med overproduktion og faldende profit, og de argumenterer for, at den bristede finansielle spekulationsboble har spillet den centrale rolle i den her krise. Hvordan er dit syn på denne tese?

Jeg mener ikke, at det er nyttigt på den måde at modstille krisens realøkonomiske og finansielle aspekter. Som jeg fremhævede, er der tale om en marxistisk krise i og med, at den udspringer af det langvarige fald i profitraten og det mislykkede forsøg på at genoprette den, hvilket er den grundlæggende årsag til kapitalakkumulationens markant langsommere tempo frem til i dag. I 2001 var de ikke-finansielle amerikanske virksomheders profitrate den laveste i efterkrigstiden, bortset fra i 1980. Virksomhederne havde derfor ikke andet valg end at være tilbageholdende med investeringer og ansættelser, hvilket yderligere forværrede forretningsklimaet.

Det er dette, som forklarer den ultra-langsomme vækst i den erhvervscyklus, som netop er sluttet. Ikke desto mindre må man for at forstå det nuværende sammenbrud påvise sammenhængen mellem realøkonomiens svaghed og den finansielle nedsmeltning. Den vigtigste forbindelse mellem disse to ting er økonomiens stadig større afhængighed af låntagning for at holde sig i gang, samt regeringernes stadig større afhængighed af run-ups på aktivpriser for at gøre det muligt for denne låntagning at fortsætte.

Den grundlæggende betingelse for boblerne på boligområdet og kreditmarkederne var opretholdelsen af lave udgifter til låntagning. Verdensøkonomiens svaghed, især efter kriserne 1997-1998 og 2001-2002, samt de østasiatiske regeringerne enorme opkøb af dollars for at holde deres valutaer nede og det amerikanske forbrug voksende, bidrog til at skabe usædvanligt lave satser på den lange rente. Samtidig holdte den amerikanske forbundsbank satserne på den korte rente lavere end på noget tidspunkt siden 1950’erne. Fordi de kunne låne så billigt, var bankerne villige til at give lån til spekulanter, hvis investeringer drev priserne på aktiver af enhver slags stadig højere op og afkastet på udlån (rentesatsen på obligationer) stadig længere ned.

Symptomatisk nok skød boligpriserne i vejret, mens afkastet i faste priser på obligationer fra det amerikanske finansministerium dykkede. Men fordi afkastet blev stadig lavere, fik de institutioner over hele verden, som var afhængig af afkastet på udlån, stadig vanskeligere ved at tjene nok profit. Pensionsfonde og forsikringsselskaber blev særligt hårdt ramt, men hedgefonde og investeringsbanker blev også påvirket.

Disse institutioner var derfor mere end villige til at foretage omfattende investeringer i værdipapirer, som blev bakket op af stærkt tvivlsomme sub-prime pantebreve, på grund af det usædvanligt høje afkast de tilbød, mens de ignorerede den usædvanligt høje risiko. Faktisk kunne de ikke få nok af dem. Deres køb af pantebreve-understøttede værdipapirer gjorde det muligt for pantudstederne at fortsætte med at låne til stadig dårligere låntagere. Boligboblen nåede historiske proportioner, og den økonomiske ekspansion fik lov at fortsætte. Naturligvis kunne dette ikke fortsætte særlig længe. Da boligpriserne faldt, kom realøkonomien i recession, og den finansielle sektor oplevede en nedsmeltning, fordi de begge havde fået deres dynamik fra boligboblen. I dag gør recessionen nedsmeltningen værre, fordi den uddyber boligkrisen. Nedsmeltningen intensiverer recessionen, fordi den gør adgangen til kredit så vanskelig. Det er den gensidigt forstærkende vekselvirkning mellem kriserne i realøkonomien og i den finansielle sektor, som har gjort denne nedafgående bevægelse så uhåndterlig for politikere og embedsmænd og katastrofepotentialet så åbenlyst.

Selv hvis man medgiver, at efterkrigstidens kapitalisme trådte ind i en periode med en langvarig tilbagegang i 1970’erne, forekommer det ubestrideligt, at den nyliberale kapitalistiske offensiv siden 1980’erne har forhindret en forværring af nedturen.

Hvis du med nyliberalisme mener vendingen mod finans og deregulering, kan jeg ikke se, at det har hjulpet økonomien. Men hvis du mener arbejdsgivernes og regeringernes forstærkede angreb på arbejdernes lønninger, arbejdsforhold og velfærdsstaten, hersker der næppe nogen tvivl om, at det forhindrede en forværring af profitratens fald.

Imidlertid startede arbejdsgivernes offensiv før den såkaldte nyliberale æra i 1980’erne. Den begyndte i kølvandet på den faldende profitabilitet, der opstod i starten af 1970’erne, samtidig med keynesianismen. Dertil kommer, at den ikke førte til en genopretning af profitraten, og blot yderligere forværrede problemet med den samlede efterspørgsel. Svækkelsen af den samlede efterspørgsel tvang til sidst de økonomiske myndigheder til at gå over til kraftigere og farligere former for økonomisk stimulans, den ”aktivpris-keynesianisme”, som førte til den nuværende katastrofe.

Det er blevet hævdet, at et nyt paradigme med ”finansialisering” eller ”finansdrevet kapitalisme” har understøttet en såkaldt ”genopstanden kapital” (Gérard Duménil) fra 1980’erne og frem til i dag. Hvad mener du om denne tese?

Forestillingen om en finansdrevet kapitalisme er en selvmodsigelse, fordi generelt set – der findes vigtige undtagelser såsom forbrugerlån – er vedvarende finansiel profitindtjening afhængig af vedvarende profitindtjening i realøkonomien. Som modsvar på profitratens fald i realøkonomien opmuntrede nogle regeringer, med USA i spidsen, til en vending mod finans ved at deregulere den finansielle sektor. Men fordi realøkonomien fortsatte med at sygne hen, var det vigtigste resultat af dereguleringen en forstærket konkurrence i den finansielle sektor, hvilket gjort profitindtjeningen stadig vanskeligere og opmuntrede til stadig mere spekulation og stadig mere risikable investeringer.

Topcheferne i investeringsbankerne og hedgefondene var i stand til at tjene eventyrligt store formuer, fordi deres løn afhang af kortsigtet profit. De var midlertidigt i stand til at sikre høje afkast gennem en udvidelse af deres firmaers aktiver/udlån og øge risiciene. Men denne måde at drive forretning skete, i det lange løb, på bekostning af topchefernes egne virksomheders langsigtede økonomiske sundhed, hvoraf den mest spektakulære konsekvens var, at Wall Streets førende investeringsbanker brød sammen.

Hver eneste såkaldte finansielle ekspansion siden 1970’erne er meget hurtigt endt med en katastrofal finansiel krise og behovet for en omfattende redningsaktion fra staten. Dette var tilfældet med lånboomet til den tredje i 1970’erne og starten af 1980’erne, savings and loan run-up’et, den lånefinansierede opkøbsmani og boblen i erhvervsejendomme i 1980’erne, aktiemarkedsboblen i anden halvdel af 1990’erne, samt naturligvis boblerne på boligområdet og kreditmarkederne i 2000’erne. Den finansielle sektor forekom kun dynamisk, fordi regeringerne var villige til hvad som helst for at støtte den.

Statsregulering og det amerikanske præsidentvalg
Det synes givet at keynesianisme eller statsinterventionisme vil få et comeback som tidens ånd. Kan det bidrage til at løse eller i det mindste lindre krisen?

I dag har regeringerne i virkeligheden ikke andet valg end en vending mod keynesianismen og staten for at prøve at redde økonomien. Det frie marked har trods alt vist sig totalt ude af stand til at forhindre eller håndtere den økonomiske katastrofe, for ikke at tale om at sikre stabilitet og vækst. Det er grunden til, at verdens politiske eliter, som så sent som i går hyldede de deregulerede finansielle markeder, nu pludselig alle er keynesianister.

Men det er tvivlsomt om keynesianisme, forstået som store offentlige budgetunderskud og let kreditadgang for at pumpe efterspørgslen op, vil have den virkning som mange forventer. I de sidste syv år har vi, takket være den låntagning og det forbrug, som blev tilskyndet af den amerikanske forbundsbanks boligboble og Bush-regeringens budgetunderskud, trods alt været vidne til, hvad der i praksis sandsynligvis er den største form for keynesianistisk økonomiske stimulans i fredstidshistorie. Alligevel oplevede økonomien sin værste erhvervscyklus i efterkrigstiden.

I dag er udfordringen meget større. I takt med at boligboblen brister og det bliver sværere at få kredit, skærer husstandene ned på forbrug og investeringer i bolig. Som følge deraf oplever virksomhederne faldende profitter. De skærer derfor i lyntempo ned på lønninger og fyrer arbejdere, hvilket udløser en nedadgående spiral med faldende efterspørgsel og faldende profitabilitet.

Husstandene har længe været afhængige af stigende boligpriser, som gjorde dem i stand til at låne mere og kunne stå for deres opsparing. Men på grund af den opbyggede gæld vil de nu, hvor deres forbrug er mest nødvendigt for økonomien, blive nødt til at mindske låntagningen og øge opsparingen. Vi kan forvente, at en stor del af de penge, som den amerikanske regering giver dem i hænderne, vil blive opsparet i stedet for at blive brugt. I betragtning af at keynesianismen dårligt nok kunne holde økonomien i gang under ekspansionen, hvad kan vi så forvente af den under den værste recession siden 1930’erne?

For at have en effekt af betydning på økonomien, må Obama-regeringen sandsynligvis overveje en enorm bølge af direkte eller indirekte offentlige investeringer, i praksis en form for statskapitalisme. Den faktiske gennemførelse af dette vil imidlertid kræve en overvindelse af nogle gigantiske politiske og økonomiske forhindringer.

Den amerikanske politiske kultur er enormt fjendtlig over for statslig virksomhed. Samtidig ville det niveau af udgifter og statslig gældssætning, der ville være nødvendigt, kunne true dollaren. Indtil nu har de østasiatiske regeringer villigt finansieret det amerikanske underskud på handelsbalancen og budgettet, for at opretholde det amerikanske forbrug og deres egen eksport. Men nu, hvor krisen rammer selv Kina, vil disse regeringer muligvis miste evnen til at finansiere det amerikanske underskud, især i takt med at det når en størrelse uden fortilfælde. Det virkeligt skræmmende perspektiv med et stormløb mod dollaren toner frem i baggrunden.

Hvad er din generelle vurdering af Obamas sejr i det amerikanske præsidentvalg? Mange betragter Obama som det 21. århundredes Franklin D. Roosevelt, som vil skabe en ny ”New Deal”. Kan antikapitalistiske og progressive kræfter give kritisk støtte til dele af hans politik?

Obamas valgsejr bør bydes velkommen. En sejr til McCain ville have været en sejr for det republikanske parti og givet et enormt boost til de mest reaktionære kræfter på den politiske scene i USA. Det ville blive set som en blåstempling af Bush-regeringens hyper-militarisme og imperialisme, samt dens eksplicitte dagsorden om at eliminere det, der er tilbage af fagforeninger, velfærdsstat og miljøbeskyttelse.

Når det er sagt, er Obama ligesom Roosevelt en midtersøgende Demokrat, som ikke af sig selv kan forventes at gøre meget for at forsvare det store flertal af arbejderes interesser, som vil blive underkastet et voksende angreb fra virksomheder, der forsøger kompensere for deres svindende profitter ved at beskære antallet af ansatte, løn osv.

Obama støttede den gigantiske redningspakke til den finansielle sektor, som måske udgør det største røveri af amerikanske skatteyderes penge i USA’s historie, især fordi der ikke blev stillet nogen betingelser til bankerne. Han støttede også redningspakken til bilindustrien, selvom den bygger på omfattende beskæringer i bilarbejdernes løn.

Det korte af det lange er, at Obama, ligesom Roosevelt, kun kan forventes at tage skridt af betydning til forsvar for arbejderklassen, hvis han presses til det af organiseret direkte aktion fra neden. Roosevelt-regeringen gennemførte først New Deals vigtigste progressive lovtiltag, såsom The Wagner Act [gav bl.a. arbejderne ret til at organisere sig, red.] og Social Security, efter at være blevet presset til det af store bølger af massestrejker. Vi kan forvente det samme af Obama.

Systemrensende kriser
Ifølge Rosa Luxemburg, og senest David Harvey, overvinder kapitalismen sine krisetendenser gennem geografisk ekspansion. I følge Harvey bliver dette ofte hjulpet på vej af omfattende statslige investeringer i infrastruktur, der skal støtte private kapitalinvesteringer, ofte udenlandske direkte investeringer. Kan kapitalismen finde en udvej fra den nuværende krise gennem det, Harvey kalder et ”temporalt-spatialt” fix?

Det er et komplekst spørgsmål. Først og fremmest mener jeg, at det korrekt og væsentligt at sige, at geografisk ekspansion har været en uundværlig del af hver eneste store bølge af kapitalakkumulation. Man kan måske sige, at vækst i arbejdsstyrken og vækst i systemets geografiske rum er en uundværlig del af kapitalistisk vækst. Efterkrigstidens boom er et godt eksempel, med en bemærkelsesværdig kapitalekspansion ind i USA’s sydlige og sydvestlige stater og ind i det krigshærgede Vesteuropa og Japan.

De amerikanske virksomheders investeringer spillede en afgørende rolle i denne periode, ikke bare i USA, men også i Vesteuropa. Der hersker ingen tvivl om, at denne udvidelse af arbejdsstyrken og af kapitalismens geografiske område var en uundværlig del af de høje profitrater, som gjorde efterkrigstidens boom så dynamisk. Fra et marxistisk synspunkt var det en klassisk bølge af kapitalakkumulation og indebar nødvendigvis både en indsugning af enorme mængder arbejdskraft udenfor systemet, især fra de prækapitalistiske landområder i Tyskland og Japan, og en massiv indlemmelse eller genindlemmelse af ekstra geografisk rum.

Ikke desto mindre mener jeg, at mønstret for den lange tilbagegang, siden slutningen af 1960’erne og starten af 1970’erne, i det store og hele har været anderledes. Det er korrekt, at kapitalen svarede igen på faldende profitabilitet med yderligere ekstern ekspansion, hvor den forsøgte at kombinere avanceret teknologi med billig arbejdskraft. Østasien er selvfølgelig det klassiske eksempel, og har utvivlsomt verdenshistorisk betydning, som en grundlæggende transformation, for kapitalismen.

Selvom ekspansionen ind i Østasien var et svar på den faldende profitabilitet, mener jeg ikke, at den har skabt en tilfredsstillende løsning. Når alt kommer til alt duplikerer den nye fremstillingsvirksomhed, der på så bemærkelsesværdig vis opstod i Østasien, i vid udstrækning den fremstillingsvirksomhed, som allerede findes andetsteds, bare billigere. Efter systemets målestok løser den ikke, men udvider overkapacitetsproblemet.

Med andre ord har globaliseringen været et svar på faldende profitabilitet, men fordi de nye industrier grundlæggende set ikke supplerer den globale arbejdsdeling, men er overflødige, har vi set en fortsættelse af profitabilitetsproblemet.

For faktisk at løse det profitabilitetsproblem, der så længe har pint systemet – og ført til langsommere kapitalakkumulation og fremkaldt større mængder gældsstiftelse for at opretholde stabiliteten – har systemet brug for den krise, som så længe er blevet udskudt. Fordi problemet er overkapacitet, som er blevet massivt forværret af opbygningen af gæld, er der ligesom i det klassiske perspektiv brug for en rensning af systemet for firmaer med høje omkostninger og lave profitter, den efterfølgende billiggørelse af produktionsmidler samt nedsættelse af prisen på arbejdskraft.

Det er gennem kriserne, at kapitalismen historisk set har genoprettet profitraten og etableret de nødvendige betingelser for mere dynamisk kapitalakkumulation. I efterkrigstiden er kriserne blevet afværget, men prisen har været en manglende evne til at genoplive profitabiliteten, hvilket har ført til en forværret stagnation. Den nuværende krise handler om den udrensning, der aldrig fandt sted.

Du mener altså at kun krisen kan løse krisen? Det er et klassisk marxistisk svar.

Jeg mener, at det sandsynligvis er tilfældet. Analogien ville lyde sådan her: Til at begynde med, i starten af 1930’erne, var New Deal og keynesianismen ineffektive. Faktisk lykkedes det ikke gennem det meste af 1930’erne at skabe betingelser for et nyt boom, hvilket blev demonstreret da økonomien faldt tilbage i den dybe recession 1937-1938. Men efterhånden, som følge af den lange krise i 1930’erne, blev de produktionsmidler med høje omkostninger og lave profitter udrenset, hvilket skabte de grundlæggende betingelser for høje profitrater.

Man kan sige, at ved slutningen af 1930’erne var der potentiale for høje profitrater, og at det eneste der manglede var et stød til efterspørgslen. Denne efterspørgsel blev selvfølgelig tilvejebragt af de enorme udgifter til oprustning i forbindelse med 2. verdenskrig. Altså var der under krigen høje profitrater, og disse høje profitrater skabte de nødvendige betingelser for efterkrigstidens boom. Men selv hvis de keynesianistiske budgetunderskud var blevet afprøvet i 1933, mener jeg ikke, at det ville have virket, fordi der først, i marxistisk forstand, var brug for en systemrensende krise.

Udfordringer til USA’s hegemoni
Vil den nuværende krise føre til en til udfordring af USA’s hegemoni? Verdenssystem-teoretikere som Immanuel Wallerstein argumenterer for, at den amerikanske imperialismes hegemoni er i tilbagegang.

Det er igen et meget komplekst spørgsmål. Måske tager jeg fejl, men jeg mener, at mange af dem, der anser det amerikanske hegemoni for at være i tilbagegang, i bund og grund ser USA’s dominans primært som udtryk for geopolitisk magt og, i sidste ende, tvang. Ifølge dette synspunkt er det primært amerikansk dominans, der skaber dets lederskab, det er amerikansk magt over og i modsætning til andre lande, som bevarer USA’s førerposition.

Jeg ser USA’s hegemoni på den måde. Jeg anser verdens elite, især eliterne i den kapitalistiske kerne i bred forstand, for at være meget glade for det amerikanske hegemoni, fordi det for dem betyder, at USA påtager sig rollen som global politibetjent og de udgifter, som er forbundet med det. Dette tror jeg gælder selv for eliterne i de fleste fattige lande.

Hvad er den globale amerikanske politimands rolle? Ikke at angribe andre lande – den er primært at bevare den sociale ro, at skabe stabile betingelser for global kapitalakkumulation. Dens hovedformål er at udslette enhver folkelig udfordring mod kapitalismen, at støtte de eksisterende klasseforholds strukturer.

Gennem det meste af efterkrigstiden var der nationalistiske, statsinterventionistiske udfordringer, især fra neden, mod kapitalens frie herredømme. De blev uden tvivl mødt af den mest brutale amerikanske magt, de mest åbne udtryk for amerikansk dominans. Selvom der i systemets centrum herskede hegemoni [her forstået som en generel konsensus, som kun i sidste ende håndhæves af truslen om militær magt, red.], skete dominansen andre steder gennem vold.

Men med Sovjetunionens sammenbrud, den kapitalistiske udvikling i Kina og Vietnam og de nationale befrielsesbevægelsers nederlag steder som det sydlige Afrika og Centralamerika, blev modstanden mod kapitalen i udviklingslandene stærkt svækket, i hvert fald for en tid. Derfor vil regeringerne ikke bare i Vest- og Østeuropa, Japan og Korea, men også i Brasilien, Indien og Kina – de fleste steder der kan nævnes – foretrække, at USA’s hegemoni fortsætter.

Det amerikanske hegemoni vil ikke forsvinde ved, at der opstår en anden stormagt, som er i stand til at konkurrere om det globale herredømme. Frem for alt foretrækker Kina amerikansk hegemoni. USA har ingen planer om at angribe Kina og har, indtil videre, holdt sine markeder vidt åbne for kinesisk eksport. På grund af den globale amerikanske politimand, som har sikret stadig friere handel og kapitalbevægelser, har Kina fået lov til at konkurrere på produktionsomkostninger, på lige betingelser, og dette har været ekstremt fordelagtigt for Kina – det kunne ikke være bedre.

Kan det amerikanske hegemoni fortsætte under den nuværende krise? Dette er et meget sværere spørgsmål. Men jeg tror, at svaret, i første omgang, er ja. Verdens eliter ønsker frem for alt at bevare den nuværende, globaliserende orden, og her spiller USA en afgørende rolle. Ingen af verdens eliter forsøger at udnytte krisen eller USA’s enorme økonomiske problemer til at udfordre hegemoniet.

Kina siger hele tiden: ”Vi vil ikke blive ved med at betale for, at USA kan fortsætte sin udsvævende facon”, med henvisning til Kinas dækning af USA’s rekordstore betalingsbalanceunderskud det sidste årti og de gigantiske budgetunderskud, som for tiden bliver skabt. Tror du, at Kina har smækket kassen i over for USA? Overhovedet ikke. Kina fortsætter med at hælde så mange penge som muligt i at holde den amerikanske økonomi kørende og dermed sikre, at Kina fortsat kan udvikle sig som hidtil.

Selvfølgelig er det ønskværdige ikke altid muligt. Kinas krise kan være så dyb, at der ikke længere er råd til at finansiere det amerikanske underskud – eller også kan dette underskuds opsvulmning og USA’s forbundsbanks trykning af penge føre til dollarens sammenbrud, hvilket ville udløse en sand katastrofe.

Hvis dette skete, måtte der skabes en ny orden. Men i en situation med en dyb krise ville dette være ekstremt vanskeligt. Faktisk kunne USA og andre stater under sådanne omstændigheder sagtens finde på at gå over til økonomisk protektionisme, nationalisme og endda krig. Jeg tror at, i øjeblikket, forsøger verdens eliter stadig at undgå dette – de er ikke klar til det. De ønsker at holde markederne åbne og holde handelen åben.

De forstår, at sidste gang staterne greb til protektionisme for at løse problemerne var under den store depression, og dette gjorde depression langt værre, for da nogle stater gik i protektionistisk retning, fulgte alle de andre hurtigt efter, og verdensmarkedet blev lukket ned. Bagefter fulgte selvfølgelig militarisme og krig. Lukningen af verdensmarkedet ville naturligvis være katastrofal i dag, og derfor gør eliterne og regeringerne deres ypperste for at forhindre et protektionistisk, statsinterventionistisk, nationalistisk og militaristisk scenario.

Men politik er ikke kun et udtryk for hvad eliterne ønsker, og hvad eliterne ønsker ændrer sig over tid. Eliterne er desuden generelt splittede, og politik har autonomi. Derfor kan det f.eks. næppe udelukkes, at hvis krisen bliver virkelig slem – hvilket på nuværende tidspunkt ikke ville være nogen stor overraskelse – kan vi blive vidne til en tilbagevenden til højreradikal politik med protektionisme, militarisme, udlændingefjendskhed og nationalisme.

Denne type politik kunne ikke blot have bred folkelig appel. Stigende dele af erhvervslivet ville måske se det som den eneste udvej, i takt med at de ser deres markeder bryde sammen, ser systemet i depression, ser et behov for beskyttelse mod konkurrence og statslig støtte til efterspørgslen gennem militæroprustning. Dette var naturligvis i mellemkrigstiden det almindelige svar i store dele af Europa og i Japan. I dag er højrefløjen på hælene, på grund af Bush-regeringens fiasko og på grund af krisen. Men hvis Obama-regeringen ikke er i stand til at modvirke det økonomiske sammenbrud, ville højrefløjen sagtens kunne komme igen…især fordi Demokraterne i realiteten ikke tilbyder noget ideologisk alternativ.

Den kinesiske krise
Du talte om en potentiel krise i Kina. Hvordan vurderer du den kinesiske økonomis nuværende tilstand?

Der er to hovedårsager til, at jeg mener, at den kinesiske krise vil blive meget værre end folk forventede. Den første er, at den amerikanske krise, og mere generelt den globale krise, er langt mere alvorlig end folk forventede, og sidste ende er den kinesiske økonomis skæbne uløseligt forbundet med den amerikanske og den globale økonomis skæbne. Dette skyldes ikke kun, at Kina har været så afhængig af eksport til det amerikanske marked. Det meste af resten af verden er også afhængig af USA, og dette gælder særligt Europa.

Hvis jeg ikke tager fejl, blev Europa for nylig Kinas største eksportmarked. Men efterhånden som den krise, der udsprang i USA, trækker Europa ned, vil Europas marked for kinesiske varer også blive indskrænket. Derfor er Kinas situation langt værre end folk forventede, fordi den økonomiske krise er langt værre end folk forventede.

For det andet har folk i deres begejstring over Kinas i sandhed spektakulære økonomiske vækst overset boblernes rolle i at drive den kinesiske økonomi fremad. Kina har grundlæggende set haft vækst gennem eksport, især via et voksende handelsoverskud i forhold til USA. På grund af dette overskud har den kinesiske regering indført politiske foranstaltninger, som skal holde den kinesiske valuta nede og holde den kinesiske fremstillingsindustri konkurrencedygtig. Mere specifikt har den kinesiske regering foretaget gigantiske opkøb af omsættelige aktiver i dollars ved at trykke enorme mængder af renminbi, den kinesiske valuta. Men resultatet har været at sprøjte store mængder af penge ind i den kinesiske økonomi, hvilket i en lang periode har betydet stadig lettere kreditadgang.

På den ene side har virksomheder og lokalregeringer brugt denne lette kreditadgang til at finansiere massive investeringer. Men dette har ført til stadig større overkapacitet. På den anden side har de brugt den lette kreditadgang til at opkøbe jord, boliger, aktier og andre typer finansielle aktiver. Men dette har medført omfattende bobler på aktivpriserne, der ligesom i USA har bidraget til at muliggøre mere låntagning og forbrug.

I takt med at de kinesiske bobler brister, vil niveauet af overkapacitet blive tydeligt. Efterhånden som de kinesiske bobler brister, vil man – ligesom i en stor del af resten af verden – se en stor dæmper på forbrugerefterspørgslen og en ødelæggende finansiel krise. Så det korte af det lange er, at den kinesiske krise er meget alvorlig og kan gøre den globale krise langt voldsommere.

Vil nyliberalismens fiasko skabe en åbning for verdens progressive kræfter?

Nyliberalismens nederlag skaber bestemt store muligheder, som venstrefløjen ikke havde før. Nyliberalismen havde aldrig rigtig appel til store dele af befolkningen. Arbejderklassen identificerede sig aldrig med frie markeder, fri finans og alt det der. Men jeg tror, at store dele af befolkning var overbevist om TINA, ”There is No Alternative”.

Men nu har krisen afsløret den nyliberale økonomiske organisationsforms totale bankerot, og man kan allerede se ændringen komme meget kraftigt til udtryk i de amerikanske arbejderes modstand mod redningsaktionerne for bankerne og den finansielle sektor.

Folk siger i dag: ”Vi får at vide, at nøglen til at genoprette økonomien og velstanden er at redde de finansielle institutioner og finansmarkederne. Men det tror vi ikke på. Vi vil ikke give flere penge til disse mennesker, som bare stjæler fra os.”

Der er et ideologisk tomrum, og som følge deraf er en åbning for venstrefløjens idéer. Problemet er, at der ikke er meget organisation af arbejderklassen, for ikke at tale om politiske udtryk. Man kan sige, at der med ændringen af det politiske miljø, af det ideologiske klima, er blevet skabt en stor mulighed, men at det i sig selv ikke vil skabe et progressivt resultat.

Derfor er hovedprioriteten for progressive kræfter – for alle venstrefløjsaktivister – at være aktive i at forsøge at genoplive arbejderklassens organisationer.

Uden en genskabelse af arbejderklassemagt vil kun få progressive ændringer være mulige, og den eneste måde at genskabe denne magt er gennem mobiliseringer for direkte aktion. Kun hvis arbejderklassen laver kollektive masseaktioner vil den være i stand til at skabe den organisation og magt, som er nødvendig for at skabe den sociale basis for en transformation af deres egen bevidsthed og for politisk radikalisering.

Robert Brenner er professor i historie ved UCLA (University of California, Los Angeles) og forfatter til bl.a. The Boom and the Bubble og The Economics of Global Turbulence. Oversat og forkortet af Lars Henrik Carlskov fra Against the Current, nr. 139, March-April 2009.