Marx vs. Keynes - klassekamp eller klassesamarbejde?

Keynesianisme og marxisme er ikke to gensidigt supplerende teorier – tværtimod handler det om borgerlig eller socialistisk krisepolitik.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Ikke overraskende har den liberale økonom John Maynard Keynes (1883-1946) fået et comeback under den globale økonomiske krise. Det skyldes hans opgør med den (neoklassiske) økonomiske skole, der hævder, at den kapitalistiske økonomi, via prismekanismen, tenderer mod en ”ligevægtstilstand” mellem udbud og efterspørgsel.

Altså de økonomiske teorier, som dominerede i årene forud for ”Den Store Depression” i 1930'erne - og igen fra 1970'erne og frem til den aktuelle krises udbrud. Den keynesianske revival skyldes dog ikke mindst, at disse idéer for den globale herskende klasse, modsat f.eks. marxismen, udgør en acceptabel ”løsning” på kapitalismens tilbagevendende kriser, idet de ikke indebærer en omvæltning af de bestående ejendomsforhold.

Kapitalistisk destruktion
I modsætning til sin tids økonomiske ortodoksi fremhævede Keynes imidlertid nødvendigheden af omfattende statsintervention for at redde kapitalismen fra selvdestruktion gennem økonomiske kriser og social revolution. Derfor må staten regulere efterspørgslen, bl.a. ved at justere skatter og renter, og f.eks. i nedgangstider sænke disse for at øge incitamentet til forbrug i stedet for opsparing. Dette skal stimulere den private efterspørgsel og dermed også virksomhedernes investeringslyst.

Eller f.eks. ved at udvide det offentligt forbrug, f.eks. gennem offentligt byggeri, om nødvendigt via ”underskudsfinansiering”, som senere vil tjene sig selv ind pga. større indtægter fra skatter og afgifter. Ligesom andre borgerlige økonomer giver Keynes dog aldrig noget tilfredsstillende svar på, hvad der i første omgang får kapitalisterne til at tilbageholde investeringerne og udløser krise.

Hvad skaber profitten?
Grunden til dette er hans afhængighed af den konventionelle økonomiteoris idé om værdi som bestemt af udbud og efterspørgsel. Men som Marx påpegede, forklarer det ikke, hvorfor nogle varers værdi er større end andres ved ligevægt mellem udbud og efterspørgsel. Alle varer har imidlertid det til fælles, at de direkte eller indirekte er et produkt af menneskeligt arbejde. Det, der bestemmer en vares værdi, er således i sidste ende mængden af ”samfundsmæssigt nødvendigt arbejde”, hvilket vil sige den tid, det i et givent samfund på et givent tidspunkt gennemsnitligt tager at fremstille den.

Arbejderklassen, som udgør det overvældende flertal af befolkningen, ejer og kontrollerer ikke produktionsmidlerne, hvorfor den må aflevere en del af den værdi, den skaber (”merværdien”), til kapitalistklassen. Og det er hemmeligheden bag såvel den kapitalistiske produktionsmådes drivkraft, profitten, som dens iboende modsigelser, dvs. krisetendenserne og potentialet for dens omstyrtelse.

Hvilken vej ud af krisen?
For at undgå at blive udkonkurreret må kapitalisterne konstant øge deres profit, hvilket lettest gøres ved at investere i arbejdsbesparende teknologi (produktionsmidler). Men eftersom profitten i sidste ende stammer fra menneskeligt arbejde, vil det efterhånden føre til et relativt fald i profitten for systemet som helhed i takt med, at investeringerne i produktionsmidler vokser på bekostning af investeringerne i arbejdskraft. Et sådant fald i profitraten udløste i 1970'erne en verdensøkonomisk krise. Her førte de keynesianske politikker til stagflation (økonomisk stagnation samt høj inflation og arbejdsløshed).

Derfor fik vi ”nyliberalismen” og de nu bristede spekulationsbobler, bl.a. i finanssektoren, som dog ikke genoprettede det tidligere profit-niveau. Da keynesianismen ikke forstår, hvorfra profitten stammer, har den ingen løsning på det problem. Valget står derfor mellem accept af klassesamarbejde og voldsomme forringelser af lønninger, arbejdsforhold og velfærden i et desperat forsøg på at genoprette profitten - eller klassekamp for at erstatte det nuværende profitsystem med en socialistisk økonomi baseret på demokratisk planlægning efter menneskelige behov. Her kan arbejderklassen med massestrejker forhindre tilførelsen af ny værdi til kapitalismen og derved sætte en stopper for den.

Derfor fortsætter de den fejlslagne krisepolitik

Hvorfor fortsætter regeringer, centralbanker og internationale institutioner den nedskæringspolitik, der ser ud til ikke at virke? Svaret skal findes i den globale kapitalismes systemiske modsætninger.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Det er nu snart tre år siden, at Den Internationale Valutafond (IMF) officielt erklærede den økonomiske krise, også kendt som ”Den store recession”, for overstået. Denne prognose viste sig som bekendt at være lige så himmelråbende forkert som den strøm af tilsvarende profetier, der både før og siden med jævne mellemrum er flydt fra politikere, økonomer, erhvervsfolk, mainstream-medier og internationale institutioner.

Tværtimod befinder vi os nu i det femte år af den verdensomspændende økonomiske krise, som indledtes med nedturen på det amerikanske boligmarked 2006-2007, efterfulgtes af den såkaldte ”kreditstramning” og accelererede efter bankgiganten Lehman Brothers’ kollaps i efteråret 2008. Den nuværende gældskrise er en direkte konsekvens af de finansielle redningsaktioner i en størrelsesorden uden historisk fortilfælde, som stater og internationale institutioner foretog i kølvandet på den økonomiske nedsmeltning i 2008 og siden har gentaget adskillige gange.

Disse ”bailouts” har betydet, at verdens regeringer har måttet finansiere store underskud ved at sælge statsobligationer på de internationale gældsmarkeder. Den astronomiske mængde offentlig gæld har, sammen med mistede skatteindtægter som følge af højere arbejdsløshed, gjort investorerne nervøse over mange regeringers evne til at betale tilbage. Som følge deraf er renten på f.eks. græske, irske, italienske, portugisiske og spanske statsobligationer skudt i vejret, hvilket blot forværrer gældskrisen i disse lande yderligere.

Deres politik forværrer krisen
De gigantiske mængder statsintervention ved krisens start forhindrede på kort sigt en yderligere destabilisering af verdensøkonomien. Resultatet har imidlertid været den nuværende gældskrise og den dermed forbundne trussel om statsbankerotter og euroens sammenbrud. For at kunne afdrage på gælden skærer verdens regeringer kraftigt ned på deres udgifter, bl.a. ved at fjerne eller reducere velfærdsydelser og gennemtvinge store fyringsrunder i den offentlige sektor, hvilket imidlertid blot skærper krisen ved at mindske såvel den offentlige som den private efterspørgsel. Det kunne med andre ord se ud som om, at de herskende klassers krisepolitik selv på sine egne præmisser er en fiasko.

Derfor er der blandt keynesianistiske økonomer som f.eks. Paul Krugman, Joseph Stiglitz og Robert Reich en tendens til at se denne politik som en følge af ideologisk blindhed og manglende mod hos de politiske beslutningstagere, dvs. de giver psykologiske mekanismer skylden frem for at forklare nedskæringspolitikkens paradoksale konsekvenser med kapitalismens iboende modsætninger. Imidlertid er verdens regeringer på grund af deres voksende underskud afhængige af at skaffe penge på de finansielle markeder, hvor renten afhænger af en vurdering af sandsynligheden for tilbagebetaling af lånene.

Presset fra de globale markeder tvinger derfor regeringer, der ikke er klar til et revolutionært brud med kapitalismen, til at gennemføre massive nedskæringsrunder for at nedbringe deres gæld, også selv om det forstærker krisen på længere sigt. Dette er i sidste ende blot udtryk for, at kapitalismens drivkraft er kortsigtede profithensyn, ikke menneskelige behov.

Behov for et revolutionært brud
Også en regering, der i stedet for den nuværende aggressive nyliberalisme forsøgte at gennemføre keynesianske politikker, ville komme under den samme type pres fra finansmarkederne, som er beskrevet ovenfor. Når politikere, centralbanker og internationale institutioner fortsætter en krisepolitik, der ser ud til ikke at virke, er årsagen således ikke primært psykologisk, men bunder derimod i sociale strukturer.

Traditionel keynesianisme kan ikke løse det grundlæggende problem under den nuværende krise, nemlig, at virksomhederne tilbageholder investeringerne eller spekulerer i råvarer som f.eks. fødevarer, guld og olie. Det skyldes, at virksomhedernes udnyttelse af deres nuværende produktionskapacitet stadig er langt lavere end normalt samt, at den mindskede offentlige og private efterspørgsel ikke gør det tilstrækkeligt profitabelt at investere i nye fabrikker og maskiner. Så længe det er tilfældet, vil investeringerne blive tilbageholdt.

Løsningen på den situation blev faktisk fremsat af Keynes selv, selvom han ikke indså de radikale konsekvenser af sit forslag. Han foreslog, modsat sine senere disciple, at socialisere investeringerne, men overså, at dette reelt indebærer at overtage kontrollen med, hvad kapitalisternes profit skal bruges til. Med andre ord kan investeringerne ikke socialiseres uden også at tage magten over produktionen. Men sådanne socialistiske skridt vil naturligvis møde voldsom modstand fra den herskende klasse, hvorfor de forudsætter, at vi vinder en revolutionær kamp om magten i samfundet. Kun sådan kan vi sikre en løsning på krisen, hvor arbejderklassen ikke kommer til at betale regningen igen og igen.

Problemet er ikke bankerne, men kapitalismen

Den australske politolog og økonom Rick Kuhn forklarer her, hvordan det spekulative vanvid opstod og hvorfor en tilbagevenden til keynesianisme ikke vil løse de grundlæggende problemer.

Gå ikke i panik! Sådan lyder det paniske skrig fra regeringer og nationalbankdirektører over hele verden. Samtidig viser deres opførsel, at de forventer en meget, meget dyb recession.

Efter i mere end et kvart århundrede at være blevet gentaget – af mainstream-økonomer, ministre, Verdensbanken og Den Internationale Valutafond – er de neoliberale floskler blevet glemt. I dag hører vi ganske enkelt intet om markedernes effektivitet, vigtigheden af balancerede budgetter, endsige budgetoverskud.

Bush i USA og Brown i Storbritannien har været villige til at spendere milliarder for at understøtte det finansielle system. Mønstret gentager sig, med lokale variationer, i hele den udviklede verden.

I Australien forsikrede Kevin Rudd for mindre et år siden, før det valg der gjorde ham til premierminister, erhvervslivet om, at han var en "finanspolitisk konservativ". Men Labor-regeringen besluttede sig for at gøre en dyd ud af forsigtighed ved at øge udgifterne til offentlig infrastruktur med penge fra den offentlige Future Fund. Endnu gang var hensigten at berolige det australske forretningsliv: Labor vil gør hvad som helst for at sikre væksten og, i særdeleshed, deres profitter.

I lyset af krisen blev der set bort fra en mere omhyggelig vurdering af, hvordan fondens milliarder af dollars kunne bruges på konkurrerende projekter. Det var nødvendigt at få pengene til at flyde for at modvirke det forventede fald i australske investeringer, forbrug og indtægter fra eksporten af mineraler til Kina.

Den australske nationalbanks bestyrelse, hvor finansministeren sidder sammen et flertal af de tunge drenge fra erhvervslivet, nærer den samme frygt som regeringen. Derfor blev den officielle rentesats 7. oktober beskåret med en hel procent, for første gang siden 1992.

Australien følger et mønster, som er blevet skabt i USA, Storbritannien og andre lande i Europa.

Det ligner keynesiansk nationaløkonomi, hvor regeringen griber ind for at opretholde væksten ved at kompensere for markedets mangler. Men den massive ændring i økonomisk politik som er i gang, går længere end keynesianismen, da staterne nu overtager nogle meget store virksomheder.

Regeringerne i verdens mest velstående lande har givet to- og trecifrede milliardbeløb i dollars til kaution for private og statslige banker. I USA, Storbritannien, Belgien, Luxemburg, Holland og Island er nødstedte banker blevet nationaliseret.

Vil disse politikker virke? Det er ikke sandsynligt.

Efter det bratte fald i forbindelse med Den Store Depression i de tidlige 1930'ere, stagnerede den amerikanske økonomi et par år og påbegyndte derefter en ny nedgang. Det var i virkeligheden 2. verdenskrig, ikke præsident Franklin D. Roosevelts økonomiske politik under "New Deal", som stoppede depressionen.

Det var aldrig nødvendigt at benytte hardcore keynesianistiske politikker i 1950'erne og 1960'erne, fordi økonomierne af andre årsager tøffede fint af sted. I stedet var økonomerne i denne periode optaget af at "finjustere" eller, mere præcist, fuske med politikken.

Da det lange efterkrigstidsboom sluttede i midten af 1970'erne og det tunge keynesianske skyts blev rullet frem, var dets virkning mere at sammenligne med en fis end en eksplosion. Der var stigende arbejdsløshed og inflation, hvilket ifølge den tids keynesianistiske ortodoksi skulle være en umulighed.

Allerede nu udtrykker republikanere i USA og borgerlige kræfter andre steder bekymring for en "snigende" socialisme i takt med at regeringerne overtager nogle af bankerne og lover at regulere resten langt mere nøje. Der vil helt sikkert komme endnu mere åbenlys statslig involvering i den økonomiske aktivitet efterhånden som krisen bliver dybere.

Faktisk mente den berømte socialdemokratiske økonom Rudolf Hilferding, at det var muligt for arbejderklassen at overtage statsmagten med parlamentariske midler og på vejen mod socialismen overvinde mønstret med boom og krise. To gange i 1920'erne var han tysk finansminister. Han mente, at større og større virksomheders voksende magt over produktionen betød, at en regering som fremsatte et ægte reformprogram kunne opnå dette mål ved at lede den kapitalistiske økonomi og særligt gennem statslig kontrol over banksystemet.

Man bør imidlertid være opmærksom på, at neoliberale politikker med at frigøre markeder, privatisere, markedsomstille og udlicitere statslige aktiviteter i sig selv er statslige politikker, som primært har til formål at lægge byrden over på arbejderne, som i virkeligheden producerer den rigdom, som profitterne er baseret på. I Australien gik den konservative Howard-regerings markedsfrigørende aktiviteter hånd i hånd med en større rolle for regeringen i at kontrollere befolkningen i almindelighed og fagligt aktive i særdeleshed.

Der er to årsager til, at det er usandsynligt, at selv en voldsom forøget statslig intervention kan løse verdens økonomiske problemer.

For det første er problemerne ikke bare finansielle. Som Henryk Grossman formulerede det i 1929, før krakket på aktiemarkedet: "Selve den kapitalistiske akkumulations love giver akkumulationen en cyklisk form, og denne cykliske bevægelse griber ind i cirkulationssfæren (pengemarkederne og børserne). Det førstnævnte er den uafhængige variabel, det sidstnævnte den afhængige variabel."

Med andre ord fremkalder den måde, den kapitalistiske produktion er organiseret på, nødvendigvis økonomiske kriser. Udviklinger i produktion påvirker direkte og indirekte det finansielle system.

Mere "gennemsigtighed" og bedre regulering af banksektoren vil ikke løse det tilgrundliggende problem, som er lave gennemsnitlige profitrater overalt i den globale økonomi.

Under det lange boom efter 2. verdenskrig betød kapitalintensive investeringer, at virksomhedernes udgifter til beskæftigelse af arbejdere faldt sammenlignet med erhvervslivets udgifter til maskineri, udstyr, bygninger, råstoffer og andre varer, som bruges i produktionen.

Imidlertid er det kun arbejdernes arbejde, som skaber nye værdier. Profitraten faldt, og i perioden mellem midten af 1970'erne og starten af 1990'erne var der de dybeste globale recessioner siden 1930'erne. Profitraterne er i nogen grad blev genoprettet, hovedsageligt takket være neoliberale politikker, som pressede mere arbejde ud af de ansatte og, særligt i USA, førte til faldende reallønninger.

Alligevel blev profitraten ikke genoprettet til niveauet under det lange boom frem til starten af 1970'erne.

Derfor foretrækker de, der ejer og leder virksomheder, ofte at investere i spekulative finansielle aktiver frem for i aktiviteter, som producerer virkelige varer, som folk har brug for. De fleste af transaktionerne på de finansielle markeder er et nulsum-spil: spillerne vinder kun på hinandens bekostning. Mens den amerikanske finanssektor kun tjente 10 % af erhvervslivets samlede profitter i 1980, var tallet på 40 % i 2007.

Så udviklinger i realøkonomien forklarer det spekulative vanvid, som førte til kreditstramningen. Kapitalen flokkedes om stærkt profitable og stærkt risikable investeringer i den uproduktive finansielle sektor, fordi profitraten i realøkonomien var lav. Den finansielle krise bringer dette tilgrundliggende problem med en lav profitrate til frem til overfladen.

Kapitalismen har en tendens til at bryde sammen, som kommer til udtryk i dybe kriser, som den nuværende. Grossman argumenterede for, at "den kapitalistiske produktion er kendetegnet af uløselige konflikter. Uhelbredelige systemiske rystelser opstår nødvendigvis . . . fra den iboende modsætning mellem værdi og brugsværdi, mellem profitabilitet og produktivitet, mellem begrænsede muligheder for valorisering og produktivkræfternes ubegrænsede udvikling.".

Den kendsgerning, at produktionen ikke er organiseret for at opfylde menneskelige behov, men for at skabe profitter til kapitalistklassen, er i sidste ende årsag til systemets gentagne kriser.

Finansiel regulering og selv en udvidelse af statsligt ejerskab, som borgerlige og tilhængere af traditionel socialdemokratisme kalder "socialisme", kan ikke overvinde denne tendens. Regeringerne vil snart forlange, at "alle" spænder livremmen. Arbejdsløsheden vil stige, mens arbejdsgiverne og regeringerne vil forsøge at øge profitterne ved at presse lønningerne ned.

I Australien vil dette være lettere at gøre, fordi premierminister Kevin Rudd har lovet ikke at røre ved centrale elementer i forgængeren John Howards arbejdsmarkedslove. Disse indbefatter hemmelige afstemninger under strejker, restriktioner på fagforeningsansattes muligheder for at tale med deres medlemmer på arbejdspladserne og forbuddet mod standardoverenskomster, dvs. kampagner der gælder for en hel industri. I takt med at krisen bliver dybere vil regeringens prioritering af at understøtte erhvervslivet blive forstærket og den vil komme under pres for at beskære offentlige ydelser og udgifterne til sundhed, uddannelse og velfærd, som er til gavn for den australske arbejderklasse, der udgør omtrent 2/3 af befolkningen.

Alternativet er ægte socialisme, hvor arbejderne erstatter produktion for profit med produktion for at opfylde menneskelige behov og den despotiske struktur i alle virksomheder med demokratisk kontrol over arbejdspladser og samfundet som helhed. Nu hvor neoliberalismen ikke længere er common sense, er det værd at overveje.

Rick Kuhn underviser i politologi ved Australian National University. Hans bog Henryk Grossman and the Recovery of Marxism har netop modtaget den prestigefyldte Isaac Deutscher-pris. Oversat af Lars Henrik Carlskov fra MRZine, 17. oktober 2008.

Alternativer til nyliberalismen

Det hævdes ofte, at modstanderne nyliberalismen ikke har noget alternativ. Her argumenterer den britiske politolog Alex Callinicos for et alternativ baseret på demokratisk planlægning af økonomien.

Oprørsbølgen mod nyliberalismen fortsætter med at stige. I Europa er dette mest tydeligt i Frankrig. Indenfor et tidsrum af knap et år har den nyliberale pensée unique (enerådende ideologi) lidt to vældige nederlag – først med sejren for det venstreorienterede nej i folkeafstemningen om EU-forfatning, så det sociale oprør mod CPE-loven, der havde til formål at indskrænke rettighederne for unge arbejdere.

Men disse sejre rejser endnu tydeligere spørgsmålet om, hvad der skal være alternativet til nyliberalismen. Den gamle, slidte hånlighed mod bevægelsen for en anden globalisering – at den udelukkende er imod status quo og mangler enhver form for eget positivt program – får mere bid efterhånden som bevægelsen vinder nogle virkelige sejre.

Der er visse bestræbelser i gang indenfor bevægelsen for at tage denne udfordring op. For eksempel igangsatte aktivister fra altermondialiste-bevægelsen (bevægelsen for en anden verden) efter den franske folkeafstemning et projekt om at udarbejde et Principcharter for Det Andet Europa som alternativ til den nyliberale forfatningstraktat. Efter en konference i Firenze i november sidste år, var der viet et seminar til emnet ved det seneste European Social Forum i Athen.

De udkast, der hidtil er blevet lavet til charteret, er temmelig ukontroversielle. De koncentrerer sig om en udvidelse af de eksisterende menneskerettigheder ved at give præcise definitioner på en række ”fælles sociale rettigheder”, der for eksempel ville beskytte offentlige tjenesteydelser mod at blive et bytte for de transnationale selskaber, som er begærlige efter at profitere af den privatiseringspolitik, der bliver gennemført af så godt som samtlige regeringer i verden.

Charteret hører så afgjort til indenfor efterkrigstidens socialdemokratis ideologiske verden. I et klassisk essay fulgte sociologen T.H. Marshall den måde, som begrebet om borgerrettigheder er blevet udvidet i løbet af de to århundreder – fra civile rettigheder (f.eks. personlig frihed, privat ejendom) over politiske rettigheder (først og fremmest almindelig stemmeret) til sociale rettigheder (eks. beskæftigelse, velfærdsydelser og uddannelse). Den nyliberale ”modreformation” forsøger ved at fjerne de sociale rettigheder, der blev repræsenteret af efterkrigstidens velfærdsstat, i bund og grund at tilbagerulle denne proces med stadig mere omfattende borgerrettigheder.

På denne baggrund er det afgørende at forsvare disse rettigheder. Men en ting at gøre dette, noget ganske andet er det at forestille, at disse rettigheder, i sig selv, udgør et alternativ til nyliberalismen. Den herskende Washington-konsensus udgør en meget rendyrket version af selve kapitalens logik, hvor alt det er muligt at gøre til en vare, bliver købt og solgt. At forkaste dette kræver indførelsen af en anden samfundsmæssig logik, men charteret siger intet om, hvordan den kan se ud.

Udfordring af den private ejendom
Her er ejendomsrettigheder et vigtigt spørgsmål. Hvis stort set alt kan gøres til en vare, må der gøres indgreb i enkeltpersoners og virksomheders ret til at eje ting – inklusive abstrakt ejendom såsom gener – og at udelukke andre mennesker fra brugen af dem. Et af de centrale temaer i den nyliberale dagsorden, der er blevet fulgt med stor iver af internationale finansielle institutioner såsom Verdensbanken og World Trade Organization, har været at forstærke og udvide retten til uindskrænket privat ejendom.

Hvad har bevægelsen for en anden form for globalisering så at sige til det? Hvilken ejendomsopfattelse fremhæver den som alternativ til den nyliberale offensiv for at opdele verden i parceller, ejet af virksomhederne og de rige? Dette er ikke et akademisk spørgsmål. Den 1. maj 2006 indsatte Evo Morales, den nyvalgte præsident for Bolivia, hæren for at komme i besiddelse af olie- og gasanlæg, for at gennemføre hans dekret om, at staten skulle genovertage kontrollen over landets kulbrinteindustri. Nationalisering af denne industri var hovedkravet i den masseopstand i maj-juni 2005, der tvang den højreorienterede præsident Carlos Mesa væk fra magten.

Faktisk har mange altermondialistes det ikke godt med sådan et krav. I oktober sidste år befandt jeg mig i en minibus, der manøvrerede sig igennem Mexico Citys tilstoppede trafik, mens dens passagerer – intellektuelle og aktivister fra hele verden – lidenskabeligt diskuterede om det var rigtigt af den bolivianske bevægelse af fremsætte kravet om nationalisering. På samme måde er udkastet til Principcharteret tåget på ejendomsspørgsmålet:

”For at disse offentlige tjenesteydelser kan fungere og de fælles goder – jord, luft, vand og energi – kan bruges, er der behov for at gennemføre sociale ejendomsprojekter. Det, vi må gøre, er at opfinde en ny form for socialisering, der ikke er lig med statslig eller regeringsmæssig ejendom, og som gør det muligt for mennesker og medarbejdere at deltage i beslutningsprocessen om disse offentlige tjenesteydelsers organisation, funktionsmåde og opbygning.”

Disse kringlede formuleringer afspejler ikke kun den måde, som engelsk tit må stille til tjeneste for den multi-sprogede bevægelse, der kæmper for at kommunikere med sig selv og med verden. Bag mistænksomheden overfor nationalisering ligger minderne om den bureaukratiske statslige ejendomsform, der blev indført af stalinismen i øst og socialdemokratismen i vest. Men større umiddelbar indflydelse har den autonomistiske ideologi, som opsummeres af titlen på John Holloways berømte bog Change the World Without Taking Power. Med andre ord skal vi ikke tænke på staten og i stedet forsøge at udvikle lokalbaserede alternativer til nyliberalismen.

Holloways fremgangsmåde er håbløs som generel strategi. Den er lige så håbløs med hensyn til emne, vi beskæftiger os med her. Det bolivianske folk ønskede at omstøde privatiseringen af olie- og gasindustrien. Dette rejser spørgsmålet om, at hvad der skal ske med denne industri, når den tages fra udenlandske multinationale selskaber såsom Repsol YPF og Petrobras. Dette rejser uundgåeligt spørgsmålet om ejerskab. Til at begynde med ser der ikke ud til at være noget alternativ til nationalisering (Morales kan snarere kritiseres for at for at genoprette den statslige kontrol på et grundlag, der ikke er 100 procent statslig ejerskab).

Staten er en national organisation, som både har den tvangsmagt og politiske legitimitet som er nødvendig for at kunne gennemføre noget så ambitiøst som overtagelse af olie- og gasindustrien. Denne legitimitet afhænger endvidere på afgørende vis af, at staten er i stand til at fremstå som lydhør over for folkelige krav. Dette gør den modtagelig over for pres fra neden – fra massebevægelser som den i Bolivia. Før han blev præsident var Evo Morales, lederen af Bevægelsen for socialisme [Movimiento al Socialismo, forkortes oftest MAS, red.], faktisk imod kravet om nationalisering af olie- og gasindustrien. Han blev påtvunget dette forslag af den bevægelse, som bragte ham til magten.

Intet af alt dette betyder, at vi skal gentage den traditionelle socialdemokratismes gamle fejltagelse og betragte den eksisterende stat som det primære middel til progressive sociale forandringer. Den er en kapitalistisk stat, som kan være modtagelig for massepres, men ikke desto mindre vil den forsøge at opretholde kapitalens herredømme. Med dette formål er den organiseret på en bureaukratisk og hierarkisk måde, som først og fremmest forsøger at udelukke folkelige deltagelse, initiativer og kontrol. Det er derfor, at den revolutionære marxistiske tradition altid har argumenteret for, at en vellykket revolution mod kapitalen må tilintetgøre denne stat og erstatte den med institutioner baseret på basisdemokrati, hvorigennem det arbejdende folk regerer sig selv.

Så nationalisering er ikke nok i sig selv. Dette ændrer ikke ved betydningen af det, der skete i Bolivia. Efter årtier, hvor offentlige goder blev solgt billigt til privat profit, har et folkeligt oprør mod nyliberalismen faktisk tvunget en regering til føre noget tilbage – og ikke hvad som helst, som det fremgår af de forpinte skrig, som det globale politiske og forretningsmæssige establishment udsendte, da Morales-regeringen satte sig i besiddelse af olie- og gasindustrien.

Denne erfaring bekræfter de følgende bemærkninger fra Antoine Artous fra Ligue Communiste Révolutonnaire [dvs. den trotskistiske 4. Internationale, o.a.] i Frankrig: ”Jeg kan ikke se, hvordan vi kan slippe en dynamik af social forandring løs uden at, om ikke straks at omstyrte, i det mindste grundlæggende ændre visse ejendomsforhold.” Artous påpeger videre, at nationalisering ikke er tilstrækkeligt: ”Hele begrebet om samfundsmæssig overtagelse kan ikke reduceres til blot den juridiske overdragelse af ejendomstitler. Der kræves en omfattende udfordring af den kapitalistiske arbejdsdeling (den hierarkiske organisering af produktionen) og dens udskiftning med kooperative produktionsformer.”

Marked eller planlægning?
Ja, for virkelig at bryde med den neoliberale kapitalisme logik må enhver udvidelse af den statslige ejendoms omfang indebære indførelsen af former for demokratisk selvforvaltning, hvorigennem arbejderne i de nationaliserede industrier sammen med dem, der forbruger deres produkt, kollektivt kan bestemme, hvordan de skal drives til det fælles bedste. Igen er det mere end et akademisk spørgsmål. Radikaliseringen af situationen i Venezuela, hvor præsident Hugo Chavez gør sig til talsmand for en ”socialisme for det 21. århundrede” trods USA, har sat spørgsmålet om alternative former for økonomisk organisation på dagsordenen.

En seriøs behandling af dette spørgsmål indebærer at bryde endnu et tabu og tale ikke blot om statslig ejerskab, men også om planlægning. Fra 1930’erne og frem blev planlægning identificeret med den bureaukratiske kommando-økonomi i Sovjetunionen og dens klientstater. Så længe disse stater blomstrede, nød planlægning stor prestige og blev for eksempel efterlignet af postkoloniale stater såsom Indien. USSR’s tilbagegang og fald miskrediterede planlægning totalt og bidrog til at legitimere nyliberalismen. Den herskende økonomiske ortodoksi skjuler systematisk i hvilket omfang nogle af den nutidige verdens mest succesrige økonomi – Kina og Sydkorea – har været afhængig af statslig intervention.

Reaktionen mod planlægning har betydet, at selv nogle af dem, der har prøvet at udvikle alternativer til kapitalismen som sådan, har opfattet en eller anden form for markedsøkonomi som umulig at undgå. Dette gælder mest åbenlyst for den markedssocialisme som for eksempel filosoffen David Miller og økonomen John Roemer gør sig til talsmænd for. Her konkurrerer kollektivt-ejede kooperativer om at sælge deres produkter på markedet. Selv den marxistiske filosof Tony Smith hævder i sin nye bog Globalization: a Systematic Marxian Account, at det er muligt at demokratisere markedet.

Det grundlæggende problem med denne form for strategi er, at det er et nødvendigt træk ved enhver markedsøkonomi, at den er baseret på konkurrence. For at udtrykke det en smule mere teknisk, er allokeringen af ressourcer i en markedsøkonomi det utilsigtede resultat af konkurrencen mellem firmaer, der tilsammen, men ikke kollektivt, kontrollerer økonomien. Med andre ord afhænger det enkelte firmas andel af ressourcerne af, hvor dygtigt det er til at sælge sine varer og tjenesteydelser på markedet. Samfundet som helhed har ikke taget nogen kollektiv beslutning om, hvordan ressourcerne skal fordeles. Og hvis et firma ikke er konkurrencedygtigt mister det sin andel af ressourcerne – det går konkurs. Så der er en tendens i en markedsøkonomi til, at de enkelte enheder er under et systematisk pres for at beskære deres produktionsomkostninger og dermed nedsætte priserne på deres produkter for at forblive konkurrencedygtige.

Per definition kan denne model ikke organiseres ikke demokratisk, når det kommer til økonomien som helhed, eftersom der ikke er nogen kollektive beslutninger, demokratiske eller ej, om fordelingen af ressourcer. Men det er også meget vanskeligt at opretholde en demokratisk organisation indenfor det enkelte firma. Michael Albert fra ZNet [progressiv amerikansk hjemmeside, red.] forklarer dette meget godt. Lad os forestille os, foreslår han, en arbejderkontrolleret virksomhed, der er organiseret på demokratisk og egalitær basis, men som ikke er i stand til at sælge sine produkter. Hvad gør arbejderne?

I sådan en situation har de, idet vi antager, at de afviser at gå konkurs, groft sagt to valg. De vælge at sænke deres egne lønninger, forringe deres egne arbejdsforhold og hæve deres eget arbejdstempo, hvilket er en meget fremmedgørende fremgangsmåde, som de ikke er særlig godt rustet til følelsesmæssigt og psykologisk set. Eller, de kan ansætte ledere til at gennemføre disse omkostningsbesparende og udbytte-forstørrende politikker, mens disse ledere på samme tid isoleres fra at føle politikkernes negative effekter. I praksis er det, meget forudsigeligt, det sidste der sker. Markeder har derfor et indbygget pres for at organisere en arbejdsstyrke i to grupper – et stort flertal, der adlyder og et lille mindretal, der tager beslutningerne, hvor den sidstnævnte nyder større indkomst, magt og beskyttelse mod de negative effekter af de omkostningsbesparende beslutninger, som de vil pålægge andre.

En markedsøkonomis logik har derfor en tendens til at underminere og siden hen overvælde enhver ø af demokrati og lighed, der måtte opstå indenfor den. Dette betyder, at der vil være en tendens til, at socialister som Roemer og Smith, der mener, at det er muligt at demokratisere markedet, vil stå overfor deres eget dilemma. Enten pålægger de markedets funktionsmåde alle mulige former for restriktioner for at forhindre den i at udhule demokratiet, hvilket sandsynligvis vil betyde, at en økonomi baseret på de principper, de foreslår, vil bryde sammen, fordi de forhindrer konkurrencens logik i at virke ordentligt, eller også, hvis de prøver at sikre, at denne logik virker, vil den knuse de socialistiske idealer, de prøver at virkeliggøre.

Deraf følger, at et bæredygtigt alternativ til nyliberalismen må baseres, ikke på markedet, men på demokratisk planlægning. Der findes nogle modeller for hvordan dette kan fungere. En af dem er Michael Alberts Parecon, eller deltagelsesøkonomi [participatory economics, red.]. Det indebærer en økonomi med arbejder- og forbrugerråd, hvor enkeltpersoner og virksomheder indleverer forslag til deres andel af samfundets ressourcer. Derefter finder der en proces med gradvise justeringer sted (Albert kalder dem ”gentagelser” [iteration, red.), mens tekniske eksperter fremlægger en plan, der vil give alle så meget som muligt af det, de ønsker.

Den primære svaghed ved denne model er, at den i lidt for høj graf efterligner en markedsøkonomis funktionsmåde, hvor krav på ressourcer bliver drevet af individuel efterspørgsel. Albert er anarkist, og hans engagement for decentralisering går her for langt. Fordelingen af samfundets ressourcer er ikke et neutralt, teknisk spørgsmål. Det er et politisk spørgsmål, hvor det er nødvendigt med en form for kollektiv og demokratisk beslutningsproces for at vælge mellem det, der ofte vil være konkurrerende holdninger til det pågældende samfunds prioriteringer.

Ud fra det synspunkt tilbyder den britiske venstrefløjsøkonom Pat Devine en bedre model, som han kalder forhandlet koordination [negotiated coordination, red.]. Her er fordelingen af ressourcer primært et resultat af diskussioner mellem producenter, forbrugere og andre berørte grupper, men indenfor en ramme af overordnede beslutninger om økonomiske prioriteringer, der er taget på demokratisk vis på det nationale og internationale niveau.

Der er åbenlyst meget mere at sige – og, frem for alt, at gøre – med hensyn til demokratisk planlægning. Ikke desto mindre er betydningen af den slags arbejde, der bliver udført af Albert, Devine og andre, at de begynder at nedbryde fordommene mod planlægning og at skitsere, hvordan en økonomi, der har forkastet markedet, kan være i stand til både at være demokratisk og effektiv.

Kampen om magten
Men intet brud med kapitalismen kan finde sted som et øjeblikkeligt spring ind i en fuldstændig planlagt økonomi. Marx argumenterede for længe siden i Kritik af Gotha-programmet, at en ny arbejderstat ville arve et samfund, der er dybt præget af kapitalismen. Til at begynde med vil den være nødt til at indgå kompromisser med den gamle orden og gradvist bevæge sig henimod et samfund, der ledes efter det kommunistiske princip ”Fra enhver efter evne, til enhver efter behov!”

På samme måde ville et samfund i dag, der var i gang med at bryde med kapitalismen, være nødt til at foretage en afgørende ændring i retning af en økonomi, hvor prioriteringerne blev besluttet demokratisk frem at være overladt til konkurrencens anarki. Det vil være afgørende, at det indebærer overtagelsen af kontrollen med de finansielle markeder, nationalisering under arbejderkontrol af økonomiens nøglesektorer og udvidelse af de sociale ydelser på grundlagt af et progressivt skattesystem, der omfordeler rigdom og indkomst fra rig til fattig.

Disse forholdsregler, hvor radikale de end er, ville stadig lade mange af trækkene ved en markedsøkonomi være intakte. Store sektorer ville stadig være på private hænder. Vedvarende pres og indførelse af nye forholdsregler vil være nødvendigt for at bevæge hele økonomien i retning af den demokratiske planlægnings principper. Et centralt skridt vil være at svække det kapitalistiske arbejdsmarkeds magt, som i dag styrer i vores liv.

Efter min mening vil den bedste måde at gøre det, være ved at indføre en universel direkte indkomst. Med andre ord ville alle landets indbyggere modtage, som en ret, en indkomst på et relativt lav, men dog anstændigt niveau, der dækker deres grundlæggende behov. Dette ville tjene to formål. For det første ville det sikre alle et basalt velfærdsniveau meget mere effektivt end de eksisterende sociale ydelser – mennesker med et større behov, fordi de har børn, er handikappede eller hvad det nu måtte være, ville modtage en højere grundindkomst.

For det andet ville det at have en garanteret grundindkomst fjerne en stor del af presset på folk til acceptere et hvilket som helst job, der udbydes på arbejdsmarkedet. En af kapitalismens centrale forudsætninger – at arbejderne ikke har noget acceptabelt alternativ til lønarbejde – ville blive fjernet. Magtbalancen mellem arbejde og kapital ville ændre sig til fordel for arbejderne, uanset hvilken slags arbejdsgiver de har.

På det mere generelle plan er spørgsmålet om magt afgørende. En indlysende indvending mod en vision for forandring, som den jeg lige har skitseret, er hvordan man sikrer, at forandringens retning går henimod en demokratisk planøkonomi i stedet for tilbage til markedskapitalisme eller måske den form for statskapitalisme, der endte med at herske i Sovjetunionen. Den eneste garanti der tæller er, at de politiske magthåndtag er i hænderne på arbejderne selv.

Så længe staten har den form den har i dag – en bureaukratisk organiseret, hierarkisk række af apparater, hvis lederes interesser er uløseligt forbundet med kapitalens – kan ethvert fremskridt i samfundet kun være midlertidigt og skrøbeligt. Det er derfor, at den strategi med at ignorere staten, som Holloway og andre taler for, er så tåbelig. Hvis vi skal bevæge os imod en demokratisk planøkonomi, må den eksisterende stat konfronteres og nedbrydes.

Dette mål kan kun opnås gennem udviklingen af en anden form for magt, en magt der er baseret på arbejdernes og andre fattige menneskers selvorganisering, som udvikler sig ud af deres kampe mod kapitalen. Det 20. århundredes store revolutionære bevægelser bød på nogle glimt af denne magt – fra den russiske revolution 1917’s arbejder- og soldaterråd til arbejder-shora’erne under den iranske revolution 1978-9. Den selvorganisering, der blev fremvist af den folkelige bevægelse i Bolivia under oprørerne i oktober 2003 og maj-juni 2005 viser, at nutidens bevægelse også kan frembringe denne form for magt.

En demokratisk planøkonomi ville være et selvstyrende samfund, et samfund hvor direkte valgte arbejdsplads- og boligkvarterråd tog ansvaret for deres egne anliggender og stod i forbindelse med hinanden for at tage beslutninger om samfundet som helhed. Den centrale indsigt som Marx havde under Pariserkommunen i 1871 var, at sådanne organisationsformer ville udvikle sig før det nye samfund var blevet skabt, under processen hvor det gamle samfund bekæmpes.

Omvæltningen af kapitalen er i sig selv en proces. Det dilemma, som Albert forestiller sig, at et arbejderkooperativ står overfor i en markedsøkonomi, ville ethvert samfund, der var ved at begynde at indføre den demokratisk planlægnings principper i en verden, der stadig var behersket af kapitalismen, stå overfor. Det samme dilemma var skyld i forrådnelsen og senere undergang for den russiske revolution oktober 1917. Et gennembrud i én del af verden kan kun overleve ved at sprede sig og i stigende grad vælte kapitalens logik på globalt plan.

Det kan måske virke som hårde betingelser, men kapitalens globalisering har fremkaldt en globalisering af modstanden. Kampe i forskellige dele af verden smitter af på hinanden. Chiapas og Seattle gav genlyd på globalt plan. Den store kamp mod CPE i Frankrig har bidraget til at inspirere en studenterbevægelse i Grækenland, der lige har besejret den højreorienterede regering. Bevægelsen i Latinamerika er blevet et forbillede for alle dem, der bekæmper nyliberalismen.

Vi er stadig langt fra at vælte nyliberalismen blot i et enkelt land. Men den verdensomspændende modstand mod det uindskrænkede marked sætter ikke blot tanken om et alternativ til kapitalismen tilbage på dagsorden. Den hjælper også med at skabe de betingelser, hvorunder dette alternativ kan vinde.


Alex Callinicos er professor i europæiske studier på King’s College i London og forfatter til adskillige bøger, bl.a. Against the Third Way (2001), An Anti-Capitalist Manifesto (2002) og senest Resources of Critique (2006). Oversat af Lars Henrik Carlskov fra Socialist Review, juli 2006.

Socialisme - en politisk vision

AF ALEX CALLINICOS

Anti-kapitalistiske værdier
Implicit i anti-globaliseringsbevægelsens kritik af neoliberalismen er der, for mig at se, et engagement for fire
værdier – retfærdighed, effektivitet, demokrati og bæredygtighed.

- Retfærdighed forstås bedst som en forening af tre andre værdier: frihed, lighed og solidaritet: én udgave af et egalitært retfærdighedsprincip ville gå ud på, at alle har lige adgang til de ressourcer, de behøver for at leve det liv, de selv har grund til værdsætte.

- ”Effektivitet betyder ikke at spilde goder, selvom vi forfølger ønskværdige mål.” (Michael Albert)

- Demokrati er den værdi, der er central i bevægelsens kritik af de finansielle markeders diktatur: som bevægelsens praksis viser, betyder det et engagement for radikale former for selv-organisering og selvforvaltning.

- Bæredygtighed: Igen, vi kritiserer kapitalismen for dens ødelæggelse af miljøet og dens hensynsløse udtømning af begrænsede ressourcer. Implikationen er, at vi vil have et system, hvor hver generation efterlader jorden i mindst lige så god tilstand, som den fik den overdraget i.

Nu vil enhver form for kapitalisme systematisk gøre vold mod alle de fire værdier. Kapitalismen er et system med konkurrencepræget akkumulation baseret på udbytning af lønarbejde.

- Den ødelægger solidariteten, gør friheden til en formalitet og distribuerer rigdom og indkomst i de rige, magtfulde og heldiges favør.

- Den fejlfordeler systematisk menneskelige og materielle ressourcer – spilder dem ved at hellige dem til unyttige eller destruktive aktiviteter såsom ”forsvar” og ødelægger dem i stor målestok under økonomiske recessioner.

- Den koncentrerer økonomisk og politisk magt i hænderne på virksomheder og stater.

- Dens blinde profitjagt – en konsekvens af den på måde systemet drives frem af konkurrencebaseret akkumulation – har sat gang i processer af miljøødelæggelse, som i stigende grad truer en stor del af livet på denne planet.

Implikationen er, at når vi siger, at ”En anden verden er mulig”, må vi være på det rene med, at dette betyder en andens slags samfundssystem, baseret på en anden samfundsmæssig logik end kapitalismens. Delreformer – såsom regulering af finansielle markeder eller participative budgetter[i] – kan være værd at kæmpe for her og nu, men de må nødvendigvis ses som en del af en bredere serie af kampe rettet mod en systemisk transformation.

Det er en svaghed ved den nuværende bevægelse, at den ikke i tilstrækkelig grad har sat denne dagsorden og i stedet har foretrukket at fokusere på en helt igennem rimelig kritik af neoliberalismen og på fremsættelsen af specifikke krav. Dette fokus har hjulpet med at bringe en voksende, global bevægelse sammen. Men efter de sidste års fremskridt er bevægelsen tilstrækkelig moden til at diskutere alternativer til kapitalismen.

En af grundene til forsigtigheden med at stille forskellige alternativer op overfor hinanden, er den desillusionerende effekt af den (ikke længere) ”eksisterende socialisme”. Efter Sovjetunionens kollaps blev selve ideen om et moderne, progressivt alternativ til kapitalismen miskrediteret. Men det ville være en fejltagelse at overgive sig til denne stemning. Den nuværende bevægelse opstod ved at udfordre den neoliberale pensée unique[ii]. Vi har allerede overtrådt det herskende forbud mod alternativer. Lad os derfor begynde at tale om dem.

Den klassiske marxistiske socialismeopfattelse 
Jeg mener, at det alternativ, vi skal stræbe efter, er socialismen. Min grundlæggende opfattelse af socialismen er udledt af den klassiske marxistiske tradition fra Marx, Engels, Lenin, Trotskij, Luxemburg og Gramsci. Denne opfattelse har, i denne her sammenhæng, fire afgørende elementer:

1. Marx opfattede socialisme som selvbefrielses-proces – med den amerikanske marxist Hal Drapers ord som ”socialisme fra neden”, i modsætning til ”socialisme fra oven” (stalinisme og socialdemokrati).

2. I forlængelse heraf opfattede Marx socialistisk transformation som en ”revolution mod staten”: for ham var betegnelsen statssocialisme en selvmodsigelse.

3. Agenten for den socialistiske forandring var arbejderklassen: kun lønarbejderne, der bliver udbyttet af kapitalen, har både interessen i at forvandle samfundet og den kollektive kapacitet til at gøre det.

4. Institutionelt set indebar den socialistiske transformation en demontering af de eksisterende, bureaukratiske statsapparater og udskiftningen af dem med arbejdernes selvforvaltning. Der har været mange historiske glimt af sådan et regeringssystem: Pariserkommunen 1871, den spanske revolution 1936-37, den ungarske revolution 1956, arbejder-shora’erne under den iranske revolution 1978-79, Solidaritet i Polen 1980-81 – men det vigtigste blev leveret af de arbejder- og soldaterråd, der tog magten Rusland i oktober 1917.

Det er klart, at sådan en socialismeopfattelse er radikalt i strid med det, der fandtes i Sovjetunionen og Østeuropa og som i forskellige former lige akkurat overlever i Kina, Nordkorea og Cuba. Faktisk har vi i den Internationale Socialister-tradition, som jeg tilhører, altid betragtet disse samfund som forskellige varianter af bureaukratisk statskapitalisme, hvor den stalinistiske nomenklatura kollektivt udbyttede disse landes arbejderklasse på grundlæggende samme måde som vestlige kapitalister udbytter deres arbejdere. Fra den synsvinkel var de stalinistiske regimers kollaps 1989-91 ikke en kapitalistisk kontrarevolution, men en ”bevægelse sidelæns” (som Chris Harman formulerede det), fra én slags kapitalister til en anden.

Marx var kendt for, bortset fra nogle få prægnante bemærkninger, at afvise at sige noget detaljeret om, hvordan socialismen ville være. Jeg mener ikke, at denne afvisning er holdbar i dag. Efter stalinismens sammenbrud og i lyset af den meget indflydelsesrige liberale kritik af planlægning fra Friedrich von Hayek og andre, må vi være forberedte på at kunne tilbyde i det mindste en grovkornet skitse af et socialistisk samfund.

På samme tid er en af Marx’s grunde til at afvise at gå i detaljer stadig gyldig: intellektuelle foregribelser af det fremtidige samfund vil blive korrigeret og i høj grad forvandlet gennem den praktiske erfaring fra massekampe. Det bør man huske, når man overvejer alt det følgende.

Det følgende er et forsøg på at udvikle den socialismeopfattelse, der findes i den klassiske marxistiske tradition:

1. Socialisme ville, først og fremmest, være den radikale udvidelse af demokratiet gennem underordningen af de økonomiske processer under de samme demokratiske principper, som angiveligt skulle herske i det politiske liv.

2. På samme tid vil det være en uddybning af demokratiet – en udskiftning af den passive vælgermasse, som i stigende grad er uvillig til at vælge mellem mere eller mindre identiske politikere der oppasses af big business og medievirksomhederne, med et deltagerdemokrati, hvor magten er så decentraliseret som muligt og folk tager del i de beslutninger, som påvirker deres liv.

3. Institutionelt set ville det betyde en regering af selvstyrende føderationer af arbejder-, forbruger- og boligkvarterråd.

4. For at sådan et demokrati kan fungere, har alle brug for fri adgang til information og muligheden for at deltage i den offentlige debat: moderne informationsteknologi gør i princippet dette meget nemt, men i dag er den offentlige sfære domineret af medievirksomhederne.

5. Økonomisk set kræver dette demokrati samfundsmæssigt ejerskab af de fleste materielle, produktive ressourcer og (af den årsag, som er angivet i punkt 4 ovenover) massekommunikationsmidlerne.

6. Det ville også betyde et system med demokratisk planlægning, hvorigennem beslutninger om fordelingen af ressourcer bliver taget kollektivt.

7. Endelig vil indkomstdistributionen, så vidt muligt, være baseret på det princip, som Marx lånte fra Louis Blanc og hævdede ville herske i det fuldtudviklede kommunistiske samfund: ”Fra enhver efter evne, til enhver efter behov.”

Socialismens økonomi 
Selvom jeg her diskuterer socialismen som en politisk vision, vil jeg sige lidt om dens økonomiske dimensioner. Det er faktisk umuligt at adskille disse to: nutidens hovedindvending mod socialisme er, at den ikke økonomisk realisabel.

Først til punkt 5 ovenfor. Samfundsmæssigt ejerskab er en ting, som anti-globaliseringsbevægelsen ikke overvejer tilstrækkeligt. Tit foretrækker vi blot, at gøre modstand mod privatiseringen af offentlige virksomheder og tjenesteydelser uden at sige noget om andre ejendomssystemer.

Den anden side er ikke så spagfærdig: de forsvarer aggressivt den private ejendomsret og forsøger at gøre alt til en ”værdi”, som kan tilegnes privat og bruges som et redskab til spekulation og akkumulation. Vi må være tilsvarende offensive, og sige, at det er umuligt at have en økonomi med ægte selvforvaltning så længe, at rige individer og private virksomheder har evnen til at udelukke resten af os fra adgangen til de vigtigste materielle produktivressourcer.

Der er to vigtige pointer til punkt 5:

1. Statseje er som ejendomsform helt igennem forenelig med kapitalistisk udbytning, som vi har set i de stalinistisk samfund i øst, socialdemokratiske velfærdsstater i vesten, og udviklingsdiktaturer i syd: for at det kan blive ægte samfundsmæssig ejendom, har vi brug for at have demokratisk selvforvaltning fra arbejder-, forbruger- og boligkvarterråd.

2. Materielle produktivressourcer bør, i almindelighed, være samfundsmæssigt eje, men arbejdskraft bør ikke: individernes frihed til at vælge og ændre beskæftigelse er noget, som kapitalismen lover, men ikke er i stand til at realisere, men som ville være grundlæggende i et socialistisk samfund.

Punkt 6 – demokratisk planlægning – bliver i vide kredse afvist som utopisk. Alec Nove argumenterede i The Economics of Feasible Socialism (1983) for, at planlægning nødvendigvis er forbundet med et forsøg på at centralisere information og beslutningstagning allerøverst i samfundet i hænderne på nogle få planlægnings-bureaukrater, en proces som automatisk frembringer irrationalitet. Han opstillede dilemmaet: økonomisk koordinering kan kun være vertikal (bureaukratisk planlægning) eller horisontal (markedet); og hævede, at der ikke er noget tredje alternativ.[iii]

Men Nove tager tydeligvis fejl. I dette tilfælde er der en tredje vej (selvom det ikke er en som Tony Blair ville bryde sig om). Markedet betyder, at ressourcerne allokeres på grundlag af konkurrence mellem kapitaler, som drives frem af presset for at maksimere profitten. Men der kunne være en anden form for horisontal koordinering, hvor decentrale netværk af producenter og forbrugere demokratisk beslutter, hvordan ressourcerne skal allokeres og bruges for at imødekomme deres behov. Planlægning behøver med andre ord ikke at være oppefra-og-ned-proces.

Der findes endda et par modeller for, hvordan sådan en økonomi kunne være organiseret – Pat Devine kalder sin version ”forhandlings-koordinering” (Democracy and Economic Planning, 1988), mens Michael Albert har udviklet en model for ”deltagelsesplanlægning” (f.eks. Parecon, 2003). Der er vigtige ligheder mellem dem, men også forskelle. Det er nødvendig med mere diskussion af de respektive styrker og svagheder ved disse og andre modeller for koordinering uden marked for at forfine vores forståelse af, hvordan demokratisk planlægning kunne fungere.

En af de store fortjenester ved både Alberts og Devines modeller er, at de forudsætter, at den økonomiske beslutningstagning ligger hos selvstyrende producenter og forbrugere, som står i forbindelse med hinanden på kryds og tværs gennem koordinationsnetværk, frem for at gå igennem et planlægnings-”center”. I denne henseende realiserer de den tilskyndelse mod deltagelsesdemokrati, der gennemtrænger Marx’s forestilling om socialisme fra neden.

Endelig har jeg, i punkt 7, foreslået, at fordelingen skulle være baseret på det behovsprincip, som Marx tiltrådte i Kritik af Gotha-programmet som grundlaget for kommunismen. En nærmere bestemmelse af det ville være ved hjælp af det retfærdighedsprincip, hvorefter alle bør have lige adgang til de ressourcer, de har brug for at leve det liv, som de selv har grund til at værdsætte.

Denne slags princip er en normativ retfærdiggørelse for, hvordan samfundet bør fordele ressourcer og indkomst. Der er dermed spillerum for en diskussion på et mere konkret niveau, om hvordan man bedst institutionelt set realiserer sådan et princip. For eksempel argumenterer mange lighedsforkæmpere for en betingelsesløs ret til en grundindkomst uafhængigt af om, man bidrager produktivt. I modsætning hertil vil Albert kæde indkomst sammen med arbejdsindsats og foreslår den fordelingsmæssige retningslinie: ”aflønning i forhold til hver enkelt persons indsats eller personlige opofrelse.” Der kan med andre ord være forskellige strategier for at virkeliggøre det samme egalitære retfærdighedsprincip.

Virkeliggørelsen af vores værdier
På et mere generelt plan ser det for mig ud til at socialisme, i den her opfattelse, opfylder de værdier, som anti-globaliseringsbevægelsen er forbundet med:

- Individerne, som deler kontrollen over de produktive ressourcer, ville ikke længere få deres ret til den lige mængde af frihed knægtet ved at være tvunget af deres mangel på ejendom til at underkaste sig kapitalistisk udbytning.

- De ville ikke længere blive udsat for kapitalismens grundlæggende uretfærdighed, hvor en persons chancer i livet er forbundet med fødslens tilfældigheder eller markedets op- og nedture, og ville have en lige stor ret til samfundets ressourcer.

- Fordi det økonomiske liv ville være organiseret på grundlag af samarbejde og selvforvaltning, ville det på forudsætte og forstærke en værdi som solidaritet.

- Eftersom demokratisk planlægning gør producenter og forbrugere til deltagere i den økonomiske beslutningstagning, ville ressourcerne blive fordelt på grundlag af oplysninger om folks behov og produktionens muligheder: dette ville undgå det spild og misbrug af ressourcer, som (i virkeligheden) gør kapitalismen til sådan et ineffektivt system.

- Socialisme ville som et politisk og økonomisk system indebære en avanceret form for deltagelsesdemokrati, og dermed virkeliggøre det demokrati, som de liberale kapitalistiske samfund i teorien hylder, men i praksis træder under fode.

- Demokratisk planlægning ville sætte en stopper for den blinde flugt fremad, som den konkurrencebaserede akkumulations logik skubber kapitalismen ind i: den ville således tillade menneskeheden kollektivt at tage de drastiske skridt, som er nødvendige for at vende den proces med klimaforandringer, som kapitalismen har sat i gang; det ville også give os midlerne (under forudsætning af at vi er kloge nok til at benytte dem) til at undgå eller hurtigt at korrigere enhver menneskeskabt miljøødelæggelse i fremtiden.

Forskelle til andre opfattelser 
Hvordan er socialismen, som den er blevet præsenteret her, sammenlignet med andre alternative opfattelser?

- Da den er et systemisk alternativ til kapitalismen, adskiller den sig nødvendigvis fra enhver form for partielle alternativer – f.eks. participative budgetter. Sådanne foranstaltninger er måske ønskelige som demokratiske reformer, som gør det nuværende system mere beboeligt og i større grad underlagt kollektiv kontrol (selvom enhver af den slags foranstaltninger må undersøges kritisk for fordele og ulemper og i lyset af erfaringen). Men hele den anti-kapitalistiske kamps historie viser, at kapitalismen – særligt i perioder med et økonomisk boom såsom i 1950’erne og 1960’erne – midlertidigt kan tilpasse sig sådanne reformer, for blot i krisetider at forsøge at tilbagetrække sådanne indrømmelser som ubærlige byrder for konkurrenceevnen og profitabiliteten. Sådan er logikken bag de sidste 25 års neoliberale ”mod-reformation” i virkeligheden. Som PT opdagede langt før Lula blev valgt, vil de finansielle markeder knapt nok tolerere selv de mest beskedne reformer. Det er en af grundene til, at vi har brug for en systemisk transformation.

- Socialisme er også uforeneligt med ethvert forsøg på at erstatte kapitalismen, men beholde markedet. Siden Sovjetunionens sammenbrud er mange venstreintellektuelle blevet tilhængere af markedssocialisme, som forsøger at kombinere en form for samfundsmæssig eje med en markedsøkonomi (hvor ressourcerne allokeres på grundlag af konkurrence mellem selvstyrende, men gensidigt afhængige producenter). Men sådan et alternativ er grundlæggende fyldt med mangler. For det første bevarer det de fundamentale uretfærdigheder, som stammer fra markedets fordeling af ressourcer og indkomst: individernes chancer i livet er stadig afhængig af markedets blinde svingninger, og solidariteten bliver undermineret af kampen for konkurrencemæssige fordele. For det andet, så længe kontrollen over økonomien er spredt blandt konkurrerende producenter (selv hvis disse er arbejderkooperativer) vil der fortsat være et mægtigt pres for at genoprette et mindretalsherredømme over produktionen og en udbyttende arbejdsorganisering. Kapitalismens dårligdomme kan kun fjernes ved helt at skrotte markedsøkonomien.

- For at gentage, socialismen adskiller sig grundlæggende fra ”statssocialisme”, hvad enten der er tale om den stalinistiske eller socialdemokratiske slags. Det er et system baseret på deltagelsesdemokrati,hvor den økonomiske og politiske magt udøves af selvstyrende netværk af producent-, forbruger- og boligkvarterråd.

- Selv det kun er et implicit træk ved den ovenfor skitserede socialismeopfattelse, er det værd at skære ud i pap, at den her skitserede samfundsform kun kan realiseres i international målestok. Det er delvist af negative grunde: den historiske erfaring har fuldt ud bekræftet Marx’s intuition om, at ethvert enligt samfund, som brød med kapitalismen ville komme under et enormt og i sidste ende ubærligt økonomisk og militært pres for enten åbenlyst at vende tilbage til det kapitalistiske verdenssystem eller kraftigt imitere dette systems undertrykkende og udbyttende træk. Mere positivt, mange af menneskehedens problemer kan kun løses ordentligt på globalt plan: klimaændringer er blot det mest indlysende eksempel. Regeringen af selvstyrende råd bliver således nødt til så hurtigt som muligt at udbrede til sig til internationalt omfang. Det adskiller socialismen fra nogle af alternativer, som vidt og bredt fremføres i antiglobaliseringsbevægelsen – for eksempel ”deglobalisering” (Walden Bello) og ”lokalisering” (Colin Hines). Der er ingen grund til, at en befriet menneskehed skulle give afkald på adgang til ressourcer som er tilgængelige rundt omkring i verden, så længe denne adgang bliver retfærdigt fordelt og reguleret på demokratisk vis (som den naturligvis helt tydeligt ikke er, og ikke kan være, under kapitalismen).

- Sådan forstået er socialismen, måske overraskende, temmelig lig visse udgaver af anarkisme. Albert kalder sin ”parecon” (participativ økonomi) eller participativ planlægning, som for mig at se er ét muligt bud på en økonomisk model under socialismen, for ”grundlæggende en anarkistisk økonomisk vision”. Men i virkeligheden burde dette ikke være overraskende: Marx opfattede trods alt kommunismen som et samfund uden klasser eller stat. Hans store uoverensstemmelse med Bakunin og andre anarkister handlede om, hvordan man opnår sådan et samfund.

Strategi
Det er selvfølgelig én million kroners spørgsmålet. Det er også et stort spørgsmål i sig selv. Nogle få pointer:

- Socialismen, som jeg har skitseret den her, er klart uforenelig med reformisme som politisk strategi. Reformer, der gør livet under kapitalismen mere udholdeligt, er værd at kæmpe for, men vi har brug for et andet system.

- Ikke nok med det, ethvert forsøg på at opnå socialisme – eller i virkeligheden ethvert andet alternativt system – ville blive nødt til at konfrontere de store økonomiske, militære og politiske magtkoncentrationer, som karakteriserer kapitalismen i dens nuværende form. Carabinieri’ernes[iv] vold i Genova leverede et nyt glimt af en gammel sandhed – at enhver systemoverskridende bevægelse ville blive nødt til at konfrontere den voldelige modstand fra forsvarerne af den eksisterende orden.

- Det stiller enhver, der søger at opnå et samfund baseret på selvstyrende rådsdemokrati overfor følgende dilemma: hvordan kombinerer man de selvorganiserede sociale aktørers spredte demokratiske energi, som både er essentiel i at overvinde den kapitalistiske modstand og et varsel om det nye samfund, med det strategiske fokus og den centraliserede koordination, som er nødvendig for at koncentrere kræfterne for forandring, hvor de er mest effektive?

- Dette dilemma stilles særligt skarpt op i dag på grund af de decentraliserede og libertære organisationsformer – netværket af netværk – som er kendetegnende for den nuværende bevægelse. Der har været en måske naturlig tendens til simpelthen at hylde spredning og opdeling, og at behandle disse kvaliteter ved bevægelsen som om de nærmest er tilstrækkelige i sig selv. Men de udfordringer, som bevægelsen har mødt siden Genova og 11. september – hvor vi er blevet nødt til at begynde at konfrontere både de indenrigs- og udenrigspolitiske udtryk for statsvold, viser, at det er ikke tilstrækkeligt, og at diskussioner og slid må sættes ind for at tilbyde bevægelsen en strategisk retning.

- Det meget omdiskuterede spørgsmål om forholdet mellem de politiske partier og de sociale bevægelser er tæt forbundet til dette dilemma. Der har været en negativ reaktion fra både den mere reformistiske og den mere autonome fløj af bevægelsen på tilstedeværelsen af partier fra den radikale venstrefløj ved European Social Forum i Firenze. Men partier, der har en ægte loyalitet overfor bevægelsen og som ikke forsøger at erstatte den med sig selv, kan spille en positiv rolle, netop på grund af deres generaliserende natur, er de veludrustede til at tage livtag med brede spørgsmål som program og strategi (selvom de naturligvis vil gøre dette side om side med de mange individuelle og kollektive aktører, der - af praktiske eller principielle grunde - vælger af arbejde udenfor partierne.

Uanset hvad vil de nødvendige spændinger mellem decentralistiske og centralistiske organisationsformer ikke forsvinde. Heller ikke partierne – forstået som mere eller mindre organiserede strømninger, som legemliggør bestemte ideologier, programmer og strategier, uanset om de eksplicit kalder sig for partier eller ej. Det vi bliver nødt til at gøre, er at udforske vores forskelle – og også den ofte forbløffende grad af enighed vi har – i håbet om at opnå den størst mulige enighed om et alternativ, som vil realisere de værdier, som ligger til grund for denne bevægelse og endelig skaffe verden af med kapitalismens barbari og uretfærdighed.

Alex Callinicos er professor ved Department of Politics på University of York og ledende medlem af Socialist Workers Party (SWP). Baseret på oplæg holdt på World Social Forum 2003. Oversat af Lars Henrik Carlskov fra http://www.zmag.org/callinicospol.htm. Bragt i Tidsskriftet Solidaritet, nr. 3, 2005.

[i] Participative budgetter: Det mest kendte eksempel på participative budgetter stammer fra Porto Alegre i Brasilien, hvor man under Arbejderpartiets (PT) styre har eksperimenteret med denne form for deltagerdemokrati, hvor befolkningen på en række møder i deres lokalområde kan opstille deres behov og prioriteter i forhold til fordelingen af det kommunale budget, o.a. 

[ii] Betyder omtrent ”den enerådende ideologi”, o.a. 

[iii] Der kan faktisk stilles spørgsmålstegn ved, om det overhovedet er korrekt at beskrive den økonomiske koordinering under stalinismen som ”planlægning”, da de økonomiske prioritering i USSR for eksempel ikke blev truffet på autonom vis, men snarere blev dikteret af behovet for at opbygge en sværindustri som var i stand til at følge militært med Vesten. I denne forstand var stalinismens særlige dårligdomme en særlig udgave af den globale irrationalitet ved et verdenssystem, der drives af økonomisk og geopolitisk konkurrence.

 [iv] Italiensk paramilitært korps, o.a.