Ministerier afsløret i racistisk propaganda

Fra samfundstoppen spredes dæmoniserende påstande om borgere med såkaldt ”ikke-vestlig baggrund”.

Af Lars Henrik Carlskov

Bl.a. fra ministerierne. F.eks. Finansministeriets rapport om udgifter til ikke-vestlige ”indvandrere” og ”efterkommere”. Der skulle give 33 mia. kr. i underskud årligt, mens ”danskere” gav overskud på 56 mia. kr.. Men kun ved at vælge året 2014, hvor fremrykket beskatning af kapitalpensioner betød ekstraordinær indtægt på 75 mia. kr. fra skat på udbetalinger. Uden dette gav også ”danskerne” underskud (17 mia. kr.). Og større udgifter til ”indvandrere” og ”efterkommere” skyldes bl.a. disses større andel af børn og unge, som derfor endnu ikke betaler skat.

F.eks. også Udlændinge- og integrationsministeriets og Undervisningsministeriets rapport om, at såkaldte ”3. generationsindvandrere” ikke klarer sig bedre end generationen før. Men der var social slagside, bl.a. var danskgifte fjernet fra gruppen af ”3. generationsindvandrere”, som også havde oprindelse i andre lande end de to generationer før. Danmarks Statistik havde advaret om ”væsentlige metodiske fejlslutninger”.

Nu hævder en rapport fra Økonomi- og Indenrigsministeriet, at 76.400 personer i landet bor i parallelsamfund. Efter kriterier som beskæftigelse, børn uden for dagtilbud og beboerandel med ”ikke-vestlig baggrund”. Men med professor Hans Skifter Andersen fra AAU's ord, har dette intet at gøre med ”parallelsamfund”: ”Når man bruger begrebet parallelsamfund, er det under den forudsætning, at beboerne er søgt sammen for bevidst at isolere sig uden for samfundet. Og det er der ingen evidens for er tilfældet” (Altinget 11/4). Som det fremgår kræver leveringen af ideologisk skyts til Løkkes og Støjbergs statsracisme grov talmanipulation.

Dansk Folkepartis fupopgør med eliten

Kristian Thulesen Dahl og hans tropper elsker at fremstille sig som i opposition til eliten, hvis interesser de tjener og selv er en del af.

Af Lars Henrik Carlskov

Netop pga. medlemskab af elitens eksklusive klub overdænger Kongehuset DF-toppen med ordener. F.eks. Thulesen Dahls ”ridder af 1. grad af Dannebrogordenen”, gruppeformand Peter Skaarups ”ridder af Dannebrogordenen” og ”ridder af Dannebrogordenen af 1. grad” og Pia Kjærsgaards ”ridder af Dannebrogordenen”, ”ridder af 1. grad af Dannebrogordenen”, ”kommandørkorset af Dannebrogordenen” og ”kommandør af 1. grad af Dannebrogordenen”.

Eliteinteresser ligger også bag, at A.P. Møller-Mærsk siden 1998 har foræret millioner af kr. til partiet. Der til gengæld konsekvent har stemt for skattelettelser til de store koncerner, millionærer og milliardærer. F.eks. blev olie- og gasmillionerne fra A.P. Møller-Mærsk i 2017 vekslet til DF-støtte til seneste aftale om Nordsø-rigdommene med skatterabat på 5 mia. kr. til Mærsk og resten af Dansk Undergrunds Consortium.

DF-toppen rager til sig
Imens lever DF-toppen et liv i sus og dus. Thulesen Dahl scorer som folketingsmedlem og partiformand over 1 mio. kr. om året. DF's Mikkel Dencker indkasserer også mere end 1 mio. kr. årligt som folketingsmedlem og viceborgmester i Hvidovre. Hele 17 af 22 politikere, der benytter sig af finten med løn fra både Folketinget og byråd, er DF'ere.

Som folketingsformand skovler Pia Kjærsgaard 3 mio. kr. ind om året. Plus fryns som luksuslejlighed, fri bil med chauffør og fornemt kontor. Samtidig har ægtefællen Henrik Thorup raget en række fede politiske ”ben” til sig, der indbringer over 1 mio. kr. årligt. Så er der også råd til både villaen i mondæne Gentofte og sommerhus på den græske ø Santorini med tårnhøje kvadratmeterpriser.

Mens de fjerner din velfærd
I 2010 lovede Thulesen Dahl ”under ingen omstændigheder [at] støtte reformer, der skærer i efterlønnen eller sænker dagpengeperioden”. Hvorefter DF stemte for begge dele. Og i 2015 ville han ”gøre det helt krystalklart, at vi ikke er med på at skære i folks ydelser” såsom "førtidspensionen, kontanthjælpen, dagpengene og så videre." Og forsikrede i både DR's partilederrunde og kandidattest om sin modstand mod kontanthjælpsloftet. Igen stemte DF bagefter for.

I 2015 kom det frem, at DF havde stemt for i 57 ud af 66 kommuner med nedskæring i udgift pr. ældre de foregående fire år. Året efter viste det sig, at partiet havde lagt stemmer til i 24 ud af 29 kommuner med besparelser på ældre i seneste budgetforlig. Under Thorning-regeringen 2012-2015 faldt kommunernes udgifter pr. borger over 65 år med 9,2 %. Endnu værre var dog 11,8 %-nedskæringen i foregående treårsperiode med DF som VK-regeringens støtteparti. Rundbarberingen fortsætter bl.a. med støtte til seneste finanslov og dens udgiftsloft, hvor kommunerne får 500 mio. mindre pr. år til bl.a. ældre, daginstitutioner og skoler.

Og udsulter "Udkantsdanmark"
Også det, der nedladende kaldes "Udkantsdanmark", rammes brutalt af DF's sparekniv. Siden VK-regeringens strukturreforms kommunesammenlægninger i 2007 (som Lars Løkke Rasmussen som indenrigs- og sundhedsminister stod i spidsen for og DF sikrede flertal for) er 20 (eller næsten hver fjerde) sygehuse lukket. Ligesom 400 skoler, 800 daginstitutioner og 100 biblioteker.

I samme periode er andelen af svage ældre, der modtager hjemmehjælp faldet fra 43 % til 25 %. Med direktør i Ældre Sagen Bjarne Hastrups ord: ”Kommunalreformen åbnede op for den største nedskæring i den danske velfærdsstat siden anden verdenskrig”. Konklusionen er derfor klar: Din velfærd trues ikke af muslimer, romaer eller østeuropæiske arbejdere, men af Dansk Folkeparti og den øvrige politisk-økonomiske elite.

"Reformer" koster titusinder dagpengene

AF LARS HENRIK CARLSKOV

I 2010 forkortede et flertal bestående af Venstre, Konservative, Radikale og Dansk Folkeparti dagpengeperioden fra fire til to år og fordoblede genoptjeningsperioden fra seks måned til et år. En ny analyse fra 3F viser, at siden 2013, hvor aftalen trådte i kraft, har 82.553 personer, eller i snit 1.720 om måneden, mistet dagpengene. I 2016 skete det for 12.287 personer. Før forringelserne i 2010 skete det årligt for 1.000-2.000 mennesker, og Finansministeriet hævdede, at tallet fremover ville blive 2.000-4.000. I modsætning dertil var dagpengeperioden frem til 1993 ubegrænset, hvorefter den nedsattes til syv år.

Nu igen: Medier og politikere amok i roma-hetz

Mens milliarderne fosser i skattely, ønsker magthaverne fokus på flaskesamlere.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

”Jøderne har magtet at sætte et nyt lavmål for, hvor uciviliseret man kan opføre sig. Jeg vil gøre alt for at stoppe jøde-besættelsen. Det er på tide, at vi sætter ordentligt ind mod jøde-plagen. Et jøde-opgør er uundgåeligt.” Et udpluk af udtalelser fra Venstres udlændingeordfører Marcus Knuth, hvis man udskifter ”roma” med ”jøde”.

Også romaerne blev under 2. verdenskrig udsat for et folkemord af nazismen, der udryddede mellem 250.000 og 1,5 millioner af dem. Herhjemme afvistes de ved grænsen og endte i kz-lejr. Racisme mod jøder regnes heldigvis ikke længere for acceptabelt i den offentlige debat. Det modsatte er desværre tilfældet, hvad angår romaer.

Det viser ikke kun førnævnte Knuths retorik, men også den hos andre ledende politikere og mainstream-medierne, som har stået i kø for at hælde benzin på roma-hadets bål. For at ”løse” påståede problemer med (et mindretal af) roma-hjemløse har regeringen samt DF og S indført 14 dages ubetinget fængsel for tiggeri. Inspireret deraf har et nazistisk tæskehold været på ”roma-jagt”.

Men som forskere og hjælpeorganisationer påpeger, er der tale om et fattigdomsproblem, som ikke løses med bøder og fængsel. Udover fattigdom, kommer hjemløse romaer til Danmark, fordi de også i deres hjemland rammes af systematisk diskrimination. Derfor holder mange velfungerende romaer i Danmark og andre lande ofte deres roma-baggrund skjult. Og mens medier og politikere – igen - spreder gift mod en forfulgt etnisk minoritet, griner overklassen hele vejen til skattely.

Støjberg i rigsvåbenet

”Med Støjberg på menneskejagt i Middelhavet” lyder en overskrift i Berlingske 11. marts.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Fra et fly tilhørende EU’s grænsepoliti Frontex deltog ministeren nemlig forleden i jagten på flygtninge og migranter, mens de i usikre og overproppede både forsøger at krydse Middelhavet. Her druknede ca. 4.500 af dem sidste år.

”Vi står i et skæbneår for Europa og selvsagt også for Danmark i forhold til at få løst den her problematik”, forklarede Støjberg til samme avis 8. marts og tilføjede: ” Og derfor er det vigtigt for mig at se den udvikling, som foregår lige i øjeblikket, med mine egne øjne”.

Særlig mishag vækker det hos ministeren, at ”mange af migranterne ganske enkelt tror, at de kan få lov til at opholde sig i Europa og skabe sig et bedre liv her”, og hun er derfor klar med løsningen: ”Vi skal simpelthen have informeret dem om, hvad det egentlig indebærer at komme til Europa, og at de jo aldrig nogensinde vil få lov til at opholde sig her, og at de bliver sendt hjem igen.”

Nu, hvor ministeren er blevet indsat i frontlinjen i bekrigelsen af de formastelige, der ”tror, at de kan få lov til at opholde sig i Europa og skabe sig et bedre liv”, må det være på sin plads med en opdatering af den gamle nationalsang:

Hendes Værge hamrede saa fast,
At Gothens Hielm og Hierne brast.
Da sank hvert fiendtligt Speil og Mast
I Røg og Damp.
Flye, skreg de, flye, hvad flygte kan!
Hvo staaer for Danmarks Inger
I Kamp?

Også Johannes V. Jensens digt ”Tilegnelse” kunne med en enkelt ændring til ”vildkvinden” være skrevet om Støjberg:

Jeg kommer ud fra skovene.
Kender I min kølle!
Vid, jeg er vildkvinden
i det danske våben!

Jeg bringer fra blå bølger
havets barbariske hjerte.
Jeg sætter det til symbol
i feltet med springende løver.

Her står jeg ved skjoldet.
Jeg vil slå fornægteren.
Jeg vil bekræfte de raske
i retten til riget.

Mon ikke Folketinget inden længe vedtager at tilføje Støjberg til de to
køllebevæbnede vildmænd, som allerede findes i rigsvåbenet?

Hvad byrådsfatter gør, er altid det rigtige

Indlæg i Århus Stiftstidende: "De to mænd, byrådsbrødrene Gert Bjerregaard og Hans Skou fra Venstre, vil bekæmpe påstået mandlig muslimsk tvang mod kvinder ved at erstatte den med anden mandlig tvang mod kvinder - deres egen...

Alligevel er det, som om d'herrers faderlige omsorg ikke værdsættes. Heller ikke den ikke mindre faderligt beskyttende favn hos de 17 andre byrådsmænd, som vil sikre, at kvinderne kan svømme frit ved at forbyde kvindernes svømning.

Kvinderne demonstrerer, skriver læserbreve, arrangerer offentlige møder og virker i det hele taget sært utaknemmelige over, at det mandlige byrådsflertal allerede har defineret kvindernes undertrykkelse for dem."

Guide til Trumps rædselskabinet

Trumps udnævnelser afslører hans løfte om opgør med eliterne i Washington og på Wall Street som en grotesk løgn.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

De 17 personer, den nyvalgte amerikanske præsident Donald Trump i midten af december havde nomineret til de centrale regeringsposter, har iflg. business-mediet Quartz en samlet formue på 66,5 milliarder kr. Det gør dem rigere end de fattigste 43 millioner husstande i USA tilsammen, og Trumps regering til den klart rigeste i amerikansk historie.

Som ”chefstrateg” og toprådgiver har Trump udnævnt Stephen Bannon fra mediet Breitbart News, der har tråde til den yderste racistiske og nazistiske højrefløj. Tidligere Ku Klux Klan-leder David Duke har kaldt denne udnævnelse ”en glimrende nyhed”. Som mange andre Trump-folk har Bannon desuden en fortid hos banken Goldman Sachs, hvilket bl.a. også gælder finansminister Steven Mnuchin.

Justitsminister Jeff Sessions er kendt som hardcore bekæmper af lovgivning mod diskrimination af sorte amerikanere og andre minoriteter og fik i 1986 sin udnævnelse til forbundsdommer blokeret pga. racistiske udtalelser. Forsvarsminister James Mattis stod som chef for marinekorpset i spidsen for USA's for drab på tusinder af civile og andre krigsforbrydelser under belejringen af Fallujah i Irak i 2004. National sikkerhedsrådgiver Mike Flynn har kaldt muslimer en ”ondartet kræftsygdom” og frygt for dem ”rationel”.

Vicepræsident Mike Pence har som guvernør forsøgt at fjerne offentlig tilskud til organisationer, der hjælper kvinder med prævention og fri abort, gennemført en lov om tvungen begravelse af abort-fostre og støttet en lov, der giver arbejdsgivere ret til at diskriminere bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner.

Udenrigsminister Rex Tillerson fra oliegiganten ExxonMobil er såkaldt "klimaskeptiker", hvilket bl.a. også gælder miljøminister Scott Pruitt – og Trump selv. Dette var blot et lille udvalg af Trumps rædselskabinet, som Danmark iflg. Lars Løkke Rasmussen står "skulder til skulder" med.

Kamp mod islamofobiske politikere i Aarhus

Et samlet byråd (minus R+EL) i Aarhus vil forbyde tre timers ugentlig kønsopdelt svømning i Gellerupbadet.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Det er klokkeklar diskrimination med lovgivning, der primært rammer en bestemt etnisk og religiøs gruppe - her muslimer. Byrådsflertallet henviser bl.a. til TV2's mistænkeliggørende og stærkt kritiserede "dokumentar" ved navn "Moskeerne bag sløret". Præmissen var her, at dårlig integration skyldes nogle imamer, ikke f.eks. hetz og diskrimination, manglende jobs, dårlige boligforhold osv.

Det pågældende svømmetilbud optræder tilmed slet ikke i TV2's tendentiøse "dokumentar". Alligevel henviser byrådsflertallet, inkl. S-SF, flittigt til den. F.eks. har Gert Bjerregaard (V) om en undersøgelse, der viser, at svømningen er kvindernes eget valg sagt, at ”[é]t er, hvad man siger for rullende kameraer, noget andet er, hvad der sker i det skjulte. Det lærte vi af dokumentaren ”Moskéerne bag sløret”...”.

Altså den klassiske islamofobiske stereotyp om, at ”muslimer taler med to tunger.” Desuden opererer forbudspolitikerne med kollektiv skyld ved at bruge enkelte muslimers (her nogle imamers) endda delvist fiktive handlinger til at mistænkeliggøre alle foreninger i Gellerup. Er alle Venstre-folk også under mistanke, fordi Løkke og andre V-politikere fusker med bilag? Det er selvsagt også sexistisk, når et primært mandligt byrådsflertal som her vil diktere, hvordan kvinder svømmer og klæder sig. To Venstre-mænd har stillet forslaget, og 19 ud af 25 af dets tilhængere i byrådet er mænd.

En meningsmåling viser, at 56,9 % af byens borgere ”i mindre grad eller slet ikke” er enige med byrådet i denne sag, mens kun 37,3 % ”i høj grad eller nogen grad” er enige. Desuden har aktivistgruppen ”Kvindesvømningens Venner i Gellerupbadet” indsamlet omkring 3.000 underskrifter mod forbuddet samt demonstreret, lavet gadefremstød og holdt flere offentlige møder. 18. januar skal byrådet stemme om forbuddet. Uanset udfaldet fortsætter kampen dog.

Farvel og utak til VKO

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Ved folketingsvalget 15. september har vi muligheden for at smide Danmarks mest højreorienterede regering i syv årtier på den politiske losseplads. Ikke siden Venstre-regeringen 1926-1929 under ledelse af godsejeren Thomas Madsen-Mygdal har det parlamentariske flertal her i landet befundet sig så langt til højre i det politiske spektrum.

Anders Fogh Rasmussen indledte sin tid i statsministerembedet med at proklamere et ”opgør med klassekampen”. Han og efterfølgeren Lars Løkke Rasmussen har gennem deres politik selv leveret det bedste dementi af den påstand. Millionærerne, milliardærerne og de store virksomheder er blevet forgyldt med store skattelettelser. Imens er uligheden og fattigdommen eksploderet. Vel at mærke før vi har set konsekvenserne af sidste års halvering af dagpengeperioden og beskæring af børnechecken samt den nye 2020-plans afskaffelse af efterlønnen og fjernelse af SU'en for hjemmeboende og studerende, der ikke gennemfører uddannelsen på normeret på tid.

Den borgerlige klassekamp har ramt de etniske minoriteter ekstra hårdt. Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti (VKO) har indført en særlig lav, fattigdomsfremkaldende ydelse ved navn ”starthjælp” for arbejdsløse flygtninge og indvandrere. Den berygtede 24-års regel ved familiesammenføring, senere afløst af det såkaldte ”pointsystem”, er et andet af VKO's mere diskriminerende påfund. Den konstante mistænkeliggørelse og forhånelse af muslimer og deres religion fremkaldte efter Jyllands-Postens Muhammed-karikaturer en international krise, hvor Danmark blev et symbol på statsracisme og systematiseret diskrimination.

I de 10 år Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti har været ved magten, har Danmark ført krig i hele tre forskellige lande. Løgnen om masseødelæggelsesvåben førte i Irak til mere end én million døde og torturscenerne i Abu Ghraib. I Afghanistan er situationen i dag værre end under Taliban, hvis man f.eks. spørger menneskerettighedsaktivisten Malalai Joya og kvindeorganisationen RAWA. Under påskud af menneskerettigheder bomber danske F16-fly nu Libyen, selv om udenrigsminister Lene Espersen så sent som sidste år godkendte salg af militærudstyr til Gaddafi-regimet. Det var næppe heller af hensyn til befolkningen i Bahrain, at regeringen tidligere i år lod Dronning Margrethe overrække en orden til den lokale diktator.

Vi kunne fortsætte med at opremse VKO's politik i forhold til den økonomiske krise, klimaet, uddannelse, sundhed osv. osv. Men alene det allerede nævnte burde være rigelig med grund til, hvorfor det er tid til at sige farvel, men bestemt ikke tak, til VKO.

Giv ferie til nogle andre!

AF LARS HENRIK CARLSKOV

I intet af regeringens mange ministerier trives de højtsvævende og banebrydende visioner bedre end i det, som meget passende er blevet døbt ”Videnskabsministeriet”. I spidsen for dette ministerium har regeringen sat unikt innovative og dynamiske personligheder som først Helge Sander og senest Charlotte Sahl-Madsen; to ministre, hvis skyhøje personlige kvalifikationer må være helt åbenlyse, hvis man kender disse kvalifikationer (og muligvis findes der et eller andet sted faktisk nogen, der gør det).

Det var f.eks. føromtalte Helge Sander, der lancerede det legendariske slogan om, at universiteterne skulle forkorte vejen ”fra forskning til faktura”. Oversat fra Sanders særegne herningensiske uldkræmmer-prosa til normaldansk betød dette reklameslogan, at universiteterne skulle målrettes efter det private erhvervslivs ønsker og udsigt til kortsigtet profit, hvilket da også er sket. Og som et vellykket ejer- eller generationsskifte i en købmandsbutik, har Charlotte Sahl-Madsen videreført denne politik, siden hun overtog posten som videnskabsminister.

En politik det tager århundreder at forstå
Chou En-lai, en af Mao Tse-tungs ledende ministre, blev efter sigende engang spurgt, hvordan han vurderede betydningen af den franske revolutionen i 1789, hvortil han angiveligt svarede, at ”det er for tidligt at sige”. På samme måde vil vi almindelige mennesker sikkert først om flere århundreder blot tilnærmelsesvist forstå det fulde omfang af de storstilede planer og initiativer, der i vor egen tid udgår fra Videnskabsministeriet, og vi må derfor nok overlade det til langt senere generationer at bedømme disse initiativer og planers verdenshistoriske betydning.

Der findes dog mennesker, der hævder allerede nu at kunne skimte, i hvert fald i det små og brudstykkevist, konturerne af nogle af de mere umiddelbare konsekvenser af regeringens kulturrevolution på universiteterne. Hvor besynderlig det end kan lyde, findes der således blandt masserne af studerende og universitets-ansatte flere oppositionelle grupper, som ikke deler begejstringen for den parole om ”fra forskning til faktura”, de ellers har fået udstukket af den politiske avantgarde i Videnskabsministeriet.

En ferie der aldrig slutter
Til disse regime-kritiske elementer hører f.eks. de studerende på Københavns Universitet, som på det seneste har lavet flere blokader af deres egne institutter - og det endda med opbakning fra de ansatte. De undrer sig bl.a. over, at ”uddannelse og forskning i verdensklasse”, en anden af regeringens paroler beregnet på folkemasserne, indebærer færre undervisningstimer og kortere semestre. Ved at sige nej til dette, siger de således også nej til længere ferie. Til gengæld kan du være nogenlunde sikker på, at de gerne vil give ferie til nogle helt andre, nemlig regeringen – og helst en ferie, der varer så længe som muligt og aldrig slutter. 

Bragt i Socialistisk Arbejderavis nr. 308, 8. april 2008.

Rød-brun demo bør være en lærestreg for venstrefløjen

AF LARS HENRIK CARLSKOV 

Fredag eftermiddag oplevede vi desværre atter det tåkrummende syn af fremtrædende repræsentanter for Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten stående skulder ved skulder med racistiske politikere og erklærede nazister i en demonstration mod den islamistiske organisation Hizb-ut-Tahrir. Velkendte islamofober som Karen Jespersen og Farshad Kholghi var inviteret som talere, og ud over repræsentanter fra venstrefløjen mødte intet mindre end otte ministre op, foruden naturligvis delegationer fra højreradikale grupper som Danmarks Nationale Front og SIAD. Så der blev både heilet og råbt perker ved demonstrationen.

På forhånd havde det vakt voldsom opstandelse, at Hizb-ut-Tahrir i invitationen til arrangementet i Den Sorte Diamant afbilledede en kiste svøbt i dannebrog og forklarede, at mødet ville:

”...sætte fokus på pligten til væbnet modstand for muslimerne i Afghanistan og omegn. Vi anser denne modstand som fuldt ud legitim. I den sammenhæng vil myndighedernes forsøg på at kriminalisere eller intimidere enhver krigsmodstander også blive belyst.”

Dette resulterede som bekendt i, at kulturminister Per Stig Møller forsøgte at forhindre afholdelsen af mødet samt, at justitsminister Lars Barfoed, på opfordring fra De Radikale og SF, bad rigsadvokaten om igen at undersøge muligheden for at forbyde organisationen. Lars Barfoed forklarede endvidere, at det falder uden for ytringsfrihedens rammer at beskrive afghanernes væbnede modstand mod NATO's besættelse som legitim.

Hvis vi skal følge den særegne Barfoed'ske logik, bør det således også være strafbart, som f.eks. den fremtrædende amerikanske jurist Marjorie Cohn har gjort det, at betegne NATO's krig som ”ulovlig”, idet det indebærer, at afghanernes modstand, voldelig såvel som ikke-voldelig, er lovlig. Til kategorien af strafbare handlinger hører det dermed også at citere FN-charterets artikel 51 og FN-resolution 42/159, der begge fastslår retten til at gøre oprør mod en besættelse.

Selvom justitsministeren, tilmed assisteret af De Radikale og SF, vil bruge domstolene til at forhindre udbredelsen af sådanne ytringer, må det være på sin plads at understrege, at retten til modstand mod besættelse og undertrykkende regimer ikke er afhængig af en juridisk forhåndsgodkendelse. Tværtimod vil magthaverne oftest stemple legitim modstand som ”terrorisme”, på samme måde som den danske modstandsbevægelse oplevede det under 2. verdenskrig og som det efterfølgende er sket for nationale befrielsesbevægelser lige fra Algeriet og Vietnam til Sydafrika og Palæstina. Nøjagtig det samme er tilfældet i Afghanistan i dag, på trods af, at selv amerikanske efterretningsrapporter vurderer, at blot omkring 10 % af oprørerne tilhører grupper som Taliban og al-Qaeda.

Fremmer racisternes og krigstilhængernes agenda
Det er pinligt nok i sig selv at se dele af venstrefløjen demonstrere side om side med borgerlige ministre og højreradikale grupper. Men pinligheden bliver bestemt ikke mindre af, at arrangørerne havde opfordret til at medbringe dannebrogsflag og gule ”Støt vore soldater”-sløjfer. Venstrefløjen forsyner således ikke blot racisme og nationalisme med et skær af respektabilitet, men lader sig tilmed indrullere i støtten til den danske krigsførelse.

For netop det påståede hensyn til de udsendte soldater dominerer debatten om den danske krigsdeltagelse og bruges af krigstilhængerne til at forsøge at lukke på munden på kritikkerne, samtidig med, at "fjenden" i Afghanistan frakendes enhver form for legitimitet. De betragtes, for nu at bruge Bush-regeringens betegnelse, som "illegale kombattanter. Hvis politikerne virkelig bekymrer sig om de udsendte soldater, bør de straks trække dem hjem og sikre, at de får den nødvendige hjælp i overgangen til et civilt liv. Ansvaret for eventuelle drab på danske soldater hviler således på de politikere, der har sendt dem i krig for at tjene NATO's geopolitiske interesser.


Betyder alt dette, at venstrefløjen aldrig kan demonstrere mod Hizb-ut-Tahrir? Nej, det ville være lige så tåbeligt som på forhånd at fraskrive sig retten til at demonstrere mod en hvilken som helst anden organisation. Men i en situation, hvor organisationen er komplet marginaliseret og det politiske klima er så betændt, at Danmark er blevet indehaver af Europas strammeste udlændingepolitik og et internationalt symbol på racistisk hetz og diskrimination, flyder sådanne demonstrationer uvægerligt sammen med den generelle fremmedfjendskhed.

Det er således ingen tilfældighed, at et flertal af landets muslimer, trods deres uvilje mod Hizb-ut-Tahrir, ikke brød sig om Villy Søvndals skrid-ad-helvede-til-retorik. Lige så lidt er det tilfældigt, at formanden for soldaterveteranforeningen De Blå Baretter uden at møde den mindste kritik kunne kræve Hizb-ut-Tahrirs medlemmer arresteret med den begrundelse, at i ”alle andre krige har man interneret fjender af nationen”. Med andre ord: Oprettelsen af en form for koncentrationslejre som f.eks. under 2. verdenskrig, hvor danske kommunister blev interneret i Horserødlejren og hvor amerikanere med tysk, italiensk eller japansk baggrund i USA blev interneret i lejre. Når sådan et krav kan passere uden at møde en storm af protester, siger det alt om, hvilken reaktionær dagsorden venstrefløjen fremmer ved at tilslutte sig hylekoret mod Hizb-ut-Tahrir. 

Fascisme?
Men er Hizb-ut-Tahrir da ikke en fascistisk organisation, som vi i lighed med andre højreradikale grupper bør demonstrere imod? Er partiet f.eks. ikke imod demokrati og kvinders og homoseksuelles rettigheder? Sådan lyder en populær indvending på venstrefløjen. Desværre lider dette argument under en helt igennem borgerlig fascisme-forståelse, der udspringer af den primitive totalitarisme-teori, hvor man finder nogle enkelte fællestræk mellem forskellige ideologier og bevægelser (som f.eks. nazismen, kommunismen og islamismen) og på baggrund deraf konkluderer, at der grundlæggende er tale om ét og samme fænomen.

Ud fra en lignende logik kunne man således beskrive 1950'ernes USA som et fascistisk samfund, idet det var præget af storkapitalens dominans, voldsom anti-kommunisme, imperialistisk udenrigspolitik, raceadskillelse osv. osv. Imidlertid er der den afgørende forskel, at der også fandtes parlamentarisk demokrati (selvom det diskriminerede den sorte del af befolkningen), hvilket gav venstrefløjen en række muligheder for legalt arbejde, som ikke findes i fascistiske stater.

For at kunne bekæmpe den virkelige fascistiske trussel, som har gode vækstbetingelser under den kapitalistiske verdensøkonomis nuværende krise, er det afgørende at droppe den sløsede omgang med fascisme-betegnelsen, hvor den snarere bruges som skældsord end analytisk begreb. Fascismen grundlæggende historiske kendetegn var, at den var en massebevægelse baseret på det småborgerskab, der på grund af 1920'ernes og 1930'ernes økonomiske krise truedes af proletarisering, og som borgerskabet derfor, da det ikke længere kunne regere på almindelig parlamentarisk vis, kunne bruge til at smadre arbejderbevægelsens organisationer for at sikre det kapitalistiske systems fortsatte eksistens. Det er derfor meget svært at se, hvad der, bortset fra nogle få overfladiske lighedstegn, kvalificerer Hizb-ut-Tahrir eller andre islamistiske, eller for den sags skyld stalinistiske, partier til fascisme-betegnelsen.

Modsat fascistiske organisationer har Hizb-ut-Tahrir ingen stormtropper, og der findes ingen dokumentation for, at partiet skulle stå bag voldelige overfald, selvom den militante, til tider endda antisemitiske, retorik har indbragt flere medlemmer domme for trusler. I modsætning dertil overfalder højreekstreme grupper jævnligt venstreorienterede, etniske minoriteter og homoseksuelle. Den nutidige trussel om fascisme kommer i dag ikke fra nogen islamistisk gruppe, men derimod snarere fra kredse noget tættere på regeringen og ikke mindst dens parlamentariske støtteparti. Og i den aktuelle sag er det personer som justitsminister Lars Barfoed og kulturminister Per Stig Møller, der har angrebet såvel forsamlingsfriheden og ytringsfriheden som retten til frit at danne partier. 

En lærestreg for venstrefløjen
Hvis venstrefløjen skal formå at tiltrække de muslimer, der måtte føle sig tiltrukket af Hizb-ut-Tahrir og lignende gruppers militante modstand mod den islamofobiske hetz, krigene i Irak og Afghanistan og de vestlige regeringers accept af besættelsen af Palæstina, er det mildest talt en håbløs strategi at istemme racisternes og krigstilhængernes hysteriske fordømmelse af disse grupper, uanset hvor lidt vi i øvrigt bryder os om dem. Som forskeren Kirstine Sinclair påpeger kan sådanne grupper tværtimod "bruge [det] til at sige til andre muslimer, at de alle sammen er uønskede i det danske samfund". 

Fredagens rød-brune sammenrend uden for Den Sorte Diamant burde vise med al ønskelig tydelighed, hvordan venstrefløjen risikerer, at berettiget kritik af reaktionære tendenser, instrumentaliseres til en generel hetz mod muslimer. Og dermed risikerer vi også, at det for det store flertal af muslimerne, der ingen sympati føler for islamistiske strømninger, vil se ud som om venstrefløjen gør fælles front med krigsførende og racistiske politikere.

Den bedste måde venstrefløjen kan forhindre, at grupper som Hizb-ut-Tahrir vinder opbakning, er med andre ord ved at gøre op med den statsracisme og krigspolitik, der udgør deres vigtigste rekrutteringsgrundlag. Som den aktuelle sag viser, har venstrefløjen her meget at lære. Men hvis den ikke lærer det efter fredagens fadæse, kan man frygte, at den aldrig lærer det.

Svar til Kasper Bjering fra SF's landsledelse om regeringens udlændingeaftale

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Atter en gang udlægger Kasper Bjering fra SF’s Landsledelse teksten for partiets hastigt stigende antal af tvivlere. I sit blogindlæg hævder Bjering således:

”Men faktum er, at SF-toppen ikke havde andre muligheder end at følge trop. Havde man taget den offentlige konfrontation med S, var oppositionen blevet voldsomt destabiliseret og Løkke havde udskrevet et snarligt valg, som han, Pia og Anders havde vundet. Så alvorlig var situationen.”

I disse blot tre sætninger er komprimeret en lang række opsigtsvækkende påstande. Desværre giver Bjering ikke den mindste smule begrundelse for én eneste af disse mange påstande. Vi får derfor hverken at vide, hvorfor uenighed mellem S og SF på dette punkt havde medført, at oppositionen var ”blevet voldsomt destabiliseret”, hvorfra han ved, at ”Løkke havde udskrevet et snarligt valg” eller hvorfor den borgerlige blok per automatik havde vundet dette valg. Da Bjering ikke fremsætter nogen nærmere begrundelse for alt dette, er der tale om rene og skære postulater. Da det som bekendt bør betragtes som et altoverskyggende hensyn at bevare den gode tone mellem oppositionspartierne, vil jeg dog afstå fra at kalde Bjerings postulater for demagogi og skræmmekampagne.

I Bjerings blog-indlæg kan man desuden læse at:

”Oppositionens to tunge partier, S og SF, må og skal gå ind og ud af en kommende valgkamp på et fuldstændigt klart fælles udlændingepolitisk program. Ellers er endnu en VKO-sejr så sikker, som ammen i kirken.”

Der findes med andre ord ikke længere en selvstændig SF-udlændingepolitik. Den er efterhånden blevet pantsat hos Socialdemokraterne, der omvendt har pantsat sin udlændingepolitik hos Dansk Folkeparti. For hvis der opstår større uenigheder, bliver oppositionen ”voldsomt destabiliseret”, Løkke udskriver ”et snarligt valg”, hvorved ”endnu en VKO-sejr [er] så sikker, som ammen i kirken.” Alt sammen dog kun, hvis Kasper Bjerings ord står til troende (og her bør der være en tyk streg under ”troende”).

Beroligende skriver Bjering om den nuværende regerings udlændingepolitik, at det er et ”faktum”, at:

"... en kommende S-SF-regering ikke vil stramme disse regler yderligere. Tværtimod vil der med meget stor sandsynlighed blive lempet og blødt op på dem. Om det bliver meget eller lidt ved vi i skrivende stund ikke noget om. Forhåbentligt lytter socialdemokraterne til deres kloge borgmestre ude hos os på Vestegnen.”

Desværre fortæller han heller ikke, hvorfra han ved, at det er et ”faktum”, at såvel den socialdemokratiske som folkesocialistiske kvote af udlændingepolitiske stramninger fra dags dato er opbrugt. Desuden vil der i sagens natur altid være en løbende risiko for, at Dansk Folkeparti fremsætter forslag til nye stramninger, der efterfølgende får socialdemokratisk støtte og som SF derfor må acceptere for ikke at ”destabilisere oppositionen”. Ser man på mængden, hyppigheden og karakteren af Socialdemokraternes støtte til udlændingepolitiske stramninger de sidste 10-15 år, er der grund til at tvivle kraftigt på, at denne kvote nu skulle være endegyldigt opbrugt. På samme måde er den kendsgerning, at der ikke i de eksisterende S-SF-udspil er udsigt til yderligere stramninger, ikke ensbetydende med, at de to partier ikke i fremtiden vil kunne enes om nye diskriminerende tiltag. Igen må vi nøjes med blindt at stole på Bjerings løse postulater og fromme ønsker om, at der ”forhåbentligt” vil blive lyttet til ”kloge borgmestre” og strategisk tænkende elevrådsformænd i Ishøj og omegn.

Ud fra det ovenfor skrevne burde det fremgå med al ønskelig tydelighed, præcis hvor stor værdi, man bør tillægge Bjering-udsagn om at have ”et helt isbjerg i maven”, at ”historien vil hylde SF’s ledelse for at have handlet rigtigt”, tynget som denne ledelse var af ”virkelighedens tunge ansvar”.

Bjering fremhæver, at ”SF er et parti der søger politiske resultater”. Findes der noget politisk parti, der ikke ”søger resultater”? Når Bjering har svaret på det, kan han måske forklare den formentlig voksende skare af undrende Modkraft-læsere præcis hvilke resultater, SF har opnået gennem de sidste tre års heftige omklamring af Socialdemokraterne? Jo, SF har såmænd udsigt til regeringsdeltagelse. Men prisen har været en endeløse række af indrømmelser. Og hvad har SF fået som modydelse? Bortset fra netop udsigten til regeringsdeltagelsen, er dette vanskeligt, endog meget vanskeligt, at få øje på andre "resultater". Og jo, det er også korrekt, at S har accepteret den såkaldte ”millionærskat”. Men i betragtning af, at dette forslag betyder, at millionærerne slipper billigere end før VK’s skattelettelser, og at personer med indkomster mellem 600.000 og 1.000.000 kr. får lov at beholde deres skattelettelser, må det siges at være et noget magert udbytte til gengæld for efterhånden at have slugt den samlede bestand af politiske kameler.

Naturligvis er der plads til uenighed i oppositionen, også om væsentlige spørgsmål, som nu f.eks. udlændingepolitikken. Det modsatte ville være lig med politikkens ophør. Større interne uenigheder mellem S, SF og Ø medfører på ingen måde, at oppositionen automatisk bliver ”voldsomt destabiliseret”. Ellers kunne der lige så vel blot være ét stort oppositionsparti. Og dette ændrer selvfølgelig på ingen måde ved, at hovedskytset bør rettes mod den fælles fjende i form af VKO og Liberal Alliance. Men uden, at der fra venstre side er kritik af såvel S-SF-R som VKO og Liberal Alliance (og denne kritik bakkes op af massemobiliseringer fra neden), kan de to store oppositionspartier helt uhindret rykke til højre. Og i betragtning af den økonomiske krises dybde og de to partiers seneste udvikling, er der stor risiko for, at en S-SF-regering vil føre en politik, som ikke er kvalitativt forskellig fra det nuværende borgerlige flertals.

Offentliggjort 15. november 2010 på Modkraft.dk som svar på et blogindlæg, hvor Kasper Bjering Jensen fra SF's landsledelse forsvarer S-SF's "røde" pointsystem ved familiesammenføring.

Sol, sommer og stanken af racisme

 

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Gør klar til at holde dig for næsen. For udover sommervarme har den sidste måned budt på et sandt amokløb i racistiske udmeldinger fra Christiansborg-politikerne. Her er et lille udvalg – hvis du ellers kan klare stanken.

Venstres integrationsordfører Karsten Lauritsen foreslog, at udlændinge de første seks måneder på arbejdsmarkedet skal nøjes med det halve af minimumslønnen, altså en løn på ned til 50 kr. i timen. At dette er en fuldstændig grotesk idé, fremgår af, at selv Dansk Folkeparti afviste den som diskrimination. Lauritsen ønskede desuden at indføre en “hollandsk model“, hvor familiesammenføring tildeles på baggrund af om ansøgeren kommer fra et land med risiko for tvangsægteskaber. Det viste sig dog, at denne “model“ ikke findes i Holland eller noget andet sted, bortset fra i Karsten Lauritsens egen diskriminerende fantasi.

De Konservatives integrationsordfører Naser Khader vakte opsigt, da en stening i Iran fik ham til at udtale, at “mange af verdens største idioter er muslimer“, og at han derfor overvejede at forlade islam. For Khader er det åbenbart lige så let at skifte religion som politisk parti, og sidstnævnte har han da også en vis erfaring med.

“Der skal ikke være nogen blødsødenhed“
Spørger man regeringspartierne, findes der dog næsten ikke racisme i Danmark. Da regeringens rapport til FN’s komité til udryddelse af racediskrimination blev kritiseret for at udelade en lang række sager, forklarede Karsten Lauritsen således, at racismen i Danmark er “meget, meget lav sammenlignet med andre lande“, mens Naser Khader mente, at FN i stedet skulle koncentrere sig om “racisme i Iran eller Saudi Arabien, hvor man hverken må medbringe Bibelen eller bygge kristne kirker“.

I juli måned skete der også det, at 23 rumænske romaer udvistes fra Danmark. Deres forbrydelse? De havde overnattet i en park og en nedlagt fabrik. Men “sigøjnere stjæler jo“, som en gammel fordom lyder, og derfor krævede Københavns socialdemokratiske overborgmester Frank Jensen dem udvist, og “der skal ikke være nogen blødsødenhed“, erklærede justitsminister Lars Barfoed. For at pågribe disse farlige roma-campister mente politiet i øvrigt, at det var nødvendigt at sende en hjemmeværnshelikopter på vingerne. Heldigvis har romaerne efterfølgende anlagt sag mod den danske stat for diskrimination.

“Homoseksuelle har løse håndled og elsker tæsk“
Dansk Folkeparti har – blandt meget andet – krævet indførelsen af billeder på sygesikringsbeviset (for at ramme “illegale“ indvandrere), en undersøgelse af om muslimske buschauffører diskriminerer blinde med førerhunde, en undersøgelseskommission af udgifterne til udlændinge, et stop for al “ikke-vestlig“ indvandring og at erstatte den nuværende 24-årsregel med en 28-årsregel. Det sidstnævnte blev kritiseret som grænsende til det racistiske af Folketingets øvrige partier, men nøjagtig det samme kan naturligvis siges om disse partiers, inklusive De Radikale, Socialdemokraterne og SF, accept af 24-årsreglen.

Da en intern DF-mail ved en fejl slap ud i pressen, blev det endegyldigt dokumenteret, at DF ikke bare er et racistisk, men også et homofobisk parti. Her kalder partiets pressemedarbejder Helene MacCormac en angiveligt homoseksuel mand for “journalisten med de løse håndled“ og forklarer, at “de ekstremistiske homoseksuelles fraktionsgrupper skal have nogle tærsk (Jeg håber de ikke kan lide den slags!)“. Efter sådan en sommer er der mere end nogensinde brug for et klart socialistisk alternativ til DF’s og de andre partiers racistiske politik.

Oprindeligt bragt i Socialistisk Arbejderavis nr. 300, 12. august 2010.

Uden borde og stole - en Århus-historie

AF LARS HENRIK CARLSKOV

I Århus har man afskaffet borde og stole. Dog kun kortvarigt, og kun ved eksamen – og naturligvis kun ved eksamen for udlændinge. For at opnå dansk statsborgerskab skal man nemlig bestå en skriftlig ”indfødsretsprøve”. Men da denne prøve 3. juni blev afviklet i Århus, var det lokale, der normalt anvendes, optaget på grund af Dronningens besøg i byen. Derfor måtte de 270 deltagere i stedet tage prøven på tilskuerrækkerne i håndboldhallen NRGi Arena, hvor de måtte bruge skødet som skriveunderlag. Denne særprægede eksamensafvikling er blevet godkendt af Integrationsministeriet. Og da almindelige borde og stole tilsyneladende ikke tillægges nogen særlig betydning, kan det undre, at ministeriets embedsmænd ikke selv for længst har flyttet deres kontorer ind på tilskuerrækkerne i landets håndboldhaller.

Dumpekarakter
Det koster 1660 kr. - ikke at bestille et bord, for dem var der ingen af – men at tage prøven. Der skal nemlig både betales et ”grundgebyr” og ”deltagergebyr” for at få lov at svede, ikke over det manglende eksamensbord, men over selve prøven. Og Integrationsministeriets embedsmænd er trods alt så humane, at de ikke vil fratage udlændinge fornøjelsen ved at svede, eksamensborde eller ej. Det kan dog ikke på forhånd udelukkes, at dette vil være et krav fra Dansk Folkeparti ved de kommende finanslovsforhandlinger. Tidligere på året viste en undersøgelse i Ugebrevet A4, at hver tredje DF-vælger (og en femtedel af befolkningen) ville dumpe indfødsretsprøven og dermed ikke kunne opnå dansk statsborgerskab. Men hvis udlændinge, der i mange tilfælde er født og opvokset i her i landet, ikke består prøven, skyldes det naturligvis, at de har brugt for meget tid i al-Qaeda-terroristtræningslejr eller på at forsøge at proppe deres kone ned i en burka.

Søren Krarups hoved
Også den her gang var det lykkedes at udarbejde prøvespørgsmål, hvor ingen af svarmulighederne var korrekte. Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech har efterfølgende nægtet at give dispensation til dem, der går glip af statsborgerskab på grund af denne fejl. Men alle den slags bagateller bør naturligvis ikke overskygge glæden over vores kongehus. Og hvem har i grunden brug for borde og stole, for når de kongelige er i nærheden skal man, hvis ikke kaste sig i støvet, så dog i hvert fald rejse sig op. Man kan dog også vælge at se hele denne vaskeægte Århus-historie som et eksempel på, hvordan den racistiske og diskriminerende udlændingepolitik virker i praksis. Dertil kommer, at Kongehuset er det ultimative symbol på klassesamfundet, hvor ikke alle er født med blåt blod i årerne og en sølvske i røven. Og mens Århus sættes på den anden ende til ære for kongefamilien, bliver de mindre heldige forvist til tilskuerrækkerne i en håndboldhal af samme betonagtige beskaffenhed som Søren Krarups hoved.

Bragt i Socialistisk Arbejderavis nr. 299, 15. juli 2010.

Pia & Co. er nede - men er de færdige?

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Når ord som ”smæk”, ”tæsk” og ”lussing” bruges i sammenhæng med Dansk Folkeparti, handler det normalt om partiets ønske om at genindføre forældres ret til at slå deres børn. Men her er disse ord faktisk hentet fra mediernes beskrivelse af en række meningsmålinger, hvor Pia Kjærsgaard & Co. får prygl på grund af halveringen af dagpengene og beskæringen af børnechecken. DF har ellers haft uafbrudt fremgang siden stiftelsen for 15 år siden, og før deltagelsen i regeringens spareplan var der udsigt til, at den stigende kurve ville fortsætte ved næste valg. Men nu står Pia Kjærsgaards tropper både til mandatmæssig tilbagegang og til at miste rollen som parlamentarisk støtteparti for en siddende regering. DF er blevet taget på fersk gerning i løftebrud i forhold til dagpengeperioden, som partiet flere gange har garanteret ikke at forkorte, og forsøget på at opbygge et image som ”socialt ansvarlig” har fået gevaldige ridser i lakken.

Hvem skal betale?
Det er dog langt fra første gang, at Dansk Folkeparti lægger stemmer til forringelser for almindelige lønmodtagere, studerende, arbejdsløse, førtidspensionister og de ældre. F.eks. har partiet stået last og brast med regeringens skattestop, som i kommunerne har medført store nedskæringer på ældreplejen, børnepasningen, folkeskolerne og det sociale område. Men når det ikke før har givet bagslag, skyldes det, at oppositionens alternativ er så svagt. F.eks. konkurrerer De Radikale på det økonomiske område med regeringen og Liberal Alliance om at have den mest asociale politik. Dertil kommer, at Socialdemokraterne og SF bl.a. både har accepteret skattestoppet, den diskriminerende 24-års regel, det udemokratiske og liberalistiske EU-projekt, krigen i Afghanistan, fokusset på hårdere straffe samt store dele af den DF-inspirerede asylpolitik og retorik omkring flygtninge og indvandrere. Når DF først bliver straffet nu, skyldes det sandsynligvis, at mange mennesker har svært ved at forstå, hvorfor de arbejdsløse og børnefamilierne skal betale for en økonomisk krise, de er uden skyld i.

For tidligt at juble
Selvom DF lige nu er i defensiven, er det vigtigt at huske, at en kommende socialdemokratisk-ledet regering vil lade store dele af den racistiske udlændingepolitik forblive intakt. Den vil også fortsætte Afghanistan-krigen, som fremmer en racistisk forestilling om, at afghanerne ikke kan styre deres eget land uden NATO's imperialisme. Og nok så vigtigt har kapitalismen frembragt en økonomisk krise og en truende klimakatastrofe, både herhjemme og i resten af verden. Dette vil sandsynligvis øge den politiske polarisering, f.eks. over spørgsmålet om, hvem der skal betale for krisen. I den situation øges risikoen for, at de herskende klasser spiller racismekortet for at splitte arbejderklassen og undgå sociale oprør. Dette kan give DF ny vind i sejlene, fordi folk ofte foretrække ”den ægte vare” frem for partier, der nølende efterligner. Med andre ord er racisme-spørgsmålet tæt forbundet med andre politisk-økonomiske kampe. Og findes der et bedre tidspunkt til en anti-racistisk offensiv end nu, hvor Pia & Co. stadig er groggy?

Fra Socialistisk Arbejderavis nr. 299, 15. juli 2010

Burkadebatten er en afledningsmanøvre

AF LARS HENRIK CARLSKOV

På det seneste har en stor del af den politiske diskussion handlet om burkaforbud, burkaundersøgelser og burkaudvalg. Dette er blot et led i en større tendens, hvor ledende - oftest ældre mandlige - politikere og kommentatorer behandler muslimske kvinders tøj som et af samfundets vigtigste problemer. Ikke engang regeringens egen undersøgelse var i stand til at opspore en eneste burkaklædt kvinde i Danmark. Alligevel foreslås det at forbyde denne type påklædning, selvom man udmærket ved, at det ikke kan gennemføres, hvis Grundloven og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention skal overholdes. Regeringspartierne henviste såmænd selv til Grundloven, da de i 2004 afviste et mindre vidtgående forslag fra Dansk Folkeparti om at forbyde kulturbestemt hovedbeklædning blandt offentligt ansatte.

Men hvordan kan det egentlig være, at borgerlige politikere bruger så meget energi på nærmest ikke-eksisterende problemer (f.eks. burkaklædte kvinder) og stiller forslag, de ved ikke kan gennemføres (f.eks. burkaforbud)?

Justitsminister Brian Mikkelsen har selv indirekte besvaret dette spørgsmål. Om burkaforbuddet har han forklaret, at det vigtigste ikke er ”om det kan lade sig gøre eller ej”, men derimod, at ”det skal ses som en værdipolitisk melding”. Som bekendt fungerer det nuværende (kapitalistiske) system sådan, at det på det økonomiske område drejer sig om at maksimere profitten, mens det på det politiske (parlamentariske/liberalt demokratiske) område, der svarer dertil, handler om at maksimere antallet af stemmer. Typiske borgerlige mærkesager om privatisering, udlicitering, markedsomstilling og beskæring af velfærdsydelser er ikke populære hos vælgerne. Derfor forsøger borgerlige politikere og medier at skabe frygt hos vælgerne for, at samfundet er truet af muslimerne og deres kultur. Hele burkadebatten er et led i regeringens ideologiske krig eller såkaldte ”værdipolitik”. Brian Mikkelsen erklærede tilbage i 2005, at ”kulturkampens nye front” var opgøret med det, han kaldte ”middelalderlig muslimsk kultur”. I dag står det desuden stadig mere klart for vælgerne, at regeringen ikke har nogen svar på den økonomiske krise og klimaspørgsmålet samt står med en tabt krig i Afghanistan. Burkaer og andre former for symbolpolitik fungerer som en afledningsmanøvre for de virkelige problemer.

Det er der heldigvis nogen, der har forstået. F.eks. arbejdsløshedsklubben i Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening, 3F, som i en pressemeddelelse skriver, at statsminister Lars Løkke Rasmussen ”holder pressemøde om tre burkaer for at kamuflerer at regeringen ikke kan løse dagen politiske problemer”. A-klubben arbejder på at indkalde til en landsdækkende arbejdsløshedskonference 8. marts og kræver, at regeringen stopper forfølgelsen af de arbejdsløse og sætter gang i beskæftigelsen. De ved dog udmærket godt, at for virkelig at bekæmpe arbejdsløsheden, er der brug for en anden regering, og de opfordrer derfor til landsdækkende protester.

A-klubben i BJMF viser vejen frem for alle, der både ønsker en anden regering og, nok så vigtigt, en anden politik. Der er brug for at erstatte regeringens ”værdikamp” med klassekamp og vise, at hetzen mod arbejdsløse og hetzen mod muslimer hænger sammen. Vi må derfor også tilbagevise argumenterne om, at muslimske kvinder (modsat etnisk danske kvinder) ikke er i stand til at befri sig selv, f.eks. afgøre om bestemte typer tøj er undertrykkende eller ej.

Bragt i Socialistisk Arbejderavis nr. 295, 18. februar 2010.