3F-toppen i ynkeligt tilbagetog om pensionsalder

AF LARS HENRIK CARLSKOV

3F dropper kampagnen ”Fair pensionsalder”, trods støtte fra 217.000 underskrifter. Trods modstand fra 59 % af befolkningen i en meningsmåling mod at lade pensionsalderen stige i takt med længere levetid (og blot 20 % på tilhængersiden). Trods modstand fra 69 % af de socialdemokratiske vælgere og næsten tre ud af fire DF-vælgere. Og trods nederlaget for regeringens planer om at hæve pensionsalderen et halvt år mere end allerede aftalt.

3F hævder i stedet at ville være ”løsningsorienteret” og har derfor opgivet at ændre de tidligere forlig, som betyder, at en nyfødt i dag har udsigt til en pensionsalder på 76,5 år. Når fagtoppen trods overvældende folkelig opbakning til kampen mod højere pensionsalder alligevel opgiver kampen, er det naturligvis bl.a. for at holde hånden over Socialdemokratiet, som støtter disse forlig. Samt fordi fagtoppen frygter ikke at kunne styre sine menige medlemmer, hvis de mobiliseres. Det viser endnu engang behovet for et netværk på fagbevægelsens bund, der kan udfordre de håbløse pampere i toppen.

"Men han har jo ikke noget på"

Thulesen Dahls og resten af Dansk Folkepartis mange velfærdsløfter er historien om kejserens nye klæder.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

F.eks. lovede partileder Thulesen Dahl sidste år over for Politiko.dk: ”Når det handler om reformer, går det meget ofte ud på at skære ned i folks ydelser - i førtidspensionen, kontanthjælpen, dagpengene og så videre. Og der vil vi bare gøre det helt krystalklart, at vi ikke er med på at skære i folks ydelser”. Og før folketingsvalget svarede han i DR's partilederrunde ”nej” til spørgsmålet om der ”skulle indføres et loft/skæres i kontanthjælpen”?”

I DR's kandidattest skrev han, at ”[d]en økonomiske gevinst ved at arbejde skal være større, men ikke ved at sænke kontanthjælpen.” I lodret modstrid dermed har Dansk Folkeparti stemt for det kontanthjælpsloft, der iflg. Danske Handicaporganisationer rammer 14.000 handicappede, som Rådet for Socialt Udsatte advarer om fører til flere fattige og hjemløse og som Red Barnet påpeger rammer børn hårdt.

Ældre får kniven
Også ældre rammes brutalt af Dansk Folkepartis sparekniv. Politiken Research viste således sidste år, at partiet i 57 ud af 66 kommuner har stemt for nedskæringer i udgifterne til ældre. Dansk Folkeparti stemte også for seneste kommuneaftale, hvor et milliardbeløb til de ældre blev sløjfet samt senest finanslov med dens gaveregn over de rigeste boligejere, milliardærarvinger og lavere afgift på luksusbiler og sendte regningen til bl.a. de arbejdsløse.

Trods talrige advarsler fra bl.a. Ældre Sagen støttede partiet den lavere boligydelse, der ville ramme af 150.000-175.000 af de fattigste pensionister med op mod 8.000 kr. om året. Først efter en større shitstorm på bl.a. de sociale medier trak partiet i land og krævede nyforhandlinger, med endnu uvist resultat.

Under folketingsvalgkampen kaldte næstformand Søren Espersen kravet om 0,8 % vækst i den offentlige sektor ”ufravigeligt. Vi skal ikke ind i diskussioner, om det er 0,5 eller 0,6 procent.” Efterfølgende stemte Dansk Folkeparti for finanslovens vækst på blot 0,3 %, der betyder voldsomme velfærdsbesparelser på bl.a. børne- og ældreområdet.

Løftebrud står i kø
Det gælder også partiets støtte til omprioriteringsbidraget, hvor kommunerne skal spare 1 % 2017-2019. Thulesen-Dahl forsikrede i 2010 over for Jyllands-Posten, at partiet ”under ingen omstændigheder [kan] støtte reformer, der skærer i efterlønnen eller sænker dagpengeperioden”. Året efter var hans parti med til at halvere dagpengeperioden, fordoble genoptjeningstiden og afskaffe efterlønnen. Partiet deltog også i den seneste dagpengeaftale, hvor f.eks. nyuddannede arbejdsløse mister 1881 kr. pr. måned.

Ikke så mærkeligt, at partiet har fået penge af bankerne og Mærsk. Det er blot endnu et borgerligt nedskæringsparti, hvis racisme er nyttig for den herskende klasses del og hersk-politik om at splitte arbejderklassen efter etniske skillelinjer for at undgå modstand mod deres angreb på velfærd og løn- og arbejdsforhold.

Thorning - ligestillet i nedskæringer

Frem for magthavere, hvis køn er eneste forskel til den øvrige herskende klasse, er der brug for et opgør med selve det nuværende ulige system.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

”Jeg er Danmarks første kvindelige statsminister, men ikke den sidste”, lød det i Helle Thorning-Schmidts afskedstale efter valgnederlaget. Men hendes regering løb fra selv de mest beskedne progressive ligestillingsløfter (f.eks. øremærket barsel til mænd) og gennemførte brutale angreb på velfærd, lønninger og arbejdsforhold. På den måde ”ligestillede” hun sig med såvel Foghs som Løkkes regeringer – og gik endda videre.

Det var Thornings regering, der i praksis implementerede dagpengeforringelserne og afskaffede efterlønnen. Dens ”reformamok” betød lavere ydelser og øget kontrol for kontanthjælpsmodtagere. Fleksjob- og førtidsreformen gik løs på de syge. Studerende blev angrebet med lavere SU, fremdriftsreform og dimensioneringsplan. Almindelige lønarbejderes realløn faldt pga. regeringens hårdhændede indgreb i offentlige overenskomstforhandlinger og frie hænder til arbejdsgivernes sociale dumping. Fattigdommen og uligheden øgedes.

Omfordeling til de rigeste mænd (og kvinder)
Ikke bare har Thorning forringet forholdene for befolkningens store flertal. Men endda i højere grad for kvinder end mænd. Flere kvinder end mænd tilhører således arbejderklassen, modtager velfærdsydelser, er ansat i den offentlige sektor, er arbejdsløse osv. Lige som kvinder rammes hårdere af nedskæringer på offentlig omsorg for f.eks. børn og ældre, da de stadig står for hovedparten af disse opgaver såvel på arbejdsmarkedet som i privatlivet.

Derfor har Thornings velfærdsangreb og foræring af skattelettelser til de rigeste og det private erhvervslivet også været en omfordeling fra det store flertal af kvinder til en lille gruppe af især mænd, idet kvinder er voldsomt overrepræsenterede i arbejderklassen og voldsomt underrepræsenterede i den herskende klasse.

Den indbyggede sexisme i det nuværende kapitalistiske samfundssystem giver den herskende klasses kvinder som Thorning en ulempe i forhold til denne klasses mænd. Men typer som Thorning er stadig langt mere priviligerede end det overvældende flertal af kvinder – og mænd. Kampen mod sexisme, uanset de ramtes klassetilhørsforhold, er en forudsætning for et opgør med det klassesamfund, der frembringer den. Det store flertal af kvinder har lige som de fleste mænd – modsat f.eks. Thorning og andre kvindelige og mandlige magthavere – en interesse i denne samfundsomvæltning. Kampen for kvindefrigørelse er derfor klassekamp – og omvendt.

Forudsigelig fiasko: SF's vej til regering

Jo nærmere ministerposter, jo større har SF's kriser altid været.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

SF blev dannet i kølvandet på den sovjetiske leder Khrustjovs tale på kommunistpartiets kongres i 1956, hvor nogle af stalinismens værste forbrydelser indrømmedes. Samme år nedkæmpede tropper fra Warszawa-pagten – med opbakning fra DKP (Danmarks Kommunistiske Parti) - arbejderopstanden i Ungarn.

Med stiftelsen af SF i 1959 opstod et parti til venstre for Socialdemokratiet uden DKP's afhængighed af Sovjetunionen og med plads til intern opposition. Imidlertid var SF aldrig i nærheden af DKP's faglige styrke blandt tillidsfolk osv. Og langt klarere end DKP, som siden ”folkefrontsperioden” fra 1935 delvist var slået ind på samme kurs, understregede SF, at socialismen skulle gennemføres ad parlamentarisk vej.

Første gang under åget
"Den parlamentariske vej til socialismen” bygger på, at nogle få lederes forhandlinger med arbejdsgivere og politikere er vigtigere end arbejdernes egen aktivitet såsom strejker og demonstrationer. Da S-SF under ”det røde kabinet” 1966-1967 får flertal i Folketinget indføres momsen (dengang 10 %), der vender den tunge ende nedad, således med SF's og de faglige toplederes støtte af hensyn til det parlamentariske ”arbejderflertals” beståen.

S-regeringen under Krag var mere optaget af at splitte SF, end at forhandle sig frem til forbedringer for arbejderklassen. Med socialdemokraten Per Hækkerups ord skulle SF ”under åget” ved at stemme imod egen politik. Det kom SF ved, ud over bl.a. ”den lede moms”, i 1967 for første gang at stemme for finansloven med bevillingerne til kongehus, politi og militær. Da Socialdemokratiet vil indfryse to dyrtidsportioner (der skulle modvirke inflationens udhuling af lønninger og overførselsindkomster), har et mindretal i SF's folketingsgruppe fået nok - og vælter regeringen.

Fra hængekøje til Søvndal
Derefter splittes SF og Venstresocialisterne dannes, og det tog nu SF næsten 15 år at genvinde sit mandattal. 1980'erne er dog den borgerlige Schlüter-regerings tid, hvor SF's manglende parlamentariske indflydelse gør, at der tales om et ”hængekøje-parti”. Alternativet til dette sås under massestrejkerne påsken 1985, som SF's daværende formand Gert Petersen, tro mod ”den parlamentariske vej til socialismen”, imidlertid afviste skulle ”ryste samfundet i sin grundvold”.

Det statskapitalistiske systems kollaps i Østeuropa 1989-1991 får SF til at opgive idéen om demokratisk planlægning af økonomien til fordel for ”socialistisk markedsøkonomi”. Pga. regeringsambitionerne er SF under Holger K. Nielsen med til at få ændret nej'et ved folkeafstemningen om EF i 1992 til et ja ved afstemningen om ”de fire forbehold” året efter. Belønningen for forræderiet mod EF-modstanden er en kold skulder fra Socialdemokratiet, og at Enhedslisten i 1994 kommer i Folketinget. Ved samtlige folketingsvalg 1988-2005 går SF tilbage.

Protester giver medvind
I 2005 overtager Søvndal, og SF går oprindeligt kraftigt frem. Det opsamler en stor del af den folkelige utilfredshed, der bl.a. ses ved de omfattende velfærdsprotester 2006, overenskomst-konflikten 2008 og i modstanden mod Irak-krigen. Ønsket om ministerposter medfører dog en u-vending, hvor SF i regering vil videreføre både skattestop og 24-års regel. SF forråder velfærdsprotesterne ved nu at tilslutte sig VK's efterlønsforringelser, der i 2006 udløste protesterne.

Søvndal laver sit berygtede udfald mod Hizb-ut-Tahrir og vil ”tage et slagsmål med indvandrerne” (ikke bare ”nogle”) om ligestilling, SF støtter øget udvisning af kriminelle ”udlændinge”, brug af rockerlov og mere politi i ”ghettoer”, minimumsstraffe og et ”rødt” pointsystem. Partiet vil nu stemme for finansloven, også under borgerlige regeringer, og bliver – i lodret modstrid med en af partiets oprindelige grundpiller - tilhænger af NATO.

Fra kapitalistisk krise til SF-krise
Partidemokratiet indskrænkes ved at indføre en landsledelse med mindre magt over folketingsgruppen, og i det nye principprogram tales der ikke længere om ”en revolutionær proces”, som ”gradvist afskaffer kapitalismen”. Regningen for den kapitalistiske systemkrise efter 2008 vil S-SF sende videre til arbejderklassen. Arbejdstiden skal hæves med en time pr. uge (12 minutter dagligt). Ellers vil S-SF afskaffe efterlønnen. Med de to partiers ”millionærskat” slipper de rige billigere end før VK's skattelettelser.

Mangemillionæren Steen Riisgaard fra Novozymes taler på SF's landsmøde, og der holdes hemmelige møder med erhvervslivets topchefer, som da også roser partiets vækstplan. S-SF forklarer flere gange, at de vil skære i velfærden, hvis ikke den private vækst øges. Da det er kapitalisterne, der kontrollerer investeringerne, og en parlamentarisk regering, trods nok så stor en charmeoffensiv, ikke kan få dem til at investere, hvis de forventer større profit ved at vente, var spørgsmålet før regeringsskiftet blot, hvor dybt SF ville være villigt til at skære i velfærden. Partiet var atter under åget.

Samlet angreb kræver samlet modsvar

Regeringen ser sine nedskæringer som en samlet pakke – derfor må de forskellige protester mod dens politik forenes til en samlet kamp. 

AF LARS HENRIK CARLSKOV

”Vi er gået reformamok”, pralede statsminister Helle Thorning-Schmidt tidligere i år på den internationale magtelites møde i World Economic Forum. Og regeringen har da også gennemført ”reformer” (dvs. brutale forringelser) for set stort alle grupper i samfundet – naturligvis lige bortset fra den lillebitte, men ekstremt magtfulde gruppe af milliardærer, millionærer, banker og multinationale selskaber. Nu står de studerende så for skud.

Den røde tråd i en stor del af regeringens overklasse-politik er målet om øget arbejdsudbud. Trods høj arbejdsløshed skal den i forvejen hårde konkurrence om de få ledige jobs forstærkes. Det skal presse lønningerne endnu længere ned, og dermed give dansk kapitalisme en ”konkurrencefordel” i det globale kapløb mod bunden. Et kapløb, hvis konsekvenser allerede i dag ses i f.eks. Tyskland, hvor fattigdommen det seneste årti er vokset eksplosivt.

Isolerede protester ikke nok
Det er realiteterne bag finansminister Bjarne Corydons udtalelser om ”konkurrencestaten som den moderne velfærdsstat”. Imidlertid ville regeringens og arbejdsgivernes felttog mod almindelige lønarbejdere, dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere, efterlønnere, fleksjobbere, førtidspensionister og studerende ikke få et ben til jorden, hvis disse grupper kæmpede sammen i stedet for som hidtil hver for sig.

Regeringen lægger ikke skjul på, at de mange nedskæringer er del af en samlet ”reform-politik”. Derfor bør de studerende, der nu på inspirerende vis siger fra over for ”hurtigere-ud-reformen”, også se denne ”reform” som led i en bredere kamp mod ”konkurrence-staten”. De studerende må således opbygge alliancer med alle de andre befolkningsgrupper, der rammes af den aktuelle offensiv mod velfærdsydelser, lønninger og arbejdsforhold.

Kan lamme regeringen
Det gælder ikke mindst arbejderklassen i bredeste forstand – dvs. det store flertal af befolkningen, både i den offentlige og den private sektor, som må sælge sin arbejdskraft, fordi det ikke ejer og kontrollerer produktionsmidlerne (fabrikker, kontorbygninger, maskiner, jord osv.). Arbejderklassen skaber den merværdi, hvorfra den profit stammer, som er kapitalismens motor. Dermed kan arbejderklassen også ved f.eks. at strejke sætte samfundet i stå.

Grupper som f.eks. transportarbejdere har desuden større potentiel magt end andre dele af arbejderklassen til at lamme samfundet – og dermed også regeringens handlemuligheder. Ikke bare har arbejderne, inklusive dem uden job, og studerende en fælles interesse i at stoppe regeringens nedskæringer, fordi begge grupper er under angreb. Men også fordi gennemførelsen af forringelser for én gruppe, gør det lettere bagefter at gennemføre forringelser for den næste. Og endelig har stort set alle arbejdere i job venner eller familie, der er arbejdsløse eller studerende – og omvendt.

Systemisk alternativ
Den samlede rigdom i Danmark er større end nogensinde før. Alligevel ser vi nu et forsøg på at slagte de historiske fremskridt, arbejderbevægelsen har tilkæmpet sig. Det skyldes Thorning & Co.'s forsøg på at administrere en kapitalisme i sin alvorligste krise i syv årtier. I den kapitalistiske produktionsmåde overskygger profit-hensynet som bekendt alle andre hensyn, såsom menneskelige behov. I uddannelsessystemet betyder det ”uddannelse for erhvervslivet” (profitmaksimering) - ”ikke for livet” (menneskelige behov).

Den igangværende kapitalistiske systemkrise og de systematiske angreb på arbejderklassens levestandard, der udspringer derfra, viser behovet for et systemisk alternativ – et socialistisk samfund baseret på menneskelige behov frem for profit. For at koordinere og organisere de forskellige delkampe til en samlet bevægelse, er det nødvendigt med et revolutionært socialistisk parti, der løbende kan forsøge at opsummere og generalisere erfaringerne fra disse kampe. Det er sådan et parti, vi prøver at opbygge i Internationale Socialister.

"Tag aldrig syd for Lyngby"

Reportage i Berlingske viser, at klassesamfundet er dødt og borte.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Klassekampen er som bekendt forlængst forbi, og selv om det pga. en beklagelig forglemmelse endnu ikke er blevet oplyst, hvem der vandt, kan man f.eks. besøge Rungsted Havn, hvis man stadig er i tvivl. Og det er netop, hvad Berlingske har gjort, og derfor kan avisen 27. juli bringe en reportage sprængfyldt med eksempler på, at det klasseløse samfund har indfundet sig.

Det er dog ikke uden vanskeligheder at være udsendt reporter i Rungsted, for ”Berlingske vil nok få svært ved at finde nogen, der vil snakke”, som lokale piger med ”tasker fra mærker, der koster en kvart månedsløn”, forklarer avisen. ”For alle dem, der er noget ved noget, er på ferie i Cannes. Og resten er bange for at blive stemplet som højrøvede.” Et chokerende vidnesbyrd om, at de rige selv i ellers trygge omgivelser langs den nordsjællandske strandvej martres af den ondskabsfulde jantelov. Heldigvis er det lykkedes Berlingske at indsamle vidneudsagn fra nogle af jantelovens forpinte ofre.

F.eks. fra Niclas Milvertz: ”Hvis du har en dyr bil, går folk ud fra, at du har snydt dig til pengene. Ingen tænker, at det kan være, fordi man faktisk har arbejdet hårdt. Det er mentaliteten. Folk har slet ikke nogen respekt.” Desværre har respektløsheden nu bredt sig til selv Berlingske, som således få linjer senere skriver om Milvertz og hans venner, at da "de var yngre, fik de flere hårde kontanter. Nu er det mere goder: En bil i 18-års fødselsdagsgave, adgang til speedbåden, en verden af muligheder og gode råd.” Da det mangler på listen, er det åbenbart først senere i livet, at man i de kredse får bankpakker.

”Der er kun to rigtige uddannelser, hedder det i Vedbæk-hjemmet og det er revisor og advokat”, skriver Berlingske om en pige, avisen møder ved havnen i Rungsted. Og det er ikke kun janteloven, man bør frygte, idet denne pige derhjemme er blevet belært om, at ”hun ikke må komme »syd for Lyngby«, for man ved aldrig, hvad det er for nogle typer”. Syd for Lyngby stopper civilisationen, og hvem frygter ikke de barbariske stammer, som er kendt for at leve der og for at skrumpe statsautoriserede revisorers hoveder og koge suppe på ejendomsadvokater fra Vedbæk?

”Folk på vores gymnasium har som regel forældre, der har penge. De har ambitioner om at starte egen virksomhed, vil gerne have et fedt job, tjene godt og leve livet. Det er typer, der bare stiler efter alt”, fortæller den 18-årige Rasmus Louw-Reimer til avisen. De stiler efter alt, og sammen med de partier, der varetager deres interesser i Folketinget, har de bl.a. stilet efter at sikre almindelige lønmodtagere lavere lønninger og dårligere arbejdsforhold samt at fjerne efterlønnen, halvere dagpengeperioden, fordoble genoptjeningsperioden, sænke kontanthjælpen, beskære SU'en og forringe forholdene for fleksjobbere og førtidspensionister. Og hvis ikke janteloven eller barbarer, syd for Lyngby og andre steder, forhindrer dem i det, vil de sikkert fortsat stile efter at sikre dig mindre løn, ringere arbejdsforhold og lavere velfærdsydelser.

Børsting: Vigtigt at deltage i kapløb mod bunden

LO-formanden skyder med skarpt mod kritikerne og fremlægger sin vision for fagbevægelsens og samfundets fremtid.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Måske er regeringen ikke videre populær i befolkningen, men den bør dog prise sig lykkelig over ved sin side at have en kapacitet som Harald Børsting. Han kan bl.a. trække på sine egne erfaringer på arbejdsmarkedet, nemlig i fiskeindustrien i forrige årtusinde, nærmere bestemt i 1970'erne, og må derfor formodes at have en særlig indsigt i, hvad der rører sig blandt LO's 1,1 million medlemmer, og hvordan man udlægger regeringens politik overfor manden og kvinden på gulvplan.

Og ikke overraskende sætter LO-formanden da også i et længere interview med Jyllands-Posten regeringens kritikere på plads med en blanding af stringent logik, hårdtslående argumenter og nøje udvalgte pædagogiske eksempler. Ifølge Børsting er det største problem ved regeringens politik således ikke indholdet, men indpakningen. Han indrømmer, at konsekvensen af denne politik ”lige nu er, at vi ikke helt lever op til det, vi gerne ville på den fordelingspolitiske bane og på den socialpolitiske bane”, men langt alvorligere er det dog, at regeringen ”i for ringe grad [har] taget sig tid til at forklare befolkningen, hvad hele det her projekt går ud på.”

Lad os hurtigt springe over Børstings brug af ordet ”vi” om regeringens politik - selv om det muligvis vil komme som en overraskelse for en del LO-medlemmer, at deres formand er en del af regeringen. Og ganske vist viser en undersøgelse af folketingsvalget i 2011, med Professor Jørgen Goul Andersens ord, at ”de adspurgte danskere [udtrykker] en grundlæggende uvilje imod større ulighed i samfundet. De vil hellere have velfærd end skattelettelser, de ønsker en øget beskatning på høje indtægter, og de mener ikke, at ulighed gavner samfundet”.

De adspurgte danskerne har nemlig ikke forstået, hvad der er godt for dem selv, men så ville de jo heller ikke have brug for en type som netop Harald Børsting. Han vælger klogeligt at se bort fra forældede ideer såsom, at det skulle være fagbevægelsens opgave at forsvare medlemmernes lønninger, og understreger i stedet behovet for forstærket konkurrence om de ledige jobs gennem øget arbejdsudbud. Børsting har nemlig blik for det store billede, og han kan derfor heller ikke bebrejdes ikke nærmere at beskrive, hvad det øgede arbejdsudbud vil betyde for medlemmernes lønninger

For ”det handler om at skabe arbejdspladser, når vi kommer længere frem”, som han forklarer, uden dog at uddybe, om det er krystalkugle, kaffegrums, tarotkort eller lignende, som har gjort ham i stand til at forudsige, at der ikke vil være krise og mangel på jobs, ”når vi kommer længere frem”. Hvilket er dobbelt ærgerligt med tanke på det midlertidige tilbageslag, han og resten af fagtoppen oplevede under sidste års trepartsforhandlinger, ”hvor vi jo havde en tilgang, at der kunne laves en fornuftig handel ved at bytte et par fridage væk i forhold til andre forbedringer”.

Her må der have været tale om forbedringer, som er så indlysende store, at det er overflødigt for LO-formanden at nævne dem, om end han måske burde have ladet et par velvalgte ord om disse falde over for de faglige græsrødder, hvis oprør stoppede trepartsforhandlingerne. Så havde de måske i højere grad forstået, at selvom det kaldes arbejderbevægelsen er opgaven ikke f.eks. at kræve lavere arbejdstid, men derimod at sikre, at medlemmerne arbejder mere. Bliver de først forklaret sagens rette sammenhæng af Børsting og resten af fagtoppen, vil medlemsflugten fra LO utvivlsomt ophøre. Inden den dag, der, hvis LO's nuværende faglige og politiske linje fortsætter, uden tvivl snart oprinder, er det dog nødvendigt, at vi med Børstings hjælp lige forstår et par andre af regeringens reformer bedre.

”De, der skal skifte fleksjob, får en lang ringere aflønning. Men så kan man igen diskutere: Er det så unfair? Det synes jeg ikke, for de får stadig mere, end de kunne få ved at være fuldtidsarbejdsløse”, påpeger Børsting skarpsindigt. Ja, hvorfor skulle fagbevægelsen være imod lavere lønninger, f.eks. til sine medlemmer med nedsat arbejdsevne, så længe de tjener mere, end de ville få på kontanthjælp eller dagpenge? Omvendt skal det ifølge Børsting kunne betale sig at arbejde, hvilket dog ikke handler om utopiske forestillinger såsom at hæve de laveste lønninger, men derimod om at sænke f.eks. kontanthjælpen. Derfor ser Børsting heller ingen grund til at kritisere sidste års skattereform, hvor ”man reducerer reguleringen af overførselsindkomsterne en lille smule” og derfor ”ikke er nogen katastrofe”, eftersom den angiveligt sikrer, at det kan betale sig at arbejde – hvilket det dog ifølge Børsting allerede kan, bortset fra ”nogle få hundrede familier”.

Og derfor bør vi også rose regeringens kontanthjælpsreform, hvor kontanthjælpsmodtagere over 25 år fremover skal forsørges af deres samlever, hvis denne tjener over 30.000 kroner om måneden eller har formue. Den samme reform indfører som bekendt uddannelsestvang for unge arbejdsløse, der desuden får halveret deres hidtidige ydelse, hvilket, bortset fra for de allersvageste kontanthjælpsmodtageres vedkommende, suppleres af arbejdspligt i nyttejobs. Det er nemlig alt sammen nødvendigt ifølge Børsting, eftersom ”nogle kontanthjælpsfamilier er groet fast i kontanthjælp, fordi det ikke kan betale sig at arbejde”, om end, som vi tidligere så, det ifølge ham selv kun drejer sig om ”nogle få hundrede familier”.

Vi bør nemlig fokusere på det store billede, og hvorfor så i øvrigt ikke, for lige at være på den sikre side, smide halvering og fjernelse af kontanthjælp, uddannelsespligt og nyttejob-tvang oven i. Og lykkeligvis findes der allerede nu på nyttejob-området kommuner som pionerer regeringens og LO's tanker ved f.eks. at sætte arbejdsløse til at fjerne hundelort og asbest. Hvis Harald selv var arbejdsløs, og ikke tilfældigvis efter 33 års fuldtidsbeskæftigelse i fagbevægelsen tjente 1,2 millioner om året, ville han naturligvis være mere end villig til at udføre nyttejobs som disse med glæde og taknemmelighed. Og så endda til en timeløn på 47 kroner i timen, som da også bør vække applaus fra fagbevægelsens side.

Da den tidligere regering sammen med De Radikale og Dansk Folkeparti i 2010 halverede dagpengeperioden og fordoblede genoptjeningsperioden kaldte Børsting det som bekendt for ”så asocialt, som det kan blive” og indkaldte til stor demonstration på Christiansborg Slotsplads. Men tiderne skifter, lige som regeringen gør det, og derfor er det fuldt forståeligt, at Børsting, modsat dengang, ikke "vil have pengene retur", og derfor nu begrænser sig til at tale for ”et stærkt toårigt system, der er i balance”, hvis det f.eks. suppleres af ”en optjeningsperiode på et halvt år”. Og selv om den seneste finanslov var den strammeste siden 1990, og selv om det medfører tusindvis af fyringer i den offentlige sektor, er tiden heller ikke til tillidsmandsmøder for offentlige ansatte, som det i 2010 med 3.500 deltagere, som fagbevægelsen dengang arrangerede. Og nok er det den nuværende regering, som har afskaffet efterlønnen, men der er ikke brug for et tillidsmandsmøde som det med 5.000 deltagere i 2011, der skulle forsvare efterlønnen.

Dengang forklarede Børsting, at fagbevægelsens ”største styrke er vores mange tusinder tillidsrepræsentanter, der har et solidt netværk rundt omkring på landets arbejdspladser”. Godt at Børsting gemmer ”fagbevægelsens største styrke” til et tidspunkt, hvor det for alvor brænder på, og godt, at f.eks. 3F har aflivet sin Skævt-kampagne, selv om den nuværende regering viderefører VK's skattelettelser til de rigeste. For det første ville det risikere at sætte Børsting, der som nævnt betragter sig selv som en del af regeringen, i en akavet situation. Men endnu vigtigere er det, at sådanne aktiviteter hurtigt kunne afspore Børstings planer. Det er planer, hvor SU-forringelser samtidig med, at der gives skattelettelser til erhvervslivet, ikke er noget problem. ”Når nogen siger, at nu har du taget 2 mio. kr. fra SU'en og givet selskabslettelser for, så er det noget pladder”, forklarer Børsting – inden han lettere forvirrende modificerer sit udsagn med, at det ”hele går jo ind i den samlede kasse”. Skattelettelser og SU-besparelser er altså en del af samme kasse, men Børsting formår, i modsætning til regeringens kritikere, at holde dem adskilt.

”Det kan måske være svært at dokumentere, at selskabsskattelettelser giver nogle job. Men det skal ses som en samlet pakke, og vi bliver nødt til at erkende, at det, der foregår i Europa lige nu, er et kapløb mod bunden omkring selskabsskatterne. Og jeg kan ikke se nogen særlig grund til, at vi skal stå bagerst i køen”, udtaler LO-bossen. Med andre ord er det nødvendigt at give skattelettelser til erhvervslivet, selv om vi ikke kan dokumentere, at det virker, fordi der foregår et kapløb mod bunden, som vi bør deltage i og sikre, at vi ikke rammer bunden sidst. Lad os håbe, at Børstings bagland ikke sætter en stopper for hans vision for fagbevægelsen og samfundet om at ramme bunden.

Vi bør derfor være fulde af fortrøstning over udsigten til, at det under Børstings og regeringens kyndige lederskab vil lykkes os at ramme bunden. Og mon ikke Børsting også til den tid vil være klar til at forklare os, at det hele vil blive meget værre under en borgerlig regering?

Blå regeringspolitik skyldes ikke kun De Radikale

Selv en S-SF-regering uden Vestager & Co. ville ikke bryde afgørende med VKO’s politik.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

De seneste måneder har på det nærmeste budt på kødannelse i forhold til at give De Radikale skylden for den nye regerings langtfra røde politik. Det er da også rigtigt, at De Radikale, modsat Socialdemokraterne og SF, er et ægte borgerligt parti og derfor står for en asocial økonomisk politik.

Dette har dog hele tiden været velkendt, hvorfor det ikke bør komme som en overraskelse og mindst af alle for Socialdemokraterne og SF. Ikke desto mindre har begge partier såvel inden valget som før regeringsforhandlingernes start og efter præsentationen af regeringsprogrammet insisteret på, at de foretrækker regeringssamarbejde med Vestagers tropper frem for en ren S-SF-konstellation.

Skattelettelser til de rige og efterlønsfiflerier

S-SF selv har da heller ikke ligefrem brillieret ved at præsentere et klart alternativ til de sidste 10 års VKO-flertal. F.eks. ville S-SF’s nu sløjfede ”millionærskat” have betydet, at millionærerne slap billigere end før VK-regeringens skattelettelser og at personer med en indkomst mellen en halv og en hel million beholdte deres skattelettelser.

Eller tag f.eks. efterlønnen, som Socialdemokraterne allerede i 2006 var med til at forringe ved at indgå i Fogh-regeringens ”velfærdsaftale” – hvilket SF senere tilsluttede sig med tilbagevirkende kraft. I 2009 åbnede Søvndal også for at pille ved efterlønnen (omend han senere skyndte sig at trække i land). Læg dertil, at S-SF før valget truede med at afskaffe efterlønnen, hvis ikke planen om at sætte arbejdstiden i vejret med 12 minutter om dagen gik igennem.

Accept af borgerlig krisepolitik

Spørgsmålet om skattelettelser til de rigeste, efterlønsdiskussionen og de nu skrinlagte planer om at hæve arbejdstiden viser, at Socialdemokraterne og SF selv uden De Radikale ikke ville udgøre et klart alternativ til borgerlig krisepolitik. Ydermere gjorde S-SF det ved flere lejligheder før valget klart, at de, hvis den økonomiske krise fortsætter, vil skære i velfærdsydelserne.

S-SF adskiller sig, ikke mindst takket være deres bånd til fagbevægelsen, fra De Radikale ved, at størstedelen af deres bagland ønsker en væsentlig mere venstreorienteret politik end den nye regerings. Som socialister er det vores opgave at mobilisere dette bagland til et brud med den nuværende borgerlige krisepolitik. Men det kræver også, at vi klart siger, at dette brud ikke kommer, hvis bare vi får en S-SF-regering uden De Radikale.   

Derfor svigter Thorning og Søvndal

Den nye regerings manglende opgør med VKO skyldes i sidste ende S-SF’s fejlagtige strategi.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Der er forståeligt nok stor skuffelse i Socialdemokraternes og SF’s bagland over det nye regeringsprogram, der lægger op til at videreføre størstedelen af de sidste 10 års borgerlige politik. De rigeste beholder skattelettelserne samtidig med, at forringelserne af dagpenge og efterløn ikke som lovet rulles tilbage. Den planlagte bankskat er også sløjfet, og S-R-SF varsler tilmed en ny lempelse af topskatten. I regeringsgrundlaget står det endda direkte: ”Udgangspunktet for regeringen er VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand”.

For at føje spot til skade, står den nye regering på udlændingeområdet, med juraprofessor Jens Vedsted-Hansens ord, ”stort set” for VK-regeringens politik frem til 2009, hvilket bl.a. indebærer, at fremmedfjendske monumenter som 24-års-reglen og tilknytningskravet består. Hvordan kan det være, at Socialdemokraterne og SF ikke engang er i stand til at præsentere et klart alternativ til den tidligere regering, som vel at mærke var den mest højreorienterede i Danmark siden 1929?

Parlamentarisk tunnelsyn 
Svaret skal findes i Socialdemokraternes og SF’s fejlagtige strategi for social forandring. De to partier forestilllede sig, at deres oprindelige mål om socialisme kunne gennemføres på parlamentarisk, dvs. reformistisk, vis. Imidlertid tages mange af de vigtigste beslutninger slet ikke af parlamentet, men derimod af ikke-valgte embedsmænd som f.eks. departementschefer, dommere, militærchefer og politidirektører, der via deres opvækst, uddannelse, løn og livsstil er tæt knyttet til borgerskabet og derfor vil forsøge at underminere ethvert forsøg på at afskaffe deres privilegier.

Dertil kommer, at enhver regering, der forsøger at føre en anti-kapitalistisk politik, straks vil møde benhård modstand fra kapitalejerne, f.eks. i form af indskrænkninger af produktionen, tilbageholdelse af investeringerne, kapitalflugt og spekulation mod valutaen. Og hvis alle disse former for sabotage ikke er nok, vil borgerskabet, som utallige historiske eksempler har vist, ikke tøve med at gribe til væbnet oprør for at vælte en demokratisk valgt regering, der truer deres klassemagt.

Reformisme uden reformer 
Da det, i modsætning til hvad Socialdemokraterne og SF i sin tid hævdede, således ikke er muligt at indføre socialismen via det borgerlige parlament, har vi i stedet set den stigende borgerliggørelse af de to partier. Strategien om gradvis reformering af kapitalismen så ganske vist ud til at virke under det langvarige økonomiske opsving i 1950’erne og 1960’erne. De høje vækstrater var dog kun mulige på grund af 2. verdenskrigs omfattende destruktion af kapital og Den kolde krigs militære oprustning, og de forbedrede levestandarder skyldtes snarere folkeligt pres fra neden end parlamentariske forhandlinger.

I starten af 1970’erne kom den kapitalistiske verdensøkonomi imidlertid i krise og har siden da været inde i en relativ tilbagegang. Derfor har vi både i Danmark og udlandet gang på gang set reformistiske partier, der som S-SF lader muligheden for reformer afhænge af kapitalismens vækst, angribe lønninger, arbejdsforhold og velfærdsydelser.

Behov for et udenomsparlamentarisk alternativ 
Kapitalismens nuværende krise er den dybeste siden 1930’erne, og vi har formentlig endnu det værste til gode. Danmark, der blot udgør 0,4 % af verdensøkonomien, vil naturligvis ikke gå fri af den opblussende krise. Allerede før valgkampen varslede S-SF nedskæringer på velfærden, hvis det ikke lykkes at skabe vækst i den private sektor.

Derudover har den nye regering både før og efter valget krævet løntilbageholdenhed fra arbejderklassen, der med andre ord både skal betale for kapitalismens krise gennem efterlønnen, dagpengene og lønnen. Men udenfor Folketinget kan vi opbygge en massebevægelse, der sikrer, at dette ikke sker og som, hvis den bliver bred nok, kan skabe et demokratisk og socialistisk alternativ til den nuværende nedskæringspolitik.

Farvel og utak til VKO

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Ved folketingsvalget 15. september har vi muligheden for at smide Danmarks mest højreorienterede regering i syv årtier på den politiske losseplads. Ikke siden Venstre-regeringen 1926-1929 under ledelse af godsejeren Thomas Madsen-Mygdal har det parlamentariske flertal her i landet befundet sig så langt til højre i det politiske spektrum.

Anders Fogh Rasmussen indledte sin tid i statsministerembedet med at proklamere et ”opgør med klassekampen”. Han og efterfølgeren Lars Løkke Rasmussen har gennem deres politik selv leveret det bedste dementi af den påstand. Millionærerne, milliardærerne og de store virksomheder er blevet forgyldt med store skattelettelser. Imens er uligheden og fattigdommen eksploderet. Vel at mærke før vi har set konsekvenserne af sidste års halvering af dagpengeperioden og beskæring af børnechecken samt den nye 2020-plans afskaffelse af efterlønnen og fjernelse af SU'en for hjemmeboende og studerende, der ikke gennemfører uddannelsen på normeret på tid.

Den borgerlige klassekamp har ramt de etniske minoriteter ekstra hårdt. Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti (VKO) har indført en særlig lav, fattigdomsfremkaldende ydelse ved navn ”starthjælp” for arbejdsløse flygtninge og indvandrere. Den berygtede 24-års regel ved familiesammenføring, senere afløst af det såkaldte ”pointsystem”, er et andet af VKO's mere diskriminerende påfund. Den konstante mistænkeliggørelse og forhånelse af muslimer og deres religion fremkaldte efter Jyllands-Postens Muhammed-karikaturer en international krise, hvor Danmark blev et symbol på statsracisme og systematiseret diskrimination.

I de 10 år Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti har været ved magten, har Danmark ført krig i hele tre forskellige lande. Løgnen om masseødelæggelsesvåben førte i Irak til mere end én million døde og torturscenerne i Abu Ghraib. I Afghanistan er situationen i dag værre end under Taliban, hvis man f.eks. spørger menneskerettighedsaktivisten Malalai Joya og kvindeorganisationen RAWA. Under påskud af menneskerettigheder bomber danske F16-fly nu Libyen, selv om udenrigsminister Lene Espersen så sent som sidste år godkendte salg af militærudstyr til Gaddafi-regimet. Det var næppe heller af hensyn til befolkningen i Bahrain, at regeringen tidligere i år lod Dronning Margrethe overrække en orden til den lokale diktator.

Vi kunne fortsætte med at opremse VKO's politik i forhold til den økonomiske krise, klimaet, uddannelse, sundhed osv. osv. Men alene det allerede nævnte burde være rigelig med grund til, hvorfor det er tid til at sige farvel, men bestemt ikke tak, til VKO.

SF og kapitalismens krise: Spare-marxisme?

AF LARS HENRIK CARLSKOV

I dagens Berlingske Tidende har SF's finansordfører (og kandidat til posten som ny finansminister) Ole Sohn nogle interessante betragtninger om de udfordringer, han mener en kommende S-SF-regering står over for. SF er klar til at skære i velfærdsydelserne, hvis det mod forventning ikke lykkes at skabe mere vækst i den private sektor:

”Hverken vores plan eller regeringens plan giver tilstrækkeligt med penge til at redde økonomien, hvis ikke der kommer gang i væksten. Og så er der kun to svar: Enten skal vi have gang i væksten og genskabe de arbejdspladser, vi har tabt, eller også må vi tilpasse den offentlige sektor. Den offentlige service, vi giver i dag, kan kun fastholdes, hvis vi får gang i den private vækst.”

Den udmelding er for så vidt ikke nogen nyhed, da Sohn for kort tid siden fremsatte samme budskab i Jyllands-Posten. Ved den lejlighed udtalte han:

”Der er kun to muligheder - enten får vi sparket gang i den private vækst eller reduceret den offentlige.”

Begge gange er Sohn blevet bakket op af Socialdemokraternes politiske ordfører Henrik Sass Larsen. Det kan undre, at det lige netop er i landets to største borgerlige aviser, Sohn står frem med dette budskab. Hvem er det, han prøver at berolige?

Faktisk kan det ikke forstås på anden måde end som endnu et signal om, at SF er klar til at udvise ”økonomisk ansvarlighed”, dvs. påtage sig ansvaret for at administrere den globale kapitalistiske krise, som også har ramt Danmark. Hvis det ikke lykkes en S-SF-regering at skabe forøget vækst i Danmark, som vel at mærke er dybt afhængig af udviklinger i den globale økonomi, rammer sparekniven velfærdsydelserne.

Det mest naturlige ville ellers være at sende regningen for krisen retur til de rige, der under den nu bristede økonomiske boble tjente fedt på vild finansiel spekulation. Men i deres fælles økonomiske plan ”Fair Løsning” vil S-SF mere eller mindre lade de rige gå fri. Ganske vist indeholder planen en ”millionærskat”, men det magre resultat af denne skat vil være, at millionærerne slipper billigere end før VK's skattelettelser og at indkomsterne fra 500.000-1.000.000 beholder deres skattelettelser. Endnu værre er som bekendt forslaget om at øge arbejdstiden med 12 minutter om dagen, hvilket vil øge udbytningen af den del af arbejderklassen, der allerede er i arbejde og gøre det sværere for de arbejdsløse at finde beskæftigelse.

I sit principprogram erklærer SF ellers, at partiets ”udgangspunkt er en udogmatisk socialisme, der har sit udspring i arbejderbevægelsens kampe og i den marxistiske samfundsforståelse”. Det kunne ved lejlighed være interessant at høre Ole Sohn redegøre nærmere for, hvordan han ved hjælp af den dialektisk-materialistiske metode har analyseret sig frem til den nye spare-marxistiske inje.

Der er dog et alternativ til at lade velfærden afhænge af kapitalistiske investorers lyst til at investere. Men det kræver, at vi opbygger en udenomsparlamentariske massebevægelse, som kan rykke S-SF til venstre. Et godt udgangspunkt er kampen mod angrebet på efterlønnen. Den kamp er der allerede nogen, der har taget initiativ til at organisere.