Forudsigelig fiasko: SF's vej til regering

Jo nærmere ministerposter, jo større har SF's kriser altid været.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

SF blev dannet i kølvandet på den sovjetiske leder Khrustjovs tale på kommunistpartiets kongres i 1956, hvor nogle af stalinismens værste forbrydelser indrømmedes. Samme år nedkæmpede tropper fra Warszawa-pagten – med opbakning fra DKP (Danmarks Kommunistiske Parti) - arbejderopstanden i Ungarn.

Med stiftelsen af SF i 1959 opstod et parti til venstre for Socialdemokratiet uden DKP's afhængighed af Sovjetunionen og med plads til intern opposition. Imidlertid var SF aldrig i nærheden af DKP's faglige styrke blandt tillidsfolk osv. Og langt klarere end DKP, som siden ”folkefrontsperioden” fra 1935 delvist var slået ind på samme kurs, understregede SF, at socialismen skulle gennemføres ad parlamentarisk vej.

Første gang under åget
"Den parlamentariske vej til socialismen” bygger på, at nogle få lederes forhandlinger med arbejdsgivere og politikere er vigtigere end arbejdernes egen aktivitet såsom strejker og demonstrationer. Da S-SF under ”det røde kabinet” 1966-1967 får flertal i Folketinget indføres momsen (dengang 10 %), der vender den tunge ende nedad, således med SF's og de faglige toplederes støtte af hensyn til det parlamentariske ”arbejderflertals” beståen.

S-regeringen under Krag var mere optaget af at splitte SF, end at forhandle sig frem til forbedringer for arbejderklassen. Med socialdemokraten Per Hækkerups ord skulle SF ”under åget” ved at stemme imod egen politik. Det kom SF ved, ud over bl.a. ”den lede moms”, i 1967 for første gang at stemme for finansloven med bevillingerne til kongehus, politi og militær. Da Socialdemokratiet vil indfryse to dyrtidsportioner (der skulle modvirke inflationens udhuling af lønninger og overførselsindkomster), har et mindretal i SF's folketingsgruppe fået nok - og vælter regeringen.

Fra hængekøje til Søvndal
Derefter splittes SF og Venstresocialisterne dannes, og det tog nu SF næsten 15 år at genvinde sit mandattal. 1980'erne er dog den borgerlige Schlüter-regerings tid, hvor SF's manglende parlamentariske indflydelse gør, at der tales om et ”hængekøje-parti”. Alternativet til dette sås under massestrejkerne påsken 1985, som SF's daværende formand Gert Petersen, tro mod ”den parlamentariske vej til socialismen”, imidlertid afviste skulle ”ryste samfundet i sin grundvold”.

Det statskapitalistiske systems kollaps i Østeuropa 1989-1991 får SF til at opgive idéen om demokratisk planlægning af økonomien til fordel for ”socialistisk markedsøkonomi”. Pga. regeringsambitionerne er SF under Holger K. Nielsen med til at få ændret nej'et ved folkeafstemningen om EF i 1992 til et ja ved afstemningen om ”de fire forbehold” året efter. Belønningen for forræderiet mod EF-modstanden er en kold skulder fra Socialdemokratiet, og at Enhedslisten i 1994 kommer i Folketinget. Ved samtlige folketingsvalg 1988-2005 går SF tilbage.

Protester giver medvind
I 2005 overtager Søvndal, og SF går oprindeligt kraftigt frem. Det opsamler en stor del af den folkelige utilfredshed, der bl.a. ses ved de omfattende velfærdsprotester 2006, overenskomst-konflikten 2008 og i modstanden mod Irak-krigen. Ønsket om ministerposter medfører dog en u-vending, hvor SF i regering vil videreføre både skattestop og 24-års regel. SF forråder velfærdsprotesterne ved nu at tilslutte sig VK's efterlønsforringelser, der i 2006 udløste protesterne.

Søvndal laver sit berygtede udfald mod Hizb-ut-Tahrir og vil ”tage et slagsmål med indvandrerne” (ikke bare ”nogle”) om ligestilling, SF støtter øget udvisning af kriminelle ”udlændinge”, brug af rockerlov og mere politi i ”ghettoer”, minimumsstraffe og et ”rødt” pointsystem. Partiet vil nu stemme for finansloven, også under borgerlige regeringer, og bliver – i lodret modstrid med en af partiets oprindelige grundpiller - tilhænger af NATO.

Fra kapitalistisk krise til SF-krise
Partidemokratiet indskrænkes ved at indføre en landsledelse med mindre magt over folketingsgruppen, og i det nye principprogram tales der ikke længere om ”en revolutionær proces”, som ”gradvist afskaffer kapitalismen”. Regningen for den kapitalistiske systemkrise efter 2008 vil S-SF sende videre til arbejderklassen. Arbejdstiden skal hæves med en time pr. uge (12 minutter dagligt). Ellers vil S-SF afskaffe efterlønnen. Med de to partiers ”millionærskat” slipper de rige billigere end før VK's skattelettelser.

Mangemillionæren Steen Riisgaard fra Novozymes taler på SF's landsmøde, og der holdes hemmelige møder med erhvervslivets topchefer, som da også roser partiets vækstplan. S-SF forklarer flere gange, at de vil skære i velfærden, hvis ikke den private vækst øges. Da det er kapitalisterne, der kontrollerer investeringerne, og en parlamentarisk regering, trods nok så stor en charmeoffensiv, ikke kan få dem til at investere, hvis de forventer større profit ved at vente, var spørgsmålet før regeringsskiftet blot, hvor dybt SF ville være villigt til at skære i velfærden. Partiet var atter under åget.