Verdensøkonomien foran afgrunden - interview med Robert Brenner

Den marxistiske økonomiske historiker Robert Brenner svarer i dette interview på spørgsmål om krisen og bl.a. finansialisering, Obama, regulering, USA’s hegemoni og Kinas situation.

De fleste medier og kommentatorer har betegnet den nuværende krise som en ”finansiel krise”. Er du enig i denne betegnelse?

Det er forståeligt nok, at analytikere af krisen har taget udgangspunkt i nedsmeltningen i bankverden og på værdipapirmarkederne. Men problemet er, at de ikke gået dybere end det. Anført af Henry Paulson og Ben Bernanke [hhv. Bushs finansminister og lederen af den amerikanske forbundsbank, red.], argumenterer de for, at man kan nøjes med at forklare krisen ud fra problemer i den finansielle sektor. Samtidig hævder de, at den underliggende realøkonomi er stærk, og at de såkaldte ”fundamentals” er sunde. Intet kunne være mere misvisende.

Den grundlæggende årsag til den nuværende krise er de avancerede økonomiers stigende svagelighed siden 1973, og særligt efter år 2000. Efter alle makroøkonomiske standardindikatorer – BNP, investeringer, reallønninger osv. – er den økonomiske præstation i USA, Vesteuropa og Japan blevet stadig værre, erhvervscyklus efter erhvervscyklus. Meget sigende var den netop afsluttede erhvervscyklus, fra 2001 til 2007, suverænt den svageste i efterkrigstiden, og det til trods for den største statsfinansierede økonomiske stimulans i amerikansk historie i fredstid.

Hvordan vil du forklare den langsigtede svækkelse af realøkonomien siden 1973, det du i dine bøger kalder for ”den lange tilbagegang”?

Den kan hovedsageligt forklares med det dybe og vedvarende fald i forrentningen på kapitalinvesteringer siden slutningen af 1960’erne. Den manglende genopretning af profitratens niveau er så meget desto mere bemærkelsesværdig i betragtning af det enorme fald i reallønningernes vækst, der er sket i samme periode.

Den primære årsag, skønt ikke den eneste, til profitratens fald har været en vedvarende tendens til overkapacitet i de globale fremstillingsindustrier. Der skete det, at den ene nye industrimagt efter den anden trådte ind på verdensmarkedet – Tyskland og Japan, de nordøstasiatiske, nyligt industrialiserede lande, de sydøstasiatiske tigre og til sidst den kinesiske leviathan [et gigantisk uhyre i Gamle Testamente, red.].

Disse senere-udviklede økonomier producerede de samme varer, som allerede blev fremstillet af de tidligere-udviklede lande, bare billigere. Resultatet var for stort udbud i forhold til efterspørgslen i den ene industri efter den anden, og dette pressede priserne og dermed profitten ned. Dertil kom, at de virksomheder, som oplevede dette pres på deres profitter, ikke forlod deres industrier uden kamp. De forsøgte at beholde deres position ved at falde tilbage på deres kapacitet for innovation og forøgelse af investeringerne i ny teknologi. Men dette gjorde naturligvis bare overkapacitetsproblemet værre.

På grund af faldet i forrentningen fik kapitalisterne mindre overskud på investeringer. De havde derfor ikke andet valg end at sænke væksten i fabrikker og maskineri og beskæftigelse. For at genoprette profitabiliteten blev de ansattes lønninger samtidig holdt nede, mens regeringerne reducerede væksten i de sociale udgifter. Men konsekvensen af disse beskæringer af udgifterne har været et langvarigt problem med den samlede efterspørgsel. Den vedvarende svaghed i den samlede efterspørgsel har været den umiddelbare årsag til økonomiens langvarige svaghed.

Krisen blev faktisk udløst af sprængningen af den historiske boligboble, som var vokset i et helt årti. Hvad er dit syn på denne bobles betydning?

Boligboblen må forstås i sammenhæng med den række af bobler på aktivpriser, som økonomien har oplevet siden midten af 1990’erne, og særligt den amerikanske forbundsbanks rolle i at opmuntre til disse bobler.

Lige siden begyndelsen på den lange tilbagegang har de statslige økonomiske myndigheder forsøgt at tackle problemet med manglende efterspørgsel ved at tilskynde til øget låntagning, både privat og offentlig. I starten tyede man til offentlige budgetunderskud, og på denne måde undgik man de virkeligt dybe recessioner. Men som efterhånden som tiden gik, fik regeringerne stadig mindre vækst ud af den samme mængde låntagning. For at afværge de dybe kriser, som historisk set har plaget det kapitalistiske system, måtte man i praksis acceptere en gradvis overgang til stagnation.

I starten af 1990’erne forsøgte USA og Europa, med Clinton-regeringen i spidsen, som bekendt at slippe ud af deres afhængighed af låntagning ved sammen at gå over til balancerede budgetter. Tanken var at lade det frie marked styre økonomien. Men fordi profitabiliteten stadig ikke var blevet genoprettet, lagde underskudsreduktionerne en stor dæmper på efterspørgslen, og bidrog til at fremkalde recessionerne og den langsomme vækst mellem 1991 og 1995.

For at få økonomien til at ekspandere igen, endte de amerikanske myndigheder med at overtage en fremgangsmåde, som først var blevet benyttet af Japan i slutningen af 1980’erne. Ved at holde rentesatserne nede, gjorde den amerikanske forbundsbank det let at låne penge for at opmuntre til investeringerne i finansielle aktiver. Aktivprisernes himmelflugt betød, at virksomhederne og husstandene oplevede enorme velstandsstigninger, i det mindste på papiret. De var derfor i stand til at låne i en titanisk målestok, forøge deres investeringer og forbrug voldsomt og på den måde drive økonomien fremad.

Altså blev offentlige underskud erstattet af private. Det, der kan kaldes ”aktivpris-keynesianisme” [asset price keynesianism, red.], erstattede traditionel keynesianisme. Vi har derfor i det sidste dusin år eller deromkring været vidne til en bemærkelsesværdig situation med en verdensøkonomi, hvor den fortsatte kapitalakkumulation er kommet til at afhænge af historiske bølger af spekulation, som omhyggeligt er blevet plejet og forsvaret af statslige myndigheder – og regulatorer! – først den historiske aktieboble i slutningen af 1990’erne, og dernæst boblerne på boligområdet og kreditmarkederne i starten af årtusindet.

Finansialisering og nyliberalisme
Mange hævder at den nuværende krise er en typisk finansiel krise, ikke er en ”marxistisk” med overproduktion og faldende profit, og de argumenterer for, at den bristede finansielle spekulationsboble har spillet den centrale rolle i den her krise. Hvordan er dit syn på denne tese?

Jeg mener ikke, at det er nyttigt på den måde at modstille krisens realøkonomiske og finansielle aspekter. Som jeg fremhævede, er der tale om en marxistisk krise i og med, at den udspringer af det langvarige fald i profitraten og det mislykkede forsøg på at genoprette den, hvilket er den grundlæggende årsag til kapitalakkumulationens markant langsommere tempo frem til i dag. I 2001 var de ikke-finansielle amerikanske virksomheders profitrate den laveste i efterkrigstiden, bortset fra i 1980. Virksomhederne havde derfor ikke andet valg end at være tilbageholdende med investeringer og ansættelser, hvilket yderligere forværrede forretningsklimaet.

Det er dette, som forklarer den ultra-langsomme vækst i den erhvervscyklus, som netop er sluttet. Ikke desto mindre må man for at forstå det nuværende sammenbrud påvise sammenhængen mellem realøkonomiens svaghed og den finansielle nedsmeltning. Den vigtigste forbindelse mellem disse to ting er økonomiens stadig større afhængighed af låntagning for at holde sig i gang, samt regeringernes stadig større afhængighed af run-ups på aktivpriser for at gøre det muligt for denne låntagning at fortsætte.

Den grundlæggende betingelse for boblerne på boligområdet og kreditmarkederne var opretholdelsen af lave udgifter til låntagning. Verdensøkonomiens svaghed, især efter kriserne 1997-1998 og 2001-2002, samt de østasiatiske regeringerne enorme opkøb af dollars for at holde deres valutaer nede og det amerikanske forbrug voksende, bidrog til at skabe usædvanligt lave satser på den lange rente. Samtidig holdte den amerikanske forbundsbank satserne på den korte rente lavere end på noget tidspunkt siden 1950’erne. Fordi de kunne låne så billigt, var bankerne villige til at give lån til spekulanter, hvis investeringer drev priserne på aktiver af enhver slags stadig højere op og afkastet på udlån (rentesatsen på obligationer) stadig længere ned.

Symptomatisk nok skød boligpriserne i vejret, mens afkastet i faste priser på obligationer fra det amerikanske finansministerium dykkede. Men fordi afkastet blev stadig lavere, fik de institutioner over hele verden, som var afhængig af afkastet på udlån, stadig vanskeligere ved at tjene nok profit. Pensionsfonde og forsikringsselskaber blev særligt hårdt ramt, men hedgefonde og investeringsbanker blev også påvirket.

Disse institutioner var derfor mere end villige til at foretage omfattende investeringer i værdipapirer, som blev bakket op af stærkt tvivlsomme sub-prime pantebreve, på grund af det usædvanligt høje afkast de tilbød, mens de ignorerede den usædvanligt høje risiko. Faktisk kunne de ikke få nok af dem. Deres køb af pantebreve-understøttede værdipapirer gjorde det muligt for pantudstederne at fortsætte med at låne til stadig dårligere låntagere. Boligboblen nåede historiske proportioner, og den økonomiske ekspansion fik lov at fortsætte. Naturligvis kunne dette ikke fortsætte særlig længe. Da boligpriserne faldt, kom realøkonomien i recession, og den finansielle sektor oplevede en nedsmeltning, fordi de begge havde fået deres dynamik fra boligboblen. I dag gør recessionen nedsmeltningen værre, fordi den uddyber boligkrisen. Nedsmeltningen intensiverer recessionen, fordi den gør adgangen til kredit så vanskelig. Det er den gensidigt forstærkende vekselvirkning mellem kriserne i realøkonomien og i den finansielle sektor, som har gjort denne nedafgående bevægelse så uhåndterlig for politikere og embedsmænd og katastrofepotentialet så åbenlyst.

Selv hvis man medgiver, at efterkrigstidens kapitalisme trådte ind i en periode med en langvarig tilbagegang i 1970’erne, forekommer det ubestrideligt, at den nyliberale kapitalistiske offensiv siden 1980’erne har forhindret en forværring af nedturen.

Hvis du med nyliberalisme mener vendingen mod finans og deregulering, kan jeg ikke se, at det har hjulpet økonomien. Men hvis du mener arbejdsgivernes og regeringernes forstærkede angreb på arbejdernes lønninger, arbejdsforhold og velfærdsstaten, hersker der næppe nogen tvivl om, at det forhindrede en forværring af profitratens fald.

Imidlertid startede arbejdsgivernes offensiv før den såkaldte nyliberale æra i 1980’erne. Den begyndte i kølvandet på den faldende profitabilitet, der opstod i starten af 1970’erne, samtidig med keynesianismen. Dertil kommer, at den ikke førte til en genopretning af profitraten, og blot yderligere forværrede problemet med den samlede efterspørgsel. Svækkelsen af den samlede efterspørgsel tvang til sidst de økonomiske myndigheder til at gå over til kraftigere og farligere former for økonomisk stimulans, den ”aktivpris-keynesianisme”, som førte til den nuværende katastrofe.

Det er blevet hævdet, at et nyt paradigme med ”finansialisering” eller ”finansdrevet kapitalisme” har understøttet en såkaldt ”genopstanden kapital” (Gérard Duménil) fra 1980’erne og frem til i dag. Hvad mener du om denne tese?

Forestillingen om en finansdrevet kapitalisme er en selvmodsigelse, fordi generelt set – der findes vigtige undtagelser såsom forbrugerlån – er vedvarende finansiel profitindtjening afhængig af vedvarende profitindtjening i realøkonomien. Som modsvar på profitratens fald i realøkonomien opmuntrede nogle regeringer, med USA i spidsen, til en vending mod finans ved at deregulere den finansielle sektor. Men fordi realøkonomien fortsatte med at sygne hen, var det vigtigste resultat af dereguleringen en forstærket konkurrence i den finansielle sektor, hvilket gjort profitindtjeningen stadig vanskeligere og opmuntrede til stadig mere spekulation og stadig mere risikable investeringer.

Topcheferne i investeringsbankerne og hedgefondene var i stand til at tjene eventyrligt store formuer, fordi deres løn afhang af kortsigtet profit. De var midlertidigt i stand til at sikre høje afkast gennem en udvidelse af deres firmaers aktiver/udlån og øge risiciene. Men denne måde at drive forretning skete, i det lange løb, på bekostning af topchefernes egne virksomheders langsigtede økonomiske sundhed, hvoraf den mest spektakulære konsekvens var, at Wall Streets førende investeringsbanker brød sammen.

Hver eneste såkaldte finansielle ekspansion siden 1970’erne er meget hurtigt endt med en katastrofal finansiel krise og behovet for en omfattende redningsaktion fra staten. Dette var tilfældet med lånboomet til den tredje i 1970’erne og starten af 1980’erne, savings and loan run-up’et, den lånefinansierede opkøbsmani og boblen i erhvervsejendomme i 1980’erne, aktiemarkedsboblen i anden halvdel af 1990’erne, samt naturligvis boblerne på boligområdet og kreditmarkederne i 2000’erne. Den finansielle sektor forekom kun dynamisk, fordi regeringerne var villige til hvad som helst for at støtte den.

Statsregulering og det amerikanske præsidentvalg
Det synes givet at keynesianisme eller statsinterventionisme vil få et comeback som tidens ånd. Kan det bidrage til at løse eller i det mindste lindre krisen?

I dag har regeringerne i virkeligheden ikke andet valg end en vending mod keynesianismen og staten for at prøve at redde økonomien. Det frie marked har trods alt vist sig totalt ude af stand til at forhindre eller håndtere den økonomiske katastrofe, for ikke at tale om at sikre stabilitet og vækst. Det er grunden til, at verdens politiske eliter, som så sent som i går hyldede de deregulerede finansielle markeder, nu pludselig alle er keynesianister.

Men det er tvivlsomt om keynesianisme, forstået som store offentlige budgetunderskud og let kreditadgang for at pumpe efterspørgslen op, vil have den virkning som mange forventer. I de sidste syv år har vi, takket være den låntagning og det forbrug, som blev tilskyndet af den amerikanske forbundsbanks boligboble og Bush-regeringens budgetunderskud, trods alt været vidne til, hvad der i praksis sandsynligvis er den største form for keynesianistisk økonomiske stimulans i fredstidshistorie. Alligevel oplevede økonomien sin værste erhvervscyklus i efterkrigstiden.

I dag er udfordringen meget større. I takt med at boligboblen brister og det bliver sværere at få kredit, skærer husstandene ned på forbrug og investeringer i bolig. Som følge deraf oplever virksomhederne faldende profitter. De skærer derfor i lyntempo ned på lønninger og fyrer arbejdere, hvilket udløser en nedadgående spiral med faldende efterspørgsel og faldende profitabilitet.

Husstandene har længe været afhængige af stigende boligpriser, som gjorde dem i stand til at låne mere og kunne stå for deres opsparing. Men på grund af den opbyggede gæld vil de nu, hvor deres forbrug er mest nødvendigt for økonomien, blive nødt til at mindske låntagningen og øge opsparingen. Vi kan forvente, at en stor del af de penge, som den amerikanske regering giver dem i hænderne, vil blive opsparet i stedet for at blive brugt. I betragtning af at keynesianismen dårligt nok kunne holde økonomien i gang under ekspansionen, hvad kan vi så forvente af den under den værste recession siden 1930’erne?

For at have en effekt af betydning på økonomien, må Obama-regeringen sandsynligvis overveje en enorm bølge af direkte eller indirekte offentlige investeringer, i praksis en form for statskapitalisme. Den faktiske gennemførelse af dette vil imidlertid kræve en overvindelse af nogle gigantiske politiske og økonomiske forhindringer.

Den amerikanske politiske kultur er enormt fjendtlig over for statslig virksomhed. Samtidig ville det niveau af udgifter og statslig gældssætning, der ville være nødvendigt, kunne true dollaren. Indtil nu har de østasiatiske regeringer villigt finansieret det amerikanske underskud på handelsbalancen og budgettet, for at opretholde det amerikanske forbrug og deres egen eksport. Men nu, hvor krisen rammer selv Kina, vil disse regeringer muligvis miste evnen til at finansiere det amerikanske underskud, især i takt med at det når en størrelse uden fortilfælde. Det virkeligt skræmmende perspektiv med et stormløb mod dollaren toner frem i baggrunden.

Hvad er din generelle vurdering af Obamas sejr i det amerikanske præsidentvalg? Mange betragter Obama som det 21. århundredes Franklin D. Roosevelt, som vil skabe en ny ”New Deal”. Kan antikapitalistiske og progressive kræfter give kritisk støtte til dele af hans politik?

Obamas valgsejr bør bydes velkommen. En sejr til McCain ville have været en sejr for det republikanske parti og givet et enormt boost til de mest reaktionære kræfter på den politiske scene i USA. Det ville blive set som en blåstempling af Bush-regeringens hyper-militarisme og imperialisme, samt dens eksplicitte dagsorden om at eliminere det, der er tilbage af fagforeninger, velfærdsstat og miljøbeskyttelse.

Når det er sagt, er Obama ligesom Roosevelt en midtersøgende Demokrat, som ikke af sig selv kan forventes at gøre meget for at forsvare det store flertal af arbejderes interesser, som vil blive underkastet et voksende angreb fra virksomheder, der forsøger kompensere for deres svindende profitter ved at beskære antallet af ansatte, løn osv.

Obama støttede den gigantiske redningspakke til den finansielle sektor, som måske udgør det største røveri af amerikanske skatteyderes penge i USA’s historie, især fordi der ikke blev stillet nogen betingelser til bankerne. Han støttede også redningspakken til bilindustrien, selvom den bygger på omfattende beskæringer i bilarbejdernes løn.

Det korte af det lange er, at Obama, ligesom Roosevelt, kun kan forventes at tage skridt af betydning til forsvar for arbejderklassen, hvis han presses til det af organiseret direkte aktion fra neden. Roosevelt-regeringen gennemførte først New Deals vigtigste progressive lovtiltag, såsom The Wagner Act [gav bl.a. arbejderne ret til at organisere sig, red.] og Social Security, efter at være blevet presset til det af store bølger af massestrejker. Vi kan forvente det samme af Obama.

Systemrensende kriser
Ifølge Rosa Luxemburg, og senest David Harvey, overvinder kapitalismen sine krisetendenser gennem geografisk ekspansion. I følge Harvey bliver dette ofte hjulpet på vej af omfattende statslige investeringer i infrastruktur, der skal støtte private kapitalinvesteringer, ofte udenlandske direkte investeringer. Kan kapitalismen finde en udvej fra den nuværende krise gennem det, Harvey kalder et ”temporalt-spatialt” fix?

Det er et komplekst spørgsmål. Først og fremmest mener jeg, at det korrekt og væsentligt at sige, at geografisk ekspansion har været en uundværlig del af hver eneste store bølge af kapitalakkumulation. Man kan måske sige, at vækst i arbejdsstyrken og vækst i systemets geografiske rum er en uundværlig del af kapitalistisk vækst. Efterkrigstidens boom er et godt eksempel, med en bemærkelsesværdig kapitalekspansion ind i USA’s sydlige og sydvestlige stater og ind i det krigshærgede Vesteuropa og Japan.

De amerikanske virksomheders investeringer spillede en afgørende rolle i denne periode, ikke bare i USA, men også i Vesteuropa. Der hersker ingen tvivl om, at denne udvidelse af arbejdsstyrken og af kapitalismens geografiske område var en uundværlig del af de høje profitrater, som gjorde efterkrigstidens boom så dynamisk. Fra et marxistisk synspunkt var det en klassisk bølge af kapitalakkumulation og indebar nødvendigvis både en indsugning af enorme mængder arbejdskraft udenfor systemet, især fra de prækapitalistiske landområder i Tyskland og Japan, og en massiv indlemmelse eller genindlemmelse af ekstra geografisk rum.

Ikke desto mindre mener jeg, at mønstret for den lange tilbagegang, siden slutningen af 1960’erne og starten af 1970’erne, i det store og hele har været anderledes. Det er korrekt, at kapitalen svarede igen på faldende profitabilitet med yderligere ekstern ekspansion, hvor den forsøgte at kombinere avanceret teknologi med billig arbejdskraft. Østasien er selvfølgelig det klassiske eksempel, og har utvivlsomt verdenshistorisk betydning, som en grundlæggende transformation, for kapitalismen.

Selvom ekspansionen ind i Østasien var et svar på den faldende profitabilitet, mener jeg ikke, at den har skabt en tilfredsstillende løsning. Når alt kommer til alt duplikerer den nye fremstillingsvirksomhed, der på så bemærkelsesværdig vis opstod i Østasien, i vid udstrækning den fremstillingsvirksomhed, som allerede findes andetsteds, bare billigere. Efter systemets målestok løser den ikke, men udvider overkapacitetsproblemet.

Med andre ord har globaliseringen været et svar på faldende profitabilitet, men fordi de nye industrier grundlæggende set ikke supplerer den globale arbejdsdeling, men er overflødige, har vi set en fortsættelse af profitabilitetsproblemet.

For faktisk at løse det profitabilitetsproblem, der så længe har pint systemet – og ført til langsommere kapitalakkumulation og fremkaldt større mængder gældsstiftelse for at opretholde stabiliteten – har systemet brug for den krise, som så længe er blevet udskudt. Fordi problemet er overkapacitet, som er blevet massivt forværret af opbygningen af gæld, er der ligesom i det klassiske perspektiv brug for en rensning af systemet for firmaer med høje omkostninger og lave profitter, den efterfølgende billiggørelse af produktionsmidler samt nedsættelse af prisen på arbejdskraft.

Det er gennem kriserne, at kapitalismen historisk set har genoprettet profitraten og etableret de nødvendige betingelser for mere dynamisk kapitalakkumulation. I efterkrigstiden er kriserne blevet afværget, men prisen har været en manglende evne til at genoplive profitabiliteten, hvilket har ført til en forværret stagnation. Den nuværende krise handler om den udrensning, der aldrig fandt sted.

Du mener altså at kun krisen kan løse krisen? Det er et klassisk marxistisk svar.

Jeg mener, at det sandsynligvis er tilfældet. Analogien ville lyde sådan her: Til at begynde med, i starten af 1930’erne, var New Deal og keynesianismen ineffektive. Faktisk lykkedes det ikke gennem det meste af 1930’erne at skabe betingelser for et nyt boom, hvilket blev demonstreret da økonomien faldt tilbage i den dybe recession 1937-1938. Men efterhånden, som følge af den lange krise i 1930’erne, blev de produktionsmidler med høje omkostninger og lave profitter udrenset, hvilket skabte de grundlæggende betingelser for høje profitrater.

Man kan sige, at ved slutningen af 1930’erne var der potentiale for høje profitrater, og at det eneste der manglede var et stød til efterspørgslen. Denne efterspørgsel blev selvfølgelig tilvejebragt af de enorme udgifter til oprustning i forbindelse med 2. verdenskrig. Altså var der under krigen høje profitrater, og disse høje profitrater skabte de nødvendige betingelser for efterkrigstidens boom. Men selv hvis de keynesianistiske budgetunderskud var blevet afprøvet i 1933, mener jeg ikke, at det ville have virket, fordi der først, i marxistisk forstand, var brug for en systemrensende krise.

Udfordringer til USA’s hegemoni
Vil den nuværende krise føre til en til udfordring af USA’s hegemoni? Verdenssystem-teoretikere som Immanuel Wallerstein argumenterer for, at den amerikanske imperialismes hegemoni er i tilbagegang.

Det er igen et meget komplekst spørgsmål. Måske tager jeg fejl, men jeg mener, at mange af dem, der anser det amerikanske hegemoni for at være i tilbagegang, i bund og grund ser USA’s dominans primært som udtryk for geopolitisk magt og, i sidste ende, tvang. Ifølge dette synspunkt er det primært amerikansk dominans, der skaber dets lederskab, det er amerikansk magt over og i modsætning til andre lande, som bevarer USA’s førerposition.

Jeg ser USA’s hegemoni på den måde. Jeg anser verdens elite, især eliterne i den kapitalistiske kerne i bred forstand, for at være meget glade for det amerikanske hegemoni, fordi det for dem betyder, at USA påtager sig rollen som global politibetjent og de udgifter, som er forbundet med det. Dette tror jeg gælder selv for eliterne i de fleste fattige lande.

Hvad er den globale amerikanske politimands rolle? Ikke at angribe andre lande – den er primært at bevare den sociale ro, at skabe stabile betingelser for global kapitalakkumulation. Dens hovedformål er at udslette enhver folkelig udfordring mod kapitalismen, at støtte de eksisterende klasseforholds strukturer.

Gennem det meste af efterkrigstiden var der nationalistiske, statsinterventionistiske udfordringer, især fra neden, mod kapitalens frie herredømme. De blev uden tvivl mødt af den mest brutale amerikanske magt, de mest åbne udtryk for amerikansk dominans. Selvom der i systemets centrum herskede hegemoni [her forstået som en generel konsensus, som kun i sidste ende håndhæves af truslen om militær magt, red.], skete dominansen andre steder gennem vold.

Men med Sovjetunionens sammenbrud, den kapitalistiske udvikling i Kina og Vietnam og de nationale befrielsesbevægelsers nederlag steder som det sydlige Afrika og Centralamerika, blev modstanden mod kapitalen i udviklingslandene stærkt svækket, i hvert fald for en tid. Derfor vil regeringerne ikke bare i Vest- og Østeuropa, Japan og Korea, men også i Brasilien, Indien og Kina – de fleste steder der kan nævnes – foretrække, at USA’s hegemoni fortsætter.

Det amerikanske hegemoni vil ikke forsvinde ved, at der opstår en anden stormagt, som er i stand til at konkurrere om det globale herredømme. Frem for alt foretrækker Kina amerikansk hegemoni. USA har ingen planer om at angribe Kina og har, indtil videre, holdt sine markeder vidt åbne for kinesisk eksport. På grund af den globale amerikanske politimand, som har sikret stadig friere handel og kapitalbevægelser, har Kina fået lov til at konkurrere på produktionsomkostninger, på lige betingelser, og dette har været ekstremt fordelagtigt for Kina – det kunne ikke være bedre.

Kan det amerikanske hegemoni fortsætte under den nuværende krise? Dette er et meget sværere spørgsmål. Men jeg tror, at svaret, i første omgang, er ja. Verdens eliter ønsker frem for alt at bevare den nuværende, globaliserende orden, og her spiller USA en afgørende rolle. Ingen af verdens eliter forsøger at udnytte krisen eller USA’s enorme økonomiske problemer til at udfordre hegemoniet.

Kina siger hele tiden: ”Vi vil ikke blive ved med at betale for, at USA kan fortsætte sin udsvævende facon”, med henvisning til Kinas dækning af USA’s rekordstore betalingsbalanceunderskud det sidste årti og de gigantiske budgetunderskud, som for tiden bliver skabt. Tror du, at Kina har smækket kassen i over for USA? Overhovedet ikke. Kina fortsætter med at hælde så mange penge som muligt i at holde den amerikanske økonomi kørende og dermed sikre, at Kina fortsat kan udvikle sig som hidtil.

Selvfølgelig er det ønskværdige ikke altid muligt. Kinas krise kan være så dyb, at der ikke længere er råd til at finansiere det amerikanske underskud – eller også kan dette underskuds opsvulmning og USA’s forbundsbanks trykning af penge føre til dollarens sammenbrud, hvilket ville udløse en sand katastrofe.

Hvis dette skete, måtte der skabes en ny orden. Men i en situation med en dyb krise ville dette være ekstremt vanskeligt. Faktisk kunne USA og andre stater under sådanne omstændigheder sagtens finde på at gå over til økonomisk protektionisme, nationalisme og endda krig. Jeg tror at, i øjeblikket, forsøger verdens eliter stadig at undgå dette – de er ikke klar til det. De ønsker at holde markederne åbne og holde handelen åben.

De forstår, at sidste gang staterne greb til protektionisme for at løse problemerne var under den store depression, og dette gjorde depression langt værre, for da nogle stater gik i protektionistisk retning, fulgte alle de andre hurtigt efter, og verdensmarkedet blev lukket ned. Bagefter fulgte selvfølgelig militarisme og krig. Lukningen af verdensmarkedet ville naturligvis være katastrofal i dag, og derfor gør eliterne og regeringerne deres ypperste for at forhindre et protektionistisk, statsinterventionistisk, nationalistisk og militaristisk scenario.

Men politik er ikke kun et udtryk for hvad eliterne ønsker, og hvad eliterne ønsker ændrer sig over tid. Eliterne er desuden generelt splittede, og politik har autonomi. Derfor kan det f.eks. næppe udelukkes, at hvis krisen bliver virkelig slem – hvilket på nuværende tidspunkt ikke ville være nogen stor overraskelse – kan vi blive vidne til en tilbagevenden til højreradikal politik med protektionisme, militarisme, udlændingefjendskhed og nationalisme.

Denne type politik kunne ikke blot have bred folkelig appel. Stigende dele af erhvervslivet ville måske se det som den eneste udvej, i takt med at de ser deres markeder bryde sammen, ser systemet i depression, ser et behov for beskyttelse mod konkurrence og statslig støtte til efterspørgslen gennem militæroprustning. Dette var naturligvis i mellemkrigstiden det almindelige svar i store dele af Europa og i Japan. I dag er højrefløjen på hælene, på grund af Bush-regeringens fiasko og på grund af krisen. Men hvis Obama-regeringen ikke er i stand til at modvirke det økonomiske sammenbrud, ville højrefløjen sagtens kunne komme igen…især fordi Demokraterne i realiteten ikke tilbyder noget ideologisk alternativ.

Den kinesiske krise
Du talte om en potentiel krise i Kina. Hvordan vurderer du den kinesiske økonomis nuværende tilstand?

Der er to hovedårsager til, at jeg mener, at den kinesiske krise vil blive meget værre end folk forventede. Den første er, at den amerikanske krise, og mere generelt den globale krise, er langt mere alvorlig end folk forventede, og sidste ende er den kinesiske økonomis skæbne uløseligt forbundet med den amerikanske og den globale økonomis skæbne. Dette skyldes ikke kun, at Kina har været så afhængig af eksport til det amerikanske marked. Det meste af resten af verden er også afhængig af USA, og dette gælder særligt Europa.

Hvis jeg ikke tager fejl, blev Europa for nylig Kinas største eksportmarked. Men efterhånden som den krise, der udsprang i USA, trækker Europa ned, vil Europas marked for kinesiske varer også blive indskrænket. Derfor er Kinas situation langt værre end folk forventede, fordi den økonomiske krise er langt værre end folk forventede.

For det andet har folk i deres begejstring over Kinas i sandhed spektakulære økonomiske vækst overset boblernes rolle i at drive den kinesiske økonomi fremad. Kina har grundlæggende set haft vækst gennem eksport, især via et voksende handelsoverskud i forhold til USA. På grund af dette overskud har den kinesiske regering indført politiske foranstaltninger, som skal holde den kinesiske valuta nede og holde den kinesiske fremstillingsindustri konkurrencedygtig. Mere specifikt har den kinesiske regering foretaget gigantiske opkøb af omsættelige aktiver i dollars ved at trykke enorme mængder af renminbi, den kinesiske valuta. Men resultatet har været at sprøjte store mængder af penge ind i den kinesiske økonomi, hvilket i en lang periode har betydet stadig lettere kreditadgang.

På den ene side har virksomheder og lokalregeringer brugt denne lette kreditadgang til at finansiere massive investeringer. Men dette har ført til stadig større overkapacitet. På den anden side har de brugt den lette kreditadgang til at opkøbe jord, boliger, aktier og andre typer finansielle aktiver. Men dette har medført omfattende bobler på aktivpriserne, der ligesom i USA har bidraget til at muliggøre mere låntagning og forbrug.

I takt med at de kinesiske bobler brister, vil niveauet af overkapacitet blive tydeligt. Efterhånden som de kinesiske bobler brister, vil man – ligesom i en stor del af resten af verden – se en stor dæmper på forbrugerefterspørgslen og en ødelæggende finansiel krise. Så det korte af det lange er, at den kinesiske krise er meget alvorlig og kan gøre den globale krise langt voldsommere.

Vil nyliberalismens fiasko skabe en åbning for verdens progressive kræfter?

Nyliberalismens nederlag skaber bestemt store muligheder, som venstrefløjen ikke havde før. Nyliberalismen havde aldrig rigtig appel til store dele af befolkningen. Arbejderklassen identificerede sig aldrig med frie markeder, fri finans og alt det der. Men jeg tror, at store dele af befolkning var overbevist om TINA, ”There is No Alternative”.

Men nu har krisen afsløret den nyliberale økonomiske organisationsforms totale bankerot, og man kan allerede se ændringen komme meget kraftigt til udtryk i de amerikanske arbejderes modstand mod redningsaktionerne for bankerne og den finansielle sektor.

Folk siger i dag: ”Vi får at vide, at nøglen til at genoprette økonomien og velstanden er at redde de finansielle institutioner og finansmarkederne. Men det tror vi ikke på. Vi vil ikke give flere penge til disse mennesker, som bare stjæler fra os.”

Der er et ideologisk tomrum, og som følge deraf er en åbning for venstrefløjens idéer. Problemet er, at der ikke er meget organisation af arbejderklassen, for ikke at tale om politiske udtryk. Man kan sige, at der med ændringen af det politiske miljø, af det ideologiske klima, er blevet skabt en stor mulighed, men at det i sig selv ikke vil skabe et progressivt resultat.

Derfor er hovedprioriteten for progressive kræfter – for alle venstrefløjsaktivister – at være aktive i at forsøge at genoplive arbejderklassens organisationer.

Uden en genskabelse af arbejderklassemagt vil kun få progressive ændringer være mulige, og den eneste måde at genskabe denne magt er gennem mobiliseringer for direkte aktion. Kun hvis arbejderklassen laver kollektive masseaktioner vil den være i stand til at skabe den organisation og magt, som er nødvendig for at skabe den sociale basis for en transformation af deres egen bevidsthed og for politisk radikalisering.

Robert Brenner er professor i historie ved UCLA (University of California, Los Angeles) og forfatter til bl.a. The Boom and the Bubble og The Economics of Global Turbulence. Oversat og forkortet af Lars Henrik Carlskov fra Against the Current, nr. 139, March-April 2009.

Undertrykkelse og modstand i Kina

I Kina har undertrykkelse og en kompleks historisk arv hidtil forhindret en forenet arbejderbevægelse i at opstå. Men der er nu tegn på at det er ved at ændre sig.

AF JOHN CHEN OG MICHAEL LIU

Den 27. november blokerede omkring 1.500 arbejdere den vigtigste hovedvej til den sydkinesiske by Dongguan. De arbejder for Alco, et stort Hong Kong-baseret transnationalt selskab, som producerer forbrugerelektronik.

Arbejderne er primært indenlandske migranter fra landområderne, som tjener minimumslønnen, som i Dongguan er cirka 430 kr. om måneden.

De unge arbejdere havde nedlagt arbejdet efter at firmaet – som af arbejdsgivermagasinet Forbes er blevet udråbt til en af Asiens ”bedste” virksomheder – havde gennemført en 75 % stigning på kantinepriserne.

Selvom der på det seneste er sket en opblødning af politiets syn på strejker i et-partistaten, følte ordensmagten sig tvunget til at rykke ind med hunde, stave og skjolde for at fjerne arbejderne fra hovedvejen.

Ledelsen, der blev forskrækket over arbejdernes selvtillid og muligheden for en eskalering – og utvivlsomt var under pres fra nervøse regeringsembedsmænd – gav imidlertid efter og ophævede stigningen i priserne på et måltid mad.

Tusinder af kilometer derfra i Shandong-provinsen, på omtrent samme tid, strejkede hundredvis af oliearbejdere fra Qilu Petro Chemical Corporation for en lønforhøjelse.

Tidligere ansatte i virksomheden, hvis arbejdsliv blev afbrudt af de massefyringer som fulgte en delvis privatisering i 2001, sluttede sig til mange strejkevagter foran virksomhedens hovedkvarter.

De strejkendes lønkrav skal ses på baggrund af stigende inflation og virksomhedens rekordhøje profitter, som især skyldes høje globale oliepriser. Politiet iagttog de strejkende, men skred ikke ind. Arbejderne på Qilu-fabrikken er hovedsageligt lokale folk, som har haft en stolt tradition for at opbygge ”socialisme” siden 1949-revolutionen, og de tjener mellem 625 og 1250 kr. om måneden.

Det Kinas herskere frygter mest er potentialet for enhed mellem disse to halvdele af Kinas hastigt voksende arbejderklasse – migranter fra landområderne og etablerede arbejdere i byerne.

Det ville være tåbeligt at komme med forudsigelser, men der er noget der tyder på at et interessesammenfald rykker længere op på dagsorden i takt med at barriererne for enhed bortfalder under Kinas umættelige trang til fortsat vækst og akkumulation.

En af de store tilbageværende hindringer for enhed er de drakoniske restriktioner på bosættelsesmulighederne. Hukou-systemet (husstands-registrering) binder folk fra landet til deres fødselssted og tillader dem kun at bo i byerne, hvis de er i arbejde og har papirerne i orden.

I det sidste årti har regeringen været tvunget til at lempe disse regler efter pres fra kapitalisterne, der behøver en stor reservehær af arbejdsløse til at holde lønningerne nede.

Samtidig har både erhvervslivet og staten set hukou-systemet som et vigtigt kontrolredskab, som gør det muligt at tvinge militante arbejdere tilbage til landområderne.

I 1990’erne og starten af dette årtusinde havde arbejdsgiverne og direktørerne for de statslige virksomheder, der for nylig var blevet uafhængige, det som blommen i et æg. Op imod 45 millioner arbejdere blev afskediget i byerne og op imod 150 millioner migranter fra landområderne forlod markerne for at lede efter arbejde i byerne.

I takt med at Kina omfavnede den kapitalistiske globalisering skabte statens politik et uimodståeligt klima for investorer og multinationale selskaber.

Dette gjaldt især i de sydlige og østlige kystprovinser, som har stået i spidsen for landets forvandling fra en økonomi, der primært producerer til hjemmemarkedet, til en økonomi der producerer til de globale markeder. Der er ingen retslig beskyttelse af strejkeretten og ingen foreningsfrihed.

Alle fagforeninger må være tilsluttet den Al-kinesiske Fagforeningssammenslutning (ACFTU). Denne organisation var dybt involveret i at lave udkastene til en række love arbejderbeskyttelseslove. Men dens forfatningsmæssige underordning i forhold til Kommunistpartiet forhindrer den i at gøre et seriøst forsøg på at sikre håndhævelsen af disse love.

Partiets ledende rolle i forhold til ACFTU sikrede at sidstnævnte ikke gjorde modstand mod privatiseringer og massefyringer i statssektoren. ACFTU har lagt vægt på at oprette fagforeninger i den private sektor – som ofte ledes af cheferne eller deres stråmænd – i modsætning til at organisere arbejderne på gulvplan på kontorerne og i fabrikkerne.

Dette har gjort ACFTU ude af stand til at udfordre lokale alliancer mellem griske kapitalister og embedsmænd, der har en interesse i at sikre fortsatte investeringer.

Arbejderne har selv ført en energisk, men spredt modstand mod afskedigelserne i statssektoren. Et vendepunkt var de omfattende uroligheder i 2002 – navnlig i de strategisk vigtige oliefelter – efter at olieselskaberne afskedigede arbejdere for at kunne hamle op med den udenlandske konkurrence, som fulgte efter WTO-medlemskabet.

Militærenheder blev sat på standby i den nordøstlige by Daqing da op imod 80.000 arbejdere demonstrerede i mere end ti dage for bedre fyringskompensation.

Deres aktioner blev kopieret i mindre grad i mindst tre andre oliefelter. Men en kombination af undertrykkelse, overtalelse, historiske splittelser og nøje udvalgte lønstigninger forhindrede statssektor-arbejdere fra forskellige områder i at slutte sig sammen.

I de sjældne tilfælde hvor det skete, frembragte det en voldsom reaktion fra myndigheder, som uddelte arrestationer og fængselsstraffe til arbejdernes ledere.

Omvendt har migrantarbejdernes kampe i eksportzonerne og boom-byerne været handikappet af drakoniske chefer, autoritære embedsmænd, interne splittelser og manglende erfaring med fabrikssystemet.

Lovende tegn

I de seneste år er de forhold, som har bidraget til at forhindre fremkomsten af en arbejderbevægelse, imidlertid blevet fortrængt af et langt mere lovende scenario.

I 2004 begyndte der at opstå mangel på arbejdskraft – et passende vidnesbyrd om kapitalismens manglende evne til at skabe virkelige fremskridt i et land med en gennemsnitlig national arbejdsløshedsprocent på otte procent.

Der blev mangel på faglært og erfarne arbejdere efterhånden som Yangtze-floddeltaet og regeringens urbaniseringspolitik begyndte at trække arbejderne væk fra de traditionelle magnetområder i Fuijan- og Guandong-provinserne.

Dette har tvunget cheferne til at forbedre forholdene og lokalregeringerne til at hæve niveauet på minimumslønnen, samtidig med at NGO’er, der arbejder med at forbedre arbejdsforholdene melder om en generel stigning i bevidstheden om rettigheder blandt migrantarbejderne.

Faglærte arbejdere og værkførere har spillet en afgørende rolle. De har brugt deres erfaring og favorable markedsposition til at tilkæmpe sig indrømmelser fra arbejdsgiverne ved at organisere strejker og protester.

De privatiserede tidligere statsvirksomheder oplever også, at modstanden fra arbejdere i beskæftigelse, i modsætning til defensive kampe fra allerede fyrede arbejdere, gradvist er ved at genopstå.

Omkring 7.000 tekstilarbejdere opretholdt en 24-timers strejkevagt i seks uger – muligvis den længste kendte strejke i Kinas historie siden 1949-revolutionen – uden for Xianyang Huarun-fabrikken. De kæmpede imod dårligere nye kontrakter og tab af anciennitet over for vandkanoner og kampklædt politi efter et opkøb fra det Hong Kong-baserede fastlandskonglomerat China Ressources.

Siden der blev indført økonomiske reformer i landbrugssektoren i 1978 har Kinas vækst været vedvarende og spektakulær efter enhver standard. Efter at have overhalet USA i 2003 er landet verdens største modtager af udenlandske direkte investeringer.

I 2005 blev Kina verdens tredje største handelsnation og i 2006 nåede bruttonationalproduktet op på 2,2 milliarder dollars, kun overgået af USA, Japan og Tyskland. Men politikken om ”vækst for enhver pris” støder nu på alvorlige forhindringer. 

Den kinesiske borgerrettighedsbevægelse, Weiquan, omfatter nu såvel bønder, der kæmper 
mod voldelige udviklingsprojekter for at bevare deres jord, som strejkende arbejdere, der ønsker at få del i landets vækst.

Denne bevægelse har tvunget den nye ledelse bestående af kommunistpartiets sekretær Hu Jintao og premierminister Wen Jiabao til at ændre regimets retorik fra ”vækst for enhver pris” til opbygningen af et ”harmonisk samfund” baseret på ”videnskabelig udvikling”. 

Denne ændring har ikke inddæmmet den voksende utilfredshed blandt bønderne og arbejderne, der sammenligner deres egen vedvarende forarmelse og hårde arbejdsliv med det spektakulære privatforbrug hos Kinas nouveau riche.

En afgørende fase

Kinas udvikling er på vej ind i en afgørende fase, hvor eksterne og interne faktorer truet med at støde sammen i 2008. Mens partiet forbereder sig på at fremvise sit ”økonomiske mirakel” – grundlæggende set en gradvis og forsigtig gennemføring af neoliberale politikker – ved de olympiske lege i Beijing, skælver den amerikanske økonomi.

I december sprøjtede centralbankerne i Nordamerika og Europa et uhørt beløb på 100 milliarder dollars ind i det finansielle system som led i det analytikere fra BNP Paribas [stor fransk bank, red.] har kaldt ”en drastisk handling for at forhindre kreditmæssige spændinger i at sprede sig til en større del af markederne og blive katalysator for en global økonomisk krise”.

Sådan en krise vil have alvorlige følger for Kinas eksport-drevne vækst og yderligere underminere den kinesiske regerings bestræbelser på at fremme beskæftigelse og social harmoni.

Som en Beijing-baseret advokat for arbejderbevægelsen for nylig fortalte os: ”Mens der fortsat er vækst kan regeringen sandsynligvis holde en dæmper på protesterne. Men hvis der kommer en recession vil de blive meget vanskeligt at styre.”

Det berygtede ”farvel” til arbejderklassen kort før de store franske strejker i 1968 tjener stadig som en advarsel imod spådomme om klassekampens udvikling. De kinesiske arbejderes voksende vilje til at begrænse deres udbytning repræsenterer imidlertid en central udfordring for den kapitalistiske globaliserings modstandere.

I Kina har åben undertrykkelse kombineret med en kompleks historisk arv forhindret fremkomsten af en forenet arbejderklassebevægelse.

Dette er fortsat de vigtigste barrierer som møder arbejderklassen og de militante aktivister, som potentielt kunne lede den. Uden for Kina, og særligt i lande som Storbritannien, har arbejderne for længst vundet retten til at organisere sig.

Det er vores opgave at vise aktiv solidaritet med vores brødre og søstre i Kina. Det er i vores alles fælles interesse at gøre det.

Oversat og redigeret af Lars Henrik Carlskov fra den britiske ugeavis Socialist Worker 22. december 2007. Læs mere om Kinas nye arbejderbevægelse på China Labour Bulletin (www.china-labour.org.hk/en).

Dræningen af Afrikas rigdomme

Patrick Bond, der er økonom ved KwaZulu Natal University i Sydafrika og forfatter til en række bøger om Afrika, fortæller i dette interview om imperialisme og modstand på det afrikanske kontinent i dag.

Hvad er dynamikken i plyndringen af Afrika?

Lad os begynde med den proces, hvor den nye imperialisme er afhængig af udvindingen af ressourcer til stadig lavere priser.

Vi befinder os i en meget forvirret periode, for siden 2002 er varepriserne - mineraler, energi, selv salgsafgrøder – steget. Men der er mange mennesker, som vil erklære sig enige, at der er tale om en lille fremgang i en varepriscyklus, som siden 1970’erne har været ude for en dramatisk tilbagegang. Det er i den forstand, at de multinationale selskabers magt, og de afrikanske eliters lydighed over for denne magt, nu har nået enestående højder.

Det er blevet så ekstremt, at selv Verdensbanken har erkendt, at der ikke er noget grundlag for økonomisk udvikling baseret på den nuværende styreforms udvinding af ressourcer. En ret ukendt rapport fra Verdensbanken, Where is the Wealth of Nations?, som blev offentliggjort på dens hjemmeside i 2005, har erkendt denne dræning af rigdom.

For eksempel var Gabons bruttonationalprodukt (BNP) per capita i 2002 på 3370 dollars, hvilket er relativt højt på grund af olierigdommene. Men nettoopsparingen per capita var på minus 1183 dollars. Det er det mest ekstreme tilfælde. Men mønsteret går igen i stort set alle de afrikanske økonomier, der er baseret på udvinding af ressourcer. I øvrigt er de to mest intensive tilfælde, Angola og Den Demokratiske Republik Congo (DRC), ikke engang talt med, fordi de ikke har tilstrækkelige data.

Her kan man se processen med udvinding af Afrikas rigdomme uden geninvesteringer. Dette bliver kombineret med de afrikanske eliters kapitalflugt – samt den ufatteligt høje GINI-koefficient [statistisk redskab til at måle ulighed, red.]. Disse lande er virkelig de værste i verden med hensyn til ulighed, til relativ kapitalflugt og til udvinding af ressourcer uden geninvestering.

I den henseende er Sudan et mere ekstremt tilfælde, men stadig en del af den overordnede proces, hvor den multinationale kapital i stedet for at flyde til Afrika hopper fra det ene mineraludvindingssted til det næste. Det er den måde, hvorpå Afrika er integreret.
Der er to andre faktorer, der skal nævnes. Den ene er den amerikanske imperialisme og den anden er den kinesiske faktor.

Udover den amerikanske imperialisme har vi har også fået en sydafrikansk sub-imperialisme, og USA og Sydafrika opererer – bortset fra nogle få retoriske forskelle i ny og næ – i temmelig stor overensstemmelse om at etablere strukturerne til at dræne Afrika for rigdom. En af disse strukturer er New Partnership for Africa’s Development – NEPAD – hvis filosofi beskrives præcist det amerikanske udenrigsministeriums navnevalg, fordi den udvider det nyliberale projekt.

Den tidligere amerikanske forsvarsminister Donald Rumsfeld bekendtgjorde i 2005, at der skulle være en ny Afrika-kommando. Indtil for nylig er Afrika blevet afpatruljeret af Middelhavs-kommandoen, Europas sydlige kommando.

Den anden faktor, Kina, er afgørende på grund af det nye handelsregime, der er kommet med Kinas indtræden i WTO. Før i tiden var der en form for minimal fordel i at have fremstillingsvirksomhed i Afrika på grund af den amerikanske lov ved navn Africa Growth and Opportunity Act (AGOA), som tillod nogle få lande, som f.eks. Lesotho, at eksportere nogle få fremstillingsvarer, især beklædningstekstiler, ind i USA.

Det er nu en saga blot, og den store historie er, at praktisk talt hele Afrikas tøj- og tekstilkapacitet bliver tilintetgjort af importvarer. Det gælder også for fodtøj og elektronik i et utal af sektorer. Den kinesiske importbølge har simpelt hen tilintetgjort en stor del af Afrikas kapacitet.

Hvad er den kinesiske regerings politik i Afrika?

Den ser ud til at være et forhold baseret på opportunisme og klientelisme.

I 2005 gav den kinesiske regering et lån på 200 millioner dollars til Zimbabwes regering. Dette skete mere eller mindre præcis et år efter, at Zimbabwe havde afslået et lån på 500 millioner dollars fra den sydafrikanske regering på grund af betingelser, som efter sigende ville kunne give mere plads til opposition og konfrontationer med regimet. Derudover ville det have indebåret en større liberalisering af Zimbabwes økonomi i forhold til Sydafrikas.

Hvad kineserne har gjort, ved vi ikke i detaljer. Men det kan sammenlignes med et andet arrangement, som blev lavet i 2005, hvor Kina kautionerede for Angolas regering, der, selvom den har meget store olieindtægter, havde kraftigt brug for to milliarder dollars.
Angolas regering henvendt sig til Den Internationale Valutafond, og IMF havde et utal af betingelser. Kineserne gav lånet, formodentlig til samme eller næsten samme udlånsrente – jeg har ikke de detaljer – men uden disse betingelser.

Og på samme måde er der i Sudan masser af kinesiske investeringer i infrastrukturen for at støtte olieudvindingen – i omegnen af otte milliarder dollars, har jeg hørt.

I disse tre tilfælde, plus mange flere, hvor vi nu kender detaljerne, ser Kina ud til at udvide sine relationer med undertrykkende afrikanske regimer, og det ser ud til at ske uden nogen indflydelse fra progressive, som på den ene eller den anden måde ønsker at stille betingelser for disse relationer.

For lige at illustrere det: Græsrodsbevægelsen i Zimbabwe opfordrer til intelligente sanktioner mod Robert Mugabe. Sydafrikas forhold til Zimbabwe er også frygteligt vigtigt, fordi så stor del af de materielle ressourcer og den ideologiske støtte til Mugabe-regimet kan findes hos det officielle Sydafrika.

I Zimbabwe forekom der i september en forfærdelig tortur af fagforeningsaktivister, fængslinger af kvindeaktivister og tæv og fortsat undertrykkelse. Det er virkelig vigtigt at forstærke de progressives stemme i Zimbabwe for at få den internationale solidaritet op at køre. Pambazuka, den førende progressive afrikanske hjemmeside, er kommet med en større udgivelse om Kina, Afrika og alternativer fra neden, i stedet for de elitære, klientbaserede systemer, som ser ud til at have fundet fodfæste fra oven.

Hvordan er den politiske situation i Sydafrika?

Efter en meget forvirrende periode gav fagforeningerne, der mødtes på en konference i 2005, igen deres støtte til Jacob Zumas kandidatur i det kommende ledervalg i African National Congress (ANC).

Zuma måtte også undskylde for en ufattelig homofobisk bemærkning, han kom med til en traditionel Zulu-forsamling. Men han blev også noteret for at sige, at hvis han bliver præsident, ville han genudnævne den nyliberale finansminister, Trevor Manuel, og at det går helt fint med den økonomiske politik.

Den måde, som Zuma er blevet omfavnet af COSATU – Congress of South African Trade Unions – og det sydafrikanske kommunistparti (SACP), SACP’s ungdomsforbund og ANC’s ungdomsforbund, giver grund til en vis bekymring. Der er ingen venstrefløjskandidat.

Hvori består Zumas bagland?

Han har et mærkværdigt bagland, som det sydafrikanske kommunistpartis strateg Jeremy Cronin beskriver som dem med noget at klage over. Præsident Thabo Mbeki har optrådt så arrogant og egenrådigt, centraliseret magten, og påtvunget partistrukturen – selv byråd - sine håndplukkede bureaukrater og politikere fra oven. Et omfattende oprør har vundet fodfæste. Selvom ANC stadig er et populært parti, og Mbeki klarer sig overraskende godt i meningsmålingerne, afspejler den faktiske gensidigt ødelæggende dynamik en dyb splittelse.

Zumas bagland er til den største etniske gruppe, zulu-folket, som har haft en etnisk-baseret bekymring for, at deres underudvikling i en af de tre fattigste provinser, KwaZulu Natal, kan have noget at gøre med etnisk frygt. Jeg ved ikke om der er nogen sandhed i det, men den etniske chauvinisme er bestemt i fremgang, fordi Zuma bruger zulu-kortet så meget som muligt.

”One hundred percent Zulu boy” er en af de måder, det er kommet til udtryk som slogan. Det har optrådt på plakater og i nogle etnisk-baserede angreb på ham som zulu i nogle falske e-mails, der cirkulerede i de ledende kredse i ANC i slutningen af 2005.

Det andet, og langt vigtigere, er, at fagforeningernes ledelse – eller i det mindste den største fraktion – støttede op om Zuma. Det skyldes efter min mening til dels frustration over Mbeki og den nyliberale klike omkring ham – især Manuel, finansministeren, og Alec Erwin, minister for offentlige virksomheder.

Disse fagforeningsledere er på fortvivlelsens rand efter, at de har arbejdet for en social kontrakt mellem arbejderbevægelsen og regeringen. Den er ikke blevet opfyldt, eftersom regeringen har brudt praktisk talt alle sine løfter til dem, særligt med hensyn til den økonomiske politik.

Derfor har fagforeningslederne, der også har følge af det meste af kommunistpartiets ledelse – selvom der er nogle vigtige undtagelser – følt, at Zuma udgør en bedre vej til ANC’s ledelse.

Der er altid snak om, at med Zuma som præsident vil der måske være ministerposter, og den såkaldte stige mellem fagforeningerne og regeringen har været et meget stærkt incitament. En række af de øverste fagforeningsledere er gået fra COSATU eller beslægtede organisationer til ministerposter i regeringen.

Dette er altid en faktor – den måde som den tredelte alliance mellem ANC, SACP og COSATU reproducerer sin egen ledelsesmæssige og politiske elite uden, at der nødvendig er nogen ideologisk ramme. Zuma udgør en bedre rute for den proces end nogen, der er tættere på Mbeki.

Der er en sidste faktor, som er en ægte følelse af, at Zuma blev gjort fortræd [ved at blive tiltalt for voldtægt], og at de statslige organer blev brugt på ulovlig vis til at prøve at knuse ham.

En anden alvorlig beskyldning er, at Zuma fjernede en stor del af presset fra en parlamentarisk undersøgelse af våbenhandel, især fordi han skrev et brev til parlamentet, der lukkede et af parlamentets store undersøgelsesorganer.

Det havde angiveligt noget at gøre med en bestikkelse på 70.000 dollars, som Zuma skulle have fået af et fransk våbenfirma, Thint.

Det forlyder, at brevet var forfattet af Mbeki og blot underskrevet af Zuma. Denne våbenhandel, til en værdi af omkring én milliard dollars i angrebsvåben, placerede Sydafrika i en meget stærk sub-imperialistisk position til at foretage alle mulige slags aktiviteter over hele kontinentet.

Denne våbenhandel – som et parlamentsmedlem allerede er blevet sendt i fængsel for – kendetegner også den måde, som Zuma er blevet gjort til syndebuk for et meget bredere fænomen.

Så dette er et meget kringlet tidspunkt, hvor hæderlige mennesker sikkert støtter Zuma af nogle af disse årsager.

Selvom Zuma for nylig blev renset for anklagerne om voldtægt, findes der alle mulige beviser, som tyder på, at det han gjorde var, som Ærkebiskop Desmond Tutu sagde, at udnytte en kvinde han var dobbelt så gammel som – en HIV-positiv kvinde, som han risikerede at smitte igen, og for at beskytte sig selv mod at blive smittet, tog han sig et bad. På den måde er Zuma blevet til grin.

Der en blok i ANC, som bakker kraftigt op om Mbeki. Der er en blok i ANC og blandt fagforeningsfolkene, som bakker kraftigt op om Zuma. Og der er en uafhængig venstrefløj, som væmmes over dem begge. Hvem kender disse blokkes indbyrdes styrkeforhold? Vi kender de første tos, når Mbeki offentliggør sin egen kandidat til at erstatte sig som præsident for ANC og senere, i 2009, som landets præsident.

Hvilke sociale bevægelser er de vigtigste i Afrika i dag?

De fleste af de kampagner, som har en form for progressiv eller antikapitalistisk fokus, har været begrænset til enkelte af den nyliberale trussels projekter eller sektorer. Der er syv eller otte kampe, som er værd at holde øje med.

Der er kampen for adgang til anti-retroviral medicin [lægemiddel der forhindrer HIV-smitten i at udvikle sig yderligere, red.]. AIDS-behandlingsaktivister har brudt medicinalfirmaernes greb om deres patenterede medicin, så der nu findes mere kopimedicin i Afrika, selv om det er noget der må holdes nøje øje med.

En anden vigtig kamp er den mod presset for genmodificering – især fra Monsanto, der 
bruger Sydafrika og Kenya som affyringsrampe for GMO-afgrøder.

En tredje ville være bloddiamant-ofrenes kampe, deriblandt en i Kimberly, Sydafrika, hjemsted for en af de største diamantminer, hvor De Beers [verdens største diamantkoncern, red.] havde hovedkvarter. En anden beslægtet kamp er om diamanter og andre mineraler i Botswana, hvor Basarwa San buskmændene i Kalahari-ørkenen har kæmpet meget indædt mod De Beers og Verdensbanken for at undgå at blive tvangsforflyttet.

Dertil kommer, at Lesothos bønder gør modstand mod store vandkraft-projekter og projekter for omlægning af vandløb. Bujugali-vandkraftdæmningen nær Kampala, Uganda, møder også modstand blandt de lokale. Det er nogle meget effektive kampe, som kæder kampe for de indfødtes rettigheder og jord sammen med bekymringer over de måder vandkraft fortsat bliver fremmet gennem prestigeprojekter for dæmninger, især af Verdensbanken.

Og så har vi de olie- og energi-relaterede kampe i Tchad og Cameroun, som skyldes en stor rørledning, som er blevet bekæmpet af miljøaktivister, indfødte der er blevet fordrevet fra deres jord og menneskerettighedsaktivister, som er bekymret over, at diktaturet i Tchad får adgang til våben på grund af tilstrømningen af ressourcer.

Der har fundet en lille dans sted mellem diktaturet i Tchad og Verdensbanken om korruptionsspørgsmålet, og den endte for nylig med, at Verdensbankens præsident Paul Wolfowitz godkendte den tchadiske regerings misbrug af midler, der stammer fra nye olieindtægter.

På samme måde i Niger-deltatet, hvor den måske mægtigste kamp i Afrika mod kapitalen finder sted – især guerillagruppers skridt med at kidnappe oliearbejdere, hvilket afspejler præcis hvor håbløst og vanskeligt, det er blevet at udføre noget legalt arbejde.

Vi har set, at kvinder har ført an i dette arbejde, og besat olievirksomhedernes anlæg for at opnå miljømæssig retfærdighed og få ressourcerne til at flyde tilbage til Niger-deltaet. Det er ikke lykkedes, så nu er der grupper, som skrider til kidnapning af oliearbejdere – der så vidt jeg kan se får en anstændig behandling og er kommet ud af oplevelsen, i nogle offentligt kendte tilfælde, som tilhængere af aktivisternes krav.

Endelig vil jeg pege på de ghanesiske og sydafrikanske aktivister, der kæmper imod privatisering, især vandprivatisering. Et sydafrikansk firma er involveret i det ghanesiske projekt i hovedstaden Accra, hvilket har ført til højere priser og dårligere service.

I Sydafrika har kampen for vandet nået et punkt, hvor store retslige søgsmål bliver indgivet af venstreorienterede kræfter, som The Anti-Privatization Forum, for at forsøge at forhindre vandmålere med forudbetaling. Det viser i hvilket omfang,varegørelsen breder sig til hvert eneste aspekt af livet – selv luften, med Kyoto-aftalens handel med CO₂.

De sydafrikanske aktivister gør – selvom der er splittelser i bevægelsen undervejs – et storslået arbejde med at gøre opmærksom på alle den slags problemer, som opstår ved privatisering. De fremsætter også en socialistisk strategi med ophævelse af varegørelsen gennem gennationalisering af vand, telekommunikation, elektricitet og sundhedssystemet, og virkelig gøre det langt bedre i stand til at tjene fattige mennesker, som en meget udtalt krav.

Den kortsigtede strategi indebærer, hvad nogen autonomister vil kalde en selvaktivitet bestående af gentilslutning. Efter afbrydninger af elektricitet eller vand har Soweto Electricity Crisis Committee fået hold af blikkenslagere og elektrikere fra townshipsene til ulovligt at slutte det til igen.

I hvor stor udstrækning, at det kan fortsætte, afhænger af disse bevægelsers styrke, som indtil videre er ganske imponerende. Men det der vil ske på længere sigt, er tydeligvis udviklingen af et mere omfattende venstrefløjsprogram.

Forhåbentlig vil det i løbet af de kommende fem år få tilslutning fra fagforeninger, der har brudt med ANC – og måske vil kommunistpartiet slutte sig til dem, i et nyt venstrefløjsparti, et arbejderparti. Men det ligger et par år ude i fremtiden.

Patrick Bonds forfatterskab tæller bøger som Looting Africa: The Economics of Exploitation (2006), Talk Left, Walk Right: South Africa’s Frustrated Global Reform (2004) og Elite Transition: From Apartheid to Neoliberalism in South Africa (2000). Bond blev interviewet af Lee Sustar fra den amerikanske ugeavis Socialist Worker, hvor interviewet blev bragt 19. januar 2007. Oversættelse og noter af Lars Henrik Carlskov.

En krig der bliver ført af de rige

Den anerkendte marxistiske geograf David Harvey fortæller i dette interview om hvordan nyliberalismen har spredt sig og hvorfor den bør anses som en strategi fra den herskende klasses side.

AF JOSEPH CHOONARA

I januar talte den New York-baserede akademiker David Harvey ved en stuvende fuld offentlig forelæsning på London School of Economics for at promovere sin nye bog A Brief History of Neo-Liberalism. Han redegjorde, med sædvanlig præcision, for historien om de tre årtiers angreb, som er blevet gennemført af den globale herskende klasse. Disse angreb, som er blevet udført i nyliberalismens navn, har betydet en voksende social polarisering, fremkomsten af nye eliter og forarmelse for mange på samfundets bund. Han sluttede af med at sige til sit publikum, at ”hvis dette ligner klassekamp og føles som klassekamp, bør vi kalde det klassekamp. Og vi bør gengælde denne klassekamp.” Denne opfattelse af nyliberalismen og behovet for at bekæmpe den gennemtrænger Harveys nye bog. Da vi mødtes, morgenen efter hans forelæsning, bad jeg ham forklare, hvorfor han skrev den.

”To ting kendetegner dette værk”, sagde han. ”For det første mit historisk-geografiske fokus på den måde, som nyliberalismen har vundet frem – dens ulige udvikling på verdensplan. Jeg tror, at man bagefter vil få et andet syn på hvordan nyliberalismen fungerer på forskellige steder og til forskellige tider. Den er ikke bare en monolitisk [fuldstændig ensartet, red.] form for historisk forandring.”

”Den anden ting er den teoretiske struktur, som i høj grad tager udgangspunkt i klasser og mekanismerne for udvinding af merværdi fra arbejderne overalt i det, der nu er et globalt kapitalistisk system.” Ligesom Karl Marx anser Harvey udbytningen af arbejderne for at være et centralt træk ved det kapitalistiske samfund. Marx argumenterede for, at selvom arbejderne arbejder en hel arbejdsdag, går kun en del af denne tid til at frembringe den værdi, der ender i deres lønningspose. Resten af tiden frembringer arbejderne ”merværdi”, som ender i hænderne på kapitalisterne og er kilden til profit.

Noget af denne profit kan så blive pumpet tilbage i produktionen og gøre det muligt for kapitalisterne at samle sig endnu større koncentrationer af maskineri, råmaterialer og arbejdere. Marx kaldte denne proces for akkumulation. At presse arbejderne til at frembringe profit, som så giver næring til akkumulation og fremtidige profitter i en tilsyneladende endeløs cyklus, er kapitalismens centrale drivkraft.

Nyliberalismen er for Harvey et svar på den dobbelte krise, der opstod i midten af 1970’erne for den herskende klasse. På den ene side stod kapitalisterne over for en ”akkumulationskrise” – det kapitalistiske system stagnerede og profitterne var faldet i forhold til de profitter, der blev opnået umiddelbart efter 2. verdenskrig. For det andet udgjorde en stigende bølge af arbejdskampe i 1960’erne og 1970’erne en trussel for den herskende elites politiske magt.

De nyliberalistiske idéer, en politik Harvey beskriver som ”deregulering, privatisering og statens tilbagetrækning fra mange områder inden for det sociale serviceområde”, levede i mange år i periferien af det intellektuelle liv. I 1970’erne blev de drevet frem til en central position som svar på den dobbelte krise. Harvey argumenterer overbevisende for, at nyliberalismen har været en bemærkelsesværdig fiasko med hensyn til at løse akkumulationskrisen. Men den har betydet en stor ændring i klassernes magt til fordel for en lillebitte elite. ”Mange andre beskrivelser af nyliberalismen omtaler dens forbindelse til akkumulationen, men meget få ser den klart som et klasse-projekt,” sagde Harvey.

Et centralt punkt i nyliberalismens vej frem, som Harvey ofte vender tilbage til, var byen New York. Han fortalte mig, at ”byen oparbejdede en masse gæld, af en mængde forskellige grunde. En af grundene var, at det var et svar på krisen i storbyerne i 1960’erne i USA. Der blev hældt penge ind i de indre byer af forbundsregeringen for at ordne raceproblemer, arbejdsløshed osv. Det kom der styrkede fagforeninger og øget beskæftigelse i den offentlige sektor ud af.”

Men efterhånden som den økonomiske krise ramte USA i 1970’erne, forsvandt støtten fra den amerikanske stat: ”I den situation måtte bystyret enten fyre en masse arbejdere eller optage lån. I første omgang optog det lån og blev tilskyndet til at gøre det af bankerne.” Denne låntagning var delvis baseret på et boom inden for fast ejendom i starten af 1970’erne, som bystyret var kraftigt involveret i. ”Da dette marked krakkede i 1973 var bystyret i en sårbar position over for bankmændene. Bankmændene så det som en mulighed for at udføre et kup mod bystyret – og til at omforme byen efter et meget anderledes mønster. Det er lidt ligesom Irak-krigen. Man ønskede at gå ind i Irak i de tidlige 1990’ere, men man kunne ikke gøre det. Men så gav 11. september dem den mulighed, de havde brug for.”

”Bankmændene ønskede i 1960’erne og de tidlige 1970’ere at disciplinere bystyret i New York. Krisen i 1973-5 gav dem deres chance. De gennemførte et banebrydende ”strukturtilpasningsprogram”, der beskar en masse offentlige serviceydelser og genforhandlede kontrakter. Det var et åbenlyst angreb på byens befolkning. Bagefter blev de selvfølgelig nødt til at genopbygge byen, fordi de havde enorme interesser i værdier inden for fast ejendom, især på Manhattan. Her begyndte de at bruge rundhåndede gaver fra det offentlige til at genopbygge byen omkring deres projekt.”

Denne taktik med at gribe muligheder, der bliver skabt af økonomiske kriser, til at gennempresse frimarkedspolitik har været mønstret lige siden. ”Det var nøjagtig de samme folk, der var indblandet i den gældskrise, der ramte Latinamerika i 1980’erne – folk fra investeringsbanker i New York. Forskellen var, at her fik de brug for den amerikanske regering til at redde dem fra at gå fallit.” Den amerikanske regering, som Ronald Reagan nu stod i spidsen for, fandt noget de kunne bruge Den Internationale Valutafond (IMF) til, som mange nyliberale tidligere havde været mistænksomme over for. Sammen med Verdensbanken gennemtvang IMF nyliberale strukturtilpasningsprogrammer over hele Latinamerika til gengæld for gælds-lettelser.

Harvey påpeger dog, at den amerikanske herskende klasse ikke den eneste, der har gavn af nyliberalismen eller arbejder for at gennemføre den. ”Det er meget sjældent, at USA intervenerer uden støtte i det pågældende land. Tag det kup, som Augusto Pinochet stod i spidsen for i Chile i 1973. Det var de øverste klasser i Chile, som egentlig ledte kuppet, med støtte fra CIA, amerikanske virksomheder og Henry Kissinger. Da Pinochet tog magten var det den herskende klasse i Chile, som for skubbede den nyliberale dagsorden frem.”

”Der er ikke tale om, at det bare er USA, der suger rigdom ud af resten af verden – der er tale om herskende eliter, der har løse indbyrdes alliancer, og som samler merværdi til sig selv. Nogen af de rigeste mennesker i verden bor i Mexico eller Østasien.”

Nyliberalismens idéer har spredt sig som en løbeild siden 1970’erne. ”Et af de store spørgsmål er, hvorfor så mange mennesker er blevet overbevist om, at nyliberalismen er en god ting, når den faktisk ikke fungerer særlig godt,” sagde Harvey. ”Jeg mener, at svaret er, at den har været en stor succes for visse grupper af mennesker, deriblandt dem, der kontrollerer medierne og de forskellige ideologiske apparater. Den anden ting er, at man altid kan pege på en lille del af verden, hvor den nyliberale orden ser ud til at fungere godt – f.eks. Kina i dag.”

Men det ironiske er, at økonomisk vækst oftest findes hos regeringer, der ignorerer den nyliberale doktrin. ”Man får en pervers form for nyliberalisme, fordi praktiske egeninteresser hersker over teorien.” Den nyliberalistiske teori siger, at statens indblanding i økonomien bør begrænses til et minimum, men i praksis fortsætter staten med at spille en central rolle i økonomier som Kina og USA.

USA har finansieret sin økonomiske vækst ved at oparbejde nogle store gældsposter, som er baseret på ”en tilstrømning af kapital i en størrelsesorden af mere end 2 milliarder $ om dagen. Budgetunderskuddet og forbrugergælden er voldsomt stigende. Det man er vidne til er en økonomi finansieret ved gældsstiftelse. Kreditorerne er primært østasiatiske og sydøstasiatiske banker. Selv krigen i Irak bliver finansieret af kineserne og japanerne, der låner penge til USA.”

”Jeg er nervøs over muligheden for, at en stor finansiel krise bryder ud i USA. Hvad ville svaret være, hvis de gennemgik en krise af den slags man så i Argentina i 2001? Hvis man ser på alle de vigtigste kendetegn ved økonomien – såsom budgetunderskuddet og handelsunderskuddet – er det et typisk tilfælde, hvor IMF normalt ville gribe ind. Men selvfølgelig, USA er IMF, så de vil ikke gribe ind.”

Det kinesiske boom bliver også finansieret af gældsstiftelse: ”De kinesiske banker udlåner pengene. Regeringen ejer aktiemajoriteten i alle bankerne.” Den kan bruge en del af sit overskud til at holde dem oven vande, men ikke desto mindre bliver boomet finansieret ved at stifte gæld. Modsat USA bliver Kina omformet på dramatisk vis. Men selv her skaber væksten nye former for ustabilitet: ”Der er meget store overinvesteringer i Kina. For eksempel er der fem internationale lufthavne i Perleflods-deltaet [Xi Jiang-floden i det sydøstlige Kina, red.]. De kappes om at blive centrum for Stillehavshandelen. De kan ikke alle overleve. Hvis man ser på bilindustrien er der en gigantisk overkapacitet. Og en krise i Kina vil have verdensomspændende virkning.”

Den ustabile vækst som USA og Kina har oplevet, har ikke genskabt verdenskapitalismens fremgang. En graf i Harveys bog viser, at væksten pr. indbygger er faldet i hver eneste årti siden 1960’erne – fra vækstrater på over 3 % årligt til omkring 1 % om året i dag. ”Den oprindelige krise i 1970’erne var en over-akkumulationskrise,” sagde Harvey. ”Den herskende klasse havde store vanskeligheder med at finde profitable afsætningsmarkeder for deres kapital. Det er sådan set aldrig lykkedes dem at løse det problem.”

Derfor spiller det, som Harvey kalder ”accumulation by dispossession” [akkumulation ved fratagelse/berøvelse, red.], nu en stor rolle ved siden af traditionelle former for akkumulation. Akkumulation ved berøvelse vil sige at åbne nye områder for kapitalister, for eksempel sundhedsvæsenet eller offentlige boliger, eller at tilbagerulle pensionsrettigheder, som tidligere blev taget for givet: ”Men det handler sådan set ikke om at øge den faktiske mængde af goder i samfundet. Når man privatiserer boligsektoren, øger man faktisk ikke mængden af boliger. Nyliberalismen er ikke særlig god til at udvide goder og tjenesteydelser.”

Nyliberalismens fiasko har ikke blot økonomiske konsekvenser. For Harvey fører den også til politisk og militær ustabilitet. Hans foregående bog, The New Imperialism, kortlagde den langvarige nedgang i USA’s økonomiske magt. Heraf udspringer fremgangen for de neo-konservative, højrefløjstænkerne omkring Bush, som vil bruge militærmagt til at opretholde USA’s herredømme over potentielle rivaler.

Hans nye bog ser også på de neo-konservative og fokuserer på deres projekt internt i USA. Harvey ser den som et svar på nyliberalismens udhuling af solidariteten i samfundet. De neo-konservative har forsøgt at genoprette den sociale sammenhængskraft med religiøs moralisme, autoritære foranstaltninger og frygt: ”Jeg mener, at der sker noget lignende mange steder. Hvis man tager Frankrig, så har man Nicolas Sarkozy [indenrigsminister og mulig kommende præsidentkandidat, red.], hvis filosofi ligger tæt op ad de neo-konservative. Eller se på nogle af de ting Tony Blair gør, hans næsten præsidentagtige regeringsmåde og hans engagement for moralsk oprustning. Neo-konservatismen er et globalt fænomen.”

Mens neo-konservatismen er den herskende klasses svar på den sociale ustabilitet, som nyliberalismen har skabt, har antiglobaliserings-bevægelsens fremkomst være svaret fra dem på bunden af samfundet. For Harvey er det vigtigt, at de ikke-statslige organisationer (NGO’erne), som ofte har spillet en fremtrædende rolle i forsamlinger som World Social Forum, ikke bliver set som den ”officielle opposition” til nyliberalismen: ”Væksten i NGO-fænomenet har været forbløffende i den nyliberale periode. Disse to ting har helt klar en sammenhæng. NGO’erne varierer enormt, og nogle af dem beundrer jeg enormt meget. Men ofte fungerer de som trojanske heste for privatisering.” NGO’erne kan træde ind i det tomrum, der opstår når staten trækker sig tilbage fra sociale serviceområder. Harvey argumenterer for, at det er nødvendigt at anlægge et kritisk syn og at forskellige NGO’er kan spille positive eller negative roller. Men fornyet klassekamp er den virkelige nøgle til at tilbagerulle nyliberalismen.

De nye klassekampe vil ikke bare være en gentagelse af dem, der fandt sted i 1960’erne eller 1970’erne, fordi samfundets struktur har ændret sig siden den tid. Harvey argumenterer for, at klasse bør behandles som et foranderligt begreb: ”Vi må igen se på begreberne om klasseformation og klassereformation [hvordan en klasse formes og omformes, red.]. Når jeg i min nye bog taler om genoprettelsen af den herskende klasses magt, taler jeg ikke nødvendigvis om at magten vender tilbage til den samme gruppe mennesker. Det er en anden konstellation nu, som er meget mere centreret omkring finans og service end før.”

”En af de største ændringer, der skete i 1970’erne, er at adskillelsen mellem ejere og direktører er væk. Tidligere var de to forskellige grupper, men så begyndte man at betale direktørerne med medejerskabsaktier, hvilket ændrede hele deres psykologi. Klasseformation er en uafsluttet, dynamisk proces.”

Harvey mener, at der er positive tegn på stigende organisering blandt servicearbejdere i USA, og han henviser til eksempler på sundhedsarbejdere i Los Angeles og transportarbejdere i New York, der for nylig gennemførte strejker. Disse kampe kan være med til at udforme den nye arbejderklasse, der bliver skabt af nyliberalismen. Harvey interesserer sig især for hvordan ”kampe, der drejer sig om akkumulation ved berøvelse [accumulation by dispossession, o.a.] kan blive forbundet med kampe af den mere traditionelle venstrefløjsslags”. Han anser den bevægelse, der kræver nationalisering af gassen i Bolivia som en af kilderne til håb.

Er der ikke en fare for nostalgi over for tidligere former for kapitalisme? ”Vi tror, at man bliver nødt til at huske på, hvor vi var i 1970’erne”, sagde Harvey. ”Dengang var der stærk kritik af velfærdsstaten – dens klassemæssige og kønsmæssige skævvridning osv. Hvis vi skal opbygge et velfærdssystem, bliver vi nødt til at være opmærksomme over for disse begrænsninger.”

”Det andet problem vi står over for, er hele genopbygningen af begreber som social solidaritet. Margaret Thatcher hævdede, at hun var ude på at ændre sjælene. Vi bliver nødt til at forholde os til den kendsgerning, at den sociale solidaritet er meget mindre i dag. Det så vi for nylig i USA. Højrefløjsfolk som Thomas Friedman [indflydelsesrig kommentator ved avisen New York Times, red.] fabler altid løs om nyliberalismens dyder, men da Katrine-orkanen ramte, blev de ved med at spørge: ”Hvad er der sket med den sociale solidaritet?” Svaret er, at den er forsvundet fordi røvhuller som ham hele tiden prædiker den slags. Det bliver vi nødt til at forholde os til – og det er et langsigtet projekt.”

Harvey mener, at arbejderklassen har brug sit eget politiske projekt for at begynde at genoprette sin magt. Jeg spurgte ham, hvordan sådan et projekt kunne se ud. ”Jeg kan ikke teoretisk udlede, hvad arbejderklassens politiske projekt bør være”, sagde han. ”Jeg har måske nogle forestillinger om det, men den afgørende ting for mig er at deltage i samtaler og lære mere om mulighederne. Jeg må sætte mine idéer ind i en dialog med bevægelserne og høre, hvad de har at sige.” Hans nye bog er et fremragende bidrag til denne samtale.

Oversat fra Socialist Review, februar 2006, af Lars Henrik Carlskov. Bragt i Gaia, nr. 52, sommeren 2006.

Imperiets tilstand: 2006

AF JAMES PETRAS

Den vanskeligste forudsigelse for år 2006 er den amerikanske økonomis retning og udvikling. I 2005 trodsede den amerikanske økonomi alle kendte læresætninger indenfor økonomisk teori: Til trods for et rekordhøjt handelsunderskud, et kæmpemæssigt budgetunderskud, en mislykket krig og store politiske skandaler, der omfattede præsidentens medarbejdere, blev dollaren styrket over for euroen og yennen, havde økonomien en vækst på 3,4 % og alle de vigtigste investeringshuse havde rekordhøje profitter. Det ser ud som om den amerikanske økonomi trodsede tyngdeloven og flød ovenover hele det politiske virvar og de strukturelle sårbarheder. Men formålet med ”spådomme” er ikke at angive den præcise dag og time, hvor en drastisk tilbagegang og lavkonjunktur begynder, men at identificere de dybe strukturelle sårbarheder og de mulige udløsende begivenheder, som kan få en krise til at eksplodere.

Den amerikanske økonomi vil fortsætte med at skille sig ud i en dobbelt betydning. Den finansielle sektor vil ekspandere i udlandet, især de store investeringshuse som Goldman Sachs, JP Morgan og Citibank, mens fremstillingssektoren, med automobilsektorens ”tre store” [General Motors, Chrysler og Ford, red.] i spidsen, vil gå endnu mere tilbage og der er en god chance for, at General Motors vil gå fallit. De amerikanske multinationale selskaber vil ekspandere på verdensplan og købe sig ind i store banker og industrier, især i Kina, og udvide imperiets økonomiske rækkevidde, mens den hjemlige økonomi vil komme til at lide efterhånden som spekulationsboblen indenfor bolig og fast ejendom bryder sammen, høje energipriser underminerer konkurrenceevnen overfor udlandet og fører til en drastisk nedgang i forbrugernes pengeforbrug. Det amerikanske imperium vil blive mere og mere lig med dets økonomiske giganter efterhånden som de mislykkede krige vil føre til en tilbagetrækning af kamptropper og en satsning på magt i luftrummet, sepoy-militærstyrker [indfødte stedfortræder-tropper, red.], økonomiske sanktioner og tilpasning til socialliberale regeringer.

Den hjemlige samfundskrise vil blive uddybet i takt med, at de udenlandske profitmuligheder bliver udvidet. I 2006 vil over 90 % af de amerikanske arbejdere betale for deres dyre individuelle sundheds- og pensionsprogrammer eller også, hvis de ikke kan betale, vil de miste dækning. Kortvarige arbejdskontrakter er normen for alle undtagen en lille sektor af offentlige ansatte. Den reelle inflation (inklusiv stigende omkostninger inden for sundhed, uddannelse, energi og pension) vil stige omkring dobbelt så meget som forbrugernes købekraft og bidrage til en yderligere nedgang i den faktiske levestandard. Boligboblens sprængning vil reducere husejernes ”papirværdi” til det halve og tvinge mange, der er stærkt forgældede, til at erklære sig fallit. Selvom millioner af små spekulanter og investorer inden for fast ejendom vil tabe milliarder af dollars, vil deres utilfredshed alligevel ikke finde politisk udtryk, som det heller ikke er sket i de seneste årtier (efter Savings and Loan, Dotcom, Enron og andre spekulationsfiaskoer). Jo større uligheder i indkomst, ejendom og rigdom mellem den finansielle og imperiale økonomiske elite på den ene side og de hjemlige lønarbejder- og funktionærklasser på den anden side, jo mindre bliver niveauet for organiseret politisk og social modstand. I 2006 vil USA blive det udviklede land med de største uligheder, med det mest vedvarende fald i levestandarden og det land, der mindst har været i stand til at organisere et forsvar for sociale rettigheder – for ikke tale om et alternativ – til den model for kapitalistisk akkumulation, som har Imperiet i centrum. Kort sagt, den hjemlige krise i levestandard vil finansiere yderlige økonomisk imperiebygning, i stedet for at udfordre den.

Den amerikanske ekspansion på verdensplan kan opretholdes på grund af de grundlæggende forandringer, som finder sted i Indien, Kina, Indo-Kina og oliekongedømmerne i Mellemøsten. Disse lande har sænket mange barrierer for udenlandske investeringer, joint ventures [selskaber med både indenlandsk og udenlandsk kapital, red.] og endda love om at eje aktiemajoriteten i højvækst-industrier, banker og energikilder. Amerikanske, europæiske og japanske multinationale selskaber og bankers indtrængen forbi de første brohoveder vil tage fart, og de vil rykke frem over alle økonomiens sektorer, med større dybde: 2006 vil blive kendetegnet ved Kinas overgang fra ”nationalkapitalisme” til en model for kapitalistisk vækst under imperialistisk og national ledelse.

USA vil fortsætte med at udskifte landkrigen med en luftkrig i Irak: Hver gang der bliver tilbagetrukket 10.000 soldater, vil der blive lagt hundreder af luftangreb til. Den amerikanske politik over for Irak er et klassisk eksempel på ”hersk eller ødelæg” i bibelsk størrelsesorden. Eftersom USA og dets marionetregeringer ikke kan herske, er Washingtons politik at få landet til at forfalde til et ”Afghanistan” med stridende religiøse og etniske krigsherrer og stammehøvdinge, som har deres base i små len. Diskussionen om en ny krig mod Iran vil ikke blive afgjort på grund af de dybe splittelser i Washington, israelske militærtrusler og spionretssagen ved højesteret mod to ledere af den store pro-israelske lobbyorganisation (AIPAC – American Israel Public Affairs Committee). Man kan forvente, at Washington vil presse på for en resolution i FN’s sikkerhedsråd om økonomiske sanktioner, der sandsynligvis vil falde til jorden på grund af et kinesisk-russisk veto. Efterfølgende er det sandsynligt, især hvis Netanyahu bliver valgt til premierminister, at Israel angriber iranske forsøgsstationer for kernekraft, med deres partnere i Det Hvide Hus og kongressens meddelagtighed. Denne israelske aggressionshandling vil sandsynligvis udløse en serie af stedfortræderkrige i Libanon, Irak (inklusiv ”Kurdisk” Irak) og andre steder og føre til en eskalering af de amerikanske tab og en svækkelse af Washingtons klientregimer (Saudi Arabien, Jordan, Ægypten etc.). Benzinpriserne vil ryge i vejret til mere end 100 $ pr. tønde, hvis Hormuz-strædet bliver blokeret af iranerne. Hvis det israelske angreb fører til en efterfølgende global økonomisk tilbagegang, kan det økonomiske chok modvirke zionisternes indflydelse i politiske kredse i Europa og måske endda i USA.

Mens der er mange omstændigheder, der kan føre til en global økonomisk tilbagegang og et anti-israelsk tilbageslag, er det klogt at overveje de værste. Mens israelsk militærekstremisme kan underminere enhver reduktion af de amerikanske militærstyrker i Mellemøsten, kan svækkelsen af de pro-israelske lobbyorganisationer få Washington til i stedet at satse på støtten til stedfortrædende irakiske og kurdiske militær- og politistyrker.

Det er højst usandsynligt, at det amerikansk-trænede irakiske militær og politi vil holde stand imod oprørerne og den folkelige modstand. Det er meget tænkeligt, at militæret vil blive splittet og gå i opløsning og de pro-amerikanske politikere og embedsmænd vil flygte fra det ødelagte og udplyndrede land og tømme statskassen på deres vej tilbage til USA og Europa. En sandsynlig følge vil blive et broget religiøst-nationalistisk styre, som er på krigsfod med den israelsk-støttede kurdiske mini-stat, der er opsat på løsrivelse og etnisk udrensning af ikke-kurdere.

I Washington vil kongressen og begge politiske partier blive yderligere miskrediteret efterhånden som Jack Abramoff, en selvindrømmet lobbyist-svindler, vil inddrage dusinvis af kongresmedlemmer, partiledere og embedsmænd i en enorm bestikkelsesskandale. Retssagen og retsforfølgelsen af kongresledere, især republikanske kongresledere, kan forhindre, at der bliver vedtaget nye retslige tilbageskridt og repressiv lovgivning, men kan tilskynde præsidenten til at engagere sig i et nyt udenlandsk militæreventyr (bombning af Iran) for at dække over krisen.

På den anden side kan endnu en mislykket militær intervention fra Det Hvide Hus i en kontekst med en miskrediteret kongres, som ledes af kriminelle partiledere, give stødet til en græsrodsbevægelse for en rigsretssag.

Et svækket amerikansk militær, de ortodokse neoliberale klienters fald og mislykkede diplomatiske initiativer i regionale foras, tvinger USA til at ”imødekomme” centrum-venstre politikere i Latinamerika. Washingtons større fleksibilitet vil komme til udtryk i en fortsættelse af de gode samarbejdsrelationer med præsidenterne i Brasilien, Uruguay, Argentina og sandsynligvis Bolivia. Udenrigsministeriets fjendtlighed over for Venezuelas præsident Chavez vil blive dæmpet af dets af tab af interne magthåndtag og de tætte samarbejdsrelationer mellem de amerikanske og venezuelanske olieselskaber. USA vil sandsynligvis ikke intervenere i valgene i Colombia, Chile, Mexico eller Brasilien, fordi alle de store kandidater er sikkert inden for det nyliberale amerikanske kredsløb.

Det usandsynlige udfald i Peru, hvor en ”nationalistisk” tidligere militærofficer tæt på Chavez er en af de store kandidater, vil sandsynligvis resultere i kraftig støtte til den konservative kandidat. Washington vil formodentlig være med i nogle ”beskidte tricks” fra bagtroppen i den venezuelanske præsidentvalgkamp, idet de på forhånd ved, at Chavez sandsynligvis vil vinde med et betydeligt flertal.

Med andre ord vil Washington miste sit automatiske stemmeflertal i Latinamerika og blive tvunget til at lægge nogle af sine groveste forsøg på at påtvinge økonomisk herredømme på hylden. Alligevel vil ingen af dets strategiske militærbaser, omfattende finansielle og ressourcemæssige støttepunkter og lukrative gældsbetalinger blive truet af valget af ”centrum-venstre” præsidenter. Den store trussel mod dette potentielle ”sameksistens-udfald” er en vellykket folkelig opstand, hvis centrum-venstre ikke leverer resultater: I så fald vil Washington sandsynligvis intervenere ved brug af lokale stedfortrædere og det vil udløse regional modstand.

For at opsummere vil 2006 helt sikkert blive et ekstremt omskifteligt og usikkert år for Imperiet. De militære nederlag, interne kriser, et stort fald for dollaren og en generel svækkelse af de hjemlige økonomiske grundpiller står i modsætning til en voksende udenlandsk økonomisk ekspansion, høje finansielle profitrater, ekstremt svag intern opposition og medgørlige eliter i Asien og Sydamerika. Den største trussel mod imperieopbygningen er ikke i hjemlandet eller i markedspladsens konkurrence, men i den endnu ikke besluttede krig mod Iran – enten et amerikansk eller et israelsk angreb kan udløse en serie af alvorlige økonomiske, politiske og militære rystelser, som vil ændre radikalt på alle de ovenstående forudsigelser og udfald med hensyn til Imperiets tilstand i 2006.

Den anden store rystelse, som er i sin vorden, er det voksende folkelige oprør mod de uhyrlige uligheder og horrible arbejdsforhold, der bliver påtvunget af den kinesiske herskende klasse i alliance med udenlandsk kapital. Endnu en rystelse kan fremkomme efter 2006, hvis og når det nuværende varemæssige boom bryder sammen og underminerer centrum-venstreregeringerne i Latin- og Centralamerikas eksportstrategi. Under disse omstændigheder er det sandsynligt, at der vil komme en ny bølge af udenomsparlamentariske, anti-imperialistiske bevægelser, som kan sende rystelser over hele Imperiet.

Oversat af Lars Henrik Carlskov fra www.rebelion.org 5. januar 2006. James Petras er en amerikansk sociolog, anti-imperialistisk forfatter og aktivist. Bragt i Gaia, nr. 52, sommeren 2006.