Undertrykkelse og modstand i Kina

I Kina har undertrykkelse og en kompleks historisk arv hidtil forhindret en forenet arbejderbevægelse i at opstå. Men der er nu tegn på at det er ved at ændre sig.

AF JOHN CHEN OG MICHAEL LIU

Den 27. november blokerede omkring 1.500 arbejdere den vigtigste hovedvej til den sydkinesiske by Dongguan. De arbejder for Alco, et stort Hong Kong-baseret transnationalt selskab, som producerer forbrugerelektronik.

Arbejderne er primært indenlandske migranter fra landområderne, som tjener minimumslønnen, som i Dongguan er cirka 430 kr. om måneden.

De unge arbejdere havde nedlagt arbejdet efter at firmaet – som af arbejdsgivermagasinet Forbes er blevet udråbt til en af Asiens ”bedste” virksomheder – havde gennemført en 75 % stigning på kantinepriserne.

Selvom der på det seneste er sket en opblødning af politiets syn på strejker i et-partistaten, følte ordensmagten sig tvunget til at rykke ind med hunde, stave og skjolde for at fjerne arbejderne fra hovedvejen.

Ledelsen, der blev forskrækket over arbejdernes selvtillid og muligheden for en eskalering – og utvivlsomt var under pres fra nervøse regeringsembedsmænd – gav imidlertid efter og ophævede stigningen i priserne på et måltid mad.

Tusinder af kilometer derfra i Shandong-provinsen, på omtrent samme tid, strejkede hundredvis af oliearbejdere fra Qilu Petro Chemical Corporation for en lønforhøjelse.

Tidligere ansatte i virksomheden, hvis arbejdsliv blev afbrudt af de massefyringer som fulgte en delvis privatisering i 2001, sluttede sig til mange strejkevagter foran virksomhedens hovedkvarter.

De strejkendes lønkrav skal ses på baggrund af stigende inflation og virksomhedens rekordhøje profitter, som især skyldes høje globale oliepriser. Politiet iagttog de strejkende, men skred ikke ind. Arbejderne på Qilu-fabrikken er hovedsageligt lokale folk, som har haft en stolt tradition for at opbygge ”socialisme” siden 1949-revolutionen, og de tjener mellem 625 og 1250 kr. om måneden.

Det Kinas herskere frygter mest er potentialet for enhed mellem disse to halvdele af Kinas hastigt voksende arbejderklasse – migranter fra landområderne og etablerede arbejdere i byerne.

Det ville være tåbeligt at komme med forudsigelser, men der er noget der tyder på at et interessesammenfald rykker længere op på dagsorden i takt med at barriererne for enhed bortfalder under Kinas umættelige trang til fortsat vækst og akkumulation.

En af de store tilbageværende hindringer for enhed er de drakoniske restriktioner på bosættelsesmulighederne. Hukou-systemet (husstands-registrering) binder folk fra landet til deres fødselssted og tillader dem kun at bo i byerne, hvis de er i arbejde og har papirerne i orden.

I det sidste årti har regeringen været tvunget til at lempe disse regler efter pres fra kapitalisterne, der behøver en stor reservehær af arbejdsløse til at holde lønningerne nede.

Samtidig har både erhvervslivet og staten set hukou-systemet som et vigtigt kontrolredskab, som gør det muligt at tvinge militante arbejdere tilbage til landområderne.

I 1990’erne og starten af dette årtusinde havde arbejdsgiverne og direktørerne for de statslige virksomheder, der for nylig var blevet uafhængige, det som blommen i et æg. Op imod 45 millioner arbejdere blev afskediget i byerne og op imod 150 millioner migranter fra landområderne forlod markerne for at lede efter arbejde i byerne.

I takt med at Kina omfavnede den kapitalistiske globalisering skabte statens politik et uimodståeligt klima for investorer og multinationale selskaber.

Dette gjaldt især i de sydlige og østlige kystprovinser, som har stået i spidsen for landets forvandling fra en økonomi, der primært producerer til hjemmemarkedet, til en økonomi der producerer til de globale markeder. Der er ingen retslig beskyttelse af strejkeretten og ingen foreningsfrihed.

Alle fagforeninger må være tilsluttet den Al-kinesiske Fagforeningssammenslutning (ACFTU). Denne organisation var dybt involveret i at lave udkastene til en række love arbejderbeskyttelseslove. Men dens forfatningsmæssige underordning i forhold til Kommunistpartiet forhindrer den i at gøre et seriøst forsøg på at sikre håndhævelsen af disse love.

Partiets ledende rolle i forhold til ACFTU sikrede at sidstnævnte ikke gjorde modstand mod privatiseringer og massefyringer i statssektoren. ACFTU har lagt vægt på at oprette fagforeninger i den private sektor – som ofte ledes af cheferne eller deres stråmænd – i modsætning til at organisere arbejderne på gulvplan på kontorerne og i fabrikkerne.

Dette har gjort ACFTU ude af stand til at udfordre lokale alliancer mellem griske kapitalister og embedsmænd, der har en interesse i at sikre fortsatte investeringer.

Arbejderne har selv ført en energisk, men spredt modstand mod afskedigelserne i statssektoren. Et vendepunkt var de omfattende uroligheder i 2002 – navnlig i de strategisk vigtige oliefelter – efter at olieselskaberne afskedigede arbejdere for at kunne hamle op med den udenlandske konkurrence, som fulgte efter WTO-medlemskabet.

Militærenheder blev sat på standby i den nordøstlige by Daqing da op imod 80.000 arbejdere demonstrerede i mere end ti dage for bedre fyringskompensation.

Deres aktioner blev kopieret i mindre grad i mindst tre andre oliefelter. Men en kombination af undertrykkelse, overtalelse, historiske splittelser og nøje udvalgte lønstigninger forhindrede statssektor-arbejdere fra forskellige områder i at slutte sig sammen.

I de sjældne tilfælde hvor det skete, frembragte det en voldsom reaktion fra myndigheder, som uddelte arrestationer og fængselsstraffe til arbejdernes ledere.

Omvendt har migrantarbejdernes kampe i eksportzonerne og boom-byerne været handikappet af drakoniske chefer, autoritære embedsmænd, interne splittelser og manglende erfaring med fabrikssystemet.

Lovende tegn

I de seneste år er de forhold, som har bidraget til at forhindre fremkomsten af en arbejderbevægelse, imidlertid blevet fortrængt af et langt mere lovende scenario.

I 2004 begyndte der at opstå mangel på arbejdskraft – et passende vidnesbyrd om kapitalismens manglende evne til at skabe virkelige fremskridt i et land med en gennemsnitlig national arbejdsløshedsprocent på otte procent.

Der blev mangel på faglært og erfarne arbejdere efterhånden som Yangtze-floddeltaet og regeringens urbaniseringspolitik begyndte at trække arbejderne væk fra de traditionelle magnetområder i Fuijan- og Guandong-provinserne.

Dette har tvunget cheferne til at forbedre forholdene og lokalregeringerne til at hæve niveauet på minimumslønnen, samtidig med at NGO’er, der arbejder med at forbedre arbejdsforholdene melder om en generel stigning i bevidstheden om rettigheder blandt migrantarbejderne.

Faglærte arbejdere og værkførere har spillet en afgørende rolle. De har brugt deres erfaring og favorable markedsposition til at tilkæmpe sig indrømmelser fra arbejdsgiverne ved at organisere strejker og protester.

De privatiserede tidligere statsvirksomheder oplever også, at modstanden fra arbejdere i beskæftigelse, i modsætning til defensive kampe fra allerede fyrede arbejdere, gradvist er ved at genopstå.

Omkring 7.000 tekstilarbejdere opretholdt en 24-timers strejkevagt i seks uger – muligvis den længste kendte strejke i Kinas historie siden 1949-revolutionen – uden for Xianyang Huarun-fabrikken. De kæmpede imod dårligere nye kontrakter og tab af anciennitet over for vandkanoner og kampklædt politi efter et opkøb fra det Hong Kong-baserede fastlandskonglomerat China Ressources.

Siden der blev indført økonomiske reformer i landbrugssektoren i 1978 har Kinas vækst været vedvarende og spektakulær efter enhver standard. Efter at have overhalet USA i 2003 er landet verdens største modtager af udenlandske direkte investeringer.

I 2005 blev Kina verdens tredje største handelsnation og i 2006 nåede bruttonationalproduktet op på 2,2 milliarder dollars, kun overgået af USA, Japan og Tyskland. Men politikken om ”vækst for enhver pris” støder nu på alvorlige forhindringer. 

Den kinesiske borgerrettighedsbevægelse, Weiquan, omfatter nu såvel bønder, der kæmper 
mod voldelige udviklingsprojekter for at bevare deres jord, som strejkende arbejdere, der ønsker at få del i landets vækst.

Denne bevægelse har tvunget den nye ledelse bestående af kommunistpartiets sekretær Hu Jintao og premierminister Wen Jiabao til at ændre regimets retorik fra ”vækst for enhver pris” til opbygningen af et ”harmonisk samfund” baseret på ”videnskabelig udvikling”. 

Denne ændring har ikke inddæmmet den voksende utilfredshed blandt bønderne og arbejderne, der sammenligner deres egen vedvarende forarmelse og hårde arbejdsliv med det spektakulære privatforbrug hos Kinas nouveau riche.

En afgørende fase

Kinas udvikling er på vej ind i en afgørende fase, hvor eksterne og interne faktorer truet med at støde sammen i 2008. Mens partiet forbereder sig på at fremvise sit ”økonomiske mirakel” – grundlæggende set en gradvis og forsigtig gennemføring af neoliberale politikker – ved de olympiske lege i Beijing, skælver den amerikanske økonomi.

I december sprøjtede centralbankerne i Nordamerika og Europa et uhørt beløb på 100 milliarder dollars ind i det finansielle system som led i det analytikere fra BNP Paribas [stor fransk bank, red.] har kaldt ”en drastisk handling for at forhindre kreditmæssige spændinger i at sprede sig til en større del af markederne og blive katalysator for en global økonomisk krise”.

Sådan en krise vil have alvorlige følger for Kinas eksport-drevne vækst og yderligere underminere den kinesiske regerings bestræbelser på at fremme beskæftigelse og social harmoni.

Som en Beijing-baseret advokat for arbejderbevægelsen for nylig fortalte os: ”Mens der fortsat er vækst kan regeringen sandsynligvis holde en dæmper på protesterne. Men hvis der kommer en recession vil de blive meget vanskeligt at styre.”

Det berygtede ”farvel” til arbejderklassen kort før de store franske strejker i 1968 tjener stadig som en advarsel imod spådomme om klassekampens udvikling. De kinesiske arbejderes voksende vilje til at begrænse deres udbytning repræsenterer imidlertid en central udfordring for den kapitalistiske globaliserings modstandere.

I Kina har åben undertrykkelse kombineret med en kompleks historisk arv forhindret fremkomsten af en forenet arbejderklassebevægelse.

Dette er fortsat de vigtigste barrierer som møder arbejderklassen og de militante aktivister, som potentielt kunne lede den. Uden for Kina, og særligt i lande som Storbritannien, har arbejderne for længst vundet retten til at organisere sig.

Det er vores opgave at vise aktiv solidaritet med vores brødre og søstre i Kina. Det er i vores alles fælles interesse at gøre det.

Oversat og redigeret af Lars Henrik Carlskov fra den britiske ugeavis Socialist Worker 22. december 2007. Læs mere om Kinas nye arbejderbevægelse på China Labour Bulletin (www.china-labour.org.hk/en).