SF's fremgang - en styrkelse af venstrefløjen?

Opinionstallene har på det seneste været usædvanlig gode for SF. Men hvilken dagsorden fremmer SF og Villy Søvndal med de voldsomme angreb på Hizb ut-Tahrir og Islamisk Trossamfund – og er SF's fremgang udtryk for et reelt venstreskred i befolkningen?

AF LARS HENRIK CARLSKOV

I de seneste måneder er SF stormet frem i opinionsmålingerne, efter i forvejen at være gået markant frem ved sidste års folketingsvalg. I enkelte målinger har partiet tilmed overhalet det traditionelle storebroderparti, Socialdemokraterne. Udover store vælgervandringer fra S til SF, viser flere målinger også en mandatfremgang for den samlede oppositionsblok. Det kunne således umiddelbart ligne et klart venstreskred blandt vælgerne, men er det rimeligt at tolke SF’s fremgang som en reel styrkelse af venstrefløjen?

En politisk kolbøtte

Hvis Villy Søvndal er så fladpandet, at han virkelig ønsker socialismen indført, så er han kommet til det forkerte land... Der er – hvilket i sig selv er tragisk – lande i verden, som er tættere på denne tosses våde drøm. Så hvis ønsket er socialisme – så er potentialet meget, meget større i lande som f.eks. Nordkorea og i Cuba. Så herfra en klar opfordring: Du må videre – og det kan kun gå for langsomt!

Sådan lyder Villy Søvndal nu berømte udfald mod Hizb ut-Tahrir og Islamisk Trossamfund, hvis man bytter ordene ”kalifat” og ”sharia” ud med ”socialisme”, landene ”Iran” og ”Saudi Arabien” ud med ”Nordkorea” og ”Cuba” osv. I Morgenavisen Jyllands-Posten uddybede Søvndal budskabet til en opfordring om at ”skride ad helvede til”. Som enhver kan se er det en type retorik, som hørte til den kolde krig – og som Dansk Folkeparti har gjort til sit varemærke i dag. Ekstern lektor i strategisk og politisk kommunikation ved Københavns Universitet Mads Christian Esbensen betegnede da også i Nyhedsavisen udtalelserne som ”klassisk DF-retorik”.

Den konkrete anledning til denne bandbule fra Søvndals side var en demonstration mod JP’s berygtede tegning af profeten Muhammed med en bombe i turbanen. Oprindelig havde Søvndal kaldt disse tegninger ”befriende”, men da vreden spredte sig til den muslimske verden og skabte en krise for Fogh-regeringen, foretog han en decideret kovending og kaldte nu karikaturerne for ”stupide” og ”ondskabsfulde”. Forståeligt nok vakte det derfor en vis undren, at protester mod de selv samme tegninger kunne få SF’s formand til at lyde som en kopi af Dansk Folkeparti. Villy Søvndal fornemmede hvilken vej vinden blæste og fuldendte sin politiske kolbøtte ved i et interview med netavisen Altinget at kalde karikaturerne for ”nødvendige”. Han begrundede her sin oprindelige holdningsændring med, at Jyllands-Postens Flemming Rose havde luftet tanker om et samarbejde med iranske medier om Holocaust-karikaturer. Imidlertid glemmer Villy Søvndal i sin populistiske bersærkergang, at han allerede 31. januar 2006 kritiserede Anders Fogh for ikke før at have taget afstand fra tegningerne – hvorimod det først var 8. februar at Rose fremsatte ideen om Holocaust-samarbejdet med de iranske medier.

Til gavn for?

Et oplagt spørgsmål er hvilken dagsorden – en progressiv eller reaktionær – disse angreb på Hizb ut-Tahrir og Islamisk Trossamfund egentlig fremmer. I forhold til at bekæmpe Hizb ut-Tahrir er det højst tvivlsomt om de har en positiv effekt. Således siger Kirstine Sinclair, der er medforfatter til bogen ”Hizb ut-Tahrir i Danmark”, at foreningen kan bruge ”Villy Søvndals udfald... til at sige til andre muslimer at de alle sammen er uønskede i det danske samfund”. Angrebene på Islamisk Trossamfund er til gengæld i en kategori for sig. Søvndal vurderer selv på sin weblog at denne forening repræsenterer omkring 1/5 af landets muslimer, hvilket i realiteten vil sige at han beder 20 % af landets muslimer om at rejse. Er det virkelig meningen at vi skal acceptere dette som en progressiv dagsorden?

Et andet spørgsmål er hvordan Søvndals ”værdi- og kulturkamp” på afgørende vis adskiller sig fra den ”kulturkampens nye front”, vendt imod ”middelalderlig muslimsk kultur”, som kulturminister Brian Mikkelsen proklamerede i 2005? Det er formentlig også en overvejelse værd, hvad der får ærkereaktionære aviser som Berlingske Tidende og Jyllands-Posten til at rydde forsiden på grund af Villy Søvndal - næppe for at fremme en specielt venstreorienteret dagsorden.

Et opgør med slaphed

Sideløbende med denne ”værdi- og kulturkamp” udbrød der rundt omkring i landet uroligheder i bydele med en høj koncentration af etniske minoriteter. En gruppe, der underskrev sig som ”Drengene fra Indre Nørrebro”, offentliggjorde en erklæring, der om optøjerne forklarede:

”I bund og grund handler urolighederne om måden vi bliver mødt af politiet, som både er brutale, racistiske og fuldstændigt uacceptabelt krænkende... Der bliver blandt andet snakket grimt til os, og vi bliver visiteret flere gange om dagen af samme betjent, og disse visitationer er meget æreskrænkende, fordi de vil have os til at smide tøjet, og de lyser med deres lygter i vores private dele offentligt... Det der fik os til at reagere på den måde er, at en ældre og respekteret mand fra lokalområdet fra lokalområdet blev skubbet omkuld, og derefter slået med knipler af politiet.”

Det er langt fra noget nyt problem, de unge påpeger i deres erklæring. Allerede i 1998 måtte Københavns Politi i et internt nyhedsbrev erkende at have et problem med fordomme over for etniske minoriteter. Imidlertid afviste SF fuldstændigt denne vinkel på urolighederne og beskrev dem i stedet som et ”opgør om narkomarkedet”. Integrationsordfører Astrid Krag kritiserede såvel regering som politi for ”slaphed”, og SF lancerede en såkaldt ”akutplan mod nye uroligheder”, som bl.a. indeholdt brug af rockerloven, ”mandsopdækning” af ballademagere, øget brug af tvangsfjernelser og tvungen forældreopdragelse (”familie-coaching”).

Den fremadskridende socialdemokratisering

I de seneste årtier har verdens socialdemokratiske partier alle gennemløbet en parallel udvikling, hvor enhver tanke om socialisme er blevet erstattet af en neoliberal økonomisk politik, en konservativ lov og orden-politik på retsområdet, kombineret med stribevis af stramninger af udlændingelovgivningen og en ofte fremmedfjendsk retorik.

I den henseende har det danske socialdemokrati været klassens duks. Eksempelvis privatiserede Nyrup-regeringen otte gange så meget som den foregående borgerlige regering, foretog op imod 40 stramninger af udlændingelovgivningen og indførte den berygtede rockerlov sammen en lang række andre markante stramninger på retspolitiske område. Som den konservative tyske avis Frankfurter Allgemeine Zeitung bemærkede i februar 2000 i forbindelse med den diplomatiske krise som følge af Jörg Haiders regeringsdeltagelse i Østrig: ”Haiders teser er regeringspolitik i Danmark”.

Et centralt element i SF’s strategi har alle dage været at fungere som ”katalysator” for en venstredrejning af Socialdemokraterne, eksempelvis gennem et regeringssamarbejde. Men da SF i årene 1988 og 2005 gik tilbage ved samtlige folketingsvalg, og S altid har hældt mere mod midten end mod venstre, er det snarere Socialdemokraterne, der har fungeret som katalysator for en højredrejning af SF end omvendt.

I et interview med Weekendavisen fra november sidste år fortalte Villy Søvndal, at SF’s projekt er, ikke at erstatte kapitalismen, men at ”tøjle” kapitalen, dvs. et klassisk socialdemokratisk projekt. De seneste måneders udvikling viser at den fremadskridende socialdemokratisering af SF ikke kun foregår på det økonomiske område, men nu også på det retslige og udlændingepolitiske område.

Så selvom SF i de seneste måneder har kunnet sole sig i gode i meningsmålinger, ville det være absurd at tolke det som en styrkelse af venstrefløjen, når fremgangen er foregået på baggrund af en entydig højredrejning.