2018/06/03

En ekstraordinær præstation, der bør belønnes


Af Lars Henrik Carlskov

Jørgen Mads Clausen er en plaget mand.

Han er tvunget i knæ af en nådesløs tilværelse. Knockoutet af en hård og ubarmhjertig skæbne. Tildelt kort af livet, hvor han sad tilbage med sorteper. En brik i det store eksistentielle ludo, der brutalt blev slået hjem. Omstændigheder uden for hans kontrol rottede sig sammen mod ham. De gav ham aldrig en chance. Nu åbner han op om den familietragedie, som ramte hans søskendeflok: De arvede milliarder.

Ikke desto mindre rider tanken om, at formuen havde været større uden arveafgift stadig Danfoss' bestyrelsesformand som en mare. 7. maj lagde Berlingske Business spalter til denne lidelseshistorie. Fortalt af manden selv med al den sociale indignation, det er menneskeligt muligt at mobilisere som milliardær tronende på sit kontor i en zebra-stol og med en udstoppet løve ved sin side (naturligvis alt sammen arvet, som det fremgår af billedteksten). ”Den ulykkelige familie er altid på sin måde ulykkelig”, bemærkede Tolstoj i Anna Karenina. Og Jørgen Mads Clausens familie er tilsyneladende ulykkelig på den dér milliardær-i-zebrastol-med-udstoppet-løve-agtige måde.

Han forklarer, at uden arveafgift kan virksomhederne ”investere pengene i vækst og beskæftigelse frem for at frygte for, om man må lukke”. Med en familieformue på 13,1 mia. kr. og et Danfoss-overskud på 5,1 mia. kr. sidste år (700 mio. højere end året før), må man således forstå, at kampen mod arveafgiften er en desperat handling fra en desperat mand. Drevet helt ud til kanten af systemet. Det virker derfor småligt grænsende til det ondskabsfulde at påpege (som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har gjort), at flertallet af de afdøde danskere (55 %) sidste år efterlod sig gæld eller værdier under bundgrænsen for arveafgift på 289.000 kr.

Kun et menneske blottet for empati kan undgå at blive berørt af Mads Jørgen Clausens hjerteskærende beretning om sit livs jammerdal. Uvægerligt ser man for sit indre blik hans ansigt indsat på et af de malerier af grædende børn, som tidligere prydede væggene i landets hjem. Og vi skal huske at værdsætte dem, der gør en særlig indsats. Som udviser risikovillighed. Der iværksætter. F.eks. i dette tilfælde egen fødsel ind i en af landets rigeste familier. En ekstraordinær præstation, der bør belønnes med milliarder og forhåbentlig kan tjene som inspiration for andre ambitiøse fostre.

Hvidvaskede milliarder - straffes med et ”fy"


Vi har to forskellige retssystemer: Èt for overklassen og ét for alle os andre.

Af Lars Henrik Carlskov

Det ses bl.a. i skandalen om Danske Banks hvidvask af astronomiske summer gennem sin estiske filial. Bl.a. 18 mia. kr. fra det korrupte regime i Aserbajdsjan samt 7 mia. kr. fra den russiske præsident Putins familie og landets efterretningstjeneste FSB. Bankens ansatte har endda hjulpet med at skjule kundernes identitet for myndighederne. Både i 2013 og 2014 blev banken advaret om ulovligheder, men iværksatte først i september sidste år en undersøgelse. Iflg. Finanstilsynet har banken i mindst 16 tilfælde brudt reglerne. Alligevel fører det hverken til politianmeldelse eller bøde.

På grund af den negative omtale har Danske Bank dog ofret en af sine direktører, Lars Mørch. Med sig ud af døren får han 15 mio. kr. og kan derfor formentlig lige akkurat holde den værste nød fra døren. De ansvarlige for kriminalitet i milliardklassen går altså fri og forgyldes endda. Til sammenligning indførtes for nylig bl.a. øget kontrol i lufthavne af arbejdsløse, som anklages for socialt bedrageri, hvis de tager på ferie uden at give kommunen besked.

2018/04/23

Den apolitiske "danske model" er ren fiktion


Overenskomst-forhandlinger og faglig kamp er altid dybt politiske.

Af Lars Henrik Carlskov

Da 3F-formand Per Christensen 14/4 var gæstetaler på SF's landsmøde var det med den løftede pegefinger fremme: ”Jeg er nødt til at sige: Lad være med at blande jer fra Christiansborgs side. Og selv om I gør det ud fra den bedste mening. Med støtte”, lød det fra talerstolen. Og i et interview med Dagbladet Information samme dag hævdede S-formand Mette Frederiksen også, at selv sympati-tilkendegivelser fra politiske partier undergraver ”den danske model”.

Få dage forinden havde den trofaste partisoldat og redaktør af det socialdemokratiske net-medie Piopio.dk Jens Jonatan Steen angrebet især Enhedslisten for utidig indblanding i overenskomst-forhandlingerne, hvilket angiveligt var særligt kritisabelt i betragtning af det, han kaldte Socialdemokratiets ”stålsatte kurs for at holde hånden over den danske model.”

Stålsatte socialdemokratiske regeringsindgreb
Denne ”stålsatte kurs” for at beskytte retten til at forhandle overenskomst uden politisk indblanding er i bedste fald af nyere dato. Det har nemlig snarere været reglen end undtagelsen, at Socialdemokratiet har foretaget regeringsindgreb i overenskomst-konflikter. Startende med den første socialdemokratiske regerings planlagte indgreb i storkonflikten 1925, over Staunings tvangsforlængelse af overenskomsterne i 1930'erne, H.C. Hansens berygtede indgreb i 1956, Anker Jørgensen-regeringernes hele tre indgreb, Nyrups tilsvarende i 1998 og Thornings i 2013.

Og Mette Frederiksen, som angiveligt ønsker at beskytte fagbevægelsen mod politisk indblanding, fremlagde såmænd selv som beskæftigelsesminister i 2013 i Folketinget regeringsindgrebet i lærerlockouten. Og 3F-formand Per Christensen er reelt en socialdemokratisk politiker i fagbevægelsen. I et portræt i Kristeligt Dagblad sidste år beskrives han således som ”en aktiv spiller i opstarten af Danmarks Socialdemokratiske Ungdom [i Aalborg, red.], hvis lokale afdeling han som 15-årig senere blev formand for.”

”Enhver klassekamp er en politisk kamp”
Og i 2016 skrev samme Christensen i Politiken, at ”[f]agbevægelsen og Socialdemokratiet har fælles rødder, og som forbundsformand for 3F har jeg den opfattelse, at netop Socialdemokratiets rolle som regeringsbærende og ansvarligt parti er afgørende for det danske samfund.” På samme måde er det en slet skjult hemmelighed, at en formandspost i mange fagforeninger kræver socialdemokratisk partibog. Det nyopfundne argument om, at politisk påvirkning af det faglige arbejde strider mod ”den danske model” er blot et desperat forsøg fra pressede socialdemokratiske politikere og fagbosser på at bevare deres partis kontrol over bevægelsen. Først i 1995 brydes de formelle bånd mellem Socialdemokratiet og fagbevægelsen. Betyder det, at ”den danske model” først er opfundet dér?

Ved dette års overenskomst-forhandlinger er modparten staten, regionerne og kommunerne, hvilket fra starten gør dem politiske. Men allerede i Det Kommunistiske Manifest påpegede Marx og Engels, at ”enhver klassekamp er en politisk kamp.” Og senere forklarede Marx, at ud af ”økonomiske bevægelser” (f.eks. krav til de enkelte kapitalister om lavere arbejdstid), vokser ”alle vegne” ”politiske bevægelser” (f.eks. krav om lavere arbejdstid fastsat ved lov). Med andre ord kan fagbevægelsens arbejde ikke undgå at være politisk. Det egentlige spørgsmål er i stedet, hvilken politisk retning (f.eks. socialdemokratisk reformisme eller revolutionær socialisme), der dominerer.

2018/03/06

Derfor virker offentlige strejker


Det er tid til én gang for alle at begrave myten om offentlige strejkers manglende effekt.

Af Lars Henrik Carlskov

Det hævdes strejkerne ikke virker, fordi den offentlige arbejdsgiver sparer de ansattes løn. Men så skulle regering og arbejdsgivere ønske omfattende strejke-aktivitet i den offentlige sektor. Også regeringsindgreb i offentlige arbejdskampe bliver uforståelige, hvis disse konflikter ikke netop gør ondt på regering og arbejdsgivere. I stedet er de offentligt ansattes arbejde essentielt for den danske og andre avancerede kapitalistiske økonomiers reproduktion.

Værdiskabelsen på det private arbejdsmarked kræver, at arbejderne sikres uddannelse, pasning af børn og ældre, behandling ved sygdom og eksistensen af velfungerende infrastruktur. Og ingen regering (og mindst af alle en svag af slagsen som Løkkes, der vakler fra finanslov til finanslov) kan i længden overleve hel eller delvis lammelse af statsapparatet og dermed af sin evne til at regere. De seneste offentlige overenskomst-strejker i 2008 gav markant større lønstigninger end normalt (mellem 12,8 % og 14,1 %). Og selv et regeringsindgreb er på ingen måde ensbetydende med nederlag.

Magt bag ordene
Indgrebet i storkonflikten 1956 førte tværtimod til massedemonstrationer og efterfølgende folkepension for alle borgere over 67 år. Og under påskestrejkerne 1985 betød indgrebet opblussende strejke-aktivitet og senere 37 timers-arbejdsugen. I forhold til konflikten i 2008 og lærerlockouten i 2013 står fagbevægelsen som følge af den såkaldte ”musketér-ed” nu langt mere samlet – og dermed stærkere. Og alene truslen om konflikt kan føre til større indrømmelser fra regering og arbejdsgivere end ellers.

Men truslen må være reel for at virke, hvilket den ikke er, hvis der sjældent strejkes og dermed sættes magt bag ordene. Både private og offentlige strejker har historisk set været afgørende for tilkæmpelsen af den velfærd og levestandard, som trods alt findes i det moderne kapitalistiske samfund. Men strejkernes måske vigtigste funktion er bevidstgørelse. I lyntempo lærer mange af de kæmpende politisk set mere end under adskillige års ”normal” udvikling. F.eks. nødvendigheden af kamp, sammenhold, tro på egne organisationsevner og mistillid til arbejdsgiverne, de borgerlige medier, politiet, det fagretslige system – og fagbevægelsens top.

Fælles fjende, fælles kamp
Fagtoppen spiller nemlig en modsætningsfyldt rolle. Den er styret af egne interesser, som dels er at forsvare fagforeningerne mod angreb fra f.eks. regering og arbejdsgivere, som underminerer dens egen privilegerede livsstil. Og dels at inddæmme de menige medlemmers selvstændige aktivitet, f.eks. strejker, den ikke kontrollerer, og som derfor kan overflødiggøre dens eksistensgrundlag som forhandlingspartner med arbejdsgiverne. Deraf det skrigende behov for at opbygge et alternativt fagligt lederskab. F.eks. et netværk af tillidsfolk og faglige klubber, som kan udfordre fagbureaukratiet. Under påskestrejkerne 1985 viste den daværende Tillidsmandsringen potentialet for dette.

Chefen i den offentlige sektor er i sidste ende regeringen. Det kan betyde hurtigere politisk generalisering fra de strejkende (fra vrede mod ledelsen på den lokale arbejdsplads til vrede mod systemet). Netop selve det kapitalistiske systems perverse profitlogik skaber den evige strøm af brutale angreb på arbejdsforhold, lønninger og velfærd, selvom samfundets samlede rigdom aldrig har været større. Denne fælles fjende for både offentlige og private arbejdere, arbejdsløse, pensionister og studerende bør mødes med fælles kamp.