Derfor fortsætter de den fejlslagne krisepolitik

Hvorfor fortsætter regeringer, centralbanker og internationale institutioner den nedskæringspolitik, der ser ud til ikke at virke? Svaret skal findes i den globale kapitalismes systemiske modsætninger.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Det er nu snart tre år siden, at Den Internationale Valutafond (IMF) officielt erklærede den økonomiske krise, også kendt som ”Den store recession”, for overstået. Denne prognose viste sig som bekendt at være lige så himmelråbende forkert som den strøm af tilsvarende profetier, der både før og siden med jævne mellemrum er flydt fra politikere, økonomer, erhvervsfolk, mainstream-medier og internationale institutioner.

Tværtimod befinder vi os nu i det femte år af den verdensomspændende økonomiske krise, som indledtes med nedturen på det amerikanske boligmarked 2006-2007, efterfulgtes af den såkaldte ”kreditstramning” og accelererede efter bankgiganten Lehman Brothers’ kollaps i efteråret 2008. Den nuværende gældskrise er en direkte konsekvens af de finansielle redningsaktioner i en størrelsesorden uden historisk fortilfælde, som stater og internationale institutioner foretog i kølvandet på den økonomiske nedsmeltning i 2008 og siden har gentaget adskillige gange.

Disse ”bailouts” har betydet, at verdens regeringer har måttet finansiere store underskud ved at sælge statsobligationer på de internationale gældsmarkeder. Den astronomiske mængde offentlig gæld har, sammen med mistede skatteindtægter som følge af højere arbejdsløshed, gjort investorerne nervøse over mange regeringers evne til at betale tilbage. Som følge deraf er renten på f.eks. græske, irske, italienske, portugisiske og spanske statsobligationer skudt i vejret, hvilket blot forværrer gældskrisen i disse lande yderligere.

Deres politik forværrer krisen
De gigantiske mængder statsintervention ved krisens start forhindrede på kort sigt en yderligere destabilisering af verdensøkonomien. Resultatet har imidlertid været den nuværende gældskrise og den dermed forbundne trussel om statsbankerotter og euroens sammenbrud. For at kunne afdrage på gælden skærer verdens regeringer kraftigt ned på deres udgifter, bl.a. ved at fjerne eller reducere velfærdsydelser og gennemtvinge store fyringsrunder i den offentlige sektor, hvilket imidlertid blot skærper krisen ved at mindske såvel den offentlige som den private efterspørgsel. Det kunne med andre ord se ud som om, at de herskende klassers krisepolitik selv på sine egne præmisser er en fiasko.

Derfor er der blandt keynesianistiske økonomer som f.eks. Paul Krugman, Joseph Stiglitz og Robert Reich en tendens til at se denne politik som en følge af ideologisk blindhed og manglende mod hos de politiske beslutningstagere, dvs. de giver psykologiske mekanismer skylden frem for at forklare nedskæringspolitikkens paradoksale konsekvenser med kapitalismens iboende modsætninger. Imidlertid er verdens regeringer på grund af deres voksende underskud afhængige af at skaffe penge på de finansielle markeder, hvor renten afhænger af en vurdering af sandsynligheden for tilbagebetaling af lånene.

Presset fra de globale markeder tvinger derfor regeringer, der ikke er klar til et revolutionært brud med kapitalismen, til at gennemføre massive nedskæringsrunder for at nedbringe deres gæld, også selv om det forstærker krisen på længere sigt. Dette er i sidste ende blot udtryk for, at kapitalismens drivkraft er kortsigtede profithensyn, ikke menneskelige behov.

Behov for et revolutionært brud
Også en regering, der i stedet for den nuværende aggressive nyliberalisme forsøgte at gennemføre keynesianske politikker, ville komme under den samme type pres fra finansmarkederne, som er beskrevet ovenfor. Når politikere, centralbanker og internationale institutioner fortsætter en krisepolitik, der ser ud til ikke at virke, er årsagen således ikke primært psykologisk, men bunder derimod i sociale strukturer.

Traditionel keynesianisme kan ikke løse det grundlæggende problem under den nuværende krise, nemlig, at virksomhederne tilbageholder investeringerne eller spekulerer i råvarer som f.eks. fødevarer, guld og olie. Det skyldes, at virksomhedernes udnyttelse af deres nuværende produktionskapacitet stadig er langt lavere end normalt samt, at den mindskede offentlige og private efterspørgsel ikke gør det tilstrækkeligt profitabelt at investere i nye fabrikker og maskiner. Så længe det er tilfældet, vil investeringerne blive tilbageholdt.

Løsningen på den situation blev faktisk fremsat af Keynes selv, selvom han ikke indså de radikale konsekvenser af sit forslag. Han foreslog, modsat sine senere disciple, at socialisere investeringerne, men overså, at dette reelt indebærer at overtage kontrollen med, hvad kapitalisternes profit skal bruges til. Med andre ord kan investeringerne ikke socialiseres uden også at tage magten over produktionen. Men sådanne socialistiske skridt vil naturligvis møde voldsom modstand fra den herskende klasse, hvorfor de forudsætter, at vi vinder en revolutionær kamp om magten i samfundet. Kun sådan kan vi sikre en løsning på krisen, hvor arbejderklassen ikke kommer til at betale regningen igen og igen.

Derfor sørger jeg ikke over Mærsks død

Glansbilledet i de fleste nekrologer over den døde skibsreder svarer ikke til virkeligheden.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

16. april døde Arnold Mærsk Mc-Kinney Møller eller ”Hr. Møller” som mainstream-medierne, med sædvanlig underdanighed over for landets rigeste og mest magtfulde personer, omtalte ham. Ved sin død i en alder af 98 år var han med en formue på omkring 100 milliarder kr. en af verdens rigeste mennesker og den suverænt mest velhavende her i landet.

Han forstod at udnytte sin enestående magt til at indrette lovgivningen så den maksimerede hans erhvervsimperiums profit. F.eks. i forhold til Nordsø-olien, hvor staten siden 2003 har mistet ca. 75 milliarder kr. på grund af slap lovgivning. Et andet eksempel er, at shipping-delen af Mærsk-koncernen, der udgør den største del, kun betaler et mindre millionbeløb årligt i skat.

Mærsk formede også i høj grad dansk udenrigspolitik, bl.a. ved under såvel første som anden Irak-krig at bidrage til massemyrderierne med våbentransporter for den amerikanske hær. Mærsk forsøgte desuden at få adgang til Iraks eftertragtede olie. Her blev koncernen selv af amerikanske embedsmænd beskyldt for at optræde som en ”kolonimagt” og som en af de mest skrupelløse krigsprofitører. I sidste ende jagede modstand fra lokalbefolkningen dog Mærsk ud af Irak.

I Danmark cementerede Mærsk Mc-Kinney sin indflydelse gennem store donationer til de borgerlige partier, inklusive det racistiske Dansk Folkeparti. Han nærede desuden et indædt had til fagforeninger. Dette har f.eks. i El Salvador betydet brug af løgnedetektorer under afhøringen af ansatte om bl.a. fagforenings-medlemskab og seksuel orientering. I Mumbai i Indien får fagligt aktive på Mærsks havneterminal tæsk.

Operaen på Holmen bliver stående som et monument over den døde skibsreder. Efter at have tromlet dette byggeri igennem, krævede, og fik, Mærsk Mc-Kinney på forhånd den daværende Nyrup-regerings officielle ”takkebrev” til gennemsyn. Det skete selv om skatteyderne direkte eller indirekte har finansieret operahuset og fortsat kommer til at betale et kæmpe millionbeløb for drift. De kinesiske arbejdere, der under livsfarlige forhold forarbejdede granitten til Mærsks operahus, sørger næppe over hans død. Det gør jeg heller ikke.

En nordkoreansk statsbegravelse

AF LARS HENRIK CARLSKOV

I Den Demokratiske Folkerepublik Korea (tidl. Danmark) blev en større parade afviklet i går i forbindelse med begravelsen af landets enevældige hersker gennem de sidste årtier.

Det statslige tv transmitterede hele dagen fra begravelsen af ”Den store leder” Ma Kee-Nee, også kendt som Marsk (betyder ”hærleder” på det lokale sprog) Ma Kee-Nee.

I de nationale medier blev Ma Kee-Nee beskrevet som den fødte leder, der allerede i en ung alder viste sig som et multigeni inden for områder som bl.a. skibsfart, detailhandel og olieudvinding.

For uafhængige iagttagere var det vanskeligt at afgøre, hvor udbredt den store sorg, landets medier rapporterede om, var i befolkningen samt i hvor høj grad den skyldtes massiv propaganda.

Men mange håber, at Ma Kee-Nees død kan igangsætte en demokratiseringsproces.

Hverken moderne, praktisk eller socialisme

SF’eren Mattias Tesfaye har vakt stor røre både i medierne og sit eget parti med sine teser om en ”moderne” og ”praktisk” socialisme.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Forud for SF’s landmøde 13.-15. april har et bittert opgør om partiets næstformandspost påkaldt sig stor opmærksomhed. Tidligere folketingsmedlem Pernille Frahm har således angrebet ledelsens foretrukne kandidat til posten, Mattias Tesfaye, for at have synspunkter, der snarere hører hjemme ”i et af de kommunistiske partier”.

Det skyldes en række ”teser om praktisk socialisme”, som Tesfaye skrev tilbage i 2008 og som han efter den megen kritik for nylig opdaterede i Politiken. Såvel i medierne som på store dele af venstrefløjen bliver Tesfaye set som talsmand for en væsentlig mere venstreorienteret linje end den, SF står for i dag.

Lad os derfor prøve at se på om hans teser, de gamle og de nye, virkelig repræsenter en ”moderne” og ”praktisk” socialisme.

Ikke kun økonomi
I begge versioner af teserne fremhæver Tesfaye, at venstrefløjens opgave er at føre klassekamp. Dette undermineres imidlertid af en gennemgående tendens til at se klassekampen som en rent økonomisk kamp for bedre løn og arbejdsvilkår. F.eks. skriver han i sine oprindelige teser, at ”kategorier” som ”køn, etnicitet, tro og seksualitet” udelukkende er ”interessante som en del af samfundets sociale struktur”. Med andre ord synspunkter, der er nært beslægtede med den såkaldte ”økonomisme”, som Lenin leverede en sønderlemmende kritik af.

Lenin påpegede, at arbejdere, der blot har indset behovet for at kæmpe for mere i løn og forbedrede arbejdsforhold, endnu kun har opnået en såkaldt ”trade-unionistisk” (fagforenings) bevidsthed. Først hvis arbejderne også er villige til f.eks. at strejke på grund af forfølgelsen af jøder eller studenter, har de ifølge Lenin en ægte socialistisk klassebevidsthed. Her foretager Tesfaye et kraftigt tilbagetog i den nye version af sine teser, idet han skriver, at fokuset på arbejderklassens kamp ikke skal forstås sådan, at ”kampen for ligestilling og mod diskrimination er mindre vigtig”.

Her medfører Tesfayes økonomisme dog igen, at han beskriver denne kamp som et rent økonomisk spørgsmål om, hvorvidt man primært skal prioritere ligeløn for ”sosu-assistenten” eller ”økonomidirektøren”. Ganske rigtigt findes der klare klassemodsætninger inden for de forskellige køn, etniske minoriteter og seksuelle grupper, men kampen mod f.eks. sexisme, racisme og homofobi kan på ingen måde reduceres til blot økonomi. Frem for hinandens modsætninger, bør disse kampe derfor, som det f.eks. er tilfældet i den klassiske marxisme (Marx, Engels, Luxemburg, Lenin, Trotskij, Gramsci m.fl.), ses som en integreret del af klassekampen.

Dannebrogs-socialisme?
I modsætning til hos Tesfaye findes der således i den klassiske marxisme en klar forståelse af, at splittelserne i arbejderklassen (f.eks. faglærte/ufaglærte, mænd/kvinder, indfødte/migrantarbejdere, privatansatte/offentligt ansatte) har eksisteret lige så længe som den kapitalistiske produktionsmåde. Det skyldes, at kapitalismen fremmer den interne konkurrence mellem forskellige dele af arbejderklassen om løn, jobs osv.

Den aktive, ikke kun økonomiske, kamp mod f.eks. racisme, sexisme og homofobi er derfor nødvendig for at overvinde disse splittelser i arbejderklassen. Og uden et opgør med det kapitalistiske produktionssystem, hvilket Tesfaye karakteristisk nok ikke nævner, vil disse fordomme blive reproduceret igen og igen. Ud over at undlade at konfrontere disse splittelser, medvirker Tesfaye endda selv til at skabe dem. Han har således beskrevet østeuropæiske migrantarbejdere som ”nasserøve”.

Både i sine nye og gamle teser slår han desuden til lyd for, at venstrefløjen flager med Dannebrog, men glemmer her, at dette flag er et symbol på et ”nationalt fællesskab”, der angiveligt skulle overskride kampen mellem forskellige klasser med modstridende interesser. Tesfayes såkaldte klassekamp bliver her til ren og skær nationalisme, lige som det er tilfældet for hans forslag om at ”begrænse indvandringen”, hvor han ud over igen at skabe skel mellem ”danske” og ”udenlandske” arbejdere, overser, at der kun under kapitalismen og dens iboende tendens til at skabe en ”reservehær” af arbejdsløse kan være for meget arbejdskraft.

Moderne og praktisk?
Tesfaye beskriver selv sine synspunkter som ”moderne” og ”praktisk” socialisme. I virkeligheden er de hverken moderne, praktiske eller socialisme.

Ikke moderne, fordi der i den klassiske marxisme findes en langt mere nuanceret forståelse af klassekampen. Ikke praktiske, fordi han ikke bidrager til at overvinde splittelsen i arbejderklassen, hvilket er en forudsætning for både at vinde reformer og på længere sigt at indføre et socialistisk samfundssystem. Og ikke socialistiske, fordi hans teser ikke indbefatter et brud med kapitalismen.

I stedet for et systemskifte er ”praktisk socialisme” for Tesfaye ”de forandringer, vi kan skabe lige nu og her. En legeplads fri for kanyler, en bedre gadebelysning i villakvarteret, et køleskab i skurvognen”. Med andre ord svarer Tesfayes ”praktiske socialisme” nogenlunde til programmet for organisationer som Kattens Værn derved, at der er tale om bittesmå forbedringer inden for det nuværende system.

Som revolutionære socialister støtter vi selv den mindste reform, dels for at skabe forbedringer for arbejderklassen nu og her, men primært fordi denne kamp er en forudsætning for at skabe den organisationsevne og klassebevidsthed, som gennemførelsen af den socialistiske revolution kræver. Uden dette nødvendige systemskifte nøjes vi med, som Marx skrev, lige som Tesfaye at bekæmpe virkninger frem for årsager.