2018/04/23

Den apolitiske "danske model" er ren fiktion


Overenskomst-forhandlinger og faglig kamp er altid dybt politiske.

Af Lars Henrik Carlskov

Da 3F-formand Per Christensen 14/4 var gæstetaler på SF's landsmøde var det med den løftede pegefinger fremme: ”Jeg er nødt til at sige: Lad være med at blande jer fra Christiansborgs side. Og selv om I gør det ud fra den bedste mening. Med støtte”, lød det fra talerstolen. Og i et interview med Dagbladet Information samme dag hævdede S-formand Mette Frederiksen også, at selv sympati-tilkendegivelser fra politiske partier undergraver ”den danske model”.

Få dage forinden havde den trofaste partisoldat og redaktør af det socialdemokratiske net-medie Piopio.dk Jens Jonatan Steen angrebet især Enhedslisten for utidig indblanding i overenskomst-forhandlingerne, hvilket angiveligt var særligt kritisabelt i betragtning af det, han kaldte Socialdemokratiets ”stålsatte kurs for at holde hånden over den danske model.”

Stålsatte socialdemokratiske regeringsindgreb
Denne ”stålsatte kurs” for at beskytte retten til at forhandle overenskomst uden politisk indblanding er i bedste fald af nyere dato. Det har nemlig snarere været reglen end undtagelsen, at Socialdemokratiet har foretaget regeringsindgreb i overenskomst-konflikter. Startende med den første socialdemokratiske regerings planlagte indgreb i storkonflikten 1925, over Staunings tvangsforlængelse af overenskomsterne i 1930'erne, H.C. Hansens berygtede indgreb i 1956, Anker Jørgensen-regeringernes hele tre indgreb, Nyrups tilsvarende i 1998 og Thornings i 2013.

Og Mette Frederiksen, som angiveligt ønsker at beskytte fagbevægelsen mod politisk indblanding, fremlagde såmænd selv som beskæftigelsesminister i 2013 i Folketinget regeringsindgrebet i lærerlockouten. Og 3F-formand Per Christensen er reelt en socialdemokratisk politiker i fagbevægelsen. I et portræt i Kristeligt Dagblad sidste år beskrives han således som ”en aktiv spiller i opstarten af Danmarks Socialdemokratiske Ungdom [i Aalborg, red.], hvis lokale afdeling han som 15-årig senere blev formand for.”

”Enhver klassekamp er en politisk kamp”
Og i 2016 skrev samme Christensen i Politiken, at ”[f]agbevægelsen og Socialdemokratiet har fælles rødder, og som forbundsformand for 3F har jeg den opfattelse, at netop Socialdemokratiets rolle som regeringsbærende og ansvarligt parti er afgørende for det danske samfund.” På samme måde er det en slet skjult hemmelighed, at en formandspost i mange fagforeninger kræver socialdemokratisk partibog. Det nyopfundne argument om, at politisk påvirkning af det faglige arbejde strider mod ”den danske model” er blot et desperat forsøg fra pressede socialdemokratiske politikere og fagbosser på at bevare deres partis kontrol over bevægelsen. Først i 1995 brydes de formelle bånd mellem Socialdemokratiet og fagbevægelsen. Betyder det, at ”den danske model” først er opfundet dér?

Ved dette års overenskomst-forhandlinger er modparten staten, regionerne og kommunerne, hvilket fra starten gør dem politiske. Men allerede i Det Kommunistiske Manifest påpegede Marx og Engels, at ”enhver klassekamp er en politisk kamp.” Og senere forklarede Marx, at ud af ”økonomiske bevægelser” (f.eks. krav til de enkelte kapitalister om lavere arbejdstid), vokser ”alle vegne” ”politiske bevægelser” (f.eks. krav om lavere arbejdstid fastsat ved lov). Med andre ord kan fagbevægelsens arbejde ikke undgå at være politisk. Det egentlige spørgsmål er i stedet, hvilken politisk retning (f.eks. socialdemokratisk reformisme eller revolutionær socialisme), der dominerer.

2018/03/06

Derfor virker offentlige strejker


Det er tid til én gang for alle at begrave myten om offentlige strejkers manglende effekt.

Af Lars Henrik Carlskov

Det hævdes strejkerne ikke virker, fordi den offentlige arbejdsgiver sparer de ansattes løn. Men så skulle regering og arbejdsgivere ønske omfattende strejke-aktivitet i den offentlige sektor. Også regeringsindgreb i offentlige arbejdskampe bliver uforståelige, hvis disse konflikter ikke netop gør ondt på regering og arbejdsgivere. I stedet er de offentligt ansattes arbejde essentielt for den danske og andre avancerede kapitalistiske økonomiers reproduktion.

Værdiskabelsen på det private arbejdsmarked kræver, at arbejderne sikres uddannelse, pasning af børn og ældre, behandling ved sygdom og eksistensen af velfungerende infrastruktur. Og ingen regering (og mindst af alle en svag af slagsen som Løkkes, der vakler fra finanslov til finanslov) kan i længden overleve hel eller delvis lammelse af statsapparatet og dermed af sin evne til at regere. De seneste offentlige overenskomst-strejker i 2008 gav markant større lønstigninger end normalt (mellem 12,8 % og 14,1 %). Og selv et regeringsindgreb er på ingen måde ensbetydende med nederlag.

Magt bag ordene
Indgrebet i storkonflikten 1956 førte tværtimod til massedemonstrationer og efterfølgende folkepension for alle borgere over 67 år. Og under påskestrejkerne 1985 betød indgrebet opblussende strejke-aktivitet og senere 37 timers-arbejdsugen. I forhold til konflikten i 2008 og lærerlockouten i 2013 står fagbevægelsen som følge af den såkaldte ”musketér-ed” nu langt mere samlet – og dermed stærkere. Og alene truslen om konflikt kan føre til større indrømmelser fra regering og arbejdsgivere end ellers.

Men truslen må være reel for at virke, hvilket den ikke er, hvis der sjældent strejkes og dermed sættes magt bag ordene. Både private og offentlige strejker har historisk set været afgørende for tilkæmpelsen af den velfærd og levestandard, som trods alt findes i det moderne kapitalistiske samfund. Men strejkernes måske vigtigste funktion er bevidstgørelse. I lyntempo lærer mange af de kæmpende politisk set mere end under adskillige års ”normal” udvikling. F.eks. nødvendigheden af kamp, sammenhold, tro på egne organisationsevner og mistillid til arbejdsgiverne, de borgerlige medier, politiet, det fagretslige system – og fagbevægelsens top.

Fælles fjende, fælles kamp
Fagtoppen spiller nemlig en modsætningsfyldt rolle. Den er styret af egne interesser, som dels er at forsvare fagforeningerne mod angreb fra f.eks. regering og arbejdsgivere, som underminerer dens egen privilegerede livsstil. Og dels at inddæmme de menige medlemmers selvstændige aktivitet, f.eks. strejker, den ikke kontrollerer, og som derfor kan overflødiggøre dens eksistensgrundlag som forhandlingspartner med arbejdsgiverne. Deraf det skrigende behov for at opbygge et alternativt fagligt lederskab. F.eks. et netværk af tillidsfolk og faglige klubber, som kan udfordre fagbureaukratiet. Under påskestrejkerne 1985 viste den daværende Tillidsmandsringen potentialet for dette.

Chefen i den offentlige sektor er i sidste ende regeringen. Det kan betyde hurtigere politisk generalisering fra de strejkende (fra vrede mod ledelsen på den lokale arbejdsplads til vrede mod systemet). Netop selve det kapitalistiske systems perverse profitlogik skaber den evige strøm af brutale angreb på arbejdsforhold, lønninger og velfærd, selvom samfundets samlede rigdom aldrig har været større. Denne fælles fjende for både offentlige og private arbejdere, arbejdsløse, pensionister og studerende bør mødes med fælles kamp.

2018/01/23

Man tager sig til hovedet: Alka solgt til Tryg


I huj og hast og uden medlemsdebat solgte fagbevægelsen i december forsikringsselskabet Alka for 8,2 mia. kr.

Af Lars Henrik Carlskov

Inkl. dets over 500 ansatte og 380.000 kunder. Men måske er det heller ikke nødvendigt med medlemsdebat, når man som formand for Alkas bestyrelse og HK Kim Simonsen har "kunder" frem for "medlemmer" ("vores rolle i dag [er] ikke at eje det her selskab, men at sørge for, at vores kunder har nogle gode tilbud"). Han forsvarer på bedste solkonge-vis manglende medlemsinddragelse med, at sagen skam har været oppe på et enkelt hovedbestyrelsesmøde.

Alka har ellers tilhørt fagbevægelsen siden 1903 og sikrer den hvert år hundrede millioner af kr. i overskud. Selvom Alkas kunder er lovet samme vilkår de næste fem år, er det logik for burhøns, at priserne senere sættes i vejret, når et børsnoteret selskab med fokus på aktionærudbytte overtager et firma som Alka med fokus på lave priser. Som samtidig har været med til at holde priserne nede for alle andre forsikringsselskabers kunder ved at lægge markedets bundniveau.

Der er med andre ord tale om en ny Dong-sag i form af socialdemokratisk magtarrogance af den corydon'ske slags. Som ser stort på demokratisk debat til fordel for milliardsalg til rovgriske kapitalister. Aktivister fra Facebook-siden "Nej til 42 timer - VORES OK20" demonstrerede mod salget foran 3F's hovedkvarter. Og viste dermed endnu engang svælget mellem fagbevægelsens top og bund.

Kampen var hans element


Filmen ”Den unge Karl Marx” skildrer en af verdenshistoriens vigtigste skikkelsers forvandling fra borgerlig humanist til kommunist og revolutionær.

Af Lars Henrik Carlskov

Instruktøren Raoul Peck kendes bl.a. for den kritikerroste dokumentar ”I Am Not Your Negro” om den sorte amerikanske forfatter og borgerrettighedsaktivist James Baldwin. Denne gang dramatiserer han den berømte filosof, økonom, socialistleder m.m.'s politisk formative ungdomsår. Dvs. perioden fra jobbet som redaktør af en liberal avis gør Marx til flygtning frem til udgivelsen af "Det Kommunistiske Manifest".

Vi ser mødet med medtænkeren og medkæmperen Friedrich Engels. En rig fabrikants søn, som gennem diskussioner, fælles politisk handling, venskab og økonomisk støtte får afgørende betydning for Marx. Centrale for hans intellektuelle udvikling og forståelse af arbejderklassen og den økonomiske analyses nødvendighed var bl.a. to skrifter af Engels ("Rids af en kritik af nationaløkonomien" og "Den arbejdende klasses stilling i England"). Også de mange politiske møder og diskussioner med diverse arbejderforeninger og pionerer i socialismens historie såsom Proudhon, Bakunin og Weitling vækkes her til live på det store lærred.

Ikke nogen lænestols-teoretiker
Udover at være filmisk interessant, er én af "Den unge Karl Marx's" forcer netop fremhævelsen af Marx som en handlingens mand med hyppig kontakt og diskussioner med datidens mest fremtrædende socialister og arbejderledere. Modsat det gængse billede af en lænestols-teoretiker med næsen begravet i bøger. Sidstnævnte havde han selvsagt ofte. Men de sidste fire årtier af sit liv spillede han tillige en uvurderlig aktivistisk rolle i den spirende arbejderbevægelse.

Han var ikke bare forfatter til værker som "Det Kommunistiske Manifest" og "Kapitalen". Men også hovedrolleindehaver i sammenslutningen "1. Internationale", som førte til oprettelsen af socialistiske partier og fagforeninger i en række lande. Herhjemme i form af det socialdemokrati, som ironisk nok i dag lukker grænsen for flygtninge som Marx selv. Og sammen med Engels fungerede han, bl.a. via omfattende brevkorrespondance, også som den nye internationale arbejderbevægelses politiske rådgiver.

Fremfor alt revolutionær
Som tidligere nævnt omhandler filmen dog kun begivenhederne frem til den knap 30-årige Marx på vegne af "Kommunisternes Forbund" skriver en af verdenshistoriens mest indflydelsesrige politisk tekster. Nemlig "Manifestet", som udkom på tærsklen til Europas revolutionære bølge i 1848. Som bl.a. i Danmark førte til (en begrænset og borgerlig form for) demokrati. "Den unge Karl Marx" formår den svære balancegang mellem præsentation af politiske idéer og underholdende historiefortælling.

Desuden er skuespillerpræstationerne glimrende og personkarakteristikkerne virker virkelighedstro. Og på nær nogle få detaljer, der sagtens kan forsvares som nødvendige dramaturgiske greb, er filmen også historisk korrekt. Det gælder også fremstillingen af Marx's kone Jenny og Engels partner Mary som stærke og politiske personligheder. Og den arbejderklasse, der skulle give kapitalismen dødsstødet, findes i allerhøjeste grad stadig. Nemlig defineret som alle, der pga. manglende ejendom må sælge deres arbejdskraft eller overleve på usle sociale ydelser. Derfor er filmen politisk højaktuel. Ikke mindst fordi den viser den Marx, om hvem Engels sagde, at han "var fremfor alt revolutionær" og "kampen var hans element".

"Den unge Karl Marx”, Frankrig/Tyskland/Belgien, 2017, 118 min., premiere 9. november.