2017/08/15

Lars Seier skaber jobs og pleasure


Hvis du tilfældigvis skulle have 75.000 euro (eller ca. 560.000 kr.) tilovers i feriebudgettet (og hånden på hjertet, hvem har ikke det i disse tider?), kan du leje Saxo Bank-stifter Lars Seier Christensens luksusyacht en uge.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Denne helt uundværlige forbrugerinformation kan man læse i livsstilsmagasinet Børsen Pleasure, der at dømme ud fra navnet sandsynligvis henvender sig til en hidtil overset målgruppe, som forbinder en særlig form for lyst med aktier, obligationer og andre værdipapirer.

Og da få ting som bekendt ligger os mere på sinde her på avisen end netop finansverdenens lyst, nydelse og genelle velbefindende, er denne oplysning hermed videregivet. Men hæderen for at have opstøvet denne for offentligheden helt afgørende information bør naturligvis tilfalde det frimarkedselskende Dagbladet Børsen, hvis årlige statsstøtte på 17,5 millioner kr. derfor forekommer en anelse i underkanten. Demokratiet havde været fattigere uden.

Børsen forklarer, at ”alene bådens størrelse betyder, at personalet må kommunikere via walkie-talkie.” Lars Seier er det, man kalder en jobskaber, for hvem kan benægte, at uden ham og andre milliardærer og millionærer ville produktionen af walkie-talkies til luksusyachter falde markant? ”På båden er der hele tiden styr på, hvor vi er, og hvad vi laver”, kan Børsen endvidere oplyse. Denne tilsyneladende luksuriøse betjening skal dog nok snarere ses som en præventiv foranstaltning for at undgå livsfarlige situationer, hvor f.eks. Hella Joof kommer på besøg og i nærheden af tændstikker.

Det beskrives desuden, hvordan der spises frokost ved den franske riviera blandt russiske oligarker, dvs. folk, som er kommet lige så ærligt til deres penge som Lars Seier Christensen. Men særligt én detalje ved Seiers yacht giver Børsen ægte pleasure: ”Et besøg på toilettet afslører, at det yderste stykke af toiletpapiret er sirligt foldet i en kvadratisk fold over den gyldne metallåge, der dækker over toiletpapiret. Sådan er det på ethvert toiletbesøg ombord på båden.”

Her ser vi igen Seier som jobskaber - og endda i vitale samfundsfunktioner såsom wc-papirfoldere for rigmænd, der skal en tur på tønden. Men desværre formår den typiske danske misundelsessyge ikke at værdsætte folk som Seier, der har arbejdet sig hele vejen op fra sidegadevekselerer til stiftelsen af fondsmæglerselskabet Midas med selskabstømmerpenge til Saxo Bank, hvis forretningsmodel med Bagmandspolitiets ord har ”en særlig høj risiko” for ”hvidvask eller terrorfinansiering”.

Tanken om at leve i et samfund, der ikke belønner den type adfærd, bør vække rædsel i os alle.

2017/08/14

Idéer til at forstå og styrte systemet


Interview med Joseph Choonara om marxismens relevans i dag.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

”Det ville være tåbeligt at sige, at verden er præcis som Marx beskrev den i Kapitalen. Imidlertid er det også vigtigt at forstå, at Marx i ”Kapitalen” havde et specifikt projekt om i generelle vendinger at afdække det kapitalistiske samfunds bevægelseslove, frem for at beskrive Victoriatidens kapitalisme i Storbritannien”. Det siger Joseph Choonara, medlem af Internationale Socialisters britiske søsterparti SWP og forfatter til en ny introduktion til Karl Marx's hovedværk ”Kapitalen”.

”I den forbindelse trækker Marx en del på sin tids kapitalisme og bruger det til at illustrere og føre sin argumentation gennem bogen. Men selv her, er én af de ting, som slår mig ved genlæsning af "Kapitalen" 150 år senere, ikke så meget, at alt er ændret, men, at der fortsat er slående paralleller.

Oplevelsen af fornedrelse og fremmedgørelse på arbejdspladsen, selv om den ikke er så slem som Victoriatidens Storbritannien, vækker helt sikkert genklang i nutidens Storbritannien. Og i nogle henseender er de metoder, som anvendes i traditionelle kapitalistiske fabrikker, blevet generaliseret ind i områder af økonomien som servicesektoren, den offentlige sektor osv.

Og hvis man ser på kapitalismen som globalt system, er der tydeligvis elementer af den fornedrelse af den britiske arbejderklasse, som Marx beskrev, der bliver gentaget. Man kan f.eks. se på tæppeindustrien i Pakistan, hvor der er omfattende brug af børnearbejde eller endda fabrikker i Kina, hvor arbejdsforholdene er så forfærdelige, at der opsættes ”selvmordsnet” for at forhindre folk i at begå selvmord ved at hoppe ud fra taget”, forklarer Choonara.

Udbytning er indbygget i systemet
”Marx forsøger at redegøre for den måde, hvorpå kapitalisme af natur er er et udbyttende system. I den forstand er kapitalismen det seneste i en række af klassedelte samfund, der går tilbage til de antikke slavesamfund i Grækenland og Rom eller de feudale samfund, der fandtes før kapitalismen i store dele af Europa.

Marx siger, at vi har en ny type samfund, der også er udbyttende, og ydermere kritiserer han andre venstrefløjstilgange, der så kapitalismen som blot en form for svindel. Så hvis man ser på Marx's venstrefløjsrivalers skrifter, f.eks. Proudhons, behandles udbytning som en form for trick – et almindeligt synspunkt i datidens venstrefløjslitteratur. Logikken i det er at konkludere, at kapitalismen potentielt kan styres på en måde, der ikke er udbyttende.

Marx siger, at det ikke rigtigt. Så snart man har et system, hvor et mindretal bestående af kapitalister ejer produktionsmidlerne og arbejderne sælger deres arbejdskraft til disse kapitalister for at få adgang til produktionsmidlerne, har man denne af natur af udbyttende proces, hvor værdi pumpes fra én klasse og over i hænderne på en herskende klasse, der udgør et mindretal. Marx siger, at dette er uløseligt forbundet med det kapitalistiske system, og hvis man vil stoppe udbytningen, må man i sidste ende omstyrte kapitalismen.”

Det ”prekære” arbejde
Ifølge Choonara kan man også bruge Marx til at analysere den nutidige ”prekæritet”, dsv. usikre forhold på og udenfor arbejdsmarkedet.

”Niveauet af prekæritet i arbejderklassen var uendeligt højere på Marx's tid end i dag. Ikke desto mindre er der nogle interessante paralleller. Den første og mest indlysende er, at Marx taler om et system, hvor kapitalen altid er afhængig af at sikre sin adgang til arbejdskraft, den kan udbytte. Dette er et gensidigt afhængighedsforhold. Ofte tales der i den nutidige litteratur om, hvordan arbejderne er afhængige kapitalen. Men den udelader fra ligningen det omfang, som kapitalen er afhængig af arbejderne – og den kollektive magt, som har arbejderne har, er et resultat deraf.

For det andet er der nogle mere detaljerede argumenter, som Marx fremsætter, der er interessante. F.eks. diskuterer han gennemførelsen af fabrikslovene, der begrænsede arbejdstiden i fabrikkerne. De blev indført efter enorme kampe fra arbejderbefolkningen, men afspejlede også et modsætningsfyldt pres på kapitalen selv.

På den side ønskede de kapitalister, der styrede fabrikkerne, at presse arbejdskraften så hårdt som muligt. På den anden side begyndte dele af den herskende klasse, især dem forbundet med staten, at bekymre sig om det kapitalistiske systems behov for at kunne reproducere sig selv på lang sigt. Med andre ord, hvordan bevarer man en arbejderklasse, som er sund nok til at blive udbyttet? Denne komplicerede tresidige kamp mellem forskellige grupper inden for den herskende klasse og arbejderklassen førte i sidste ende til indførelsen af fabrikslovene i midten af det 19. århundrede.

Her er en interessant pointe, Marx fremsætter, at så snart man har gennemført disse love i fabrikkerne, er der et pres på staten for at udvide disse love til andre områder af økonomien såsom mere primitive industrigrene for at sikre ens spilleregler på arbejdsmarkedet og for at forhindre disse industrigrene i at få en konkurrencefordel i forhold til det langt mere avancerede fabrikssystem. Man kan se nogle paralleller i den måde, hvorpå selv temmelig ondartede højreorienterede regeringer er tvunget til, i en vis udstrækning, at regulere dele af arbejdsmarkedet.”

Marx må bruges kreativt
”Marx er involveret i et projekt med at stige fra de abstrakte begreber, han udvikler i ”Kapitalens” første bind, især i de første kapitler, til de langt mere konkrete begreber, han udvikler mod slutningen af værket, især i tredje bind. I princippet kan vi fortsætte denne proces i dag, og bruge denne metode til at forstå den meget anderledes kapitalisme, der findes i dag.

Hvis man ser på den generation af marxister, der fulgte efter Friedrich Engels, var de tvunget til at håndtere fremkomsten af imperialismen, i takt med, at kapitalens enheder blev større og mere sammenfiltrede med staten, og kapitalismen blev et system med global konkurrence, der fører til militærkonflikt mellem stormagterne. En hel generation af marxister, der omfattede Rosa Luxemburg, Leon Trotskij, Lenin, Bukharin, Hilferding osv., var tvunget til at tumle med dette spørgsmål. Det gjorde de i det store og hele med de kategorier, som Marx udvikler i Kapitalen, men de forsøgte på kreativ vis at anvende denne forståelsesmetode til en verden, der var under forandring. Efter min mening må vi fortsætte denne proces i dag.

Vi lever stadig i en verden, der styres af kapitalismens sociale relationer, men det er en meget anderledes verden, så vi bliver nødt til at være kreative i måden, vi anvender teorien på.

Den nuværende radikale venstrefløj er opstået på et tidspunkt, hvor marxismen ideologisk set er relativt perifer på en måde, den ikke var tidligere i det 20. århundrede. Så det store paradoks er, at vi ser denne enorme revival for radikalisme under et fravær af nogle af de mest effektive idéer, som kan være en guide for og forme denne radikalisme – marxismens idéer præget af begrebet om arbejderklassens selvbefrielse.

Så jeg mener, at det pålægger den nuværende generation af marxister at forsøge at gøre disse idéer tilgængelige og sikre sig, at de er blandt de ressourcer, som folk, der bliver radikaliserede i dag, kan trække på i deres forsøg på at forstå, og sidste ende styrte, kapitalismen”, slutter Joseph Choonara.

Oversat, redigeret og forkortet fra Socialist Review nr. 426. Joseph Choonaras bog ”A Reader’s Guide to Marx’s Capital” kan inden længe købes på Internationale Socialisters forlag www.modstand.org.

2017/06/15

"Reformer" koster titusinder dagpengene


AF LARS HENRIK CARLSKOV

I 2010 forkortede et flertal bestående af Venstre, Konservative, Radikale og Dansk Folkeparti dagpengeperioden fra fire til to år og fordoblede genoptjeningsperioden fra seks måned til et år. En ny analyse fra 3F viser, at siden 2013, hvor aftalen trådte i kraft, har 82.553 personer, eller i snit 1.720 om måneden, mistet dagpengene. I 2016 skete det for 12.287 personer. Før forringelserne i 2010 skete det årligt for 1.000-2.000 mennesker, og Finansministeriet hævdede, at tallet fremover ville blive 2.000-4.000. I modsætning dertil var dagpengeperioden frem til 1993 ubegrænset, hvorefter den nedsattes til syv år.

3F-toppen i ynkeligt tilbagetog om pensionsalder


AF LARS HENRIK CARLSKOV

3F dropper kampagnen ”Fair pensionsalder”, trods støtte fra 217.000 underskrifter. Trods modstand fra 59 % af befolkningen i en meningsmåling mod at lade pensionsalderen stige i takt med længere levetid (og blot 20 % på tilhængersiden). Trods modstand fra 69 % af de socialdemokratiske vælgere og næsten tre ud af fire DF-vælgere. Og trods nederlaget for regeringens planer om at hæve pensionsalderen et halvt år mere end allerede aftalt.

3F hævder i stedet at ville være ”løsningsorienteret” og har derfor opgivet at ændre de tidligere forlig, som betyder, at en nyfødt i dag har udsigt til en pensionsalder på 76,5 år. Når fagtoppen trods overvældende folkelig opbakning til kampen mod højere pensionsalder alligevel opgiver kampen, er det naturligvis bl.a. for at holde hånden over Socialdemokratiet, som støtter disse forlig. Samt fordi fagtoppen frygter ikke at kunne styre sine menige medlemmer, hvis de mobiliseres. Det viser endnu engang behovet for et netværk på fagbevægelsens bund, der kan udfordre de håbløse pampere i toppen.