2015/04/10

For hvem er Alternativet et alternativ?


Hvad har det nye parti at tilbyde de mange, der ønsker et opgør med det etablerede politiske system og den såkaldte ”nødvendighedens politik”?

AF LARS HENRIK CARLSKOV

I spidsen for Alternativet står Uffe Elbæk, der måtte træde tilbage som kulturminister pga. nepotisme-anklager. Han har beskrevet partiet som ”mere rødt, mere solidarisk og mere iværksætter-agtigt” end De Radikale, men nærmere dette partis ”grundrødder”, dog ”i en ny tid”. Han vil desuden kombinere ”det bedste” fra Liberal Alliance og Enhedslisten. Altså en form for mellemvej mellem nyliberalisme og socialisme.

Som i socialliberalisme og et borgerligt parti som f.eks. De Radikale, hvor Elbæk og en række af Alternativets andre topfolk da også kommer fra. Modsat De Radikale ønsker Alternativet dog et opgør med stadig økonomisk vækst som samfundsmål. Desværre forestiller man sig det muligt uden et brud med historiens mægtigste vækstmaskine, dvs. den globale kapitalistiske produktionsmåde.

Fanget i vækstmaskinen
Vækst-tvangen er således en del af selve kapitalismens DNA. Marx definerede kapital som "selvekspanderende værdi". Pga. konkurrencen med andre virksomheder må enhver virksomhed vokse eller bukke under. Det gælder også for kapitalismen som helhed, hvor faldende eller negativ vækst er lig med krise. Iflg. Alternativets partiprogram er ”småjusteringer og symptombehandling” ikke nok. Desværre vil partiets politik netop blot betyde en justering, ikke en afskaffelse, af kapitalistisk klimadestruktion og biosfærisk nedsmeltning.

Det gælder forslag om finansskat, stærkere kapitalkontrol samt forbud mod hedgefonde, kapitalfonde og diverse finansielle instrumenter. Det gælder også forslag om et ”fuld reserve”-banksystem (hvor udlån ikke må overstige indlån) og opdeling af finanssektoren mellem ”almindelige” erhvervsbanker og andre finansielle institutioner. Intet af dette er f.eks. mere vidtgående end den socialliberale økonom Keynes' berømte forslag om ”aktiv dødshjælp” til rentenyderne og socialisering af investeringerne.

Middelklassen som ideal
Iflg. Alternativet tvang finanssektoren ”hele den globale økonomi i knæ”. Reelt var det dog blot den umiddelbart udløsende årsag. Den dybereliggende årsag var det fald i produktionssektorens profitrater i de ledende kapitalistiske økonomier, som efter 70'ernes krise førte til en voldsom opsvulmning af investeringer i finanssektoren. Profitratens fald var til gengæld en konsekvens af konkurrencen, hvor virksomhederne som tidligere nævnt må foretage stadig større investeringer.

Alternativet foreslår desuden en skat, hvor miljøbelastningen indgår i vareprisen, så ”markedsmekanismerne fungerer korrekt”. ”Andels- og kooperationsbevægelsen” skal ”genopfindes” i den nye ”fjerde sektor”, dvs. ”det bedste” fra den ”private, den offentlige og den frivillige” sektor. Små ”grønne” virksomheder er idealet, dvs. middelklassen/småborgerskabet. Det går bl.a. igen i ønsket om øget støtte til grupper som kioskejere etc. og ”kreative erhverv” (den såkaldte ”kreative klasse”). Desværre viser netop andelsbevægelsen tydeligt, hvordan enhver virksomhed enten må tilpasse sig markedet eller forsvinde (tænk f.eks. Arla).

”Ny politisk kultur” eller systemskifte?
Alternativet ønsker ”en ny politisk kultur”, der skal fjerne den historisk høje mistillid til politikerne. Bl.a. skal et vist antal online-stemmer betyde, at lovforslag behandles i Folketinget. Men den ”nødvendighedens politik”, der er årsag til politikerleden, skyldes i sidste ende, at uden et brud med kapitalismen vil presset fra finansmarkederne tvinge politikere uanset partifarve til at føre den politik, investorerne ønsker. Alternativet ”tror på det gode i os alle”, men har desværre intet blik for de klasseinteresser, som blokerer for omstilling til bæredygtighed.

Partiet forestiller sig, at omstillingen skal ske via de eksisterende politiske institutioner såsom Folketinget, EU og Verdenshandelsorganisationen (WTO). Det svarer nogenlunde til at ville reformere den katolske kirke til at være protestantisk. Alternativet er i bedste fald et alternativ for den mellemklasse af små virksomhedsejere, der bliver presset af konkurrencen fra storkapitalen. Men deres chance for at vokse fra små til større kapitalister er i forvejen minimal. Som alle andre småborgerlige partier vil Alternativet vakle mellem de stærke klasser: Kapitalen og arbejderklassen. For sidstnævnte har Alternativet intet at tilbyde.

2015/03/04

Skulder ved skulder - med regeringen, kong Henrik og Saudi-Arabien


AF LARS HENRIK CARLSKOV

”Vi står skulder ved skulder”, erklærede statsminister Helle Thorning-Schmidt med patos i stemmen ved mindehøjtideligheden 16. februar for terrorofrene i København. Ved sin skulder havde hun kronprins Frederik. Mon de mindedes, hvordan netop kronprinsen og forsvarsminister Nicolai Wammen tre uger forinden havde stået skulder ved skulder med det saudiarabiske diktatur ved mindehøjtideligheden for den afdøde kong Abdullah?

I Aarhus talte samme Wammen ved mindehøjtideligheden for terrorofrene. Mod den wahhabistiske ideologi, som gerningsmanden fandt hos Islamistisk Stat, som omvendt har fået den og finansiering fra Saudi-Arabien. Altså det Saudi-Arabien, som kronprinsen og Wammen besøgte for at ære den despot, hvis regime hyppigt stod bag bl.a. offentlig piskning, håndsafhugning og halshugning for ”trolddom”.

Grusomheder som dem Islamistisk Stat begår - og som officielt er grunden til Danmarks foreløbig fjerde krig i Irak (1990-1991, 1998, 2003-2007 og 2014-?). Endnu en krig oven i de tre krige, hvorfra Islamistisk Stat opstod. Det danske kongehus, hvis fine fornemmelse for undersåtternes bekymringer ofte er blevet prist, satte det hele i perspektiv, da prinsgemalen på et pressemøde afbrød sine kones udtalelser om terror ved at gentage sit ønske om at blive tituleret konge. Måske er vi alligevel mange, der ikke ønsker at stå skulder ved skulder med Thorning, Wammen, kong Henrik og det saudiske diktatur?

Stormøde i studenter-protestbevægelse


AF LARS HENRIK CARLSKOV

I weekenden 13.-15. marts holder studenterbevægelsen Et Andet Universitet sit første nationale stormøde. Et Andet Universitet har spredt sig fra Københavns Universitet til Aarhus Universitet, Roskilde Universitet (RUC) og senest Aalborg Universitet. Bevægelsen har de seneste måneder bl.a. gjort sig bemærket med blokader, demonstrationer og andre protester mod fremdriftsreformen, dimensioneringsplanen og erhvervslivets indflydelse på uddannelsessystemet.

Stormødet, der finder sted på Aarhus Universitet, er åbent for alle, der kan støtte kravene (”træk nedskæringerne tilbage - væk med fremdriftsreform og dimensioneringsforslag” og ”lad viden og uddannelse være mål for universitetet, ikke erhvervsrelevans”). Uanset om man selv er studerende eller ansat ved et universitet. Stormødets deltagere skal bl.a. diskutere politisk grundlag, organisationsform og kommende aktioner. Bl.a. er der allerede luftet planer om en fælles national aktionsdag med samtidige protester på de forskellige universiteter.

Lørdag aften under stormødet, dvs. 14. marts, er der desuden arrangeret indsamlingsfest for bevægelsen, som ligeledes er åben for alle sympatisører. I Aarhus har Et Andet Universitet desuden planlagt en aktion i forbindelse med den lokale universitetsbestyrelses møde 25. februar (dvs. efter denne avis' deadline). Man kan bl.a. læse mere om Et Andet Universitet på https://www.facebook.com/etandetuniversitet og kontakte bevægelsen via etandetuniversitet@gmail.com.

2014/04/20

Thornings dagpengemassakre fortsætter


Arbejdsløse i tusindvis mister fortsat dagpengene. Og mens regeringen jubler over faldende ledighed, er der reelt ikke skabt flere jobs.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

34.000 arbejdsløse mistede i følge A-kassernes Samvirke dagpengene i 2013. I 2010, hvor dagpengeperioden halveredes til 2 år og optjeningsperioden fordobledes til 12 måneder, hævdede Finansministeriet, at kun 2.000-4.000 ville miste dagpengene pr. år. Det tal skulle altså tidobles.

I 2012 lovede regeringen desuden 12.500 akutjobs til arbejdsløse, der risikerede at miste dagpengene. Men som en undersøgelse fra Politiken Research har vist, blev det til sølle 321 akutjobs. Det var denne eklatante fiasko, Bjarne Corydon i sin tid kaldte ”en fuld, hel og dækkende løsning” og ”Danmark når det er bedst”.

Endnu en ”succes” for regeringen
Og det slutter ikke engang her, for i følge A-kassernes Samvirke vil yderligere 14.000 personer miste dagpengene i år – altså mellem 3,5 og 7 gange flere end forudsagt i 2010. Og 7-14 gange flere end de 1.000-2.000 pr. år, der røg ud af dagpengesystemet dengang. Imens hævder regeringen, at arbejdsløsheden er på retur. Ved nærmere eftersyn viser denne ”succes” for regeringen sig dog næsten lige så tvivlsom som Corydons akutjob-plan.

Danmarks Statistiks nyeste tal viser, at AKU-ledigheden - den definition, som bl.a. ILO (Den Internationale Arbejdsorganisation) bruger - fra februar 2013-februar 2014 faldt med beskedne 7.000 personer til 202.000, hvilket giver en arbejdsløshedsprocent på 7,0. Men samtidig er antallet af beskæftigede i samme periode faldet med 4.000 til 2.680.000. Med andre ord er der ikke kommet flere i job – men færre. Den reelle arbejdsløshed er endda højere. I følge den nævnte definition er man således kun ledig, hvis man er helt uden job, har søgt job inden for seneste måned og kan tiltræde inden for to uger.

Fattigdom undergraver fagbevægelsen
De, der ikke har søgt job inden for seneste måned, fordi de har opgivet håbet pga. de dårlige udsigter, regnes f.eks. ikke for arbejdsløse. Heller ikke f.eks. de deltidsledige. Dagpengereformen betyder, at mindst 5.000 arbejdsløse i følge A-kassernes Samvirke nu står uden indtægt. Desuden er mange tidligere dagpengemodtagere blevet flyttet over på de langt lavere uddannelsesydelse og arbejdsmarkedsydelse. Ydermere får tusindvis af mennesker frataget deres indtægt pga. den gensidige forsørgerpligt i kontanthjælpsreformen.

Her tvinges unge arbejdsløse samtidig over på den såkaldte uddannelseshjælp, der er lavere end både kontanthjælp og SU. Alt dette resulterer i øget fattigdom, som ikke kun er et problem for dem, der lever under disse usle vilkår. Men også for fagbevægelsen, fordi flere af økonomiske grunde fravælger a-kasse og fagforening. Og for dem i job, fordi frygten for arbejdsløshed øges, hvilket medfører større accept af dårlige løn- og arbejdsforhold. Venstrefløjen og ikke mindst fagbevægelsen må derfor blæse til kamp mod hele regeringens fattigdomsskabende politik.