Frank Aaens store plan

Enhedslistens Frank Aaen har udtænkt en storstilet og uhørt snedig plan, der med garanti vil jage en skræk i livet på bourgeoisiet.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

I et interview med Dagbladet Information afslørede Frank Aaen 5. januar en intet mindre end sensationel plan. Frank Aaen planlægger nemlig at opkøbe og udkonkurrere kapitalismen! Hvorfor har ingen tænkt på det før? Allerede nu høres lyden af klaprende tænder fra direktionsgangene på landets største virksomheder.

Ifølge Frank Aaen er ejendomsretten ”ukrænkelig”, og man ”kan ikke bare nationalisere en virksomhed uden at give erstatning.” Det forekommer fuldt ud rimeligt. Virksomhedsejerne bør naturligvis tilkendes erstatning for den tort og svie, de har lidt ved at udbytte deres ansatte for merværdi. At nationalisere uden erstatning ville blot være endnu en krænkelse af de i forvejen omsorgssvigtede virksomhedsejere. Godt at nogen endelig taler deres sag.

Hvis staten ved nationalisering skal betale erstatning efter markedsværdien af virksomhederne, bliver det dog en anelse dyrere end de sidste par finanslove, Frank Aaen har forhandlet på plads. F.eks. er markedsværdien af de 20 største danske børsnoterede virksomheder over 1.000.000.000.000 - en billion – kroner.

Ved nærmere eftertanke er det derfor måske alligevel for dyrt og besværligt at opkøbe kapitalismen. Heldigvis har Frank Aaen løsningen klar. Han vil nemlig ”omgå spørgsmålet om nationaliseringer” ved, at staten i stedet for f.eks. at nationalisere TDC ”skal opbygge et alternativ til TDC og levere gratis internet og telefon til alle danskere.”

Befrielsen fra markedets åg går via markedet! Kapitalisterne skal udkonkurreres på det kapitalistiske marked! Det er så meget desto mere realistisk i betragtning af, at man må formode, at Frank Aaen-virksomhederne på forhånd vil afskrive sig konkurrence-fordele såsom at sænke lønnen, øge arbejdstiden, hæve arbejdsintensiteten og mindske trygheden i ansættelsen. På samme måde bør det afvises som borgerlig propaganda, at man ikke både kan blæse og have mel i munden.

Frank Aaens djævelsk udspekulerede ideer bør derfor indskrives i Enhedslistens nye program. Han forklarer, at hans revolution ikke ”bliver … på samme måde som stormen på Vinterpaladset”. Vinterpaladset var som bekendt hovedkvarter for den provisoriske russiske regering i 1917. I dag er det museum. Betryggende, at Frank Aaen ikke vil indlede sin revolution med et væbnet angreb på et museum i Rusland. Det bør således også understreges i Enhedslistens kommende program, at partiet tager kraftigt afstand fra voldelige angreb – ikke mindst på russiske museer!

Ikke nødvendigt at vælge "det mindste onde"

Kamp mod skolelukning i Århus viser, at folkelige protester kan stoppe nedskæringer.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Flere af Enhedslistens topfolk har hævdet, at det var nødvendigt at indgå en dårlig finanslovsaftale med regeringen, fordi alternativet havde været en endnu værre aftale mellem regeringen og Venstre. Med andre ord en tankegang om, at Enhedslisten bør vælge ”det mindste onde” for at undgå et større onde. Altså den samme argumentation, som Socialdemokraterne og SF traditionelt set har benyttet til at forsvare diverse nedskæringer.

Problemet er her, at det tages for givet, at det eneste, der er at vælge imellem, er en række onder. I virkeligheden er der dog altid et alternativ til disse onder, nemlig gennem udensomsparlamentariske bevægelser at ændre styrkeforholdene og dermed udvide rammerne for, hvad der er ”muligt” i den givne situation. Det viser f.eks. bevægelsen mod lukningen af Rundhøjskolen i Århus.

Med eller imod de folkelige protester? 
Her støttede Enhedslistens byrådsmedlem Jette Jensen oprindeligt sammen med De Radikale, Socialdemokraterne og SF besparelser for 10-15 millioner kroner på skoleområdet og lukning af Rundhøjskolen sammen med to andre skoler. Et af argumenterne var her, at der ellers var blevet lukket endnu flere skoler. Imidlertid fik voldsom modstand fra Enhedslistens Århus-afdeling partiets byrådsmedlem til at trække sin støtte til nedskæringerne.

I stedet tog Enhedslisten derefter aktivt del i den bevægelse mod lukning af Rundhøjskolen, der 16. november fik byrådsflertallet til at droppe planerne om lukning. Det skete efter en månedlang kamp med bl.a. 7.000 indsamlede underskrifter, mere end 300 læserbreve, flere demonstrationer foran rådhuset og stormøder på skolen med hundredvis af deltagere.

Kamp kan fjerne onderne
Efterfølgende interviewede JPAarhus en række ”eksperter”, der frygtede, at det kunne danne præcedens, at politikerne havde bøjet sig for det folkelige pres. Bl.a. Andreas Rasch-Christensen, forsknings- og udviklingschef ved VIA University College Aarhus, der forklarede: ”Det bliver sværere for politikerne at træffe den slags beslutninger i fremtiden. Det viser sig jo, at det kan betale sig at protestere”.

Kampen mod lukningen af Rundhøjskolen i Århus er således et glimrende eksempel på, at det ikke er nødvendigt at vælge mellem to eller flere onder, f.eks. større eller mindre nedskæringer. Tværtimod kan det med den bekymrede eksperts ord ”betale sig at protestere”, fordi folkelig mobilisering kan sikre, at onderne helt fjernes.

Oppositionen der forsvandt

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Enhedslisten har godkendt den blå regerings samlede økonomiske prioriteringer ved at stemme for finansloven.

Mens der få måneder før taltes om ”ikke-eksisterende” tillid til regeringen og ”krone for krone”-kompensation til de grupper, der blev ramt af regeringens nedskæringer, lagdes selv kravet om dagpengeforlængelse ”på hylden” under finanslovs-forhandlingerne.

Den tidligere brudte tillid til regeringen er således blevet genoprettet i samme periode som den har intensiveret sin klapjagt på fleksjobbere og førtidspensionister og barslet med planer om nye forringelser af kontanthjælpen samt SU'en.

Stemmen for finansloven er derudover i lodret modstrid med den årsmødevedtagne politik, nemlig, at en finanslov ikke må ”indeholde forringelser”, skal indeholde ”markante forbedringer” og ikke må ”opsummere et års nedskæringspolitik”.

Finansloven ”opsummerer” således i udpræget grad ”et års nedskæringspolitik”, da det sidste år har budt på en endeløs række af nedskæringer og forringelser gennemført med højrefløjen. Og er der f.eks. nogen, der seriøst mener, at alle de grupper, der er blevet ramt af regeringens nedskæringer, i finansloven får forbedringer, der opvejer disse forringelser? Det er ellers, hvad der hidtil har været vores politik. Dertil kommer bl.a. de løbende forringelser via regeringens nul-vækst i det offentlige, hvilket de facto betyder nedskæringer.

Enhedslistens ledelse har tilmed ignoreret den strøm af protester, der er kommet fra baglandet. Der er derfor på næste årsmøde brug for en grundig udskiftning i Hovedbestyrelsen og blandt de øverste folketingskandidater, så vi får en ledelse, der er lydhør overfor baglandet, respekterer årsmødebeslutninger og udviser langt mere rygrad under forhandlinger.

Og det bør nu stå klart, at vi ikke får væsentlige forbedringer alene via parlamentariske forhandlinger, hvorfor vores hovedfokus bør være på at opbygge de udenomsparlamentariske massemobiliseringer, der kan skabe et brud med den nuværende politik - og i sidste ende også et andet samfundssystem.

Vores alternativ til finansloven og frygten for Løkke

Svaret på Thornings og Løkkes blå politik ligger uden for Folketinget. 

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Finanslovforhandlingerne er langt fra overståede, men allerede nu står det klart, at der ligesom de foregående år blot forhandles om ca. 1 % af det samlede budget. Lige så klart står det, at den kommende finanslov vil indeholde alle det forløbne års mange nedskæringer. Derfor vil det være en alvorlig svækkelse af venstrefløjen, også uden for Christiansborg, hvis Enhedslisten lader sig afpresse af frygten for at få Lars Løkke tilbage som statsminister til at stemme for finansloven.

Det vil betyde, at modstanden mod den nedskæringsdagsorden, som regeringen og den borgerlige opposition har til fælles, ikke længere har en klar parlamentarisk stemme. Det vil i den folkelige bevidsthed forstærke myten om, at der ikke findes noget alternativ til den nuværende politik. Det vil styrke de borgerlige kræfter, ikke mindst den yderste højrefløj. For hvis selv erklærede socialister stemmer for velfærdsforringelser, hvorfor så ikke vælge den ”ægte” borgerlige vare?

Kamp fra neden giver resultater
Modsvaret til regeringens offensiv mod velfærdsydelserne er derfor ikke at lade sig skræmme til at stemme for finansloven. Svaret er nemlig slet ikke parlamentarisk, men består derimod i at organisere den folkelige utilfredshed, der findes uden for Borgens mure. Selve den levestandard og det velfærdsniveau, vi har i dag, er nemlig i høj grad et resultat af en sådan udenomsparlamentarisk kamp fra neden. Det understreges f.eks. af historikeren Søren Mørch.

I sin bog Den sidste Danmarkshistorie skriver han således om det ”påfaldende sammenfald mellem … generende eller ligefrem truende samfundsomdannende aktiviteter og mere eller mindre storstilede socialpolitiske tiltag.”. Et lille glimt af sådanne ”generende” aktiviteter så vi ved trepartsforhandlingerne før sommerferien, hvor presset fra tillidsmands- og fagforenings-møderne i Horsens og København fik Dansk Metals ledelse til at blokere for regeringens planer om at forhøje arbejdstiden.

Potentialet er til stede 
Bare de sidste to år har budt på en lang række eksempler på, at viljen til udenomsparlamentarisk kamp er til stede i befolkningen. F.eks. mødtes 3.500 tillidsfolk 20. maj 2010 i Fredericia for at protestere mod offentlige besparelser. 8. juni samme år var der landsdækkende demonstrationer, herunder 50.000 mennesker på Christiansborg Slotsplads, mod VKO's beskæring af dagpenge og børnecheck.

Sidste år var ingen undtagelse med de 5.000 tillidsfolk, 4.000 flere end forventet, der 2. februar samledes i Odense for at vise deres modstand mod afskaffelsen på efterlønnen. Af samme årsag udbrød der dagen efter de første politiske strejker i Danmark i mange år. Også i 2012 har vi set ret store mobiliseringer. F.eks. 31. marts i Århus, hvor 6.000-8.000 mennesker deltog i den største anti-racistiske demonstration i Danmark i 20 år. Senest demonstrerede 2.000 mennesker 4. august i Vejle mod restauranten Vejlegårdens forsøg på at underminere det nuværende overenskomstsystem. 

Modstanden skal organiseres
Potentialet for et brud med den nuværende krisepolitik er således til stede. Det placerer imidlertid et kolossalt ansvar hos Enhedslisten for at udnytte sine enorme ressourcer, i form af medlemmer, ansatte, økonomiske midler og folketingsgruppens medieadgang, til at leve op til partiprogrammets ord om at ”virke som inspirator og organisator i de folkelige bevægelser”. Det kræver dog et opgør med det hidtidige og voldsomt overdrevne fokus på parlamentariske forhandlinger.

Her har det revolutionære venstre, i og uden for Listen, en dobbelt opgave: 1) I praksis vise, at vores metoder er den bedste måde at sikre længere dagpengeperiode, flere praktikpladser og alle de andre reformkrav. 2) Overbevise vores medkæmpere i disse spørgsmål om, at der blot er tale om mindre kampe i et større slag, som i sidste ende handler om hvem, der skal betale regningen for det nuværende kapitalistiske produktionssystems krise.