2018/08/15

Socialt oprør eller system-administration?


Enhedslisten forsøger i stigende grad at positionere sig som ”regeringsdueligt” parti. Men uden et revolutionært brud får vi business as usual.

Af Lars Henrik Carlskov


”Jeg ser håb. Og jeg tror, at de opbrudstider vi lever i nu, vil blive set tilbage på som årene for generationen, der lagde stenene til en ny radikal, progressiv og solidarisk forandring", skrev Enhedslistens Pernille Skipper for nylig i en kronik i Dagbladet Information. Bl.a. med henvisning til de senere års fremgang for europæiske venstrefløjskræfter som SYRIZA i Grækenland, Podemos i Spanien og Corbyns Labour i Storbritannien.

Hun fremhævede desuden den samlede opbakning fra 1/5 af befolkningen til Enhedslisten, Alternativet og SF og "et stort ønske om forandring". Det ser hun bl.a. i den seneste overenskomstkamp, unge, som "engagerer sig forbilledligt i klimakampen" og "flere og flere, der siger klart fra over for både den stigende ulighed og den umenneskelige flygtningepolitik." Og Skipper understregede regerings-ambitionerne med henvisning til partiets nye plan "100 dage med Enhedslisten – på vej mod et grønt og solidarisk Danmark".

Til højre for Labour og løsninger via markedet
Her findes 100 forslag, som skal gennemføres de første 100 dage i en regering, hvor partiet har "magt, som vi har agt." Planens indtægter på 58,4 mia. kr. er dog primært "tilbagerulninger" af f.eks. skattelettelser til de rigeste og de store virksomheder. Modsat hos det britiske socialdemokrati (fra hvis manifest, man bl.a. har kopieret layout og slogans som "for de mange, ikke for de få"), er der ingen krav om nationalisering af virksomheder. Blot stop for privatisering og udlicitering og en "arbejdsgruppe", der skal "undersøge mulighederne" for gen-nationalisering at f.eks. DONG, telenettet, Københavns Lufthavn og Statens Serum Instituts vaccineproduktion.

Nationaliserings-spørgsmålet forsøges omgået med en ”almennyttig offentlig bank”, som skal konkurrere på markedet mod de eksisterende finansielle virksomheder. Samt generelt via ”erhvervsstøtteordningerne, skatterne og afgifterne, den offentlige indkøbspolitik og den offentlige kreditgivning” at øge incitamentet til såkaldt ”samfundsgavnlig adfærd” fra erhvervslivet. Forslag fra planen såsom skattelettelser for de laveste indkomster, gratis tandlæge og billigere offentlig transport er selvsagt fornuftige. Det egentlige spørgsmål er imidlertid realismen i Enhedslistens forestilling om planens gennemførelse gennem opnåelse af 50%+1 af folketingstaburetterne.

Strukturelle grænser for reformer
Når venstre-orienterede regeringspartier som f.eks. SF under Thorning eller SYRIZA i Grækenland ender med at stå i spidsen for brutale nedskæringer, selv om de blev valgt på det modsatte, er forklaringen således ikke primært forræderi eller manglende politisk mod. Men i stedet, at enhver nok så ”rød” regering, som forsøger at administrere kapitalismen for at reformere den, må tage hensyn til systemets drivkraft: Profitten. Fører en regering ikke en såkaldt ”erhvervsvenlig” politik, der sikrer kapitalisterne tilstrækkelig profit, tilbageholdes investeringerne, hvilket i sidste ende udløser krise.

Faldende profitrater siden 1970'erne i den danske og de øvrige avancerede kapitalistiske økonomier var den dybereliggende årsag til ”den store recession”, dvs. den globale økonomiske krise, som brød ud 2007-2008. Det desperate forsøg på at genoprette den globale kapitalismes profitabilitet førte til verdens regeringers og arbejdsgiveres blodige offensiv mod lønninger, arbejdsforhold og velfærdsydelser.

Administration af nedskæringer
Det voldsomme økonomiske opsving i årene fra 2. verdenskrigs afslutning og frem til 1970'erne gjorde det i Danmark og andre lande muligt at opbygge den såkaldte ”velfærdsstat”. Men årsagerne til den langvarige højkonjunktur var den omfattende destruktion af kapital i såvel fysisk som værdimæssig forstand, som 1930'ernes økonomiske krise og 2. verdenskrig medførte, samt den kolde krigs militære oprustning. Disse betingelser for reformer inden for systemets rammer er ikke til stede i dag, hvor den danske og de øvrige vestlige kapitalistiske økonomier siden 1970'erne har oplevet relativ stagnation.

En Enhedslisten-regering vil derfor i bedste fald kunne levere bittesmå forbedringer. Og som SF's regeringstid demonstrerede, er selv disse forbedringer langt fra givet uden pres fra stærke folkelige bevægelser. Samtidig risikerer enhver reform, der rammer kapitalisternes profit, at forstærke systemets krisetendenser. Risikoen for, at Enhedslisten som regeringsparti deltager i store velfærdsnedskæringer vil derfor være overvældende. Til dem, der tror en parlamentarisk venstrefløjs-regering er vejen frem, bør vi derfor som revolutionære socialister sige (med den britiske marxist Chris Harmans ord): ”I tror, at en venstrefløjs-regering kan ændre samfundet i arbejderklassens interesse. Det gør vi ikke. Men vi vil kæmpe sammen med jer for at afprøve jeres synspunkt i praksis. Imidlertid gentager vi, at I bør stole på jeres egne kampe, ikke sætte jeres lid til jeres politiske ledere.”

2018/06/03

En ekstraordinær præstation, der bør belønnes


Af Lars Henrik Carlskov

Jørgen Mads Clausen er en plaget mand.

Han er tvunget i knæ af en nådesløs tilværelse. Knockoutet af en hård og ubarmhjertig skæbne. Tildelt kort af livet, hvor han sad tilbage med sorteper. En brik i det store eksistentielle ludo, der brutalt blev slået hjem. Omstændigheder uden for hans kontrol rottede sig sammen mod ham. De gav ham aldrig en chance. Nu åbner han op om den familietragedie, som ramte hans søskendeflok: De arvede milliarder.

Ikke desto mindre rider tanken om, at formuen havde været større uden arveafgift stadig Danfoss' bestyrelsesformand som en mare. 7. maj lagde Berlingske Business spalter til denne lidelseshistorie. Fortalt af manden selv med al den sociale indignation, det er menneskeligt muligt at mobilisere som milliardær tronende på sit kontor i en zebra-stol og med en udstoppet løve ved sin side (naturligvis alt sammen arvet, som det fremgår af billedteksten). ”Den ulykkelige familie er altid på sin måde ulykkelig”, bemærkede Tolstoj i Anna Karenina. Og Jørgen Mads Clausens familie er tilsyneladende ulykkelig på den dér milliardær-i-zebrastol-med-udstoppet-løve-agtige måde.

Han forklarer, at uden arveafgift kan virksomhederne ”investere pengene i vækst og beskæftigelse frem for at frygte for, om man må lukke”. Med en familieformue på 13,1 mia. kr. og et Danfoss-overskud på 5,1 mia. kr. sidste år (700 mio. højere end året før), må man således forstå, at kampen mod arveafgiften er en desperat handling fra en desperat mand. Drevet helt ud til kanten af systemet. Det virker derfor småligt grænsende til det ondskabsfulde at påpege (som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har gjort), at flertallet af de afdøde danskere (55 %) sidste år efterlod sig gæld eller værdier under bundgrænsen for arveafgift på 289.000 kr.

Kun et menneske blottet for empati kan undgå at blive berørt af Mads Jørgen Clausens hjerteskærende beretning om sit livs jammerdal. Uvægerligt ser man for sit indre blik hans ansigt indsat på et af de malerier af grædende børn, som tidligere prydede væggene i landets hjem. Og vi skal huske at værdsætte dem, der gør en særlig indsats. Som udviser risikovillighed. Der iværksætter. F.eks. i dette tilfælde egen fødsel ind i en af landets rigeste familier. En ekstraordinær præstation, der bør belønnes med milliarder og forhåbentlig kan tjene som inspiration for andre ambitiøse fostre.

Hvidvaskede milliarder - straffes med et ”fy"


Vi har to forskellige retssystemer: Èt for overklassen og ét for alle os andre.

Af Lars Henrik Carlskov

Det ses bl.a. i skandalen om Danske Banks hvidvask af astronomiske summer gennem sin estiske filial. Bl.a. 18 mia. kr. fra det korrupte regime i Aserbajdsjan samt 7 mia. kr. fra den russiske præsident Putins familie og landets efterretningstjeneste FSB. Bankens ansatte har endda hjulpet med at skjule kundernes identitet for myndighederne. Både i 2013 og 2014 blev banken advaret om ulovligheder, men iværksatte først i september sidste år en undersøgelse. Iflg. Finanstilsynet har banken i mindst 16 tilfælde brudt reglerne. Alligevel fører det hverken til politianmeldelse eller bøde.

På grund af den negative omtale har Danske Bank dog ofret en af sine direktører, Lars Mørch. Med sig ud af døren får han 15 mio. kr. og kan derfor formentlig lige akkurat holde den værste nød fra døren. De ansvarlige for kriminalitet i milliardklassen går altså fri og forgyldes endda. Til sammenligning indførtes for nylig bl.a. øget kontrol i lufthavne af arbejdsløse, som anklages for socialt bedrageri, hvis de tager på ferie uden at give kommunen besked.

2018/04/23

Den apolitiske "danske model" er ren fiktion


Overenskomst-forhandlinger og faglig kamp er altid dybt politiske.

Af Lars Henrik Carlskov

Da 3F-formand Per Christensen 14/4 var gæstetaler på SF's landsmøde var det med den løftede pegefinger fremme: ”Jeg er nødt til at sige: Lad være med at blande jer fra Christiansborgs side. Og selv om I gør det ud fra den bedste mening. Med støtte”, lød det fra talerstolen. Og i et interview med Dagbladet Information samme dag hævdede S-formand Mette Frederiksen også, at selv sympati-tilkendegivelser fra politiske partier undergraver ”den danske model”.

Få dage forinden havde den trofaste partisoldat og redaktør af det socialdemokratiske net-medie Piopio.dk Jens Jonatan Steen angrebet især Enhedslisten for utidig indblanding i overenskomst-forhandlingerne, hvilket angiveligt var særligt kritisabelt i betragtning af det, han kaldte Socialdemokratiets ”stålsatte kurs for at holde hånden over den danske model.”

Stålsatte socialdemokratiske regeringsindgreb
Denne ”stålsatte kurs” for at beskytte retten til at forhandle overenskomst uden politisk indblanding er i bedste fald af nyere dato. Det har nemlig snarere været reglen end undtagelsen, at Socialdemokratiet har foretaget regeringsindgreb i overenskomst-konflikter. Startende med den første socialdemokratiske regerings planlagte indgreb i storkonflikten 1925, over Staunings tvangsforlængelse af overenskomsterne i 1930'erne, H.C. Hansens berygtede indgreb i 1956, Anker Jørgensen-regeringernes hele tre indgreb, Nyrups tilsvarende i 1998 og Thornings i 2013.

Og Mette Frederiksen, som angiveligt ønsker at beskytte fagbevægelsen mod politisk indblanding, fremlagde såmænd selv som beskæftigelsesminister i 2013 i Folketinget regeringsindgrebet i lærerlockouten. Og 3F-formand Per Christensen er reelt en socialdemokratisk politiker i fagbevægelsen. I et portræt i Kristeligt Dagblad sidste år beskrives han således som ”en aktiv spiller i opstarten af Danmarks Socialdemokratiske Ungdom [i Aalborg, red.], hvis lokale afdeling han som 15-årig senere blev formand for.”

”Enhver klassekamp er en politisk kamp”
Og i 2016 skrev samme Christensen i Politiken, at ”[f]agbevægelsen og Socialdemokratiet har fælles rødder, og som forbundsformand for 3F har jeg den opfattelse, at netop Socialdemokratiets rolle som regeringsbærende og ansvarligt parti er afgørende for det danske samfund.” På samme måde er det en slet skjult hemmelighed, at en formandspost i mange fagforeninger kræver socialdemokratisk partibog. Det nyopfundne argument om, at politisk påvirkning af det faglige arbejde strider mod ”den danske model” er blot et desperat forsøg fra pressede socialdemokratiske politikere og fagbosser på at bevare deres partis kontrol over bevægelsen. Først i 1995 brydes de formelle bånd mellem Socialdemokratiet og fagbevægelsen. Betyder det, at ”den danske model” først er opfundet dér?

Ved dette års overenskomst-forhandlinger er modparten staten, regionerne og kommunerne, hvilket fra starten gør dem politiske. Men allerede i Det Kommunistiske Manifest påpegede Marx og Engels, at ”enhver klassekamp er en politisk kamp.” Og senere forklarede Marx, at ud af ”økonomiske bevægelser” (f.eks. krav til de enkelte kapitalister om lavere arbejdstid), vokser ”alle vegne” ”politiske bevægelser” (f.eks. krav om lavere arbejdstid fastsat ved lov). Med andre ord kan fagbevægelsens arbejde ikke undgå at være politisk. Det egentlige spørgsmål er i stedet, hvilken politisk retning (f.eks. socialdemokratisk reformisme eller revolutionær socialisme), der dominerer.