2014/04/20

Thornings dagpengemassakre fortsætter


Arbejdsløse i tusindvis mister fortsat dagpengene. Og mens regeringen jubler over faldende ledighed, er der reelt ikke skabt flere jobs.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

34.000 arbejdsløse mistede i følge A-kassernes Samvirke dagpengene i 2013. I 2010, hvor dagpengeperioden halveredes til 2 år og optjeningsperioden fordobledes til 12 måneder, hævdede Finansministeriet, at kun 2.000-4.000 ville miste dagpengene pr. år. Det tal skulle altså tidobles.

I 2012 lovede regeringen desuden 12.500 akutjobs til arbejdsløse, der risikerede at miste dagpengene. Men som en undersøgelse fra Politiken Research har vist, blev det til sølle 321 akutjobs. Det var denne eklatante fiasko, Bjarne Corydon i sin tid kaldte ”en fuld, hel og dækkende løsning” og ”Danmark når det er bedst”.

Endnu en ”succes” for regeringen
Og det slutter ikke engang her, for i følge A-kassernes Samvirke vil yderligere 14.000 personer miste dagpengene i år – altså mellem 3,5 og 7 gange flere end forudsagt i 2010. Og 7-14 gange flere end de 1.000-2.000 pr. år, der røg ud af dagpengesystemet dengang. Imens hævder regeringen, at arbejdsløsheden er på retur. Ved nærmere eftersyn viser denne ”succes” for regeringen sig dog næsten lige så tvivlsom som Corydons akutjob-plan.

Danmarks Statistiks nyeste tal viser, at AKU-ledigheden - den definition, som bl.a. ILO (Den Internationale Arbejdsorganisation) bruger - fra februar 2013-februar 2014 faldt med beskedne 7.000 personer til 202.000, hvilket giver en arbejdsløshedsprocent på 7,0. Men samtidig er antallet af beskæftigede i samme periode faldet med 4.000 til 2.680.000. Med andre ord er der ikke kommet flere i job – men færre. Den reelle arbejdsløshed er endda højere. I følge den nævnte definition er man således kun ledig, hvis man er helt uden job, har søgt job inden for seneste måned og kan tiltræde inden for to uger.

Fattigdom undergraver fagbevægelsen
De, der ikke har søgt job inden for seneste måned, fordi de har opgivet håbet pga. de dårlige udsigter, regnes f.eks. ikke for arbejdsløse. Heller ikke f.eks. de deltidsledige. Dagpengereformen betyder, at mindst 5.000 arbejdsløse i følge A-kassernes Samvirke nu står uden indtægt. Desuden er mange tidligere dagpengemodtagere blevet flyttet over på de langt lavere uddannelsesydelse og arbejdsmarkedsydelse. Ydermere får tusindvis af mennesker frataget deres indtægt pga. den gensidige forsørgerpligt i kontanthjælpsreformen.

Her tvinges unge arbejdsløse samtidig over på den såkaldte uddannelseshjælp, der er lavere end både kontanthjælp og SU. Alt dette resulterer i øget fattigdom, som ikke kun er et problem for dem, der lever under disse usle vilkår. Men også for fagbevægelsen, fordi flere af økonomiske grunde fravælger a-kasse og fagforening. Og for dem i job, fordi frygten for arbejdsløshed øges, hvilket medfører større accept af dårlige løn- og arbejdsforhold. Venstrefløjen og ikke mindst fagbevægelsen må derfor blæse til kamp mod hele regeringens fattigdomsskabende politik.

2014/04/19

Dagpengene er et åbent sår på regeringen


Få steder er Thorning & Co. så sårbare som i forhold til dagpengene. Det skal udnyttes – også til et opgør med regeringens øvrige politik.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Gennemførelsen af VK-regeringens samt De Radikales og Dansk Folkepartis dagpengeforringelser fra 2010, er formentlig den enkelt-”reform”, der har gjort den nuværende regering mest upopulær. Her halveredes dagpengeperioden til to år og optjeningsperioden fordobledes til 12 måneder. Før regeringsskiftet udtalte LO-formand Harald Børsting, at det er ”så asocialt, som det kan blive”. Og foran 50.000 demonstranter på Christiansborg Slotsplads sagde han: "Vi står her i dag for at få byttet pakken. Vi vil have pengene retur”.

På samme måde kaldte den socialdemokratiske leder Helle Thorning-Schmidt det i 2010 ”meget usympatisk, at de arbejdsløse skal betale for regeringens skattelettelser". Hun gik endda skridtet videre og sagde: "Jeg kan næsten ikke finde ord for, at de arbejdsløse først skal betale med deres job for en økonomisk krise samt bankernes kollaps. Dernæst får de at vide, at de også skal betale med deres dagpenge . . . Man dolker helt almindelige lønmodtagere i ryggen på denne måde.” Disse udmeldinger står i skærende kontrast til Socialdemokraternes og fagtoppens linje efter folketingsvalget i 2011.

Sparekniven skifter hænder
Her skiftedes som bekendt regering, og den af Thorning omtalte ”dolk i ryggen”, skiftede ved samme lejlighed hænder. Det var således den nye S-SF-R-regering, som placerede dolken i ryggen på almindelige lønarbejdere og arbejdsløse ved i praksis at føre de nævnte dagpengeforringelser ud i livet. Denne sparekniv har dog forståeligt nok været uhyre upopulær. F.eks. viste en Epinion-måling i november 2012 støtte fra 64 % af befolkningen til en optjeningsperiode som før på seks måneder. Og opbakning fra 55 % af befolkningen til den hidtidige dagpengeperiode på fire år. Regeringen har været under voldsomt pres fra sit bagland i fagbevægelsen og blandt menige socialdemokrater og SF'ere, af miserable meningsmålinger samt af mediernes løbende historier om de titusindvis af arbejdsløse, der mistede dagpengene.

Derfor har Thorning & Co. forsøgt at skaffe sig pusterum ved at foretage den ene mindre justering af reglerne efter den anden. Først et halvt års forlængelse af dagpengeperioden for dem, der ellers ville være røget ud af systemet i andet halvår af 2012. Dernæst samtaler med ”udfaldstruede” arbejdsløse (Akutpakke 1). Derefter de påståede 12.500 jobs i Akutpakke 2. Herefter fulgte den midlertidige uddannelsesydelse på kontanthjælpsniveau, der kun skulle gælde første halvår af 2013. Derefter blev den forlænget med et halvt år, samtidig med, at der indførtes en ny midlertidig ydelse svarende til kontanthjælp, arbejdsmarkedsydelsen.

Kan tvinge regeringen i knæ
Alt dette skyldtes, at regeringen følte sig presset til at foregive at tage hånd om problemerne. Den kan altså presses. Når dagpengenedskæringerne ikke er blevet helt skrottet, skyldes det, at presset trods alt ikke har været større. F.eks. droppede store dele af fagbevægelsens top hurtigt kravet om længere dagpengeperiode og nøjedes med at kræve kortere optjeningstid. Og i stedet for at bruge sine pladser i Folketinget til at opfordre til protester uden for Borgen, har Enhedslisten stort set udelukkende fokuseret på impotent forligsmageri med regeringen. Med andre ord er det ikke fra Christiansborgs bonede gulve, vi skal forvente løsningen.

I Dong-sagen bragte en online-underskriftsindsamling og demonstration på Christiansborg Slotsplads med 5.000 deltagere regeringen nær opløsning. Derfor vil strejker, studerendes nedlæggelse af undervisningen og demonstrationer med hundredtusinder af deltagere kunne tvinge regeringen helt i knæ. Imidlertid betyder kapitalismens krise et langt mindre råderum for forbedringer inden for systemets rammer. Derfor må dagpengespørgsmålet også kædes sammen med kampen mod alle de øvrige nedskæringer som følge af krisen - og dermed også mod det kapitalistiske system, der har skabt den.

2014/03/24

Velfærdsstaten var ikke et socialistisk projekt


Velfærdsstaten er både en serviceordning for kapitalen og et resultat af arbejderbevægelsens kamp.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Den moderne velfærdsstats forbillede var den tyske kansler Bismarcks sociallovgivning i 1880'erne. Nemlig en række forsikringsordninger mod alderdom, arbejdsløshed, sygdom og ulykker. Samtidig, under ”socialistloven” 1878-1890, gjordes det tyske socialdemokrati delvist illegalt. Bismarcks socialpolitik var et forsøg på hindre socialismens spredning, f.eks. en arbejderopstand som Pariserkommunen 1871 i Frankrig, og undgå udvandring af arbejdskraft til USA.

Også i Danmark var borgerskabet skrækslagent pga. Pariserkommunen og stiftelsen af Socialdemokratiet. Derfor nedsattes i 1875 en ”arbejderkommission”, dog uden de store resultater. Samme motiv sås ved socialreformen 1891-1892. Her ændredes fattigloven ved at indføre statsstøtte til begravelser og besøg hos læge og jordemoder. Desuden indførtes alderdomsunderstøttelse til de ”værdigt trængende”, der nu ikke ville miste stemmeret, hvis de ikke tidligere havde fået fattighjælp. Endelig vedtoges en lov, hvor betaling til sygekasse gjorde det muligt at få støtte under sygdom.

Forsikring mod uroligheder
Den anden store socialreform kom i 1933 efter ”Kanslergadeforliget”. Kommunisterne var lige kommet i folketinget for første gang, og arbejdsgiverne krævede 20 % lønnedgang og varslede lockout. Statsminister Stauning forudså ”en mere urolig konflikt, end vi nogensinde tidligere har set”. Om socialreformen forklarede socialminister Steincke, at ”gennem skatterne til sociallovgivningen betaler de besiddende altså en risikopræmie for om muligt at sikre en fortsat rolig samfundsudvikling”.

Der var primært tale om videreførelse og forenkling af eksisterende love. Dog ville modtagelsen af socialhjælp (med undtagelse af drankere, hjemløse og de ”arbejdssky”) nu ikke længere betyde indskrænkning af borgerrettigheder. Bagsiden var tvangsforlængelse af overenskomsterne og strejkeforbud, hvilket sammen med en valutadevaluering betød en lønnedgang tæt på de 20 %, arbejdsgiverne havde krævet. En tredje helt central reform kom i 1956, nemlig folkepensionen. Den udlagdes af den socialdemokratiske regering som kompensation for indgrebet i massestrejkerne under overenskomstkonflikten samme år.

Kontrol og reproduktion af arbejdskraft
Dette lille udsnit af myriaden af velfærdsreformer, viser, at frygt for klassekamp og revolution var led i flere af de største reformer. Set fra kapitalens synspunkt sikrer et relativt udbygget socialvæsen, sundhedsvæsen, uddannelsessystem og netværk af daginstitutioner også reproduktion af en arbejdsstyrke med et fornødent niveau af sundhed og kvalifikationer. Staten, der repræsenterer kapitalistklassen som helhed, kan gennemtrumfe de reformer, de enkelte kapitalister ikke vil indføre for deres egne arbejdere af frygt for at miste en fordel over for konkurrenterne.

Mange velfærdsydelser indeholder også vigtige elementer af social kontrol (f.eks. skal arbejdsløse ”stå til rådighed for arbejdsmarkedet” og børn skal via disciplin, eksamener, tests osv. gøres klar til livet som lønarbejdere). Omvendt har arbejderbevægelsens kamp utvivlsomt betydet højere velfærd end ønsket af kapitalen. Mange velfærdsfunktioner vil blive videreført og forbedret under socialismen. Men ikke den nuværende kapitalistiske (velfærds)stat, hvor velfærden indebærer ekstrem social kontrol og bureaukrati og i sidste ende er underlagt profit.

2014/03/23

"Velfærdskapitalismen" var en historisk undtagelse


En tilbagevenden til velfærdsstatens storhedstid er hverken muligt eller ønskeligt.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Modsat en populær myte, kom kapitalismen ikke ud af 1930'ernes verdenskrise via øget regulering. Ved 2. verdenskrigs udbrud var arbejdsløsheden således stadig tårnhøj. F.eks. 18 % i Danmark i 1939. Den økonomiske højkonjunktur begyndte reelt først flere år efter 2. verdenskrig – og ikke pga. regulering, men via krigen og det, Marx kaldte ”ødelæggelsen af kapital som følge af kriser”. Krisen og krigen betød således en destruktion af kapital i fysisk og værdimæssig forstand uden historisk fortilfælde.

Derfor faldt priserne på finansielle aktiver og realaktiver såsom bygninger, maskiner osv. voldsomt. Dette gjorde det billigere for de kapitalister, der ikke bukkede under for krisen, at investere. Resultatet var en kraftig stigning i kapitalismens drivkraft, nemlig profitten. Det skabte det langvarige opsving i den kapitalistiske verdensøkonomi i årene fra 1950'erne til ca. 1973. Et boom større end nogensinde før og efter, som derfor ofte af økonomiske historikere kaldes ”kapitalismens guldalder”.

Bagsiden af velfærdsmedaljen
Paradoksalt nok udskød den kolde krigs våbenkapløb en ny krise. Våben kan ikke bruges som produktionsmidler eller subsistensmidler i produktionen af andre varer, og skaber derfor ikke ny værdi. Militæroprustning betyder derfor lavere økonomisk vækst end ellers. Men ved at dæmpe kapitalakkumulationens tempo, dæmpes også den tendens, der normalt følger akkumulationen. Nemlig investering i nye produktionsmidler frem for at hyre flere arbejdere, hvilket medfører profitratens fald – og krisen.

Bagsiden af 1950'ernes og 1960'ernes økonomisk fremgang var derfor imperialistiske koloni- og stedfortræder-krige i den tredje verden og atombombens trussel. På samme måde modsvaredes store reallønstigninger, rekordlav arbejdsløshed og markant kortere arbejdstid også af et voldsomt øget arbejdstempo og skattetryk. Tidsstudier, akkord og andre produktivitetsfremmende lønsystemer blev indført. Sammen med ny teknologi betød det, at produktiviteten skød i vejret – men arbejderlønningerne steg langt fra i samme takt.

Velfærdsillusionen brister
”Den permanente våbenøkonomi”, dvs. periodens forhøjede militærbudgetter, kunne imidlertid kun sinke, ikke forhindre profitratens fald eller krisen, der for alvor brød ud i 1973. Heller ikke her havde keynesianismen nogen løsning. I stedet førte den til stagflation (stagnation, inflation og høj arbejdsløshed). Det gjaldt også i Danmark, hvor Socialdemokratiet gentog forsøget (første gang var den såkaldte ”helhedsløsning” fra 1963) på at begrænse arbejdernes lønninger via indkomstpolitik. Bl.a. med hele tre overenskomstindgreb i 1970'erne. I 1982 gav Anker Jørgensen op og overlod uden valg regeringsmagten til de borgerlige, der beholdte den i 11 år.

Angrebene på velfærdsydelser og løn- og arbejdsforhold begyndte således allerede i den såkaldte ”keynesianske” periode. Keynesianismens fallit medførte kapitalismens nuværende nyliberale fase, der langt fra har genoprettet profitraten til sit tidligere niveau og samtidig har udløst den nuværende globale krise. Efterkrigstidens velfærdsstat havde sine klare begrænsninger, og byggede bl.a. på verdenskrise, verdenskrig og koldkrig. Nutidens økologisk katastrofe sætter tilmed nye barrierer for kapitalismens ekspansion. Derfor er det hverken muligt eller ønskeligt med en tilbagevenden til ”velfærdskapitalismen”. Ægte og bæredygtig velfærd kræver et systemskifte.