2017/11/24

Skuffelse over EL må føre til forstærket kamp


Enhedslisten er kommet i politisk stormvejr på grund af valget af borgmesterpost i København.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Reformramte, bl.a. fra grupper som Jobcentrets Ofre og Næstehjælperne, måber over partiets valg af teknik- og miljøborgmesterposten frem for beskæftigelsesområdet. Mange er rasende og taler om forræderi.

Det var ellers disse grupper, som med deres utrættelige aktivisme fik sat spotlys på Københavns Kommunes menneskefjendske behandling af syge og arbejdsløse. Og bidrog til at underminere den radikale beskæftigelsesborgmester Anna ”Ansvarsløs” Mee Allerslev (selvom medierne foretrak at gøre det til et spørgsmål om bryllupslokaler).

Mange har fået indtryk af, at Enhedslisten ville vælge beskæftigelsesborgmester-posten. Dette er blevet bestyrket af tvetydige udmeldinger fra partiets topfolk, som formentlig af valgtaktiske grunde ikke klart har sagt, at beskæftigelsesborgmesterposten i bedste fald var 2. prioritet.

Forsøg på at få Enhedslisten til at præcisere sine prioriteter overfor jobcenterbevægelsen er enten blevet ignoreret eller nedtysset som skadelige for partiets valgkampsstrategi. Og efter at have talt ved Jobcentrets Ofres og Næstehjælpernes demonstration 8. august understregede den lokale spidskandidat Ninna Hedeager Olsen, at ”det er kun borgmesteren, der kan ændre på hvilken kultur, der gennemstrømmer forvaltningen oppefra, og hvilke retningslinjer, der administreres efter.”

Forståelig frustration og skuffelse
Efter denne logik var det oplagt at tro, at Enhedslisten satsede på at overtage borgmesterposten på området. Det skete som bekendt ikke, og i stedet gik den til Venstres Cecilia Lonning-Skovgaard, der for nylig krævede, at arbejdsløse skal tvangsrengøre København.

Det er i lyset af alt dette, at man skal forstå frustrationen blandt de reformramte. ”Snedige”, men fortænkte valgkampstaktiske overvejelser er endt med at give bagslag og resultere i en større shitstorm. Dette har man desværre kun sig selv at takke for.

Som fagborgmester for et bestemt område risikerer man som socialist hurtigt at ende som gidsel i administrationen af en lovgivning, man egentlig er imod, og som er dikteret af kommunens politiske flertal og Christiansborg. Det skete f.eks. i høj grad for Enhedslistens Mikkel Warming i dennes tid som socialborgmester, hvor han i offentligheden kædedes sammen med en række skandalesager.

I det parlamentariske arbejde må socialister derfor placere sig i en position, hvor vores grundlæggende modstand mod den nuværende lovgivning og det nuværende system fremstår tydeligst muligt. Vores opgave er ikke at administrere systemet marginalt anderledes end socialdemokraterne og de borgerlige partier, men at omstyrte det og indføre et andet.

Hvor galt det kan gå, når man forsøger at administrere systemet har vi også set skræmmende eksempler på både herhjemme med bl.a. SF's regeringsdeltagelse og i udlandet, hvor f.eks. Enhedslistens græske søsterparti SYRIZA nu blot viderefører de brutale nedskæringer, det tidligere hævdede at ville bekæmpe.

Hvad byrådstaburetterne kan bruges til
Omvendt kan posten som menigt byrådsmedlem bruges til at afsløre ulovligheder og skandaler på jobcentrene og forbinde sig med det gryende folkelige oprør, hvilket f.eks. Enhedslistens egen Ulf Harbo har vist i Norddjurs Kommune. Men det kræver bl.a., at Enhedslisten i København dropper sit tætte parløb med den socialdemokratiske overborgmester Frank Jensen og hans økonomiske prioriteter, som partiet har lagt stemmer til gennem utallige budgetforlig.

Ikke desto mindre bør vi fortsat kræve, at Københavns Kommune dropper sin praksis med f.eks. at tildele langt færre førtidspensioner pr. indbygger end andre steder i landet. Dette er selvsagt muligt indenfor den nuværende lovgivning. Men vi bør også kræve, at venstrefløjens politikere stiller sig i spidsen for et kommunalt oprør, der sprænger de regeringsdikterede rammer. Rammer, der bogstaveligt talt koster menneskeliv.

Men sker ikke uden et massivt pres folkeligt pres, f.eks. fra jobcenterbevægelsen, fagbevægelsen og andre protestbevægelser. Her var det et skridt i den rigtige retning, at 41 fagforbund i august gik ud og krævede ændringer af den forhadte fleks- og førtidsreform fra 2013. Men enlig svale gør som bekendt ingen sommer.

Kampen mod forringelser og overgreb mod de reformramte bør være central for hele fagbevægelsen, som derfor må vågne af sin hidtidige tornerosesøvn. Her kan den bl.a. lære noget af den københavnske fagforening LFS (Landsforeningen af Socialpædagoger), der aktivt har støttet jobcenterprotesterne.

Forstærket kamp mod reform-amok-politikken
De løbende angreb på syge og arbejdsløse er også med til at underminere fagbevægelsens egen kamp for sine medlemmer i job, idet fattiggørelsen får flere til at droppe medlemskab af fagforening og a-kasse, og fordi frygten for at blive udsat for samme uværdige behandling som de syge og arbejdsløse får færre i job til at sige fra overfor dårlige løn- og arbejdsforhold.

Den kapitalistiske stat, som kommunerne er en del af, er ikke sat i verden for at være flink mod de arbejdsløse og syge, men først og fremmest for at undgå social uro og sikre forsyningen af arbejdskraft til kapitalejerne. Derfor er den ikke en allieret i kampen mod sociale forringelser.

Men som den seneste tid viser, kan protester fra samfundets gulvplan føre til både borgmester-afgange og et begyndende oprør mod den såkaldte ”nødvendighedens politik” og dens ”reform-amok”. Her kan Enhedslisten være en vigtig allieret, hvis fokus flyttes fra forhandlinger og det politiske spil på rådhuse og i Folketinget til kampen uden for de bonede gulve.

2017/11/07

Løkkes finanslov er en åben krigserklæring


Gaveregn over de rigeste og fingeren til resten. Så kort kan regeringens finanslovsforslag opsummeres.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Finansloven kaldes ofte samfundets ”husholdningsbudget”. Men vi er naturligvis ikke én stor familie, men i stedet opdelt i sociale klasser med fjendtlige interesser. Finansloven er årsbudgettet for den kapitalistiske stat, hvis primære funktion er at beskytte de dominerende klasseinteresser. Nemlig ejerne af de store koncerner, disses bestyrelsesmedlemmer og de herskende grupper i staten.

Reelt er det blot nogle få procent af finansloven (næste år mere end 716.000.000.000 kr.), partierne forhandler om. Hovedparten af finanslovens udgifter er aftalt mellem ministeriernes embedsmænd længe inden partierne inviteres til officielle forhandlingsmøder. Som derfor ofte er politisk teater til ære for de rullende kameraer. Ikke desto mindre betyder Løkkes finanslovsudspil et sandt blodbad på en lang række i forvejen pressede grupper.

Massakre på uddannelse og velfærd
Der regnes med offentlig vækst på 0,5 % i 2018, men der er (pga. flere børn og ældre) brug for vækst på mindst 0,7 % for at opretholde velfærden. For at velfærdsudviklingen følger velstandsudviklingen skulle tallet være 1,1 %. Kun omkring halvdelen af den planlagte vækst går til ”kernevelfærd”. Resten går til mere politi og militær. Og 1 mia. ud af de ekstra 2,5 mia. kr. til kernevelfærd er genbrug af penge fra kommunale sparerunder.

Vækst i det offentlige forbrug på 0,5 % næste år og 0,3 % derefter frem til 2025, betyder 24.700 færre offentlige ansatte til den tid. Uddannelsesområdet får kniven af regeringen og skal frem mod 2021 spare 4,2 mia. kr. Det svarer i 2018 til 6.000 kr. pr. gymnasieelev og 4.000 kr. pr. erhvervsskoleelev – og endnu mere i 2021. Og universiteter, professionshøjskoler og erhvervsakademier rundbarberes med hhv. 1,1, 0,6 og 0,2 mia. kr. frem til 2021.

Favoriserer overklassen
Fremover får kun de to første børn børnecheck, 3. barn kun 75 % og resten intet, hvilket ligesom brugerbetaling på danskundervisning er designet til at ramme etniske minoriteter. DSB udsultes med yderligere 2 mia. kr. I 2019 vil antallet af offentlige ansatte, der bekæmper social dumping, være nede på fem (mod 139 i 2015). Arbejdstilsynet går fra 677 årsværk i 2015 til 487 i 2021. Bøder for at overtræde arbejdsmiljøloven mindskes med 25 % i 2018 og forventes fremover kun at være det halve af 2015-niveauet.

De ansattes protester fik for nylig fjernet kravet om 2 % årlig produktivitetsstigning på sygehuse, men regeringens aftale med DF lægger op til flere ”effektiviseringer” og kompenserer ikke for tidligere besparelser. Alt dette skal finansiere overklassepolitikken med skattelettelser og lavere registreringsafgift på luksusbiler, som favoriserer landets rigeste. I august viste en Wilke-måling, at 50,5 % af befolkningen ønsker velfærd frem for skattelettelser og kun 10,4 % for det modsatte. Dette flertal må organiseres til aktiv modstand.

Fra 1917 til 2017 mod et nyt samfundssystem


Accelererende klimaødelæggelse og nye bølger af krige, racisme og nedskæringer kan skabe fortvivlelse, men bør ikke føre til resignation.

For som bl.a. den russiske oktoberrevolution 1917, hvis jubilæum fejres i år, viste, er radikale samfundsomvæltninger mulige. Også selvom en blodig kontrarevolution senere førte til stalinismens rædsler. For dette nederlag var ikke givet på forhånd, men resultatet af en kamp, der kunne have været vundet ved revolutionens spredning til andre lande.

Revolutionen viste, at alle dem, der pga. manglende ejendom må arbejde (eller overleve på usle sociale ydelser), kan tage magten i egne hænder og begynde opbygningen af et bedre samfund. Det kan ske igen. Men ikke uden organisering og koordinering af de forskellige sociale kampe, som der allerede i dag findes et væld af.

Ingen sejr uden samlet kamp
F.eks. forårets kampagne og strejker mod den nye overenskomst, Uddannelsesalliancens demonstrationer mod uddannelsesbesparelser, diverse fagforeningers initiativ ”Danmark for velfærd” og protesterne mod behandlingen af arbejdsløse og syge. Desuden er Danmark tæt forbundet med den øvrige verden, hvor mange lande har set omfattende folkelige oprør og protester de senere år.

Herhjemme har vi langt fra set sådanne bevægelser, men de protester, der trods alt har været, viser, at et betydeligt mindretal af befolkningen er klar til at kæmpe. Samtidig havde disse protesters effektivitet været væsentligt større, hvis der ikke kæmpedes hver for sig. Endelig er de blevet yderligere svækket af manglen på aktiv støtte fra fagtop og den etablerede venstrefløj.

Den etablerede venstrefløjs fallit
Det gælder desværre selv Enhedslisten, hvor mange enkeltmedlemmer udfører et godt politisk arbejde, men hvis fokus alligevel primært er Borgens taktiske forhandlingsspil og nærmest permanent valgkamp. Budgetforlig i kommuner og regioner viser også, at man i stigende grad ser sig som administrator af systemet. Det understreges af en aktuel kampagne, der kalder politiet ”velfærdens helte”. Også selvom Enhedslisten er mindst ringe alternativ på valgdagen. Derfor må det mindretal, som allerede i dag ser behovet for en revolutionær omvæltning af det nuværende profitsystem, gå sammen i en selvstændig organisation for at vinde flertallet over på sin side.

Her er Internationale Socialister de første beskedne skridt til en sådan organisation. Vi må også opbygge magt dér, hvor systemet kan sættes i stå. På arbejdspladserne, hvor der skabes den profit, som er kapitalismens drivkraft. Magt i form af netværk på gulvplan, som kan udfordre regering, arbejdsgivere og fagtop. F.eks. også ved overenskomstforhandlinger som de kommende i den offentlige sektor. Men det kræver overvindelse af den giftige racisme, Overdanmark bruger til at splitte alle os i Underdanmark. Her er den internationale aktionsdag mod racisme 17. marts en oplagt mulighed for at danne nye netværk for folkelig modstand.

2017/10/28

Anti-kapitalistisk modstand i Trumps æra


Aktuelle bøger af Naomi Klein og Mikkel Bolt analyserer Trump-fænomenet og potentialet for kampen mod de højrepopulistiske kræfter.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Her anvender Kleins ”No is not Enough” de analyser og begreber, hun har udviklet i tidligere værker såsom ”No Logo”, ”Chokdoktrinen” og ”Intet bliver som før” til at forstå årsagerne til hans sejr. Således beskrives Trumps ”brand” (eller varemærke) og hans forsøg på at fusionere sidstnævnte med ”det ultimative symbol på magt og autoritet: Det Hvide Hus”. Samtidig repræsenterer han for Klein en ny form for nyliberal ”chok-politik”, der beskrives som en særlig ekstrem version af kapitalismen. Denne chok-metafor kan i nogle tilfælde være nyttig til at beskrive de ofte brutale metoder, gennemtvingelsen af nyliberale politikker om privatisering, udlicitering og angreb på velfærdsydelser, lønninger og arbejdsforhold har krævet i en række lande.

F.eks. Chile under Pinochets militærdiktatur, det tidligere Sovjetunionen efter murens fald eller Irak i kølvandet på 2003-invasionen. Men det afgørende skifte til nyliberalisme i f.eks. Storbritannien, USA, Danmark samt en række lande i den såkaldte ”tredje verden” skete ikke i kølvandet på noget tilsvarende ”chok”. Det afgørende var her oftest den svækkede selvtillid i arbejderklasen efter nederlag i afgørende konfrontationer med staten og kapitalen (f.eks. den britiske minearbejderstrejke eller flykontrollørernes tilsvarende i USA).

Identificering af fjenden
Sammen med en tendens til at fokusere på aktører og idéer på bekostning af, hvordan nutidens chok og kriser udspringer af kapitalismens grundlæggende strukturer, fører det til en tvetydighed, der også kendes fra Kleins tidligere værker: Er fjenden det kapitalistiske system som sådan eller blot en særlig (nyliberal) variant af samme? Således beskrives Trumps magtovertagelse som et ”kup” fra de store virksomheders side. I modsætning dertil understreges det senere, at der ikke er tale om et ”brud”, men en ”kulmination” på ”katastrofekapitalismens” politik.

Med en vis nostalgi beskrives f.eks. 1930'ernes amerikanske ”New Deal” under Roosevelt og efterkrigstidens "keynesianske" epoke i verdensøkonomien frem til 1970'ernes ”nyliberale revolution”. Men det var netop keynesianismens manglende evne til at løse den daværende profitabilitetskrise i de avancerede kapitalistiske økonomier, som skabte betingelserne for nyliberalismens fremmarch. En tilbagevenden til keynesianisme, heller ikke i en imaginær version med demokratisering, økologisk bæredygtighed og ligestilling af kvinder, LGBT+-personer og etniske mindretal, er derfor ikke et reelt svar.

I modsætning dertil tager Mikkel Bolts ”Trumps kontrarevolution” netop udgangspunkt i, hvordan rødderne til den nuværende globale fremgang for højrenationalistiske og fascistiske kræfter skal findes i kapitalismens strukturelle krise i 1970'erne og nyliberalismens indtog som konsekvens deraf. I den henseende ligger bogen i forlængelse af forfatterens ”Krise til opstand” fra 2013.

Trump som fascist
Ligesom Klein ser Bolt Trumps valgsejr som et oprør mod status quo og begge understreger, at den er led i en international trend. For Bolt er Trump udtryk for en ”antisystemisk protest fra højre” mod ”den såkaldte neoliberale globalisering” og et miskrediteret politisk system samt dets forvaltere. Men som følge af den etablerede venstrefløjs fallit, kommer i hvert fald dele af denne protest til udtryk i en forvrænget form med støtte til f.eks. racistiske kræfter, der ikke repræsenterer et reelt opgør med det nuværende system.

Trump repræsenter for Bolt ”senkapitalistisk fascisme” og en ”præventiv kontrarevolution” mod f.eks. ”de arabiske revolter, pladsbesættelsesbevægelserne og Black Lives Matter” og den ”begyndende afvisning af kapitalismen”, de repræsenterer. En korrekt sammenkædning af kapitalismens stadig mere autoritære tendenser med systemets stigende vanskeligheder ved at fungere på ”normal” vis som følge af bl.a. økonomisk svaghed og folkelige protester. Ikke desto mindre har disse protester på internationalt plan endnu ikke nået samme styrke, som f.eks. i slutningen af 1960'erne og 1970'erne. Og selv i denne situation kunne kapitalismen overleve uden at ty til sin fascistiske kriseløsning.

Derfor er beskrivelsen af Trump som fascist også misvisende, selvom der ligesom hos andre højrepopulister er fællestræk. Trump-regeringens politik har endnu ikke i praksis brudt afgørende med de republikanske og demokratiske forgængere. Modsat f.eks. den tyske og italienske fascisme er han heller ikke kommet til magten som et aktivt tilvalg fra den herskende klasse (hvis store flertal støttede Hillary Clinton) og ved forinden at have opbygge stormtropper på gadeplan, der kan bruges til at knuse arbejderbevægelsens og de øvrige demokratiske institutioner. Sidstnævnte er dog ikke nødvendigt ifølge Bolt pga. Trumps besiddelse af statsmagten. Men konsekvensen af dette er inflation i brugen af fascisme-begrebet, som ud fra samme logik kunne anvendes om et væld af højreorienterede regeringer, der enten har indskrænket demokratiet eller indført et decideret diktatur. Og som nævnt er denne fascistiske kriseløsning endnu ikke nødvendig for at sikre kapitalistklassens mulighed for fortsat at regere.

Menneskehedens fremtid på spil
Ikke desto mindre udgør Trump en alvorlig trussel, der har givet højreorienterede og egentlige fascistiske kræfter øget selvtillid. Som begge forfattere understreger befinder vi os i en nødsituation med en række overlappende kriser, som alle direkte eller indirekte udspringer af det nuværende profitsystem. Hurtige og radikale samfundsomvæltninger er derfor nødvendige, ikke mindst på grund af den truende klimakatatrofe. Med henvisning til intersektionalistisk feminisme understreger Klein, hvordan de forskellige kampe og former for undertrykkelse er gensidigt forbundne og advarer samtidig mod gøre oplistningen af forskellige former for privilegier til en intern konkurrence blandt de undertrykte.

Men for at forstå, hvorfor de forskellige former for undertrykkelse er opstået og derfor kan afskaffes, har vi brug for den marxistiske klasseanalyse. Denne peger samtidig på den afgørende strategiske rolle, arbejderklassen (det store flertal af befolkningen, der ikke ejer og kontrollerer produktionsmidlerne) spiller pga. sin evne til at stoppe kapitalismens drivkraft, profitten, ved at strejke. Dette element er dog desværre enten fraværende eller underprioriteret hos Klein og Bolt.

Intet af dette ændrer dog på, at såvel Bolt som Klein leverer væsentlige bidrag til forståelsen af betingelserne for kampen mod Trump og tilsvarende kræfter i andre lande. Og som begge forfattere understreger, afhænger en leveværdig fremtid for klodens befolkning bogstaveligt talt af et succesfuldt udfald af denne kamp.

Naomi Klein: No is Not Enough. Defeating the New Shock Politics. Allen Lane (UK), 2017 (dansk udgave: Nej er ikke nok. Modstand mod Trump og højrepopulismens chok-politik, Forlaget Klim, 2017). Mikkel Bolt: Trumps kontrarevolution, Forlaget Nemo, 2017.