Verdensøkonomien foran afgrunden - interview med Robert Brenner

Den marxistiske økonomiske historiker Robert Brenner svarer i dette interview på spørgsmål om krisen og bl.a. finansialisering, Obama, regulering, USA’s hegemoni og Kinas situation.

De fleste medier og kommentatorer har betegnet den nuværende krise som en ”finansiel krise”. Er du enig i denne betegnelse?

Det er forståeligt nok, at analytikere af krisen har taget udgangspunkt i nedsmeltningen i bankverden og på værdipapirmarkederne. Men problemet er, at de ikke gået dybere end det. Anført af Henry Paulson og Ben Bernanke [hhv. Bushs finansminister og lederen af den amerikanske forbundsbank, red.], argumenterer de for, at man kan nøjes med at forklare krisen ud fra problemer i den finansielle sektor. Samtidig hævder de, at den underliggende realøkonomi er stærk, og at de såkaldte ”fundamentals” er sunde. Intet kunne være mere misvisende.

Den grundlæggende årsag til den nuværende krise er de avancerede økonomiers stigende svagelighed siden 1973, og særligt efter år 2000. Efter alle makroøkonomiske standardindikatorer – BNP, investeringer, reallønninger osv. – er den økonomiske præstation i USA, Vesteuropa og Japan blevet stadig værre, erhvervscyklus efter erhvervscyklus. Meget sigende var den netop afsluttede erhvervscyklus, fra 2001 til 2007, suverænt den svageste i efterkrigstiden, og det til trods for den største statsfinansierede økonomiske stimulans i amerikansk historie i fredstid.

Hvordan vil du forklare den langsigtede svækkelse af realøkonomien siden 1973, det du i dine bøger kalder for ”den lange tilbagegang”?

Den kan hovedsageligt forklares med det dybe og vedvarende fald i forrentningen på kapitalinvesteringer siden slutningen af 1960’erne. Den manglende genopretning af profitratens niveau er så meget desto mere bemærkelsesværdig i betragtning af det enorme fald i reallønningernes vækst, der er sket i samme periode.

Den primære årsag, skønt ikke den eneste, til profitratens fald har været en vedvarende tendens til overkapacitet i de globale fremstillingsindustrier. Der skete det, at den ene nye industrimagt efter den anden trådte ind på verdensmarkedet – Tyskland og Japan, de nordøstasiatiske, nyligt industrialiserede lande, de sydøstasiatiske tigre og til sidst den kinesiske leviathan [et gigantisk uhyre i Gamle Testamente, red.].

Disse senere-udviklede økonomier producerede de samme varer, som allerede blev fremstillet af de tidligere-udviklede lande, bare billigere. Resultatet var for stort udbud i forhold til efterspørgslen i den ene industri efter den anden, og dette pressede priserne og dermed profitten ned. Dertil kom, at de virksomheder, som oplevede dette pres på deres profitter, ikke forlod deres industrier uden kamp. De forsøgte at beholde deres position ved at falde tilbage på deres kapacitet for innovation og forøgelse af investeringerne i ny teknologi. Men dette gjorde naturligvis bare overkapacitetsproblemet værre.

På grund af faldet i forrentningen fik kapitalisterne mindre overskud på investeringer. De havde derfor ikke andet valg end at sænke væksten i fabrikker og maskineri og beskæftigelse. For at genoprette profitabiliteten blev de ansattes lønninger samtidig holdt nede, mens regeringerne reducerede væksten i de sociale udgifter. Men konsekvensen af disse beskæringer af udgifterne har været et langvarigt problem med den samlede efterspørgsel. Den vedvarende svaghed i den samlede efterspørgsel har været den umiddelbare årsag til økonomiens langvarige svaghed.

Krisen blev faktisk udløst af sprængningen af den historiske boligboble, som var vokset i et helt årti. Hvad er dit syn på denne bobles betydning?

Boligboblen må forstås i sammenhæng med den række af bobler på aktivpriser, som økonomien har oplevet siden midten af 1990’erne, og særligt den amerikanske forbundsbanks rolle i at opmuntre til disse bobler.

Lige siden begyndelsen på den lange tilbagegang har de statslige økonomiske myndigheder forsøgt at tackle problemet med manglende efterspørgsel ved at tilskynde til øget låntagning, både privat og offentlig. I starten tyede man til offentlige budgetunderskud, og på denne måde undgik man de virkeligt dybe recessioner. Men som efterhånden som tiden gik, fik regeringerne stadig mindre vækst ud af den samme mængde låntagning. For at afværge de dybe kriser, som historisk set har plaget det kapitalistiske system, måtte man i praksis acceptere en gradvis overgang til stagnation.

I starten af 1990’erne forsøgte USA og Europa, med Clinton-regeringen i spidsen, som bekendt at slippe ud af deres afhængighed af låntagning ved sammen at gå over til balancerede budgetter. Tanken var at lade det frie marked styre økonomien. Men fordi profitabiliteten stadig ikke var blevet genoprettet, lagde underskudsreduktionerne en stor dæmper på efterspørgslen, og bidrog til at fremkalde recessionerne og den langsomme vækst mellem 1991 og 1995.

For at få økonomien til at ekspandere igen, endte de amerikanske myndigheder med at overtage en fremgangsmåde, som først var blevet benyttet af Japan i slutningen af 1980’erne. Ved at holde rentesatserne nede, gjorde den amerikanske forbundsbank det let at låne penge for at opmuntre til investeringerne i finansielle aktiver. Aktivprisernes himmelflugt betød, at virksomhederne og husstandene oplevede enorme velstandsstigninger, i det mindste på papiret. De var derfor i stand til at låne i en titanisk målestok, forøge deres investeringer og forbrug voldsomt og på den måde drive økonomien fremad.

Altså blev offentlige underskud erstattet af private. Det, der kan kaldes ”aktivpris-keynesianisme” [asset price keynesianism, red.], erstattede traditionel keynesianisme. Vi har derfor i det sidste dusin år eller deromkring været vidne til en bemærkelsesværdig situation med en verdensøkonomi, hvor den fortsatte kapitalakkumulation er kommet til at afhænge af historiske bølger af spekulation, som omhyggeligt er blevet plejet og forsvaret af statslige myndigheder – og regulatorer! – først den historiske aktieboble i slutningen af 1990’erne, og dernæst boblerne på boligområdet og kreditmarkederne i starten af årtusindet.

Finansialisering og nyliberalisme

Mange hævder at den nuværende krise er en typisk finansiel krise, ikke er en ”marxistisk” med overproduktion og faldende profit, og de argumenterer for, at den bristede finansielle spekulationsboble har spillet den centrale rolle i den her krise. Hvordan er dit syn på denne tese?

Jeg mener ikke, at det er nyttigt på den måde at modstille krisens realøkonomiske og finansielle aspekter. Som jeg fremhævede, er der tale om en marxistisk krise i og med, at den udspringer af det langvarige fald i profitraten og det mislykkede forsøg på at genoprette den, hvilket er den grundlæggende årsag til kapitalakkumulationens markant langsommere tempo frem til i dag. I 2001 var de ikke-finansielle amerikanske virksomheders profitrate den laveste i efterkrigstiden, bortset fra i 1980. Virksomhederne havde derfor ikke andet valg end at være tilbageholdende med investeringer og ansættelser, hvilket yderligere forværrede forretningsklimaet.

Det er dette, som forklarer den ultra-langsomme vækst i den erhvervscyklus, som netop er sluttet. Ikke desto mindre må man for at forstå det nuværende sammenbrud påvise sammenhængen mellem realøkonomiens svaghed og den finansielle nedsmeltning. Den vigtigste forbindelse mellem disse to ting er økonomiens stadig større afhængighed af låntagning for at holde sig i gang, samt regeringernes stadig større afhængighed af run-ups på aktivpriser for at gøre det muligt for denne låntagning at fortsætte.

Den grundlæggende betingelse for boblerne på boligområdet og kreditmarkederne var opretholdelsen af lave udgifter til låntagning. Verdensøkonomiens svaghed, især efter kriserne 1997-1998 og 2001-2002, samt de østasiatiske regeringerne enorme opkøb af dollars for at holde deres valutaer nede og det amerikanske forbrug voksende, bidrog til at skabe usædvanligt lave satser på den lange rente. Samtidig holdte den amerikanske forbundsbank satserne på den korte rente lavere end på noget tidspunkt siden 1950’erne. Fordi de kunne låne så billigt, var bankerne villige til at give lån til spekulanter, hvis investeringer drev priserne på aktiver af enhver slags stadig højere op og afkastet på udlån (rentesatsen på obligationer) stadig længere ned.

Symptomatisk nok skød boligpriserne i vejret, mens afkastet i faste priser på obligationer fra det amerikanske finansministerium dykkede. Men fordi afkastet blev stadig lavere, fik de institutioner over hele verden, som var afhængig af afkastet på udlån, stadig vanskeligere ved at tjene nok profit. Pensionsfonde og forsikringsselskaber blev særligt hårdt ramt, men hedgefonde og investeringsbanker blev også påvirket.

Disse institutioner var derfor mere end villige til at foretage omfattende investeringer i værdipapirer, som blev bakket op af stærkt tvivlsomme sub-prime pantebreve, på grund af det usædvanligt høje afkast de tilbød, mens de ignorerede den usædvanligt høje risiko. Faktisk kunne de ikke få nok af dem. Deres køb af pantebreve-understøttede værdipapirer gjorde det muligt for pantudstederne at fortsætte med at låne til stadig dårligere låntagere. Boligboblen nåede historiske proportioner, og den økonomiske ekspansion fik lov at fortsætte. Naturligvis kunne dette ikke fortsætte særlig længe. Da boligpriserne faldt, kom realøkonomien i recession, og den finansielle sektor oplevede en nedsmeltning, fordi de begge havde fået deres dynamik fra boligboblen. I dag gør recessionen nedsmeltningen værre, fordi den uddyber boligkrisen. Nedsmeltningen intensiverer recessionen, fordi den gør adgangen til kredit så vanskelig. Det er den gensidigt forstærkende vekselvirkning mellem kriserne i realøkonomien og i den finansielle sektor, som har gjort denne nedafgående bevægelse så uhåndterlig for politikere og embedsmænd og katastrofepotentialet så åbenlyst.

Selv hvis man medgiver, at efterkrigstidens kapitalisme trådte ind i en periode med en langvarig tilbagegang i 1970’erne, forekommer det ubestrideligt, at den nyliberale kapitalistiske offensiv siden 1980’erne har forhindret en forværring af nedturen.

Hvis du med nyliberalisme mener vendingen mod finans og deregulering, kan jeg ikke se, at det har hjulpet økonomien. Men hvis du mener arbejdsgivernes og regeringernes forstærkede angreb på arbejdernes lønninger, arbejdsforhold og velfærdsstaten, hersker der næppe nogen tvivl om, at det forhindrede en forværring af profitratens fald.

Imidlertid startede arbejdsgivernes offensiv før den såkaldte nyliberale æra i 1980’erne. Den begyndte i kølvandet på den faldende profitabilitet, der opstod i starten af 1970’erne, samtidig med keynesianismen. Dertil kommer, at den ikke førte til en genopretning af profitraten, og blot yderligere forværrede problemet med den samlede efterspørgsel. Svækkelsen af den samlede efterspørgsel tvang til sidst de økonomiske myndigheder til at gå over til kraftigere og farligere former for økonomisk stimulans, den ”aktivpris-keynesianisme”, som førte til den nuværende katastrofe.

Det er blevet hævdet, at et nyt paradigme med ”finansialisering” eller ”finansdrevet kapitalisme” har understøttet en såkaldt ”genopstanden kapital” (Gérard Duménil) fra 1980’erne og frem til i dag. Hvad mener du om denne tese?

Forestillingen om en finansdrevet kapitalisme er en selvmodsigelse, fordi generelt set – der findes vigtige undtagelser såsom forbrugerlån – er vedvarende finansiel profitindtjening afhængig af vedvarende profitindtjening i realøkonomien. Som modsvar på profitratens fald i realøkonomien opmuntrede nogle regeringer, med USA i spidsen, til en vending mod finans ved at deregulere den finansielle sektor. Men fordi realøkonomien fortsatte med at sygne hen, var det vigtigste resultat af dereguleringen en forstærket konkurrence i den finansielle sektor, hvilket gjort profitindtjeningen stadig vanskeligere og opmuntrede til stadig mere spekulation og stadig mere risikable investeringer.

Topcheferne i investeringsbankerne og hedgefondene var i stand til at tjene eventyrligt store formuer, fordi deres løn afhang af kortsigtet profit. De var midlertidigt i stand til at sikre høje afkast gennem en udvidelse af deres firmaers aktiver/udlån og øge risiciene. Men denne måde at drive forretning skete, i det lange løb, på bekostning af topchefernes egne virksomheders langsigtede økonomiske sundhed, hvoraf den mest spektakulære konsekvens var, at Wall Streets førende investeringsbanker brød sammen.

Hver eneste såkaldte finansielle ekspansion siden 1970’erne er meget hurtigt endt med en katastrofal finansiel krise og behovet for en omfattende redningsaktion fra staten. Dette var tilfældet med lånboomet til den tredje i 1970’erne og starten af 1980’erne, savings and loan run-up’et, den lånefinansierede opkøbsmani og boblen i erhvervsejendomme i 1980’erne, aktiemarkedsboblen i anden halvdel af 1990’erne, samt naturligvis boblerne på boligområdet og kreditmarkederne i 2000’erne. Den finansielle sektor forekom kun dynamisk, fordi regeringerne var villige til hvad som helst for at støtte den.

Statsregulering og det amerikanske præsidentvalg

Det synes givet at keynesianisme eller statsinterventionisme vil få et comeback som tidens ånd. Kan det bidrage til at løse eller i det mindste lindre krisen?

I dag har regeringerne i virkeligheden ikke andet valg end en vending mod keynesianismen og staten for at prøve at redde økonomien. Det frie marked har trods alt vist sig totalt ude af stand til at forhindre eller håndtere den økonomiske katastrofe, for ikke at tale om at sikre stabilitet og vækst. Det er grunden til, at verdens politiske eliter, som så sent som i går hyldede de deregulerede finansielle markeder, nu pludselig alle er keynesianister.

Men det er tvivlsomt om keynesianisme, forstået som store offentlige budgetunderskud og let kreditadgang for at pumpe efterspørgslen op, vil have den virkning som mange forventer. I de sidste syv år har vi, takket være den låntagning og det forbrug, som blev tilskyndet af den amerikanske forbundsbanks boligboble og Bush-regeringens budgetunderskud, trods alt været vidne til, hvad der i praksis sandsynligvis er den største form for keynesianistisk økonomiske stimulans i fredstidshistorie. Alligevel oplevede økonomien sin værste erhvervscyklus i efterkrigstiden.

I dag er udfordringen meget større. I takt med at boligboblen brister og det bliver sværere at få kredit, skærer husstandene ned på forbrug og investeringer i bolig. Som følge deraf oplever virksomhederne faldende profitter. De skærer derfor i lyntempo ned på lønninger og fyrer arbejdere, hvilket udløser en nedadgående spiral med faldende efterspørgsel og faldende profitabilitet.

Husstandene har længe været afhængige af stigende boligpriser, som gjorde dem i stand til at låne mere og kunne stå for deres opsparing. Men på grund af den opbyggede gæld vil de nu, hvor deres forbrug er mest nødvendigt for økonomien, blive nødt til at mindske låntagningen og øge opsparingen. Vi kan forvente, at en stor del af de penge, som den amerikanske regering giver dem i hænderne, vil blive opsparet i stedet for at blive brugt. I betragtning af at keynesianismen dårligt nok kunne holde økonomien i gang under ekspansionen, hvad kan vi så forvente af den under den værste recession siden 1930’erne?

For at have en effekt af betydning på økonomien, må Obama-regeringen sandsynligvis overveje en enorm bølge af direkte eller indirekte offentlige investeringer, i praksis en form for statskapitalisme. Den faktiske gennemførelse af dette vil imidlertid kræve en overvindelse af nogle gigantiske politiske og økonomiske forhindringer.

Den amerikanske politiske kultur er enormt fjendtlig over for statslig virksomhed. Samtidig ville det niveau af udgifter og statslig gældssætning, der ville være nødvendigt, kunne true dollaren. Indtil nu har de østasiatiske regeringer villigt finansieret det amerikanske underskud på handelsbalancen og budgettet, for at opretholde det amerikanske forbrug og deres egen eksport. Men nu, hvor krisen rammer selv Kina, vil disse regeringer muligvis miste evnen til at finansiere det amerikanske underskud, især i takt med at det når en størrelse uden fortilfælde. Det virkeligt skræmmende perspektiv med et stormløb mod dollaren toner frem i baggrunden.

Hvad er din generelle vurdering af Obamas sejr i det amerikanske præsidentvalg? Mange betragter Obama som det 21. århundredes Franklin D. Roosevelt, som vil skabe en ny ”New Deal”. Kan antikapitalistiske og progressive kræfter give kritisk støtte til dele af hans politik?

Obamas valgsejr bør bydes velkommen. En sejr til McCain ville have været en sejr for det republikanske parti og givet et enormt boost til de mest reaktionære kræfter på den politiske scene i USA. Det ville blive set som en blåstempling af Bush-regeringens hyper-militarisme og imperialisme, samt dens eksplicitte dagsorden om at eliminere det, der er tilbage af fagforeninger, velfærdsstat og miljøbeskyttelse.

Når det er sagt, er Obama ligesom Roosevelt en midtersøgende Demokrat, som ikke af sig selv kan forventes at gøre meget for at forsvare det store flertal af arbejderes interesser, som vil blive underkastet et voksende angreb fra virksomheder, der forsøger kompensere for deres svindende profitter ved at beskære antallet af ansatte, løn osv.

Obama støttede den gigantiske redningspakke til den finansielle sektor, som måske udgør det største røveri af amerikanske skatteyderes penge i USA’s historie, især fordi der ikke blev stillet nogen betingelser til bankerne. Han støttede også redningspakken til bilindustrien, selvom den bygger på omfattende beskæringer i bilarbejdernes løn.

Det korte af det lange er, at Obama, ligesom Roosevelt, kun kan forventes at tage skridt af betydning til forsvar for arbejderklassen, hvis han presses til det af organiseret direkte aktion fra neden. Roosevelt-regeringen gennemførte først New Deals vigtigste progressive lovtiltag, såsom The Wagner Act [gav bl.a. arbejderne ret til at organisere sig, red.] og Social Security, efter at være blevet presset til det af store bølger af massestrejker. Vi kan forvente det samme af Obama.

Systemrensende kriser

Ifølge Rosa Luxemburg, og senest David Harvey, overvinder kapitalismen sine krisetendenser gennem geografisk ekspansion. I følge Harvey bliver dette ofte hjulpet på vej af omfattende statslige investeringer i infrastruktur, der skal støtte private kapitalinvesteringer, ofte udenlandske direkte investeringer. Kan kapitalismen finde en udvej fra den nuværende krise gennem det, Harvey kalder et ”temporalt-spatialt” fix?

Det er et komplekst spørgsmål. Først og fremmest mener jeg, at det korrekt og væsentligt at sige, at geografisk ekspansion har været en uundværlig del af hver eneste store bølge af kapitalakkumulation. Man kan måske sige, at vækst i arbejdsstyrken og vækst i systemets geografiske rum er en uundværlig del af kapitalistisk vækst. Efterkrigstidens boom er et godt eksempel, med en bemærkelsesværdig kapitalekspansion ind i USA’s sydlige og sydvestlige stater og ind i det krigshærgede Vesteuropa og Japan.

De amerikanske virksomheders investeringer spillede en afgørende rolle i denne periode, ikke bare i USA, men også i Vesteuropa. Der hersker ingen tvivl om, at denne udvidelse af arbejdsstyrken og af kapitalismens geografiske område var en uundværlig del af de høje profitrater, som gjorde efterkrigstidens boom så dynamisk. Fra et marxistisk synspunkt var det en klassisk bølge af kapitalakkumulation og indebar nødvendigvis både en indsugning af enorme mængder arbejdskraft udenfor systemet, især fra de prækapitalistiske landområder i Tyskland og Japan, og en massiv indlemmelse eller genindlemmelse af ekstra geografisk rum.

Ikke desto mindre mener jeg, at mønstret for den lange tilbagegang, siden slutningen af 1960’erne og starten af 1970’erne, i det store og hele har været anderledes. Det er korrekt, at kapitalen svarede igen på faldende profitabilitet med yderligere ekstern ekspansion, hvor den forsøgte at kombinere avanceret teknologi med billig arbejdskraft. Østasien er selvfølgelig det klassiske eksempel, og har utvivlsomt verdenshistorisk betydning, som en grundlæggende transformation, for kapitalismen.

Selvom ekspansionen ind i Østasien var et svar på den faldende profitabilitet, mener jeg ikke, at den har skabt en tilfredsstillende løsning. Når alt kommer til alt duplikerer den nye fremstillingsvirksomhed, der på så bemærkelsesværdig vis opstod i Østasien, i vid udstrækning den fremstillingsvirksomhed, som allerede findes andetsteds, bare billigere. Efter systemets målestok løser den ikke, men udvider overkapacitetsproblemet.

Med andre ord har globaliseringen været et svar på faldende profitabilitet, men fordi de nye industrier grundlæggende set ikke supplerer den globale arbejdsdeling, men er overflødige, har vi set en fortsættelse af profitabilitetsproblemet.

For faktisk at løse det profitabilitetsproblem, der så længe har pint systemet – og ført til langsommere kapitalakkumulation og fremkaldt større mængder gældsstiftelse for at opretholde stabiliteten – har systemet brug for den krise, som så længe er blevet udskudt. Fordi problemet er overkapacitet, som er blevet massivt forværret af opbygningen af gæld, er der ligesom i det klassiske perspektiv brug for en rensning af systemet for firmaer med høje omkostninger og lave profitter, den efterfølgende billiggørelse af produktionsmidler samt nedsættelse af prisen på arbejdskraft.

Det er gennem kriserne, at kapitalismen historisk set har genoprettet profitraten og etableret de nødvendige betingelser for mere dynamisk kapitalakkumulation. I efterkrigstiden er kriserne blevet afværget, men prisen har været en manglende evne til at genoplive profitabiliteten, hvilket har ført til en forværret stagnation. Den nuværende krise handler om den udrensning, der aldrig fandt sted.

Du mener altså at kun krisen kan løse krisen? Det er et klassisk marxistisk svar.

Jeg mener, at det sandsynligvis er tilfældet. Analogien ville lyde sådan her: Til at begynde med, i starten af 1930’erne, var New Deal og keynesianismen ineffektive. Faktisk lykkedes det ikke gennem det meste af 1930’erne at skabe betingelser for et nyt boom, hvilket blev demonstreret da økonomien faldt tilbage i den dybe recession 1937-1938. Men efterhånden, som følge af den lange krise i 1930’erne, blev de produktionsmidler med høje omkostninger og lave profitter udrenset, hvilket skabte de grundlæggende betingelser for høje profitrater.

Man kan sige, at ved slutningen af 1930’erne var der potentiale for høje profitrater, og at det eneste der manglede var et stød til efterspørgslen. Denne efterspørgsel blev selvfølgelig tilvejebragt af de enorme udgifter til oprustning i forbindelse med 2. verdenskrig. Altså var der under krigen høje profitrater, og disse høje profitrater skabte de nødvendige betingelser for efterkrigstidens boom. Men selv hvis de keynesianistiske budgetunderskud var blevet afprøvet i 1933, mener jeg ikke, at det ville have virket, fordi der først, i marxistisk forstand, var brug for en systemrensende krise.

Udfordringer til USA’s hegemoni

Vil den nuværende krise føre til en til udfordring af USA’s hegemoni? Verdenssystem-teoretikere som Immanuel Wallerstein argumenterer for, at den amerikanske imperialismes hegemoni er i tilbagegang.

Det er igen et meget komplekst spørgsmål. Måske tager jeg fejl, men jeg mener, at mange af dem, der anser det amerikanske hegemoni for at være i tilbagegang, i bund og grund ser USA’s dominans primært som udtryk for geopolitisk magt og, i sidste ende, tvang. Ifølge dette synspunkt er det primært amerikansk dominans, der skaber dets lederskab, det er amerikansk magt over og i modsætning til andre lande, som bevarer USA’s førerposition.

Jeg ser USA’s hegemoni på den måde. Jeg anser verdens elite, især eliterne i den kapitalistiske kerne i bred forstand, for at være meget glade for det amerikanske hegemoni, fordi det for dem betyder, at USA påtager sig rollen som global politibetjent og de udgifter, som er forbundet med det. Dette tror jeg gælder selv for eliterne i de fleste fattige lande.

Hvad er den globale amerikanske politimands rolle? Ikke at angribe andre lande – den er primært at bevare den sociale ro, at skabe stabile betingelser for global kapitalakkumulation. Dens hovedformål er at udslette enhver folkelig udfordring mod kapitalismen, at støtte de eksisterende klasseforholds strukturer.

Gennem det meste af efterkrigstiden var der nationalistiske, statsinterventionistiske udfordringer, især fra neden, mod kapitalens frie herredømme. De blev uden tvivl mødt af den mest brutale amerikanske magt, de mest åbne udtryk for amerikansk dominans. Selvom der i systemets centrum herskede hegemoni [her forstået som en generel konsensus, som kun i sidste ende håndhæves af truslen om militær magt, red.], skete dominansen andre steder gennem vold.

Men med Sovjetunionens sammenbrud, den kapitalistiske udvikling i Kina og Vietnam og de nationale befrielsesbevægelsers nederlag steder som det sydlige Afrika og Centralamerika, blev modstanden mod kapitalen i udviklingslandene stærkt svækket, i hvert fald for en tid. Derfor vil regeringerne ikke bare i Vest- og Østeuropa, Japan og Korea, men også i Brasilien, Indien og Kina – de fleste steder der kan nævnes – foretrække, at USA’s hegemoni fortsætter.

Det amerikanske hegemoni vil ikke forsvinde ved, at der opstår en anden stormagt, som er i stand til at konkurrere om det globale herredømme. Frem for alt foretrækker Kina amerikansk hegemoni. USA har ingen planer om at angribe Kina og har, indtil videre, holdt sine markeder vidt åbne for kinesisk eksport. På grund af den globale amerikanske politimand, som har sikret stadig friere handel og kapitalbevægelser, har Kina fået lov til at konkurrere på produktionsomkostninger, på lige betingelser, og dette har været ekstremt fordelagtigt for Kina – det kunne ikke være bedre.

Kan det amerikanske hegemoni fortsætte under den nuværende krise? Dette er et meget sværere spørgsmål. Men jeg tror, at svaret, i første omgang, er ja. Verdens eliter ønsker frem for alt at bevare den nuværende, globaliserende orden, og her spiller USA en afgørende rolle. Ingen af verdens eliter forsøger at udnytte krisen eller USA’s enorme økonomiske problemer til at udfordre hegemoniet.

Kina siger hele tiden: ”Vi vil ikke blive ved med at betale for, at USA kan fortsætte sin udsvævende facon”, med henvisning til Kinas dækning af USA’s rekordstore betalingsbalanceunderskud det sidste årti og de gigantiske budgetunderskud, som for tiden bliver skabt. Tror du, at Kina har smækket kassen i over for USA? Overhovedet ikke. Kina fortsætter med at hælde så mange penge som muligt i at holde den amerikanske økonomi kørende og dermed sikre, at Kina fortsat kan udvikle sig som hidtil.

Selvfølgelig er det ønskværdige ikke altid muligt. Kinas krise kan være så dyb, at der ikke længere er råd til at finansiere det amerikanske underskud – eller også kan dette underskuds opsvulmning og USA’s forbundsbanks trykning af penge føre til dollarens sammenbrud, hvilket ville udløse en sand katastrofe.

Hvis dette skete, måtte der skabes en ny orden. Men i en situation med en dyb krise ville dette være ekstremt vanskeligt. Faktisk kunne USA og andre stater under sådanne omstændigheder sagtens finde på at gå over til økonomisk protektionisme, nationalisme og endda krig. Jeg tror at, i øjeblikket, forsøger verdens eliter stadig at undgå dette – de er ikke klar til det. De ønsker at holde markederne åbne og holde handelen åben.

De forstår, at sidste gang staterne greb til protektionisme for at løse problemerne var under den store depression, og dette gjorde depression langt værre, for da nogle stater gik i protektionistisk retning, fulgte alle de andre hurtigt efter, og verdensmarkedet blev lukket ned. Bagefter fulgte selvfølgelig militarisme og krig. Lukningen af verdensmarkedet ville naturligvis være katastrofal i dag, og derfor gør eliterne og regeringerne deres ypperste for at forhindre et protektionistisk, statsinterventionistisk, nationalistisk og militaristisk scenario.

Men politik er ikke kun et udtryk for hvad eliterne ønsker, og hvad eliterne ønsker ændrer sig over tid. Eliterne er desuden generelt splittede, og politik har autonomi. Derfor kan det f.eks. næppe udelukkes, at hvis krisen bliver virkelig slem – hvilket på nuværende tidspunkt ikke ville være nogen stor overraskelse – kan vi blive vidne til en tilbagevenden til højreradikal politik med protektionisme, militarisme, udlændingefjendskhed og nationalisme.

Denne type politik kunne ikke blot have bred folkelig appel. Stigende dele af erhvervslivet ville måske se det som den eneste udvej, i takt med at de ser deres markeder bryde sammen, ser systemet i depression, ser et behov for beskyttelse mod konkurrence og statslig støtte til efterspørgslen gennem militæroprustning. Dette var naturligvis i mellemkrigstiden det almindelige svar i store dele af Europa og i Japan. I dag er højrefløjen på hælene, på grund af Bush-regeringens fiasko og på grund af krisen. Men hvis Obama-regeringen ikke er i stand til at modvirke det økonomiske sammenbrud, ville højrefløjen sagtens kunne komme igen…især fordi Demokraterne i realiteten ikke tilbyder noget ideologisk alternativ.

Den kinesiske krise

Du talte om en potentiel krise i Kina. Hvordan vurderer du den kinesiske økonomis nuværende tilstand?

Der er to hovedårsager til, at jeg mener, at den kinesiske krise vil blive meget værre end folk forventede. Den første er, at den amerikanske krise, og mere generelt den globale krise, er langt mere alvorlig end folk forventede, og sidste ende er den kinesiske økonomis skæbne uløseligt forbundet med den amerikanske og den globale økonomis skæbne. Dette skyldes ikke kun, at Kina har været så afhængig af eksport til det amerikanske marked. Det meste af resten af verden er også afhængig af USA, og dette gælder særligt Europa.

Hvis jeg ikke tager fejl, blev Europa for nylig Kinas største eksportmarked. Men efterhånden som den krise, der udsprang i USA, trækker Europa ned, vil Europas marked for kinesiske varer også blive indskrænket. Derfor er Kinas situation langt værre end folk forventede, fordi den økonomiske krise er langt værre end folk forventede.

For det andet har folk i deres begejstring over Kinas i sandhed spektakulære økonomiske vækst overset boblernes rolle i at drive den kinesiske økonomi fremad. Kina har grundlæggende set haft vækst gennem eksport, især via et voksende handelsoverskud i forhold til USA. På grund af dette overskud har den kinesiske regering indført politiske foranstaltninger, som skal holde den kinesiske valuta nede og holde den kinesiske fremstillingsindustri konkurrencedygtig. Mere specifikt har den kinesiske regering foretaget gigantiske opkøb af omsættelige aktiver i dollars ved at trykke enorme mængder af renminbi, den kinesiske valuta. Men resultatet har været at sprøjte store mængder af penge ind i den kinesiske økonomi, hvilket i en lang periode har betydet stadig lettere kreditadgang.

På den ene side har virksomheder og lokalregeringer brugt denne lette kreditadgang til at finansiere massive investeringer. Men dette har ført til stadig større overkapacitet. På den anden side har de brugt den lette kreditadgang til at opkøbe jord, boliger, aktier og andre typer finansielle aktiver. Men dette har medført omfattende bobler på aktivpriserne, der ligesom i USA har bidraget til at muliggøre mere låntagning og forbrug.

I takt med at de kinesiske bobler brister, vil niveauet af overkapacitet blive tydeligt. Efterhånden som de kinesiske bobler brister, vil man – ligesom i en stor del af resten af verden – se en stor dæmper på forbrugerefterspørgslen og en ødelæggende finansiel krise. Så det korte af det lange er, at den kinesiske krise er meget alvorlig og kan gøre den globale krise langt voldsommere.

Vil nyliberalismens fiasko skabe en åbning for verdens progressive kræfter?

Nyliberalismens nederlag skaber bestemt store muligheder, som venstrefløjen ikke havde før. Nyliberalismen havde aldrig rigtig appel til store dele af befolkningen. Arbejderklassen identificerede sig aldrig med frie markeder, fri finans og alt det der. Men jeg tror, at store dele af befolkning var overbevist om TINA, ”There is No Alternative”.

Men nu har krisen afsløret den nyliberale økonomiske organisationsforms totale bankerot, og man kan allerede se ændringen komme meget kraftigt til udtryk i de amerikanske arbejderes modstand mod redningsaktionerne for bankerne og den finansielle sektor.

Folk siger i dag: ”Vi får at vide, at nøglen til at genoprette økonomien og velstanden er at redde de finansielle institutioner og finansmarkederne. Men det tror vi ikke på. Vi vil ikke give flere penge til disse mennesker, som bare stjæler fra os.”

Der er et ideologisk tomrum, og som følge deraf er en åbning for venstrefløjens idéer. Problemet er, at der ikke er meget organisation af arbejderklassen, for ikke at tale om politiske udtryk. Man kan sige, at der med ændringen af det politiske miljø, af det ideologiske klima, er blevet skabt en stor mulighed, men at det i sig selv ikke vil skabe et progressivt resultat.

Derfor er hovedprioriteten for progressive kræfter – for alle venstrefløjsaktivister – at være aktive i at forsøge at genoplive arbejderklassens organisationer.

Uden en genskabelse af arbejderklassemagt vil kun få progressive ændringer være mulige, og den eneste måde at genskabe denne magt er gennem mobiliseringer for direkte aktion. Kun hvis arbejderklassen laver kollektive masseaktioner vil den være i stand til at skabe den organisation og magt, som er nødvendig for at skabe den sociale basis for en transformation af deres egen bevidsthed og for politisk radikalisering.

Robert Brenner er professor i historie ved UCLA (University of California, Los Angeles) og forfatter til bl.a. The Boom and the Bubble og The Economics of Global Turbulence. Oversat og forkortet af Lars Henrik Carlskov fra Against the Current, nr. 139, March-April 2009.

En ny socialistisk strategi?

AF LARS HENRIK CARLSKOV

I forbindelse med sidste nummers tema om Dansk Folkeparti (Solidaritet, nr. 1, 2009) opstiller Mattias Tesfaye i artiklen ”Praktisk socialisme i punktform” en række teser for en ny venstrefløjsstrategi. Da han samtidig foretager et radikalt opgør med mange af venstrefløjens hidtidige positioner, vil vi i det følgende undersøge, hvordan hans forskellige forslag stemmer overens med hans to centrale præmisser, nemlig at ”politik er klassekamp” og at ”arbejderfamiliernes kamp for bedre livsvilkår” bør stå i fokus for venstrefløjens politiske arbejde.

Trade-unionisme og socialistisk klassebevidsthed

Som nævnt ønsker Tesfaye at tage udgangspunkt i klassekampen. Desværre afslører hans artikel en højst besynderlig og én-dimensional opfattelse af, hvad klassekamp er. Han skriver således, at ”kategorier” som ”køn, etnicitet, tro og seksualitet” kun er ”interessante som en del af samfundets sociale struktur”. Ifølge Tesfaye er det derfor ”i bedste fald forstyrrende, og i værste fald direkte skadeligt for kampen for social retfærdighed”, hvis venstrefløjen beskæftiger sig med andre former for undertrykkelse end den rent økonomiske udbytning af arbejderklassen. Tesfaye har såmænd ikke uret i, at ”køn, etnicitet, tro og seksualitet” spiller en stærkt ”forstyrrende” og ”skadelig” rolle i klassekampen. Men når det er tilfældet, er det ikke et resultat af, at venstrefløjens agitatorer på en eller anden måde har indpodet disse ”kategorier” i arbejdernes bevidsthed. Forklaringen er snarere, at kapitalismen har en iboende tendens til at fremme den indbyrdes konkurrence mellem arbejderne, hvilket giver grobund for diverse fordomme mod dele af klassen. I det omfang der også i arbejderklassen findes eksempelvis racisme, sexisme og homofobi, må det således primært ses som en konsekvens af det relativt lave klassekampsniveau under de seneste årtiers nyliberale offensiv.

Når socialister må bekæmpe fordomme mod kvinder, etniske grupper og seksuelle mindretal, skyldes det derfor den simple indsigt, at en arbejderklasse, som er splittet efter disse og andre skillelinier, ikke er i stand til at stå sammen og organisere et effektivt forsvar mod arbejdsgiverne. Omvendt er det en forudsætning for at kunne overbevise arbejderne om deres fælles interesser, at venstrefløjen også tager den særlige form for undertrykkelse, som dele af klassen oplever, alvorligt. Det burde desuden sige sig selv, at for de arbejdere, der f.eks. er udsat for racisme, er kampen mod denne undertrykkelse en uadskillelig del af deres ”kamp for bedre livsvilkår”. Når en socialistisk strategi må baseres på arbejderklassen, er det fordi denne klasse udgør det store flertal af befolkningen og indtager en strategisk vigtig rolle i produktionen. Men naturligvis indebærer den grundlæggende socialistiske lighedstanke, at venstrefløjen også må bekæmpe undertrykkelse, hvis den rammer grupper uden for arbejderklassen.

Alt dette lyder måske temmelig banalt og velkendt. Når det her er nødvendigt at gentage disse selvfølgeligheder, skyldes det, at Tesfaye ikke nået videre end til den rene ”økonomisme”. Som enhver, der har læst ”Hvad må der gøres?”, vil vide angreb Lenin i denne bog heftigt den såkaldte ”økonomistiske” retning i arbejderbevægelsen, der ligesom Tesfaye i dag ville reducere klassekampen til den snævre faglige kamp for højere løn og bedre arbejdsbetingelser. Lenin påpegede her, at arbejdere, som kun har indset behovet for at tilslutte sig en fagforening og strejke for mere i løn, endnu befinder sig på det såkaldte trade-unionistiske stadium. Først hvis disse arbejdere f.eks. også er klare til at strejke på grund af forfølgelsen af studenter eller jøder, har de udviklet en ægte socialistisk klassebevidsthed. Imidlertid løber det som en rød tråd gennem de fleste af Tesfayes forslag, at han stadig befinder sig på det trade-unionistiske stadium og derfor kun fokuserer på de mest nærtliggende mål.

Klassekamp og nationalstat

Dette kommer også indirekte til udtryk i forhold til det nationale spørgsmål. Tesfaye ønsker på dette område et ”opgør med venstrefløjens antinationale tendenser”. Dette indebærer at ”elske Danmark” og at ”flage med Dannebrog”, fordi ”kærligheden til os selv er forudsætningen for at kunne elske andre”. Spørgsmålene hober sig naturligvis op efter sådan en svada. Er det statsborgerskab, man tilfældigvis er udstyret med, ikke et lidt spinkelt grundlag for national selvglæde? Er danskerne da en forskelsløs, homogen masse uden klasser med modstridende interesser? Er Tesfayes forestilling om et ”nationalt fællesskab” ikke et udtryk for den tankegang, der har så ødelæggende en virkning på klassekampen, nemlig, at vi alle, arbejdere såvel som kapitalister, er i ”samme båd”? Og er Dannebrog ikke netop symbolet på dette postulerede nationale fællesskab, som ophæver konflikterne mellem de forskellige klasser?

Tesfaye fortsætter i samme spor ved at tale for at ”begrænse indvandringen”. Derfor ønsker han i forhold til udenlandsk arbejdskraft en politik, der ”sikrer at de rejser hjem igen, når arbejdsløsheden igen begynder at stige”. I stedet for at placere ansvaret for undermineringen af danske arbejderes løn- og arbejdsforhold hos arbejdsgiverne, gør Tesfaye udenlandske arbejdere til syndebukke. Dermed frikender han indirekte det globale kapitalistiske system, som konstant frembringer en ”industriel reservehær” af arbejdsløse, der naturligvis søger arbejde, hvor det findes. Tesfayes indskrænkede trade-unionisme fører ham således til at opfatte klasseinteresser som nationale interesser, der står i modsætning til udenlandske arbejderes. Som følge deraf er det måske ikke så overraskende, Tesfaye også hævder, at ”meget af det Dansk Folkeparti (giver udtryk for at mene) er godt”, at venstrefløjen ”ikke stillede nok integrationskrav”, ”spiste for mange af med sociale ydelser” og ”godkendte familiesammenføringer” i for stort omfang. Af pladsmæssige hensyn må vi dog her gå over til at se på, hvad Tesfaye i grunden forstår ved ”praktisk socialisme”.

Socialisme og magt

Tesfaye mener, at venstrefløjen i stedet for at være ”vagthund” skal være ”arbejderklassens magthund”. Han skriver endvidere, at folk ”støtter op om de kolleger og de partier, der kan skaffe resultater”. Dette er muligvis korrekt, men hvordan skaffer man så bedst resultater? Tesfaye ser det som et spørgsmål om at være ”kompromissøgende” i faglige og parlamentariske sammenhænge. Vi vil nøjes med et enkelt aktuelt eksempel på, at dette er en absurd opfattelse. Når partier som Socialdemokraterne og SF f.eks. accepterer skattestoppet for at få større indflydelse på parlamentariske forlig, kan det måske give visse kortsigtede gevinster. Men samtidig har disse to partier forstærket det liberale hegemoni og dermed bidraget til at underminerer mulighederne for mere langsigtede resultater. Når Socialdemokraterne og SF i årtier har udvist denne parlamentariske ”kompromisvillighed”, har konsekvensen været, at selve den oprindelige grundidé om et socialistisk samfund langsomt er gledet ud af begge partiers programmer. Det samme er gennem historien sket for samtlige andre socialistiske partier i udlandet, der også har set parlamentarisk ”kompromisvillighed” som en smutvej til grundlæggende forandringer. Tesfaye allestedsnærværende trade-unionisme munder således endnu en gang ud i, at arbejderklassens langsigtede interesser ofres til fordel for kortsigtede forbedringer for dele af klassen.

Det grundlæggende problem med denne parlamentariske ”kompromisvillighed” er, at den overser, at magten i et kapitalistisk samfund ikke ligger i parlamentet, men snarere i de multinationale selskabers bestyrelseslokaler. Vejen til varige og grundlæggende forandringer må derfor gå over opbygningen af udenomsparlamentariske bevægelser, med særlig vægt på organiseringen på arbejdspladserne. Kampen mod kapitalen vil efterhånden nødvendiggøre, at disse udenomsparlamentariske bevægelser udvikler deres egne demokratiske koordineringsorganer, som når tiden moden må tage magten og erstatte parlamentet og resten af den borgerlige stat. Tesfaye tror, at det betyder, at venstrefløjen indtil da skal nøjes med at skråle op om revolution. Imidlertid ser revolutionære socialister reformkampe som nødvendige, både for at skabe resultater nu og her, men ikke mindst for at skabe den grad af organisation og bevidsthed, som er nødvendig for at arbejderklassen kan overtage magten og starte overgangen til socialismen.

I modsætning hertil anser Tesfaye socialisme for at være noget, der ”lever i de forandringer vi kan skabe lige nu og her. En legeplads fri for kanyler, en bedre gadebelysning i villakvarteret, et køleskab i skurvognen”. Her kunne man naturligvis indvende, at arbejdere, der har adgang til et køleskab på jobbet, stadig i allerhøjeste grad bliver udbyttet. Men det er ikke det væsentligste i denne sammenhæng. Pointen er derimod, at enhver reform, den være nok så beskeden, konstant vil skulle forsvares mod arbejdsgivernes angreb, så længe arbejderklassen ikke har overtaget magten over produktionsapparatet. Så længe man ikke arbejder for afskaffelsen af det kapitalistiske lønsystem, bekæmper man kun virkninger, ikke årsagen. I sit opgør med Bernstein kaldte Rosa Luxemburg dette for et ”sisyfosarbejde”. Ligesom denne græske sagnskikkelse må Tesfaye således igen og igen rulle stenen op af bjerget, hvis bare han skal bevare sine ”socialistiske” køleskabe og legepladser.

Vi er nu ved vejs ende og må konkludere, at Tesfayes målsætning om at føre klassekamp til fordel for ”arbejderfamiliernes livsvilkår” blokeres af, at han ikke ser opgøret med racisme, sexisme, nationalisme og homofobi som en uadskillelig del af klassekampen. Og hans ”praktiske” socialisme er ikke et alternativt samfundssystem, men er snarere beslægtet med almindelig borgerlig socialreformatorisk virksomhed. Det er muligt, at hans forslag kan føre til et køleskab i skurvognen eller ministertaburetter til partifællerne i SF. Men så heller ikke til ret meget mere.

Problemet er ikke bankerne, men kapitalismen

Den australske politolog og økonom Rick Kuhn forklarer her, hvordan det spekulative vanvid opstod og hvorfor en tilbagevenden til keynesianisme ikke vil løse de grundlæggende problemer.

Gå ikke i panik! Sådan lyder det paniske skrig fra regeringer og nationalbankdirektører over hele verden. Samtidig viser deres opførsel, at de forventer en meget, meget dyb recession.

Efter i mere end et kvart århundrede at være blevet gentaget – af mainstream-økonomer, ministre, Verdensbanken og Den Internationale Valutafond – er de neoliberale floskler blevet glemt. I dag hører vi ganske enkelt intet om markedernes effektivitet, vigtigheden af balancerede budgetter, endsige budgetoverskud.

Bush i USA og Brown i Storbritannien har været villige til at spendere milliarder for at understøtte det finansielle system. Mønstret gentager sig, med lokale variationer, i hele den udviklede verden.

I Australien forsikrede Kevin Rudd for mindre et år siden, før det valg der gjorde ham til premierminister, erhvervslivet om, at han var en "finanspolitisk konservativ". Men Labor-regeringen besluttede sig for at gøre en dyd ud af forsigtighed ved at øge udgifterne til offentlig infrastruktur med penge fra den offentlige Future Fund. Endnu gang var hensigten at berolige det australske forretningsliv: Labor vil gør hvad som helst for at sikre væksten og, i særdeleshed, deres profitter.

I lyset af krisen blev der set bort fra en mere omhyggelig vurdering af, hvordan fondens milliarder af dollars kunne bruges på konkurrerende projekter. Det var nødvendigt at få pengene til at flyde for at modvirke det forventede fald i australske investeringer, forbrug og indtægter fra eksporten af mineraler til Kina.

Den australske nationalbanks bestyrelse, hvor finansministeren sidder sammen et flertal af de tunge drenge fra erhvervslivet, nærer den samme frygt som regeringen. Derfor blev den officielle rentesats 7. oktober beskåret med en hel procent, for første gang siden 1992.

Australien følger et mønster, som er blevet skabt i USA, Storbritannien og andre lande i Europa.

Det ligner keynesiansk nationaløkonomi, hvor regeringen griber ind for at opretholde væksten ved at kompensere for markedets mangler. Men den massive ændring i økonomisk politik som er i gang, går længere end keynesianismen, da staterne nu overtager nogle meget store virksomheder.

Regeringerne i verdens mest velstående lande har givet to- og trecifrede milliardbeløb i dollars til kaution for private og statslige banker. I USA, Storbritannien, Belgien, Luxemburg, Holland og Island er nødstedte banker blevet nationaliseret.

Vil disse politikker virke? Det er ikke sandsynligt.

Efter det bratte fald i forbindelse med Den Store Depression i de tidlige 1930'ere, stagnerede den amerikanske økonomi et par år og påbegyndte derefter en ny nedgang. Det var i virkeligheden 2. verdenskrig, ikke præsident Franklin D. Roosevelts økonomiske politik under "New Deal", som stoppede depressionen.

Det var aldrig nødvendigt at benytte hardcore keynesianistiske politikker i 1950'erne og 1960'erne, fordi økonomierne af andre årsager tøffede fint af sted. I stedet var økonomerne i denne periode optaget af at "finjustere" eller, mere præcist, fuske med politikken.

Da det lange efterkrigstidsboom sluttede i midten af 1970'erne og det tunge keynesianske skyts blev rullet frem, var dets virkning mere at sammenligne med en fis end en eksplosion. Der var stigende arbejdsløshed og inflation, hvilket ifølge den tids keynesianistiske ortodoksi skulle være en umulighed.

Allerede nu udtrykker republikanere i USA og borgerlige kræfter andre steder bekymring for en "snigende" socialisme i takt med at regeringerne overtager nogle af bankerne og lover at regulere resten langt mere nøje. Der vil helt sikkert komme endnu mere åbenlys statslig involvering i den økonomiske aktivitet efterhånden som krisen bliver dybere.

Faktisk mente den berømte socialdemokratiske økonom Rudolf Hilferding, at det var muligt for arbejderklassen at overtage statsmagten med parlamentariske midler og på vejen mod socialismen overvinde mønstret med boom og krise. To gange i 1920'erne var han tysk finansminister. Han mente, at større og større virksomheders voksende magt over produktionen betød, at en regering som fremsatte et ægte reformprogram kunne opnå dette mål ved at lede den kapitalistiske økonomi og særligt gennem statslig kontrol over banksystemet.

Man bør imidlertid være opmærksom på, at neoliberale politikker med at frigøre markeder, privatisere, markedsomstille og udlicitere statslige aktiviteter i sig selv er statslige politikker, som primært har til formål at lægge byrden over på arbejderne, som i virkeligheden producerer den rigdom, som profitterne er baseret på. I Australien gik den konservative Howard-regerings markedsfrigørende aktiviteter hånd i hånd med en større rolle for regeringen i at kontrollere befolkningen i almindelighed og fagligt aktive i særdeleshed.

Der er to årsager til, at det er usandsynligt, at selv en voldsom forøget statslig intervention kan løse verdens økonomiske problemer.

For det første er problemerne ikke bare finansielle. Som Henryk Grossman formulerede det i 1929, før krakket på aktiemarkedet: "Selve den kapitalistiske akkumulations love giver akkumulationen en cyklisk form, og denne cykliske bevægelse griber ind i cirkulationssfæren (pengemarkederne og børserne). Det førstnævnte er den uafhængige variabel, det sidstnævnte den afhængige variabel."

Med andre ord fremkalder den måde, den kapitalistiske produktion er organiseret på, nødvendigvis økonomiske kriser. Udviklinger i produktion påvirker direkte og indirekte det finansielle system.

Mere "gennemsigtighed" og bedre regulering af banksektoren vil ikke løse det tilgrundliggende problem, som er lave gennemsnitlige profitrater overalt i den globale økonomi.

Under det lange boom efter 2. verdenskrig betød kapitalintensive investeringer, at virksomhedernes udgifter til beskæftigelse af arbejdere faldt sammenlignet med erhvervslivets udgifter til maskineri, udstyr, bygninger, råstoffer og andre varer, som bruges i produktionen.

Imidlertid er det kun arbejdernes arbejde, som skaber nye værdier. Profitraten faldt, og i perioden mellem midten af 1970'erne og starten af 1990'erne var der de dybeste globale recessioner siden 1930'erne. Profitraterne er i nogen grad blev genoprettet, hovedsageligt takket være neoliberale politikker, som pressede mere arbejde ud af de ansatte og, særligt i USA, førte til faldende reallønninger.

Alligevel blev profitraten ikke genoprettet til niveauet under det lange boom frem til starten af 1970'erne.

Derfor foretrækker de, der ejer og leder virksomheder, ofte at investere i spekulative finansielle aktiver frem for i aktiviteter, som producerer virkelige varer, som folk har brug for. De fleste af transaktionerne på de finansielle markeder er et nulsum-spil: spillerne vinder kun på hinandens bekostning. Mens den amerikanske finanssektor kun tjente 10 % af erhvervslivets samlede profitter i 1980, var tallet på 40 % i 2007.

Så udviklinger i realøkonomien forklarer det spekulative vanvid, som førte til kreditstramningen. Kapitalen flokkedes om stærkt profitable og stærkt risikable investeringer i den uproduktive finansielle sektor, fordi profitraten i realøkonomien var lav. Den finansielle krise bringer dette tilgrundliggende problem med en lav profitrate til frem til overfladen.

Kapitalismen har en tendens til at bryde sammen, som kommer til udtryk i dybe kriser, som den nuværende. Grossman argumenterede for, at "den kapitalistiske produktion er kendetegnet af uløselige konflikter. Uhelbredelige systemiske rystelser opstår nødvendigvis . . . fra den iboende modsætning mellem værdi og brugsværdi, mellem profitabilitet og produktivitet, mellem begrænsede muligheder for valorisering og produktivkræfternes ubegrænsede udvikling.".

Den kendsgerning, at produktionen ikke er organiseret for at opfylde menneskelige behov, men for at skabe profitter til kapitalistklassen, er i sidste ende årsag til systemets gentagne kriser.

Finansiel regulering og selv en udvidelse af statsligt ejerskab, som borgerlige og tilhængere af traditionel socialdemokratisme kalder "socialisme", kan ikke overvinde denne tendens. Regeringerne vil snart forlange, at "alle" spænder livremmen. Arbejdsløsheden vil stige, mens arbejdsgiverne og regeringerne vil forsøge at øge profitterne ved at presse lønningerne ned.

I Australien vil dette være lettere at gøre, fordi premierminister Kevin Rudd har lovet ikke at røre ved centrale elementer i forgængeren John Howards arbejdsmarkedslove. Disse indbefatter hemmelige afstemninger under strejker, restriktioner på fagforeningsansattes muligheder for at tale med deres medlemmer på arbejdspladserne og forbuddet mod standardoverenskomster, dvs. kampagner der gælder for en hel industri. I takt med at krisen bliver dybere vil regeringens prioritering af at understøtte erhvervslivet blive forstærket og den vil komme under pres for at beskære offentlige ydelser og udgifterne til sundhed, uddannelse og velfærd, som er til gavn for den australske arbejderklasse, der udgør omtrent 2/3 af befolkningen.

Alternativet er ægte socialisme, hvor arbejderne erstatter produktion for profit med produktion for at opfylde menneskelige behov og den despotiske struktur i alle virksomheder med demokratisk kontrol over arbejdspladser og samfundet som helhed. Nu hvor neoliberalismen ikke længere er common sense, er det værd at overveje.

Rick Kuhn underviser i politologi ved Australian National University. Hans bog Henryk Grossman and the Recovery of Marxism har netop modtaget den prestigefyldte Isaac Deutscher-pris. Oversat af Lars Henrik Carlskov fra MRZine, 17. oktober 2008.

SF's fremgang - en styrkelse af venstrefløjen?

Opinionstallene har på det seneste været usædvanlig gode for SF. Men hvilken dagsorden fremmer SF og Villy Søvndal med de voldsomme angreb på Hizb ut-Tahrir og Islamisk Trossamfund – og er SF's fremgang udtryk for et reelt venstreskred i befolkningen?

AF LARS HENRIK CARLSKOV

I de seneste måneder er SF stormet frem i opinionsmålingerne, efter i forvejen at være gået markant frem ved sidste års folketingsvalg. I enkelte målinger har partiet tilmed overhalet det traditionelle storebroderparti, Socialdemokraterne. Udover store vælgervandringer fra S til SF, viser flere målinger også en mandatfremgang for den samlede oppositionsblok. Det kunne således umiddelbart ligne et klart venstreskred blandt vælgerne, men er det rimeligt at tolke SF’s fremgang som en reel styrkelse af venstrefløjen?

En politisk kolbøtte

Hvis Villy Søvndal er så fladpandet, at han virkelig ønsker socialismen indført, så er han kommet til det forkerte land... Der er – hvilket i sig selv er tragisk – lande i verden, som er tættere på denne tosses våde drøm. Så hvis ønsket er socialisme – så er potentialet meget, meget større i lande som f.eks. Nordkorea og i Cuba. Så herfra en klar opfordring: Du må videre – og det kan kun gå for langsomt!

Sådan lyder Villy Søvndal nu berømte udfald mod Hizb ut-Tahrir og Islamisk Trossamfund, hvis man bytter ordene ”kalifat” og ”sharia” ud med ”socialisme”, landene ”Iran” og ”Saudi Arabien” ud med ”Nordkorea” og ”Cuba” osv. I Morgenavisen Jyllands-Posten uddybede Søvndal budskabet til en opfordring om at ”skride ad helvede til”. Som enhver kan se er det en type retorik, som hørte til den kolde krig – og som Dansk Folkeparti har gjort til sit varemærke i dag. Ekstern lektor i strategisk og politisk kommunikation ved Københavns Universitet Mads Christian Esbensen betegnede da også i Nyhedsavisen udtalelserne som ”klassisk DF-retorik”.

Den konkrete anledning til denne bandbule fra Søvndals side var en demonstration mod JP’s berygtede tegning af profeten Muhammed med en bombe i turbanen. Oprindelig havde Søvndal kaldt disse tegninger ”befriende”, men da vreden spredte sig til den muslimske verden og skabte en krise for Fogh-regeringen, foretog han en decideret kovending og kaldte nu karikaturerne for ”stupide” og ”ondskabsfulde”. Forståeligt nok vakte det derfor en vis undren, at protester mod de selv samme tegninger kunne få SF’s formand til at lyde som en kopi af Dansk Folkeparti. Villy Søvndal fornemmede hvilken vej vinden blæste og fuldendte sin politiske kolbøtte ved i et interview med netavisen Altinget at kalde karikaturerne for ”nødvendige”. Han begrundede her sin oprindelige holdningsændring med, at Jyllands-Postens Flemming Rose havde luftet tanker om et samarbejde med iranske medier om Holocaust-karikaturer. Imidlertid glemmer Villy Søvndal i sin populistiske bersærkergang, at han allerede 31. januar 2006 kritiserede Anders Fogh for ikke før at have taget afstand fra tegningerne – hvorimod det først var 8. februar at Rose fremsatte ideen om Holocaust-samarbejdet med de iranske medier.

Til gavn for?

Et oplagt spørgsmål er hvilken dagsorden – en progressiv eller reaktionær – disse angreb på Hizb ut-Tahrir og Islamisk Trossamfund egentlig fremmer. I forhold til at bekæmpe Hizb ut-Tahrir er det højst tvivlsomt om de har en positiv effekt. Således siger Kirstine Sinclair, der er medforfatter til bogen ”Hizb ut-Tahrir i Danmark”, at foreningen kan bruge ”Villy Søvndals udfald... til at sige til andre muslimer at de alle sammen er uønskede i det danske samfund”. Angrebene på Islamisk Trossamfund er til gengæld i en kategori for sig. Søvndal vurderer selv på sin weblog at denne forening repræsenterer omkring 1/5 af landets muslimer, hvilket i realiteten vil sige at han beder 20 % af landets muslimer om at rejse. Er det virkelig meningen at vi skal acceptere dette som en progressiv dagsorden?

Et andet spørgsmål er hvordan Søvndals ”værdi- og kulturkamp” på afgørende vis adskiller sig fra den ”kulturkampens nye front”, vendt imod ”middelalderlig muslimsk kultur”, som kulturminister Brian Mikkelsen proklamerede i 2005? Det er formentlig også en overvejelse værd, hvad der får ærkereaktionære aviser som Berlingske Tidende og Jyllands-Posten til at rydde forsiden på grund af Villy Søvndal - næppe for at fremme en specielt venstreorienteret dagsorden.

Et opgør med slaphed

Sideløbende med denne ”værdi- og kulturkamp” udbrød der rundt omkring i landet uroligheder i bydele med en høj koncentration af etniske minoriteter. En gruppe, der underskrev sig som ”Drengene fra Indre Nørrebro”, offentliggjorde en erklæring, der om optøjerne forklarede:

”I bund og grund handler urolighederne om måden vi bliver mødt af politiet, som både er brutale, racistiske og fuldstændigt uacceptabelt krænkende... Der bliver blandt andet snakket grimt til os, og vi bliver visiteret flere gange om dagen af samme betjent, og disse visitationer er meget æreskrænkende, fordi de vil have os til at smide tøjet, og de lyser med deres lygter i vores private dele offentligt... Det der fik os til at reagere på den måde er, at en ældre og respekteret mand fra lokalområdet fra lokalområdet blev skubbet omkuld, og derefter slået med knipler af politiet.”

Det er langt fra noget nyt problem, de unge påpeger i deres erklæring. Allerede i 1998 måtte Københavns Politi i et internt nyhedsbrev erkende at have et problem med fordomme over for etniske minoriteter. Imidlertid afviste SF fuldstændigt denne vinkel på urolighederne og beskrev dem i stedet som et ”opgør om narkomarkedet”. Integrationsordfører Astrid Krag kritiserede såvel regering som politi for ”slaphed”, og SF lancerede en såkaldt ”akutplan mod nye uroligheder”, som bl.a. indeholdt brug af rockerloven, ”mandsopdækning” af ballademagere, øget brug af tvangsfjernelser og tvungen forældreopdragelse (”familie-coaching”).

Den fremadskridende socialdemokratisering

I de seneste årtier har verdens socialdemokratiske partier alle gennemløbet en parallel udvikling, hvor enhver tanke om socialisme er blevet erstattet af en neoliberal økonomisk politik, en konservativ lov og orden-politik på retsområdet, kombineret med stribevis af stramninger af udlændingelovgivningen og en ofte fremmedfjendsk retorik.

I den henseende har det danske socialdemokrati været klassens duks. Eksempelvis privatiserede Nyrup-regeringen otte gange så meget som den foregående borgerlige regering, foretog op imod 40 stramninger af udlændingelovgivningen og indførte den berygtede rockerlov sammen en lang række andre markante stramninger på retspolitiske område. Som den konservative tyske avis Frankfurter Allgemeine Zeitung bemærkede i februar 2000 i forbindelse med den diplomatiske krise som følge af Jörg Haiders regeringsdeltagelse i Østrig: ”Haiders teser er regeringspolitik i Danmark”.

Et centralt element i SF’s strategi har alle dage været at fungere som ”katalysator” for en venstredrejning af Socialdemokraterne, eksempelvis gennem et regeringssamarbejde. Men da SF i årene 1988 og 2005 gik tilbage ved samtlige folketingsvalg, og S altid har hældt mere mod midten end mod venstre, er det snarere Socialdemokraterne, der har fungeret som katalysator for en højredrejning af SF end omvendt.

I et interview med Weekendavisen fra november sidste år fortalte Villy Søvndal, at SF’s projekt er, ikke at erstatte kapitalismen, men at ”tøjle” kapitalen, dvs. et klassisk socialdemokratisk projekt. De seneste måneders udvikling viser at den fremadskridende socialdemokratisering af SF ikke kun foregår på det økonomiske område, men nu også på det retslige og udlændingepolitiske område.

Så selvom SF i de seneste måneder har kunnet sole sig i gode i meningsmålinger, ville det være absurd at tolke det som en styrkelse af venstrefløjen, når fremgangen er foregået på baggrund af en entydig højredrejning.

Undertrykkelse og modstand i Kina

I Kina har undertrykkelse og en kompleks historisk arv hidtil forhindret en forenet arbejderbevægelse i at opstå. Men der er nu tegn på at det er ved at ændre sig.

AF JOHN CHEN OG MICHAEL LIU

Den 27. november blokerede omkring 1.500 arbejdere den vigtigste hovedvej til den sydkinesiske by Dongguan. De arbejder for Alco, et stort Hong Kong-baseret transnationalt selskab, som producerer forbrugerelektronik.

Arbejderne er primært indenlandske migranter fra landområderne, som tjener minimumslønnen, som i Dongguan er cirka 430 kr. om måneden.

De unge arbejdere havde nedlagt arbejdet efter at firmaet – som af arbejdsgivermagasinet Forbes er blevet udråbt til en af Asiens ”bedste” virksomheder – havde gennemført en 75 % stigning på kantinepriserne.

Selvom der på det seneste er sket en opblødning af politiets syn på strejker i et-partistaten, følte ordensmagten sig tvunget til at rykke ind med hunde, stave og skjolde for at fjerne arbejderne fra hovedvejen.

Ledelsen, der blev forskrækket over arbejdernes selvtillid og muligheden for en eskalering – og utvivlsomt var under pres fra nervøse regeringsembedsmænd – gav imidlertid efter og ophævede stigningen i priserne på et måltid mad.

Tusinder af kilometer derfra i Shandong-provinsen, på omtrent samme tid, strejkede hundredvis af oliearbejdere fra Qilu Petro Chemical Corporation for en lønforhøjelse.

Tidligere ansatte i virksomheden, hvis arbejdsliv blev afbrudt af de massefyringer som fulgte en delvis privatisering i 2001, sluttede sig til mange strejkevagter foran virksomhedens hovedkvarter.

De strejkendes lønkrav skal ses på baggrund af stigende inflation og virksomhedens rekordhøje profitter, som især skyldes høje globale oliepriser. Politiet iagttog de strejkende, men skred ikke ind. Arbejderne på Qilu-fabrikken er hovedsageligt lokale folk, som har haft en stolt tradition for at opbygge ”socialisme” siden 1949-revolutionen, og de tjener mellem 625 og 1250 kr. om måneden.

Det Kinas herskere frygter mest er potentialet for enhed mellem disse to halvdele af Kinas hastigt voksende arbejderklasse – migranter fra landområderne og etablerede arbejdere i byerne.

Det ville være tåbeligt at komme med forudsigelser, men der er noget der tyder på at et interessesammenfald rykker længere op på dagsorden i takt med at barriererne for enhed bortfalder under Kinas umættelige trang til fortsat vækst og akkumulation.

En af de store tilbageværende hindringer for enhed er de drakoniske restriktioner på bosættelsesmulighederne. Hukou-systemet (husstands-registrering) binder folk fra landet til deres fødselssted og tillader dem kun at bo i byerne, hvis de er i arbejde og har papirerne i orden.

I det sidste årti har regeringen været tvunget til at lempe disse regler efter pres fra kapitalisterne, der behøver en stor reservehær af arbejdsløse til at holde lønningerne nede.

Samtidig har både erhvervslivet og staten set hukou-systemet som et vigtigt kontrolredskab, som gør det muligt at tvinge militante arbejdere tilbage til landområderne.

I 1990’erne og starten af dette årtusinde havde arbejdsgiverne og direktørerne for de statslige virksomheder, der for nylig var blevet uafhængige, det som blommen i et æg. Op imod 45 millioner arbejdere blev afskediget i byerne og op imod 150 millioner migranter fra landområderne forlod markerne for at lede efter arbejde i byerne.

I takt med at Kina omfavnede den kapitalistiske globalisering skabte statens politik et uimodståeligt klima for investorer og multinationale selskaber.

Dette gjaldt især i de sydlige og østlige kystprovinser, som har stået i spidsen for landets forvandling fra en økonomi, der primært producerer til hjemmemarkedet, til en økonomi der producerer til de globale markeder. Der er ingen retslig beskyttelse af strejkeretten og ingen foreningsfrihed.

Alle fagforeninger må være tilsluttet den Al-kinesiske Fagforeningssammenslutning (ACFTU). Denne organisation var dybt involveret i at lave udkastene til en række love arbejderbeskyttelseslove. Men dens forfatningsmæssige underordning i forhold til Kommunistpartiet forhindrer den i at gøre et seriøst forsøg på at sikre håndhævelsen af disse love.

Partiets ledende rolle i forhold til ACFTU sikrede at sidstnævnte ikke gjorde modstand mod privatiseringer og massefyringer i statssektoren. ACFTU har lagt vægt på at oprette fagforeninger i den private sektor – som ofte ledes af cheferne eller deres stråmænd – i modsætning til at organisere arbejderne på gulvplan på kontorerne og i fabrikkerne.

Dette har gjort ACFTU ude af stand til at udfordre lokale alliancer mellem griske kapitalister og embedsmænd, der har en interesse i at sikre fortsatte investeringer.

Arbejderne har selv ført en energisk, men spredt modstand mod afskedigelserne i statssektoren. Et vendepunkt var de omfattende uroligheder i 2002 – navnlig i de strategisk vigtige oliefelter – efter at olieselskaberne afskedigede arbejdere for at kunne hamle op med den udenlandske konkurrence, som fulgte efter WTO-medlemskabet.

Militærenheder blev sat på standby i den nordøstlige by Daqing da op imod 80.000 arbejdere demonstrerede i mere end ti dage for bedre fyringskompensation.

Deres aktioner blev kopieret i mindre grad i mindst tre andre oliefelter. Men en kombination af undertrykkelse, overtalelse, historiske splittelser og nøje udvalgte lønstigninger forhindrede statssektor-arbejdere fra forskellige områder i at slutte sig sammen.

I de sjældne tilfælde hvor det skete, frembragte det en voldsom reaktion fra myndigheder, som uddelte arrestationer og fængselsstraffe til arbejdernes ledere.

Omvendt har migrantarbejdernes kampe i eksportzonerne og boom-byerne været handikappet af drakoniske chefer, autoritære embedsmænd, interne splittelser og manglende erfaring med fabrikssystemet.

Lovende tegn

I de seneste år er de forhold, som har bidraget til at forhindre fremkomsten af en arbejderbevægelse, imidlertid blevet fortrængt af et langt mere lovende scenario.

I 2004 begyndte der at opstå mangel på arbejdskraft – et passende vidnesbyrd om kapitalismens manglende evne til at skabe virkelige fremskridt i et land med en gennemsnitlig national arbejdsløshedsprocent på otte procent.

Der blev mangel på faglært og erfarne arbejdere efterhånden som Yangtze-floddeltaet og regeringens urbaniseringspolitik begyndte at trække arbejderne væk fra de traditionelle magnetområder i Fuijan- og Guandong-provinserne.

Dette har tvunget cheferne til at forbedre forholdene og lokalregeringerne til at hæve niveauet på minimumslønnen, samtidig med at NGO’er, der arbejder med at forbedre arbejdsforholdene melder om en generel stigning i bevidstheden om rettigheder blandt migrantarbejderne.

Faglærte arbejdere og værkførere har spillet en afgørende rolle. De har brugt deres erfaring og favorable markedsposition til at tilkæmpe sig indrømmelser fra arbejdsgiverne ved at organisere strejker og protester.

De privatiserede tidligere statsvirksomheder oplever også, at modstanden fra arbejdere i beskæftigelse, i modsætning til defensive kampe fra allerede fyrede arbejdere, gradvist er ved at genopstå.

Omkring 7.000 tekstilarbejdere opretholdt en 24-timers strejkevagt i seks uger – muligvis den længste kendte strejke i Kinas historie siden 1949-revolutionen – uden for Xianyang Huarun-fabrikken. De kæmpede imod dårligere nye kontrakter og tab af anciennitet over for vandkanoner og kampklædt politi efter et opkøb fra det Hong Kong-baserede fastlandskonglomerat China Ressources.

Siden der blev indført økonomiske reformer i landbrugssektoren i 1978 har Kinas vækst været vedvarende og spektakulær efter enhver standard. Efter at have overhalet USA i 2003 er landet verdens største modtager af udenlandske direkte investeringer.

I 2005 blev Kina verdens tredje største handelsnation og i 2006 nåede bruttonationalproduktet op på 2,2 milliarder dollars, kun overgået af USA, Japan og Tyskland. Men politikken om ”vækst for enhver pris” støder nu på alvorlige forhindringer. Den kinesiske borgerrettighedsbevægelse, Weiquan, omfatter nu såvel bønder, der kæmper mod voldelige udviklingsprojekter for at bevare deres jord, som strejkende arbejdere, der ønsker at få del i landets vækst.

Denne bevægelse har tvunget den nye ledelse bestående af kommunistpartiets sekretær Hu Jintao og premierminister Wen Jiabao til at ændre regimets retorik fra ”vækst for enhver pris” til opbygningen af et ”harmonisk samfund” baseret på ”videnskabelig udvikling”.

Denne ændring har ikke inddæmmet den voksende utilfredshed blandt bønderne og arbejderne, der sammenligner deres egen vedvarende forarmelse og hårde arbejdsliv med det spektakulære privatforbrug hos Kinas nouveau riche.

En afgørende fase

Kinas udvikling er på vej ind i en afgørende fase, hvor eksterne og interne faktorer truet med at støde sammen i 2008. Mens partiet forbereder sig på at fremvise sit ”økonomiske mirakel” – grundlæggende set en gradvis og forsigtig gennemføring af neoliberale politikker – ved de olympiske lege i Beijing, skælver den amerikanske økonomi.

I december sprøjtede centralbankerne i Nordamerika og Europa et uhørt beløb på 100 milliarder dollars ind i det finansielle system som led i det analytikere fra BNP Paribas [stor fransk bank, red.] har kaldt ”en drastisk handling for at forhindre kreditmæssige spændinger i at sprede sig til en større del af markederne og blive katalysator for en global økonomisk krise”.

Sådan en krise vil have alvorlige følger for Kinas eksport-drevne vækst og yderligere underminere den kinesiske regerings bestræbelser på at fremme beskæftigelse og social harmoni.

Som en Beijing-baseret advokat for arbejderbevægelsen for nylig fortalte os: ”Mens der fortsat er vækst kan regeringen sandsynligvis holde en dæmper på protesterne. Men hvis der kommer en recession vil de blive meget vanskeligt at styre.”

Det berygtede ”farvel” til arbejderklassen kort før de store franske strejker i 1968 tjener stadig som en advarsel imod spådomme om klassekampens udvikling. De kinesiske arbejderes voksende vilje til at begrænse deres udbytning repræsenterer imidlertid en central udfordring for den kapitalistiske globaliserings modstandere.

I Kina har åben undertrykkelse kombineret med en kompleks historisk arv forhindret fremkomsten af en forenet arbejderklassebevægelse.

Dette er fortsat de vigtigste barrierer som møder arbejderklassen og de militante aktivister, som potentielt kunne lede den. Uden for Kina, og særligt i lande som Storbritannien, har arbejderne for længst vundet retten til at organisere sig.

Det er vores opgave at vise aktiv solidaritet med vores brødre og søstre i Kina. Det er i vores alles fælles interesse at gøre det.

Oversat og redigeret af Lars Henrik Carlskov fra den britiske ugeavis Socialist Worker 22. december 2007. Læs mere om Kinas nye arbejderbevægelse på China Labour Bulletin (www.china-labour.org.hk/en).