Gramsci er vaccine mod et sygt system

Nutidens aktivister kan lære af Antonio Gramscis (1891-1937) idéer om vejen fra protest til social revolution.

Af Lars Henrik Carlskov

”Hele Europa er fyldt af revolutionens ånd. Der er en dyb følelse af ikke bare utilfredshed, men vrede og oprør blandt arbejderne... Fra den ene ende af Europa til den anden stiller befolkningsmasserne spørgsmålstegn ved hele den nuværende orden i dens politiske, sociale og økonomiske aspekter.” Den britiske premierminister Lloyd Georges ord fra 1919 gjaldt ikke mindst Italien. Under ”il biennio rosso” (de to røde år) 1919-1920 skyllede bølger af strejker og besættelser af fabrikker og godser over landet, hvor arbejderne mange steder skabte demokratiske fabriksråd, som overtog produktionen.

Men bevægelsen druknedes i blod af Mussolinis fascister, som kom til magten i 1922. Støttet af store virksomheds- og godsejere, kongen, kirken, borgerlige politikere, generaler, politichefer og dommere. Derfor fængsledes Gramsci, kommunistpartiets generalsekretær og en af fabriksrådsbevægelsens ledere, de sidste 11 år af sit liv. Den hidtil eneste succesfulde socialistiske revolution gennemførtes 1917 i Rusland af bolsjevikpartiet. Anført af bl.a. Lenin og Trotskij og med årtiers erfaring fra den mislykkede 1905-revolution, omfattende strejker og andre massekampe.

Et sådant parti fandtes f.eks. ikke i Italien, Tyskland 1918-1923, Kina 1925-1927 eller ved andre revolutionsforsøg frem til i dag. Det har ført til blodig undertrykkelse af de revolutionære. Mest kendt er nok mordet i 1919 på Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht, som først midt under revolutionen stiftede kommunistpartiet. I Italien oprettedes partiet først i 1921, hvor den revolutionære bølge havde toppet.

Sekterisme får fatale følger
De fleste arbejdere fulgte dog stadig de socialdemokratiske ledere i parlamentet og fagbureaukratiets top. Lenin, Trotskij og KOMINTERN (den nye internationale sammenslutning af revolutionære socialister) vedtog derfor taktikker til at forbinde sig med dette flertal. Et ”overgangsprograms” krav kan bygge bro mellem en revolutionær og flertallets reformistiske bevidsthed. Via ”massekampagner, der kæmper for disse krav uanset om, de kan forenes med det kapitalistiske system”. Krav, som i deres ”helhed udfordrer borgerskabets magt, organiserer proletariatet og markerer de forskellige stadier i dets kamp” for revolution.

Samt enhedsfront, der offentligt opfordrer til fælles kamp mellem revolutionære og socialdemokrater for at forsvare arbejderklassens livsvilkår. Accepterer de reformistiske ledere, styrkes kampen og muligheden for gennem den at vinde flertal for antikapitalistiske løsninger. Afviser disse ledere, kan det bruges til at udstille deres manglende kampvilje. Arbejde indenfor det parlamentariske demokrati og den eksisterende fagbevægelse er en pligt, så længe flertallet stadig har illusioner om disse. Det skal afsløre fagtoppen og parlamentarismen som stopklods for kamp og reelt demokrati. Hvor befolkningsflertallet i stedet for et kryds ca. hver 4. år, dagligt deltager i styringen af samfundet der, de arbejder, bor og går i skole.

Sidstnævnte kaldte Gramsci senere at ophæve skellet mellem ”regerende og regerede”. Men i Italien dominerede Amadeo Bordigas sekterisme partiet. Den afviste disse taktikker. Herunder også arbejde i fabriksråd uden kommunistisk flertal og enhedsfront med socialdemokrater og andre socialister. F.eks. i bevægelsen Arditi del Popolo (”Folkets Stødtropper”), der med succes havde bekæmpet de væbnede fascistiske angreb.

Vejen til hegemoni
Gramsci konkluderede derfor: ”De italienske arbejdere har lært af egen erfaring (1919-1920), at uden et kommunistisk parti, bygget som arbejderklassens parti og revolutionens parti, er en sejrrig kamp for at omstyrte den kapitalistiske orden ikke mulig.” Det er ikke som i Bordigas (og senere stalinismens) bureaukratiske partimodel en oppefra og ned-proces. Men ”en stadig tilpasning af organisationen til den virkelige bevægelse, en sammenføring af fremdrift nedefra med ordrer ovenfra, en vedvarende indsættelse af elementer, der hvirvles op fra den brede befolkningens dyb, i ledelsesapparatets solide ramme, som sikrer kontinuitet og regelmæssig ophobning af erfaring.”

Dette er ”en dialektisk proces, hvor de revolutionæres massers spontane bevægelse flyder sammen med centrums organisatoriske og dirigerende vilje”. Vejen til det, Gramsci kalder ”proletariatets hegemoni”, går gennem ”et system af klassealliancer, som gør det i stand til at mobilisere den arbejdende befolknings flertal mod kapitalismen og den borgerlige stat.” Dvs. ”klassealliancer” med fattige bønder, landarbejdere og andre undertrykte grupper. Ikke med såkaldt ”progressive kapitalister” som i den stalinistiske folkefrontsstrategi.

Ved ”i sit revolutionære overgangsprogram” at indarbejde krav, som kan skabe fælles kamp med andre undertrykte grupper, kan arbejderklassen sikre sin ledende rolle, dvs. ”hegemoni”. Gramscis fængselsnoter var ikke brud med, men uddybning af revolutionær socialisme. Til medfangerne forklarede han f.eks., at den ”voldelige erobring af magten kræver, at arbejderklassens parti skaber en organisation af den militære slags.”

Samfundsomvæltning kræver revolutionært parti
Fra fængslet skrev han, at ”afkald på at give spontane bevægelser en bevidst ledelse” er blandt ”de medvirkende årsager til” reaktionære bevægelser som fascismens magtovertagelse. Samt, at ”den 'rene' spontaneitet ikke findes”, da ”der i enhver 'spontan' bevægelse er et primitivt element af bevidst ledelse”. Diverse strømninger vil i enhver bevægelse konkurrere om den politiske retning. At gøre partiers tilstedeværelse illegitim, viser derfor ”ønske om at erstatte en bestemt ledelse med en anden." Bordigas og senere de stalinistisk-inspirerede kommunistpartiers fokus er ”bevidst ledelse”, mens f.eks. anarkisters er ”spontaneitet”. For Gramsci er revolutionær politik ”enhed mellem 'spontaneiteten' og 'den bevidste ledelse'”.

Han påpegede desuden, at kapitalistklassens hegemoni både skyldes statens voldsapparat og befolkningens samtykke. Sidstnævnte sikres især via bl.a. skoler, medier, religiøse organisationer, partier og andre foreninger. I lande, hvor disse institutioner står stærkere end under Ruslands zarstyre før revolutionen, er det, Gramsci i sin uddybning af enhedsfronten kaldte ”stillingskrig”, særlig vigtigt. Den må dog senere føre til ”bevægelseskrig” (herunder revolutionær opstand).

Efter ”Fyrsten” (1513) af Machiavelli, en af moderne politisk videnskabs grundlæggere, kaldte Gramsci det revolutionære parti for ”den moderne fyrste” og ”den første celle, hvor de kim til kollektiv vilje, der tenderer mod at blive universelle og totale, sammenfattes.” Disse idéer om spontaneitet, stillingskrig, bevægelseskrig, hegemoni, alliance mellem arbejdere og andre undertrykte grupper samt allerede nu begynde revolutionær partiopbygning, er en nødvendig vaccine mod den stadig mere sygdomsramte globale kapitalisme.