Dræningen af Afrikas rigdomme

Patrick Bond, der er økonom ved KwaZulu Natal University i Sydafrika og forfatter til en række bøger om Afrika, fortæller i dette interview om imperialisme og modstand på det afrikanske kontinent i dag.

Hvad er dynamikken i plyndringen af Afrika?

Lad os begynde med den proces, hvor den nye imperialisme er afhængig af udvindingen af ressourcer til stadig lavere priser.

Vi befinder os i en meget forvirret periode, for siden 2002 er varepriserne - mineraler, energi, selv salgsafgrøder – steget. Men der er mange mennesker, som vil erklære sig enige, at der er tale om en lille fremgang i en varepriscyklus, som siden 1970’erne har været ude for en dramatisk tilbagegang. Det er i den forstand, at de multinationale selskabers magt, og de afrikanske eliters lydighed over for denne magt, nu har nået enestående højder.

Det er blevet så ekstremt, at selv Verdensbanken har erkendt, at der ikke er noget grundlag for økonomisk udvikling baseret på den nuværende styreforms udvinding af ressourcer. En ret ukendt rapport fra Verdensbanken, Where is the Wealth of Nations?, som blev offentliggjort på dens hjemmeside i 2005, har erkendt denne dræning af rigdom.

For eksempel var Gabons bruttonationalprodukt (BNP) per capita i 2002 på 3370 dollars, hvilket er relativt højt på grund af olierigdommene. Men nettoopsparingen per capita var på minus 1183 dollars. Det er det mest ekstreme tilfælde. Men mønsteret går igen i stort set alle de afrikanske økonomier, der er baseret på udvinding af ressourcer. I øvrigt er de to mest intensive tilfælde, Angola og Den Demokratiske Republik Congo (DRC), ikke engang talt med, fordi de ikke har tilstrækkelige data.

Her kan man se processen med udvinding af Afrikas rigdomme uden geninvesteringer. Dette bliver kombineret med de afrikanske eliters kapitalflugt – samt den ufatteligt høje GINI-koefficient [statistisk redskab til at måle ulighed, red.]. Disse lande er virkelig de værste i verden med hensyn til ulighed, til relativ kapitalflugt og til udvinding af ressourcer uden geninvestering.

I den henseende er Sudan et mere ekstremt tilfælde, men stadig en del af den overordnede proces, hvor den multinationale kapital i stedet for at flyde til Afrika hopper fra det ene mineraludvindingssted til det næste. Det er den måde, hvorpå Afrika er integreret.
Der er to andre faktorer, der skal nævnes. Den ene er den amerikanske imperialisme og den anden er den kinesiske faktor.

Udover den amerikanske imperialisme har vi har også fået en sydafrikansk sub-imperialisme, og USA og Sydafrika opererer – bortset fra nogle få retoriske forskelle i ny og næ – i temmelig stor overensstemmelse om at etablere strukturerne til at dræne Afrika for rigdom. En af disse strukturer er New Partnership for Africa’s Development – NEPAD – hvis filosofi beskrives præcist det amerikanske udenrigsministeriums navnevalg, fordi den udvider det nyliberale projekt.

Den tidligere amerikanske forsvarsminister Donald Rumsfeld bekendtgjorde i 2005, at der skulle være en ny Afrika-kommando. Indtil for nylig er Afrika blevet afpatruljeret af Middelhavs-kommandoen, Europas sydlige kommando.

Den anden faktor, Kina, er afgørende på grund af det nye handelsregime, der er kommet med Kinas indtræden i WTO. Før i tiden var der en form for minimal fordel i at have fremstillingsvirksomhed i Afrika på grund af den amerikanske lov ved navn Africa Growth and Opportunity Act (AGOA), som tillod nogle få lande, som f.eks. Lesotho, at eksportere nogle få fremstillingsvarer, især beklædningstekstiler, ind i USA.

Det er nu en saga blot, og den store historie er, at praktisk talt hele Afrikas tøj- og tekstilkapacitet bliver tilintetgjort af importvarer. Det gælder også for fodtøj og elektronik i et utal af sektorer. Den kinesiske importbølge har simpelt hen tilintetgjort en stor del af Afrikas kapacitet.

Hvad er den kinesiske regerings politik i Afrika?

Den ser ud til at være et forhold baseret på opportunisme og klientelisme.

I 2005 gav den kinesiske regering et lån på 200 millioner dollars til Zimbabwes regering. Dette skete mere eller mindre præcis et år efter, at Zimbabwe havde afslået et lån på 500 millioner dollars fra den sydafrikanske regering på grund af betingelser, som efter sigende ville kunne give mere plads til opposition og konfrontationer med regimet. Derudover ville det have indebåret en større liberalisering af Zimbabwes økonomi i forhold til Sydafrikas.

Hvad kineserne har gjort, ved vi ikke i detaljer. Men det kan sammenlignes med et andet arrangement, som blev lavet i 2005, hvor Kina kautionerede for Angolas regering, der, selvom den har meget store olieindtægter, havde kraftigt brug for to milliarder dollars.
Angolas regering henvendt sig til Den Internationale Valutafond, og IMF havde et utal af betingelser. Kineserne gav lånet, formodentlig til samme eller næsten samme udlånsrente – jeg har ikke de detaljer – men uden disse betingelser.

Og på samme måde er der i Sudan masser af kinesiske investeringer i infrastrukturen for at støtte olieudvindingen – i omegnen af otte milliarder dollars, har jeg hørt.

I disse tre tilfælde, plus mange flere, hvor vi nu kender detaljerne, ser Kina ud til at udvide sine relationer med undertrykkende afrikanske regimer, og det ser ud til at ske uden nogen indflydelse fra progressive, som på den ene eller den anden måde ønsker at stille betingelser for disse relationer.

For lige at illustrere det: Græsrodsbevægelsen i Zimbabwe opfordrer til intelligente sanktioner mod Robert Mugabe. Sydafrikas forhold til Zimbabwe er også frygteligt vigtigt, fordi så stor del af de materielle ressourcer og den ideologiske støtte til Mugabe-regimet kan findes hos det officielle Sydafrika.

I Zimbabwe forekom der i september en forfærdelig tortur af fagforeningsaktivister, fængslinger af kvindeaktivister og tæv og fortsat undertrykkelse. Det er virkelig vigtigt at forstærke de progressives stemme i Zimbabwe for at få den internationale solidaritet op at køre. Pambazuka, den førende progressive afrikanske hjemmeside, er kommet med en større udgivelse om Kina, Afrika og alternativer fra neden, i stedet for de elitære, klientbaserede systemer, som ser ud til at have fundet fodfæste fra oven.

Hvordan er den politiske situation i Sydafrika?

Efter en meget forvirrende periode gav fagforeningerne, der mødtes på en konference i 2005, igen deres støtte til Jacob Zumas kandidatur i det kommende ledervalg i African National Congress (ANC).

Zuma måtte også undskylde for en ufattelig homofobisk bemærkning, han kom med til en traditionel Zulu-forsamling. Men han blev også noteret for at sige, at hvis han bliver præsident, ville han genudnævne den nyliberale finansminister, Trevor Manuel, og at det går helt fint med den økonomiske politik.

Den måde, som Zuma er blevet omfavnet af COSATU – Congress of South African Trade Unions – og det sydafrikanske kommunistparti (SACP), SACP’s ungdomsforbund og ANC’s ungdomsforbund, giver grund til en vis bekymring. Der er ingen venstrefløjskandidat.

Hvori består Zumas bagland?

Han har et mærkværdigt bagland, som det sydafrikanske kommunistpartis strateg Jeremy Cronin beskriver som dem med noget at klage over. Præsident Thabo Mbeki har optrådt så arrogant og egenrådigt, centraliseret magten, og påtvunget partistrukturen – selv byråd - sine håndplukkede bureaukrater og politikere fra oven. Et omfattende oprør har vundet fodfæste. Selvom ANC stadig er et populært parti, og Mbeki klarer sig overraskende godt i meningsmålingerne, afspejler den faktiske gensidigt ødelæggende dynamik en dyb splittelse.

Zumas bagland er til den største etniske gruppe, zulu-folket, som har haft en etnisk-baseret bekymring for, at deres underudvikling i en af de tre fattigste provinser, KwaZulu Natal, kan have noget at gøre med etnisk frygt. Jeg ved ikke om der er nogen sandhed i det, men den etniske chauvinisme er bestemt i fremgang, fordi Zuma bruger zulu-kortet så meget som muligt.

”One hundred percent Zulu boy” er en af de måder, det er kommet til udtryk som slogan. Det har optrådt på plakater og i nogle etnisk-baserede angreb på ham som zulu i nogle falske e-mails, der cirkulerede i de ledende kredse i ANC i slutningen af 2005.

Det andet, og langt vigtigere, er, at fagforeningernes ledelse – eller i det mindste den største fraktion – støttede op om Zuma. Det skyldes efter min mening til dels frustration over Mbeki og den nyliberale klike omkring ham – især Manuel, finansministeren, og Alec Erwin, minister for offentlige virksomheder.

Disse fagforeningsledere er på fortvivlelsens rand efter, at de har arbejdet for en social kontrakt mellem arbejderbevægelsen og regeringen. Den er ikke blevet opfyldt, eftersom regeringen har brudt praktisk talt alle sine løfter til dem, særligt med hensyn til den økonomiske politik.

Derfor har fagforeningslederne, der også har følge af det meste af kommunistpartiets ledelse – selvom der er nogle vigtige undtagelser – følt, at Zuma udgør en bedre vej til ANC’s ledelse.

Der er altid snak om, at med Zuma som præsident vil der måske være ministerposter, og den såkaldte stige mellem fagforeningerne og regeringen har været et meget stærkt incitament. En række af de øverste fagforeningsledere er gået fra COSATU eller beslægtede organisationer til ministerposter i regeringen.

Dette er altid en faktor – den måde som den tredelte alliance mellem ANC, SACP og COSATU reproducerer sin egen ledelsesmæssige og politiske elite uden, at der nødvendig er nogen ideologisk ramme. Zuma udgør en bedre rute for den proces end nogen, der er tættere på Mbeki.

Der er en sidste faktor, som er en ægte følelse af, at Zuma blev gjort fortræd [ved at blive tiltalt for voldtægt], og at de statslige organer blev brugt på ulovlig vis til at prøve at knuse ham.

En anden alvorlig beskyldning er, at Zuma fjernede en stor del af presset fra en parlamentarisk undersøgelse af våbenhandel, især fordi han skrev et brev til parlamentet, der lukkede et af parlamentets store undersøgelsesorganer.

Det havde angiveligt noget at gøre med en bestikkelse på 70.000 dollars, som Zuma skulle have fået af et fransk våbenfirma, Thint.

Det forlyder, at brevet var forfattet af Mbeki og blot underskrevet af Zuma. Denne våbenhandel, til en værdi af omkring én milliard dollars i angrebsvåben, placerede Sydafrika i en meget stærk sub-imperialistisk position til at foretage alle mulige slags aktiviteter over hele kontinentet.

Denne våbenhandel – som et parlamentsmedlem allerede er blevet sendt i fængsel for – kendetegner også den måde, som Zuma er blevet gjort til syndebuk for et meget bredere fænomen.

Så dette er et meget kringlet tidspunkt, hvor hæderlige mennesker sikkert støtter Zuma af nogle af disse årsager.

Selvom Zuma for nylig blev renset for anklagerne om voldtægt, findes der alle mulige beviser, som tyder på, at det han gjorde var, som Ærkebiskop Desmond Tutu sagde, at udnytte en kvinde han var dobbelt så gammel som – en HIV-positiv kvinde, som han risikerede at smitte igen, og for at beskytte sig selv mod at blive smittet, tog han sig et bad. På den måde er Zuma blevet til grin.

Der en blok i ANC, som bakker kraftigt op om Mbeki. Der er en blok i ANC og blandt fagforeningsfolkene, som bakker kraftigt op om Zuma. Og der er en uafhængig venstrefløj, som væmmes over dem begge. Hvem kender disse blokkes indbyrdes styrkeforhold? Vi kender de første tos, når Mbeki offentliggør sin egen kandidat til at erstatte sig som præsident for ANC og senere, i 2009, som landets præsident.

Hvilke sociale bevægelser er de vigtigste i Afrika i dag?

De fleste af de kampagner, som har en form for progressiv eller antikapitalistisk fokus, har været begrænset til enkelte af den nyliberale trussels projekter eller sektorer. Der er syv eller otte kampe, som er værd at holde øje med.

Der er kampen for adgang til anti-retroviral medicin [lægemiddel der forhindrer HIV-smitten i at udvikle sig yderligere, red.]. AIDS-behandlingsaktivister har brudt medicinalfirmaernes greb om deres patenterede medicin, så der nu findes mere kopimedicin i Afrika, selv om det er noget der må holdes nøje øje med.

En anden vigtig kamp er den mod presset for genmodificering – især fra Monsanto, der 
bruger Sydafrika og Kenya som affyringsrampe for GMO-afgrøder.

En tredje ville være bloddiamant-ofrenes kampe, deriblandt en i Kimberly, Sydafrika, hjemsted for en af de største diamantminer, hvor De Beers [verdens største diamantkoncern, red.] havde hovedkvarter. En anden beslægtet kamp er om diamanter og andre mineraler i Botswana, hvor Basarwa San buskmændene i Kalahari-ørkenen har kæmpet meget indædt mod De Beers og Verdensbanken for at undgå at blive tvangsforflyttet.

Dertil kommer, at Lesothos bønder gør modstand mod store vandkraft-projekter og projekter for omlægning af vandløb. Bujugali-vandkraftdæmningen nær Kampala, Uganda, møder også modstand blandt de lokale. Det er nogle meget effektive kampe, som kæder kampe for de indfødtes rettigheder og jord sammen med bekymringer over de måder vandkraft fortsat bliver fremmet gennem prestigeprojekter for dæmninger, især af Verdensbanken.

Og så har vi de olie- og energi-relaterede kampe i Tchad og Cameroun, som skyldes en stor rørledning, som er blevet bekæmpet af miljøaktivister, indfødte der er blevet fordrevet fra deres jord og menneskerettighedsaktivister, som er bekymret over, at diktaturet i Tchad får adgang til våben på grund af tilstrømningen af ressourcer.

Der har fundet en lille dans sted mellem diktaturet i Tchad og Verdensbanken om korruptionsspørgsmålet, og den endte for nylig med, at Verdensbankens præsident Paul Wolfowitz godkendte den tchadiske regerings misbrug af midler, der stammer fra nye olieindtægter.

På samme måde i Niger-deltatet, hvor den måske mægtigste kamp i Afrika mod kapitalen finder sted – især guerillagruppers skridt med at kidnappe oliearbejdere, hvilket afspejler præcis hvor håbløst og vanskeligt, det er blevet at udføre noget legalt arbejde.

Vi har set, at kvinder har ført an i dette arbejde, og besat olievirksomhedernes anlæg for at opnå miljømæssig retfærdighed og få ressourcerne til at flyde tilbage til Niger-deltaet. Det er ikke lykkedes, så nu er der grupper, som skrider til kidnapning af oliearbejdere – der så vidt jeg kan se får en anstændig behandling og er kommet ud af oplevelsen, i nogle offentligt kendte tilfælde, som tilhængere af aktivisternes krav.

Endelig vil jeg pege på de ghanesiske og sydafrikanske aktivister, der kæmper imod privatisering, især vandprivatisering. Et sydafrikansk firma er involveret i det ghanesiske projekt i hovedstaden Accra, hvilket har ført til højere priser og dårligere service.

I Sydafrika har kampen for vandet nået et punkt, hvor store retslige søgsmål bliver indgivet af venstreorienterede kræfter, som The Anti-Privatization Forum, for at forsøge at forhindre vandmålere med forudbetaling. Det viser i hvilket omfang,varegørelsen breder sig til hvert eneste aspekt af livet – selv luften, med Kyoto-aftalens handel med CO₂.

De sydafrikanske aktivister gør – selvom der er splittelser i bevægelsen undervejs – et storslået arbejde med at gøre opmærksom på alle den slags problemer, som opstår ved privatisering. De fremsætter også en socialistisk strategi med ophævelse af varegørelsen gennem gennationalisering af vand, telekommunikation, elektricitet og sundhedssystemet, og virkelig gøre det langt bedre i stand til at tjene fattige mennesker, som en meget udtalt krav.

Den kortsigtede strategi indebærer, hvad nogen autonomister vil kalde en selvaktivitet bestående af gentilslutning. Efter afbrydninger af elektricitet eller vand har Soweto Electricity Crisis Committee fået hold af blikkenslagere og elektrikere fra townshipsene til ulovligt at slutte det til igen.

I hvor stor udstrækning, at det kan fortsætte, afhænger af disse bevægelsers styrke, som indtil videre er ganske imponerende. Men det der vil ske på længere sigt, er tydeligvis udviklingen af et mere omfattende venstrefløjsprogram.

Forhåbentlig vil det i løbet af de kommende fem år få tilslutning fra fagforeninger, der har brudt med ANC – og måske vil kommunistpartiet slutte sig til dem, i et nyt venstrefløjsparti, et arbejderparti. Men det ligger et par år ude i fremtiden.

Patrick Bonds forfatterskab tæller bøger som Looting Africa: The Economics of Exploitation (2006), Talk Left, Walk Right: South Africa’s Frustrated Global Reform (2004) og Elite Transition: From Apartheid to Neoliberalism in South Africa (2000). Bond blev interviewet af Lee Sustar fra den amerikanske ugeavis Socialist Worker, hvor interviewet blev bragt 19. januar 2007. Oversættelse og noter af Lars Henrik Carlskov.