Lenin og det revolutionære demokratis udfordring

I år har den russiske revolution 90-års jubilæum. Den amerikanske historiker Paul Le Blanc giver her en kritisk evaluering af arven fra Lenin.

Vladimir Iljitj Lenins marxisme udgør en mægtig kraft for politisk frihed og ægte demokrati. Alligevel blev den afløst af det morderiske, bureaukratiske tyranni, som forbindes med Josef Stalin. Stalinismens tilhængere, der måske ønskede at se den lovende begyndelse til socialisme i dette regime, tilsluttede sig naturligvis den opfattelse, at Lenin førte til Stalin – men efter sammenbruddet af den sociale orden, der byggede på et så forrådnet og fordummende grundlag, er Stalins tilhængeres troværdighed bestemt blev undermineret. Modstanderne af socialisme og revolution (samt trætte, desillusionerede, forhenværende partisoldater) har også understreget en tæt forbindelse mellem Lenin og Stalin – for at forhindre, at den revolutionære socialistiske vej er noget et tænksomt, humanistisk-indstillet menneske kunne finde på at overveje.

Problemet ved det er, som jeg argumenterer for i Marx, Lenin, and the Revolutionary Experience, at hvis der ikke er tilstrækkelig mange tænksomme, humanistisk-indstillede mennesker, som er parate til at skabe en revolutionær socialistisk vej til fremtiden, vil politisk frihed, ægte demokrati, et anstændigt liv for alle mennesker, for ikke at tale om den menneskelige kultur og jordklodens overlevelse, ikke være en del af fremtiden.[1] Jeg vil i de følgende bemærkninger fokusere på de positive aspekter af Lenins arv til nutidens aktivister – både i hans opfattelse af det revolutionære parti og af revolutionær socialistisk strategi. Jeg vil derefter antyde, hvordan den post-revolutionære udvikling ikke udgjorde kulminationen for Lenins perspektiver, men deres tragiske nederlag.

Lenins parti 
Som Lars Lih har dokumenteret, så Lenin ikke sig selv som en, der udviklede et særligt ”parti af en ny type”, som ville være bedre end det, Karl Marx og Friedrich Engels talte om i Det Kommunistiske Manifest eller det, Karl Kautsky talte om i sin redegørelse for det tyske socialdemokratis Erfurt-program.[2] I modsætning til Kautsky nægtede Lenin imidlertid at bøje sig for den reformistiske, stadig mere bureaukratiske, ”moderate” socialismes tilpasning til den kapitalistiske virkelighed.

Lenin er væsentlig for revolutionære aktivister på grund af det, Georg Lukács betonede som kernen i hans tænkning – en dyb overbevisning om ”revolutionens aktualitet”. I modsætning til så mange såkaldte socialister, ser han ikke det kapitalistiske status quo som det solide og urokkelige fundament for vores tilværelse. Hans udgangspunkt er snarere det modsatte – at kapitalismens fortsatte udvikling skaber grundlaget for en arbejderklasserevolution. Dette betyder ikke, at revolutionen er på nippet til at bryde ud på ethvert givent tidspunkt, men at enhver person og ethvert spørgsmål må ses i forhold til det grundlæggende praktiske problem at fremme kampen for revolutionen. For en marxist som Lenin vil det sige at bruge sin revolutionære marxisme til, som Lukács formulerede det, ”at opstille sikre retningslinier for alle spørgsmål på dagsordenen, hvad enten de var politiske eller økonomiske, var forbundet med teori eller taktik, agitation eller organisation.”[3]

Lenins udgangspunkt er en forståelse af den nødvendige gensidige forbindelse mellem socialistisk teori og praksis og arbejderklassen og arbejderbevægelsen. Uløseligt forbundet dermed er en grundlæggende forståelse af arbejderklassen som den er, hvilket indebærer en klar opfattelse af den ufattelige variation og ujævnhed i arbejderklassens erfaring og bevidsthed. Dette kræver udviklingen af en praktisk, revolutionær tilgang til denne virkelighed: at forsøge at sætte sig i forbindelse, på en seriøs og vedvarende måde, med udsnit og lag af arbejderklassen. Det indebærer en forståelse af, at der kræves forskellige tilgange og mål for at nå ud til og inddrage forskellige arbejdere, eller en gruppe, et udsnit eller lag af arbejdere. De mere ”avancerede” eller avantgardistiske lag må ikke blive trukket mod snævre og begrænsede mål, men mod en fornemmelse af solidaritet og en fælles sag, som har potentialet til at trække klassen som helhed ind i kampen for dens kollektive interesser.

Uløseligt forbundet med denne position var udviklingen af en tilgang til ”at medvirke til arbejderklassens politiske udvikling og politiske organisering” på en måde, som ville sikre optagelsen af ”disse krav om enkelte indrømmelser i den systematiske og uforbeholdne kamp, som det revolutionære arbejderparti fører mod selvherskerdømmet” såvel som ”mod hele det kapitalistiske samfund”. Lenin insisterede på, at ”vi må uddanne folk, der helliger sig revolutionen ikke blot på deres friaftener, men i hele deres liv, vi må opbygge en organisation så stor, at der i den kan gennemføres en omhyggelig arbejdsdeling mellem de forskellige sider af vort arbejde.”[4]

Lenin mente, at selvom ”partiet, som arbejderklassens avantgarde, ikke må forveksles… med hele klassen”, gjaldt det, at ”et varieret, rigt, frugtbart” gensidigt forhold til arbejderklassen som helhed må fremmes af ”den fulde anvendelse af det demokratiske princip i partiorganisationen”. Det betød, at organisationen skulle fungere efter ”principperne om demokratisk centralisme.” Partiets enhed og sammenhængskraft må være præget af ”garantier for alle mindretals og loyale oppositioners rettigheder… alle [lokale] partiorganisationers autonomi… og anerkendelse af, at alle partifunktionærer må være valgte og kunne tilbagekaldes”, og at ”der må være omfattende og frie diskussioner af partispørgsmål, fri kammeratlig kritik og bedømmelse af begivenheder i partilivet.” Dette ville hjælpe den proletariske avantgarde til at forbinde sig ”og – om man vil smelte sammen, i en vis forstand, med de bredeste lag af det arbejdende folk”, men (som Lenin forklarede i 1920) kun gennem langvarig og dyrekøbt erfaring, der ville blive ”hjulpet på vej af en korrekt revolutionær teori… som ikke er et dogme, men først finder sin endelig form i tæt forbindelse med en virkelig omfattende og virkelig revolutionær bevægelses praktiske aktivitet”.[5]

Lenins strategi
Indtil 1. verdenskrigs udbrud var Lenin, som leder af den bolsjevikiske fløj af Ruslands Socialdemokratiske Arbejderparti, tilbøjelig til at følge den ”ortodokse marxistiske” opfattelse, at en socialistisk arbejderklasserevolution ikke ville være mulig i et tilbagestående, i overvældende grad landsbrugsbaseret Rusland, der vansmægtedes under den tsaristiske enevældes åg og knut. På 1905-opstandens tid var han enig med den mensjevikiske fraktion (og uenig med den revolutionære enegænger Leon Trotskij) i argumenterne om, at ”under den nuværende sociale og økonomiske orden vil denne demokratiske revolution i Rusland ikke svække, men styrke borgerskabets herredømme” og ”vil, for første gang, gøre det muligt for borgerskabet at herske som klasse”. Samtidig insisterede Lenin og de andre bolsjevikiske teoretikere på, at ”den demokratiske revolution… baner vej for en fornyet klassekamp”, og at for arbejderklassen ”er kampen for politisk frihed og en demokratisk republik i et borgerligt samfund kun én af de nødvendige etaper i kampen for den sociale revolution, som vil omstyrte det borgerlige system”.[6]

En afgørende forskel mellem Lenins bolsjevikker og mange mensjevikker i 1905 (og i endnu højere grad senere) var det faktum, at han, i modsætning til dem, var modstander af at satse på en alliance mellem arbejdere og kapitalister til at omstyrte tsarismen. Arbejderklassens udbyttere, fastholdt han, kunne man ikke regne med ville hjælpe med at fremme arbejdernes interesser. De pro-kapitalistiske liberale kunne man kun regne med ville indgå, hvad Lenin kaldte et ”fordærveligt forlig” med de monarkistiske og reaktionære kræfter (som de f.eks. havde gjort det i 1848 i Vesteuropa). I stedet talte han for en alliance mellem arbejdere og bønder. Som han udtrykte det. “For at undgå at stå med bundne hænder i kampen mod det inkonsekvente borgerlige demokrati, må proletariatet være tilstrækkeligt klassebevidst og stærkt til at vække bønderne til revolutionær bevidsthed, lede dets kamp, og dermed uafhængigt følge linien om konsekvent proletarisk demokratisme. … Kun proletariatet kan være en konsekvent forkæmper for demokrati. Det kan kun sejrrigt kæmpe for demokrati, hvis bondemasserne slutter sig til dets kamp.”[7] Denne revolutionære alliance, hævdede Lenin, skulle resultere i et revolutionært arbejder-bonde styre (det han kaldte for ”proletariatets og bøndernes revolutionær-demokratiske diktatur”), som ville gennemføre den mest konsekvente ødelæggelse af den gamle tsaristiske orden. Derefter kunne forholdene ændres til en borgerlig republik baseret på en industrialiserende kapitalistisk økonomi, som – til gengæld – ville muliggøre fremvæksten af et arbejderklasseflertal, som kunne presse på for mere og mere demokrati, gennem kampe som ville medføre en socialistisk orden baseret på industriel overflod.

I forbindelse med 1. verdenskrigs imperialistiske blodbad kapitulerede Tysklands såkaldte ”ortodokse” socialdemokratiske parti – hvis normer Lenin troede, at han tilpassede til russiske forhold – til krigsindsatsen, sammen med de fleste andre partier i 2. Internationale. Dette fik Lenin til at reevaluere og revidere sin marxisme. Det er i denne periode, at han, i sine Filosofiske Notesbøger, beskæftigede sig seriøst med Hegels dialektiske tænkning. Det er blevet hævdet, at dette på afgørende vis bidrog til hans analyse af imperialismen, til hans skærpede forståelse af nationalismens komplekse dynamik (og af undertrykte nationers ret til selvbestemmelse), og til hans dybere forståelse af spørgsmålet om staten og revolutionen.[8]

Ikke desto mindre forblev han tro mod sit engagement for revolutionært demokrati og for dettes uløselige forbindelse til klassekampen og kampen for socialisme. På en måde, der mindede om Leon Trotskijs formulering i 1906 af teorien om den permanente revolution, fremførte Lenin en tilgang, der integrerede reformkampe i revolutionær strategi og, i kombination dermed, en teori om, hvordan demokratiske kampe steg til en socialistisk revolution – alt sammen indenfor en internationalistisk ramme. Dette kom f.eks. til udtryk i hans i polemik i 1915 mod det, han anså for at være nogle kammeraters ultra-venstre og sekteriske tilgang til spørgsmålet om national undertrykkelse. Han mente, at et ”demokratisk imperativ” sammenvævede ”den revolutionære kamp mod kapitalismen med et revolutionært program og med en revolutionær taktik, som er forbundet med alle demokratiske krav: en republik, en milits, folkevalgte embedsmænd, lige rettigheder for kvinder, nationernes selvbestemmelse etc. … Idet vi baserer os på det demokrati, der allerede findes, og afslører dets mangelfuldhed under kapitalismen, agiterer vi for omvæltning af kapitalismen og ekspropriering af borgerskabet som det nødvendige grundlag både for ophævelsen af massernes fattigdom og den fulde og mangfoldige realisering af alle demokratiske former.”[9]

Kort tid derefter komponerede Lenin sin ufuldendte teoretiske symfoni, Staten og revolutionen. Dette værk udgør – for det første – et strålende bidrag til marxistisk videnskab, men idet han tager udgangspunkt i en sammenstykning af Marx og Engels’ faktiske synspunkter, præsenterer Lenin en betagende vision om en arbejderstat, hvor regeringen er et direkte og ægte udtryk for ”styre ved folket” – en moderne marxistisk version af det atheniensiske demokrati.[10] Dette er i overensstemmelse med hans utrolige, radikal-demokratiske offentlige skriverier og polemikker frem til de bolsjevikisk-ledede sovjetters (demokratiske arbejderråd) magtovertagelse i oktober/november, og med hans opfordring til Ruslands arbejdende masser, da magtovertagelsen havde fundet sted:

Kammerater, arbejdere, soldater, bønder – alle arbejdende! Tag øjeblikkelig al lokal magt i jeres hænder… Lidt efter lidt skal vi med flertallet af bøndernes samtykke, fast og uden tøven marchere frem mod socialismens sejr, som vil styrke arbejderklassens avantgarder i de mest civiliserede lande og give folkene en varig fred og befri dem for ethvert slaveri og enhver udbytning.[11]

Lenins nederlag 
Den bolsjevikiske revolution indvarslede ikke en æra af sovjetdemokrati og politisk frihed. I stedet, for nu at udtrykke det vulgært, men uhyre præcist, stod bolsjevikkerne i lort til halsen. Lenin havde forudset noget af det, men det var meget værre end nogen kunne vide på forhånd. Husk Goethes bemærkning, som Lenin elskede at citere: ”Teori, min ven, er gråt, men livets træ er stedsegrønt”. Normalt tænker på ”livets stedsegrønne træ” som noget, der er bedre end teorien – men i dette tilfælde var rædslerne langt værre end i nogen af Lenins forventninger og teoretiseringer. Som hermed antydet kan ansvaret for alt det, der skete i kølvandet på 1917, ikke tilskrives Lenin. Der var meget større kræfter i spil end en stor revolutionærs tanker. Alligevel var Lenins positive kvaliteter en stor del af baggrunden for bolsjevismens succes, og den succesrige bolsjevisme havde en mægtig indvirkning på den russiske revolutions forløb. Det samme havde både bolsjevismens og Lenins begrænsninger.

Nogle af Lenins kritikere har været tilbøjelige til at fokusere på noget, der både udgjorde en styrke og en svaghed – hans utrolige målbevidsthed og viljestyrke. Hans kammerat Anatolij Lunatjarskij bemærkede en gang, at ”det dominerende karaktertræk” hos Lenin, ”den egenskab som udgjorde halvdelen af hans personligheden, var hans vilje: en ekstremt fast, ekstremt energisk vilje, som var i stand til at fokusere på den nærmeste opgave, men som aldrig afveg fra den radius, der var blevet tegnet af hans mægtige intellekt og som tildelte ethvert enkeltproblem sin plads som et led i en enorm, verdensomspændende politisk kæde.” På lignende vis skrev en tidligere kammerat, Nikolaj Valentinov, om Lenins ”urokkelige tro på sig selv, som jeg mange år senere kaldte hans tro på sin skæbne, med hans overbevisning om, at han var forudbestemt til at udføre en stor historisk mission.”[12]

En mensjevik, der arbejdede i Lenins regering i revolutionens første år, Simon Liberman, bemærkede: ”Lenin havde en dyb tro på revolutionens ”godhed”… Det vil sige, at han troede på arbejderklassens ophøjede befriende mission. Men han fastholdte også, at arbejderklassen i sin daglige eksistenskamp var ude af stand hæve sig over sine umiddelbare økonomiske behov. Det var ifølge Lenin her, at proletariatets ledere kom ind i billedet. Han sagde, at sådanne lederes opgave var at ”skubbe” til arbejderne. Hvis disse ledere var ægte revolutionære, ville de vejlede proletariatet undervejs på klassebevidsthedens, på den revolutionæres kamps vej.” På samme måde som sådanne ledere var umådeligt selvopofrende, ”måtte også arbejderklassen muligvis bringe ofre under sin revolutionære kamp. Den kunne endda blive nødt til at ofre en hel generation af sine egne; dog ville de kommende generationer som kompensation herfor leve et lykkeligere liv.”[13]

Der er åbenlyse styrker ved alt dette, uanset hvor rystende arrogant, det kan forekomme kritikerne at være. Hvordan kan et relativt lille antal mennesker håbe, at de kan frembringe grundlæggende politiske, sociale og økonomiske forandringer – særligt overfor enorme, upersonlige kræfter og de mægtige elementer i samfundet og staten, som er modstandere af sådanne forandringer? Det er nødvendigt med et teoretisk fundament, som hjælper med at finde mening i virkeligheden samt en stærk vilje, der kan bruge denne teori til at frembringe de ønskede forandringer. Den klare og selvsikre politiske indstilling hos både Lenin og hans parti var nødvendige elementer i at samle arbejderklassens mest bevidste og aktivistiske lag, og for en tid flertallet af befolkningen, om den revolutionære sag. Som mensjevikken Liberman tankefuldt udtrykte det: ”Lenin var den solide, faste kerne, som de andre samlede sig om, i sluttede geledder. Lenin havde en dyb, urokkelig tro på den russiske revolution. Hans tro var smittende – til tider.”[14]

Troen på, at man ved mere end, man faktisk ved eller kunne vide, er næppe noget unikt kendetegn ved Lenin og bolsjevikkerne, og den entusiasme og optimisme, som en sådan selvtillid frembringer, er heller ikke noget unikt for den russiske revolution. Der er også andre eksempler på, hvad der kan ske, når positive forventninger kolliderer med en brutal og kompleks virkelighed. I en vigtig komparativ undersøgelse af vold og terror under den franske og den russiske revolution med titlen The Furies [Furierne – hævngudinde i romersk mytologi, o.a.], skitserer Arno Mayer dialektikken mellem revolution og kontrarevolution, økonomisk kaos og udenlandsk intervention, som afføder vold og terror. I modsætning til mange andre, som blot fordømmer Lenin og bolsjevikkernes morderiske vold, ser Mayer den ikke mindre morderiske vold fra de magtfulde anti-bolsjevikker som en væsentlig bestanddel af problemkomplekset. Han bemærker, at bolsjevikkerne ”var uforberedte krisens enorme omfang”, og at de også blev overrasket af dens furier, som de ikke var alene om at anspore.” Samtidig reflekterer han: ”Det er meget muligt, at denne beslutning om at udkæmpe en borgerkrig, i af kraft af dens senere omkostninger og grusomheder, blev det bolsjevikiske styres arvesynd eller medfødte forbandelse under den russiske revolutions fødselsveer.”[15]

Den vidunderlige egenskab ved Lenins marxisme, især i 1915-17, var foreningen af den revolutionære strategi og det revolutionære mål – begge dele var gennemsyret af en levende, kompromisløs arbejderklassemilitans, oprørsånd og radikalt demokrati. Den hører til blandt de største af de symfonier af historieskrivning og analyse, som de mest fremragende repræsentanter for den revolutionære marxistiske tradition har frembragt. Den var Lenins triumf, som kulminerede i den bolsjevikiske revolution.[16]

Lenins tragedie er, at dette brød sammen i praksis i 1918 – ikke blot på grund af den svækkende og morderiske vold, men fordi den enkle løsning med ”arbejderdemokrati” blev problematisk, da de abstrakte visioner blev bragt ned på den konkrete virkeligheds niveau. Arbejderkomitéer- og råd på fabrikkerne og i boligområderne havde ikke tilstrækkelige oplysninger og viden til at udforme praktiske beslutninger eller tilstrækkelige evner og praktisk erfaring til at gennemføre beslutninger med henblik på at lede en national økonomi, udvikle tilstrækkelige, landsdækkende sociale tjenester, formulere en sammenhængende udenrigspolitik eller lede en fabrik. Dette gjaldt særlig under en kontekst med 1. verdenskrigs overvældende destruktivitet, de forskellige og ubarmhjertige udenlandske militærinterventioner mod revolutionen, den økonomiske blokade og borgerkrigens rædsler.

Og under disse forhold kunne retten til ytringsfrihed, til fri presse, til at forsamle sig og danne foreninger – som gav mulighed for at sprede forvirring, eller at fremsætte superrevolutionære, men uigennemførlige alternativer, eller at anstifte kontrarevolution – ikke tolereres. Dette betød undertrykkelse af mensjevikkerne, anarkisterne, venstre-socialrevolutionære, højre-socialrevolutionære, liberale, præster og andre. Kun det kommunistiske partis diktatur kunne tolereres. Dette insisterede Lenin på fra 1919.

I visse henseender afspejlede dette et stærkt element af sandhed i situationen – men det førte til frygtelig modsætninger, der uundgåeligt førte til overgreb, forbrydelser og korruption. En af bolsjevikkernes tidligere allierede, den store venstre-socialrevolutionære leder Maria Spiridonova, skrev et åbent brev fra et bolsjevikisk fængsel, som giver en fornemmelse af denne moralske katastrofe: ”Jeres parti stod overfor store opgaver og påbegyndte dem på fremragende vis”, mindede hun om. ”Oktoberrevolution, hvori vi marcherede side om side, var bestemt til at sejre, fordi dens fundament og paroler bundede i den historiske virkelighed og havde solid støtte blandt alle de arbejdende masser.” Men i november 1918 havde dette ændret sig fuldstændigt: ”I proletariatets navn har I tilintetgjort alle vores revolutions moralske bedrifter. Ting som skriger højt til Himlen er blevet gjort af Tjeka’erne i provinsen, og af den alrussiske Tjeka. En blodtørstig hån mod menneskers sjæle og kroppe, tortur og forræderi, og så – mord, mord uden ende, begået uden afhøring, alene på anklager, uden at vente på noget bevis på skyld.”[17]

Dette blev erkendt selv af tilhængere af den bolsjevikiske sag, selv når de forsvarede bolsjevikkerne. For eksempel skrev Albert Rhys Williams i sin klassiker fra 1921, Through the Russian Revolution:

”Undertrykkelse, tyranni og vold”, klager fjenderne. ”De har ophævet ytringsfriheden, pressefriheden og den frie forsamlingsret. De har gennemtvunget drastiske militærudskrivninger og tvangsarbejde. De er inkompetente i regering, og ineffektive i industrien. De har underlagt sovjetterne kommunistpartiet. De har slækket på deres kommunistiske idealer, ændret og omlagt deres program og gået på kompromis med kapitalisterne.”

Nogle af disse anklager er overdrevne. Andre kan forklares. Men de kan ikke alle bortforklares. Sovjets venner sørger over dem. Deres fjender har sammenkaldt verden til gysen og protester mod dem…

Mens hadet mod bolsjevikkerne som de nye ”fjender af civilisationen” voksede dag for dag i udlandet, kæmpede de selv samme bolsjevikker for at redde civilisationen i Rusland fra det totale sammenbrud.[18]

Victor Serge mindedes senere:

Ordet ”totalitarisme” fandtes endnu ikke; men det begyndte at blive barsk virkelighed for os, uden at vi var os det bevidst. ... På grund af det politiske monopol, Tjekaen og den røde armé var det eneste, der nu eksisterede af vores drømmes ”kommunestat”, en teoretisk myte. Krigen, det interne forsvar mod kontrarevolutionen og hungersnøden (som havde skabt et bureaukratisk rationeringsapparat) havde tilintetgjort det sovjetiske demokrati. Hvordan kunne det genoplives og hvornår? Partiet levede i en sikker overbevisning om, at den mindste svækkelse af dets magt ville medføre sejr for reaktionen.[19]

Det dilemma, som bestod i, at et styre, som var blevet grundlagt i en ånd af socialistisk demokrati, udviklede sig til et bureaukratisk diktatur, som Lenin selv erkendte, kunne kun blive løst af en revolution, der bragte mere industrielt udviklede lande ind i det socialistiske kredsløb, og dermed skabte den materielle basis for den økonomiske og kulturelle udvikling af det socialistiske samfund. Da udbredelsen af de socialistiske revolutioner blev blokeret, overvældede de voksende modsætninger imidlertid det revolutionære Rusland. Moshe Lewin har bemærket, at ”året 1924 [markerer] enden for ”bolsjevismen””, og tilføjer:

I nogle få år endnu var den ene gruppe gamle bolsjevikker efter den anden indblandet i retrætekampe for på den ene eller den anden måde at rette op på begivenhedernes gang. Men deres politiske tradition og organisation, som havde rødder i de russiske og europæiske socialdemokratiers historie, blev hurtigt fejet til side af den masse af nye medlemmer og nye organisatoriske strukturer, som pressede denne formation ind i en ganske anden skabelon. Denne proces, hvor partiet blev omdannet til et apparat – med karriere, disciplin, rangklasser og ophævelse af alle politiske rettigheder – var for oppositionsgrupperne 1924-28 en ubetinget skandale.[20]

Men disse chokerede dissident-kommunister blev fejet til side og grusomt undertrykt af det, som Michel Reiman passende har beskrevet som ”et herskende socialt lag, adskilt fra folket og fjendtligt indstillet overfor det”, selvom (vil jeg tilføje), at dette lag hævdede at tale i folkets navn og med retorik fra Marx og Lenin.[21]

Konklusion
De, der tror på socialismens nødvendighed, men benægter behovet for den type parti og strategi, som Lenin forsøgte at fremme, har en forpligtelse til at forklare, rent praktisk, hvordan de mener, at socialismen vil blive opnået.

De, der identificerer sig med den leninistiske tradition, har også nogle forpligtelser. Ikke bare må de forklare hvordan og hvorfor leninisme blev afløst af stalinisme, men også hvad den praktiske følge af denne forklaring kan være for de fremtidige holdninger hos folk, der ønsker at være leninister.

Ikke mindre vigtig er forpligtelsen til at vise, hvordan en leninistisk organisation faktisk kan udvikle sig, ikke til en prætentiøs sekt, men til en aktiv kraft, der kan have vedvarende politisk relevans i arbejderklassen.[22]

Paul Le Blanc er lektor i historie ved La Roche College i Pittsburgh og forfatter til mange bøger, bl.a. Marx, Lenin, and the Revolutionary Experience: Studies of Radicalism in the Age of Globalization (2006), A Short History of the U.S. Working Class: From Colonial Times to the Twenty-First History (1999) og Lenin and the Revolutionary Party (1993). Denne artikel er baseret på et oplæg holdt ved konferencen Rethinking Marxism i 2006 og oversat af Lars Henrik Carlskov fra Europe Solidaire Sans Frontiéres, november 2006.

[1] Paul Le Blanc: Marx, Lenin, and the Revolutionary Experience: Studies of Communism and Radicalism in the Age of Globalization (New York: Routledge, 2006).

[2] Lars T. Lih: Lenin Rediscovered: ‘What Is To Be Done?’ in Context (Leiden, Holland: Brill, 2006).

[3] Georg Lukács: Lenin: A Study on the Unity of His Thought (Cambridge, MA: MIT Press, 1971), s. 9-13.

[4] V.I. Lenin: “Urgent Tasks of Our Movement” (1900), i Paul Le Blanc: From Marx to Gramsci, A Reader in Revolutionary Marxist Politics (Amherst, NY: Humanity Books 1996), s. 203-204. Dansk oversættelse: V.I. Lenin: ”Vor bevægelses mest nødvendige opgaver” (1900), i Lenin: Udvalgte værker, bind 2 (København: Tiden, 1979), s.13-18.

[5] Ibid., s. 59; Paul Le Blanc: Lenin and the Revolutionary Party, revideret paperback udgave (Amherst, NY: Humanity Books, 1993), s. 341-342.

[6] Citeret i Le Blanc: Lenin and the Revolutionary Party, s.103-104.

[7] Ibid., s. 104.

[8] Se Michael Löwy: “From the Great Logic of Hegel to the Finland Station in Petrograd,” Critique no. 6, Spring 1976, og Kevin Anderson: Lenin, Hegel, and Western Marxism, A Critical Study (Urbana: University of Illinois Press, 1995).

[9] V. I. Lenin: “The Revolutionary Proletariat and the Right of Nations to Self-Determination”, uddrag i Le Blanc: From Marx to Gramsci, A Reader in Revolutionary Marxist Politics, s. 206. Se også Michael Löwy: The Politics of Combined and Uneven Development (London: Verso, 1981).

[10] For diskussion af Lenins værk, se Ralph Miliband: “Lenin’s The State and Revolution” i Class Power and State Power, Political Essays (London: Verso, 1983), s. 154-166. Om den marxistiske idealisering af det atheniensiske demokrati, se Richard N. Hunt: The Political Ideas of Marx and Engels, bind 1 (Pittsburgh: University of Pittsburgh Press, 1974), s. 82-84, og The Political Ideas of Marx and Engels, bind 2 (Pittsburgh: University of Pittsburgh Press, 1984), s. 253-256, samt også C.L.R. James: Any Cook Can Govern (Detroit: Bewick, 1988).

[11] Citeret i John Reed: Ten Days That Shook the World (New York: International Publishers, 1926), 363-364. Dansk udgave: John Reed: 10 dage der rystede verden (USSR: Sputnik, 1982), s. 366.

[12] Anatoly Vasilievich Lunacharsky: Revolutionary Silhouettes (New York: Hill & Wang, 1968), s. 39; Nikolay Valentinov: Encounters With Lenin (London: Oxford University Press, 1968), s. 114.

[13] Simon Liberman: Building Lenin’s Russia (Chicago: University of Chicago Press, 1945), s. 10-11.

[14] Ibid., s. 4.

[15] Arno J. Mayer: The Furies: Violence and Terror in the French and Russian Revolutions

[16] Se for eksempel Leon Trotsky: History of the Russian Revolution, Three Volumes in One (New York: Simon and Schuster, 1936). En senere socialhistorie-undersøgelse, som er i overensstemmelse med sådan en analytisk fortælling er at finde i Ronald G. Suny: “Toward a Social History of the October Revolution”, American Historical Review, vol. 88, no. 1, February 1983. Et fremragende stykke nyere forskning, Kevin Murphys Revolution and Counterrevolution: Class Struggle in a Moscow Metal Factory (New York: Berghahn Books, 2005), udvider denne analyseform ind i den post-revolutionære periode.

[17] Isaac Steinberg: Spiridonova, Revolutionary Terrorist (Freeport, NY: Books for Libraries Press, 1971), s. 235-236. For detaljeret dokumentation, se George Leggett: The Cheka: Lenin’s Political Police (Oxford: Clarendon Press, 1981).

[18] Albert Rhys Williams: Through the Russian Revolution (New York: Monthly Review Press, 1967), s. 276-277, s. 278.

[19] Victor Serge: Memoirs of a Revolutionary (London: Writers and Readers, 1984), 132-133. Her dog efter Victor Serge: En revolutionærs erindringer (København: Politisk Revy, 1976-77), 1. bind, s. 189-90.

[20] Moshe Lewin: The Soviet Century (London: Verso, 2005), s. 308.

[21] Michel Reiman: The Birth of Stalinism: The USSR on the Eve of the “Second Revolution”

[22] Le Blanc: Marx, Lenin, and the Revolutionary Experience, s. 141-151, s. 174-175, s. 245-258. (Bloomington, IN: Indiana University Press, 1987), s. 119. (Princeton, NJ: Princeton University Press, 2000), s. 230.