Rusland 1917 og den globale revolution

Hvorfor slog den russiske revolution fejl? Var Rusland overhovedet klar til en socialistisk revolution? Og hvordan kan man forklare, at Stalin kom til magten? Det er nogle af de spørgsmål, den russiske sociolog Boris Kagarlitskij forsøger at besvare i denne artikel.

Der findes hele biblioteker af bøger om den russiske revolution, dens konsekvenser og den historiske lære fra den.

De fleste af de bøger, der blev skrevet i Sovjetunionen, er ikke bare noget vås, men modsiger hinanden – selv i de løgnehistorier, de fortæller. Hele tidsperioder og politisk betydningsfulde personer blev simpelthen visket ud. Ikke bare personer som Trotskij og Bukharin, men ironisk nok også Stalin i Krustjov-tiden. Der var ikke blot tale, om, at der ikke var en kritisk diskussion af Stalin i den tids litteratur, men snarere, at han fra midten af 1950’erne overhovedet ikke nævnes. Det er en af historiens ironier, at Stalin post mortem blev offer for den stalinistiske forfalskningsskole.

Det her er dog ikke et spørgsmål om forskellige personer, og jeg mener ikke, at det er nødvendigt at diskutere de forskellige politikker og forskellige strategier, som stod overfor hinanden i 1917, særligt detaljeret. Vores opgave er trods alt ikke bare at diskutere historien eller at analysere de nye arkiver, som er blevet frigivet i det tidligere Sovjetunionen. Der kom bestemt noget interessant materiale frem i første halvdel af 1990’erne, men det blev udgivet af folk, som var interesserede i at sprede anti-kommunistisk propaganda, hvilket stillede spørgsmålstegn ved deres forsknings objektivitet. Imidlertid har situationen i Rusland ændret sig siden da – og sammen med det også atmosfæren i det akademiske samfund, og det har gjort det stadig vanskeligere at få adgang til disse arkiver.

Frem for personer vil jeg gerne diskutere de generelle historiske konsekvenser af den russiske revolution. Vi kan afvise forestillingen om, at revolutionen blot var en sammensværgelse, en historisk afvigelse eller ”simpelthen en fejltagelse”, som mange liberale tænkere hævder.

Hvorfor Rusland?

Vores udgangspunkt bør være, at fra 1916 stod den gamle orden overfor et sammenbrud i Rusland. Det var ikke bare den tsaristiske regering, ikke bare det politiske system, der var ved at falde fra hinanden, men hele den sociale og økonomiske orden. F.eks. var transportsystemet ved at bryde sammen – granater og ammunition kunne ikke blive transporteret til fronten, og det gjaldt også for fødevarer til byer som Skt. Petersborg. Dette førte til den fødevarekrise, som fremkaldte Februarrevolutionen.

Men der var ikke blot tale om, at det politiske og økonomiske system blev bragt i knæ af 1. verdenskrig – både liberal og socialister er enige om, at krigen var en katastrofe for Rusland: krisen var meget dybere end som så. Selve den russiske kapitalismes karakter, som den opstod i slutningen af det 19. århundrede, blev formet på en sådan måde, at det førte til en uundgåelig katastrofe. Som det var tilfældet i Sovjetunionen under Stalin, blev der lagt stor vægt på en hurtig industrialisering for at indhente og overhale det industrialiserede Vesten.

Grunden til, at det ikke virkede, var, at den russiske kapitalisme udviklede sig ret sent og ikke bare var tilbagestående, men en del af den kapitalistiske periferi. Hvis man undersøger det russiske imperiums historie, er det virkelig forbløffende i hvor høj grad, det russiske imperiums udvikling siden det 17. århundrede var baseret på beslutninger, der blev bestemt af det britiske imperium. Den russiske kapitalisme var faktisk afhængig af udviklinger indenfor den vestlige kapitalisme. Dette er naturligvis problematisk. Hvis Rusland kun havde været tilbagestående, kunne det bare have prøvet at ”løbe hurtigere” og indhente Vesten. Da det imidlertid var afhængigt af Vesten, hjalp det ikke at ”løbe hurtigere” – Ruslands forhold til den vestlige kapitalisme mindede meget mere om forholdet mellem hest og rytter, end om to løbere i samme løb.

Et vigtigt aspekt deraf var, at Rusland ikke bare bevarede godsejervældets strukturer - livegenskabet blev først ophævet i 1861 (blot for at se visse aspekter af dette sociale forhold blive genindført i 1880’erne). Men disse præ-kapitalistiske elementer blev faktisk med held integreret i det kapitalistiske system og i kapitalakkumulationsprocessen.

Rosa Luxemburgs Kapitalens akkumulation giver en rigtig god beskrivelse af alt dette, selvom den ikke er blevet tilstrækkeligt værdsat af venstrefløjen. Det er ganske vist en lang bog, som er svær at læse. Ikke desto mindre er den et af de vigtigste bidrag til marxismen i starten af det 20. århundrede. Ud fra den bog kan man se, at tingene ikke udviklede sig helt som Marx forestillede sig i 1848, hvor han og Engels i Det Kommunistiske Manifest skrev, at borgerskabet ”skaber sig en verden i sit eget billede”. Mario Koestler, en anden tysk marxist, bemærkede senere, at borgerskabet ikke skabte en verden i sit eget billede, men snarere efter sine egne behov, og dette var tilfældet med Rusland – denne halvfeudale, godsejerstyrede økonomi blev ret vellykket integreret i den nye markedsøkonomi og i kapitalakkumulationsprocessen.

For eksempel blev bønderne udbyttet på feudal vis, men kornet blev solgt på verdensmarkedet og de penge, der blev tjent, gik til de finansielle markeder, som igen finansierede bankerne. Disse banker var også involveret i finansieringen af den russiske industri. Derudover var der den franske kapital, som ikke kun havde betydning for den økonomiske udvikling, men også for Ruslands politiske udvikling: ud fra et fransk synspunkt var et halv-feudalt system uden demokrati en god investering, der også kunne påvirke de politiske beslutninger i Rusland, såsom beslutningen om at kæmpe på samme side som Frankrig i 1. verdenskrig.

Disse feudalistiske og kapitalistiske elementer var så integrerede, at den russiske kapitalisme og godsejervældet var som siamesiske tvillinger – når den ene dør, er den anden dødsdømt. Så i den forstand kan vi sige, at den tilbagestående russiske stats sammenbrud skyldtes krisen i 1916. Da krigen startede, var den russiske stat så teknologisk og organisatorisk svag, at denne ikke kunne føre en vellykket krig mod en magt som Tyskland. Pointen er dog, at det ikke kun var de præ-kapitalistiske strukturer, der brød sammen i Rusland: deres sammenbrud dræbte uundgåeligt også den russiske kapitalisme, som på så organisk vis var forbundet med disse strukturer.

I den forstand er der en lighed til Latinamerika i dag. Latifundismo er snarere et post-feudalistisk fænomen eller forbundet med godsejersystemet end med kapitalismen. Det er så integreret i kapitalakkumulationsprocessen, at når der indføres reformer – selv reformer der ikke er anti-kapitalistiske i sig selv - giver det hele systemet et stød. Dette forklarer hvorfor selv moderat venstreorienterede regeringer som Lulas er så bange for landbrugsreformer: de ved ikke hvad følgerne kan være – måske en revolution! En der kunne gå videre end til socialdemokratisme.

Så det var ikke kapitalismens udvikling, der førte til denne anti-kapitalistiske revolution i Rusland, men snarere dens underunderudvikling. Pludselig var der en situation, hvor ikke bare den præ-kapitalistiske stat er brudt sammen, men hvor kapitalismen ikke er i stand til at erstatte de præ-kapitalistiske former og strukturer efter de klassiske franske eller engelske forbilleder. I Rusland brød borgerskabet sammen samtidig med de præ-borgerlige klasser!

Hvilken slags revolution?

Omvendt var Rusland ikke klar til socialisme. Det erkendt brede lag af den marxistiske bevægelse, fra Lenin og Trotskij til Kautsky og Martov. Her var det et punkt, hvor Lenin så afgjort var enig med Kautsky. Hvem kan så indføre orden i samfundet, når kapitalismen er brudt sammen? Kun et radikalt socialistisk parti kunne levere psykologisk, politisk og moralsk ledelse – uanset hvor lille det (eller arbejderklassen) var. Alle de andre partier havde ikke bare fejlet, men var en total katastrofe. Arbejderklassen, med dens alternative samfundsopfattelse og alternative forståelse af hvordan produktionen og distributionen kunne organiseres, var den eneste sociale kraft, som var i stand til at handle. På denne måde kunne en revolutionær proces blive startet i et land, der ikke var klar til socialisme.

Her er jeg uenig med Hillel Ticktin [redaktør af det marxistiske tidsskrift Critique, o.a.]. Desværre vil vi stadig se revolutioner, som starter i lande, som endnu ikke er klar socialisme – i øjeblikket finder der ingen revolutioner sted i lande, der er klar. Dette er en del af historiens dialektik – historien følger ikke de kautskyanske lærebøger eller et velkendt spor som en jernbane.

Svaret på dette paradoks er ret åbenlyst, og det bliver drøftet af Trotskij, Lenin, Kamenev og endda Bukharin. De sagde alle, at der ikke kan opnås virkelig socialisme med mindre, der fandt en revolution sted i Vesten. Det er muligt at tage det første skridt og starte overgangen til socialisme, men denne overgang kan ikke lykkes med mindre revolutionen spreder sig. Selvom revolutionen i et land som Rusland kan vare ved et stykke tid, vil den efter et vist tidsrum uundgåeligt slå fejl. Den vil enten trække sig tilbage til en form for Thermidor-løsning eller bryde helt sammen.

Dette var tydeligt allerede i 1918-19. Selv da Bukharin begyndte at skrive om ”socialisme i ét land” tilbage i 1920’erne, blev han ved med at sige, at det nødvendigvis ville være en ”tilbagestående”, ”tidlig” form. Først når der f.eks. kom en revolution i Tyskland ville den russiske socialisme endelig realisere sit fulde potentiale. Dette var beslægtet med at argumentere for den samme lange overgangsperiode, men med en anelse anderledes definition.

By mod land

Mens det, jeg har omtalt indtil videre, har været genstand for megen marxistisk analyse, er der dog et andet aspekt ved den russiske revolution, og især den russiske borgerkrig, som normalt ikke bliver behandlet. Problemet i borgerkrigen var ikke bare, at det var en krig mellem de røde og de hvide, men at det var en krig mellem byerne og landområderne. Dette aspekt har en forbindelse tilbage til det, jeg nævnte tidligere – da den kapitalistiske økonomi brød sammen, hvad skete der så på landet? Man vendte tilbage til den såkaldte ”naturlige” subsistensøkonomi. Man kan ikke forestille sig byer, der eksisterer uden en ”økonomi” i den moderne betydning af ordet. Men man kan let forestille sig et landområde, som eksisterer på basis af en subsistensøkonomi, og det kan vare ved i en årrække, under forudsætning af, at det tøj, der blev købt før krisen, stadig kan bruges og at der stadig kan produceres mad.

Den russiske kapitalisme, især den industrielle kapitalisme, modtog i perioden 1880-1914 massiv statslig støtte, og Rusland var verdens mest protektionistiske økonomi – dets toldmure var meget højere end selv Amerikas. Denne situation førte til systematisk omfordeling fra landområderne til byerne. Politisk set stod landområderne meget svagt – godsejerne levede i byerne og var en del af den urbane elite. Denne systematiske omfordeling fra bøndernes landområder til borgerskabets byer skabte en situation, hvor der var en kløft mellem industripriserne og landbrugspriserne.

Men i 1916, hvor den kapitalistiske økonomi faktisk brød sammen, var situationen blevet vendt om – det er muligt at leve uden luksusvarer og selv nyt tøj, men det er ikke muligt at leve uden føde. I 1917 var den finansielle krise så slem, at Kerenskij var nødt til at trykke penge på ruller som var det toiletpapir. Når arbejderne fik løn, modtog de en rulle papirpenge, og de måtte selv klippe sedlerne af.

Der blev vendt op og ned på priserne. I den før-revolutionære periode kostede et par støvler omtrent det samme som eksempelvis 20 brød, men for at få et brød i 1918 måtte man skaffe fire par støvler! Dette gjorde kapitalistisk produktion umulig, fordi der ikke var nogen mulighed for profit.

Kapitalisterne lukkede virksomhederne og forlod landet allerede før Oktoberrevolutionen – de forstod, at der politisk set måske var noget frygteligt i vente, men var allerede ved at rejse på grund af deres økonomiske situation. Det forklarer, hvorfor så lidt af modstanden mod den russiske revolution kom fra borgerskabet – faktisk kom det meste fra de gamle præ-kapitalistiske eliter – fra godsejerne, det gamle bureaukrati og militæret.

Dette førte til en situation, hvor der kun var én mulig kraft, der kunne holde det urbane og industrielle samfund i gang – staten. Og den eneste mulige klasse, som var i stand til at bruge staten på denne måde, var den industrielle arbejderklasse – den boede i byerne, havde en direkte interesse i industriens overlevelse og havde opbygget sin egen politiske repræsentation.

Det var det, der førte til konflikten mellem byerne og landområderne. Oprindelig havde bolsjevikkerne opbakning på landet, fordi de var imod krigen, imod godsejerne og for vidtgående jordreformer. Alligevel stod de overfor et fuldstændig andet dilemma: hvordan kunne de skaffe arbejderne midlerne til fysisk overlevelse uden at bryde de løfter, de havde givet til bønderne?

Paradoksalt nok lykkedes det grundlæggende set for bolsjevikkerne at løse dette dilemma – men det hjalp dem ikke til at undgå borgerkrigen. Hvis nogle bønder ønskede noget jord, fik de den. Godsejerne blev fjernet og godserne blev overtaget af bønderne. Der findes mange eksempler på den grad af klassehad, som fandtes på landet i 1917. Min far var medlem af en sovjetisk forfatterfagforening, som byggede en kooperativ dacha [en form for feriebolig, o.a.] et sted, der tidligere havde været i en godsejers besiddelse. Godset var blevet fuldstændig tilintetgjort – absolut intet af det, der havde været der før de tidlige 1920’ere, var intakt.

Det, bolsjevikkerne gjorde, var at give bønderne deres jord, men så begyndte de at konfiskere deres produkter. Disse kunne ikke blive købt eller blot byttes til noget brugbart. Imidlertid havde byerne noget af enorm betydning: våben og ammunition, hvilket gav bysamfundet en kolossal fordel i forhold til landsamfundet

Interessant nok havde allerede den gamle tsaristiske regering overvejet konfiskationer. Man frygtede dog, at det ville føre til en revolution, og det blev ikke gennemført. Også den provisoriske regering overvejede det som den eneste mulighed for at brødføde byerne – igen frygtede man dog, at revolutionens tempo og militans ville blive forøget. Det var bolsjevikkerne der som den mest radikale kraft var i stand til at gennemføre denne politik, men den førte ikke desto mindre til borgerkrig.

Selvfølgelig havde borgerkrigen en anden årsag – modstanden fra den gamle tsaristiske elite. Men uden bøndernes oprør mod bolsjevikkerne ville den gamle ordens opstand ikke have udgjort et problem – disse mennesker udgjorde en lille minoritet på landet. Den kendsgerning, at bønderne gradvist vendte sig mod bolsjevikkerne, blev brugt af de kontrarevolutionære styrker. Disse styrker fortsatte imidlertid politikken med konfiskering af mad – der hvor de hvide erobrede byerne, stod de med det samme problem og gennemførte de fleste steder den samme politik som bolsjevikkerne. Så mange bønder stod overfor et valg mellem to onder. Men det ser ud til, at bolsjevikkerne var det mindste onde, eftersom de i det mindste sagde, at bønderne havde ret til deres egen jord. I slutningen af 1918-19 stod dette mere eller mindre klart.

Autoritært styre

Da borgerkrigen var overstået ønskede bolsjevikkerne nå frem til en form for ordning med landområderne, trods ågerpriserne, og indførte den ny økonomiske politik, som var et kompromis. Det resulterede igen i en kløft mellem landbrugspriser og industripriser, men skabte markant bedre resultater end blot at konfiskere alt fra landområderne. Fra starten af 1920’erne virkede landområderne mere eller mindre tilfredse med den nye ordning.

Imidlertid var Rusland som følge af borgerkrigen ikke bare tilbagestående sammenlignet med Vesten, men var blevet et stadig mere autoritært samfund.

Vi kan tale om Ruslands autoritære traditioner, men der fandtes altid også demokratiske traditioner. Sådanne tendenser er ikke kulturelle, men sociale fænomener, og vi må forstå, at det netop var borgerkrigens traumatiske erfaringer, som tvang bolsjevikkerne til i stigende grad at organisere sig på militær vis. Partiet udkæmpede en krig, og dette tvang den bolsjevikiske regering til at afbryde forbindelserne med og blive isoleret fra andre, småborgerlige, partier. Disse partier, som i et bondeland selvfølgelig havde deres basis på landet, begyndte at gøre oprør mod bolsjevikkerne.

Det var det, som førte til at bolsjevikkerne oprettede et-partistaten. Det siger selv, at dette ikke var en del af Lenins projekt. Hvis man læser hans tekster fra 1917, vil man ikke finde et eneste ord om oprettelsen af et etpartisystem, men fra 1919 blev det åbenlyst, at det var den eneste måde at overleve på.

Et er at tale om den måde, Lenin forestillede sig et arbejderklassestyre i f.eks. Staten og revolutionen, og noget andet er at baseret dette styre på et meget lille proletarisk mindretal i befolkningen, hvilket uundgåeligt fører til en autoritær styreform. Og efterhånden som styret blev mere og mere autoritært, var det mere og mere afhængigt af bureaukratiet. 

Bolsjevikkernes oprindelige mål var at være autoritære udadtil, men demokratiske indadtil – med andre ord: en autoritær organisation, som internt havde åbne debatter og diskussioner. Jeg vil ikke påstå, at det er en umulighed, men vil sige, at det er et spørgsmål om proportioner, der afhænger af graden af pres. Hvor stort er det ”eksterne” i sammenligning med det ”interne”? Det interne blev mindre og mindre, efterhånden som folk blev dræbt og arbejderne forlod deres arbejdspladser for at blive soldater, bureaukrater og partiledere. Den faktiske klasse blev svagere, og denne klasses kapacitet til selvforvaltning og selvkontrol blev mindre og mindre. Behovet for bureaukrati blev større og større.

Resultatet af borgerkrigen var altså bureaukratisering og det bolsjevikiske styres autoritære degeneration. Dette blev tydeligt for Lenin. Hvis man læser hans skrifter, ser man, at han er mere end opmærksom på denne proces. Men hvad kunne der gøres? Hvordan kunne problemet med en fjendtlig ydre verden overvindes? Glem ikke, at det er en ydre verden, som domineres af britisk og amerikansk imperialisme og utallige andre regeringer, som ikke just ivrer efter den bolsjevikiske revolution. Så i den forstand mener jeg, at arbejderstatens berømte degeneration blev næsten uundgåelig som følge af de omgivende forhold og begrænsningen af revolutionen.

Var den stalinistiske vej at lede revolutionen imidlertid den eneste mulige? For de fleste historikere, venstreorienterede såvel som højreorienterede, forekom det at være tilfældet. Vi kan dog nu se, især i lyset af nogle af oplysningerne fra arkiverne, at situationen faktisk ikke var så simpel. Den type NEP-system, som blev grundlagt i 1920’erne, kunne have fortsat og udviklet sig et stykke tid. Dette system var autoritært, men bestemt ikke totalitært – der var en meget mindre grad af kontrol end der kom senere. 1920’ernes bolsjevikiske styre var ikke mere autoritært end de fleste af regimer, som opstod efter de borgerlige revolutioner – i den henseende var der ikke noget specielt ved styret.

1920’ernes økonomiske resultater var ikke så dårlige, selvom der var modsætninger, som skabte problemer for NEP som sådan. NEP var, som mange marxister vil være på det rene med, en slags ”markedssocialistisk” projekt, som var baseret på alle mulige modsætninger. Så der var en meget tydelig bevægelse af disse modsætninger indenfor dette system, og det må vi have baghovedet. Trotskijs kritik var i den forstand temmelig præcis – i modsætning til Bukharins standpunkt, som byggede på en idealisering af NEP, idet han hævdede, at det var fri for nogle større modsætninger. Fra starten af 1920’erme virkede systemet dog, og økonomien var i bedring.

Global krise

Så omkring 1928-29, omkring den tid hvor den store depression begyndte, skete der noget, som i nogen tid forblev ret ubemærket af historikerne. Både i den russiske og i den vestlige historieskrivning var det meget vanskeligt at overveje, at den kendsgerning, at disse to ting skete samtidig, ikke bare var en tilfældighed. Det var det ikke. Jeg brugte en del tid på at studere arkiverne om den sovjetiske økonomi, som nu kaldes De Russiske Regeringsarkiver om Økonomi (tidligere Folkets Økonomiske Arkiver).

Jeg opdagede, at den store depression var et stort tilbageslag for hele det sovjetiske industrialiseringsprojekt, som baseret på korneksport og import af teknologi med henblik på udvikling. Denne plan blev ødelagt af den store depression.

For det andet bragte den globale krise hurtigt mange af NEP’s indbyggede modsætninger til overfladen, deriblandt priskløften mellem industriprodukter og landbrugsprodukter. I denne nye situation holdt bønderne simpelthen op med at producere de produkter, som var mindst profitable i forhold til denne priskløft. For eksempel begyndte de at gå over fra korn til kartofler, fordi kornet blev solgt på det udenlandske marked, og selvom prisen var raslet ned prøvede den bolsjevikiske regering at skaffe så meget korn så billigt som muligt for at kompensere for tabet på det globale marked. Bønderne gik simpelthen over til kartofler, som ikke blev solgt til udlandet, og dette førte til den berømte ”brødforsyningskrise”, hvor brødproduktionen ikke bare var for lille til eksport, men også til hjemligt forbrug.

Når man læser arkiverne er det tydeligt, hvor bange den sovjetiske ledelse var for, at hele systemet faldt fra hinanden. Der var en reel mulighed for, at den sovjetiske stat gik fuldstændig i opløsning under den store depression. Det blev løst under den anden runde af konfiskationer – den første var startet under krigskommunismen. Denne gang handlede konfiskationerne ikke om at brødføde de proletariske byer, men om at eksportere bøndernes produkter til det globale kapitalistiske marked til foræringspris.

Hvordan blev det gennemført? Igen var det gennem vold og undertrykkelse, men denne gang stod det klart, at en tilbagevenden til NEP ville være umulig bagefter. Så det eneste virkelige resultat var oprettelsen af et system, som vi som nu kalder stalinisme – eller Sovjetunionen, eftersom det faktisk udviklede sig.

Dette system blev derfor ikke grundlagt i 1917, men omkring 1930-31. Omkring på denne tid begynder stemningen at ændre sig. Alle de aviser og den korrespondance, som er tilgængelig i arkiverne, siger, at det værste er overstået og at Sovjetunionen går en bedre tid i møde. Det var et kvalitativt anderledes samfund. Der var kollektivisering, men også en meget højere grad af kontrol og undertrykkelse.

Bureaukratiet havde endelig etableret sig som den herskende samfundsmæssige kraft uden rivaler, end ikke potentielle af slagsen. Arbejderklassens rolle blev også kraftigt formindsket – den blev udslettet som social gruppe af ”de nyankomne”: der skete en drastisk stigning i antallet af mennesker, der flyttede fra landet til byerne. Så der var store mængder af bønder organiseret omkring industriel produktion, som muliggjorde en situation med atomisering og social kontrol.

Modernisering

Det er dog nødvendigt med en mere dialektisk tilgang end kun at se på de negative aspekter ved erfaringerne fra Sovjetunionen - undertrykkelsen og ineffektiviteten. Min personlige mening er, at der stadig var en form for revolutionær impuls, som på en eller anden måde stadig virkede og afspejlede sig i mange samfundsinstitutioner, såsom udannelsessystemet, sundhedsvæsenet og i det såkaldte velfærdssystem, der var et af de første i verden. Mange progressive forandringer blev gennemført. Disse forandringer var ikke socialistiske, men folk var enige i, at der skete fremskridt i social, kulturel og teknologisk henseende og støttede mange aspekter af systemet.

Problemet er dog, at revolutionen slog fejl som socialistisk revolution. På en måde havde den succes med at opnå det, der mislykkedes for det tsaristiske regime, en vellykket modernisering. Til sidst var det sovjetiske samfund dog ikke blot ved at bryde sammen: det blev opløst af den bureaukratiske elite i toppen, som korrekt erkendte, at den kun behøvede at tage et sidste skridt for at blive et ægte borgerskab og træde ind i de globale eliters klub. Og den sovjetiske økonomis demodernisering og tilbagegang startede øjeblikkeligt. Fra dag til dag mister vi under denne synlige primitivisering af samfundet en stor del af det, vi opnåede i det 20. århundrede. Det er til dels fordi den globale kapital barbariserer nutidens Rusland, men ikke kun derfor.

Rusland vil ikke overvinde dette problem uden en ny revolution. Det lyder en lille smule ekstremt, for hvis man taler om en ny revolution i Rusland i dag, vil en del mennesker sige, at det er ønskværdigt, men der er ikke mange, der vil sige, at det er muligt – selvom det samme selvfølgelig også gælder for mange andre lande. Om det er ønskværdigt eller muligt er dog ikke pointen. Pointen er, at den er objektiv nødvendig. Hvis vi ikke får et nyt revolutionært gennembrud vil Rusland fortsætte ned ad demoderniseringens vej.

Revolutionens etaper

Det ser ud til, at alle store revolutioners – den engelske revolution i det 17. århundrede, den franske revolutionen i det 18. og den russiske revolution i det 20. – udvikling eller forløb har en egen generel logik. Vi skal selvfølgelig være meget varsomme og ikke simplificere for meget ved at sammenligne borgerlige revolutioner med socialistiske eller proletariske revolutioner på grund af deres forskellige klassekarakter. Ikke desto mindre kan der laves sammenligninger. Det er f.eks. ikke tilfældigt, at Lenin talte om bolsjevikkerne som ”russiske jakobinere” eller at Trotskij brugte betegnelserne ”Thermidor” og ”Bonaparte” med henvisning til Stalin.

Disse revolutioner havde et generelt forløb til fælles, med en reformistisk-demokratisk start, som gik videre til en radikalisering og så endte med en form for revolutionært diktatur. Dette er muligvis revolutionens højdepunkt, men på mange måder også starten på dens forfald på grund af indre modsætninger. Derefter følger den thermidorianske eller bonapartistiske etape og endelig etapen med restauration, hvilket også skete i Sovjetunionen.

Er restaurationen imidlertid den sidste etape? Det er den ikke. Efter restaurationen i England fulgte The Glorius Revolution [den glorværdige revolution, o.a.] og efter restaurationen i Frankrig var der talrige revolutioner, såsom i 1830 og 1848, helt frem til Pariserkommunen. Hele denne række af revolutioner forsøgte at fuldende de ufuldstændige dele af den oprindelige revolution.

På samme måde er det en objektiv nødvendighed at fortsætte det, jeg kalder den glorværdige socialistiske russiske revolution. Men den kan kun være vellykket på baggrund af den globale revolution – ellers vil vi falde i den samme, håbløse fælde med socialisme i ét land.

Boris Kagarlitskij er leder af Institute of Globalization and Social Movements i Moskva og rådgiver for Føderationen af Uafhængige Fagforeninger i Rusland. Han har bl.a. skrevet Russia under Yeltsin and Putin: Neoliberal Autocracy (2002), New Realism, New Barbarism: Socialist Theory in the Era of Globalization (1999) og The Thinking Reed: Intellectuals and the Soviet State from 1917 to the Present (1988). Artiklen er oversat af Lars Henrik Carlskov og blev oprindelig bragt i Weekly Worker 26. oktober 2006.