Irak: Fire år senere

Den amerikanske forfatter og antikrigs-aktivist Anthony Arnove gør her status over foreløbig fire års krig og besættelse i Irak.

Når du læser dette er det fire år siden, at Bush-regeringen indledte sit ”shock-and-awe” angreb på Irak og påbegyndte 48 måneders bemærkelsesværdig non-stop ødelæggelse af dette land… og tiden løber stadig. Det er et væsentligt tidspunkt at gøre status over Operation Iraqi Freedom. 

Her er en kort oversigt over noget af det, som George Bushs krig og besættelse har udrettet:


Intet sted på kloden findes der en værre flygtningekrise end i Irak i dag. Ifølge FN’s Flygtningehøjkommissariat er omkring to millioner irakere flygtet fra deres land og er nu spredt fra Jordan, Syrien, Tyrkiet og Iran til London og Paris. (Næsten ingen er nået frem til USA, som intet har gjort for at løse den flygtningekrise, det har skabt.) Yderligere 1,9 millioner skønnes at være internt fordrevne, der er blevet jaget væk fra deres hjem og nabolag af den amerikanske besættelse og den ondartede borgerkrig, den har udløst. Læg disse tal sammen – og de bliver værre dag for dag – og man når frem til, at næsten 16 % af den irakiske befolkning er blevet rykket op med rode. Læg de døde til de fordrevne, og dette tal stiger til næsten én ud af fem irakere. Lad dette sive ind et øjeblik.

Grundlæggende næringsmidler og fornødenheder, som selv Saddam Husseins brutale regime var i stand til at tilvejebringe, er nu i stigende grad udenfor almindelige irakeres rækkevidde, takket være inflationens himmelflugt, som er blevet udløst af besættelsen tilintetgørelse af den allerede skrøbelige irakiske økonomi, beskæringer af statstilskud på tilskyndelse fra Den Internationale Valutafond og Den Provisoriske Koalitionsmyndighed, og olieindustriens sammenbrud. Priserne på grønsager, æg, te, mad- og fyringsolie, benzin og elektricitet er røget i vejret. Arbejdsløsheden bliver almindeligvis vurderet til at ligge fra 50-70 %. En måde at måle virkningen af alt dette har været den signifikante stigning i børneunderernæring, som er blevet registreret af FN og andre organisationer. Ikke overraskende er adgangen til rent vand og regelmæssig elektricitet fortsat et godt stykke under niveauet før invasionen, som i forvejen var katastrofalt efter mere end et årtis omfattende sanktioner mod, og periodiske bombninger af, et land rystet af en katastrofal krig med Iran i 1980’erne og den første Golfkrig.

I en vedvarende krise, hvor hundredtusinder af irakere allerede er døde, har de sidste par måneder vist sig at være nogle af de blodigste hidtil. Alene i oktober blev mere end seks tusinde civile dræbt i Irak, de fleste af dem i Bagdad, hvor tusinder af ekstra amerikanske tropper blev sendt til i august (under Bush-regeringens første officielle ”surge”) med påstanden om, at de ville genoprette orden og stabilitet i byen. I sidste ende skabte de blot mere vold. Disse tal – og de bliver generelt anset for at være for lave – er mere end dobbelt så høje som niveauet i 2005. Andre ting er mere eller mindre fordoblet i de sidste år, deriblandt, for blot at nævne to, antallet af daglige angreb på amerikanske soldater og det samlede antal dræbte eller sårede amerikanske soldater. FN’s særlige udsending Manfred Nowak noterer sig også, at torturen ”er fuldstændig ude af kontrol” i Irak. ”Situationen er så slem, at mange mennesker siger, at det er værre end i Saddam Husseins tid.”

I betragtning af katastrofens omfang i Irak i dag, kunne man blive ved med at opremse forfærdelige statistikker indtil ens hjerne blev lammet. Men her er en anden måde at sætte de sidste fire år i kontekst. I den samme periode har der faktisk været et stort antal døde i et fjernt land, som mange mennesker i USA har i tankerne: Darfur. Siden 2003 er omkring 200.000 mennesker, ifølge FN-vurderinger, blevet dræbt i Darfur-regionen i Sudan i en brutal etnisk udrensningskampagne og yderligere to millioner er blevet gjort til flygtninge.

Hvor kan man vide det fra? Ja, i hvert fald hvis man bor i New York, kan man dårligt tage en tur i metroen uden at se en reklame med ordene: ”400.000 døde. Millioner går sammen om at redde Darfur.” New York Times har med jævne mellemrum haft helsidesannoncer, der beskriver ”folkemordet” i Darfur og opfordrer til en intervention ”under en kommandostruktur der muliggør nødvendige og betimelige militære operationer uden godkendelse fra tilbageholdende politisk eller civilt personel.”

I de samme år siger den bedste tilgængelige vurdering, det britiske lægetidsskrift The Lancets dør-til-dør undersøgelse af det irakiske dødstal, at omkring 655.000 irakere er døde af krigen, besættelsen og borgerkrigen mellem marts 2003 og juni 2006. (Undersøgelsen giver et minimumstal på 392.000 og et maksimumstal på 943.000.) Men man kan rejse fra kyst til kyst uden at se noget der svarer til reklametavler, plakater i metroen, helsidesannoncer eller lignende for de døde irakere. Og man vil bestemt ikke se, som det er tilfældet med Darfur, se kendisser på Good Morning America tale om deres engagement for at stoppe ”folkemordet” i Irak.

Hvordan kan det være, at vi tæller og tænker på de døde sudanesere som led i en højt profileret, kendis-drevet kampagne for at ”redde Darfur”, mens de irakiske dødsfald i praksis ikke bliver talt, og sjældent ser ud til at fremkalde moralsk forargelse, for ikke at tale om offentlige kampagner for at stoppe drabene? Og hvorfor bliver tallene for dræbte i Darfur citeret uden diskussion, mens tallene for døde irakere, bortset fra hvis de er jammerligt små, straks bliver draget i tvivl – eller affærdiget?

I vores verden ser der ud til at være de værdige ofre og de uværdige. For at komme frem til forskellen, prøv at overvej USA’s holdning til Sudan og Irak. Ifølge Bush-regeringen er Sudan en ”slyngelstat”; den er på udenrigsministeriets liste over ”stater der sponsorerer terrorisme”. Det er anklaget for at have angrebet USA gennem dets rolle i selvmordsbombningen med en båd af USS Cole i 2000. Og så passer Darfur selvfølgelig – som Mahmood Mamdani påpegede for nylig i London Review of Books – nydeligt ind i fortællingen om ”muslimsk vold mod andre muslimere”, om et ”folkemord begået af arabere”, en argumentation som har kraftig appel til dem, der gerne vil skifte emnet væk fra, hvad USA har gjort – og gør – i Irak. At tale om det amerikanske ansvar for de døde irakere, som vi angiveligt befriede, er et langt mindre komfortabelt emne.

Det er okay at diskutere amerikansk ”medskyld” i menneskerettighedskrænkelser, men kun så længe man bevarer fokus på undladelsessynder, ikke på begåede synder. Vi svigter Darfurs befolkning ved ikke at intervenere militært. Hvis bare vi havde brugt vores militær på en mere aggressiv måde. Når vi imidlertid faktisk intervenerer, og skaber ødelæggelse undervejs, er det en anden sag.

Frem for alt tjener fokuset på Darfur til at legitimere tanken om en amerikansk intervention, om at optræde mere som et imperium, ikke mindre, på selv samme tidspunkt som det blodbad, en sådan interventioner forårsager, er alt for tydeligt og forkastes af vide kredse over hele kloden. Dette har også bidraget til en situation, hvor den voldsudgydelse som USA er mest ansvarlig for, Irak, er den det bliver gjort mindst ansvarlig for derhjemme.

Hvis der gik noget galt i Irak, hører vi nu establishment-kritikere af invasionen og besættelsen hævde, var det virkelige problem den amerikanske regerings inkompetence eller George Bushs overdrevent optimistiske tro på, at han kunne bringe demokrati til arabiske og muslimske mennesker, som, får vi at vide, ”ikke har nogen tradition for demokrati”, som er fra et ”sygt” og ”nedbrudt samfund” – og som, med deres brutal adfærd overfor hinanden i en borgerkrig, nu viser deres sande natur.

Der hersker generel enighed i en stor del af det politiske spektrum om, at vi kan give irakerne skylden for de problemer, de står overfor. I en meget rost tale til Chicago Council on Global Affairs [amerikansk tænketank, red.] udtrykte senator Barack Obama sin kritik af Bush-regeringens politik med en opfordring til ”ikke mere pylren” om den irakiske regering: USA, fastholdte han, ”vil ikke holde sammen på dette land til evig tid.” Richard Perle, en af de neokonservative arkitekter bag invasionen af Irak, siger nu, at han ”undervurderede fordærvelsen” hos irakerne. Senator Hillary Clinton, Demokraternes spidskandidat i præsidentvalget 2008, spurgte for nylig: ”Hvor er meget vi villige til at ofre [for irakerne]?” Som om irakerne bad os om at invadere deres land og gør deres liv til et helvede og nu svigter os.

Det er hvad der sker når den imperiale byrde bliver for tung. De indfødte står til en omgang prygl.

Den katastrofe, USA har skabt i Irak, forværres fra dag til dag og virkningerne af den vil være langvarige. Hvor længe de vil vare ved og hvor langt de vil sprede sig udenfor Irak, afhænger af hvor hurtigt vores regering kan blive tvunget til at stoppe sin besættelse. Det vil også afhænge af, hvordan vi alle reagerer næste gang, vi hører, at vi må angribe et andet land for at sikre verden mod masseødelæggelsesvåben, ”udbrede demokrati” eller foretage en ”humanitær intervention”. I mellemtiden er det værd at tænke på, hvordan alle disse rædselsvækkende tal vil se ud til marts næste år, på fem-årsdagen for invasionen, og til næste marts, på seks-årsdagen, og til marts året efter det…

Sæt det op på en tavle – inde i dit hoved, om ikke andet.

Anthony Arnove er forfatter til bl.a. Iraq: The Logic of Withdrawal (2006) og, sammen med Howard Zinn, Voices of a People’s History of the United States (2004). Oversat af Lars Henrik Carlskov fra Tomdispatch.com 19. marts 2007.