Blå regeringspolitik skyldes ikke kun De Radikale

Selv en S-SF-regering uden Vestager & Co. ville ikke bryde afgørende med VKO’s politik.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

De seneste måneder har på det nærmeste budt på kødannelse i forhold til at give De Radikale skylden for den nye regerings langtfra røde politik. Det er da også rigtigt, at De Radikale, modsat Socialdemokraterne og SF, er et ægte borgerligt parti og derfor står for en asocial økonomisk politik.

Dette har dog hele tiden været velkendt, hvorfor det ikke bør komme som en overraskelse og mindst af alle for Socialdemokraterne og SF. Ikke desto mindre har begge partier såvel inden valget som før regeringsforhandlingernes start og efter præsentationen af regeringsprogrammet insisteret på, at de foretrækker regeringssamarbejde med Vestagers tropper frem for en ren S-SF-konstellation.

Skattelettelser til de rige og efterlønsfiflerier

S-SF selv har da heller ikke ligefrem brillieret ved at præsentere et klart alternativ til de sidste 10 års VKO-flertal. F.eks. ville S-SF’s nu sløjfede ”millionærskat” have betydet, at millionærerne slap billigere end før VK-regeringens skattelettelser og at personer med en indkomst mellen en halv og en hel million beholdte deres skattelettelser.

Eller tag f.eks. efterlønnen, som Socialdemokraterne allerede i 2006 var med til at forringe ved at indgå i Fogh-regeringens ”velfærdsaftale” – hvilket SF senere tilsluttede sig med tilbagevirkende kraft. I 2009 åbnede Søvndal også for at pille ved efterlønnen (omend han senere skyndte sig at trække i land). Læg dertil, at S-SF før valget truede med at afskaffe efterlønnen, hvis ikke planen om at sætte arbejdstiden i vejret med 12 minutter om dagen gik igennem.

Accept af borgerlig krisepolitik

Spørgsmålet om skattelettelser til de rigeste, efterlønsdiskussionen og de nu skrinlagte planer om at hæve arbejdstiden viser, at Socialdemokraterne og SF selv uden De Radikale ikke ville udgøre et klart alternativ til borgerlig krisepolitik. Ydermere gjorde S-SF det ved flere lejligheder før valget klart, at de, hvis den økonomiske krise fortsætter, vil skære i velfærdsydelserne.

S-SF adskiller sig, ikke mindst takket være deres bånd til fagbevægelsen, fra De Radikale ved, at størstedelen af deres bagland ønsker en væsentlig mere venstreorienteret politik end den nye regerings. Som socialister er det vores opgave at mobilisere dette bagland til et brud med den nuværende borgerlige krisepolitik. Men det kræver også, at vi klart siger, at dette brud ikke kommer, hvis bare vi får en S-SF-regering uden De Radikale.