Finansiel krise eller kapitalistisk systemkrise?

Den vigtigste årsag til den økonomiske krise er ikke banker eller storspekulanter, men derimod det nuværende produktionssystems indbyggede modsætninger.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Lige siden den globale økonomiske krise for alvor startede i efteråret 2008 har de mest udbredte forklaringer på krisens opståen kredset om den finansielle sektors rolle. Det skyldes bl.a., at det var en række krak i finanssektoren, ikke mindst bankgiganten Lehman Brothers’ kollaps 15. september samme år, der fik den økonomiske nedgang, som allerede indledtes med sammenbruddet på det amerikanske boligmarked i 2006-2007, til at accelerere. Imidlertid har den herskende klasse og de medier, den ejer og kontrollerer, også en klar interesse i at placere ansvaret for krisen hos bankerne eller aktiemarkederne.

Hvis problemet blot er spekulanters grådighed eller fejl i de finansielle markeders funktionsmåde, er det tilstrækkeligt med mere regulering eller eventuelt nationalisering af bankerne. Der vil således ikke være behov for mere radikale skridt – skridt der kunne true den herskende klasses magt og privilegier. Selv om politikere og beslutningstagere ved krisens start fremsatte højtidelige erklæringer om mere regulering, havde det mest af alt karakter af et bluff-nummer i betragtning af, at finanssektoren hidtil er sluppet for ethvert seriøst forsøg på mere regulering. Tværtimod har stater og internationale institutioner gennem ”hjælpepakker” af historiske proportioner overtaget astronomiske mængder dårlige lån og dermed opmuntret til, at den destruktive finansielle aktivitet kan fortsætte.

Keynesianismens fallit 
Både i Danmark og resten af verden er den finansielle sektor siden 1970’erne svulmet voldsomt op på bekostning af den såkaldte realøkonomi, hvilket har fået flere iagttagere til at tale om en ”finansialisering” af økonomien. På dele af venstrefløjen har der været en tendens til først og fremmest at se denne finansialisering som et resultat af politikeres, embedsmænds, erhvervsfolks og økonomers ønske om at løsne kapitalens tøjler for derved at øge udbytningen af den brede befolkning. Selv om dette bestemt har været en medvirkende årsag til de seneste årtiers slækkede kontrol med finanssektoren, er det også kun den halve sandhed.

I realiteten var der i lige så høj grad tale om, at den daværende nationaløkonomiske ortodoksi i form af keynesianismen, der hævdede at kapitalismen gennem statsintervention kunne undgå større kriser, havde vist sig ikke at have nogen løsning på 1970’ernes strukturelle krise. I stedet førte de keynesianske politikker til ”stagflation”, dvs. en kombination af stagnation, inflation og høj arbejdsløshed. I Danmark forsøgte de socialdemokratiske regeringer under ledelse af Anker Jørgensen at begrænse arbejdernes lønninger med indkomstpolitik og hele tre overenskomstindgreb. I 1982 gav Anker Jørgensen op og overlod uden at udskrive valg regeringsmagten til de borgerlige, som derefter beholdte den de næste 11 år.

Kapitalismens grænser 
Keynesianismens fallit som praktisk politik var med andre ord grunden til, at den, trods sin forudgående status som nærmest totaltdominerende blandt økonomer og regeringer af såvel borgerlig som socialdemokratisk observans, blev erstattet af de nyliberalistiske frimarkedsidéer, der hidtil var blevet betragtet som temmelig ekstreme. De keynesianske politikker slog fejl, fordi de ikke løste det grundlæggende problem, som var den egentlige udløser af 1970’ernes krise. De forstod nemlig ikke, at den væsentligste årsag til kapitalismens kriser ikke er finansiel spekulation eller manglende efterspørgsel, men derimod indbyggede modsætninger i produktionen.

For at forstå dette må man nemlig ty til Karl Marx og det han kaldte ”den i enhver henseende vigtigste lov i moderne politisk økonomi”, nemlig ”loven om profitratens faldende tendens”. Denne tendens udspringer af, at under kapitalismen må virksomhederne hele tiden begrænse deres omkostninger i forhold til konkurrenterne eller risikere at bukke under. Dette gøres lettest ved at investere i arbejdsbesparende teknologi, men da profitten i sidste ende udspringer af menneskeligt arbejde, vil det føre til, at profitterne relativt set falder i forhold til investeringerne. Dette fører til at virksomhederne tilbageholder investeringerne, hvilket udløser en krise.

Uløste problemer 
Dette er i meget grove træk ”loven om profitratens faldende tendens”, og det var netop denne tendens, der betød, at et kvart århundrede med langvarig økonomisk vækst i starten af 1970’erne blev afløst af en ødelæggende krise. De faldende gennemsnitlige profitrater i fremstillingsindustrien førte i slutningen af årtiet til, at virksomhederne begyndte at kanalisere en stadig større andel af deres investeringer over i den finansielle sektor. Men da finansielle virksomheder ikke producerer ny værdi, men blot omfordeler værdi, der er skabt i realøkonomien, førte det i stedet for varigt økonomisk opsving til en række bobler, der efter tur er bristede. Før eller siden ville det enorme gab mellem kurserne på aktiemarkederne og den underliggende værdiproduktion igangsætte en katastrofal krise som den nuværende.

Via historiens største finansielle redningsaktioner, der for verdens ledende stater og internationale institutioner løb op i en samlet sum på omkring 20 billioner dollars, forhindrede de herskende eliter i første omgang krisen i at nå 1930’ernes dybde. Men det har også forhindret den udrensning af uprofitable virksomheder, der som det eneste kunne bane vejen for et nyt langvarigt opsving. Dette ville imidlertid også øge risikoen for sociale oprør, hvorfor vi i stedet har fået en gældskrise, hvor statsbankerotter og euroens sammenbrud blot er et par af de sandsynlige scenarier. De sidste tre årtiers neoliberale politikker har ikke formået at genoprette virksomhedernes profitrater til det høje niveau før 1970’ernes strukturelle krise, hvorfor de herskende klasser i alle klodens lande har indledt en brutal offensiv mod velfærdsydelser og arbejderklassens lønninger og arbejdsforhold.

Socialismens aktualitet 
Den økonomiske krise er således ikke blot en finansiel krise, men udspringer derimod af en uløst profitabilitetskrise, som går helt tilbage til starten af 1970’erne, der igen skyldes de systemiske modsætninger i den måde produktionen organiseres under kapitalismen. Det store spørgsmål er om verdens befolkninger fortsat vil betale for den krise, de er uden skyld i, men i stedet skyldes et system, der kun gavner en lille minoritet af klodens befolkning.

Heldigvis har 2011 budt på den største bølge af folkelige oprør i fire årtier, ikke mindst i lande som Tunesien, Egypten, Spanien, Grækenland og senest USA. Krisens dybde og den folkelige modstands størrelse viser, at socialismen både er mulig og nødvendig. For at nå dertil må vi som socialister sætte alle delkampe i forbindelse med og vurdere dem efter om de fremmer den nødvendige revolution. På gaden, arbejdspladserne, uddannelsesstederne og i boligkvartererne kan vi skabe det alternativ som det politiske system alt for tydeligt har vist sig ude af stand til.