SF og kapitalismens krise: Spare-marxisme?

AF LARS HENRIK CARLSKOV

I dagens Berlingske Tidende har SF's finansordfører (og kandidat til posten som ny finansminister) Ole Sohn nogle interessante betragtninger om de udfordringer, han mener en kommende S-SF-regering står over for. SF er klar til at skære i velfærdsydelserne, hvis det mod forventning ikke lykkes at skabe mere vækst i den private sektor:

”Hverken vores plan eller regeringens plan giver tilstrækkeligt med penge til at redde økonomien, hvis ikke der kommer gang i væksten. Og så er der kun to svar: Enten skal vi have gang i væksten og genskabe de arbejdspladser, vi har tabt, eller også må vi tilpasse den offentlige sektor. Den offentlige service, vi giver i dag, kan kun fastholdes, hvis vi får gang i den private vækst.”

Den udmelding er for så vidt ikke nogen nyhed, da Sohn for kort tid siden fremsatte samme budskab i Jyllands-Posten. Ved den lejlighed udtalte han:

”Der er kun to muligheder - enten får vi sparket gang i den private vækst eller reduceret den offentlige.”

Begge gange er Sohn blevet bakket op af Socialdemokraternes politiske ordfører Henrik Sass Larsen. Det kan undre, at det lige netop er i landets to største borgerlige aviser, Sohn står frem med dette budskab. Hvem er det, han prøver at berolige?

Faktisk kan det ikke forstås på anden måde end som endnu et signal om, at SF er klar til at udvise ”økonomisk ansvarlighed”, dvs. påtage sig ansvaret for at administrere den globale kapitalistiske krise, som også har ramt Danmark. Hvis det ikke lykkes en S-SF-regering at skabe forøget vækst i Danmark, som vel at mærke er dybt afhængig af udviklinger i den globale økonomi, rammer sparekniven velfærdsydelserne.

Det mest naturlige ville ellers være at sende regningen for krisen retur til de rige, der under den nu bristede økonomiske boble tjente fedt på vild finansiel spekulation. Men i deres fælles økonomiske plan ”Fair Løsning” vil S-SF mere eller mindre lade de rige gå fri. Ganske vist indeholder planen en ”millionærskat”, men det magre resultat af denne skat vil være, at millionærerne slipper billigere end før VK's skattelettelser og at indkomsterne fra 500.000-1.000.000 beholder deres skattelettelser. Endnu værre er som bekendt forslaget om at øge arbejdstiden med 12 minutter om dagen, hvilket vil øge udbytningen af den del af arbejderklassen, der allerede er i arbejde og gøre det sværere for de arbejdsløse at finde beskæftigelse.

I sit principprogram erklærer SF ellers, at partiets ”udgangspunkt er en udogmatisk socialisme, der har sit udspring i arbejderbevægelsens kampe og i den marxistiske samfundsforståelse”. Det kunne ved lejlighed være interessant at høre Ole Sohn redegøre nærmere for, hvordan han ved hjælp af den dialektisk-materialistiske metode har analyseret sig frem til den nye spare-marxistiske inje.

Der er dog et alternativ til at lade velfærden afhænge af kapitalistiske investorers lyst til at investere. Men det kræver, at vi opbygger en udenomsparlamentariske massebevægelse, som kan rykke S-SF til venstre. Et godt udgangspunkt er kampen mod angrebet på efterlønnen. Den kamp er der allerede nogen, der har taget initiativ til at organisere.