SF's retspolitik - et overraskende skridt til venstre?

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Retspolitikken er et af de områder, hvor SF er blevet kritiseret mest for at dreje til højre. Alligevel har højtstående SF'ere ved flere lejligheder hævdet, at den nye linje faktisk er mere venstreorienteret og “klassebevidst”. Deres argument lyder, at kriminalitet også rammer “almindelige mennesker”, og at disse mennesker har krav på tryghed. Derfor skal venstrefløjen være klar til at kræve hårdere straffe, fordi den ellers risikerer at beskytte forbryderen på offerets bekostning. Ingen har dog kunnet forklare, hvordan højere straffe gavner offeret, når gerningsmanden i fængslet ofte bliver mere kriminel end før. Desuden er kriminaliteten ikke steget i de sidste 25 år. Når politikerne alligevel igen og igen kræver hårdere straffe, skaber det derfor ikke større tryghed, men blot øget frygt for kriminalitet.

En mere klassebevidst politik?
I virkeligheden afslører SF's nye politiske linje en total blindhed over for retssystemet som en grundpille for det kapitalistiske klassesamfund. Som man kan læse i Grundloven, bygger retssystemet på den private ejendomsret, dvs. kapitalismen. Den skaber social, økonomisk og kulturel ulighed, og derfor kan der ikke være lighed for loven i det nuværende kapitalistiske samfund. F.eks. straffes milliardæren og den fattige formelt set ens for tyveri, selvom deres handlemuligheder har været ekstremt ulige fordelt. Det betyder i praksis, at den fattige relativt set straffes hårdere. Desuden har milliardæren råd til en dyrere advokat, ligesom dommerne, der oftest er født som en del af borgerskabet, aldrig har stået i en situation som den fattige, der “vælger” kriminalitet. Når SF fremover vil fokusere mere på forbryderens “personlige valg”, er det derfor ikke en mere “klassebevidst” politik. Samtidig forstærker hårdere straffe den klasseundertrykkelse, som er indbygget i selve det juridiske system.

Et resultat af parlamentsfiksering
SF's højredrejning, f.eks. i retspolitikken, er et resultat af partiets grundlæggende strategi. SF har altid forestillet sig, at socialismen kunne gennemføres gennem Folketinget, hvor kapitalisterne fredeligt ville acceptere at få frataget deres virksomheder. Som følge af denne parlamentsfiksering har SF altid betragtet det som utænkeligt, at socialismen kunne gennemføres uden Socialdemokraterne. Men siden starten af 1970'erne har den kapitalistiske verdensøkonomi været inde i en relativ nedgang, som de gentagne finansielle bobler ikke har kunnet ændre grundlæggende ved. De socialdemokratiske partier ønsker ikke at bryde med kapitalismen, og derfor har de haft sværere ved at skaffe befolkningen økonomiske forbedringer. De er derfor rykket til højre, og SF er langsomt, men sikkert, fulgt med de danske socialdemokrater i deres vandring mod midten. Heldigvis behøver venstrefløjen ikke rykke til højre for at få magten. Det 20. århundredes historie giver utallige eksempler på, at der kan opbygges udenomsparlamentariske bevægelser, med deres egne demokratiske institutioner, som potentielt kan erstatte kapitalismen, dens parlament og stat med et socialistisk samfund. Det sås bl.a. i Rusland 1917, Spanien 1936-37, Ungarn 1956, Frankrig 1968, Portugal 1974-75 og Polen 1980-81. Senest så vi det i i Bolivia i 2006, hvor en folkelig opstand tvang den borgerlige præsident Mesa fra magten. Der er absolut ingen grund til at tro, at det samme ikke kan lade sig gøre i Danmark. Men det kræver, at venstrefløjen opgiver sin parlamentsfiksering.

Fra Socialistisk Arbejderavis nr. 297, 30. april 2010.