2011/01/10

Svar til Kasper Bjering fra SF's landsledelse om regeringens udlændingeaftale


AF LARS HENRIK CARLSKOV

Atter en gang udlægger Kasper Bjering fra SF’s Landsledelse teksten for partiets hastigt stigende antal af tvivlere. I sit blogindlæg hævder Bjering således:

”Men faktum er, at SF-toppen ikke havde andre muligheder end at følge trop. Havde man taget den offentlige konfrontation med S, var oppositionen blevet voldsomt destabiliseret og Løkke havde udskrevet et snarligt valg, som han, Pia og Anders havde vundet. Så alvorlig var situationen.”

I disse blot tre sætninger er komprimeret en lang række opsigtsvækkende påstande. Desværre giver Bjering ikke den mindste smule begrundelse for én eneste af disse mange påstande. Vi får derfor hverken at vide, hvorfor uenighed mellem S og SF på dette punkt havde medført, at oppositionen var ”blevet voldsomt destabiliseret”, hvorfra han ved, at ”Løkke havde udskrevet et snarligt valg” eller hvorfor den borgerlige blok per automatik havde vundet dette valg. Da Bjering ikke fremsætter nogen nærmere begrundelse for alt dette, er der tale om rene og skære postulater. Da det som bekendt bør betragtes som et altoverskyggende hensyn at bevare den gode tone mellem oppositionspartierne, vil jeg dog afstå fra at kalde Bjerings postulater for demagogi og skræmmekampagne.

I Bjerings blog-indlæg kan man desuden læse at:

”Oppositionens to tunge partier, S og SF, må og skal gå ind og ud af en kommende valgkamp på et fuldstændigt klart fælles udlændingepolitisk program. Ellers er endnu en VKO-sejr så sikker, som ammen i kirken.”

Der findes med andre ord ikke længere en selvstændig SF-udlændingepolitik. Den er efterhånden blevet pantsat hos Socialdemokraterne, der omvendt har pantsat sin udlændingepolitik hos Dansk Folkeparti. For hvis der opstår større uenigheder, bliver oppositionen ”voldsomt destabiliseret”, Løkke udskriver ”et snarligt valg”, hvorved ”endnu en VKO-sejr [er] så sikker, som ammen i kirken.” Alt sammen dog kun, hvis Kasper Bjerings ord står til troende (og her bør der være en tyk streg under ”troende”).

Beroligende skriver Bjering om den nuværende regerings udlændingepolitik, at det er et ”faktum”, at:

"... en kommende S-SF-regering ikke vil stramme disse regler yderligere. Tværtimod vil der med meget stor sandsynlighed blive lempet og blødt op på dem. Om det bliver meget eller lidt ved vi i skrivende stund ikke noget om. Forhåbentligt lytter socialdemokraterne til deres kloge borgmestre ude hos os på Vestegnen.”

Desværre fortæller han heller ikke, hvorfra han ved, at det er et ”faktum”, at såvel den socialdemokratiske som folkesocialistiske kvote af udlændingepolitiske stramninger fra dags dato er opbrugt. Desuden vil der i sagens natur altid være en løbende risiko for, at Dansk Folkeparti fremsætter forslag til nye stramninger, der efterfølgende får socialdemokratisk støtte og som SF derfor må acceptere for ikke at ”destabilisere oppositionen”. Ser man på mængden, hyppigheden og karakteren af Socialdemokraternes støtte til udlændingepolitiske stramninger de sidste 10-15 år, er der grund til at tvivle kraftigt på, at denne kvote nu skulle være endegyldigt opbrugt. På samme måde er den kendsgerning, at der ikke i de eksisterende S-SF-udspil er udsigt til yderligere stramninger, ikke ensbetydende med, at de to partier ikke i fremtiden vil kunne enes om nye diskriminerende tiltag. Igen må vi nøjes med blindt at stole på Bjerings løse postulater og fromme ønsker om, at der ”forhåbentligt” vil blive lyttet til ”kloge borgmestre” og strategisk tænkende elevrådsformænd i Ishøj og omegn.

Ud fra det ovenfor skrevne burde det fremgå med al ønskelig tydelighed, præcis hvor stor værdi, man bør tillægge Bjering-udsagn om at have ”et helt isbjerg i maven”, at ”historien vil hylde SF’s ledelse for at have handlet rigtigt”, tynget som denne ledelse var af ”virkelighedens tunge ansvar”.

Bjering fremhæver, at ”SF er et parti der søger politiske resultater”. Findes der noget politisk parti, der ikke ”søger resultater”? Når Bjering har svaret på det, kan han måske forklare den formentlig voksende skare af undrende Modkraft-læsere præcis hvilke resultater, SF har opnået gennem de sidste tre års heftige omklamring af Socialdemokraterne? Jo, SF har såmænd udsigt til regeringsdeltagelse. Men prisen har været en endeløse række af indrømmelser. Og hvad har SF fået som modydelse? Bortset fra netop udsigten til regeringsdeltagelsen, er dette vanskeligt, endog meget vanskeligt, at få øje på andre "resultater". Og jo, det er også korrekt, at S har accepteret den såkaldte ”millionærskat”. Men i betragtning af, at dette forslag betyder, at millionærerne slipper billigere end før VK’s skattelettelser, og at personer med indkomster mellem 600.000 og 1.000.000 kr. får lov at beholde deres skattelettelser, må det siges at være et noget magert udbytte til gengæld for efterhånden at have slugt den samlede bestand af politiske kameler.

Naturligvis er der plads til uenighed i oppositionen, også om væsentlige spørgsmål, som nu f.eks. udlændingepolitikken. Det modsatte ville være lig med politikkens ophør. Større interne uenigheder mellem S, SF og Ø medfører på ingen måde, at oppositionen automatisk bliver ”voldsomt destabiliseret”. Ellers kunne der lige så vel blot være ét stort oppositionsparti. Og dette ændrer selvfølgelig på ingen måde ved, at hovedskytset bør rettes mod den fælles fjende i form af VKO og Liberal Alliance. Men uden, at der fra venstre side er kritik af såvel S-SF-R som VKO og Liberal Alliance (og denne kritik bakkes op af massemobiliseringer fra neden), kan de to store oppositionspartier helt uhindret rykke til højre. Og i betragtning af den økonomiske krises dybde og de to partiers seneste udvikling, er der stor risiko for, at en S-SF-regering vil føre en politik, som ikke er kvalitativt forskellig fra det nuværende borgerlige flertals.

Offentliggjort 15. november 2010 på Modkraft.dk som svar på et blogindlæg, hvor Kasper Bjering Jensen fra SF's landsledelse forsvarer S-SF's "røde" pointsystem ved familiesammenføring.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar