Burkadebatten er en afledningsmanøvre

AF LARS HENRIK CARLSKOV

På det seneste har en stor del af den politiske diskussion handlet om burkaforbud, burkaundersøgelser og burkaudvalg. Dette er blot et led i en større tendens, hvor ledende - oftest ældre mandlige - politikere og kommentatorer behandler muslimske kvinders tøj som et af samfundets vigtigste problemer. Ikke engang regeringens egen undersøgelse var i stand til at opspore en eneste burkaklædt kvinde i Danmark. Alligevel foreslås det at forbyde denne type påklædning, selvom man udmærket ved, at det ikke kan gennemføres, hvis Grundloven og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention skal overholdes. Regeringspartierne henviste såmænd selv til Grundloven, da de i 2004 afviste et mindre vidtgående forslag fra Dansk Folkeparti om at forbyde kulturbestemt hovedbeklædning blandt offentligt ansatte.

Men hvordan kan det egentlig være, at borgerlige politikere bruger så meget energi på nærmest ikke-eksisterende problemer (f.eks. burkaklædte kvinder) og stiller forslag, de ved ikke kan gennemføres (f.eks. burkaforbud)?

Justitsminister Brian Mikkelsen har selv indirekte besvaret dette spørgsmål. Om burkaforbuddet har han forklaret, at det vigtigste ikke er ”om det kan lade sig gøre eller ej”, men derimod, at ”det skal ses som en værdipolitisk melding”. Som bekendt fungerer det nuværende (kapitalistiske) system sådan, at det på det økonomiske område drejer sig om at maksimere profitten, mens det på det politiske (parlamentariske/liberalt demokratiske) område, der svarer dertil, handler om at maksimere antallet af stemmer. Typiske borgerlige mærkesager om privatisering, udlicitering, markedsomstilling og beskæring af velfærdsydelser er ikke populære hos vælgerne. Derfor forsøger borgerlige politikere og medier at skabe frygt hos vælgerne for, at samfundet er truet af muslimerne og deres kultur. Hele burkadebatten er et led i regeringens ideologiske krig eller såkaldte ”værdipolitik”. Brian Mikkelsen erklærede tilbage i 2005, at ”kulturkampens nye front” var opgøret med det, han kaldte ”middelalderlig muslimsk kultur”. I dag står det desuden stadig mere klart for vælgerne, at regeringen ikke har nogen svar på den økonomiske krise og klimaspørgsmålet samt står med en tabt krig i Afghanistan. Burkaer og andre former for symbolpolitik fungerer som en afledningsmanøvre for de virkelige problemer.

Det er der heldigvis nogen, der har forstået. F.eks. arbejdsløshedsklubben i Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening, 3F, som i en pressemeddelelse skriver, at statsminister Lars Løkke Rasmussen ”holder pressemøde om tre burkaer for at kamuflerer at regeringen ikke kan løse dagen politiske problemer”. A-klubben arbejder på at indkalde til en landsdækkende arbejdsløshedskonference 8. marts og kræver, at regeringen stopper forfølgelsen af de arbejdsløse og sætter gang i beskæftigelsen. De ved dog udmærket godt, at for virkelig at bekæmpe arbejdsløsheden, er der brug for en anden regering, og de opfordrer derfor til landsdækkende protester.

A-klubben i BJMF viser vejen frem for alle, der både ønsker en anden regering og, nok så vigtigt, en anden politik. Der er brug for at erstatte regeringens ”værdikamp” med klassekamp og vise, at hetzen mod arbejdsløse og hetzen mod muslimer hænger sammen. Vi må derfor også tilbagevise argumenterne om, at muslimske kvinder (modsat etnisk danske kvinder) ikke er i stand til at befri sig selv, f.eks. afgøre om bestemte typer tøj er undertrykkende eller ej.

Bragt i Socialistisk Arbejderavis nr. 295, 18. februar 2010.