Derfor fortsætter de den fejlslagne krisepolitik

Hvorfor fortsætter regeringer, centralbanker og internationale institutioner den nedskæringspolitik, der ser ud til ikke at virke? Svaret skal findes i den globale kapitalismes systemiske modsætninger.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Det er nu snart tre år siden, at Den Internationale Valutafond (IMF) officielt erklærede den økonomiske krise, også kendt som ”Den store recession”, for overstået. Denne prognose viste sig som bekendt at være lige så himmelråbende forkert som den strøm af tilsvarende profetier, der både før og siden med jævne mellemrum er flydt fra politikere, økonomer, erhvervsfolk, mainstream-medier og internationale institutioner.

Tværtimod befinder vi os nu i det femte år af den verdensomspændende økonomiske krise, som indledtes med nedturen på det amerikanske boligmarked 2006-2007, efterfulgtes af den såkaldte ”kreditstramning” og accelererede efter bankgiganten Lehman Brothers’ kollaps i efteråret 2008. Den nuværende gældskrise er en direkte konsekvens af de finansielle redningsaktioner i en størrelsesorden uden historisk fortilfælde, som stater og internationale institutioner foretog i kølvandet på den økonomiske nedsmeltning i 2008 og siden har gentaget adskillige gange.

Disse ”bailouts” har betydet, at verdens regeringer har måttet finansiere store underskud ved at sælge statsobligationer på de internationale gældsmarkeder. Den astronomiske mængde offentlig gæld har, sammen med mistede skatteindtægter som følge af højere arbejdsløshed, gjort investorerne nervøse over mange regeringers evne til at betale tilbage. Som følge deraf er renten på f.eks. græske, irske, italienske, portugisiske og spanske statsobligationer skudt i vejret, hvilket blot forværrer gældskrisen i disse lande yderligere.

Deres politik forværrer krisen
De gigantiske mængder statsintervention ved krisens start forhindrede på kort sigt en yderligere destabilisering af verdensøkonomien. Resultatet har imidlertid været den nuværende gældskrise og den dermed forbundne trussel om statsbankerotter og euroens sammenbrud. For at kunne afdrage på gælden skærer verdens regeringer kraftigt ned på deres udgifter, bl.a. ved at fjerne eller reducere velfærdsydelser og gennemtvinge store fyringsrunder i den offentlige sektor, hvilket imidlertid blot skærper krisen ved at mindske såvel den offentlige som den private efterspørgsel. Det kunne med andre ord se ud som om, at de herskende klassers krisepolitik selv på sine egne præmisser er en fiasko.

Derfor er der blandt keynesianistiske økonomer som f.eks. Paul Krugman, Joseph Stiglitz og Robert Reich en tendens til at se denne politik som en følge af ideologisk blindhed og manglende mod hos de politiske beslutningstagere, dvs. de giver psykologiske mekanismer skylden frem for at forklare nedskæringspolitikkens paradoksale konsekvenser med kapitalismens iboende modsætninger. Imidlertid er verdens regeringer på grund af deres voksende underskud afhængige af at skaffe penge på de finansielle markeder, hvor renten afhænger af en vurdering af sandsynligheden for tilbagebetaling af lånene.

Presset fra de globale markeder tvinger derfor regeringer, der ikke er klar til et revolutionært brud med kapitalismen, til at gennemføre massive nedskæringsrunder for at nedbringe deres gæld, også selv om det forstærker krisen på længere sigt. Dette er i sidste ende blot udtryk for, at kapitalismens drivkraft er kortsigtede profithensyn, ikke menneskelige behov.

Behov for et revolutionært brud
Også en regering, der i stedet for den nuværende aggressive nyliberalisme forsøgte at gennemføre keynesianske politikker, ville komme under den samme type pres fra finansmarkederne, som er beskrevet ovenfor. Når politikere, centralbanker og internationale institutioner fortsætter en krisepolitik, der ser ud til ikke at virke, er årsagen således ikke primært psykologisk, men bunder derimod i sociale strukturer.

Traditionel keynesianisme kan ikke løse det grundlæggende problem under den nuværende krise, nemlig, at virksomhederne tilbageholder investeringerne eller spekulerer i råvarer som f.eks. fødevarer, guld og olie. Det skyldes, at virksomhedernes udnyttelse af deres nuværende produktionskapacitet stadig er langt lavere end normalt samt, at den mindskede offentlige og private efterspørgsel ikke gør det tilstrækkeligt profitabelt at investere i nye fabrikker og maskiner. Så længe det er tilfældet, vil investeringerne blive tilbageholdt.

Løsningen på den situation blev faktisk fremsat af Keynes selv, selvom han ikke indså de radikale konsekvenser af sit forslag. Han foreslog, modsat sine senere disciple, at socialisere investeringerne, men overså, at dette reelt indebærer at overtage kontrollen med, hvad kapitalisternes profit skal bruges til. Med andre ord kan investeringerne ikke socialiseres uden også at tage magten over produktionen. Men sådanne socialistiske skridt vil naturligvis møde voldsom modstand fra den herskende klasse, hvorfor de forudsætter, at vi vinder en revolutionær kamp om magten i samfundet. Kun sådan kan vi sikre en løsning på krisen, hvor arbejderklassen ikke kommer til at betale regningen igen og igen.